Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 1

TIL S. A. HEDLUND.

Roma, capo le case, 75, primo piano. 7de okt. 74.

Ja, kære væn, så er vi i Rom igæn! Min adresse som
før: console Bravo. Men du ser, hvor jeg bor, i samme
gade som Rydberg før.

Med megen glæde har jeg sét din udnævnelse til
første-kammer-rigsdags-mand. Med glæde læste jeg dit
brev og med latter dine fienders forsøg på at klandre
det! Det var dog aldeles lige til; kun ond vilje kan se
noget annet deri. Når man vælger en offentlig mand,
er det fordi man hylder hans offentlige arbejde; det er
ikke trods dette. Og den offentlige mand har ræt til
at ytre glæde derved, enhvær æfter sin natur. Og din
er livlig, føler livligt og skriver livligt, til forargelse for
modstandere, til glæde for vænner. Men nu et politisk
alvors-ord:

Den katolske reaktion nådde sit top-punkt ifjor på
denne tid. Siden har den stadig gåt nedover igæn. Men
det går langsomt, og det vil fræmdeles en stun gå lang-
somt. Hos os er man antagelig et år bagæfter. Derfor
tror jeg, at på top-punktet har vi nætop været; nu vil

SIDE: 2

det langsomt begynne at gå nedover igæn. De sted-fundne
valg i Sverige vil drive mange i frygt over i reaktionens
lejr; men uden resultat, hvis I er forsigtige. Med "for-
sigtighed" forstår jeg ikke alene at forsone og inrømme;
men lige så meget, når lejligheden er der: at tage fast
holdning. - Du er besat af at ville forsone; og du
kan derved gøre din nytte. Men husk, at alene, når en
sag ikke kan drives, er det man vil forsone; når den
kan drives, må fannen forsone! Er der et sikkert, påreg-
neligt flertal, så tar man skridtet fullt ud; man angrer det
sit liv, når man ikke gør det! Man må vænte i ti år på
det, man da forsømte, og at lade en slægt i tredje delen
af sit liv vænte, det har noget på sig. Reaktionen, den
er sikrere; den tar, hvad den kan få. Ja, har den bare
et fler-tal av 1 -én-, så spytter den på al forsoning.
Den tør! Den tror sig i pagt med Gud. - Og det
skulde ikke vi fræmskridtets mænd, som ser ham i det
vordende, ser ham i livet, som dets evig fødende princip,
ser mænneske-slægten som et bestandig fræmvoksende
imod ham? Ser ham som sejer-hærren, den erobrende?
(Tak Rydberg for hans artikel! Han lærte mig i den
èt: at asketismen er østerlandsk-romansk, og at pietis-
men, som er dens protestantiske form fra hårde tider,
hvori mænneskene flygtede fra virkeligheden - i tiden
før den franske revolution, mishandlingens værste tid -
er ugærmannisk, ugotisk, ikke engang tysk; derfor træder
den også bestandig op med sygdom i sit følge!)

Altså: ænnu én gang: alene når en ting ikke er sikker
på at gå, søker man forsoning; er den sikker på at gå,
slår man til! "Forsigtigheden" består lige så meget

SIDE: 3

i at tage sit hvor man kan få det, som i at passe
på det, hvor tiderne er vanskelige og forholdene
uklare. Forsigtigheden er: en avant! når det kan gå
an; er: repose! - hvor det gæller at samle kræfter.

Kun til halvten synes jeg om din artikel om det par-
lamentariske system. Jeg synes det er så klart. I hoved-sa-
gerne, i de ledende tanker må konge og regæring rætte
sig æfter fler-tallet; i småting akkorderer man! - Du
skal have tak for, at du så ofte behandler de danske
anliggender. Men vil du lægge mærke til, hvor sjælden
Høgsbro refererer dig? Det kommer deraf, at du er ikke
nøje underrettet! Hvorfor skriver du ikke til Høgsbro,
når der er noget, du ikke ved? Det gør jeg. Om under-
handlingerne til ex. hørte jeg straks af ham, at det var
regæringen, som henvændte sig til J. A. Hansen gæn-
nem en tredje-mand (baron Gedalia!!) - og at han (Ge-
dalia) blev afvist fra J. A. H. - ligesom fra Berg. - Høgs-
bro tror, at Fonnesbech mener at spille Bismarck og
iværksætte et forsøg på at bryde konge-magten en ny
glimrende bane mod de national-liberale, med det for-
enede vænstre. Men Høgsbro mener tillige, at Fonnesbech
duger ikke til det.

Jeg læste Gøteborgs-postens udfall mod dig, og dine
værdige, sejrende svar. Jeg har det intryk, at Gøteborg
er, næst æfter København, Nordens slætteste samhälle.
Det er værre æn Kristiania, hvor der dog går en frigø-
rende strømning fra univærsitetet. Men i Gøteborg er
det pængerne, maden, vinen, liderligheden i det stille, -
og dog så storagtigt, i forbund med kongen, i forbund
med reaktionen, - bare af had til alt, som er ufred ved

SIDE: 4

middagen og pulten og billiarden og maitræssen. Det
er sansynligvis Nordens råeste by. Din stæmme i den
er en røst i ørkenen, kun respekteret af vane, undertiden
adlydt af frygt æller forfængelighed. Var det ikke som
jeg siger, var ikke den lille kreds, du har dannet dig, i
forhold til det store og hele en illusjon, så tåltes ikke
udfall mod dig som de i Gøteborgsposten - og læns-for-
samlingen. - Ja, unskyl: jeg må engang tale ud! - Du
har holdt også mig i din ælskværdige illusjon; men jeg
har brudt ud, og du fanger mig ikke in igæn.

Jeg ser kongen fræmdeles er commis voyageur for sit
hus, og dets forrætninger går jo bra! - Hør! Hav et
øje med den hærre, når du kommer in på rigsdagen! -
Han skal fra mig få en hilsen, når jul er over og foråret
kommer, som han skal tænke på ænnu, når han ligger
på sit siste, - eller jeg er i et stort bedrag.

Hernede har regæringen gjort en svær dumhed. Den
var på jagt æfter internationale og havde derved vind
i sejlene; - men så går den hen og arresterer nogle
republikanere med det samme, - og har nu ikke alene
tabt, hvad den vant, men mere til! Ingensinne har det
vist sig som nu: de 19/20 dele af Italien er republikan-
ske; men valgene viser det ikke, fordi de dels er så galt
inrættede, dels gider ikke folk vælge! Det er jo ikke
om republiken det skal afgøres, siger de, - og hvæm
som nu plyndrer og snyder os, ænten det ene parti æller
det annet, er os aldeles ligegyldigt.

Fra Tyskland, hvor jeg dels rejste, dels i tre måneder
læste tysk historie og literatur, kan jeg hilse: hværken
Bismarck eller kirken sejrer i den kamp, som er begynt;

SIDE: 5

hvæm den tredje blir, som sejrer æfterat staten har øde-
lagt kirkens urætmæssige overtag og kirken har ødelagt
statens urætmæssige overtag, det ved jeg ikke, - håber
at det bliver en ny magt, folke-magten. - Bismarck gør
det ikke længe; så meget er i hvært fall aldeles sikkert, -
vi har ingen forestilling om oprørets styrke. Tyskland taber
intet på kampen; det splittes ikke på den. Men, Gud
være lovet, konge-magten taber på den! Og pavemagten! -

Du burde for dit blad oversætte stykker af: unsere
gross-väter von Scheube - Bergliot har været noget
syg; men er ællers overmåde stærk og flink, som vi alle.
Børnene talte ret bra tysk; nu skal de til med Italiensken
igæn, og iår tror jeg Bjørn blir flink og Ejnar ganske
bra. Ællers går det jo med kunskaberne, som det kan.
Jeg stoler på, at deres ævner udvides og styrkes, så de
kan tage dygtig fat, når de kommer hjæm. Gud give
det! - Sig Rydberg, at Borch har lagt op: Jephtas datter,
som bestiger bålet, og at det ikke alene er den beste
figur, han har gjort; men den er virkelig også fortrinlig
skøn. Fru Heiberg fra Danmark er her, prof. Hans Gude
fra Norge kommer, lige så mineralogen prof. Kjerulf.
Ænvidere kommer mange andre skandinaviske notabili-
teter, siger man. Jeg skal ingen av dem plage. Jeg er
medlem af tyske kasino og læser, og så går jeg mine
turer og studerer nu ét galleri, nu et annet, og gir de
andre et møde en gang imellem. Om jeg er lykkelig
ved det? Kun så halvt.

Hils nu dine ælskværdige! Hils fra Karoline og bør-
nene!

Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 6

TIL FREDERIK HEGEL.

Roma, capo le case 75, 9 okt. 74.

Kære væn; det er nu længe siden jeg tænkte, at jeg
kunde i en ænkelt rætning arbejde sammen med Georg
Brandes; han opfattede det dengang som spekulerede
jeg i ham!

Siden har jeg fulgt hans virksomhed, som visselig
ikke har været uden gagn; men som jeg hværken kan
æller vil støtte.

Kom din opfordring virkelig også fra ham, og var
den mere æn en form, af godslighed mod dig, så bør
du sige ham dette. Send mig også de følgende numre,
da alt han skriver, interesserer mig.

Vedlagt et par strygninger til i fallitten, som jeg sælv
har besørget til Kristiania, og som du er så god at
foretage i din egen bog og at sende Stjernstrøm, prof.
Molbech og Bergens teater.

[- - - - - - - -]

TIL S. A. HEDLUND.

Roma, capo le case, 75, 20de okt. 74.

Kæreste væn!

Jeg skriver på et skuespil fra nu-tiden. Sted ubekænt,
samtalen jævn som mællem dig og mig. Det handler
om en konge og heder "kongen". Denne er en ung halvt
ødelagt bon-vivant, som blir forælsket i en storsinnet
borgerlig pige, - således forælsket, at han på denne

SIDE: 7

kærlighed hæver sig til at fatte forskæl bl. a. på løgn
og sant. Han vil ægte hænne, men helt, sant, - får da
hele hoffet, moderen, alle store, ministrene, ja den vild-
ledede folkestæmning mod sig. Nu begynner han at se
sin egen virkelige stilling, - at hans stilling er løgn
og at han sælv er gænstan for løgn. Så beslutter han
at gøre kongedømmet til en sanhed, og i denne kamp
sætter først hans ælskede og så han livet til. Jeg mener,
at før dette stykke slutter, skal kongedømmet være vejet
på samtidens bedste moralske vægt. -

Dette var det, jeg mente, da jeg talte om kongen
deroppe. Han skal også der finne meget for sig, som
han ikke godt skal kunne glæmme. Jeg trykker det samti-
digt i Norden, Amerika og Schwejts. Men det tar mig
lang tid. - Hvad jeg hidtil har skrevet, har Axel Krook, -
og jeg har pålagt ham at give dig bægge stykker til
gænnemlæsning. Husk at du får det exemplar af "fal-
litten", hvori jeg har strøget; ti bægge siste ark skal
omtrykkes. Få nu både "redaktøren" og "fallitten" hos
ham; men udenfor familien må intet komme.

Ja, Gud give, de lagde mit hus der, hvor jeg først
sælv vilde have det, - kunde du udrætte det for mig,
så var du en hæders-mand! Jeg har opgivet dem der-
oppe, som man opgiver en flok gale. De har samlet
alle de narre, Gausdal har, om dette hus, og hæntet
nogle til fra Kristiania. Jeg er så ked af det, at jeg
spytter hvidt, bare jeg tænker på det!

Så du har fåt Torsten i bog-trykker-sværten nu! Ja,
det er så morsomt at læse om din glæde, at vi alle
her også blev glade! - Men det ivrigste i dit brev

SIDE: 8

denne gang, du ivrige mænneske, var dog dit forsvar
for den af Gustav Adolf anlagte stad ved Gøta-ælven.
Ja, du har tilbragt snart 25 år med at forgylle den,
såvæl invortes som udvortes, så du har øvelse! Og du
er i dette arbejde ikke blevet en ringere mand, tværtom!,
og byen har ståt sig på det. Men se nu, om byen
husker på det, når de 25 år, du har arbejdet i den, ere
fulltallige. Gør den det, så skal jeg tie stille; men gør
den det ikke, så vil jeg have frihed til at skælle den
ud for alle mine øvrige levedager.

Jaså, så kongens hær-organisation skal gå gænnem
nu - af politik! I skal få noget æfter preussisk møn-
ster, har jeg hørt. Er det ikke så? - Er det så, da
er det en moralsk fordærvelse for det gode svænske folk,
og et umådeligt skridt bort fra det system, som alene
fræmmer national-følelsen, næmlig Schweizs. Og det vil
du være med på - af politik? Det er du aldrig! Kon-
gen må have et nyt system, - men hvilket er så det? -
Jo, jeg læste Viktor Rydbergs artikel om det norske
målstrævet. Og var den fortrinlig! Jeg ser nu en svænsk
begynnelse til noget lignende; men dersom den ikke
som hos os og som i Rydberg sælv hænger sammen
med en social og politisk omdannelse, så er den ikke
fire skilling værd. - Fru Heiberg fra Danmark er her,
og hun er god at have hær, hvor de danske kunstnere
intet sælskab afgiver for et alvorligt sind, men fyller luften
med sladder og usigeligt vrøvl. Nogen særdeles arbejds-
lyst har jeg ænnu ikke gænvunnet, siden jeg i foråret
sluttede og gav mig hæn til læsning; men den kommer
væl under arbejdet. - Jeg finner intet småligt i det

SIDE: 9

forenede vænstre i Danmark, uden den smålighed, som
er i alt dansk i forhold til svænsk, men som forræsten
ikke er fri for en større nøjagtighed, både juridisk og
moralsk æn hos eder. - Ællers ser du og jeg forskæl-
ligt på Nordens politiske opgave i øjeblikket. For dig er
hoved-sagen, at I får en to-tre sager fræm; for mig er
hoved-sagen, at vi får et nyt system gænnem ny folk,
væl vidende, at det, som jeg egentlig vil, skolens, kir-
kens, hærens, forvaltningens organisation i en annen ånd,
det kommer hæller ikke ved de ny mænd; - men sælv-
styrets princip, folke-flertallets regæring æfter sin egen
vilje, det kommer så i alt fall, og gænnem det æfter-
hånden det, som jeg egentlig vil. En sådan, systemets
mand, en, som vil den hele omdannelse, skridt for skridt,
og til det mål folke-flertallets hærredømme nu, har
Sverige ikke ænnu. Derfor ligger Sverige langt
tilbage for det øvrige Norden i politik, og da især for
Danmark. Desuagtet er stillingen så, at hos eder kan
ministeriet lættest falle, og en af oppositionens hoved-
sager gænnem sine førere komme til at blive virkelig-
hed, regærende virkelighed. For så vidt ser det ud,
som går I først; men det er meget langt ifra! Derimod
tror jeg nok, at I kan vinne så langt fræm som vi, og
dog bevare den fordragelighed, som I nu har fræmfor
os; ti I bor, på eders store historiske grun, rummeligere
blandt hværandre, ja, rummeligere æn de fleste folk.

Vælkomne til Aulstad anno 1876! Det blir et liv,
delt mællem sæteren og hjæmme-gården; ti vi skal eje
en sæter, som søger sin lige. - Mit hus i Kristiania
blev ikke solgt; der var betingelser i handelen, jeg

SIDE: 10

ikke sanktionerede. Nu håber jeg at få ænnu mere for
den. - Men ved du: konsul Th. Joh. Heftye, en i byg-
nings-arbejde meget erfaren mand, var tilfældig oppe
på Aulstad. Også han erklærede, æfter at have gæn-
nemgåt Gegerfelts udkast, at det vil koste minst 10, 000
Species. Jo, der har du ført mig op i en vakker historie.
Men det er det samme: jeg bygger det nøjagtigt som
arkitekten har sagt: et digt er et digt, det får stå. -
Men jeg gæntager det: kan du få dem til at lade digtet
stå der, hvor jeg vil have det, så gør du mig en tje-
neste for livet. Jeg har opgivet det! Det væmmer mig
at skrive mere om det til slige rod-hoveder! -

Vi gør her hvær søndag de dejligste udfarter til en
æller annen osteria i omægnen. Gamle Jakobi, en svænsk
(egentlig tysk) konditor (jøde), en mærkelig gammel mand,
som taler alle sprog og har læst sin Voltaire, Rousseau
og Gud ved hvad, - han steger en kalkun, æller en
gås, æller en beaff og dertil en kage og til dette købes
druer og annen frugt samt ost, - vinen får vi på stedet, -
og så sidder vi da der i det hærligste vejr, med den
hærligste udsigt, i Romerfolkets glade sælskab, og nyder
vort kampagne-måltid og går ture ovenpå, Borchs og
alle mine og nogle, som vi anser gode nok til at være
i vort ypperlige sælskab. - Vi er midt i valg-heden.
Garibaldi skal vælges her (i Trastevere), og folket er
berust, og regæringen er betænkelig. Har I læst hans
opråb til Italiens vælgere? Det rører ikke ved konge-
dømmet, men ved regæringen, og det er som en inbry-
dende hær! - Her i Italien er alt for mange med i en
"Camorra", eller finere udtrykt "Consorteria", - ligefra

SIDE: 11

regæringen, til røverne. Det er små forbund om at
plyndre. At se regæringen og dens håndlangere nu på
statens kost rejse landet rundt forat agitere, er et væm-
meligt syn, - ja, bare at se de telegrammer, atter på
statens kost, som sendes rundt for at forkynne deres
triumfer, er modbydeligt. Mod alt dette er Garibaldi
den levende protest. Han er den eneste, som ikke har
taget sig betalt af Italiens enhed, som dog er hans værk
mere æn nogen annen levende mands. Han er den fat-
tige eneboer, som nu, æfter at han ikke mere kan ar-
bejde, får en liden skilling af en og annen god væn at
leve for; ti han trænger jo så lidt! Han lever næmlig
hos en bonde-familie på italiensk bonde-vis, sammen med
familiens børn og tyende, og med en sekretær. Men i
øjeblikket er han just derved Italiens mægtigste mand. -
Her er noget annet modbydeligt, som også nu kommer
op. Nu, lige før valgene, opdages pludselig kniv-stik-
kernes sælskab i Ravenna, Camorra-sælskaberne i Neapel
og Milano, fanges røverne på Sicilien i hele sælskaber;
ti nu gør det et på valgene så gunstigt intryk. Hvorfor
har de ikke været opdagede før, da de, som akterne
udviser, har eksisteret, kænt af alle, eksisteret i mang-
foldige år? Fordi de stedlige myndigheder har sælv
været en liden Camorra, som har havt sin fordel af at
lukke øjnene til, - også undertiden, og da især i små
byer, været for få til at våge noget; - men først nu
får disse forstærkning, og hine løsen til at gå på, med
løfte om befordring! Altså: rætfærdigheden øves nu ænne-
lig, ikke for sin egen skyld, men fordi at nu i øjeblikket
er den virkelig fordelagtigere æn urætfærdigheden. Tro

SIDE: 12

ikke, jeg skildrer svart forat være interessant; det er
som jeg siger. - Folket kænner dette altsammen, og
den mand, som står over den alminnelige sædelige
bevidsthed, deres egen med, ham ærer de som en halv-
gud. At få se Garibaldi holde sit intog her nu, det skal
dog blive et skuespil for hjærtet. - Jeg var med i et
lig-tog her forleden dag; det var en republikaner, som var
død i de pavelige fængsler, og hvis ben hans fødeby
Ariccia vilde have tilbage fra fængsels-kirke-gården.
Jeg havde bodd hos hans hustru i Aricca for 12 år
siden, mens manden ænnu var i fængsel. Mancini hed
han. Hans to voksne, prægtige sønner gik æfter kisten,
alle arbejdernes, Garibaldisternes, republikanernes sælska-
ber havde ladet sig repræsentere ved sine faner, fulgt hvær
af tre à fire repræsentanter, og det blev et skønt optog.
Jeg, den fræmmede, blev vist megen høflighed, og da de
hørte, jeg var republikaner, virkeligt vænskab. Det var
en gribende fæst. - Ja, nu kommer også Castelar! -
Men jeg må slutte mit brev med hilsener fra alle til
alle!

Din væn
Bjørnstjerne.

TIL H. M. Schirmer.

Roma, capo le case, 75. 29de okt. 74.

Kære væn, du mødte mig først senere; men blev mig
kær, som havde du gåt med fra første færd. Den fulle
forståelse af mig, som gav mig kærlighed til dig, støttede
mig også; ti en ædel, stærk naturs forståelse støtter altid.

SIDE: 13

Tak for dit brev, din møje med mine anliggender, - ja
tak, for dette ny bevis på din kærlighed! Man siger om
dig, at du er en upraktisk mand; - så lad da os to
upraktiske slå os sammen om dette mit ny hus! -

Fra jeg kom ud og så forholdene hjæmme, opgav jeg
æfterhånd vort teater; tiden er der ikke! Tegnet på, at
den er der, må komme fra Kristiania sælv. Så måtte jeg
tage det, som lå mit hjærte nærmest næst æfter hint,
livet blant vore bønder, i landets bedste del og hvor det
dybeste greb i folke-sjælen er gjort og gøres. Der vil
jeg være med, - ved siden af arbejdende for teatret på
den eneste måde, som så blir mig tilbage. Og så ener
jeg da, så godt omstændighederne tillader, mit kall, der
har været delt på denne måde lige fra min begynnelse.
Måtte nu Gud vælsigne mit ophold blant bønderne som
mit literære arbejde for teatret! Og måtte min familie få
den kristendommens og folke-kærlighedens invielse, som
jeg ved det valgte sted har søgt!

Forat finne sig hjæmlig på lannet må man have et
smukt hus, som jeg kan længes til fra mine uden-
lands-farter, dem jeg hærefter vil foretage minst én gang
hvært annet år.

Om tomten for huset nytter ikke mere at tale; tiden er
forbi for iår. Kun vil jeg have nogle oplysninger. 
[-
- - -]

Når du nu skal gå ifærd med huset, har du to ting at
iagttage. Den første er, at som den geniale arkitekt har
digtet det, så skal det stå for tid og æftertid. Ingen
omdigtning, ikke den minste. Det koste 10,000, væl, så
koster det 10,000.

SIDE: 14

Den andre ting er, at huset bygger jeg af mit arbejde
idag og æfter idag. Jeg vil ikke at min kapital for den
sags skyl skal angribes; - kun foreløbig lånes. Altså må
du fare fræm med yderste varsomhed med mine sammen-
tjente pænger, kære væn, og ikke forat få en ting fræm,
true den fræm, hvilket altid koster, men læmpe, - læmpe
og undersøge forholdene, af kærlighed til mig, om det
er dig muligt!

Og så vil jeg, at du begynner uopholdelig. Tomt-
spørsmålet står hen; men huset gøres i vinter fullstændigt
færdigt, så det, hånd i hånd med mur-arbejdet opføres
næste vår med stærk arbejds-kraft. Må jeg nu detaljere
det for dig og bede dig iagttage, at under alt dette har
jeg for øje, at vinter-føret nyttes til trans-port, dels før
Mjøsen lægger sig, dels mens den ligger, dels æfter, dog
ikke længer æfter æn at vinter-føret fra Lillehamar til mig
kan nyttes. Herom må du skaffe dig nøjagtigere under-
rætning æn jeg besidder.

[- - - - - - - -]

Kakkelovnerne er et overmåde vigtigt spørsmål. Jeg
holder af svænske ovner, og jeg ser, at én ovn i huset
er en stor svænsk ovn, - den i den store stue ved
køkken-væggen. Men af 10, som bygger slige ovner, du-
ger kun én, og det i Sverige som hjæmme. Tag her
det nøjeste sigte på mand og sag. Måske må Gegerfelt
spørges. Alle ovner kan væl ikke være svænske? Ja, her
er arkitekterne aldrig så væl informerede og pålidelige,
som de burde være. Jeg har sværmet for varme-ledning,
i alle fall til hjælp; men den er væl for dyr. Et er vist:
ovnerne og materialet til ovnerne, hvis fortrinsvis de

SIDE: 15

svænske vælges, må være deroppe på vinter-føre; der må
altså gås i gang med den sag. Låser (med beslag i stil, hvis
slige skal bruges på de største dører) vil jeg altid have
af bedste sort, med fyldige dør-greb, som en vilje kan
være kænt ved at tage i.

Men her er ænnu noget, hvortil vinter-føret måske bør
bruges, møbler i stil med huset, tarvelige, men ædle, ikke
spor af luksus i dem, men gode, bekvæmme. Den store
stue må især udstyres på denne måde. Du ved omtrænt,
hvor mange møbler vi har, og ræsten må inbringes, og
i bedre stil med huset æn flerheden af dem vi har. Noget
af dette, det simplere, må kunne gøres i Gausdal æfter
tegning; det kan ikke slå fejl; f. ex. hele køkken-inred-
ningen, fra væg til bord og stol, lige så pigerummene
og måske mer. Jeg gæntager det: lad det alt komme i
en vis stil. Lillehamar-snedkere kan måske også bruges.
Til gæste-rummene vilde jeg, foruden sængerne have en
del sove-sofaer; kunde sådanne, af Siewers's opfinnelse,
også få en vis stil, så desto bedre; det er måske ikke
muligt. Men på lannet må man være rede til stor in-
logering, og møblerne dertil må være der, uden at de
skæmmer æller opfyller. Tænk lidt pa det! Tænk også
lidt på tæpperne, som jeg vil have over ganger og gulv,
om intet lar sig få i norsk stil af sådant, når det forud-
bestilles? Blir det derved dyrere, så frafaller jeg; men
kan det forene sig med en mådeholden pris, var det jo
dejligt. Jeg vil have (matte?) tæpper i de ydre ganger;
bønderne, som kommer, skal vænne sig til skønhed,
renlighed, orden; - men ingen luksus! Se lejlighedsvis
på alt sligt, så du har besked til os, når vi kommer. -

SIDE: 16

Nu må jeg ænnelig engang få en skriv-pult! Men ikke
fra Kristiania! - Husk også på bog-hyllen. Jeg har
ingen. Gutterne, læreren må også have. Om vindues-
ruder m. m. ved du besked uden mig. Fliserne af træ,
som taget dækkes med, har jeg ænnu ikke sét i Norge.
Hvor og hvorledes de hos os kan gøres, ved jeg ikke.
På hvad måde de insættes med det stof, som gør dem
ubrænnelige til en vis grad, ved jeg hæller ikke. Du ved
det måske, æller du spør Gegerfelt. - Kænner du Ber-
liner-patent-gulv? Tror du norske arbejdere, de, som til-
sist skal sammensætte huset, kunde lære at lægge dem?
Det vilde være en fordel for mig, - og for flere, når
det engang blev inført hos os.

Vi kommer ikke hjæm så tidligt, at vi kan være med
og vælge tomt. Allerede af hælbreds-hensyn vilde det,
æfter så langt ophold i Syden, ikke være tilrådeligt. Jeg
fik sist bronchit. - Men længe kan der ikke dvæles med
det ænnelige valg; ti materialerne må lægges der, hvor
der skal bygges, og ikke der, hvor der ikke skal bygges. -
Jeg kan ikke inse, at den først valgte tomt, den eneste,
jeg af hjærtet holder af, ligger så, at en tilkommende
gård-bruger ikke derfra kan styre sin gård. Det må han
dog kunne! Ja, se ænnu én gang på dette valg, og lad
ingen forudintagen mening behærske dig, - hvis dette
overhovedet er din natur muligt, når du engang selv har
valgt. -

Og så i navnet af alt tilkommende godt i dette hus, -
gå i vej med det! Lad det blive dig, om det er dig
muligt, et kært hværv!

Men du må gøre mig et billigt stabur, som kan bygges

SIDE: 17

samtidig; du må fli fjøset, både inne og ude; det må
ligge malet og stolt over sin opgave: at ernære os alle-
sammen! Muligt må vi have et lidet sommer-fjøs for sig
sælv borti skogen i nærheden, hvor hjæmmekreaturene
går? ti ligger fjøset for nær huset, tar fluerne fat, hvis
køerne er der sommertid. Et fjøs alene for en fire kør;
jeg nævner det for at du kan tage de dertil nødvændige
hensyn, mens du opfører det annet.

Ja, så ved jeg ikke mere!

Karoline holder, som du ved, på din tomt, og håber
du er karl forat få ende på fjøs-lugten etc. hvis disse
ting er til hinder. Men jeg sværmer for de høje stæder,
hvorfra al værden altid vil have mig ned.

Hils nu din vænlige søster og din ejegode, prægtige
far! Og giv mig et tegn at Du har modtaget mit brev.
Adv. Motzfeldt er min forrætningsfører, med hvæm du
må gøre aftale, når du har en plan og det hele på det
rene. - Men med planerne som med fræmgangen af de
enkelte grene innen selve arbejdet vil jeg kunne holde
følge. Det interesserer mig fortiden mere æn noget annet.
Hils vænner!

Din
Bjørnstjerne.

TIL H. M. SCHIRMER.

18de nov. 74. Roma, console Bravo.

Kære Schirmer!

Jeg har idag brev fra Seip - ænnelig! - Han siger,
at 2 - to - bygmæstere har været deroppe, og dette
er aldeles utvilsomt én for meget. I rejse-kost må ikke

SIDE: 18

formange af mine få pænger gå med. Du må slippe alle
flotte vaner i denne sag!! - Men én rejse, så god som
tyve, bør du lade byg-mæsteren foretage, synes mig,
næmlig ned til v. Gegerfelt. Ti Seip siger, at v. Gegerfelt
siger, det er ikke rejs-værk, og du siger jo. Er der
den fjærneste tvil om hvorledes huset skal bygges, så
lad v. Gegerfelt give instruktioner, og er disse ikke
tydelige, da mundtlig samtale! -

Om tomten ænnu intet resultat. Når du har alle de
sager nøjagtig opgivne, som jeg har spurt om, så væn-
ter jeg din instilling. Ti den ænnelige afgørelse må ikke
fattes, uden at jeg synes jeg med godt hjærte kan sank-
tionere den. Hører du!! -

Seip siger, her er doubletter af tegningerne. For Guds
skyld kan jeg så ikke få se dem, om bare på lån. Nu
har jeg i et halvt år æller mere bedet forgæves derom. -
Ak, vidste du, hvor mit hjærte skælver med i dette fore-
tag! Aldrig har noget i mit liv optaget mig med større
henførelse. Jeg er dog et hjæmme-barn af første skuffe,
og hjæm og hjæm og hjæm er vugge-sangen gænnem
mit liv i digt og virkelighed. - Jeg hører din søster
er forlovet. Så give hænne da den Almægtige et godt
hjæm! Hun forstår hvad et hjæm er, og hun kan danne
et! -

Den 24de nov. 74.

Før jeg skrev til dig, bad jeg Herm. Anker at rejse
op og tage tomt. Jeg fik aldrig svar og skrev til dig. -
Nu har jeg det, og jeg sender en del af hans brev for
at du kan føle som jeg: der skal tomten være, al-
deles nætop der, som hans stører står, dette

SIDE: 19

at tage med samme nøjagtighed som sælve
Gegerfelts tegning.

Brevet må du sende mig tilbage, da det hører til de
skønneste, jeg har fåt. Og nu Gud være med! -

Du må skrive. Jeg vil ikke have det fornæmme fag-
forhold, at jeg ikke får være med, fordi jeg ikke er af
faget. Jeg lever i huset! - Hils nu tusene ganger
din prægtige far, din søster, din bror og alle vænnerne,
som du træffer. Karoline har igæn været noget klein.
Sig mig nu snart besked, jeg vænter frygteligt; æn-
skønt tomt-uroen er veget for full, klar visshed, så må
jeg også få den bort, som lever igæn: næmlig, om
huset er helt forståt, om det er igang, om du finner
de billigste udvejer, om du med kærlighed og iver vil
være med til enden.

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

Idag overvar jeg den store franske maler Fortuny's
begravelse. Så mange kunstnere på én gang har jeg
aldrig sét. De bar liget en halv norsk mil! Han var
kun 32 år gammel.

TIL KARL SEIP.

Roma, capo le case 75, pr. p.
28de nov. 74.

Kære Seip!

Min tak til dig svinner ganske in i den ængstelse, du
har kastet mig in i ved det, du åbenbarer mig som din
fræmtids plan.

SIDE: 20

Jeg må straks og helt lægge dig på hjærtet, at du er
i en stærk gæretid, i en bestandig urolig jagt, og at du
derfor i denne tid er meget lidet skikket til at tage alle
faktorer med for en sådan overvejelse. Jeg mener, at
til missjonær hører der en særegen udvortes kaldelse,
- først i et eminent sprogtalent. Har du dette? For-
kynnelsen må finne hjærtets fineste sprog, bruge det
kærest tilvante, som her er ænnu vanskeligere derved,
at hele kulturen er en annen. Missjonen må foregå så,
at det eminente sprog-talent i from begejstring vækker
landets egne børn og sætter dem in i den videre for-
kyndelses apostel-gærning. En missjon kan aldrig
foregå ved almindelige fræmmede, de være
nok så fromme og hjærtelige. Gud vælsigne dig,
tag nu spørsmålet op til dit hjærte sammen med din
hustru, når I har fåt fred innen rummet! - Jeg tænkte at
give dig en smuk brullops-gave til tak og minne. Men nu,
da jeg ikke ved, om du blir æller rejser, kan jeg ikke; ti
jeg vil give dig noget, som er for din bestæmmelse til din
døds-dag, om muligt, - og den må jeg da først kænne.

Idag har jeg måttet skrive til Janson, til Anker (hvil-
ket brev du må læse og lægge i en konvolut!) og jeg er
tom. Du er, som sagt, nærmest skyld i det sælv, at
første brevet ikke blev til dig; ti jeg ved ikke, hvad jeg
skal skrive til dig, som står med ene foden i Indien og
den andre her. Du må give mig en fast adresse så snart
som muligt, så jeg atter kan få tanker fælles med dig;
ti med den, som sælv ikke ved hvad, har man jo, fra-
værende, ingen tanker fælles. - Hils nu din unge brud!
Og give den almægtige, at der engang må unnes Karo-

SIDE: 21

line og mig at lønne dig æller dine for alt det gode,
du har gjort os i arbejde og opmuntring, i kærlighed
og stræv! Dine breve fra Aulstad, - ak, hvor jeg vil
savne dem!

Din ven
Bjørnstjerne B.

TIL KRISTOFER JANSON.

Roma, capo le case, 75, pr. p. 29de nov. 74.

Kæreste væn, du er dog snild, du, som Per Bø, der
skriver mig til, ænten jeg nu skriver til eder æller ej.
Men så er vel til gængæld mine tanker tusen ganger
deroppe for hvær én gang eders er her; ti I har så
liden grun til at søge os hernede, men vi har hele vor
fræmtid deroppe. Havde I en anelse om, som vi alle,
småt og stort, glæder os til at komme derop!?!? -
I må bære over med os, både nu og siden, for al den
møje, vi vil gøre eder og alt gør eder; når jeg får Per
Bøs brever og bag disse aner al den overlægning og
umage han har havt og har, så forsikrer jeg, at jeg
røres som om jeg skulde falle ham om halsen. Og slig
er du med. Hvad kan jeg gøre igæn? Ja, ikke ved jeg
det! Men den glæde at se os glade, den vil I i alle fall få!

Med gården er det min plan, så fremt Gud gir mig
midlerne til det gænnem mit arbejde, at gøre den til en
mønster-gård. Og kan du få Kråbøl og Per Bø til at
lægge en foreløbig plan, så vilde det glæde mig meget
engang at få kænne den. - Til vordende styrer af går-

SIDE: 22

den tænker jeg at opdrage en bror af Karoline, en fattig
karl, som er brav og klog. Jeg koster nu på ham
landbrugsskole; til sommeren skal han på et stort øst-
landsk brug, til vinteren igæn på en skole. Så må det
vel gå, forsåvidt der er æmne i ham. Jeg har ikke fåt
hans svar ænnu; men jeg tænker nok, han tar mod det.
Kråbøl kan vi jo ikke beholde sommeren over. Kom-
mer han så igæn til vinteren? Jeg må have en god
mands hjælp i sommer. Denne må Kråbøl skaffe. -
Men er ikke du også enig med mig i, at jeg til gård-
styrer tar en mand, som kan være det for livet?
Skulde Karolines bror slå fejl, så må jeg få en annen
for livet. Annerledes vil jeg ikke have det. Karolines
bror er gift. Konen må stræve med. De får styre hele
det øvre stell. - Kan han ikke, så på samme måden
med en annen en.

Hvad syntes du så om Hedlund? Undres du på, at
jeg synes om den mannen? - Du er for stræng med
Sverige; du ser kun den ene siden: Svensken er så mæn-
neskelig, han er mere stor æn vi, og lad ham nu
gøre færdig sin materielle underbygning, og han kom-
mer med en fart in i det ideelle, som skyder os alle-
sammen tilside; ti vi er på langt nær ikke så lyrisk,
åbent, naturligt anlagt som Svensken. Vi er korrek-
tere, "mere moralsk", men hvad er det, når det så ofte
nætop er på kost af det mænneskelige? - Da langt
hæller en rigtig stout synder! - Din Islandsfærd var
aldeles fortrinlig skildret. Jeg takker dig op igæn og
op igæn! - Med mit arbejde går det som sædvanlig
tæmmelig skidt. Men jeg vænter på bedre tider. - Er

SIDE: 23

det i spise-stuen hos Bø I holder skole? Køber ikke
Bruun nogen gård? - Skal ikke du bygge? Vil du ikke
have større vinduer på bonde-bygningen? Hvorfor fore-
tog du ingen ændring i år? - Nu betaler jeg jøtunen
ud hvær evige skilling i gården, så bare jeg ejer den! -
Hvor vil du nu lægge huset dit? På den haugen, mit
ikke fik lov til at ligge? Ja, gør det! - Bed Kråbøl
sige mig, hvilke arbejder, han foretar o. s. v. Sig ham,
at hvært ord fra og om Aulstad er mig kærere æn
fire-skillinger, og hvær linje kærere æn en mark! - Jeg
har altid ment, at hvært elev-kuld skal æfterlade sig et
lidet minne på gården, en vej i en have, æller noget
sligt, nogle trær, de flytter, æller noget sligt. Det må
du ænnelig sørge for! Det vil bli os så morsomt. Men
det må være noget som vi alle kan have glæde af.
Og så noget ganske ubetydeligt. Jeg ønskede
at have et gildt spand hæster til vogn-hæster. Derom
må du tale med Per Bø, om hvor og når jeg skal købe
dem. Jeg har aldrig sét stoutere hæster (travere) æn
Namdalens. Derfra kan jeg få. Rår han mig til det? -
Ja, det er nu synd, at du skal blannes in i alt dette; -
men bed Bø svare mig; ti brevet er jo også for ham. -

Nu får vi se Garibaldi, og jeg glær mig svært til det.
Aldrig havde jeg tænkt mig muligheden af, at et ænkelt
mænneske kunde være så ælsket af det store folk som
han er. Det går over en Nordbos forestilling, forsikrer
jeg dig! - Men han er vel også en retskaffen barne-
natur, nætop en slig, som jeg tænkte mig den måtte
være, som et folk skulde ælske. Jeg læser alle de små-
brevene, han skriver; ti de kommer alle i aviserne; om

SIDE: 24

han satte fra sig et par gamle støvler, så kom de i
aviserne. Men disse brev, hvor er de ikke (alle på fire
à fæm linjer), fyndige, ælskelige, naturlige! Sælv Paven
siger om ham: "han er den eneste rætskafne mand af
alle mine og kirkens fiender." - Jeg har gjort med hele
det ny valg hernede og har en hél pose full at berætte.
Republikanere er den hele store mængde i alle klasser
(det er det forunderlige), men ingen vil nogen omvælt-
ning idag. Hvor kan det imidlertid være annerledes, i
et folk, hvis store tradition er republikansk, og hvis inge-
nium lige fra Ariost, repræsenteret af digterne, histori-
kerne, kunstnerne, alt er republikansk. Jeg svælger i
republikansk snak og læsning hernede. Og i had til
katolicismen! - Borch har gjort en legems-stor figur:
Jephtas datter, som bestiger bålet. Det er det betyde-
ligste arbejde af alle skandinaviske kunstnere for tiden
her nede; derom er vi alle enige. Hils, hils, hils!

Din ven
Bjørn.

TIL MARCUS GRØNVOLD.

Roma, capo le case 75, pr. p.
29de nov. 74.

Min kære væn,

hvor du er omsorgsfull og grej! Tak for dit stræv,
- din dygtighed kan jeg jo ikke takke for. Men vi
råkes vel ænnu en gang i livet, og du skal da få sanne, at vi
har fåt dig kær og gærne vil gøre dig godt, kære væn! -

Ved du, ulykken med oversættelsen af "redaktøren"
har gjort mig tvilsom på, om jeg overhovedet skal

SIDE: 25

gøre yderligere anstrængelser forat få dette stykke fræm
på tysk. Nu har de ovenikøbet fåt magepine i Kristiania
og tør neppe opføre det! - Jeg er ved al denne mod-
gang virkelig blét ked af det selv med.

Men tror I, det bør oversættes, så gir jeg i hvært
fall for oversættelsen ikke mere æn jeg gav Lobedanz,
d. e. 15 thaler arket, på ingen måde, under ingen om-
stændighed. Det er for en ikke-literat udmærket beta-
ling. 10 er for en sådan fullkommen nok.

Jeg bryr mig nu mere fanden om det hele! Jeg vil
lade alt ligge.

At I har trykt 1 500 expl. af "falliten" er æfter min
mening en fejl. Der sælges i Tyskland næppe hundre
exemplarer af den, og for disses skyld havde jeg ingen
omstændigheder gjort. Pængerne hæves hos Hegel.

Jeg vilde så gærne, langt og godt, besvaret dit lange
og gode brev, som havde skrevet sig sælv og blev læst
her sammen med Borchs ved kaminen en kvæld, så vi
ræt kosede os i dit snurrige sælskab, så blannet af mod og
modløshed, latter og sinne, men med en uænnelig kærlig-
heds-trang bag alt. - Men, ser du, det brev fra Xania,
hvori de ovenikøbet tar på at krangle om prisen på
Fallitten, så ænden på det væl blir, at intet af stykkerne
opføres i Kristiania, - det tog så rent humøret fra mig
for idag. Jeg har snart mere møje af stykkerne æfter at
de er skrevne æn før. - Isch! - Hils Sinding og Bruun;
sig den siste, at bogen fik jeg nu. Tak ham! - Med
mit arbejde skidt! Hils vænnerne.

Din
Bjørn.

SIDE: 26

TIL MARCUS GRØNVOLD.

Roma, capo le case 75, pr. p.
30te nov. 74.

Kære Grønvold.

Jeg sendte dig brev igår, og et for en liden tid siden, et
langt et; - er det kommet væk? -

Men intet er tabt derved, hvad hoved-sagen angår. Nu
må Grandauer få tag i genossenschaft eller hvad fanden
han vil, bare det sker straks, og jeg er kvit vrøvl.

Ackermann henviser jeg til Hegel, som overhovedet al
forrætning; det er en fejl, at noget af dette er gåt til mig.

Mit kære jærn, du må støde til skaftet in i livet på
Hegel, men spar mig! Ved du, det lugter af stykkerne!
Skal jeg ikke få lidt glæde af dem i gængæld, så måtte
gammel-Erik oftere skrive! -

Nu tænker vi på at lade redaktøren gå ved Isachsen
ænten i privat sælskab i samfundet eller hos Hafgrén.
Her blir altså krig!

Jeg sændte dig igår anvisning på Hegel. Trænger du
pænger, til hans kommer, må du gå på tykassen Ross,
som du vænligst må hilse. - Jeg er i skrækkeligt lune
dag efter dag. Men det lætter væl snart.

Ja, ja! - Jeg gav en middag for fru Heiberg på hænnes
fødsels-dag, og nu gir hun en for os idag (søndag). Borchs
er naturligvis med. Her er en dansk billedhugger Hassel-
riis, i hvis atelier jeg nylig var. Ja, han har en fræmtid,
det er sikkert! Men ingen af disse billedhuggere sælger
noget! Alene Borch. Og sælge må de stakler, for ællers
gnager det på skaber-magten.

SIDE: 27

Jeg har i disse dager læst en liden bog af biskop Mar-
tensen: Kristendom og Socialisme. Den er god! Og
jeg følger det forenede vænstre i Danmark med fryd.
Ællers sover hele værden.

Herm. Anker har været oppe paa Aulstad og sagt,
hvor tomten skal ligge. Det er da ænnelig ordnet! Han
finner beliggenheden henrivende, og han kaller huset
"det skønneste hus i verden". Han har aldrig set noget
så snodigt, trolddomsagtigt skønt, så vidunderligt norskt.
- Dette har jo glædet mig; ti Anker er en fin, kunstne-
risk natur, mer æn alminnelig på vagt mod overdrivelse.
- Ja, der må du engang hvile ud, og så sætte en nisse
æfter dig et æller annet sted, i udødeligt kull!

At vi mødes hernede blir altså intet af? - Din mæster
holder dig fangen under sin kappe-flig, og du træler med
materien - i kunsten og livet, og er dog udelukkende
af åndig natur. Dette er hårdt; men din jærn-vilje sejrer
væl uden at du tar skade. - Hils Maurers! Hertzbergs
bog ænnu ikke læst. - Lev vel!

Din
Bjørnst. Bjørnson.

TIL EDVARD GRIEG.

Roma, capo le case, 75 pr. p. 8de dec. 74.

Kære væn,

det gør mig så godt, hvær gang jeg får brev fra dig!
Jeg har dig ræt behov! Ja, usigeligt. - Men nu vilde
jeg så gærne råde dig og tør slæt ikke; ti jeg ved ikke,
hvad pænger du råder over.

SIDE: 28

Det ved jeg, at kom du hid, skulde vi dægge for
dig som for en kanin! - Og rejsen hid er jo slæt ikke dyr.
Kom nu snart, fik du sol-rum at bo i. Vilde du have
en kraftig middag hos os, kunde du få det (Lina ko-
ger), og ællers har du jo gode vænner her, f.ex. Borchs. -
Men "Per Gynt"? Ja, har du den ikke færdig nu, så
kan den ikke spilles i inneværende sæson. Og ved du,
hvad jeg har gjort i disse dager? Lagt mit drama til-
side og taget fat på en fortælling, men således, at jeg
skriver nu på fortællingen, nu på dramet; væksel-bru-
get er undertiden slæt ikke af vejen. Jeg kommer frisk-
ere tilbage til bægge.

Til sommeren? Ja, min hustru rejser hjæm før mig,
ti huset er ikke færdigt til da, og hun vil være tilstede.
Men jeg vil have bægge mine arbejder ændt forinnen.
Altså atter til Tyrol, senere til München, senere Gud
ved hvorhen, jeg ser vist lidt af Tyskland ved den lej-
lighed. Men jeg kan læmpe mig æfter dig, både i forår
og sommer. Så tager vi til Gausdal. Sammen? - Til
høsten er huset færdigt, og da kan du bo der. Men du
må jo have mange planer, som jeg ikke kænner. Dette
står for mig: at jeg kan skrive dig tekst på tekst, og
at det er den største lyst jeg har. Og at her er no-
get, vi må gøre sammen, som jeg næppe har talt til
dig om, men som ikke mere lader mig i fred.

Du siger: Ibsen må gå foran. Ja, Gud give det! Så-
ledes har jeg længe sét det. Men han er så forbandet
ondskabsfull og uren, og derfor leverer han bare spot-
ten mere mad, kritiken mere olje, - det er just de tørre,
som stærkest tager ham til intægt. - Men om landet

SIDE: 29

vort kom med op i en hærlig, stor bøn? Om derfra
udgik den nykirkelige sang, protestantismens oratorier? -
Salmen må være, men æfter prækenen, og undertiden
i dens sted, store musik-fæster, hvor én ting ad gangen
var taget i intrængende samtale med Gud, ikke bibelsk,
men psykologisk ud af vor strid, vor tvil, vor længsel,
én ting ad gangen, men med al den styrke som en
gærende tid vil have? - Musiken kunde være så sam-
mensat som muligt, kun på én, men ufravigelig inskrænk-
ning nær: stæmmerne må lægges så, at der ikke træn-
ges sangere, men væl uddannede dilettanter; jeg mener
hermed alene omfanget; ti vanskeligheder kan der
være så mange af som muligt. Der kommer nu en stor
musikalsk dannelse over folkene, - og du skal se, at
vi oppe hos os ved folke-højskolens hjælp mangen søn-
dag skal få noget opført. Ja, dette er min fræmtids
drøm!

Hils din hustru fra min og mig.

Din væn
Bjørn.

TIL KRISTOFER JANSON.

Roma, capo le case 75. pr. p., annen juledag 74.

Kæreste væn,

dette var da et af de smukkeste brev, som jeg i mit liv
har fåt. Den eneste virkelige smag af jul, som jeg denne-
gang har havt. Karoline er klein, har plagets af sine
tænder, var dårlig jul-kvællen, lå igår, ligger idag i svære

SIDE: 30

smærter og afmattet æfter blod-tab ved igler o. s. v.
Og i foreningen gav alle disse anti-kristne, som næsten
alle danske unge mænnesker hernede nu er, sig til at
danse o. s. v., så jeg gik hjæm med et forbittret hjærte,
og jeg sætter overhovedet aldrig min fod der mere.
Når de ingen sømmeligheds-hensyn viser for andres følel-
ser, så kan man ikke omgås. Det er et råt, stygt
folke-færd.

Din sang til Seips bryllop var væl dejlig! Ja, jeg
minnes ikke at have læst nogen smukkere af dig og
nogen bedre kunstnerisk formet. Den hører til de smuk-
keste sange, jeg på mange år har læst i literaturen, den
ny mener jeg. Jeg kunde ingen skrive; jeg kænner ikke
personerne nok, og da kan jeg ikke; Seip væl, men ikke
hænne. Få ham dog fra den gale idé at drage til Indien!
Seip den praktiske missjonær, - jo mere jeg tænker på
det, jo dummere blir det, - som hele missjons-grejen
taget på den måde ved andre æn store sprog-
æmner, der kan modtage ånden i det fræmmede sprogs
form som i sit eget. Missjonen må ske ved vakte innen
hvært sprog. - Han forekommer mig at være i så stærk
henførelse af alle jagende idealer, at han mindre æn
nogen annen på egen hånd nu er skikket til at tage en
fræmtids-sikker beslutning, og for sådanne sjæle er Christo-
pher Bruun ingen hældig doktor; ti han ælsker overan-
strængelsen i mænneskene. I får tage jer af ham, I.

Jeg skulde have skrevet Seip et jule-brev og bryllops-
brev til; men er i kedelig stæmning; det går så dårligt
med mit arbejde, jeg er så modløs. En brude-gave vil
jeg give, hælst en gild en, men jeg må først vide, hvil-

SIDE: 31

ken hans fræmtid blir, og følgelig hans trang. Men har
I en æller annen god idé, så giv mig den! - Dette
Bods-fængsels-hjæmmet er mig ællers usmageligt; jeg
gider ikke være med at pynte det. -

At mit hus skal koste 10,000 Spd. tror jeg ikke, æfter
nu at have sét tægningerne, - og at du ikke skulde
kunne få dig et én-etages hus med god bekvæmmelig-
hed i for 2 000 Spd. efter den Gegerfeltske methode,
kan jeg ikke opgive at tro. Kære vænnen min, kan du
dog ikke bede om en tegning til et hus, som ikke koster
mer, med det udtrykkelige tillæg, at mere kan du ikke
give. Så vil Gegerfelt sige dig, om det går an æller
ikke går an, - vær viss om det! - Vilde du i så fall
have mit hus til logis-hus og skole? Æller alligevæl en
skole, og mit hus alene til logis-hus? Det siste fører
min tanke in på, om I ikke, hvis skolen med tiden blev
større, ikke skulde have en brav, stærk, dannet væninne,
æller en medlærer med hustru, som æfterhånden over-
tog hele logis-stasen, for i længden holder I dette ikke
ud, og jeg kan tænke mig dig tage løn som vor præst
istedetfor at leve af at være vært. - Hvor bor Christopher
Bruun? Skal han ikke købe gård, han? Hvad er i vejen?
Tænker ikke Frits Hansen på det samme? I skulle dog
væl aldrig have bunnet mig der, - og så en vakker dag
stryge eders vej derifra, allesammen?! - Det er nok
muligt, at du kan få en fortælling at læse (æller fortælle);
i det hele: gør Gud det godt for mig, så skal sikkerlig
ikke du have nærings-sorg, som udrætter det ærinde i lan-
det, som jeg holder for det største! Jeg synes, du skulde
tage fat på bygningen din; når jeg hører, at vandet

SIDE: 32

bundfryser i køkkenet, så skønner jeg, hvorledes I har
det i huset, - og på slige vilkår skal ikke folk i læng-
den leve, som ikke er stærkere æn både du og Drude.

Kæreste væn, jeg vil ikke gærne føre dig i en udgift,
du kan spare. Men det står for mig: ænten nyt hus,
æller det, du har, inrættet for vinter-hygge, med store
dobbelt-vinduer, dobbelt-gulv, løftede loft og atter dob-
belt-gulv, og bislag (lukkede) for alle udgange, og, om
muligt, sval-gange omkring. - Du kan da ikke hele din
tid leve som på rejse? Hils nu dette vælsignede mæn-
neske, Drude! - Karoline er forskrækket over, at vi ikke
har høns, og det af et godt slag! Men så lad os da
købe nogle!

Din ven
Bjørnstjerne.

TIL DRUDE JANSON.

[Roma, julen 1874.]

Kære Drude, jeg finner dette brev ufullført ved mit.
Men nu agter jeg ikke at lade din prægtige mand vænte
længer på budskab fra mig, derfor må hun fullføre det
en annen gang. Hvorledes har du det, du da, lange spek-
takel?! Du kan tro, jeg længes æfter dig, alt opkvik-
kende mænneske, når jeg stundom går her og ser bare
åndløshed der hjæmme og ufordragelighed og hadskhed.
- Og ser jeg det så igæn lysere, så blinker det med
det samme ofte af de lyse skjort-ærmene dine; ti de
har for mit sind fåt slægtskab med alt lyst hjæmme for

SIDE: 33

bestandig. - Så glæder jeg mig til engang at kunne
bære til dig sangene jeg skriver deroppe; ti det ved
jeg på forhånd, at deroppe kommer jeg især til at skrive
sange. Hils ungerne dine og giv Janson rigtig en smæll-
kyss, - og nej for Chr. Bruun! -

Din
Bjørn.

TIL MARCUS GRØNVOLD.

Roma, capo le case 75, 30te dec. 74.

Kæreste væn,

dit præktige brev skulde jeg, som min inskydelse var,
have straks svaret på. Ti siden er sygdom kommet her,
først Karoline i flere dager, så jeg, så Bjørn. - Men
så kommer det dog en dag, og med tak til dig for alt
godt i forløbne år. Kære væn, du har været opofrende
tro.

Bogen er vist udmærket oversat; nogle fejl er der,
som er kedelige, nu kan de hæller ikke mere rættes;
således én, at Berent siger, Tjælde har glæmt at føre
oplaget, han har i Frankrig, ud af landet (Norge), mens
der menes regnskabet: føre det ud i 
regnskbaet. Jeg vil
dermed pege på den vane-hast, hvormed opgøret er gjort,
i favør af Tjælde peger jeg på det, og ikke i disfavør,
lige til bedrag som det nu får udseende af. To steder er repli-
ker slåede sammen under ét firma, som hører under to
o. s. v. Et steds 10,000 for 100,000. -

Jeg har ikke misforståt ord-lyden i genossenschaft-
reglementet, og jeg synes ænnu at 10, ti, procent af

SIDE: 34

intægten er formeget for den enfoldige forrætning at
sænde stykkerne ved posten in til nogle forskællige teatre.

I "Dagbladet" (som på det siste er meget godt
med untagelse af den tyske artikel, aftryk af danske
blade) ser jeg, at man mener Wergeland og Welhaven
ganske anderledes omfattede og forløste folkets forskæl-
lige behov æn de nuværende digtere. Nej, dette er sluder.
Begavelsen usammenlignet, nu tages opgaverne op, én for
én, op med en ganske annen kraft æn da, og til ganske
annen folke-nytte.

Det glæder mig svært, at du har et stykke på staffeliet,
som du glæder dig ved! Intet i værden er at ligne
ved den glæde at være glad i sit arbejde; jeg har den
i senere tid så sjælden. I to måneder har her regnet aldeles
uafladeligt, med bedøvende scirocco, dette er væl forkla-
rings-grunnen; ti stoffet, jeg nu har opspænt, er ællers
poetisk nok. Jeg tror ænda, at dette stykke blir mit bedste.

Du skriver intet om Ross. Er hans maleri færdigt?
Er han rejst? Du må dog hilse ham på det allerhjærte-
ligste. Send et exempl. af fallitten til Schwatz. Jeg har
derfra intet hørt på lange tider.

Så du kommer i Februar? Jaja, vi håber at kunne
være snille med dig. Tiden er godt valgt. Da begyn-
ner her at blive smukt. Februars slutning, og Marts.
- Havde du været her i julen, som vi vilde (ti det
var en skuffelse for os alle, at du ikke kom), så havde
du fåt en slæt jul. Men nu kan det kanske blive mor-
somt at have dig her for alle parter; ti til den tid blir
væl også jeg lidt gladere æn jeg nu er. Borch er bare
solskin over sin Jeftas datter, som gør sådan lykke hos

SIDE: 35

alle nationers rejsende; der er en liden folke-vandring
in til den! - Du siger, du har sendt mig afbildninger
af dine aqvareller fra Schwatz. Intet er kommet. -
Hvor skandinaverne her er i regelen kedelige! De bedste
er dog virkelig Nordmændene. Der er mest alvor og
fynd med dem alligevæl. Konow fra Tjerne i Ringsager
med frue og døttre, prof. Kjerulf med frue, grevinne
Wedel med datter, gamle skriver Rye med søster fra
Ringeriget, alle brave folk med interesser hvad Danskerne
og Svenskerne ikke har. 
[- - - - - -]

Forat du kan få en dragning til hjæmmet af skøn
og kærlig art vil jeg lægge in Jansons jule-brev til mig.
Der har du alt det lokkende i hjæmmet, der har du det,
hvorfor jeg har købt hus på landet og nætop deroppe!
Men du skal bevare brevet, jeg vil have det igæn! -
Hils Maurers sådan over al måde! Gud, hvor de mænne-
sker passer mig! Ja, vi Germaner, når vi engang får lov
til at begynne på at blive Germaner, så skal du se, hvad
folk vi blir! - Godt år, gut! Jeg har skrevet mig glad i
sælskab med dig!

Din
Bjørn.

TIL S. A. HEDLUND

Roma, Capo le case 75 pr. p., den 31te dec. 74.

Kæreste væn,

du må ikke have fåt mit siste store brev for halv-annen
måned siden; ti så havde jeg dog havt svar. - Dette

SIDE: 36

er altså det annet brev fra mig til dig, som jeg har
tabt, - og det må være i Gøteborg, at dette foregår!
- Man må have moro af at vide, hvad vi to skriver
om!

Men nu til nyt år må jeg dog skrive dig til og takke
dig af mit hele hjærte for det gamle! Du være takket
for din kærlighed mod os alle, og for din virksomhed,
som hvær dag fryder mig, og mig måske mere æn nogen
annen samtidig i Norden! Gud give dig hælbred og ud-
holdenhed!

Jeg ser, du i Hedin har fåt en uvæntet bunds-for-
vant og væn. Og du kan tro, at dette glæder mig. Men
så ser jeg så mange ting og hentydninger, som jeg ikke
forstår. Hvæm er den vedkommende, som har skrønet
i Hedin om Wennerberg? Hvæm vilde Gøteborg have
udestængt af formandskabet, samt hvorfor? - Hvad er
det for hær-lov I får? Er den antagelig? - Begynner
ikke folk at se på kongen med lidt andre øine æn i
førstningen? - Jeg skriver på "kongen". Æmnet er (ja
du har jo ikke modtaget mit brev derom?) højt poetisk,
men overmåde vanskeligt. Det er et vemodigt stof; jeg
lader løgnen sejre over skøn ungdommelig begejstring
og kærlighed. Men det skal brænne sig in! - Det er
kongen sælv, som ikke længere vil være en løgn, æller
en assurance-kasse for rigdommens, fødselens og rangens
sammensvorne, men en folke-konge, - og herpå sætter
han ære og liv og sin unge kærlighed til. -

Nu er tomten valgt til mit hus. Herman Anker har
valgt den. - Tegningerne har jeg nu. Hvor er de dejlige!
Ja, dette er min eneste glæde; ti hernede føler jeg mig

SIDE: 37

som forladt både af Gud og mænnesker. Der har været en
sorg og nedslagenhed over mig i de siste to måneder,
som jeg er så lidet vant til at bære. Tilsist tror jeg
virkelig, at det er de to - 2 - måneders uafbrudte regn
og scirocco, som har været hoved-årsagen. - Give Gud,
jeg fik glæde af det, jeg nu arbejder på. Det er det
første arbejde på lange tider, som ræt har taget alle
mine ævner i beslag. Når dette og min fortælling er
færdig, tar jeg atter fat i disse tegninger af vort sam-
funds-liv, som jeg ælsker, og som jeg nok tilsist skal
vinde en vis færdighed i. Ti det er ikke stof, som mang-
ler mig, og hværken kærlighed æller harm. Borchs figur
"Jeftas datter, som bestiger bålet," og som jeg her sender
dig fra Borch til Rydberg, har gjort megen opsigt. Den
er nætop færdig, og Amerikanere, Englænder, Tyskere,
Franskmænd, sammen med Skandinaverne, har daglig
været inne på hans studie forat se den, noget, som
sjælden vederfares en skandinavisk kunstner i Rom. Den
har også bidraget til, at Borchs arbejder er optagne
blandt de første i et kunstner-album, som nætop udkom-
mer, og som omtaler ham og arbejderne på en over-
måde hædrende måde.

1ste januar 1875.

Kæreste væn, godt nyt-år for dig, dine og det, du vil!
- Så langt kom jeg igår, da vænner trængte in og af-
brød. - Og nu er Alfons udråbt til konge i Spanien! Jeg
har væl ingen søvnløs nat havt; men vist har det gjort
mig ondt. Dette bestandig bedragne folk, som man på
den måde - ved idelig ny bedragerier - skal få til
"orden og lovlydighed". Nu er det blevet klart,

SIDE: 38

hvad Bazaine skulde i Madrid, og hvorfor han med Isa-
bellas pænger måtte hjælpes ud af fængslet. Han har
den egenskab at være samtidig Isabellas og Serranos
bedste væn. - Og så er Alfons Spaniens prins Bona-
parte; nu må det gå lættere i Frankrige for Bona-
parte! - Mig er det tæmmelig ligegyldigt, hvilken
konge landene slides med; dog hæller en slæt æn en
god; ti desto snarere har vi ænde på det. - Mig er
næmlig kongen en assurance-kasse for rigdommen og
rangen, og kan ifølge tingens natur ikke blive annet. Den
slætteste republik åbner dog døren for kravet på noget
mere, og arbejdet for det stiger bestandig; men i konge-
dømmet soves den godtroendes søvn, den ligegyldiges.
- Kristendommen blir ikke så vidt muligt en folke-sag,
før den dag den har ophørt at være en kgl. stats-sag.
Det folkelige kommer ikke til gænnembrud, før hoffet
er sprængt; arméen blir ikke en skøn, i fædrelands-kær-
lighed opvarmende våben-øvelse, før kongerne har op-
hørt at have sit brug for den; formuen søger ikke al-
ment fædrelandets gagn, før alle de falske rang- og luk-
sus-mål, som kongedømmet lokkende opstiller til exem-
pel, borttages med dette sælv.

Man siger: Spanierne er ikke modne for republik. -
Altså nu skal de modnes: under et kongedom, oprættet
med løgn, vold og bedrag! - Dette er atter rangen og
rigdommen, som i sin fejghed forråder medborgernes
rættigheder, og forat få sit sikret vælger forræderiets
vej. Men sikres de nu? Nej; istedetfor kanske et par
års kamp, til ordenen er virkelig, og det for mænneske-

SIDE: 39

aldre, - vælger de den sikkerhed, som afbrydes ved
revolution hvært fæmte æller hvært annet år. - Det
har vist sig i Spanien som i Frankrige, at de virkelig
ærlige mænd er blant republikanerne. De andre er rådne
som sælve monarkiet. Nogle ærlige mænd ved roret i
bare nogle år, og alt vilde blant dette dygtige og brave
folk, som man enstæmmig siger er de bedste blant Roma-
nerne, være kommet i sin gode gang. Nu sker intet
uden et par års forberedelse ved forvaltningens usselhed
og uærlighed - til en ny revolution. - Men et konge-
dom, oprættet ved vold og bedrag, gagner republikens
sag; dette er min trøst. Ællers har tidenden rystet mig
stærkt. Tænk, nu går de ovenpå dette hæn i alle kirker
og takker Gud; - her er de alt begynt!!!

Ja, du ved det så godt som jeg, og jeg behøver ikke
at opregne det. - Nu har reaktionen i Europa atter fåt
et steg fræmad; det vil først føles i Frankrige og her,
senere også hos os. Den er en dåre, som inbiller sig
annet. - Det er slæmt, at nætop nu skal den ændelige
ordning i Frankrige foregå, - ovenpå Alfons's tronbe-
stigelse og Bismarcks kort-synte brev. (Ti denne mand
ser kun, hvad han vil se.) Nu skal du opleve, at Frank-
rigs "ordning" vil blive "fortvilet". - Jeg er glad i den
måde, hvorpå Rydberg følger Tyskland og nu sist Arnims
sag. Jeg vilde kun ønske, at han havde givet Arnims,
hvad Arnims var. Jeg er enig med ham i, at Arnims
lydighed ikke var stor, og hans stilling tilslut mere æn
tvetydig. Men han er en genial natur; hans breve var
finere æn Bismarcks, mere sympatiske i foredraget, sik-

SIDE: 40

rere i synet på begivenhederne og den mulige fræmtid.
Bismarcks voldsomme styrke er den kun at se sit mål
og alt annet kun i forhold til det. Men han hugger også
derved undertiden i sten, så det spruter, og at være en
så egensindig hærres underordnede, især for en genial,
fin natur, måtte være mer æn fristende til oprør, måtte
være så åndsfortærende, at jeg begriber ikke ænnu idag,
hvorfor han ikke længe før tog sin afsked. - Det var
dog et forskrækkeligt argument for republiken Bismarck
gav os ihænde, da han sagde, at Frankrige alene som
kongedømme kan erhværve alliancer for krig! Det er
hermed inrømmet, at krigene udgår fra kongerne og den
ved dem nødvændiggjorte armé-organisation. Denne cyni-
ske tilståelse skal en gang bruges som et dræbende
våben mod både kongerne og deres stående arméer. -
På mig gør hele Bismarck-situationen det intryk, at den
varer ikke længe. Tysklands énhed er sikret; dette ved
jeg; men det bør væl ikke lykkes ham at gøre alt det
fælles, som nu ved at være forskælligt bidrager til at
holde det individuelle liv så stærkt i Tyskland. Den katol-
ske kirke har tabt, det ved jeg; men det bør væl ikke
lykkes ham under påskud af denne kamp at få flere
slige love istan som den for præssen. Enheden af sta-
ten og uafhængigheden af kirken er sikret; men den videre
kamp for og udvikling af de vundne goder er moden til
at gå over i andre hænder. -

De mine har det godt; Karoline dog atter svag. Vi
er nu alle flinke i Italiensk. Hils dine os så kære!

Bjørnstjerne Bj.

SIDE: 41

Vedlagte om Borchs Jeftas datter er du væl så god
at oversætte for dit blad; ti så tages de op af alle de
norske; mens det, sendt direkte til et af dem, ikke tages
op af de andre.

TIL MARCUS GRØNVOLD.

Roma, capo le case 75, den 2dre januar 75.

Kære væn,

nu er dine billeder komne, og har været os alle til me-
gen glæde. Først dette: at minnes, er i sig selv til glæde.
Dernæst det at kænne stederne og minnes om tiden
(børnene, sælv de minste, morede sig svært over genkæn-
nelsen og erindringen af den hele tilgang) - og så æn-
nelig det virkelig fine i udførelsen, som ænog fotogra-
fiet må gængive. Alle, som kommer her, finner dem
også så smukke. Tak, kære væn, for din jule-hilsen!

Min nyt-års-glæde blev stærkt fordærvet ved budskabet
fra Spanien. Nu skal det spanske folk modnes og ord-
nes under et kongedom, oprættet ved løgn, bedrag
og forræderi! - På sådant vinner kun den republikan-
ske tanke. Alle ærlige mænd i Spanien tilhører dette
parti. Den ænnelige udgang kan derfor ikke være tvil-
som. - Nu takker man Gud i kirkerne her!!!!

Lille Ejnar fik her forleden dag, da han ikke kunde styre
sin lyst æfter at se Garibaldi og ingen kunde sige ham med
sikkerhed, når Garibaldi kom, - det infall at skrive
ham til og spørge ham sælv, om han dog ikke vilde
komme, og når han vilde komme. Ejnar fullfører altid,
hvad han faller på, og som infallet var hans eget,

SIDE: 42

blev også brevets inhold hans eget. Han fortæller ham
deri blant andre ting, at man i Norge, når man har en
okse æller en hæst, som tegner til at blive rigtig prægtig,
så kaller man den Garibaldi, og det samme gør man
med vakre sejlbåder og også nu og da med skiber.
Han travede sælv på posthuset med det, - og nu har han
sannelig fåt svar fra gamlingen, hvori han takker ham
for brevet og lover at komme snart til ham. Ejnar går
med det i en stærk konvolut og viser det til alle mæn-
nesker; nu vil han hænge det i glas og ramme. -

Gutterne spiller nu bægge pianoforte og tar sig i det hele
ræt bra op. - Du må takke Maurer for at også han vilde
ivej forat ordne mine fortvilede tyske affærer. Jeg er nu
forberedt på, at jeg af det hele ikke får annet æn udgiften
og ærgrelsen. Men så har jeg da gjort den erfaring
også grundig gænnem, og det er godt at tabe illusjoner,
som er falske; de kan så let blive som hæmmelig læk i
skibet, som sætter det tilbunds et eller annet sted.

Mine fortællinger er nu samlede udkomne på svænsk,
og i en bedre oversættelse æn nogen af de foregående.
Jeg har havt glæde af at læse i dem her i disse dager.

Nu er vejret vidunderligt. Siste søndag sad vi på
et trattori i Campagnen og spiste vor macaroni og steg
med salat til og drak den dejligste vin, og måtte tage
ytterfrakkerne af os på vejen; ti det blev altfor varmt.
Her hos mig samles de fleste af Nordmændene om kvæl-
lerne; da kan her ofte være hyggeligt. Gid du også var
her! - Innerlig hilsen fra alle mine, kære væn!

Din
Bjørnstjerne B.

SIDE: 43

TIL H. M. SCHIRMER.

Roma, capo le case 75, 8de januar 75.

Kære væn,

jeg har væntet alt for længe på brev fra dig! Hører du,
alt for længe!! Men det var kært da det kom. Jeg må straks
sige, at vidste jeg ikke, at du holdt af mig, så burde du
aldrig bygge huset, når du ikke holder mere af det æn
det nu viser sig. Men nu håber jeg, at kærligheden til
mig balancerer mangelen på den til huset. Ti uden kærlig-
hed gør man ingenting godt. Den tyske pligt-lære, in-
skærpet af Schiller, gir jeg ikke fire skilling for; den er
åndløs, den er bedragerisk, den gør ondt, sælv hvor den
tror at gøre godt; ti den savner forståelsen, og alene
kærlighed gir forståelse.

Huset ligger altså, hvor Anker har sagt; ræsten får
give sig med tiden.

Gegerfelt har sagt mig, at svalgangerne kunde inbygges,
hvis man vilde, og så må de kunne inbygges. Kære,
dette må så være fra først af! - Nogen omdanning af
tegningen for den sags skyld må dog væl ikke være
nødvændig; og i hvært fall ønsker jeg ikke det.

Om lyset blir noget mindre i stuerne ved det, så får
dette være det samme. Foran den store stue har jeg
aldrig tænkt på lukket gang; men væl foran den store sal
o.s.v. Ænvidere ved køkken-ingangen, vinter-ingangen til
den store sal gænnem forstuen, overhovedet de ingange
som bruges om vinteren (den store stue har ingen direkte
udgang om vinteren). - Spørsmålet spejl-glas æller annet
glas kan jeg ikke afgøre. Det eneste dit brev underrætter

SIDE: 44

mig om, er, at spejl-glas er dobbelt så dyrt. Er det
så? - Da må jeg videre vide: er klarheds-forskællen
virkelig så stor? Er man nu overhovedet ikke kommet
æfter i glas-fabrikationen? Du må se på, hvad forskællen
blir både i lysstyrke og pris - og så afgøre!

Det undrer mig, at Poulsen, som ingen fabrik har,
gør vinduerne?! Kan da han gøre sådant så billigt som
en fabrik? Han er ellers en meget duelig mand.

Og hvorledes gør du så med ræsten? Du må svare
mig, din skurk! - Du ved ikke, hvor jeg er med! -
Kænner du de ovnerne, jeg skrev om? Ved du nu noget
om skifer-dækningen? Må du rejse til Gegerfelt for
nøjere at tale med ham, - æller ej? - Kan huset blive
godt færdigt tidlig på høsten? Hvis ikke, kommer jeg
ikke, kommer jeg ikke hjæm. - Hvad har du bestæmt
m. h. til udskæringerne?

Grunnen til at fru Gundersen ingen sang fik af mig, er
følgende. I mange år har hun gæntagende bedt mig om
at skrive en prolog for hænne til den kvæld. Og altid har
jeg lovet det. Nu har hun sansynligvis siden bedt Ibsen
om det samme; ti jeg er ikke anmodet, men blev derimod
anmodet om at give hænne et nyt stykke!!

Så levende erindret om al hænnes egenkærlige troløshed
vil jeg ikke være med at fejre hænne; ti jeg kunde ikke
have gjort det godt. Jeg ønsker at min sanne væn
Gundersen, som er en ganske annerledes karl, blev under-
rættet, hvis du mærker, han har undret sig over
min taushed.

Ang. Gegerfelts ny stil, så er den ny, og et mærke
mere derpå er arkitekternes (så og din) fortrydelse.

SIDE: 45

Det er nyt i træ-stil at sætte, istedetfor ænkelt væg med
paneling, et tag for sig og en væg for sig, og luft-
lag imællem. Er dette ikke bedst for et koldt land,
så forstår jeg intet af det! Der er et motiv fra det gamle
i stave-kirken i det; men kun et motiv, og ræsten er ud
af vort behov. Vil du have en annen inredning æn
i andre hus forat det skal være en ny stil? Nej, må vi
bede om i beboelses-lejlighederne at få hovedsagelig, hvad
vi har. Men af G's stil kan du danne hvad du vil!
Tænk dig en kirke æfter den, tænk dig den, om du vil,
med glas-tag! Tænk dig udstillings-rum, tænk dig stald, -
og smukt kan det overalt blive, billigt tillige; ti skønheden
ligger i sælve konstruktionen, ikke i ornamenturen! -
Jeg vilde i dit sted rejse ned til ham og sætte mig ordentlig
in i hans tænkning over sagen. Her er fræmtid i dette,
og vi bør alle tage sådant med alvor, og ikke alene med
teoretisk tværhed.

Hvad det norske ved tingen angår, så sæt huset op
i en granskog og byg du ved siden, hvad du vil, - og
det annet skal blegne ved siden af hint, fordi det norske
af dagens behov og skønheds-sans slår ihjæl det norske
af ungeschickte gammeldagsheder.

Men du lever i det hele i en for kritisk sfære; din ny
svoger hjælper dig ænnu længer in i kritiken, - og
Kristiania-luften er ikke til at ånde i.

Nu går det godt med mine arbejder, som dennegang
er lagt i en højere poetisk sfære, og derfor fryder mig.

Ænnu én gang: jeg sad foran et hus ved Gøteborg,
som G. havde bygget, det første i den ny stil. Jeg sad
der timevis og jeg svor i min sjæl, at denne stil vilde

SIDE: 46

jeg engang bygge i; ti den er det mest nordiske af stil,
jeg har følt, og ud af dagens behov. - Jeg plejer ikke
at tage fejl, og at forælske mig i en grisætte, menende,
det er en norsk princæsse. Men de mange, som har ment
sligt lige overfor mig, de har siden sét, at mit instinkt
var sikrere.

Du må hilse din far! Du skriver intet om din yngre
bror? - Er han kommen hjæm igæn? Når skal din
søster have bryllop? Bor du hos din far, æller hvorledes?
Du er for storartet til at opgive adresse. Sig mig lidt
om forholdene forøvrigt! Har din far godt at bestille?
Hvorledes går det med dine grejer? Lidt fræmtids-snak,
både familie-, by- og offentligheds- - kan ikke skade! Du
skriver så liderligt, at du bestæmt må skrive meget fort.
- Tak for eders tanker på os jul-kvælden. Vor jul-
kvæld var ikke hyggelig, og hele julen gænnem min
kære Karoline syg. - Hils nu gode vænner og skriv!

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL S. A. HEDLUND.

Rom, capo le case, 75, den 16de jan. 75.

Min kæreste væn,

hvor jeg har længtes æfter dit brev, og hvor godt det
kom! Gud vælsigne dit hjærtelag, din trofasthed, din
fredsælhed! Jeg trænger så til dem alle, jeg med, - men
der er et folk, et helt folk, som trænger til dem! Du skal
se, det er i høstens stun, at du får glæde af, hvad din
sommer har samlet til vækst i hjærte og hoved! Du

SIDE: 47

vil slutte dit liv som en af alle ælsket mand. Dit ord
vil få en vægt, som få's, - og det efterat være modsagt
dit liv igænnem! - Ak, hvad du også er for mig! Ro-
manerne er mig så kolde, skandinaverne keder mig, mit
arbejde går ikke altid godt. Et brev fra dig som det
sidste skyder som en blod-strøm in i et blod-fattigt le-
geme, det er bogstavelig sanhed jeg skriver. Tak, tak,
tak, tak, tak, tak, tak! Årker du at skrive mig et brev
ud af slig kærlighed, så orker da væl jeg at skrive en
hel linje full med tak!

Jeg har ikke læst Rydbergs artikel om Venus; men
den om kejser-büsterne, - og jeg mener, at sådan svænsk
prosa skrives ikke af nogen annen. Dette stykke bør
optages som mønster-stykke i enhvær svænsk læsebog
for den højere skole.

Og nu om Rydberg! Han er ikke digter. Hvær-
gang han vil lade personerne sælv bevise sig sælv, så
ser og føler man den førendes hånd. Så nu igæn i säg-
nerne om Petrus og Paulus. Men hværgang han psyko-
logisk og filosofisk skal lægge ud en figur, som livet æller
en forfatter har gjort, så er det med mæsterskab! -

I Augustus, hvor han er blét opmærksom på ligevægts-
mænnesket, som jeg så ofte har præket om, har han
udført det fineste psykologiske billede med rig kænnedom
til den tids kostume, og med ænnu rigere til vor tids
sjæle-tilstanne, som her har ståt modell. Det var mig
en fryd at læse; jeg frådsede, jeg snakkede med og supple-
rede hele vejen! Med Cæsar er jeg, trods den større
oratoriske antiteseprakt, hvormed den er udført, og
trods rammet til kejser-skurkene og tron-ranerne i alle

SIDE: 48

tider, - ikke så nøjd, fordi der skér Cæsar nogen
uræt.

Kan der tænkes noget modbydeligere æn
det, som dengang kalte sig romersk frihed?
Den var jo et bytte for nogle priviligerede slægter, og
i disses inbyrdes handel og bestikkelse og slagsmål på
torvet bestod den, alsammen.

Cæsar kan det udenad, før han er atten år, alt, alt,
alt-sammen! I hans øjne var Cicero og Catilina og alle,
som dømte dem imællem, omtrænt samme person! Så
mætter han sin sjæl med dåd, og det store i ham får
skue sit eget mål i sine egne handlinger. Han nærmer
sig Rom, og dens elendighed kommer ham på halv-vejen
til møde, - og så siger han: nej, i denne vil jeg ikke
mere gå under! - Stor nok til at rætte på den med
rættens midler var han ikke, så tog han urættens. Men
på denne stærkere tegnede baggrun af romersk løgn
i tanke og liv, udad, inad, opad, nedad må Cæsar stilles
hæn, - og da får man et sannere billede æn det, som
nu står i Rydbergs artikel. Jeg vil have næsten alt
det, som står, men noget til. Sig ham det, æller måske
vis ham alt dette; ti artikelen bør være et minnes-
mærke, - så nær den nu er ved at være det, om vor
tids psykologiske-historiske syn, og om ham! - Jeg ved
ikke, hvor ofte jeg har læst den om igæn! -

Jeg synes ikke om, at Rydberg lar sine artikler over-
sætte for hr. Brandes's tidsskrift, som jeg finner ikke alene
gudsforladt; men lapset-flaut, trods B's eget talent. Vi får
tage ansvar på os og se på, hvad vi hjælper fræm. Og her-
æfter er enhvær artikel af Rydberg en hjælp for det tids-

SIDE: 49

skrift, i hvilken den står; ti der skriver ingen jambred
ham.

Jeg forstår ikke dette med "trykkeriet". Du siger, at
handels-tidningen har taget 290 aktier i det. Men du
evige værden har da andre taget aktier i det? - Og
hvæm er det? Aldrig i værden delte jeg med en sjæl!
Forklar mig! - Men tillykke med foretaget! Hvor skal
da du sidde? Hjæmme eller der? Telegraf fra din stue
og did? Æller hvorledes? Forklar mig! Du kan da
skønne jeg må vide, hvorledes det blir! Og det gamle
trykkeri? Skal det sælges? - Skal du gøre noget med dit
hus? - Fryser du nu, når du sidder på kontoret? -

Ja så, så Stina vil vide om os! Ja, Karoline er svag
og blir svag. Men er i godt humør, og blir væl ænnu
bedre, når hun nu får slippe hjæm og bygge. Hun kom-
mer til at rejse hjem før mig. Om de to ældste gutterne
så blir med mig æller med hænne, ved jeg ikke ænnu.
Jeg vil snuse lidt om i Tyskland.

Bjørn spiller piano og er nu meget flink i Italiensk.
Ejnar spiller piano og er flink i Italiensk. De har to
italienske lærere og med musik-læreren tre. Erling og
Bergliot slås og er gode vænner. De taler Italiensk som
Norsk, ikke korrekt, men slig som barn, der altid bruger
infinitiver, - og det går som kæpper i hjul. De leger
med Italienske barn hele dagen.

Så er det Lina, som nu nok længes æfter at blive gift,
skønt hun intet siger. Sigurd Blekastad begynner at kræve
"vænte-pænger" af mig. - Karoline er skrækkelig til at
købe alle slags. - Er det nu nok?!

Jeg skriver på en fortælling til afvexling; nu på den,

SIDE: 50

nu på dramaet. "Fallitten" skal opføres i München, på
det kgl. teater, det eneste teater i Tyskland, hvor det
ænnu er inleveret.

Jeg har dennegang sat mig meget in i Italienske for-
hold, idet jeg har overladt kunsten til andre. - Jeg kom-
mer til at skrive et brev om det - ikke til dig. Ti
den gemene udskællingen i Gøteborgs-posten vil jeg ikke
vide af. - Det er dog et simpelt blad!

På mandag den 18de er det Borchs fødselsdag, og da
gør en 30-40 Skandinaver en middag for ham. Han
er afholdt. - Erling og Bergliot er "fæst-kommitté". Der
er næmlig ingen, som ved, hvæm "fæst-kommitteen" er.
Der kommer inbydelser og foranstaltninger fra "fæst-
kommitteen", - og tilsist er nu Borchs tilsagt at vænte
hjæmme, til "fæst-kommitteen" kommer, og så blir det
disse to, som kommer, hvær med sin blomster-bouket og
tager dem med til middagen.

Vi har mange slige små-glæder her. Tersmedens fra
Stockholm er os til megen glæde, lige så Konows fra
Ringsaker i Norge og fru Heiberg fra Danmark. - Hils
Hedin, ja, tryk ræt hjærteligt hans hånd fra mig. Der
er dog marg i den karl! Få nu et hjærtets tag i ham,
og prøv at få "Germanen" op i ham, ja prøv det! -

Guds vælsignelse over det ny år! Vi mødes sikkert i
dette!

Hilsen! Din
Bjørnstjerne.

SIDE: 51

TIL H. M. SCHIRMER.

Roma, Capo le case 75.
25de jan. 75.

Kære væn,

jeg kan ikke annet æn se en stor troløshed deri, at fru
G. ikke henvændte sig til mig om pro- æller epi-log,
æfter så mange aftaler derom mællem os to. Jeg kunde
jo have talt den dag, så det kunde blive forståt og have
nåd hjærter.

Dit interessante brev skal du have megen tak for. Du
må bare blive ved!

Ja Sars's bog er et storværk. I det hele: fræmtiden
er nær; de andre ejer bare magten en liden stund.

Igår kom Garibaldi. Han er uden sammenligning
nutidens berømteste og mest ælskede personlighed. Så
længe Roms stat har ståt, har aldrig noget ænkelt mæn-
neske været ælsket som han. Jubelen er ingen jubel
for en stor mand, som har skabt deres frihed; nej, den
er et henrykt personligt forhold. Han er det eneste
mænneske, de fult ud tror på; fult ud! Her er ænne-
lig engang intet baghold. Desuagtet kan nok den ego-
istiske bund, som er lagt så dybt og bredt tilrætte i
det italienske folk, holde dem tilbage, når han gør et op-
råb; men når han er iblant dem, - ja, da er det en Italiener
af folket så umuligt at modstå ham som at tilintetgøre
sin egen familie og sig sælv. Han har dem i sin hånd
som duer. Kunde han for en stor sag rejse rundt sælv,
han rejste alt folket, den største forbryder og den for-
nemmeste egoist. Hvis du vil vide Italiens fræmtid, så

SIDE: 52

kan du med samme sikkerhed høre på hvært ord af ham,
som du, hvis du vil høre Tysklands nutid, kan høre på
statsmannen Bismarck. Dette er et af ledene af den
store fortryllelse, at det dybeste og bedste i Italiens
sjæl, det, som bare kan længes idag, men som ikke
kan handle før i minst én slægt æfter denne, det udta-
ler han, det lever han, ubekymret om nederlag, spot,
tvil, slyngelagtighed.

Hans hjærte er så rent som et barns, hans tanker po-
etiske som et folkedigt, og hans tanker og handlinger
er altid ét. De største kæltringer, hos ham er de gode,
rene; han stryger dem over baghovedet med sin arbejds-
næve og siger: "caro mio"!

Han er hos kongen og deraf lover man sig meget.

[- - - - - - -]

Jeg har naturligvis en hoben ting at tale om; men
jeg er træt idag; jeg løb så igår. Jeg stod blant fol-
ket: en havde sat 6 år i fængsel i Verona og var der
blevet næsten blind; en ti år i Rom, og hans bror hals-
hugget, en i Cayenne (Frankrige) alt for Garibaldi! Men
nu stod de her og bare væntede på et glimt af ham!

Din væn
Bjørn.

TIL SOFUS HØGSBRO.

[Mars 1875?]

Jeg gad vide, om jeg ikke kunde udrette lidt i Tyskland
på min tilbagerejse. Ser jeg min kans dertil, så lader
jeg familien rejse forud hjæm. Men så måtte jeg være

SIDE: 53

støttet af et eller annet i Danmark. I alle fal vilde det
da falde naturligere og gå lettere.

Jeg er vis i min sag både med hensyn til Bismarck
og med hensyn til kronprinsen.

Husk, at Bismarck antog det Blixenske program. At
han siden stadig bød mindre og mindre, - og han har sagt
til en svensk diplomat ord, som tyder paa, at han gav
gærne Nordslesvig idag, kunde han for folke-stæmningen.
Men denne er for tiden national-liberal, den annen har
i denne sag ænnu ikke fåt tanke og tunge. Vi, vi må
vække dem! Hvordan kan de af sig selv falde på at
tænke og tale her? At mænneskene ikke kan inse dette!
Hvad kommer Slesvig dem ved, så længe vi ikke siger
dem det? Og hvad siger vi uden uartigheder (gænnem
de national-liberale blade)? Jeg tænkte jeg skulde stænge
derfor ved at kalde alt tirreri kvindeagtigt; men nej;
de tirrer jo fremdeles, ser jeg. Så du Fædrelandet i
anl. den tyske kronprins's besøg hos eder???
 
Din
B. B.

TIL H. M. SCHIRMER.

Roma, 23 marts 1875.

Kære Schirmer,

en langvarig øjensygdom har hindret alt arbejde og
brevskrivning. Derfor idag kun disse linjer.

Vi har sendt tegningerne; men til påske-ugen kan de
ikke komme, når de først kan sendes i samme. Må
arbejdet nogetsteds stå fast af mangel på dem, så læg

SIDE: 54

skylden helt hos dig sælv! Men det håber jeg dog,
bare er et skræm-skud.

To unge danske mænd på Ernst Triers folke-højskole
på Sælland (adresse i vedlagte breve) vil gærne få arbej-
de ved tømmerarbejdet på min gård. Sørg for at de
kommer med, og at de får det godt. Det er mig en hjærtesag,
at dette sker. Lad dem uopholdelig få svar for Ernst
Triers skyld, som er en af mine ældste og bedste vænner.

Min kamp i Danmark var atter det tyske spørsmål,
og dennegang lykkedes en dél deraf. Man tror nu i
folke-partiet både på min redelige hensigt, og at jeg
ser rigtigt i sælve sagen. Det næste er jo at få dem til
at gøre noget sælv: næmlig holde folkemøder på den.
Derom har jeg også godt håb. Ti jeg har fåt breve
hidned fra inflydelsesrige danske bønder, som ere mig
i højeste grad mærkelige, og som fæster mit forsæt om
dennegang at søge Bismarck op og tale med ham. Her-
boende Tyskere råder mig også dertil på det instændig-
ste, og man lægger sig ud forat få det arrangeret. Men
vær forsigtig med dette; jeg skriver det til ingen anden.

Jeg skal skrive til v. Gegerfelt forat bede ham arran-
gere det så, at glas-ruder kan sættes in i svalgangene.
Så kan vi jo sælv vælge.

Det glæder mig, hvad du skriver om eders samliv;
det er det forbandede derved, at man inbilder sig, man
gør noget, og så monner ingenting! - Men jeg kommer
jo en gang om måneden eller så in til jer, og da vil
jeg have det sist séte, følte, læste, fundne! Så skal jeg
også bringe mit. - Ser du, hvor ret jeg dømte teatret?
Intet modent. For tidligt! Ak, alt er for tidligt hjæmme!

SIDE: 55

Det er en lang, lang, lang vinter-vår, denne april! Lang,
lang, lang! - Det med "redaktøren" var et væl arran-
geret overfald på mig, sat i scene fra Kristiania, og som
lykkedes derved, at Stjernstrøm spillede stykket fanden
i vold dumt; Svenskerne mangler nu engang alle mel-
lemfarver. - Hvorledes det nu skal gå med mit arbejde
hjæmme, skønner jeg ikke. Sommetider det største
håb, sommetider igæn så lidt. Dette har været en stræng
vinter for mig, især før jul. Jeg har aldrig før været
modløs. - Min skæbne har også i mange stykker været
hård. Og alt, jeg tror på, har så sparsom vækst. Så
hjælpe Herren over!

Måtte det nu gå med huset; vi kommer hjæm i
slutten af Maj. Sig det til Jansons, skriftligt æller mundt-
ligt, så er du snild! - Hør, kære Schirmer; hjælp mig i
en sag. Der burde stå færdig en vogn til os. Men jeg
ved ikke, om jeg tør købe den. Derom må du spørge
Motzfeldt, som kænner mine stakkars affærer. I så fall:
vil du gøre det og sende den op. Den skal være
smuk; afslag for prisens skyld på den fordring tåler
jeg ikke. Og så må den ikke være for tung. Vejene
hele Gudbrandsdalen igænnem er som på et stue-gulv,
så den berømte norske "styrke", som kun er plumphed,
behøves ikke.

Din
B.B.

Ja, dette med vognen er mig en magtpåliggende sag.
Den burde i vinteren kunne gøres om til slæde; men
derom til vinteren! Å, tag dig af dette! - En karjol skulde
jeg også have; men det er jo så dyrt alt sligt, så jeg

SIDE: 56

må væl vænte. Jeg tror, jeg tør sige, at jeg alt i alt
ejer 30, 000 Spd. Deraf er nogle og tyve i Motzfeldts
hænder; ræsten er mit forlag og min arv. Og så reg-
ner jeg, at jeg skal tjene en 3-4000 hvært år i nogle
år til. Og gør jeg det ikke, så til Amerika! - Ja, du
inser det sælv at vognen må vi have, ænten vi har
råd til det eller ej, og jeg har sat dig in i min stilling
så vidt, at du kan tale med Motzfeldt om det. -

Din væn
B. B.

Hils nu din far hundre tusen ganger, og Sars og alle
vænnerne! Hils din søster og hænnes forlovede!

TIL FREDERIK HEGEL.

Roma, capo le case, 2. apr. 75.

Kæreste væn!

Imorgen rejser vi til Neapel, er der kun nogle dager,
tænker jeg, så til Venedig, derfra til Schwaz, Tyrol, så
hjæm.

Kassereren ved Kr. teater, som glæmte både din og
min ordre, vilde betale for "fallitten" til min bror. Det
var 950 Spd. Ænnu skal jeg have tyvende forestil-
lings brutto-udbytte; men det faller vel ikke i denne
sæson.

Af Stjernstrøm vil jeg naturligvis have mere. Men
en øjen-sygdom har til nu hindret mig i at skrive.

Denne vinter har i højeste grad været ufrugtbar, og
mit mod meget prøvet. Nu slog det tilsist ud som

SIDE: 57

legemlig sygdom, hvorunder jeg har været stanset i to
måneder; og så er jo alt forklaret. Men så skal det
også tages igæn, når jeg står i mit hjæm, hvorpå nu
bygges løs! Jeg skal løbe i det som en springsk hæst! -
Atter forelæsnings-tilbud fra de Norske i Amerika, som
jeg dog afslog. Men i mængdevis andre tilbud. Jeg har
også nu så meget at skrive. Vær sikker på, at hæller
ikke dette år skal gå, uden at jeg har tjent 14000 Spd.
Og med Herrens gode hjælp skal jeg tjene dette i nogle
år nu. Ak, en slig rejse er dog en vælsignelse, fordi
den forsyner med nyt stof og nyt mod. -

Jeg talte med den tyske minister Keudell, som ser
det tysk-danske spørsmål ganske som jeg. Han har
lagt råd op med mig om, hvæm jeg i Tyskland skal
vænde mig til for at påvirke den tyske mening i nor-
disk rætning, hvilke blade jeg skulde søge til o. s. v.
Jeg skulde også tale med legationsråd Bucher. Dette
mællem os. Jeg vil da i Guds navn forsøge forat
lægge min lille hjælp til. Du skal huske at bede Gud
om, at jeg må vinde nogle inflydelsesrige pennes kær-
lighed og tillid. Jeg burde vel have havt nogle pænger
til at give små middager for; ti ved slige tales bedre,
og det er tysk sæd. Men jeg anser mig ikke istan til
det og får derfor lade det gå på mit gode navn og mine
mange bekæntskaber.

Breve til mig: Schwaz, Tyrol; nogle dager før de
andre rejser jeg altså opover til Berlin. Vi rejser sam-
men til Stralsund og Malmø. Derfra videre til Gøte-
borg og landvejen hjæm.

Nu er mine norske pænger ansatte i gård og hus og

SIDE: 58

livs-underhold og kommer ikke udenfor dette; mine dan-
ske pænger (og gænnem disse de tyske, svenske o. s. v.)
skal til extra-hjælp for familien på rejse og sligt; i det
hele når der er nød på færde.

Jeg har købt lidt kunst-sager, men naturligvis sparsomt;
det væsentligste er et marmor-hoved æfter "Vaticanets
genius", som Hasselriis, eders højt begavede billedhug-
ger modelerede og halvvejs forærede mig; ti jeg skulde
have det for 400 francs (fire hundre francs), det kan
ikke sælges under 1000 francs. Jeg bad ham lade fade-
ren henvende sig til dig om beløbet. Foruden dette har
jeg kun købt nogle fotografier. - I slutten af maj er
vi hjæmme. Du må give os pænger helt hjæm; ti de
pænger, jeg sælv har, er der nu brug for i bygningen!

Ja, Gud være evig lovet, at jeg dog nu har mine
sager så stillede, at vi ingen pænge-sorger har. Lidt
rummeligere har vi levet dette år æn før, men bestan-
dig sparsomt. Når det måske ikke synes dig så, du
gamle, så husk, her er dyrt! - Ja, tak for din godhed
under denne rejse; Gud gengælle dig den; ti jeg og
mine kan det ikke!

Din
Bjørn.

TIL KRISTOFER JANSON.

Pompeji 2den apr. 1875.

Kæreste væn,

dit brev, som jeg modtog I afrejsens øjeblik, fulgte
mig hele rejsen og igår lige in i Pompeji, in i tiden
før og lidt æfter Kristi fødsel og død og farvede

SIDE: 59

mange af billederne fra den tid ænnu sortere æn de
ses idag.

Men lad mig tage sag for sag.

1.) Huset. 
[- - - - - -]

2.) Min hjæmkomst. Den sker i slutten af Maj, æller
før, hvis vi tør. Jeg tror ikke annet æn at mit hus blir
færdigt til inflytning til høsten. 
[- - - - -]

3. Din rejse. Ja, så dejligt det er, at du og den
lang-bente vil tage mod os (og Gud vælsigne eder begge
for det!), så græsseligt er det, at I atter vil rejse fra os,
og det ovenikøbet til vinteren.

Men jeg skønner, at det kan have sine stærke grunne,
og så forfærdeligt som det blir, nætop den første vinter
at sidde ene uden eder og uden skole oppe i den sne,
som I har lokket os opi, - så - hvad der er nød-
vendigt, det får vi mandigt tage. Men da mine råd!
Tag med skib til Palermo og gør, hvad jeg af flere
grunne måtte opgive. Rejs ikke til Neapel før i April
og ikke til Rom før i slutten af denne måned, vær der
hele maj og vær hjæmme de siste dager af juni. Prøv
ikke på at leve en vinter i Rom! Jeg kom næppe med
helsen derifra, og jeg er ikke ene om det. Nærvøs blir
man ingensteds som der. I Palermo er det likest, og
folkene makeløse, siger alle her. Lev altså i Bergen, til
frugt-skuderne går, d. v. s. at du lever i Gausdal (på
Sæteren!), til sommeren er ved at være forbi. - Disse
råd er byggede på, at du tåler en sjø-rejse. Gør du
ikke det, du og hun, den kære, så naturligvis andre
planer. - Men for din hælbred er rådene de bedste,
derom må du ikke tvile.

SIDE: 60

Med mig er det nu bedre. Forkølet; men øjnene be-
dre. På fallitten tjener jeg i Norden alene, æfter hvad
jeg nu ser, hænved 4000 Spd. netto. Tjener jeg bare
2000 netto i Tyskland, så har jeg gjort en gratis uden-
lands-rejse; ti denne koster mig 3000 for året. - Og
trods alle jærtegn og underlige gærninger imod Redak-
tøren, tror jeg, den skal tjene pænger, den med, skønt
senere. Og så har jeg jo adskilligt på stabelen. - Un-
gerne mine bra allesammen; Karoline rent makeløs. Som
hun i alle henseender har taget sig op på denne rejse! -
I kan tro, I får glæde af hænne deroppe, langt mere
æn af mig, som dog er en meget skrøbelig person, der
kræver mange slags overbærenhed, mens hun ingen
trænger, men allevegne uvilkårlig blir til hjælp. Hun
er overalt de rejsende skandinavers forsyn, og deroppi
udmarken skal hun snart blive bedre kænt med forhol-
dene æn alle vi andre. Vær tryg! Det praktiske i hænne
er sjæls-klarhed, kærlighed, sanhed. - Så skal vi jo
debutere med at gifte bort Lina; den lange slåpen der-
oppi bjørke-skogen kan ikke holde sig længer; han be-
gynner at kræve vænte-pænger.

Og så det vigtigste til sist. Din digtning og dine
fræmtids-udsigter. - Men først sagens praktiske side,
som købmændene siger, den holder betragtningen sund.
Hvorfor søger du ikke statens stipendium? Har du
havt det, så gør dette dog intet. Ti du bér om det én
gang til ligesom Jonas Lie, og du får det én gang til.
Din anbefaling stikker ikke alene i, hvad du har skre-
vet; men også i hvad du ikke har skrevet, idet du har
viet dine kræfter æfter bedste skøn og med uendelig flid

SIDE: 61

og opofrelse til folkets odlings-sag og er træt, udslidt:
for at holde digteren i dig levende, må du ud,
ud, - æller han går under. Desuden; vi har gage,
du har ænnu ingen, og da er stipendium erstatning og
inledning til hin. Har du ingen Mæcenas? Så må jeg
hjælpe dig til en, æller lad en stille insamling ske. De
karle skal punge ud! - Nu, derom snakker vi altid. -
Men her er et argument til. Din digtning har ikke altid
plastik. Dine oplæsninger har lært dig den mere og
mere; men en vis hvile må til, et dolce far niente i
sol-omgivelser forat jage vand-damperne væk fra vor tå-
gede hjærne-hejm, vi ligger for grubleri og bredde, så
længe vi ikke gør som Islænderne, næmlig slås den
ene halv-del af livet og skriver den andre; ti sværdet
skærer pænnen bedst op af alle instrument. Med hand-
lings-magt i sig, prøvet i store kampe, ved man hvad
der er væsentligt og hvad der er uvæsentligt; æsteti-
kernes studier lærer det aldrig så godt.

Skal du søge digter-gage, siger du. - Ja! Strax? Ja,
det ved jeg ikke. Hvis den næste bogen din slår til,
så nok; hvis den ikke slår til, så ænnu en til, og ikke
for langt æfter denne, - og om den gør lykke æller
ej, kan du da søge alligevæl; ti med to gode bøger,
ligegyldigt om de gør lykke æller ej, virker du at minne
om dig og om hvad du har gjort på en tvingende måde
for dem, som hylder din retning og for dem, som vil,
at alle retninger skal være oppe, i sprog som i poesi.
Her er en, som arbejder, siger så alle. -

Din Nordlandsfærd kom til mig just som jeg sad blind,
og der var ikke det mænneske, som kunde læse kråke-

SIDE: 62

målet for mig, så jeg fik det til at blive min barn-
doms kirke-klokker og lur-toner. Og frisk igæn måtte
jeg rænne om og tage farvel med steder og ting, og
nu har jeg levet to måneder som en hedning, rent uden
læsning. Men jeg har nok i digtet til Seip, og i din
Islandsfærd; jeg ved hvad du nu magter i fræmstillings-
vej og i innerlighedens lyrik; Marit Skølte er mer æn
lyslevende i dig, hun vil skønnere ud igæn, hun vil
fræm som hun står nogle ganger i den bog, og som
hører til det fineste og sanneste vor literatur ejer over
bonde-liv; - den forsprængning af dig sælv, hele dette
interjektions-travet på gale hæster, som du ofte overlod
dig til, tror jeg er veget for sund virkelighed, og dok-
trinerne griner ikke med nøgne benpiber ud af kompo-
sition og udtryk, men livet får give sig sælv. Dette
mener jeg, du nu har vunnet. Aldrig har noget mæn-
neske kunnet tvile på din ævne; men den lille fra perm
til perm klare, skønne bog ud af denne ævne, se, den
væntes der på. Marit Skølte var langt på vejen; men
forsprængtes også. Det er digtene på tre værs, det er
den lille bog på højst 10 ark, som et par år må ud-
gøre din diæt, - og så er du og publikum blét perle-
vænner. -

Brev til mig: Schwaz, Tyrol. Jeg blir der bare en
otte dager; ti jeg vil til Tyskland og prøve hvad jeg
nu har navn og vænner til at kunne gøre hos bladene
i den slesvigske-nordiske sag. Men brevene til Schwaz,
hvor familien sidder igæn, går overalt æfter mig.

Hils nu den vidunderlige Drude fra mig og kys hænne
med broder-kys fra mig. Min familie er idag i Sorrento

SIDE: 63

hos fru Heiberg; men jeg vilde ofre eder dagen, og
skal nu tage alle de jublende, solfyldte hilsener med fra
deres glade udfærd, tage dem med som kanari-fugle, der
styrter ud og slår eder vingesusende med frisk vind over
eders åsyn, idet I åbner dette brev, hvorfra de frigjorte
søger hjæm.

Eders
Bjørn.

TIL DIKKA MØLLER.

9 april 1875. Sorrento, villa Tricase.

Kære fru Møller,

en slæm øjensygdom har i lang tid stanset alt mit arbejde,
ligesom hele vinteren har været slæm for mig; sygdom
og uoplagthed. Men nu strømmer det igæn, og somme-
ren og vinteren i mit ny hjæm skal blive frugtbar for
mig.

De ved, jeg er en uvillig brevskriver. Men jeg må
dog lade Dem se et livs-tægn fra os, før vi kommer
hjæm. Deres mageløse hjærtelag for os og Deres trofast-
hed er så ofte på tale mællem os og oftere i vore sind.
Ved mor har vi havt hilsener bestandig, ved Johannes-
sen fik vi dem igæn, som af Deres kære brev. Tak!
Jeg har to større ting under arbejde, som jeg tænkte at
få slut på i vinter var, må nu vænte til næste. En tredje
ting ses at ville mælde sig imidlertid. En fjærde har
jeg til videre lagt bort. Med Grieg skal jeg desuden
fuldføre en opera, hvis første akt er skrevet og kompo-
neret.

SIDE: 64

Nu kommer det jo meget an på, at vi får det hygge-
ligt i vort ny hjæm. Jeg håber det, skønt det begyn-
ner med process og alle slags viderværdigheder; men
således er det jo allesteds og alletider begynt, hvor jeg
skulde fræm.

Ingen kan dog være gladere ved nu at vænde hjæm
æn jeg og mine. Rejsen har for mig ført in i meget
nyt, for mine gutter til åndelig udvikling af stort omfang,
for min hustru til hælbred og glæde. Men alle længes
vi som børn til vort ny sted - og fræmfor alt til vort ny
hus, som nu er under arbejde, og som vænter færdigt
til høsten. Må Gud Herren også ville være hjemme der
med os! I slutten af maj kommer vi didop. Nu spørs
det om en god lærer for gutterne, som jeg håber i to -
tre år skal kunne lære, hvad man ællers bruger 5 og 6 til.
Bjørn røber afgjort anlæg for musik, og jeg vil, han skal
følge det i alle fald så langt til det viser sig, han blir
komponist æller ej.

Jeg hører, at I har slig glæde af Kai! Det var, hvad
jeg væntede. - Fra Mix et fortræffeligt brev. Der var da
ænnelig En, som havde forståt "redaktøren". Sig mig,
kære fru Møller, hvorledes I har det, hælst i brev til
Schwatz, Tyrol. Vi dvæler der en liden tid hos vore gode
vænner. Hils Deres kære mand fra os og Deres mor og
Kai! Lev vel og tag en broderlig hilsen fra

Deres væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 65

TIL H. M. SCHIRMER.

Sorrento, villa Tricase, 11te april 1875.

Kære Schirmer,

jeg ved, du kænner Vullum, og jeg tar væl ikke fejl ved
at tillægge ham forfatterskabet af den dom over "redak-
tøren", som "Dagbladet" havde. Det sker mig denne-
gang som forrige, da jeg kom hjæm, at jeg finner ingen
vænner. Var det ikke så, da kunde dette umulig være
kommet. Den tid, jeg altid har spåd om, at eders egent-
lige digter er Ibsen og ikke jeg, det er nu sanhed. Det
er naturligt og derfor skal det hæller ingen klage møde
fra min side, - ligesom sist, da det var Vinje, og mål-
strævet landets øverste ånds-insats. Af de forskællige
strømninger lar jeg mig imidlertid hværken vildlede æller
nedslå. - Det er ikke I, som har fræmtiden; det stykke
skal der først slås om!

Men hvad Vullum personlig angår, - hvilken æste-
tisk snakker! Og æfter denne siste prøve at dømme
blir han sansynligvis aldrig mere.

Ikke på ét punkt, hvor jeg har rejst etisk ansvar, kan
han lade være æstetisk at tilhylle det og bortsnakke det;
det viser en lang og sørgelig øvelse; ti ællers måtte han
dog ét steds i alle fall have tabt modet dertil; nej ikke
på ét punkt. Hvor jeg taler etisk, taler han æstetisk,
hvor jeg kristeligt, han politisk! Og dog skal den norske
kritik (når den længe væntede engang kommer!)
nætop som den norske digtning derved skille sig fra
den danske, at den drager mere etik in under sit
område.

SIDE: 66

En så simpel sag som den, at jeg i "redaktøren" ene
vil have fræmstillet et mænneske, som i politiken har
tabt sit mænneske, kan han ikke forstå! Han vrøvler
om koncervatisme, politiske idealer - og der finnes af
alt dette intet i min bog, som han rigtignok har sét,
men kun forat anke over det! Nej, sagen er, at jeg har
taget en konservativ, ene fordi man mellem disse lættest
møder hine forlorne skikkelser, såsom det at kæmpe
vigende lættest gør bitter, lettest lægger in den mæn-
neske-foragt, som udhuler dem aldeles. Konservatismen
vilde jeg ikke tegne, forhold til parti hæller ikke, lige
så lidt som modpartens "idealer"; det hele måtte hol-
des så enkelt som muligt, for at den ene individualitet
kunde munde ud i den ene scene med sådan styrke, at
her fik ænnelig ordene igæn sin vægt: mænneske-ansvaret
måtte føles. Det er et tilspidset stykke, hvis hele magt
er koncentreret i en eneste scene, og derfor var kunsten
just den: at holde borte politiken, idealerne, kort alt det,
fæhovedet opregner som bortkommet! Et barn må dog
kunne se, at det er ikke politiken som sådan, der her
behandles, det er det etiske ansvar innen politiken, som
rejses; det er et varsku in i den politiske lejr med ropet:
husk, du lever for at udvikle dit mænneske, ikke for at
tabe det! Husk kærlighedens evige bud, det er og blir
det største også for dig! - Og jeg skulde tro, at dette
er gjort uden præk, det er gjort i en bestandig strøm-
mende handling.

Hvis Vullum sælv fører en udvikling, hvorpå jeg æfter
dette må tvile, så kommer den dag, at han vil skamme
sig som en hund over hvad han her har skrevet og se

SIDE: 67

i det et udtryk af et mer æller mindre forfejlet livs-
afsnit.

Bed ham så lade være det vrøvl at kalde mig de
ensommes skald, fordi jeg stundom har afsondret mine
personer for lættere at lægge klar deres sjælelige udvik-
ling mod et opstukket mål. Ligeså at han (og andre)
slutter med at kalde mig længslernes skald (ovenikøbet
de uklares!) fordi om jeg, som enhver højbåren natur,
har længsler og tegner dem. Hovedsagen er, om jeg har
et mål, og i så henseende er jeg den positiveste digter,
Norge ænnu har havt.

Er Sigurd Slembe uklar? Er den sats, at der er noget
i livet, som er større æn dette: på liv og død at ville
nå fræm til sin ræt, - og at man sælv kæmpende for
den største ræt kan komme til at begå umådelig uræt,
- jeg skulde tro, det her er behandlet med intrængende
styrke, og at det ligger i første stykke, hvor han føler
det uklart og flygter, i andet, hvor han står midt i det,
men flygter igæn, og i tredje, hvor han ikke længer kan
styre sig. - I det hele burde det være muligt for Vul-
lum at komme fræm uden først at ville have fåt mig
uklar for mine landsmænd, og attrår han først en kamp
med mig, så spår jeg ham ingen god tid i længden. Jeg
siger kun: vænt tre år fræm, og se hvilken stilling jeg
da har i den norske udvikling.

Din væn
B. B.

SIDE: 68

TIL FREDERIK HEGEL.

Sorrento, villa Tricase 1875 12. april.

Kæreste væn,

jeg bruger dig idag mest som konvolut om et brev til
Holm-Hansen, hvis bog jeg har læst. Du kan læse brevet.
Det havde været bra, om det var fallet dig eller ham
eller Richardt in at sende mig manuskriptet; der havde
været adskilligt vunnet ved det. Men du vidste kanske
ikke engang, at jeg kænte ham og holdt af ham.

Her ligger vi nu og vænter på at kunne sætte nordover
og til Tyrol for videre der at afvænte den belejlige tid
til farten længere nord på. Vi må være forsigtige; klimat-
overgangen er farlig.

I ensomheden her (og på et sted, som fra det hus, vi
har lejet, byder stedets bedste udsigt) går jeg, seende på
Europas skønneste punkt - i idel nye stof, kælende og
legende de gamle! Jeg takker, fordi jeg fik disse 14 dages
dybe, skønne fred! Der skal gro adskilligt af dem!

Ja, atter og atter og atter: tak! Du gav det rætte skub
til rejsen og vingerne gav du med. Først en tre år æfter
denne dag kan alt det være færdigt, som her er tænkt,
og hele min form og måde er jo i meget ændret under
dette rejse-liv. Først om tre år vil jeg stå for mit folk
som jeg nu står for mig sælv. Og til den tid må man
vænte med dommen over mig. Ikke at jeg tror, man gør
det; men sådan taler min bevidsthed.

For det, jeg arbejder på, trænger jeg en engelsk over-
sætter, som er poetisk og duelig. Spørg Brandes, om han
kænner nogen.

SIDE: 69

Skriver du mig til, mens jeg er på farten, så til Schwaz,
Tyrol. Vi er der innen otte dager.

Ja, Herren signe dit mod, som turde tro på mig, og
dit øje, som kunde se, du tro gamle! Og han føje din
kærligheds-trang, så du altid får mere at glæde dig ved
i din hjærte-ring!

Din innerlige væn
Bjørnst. Bjørnson.

Hvor jeg finner det bra, at jeg nu rejser hjæm til
landets ro og ikke til byens støj!

TIL SOFUS HØGSBRO.

Napoli, Santa Lucia, 22de apr. 1875.

Kære Høgsbro,
jeg drives i dette øjeblik til med styrke at forlange af
eder et godt formet forslag til lands-tingets omdannelse,
fremlagt til offentlig forhandling, og æfter lidt (et års
tid eller så, helst snarere) optaget på det enede væn-
stres program, hælst i ening med mellempartiet.

Jeg er fuldstændig viss i min sag, at dette er at føre
krigen in i fiendens lejr, og at det vil klare situationen
mere æn noget annet, - at det i ordets fulle betydning
er at gribe offensiven.

Det er jo også igrunnen intet annet det tilsist drejer
sig om æn landstingets fortvilede sammensætning, uhørte
magt, umuligheden af at få slut på nogensomhelst strid,
fordi de to ting ikke (som i Sverige) kan gå til samfælt
votering.

SIDE: 70

Altså: lands-tinget er der, kan altså ikke kastes. En
agitation herfor vilde blive unyttig.

Men er det der, så prøve man at danne det bedste
deraf, som nu kan vinnes sammen med mellem-partiet,
æller, hvis dette højst tvetydige parti hæller ikke vil dette,
da sammen med andre inflydelsesrige mænd, - hvis de
kan fås. Og kan de ikke fås, da, men også kun da,
alene og på vilkår, som må kalles billige. Jeg tænker
mig

1.) de kongevalgte bort under enhver omstændighed.

2.) Indirekte valg, og af medlemmer fra de forskæl-
lige ringe i kommune-styrelserne, omtrænt som
i Frankrige nu; - men for al del ingen lovbe-
grundet formue-inflydelse! Dette er jo middelal-
dersk!

3.) Ingen vælges for livs-tid; ingen for mere æn
den dobbelte tid af folke-tingets (dette er
såre vigtigt); men kun en tredie-del æller ænog
mindre vælges ad gangen (d. v. s. i samme år),
så tinget altså ikke kommer til at fræmgå af
øjeblikkets stæmning og strømning; men på den
annen side dog bliver vækslende.

4.) At i tilfælde af uenighed mællem tingene sam-
fælt votering gør udslaget.

For den gode sags skyld gå ivej med et lignende for-
slag jo før jo hæller, og hælst sammen med mællem-
partiet! Hører du!

Den bestæmmelse, som det franske senat nu har om
selv-supplering, må skys som pæsten! Væmmeligt!

En hel agitation om landstingets omdannelse må sættes

SIDE: 71

igang jo før jo hæller! Det vil hæve hele striden, hele
partiet; det vil komme som vælgørende friskt åndedrag
in i forslagenes kvalme; det vil kanske også samle vænner!

Bladet fremdeles til Schwaz!

Din
Bjørns.

TIL SOFUS HØGSBRO

Schwaz, Tyrol 1875, 8de maj.

Kære væn, jeg køber i Venedig et blad på gaden og i
dette læser jeg et telegram fra København, som mælder
mig mællempartiets beslutning om at virke sammen med
eder. Jeg skønte straks, at så må det tro, her er noget
at gøre, at et minister-skifte kan føre dem selv i vejret.

Scavenius har jeg hørt meget slæt omtalt. Opløses
tinget, så giv dem for himlens skyld ingen ny plads uden
højeste nød. Ikke et eneste nyt valg-sted, uden
i yderste nød, hører du! Er der én plads at erobre
fra de liberal-nationale-reaktionære, så tag den I; er der
tre, så tag de to og giv dem én; men aldrig udover
dette forhold!

Og opgiv i Eders program, nej ikke engang tøddelen!
Hvær træde til med sit! Man akkorderer om slige fille-
grejer som pantser-skibe og andre pænge-sager; om or-
ganisations-love akkorderer man ikke; om
principer akkorderer man ikke. Inlagte seddel,som
jeg skrev i Neapel uden viden om eders samarbejde med
mællempartiet, inneholder den smør-prøve, som her bør
anvændes, - så synes mig. Den, som nu ikke for alvor
vil være med på en omdannelse af lands-tinget og som

SIDE: 72

ikke i dette vil se den nødvendige erfaring, striden har
givet den, den vil have strid fræmdeles, vil have stillestå-
ende grumsede aristokratiske vande og ingen fortflydende
klar fræmgang.

Der har regnet ned over mig breve fra danske bønder,
nu også fra en Sønderjyde, med tak og hilsen! Det har
gjort pokkers godt, kan du tro.

Jeg skulde væl gærne være blant eder! Men det er
vist i enhvær henseende for tidligt for mig at komme
til Danmark, æn sige til K.havn.

Nu går jeg snart til Berlin for der at tale om den
slesvig-nordiske sag med bladene dersteds. - For dig
tænker jeg ved lejlighed at skrive en liden artikel om
partier; en om tal har jeg skrevet; men den bør vænte
lidt. Hilsen til alle; men dennegang mest til J. A. Hansen.

Din ven
B. B.

Hvæm har I, som kan sige kongen følgende: Konge-
dømmet er ikke fræmtiden; historien siger os det, at enhver
regærings-form har sin missjon; denne er for kongedømmets
vedkommende vistnok ret snart til ende. Men det gæller
at bevare det så længe og således, at det uden støj og
uden tab glider over i det ny. Dertil er det nødvændigt,
at det snarest muligt sættes umiddelbart på folket, som
ællers falder fra. Dette er det Bismarck har gjort i
Tyskland; han har gåt forbi både junkere og byrokrati
og har sat det direkte på folket, og har dermed opnået
at gøre det populært midt i en forøvrigt revolutionær tid.

Hvæm har I, som kan sige ham dette, grejt, sant; ti,
ved Gud, dette er sanheden! -

SIDE: 73

TIL S. A. HEDLUND.

Schwaz, Tyrol 1875, 9de maj.

Kære Hedlund,
jeg ser med stor fornøjelse, at din "forsonligheds-poli-
tik" har fåt et hårdt stød, og at du måske nu personlig
har fåt lære, at bestæmte partier med bestæmt program
er det eneste moralske sæt at drive politik på i
et folk. At stå last og brast med et parti på bestæmt
grunlag af bestæmt program, det understøtter sag og det
danner karakterer; det annet er en elendig handel, en
bestikkelse i det små og store, og en bestandig fare for
alle sager.

Tager du denne lære til dig av dit rigs-dags-liv, så
er det gænnem dig til gagn for hele Nordens politik! -

Sammenlign nu du de danske folketings-mænd, hvis
politik du har funnet så "småaktig", sammenlign nu dem
med de stortalende svænske rigsdagsmænd, - hvæm
kommer tilbage fra sin ting-gærning med styrket karak-
ter og løftet hoved, hvæm kan træde op for sin vælger
med det ord: jeg har, det ved jeg, ståt inne for folke-
styre og frihed? Hvæm, den svænske æller den danske,
kan sige æfter ændt ting-gærning: jeg føler, jeg er vok-
set på dette ting, og en god sag med mig! -

Kan du få Viktor Rydberg til at skrive en teoretisk
artikel om "partier," med påvisning af, at de forlanges
af nutidens moralske og intellektuelle liv, så gjorde du
noget godt; ingen annen kan gøre dette som han. Jeg
vil sælv forsøge i Dansk Folketidende; men det blir en
liden praktisk artikel; her måtte en psykologisk opred-

SIDE: 74

ning til, grunnet i forståelse af vor tid i modsætning
til de foregående tidehværv, - og dertil har jeg ikke så
meget materiale samlet som Rydberg og på langt nær
ikke hans logiske, slående fremstillings-sæt. Partierne er
vor tids disciplin i vort politiske liv. Der gives al-
deles ingen annen. Vælgernes, bladenes slår ikke
til; - undersøg det, og du skal se! -

Du kan tro, jeg ærgrede mig over, at Stjernstrøm ved
kejtet opførelse slog "redaktøren" ihjæl, så den "pinte"
istedetfor at "befri", - og at han, straks fienden havde
udsåd den sæd, at stykket var en personlig hævn, ikke
straks som svar lod det udgive. Med glæde ser jeg, at
det vinner mere og mere ingang i Norge og Danmark.

Nu kommer jeg. Men jeg går ikke over Gøteborg,
hvis jeg ikke ved, at du er der og gærne vil møde
mig.

Hvad dit blad har været for mig i min udlændighed,
kan du ikke forestille dig! - Min familie kommer næppe
over Gøteborg; det blir for dyrt for os; det er en kost-
bar afstikker, når de ikke tåler at tage sjø-vejen. - Hvor
børnene er voksede; hvor godt alle nu til slut talte
Italiensk, og hvor tungt det dog i mange måder er blét
os at forlade syden og alt kært her i Tyrol. Og så
ved vi ikke hvad vi går imod! -

Kære, dyrebare væn, jeg længes så til dig! Men derfor
kan det nok hænde, at vi mødes først igæn om et år på
Aulestad.

Jeg ser et minister-skifte antydet i Stockholm, NB.
kun telegrafisk mældt, og jeg forstår det ligesålidt, som
om det mældtes, at kongen skulde takke af! Derimod

 

SIDE: 75

ser jeg med glæde, at kongen af Grækenland har måttet
give æfter, og at hans far i Danmark står foran den
samme afgørelse. Hilsen fra alle til alle!

Din
Bjørnst. Bjørnson.

TIL S. A. HEDLUND.

Schwaz, Tyrol 1875, 27de maj.

Kæreste væn,

i dette øjeblik forlader jeg Tyrol. Lina har været syg,
derfor har vi måttet opsætte vor rejse.

Vil du være så god at skikke bladet til Aulestad,
Gudbrandsdalen.

Tak for dit telegram! Men du er den skrækkeligste
politiker af alle; du lar høfligheden sejre over prin-
ciperne! Og (i forsvarssagen) lar du igæn, i glæde over
ét princip, tilbud gøre om at opgive et annet (du tar
gærne to års tjenestetid, når du får alminnelig værne-
pligt!) Skrækkelige mænneske! I Svænsker forekommer
mig i politiken at gå med store, vide frakker, som hæn-
ger om eder, og i lommerne at bære diverse champagne-
flasker, som I stundimellem lader springe for hværandre.
Alting skal være så rummeligt, så bekvæmt og så cham-
pagne-broderligt. Jo!

Kan jeg komme til Gøteborg, så gør jeg det.

Hilsen!
Din væn
Bjørn.

SIDE: 76

TIL FREDERIK HEGEL.

Berlin den 7. juni 1875.

Kæreste væn,

æfter al den sygdom og modgang vi havde i Rom, tænkte
vi at rekreere os i Neapel. Men atter sygdom! Så
kom vi til Venedig, og der fik Erling mæslingerne.
Så kom vi til Schwaz, og der fik Lina skarlagensfeber. Så
kom vi til München, og der fik Bjørn halse-betændelse, og
da de nu ænnelig er komne hid, så står sygdommen op
igæn, og vi må vænte her. Nu kommer vi til Malmø på
Mandag med dampskibet fra Stralsund; vi kan og tør
ikke før tage afsted.

Ja dette er blevet en kostbar rejse! Jeg begynner et nyt
afsnit af mit liv, når jeg nu kommer hjæm, begynner det
med at være gledet en 4000 Spd. tilbage.

Hvor her må arbejdes! Men så sandt Gud giver hilsen,
jeg skal også arbejde! Min eneste trøst, og det, som giver
kraft, er, at jeg ved, jeg vil have dig i baghånd. Ellers
er jeg nu meget nedslagen. Det er jo i meget gåt anner-
ledes æn jeg har tænkt.

Direktøren for dramatische genossenschaft sagde mig,
at jeg ikke skulde være utålmodig i Tyskland; det kom
altsammen. Mine stykker havde en bestæmt overlegenhed
over det, som alminnelig bydes. Han arbejdede med sikkert
håb om at slå igænnem, og han viste mig de mest smig-
rende skrivelser. Her i Berlin har jeg et navn, som jeg
ikke drømte om. Hils og tak Lobedanz, han har gjort
mere for mig, æn jeg har havt anelse om. Jeg er jo kænt
i Berlin omtrænt som i Norden!

SIDE: 77

Så har jeg da nu i otte dager her talt om den slesvig-
ske sag. Jeg har været hos dem, som står Bismarck nær-
mest, aller nærmest (f. ex. Lothar Bucher; men jeg øn-
sker ikke, at her skal nævnes navne), og jeg har fåt det
bestæmte intryk, at Nord-Slesvigs tilbagegivelse og udso-
ning med Norden er en ønsket og under visse omstændighe-
der en besluttet sag. Jeg tror, at dette intryk er usvigeligt.
Nærmere derom, når vi tales ved. Da jeg oplyste om, at jeg
havde breve og adresser fra danske bønder fra sågodt-
som alle danske provinser, hvori man udtrykker sin enig-
hed med det af mig opstillede program 1.) Nord-Slesvigs
tilbagegivelse, 2) Fri skole, fri kirke og valgfrit sprog for
rætten hele Nord-Slesvig over, 3) Fred og fræmtid med
Tyskland for alle Nordens folk, - så sagde hvær eneste
en af disse høje hærrer, at dette var lige så uvæntede
som kærkomne tidender, og at her lod nu noget sig gøre. -
Hvad Als angår, ytrede jeg, at uden dens tilbagegivelse
var der intet spørsmal om overenskomst, - og dertil
svaredes, at de militære vanskeligheder ved denne sag var
ikke så store som først tænkt. Det vigtigste var garanti-
spørsmålet, og det var ved mit forslag, forsåvidt
det blev det danske folks, utvilsomt tilfreds-
stillende løst. Jeg har talt med parlamentets måske
mest agtede mand, en af præsidenterne, og ord til annet
brugte han samme udtryk. - Frygten for Rusland
er her overmåde stor. Jeg skal idag igæn have et
vigtigt møde. Læs dette for Høgsbro. Men vær ællers
varsom med det.

Din væn
Bjørnson.

Bucher sagde mig, at sagen blev forhandlet nu, mens
den "svænske" konge var her.

SIDE: 78

TIL FREDERIK HEGEL.

Aulestad, Gudbrandsdalen 17 juni 1875.

Kæreste væn, usigelig tak for dit besøg i Malmø, kro-
nen på den ønske-stav du rakte mig, og i kraft af hvilken
vi gjorde hele vor rejse!

Vi mangler her en pakke med papir og andet, og dette
er, indtil det kommer, mit siste postark! Derfor kun dette:
i husandagt har vi takket den Almægtige og alle gode
vænner og da først og fræmst dig, for hvis væl vi har
bedt! og så har vi taget vor gård i øjesyn og er henrykte
over at finde den langt udover vor dristigste forvæntning.
Vi bliver deri mere styrket for hvær dag. Så give da den
Almægtige, at det går os godt her, og hvis han vil det,
at vi her engang lægger os til hvile fra et uroligt liv, hvis
siste halvdel her må blive fred! Jeg håber det! - Og så
har vi det ønske, at også du snart kommer hid og ser!
Ja, jeg ved, du vil blive glad og overrasket!

Tak for Maria Stuart; ved du: nu skal jeg gøre noget
af den og få den frem i Tyskland. Tiden for den er
moden; jeg føler det. Du skal selv se ændringen, jeg vil
gøre; den vil fæste intrykket stærkere af det gode, som
dog er i den.

Vil du være så god at betale en æfterregning fra Tyrol,
som Karoline glæmte at tale til dig om: 105 - hundre
og fem - gulden østerrigsk währung (papir). Det kan
betales i thaler. Adresse: hr. Franz Rainer, Schwaz,
Tyrol.

Tag tiltakke! Det er lidt; men Mjøsen er en lang vej,
dampskibenes fragtbåde har formeget at fragte, - vor

SIDE: 79

pakke må vænte, og ordentlige grejer vil jeg dog eje. Jeg
får væl låne; men i øjeblikket opdagede jeg først
min nød! - Om et par dager til skrive-bordet. Hilsen
fra alle! Hils Greensteen og dine børn!

Din
B. B.

TIL FREDERIK HEGEL.

Aulestad, Gudbrandsdalen, 25 juni 1875.

Du kære, du innerlig kære væn!

Så har jeg da ro i mit sind, svarende til den væl-
signede ro omkring mig, som ænnelig har vunnet! Opskak-
ningen fra rejsen, fulgt af den at møde vænnerne alle,
nyhederne alle, modtage gården, overskue den, få detal-
jerne, den ene æfter den andre, veje planerne, bestæmme
mig for de uundgåelige og de snarest frugtgivende, -
alt er nu gledet in i fred og klarhed, så åker-riksernes
skarpe melodier uden melodi er blevet frugtbarhedens,
vækstens arbejds-sang, der ener sig med gøkens ku-ku,
kirkeklokkernes kalden, salmerne i huset, børnenes leg,
hæsternes knæggen og køernes rauten til en idyl i mit
sind, som vokser med hvær dag! Her er min fræmtid;
jeg er glad som da jeg var gut, jeg har atter et håb som
da! Min mor kom idag, jubler som jeg ved stedets
skønhed, gårdens bugnende fylde i sommer-skrudet, mit
valg har været vælsignet, og den forholdsvis mindre
omkostning, som skal til for at få denne gård til en
af landets behageligste, år-visseste, rigeste, gør mig så

SIDE: 80

tryg og så taknæmmelig. Det til min ny bygning inkøbte
materiale lægger jeg hen, og jeg tager fat på gården,
til jeg har samlet andre kapitaler. "Fallitten" har i
München gjort en overordentlig lykke! Er det ikke
dejligt! Dette spår om, at den må komme til at gå hele
Tyskland over. Og da har den ævne til at betale alt,
hvad jeg skylder dig, alt! Herom håber jeg, at det ikke
mere kan være tvivl. Et stykke, som første gang på et
tysk hoved-teater har gjort sådan lykke, må være sikret
en tysk fræmtid. Spørsmålet var jo, om det passede
i Tyskland, ikke om det var godt; og det har vist sig
at passe. Ja, dette har løst en sten fra mit hjærte!
Dette har sikret også andre stykker en fræmtid.

Og nu må jeg styrte mig en svømmetur ud i forret-
ningernes hav med dig! Jeg skal senere sætte mig hos
dig og snakke videre.

[- - - - - - - - - -]

Her er det mest strålende vejr; alt gror i sjælden
frodighed; snart drager vi på sæteren, flere tusen fod
over havet. Her bor jeg allerede henved 1000 fod
over havet; men man kommer hid uden at mærke det.
Ja, jeg gæntager det, at slig lykke har jeg ikke følt,
siden jeg var en ung gut.

Har du husket at hilse fru Heiberg? Har det ikke
ståt i danske blade, så underret hende om at "en fallit"
har fåt en vidunderlig udførelse i München og har gjort
overordentlig lykke, hvormed jeg ser dens skæbne i
Tyskland sikret. - Gør det! - Herregud, hvor godt
det gør at have mor her, som er slig landmandinde, og
er så glad med mig! Og alle folk her er så snille mod os.

SIDE: 81

Det siste stykke om politik for iår har jeg just sendt,
næmlig en fræmstilling (forsigtig) om mine iagttagelser
i Berlin. Det vil mishage dem, som tror, at man kan
få Slesvig igæn med uvænlighed og krig; men behage
dem, som vænter alt af fred og vænlighed. Jeg holder ikke
af vor konge; men at han skal få onde ord fordi han
i Berlin har gjort eder alt det gode, han kunde, det er
hårdt, og det er tåbeligt ikke at skønne, at han der
ænnelig engang har slåt in i den germanniske toneart,
den eneste, som kan bringe Tyskerne til at høre.

Din innerlig hengivne, sønligt hengivne
B. B.

TIL S.A. HEDLUND.

Aulestad, Gudbrandsdalen 26de juni 75.

Allerkæreste væn!

Det blev for dyrt at gøre en eneste sving længer,
sælv om det var til dig, - så meget kostede os den
siste rejse med sygdom på hvært større sted fra Neapel
til Berlin, mæslinger, skarlagensfeber (Lina), halse-betæn-
delse (Bjørn), mave-onde overalt og næsten hos alle.

Hvad jeg bedrev i Berlin får du annetsteds at se.
Vor konge var der udmærket. Men han gjorde intet
tillidvækkende intryk. Jeg havde al møje med at for-
klare hvorfor, mens jeg på det ivrigste forsikrede, at han
følte dybt og helt i det tyske-nordiske fræmtids-spørs-
mål. Bismarck sagde om ham, "at siden Peter den tredje

SIDE: 82

(eller Paul den tredje af Rusland, den gale kejser, jeg
husker ikke hvilken er hvilken og gider ikke slå æfter
i den souveræne galenskabs historie) har ingen fræm-
med potentat været så enthusiastisk for Tyskerne og
deres gærninger". - Man syntes ikke i Berlin straks
at ane ironien i denne sammenstilling; ti man sattes i
en art forbauselses-stan over, at de havde en væn no-
getsteds; man er kun vant til at have fiender, - og
derfor slugte man Oskar hel - og fik bagæfter
mistillid. Nu aner man væl ironien! Men om han
overalt er en smule af en nar, han mener det væl her,
og er den første nordiske fyrste, som her har gåt den
rette vej, lige siden den slesvigske sag begynte. - Man
var i Berlin mageløs mod mig! Selv de, som leende
sagde mig: "jeg er forbudt at tale med Dem om den
slesvigske sag", sad i dyb passiar med mig om den innen
få minutter. Oskars flok havde naturligvis lagt ondt
for mig, da den hørte, jeg var kommen og havde søgt
folk; men ænden blev sannelig, at mig trodde man og
dem ikke. Herregud, der skulde hæller ikke stort til
forat skønne, at jeg mente det, som jeg sagde, og
havde beståt ild-prøven: den at lide for det, man ælsker.
Jeg fik høre alt!

Bismarck vil af med Nord-Slesvig, om han skal kaste
det i havet. Kejseren holder igæn og folke-stæmningen,
to tunge magter; men de holder alene på Als, ræsten
vil alle ofre. Her er et mællemforslag at stille: Hørup
hav som tysk flåde-havn og fæstning. Men dette vil
ikke jeg, og næppe nogen Nordbo stille. Skal Als nåes,
må det ske derigænnem, at Tyskerne får tillid til os.

SIDE: 83

Annen vej gives ikke, "det skulde da være dura
necessitas". Man har rædsel for Russerne! Ordet "ræd-
sel" passer fuldkommen. Det eneste i værden for dem
er at tage tilflugt til os og få den samme rædsel in i
os. En duelig mand kunde i denne stun, den korte
fredens stun, gøre overmåde meget. - Man oplyste mig
om, at Russerne modarbejder en dansk-tysk udso-
ning. Hvor lidt Danskerne kænner sine folk! Dette må
du ved lejlighed oplyse om. Det er af den kom-
petente kilde, at jeg ved det. Rusland modarbej-
der hvilkensomhelst tilnærmen mællem Norden og Tysk-
land; "og dette land må holde på Rusland, fordi Nor-
den står som det står; stod Norden annerledes, var
alting væl; Nordens historiske og geografiske stilling til
Rusland kan i forbund med Tyskland sikre Germanerne
mod enhver fare." Ved lejlighed skal du oplyse, hvad
jeg fra kompetent kilde ved, at i general Moltke har
Danmark en ven, der fast tror på, at alt snart skal
blive godt igæn, og Norden deres allierede mod Rus-
land.

Jeg skal hilse Rydberg og dig fra landskabsmaler
Bagge, nu v. Bagge (slægten er virkelig en gammel
adels-slægt); han er udmærket gift, og en mageløs svi-
gerinne bor i huset. Han har det fint, men stille og
skønt hos sig. Han arbejder fra morgen til kvæld; det,
han arbejder, er forudbestilt og til høj pris. Han græd
som et barn, når han talte om, hvor godt Gud havde
ført det for ham. Men hans gode hjærtelag og dybe
sind fortjente en bedre skæbne, - og han har den nu.
Jeg var daglig hos ham, jeg ælsker ham, og som han

SIDE: 84

kan synge en nordisk vise for den, som kommer sand-
tørr fra syden! Ja, han tog mine tårer ud hver gang! -
Han bad mig hilse eder så hjærteligt. Han er så trofast,
den kære Bagge! Hans adresse er Schønebergerufer 41,
Berlin. Send ham et visit-kort med erindrings-tegn; det
vil fryde ham, og sender Rydberg ham et par bøger,
så glæmmer han ikke dette sit liv igænnem.

Og så Aulestad! Ja, væl havde jeg hørt, at det
var Gausdals bedste gård, og Gausdal kappes med Hede-
marken i jord og overgår det i skog. Men gårdens
herlighed overgår al min forestilling! Natur-skønheden
er henførende; vejen hid magelig, klimatet vidunderligt;
her ænnelig blir Karoline frisk! Nu skal jernbanen gå
gænnem Gudbrandsdalen, håber man, og med en side-
linje in i denne Gudbrandsdalens frugtbareste dal. Til
sæteren, bygdens bedste, har jeg tre mil. Og der et
eget fiskevand, hvori ørret. Gården selv er liggende i et
bakkehæld og ender på en stor flade, der med én gang
stuper brat og dybt ned mod ælven. På andre siden af
denne ligger, blandt gårder, min skog, og i denne mine
husmands-pladser. Men skogen går op mod åsen og
over denne og langt bortover og nedover igæn. Går-
den afgrænses af en bi-ælv til Gausa, som heder Næverå,
den danner en dyb dal, stærkt skogbevokset og roman-
tisk; den ene side ejer jeg, den andre folkehøjskolen,
d. v. s. Per Bø, Kristofer Janson, Christopher Bruun og
Frits Hansen. Altså er denne herlige dal med sin her-
lige skog sikret mod åvirke. Nede i Næverå-ælven styr-
tebad. Gårdens store frugtbarhed kommer deraf, at den
er den underste, og store gårde ligger over den i bakke-

SIDE: 85

hældet (mellem disse kirken), og disse gårdes gjødning og
fedme er i århundredernes løb med hjælp af tre bækker og
meget annet jord-vand, samt regn og sne gledet udover min
gård. Fire statelige Svensker, som bryder jord her, rigtignok
på gårdens frugtbareste grun, forsikrer mig, at her er tre
plouger ovenpå hværandre med mad-jord. De har alene
på Hedemarkens bedste gårde set magen. Gården har
ubetydelig med sten at bryde op; det er kun at tage
nogle (ikke mange) grøfter; ti det meste har jo hæld-
ning af sig sælv, og når man på de fleste steder bare
gødsler æfter pløjningen, så har jeg over hele ejendom-
men frugtbarhed og plads for maskin-drift på ager og
æng, og det fuldstændigste væksel-brug igang. Med unta-
gelse af gødsel-køringen går den meste køring ned-
over, da husene ligger næsten ved fladen. Mit ny hus
skal ligge på et fræmspring ved ælven, omringet af
skog og med udsigt bag over, d. v. s. til højden hvor-
under min gård nu ligger, altså til kirken og dens om-
givelser, de store, brede gårde under de skog-klædte
åser; til vest ser vi over ælve-løbet i vidunderlig rig-
dom af skog, gårder og åser med bløde linjer, og til
øst mod et alvorligere, d. v. s. skog-rigere altså dunk-
lere parti, og til nord, d. v. s. lige foran sig, ser vi fra
det ny hus, når det kommer, til skogen min, husmands-
pladserne, mange gårder, og ned foran sig i elven, i
fossen lige under huset, til fabriken, en stor klædes-
fabrik med mange huser.

Det første, jeg gjorde, da jeg kom og fik se al
denne herlighed, og hvad her kunde gøres, og det
med få midler (højst 5000 Spd.), det var at beslutte:

SIDE: 86

ingen ny bygning på de to første år; - men ny inred-
ning i fjøset, større lade med tiden, bedre gulv i borge-
stuen (for folkene), varmere kældere i vor midlertidige
bolig, og 10 mand på jorden hvær dag. Og nu
går det! - Min styrer, atter en Svensker, er en så duelig
karl, at man her overalt siger det, at de virkelig ikke
har sét en slig før. Og jeg tør sige, at den mand hol-
der af mig. Og så hus-holdersken, et ældre bonde-
fruentimmer, højere end mig, med et ædelt åsyn, stille
tale, rak gang, kloge, gode øjne; jo, hun kan holde det
i lag! Det er Per Bø, min nabo til høgre, som har
sat hænne hid ud af sit eget køkken og spise-kammer,
og hun "trivs her", siger hun. Nu, - jeg kæler også
for hænne! Jeg inreder et eget rum til hænne, gør det
varmt i brygger-hus, køkken og gang, lægger spring-
vand in, tætter kælderne og skaffer staburet istan, både
hvad hus og inhold angår. - Min mor er kommet, hun
er lige så overrasket som jeg over hvilken gård jeg
blinde barn er kommet til; hænnes glæde er ræt en
moders! Og vi samler os til bøn, og vi takker Gud
Herren, den alt givende, og min gode far og mine væn-
ner i Norden, som har skænket mig dette. - Når nu
alt kommer op, som her ligger nede, og vandet af alle
disse bækker er ledet udover ejendommen, huserne repa-
rerede, - så begynder jeg, hvis Gud vil, at bygge;
materialet må ligge til da. Altså tænker jeg, at har
jeg idag henved 40 malke-kør og 7 hæster godt fodrede
(Jørstad havde 50 malke-kør og 10 hæster slæt fodrede
og med korn-køb til), så må jeg om tre år æfter dette
have 60 malke-kør og 8 hæster, og om 6 år, når alt

SIDE: 87

har fåt hævd, 80 malke-kør. - Og det på en gård, så
lætvindt og behagelig, at den så at sige styrer sig sælv.
Hvært tiende år kan jeg ved siden deraf tage for 10, 000
Spd. netto af skogen. Dette er sikre beregninger, som
enhver kan gøre æfter mig. Hovedbygningen her er ikke
slæt, når den sættes istan. Janson skal få den til logis-
hus; den vil som sådant kunne tage en fæmti gutter
eller jænter, og mel, mælk og kød til dem, solgt direkte
af gården i vinter-tiden, vil blive en let fortjeneste. -
Så mener jeg at ville bygge på sæteren for syge som-
mer-gæster; tømmeret er alt kørt fræm. -

Dette er mine glæder! Nu mine bekymringer! De er
ikke store i forhold, de skygger over intet af min glæde,
den jeg ikke har følt så ren, så uskyldig, så uforstyrret,
siden jeg var en gut i mine første skalde-drømme; men
jeg må dog hviske dem til dig, du kære; kanske kan
du give mig et godt råd, æller ænog hjælpe mig.

Jeg har en obligation på 19, 000 Spd. med pant i
min ejendom i Kristiania, som ejes af en meget solid
mand. I fæm år intet afdrag; men betalt må den være
inden tyve. Sælges tomter af ejendommen i Kristiania
(dens pant), så flyder beløbet ind i kontant, ænten det
hele beløb, æller største delen, jeg husker ikke hvilket.
Og tomterne her er let sælgelige, straks Kristiania
kommer op igæn af den øjeblikkelige krise, hvori det
nu står fast. Dette er obligationen.

Kænner du i hele kristenheden, d. v. s. den prote-
stantisk-lutherske en så mærkværdig mand æller kvinne,
som vilde købe dette uhyre af mig, så skulde jeg ikke
alene skænke vedkommende 1000 Spd. i ren fortjeneste,

SIDE: 88

altså give slip på 1000 Spd.; men jeg skulde stille kau-
tion for obligationens værdi.

Min drøm er den: at betale hvær smitt og smule på
ejendommen, så jeg ejede den som min hat.

Her er nu den overordentligste pænge-nød; årsagerne
kænner du. Kan jeg ikke få solgt, så må jeg låne et
par tusen, og er rænterne 7%. Kan du skaffe pænger
billigere? Spørg Frisell, som du må fortælle op af
dette brev!

Her er megen moro på gården over, at man har fåt
flere hundre læs gødsel, som den forrige ejer har glæmt
(der grodde græs over beholdningen!) og ved at bryde
op fjøs-gulvet, som må lægges nyt med ny inredning,
fant vi ænvidere henved tusen læs af den allerhærligste
gødsel!! Op med markerne og ud med gødselen, det
er nu her dagens tekst, og hæster og folk arbejder fra
4 om morgenen til otte om kvælden dermed under min
prægtige Svenskers strænge, men stille førelse. - Du og
nogle af dine kan lige så godt komme op og besøge os
iår, d. v. s. straks, som i det næste. Her er lige så
færdigt iår, som i næste; ti Gegerfelts 10, 000 Speciers
bygning (hvilken letsindig satan, at han sætter mig i
slig udgift!) kommer ikke op på to år; den er for dyr
til det, - dette er også, som jeg nu hører, grunden til,
at man har søgt allehånde udflugter forat opsætte det,
til jeg sælv kom og overså situationen. Janson må også
kassere sin bygning og tage en anden og billigere; ti
Gegerfelts tegning er henved tre ganger dyrere æn
opgivet (hvilken letsindig satan! Han burde i det minste
tilbagebetale den fattige Janson honoraret). Om to år,

SIDE: 89

vil Gud, så bygger jeg. Materialerne er her. - Spørg
ham, om ikke konstruktionen nu kan gøres noget anner-
ledes og billigere, siden materialet altsammen er blevet
tørt. I så fall gøre han det! -

Ja som sagt, du kan lige så godt komme straks som
til næste år! En glædes-dag skulde det sagtens blive!
Christopher Bruun præker her hvær søndag nu; du skulde
hørt ham! Han står i kor-døren ved et bord, så taler
han, så synger menigheden, så taler han igæn; det hele
er en stille time med Herren, til klarhed og til kærlig-
heds-offer, uden brask og vrøvl. Jansons bor med os i
samme hus og i en broget sammenblanding af unger
og mad-stell; skal snart flytte op på nabo-gården, tusen
skridt herfra. Frits Hansen bor en fjærding borte, Chri-
stopher Bruun oppi bakken her. Vi har herlige stunder
sammen, og Per Bø er da med, samt fri-skole-lærere,
som kommer og hugsvaler sig i vort samfund. Sigurd
Blekastad er her hos sin Lina; de giftes til høsten. - Nu
kan Erling køre! Bergliot er fuldstændig en gut. Hun
siger altid: "når jeg blir gut, så vil også jeg gøre så."
Og når jeg siger: "hvæm av guttene vil gå?" svarer Berg-
liot: "Jeg!" Bjørn er så ælskværdig og morsom. Ejnar over-
glad i alt det ny. Kys dine fra mig og mine! Herren
være hos eder!

Din
B. B.

Har du sét "fallitten" gøre stormende lykke i Mün-
chen? Dette betyder, at jeg må blive en formuende
mand på den. Den går i Tyskland som original-arbejde. -
Tak Rydberg for marmor-kejserne. Sig ham fra mig,
at hans vidunderlige stil er mig lidt for romansk-

SIDE: 90

oratorisk à la Tegnér, med for mange antitheser og andre
smæld-bonbons. Men hvilken fynd, hvilket sjæleligt syn,
og hvilken glødende frihedstro og despothad! Hils!
hils! hils ham!

TIL JOHANNE LUISE HEIBERG.

Aulestad, Gudbrandsdalen 1875, 28de juni.

Kære søde dejlige mænneske og frue!

Når jeg i fordums dager så Deres håndskrift, blev jeg
så glad, når jeg nu ser den, farer det i mig; ti jeg tæn-
ker på det udtærede væsen med de brændende øjne,
som mænneske-kærlighed og fin pligt-trohed drev til at
trælle til siste kraft med brev-skriveri som med annet
tilhæng til livet. "Nej, nu har hun fåt et anfald af tak-
næmmeligheds-følelse igæn!" tænker jeg omtrent som vi
i Rom talte om: "idag har hun atter sit feber-anfald!"
og jeg er ved at ynke Dem, som jeg ynkede Dem, hvær-
gang jeg hørte om feberen. - Ja, dertil har De bragt
det, skrækkelige hensynsfuldhed (Deres titel; ligesom
Deres ærværdighed til præsten, højærværdighed til prov-
sten, højvelbårenhed til amtmanden, siges: "Deres hen-
synsfuldhed" til fru Heiberg) - dertil har De, min sjæl,
bragt det, at det giver et ryk af skræk i mig, når jeg
ser Deres håndskrift! Forvovne dyd! Bliv i dit tæmpel!
Vov dig ikke ud i blæk-smøre og på hvidt! Led os ikke
i fristelse!

Altså: jeg skriver Dem et brev, som De ikke behøver
at svare på, ti det handler om ingen ting. Kun dette i

SIDE: 91

tirrende fortrolighed: her går ingen dansk vind, men
hvær middag en velgørende svalning. Her er ingen
hængende halv-grå himmel; men højt under taget. Samme
fornæmmelse som De, har også jeg havt æfter hvær
hjæmkomst fra Italien, når jeg stansede i Nordtyskland.

Her er natur-skønt; alligevæl er præget tæmmelig al-
vorligt (skog-åserne lægger mørk farve oventil, og ælve-
blinket nede i skog-bunden i dalføret er sparsomt; altså
mørkt foroven på bægge sider, mørkt nede i dal-føret
under os; ti der er også alt skog, og sælv den lyseste
skog er på avstan mørk). Men åserne har melodiske
linjer, gårdene i bakke-hældene bortover lyser af vælstan;
langt ser man udover og indover, bugtende går det, og
stille er det, intet pragt-syn, jævnt, men ikke lidet. Og
over os en gård-række med kirken i sin midte og under
os den dybe ælve-bund, omkring os graner og asp og
birk i broget pragt; det lugter gran og furru af hæn-
derne, når vi går i skogen en liden stun, lugter flere
timer æfter. Ælv har vi også på siden af min ejendom,
og der et dalføre, som hører til det yndigste, jeg i den
smag har set. Gården har en frugtbarhed, som gør den
til en af de bedste i Norge; ti den er letbrugt, fed, har
en mageløs sæter med fiske-vand, og er i alle dele til
at leve og dø på. Og begriber jeg ikke, hvorfor jeg så
længe har levd i en by! Her er uskyld over mine tan-
ker, fred over mit sind, gudsfrygt i natur-talen; her er
vænner, stæmte som jeg, givende klang af samme ønsker
for liv og samfun. . . Her er godt at være!

Før jeg kom hid, var jeg i Berlin. Hele mit syn på
det slesvigske spørsmål og den tysk-nordiske fræmtid

SIDE: 92

fik jeg her igæn. Man er klar og grej i Berlin. Fortæl
Krieger én ting: Danmark har ingen væn i det
russiske hof. Den russiske politik skiller Danmark og
Preussen, alt den formår. Man har på det klareste over-
bevist mig derom. Der blev sagt mig sådant som: "skaf
os fuld sikkerhed for, at i fall Russerne bryder in over
os, så hjælper I os til siste mand, og I skal få se, hvor
stor pris vi sætter på den russiske alliance!" De har
rædsel for Russerne, akkurat som jeg havde her i mit
hjæm! Rædsel, rædsel! De hånede det danske diplomati,
som før trodde på Frankrige og nu på Rusland! Dersom
Rusland ikke var så ivrig i at holde Tyskland og Nor-
den skilte, så havde man kanske i Berlin mere tro til
Rusland overhovedet. Men Rusland ingyder frygt også
forsåvidt. - Jeg tør og vil ingen detaljer give, ti de
talte med mig som med den, der har lidt for det syn,
jeg lagde fræm, og som var deres eget in i det innerste.
De talte såvidt muligt uden omsvøb, men det blev flere
ganger sagt mig, "at dette er ikke for aviser; det er
for de mænd alene, som arbejder for samme fræmtid
som vi". -

Jeg fik det mest fortvilede intryk af slæt dansk
diplomatisk ledning. Hån, hån, hån lå over omtalen
af bestæmte personligheder. De vover ingenting, de
vil ingenting, der finnes ikke et initiativ iblant dem! -

Man sagde åbent: dura necessitas (den tvingende nød)
kan få os til at give Als og hele den linje; - men ællers
alene dyb tro til eder, at I tænker på os som på brødre
og ikke som på røvere; - og at I tænker noget mindre
på Franskmænderne. Er det ikke naturligt?

SIDE: 93

Også for Slesvigs skyld sad jeg i Berlin og tænkte
på et folkeligt ministerium i Danmark. Et sådant er
germannisk med folke-germannisk syn; et nationalt-libe-
ralt med godsejerlig farve er født romansk fra latinskolen
af, er fransk-sværmende fra moders-mælken af.

Vor konge var eders virkelige væn i Berlin, det sagde
man mig overalt. Man trodde på hans ælskovs-erklær-
inger; men ikke på personlighedens begavelse og konse-
qvents; man er skarpsynet i Berlin! Jeg kunde sagt Dem
en ytring af Bismarck; men vil vænte, til den blir noget
ældre.

Jeg har nu åbnet mig adgang for den slesvigske sag
til et par af Tysklands inflydelsesrigeste blade; den
blev mig tilbudt, og dette er mere æn nogen nor-
disk mand til dato har opnåd; viser derfor, at stæm-
ningen os angående er en annen nu æn før. Man vil
noget! Hermed nok!

Min gårds besætning (De må jo vide det!) har styre-
ren reduceret til henved 40 malke-kør og 8 hæster; den
vil om tre år have 60 malke-kør og 8 à 10 hæster, og
dens normale besætning blir, når gården er i fuld drift,
80 malke-kør. En skog har jeg, som hvært tiende år
gir 10,000 Spd. kontant, æller 1000 Spd. om året; men
som alene er at udtage hvært tiende år. Sæteren vil jeg
forvandle til et sanatorium; men først æfterhånden; den
er Gausdals skønneste og bedste, og der kan om to år
køres helt fræm, hvor den ligger i en skog (sjældent på
sætrene!) ved et fiske-rigt vand, bedækket af holmer.
Derop tager jeg okser til fødning. -

[- - - -]

SIDE: 94

Hils de tre letsindige! Bjørn er nu arbejdskarl; men
han er sød. Hils! Lev vel!

Deres
B. B.

[- - - -]

Nu vilde jeg, at De rustede Dem til (i tankerne natur-
ligvis!) engang at komme herop til os, så vi ræt kunde
kæle for Dem. De er jo ikke færdig med visse ting,
De skal skrive; De må have Deres nærver i bedre stan!
Kanske trænger De også råd over ét og annet, man
sælv har tabt skønnet på, fordi det ligger alt for nær,
- om det er for offentligheden eller ej; om det har den
kærne, som sætter spire, æller kun værd for den, som op-
levede det; og om formen overalt også er inholdets,
d. v. s. dettes naturlige gang og klæde. Og jeg står
rede, så langt jeg strækker! Jeg mener om min smag,
at den er mere af fræmtidens æn de mange kritikeres
i samtiden.

Deres væn
Bjørnstjerne B.

Hils fru Thoresen hjærteligt.

TIL JOHAN SVERDRUP.

Aulestad, Gausdal 10de juli 1875.

Kære Sverdrup!

Da jeg kom hjæm, hørte jeg af vor væn Mejdell, at
du tænker på at lade være at modtage valg næste gang.

Jeg hørte imidlertid i Kristiania som på rejsen opover
(ænog af amtmand Kyhn) og nu her, af bygdens mænd,

SIDE: 95

af de mange gæster, som daglig sér inom: at bedre æn
du nu står, har du aldrig ståt. Derfor er øjeblikket for
en tilbagetræden ubetinget urigtig valgt.

Berner fortalte mig, at allerede på næste ting tænkte
du på at frasige dig præsident-posten. Deri har jeg
sælv været enig. Men nu, da jeg ser, at du trods den
har fullstændig frigjort dig fra hænsynene til dem, der
ikke forstår at holde et parti ihob, - så inser jeg ikke,
hvorfor du skulde frasige dig præsident-posten. Valgt
til præsident som Johan Sverdrup, og ikke som fører
for et flertal, har du al ønskelig frihed trods den.

Dette vil jeg have sagt dig, fordi jeg ved, at du tager
hensyn til den ændrede stilling; du er ingen princip-
rytter; men en praktisk politiker.

De, som har forladt dig og derved vunnet sagerne, de er
faktisk de slagne; du, som har ståt fast og tabt, du er den
sejrende. Et sådant øjeblik vælger man ikke til at vige i;
men nytter det til at stå som fane-tegn for de nye valg.

Betegnende for opfatningen er, at hr. Salomonsen,
som var ombord på dampskibet, kom til mig og æfter
ænkelte inledninger udtalte - sin beundring for Johan
Sverdrup, "som aldrig har ståt højere æn nu".

Skulde du ville lufte dig i sommer-heden, så var det
mig en stor glæde at se dig her nogle dager i al stil-
hed. Hedlund har just været her. Tæt ved mig bor
Christian Fougner, som du også burde søge; han taler
smukt om dig. Her er nu bare vænner; men du behøvde
ingen af dem at træffe, om du så ønskede.

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 96

TIL DIKKA MØLLER.

Aulestad, Gausdal 15 juli 1875.

Kære fru Møller, idag på Ejnars fødselsdag kom brev
fra Dem til mor, som imidlertid er rejst på sæteren.
Men derved minnedes jeg Dem igæn så stærkt, at nu må
jeg tage mig tid til at skrive Dem til, og således også
fejre Ejnars fødselsdags-fæst på afstan; ti også han er
på sæteren.

Hidtil har jeg været delt mællem gæster, gård og en
fortælling; den siste har måttet ligge under; men nu lader
den til gængæld begge de andre ligge under. Imællem
dem alle dette forsonende brev, som hværken gæsterne,
gården æller fortællingen har noget imod.

Vi lever her i megen glæde, fordi her er alvorligt og
skønt i naturen, en bred fjæld-dal med sin stærke skog
på modsatte side, sine gårder højt opover på denne og
sin elv mællem begge sider i en dyb nedsænkning. Mæn-
neskene er tunge, men dybe, stilheden vidunderlig!

Min gård, jeg begynner nu sælv at forstå det, kan
blive bygdens bedste, og da Gausdal hører til landets
frugtbareste bygder, så forstår De, hvad dette vil sige.

Ejeren har, for at få den tilbage, budt min sagfører
den af mig valgte tomt med tilliggelse, alle mine med
flytningen havte omkostninger og erstatning for det på
gården udlagte, og om muligt mere, hvis jeg forlanger
mere. Man kan deraf skønne handelen.

Sæteren er Gausdals bedste, og da atter her Gaus-
dals sætre er berømte, så må den jo være bra; jeg har
ikke været der. Således er en blind kommet til det,

SIDE: 97

og dette fund styres nu af en ualmindelig flink mand, der
skal afløses af min hustrus bror, der på en af landets
største gårde (Tjærne, Ringsaker) gænnemgår en øst-
landsk gårdsdrift æfter at have sælv styret med et lidet
væstlandsk brug og været en vinter på landbrugsskole. På
Tjærne roses han meget, og på besøg her gjorde han
intryk af begavelse, kundskab og innerlig tækkelighed.
Han har Karolines dygtige natur.

Så hjælpe da Gud videre, han har ført det vidunder-
ligt i alle stykker!

Karoline kommer sig her med hvær dag. Men hun
klager over kulde. Bjørn er en tækkelig, begavet gut,
som nu skulde få orden i sine kunskaber og ænnelig
begynne en systematisk kunskabs-øgelse; jeg tror, han
blir kunstner. Ejnar er en trofast liden knokkel-kæp,
som engang vil støtte os alle sammen. Erling er en
såre solid liden en, som jeg mener skal blive bonde, og
Bergljot er der fare ved, så vild, så vakker, så lidenska-
belig, så kærlig hun er.

Her må arbejdet kunne komme til at gå. Har jeg
havt min forberedelsestid, så må dette blive en stille gyde-
plads efter rejserne gænnem tanke-oceanerne derude;
men ud igæn vil jeg tæmmelig snart og tæmmelig ofte,
dog hæræfter mest til Berlin, hvor jeg fant det alvor-
ligst, stærkest, sannest, kort det ånds- og karakter-liv
jeg liker, om jeg just ikke altid liker det, hvorpå
det arbejder. Men er det noget, man på rejser lærer,
så er det, at der er flere dogmer til æn mine, flere for-
mer, flere ærlige viljer, flere høje mål, flere veje til det,
vi alle ælsker. Jeg undres over forkætrelsen herhjæmme,

SIDE: 98

over den mangel på ånd, den modstan mod ånd, som
vort lille liv lider under. Og den kristendom, vi har!
Som tror på en almægtig Gud, men i den grad mistvi-
ler om det liv, der leves under hans varetægt, at de
tror det fører i undergang på alle hold, så der er kun
ét, de trøster sig til, det er dommen, som en gang skal
tilintetgøre den onde verden! Fordi jeg tror på Gud,
tror jeg også på menneskelivet; fordi jeg tror på
kristendommen, tror jeg også på dens magt til at rejse
denne værden, hvis fræmgang ikke er dens fiende, men
nætop født af dens åndsfrie oplysning. Hvad der er
den fiendtligt i fræmtids-viljen, er det mere i form æn
i inhold; sælve den socialistiske lære er i sin idé bety-
delig mere i kristendommens væsen æn den nuværende
stats-doktrine, der hviler på egenkærlighed. Jeg mener
det fuldt ud, at kristendommen (men rigtignok i en an-
nen opfattelse æn den nuværende dværg-bjærk-norske)
skal føre værden både til frihed og store oplysnings-
fund, og i denne tro er jeg glad i min Gud, den alt
ledende, den alt omfattende.

Jeg har nu fåt in over hundre læs hø; idag slås klø-
veren og thimotæien af syv mand på rad; det er vakkert
at se
 Når vi er færdige her, skal det gå løs på sæter-
slåten, som skal være meget rig og stor. Og så har
jeg en avlsgård længer oppe i fjældet bag mig, som er
ufærdig i høj grad, men hvor jeg agter at sætte tre
folke-højskole-husmænd. Jeg pynter nu op drengestuen,
der skal blive som de vakre, lyse bondestuer med til-
liggende rum; således et særskilt for fjøsmanden, et for
snedker-arbejdet, et for håndværkerne, et for arbejderne.

SIDE: 99

Jeg lægger springvand in med flere vaske-vandsfad faste
i væggen og håndklæde-ruller på sin amerikansk. Fjøs-
manden er fra oktober en folke-højskole-mand (en virke-
lig digter, hvis ting jeg har læst med fornøjelse; han er
udlært både på landbrugsskole og i mejeri, og tager nu
dette af kærlighed til os, til hvæm han vil fæste sin
fræmtid). Han skal læse bordbønnen og holde opbyg-
gelse med folkene, og jeg besørger det sælv æfter ævne
her inne. Men kommer den tid (og med Guds hjælp
vil den komme, jeg er så viss!) at alle husmænd, alle
tjenere blir folke-højskole-folk, da slutter vi os sammen
ved bord og opbyggelse, og da først er jeg blevet hus-
bonde på en norsk gård. Hils Møller og kom begge til

Deres væn
Bjørnstjerne B.

Tak for brevet, som så med to store, tårefulle øjne
på mig, idet jeg fæstede fod i vort hus! Tak Deres hus-
gud, som ingav Dem dette! -

TIL SOFUS HØGSBRO.

Aulestad, Gausdal 1875, 15de okt.

Kære Høgsbro!

Det har ræt bedrøvet mig at se pastor Clausen blive
æstetisk med Birkedal. Det kristelige kræver sanhed
i enhvær stilling, følgelig også i den politiske. Men som
politiker er man sand, når man retskaffent fræmmer de

SIDE: 100

forelagte sager, og kan man dette ved at gå i parti med
annerledes-troende, så skal man gøre det; ikke at gøre
det og af den grun forspilde ænten sælve sagerne æller
i alle fall sin inflydelse på dem, er usant, - så skønt
det kan tage sig ud for en æstetisk samvittighed at
vide sig stående afsides med øjnene på idealet, uafbrudt,
uafvændt, ligegyldigt om sagerne derved tabes æller ej.

Lige så usant det er i politiken intet at ville tage,
når man ikke kan få alt (usant, fordi man i forhand-
ling med mange, og i forholde, som man ingenlunne
kan hærske over, fornuftigvis må rådspørge virkeligheden
og ikke bære sig ad som kommanderede man både
personer og forholde), lige så usant er det at forsmå
parti-sammenkomst, parti-forhandling med dem, som kan
fræmme vort program, helt æller stykkevis, - forsmå
det, fordi disse mænd ikke hører samme præst som vi
æller tænker som vi om dåb og nadvære. Hvor længe
skal det vare, før man fatter, at sådan tænkemåde er
usand æstetisk schønthuerei for sig sælv (og andre?) og
ikke den frimodige grejhed, som kristendommen skulde
udruste os til.

Om jeg skulde dø imorgen, måtte jeg sige det idag,
spurt derom, at æstetiken har voldt dette i Birkedal
(som så meget annet!) og tungsinnet har voldt det i
Termansen, som dette i det hele har givet ham hang
til mysticisme; og halv pietistiske afsondrings-lyster vil
udvikle sig mere i ham, jo ældre han blir.

Hr. Appel skulde jeg gærne ville give et kursus i
historie. Åbenbart har kongernes missjon været den:
at skytte de små mod de store. De skulde virke homø-

SIDE: 101

opatisk; de store skulde gives noget større. Denne mis-
sjon er ændt. Dens siste fullgyldige repræsentant, den
siste konge, "roy", var Ludvig den fjortende. Han levede
længe nok til at vise, både hvad kongedømet skulde
være og hvilke farer det gæmte. Alle kompromisser,
man siden har gjort med det, har ført til - forbun
mællem kongen og de store. Hvorfor? Fordi bægge
nu har nok med at værge sine privilegier, sit fødte over-
tag, rigdommens, den fræmmede dannelses; kongedømet
er idag en assurance-kasse for to à tre stænder (æfter
forholdene i de forskællige lande) - stik mod sin mis-
sjon af "Guds nåde"! Kan Appel ikke se det, så skal
jeg en dag nå ham og bringe ham til at se det. Og
kan jeg det ikke, så kan udviklingen det; ti den kra-
bat er meget ubønhørlig, og Appels alder er væl ikke
så meget stor, at han ikke før sin død skulde høre
det banke på døren af et forbud for den rejsende, som
skal evigt videre. At opfatte historien som en gænta-
gelse er en meget åndløs opfatning. Hvad den har
brugt, har den brugt; det hænger i en stun, i kraft af
tradition og pietet: men at klamre sig til det vrag, an-
nerledes æn som til et ceremoniel, dertil råder jeg ingen
mand med sælvagtelse.

Før jeg ænder mit brev, som du gærne kan meddele
vedk. stykkevis æller helt, hvis du tror det rigtigt, må
jeg få gøre en tilføjning om det kristelige i politiken.
Det kan aldeles ikke være som politisk parti-danner, at
det kristelige skal optræde; ti man kan i kristendommens
ånd være konservativ, i den samme ånd fræmskridts-
mand (se herom Martensens dogmatik, som her er såre

SIDE: 102

rætledende!). Det må være i politikens væsen at det
kristelige skal gøre sig kænbart.

En kristelig vælger kan helst ønske en kristelig bud-
bærer for sin politiske tro; men vilde være såre usan,
om han i valg mællem en kristelig, som ikke havde hans
politiske tro, og en politiker, som ikke havde hans kri-
stelige tro, til politisk ærindsvænd for sig valgte den,
som var imod hans politiske tro, sælv om han ti gan-
ger delte hans kristelige. Fullstændig den samme lov
hviler over den politisk valgte i forhold til parti-dan-
nelse på tinget.

Det sælvbestaltede vrager-æmbede forekommer mig
ikke kristelig ydmygt. Hvæm Gud har sendt til at bygge,
med ham får vi bygge, det være vort hus æller vort sam-
fun. Vi har ikke for vor egen skyld og æn mindre for
slægternes, lov til at udsætte det arbejde, som kan til så
manges vælsignelse gøres idag, fordi vedkommende byg-
mæster ikke deler vor kristelige tro. Vor deltagelse,
vor agtpågivenhed, vor nidkærhed og fordragsomhed får
vise, at vi er kristne; men ydmygt får vi erkænne, at
hværken er værdens stor-værk æller dens ænkelte sam-
fun bygget af bare kristne æller kan det bygges af
bare sådanne.

Jeg er glad over eders gæn-forening. Du har syntes
mig lidt for smålig mod Berg. Han er en bred natur, be-
stæmt til at hærske, og med den sort naturers utålmod,
som vil hærske længer æn åndens område når i øjeblik-
ket. Forholdene siger her så æftertrykkeligt stop, at
man kan smile både til iveren og vreden i ly af disse
og lade deres ord gå over sig som et hagel-vejr.

SIDE: 103

Den kommer, den dag, han fatter, at modstannen lå
ikke i de egenskaber, han i vredens øjeblik påstår, at
du har; men i så såre meget annet og tungt. Det
vigtigste er, at Bergs natur ikke gøres mismodig æller
bitter af hans egne vænner. Derfor tålmodighed med
den, når den er vred; og tag det igæn, når den er god
og barnlig; da kan man tale med den som med et barn
og sige den mere æn man kan sige til en alminnelig.

Holstein-Ledreborgs deltagelse glæder mig også. Han
kommer ikke til at gå så langt sammen med eder, kan
jeg tænke; men nu viser han mange vej og er en prø-
vet kraft mere. Hans hele uddannelse gør ham til et
europæisk mællemled mællem eder og den politiske sær-
dannelse, som idag står ved rorene både hjæmme og
ude. Du får hilse ham fra mig hvis du tror, han sæt-
ter pris på det; ællers ikke. Hils også Berg! Kanske
kunde den hilsen være binde-led en times tid for en lige
så lang samtale mællem eder, den jeg af hjærtet vilde
ønske kunde sone et og annet, som ingen af eder dybt
har ment. Hils Bojsen! Hils Krabbe! Bægge disse
synes mig at vinde større og større oversigt over ud-
viklingens samhørlighed med den udenlandske (om Krabbe
hører jeg næmlig adskilligt gænnem andre, af Bojsen
læser jeg med interesse hans taler), og så er de så
vakre, de karle, af natur og udseende - og det er godt
for partiet! - Vil du hilse gamle J. A. Hansen og sige,
at da jeg så hans inbydelse til et fællesmøde, stod jeg
færdig til at sende ham et takke-telegram; men frygten
for, at nogen kunde få tag i det og drive en sagen
skadelig spot med det, afholdt mig. Jeg ante gamle

SIDE: 104

Balthazar Christensen bag dette skridt af J. A. H. Har
jeg ræt heri, så hils også ham, som jeg dog engang
har talt med, og med glæde ser blant eder, kære væn-
ner, - fortrop for den tro, som giver mig glæde her i
mit studer-kammer, og som jeg daglig arbejder i.

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL S. A. HEDLUND.

Aulestad 21de okt. 75.

Min allerkæreste væn!

Dit brev var mig ræt en vælkommen lejlighed. Jeg
sad full af at skrive dig til.

Ole Bull er det genialeste mænneske jeg har mødt,
og undertiden det ælskværdigste, som kan tænkes. Men
geniet og barne-narren, ælskværdigheden og pjanket er
sælsomt blannet og frister ofte vort tålmod. De aller-
største ævner uden karakter-stød, og så er blanningen
kommen. Det gediegenste sølv i for stærkt slagg.

Nu kan du tro, her er arbejdet på Aulestad. Svæn-
skerne er færdige med sit stykke og hjæmme. Tillige
er alle myrerne, du så, dels oppe dels afgrøftede, så til
våren er alle færdige. Det er en overordentlig tiløk-
ning!

Vandledning er lagt i fjøs, ildhus, stald, køkken. Af-
lednings-rende holder nu gården tør. Fjøset er færdigt;
lyst og vakkert. 7 gode telemarks-køer og okse inkøbt;
det dårlige nedslagtet æller slagtes i disse dager. To

SIDE: 105

vakre hæster købte, den ene en præmie-hingst, som jeg
har døbt "spællet", og med hvilken jeg morer mig me-
get. Vogn og karjol købte; bred-slæde og smal-slæde
bestilte; familie-sluffe arbejdes på gården.

Drenge-stuen færdig gænnem alle rum (og det er nu
vakre rum allesammen!) og her inne hos os er køkke-
net omgjort, varmt, lyst, bekvæmt, gangene inklædde,
mørk-loftet afstængt, en ovn sat op i inre gang (mellem
daglig-stue og spise-stue), så den, og gangen ovenpå,
er varme, og alle dører neden-under og ovenpå, - og
som vænder ud til denne inre gang i begge etager -,
står åbne hele dagen ligesom om sommeren. Dobbelte
vinduer er over hele huset insatte, ligesom gulvene er
løftede, hvor de var sænkede, og alt gjort tæt som i
en potte. Nu kan her leves også om vinteren! - Ny
dør insat i gæste-rummet, ny dør i pigernes kammer
lige imod, nyt vindu i gangen mællem bægge. Så skal
ovenpå loftet inredes et rum til Bjørn i begynnelsen af
vinteren.

Stalden skal nu tages itu med; staburet må vænte til
næste år. På sæteren bygges i vinter ny lade-bygning,
da jeg allerede har udvidet sæter-løkken og trænger la-
den større. Dertil bygger jeg en stue med loft over,
som jeg skøder til sæter-huset. Da har jeg i alt tre rum
til os, og to til folkene deroppe, og det må være nok.
Vil nogen have mere, skal de få bygge det sælv!

Gutterne har nu en dygtig sprog-lærer (i et bonde-
geni, som er poståbner og har på egen hånd lært sig,
og har i omgang med fræmmede uddannet sig til full-
kommenhed i, fransk, engelsk, tysk), og så har de for-

SIDE: 106

skællige andre lærere i annet, så nu går det. Karoline
kom sig pa sæteren; men har nu været noget svag i-
gæn. Jeg utålmodig som vanligt. Men prøver at tage
mig sælv i skole, og finner mig i tilrættevisning. Bjørns
musik går bra fræmad, skønt han er aldeles alene om den.
Han er ualmindelig begavet i den del.

Janson har skrevet en ny fortælling "den berg-tagne",
som ikke alene står højt over alt, han har skrevet; men
er et ualminneligt arbejde. Han må læse den i to kvæl-
ler for eder i din stue, når han nu snart gæster eder på
et kort besøg. Han skal bl. a. til Uddevalla. - Åbnin-
gen af folkehøj-skolen (Karoline havde pyntet den) viste
ikke alene bygningen fræm i al sin nyhed og skønhed;
men også lærerne i deres duelighed. Foredragene af
Frits Hansen, Janson og Bruun var mæsterlige. Sangen
gik blant de 400, som var der, og som alle blev be-
spiste, med gribende varme. Ja, kommer jeg ikke til
at gøre annet her, så kommer jeg til at skrive sange! -

Jeg læser dit blad med opmærksomhed. Alle spørs-
målene glæder mig, når du kæmper for dem; du gør
dem alle ikke alene så interessante; men til mere æn
forrætnings-spørsmål, til små kultur- og oplysnings-spørs-
mål. Du har fattet den moralske og folke-vækkende
side i det, vi kaller politik; du har sælv udviklet din
egen mænneskelighed i disse mænneskelige spørsmål, som
man ællers - hvilken modsigelse og forbannelse! - plejer
at tabe den på! - Kommer jeg til Kristiania før jul,
ønsker jeg at hilse på dig - at sige, hvis pungen siger
ja til det; ti, du himmel!, hvor mange pænger jeg har
brugt!

SIDE: 107

Min fjøs-mand er en forhenværende højskole-elev og
agronom; to danske snedkere har jeg fra danske folke-
højskoler; mine piger lige så fra folke-højskolen, og vi
lever rent i familie og har det ofte hyggeligt sammen.
Her er sang og ofte dans, altsammen glæde og samfun.

22de okt.

I dette øjeblik læste jeg om Ole Bulls spektakler i
G.borg. Han trives ikke uden en liden intrige æller et
oprør. Han blir aldrig gammel!

Hils Rydberg og sig ham, at på landet får man svær
tro på fordommenes, egennyttens, hadets modstans-magt
i værden. Det havde jeg ikke trodd. Det er ikke om-
givelsen som afgiver æmne for slig mistro; men det er at
man er løftet ud af byernes ophidselse og sidder og ser.
Var der ikke den hast og uro over by-folket, så kom ni-
tiende parten af alle slags forslag aldrig fræm; landfolket
vilde aldrig tro, det nyttede. Denne iagttagelse har
grebet mig.

Hilsen til hustru og barn og søster og samtlige væn-
ner, som går ud og in i dit mageløse hus, det jeg
nu, næst mit eget, længes mest til i værden.

Din væn
Bjørn.

TIL DIKKA MØLLER.

Aulestad i Gausdal 29 oktober 1875.

Kære fru Møller,

der er æblesmag av jer allesammen fra Rødshagen!
Det dufter liflig af eders troskab, og eders hjærte-

SIDE: 108

lighed smager sødt. Jeg kom forleden over nogle år-
ganger af Norsk folkeblad og tænkte ved mig sælv,
at de, som hang ved mig dengang, så tør og bitter,
som jeg da var, de hænger ved for livet. Og jeg
fyldtes af stor taknemmelighed, mens jeg havde smær-
telige timer i gænerindring.

Når De har lyst til at komme herop, så skulde De
virkelig komme. 
[- - - -]

Altså, jeg tænker at se Dem her nårsomhelst. Ti
farten over Mjøsen er nu som i Deres dagligstue,
og farten hid i en god vågn, som på besked skal møde
ved bryggen. Her er lunt som i en potte i vort gamle
hus, ti jeg skyldte mine folk, min familie, mig sælv at
gøre det så, og så er det. Her har De da folkehøj-
skolen og om søndagene andagt her i huset og om
æftermiddagen opbyggelse af Bruun på skolen. Vi skal
imorgen have den første. Han er dyb og mærkelig at
høre. Så vidt jeg nu skønner kommer jeg her til at
skrive åndelige og folkelige og historiske sange. Dette
krav til mig føler jeg oftest; sligt stof mælder sig oftest,
og det er ikke frit, at jeg alt har forsøgt!

Hvad jeg her føler som savn er omgang. De, her
er, har dels interesser annetsteds æn jeg, dels tanker
og syn, som jeg kænner. Jeg er vant til, og det er ble-
vet stærkt behov, at tage af alle sider i livet, og her
er kun en. Jeg søger erstatning ved en mængde bøger,
men de er ikke mænnesker; de giver intrykket, men
ikke tilskyndelsen som æggende modsætning æller lok-
kende fortsættelse. 
[- - - - -]

Hele opholdet her har sine bekymringer, sine an-

SIDE: 109

strengelser; men også sine nydelser og fræmfor alt sin
fred.

Imorgen vænter vi min svoger med familie; han for-
lader os igæn for at fortsætte på Tjærne i Ringsaker;
konen og de to børn blir her. Måtte nu dette være dem
og os til gagn. Jeg tror idetminste, at det er rigtig
valgt, at have en tro, dygtig slægtning og hans hustru
til at styre gården, ja, at det er den eneste betingelse,
hvorunder det i længden kunde gå. Han er af samme
dygtige slag som Karoline, samme åbenhed, samme
drift og samme gode lune. Måtte det nu ikke fejle på
mig i at omgåes ham og hans kærligt og klogt. At
bøde på dumheder med et godt hjærte går i længden
ikke; det har jeg bitterlig erfaret. Hils mand og søn
og mor og søsken fra Deres væn, Deres gode væn

Bjørnst. Bjørnson.

TIL FREDERIK HEGEL.

Aulestad 4 nov. 75.

Allerkæreste gamle!

Bibelen siger: de sagtmodige skal eje jorden: men
mænnesket siger: det går ud over de fromme!

Altså: jeg er så plaget af breve, at det ma gå ud over
slige gode sjæle som din, når jeg sjelden og kort skriver.

Dennegang dette: jeg går ikke op i land-væsen; men
vistnok sørger jeg for, at alt er i orden, og at gården
skal blive god.

SIDE: 110

Jeg skriver på en roman og på et skuespil.

Inlagte viser dig, at du uopholdelig må give Lobe-
danz min fortælling, og at den senest i januar må stå
i Rundschau. Samtidig må du sende den til din Eng-
lænder, at den uopholdelig kan komme et ængelsk æller
amerikansk (hælst atlantic monthly) tilgode.

Senere følger romanen. Her er alt væl; kun begynner
jeg at længes æfter større omgang. Ja, længes såre meget.

Det støder mig, at Nordahl Rolfsen har sat mig blant
de bidragydende blant alle de gildinger, som skal ud-
give det farve-løse tids-skrift; mit brev til ham kunde
ingenlunne rætfærdiggøre sådant. Med lige stor ræt
kunde Brandes have gjort det.

Du må sende mig et og annet af dit forlag. Du
må huske på den nød, jeg sidder i, og at alt, som skal
læses, her faller dyrt! - Dette er rent ud tiggeri, tig-
geri, skønner det; men jeg kan ikke hjælpe for det.
Jeg tigger bøger, - men ikke ordener! - Nu får du væl
snart en del pænger fra Riotte i Leipzig; hvært kvar-
tal gør teatrene op. Stort blir det væl ikke ænnu.

Send Greensteen den hilsen, at jeg af hele min sjæl
hader den gamle rætsknvning, og at den, just den fo-
rekommer mig "vanvittig".

Du skal hilse Brandes med tak for hans tidsskrift,
som jeg altid lærer af. Men bed ham i stilhed at tage
vare på Drachmann, som jo ingen digter er; men en po-
etisk handlings-natur. Har I ikke et eller annet foreta-
gende at sætte ham i spidsen for, et ny-brud, et våge-
ligt? Æller en afsides ægn ved havet, med et forlagt
slot på, hvortil der knytter sig jagt-rættighed - og så

SIDE: 111

skænke ham det? Så får vi engang imællem et godt
digt, og ingen literat-tilværelse. Hilsen fra

din innerlig hengivne
B.

TIL JOHANNE LUISE HEIBERG.

[November 1875?]

[- - -]

Jeg skriver på den fortælling jeg gjorde udkast til i
Rom; ænvidere på "kongen" arbejder jeg nu og da.
Men jeg må ud æfter omgang, når en tid er gåt. -
Alt her hjæmme i Norge er kedsommeligt, alene folke-
højskolen og det liv, som knytter sig til den, har mit
hjærte. Christopher Bruuns opbyggelser på skolen hvær
søndag æftermiddag er værdt hele ugens ophold her.

Fra Borchs havde jeg nylig brev. Samme elendighed.
Fra Konows hører vi jævnlig. Der er nu bedre i alle
måder. De skulde sét Konow i sit hjæm! Der tog han
luven fra alle de andre! En orden, en skønsomhed, en
sagtmodighed, en hensynsfuldhed og bestæmthed, som
bar hele huset, hele gården, og gjorde det så muntert
ude og så varmt inne. - De skulde gjøre Dem en
sommer-tur op til Konows og os! Naturligvis: vi kan
ikke byde bord og værelse som Konows; men her er
den sundeste luft, som finnes i Skandinavien under
samme breddegrad, og her er vakkert! - Hvorledes
går det Holm-Hansen? Fortæl mig ænnelig om ham.

Tra-la-la-la! jeg morer mig ved at republiken står i

SIDE: 112

Frankrige, og at fræmskridtets sag ikke er pint til døde
i de andre lande hæller! Jeg kan ænnu opleve, at det
blir morsomt at være til! - Jeg læser en mængde her
oppe i min ensomhed og læser mig altid fastere i min
tro, fra hvilken der skal gå ekko i den ungdom, som
lever samtidig med mig. - Ikke en syg dag har jeg
havt, siden jeg kom her, og lyst har jeg vunnet. Ak,
om jeg kunde hænte Dem med min vogn (jeg har
vogn!) på Lillehammer, jeg skulde love Dem en aparte
sommer, dejlige, kære mænneske, omsvævet af alve-
erindringer og båret af en mænneske-forståelse, som jeg
ikke har kænt større!

Hvad er det at lægge sig ned i et dansk rosenvæng
med hovedet i fru Heises pluddrerier, hvad er det mod
at gynge i fjældluften her og drukken af dens styrke
at sove som da De var fjorten år og derfor have tan-
ke; så stærke, at De kan sprænge klipper med dem?
Tag med den mest tålmodige af Deres forlystelsessyge
små-fugle, og lad den kviddre i skogene her en som-
mer. Ja, betænk Dem ikke på dette, æfter en vinter
at have drukket tæppe-støv og the, sladder og løgn.
Her ærgrer De Dem ikke over, at mænnesker er så
jammerlig fejge, for De ser dem slæt ikke. Dette er
mit tilfælle! Jeg er glad hele dagen. Kun må jeg
snart til en stor by; jeg antager Berlin. Men kort! - 

Gud være nu med Dem! Og lad Deres vænners
bønner blive vælsignelse over Deres vinter, så De atter
kan grønnes mod foråret.

Deres væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 113

TIL S. A. HEDLUND.

Aulestad i Gausdal 1875 3die dec.

Kære væn,

tak både du og Frisell!

Janson er nætop hjæmkommen, her er stor glæde, og
han er så taknæmlig for dit tilbud, som han dog ikke
kunde modtage dennegang.

Du svarer mig ikke om Holm, og du har glæmt at
sige mig, hvæm som er din tilfældige korrespondent fra
Kristiania!!

Og dermed overbord med forrætningerne! - Den,
som ikke bor på landet, har intet hjæm; den, som bor
alene i sit hus i byen, har næsten et hjæm; men til
et sådant hører også afstængtheden, dyrene, og ensom-
hedens behag og naboernes hjærtelag, bægge til sin tid.
Men hvor sjælden kommer noget til sin tid i byen!

Hvær første onsdag i hvær måned har vi bygdemøte
på skolen. Da kommer folk fra Lillehammer på den
ene side, fra Øjer tre mil på den andre, og lige fra
nordre Gudbrandsdalen på den tredje! Da er det jeg,
som taler, og det må jeg sige, at den norske bonden
er god at tale for. Han har lyst til at høre, og jeg
takker ham af min innerste sjæl, at det just er mig med
alle mine fejl, han har lyst til at høre. Der er bjælde-
klirr udover æftermiddagen, en markeds-forsamling af
knæggende hæster omkring skolen oppi skogen til alle
sider, og inne er flere hundre mænd og kvinner, som
synger fædrelandske, ideale og gudelige sange og har
smørogbrød med til kaffeen, som købes på stedet, så

SIDE: 114

vi æfter foredraget er sammen til kl. otte à ni. Hvær
søndag æftermiddag holder Bruun opbyggelse, hvortil også
er fuldt hus, og hvor navnlig Grundtvigs sange bryder
som sol in i hans foredrags dybe alvor. (Det er katten,
som har været her på papiret. Ser du, katten kommer
og hilser hvær dag, ligesom hunden. Ja, er det ikke
dejligt! Æn i fjøset, når køerne hilser routende, og i
stalden, når hæsterne hilser knæggende og hingsten
skraber med foden!) Hjærtet øves så vælsignet på lan-
det, fordi man over alt kommer i faste forhold. Den
husmand, jeg hjælper, møder jeg hvær dag og får hvær
gang hans fornøjde blik.

En nabo som Per Bø skal der ledes æfter landet
rundt; men jeg har nu fåt flere ælskelige, hæderlige
mænd og kvinner, som det er hjærtevarmt at køre hen
til i æftermiddagens siste sol og hyggeligt at huske i
måneskinnet hjæm igæn med bjælde-klangen i skogerne.

Jeg har en hæst, som ikke har lært at fuske æller
lyve; den tror, at en vej er til forat der skal traves på
den, og at når der tilgagns er travet et stykke så van-
ker der en bit brød. Den tror, at en bakke er til forat
den i en fart skal overvinnes, og at mænneskene er til
forat være gode mod den. Den har bare én fejl; den
ved også, at der er hopper til, og den er næsten ænnu
mere forælsket æn sin hærre, hvilket er tæmmelig stivt.

Nu skulde du sét dalen her med dens fine dække,
hvori skog-grupperne allevægne væver mørke, af en læt-
tere sne-farve overstænkede partier, og alt er så tyst,
så tyst, - i solskin så saligt, i måne-skin så eventyr-
stilt, i sne-fall så saga-fortællende fra en gæmt værden,

SIDE: 115

- og så vort varme hus og Bjørns musik, og vænnerne
bort over bøerne og borti skogerne!

Vil du være så god at sende pængerne uopholdelig
til hr. kgl. fullmægtig P. Bjørnson, Kongens gade 2 i
Kristiania.

Det er ikke umuligt, at du har mig mællem jul og
nytår. Jeg vil have en frygtelig varm sæng, ingen sød
suppe, og ingen natte-svir; vi må hæller stå tidlig op
om morgenen.

Glædelig jul, I alle vænner innen eders hus og uden-
for samme, Frisells ikke at glæmme! - 

Gud signe eders hjærte! Fra det udgår livet.

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL DIKKA MØLLER.

Aulestad, 8 december 1875.

Kære ven, 
[- - - -]

Igår på min fødselsdag (ti længere kom jeg ikke den
8de. Den 9de fortsætter jeg altså) var her alle de som
har en fræmragende stilling i bygden, sælvbudne, og
jeg fik føle, at vi var agtede og atholdte heroppe. Også
tjenerne og husmændene viste os det, og her blev en
kvældstun, som ingen læt skal glæmme!

Gud være lovet for slige møter mællem sjælene og
han lade frøene gro, duggede af gode ønsker!

Den 13 dcb.

Det har vakt glæde i huset, at "fallitten" har gjort

SIDE: 116

slig lykke i Berlin. Det gir jo også pænger. Man har
sammesteds fra telegraferet til mig om tilladelse til at op-
føre "redaktøren". Sælv har jeg stundom en stærk
længsel æfter farver, musik, mænneskelarm, ikke som
i Kristiania, som væmmer mig, men som i Berlin, i
Wien, i Roma, i Napoli. Jeg må snart ud igæn; der
er ikke at bede for. Men så har jeg da nu et hjæm
at ty tilbage til, som er mig usigelig kært, og som sty-
res af kære os hængivne mænnesker.

Her er så hyggeligt i vort bygdesamliv, altså med
vænnerne på Bø, med Jansons, Bruuns, Hansens; de
siste ser vi oftest, men ofte alle. Min gård ligger i
midten, og hid tyr de; her er samlingsstedet! Så er
min fjøsmand Utheim, og mine to danske tømrere med
inne om kvællerne, og så synges her, og de to piger,
som opvarter os ved slige leiligheder, Lina og Anna (den
siste en rig gårdmands-jænte fra siste års folke-højskole)
gør det også så lyst og hyggeligt. Så er jeg meget
omkring på gårdene her hos de gæve bønder, og hvor
jeg blir modtaget som en kær ven. Så har vi hvær
første onsdag i måneden vore bygdemøder, hvor folk
har niste med, og hvor jeg da holder foredrag, og hvor
man synger og samtaler, flere hundre mænnesker. Så
folke-højskolen, så Bruuns søndags-opbyggelser, herlige
timer, - jo, her kan leves heroppe, om ikke uden en
tur ud engang imællem, så dog skønnere æn der no-
gensteds samtidig lader sig leve i Norge.

Hvorfor i alverden kommer De ikke hid en fjorten
dags tid? Jeg begriber med min allerbedste vilje ikke,
hvad der kan være ivejen. Vil vor kære Møller ikke

SIDE: 117

være med, så kom dog alene! Fra Sagatun hid, sælv
om dampskibene ikke går, er der jo bare en dagsrejse, og
det på klingrende føre, næmlig på Mjøsen: De skulde
i alle fall et par søndager høre Bruun og ællers på sko-
len også, ligesom Frits Hansen og kanske også et par
ganger undertegnede. 
[- - - -]

Og så, kære ven, ænten De nu kommer æller ej: tak
for blæk-huset! Tak for kærligheden det er fyldt af,
og som jeg flittig skal dyppe i! Ak ja, - når jeg ser
Bergljot tulle ude på de store sne-flader ganske ene (de
andre på skole) så tænker jeg på mig sælv siddende her
ene, mens mine kolleger går i skønhedens, musikens,
farvernes skole i den store værden. Men så varmer jeg
mig ved kærligheden i godt hjæm, gode hjærter, gode
tanker! Hils Møller!

Deres væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL SOFUS HØGSBRO.

[Først i februar 1876.]

Kære Høgsbro!

Send mig, hvis du har dem, nogle eksemplarer af min
opsang; her finnes intet.

Et langt brev fra Nationalzeitungs redaktør overbeviser
mig om, at nu er tiden kommen til at skrive vænligt på
bægge sider og til at danne kommitteer der og her, så
vi fik hværandre sendt, hvad som kunde virke godt på
hværandres folkestæmning.

SIDE: 118

"Meget åndsarbejde" siger han "må gå forud for en
tale om Nord-Slesvigs afståelse, som der kan være mening
i." Ja, det er vist! Det står på folke-stæmningen, på den
og intet annet. Altså må den tiltales. Havde jeg pænger
til det, jeg rejste ned nu til Berlin. Dernburg har også
talt med Bismarck om sagen. Denne vilde være så glad
ved at et alvorligt forsonings-arbejde begynte. Jeg har
skrevet til Topsøe om sagen; tal lidt med ham, - og
med Bojsen.

Skriv mig til om det.

Din
Bjørn.

TIL FREDERIK HEGEL.

Aulestad, Gausdal 1876, 4 febr.

Kæreste væn,

Jeg er bare glad over, at min gæld til dig ikke er større;
ti dette er betalt med, hvad jeg har på hånden, - og
mer æn det.

Jeg takker for, at du ikke tager rænter af det, du
lånte mig på rejsen. Det viser din evig ny vænlighed;
men, Pokker skal ta hr. Lind, om jeg takker ham for
65 Spd. for en skitse fra Italien. Under 50, fæmti Spd.
arket får intet mænneske en fortælling af mig mere,
hværken du eller nogensomhælst forlægger.

Dette er budt, og derved blir det.

Er sagen i nærværende tilfælle derimod den: at skåne
dig for en ubehagelighed, væl, så kan den stå som den

SIDE: 119

står; men da skal du også fortælle hr. Lind, at først
kunde jeg af andre få 50 - fæmti - Spd. arket, der-
næst honorar på svænsk, på tysk, på ængelsk, som jeg
altsammen er gåt glip af dermed, at jeg ikke kunde få
udgive den, når jeg sælv lystede, men når I lystede.

På sådanne vilkår har jeg allerminst nu råd til at ar-
bejde. Jeg sidder, på grun af pænge-knapheden, i svære
forhold. Min private mening om Linds honorar er, at
det er lumpent.

5te fbr.

Kæreste væn, jeg kom iforgårs tilbage fra en rejse
til Sagatun ved Hamar og var dygtig udaset. Når jeg
ser på, hvad jeg har skrevet på første side, kan jeg
tænke mig den tid, da safterne er tørrede ude og nær-
verne trætte, hvor ælskværdig jeg må blive, - omtrænt
som en gammel bidsk han-kat.

Fra Tyskland strømmer in med breve om autografi-
er etc. Jeg må der være kommen i vinden. Vedlagte
tilbud må du se på og besvare, så er du snild. Jeg
ved ikke hvad jeg skal foretage med det. Fra Wiener
Abendpost har jeg tilbud om mod et uhørt honorar at
skrive fra min reise etc. Wiener Abendpost er tillæg til
Wiener zeitung. Det må være et stærkt kejserligt blad,
siden tilbudet er kommet gænnem det østerrigske konsulat.

Men her er noget annet, som er mig vigtigere, og
nu fræmstiller jeg dig noget, som må foreløbig blive en
hæmmelighed mællem os og en til. Drama't, jeg skri-
ver, heder "kongen". Det fræmstiller en bryst-syg æt-
ling af en udlevet konge-æt, en poetisk driv-hus natur,
som i sin ungdom har gjort en fler-årig sjørejse for sin

SIDE: 120

hælbreds skyld og på denne fåt tanker og kammerater,
som gør ham livs-led, når han kommer på sine fædres
trone.

Så kaster han sig i udsvævelser og lar Fanden sørge
for regæringen. På sine vilde poetiske tog stanser han
foran en underskøn pige, som lønner hans tilbud med
overdådig foragt. Dette vækker ham. Hun er en repu-
blikaners eneste barn, hænnes far er landsforvist og
værk-bruden - kongens love og regæring har været
hans bane. Men den unge konge vækkes og drages,
og i kærligheden til hænne opdager han al løgn, han
står i, og sætter sit liv på at vinne hænne og leve sant.
Men kongedømmets blod-skyld er over ham, kommer
også over hænne, som vunnen af hans vidundergørende
kærlighed vil dele hans liv og forsonings-gærning. Det
ænder tragisk og spottende.

Hvis dette kommer først ud på norsk-dansk, kvæler
de det for mig. Det må komme først ud på engelsk og
tysk. Jeg har i første land er kænt navn, men ingen
forbindelser. I dette tilfælle trænger jeg til én, lord
Charles Dilke. Han må, naturligvis alene under for-
udsætning af, at stykket behager ham og er sand, ægte
poesi, skaffe mig god forlægger og godt honorar. Kan
Brandes her hjælpe os? Kænner han lorden æller dem,
der kan introducere til ham? Ikke for min, men sagens
skyld tænkte jeg ham tilbøjelig til at sikre bogen hin
engelske anker-grun, før de nordiske storme begynte.
Men ét må jeg fremhæve: for intet nordisk mænneske
ønsker jeg sagen omtalt, og til de engelske do. behand-
let med samme påbud om hæmmeligholdelse. Jeg skri-

SIDE: 121

ver con amore og langsomt; derfor ved jeg ikke bestæmt,
når jeg blir færdig, så meget mere som jeg samtidig
skriver på en fortælling. Men allerede nu må hin del
af den forberedes, hvis jeg skal få fuld frihed, når bo-
gen er færdig; ti da kommer adskillige andre forhold
til, som det nu er fortidlig at berøre.

Du må være så artig intil videre at lade de tyske
pænger gå din (forøvrigt meget smukt formede) næse
forbi. Her er krise, og pænge-tilstannen aldeles ikke til
at knibse med.

Her er alt bra, med lidt forkølelse nu og da. Vi har
ypperligt føre, ypperlige små lag og megen åndelighed
i vort samfund.

Men der er ting, som sansynligt ret snart kaller mig
til Berlin.

Min væn, det glædede mig at se in i dit hus. Din
kærlighed er i det, kan jeg skønne, siden du sælv er-
klærer dig så tilfreds der; ti den, der giver, han får,
du står i dit eget hjærte-spejl, når du står i din familie,
det er jeg da sikker på.

Jeg ønskede, du tog Jansons næste fortælling på må-
let; du vil have glæde af det forlag, det kan jeg for-
sikre dig, og du ved, jeg træffer rigtig, når jeg fører
en bog hen til dig. Men dette er kanske en vanskelig
sag, just fordi det gæller målet.

Lev væl! Hils dine! Hils Greensteen! Gode nye
års-barn af alle dine malke-køer over de to lande!

Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 122

TIL SOFUS HØGSBRO.

Aulestad i Gausdal 1876 22de fbr.

Du kære væn,

jeg finner ingenlunne eders kamp farlig æller at give grun
til mismod. At de andre drives til at krænke forfatningen
(når de ikke lyder folkets afstæmning), er jo æfter om-
stændighederne det eneste, som kan overbevise den konge,
I nu engang har skaffet jer, om, at han er kommet i slæt
sælskab; ti hele den dannede værdens mening udenfor
Danmark, og en stor del innen Danmark (det håb
har jeg ubetinget til dansk dannelse, anført af Krieger
og Martensen) vil overbevise ham om det, i samme stun
lov-bruddet er skét.

Således står det altså: ænten må her gives æfter, æller
her må gøres vold, og i bægge tilfælle sejrer I. I første
blir der kamp med lands-tinget, og først da er I kom-
met til hovedsagen; men understøttet af den i Frankrig
dannede republik, hvor det ny landsting, som I begærer,
står i fuld virksomhed, ligesom i Sverige, - vil eders kamp
være håbfuld, om æn lang, og den vil følges af ganske
annerledes stor deltagelse æn den nærværende, der tilsyne-
ladende drejer sig om en række små-ting, hvis samlede
betydning ikke alle forstår æller vurderer stor nok.

Ang. Bismarck kan følgende historisk bevises.

1.) Han blev i høj grad harm, da den danske konge døde
og Danmarks-krigen kom ivejen for hans planer, som
var at gå direkte løs på Østerrig. Nu måtte andre veje
vælges. Han bød, for at blive spørsmålet kvit, før krigen
Slesvig mod Holstens overgivelse, i krigs-øieblikket: dane-

SIDE: 123

virke-grænsen, under krigen Flensborg-grænsen. Ænvi-
dere: at han af militær-partiet blev tvungen til nær-
værende grænse, ligesom senere til den nuværende tysk-
franske, hvor han dog opnådde ved sin stivsinnethed
et, rigtignok ubetydeligt, afslag. - Æfter dette må du
engang holde op med at tale om Bismarcks lyst til at
sluge mer af Danmark. Der hviler ansvar over dig,
når du træt og tvær griner sådant ud blant dine om-
givelser. Det eneste, som kan føre Nord-Slesvig tilbage
til os, er at tage stillingen som den er, altså at gå ud
fra, at Tyskerne handler på god tro, og at den ledende stats-
mand er bunnet af denne den tyske folke-mening, som
sælvfølgelig må oplyses. Formørk altså ikke luften;
men let den, klar den! Tyskernes overtag i Slesvig er
harmeligt, men husk: det er danske love de i alt væ-
sentligt gør brug af! - At Sverig-Norge må hjælpe jer,
er sælvfølgeligt. At kongens flåde-forslag er et kejtet
forsøg henimod en germannisk ening mod en kommende
russisk krig, er mig klart. I det hele: at præke, at vi
må med Tyskland holde sammen mod Slaverne, er vist
det mest direkte, som kan gøres til Slesvigs udfrielse.

Din væn
B. B.

TIL JOHAN SVERDRUP.

Aulestad i Gausdal 1876, 25de fbr.

Kære Sverdrup,

i sælve den store sags navn forlanger jeg af dig, at du
gør din inflydelse gællende på Berner og Bætzmann i

SIDE: 124

behandlingen af Tyskland og specielt af den tysk-dan-
ske sag.

Berners redaktion af den tyske udenlands-artikel er en
skandale.

En rætfærdiggørelse af Bismarck trykker han aldrig
af; nu sist skyller han ham for troløs politik imod
Østerrig i Herzegowina, - det vrimler af lignende dum-
heder. Forholdet mod mig, hværgang jeg gør mit til
at forsone, er uværdigt og såre uklogt. Det sømmer sig
ikke for de nordiske liberale at forfølge Tyskland i dets
kamp mod kirken; og vi kan så godt modstå Bismarcks
stats-centralisations-ideer og rose hans kamp for den ger-
manniske ånds ræt til at føre sit eget liv, uafhængiggjort
både af Romanismen og Katolicismen.

Hvor vor vej peger hen, må dog ligge klart. Vi hader
ikke Frankrige, vi takker det og vi låner af det; men
i forbund med den tyske som den engelske ånd må vi
føre vor egen udvikling til vore egne mål, hvis vi over-
hovedet er værdige vor sælvstændighed.

Som sagt: du må tale til dem; ti du får skyld for
deres skriverier. Din anseelse lægger sig til at øge en
fejlagtig og farlig strømning, - også så uhældsvanger
for de stakkels danske Slesvigere.

Hilsen!
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 125

TIL FREDERIK HEGEL.

Aulestad 1876, 14 marts.

Dyrebare væn, brev på brev fra dig, alle lige stø,
ælskelige, varme, ænten du mælder skuffelser æller gode
tidender. Du er noget af ballancen i mit liv.

Gården jeg her har købt, er for stor for min ævne;
men på den annen side er det jo sant, at ene på en
stor gård lønner arbejdet sig; og her arbejdes. Men det
er et slug, jeg sidder i, som ofte volder mig bekymring.
Jeg vilde nu have været udenfor bekymringerne og er
først for alvor kommen i dem. Det er disse par første
år det gæller. Jeg er ingen upraktisk natur; det siger
også nu mine naboer; jeg beviste det også som teater-
direktør og ællers i mit private stæll. Men den hårdeste
prøvelse har jeg fåt nu tilsidst; ti jeg føler det som
hårdt at sidde her i bekymring langt fra vænner og
adspredelse. Det religiøse pineri med hård forkynnelse
og asketisk liv trykker også på. Og desuagtet: jeg har
aldrig levet lykkeligere! Den ro og helhed over mit
sind (når bekymringerne ikke hjæmsøger det) har jeg
aldrig før smagt. Den samlethed til arbeidet aldrig.

Jeg må kunne gøre noget her. Men først, når jeg er
færdig med de æmner, jeg kom hid med, og har tag i
dem, jeg her får stof til.

Fortællingen ligger nu hæn; nu er det "kongen". -
En liden yndig fortælling har ællers hjæmsøgt mig. En
større mørk ligeså. - Hvad blir det til med skitsen fra
Italien på engelsk? - Til røg? - 

Tak for inbydelsen, om jeg går til Berlin. Jeg mod-

SIDE: 126

tager den; men farten sælv opsat til æfteråret. - Ja,
Vorhærre hjælpe mig lidt op af alle disse forlegenheder,
så jeg kan tage det med den ro, mit sind så innerlig
begærer! Så innerlig, innerlig!

Forelæsningerne må nok delvis tages til. De er mig
modbydelige, men en læt vej til pænger. - Nu ja! De
dage, poesien er over mig, lader jeg violen sørge, og de
er ikke så få ænda. - "Maria Stuart" spøger i hove-
det paa mig; jeg må ændre et og annet. - Bjørn skal
nu ud i værden. Tænk, jeg har den glæde, at han har
utvilsom begavelse for musik, jeg lægger hele hans fræm-
tid på den. Han er en kraftig, klar gut, opvakt, varm.
Måtte han nu vågte sin rigdom!

Hils dine barn fra deres og din væn

Bjørnst. Bjørnson.

Lobedanz er svaret. Han blir en kostbar oversætter!
Men - han er væl nærmest noget barnagtig.

TIL S. A. HEDLUND.

Aulestad den 21de april 1876.

Kære, kære Hedlund,

trods al din ælskværdighed, fik du væl ikke brev fra
mig idag hæller, dersom det ikke var de pokkers pæn-
ger! - 

Men det skynner jeg mig at sige, at jeg fræmdeles er

SIDE: 127

overordentlig tilfreds heroppe, min familie ligeså, og at
med untagelse af mindre udenlands-ture vil ingen af os
bytte stedet bort mod noget annet. Bjørn er i Kristi-
ania og driver med musiken; ællers er alle hjæmme,
alle sunde, alle glade.

Vi har en ypperlig sprog-lærer her, så gutterne holder
sit italiensk og tysk varmt og lærer engelsk, dertil orto-
grafi og rægning, - historien o. s. v. får de på folke-
højskolen i fortrinlige foredrag. Bjørns musik tager et
omfang, som undrer og glæder os, og sælv er han blét
en ælskelig gut, afholdt af alle her, så det er savn i
bygden som i huset, når den livlige, ved alt interesse-
rede krabat er borte. Han er ganske barn og dog vok-
sen. Nu skal han konfirmeres, og da sender jeg ham til
en ung grundtvigiansk, troende præst, Lange, som bor oppi
en fjæld-bygd, Sol-liden kaldet, tre norske mil fra folk
til alle sider, og hvor forholdene ænnu er slige, at alle
dører stå åbne, og at en enkelt bonde beværter hele
den kirke-søgende almue, som rigtignok ikke er stor.
Han har også givet jord til præste-gården og låner præ-
sten sine hæster og alt, han ællers bruger. Der skal
Bjørn få gå rundt med præsten og tale om Gud og se
på et patriarkalsk liv.

Ejnar er familiens handelsånd; han besørger alle hand-
ler her, holder udsalg af vise-bøger, fri-mærker o. s. v.
I slyngel-årene kaster jeg ham over i Amerika til en
god væn. Erling kører og Bergliot passer lam og kid
og gæss og høns og kaniner. Min svoger Reimers sty-
rer gården overmåde dygtigt og driftigt. Hans hustru
skal nu tage folke-køkkenet.

SIDE: 128

Samlivet med lærerne har været ælskeligt; kun for-
styrret af Bruuns pietistiske hang, som jeg har mødt
med al den kraft, jeg formådde at gøre gællende. -
Jeg har øvet mig meget i at holde foredrag, så jeg deri
ræt er vokset og behærsker bedre mine stæmninger.
Jeg rejste Mjøsen nedover med min traver og tog ved
Hamar på jærnbane til Stor-Elvedalen i Østerdalen, hvor
man vilde have mig til at holde foredrag i deres ny
fæst-lokale, som to kvæller var aldeles fullt, og hvor jeg
tjente 155 Species netto, og blev modtaget, hyldet, hæ-
dret som - - nu ja, de Østerdøler, galante i gammel
stor-stil, må du engang se! Der gives ikke én slig bon-
de-bygd til i Skandinavien! Virkelige bønder med sit
"du", sin dragt af vadmel, sine skikke, sine huser; men
den ejer 100,000 Spd., den 500,000, den millionen full, -
og spiser dog i dagligt lag med sine husmænd. Til fæst
derimod, som for mig, med fire vine og ligeså mange ræt-
ter. Da jeg kom in i den statselige sal, hvori publikumet
sad, de gamle kvinner med sine skout, pigerne med bart
hår og mændene i sit blå vadmel æller i det højeste
en klædes-overkjole, rejste hele forsamlingen sig og hilste.
De sad frygtelig højtidelige med sin pietistiske præst
midt iblandt sig; det var længe, før jeg fik dem til at
forstå, at det var ikke så alvorlig ment. Men da de
først var på det rene dermed, at jeg var en munter
mand, løsnede is-flagene og drev af, og vi jublede sammen!

Jeg har læst en mængde i vinter, mer æn i nogen
foregående i mit liv, og det af det allerforskælligste.
Jeg følger udmærket med. Det bedste i hvær literatur
får jeg straks tag i. - Politiken her hjæmme keder

SIDE: 129

mig; politiken i Sverige er lig kong Oskar, og han er
den længste og kedsommeligste politik, jeg kænner. Det
undrer mig bare, at en viss Hedlund kan være så glad
i den der svenske politiken, hvori al ånd sover, tillige
med alle lidenskaber, og hvori intet kommer istan uden
dødbideriet. Nej, da takker jeg mig til Danskerne! -
Derimod har politiken i Italien og Frankrige min hele
opmærksomhed; jeg holder popolo Romano og følger
med, glad som en Italiener, og Frankrige følger jeg i
National-zeitung, da jeg ikke har råd til også at holde et
fransk blad, skønt jeg spekulerer på det. Handelstiden-
den skriver da på en stun ikke om hær-ordningen, Gud
ske lov! - men særdeles morsomt er det ikke; det lig-
ner lidt den svenske politiken, som det ælsker så højt,
og som er værdens mønster-politik, den uden partier,
d. v. s. uden sammenstød af ideer, bare af hoveder. Hvor
i al værdens rige er Rydberg? Hedlund er på rigsda-
gen; men hvor er Rydberg? Hvad bestiller han på for-
tiden? Er han forælsked æller lærd iført dykker-klæderne
forat gå og leve på bunden af et æller annet dybsin-
digt spørsmål? Æller er han skald og kommer ud til
jul, æller er han rejsende og lader være at skrive breve
fra Athen æller Lille-Asien, æller holder han de fore-
læsninger, Hedlund lyver ham på? Hvor, hvad, hvori,
hvorudaf, hvorhen, hvorfra? Søg, led, rop, skik bud, lad
mig få høre fra den levende æller levende begravne!

Angående pængerne er det følgende: først i juni får
jeg 2000 Spd. - Men nu omgås jeg med den plan til
æfteråret at rejse rundt med flere ny mindre fortællinger,
til jeg har en overmåde pen liden kapital (navnlig væn-

SIDE: 130

ter jeg at gøre det godt i Danmark), - og så lar jeg
det stå til her med allehånde forbedringer. Jeg har jo
også to større literære arbejder, som snart løber af sta-
belen. Derfor er det mit ydmyge begær, at I lar min
væksel fornye på 1 à 2 måneder; da afbetaler jeg 1000
kroner; men ræsten lar jeg fornye igæn, til ænten Hegel
for bøgerne æller jeg for forelæsningerne betaler det.
De tyske pænger drypper så langsomt, at jeg ingen
rægning gør på dem. Sig mig nu med omgående, hvad
der lægges ud i rænter for fornyelsen på 1 à to måne-
der, at jeg uopholdelig kan skikke dig beløbet, kære væn!
Jeg forudsætter som givet, at I hjælper mig; ti I resi-
kerer ingenting ved mig; jeg er jo dog hvad man kal-
ler "en ganske holden mand". Og jeg indlader mig ikke
ikke på vidløftigheder. - Du må ænnelig lade Frisells
læse hele dette brev, og så spør jeg: skal vi i sommer
se et eneste svænsk åsyn her? - Alle pladser på første
sanatorie-sæson er optagne. Men jeg holder, som du
ved, mit eget oppe på sæteren! Lad mig høre fra eder!

At jeg kommer en tur til eder, ja, jeg vilde næsten
sige, det var ganske vist; men så huskede jeg, hvor ufri-
villigt jeg narrede eder sist, og tier. - Ønsker du ikke
at oversætte min skitse fra Italien i "Fra Fjæld og
Dal"? - Den står til tjeneste, hvis du synes om den.
Men stykkene må afdeles med smag, ikke hugges til-
fældigt af ved sætteren.

Hvor glad Janson er i sit hus! Det skal hede "Sol-
bakken". Vi ælsker hværandre, disse to familier. Drude
har været så sød den hele vinter. Hun og Karoline
er nu så innerlig forligte. - En glæde har det været

SIDE: 131

for mig denne vinter, at mit tysk-danske arbejde er voxet
både i Danmark og Tyskland. Jeg veksler nu breve
med Dagbladets redaktør Topsøe og Dannevirkes Hiort-
Lorentzen, ligesom med Dernburg i National-zeitung,
og med flere Tyskere, jeg ikke kænner; men som skri-
ver mig til af fri drift.

Har du fulgt den skrift-veksel, jeg har havt i Dansk
Folketidende? Den har, Gud ske lov, havt megen virk-
ning. Ja, har jeg i denne sag døjet meget ondt, så be-
gynner jeg nu at høste godt.

Topsøe bér mig få vide, hvad kong Oskar siger til
hans (Topsøes) yndlings-tanke: de nordiske rigers neu-
tralitet. Skaf mig det at vide! Hvad siger du? - Hvad
siger folk? - Jeg bér dig skaffe mig at vide: kongens
flåde-forslag, hviler det på hæmmelig aftale med kej-
ser Wilhelm, at Sverige skaffer en stærk flåde? - Har
du hørt noget lignende af en æller annen sladder-
hank, som har kunnet bringe det fra den allerlængste
do.? - 

Her er nu fæm danske bønder på min gård i arbeide
(to piger, tre karle) og jeg vænter Svænsker. Men der
er den forskæl, at hine søger mig, fordi de har gåt på
en folke-højskole, jeg søger Svænskene, fordi de er nogle
rene djævle til at arbejde.

Ænnu idag den to og tyvende april ligger sneen
ovenfor husene og nedenfor vejen over myrene og helt
og holdent på den andre side, i min skog.

Men i vore hjærter er full vår; her synges og danses
her i huset noget ganske utroligt. Jeg tror, det er det
muntreste hus i Gausdal for ikke at sige i Norge. Ja,

SIDE: 132

det er en fornøjelse, at nu går alt med sang og klang,
og at de bedste folk vil være her hos os.

Hils nu din dejlige Stina, din højærværdige søster,
de højfornæmme frøkener døttre, hans prinselige tronar-
ving og hele den handels-tidningende familie i side- og
under-led!

Lev væl! Din
Bjørnst. Bjørnson.

Her er i sommer én måneds kursus for lærere, hvori
enhvær kan deltage. Bruun, Kristofer Janson, Frits Han-
sen foredrag.

TIL SOFUS HØGSBRO.

22de maj 76.

Kære Høgsbro,

Hedlund spør mig, hvorledes det nu egentlig står hos
eder. Kan du ikke svare ham direkte og aldeles åbent?
Han fortjener dette.

Min glæde over eders sejer er meget stor. Men jeg
er mere spænt på at se, hvor mange af de ny-valgte
slutter sig til det enede vænstre, æn på hvad kongen
gider foretage sig. Ti derpå beror så lidet, såsom tiden
gør, hvad han unlader at gøre nu. Derimod er det over-
måde vigtigt, om det enede vænstre vokser, og ikke
bare modviljen mod Københavns ensidige befæstning.
Er I blét enige? Og hvormange? Har man åbnet under-
handlinger med eder? Dette er væl, hvad du nærmest

SIDE: 133

må oplyse Hedlund om. Mig skikke du æller Holm bare
et par ord; jeg er jo inne i sagerne, så jeg kan tyde
halvkvædne viser.

Men én ting undrer mig meget. Hvorfor sætter ikke
du som bladskriver op Frede Bojsen som minister-æmne
fræmfor nogen annen nu kænt mand i Danmark?

Han er mere æn Krabbe, æn Berg, æn nogen på eders
æller den andre siden. Hvæm skal have mod til at vænne
folk til at se på tingene som I sælv ser på dem, når I
aldrig vil tale ud? Dette er meget vigtigere æn at tælle
kredsene så minutiøst æfter, som du nu gør. Jeg liker
ikke engang, at dette gøres offentligt.

I må sige det, sige det uforbeholdent og gæntagende:
Bojsen er en langt større kapacitet æn f. ex. Klein,
Estrup, og hvad de alle heder. Han er en ædel karak-
ter, som kan måles med de bedste i hvilketsomhælst
konstitutionelt samfuns parlament. I må engang sige
det; ti det er sant.

I det hele taget: mere aggresivt! Nu er tiden kommet
dertil. Moderat i beslutningerne, men angribende i ordene!

Jeg ønsker dig af hjærtet tillykke med dit valg-møde!
Du var duelig! Og du var sød, som refererede Birke-
dal så smukt. Det æstetiske schønthuerei angriber også
Clausen. Ja, det er en gammel-mands sygdom i vore dager.

Din væn
Bjørn.

SIDE: 134

TIL JOHANNE LUISE HEIBERG.

Aulestad i Gausdal 1876, 23de maj.

Kære, tro væninne!

Der er noget ved Deres breve, som bringer mig i
minne kirkens vælsignelse ved dåben: "Gud bevare din
ingang og udgang evinnelig!" Alt mit hjærte udsiger
det over Dem, som vistnok tusene før mig, og Karolines
våde øjne siger det stort og fuldt. - Tak for Deres brev!

Ja, - en ny gæst har besøgt mig i vinter: tungsind. -
Kongen er ikke færdig, fortællingen er ikke færdig; en
ny komedie, jeg nætop har i arbeide, blir sansynligvis
hæller ikke færdig. Færdig blir det altsammen engang,
men ikke med jubel, skønt måske fuldendtere æn det,
jeg skrev med jubel. Hvad der gør mit tungsind, ja,
det ved jeg ikke. Men det  er sikkert: ikke et ord skri-
ver jeg, uden det vil skrive sig sælv, og derfor kommer
det så sjælden; ti sjælden, meget sjælden har jeg lyst.
Hin jagen æfter det uægte, som må få rase ud, gør, at
det ingen hast har. Verden står ikke længe der. Ja,
der er adskilligt, som siger mig, at vi står ved et skifte.
Og da kaller det kanske både på Dem og mig, og så
kommer det an på, om det blev for sent, æller, som jeg
tænker, en dåd, en grunlæggende dåd: det skulde være
unnerligt, om mit liv sluttede, uden at mine kræfter bleve
udfriede; men det er de ikke på langt langt nær. - Hvad
De svarer for Dem, se, det ved jeg ikke. Jeg tror ikke,
De er færdig ænnu.

Den 27de maj.

Den 24de maj holdt vi bryllup for Lina, som var

SIDE: 135

med os i Italien. Alle naboerne, alle husmænd og
tjenere var med til kirke og tilbords, sange havde
flere skrevne, det hele var skønt, men smærten på
barnene ved skilsmissen over al måde gribende. Tænk,
først bagæfter forstod vi, at de inbildte sig, Lina græd,
fordi hun ikke vilde; men Sigurd (brudgommen) havde
magt til at tage hænne mod hænnes vilje. "Stakkels
Lina, stakkels, stakkels Lina!" lød det altid, og vi forstår
nu, hvad de med denne forestilling om forholdet må have
lidt på hænnes vægne foruden på sine egne. I kirken,
da pagten fullbyrdedes, stortudede de. Og først senere
blev de gjorte opmærksom på, hvad de i gråden havde
overhørt, at Lina virkelig havde sagt ja. Uforsigtige yt-
ringer af Lina må have ledet dem in på denne smærte-
lige misforståelse.

Bjørn går det udmærket i Kristiania. Alle mænneskers
yndling på grun af sin naturlighed, barnslighed, lydig-
hed. Om hans begavelse for musik er der store for-
håbninger. Det gæller nu at meddele ham andre, side-
løbende kunskaber. I historie og sprog er han langt
kommen. Nu må natur-fagene, åndfult tagne, kunne få
en anstændig plads i hans udvikling, og så lettere filo-
sofisk uddannelse. Ja, Gud hjælpe ham! En væninne af
mig, en noget ældre dame, frøken Marie Blich har fåt
det opdragende kald. Hun er højesterets-assessor Blichs
datter, og denne livs-opgave tror jeg, hun løser. Hun har
hoved og hjærte på rætte sted og en aldeles rasende
iver, som den stærke prygl kan holde ud. Han bor hos
min mor, hvis kæledægge han er. De kommer nu bægge
til pintse.

SIDE: 136

Karoline er æfter omstændighederne; men meget bedre
nu æn før. Hun har meget at stå i; men hænnes yp-
perlige hoved og faste karakter klarer det, og hun har
overflødig hjælp; - ikke ganske med vor gode vilje
er al denne hjælp her; men på landet får man ikke tage
det så nøje.

Jeg har lidt meget af pietismen her i vinter og har
i "Oplandenes avis" rættet en del angreb på den; disse
er så at sige summen af mit liv i vinter. Her er ganske
døvende ånds-dødt her i landet fortiden. Jeg har måttet
holde mig vågen ved udenlandsk læsning. I ingen del
af mit liv har jeg læst så meget. Det italienske liv følger
jeg i italiensk avis, og vænstres sejer dernede har moret
mig kostelig! I det hele ser jeg reaktionen skridt for
skridt at vige; og så kommer vor tid! Med reaktio-
nen følger falske strømninger, med fræmskridtet sunde,
stærke. De holder væl ikke "Dansk folketidende", De
har ikke fulgt mine ord-væksler der f. ex. med pastor
G. Brahm? - 

En stor forlegenhed følger mig i mit liv som
gård-bruger: pænge-forlegenheden. Her er dårlige tider,
jeg kan ikke få solgt mine endosserede obligationer
og er bogstavelig uafladelig i nød. Dette har taget
mig mangen en time! - Men hvormeget jeg lærer
her i mine gænvordigheder, ærgrelser, omgang med
bønder, forrætnings-mænd, politikere: De kan tro, det
skal komme! - Apropos: har De læst min "skitse fra
Italien"? - 

Konows har det godt i alle måder; vi har et
par ganger været der, idet vi har kørt isen nedover

SIDE: 137

til dem. Ælskeligt hus! Men jeg holder mig altid i en
slags sælskabs-afstan; jeg føler det så. De kommer nu
snart hid. - Nu skal Karoline om væl en måneds tid
til sæters. Rige jærn-kilder er opdagede der, og de skal
nu undersøges, om de kan hjælpe hænne til kræfter, de
også. Af alt dette små-roderi er De væl nu træt.
Men jeg kan ikke omgå det. - Ja, De kan tro, jeg lo,
da jeg så den tynd-læggede Høedt liste af fra direktør-
posten ved teatret! Tak for Deres meddelelser. De må
ikke tro annet, æn at jeg allerede var orienteret; men
det gør godt at få bekræftelsen. - Gid luften dernede
snart blev lidt politisk renere, så også jeg kunde våge
at stikke næsen in i Eders kære by. Men længe, længe
did!

Med hilsen! Deres innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

TIL THO. JOH. HEFTYE.

Aulestad 1876, 22de aug.

Kære Heftye,

De skal have min stærke tak for den kærlighed, hvor-
med De ilede, ænnu mere æn for løftet, skønt det "var
guld værd"!

Det, at jeg lættede mig, gjorde mig dog oplagt, så jeg
i den forløbne uge har skrevet vakkert og uden savn af
nogenting. Ak, hvilken glæde bare solen har for mig, når
intet ællers ligger ivejen innenfor ruderne. Og nu tænkte

SIDE: 138

jeg mig Motzfeldt og Dem i samarbejde, og solen gjorde
sin virkning. Tak!

Nej, jeg tør ikke forlade Karoline nu! Og jeg vil hæller
ikke. Men jeg har en stopper til, det er arbejdet. Dette
arbejde vil vække megen spot, vrede - glæde og tak; men
sikkerlig mest af det første. Og jeg ælsker det! Jeg be-
gejstres af det! Jeg lever ene, ene innen dets trylle-ring;
jeg læser lidt ved siden, omtrænt som man i forbigående
læser skilter; jeg bryder sten, sorgløs som en ung student
hjæmme i ferierne; ti arbejdet stråler over mit hoved og
synger i mit hjærte.

Om komponisten Svendsen har jeg altid havt den bag-
mening, at nogen produktiv natur er han ikke. - Den
ubetinget største begavelse, rådende over den dramatiske
patos og humor, men ofte bizar, fordi han ænnu forveksler
farver og musik - er Selmer. - Få Marie Blich til at
spille for Dem nogle småting af ham for piano, f. ex.
"barneleg". De vil ikke tro, det er Selmer! Så fin fantasi
har ingen af de yngre. Og så høj fantasi som i Tassos
klage (Shelley) har hæller ingen af de andre. Tro De mig!-

Jeg hilser Dem! - 

Deres ærbødig heng.
Bjørnst. Bjørnson.

Min hilsen for Deres ærede frue! Idag ser jeg Hansens! - 

Hansen må væk! væk! væk! væk! væk! - 

SIDE: 139

TIL FREDERIK HEGEL.

Aulestad 1876, 10 okt.

Du kære, kære væn,

den mig sendte bog fra en Vendelbo har bragt mig
hjærtelig til at ærgre mig og derpå til at le, så jeg ved
ikke, om jeg skal sende dig tak for den æller ej. Den
er kedelig og dum; men dens bornerthed er jo morsom!
Ingen unavngiven man burde skylde et partis førere for
forbryderiske hænsigter, fædrelands-fordærvelige planer til
egen fordel, og sådant burde du, rent ud sagt, hæller ikke
have trykket, kære væn. I Danske tager skade på eders
sjæl i denne kamp. Men det må jeg sige, at en samtale
med danske bønder (og her kommer mange!) er en fryd
mod samtale med en af eder, ti de er mådeholdne og
ædruelige i sine udtryk om eder; men I er jo som djævle,
når I taler æller skriver om dem. Nu ja, lad dette ligge,
til vi engang atter tales ved.

Danske bønder fra de forskælligste ægne har bedt mig
komme til sig forat holde foredrag, og jeg har et par
småting til dette brug foruden mit gamle slag-repertoire.
Men Karoline skal først i December have sig en liden,
og så længe må jeg være hjæmme.

Som jeg før har sagt dig, arbejder jeg vekselvis på
tre ting. Jeg har havt en tung vinter, så det har gåt
langsomt. Nu går det godt. Bare to arbejder er til ud-
givelse; det tredje er for scenen, helt og holdent.
Fortællingen, som jeg væl først får færdig, og hvoraf den
halve del ligger færdig til oversættelse, renskrevet af
Karoline, burde du skaffe mig et godt marked for. Nu

SIDE: 140

går skitsen fra Italien værden runt, og jeg får ikke en
skilling for den. Hvorfor kan jeg ikke få en god engelsk
oversætter, så har jeg jo afsætning for mine fortællinger
i det minste i "Atlantic". Dennegang vil jeg også inrætte
mig slig, at min fortælling gir mig fult honorar på tysk.
På denne måde skal den dog i alle fall inbringe mig 2000
Specier, antagelig mere. "Kongen" mener jeg ikke at lade
oversætte. Den er ikke spillelig, fordi man tør ikke spille
den, og Tyskerne er for royalistiske til at gide læse den,
sælv om den er meget poetisk, hvad den virkelig er.
Den er næmlig højt lagt over småligheden, skønt den
behandler den med smil nu og da. Men jeg vænter ikke
mange skillinger for den. Derimod skulde jo mit scene-
stykke inbringe mig nogle tusen; nu får vi se. Jeg lar
det først gå i Tyskland; jeg trykker det ikke.

Jeg hører, at Nordahl Rolfsens tidsskrift går ænnu, og
at det går på dit forlag. Jeg har aldrig set det. Men
han har forlangt fortællinger af mig. Jeg har en del
mindre, som jeg snart vil expedere til et tidsskrift. Men
for dem vil jeg have 50 Spd. arket og tid til oversættelse.
Min større fortælling ("Magnhild" heder den) sender jeg
nu, første halvdel til Lobedanz.

"Kongen" får du antagelig til trykning i december.
Den er mig det kæreste arbejde af alle jeg har skrevet.
Jeg tror, at den rager op blant nutidens fineste poesi. Men
nu får du sælv se.

Du ved jeg undertiden har klaget over ensomheden
heroppe. Nu klager jeg ikke mere. Væl vil jeg gøre en
svip-tur; men ikke for længere tid vil jeg mere forlade
landet forat ligge i by. Den øde, stæmnings-løse tilstan

SIDE: 141

jeg længe følte, er flyttet, jeg ved ikke til hvæm annen!
Jeg er nu rig og glad. Den ro, jeg aldrig således før
har følt, er over mig, den ro, som spejler himlens stjerner
i sit stille kærn. - Men Vorhærre synes nok ikke om
den; ti nu har han ladet den man som købte min ejen-
dom i Kristiania, gå fallit. De, som først købte den af
mig, har den da og må skynsomt bygge forat gøre tomterne
i pænger, og så længe kan de intet give mig, og det
nytter ikke mig at tage den tilbage; ti nu vil ingen købe.
- Væl, jeg har nu arbejder på hånden og forelæsningerne
foran mig; men javist er det sårt for mig, hvis jeg virkelig
for alvor (og ikke bare lejlighedsvis for nogle, som bér
derom) skal rejse og holde foredrag!! I hvært fall, jeg må
have hjælp til at klare december-tærminen 2000 Spd. Jeg
har tænkt mig en tre måneders væksel. Kan du hjælpe mig
hermed, så har du jo valuta foruden i de arbejder du
nu får, i alt jeg forræsten ejer her af inbo, besætning,
avling, hvad der er lagt i min gård, i husene, i jorden,
hvad jeg ejer i Kristiania, min fars-arv. Kort, jeg har
sikkerhed at byde. Men jeg vil have fred for mine arbejder
nu, der er ved fuldendelsen.

Når jeg nu kommer til Danmark forat drage ud på
landet til de bønder, som vil have mig (ingen politik!),
kan jeg så, de dager jeg er i København, tage in hos dig?
Bojsen har inviteret mig; men jeg har mine grunne til
at sige nej.

Kære væn, jeg må også i vinter en tur til Tyskland;
jeg må se større forhold, tale med mænnesker fra store
stæder, høre musik, se farver. Ak, hvorledes det nu skal
falle på min sjæl! Men først nogle foredrag. Nu skikker

SIDE: 142

jeg Bjørn til Berlin, hvor han skal være I to à tre år
forat uddanne sig i musik. Det er mig en slig kær tanke,
at han utvilsomt blir tone-digter. - Karoline ber mig hilse
dig og dine. Skriv mig snart til! Nu er det længe siden
sist. Den troeste brev-skriver dernede er fru Heiberg.

Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

TIL SOFUS HØGSBRO.

Aulestad, Gausdal 1876, 27de okt.

Min væn,

æfter at have læst debatterne i folke-tinget om finans-
loven og told-forslagene må jeg i bekymring skrive dig til.

Som udenforstående kan jeg ingen mening have om,
hvilke midler I må bruge for at få en ænne på denne
strid. Jeg ved kun, at I må ikke bruge dem, som ikke
fører til målet, og at til målet må I komme, æller I
taber alles agtelse.

Dette strænge udsagn er erfaringsmæssigt. I må ikke,
I tør ikke lade eder længer slæbe fræm som nu af de
magt-havende; eders protester blir bare komiske, hvor
gode de æn er i form og mening.

Hør dette! Lad flere høre det, om nødvændigt; som
levende midt i kampen kan I måske sælv ikke fatte, hvor
ilde det tager sig ud.

I blir latterlige; man må jo tro, I er moralsk uveder-
hæftige mæn, som man tør le ud. Den ænkelte kan tåle

SIDE: 143

at les ud; men flertallet, hjæmfallen til latter, har tabt
alles agtelse.

Jeg kan og vil ikke under disse forholde komme til
Danmark. Dette må du mælde Bojsen.

Min væn, skriv mig lidt til om stillingen! Og for den
gode sags skyld, Høgsbro, ænten må hele vænstre lægge
sine mandater ned, æller det må forstå at få kongen til at
gøre sin pligt.

Vil dit parti ikke, så læg du som hæderlig man dit
mandat ned. Du skal ikke, kære gamle væn, være med
at slæbes om som en nar, hvor du er mødt fræm for at
tjene fædrelandet.

Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson,

(som du ikke må misforstå! Du fik tusen slige breve, om
alle de skrev, der udenfor Danmark nu tænker som jeg.)

TIL J. E. SARS.

Aulestad 1876, 11te nov.

Kære Sars!

Em. Mohn fortæller, at du og Lieblein vil nu udgive
tidsskriftet.

Jeg har en række småfortællinger, om hvilke jeg tror,
at de alene kan grunlægge et tidsskrift.

Det er korte karakteristiker, tildels biografier, poetiske
ting, små, men tilsammen et national- og tids-billede.

SIDE: 144

For disse stilles følgende betingelser.

1.) Jeg er buden 50 Spd. arket. I kan væl næppe give
det halve. Men der kan søges forbun med andre tidsskrift
i andre lande og på den måde kan jeg erholde honoraret.
Til at føre disse underhandlinger har jeg for øjeblikket
liden tid.

2.) Ingen forudgående bekæntgørelse om, at jeg er med.
Men allerede i første hæfte en fortælling, i annet en
annen o.s.v.

3.) Det må ikke komme ud før midt-sommers, hvis I vil
have mig med. Jeg må få afslutte mine arbejder forinnen.

4.) Intet direkte angreb på kristendommen, så længe jeg
er medarbejder.

Disse betingelser må I prøve at gå in på; jeg vilde så
gærne gå i samlag med eder, og I skal stå eder på det
i alle henseender; det tør jeg med bestæmthed sige.

Tak for sist! Jeg er nu i denne måned færdig med
"kongen". Men intet ord om det i nogen avis.

Alt er væl; Karoline vænter i december en liden.
Hun er bra. Sælv trives jeg nu bedre æn nogensinne.
Stilheden har tabt sit øde, og jeg er bleven lydhør i den.
Jeg bytter den ikke mere bort uden for kortere tid æller
en større gærnings skyld. Hils din mageløse mor og fru
Thaulow og alle vænner

fra din
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 145

TIL J. E. SARS.

Aulestad 1876, 16de nov.

Kære Sars,

siden siste brev har jeg erfaret, at Arvesen, Ullmann og
Bruun vil udgive et tidsskrift, som altså kan samle en
 større læse-ring blant dannede bønder og i den store
mællem-klasse æn eders. Der havde mit navn og mine
arbejder åbnere favn, så jeg tænker stærkt på, at det dog
måske er rigtigere, jeg går med dem. Jeg kan gøre dem
mere godt æn jeg kan gøre eder.

I er væl for videnskabelige til at slå eder sammen med
det såkalte folkelige? -

Det kunde da bli et tidsskrift af stor betydning.

Før jeg hører fra dig, tager jeg ingen bestæmmelse.

Din
Bjørnson.

TIL J. E. SARS.

Aulestad 1876, 27de nov.

Kære væn,

med bekæntgørelsen er der dog en misforståelse. Det var
forhånds-bekæntgørelserne, de almindelige, jeg ikke øn-
skede. Men jeg har tænkt mig, at hvis foretaget gik igang
fra sommeren (æller noget før), at just da bekæntgørelsen
umiddelbart foran første hæfte skulde bestæmt sige: 1ste
hæfte inneholder: af Ernst Sars -, af B. B - o.s.v.

SIDE: 146

o.s.v. Annet hæfte inneholder: af Ernst Sars -, af
B. B. o.s.v. o.s.v. og således med de tre første
hæfter. Dette skulde være vor intrædelse med sælv-
anbefaling.

Kommer jeg sådan dumpendes midt ude i lektien, da
er moroen borte; jeg gør ingen synnerlig effekt; - og I
har lidet æller intet brug for mig, når jeg ikke kan være
flue-lim for eder.

Hvad du siger om det "folkelige", er jeg ikke kar for
skønne. Opfattet som en slags særegen "vidskab" må
du have ræt. Men opfattet som arbejde for at få det
store folk med, er det i mine øjne så vigtigt, at om man
bød mig valget mællem: hvad vil du i tyve år unvære ænten
at videnskaben i så lang tid gik fræm, æller at folket
gik fræm, - så stort ofret blev for mig personlig (ti det
folkelige giver mig jo næsten intet, videnskaben direkte
og indirekte al min åndelige bespisning), - jeg måtte
dog sælv-fornægtende sige, at folket måtte få gå fræm,
videnskaben fik vænte. -

Noget over jul rejser jeg udenlands, så du behøver ikke
frygte for, at jeg ruster. Aldrig har jeg fulgt bedre
med æn her, - skønt det koster mig mange pænger!
Men impulserne må til; deri har du ræt. Jeg går til
Berlin, hvor en familie har budt mig frit logis for et
længere ophold. Dette tager jeg mod.

Til Kristiania? Kære Sars, - du, din familie, nogle
vænner (gænnem dig mig tilførte) og de kære Thaulows,
er alle dem, som har været snilde med mig derinne. Og
der er alt for mange, som ved en æller annen lejlighed
har såret mig, ofte bittert. Og så længe det Stangske

SIDE: 147

dominium terroriserer stæmningen, forbittrelsens giftvåben
ælskes og bruges, så længe vil jeg være borte. - Imidler-
tid forbereder jeg mig i mer æn én henseende.

Det var svært hyggeligt at se dine fine, karakteristiske
skrift-drag bedække så stor vidde! - Hvor jeg længes
til din historie! - I det hele har jeg nu en følelse af
forår, - og dennegang er det vist intet bedrag.

Din væn
Bjørnson.

Min væn! Æfterat have gænnemlæst det foregående,
kænner jeg trang til at tale fyldigere ud. - For mig kom
det an på at samle mig, så det oplevede kunde få klar-
hed og tryk på ævnerne. Det galdt at bringe den praktiske
drift, om muligt, og i alle fall for nogle år, til at gå over
i den poetiske. Jeg havde levet dybere æn de fleste;
jeg havde svidd og brændt mig på alle mulige kanter af
livet; det var kommet dertil, dels fordi jeg stormede for
idealt på, dels fordi jeg tog fat med for megen lidenskab,
ofte vildt.

Jeg tænker, at det, jeg attrådde, er ved at nås. Men
stærkere er jeg ikke, æn at jeg bør vogte mig for de
uklare forhold, som trykker vort liv derinne blant eder.
Jeg bør også vogte mig for den misagt, tids-forholdene
har ladet blive min del; den tirrer mig. - Men så snart
åndeligt er mig muligt, kommer jeg, og da nærmest
fordi jeg har brug for en mængde studier i eders liv
(hvorom jeg dog bér dig at tie stille som en mus! - ).

Ensomheden er blevet mig overmåde rig. Men hvad
jeg har gænnemgåt i den, ønsker jeg ikke at opleve én

SIDE: 148

gang til. Det er ikke kommet for sent. Jeg havde før
for megen storm i mig til at tage lære og finne de fyldigere
harmonier. Jeg tror, jeg er ved det. - Ønsker du at
læse noget af dette for din mor, så ved du, det er mig kært.

Din Væn.

TIL F. T. BORG.

Aulestad 1876, 29de nov.

Kære Borg!

Dine blade skal du rigtig have tak for!

Men ænnu mere for at du berættede os om din hus-
tru. Og nu skal du under straf af et slæt rygte hos
min hustru som også hos lænsmannen berette os, hvor-
ledes det går hænne.

Du behøver bare på et brev-kort tægne nogle ord, -
hører du! Men nu og da, med ikke for lange mællem-
rum! Hører du! Og så hils hænne innerlig!

Hvad min politik angår, så blir den som den var. I
begynnelsen af næste år får Krieger se en bog, som siger
ham, om jeg forstår hvad republiken er. - Mit livs drøm
er en tidning (à la Augsburger allg. zeitung) udgivet i
Gøteborg, betitlet "De nordiske fristater", med korrespon-
denter fra alle punkter af vigtighed i Norden, med re-
vuer over alle forrætnings-grene, videnskabs-strøg, skole-
foretag; med statistisk månedsoversigt over alt, som kan
tænkes at interessere en nordisk læser.

SIDE: 149

Jeg gør rægning på den begejstring, som fristaten
æfterhånden får blant Nordens ungdom, at den vil bære
foretaget. Vi ældre yder betydelige årlige offre til
dens bestan.

Nu går vi en stor tid imøde, - en fræmgangens tid!
Jeg tænker mig, at vi alle har lært i den forgangne, så
vi ikke atter fræmkaller reaktionen. Lad os skrive, så
vi ikke støder for stærkt, hællere drager til ved vor
sunde lære, vor klare bevis-førelse. - En stor tid! Måtte
den finde os unge nok, ildige nok, modige nok, - måtte
den finde karakterer!

Hils Bajer fra mig! Jeg følger hans breve. Hvorledes
går det dig forræsten - med tidningen og stæmningen
omkring dig? - Med hilsen fra hustru og vænner,

din hængivne
Bjørnst. Bjørnson.

TIL JOHANNE LUISE HEIBERG.

Aulestad 1876 16de nov.

Kære fru Heiberg!

I sommer traf jeg tilfældig hr. Krieger og Deres datter
på tur til Fron i Gudbrandsdalen. Vejen did kan lige
godt gå over Gausdal; men da jeg fornam, at den
(halv-annen mil fra mig stod de i øieblikket og ved
sælve vejen ligger min gård!) havde de ikke tænkt på
at tage, - drog jeg mig tørt tilbage.

Et par ganger havde det allerede hændt, at fru Konow

SIDE: 150

havde hilst "fru Bjørnson" fra Krieger; lidt æfter mældte
Borg mig (rigtignok på en taktløs måde gænnem avisen),
at hr. Krieger havde udtrykkelig lagt til: ikke Bjørnson,
da han bad om at hilse min hustru. Se, det er ligefrem
råhed.

Borg har jeg kænt i mange år. Han hører til de
hæderligste mæn, jeg kænner; takt har han ikke stort
af; men hjærte har han, og rå kunde han aldrig være.

Jeg oplever så meget af den sort mællem år og dag,
kære fru Heiberg, siden jeg brød med denne vor såkaldte
"dannelse," fordi, ja just fordi den er rå i sine egen-
kærlige fordringer og sælvfølgelig i sin kamp-måde.

Sammenlign den med den dannelse, som en lidt ældre
tid, den hvori Deres man, Mynster o. s. v. stod, og De
vil sælv føle forskællen.

Hermed nok om dette, som jeg kun har rørt ved,
fordi De syntes mig på veje til at give det en gal
adresse.

Jeg har det godt nu, siden min lyst til arbejde er
vændt hjæm. Hin mællem-tid, som var meget stræng,
den, hvori alle levende røster udenfra udeblev, uden
at ensomheden vilde blive frugtbar på gænlyd af indre
intryk, fjærnere og nærmere - den er overvunnen, og
jeg går i rigt sælskab. Bøgerne er mere for mig i en-
somheden, tidenderne udenfra stiller sig klarere og større
på min væg, stærkere sondrede; jeg lærer mere af hvært
ænkelt ord og tilfælle æn i larmen. Jeg skriver godt.

Karoline er, synes mig, nok så stærk. Men hun har
frygt for døden foran hvær sådan dyst, og De har min
evige tak, fordi De just i denne tid over land og hav

SIDE: 151

holder Dem tæt til hænne med moderlige ord og klar
hængivenhed.

23de dec.

Så langt altså på det forlagte brev. Og nu tak for
Deres brev om Karoline.

Da det var overståt hin svære nat den 4de december
(barnet har plads mællem moderens 1ste dec. og min 8de),
og jeg lagde mig, greb jeg æfter en bog. Der var nok
af dem; ti et bogskab var flyttet forat give rum for
min sæng. Den, jeg stansede ved, var brev-vækslingen
mællem Heiberg og nogle i hans samtid. Denne stille,
ordnede værden, jeg her så in i, gjorde godt. Men så-
ledes gik det da til, at mine tanker var hos Dem og
blev ved dermed de første dager. (I parentes: bogen
har en fremmed inhæftning. Jeg har ikke i sin tid lånt
den af Dem?)

Mit ene arbejde er nu omtrent færdigt. Er det godt?
Å-nej. Jeg trodde det var bedre. - Fortællingen følger
lige i hælene.

1877, 2dre januar.

Jeg er kommen i et nyt år bare ved den fortjeneste
at have ladet brevet ligge! - Havde De fåt alle dem,
jeg nu og da "i hovedet haver forfattet til Dem", da
havde De ikke beklaget Dem, som De nu kan have år-
sag til. Karoline er frisk igæn, kører hvær dag i det
hærligste føre med en liden kvik hæst æfter hænnes
smag. Børnene har derimod været syge. Erling er det
ænnu og ikke mildt. Men vi håber, det går godt.

Karolines glæde i den lille er naragtig sød. Jeg un-
drer mig ofte over, at hun ikke har tolv unger; ligesom

SIDE: 152

jeg altid har undret mig over, at De ikke har fire og
tyve. Det beviser nu, hvor dum min natur-iagttagelse
er. Og dog har den en vis støtte deri, at da De fik
råde Dem sælv, tog De ud æfter tre på én gang. Det
brede moderlige i Dem udstrækker sig uvilkårligt over
alle, som kommer i Deres nærhed og ikke tér sig altfor
urimeligt. Man opdrages ikke til sådant, ej engang ved
at høre Mynster og Martensen; det må have stød i na-
turen, hvorfor det, som sagt, blir mig en gåde, at jeg
hos Dem må savne fire og tyve levende unger!

Hvor det har moret mig, at Københavnerne trues med
at få sit teater stængt! For de fleste af denne art mæn-
nesker er suffitterne den højeste himmel, kunsten jordens
og himlens øverste Gud, - og sælv han undergivet folke-
tinget - hu! - Og den pene Hall aktioneret for vil-
kårlighed med statens midler, hu - ha! Ja, det er en
rå slægt de er fallen i hænderne på, ikke engang Kristian
den niende, på en gang så almen-ælsket, især af Bille,
kan mere rædde os! - Jeg skikker så mange djævle
did ned, som posten kan bære; ti situationen, som ængster
Dem, fryder mig mere æn sømmeligt; - jeg ved det;
men kan ikke lade være! Da De er det klogeste gamle
mænneske, som jeg har fåt lov til at træffe på, kunde
jeg have lyst til i en æftermiddagstime at sidde hos Dem
og fortælle Dem, at i Danmark begynner nu noget, som
trods fejl og mangler, er det største, som æfter mit syn
sker i noget folk: - en alminnelig bevægelse omkring
ledende tanker for et kraftigt sælv-styre, og som ikke
ænder, før "folket" beklæder alle styrelsens stillinger
over det hele land! Det er det første eksempel

SIDE: 153

herpå, som værdens-historien kænner, Amerika ikke ibe-
rægnet.

Her har arbejdet hos mig og hos min væn Kristofer
Janson heroppe otte unge danske fra landet, 3 piger og
5 gutter, som tjeneste-piger og tjeneste-gutter, er par som
tømrere. Disse holder sine blade, følger rigsdagens for-
handlinger, pigerne ligeså ivrige som gutterne, de holdt
stort lag, da valgene faldt ud, som de ønskede. Jeg har
ofte fåt tårer ved at føle den forstan og varme, hvormed
de fulgte; ti da har jeg tænkt: et folk, som er på veje
som det danske, til som én man at optage fædrelandets
arbejde; et folk, hvori der i alt stort, alt afgørende, altså
snart er én tanke, en følelse; - et folk ænnelig, som
lader det dybere lag vælde op i sælve styrelsens in-
hold og form, - det går den største fræmtid i møde,
som jeg kan tænke mig. Ti dette er just tids-opgaven,
over hvis smærtelige fødsel de andre ænnu har mange
slægt-leds kampe tilbage, og som næppe løses i fred. -

Vi er i den tid, hvori frihedens former for mange
mænneske-aldre skal finnes, og hvori det nationale skal
blive mer æn roman-æmne, næmlig det skabende ud i
den yderste ævne, sprængende de fræmmede anstalt-
magerier, som så længe har fåt gøre tjeneste. Hvæm
kommer først til målet? Hvæm giver derved i tidens
fylle et værdens-billede af, hvorledes det skal være? - I! -

Og så kan I gærne græde over nogle kære illusjoner,
som I mister, også over adskilligt, som kunde og burde
være sparet for undergang: - det store, som fødes, trø-
ster over alle tab, - og mig, ja, mig begejstrer det.

Dette er kanske for meget på én gang? Så kast det!

SIDE: 154

Men jeg vilde i Deres sted, kraftig som De er, - når
De havde tvivl, få en man af de ny, de anklagede, i tale,
f. ex. Bojsen æller ænnu bedre: Berg. Jeg vilde få
ham til at tale forat fornæmme, om der var sanhed i
ham. Jeg vilde tage ud på en folke-højskole nogle da-
ger og høre på, - på en af de store, f. ex. Schrøders.
Æller komme hid op til sommeren, høre på Bruun, Janson
og Frits Hansen (mig vil jeg ikke nævne) under en serie af
foredrag for lærerne. Iår kommer ovenikøbet Schrøder
hid op og kanske Trier. De blev så ung og glad ved
det, at disse øjne, som jeg slæt ikke vil smigre mere,
så stille ud æfter tanker, der gik in i morgen-røden.
Det er dejligt for en sjæl, der har arbejdet ud af et stort
kall, at føle det folk, man ælskede og gav, have en
fræmtid, en stor, kærlig-inviet fræmtid! Gør det, fru
Johanne Luise Heiberg! Jeg narrer Dem ikke! - De
vil have funnet megen trods ved mig; ti det er for-
horningen, som den skal have, der går op spids-roden
med de ny, de foragtede; men De vil også have fun-
net adskilligt lyst, troende, sejer-sælt ved mig, -
ikke sant? Det har jeg af begynnelsernes kilder, ti dem
drikker jeg af. - Og dem har De en ævne til at bøje
Dem ned over og drikke af, når De stilles hæn foran
dem på Deres vandring, som væl få ældre nogensinne
har havt.

Deres innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 155

TIL THO. JOH. HEFTYE.

p. t. Kristianssund 10de fbr. 77.

Kære Heftye,

i Trondhjem tog jeg in på fire forelæsninger netto 700
Spd. (opgøret har min hustru; jeg kænner det ikke).
Disse til alle slags udgifter i hjæmmet. Her (min siste
forelæsning idag) antagelig 400 Spd., som jeg sender
Dem.

I Molde én forelæsning til fordel for en gammel pige,
som plejede mig i skole-dagerne, i Aalesund to, hvor-
for jeg køber en hæst. I Østerdalen holder jeg foredrag
æfter hjæmkomsten ifølge løfte; derfra atter 200 Spd.
til Dem, - og sådan piller jeg sammen til det nødvæn-
digste forat få fred til bøgerne, hvoraf befrielsen skal
stige, også for min fængslede økonomi!

Denne rejse er en begivenhed af varig betydning for
mit liv. Jeg er dog, når det kommer på dybden, ælsket
som ingen annen offentlig man af tusener og atter tuse-
ner, og sælv har jeg vunnet den kærlighed, som intet
forstyrrer for dem, der vil holde af mig. Jeg har aldrig
så dybt takket Gud som på denne rejse. Jeg føler stærkt
livsmod og har fåt fuld visshed for, at jeg kan bærge
mit hjæm! -

Her er jeg bleven underrettet om, at Heinr. Jessen
er under administration. De ved, at hans fabriker med
tilliggende jord ligger på min forhenværende grun. Der
skulde gårdens hus-mans-pladser ligge, og de nuværende
lægges ud til bejte-mark og skog. Skal fabriken sæl-
ges, ikke for videre at drives, men for at lægges ned,

SIDE: 156

da må jeg købe jord og huser (de siste til træ-værdi),
ænten jeg står så æller så. Jeg vil ikke mit hele senere
liv gå og ærgre mig over, at jeg forsømte det af frygt
for ikke at kunne.

Æn videre er frasolgt min gård til Jessen en ikke så
rent liden skog-tejg, som ved forsigtigt inkøb igæn måtte
kunne enes med gården. Det siste er ikke som det
første en conditio sine qva non; men værdt at over-
veje, æller rættere: værdt et raskt inkøb til udhugst på
8 toms, så arealet dermed var invunnet for den videre
skog-drift. Skog-tejgen er væl konserveret. Dette måtte
kunne arrangeres med en spekulant, når man tog for-
sigtig på sagen. Kære, giv disse ting et øje!

Jeg vil nødig synes lætsinnig; ti jeg tror ikke, at jeg
er det. Men jeg taler her som den, der vil have fræm-
tiden og foretagenderne samlede om ét sted, én ting;
jeg ved nu, at jeg opgiver noget moralsk i mig og
mine, om jeg ikke nu ænnelig en gang æfter så lang
og spredt kamp er kommen til det, og her kan holde
fast. - Dernæst taler jeg som den, der ved, at et lyk-
keligt stykke (og jeg håber at kunne skrive flere så-
danne) kan gøre halve sagen, og en lykkelig forelæs-
nings-tur (især tilsat med et par ny fortællinger) kan
inbringe mig 1000 Spd. om måneden (det var alene
lokalets knaphed i Tronhjem, som gjorde, at det ikke
inbragte mig mere). - Begge deler kan bare vare nogle
år; men i disse må væl også skuden være bleven frælst.

Altså: holder De disse to faktorer sammen, så ser
De in til værkstedet for alle planer, og De nænner vist
ikke at kalle mig lætsinnig.

SIDE: 157

Gør De det alligevæl og af den grun forlader mig, -
det vil jo da i mange stykker blive pinligt, vanskeligt,
usikkert; - men jeg har ingen annen vej at gå æn den
her udstukne alligevæl. Jeg går på!

Om en måned tales vi ved. Dette er ord, inkastede i
den kommende samtale.

Hvor mænneskene her er ælskelige! Jo, jeg føler, jeg
er Romsdøl.

Med de innerligste hilsener til Deres frue og familie,
med gode, gode ønsker over Deres planer, hjærte-lag,
sanheds-kraft tegner jeg Deres ærbødige

Bjørnst. Bjørnson.

Jeg har læst brevet over. Det er ikke som jeg har
hjærte til at skrive det, det forsikrer jeg Dem; - men
oprevet af rejser og fæst-intryk plejer væl hæller ikke
De at skrive som De ønskede.

Deres
B. B.

TIL SOFUS HØGSBRO.

[Mars eller april 1877.]

Kære Høgsbro, idet jeg bér dig læse en af dine for-
trinlige korrekturer på vedlagte, - bér jeg dig skrive
mig til, om der er noget i situationen, som tør være
mig ukænt.

Nu er det punkt kommet, som nøder de andre til at
gøre fejl, tildels af moralsk art. Da kan sejeren ikke
være uvis. - I er folke-frihedens forpost i Norden!

SIDE: 158

Men blir det provisorisk lov: da svar over hele Dan-
mark med loven af 1849. Den gamle har vist sig udyg-
tig, dens uret har hævnet sig og truer landet. Føj imid-
lertid fælles votering til! - 

Det er sant: jeg havde de tre skandinaviske flag at
hejse på fæst-dager. Men nu har jeg fåt et stort norsk
flag, og de to andre er derved blevne for små! Jeg har
den fikse idé, at jeg også vil have til foræring af dan-
sker et dansk, af svænsker et svænsk stort flag, så jeg
kan sige: det har Normænd givet mig, det Danske, det
Svænske vænner.

Sørg for, at et par danske vænner gir mig et dansk
flag, så er du snild! Ingen ståhej, ganske stilt. Jeg rej-
ser alt masterne.

Skulde du ikke ville tage dig en forfriskningstur til
Hedlund og mig i sommer?

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL THO. JOH. HEFTYE.

Aulestad 1877, 7de apr.

Kære, kære Heftye!

Jeg håber, De har fåt de 125 Spd. som landhandler
Bruun i Storælve-dalen fik i kommissjon at sende Dem.
Dermed 300 Spd. ialt til Dem fra Østerdalen. På hele
færden tjente jeg stærkt in på 700 Spd. netto. På hele

SIDE: 159

forelæsnings-turen i vår over 2000 Spd. netto (i Trond-
hjæm alene henved 1000).

En uænnelig mængde huller er iputtede; jeg sidder
så glad her! - Jeg kom ikke in til Kristiania, nærmest
fordi jeg hørte, man trodde jeg kom for teatrets skyld.
Som om jeg nu havde råd til at tage teatret!

Af de 6000 Spd., jeg har bestæmt mig til at tjene
iår, har jeg væl nu tjent over de 4000 (hvad bøgerne
inbringer kan jeg jo ikke på forhånd bestæmt afgøre).
I sommer skriver jeg det skuespil, som jeg tænker alene
skal inbringe mig mere en hele årets flid forøvrigt.
Men først må jeg nu gøre istan, hvad mangler i "Magn-
hild" (som jeg nu har solgt også til Tyskland).

Nu er mit spørsmål til Dem: mens jeg nu slutter
Magnhild og skriver det stykke, som med Guds hjælp
skal slå mine obligationer og lidt til ihjæl, vil De hjælpe
mig at holde det gående? Jeg vil så til høsten ud og
betale Dem.

Men til det, jeg trænger forat dække rænter og af-
drag på obligationerne, rænter på Andresens fordring
og Bjørns liv i Berlin - alt intil høsten (November), vilde
jeg svært gærne også have lagt noget at bryde jord
op med her, f.ex. 500 Spd. - Ællers er det mig ikke
som jeg har gård, når den ikke kan gjøre et så pas
fræmskridt i nyt foruden at få hævd i det gamle, -
et så pas for hvært år.

Dette stykke, her er tale om, ligger for øjnene på
 mig, hvær gang jeg går til vinduet. Det forstyrrer
mig skrækkeligt. Men ikke derfor: - synes De, at det
er vanvid, så sig mig det, og jeg skal vænte. Det første

SIDE: 160

må De derimod ikke afslå mig; jeg har mere mod til
at bede Dem om det nu, siden De dog har erfaret, at
jeg har betalings-ævne og betalings-lyst.

De kan ikke tro, hvor gården glæder mig. Jeg har
lagt ud nogle hundre her, som jeg kunde have sparet;
men mere er det virkelig ikke, som jeg angrer på, æl-
ler som andre kan bebrejde mig. Spørg folk, så skal
De høre, at man tror, jeg stæller mig ræt fornuftigt.

De kan ikke tro, hvor glad jeg er i at være her over-
hovedet. Jeg tog hid op forat ænde de fristelser for
mit varme, hæftige sin, som jeg følte og tildels lå under
for der inne. Jeg tør sige, jeg er vokset som man og
mænneske her oppe. Og mine kære er voksede i alt godt.
Gud ske lov, jeg tror, vi skal vokse videre. Hvad jeg
længtes til i Firenze, da jeg lod andre købe for mig,
det har jeg delvis nåd, og jeg tror, vi er på vejen til
ræsten. Min omgang her er også så gæv. Og så har
det styrket mig, på rejserne at opdage, hvor afholdt jeg
dog i grunnen er. Jeg havde tabt troen på det. Jeg
føler vår i luften både for mig sælv og for det, jeg var-
mest ælsker.

Bjørn gør os bare glæde. Lærerne siger, han er et
geni, og sælv er han så fullkommen barn, - ren, glad,
flittig.

Karoline er frisk. Med stællet her lykkes det bedre
og bedre. 
[- - -]

Deres dejlige sviger-søn var her iaftes. Han har i
denne vinter taget stor vækst. Han vokser fri fra Bruun
tilsist. Han er i meget en større begavelse æn Bruun,
og æfter hvært han får underbygge den med studium,

SIDE: 161

føler han sælv dens centrum og kraft og gør et mandi-
gere intryk. Dermed vokser også hans frejdighed. Inge-
borg forbød mig at komme, før hun havde fåt noget,
hun væntede på. Vorherre ved, hvad det er. Men sælv-
følgelig har jeg intet nyt at mælde fra hænne. - Alt
i alt, kære Heftye, blir vi ikke annet her oppe, så blir
vi bedre mænnesker og får den følelse af lykke, som
dermed følger.

Jeg vedlægger to brev fra prof. Frederiksen, og et fra
etatsråd Juel. De må naturligvis ikke tro, at jeg har skre-
vet annet til Frederiksen, æn at jeg har sendt Dem hans
brev. Men se nu, hvad han allerede forestiller sig! Da
De kænner den sort genifulle folk uden midler, så undrer
det Dem væl ikke. Ja han er et geni, kan De tro! Men
et troskyldigt barn tillige! At man har tillagt ham svig,
er simpel sjofelhed. Forvirring kan man væl tillægge
en svagelig, oprevet man, som kæmper under lidelse;
men svig - ? Han er så ren som en ung pige. De ved,
jeg er sjæle-kænner, jeg tager ikke fejl af ungdoms-væn-
ner. Dette om hans karakter. Om hans forrætninger
har jeg intet ord, jeg kænner ingen af dem, forstår mig
hæller ikke på sådant. At det, hans geniale øje har set,
er fordelagtigt, rigtigt, tviler jeg intet øjeblik om. Men
uden midler - ?! Hvilken sangviniker!!

Jeg skulde svært ønske en lang, lang passiar. Men
muligens finner den sted, når isen går op. - Jeg glæder
mig overordentlig ved den alminnelige fræmgang, frihe-
dens sag nu har i hele den civiliserede værden. Vi er

SIDE: 162

ænnu i reaktionens is-lag; men det smælter og glider dag
for dag.

Med ærbødig hilsen til Deres frue, - 

Deres i tak-næmlig hengivenhed
Bjørnst. Bjørnson.

Jeg maler nu mit hus, udvændig, invændig, udhusene
deræfter. Her skal blive rent! - 

TIL THO. JOH. HEFTYE.

Aulestad 1877, 22de apr.

Kære Heftye!

Deres udsagn om mit temperament lige overfor pæn-
ger er vist fullkommen rigtigt.

Den, der tjener så uregelmæssigt og stundom så uvæn-
tet som jeg mit liv igænnem har gjort, kan væl næppe
få det annerledes; ti temperamentet er jo tildels et pro-
dukt.

Nu får jeg imidlertid "hæle på". Min arbejdstid er
inne.

Dette var egenlig for at takke Dem! Og så for at
bede Dem fornye Bjørns kreditiv.

De skulde se den gamle rønne her i oppudset stan,
tættet, malet, fra kælder til loft, og med altan foran og
veranda bag. Her er til at være; men for min familie
særdeles for trangt.

SIDE: 163

Jeg er spænt på "kongen". Skæbnen har rigtignok
lagt situationen tilrette for den. Men der kan jo støde
så meget annet til.

Har De læst Goldschmidts "Nemesis"? Mærkelig!

Deres hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

TIL SOFUS HØGSBRO.

Aulestad 1877, 25de apr.

Kære væn,

de danske blade tilbageskikkes. Jeg læser dem ikke
for ikke at fristes til at optage en strid, jeg slæt ikke
har sigtet på fra først af. Men det gjorde mig ondt, at
du tilskikkede mig min egen artikel; du kunde have ræt-
tet hvad du vilde; men du burde have taget den.

Flaget skal være 6 alen 20 tommer højt, 9 alen 12
tommer langt, ikke split. Tak! - 

Det er mange nok som forlanger, at jeg skal både
skrive og tale i den danske strid. Jeg vil ingen af de-
lene, i alle fall ikke fortiden.

Som parti-man kunde jeg, så længe der kæmpedes,
nok med en slags tryghed tænke på, at modparten vil-
de springe grundlovens skranke. Som republikaner kun-
de jeg stundom sige, at på sådant er det vi erobrer
tilhængere i tusen og atter tusenvis.

Men nu det er kommet, - ja, jeg kan ikke skildre

SIDE: 164

dig min bedrøvelse. Min omgang er som jeg en stun
blevet overvældet af, at det virkelig kan være muligt
i vore dager, så nær os sælv, at der sker grundlovs-
brud, og at den så kaldte hovedstads-intelligents tør jub-
le dertil. Det kan ikke ungås at føle samhørighed og
altså med mismod fornemme, hvor lidet langt vi er kom-
men, hvor lidet af virkeligt etisk inhold der ænnu er i den
dannelse, den "kristelige" dannelse, som vor samtid
berømmer sig af, altså også, hvor kortrækkende vort eget
lille arbejde i denne samtid vil være.

Vor bedrøvelse har en årsag til, som hvær dag får
næring; det er den ringeagt, som regæringen og dens
parti ved denne dåd har kastet sit fædreland ud i. Den
er desværre meget stor. Dammark står i øjeblikket så
lavt, at også af den grun får det rang af en folke-ulykke,
hvad her er skét. Grundlovs-brud - og jubel til det, . . .
der følger foragt med, og den stanser ikke ved forbry-
derne, den rammer desværre folket. Du må ikke døm-
me æfter vore blades udtalelser, skønt du kan skimte
den, hvis du læser nøje. På de få undtagelser nær, som
underholder danske korrespondenter fra lejren eller er
udelukkende læsere af sådanne, er her ikke en tænken-
de man, han høre til højre eller til vænstre, som ikke har
de stærkeste ord for, hvad her er skét, eller som ikke
mener dem, om han end ikke siger dem. For os Nord-
mænd er grun-loven noget helligt. Så kan du selv skøn-
ne virkningen.

Jeg, som er kænt i Tyskland, tænker på det intryk
som grunlovs-brudet der vil gøre. Jeg føler det på,
mig sælv. Det er det samme parti, som i sin tid regæ-

SIDE: 165

rede i Slesvig og forspilte stillingen dersteds ved sin
vilkårlighed og sin va banque-politik, - det samme par-
ti, som nu "med let hjærte" gør grundlovs-brud. Jeg ved
altså nu, at det, som er dem påsagt fra deres styrelses-
tid i Slesvig, det er sant; ti kan de ænnu idag gøre
grunlovs-brud, hvad kunde de dengang ikke gøre i et
halvt erobret land?

Var jeg Tysker, og jeg læste om grundlovs-bruddet,
og jeg ællers havde isinde at tilbagegive en del af Sles-
vig, - jeg vilde tænke ved mig sælv: nej; til et sådant
folk tør jeg ikke tro de mange tyske Slesvigeres skæb-
ne. Jeg forudsætter næmlig, at jeg som Tysker ikke
kunde gøre den adskillelse mællem parti og folk, som
jeg nu kan, da jeg kænner forholdene. Jeg forudsætter
dette, fordi jeg ser, at sælv Nordmændene ikke i øjeblik-
ket har godt for at gøre den.

Jeg kænner ikke stæmningen i Sverige. Jeg ved ikke,
hvor langt den dom repræsenterer folkets mening, -
som Sveriges (og Nordens) største og bedst ledede dag-
blad har udtalt. Denne dom synes mig imidlertid at
have en inre fasthed, som i længden gør den sikker.
Den rangerer næmlig hvad der burde være forsøgt før
en forbrydelse blev begåt, således.

Først burde folke-tinget blevet opløst; så landstinget
være blevet opløst, hvis hint ikke nyttede og ministe-
riet vilde forsøge at stå. Men nyttede heller ikke dette,
så burde ministeriet hællere have gåt æn at gøre grund-
lovs-brud. Vilde kongen ikke tage et nyt ministerium,
som kunde med nytte prøve at besværge splittelsen, så
burde også han gå. Sist af alt grundlovs-bruddet.

SIDE: 166

Denne række-følge tænker jeg hviler på en etisk op-
fatning, så i alle fall en alvorlig kristen skal have ondt
ved at omstille den.

Jeg dølger ikke for mig sælv, at den synd, som er
begåt mod det danske folk ved i den reviderede grund-
lov at dele folket i klasser, og bryde den almindelige
stæmme-ræts prinsip, den er det, som kræver mere synd,
- og den har I nu høstet.

Om du vil optage, hvad der står æfter de to stræ-
ger på første side, og i hvad form, overlades til dig.

Din innerlig hengivne væn
Bjørn.

Når jeg ovenfor har kaldt Gøt. Handelstining Nor-
dens bedst ledede blad, så mener jeg blant de store
blade, blant dagbladene. Men der er ikke plads i pa-
piret til at inskrænke det ordligt til det, jeg virkelig
mente. Gør det du, hvis du bruger min tilskrift, som
jeg tror du bør gøre. Hils Holstein fra mig, at jeg fant
både den fornødne etiske harme og folkelige klarhed i
hans ypperlige tale! Den (d. v. s. dit uddrag) burde være
trykt i hundre tusen eksemplarer!

TIL JOHANNE LUISE HEIBERG.

Aulestad ved Lillehammer 1877, 27de apr.

Kære fru Heiberg!

Det beror nu på mig, om jeg vil overtage Kristiania
teater. Det har ståt slig længe; men nu kommer her
desværre et afgørende.

SIDE: 167

Jeg tænker jeg siger Nej. Det får bero på mange
ting, da især, om jeg finner tiden belejlig. Jeg skal in
og se om nogle dager.

For det tilfælle at jeg (mod formodning) finner den
belejlig: er Holm-Hansen at få f. ex. for 800 Spd. (3,200
kroner) som intendant æller overregissør? Kære væninne,
uden ham tar jeg det næppe.

Jeg kan jo også tænke mig Berner, men vanskeli-
gere, og så fik jeg ham væl ovenikøbet ikke. Jeg tror
ællers at jeg foreslår teatret at tage ham til at styre det
hele, så længe det bare skal vegetere (og jeg er bange
at tiden ænnu ikke er inne til mere).

Og Berner tar vist gærne teatret alene; han tar det
næppe f. ex under mig. Det siste vilde ellers give ham
en sikker og beskyttet stilling, det annet en i længden
aldeles uholdbar.

Som foresat er jeg undertiden utålmodig som bare
pokker. Men jeg er ikke rå, ikke overmodig, ikke
ugrej. Og så er jeg taknæmlig og aldeles ikke mis-
undelig på dem, der gør mere æn mig. Jeg tror, den
attest jeg her giver mig sælv, er san.

Det er min mening, at intet af Nordens teatre har i
øjeblikket de kræfter samlede som Kristianias. Til så
fint spil som f. ex. det danske kan vi desuagtet ikke
bringe det; ti det forbyder folkets egen færske tilstan;
men til et mere poetisk.

Hermed være sagen for denne del (hjælpens) i Deres
vold! Svar mig uopholdelig!

Tal med Holm, og måske også med Berner!

Deres innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 168

Karoline bér hilset! Alt væl. Hun sidder alt i et
hos sin lille ængel. Et vakkert barn, som kom med stor
glæde i huset.

NB. Blir Berner foreslåt at tage teatret, lad ham ikke
gøre det for mere æn ét år ad gangen.

D. S.

Jeg behøver væl ikke at lægge til at sagen må blive
mællem vedkommende.

Ved at læse mit brev igænnem føler jeg, at der fra
det første er stærkt omsving i forholdet til Holm-Hansen.

Det kommer deraf, at Berner, som De også antydede,
til ordningen af det hele, er nyttigere for mig æn H. H.,
og at jeg ikke var så viss på at få Berner, som jeg
var på at få H. H., da jeg først skrev til Dem. Med
H. H. måtte jeg sælv have overtaget mere af det, der
keder mig. Men med Berner går jeg ænnu hællere ivej.
Således står det.

Skal jeg bruge bægge på én gang, så er dette mere
æn vore tarvelige forhold er vant til, og jeg kan da
alene inlede det ved (som antydet) med en del av min
gage at give ham en del af mit arbejde samt scene-
isættelsen, som er gageret for sig sælv.

Hans moralske holdning, sikre skøn, vinnende væsen
fik da æfterhånden erobre ham fast stilling og den ag-
telse, som man giver sagen i vold, uden hensyn til,
hvad landsman han er.

Skuespillerne er begavede, lysten ænnu ikke uddød, -
og kom jeg til, drog jeg studenter og frøkener æfter.
Her er gry i det.

SIDE: 169

TIL O. ARVESEN

Aulestad 1877, 28de apr.

Kære Arvesen,

du er ikke i den rigtige tone, når du skriver om mod-
standere som Blom.

Du slår med en våd fille, så det klasker og skvætter,
istedetfor at bruge pæn og blæk, hin skåret af en kristen
og dette lavet af sag, bevis, alvor.

Du kan skønne, jeg mener ikke med alvor - højtide-
lighed! Nej, så vittig, ja, så tilbunds, af din overflod vittig
som du er, - hvorfor bruger du ikke denne vittighed,
den og ikke bitterheden, skældsordene, general-karak-
teristiken, det er især den siste, som oprører så!

Nej, slig godslig vittighed, som den, hvormed du slutter
din artikel, - den er mere oplysende i sagen æn alle
dine slæng-kæft-ord forræsten, - og så er den åndfull!

Desuden: med vittighed kan de folk ikke svare! Så
du, hvor lynende sint Saxe blev! Mer af den vare, godslig
- og så din brede, mægtige ærlighed; - men ikke af
din uvorrenhed og skælds-karakteristik, - ikke uden i en
ramme, som du er sikker bærer.

Du har stødt mange stille kristne folk ved din måde at
skrive på. Jeg ved det.

Videre: ikke tag in, hvad du ikke sælv har virkelig
gænnemlæst. Som hin artikel om Lindeman æfter en
Throndhjæmsavis. Du kan dog ikke forlange, at man i
længden skal tilgive dig sligt, der synes gjort af L's
værste fiende!?

Æller hint gapede referat af mine taler i Trondhjæm.

SIDE: 170

Du burde have dig et ordentlig udenlansk referat. Flere
taler om det.

Ja, kære Arvesen. husk nu hvilket ansvar du står i!
Du kan hjælpe så stort, og du kan sannelig også skade.

Nu synes mig, du burde komme op til os med dine,
dagen æfter sluttet skole.

Hilsen!
Din
Bjørnst. Bjørnson.

TIL O. ARVESEN.

Aulestad, Foldabu 7de maj 
[1877]
.

Ikke alene de ænkelte ord i Høyems referat er fejlagtige,
selv om de i en annen, frugtbarere forbindelse kan
være brugte, hvilket jeg tviler om, - nej, det er det
hele referat, hvorom du selv kan dømme ved at samholde
det med talen; du hørte den jo på Hamar!

Høyem har kun husket sensationen i den, har
snappet det udvortes udtryk; men der er intet åndeligt
skin over det, blir derfor uforståeligt, som et stor-knoklet
skelet. - Du husker mit raseri over hans referat da dit
værdensbekænte sluskeri havde intaget det - dagen æfter
Hamar-foredraget! Det er ikke minsket.

Jeg underkænner det fra først til sist, som tilhørende
hans hjærne, opælsket for overdrivelser, sensation, mål-
stræv og annet urimeligt. Han er gyselig, og hans
referater ikke til at holde ud! Sendte han ikke på mig

SIDE: 171

en Kvikne-jænte med en bøtte med gran-bar for at
strø på taler-stolen; jeg stod og sparkede og kunde ikke
få det væk igæn, - og så bagæfter i avisen, "at en jænte
fra hans hjæm-bygd havde havt den smukke ide (!!)o.s.v.
o.s.v.

Sig ham du fra mig, at han bør betænke sig to ganger
før han vil oprætholde sit mig i et og alt ubehagelige,
uægte referat; vil han det desuagtet, så får han finne
sig i medfart deræfter. - Tag du gærne tre Birkedal'er;
de skal ikke gøre mig noget; men om han vil sige det
samme, - ja, det får du opleve! Jeg lover ingenting; jeg
vil være mig sælv. Jeg ælsker Birkedal; men han kan jo
friste mig for det! - 

Hilsen! Din
Bjørnson.

Hvæm er "S"???

Få ænnelig Møller igæn; din nuværende faktor gør den
ene fadæse æfter den andre; det ser så slusket ud, bladet.
Det er slusket sammenkørt istedetfor redigeret, - og så
faktorens fadæser til!

Dårligt humør idag; ubehageligheder her med de danske,
som skal komme. Upraktiske, dumme folk, Bruun og Bø.

TIL J. E. SARS.

Aulestad, Foldabu 10de maj 77.

Kære Sars,

jeg finner eders tids-skrift at være det bedste literære
foretag i vort land, siden jeg fulgte med. Uenig med eder
i en hovedsag, er jeg i den grad enig, når I stormer dette

SIDE: 172

søvnige, tvære vrøvl, som kaller sig tanker, denne mor-
deriske etik, som kaller sig moral, at jeg bare får alt for
lidt af kamp. Mer, bestandig mer!

Vil du være af den godhed at komplimentere Storm
for hans historiske stykke. Det kaller jeg fræmgang fra
Snorre! Vil du takke Lieblein for hans stump fortids-
historie. Mer, bestandig mer! Tak også Krogh og Dons!
Det er godt og ærligt gjort; men sproget hører barbarer
til og ikke skribenter. Det slår undertiden over i det
snurrige!

Sammenlignet med "Det nittende århundrede" er her
en vederhæftighed som vederkvæger - forat nytte halvdelen
af samme ord. Jeg frygter bare for Vullums medarbejder-
skab, der i al sin åndfuldhed har en frivol holdningsløshed
og ikke en sælvtænkt tanke; han tænder lys på de andres
talg. Det morede mig at se, at en del af det, han skrev,
før han rejste, var - Sars's! Jeg ved ikke, om du kænner
den man? - Kommer ikke Skavlan? Kommer ikke C. Bang?
Vi har folk her på bærget!

Men mest tak, kære væn, for din historie. Bredt og
grejt sét, med en grundighed intil omstændelighed. Ja,
her er vår i luften, jeg glæder mig!

Jeg glæder mig også over den danske forvirring, over
den intelligens, som længe har levet på råhed og nu
ænnelig lever på forbrydelse! Jo, den afmønstrer før den
går! - Vi tør ikke smigre os med, at den norske æller
svænske intelligents-broder er bedre! Jeg har fåt det syn
på det, at det er deres teologiske etik, som er syg, og
som også for sin del har tilladt råddenskaben. - Hvad er
råest ænten et digt som Plougs til Hostrup æller en

SIDE: 173

Morgenblads-notits som L. L. Daaes om Jaabæks Englands-
historie? Frits Hansen fortalte mig om den! - 

Jeg kommer vist snart in til eder, så skal vi have os
en kvæld! Hils din mageløse mor og hænnes gilde
søster! Hils dine søsken og alle gode vænner. - Her er
meget kedsommeligt; men jeg får læse så meget. Artikelen
om Ferron i Rev. d. d. mondes har overrasket mig. Jeg
vidste ikke det minste om, at han var en sådan karl! -
Har du hørt noget, om kongen sanktionerer grunlovs-
bestæmmelsen? Få Getz til at skrive om den sag!
Jeg har oftere været på ham om det. Her er ænda
sne over hele "bak-liden", intil 1 1/2 alen høj. Også over
markerne her, så snart de er flade.

Din væn
Bj. Bjørnson.

TIL SOFUS HØGSBRO.

Aulestad, Foldabu 11te maj 77.

Mig er det ikke det værste, at der i Danmark er
skét grunlovs-brud, skønt jeg skulde have holdt det for
en absolut umulighed i et land, hvori Grundtvig har
levet og virket i tre mænneske-aldre. Det værste er
dog, at der kan være uenighed om, at der er
skét grunlovs-brud.

Dette peger med bestæmthed på en intrængende
svækkelse i folke-moralen, idet det lægger den sygdom
åben, som den hærskende dannelse har draget over fol-
kene.

SIDE: 174

Men så kan just det, som har lagt sygdommen åben,
være sendt forat vi skulde blive opmærksomme i tide.

Friheden er et fælles-gods, hvoraf intet enhværves af
det ene folk, uden at det derved er bragt de andre
nærmere. Men folke-moralen er det i ænnu højere grad;
den kan ikke synke i det ene folk, uden at det snart
kænnes i de andre.

Husk det derfor, at I kæmper for mere æn politi-
ske rættigheder, at I står i større ansvar æn det mod
et parti, ja, i større æn det mod et land; ti her vil et
nederlag være som et stort folke-tab. Folkenes fæl-
les moralske bevidsthed på lovens grun har så lidt
skade.

Jeg fatter ikke, at der sælv i det yderste højre nu
ikke opstår mæn, som siger det: Opræthold vore pri-
vilegier, men for Guds skyld ikke på moralens bekost-
ning! Ti så taber vi mere æn privilegierne!

Jeg fatter hæller ikke, at alvorlige mæn, som har
delt målene med det forenede vænstre, men ikke kamp-
vilkårene, nu dvæler med at træde in og give det støtte.
Det forenede vænstre får nu ansvaret for, om her sej-
res æller tabes. Derfor er spredt fægtning sandelig
bleven til mere end en fare, næmlig til en synd.

Du kan trykke af og udelade af alt, jeg skriver til
dig i denne tid, hvad du vil. Jeg må skrive til dig!
Skriv også du! Tak for det siste! Digtet skal nok en-
gang komme. Tusene, tusene hilsener!

Din
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 175

TIL SOFUS HØGSBRO.

Aulestad, Foldabu 1877, 16de maj.

Kære Høgsbro,

om én ting må du give mig besked. I (det forenede
vænstre) træder væl ikke under nogetsomhelst påskud
mere i forhandling med en regæring, som har gjort grun-
lovs-brud? I træder væl hæller ikke i forhandling med
nogen regæring, som anser det tagne skridt for annet æn
grun-lovs-brud? I vælger væl hæller fortsættelse af den
provisoriske stan?

I forstår da væl, kære vænner, at det er moralen, det
gæller, ikke magten, ikke bekvæmheds-hensynene, -
moralen, som I vil have bevaret for børn og samfun?

- - Ja, det var bare dette! - 

Ællers gir alle breve fra Danmark mig godt håb.
Om højre nu byder eder samfælt votering i finants-sa-
ger, tager I derimod uden at også valg-betingelserne
for lands-thinget ændres? Æfter det skéte synes det mig
umuligt. Kære væn, fortæl mig! Nat og dag lever og
tænker jeg med. Jeg forstår, som måske få, hvor gan-
ske eders sag er frihedens, er folke-bevægelsens i Nor-
den. Sejrer I ikke, så glider vi hundre mil bagover. -
Moralen! - 

Det lader til, at Oskar den annen vil nægte at sank-
tionere beslutningen om statsrådernes adgang til tinget.
Og just nu blir de yngre jurister mer og mer enige om,
at kongen aldeles ingen sanktions-ræt har i grun-
lovs-sager! Med vort sovende folk lar sig herpå intet
bygge; det gæller bare at holde fast, til folket engang

SIDE: 176

vågner. Det må dog væl ske! - Hvad stortings-be-
slutningen angår, er jeg nu vis på, at tinget har mere
magt uden statsråderne æn med dem. Vort ting
gør alt! Det administrerer også! Men landet lider
under det, - udviklingen, og også moralen; ti person-
lighedens insats gøres ikke, og meget for meget er un-
derhånds-spil.

Ællers er det latterligt, at kongen og hans folk tror,
han får mindre magt i en parlamentarisk regæring æn
nu. Som om han nu havde nogen!!! - Udover at an-
sætte embedsmæn har han faktisk ingen, og den ræt vil
væl ingen bestride ham, hvor parlamentarisk man æn
blir! - Jeg tror, jeg ved lejlighed skriver lidt om dette.

Den 22de maj!

J. A. Hansen! Æfterrætningen har lagt lam en sang,
som jeg nætop havde begynt ifølge Holms brev. Nu
skal det væl knibe, om den kommer istan. Og ministe-
riet Broglie! Føler du sammenhængen mællem det
ultramontane og reaktionære? Føler du, at også vi fø-
res af paven?

Skriv mig til!

Optag følgende til Brandt.

Jeg forpligter Dem herved til at lade optage både
Holms og min artikel af dansk folketidende for 11te
maj i det blad, hvori De har angrebet mig således, at
jeg føler mig mishandlet. Bjørnstjerne Bjørnson.

Tak Holm! Prægtig karl! Hils vænner fra din tro

Bjørn.

Oftere brev fra Frederiksen. Drager til Amerika.

SIDE: 177

TIL SOFUS HØGSBRO.

Aulestad, Foldabu 77, 8de juni.

Kære Høgsbro!

Ved at læse eders henvændelse til menings-fæller
minnes jeg atter om, hvor lidet I forstår at skrive
for den menige man.

Eders tale er ganske annerledes. En udtalelse som
den siste (og så mange foregående) blir simpelthen
ikke læst. Den er for lang; den har ingen slag-kraft,
og den har et sprog, der vrimler af latinsk-tyske kon-
struktioner og disse sammensatte udtryk (af adverbial
art), som bonden dels ikke skønner, dels opfatter så
langsomt, at han blir ked, før han finder meningen.

Kunde I ikke engang, når det ikke havde sådan for-
skrækkelig hast, lade mig få sætte i stil, hvad I vil have
sagt, d. v. s. omskrive eders cirkulære? Om der kom
nogle norske udtryk med, så kunde I jo lade disse rætte.

Dit sidste brev var næsten ubehageligt ved sin mis-
forståelse af mit og sin knarvorne besvarelse. Nu, -
du kan være ked også mig, kære væn; jeg forstår hvor
pint og plaget du må være. Bojsens tale gir mig be-
dre besked på det, jeg spurte om, æn dit brev. Tak ham
ænnelig for den tale!

Køber ikke de danske bønder min "konge" så gir
jeg ikke fire skilling for alle de sympatier for mig, man
så rundt har røget mig om næsen med. Men jeg blir
dem lige tro.

Din væn
Bjørnson.

SIDE: 178

TIL S. A. HEDLUND.

Aulestad, Foldabu 9de juni 77

Hvor i al værden har du fåt fat i, at jeg kan afbe-
tale på vækselen nu? Nej, rænter og min gæld til dig
medfølger; men dermed får det bero.

Aldrig har jeg sendt ud i værden en bog, hvoraf der
er gåt så lidet ekko, som af denne siste, "kongen". Man
vil sparke den væk æller tie den ihjæl.

Sælv de, der som det norske Aftenblad, er vænlige,
fatter ikke kærnen, fatter ikke, at jeg vil, at al reform,
også denne, skal begynne fra hjæmmet, og at med
dette står og faller den hele sag i denne ideale digter-
natur af en konge.

Og hvorfor vægrer hjemmet sig forat være med (i
Claras skikkelse)? Fordi der står magter bag, som for-
byder det. Kongedømmet har brudt formeget nætop
mod hjæmmet, som det oprinnelig skulde beskytte.

Tanken kan man tænke om som man vil; men kor-
rekt tænkt er den.

Jeg ser Rydberg var i Lund (barne-streger det hele!);
men havde ikke lyst til ved Plougs side at modtage
kransen -? Var det ikke så? - 

I er så middelalderiske derhenne i Sverige! I er in-
tet moderne samfun i så meget, - og i meget er I det
mere æn vi andre. Denne modsætning møder mig hos
personer og i forholde blant eder for hvært annet skridt.

Din
Bjørnson.

Pengerne vedlagte.

SIDE: 179

TIL DIKKA MØLLER.

Aulestad, 15 juni 1877.

Kære væn,

vi lykønsker dig alle her til din fødselsdag!

Imorgen kommer mor. Tak for dit brev! Sagde alle
som du og præsterne, at "det evig fornødne" skal vi
arbejde på, ikke på at rænske samfundet for løgn, så kom
vi aldrig af flækken.

Hvor langt er kristendommen kommen, fordi den så
sjælden har for alvor taget fat? Hvad slags samfun står
vi i? I løgn til munnen, løgn i vore aller nærmeste for-
holde, løgn til tjenerne, som vi bruger uden retfærdigt ve-
derlag, løgn til vænner, løgn til fiender, i alle fall taus-
hedens løgn overalt.

Nej, her må nok en omvæltning til, og begynde, så
det kænnes, ikke alene i dig sælv, men i de medansvar-
lige! Ænten er kristendommen Søren Kierkegaards, d. v. s.
en umulighed, vanvid, æller er den værdens fornyer,
den evig unge fornyer, og da kan der ikke stanses ved
en del bods-øvelser, - men fræm i Herrens navn, fræm
mod den samfundets synd, som forpæster vor luft, -
og da kommer krigen runt til så godt som alt.

Ænnu en gang: lykke til din fødselsdag, kære Dikka,
glæde hvor du helst ønsker den, sælv om ingangen er
sorg.

Din innerlig hængivne
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 180

TIL J. E. SARS.

Aulestad, Foldabu 16de juni 77.

Kære væn, det gør mig ondt af dit brev at se, at man vil
tie det dygtige tids-skrift ihjæl. Dette bestæmmer mig.

Men den, der skal ud i kamp i altid videre omfang, burde
være økonomisk uafhængig. Det har jeg stræbet æfter;
men jeg er det ikke, og det ser ikke ud til, at jeg nogen
sinne blir det. Fejlen er vistnok væsenlig min egen.

Dette er grunnen til, at nu, nætop nu kan jeg intet.
Derfor vil jeg hæller ikke med et ord have omtalt, at
jeg i sin tid agter at levere fortællinger hos eder. Jeg
vil sælv fortælle det i en fortale, når jeg begynner.

Til at rejse in til Kristiania føler jeg, når det kommer
til stykket, ingen trang. Jeg kommer sansynligvis ikke.
Brandes's Søren Kierkegaard er det bedste han har
skrevet. En duelig, ofte virtuos-duelig bog, og i Kierke-
gaards person tænker jeg pietismen dræpt; han har sælv
besørget det ved grusomt ærligt at drive alle dens leve-
betingelser til yderlighed, og i Brandes's påpegen heraf
ligger en gærning, det næsten kommer i rang med Kier-
kegaards egen, hvad betydningen i samtiden angår.

Kan du sige mig ét ord fra Frankrige, da stats-kup
uden krig er hensigtsløst. Er det krig man vil? Er
der altså et forbund med Østerrige, æller håb om for-
bund?? - Dette er hovedsagen. Uden dette er hele
stasen (Broglie-Fourtou) humbug, krampe.

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 181

TIL F. T. BORG.

Aulestad, Foldabu 19de juni 77.

Kære Borg,

hvad ænten du er hjæmme med din bedre halv-del, når
dette brev kommer, æller det kommer før dig:

"Vælkommen

til

Norden igæn!"

Tak for dine brev fra syden både til mig og avisen.
Det, hvori republiken omtaltes under kongedømmets
maske, morede mig især.

Her er alt væl! Her er dejligt nu!

Men for "kongen" har jeg lidt meget. Hån, had, væn-
ners taushed, medlidenhed, - ikke en eneste en (med un-
tagelse af Jansons) i min omgang æller udenom har helt
takket mig.

Og dog tror jeg, at bogen er god både som digt og
sanheds-bærer, og at jeg har udvidet tale-friheden med
den og brudt fordomme til jorden. Ikke engang fra de
unge har jeg hørt mere end et eneste ekko. Min søn
har lidt ondt for den i Berlin!! (En national-liberal kor-
respondent har omtalt den der!)

Din væn
Bjørnson.

Hvis du skriver om den, så gør det ganske stilfær-
digt. Læs den mere æn én gang! Tænk roligt over
den! Og send mig så et par ord!

Din
B. B.

SIDE: 182

TIL JOHAN SVERDRUP.

Aulestad, Foldabu 19de juni 77.

Når jeg ser, kære Sverdrup, hvorledes du har svaret
"Fædrelandet", og hvorledes også du har syn for, at den
store folke-sygdom, kilden til al vor fortræd, er den sort
kristendom, som af træle prækes for træle, og hvori
hælvedes-straffen og læren om guds-billedet, ifølge hvil-
ken alt fribåret (som menneske-båret) er synd, bare
synd, - holder folket ræd, autoritets-ræd, hælvedes-ræd,
præste-ræd, - - når jeg ser, at du også har syn for
alt dette og slår til i det blad, forholdene har bragt i
din hånd, - så morer det mig og æfter omstændig-
hederne begejstrer det mig, at en så gammel herre er
bleven journalist og som sådan forpost for alt af
den fri ånd her i landet.

Dette er egentlig, hvad jeg vilde sige. Men om mig
sælv lægger jeg til, at det gård-køb, jeg her har "begåt",
sammen med at ejendommen i Kristiania intet giver,
de store udlæg, jeg må gøre, har bragt mig i stor for-
legenhed og til en vis grad suspenderet mine fri-timer;
ti det ligger trykkende over min tænkning i en tid, hvori
jeg baade havde lyst og ævne til at tale med fra en
digters fri stade.

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 183

TIL S. A. HEDLUND.

Aulestad, Foldabu 29de juni 77.

Svar mig, kære væn, på ét eneste spørsmål: "Kan
jordens største kall være arveligt?" Du har al historie
mod dig. Men dermed er konge-tanken urokkelig ulo-
gisk.

Intet "digt" vil bevise noget, men vise, pege på,
vække tanker, gøre agitation. Altså: jeg har hæller intet
villet bevise, og du har intet dræbt ved at bevise, at jeg
vilde det, og at det, jeg vilde bevise, er galt. Jeg har peget
på en del sanheder som grupperer sig om denne sag,
og det har jeg gjort i en organisk udvikling. Dette er det
hele. Vred paa dig? Nej; I, som har det kall at bevise,
jeg er på afveje, må jo gøre det. Hvorledes kunde
landtmannapartiet ællers komme til magten, når ikke
dets første organ tog kongemagten i forsvar? - 

Min bog er skreven for ungdommen og fræmtiden.
Nu skal en række sange tid æfter annen følge, som skal
synge det fribårne sin (modsat det monarkiske, -
se annet æfterspil, imperatorernes kor!) in i den voksende
slægt. De skal nok nå.

Oberste Hjorth er en praktisk officer af første
rang, tilbunds hæderlig; men ikke det minste mere æller
annet, uden forsåvidt, at alt praktisk i livet skønner han
sig på. Du får altså af ham bare den mening, han har
sælv tilarbejdet sig i praksis. Noget oversyn, fræmsyn,
noget udover erfarings-ringen rækkende får du ikke af
ham. Men det, du får, det får du ud af den ubøn-
hørligste sanhed. - Bare at lære denne man at

SIDE: 184

kænne, vil more dig. "Omnia mea mecum porto!" kunde
være hans valg-sprog; han er altid parat!

Tag så din hustru og hvæm ællers med, send dem
hid op og kom æfter, når du er færdig i Kristiania!

Din
Bjørnst. Bjørnson.

TIL F. T. BORG.

Aulestad, Foldabu 23de juli 77.

At du, kære Borg, vilde forstå "kongen", ikke finne, at
den var et misfoster; men æfterhånden opdage dens
innerste mening og finne den ærlige mans alvor i den, -
det var jeg sikker på. Også derfor har dit brev gjort mig
så godt, at det viser din uforanderlige styrke i sinnelag
mod mig, i troskab mod sag. Du er næsten det eneste
helt igænnem frisinnede mænneske, jeg har truffet.
Det kan hæller ingen være, som ikke er republikan og ikke
har frigjort sig fra bibelens bogstav-lære og jødedom.

Med dine republikanske små-blade er jeg meget nøjd!
Måtte noget sådant komme igang! - 

Ja, Hedlunds færd! Nu, - han er jo nødt til at for-
svare kongedømmet; ællers kommer landtmanna-partiet
ikke til roret. Og Hedlund vil overalt forsoning. Det er
hans mani.

Dine breve fra Italien var meget skynsomt skrevne;
men du har sét godt, æller måske rættere: skaffet dig
god kunskab.

SIDE: 185

Jeg kan ikke forlige mig med, at din hustru nu skal
være hjæmme, d. v. s. også i vinter. Gør det ikke! Bliv
sikker i din sag, kære væn! Ingen eksperimenter; men af
to ting vælg altid den sikreste, når det gæller livet.
Hører du, Borg! - 

Hun vil også åndeligt have så godt af det. Du får
hænne igæn rigere, skønnere, finere. Lad hænne rejse!
Og du hænter hænne én gang til! - 

Frisk mod! Bladet betaler; det er jo rædsomt så mange
bekæntgørelser! Og redaktionen af det koster jo så lidt.

Herfra hilsener! I kommer ikke iår?

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

NB. Mældingen af "kongen" i Dansk folketidende
er rigtig! På et punkt nær ("den grå").

TIL DIKKA MØLLER.

Aulestad, Foldabu 10 aug. 77.

Kære Dikka, ved hjæmkomsten fant jeg dit brev, et
af de dygtigste, jeg nogensinne fik fra dig.

Dette med kærligheden er jeg noget ræd. Der "gøres"
så i kærlighed nu om dagene, og den tages til påskud
for at slippe helt opgør. Vi narrer os sælv og narrer
den sag vi burde tjene, idet vi bruger kærlighedens ord
og handlinger som grød-omslag.

Der skal svært meget til at være i kærlighed og dog i

SIDE: 186

sanhed. Vi får begynne med det siste og arbejde os
træt, så kærligheden blir en innerlig trang. Annerledes
går det ikke - i alle fall næppe for mig.

Du skal læse Søren Kierkegaard af Brandes. Det er
en bog af udødelig fortjeneste. Den har påvist, at S. K's
liv og skrift nøjagtig faller sammen og nøjagtig viser, at
pietismen er en umulighed, idet den fører i
vanvid.

Brandes tror, det er kristendommen som er bevist ud
af værden, men denne fejltagelse må du læt kunne sætte
dig udover, - og da er den bog nyttig, som få, - for
den, der som du har pietistiske fristelser; for du har det!

Jeg har i sommer nåd fræm til megen klarhed i mange
ting som i alle fald foreløbig glæder mig. Jeg ved
således også nu, hvorledes husmandsspørsmålet skal løses,
og gir Gud mig bare lidt tid og lidt lejlighed, så skal
jeg også praktisk vise det.

Din tro væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL THO. JOH. HEFTYE.

Aulestad, Foldabu 4de septr. 77.

Kære Heftye,

jeg får et opgør fra kreditkassen, hvoræfter jeg der har
en saldo på 183 kr. 39.

Om man havde mældt mig, at jeg havde oplags-hus i
Kina kunde jeg ikke være bleven klogere.

SIDE: 187

Hvor dette er dejligt: at se kredit-kassens udskrift, se
opgøret, bægge deler uden et øjebliks frygt, bare med
godt humør, - ja, dette kan De naturligvis ikke forestille
Dem; ti De har aldrig kænt den slags frygt. Men ved
De, at jeg har båret økonomisk frygt hele mit liv? Næppe
en dag har jeg været fri, og jeg har dulgt den for alle
mænnesker, mest for min hustru; ti hun har havt samme
frygt intil sygdom, og jeg har måttet være den frejdige.

Vedlagte fra min bror må De være så innerlig god at
gænnemlæse og sende mig tilbage. Jeg skriver til ham,
at De æfter godhedsfuldt løfte til min hustru tager be-
stæmmelse i sagen, som jeg ikke ganske kan overse i
sine følger. Kan De gøre ham en tjeneste på mine vægner,
kære, så gør det. Kan De ikke, så ved jeg, det er
rigtigt.

Min mor-bror, hr. Nordraach, er henved 70 år, hidsig
og urimelig som var han 27. Min bror er derimod ærlig-
heden sælv. Og han er dygtig, skønt væl næppe som
Nordraach, der i sit slags er mærkelig!

Jeg sidder i et skuespil. Nok et har mældt sig; små
fortællinger vil fræm; men fræmfor alt et stort skuespil,
et bibelsk problem udsat i psykologiske billeder, det største
og stærkeste stof, jeg nogensinne har løftet på. Det må
opsættes til senere - også for den læsnings skyld det
trænger, skønt jeg alt er inne i den. Mest må det opsættes
for pængernes skyld. Nu først gælden af halsen! Og det
mener jeg, hvad jeg før har udtalt, at så snart jeg blev
færdig med "kongen" og min fortælling "Magnhild"
(som bægge tilhører det mindre lønnende d.v.s. inbrin-
ger væl tilsammen en to à tre tusen Spd.) kunde jeg på

SIDE: 188

et par skuespil klare hele min løse gæld og arbejde
godt in på den faste.

Dette er, så vidt sygdom ikke lægger sig imællem, til
ænde - uden nødvændigheden af de kedelige forelæsninger
- innen nyt-år æller der omkring; men med en mællem-
kommende forelæsnings-rejse - først færdig langt senere,
ja næppe før til sommeren; ti jeg bruger æfter fore-
læsningerne en hel måned for at gro igæn og få stilhed i
tænkning og forhold.

Ja, ja! - Den livs-kraft og livs-glæde Gud nu har undt
mig; den følelse af, at nu har jeg ordet nogle år, den
er den skønneste jeg har følt i mit liv.

På gården alt godt ænnu; men nu tåler vi ikke længer
rægn. Med sæter-slåtten får vi iår omkring 400 store læs
hø. - På det ene stykke af dem, vi brød op iår, viste
grøfte-arbejdet langs efter stykket over 6 kvarter mad-jord!
Og sådant har ligget urørt hæn!

Det første, jeg brød op, da jeg fik gården, kostede
400 Spd. Avlingen iår (rug) vilde, hvis alt kom godt in,
hvad det nu næppe gør, have i nætto betalt halvdelen!
Slig avling ser man sjælden. - Min kone hilser hjærteligt!

Deres taknæmlige
Bjørn.

TIL FREDERIK HEGEL.

Aulestad, Foldabu 11 sptbr. 77.

Nej, du søde forførende rådgiver; dennegang bringer
du mig ikke til at ofre min ortografi; den er en del af
mig sælv, bagtalt som alle de andre deler; men lige

SIDE: 189

vælmenende for det. Tør du af den grun ikke forlægge
bogen med det vanlige tal og det omhandlede hono-
rar, så ser du sælv, at jeg kan lade andre gøre det.
Men, kære, sæt mig ikke i den nød; vær du min råd-
giver, forlægger, hjælper, mit faderlige forsyn nu som før,
og jeg vil være din væn, med dit navn forenet i den
gærning, Gud gav mig, til din og min død.

Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

TIL FREDERIK HEGEL.

Telegram fra Lillehammer den 17/9 1877.

Baade med Bogen og Ortografien kan det blive som
Du vil.

Bjørnson.

TIL FREDERIK HEGEL.

Aulestad, Foldabu 24 spt. 77.

Kære, kære væn, du bestandig den samme!

Dr. Rodenberg og Lobedanz har fortalt dig for meget
godt om min ny fortælling. Der er intet særdeles ved
den, det forsikrer jeg dig.

Men vi kan tage det på den måde: tryk du, som du
siger, dine 8000 expl., hvis du tør resikere det; og betal
mig, æftersom du sælger. Du skal ikke have tab på mig,
lad os bestandig handle som vænner, der står last og

SIDE: 190

brast i vore fælles affærer. Du behøver ingen kontrak-
ter på forhånd at gøre med mig; jeg har jo aldrig for-
langt sådant af dig.

Hovedsagen for mig er: at jeg har dig. Jeg må ud
af den knipe, som er skabt derved, at min ejendom i
Xania hværken er solgt æller ikke solgt, d. v. s. ingen-
ting gir mig. Dertil trænger jeg nu og da hjælp. Jeg
håber det ikke skal stå så længe på; ti jeg har jo nu
det på stabelen, der skal bringe alt i roligt leje igæn.
Og hværgang det dæmmer op, forelæsningerne. Gud
give, jeg iår slap at tage til dem! Ti det river mig så
op, jeg behøver tiden. Aldrig har jeg således trængt
til den! Jeg arbejder jo nu så langsomt, og jeg har
alligevel mere æn nogensinne at udrætte. Hvad der er
gåt op for mig siden jeg kom hid i ensomhed, og især
i siste vinter, - æfter det, hvis Gud vil jeg skal full-
føre det i arbejder, er det jeg bliver dømt af samtid og
æftertid. Det er min æftersommer, som skal blive den
stærkeste. Jeg har havt en lang og stræng udvikling
for at få syn, mod - og tålmod. Havde jeg nu en aldeles
sorgfri stilling! Å, Gud, å Gud! havde jeg det nu! Men
dertil vanter mig 6000 Spd. Først da er jeg i det ro-
lige leje! Jeg har rægnet det ud. Først da kan jeg op-
holde mig hvor jeg vil (jeg trænger jo til små-rejser til
udlandet, jeg trænger jo til at se!), først da kan jeg
sidde stille, når jeg har lyst. - Ja Gud give det, han
hjælpe mig til at nå dette eden, så jeg kan få arbejde!
Arbejde som jeg vil og på det, jeg vil.

Din innerlig, innerlig hengivne
B. B.

SIDE: 191

TIL DIKKA MØLLER.

Aulestad, Foldabu 8 oktober 1877.

Min gode væn,

Jeg har intet mod Chr. Bruun. Han kom her en dag
og vilde ikke længer omgås mig; dermed er intet at
gøre.

Hans ensidighed og sins-sygdom har været mig til
stigende plage; men jeg har båret over med bægge, er
beredt til fræmdeles at gøre det, dog uden håb om noget
slags samarbejde æller samliv; ti jeg tror, han med tiden
vil ses at være umulig i mer æn en hænseende. Mig er
han det længst.

To ting har du ondt for at fatte: at jeg er en alvor-
lig man, som har min egen gang gænnem livet, - at
jeg fører en stærk udvikling og i denne er kommet
langt fræm over den vanlige læsning og tænkning her
oppe i Gausdal.

Nu får du læse min Magnhild. Det er atter noget
nyt, og havde jeg nu den nødige ro d. v. s. uafhængig-
hed, så jeg slap rejser etc. etc., så kom der nyt i
nyt.

Dette er mit liv og min lyst. Ræsten er blet mig
småt.

Det er mulig min stilling blir den at måtte forlade
alt her og vandre ud, men i det længste håber jeg at
få fred og arbejde i mit hjæm. Men hvad der kommer,
jeg er rustet.

Nu får du prøve at finne dig i alt dette. Det er må-
ske ikke, som du ønskede mig, men dermed er intet at

SIDE: 192

gøre; jeg lyder lovene, idet jeg gør, hvad der for mig
er naturligt.

Hils din man som måske bedre vil forstå det, i alle
fall æfter hvært som jeg udfolder mig - og bli tro din

Bjørnst. Bjørnson.

TIL THO. JOH. HEFTYE.

Aulestad, Foldabu 4de nov. 77.

Kære, kære Heftye,

Dem skriver jeg først til. Jeg har en følelse af, at
æfter siste møte slipper vi aldrig mer hværandre, æller
med andre ord, at De har rummelighed nok forat forstå,
hvad jeg må forat være sand, og jeg hengivenhed nok
forat følge Dem i deltagelse, hvor så Deres tanke arbej-
der æller Deres mod har engageret Dem.

Her modtog skarlagensfeber mig. Til dato har vi
fåt cerneret den; men hvor længe varer så det? Barne-
pigen har fåt den; men børnene er fri.

Jeg har en følelse af at komme hjæm dennegang, som
var hele Gausdal et skarlagens-lasareth, som jeg skulde
gænnemgå. Det har med andre ord været udmærket,
at jeg har været her; men nu er det også udmærket,
at jeg kommer væk.

Ikke fra landet; jeg må have et sted på landet at
drage mig tilbage til, hværgang jeg har noget at kræve
stilhed for. Om dette talte jeg ikke med Dem, fordi her
gæmmer sig en bestæmt plan, og denne tænkte jeg så

SIDE: 193

langt fra sin udførelse, at det blot vilde være bryderi
at omtale den.

Oberstl. Anker på Bilerød vil næmlig sælge sin ejen-
dom. Det er en aftale mællem os, at får jeg sælge, så
køber jeg hans. Her er over isen ikke en time fra Ha-
mar (hvorhen Frits Hansen må!!), og fra Hamar jærn-
bane! Ak, havde jeg vidst, han vilde sælge, dengang jeg
købte her!!

Herregud, havde jeg vidst det! Ved De, at min hustru
har drømt en gård beliggende som den, fra vi blev gifte?!

Men nu ved jeg ikke, hvad som trykker på Anker,
at han pludselig vil sælge straks. Dermed ryger min
og hænnes drøm i lyset. Dermed er hjæmkomsten den-
negang blevet ænnu tyngre. Nu, det får at være.

Nu sætter jeg mig til imorgen. Nu vil jeg engang
prøve, hvad jeg kan arbejde fra 5te november 1877 til
5te juni 1878. Jeg er næmlig i det mærkelige tilfælde
at være optaget af mange stof på én gang, så jeg må
være oplagt til det ene, når jeg ikke er det til det annet.
Og så tog jeg ridehæsten alligevæl, så nu gør jeg som
børnene, jeg rider ranke til Berlin og Wien og Paris og
skriver, når jeg sidder foran pulten igæn mod det mål,
som nu synes så fjærnt.

Der var en livs-vej for mig nætop nu. Jeg kunde in-
ordne mig som snil gut i det mægtige kirke parti, hvis
tro er min egen, i det mægtige regærings-parti, hvoraf
jeg ikke hader en eneste man; æller jeg kunde bare tie
stille. Men lige så lidt som Ole Jakob i sin tid kunde
for 1 Mark tie stille, da samfunds-debatterne begynte
("Her er marken, gut, jeg må tale!"), lige så lidt kan jeg.

SIDE: 194

Jeg må tale til den ungdom, som skal føre in i det
forjættede land, jeg skuede i ånden; det er ikke repu-
bliken, det er ikke religions-frihed så fullstændig som i
Amerika; ti så langt kommer ænnu ikke den næste
slægt; men det er det ånds-vejr, som i længden fører
til bægge, det er tale-frihed, sanheds-mod, begejstring;
det er et åndelig og moralsk vakt samfun, som er mine
idealer, og som jeg til min død vil hværve kæmpere
for.

Da jeg i Kristiania mærkede, at nu var alle partier
stæmte for, at jeg skulde tage teatret, når den tid kom,
var jeg glad ved at kunne ænnu en gang minde om,
at jeg må være en fri man, som må kunne få lov til at
tale. På andre vilkår kan det ikke gå.

Det samme i det økonomiske. Blir det broget for mig,
så søger jeg hjælp; der er vist dem, som da vil bærge
mig; ti kapitulere, fallere på den ene, æller den andre
måden, det er for mig tilintetgørelse.

Kære, gode Heftye, ved De, at hvad De fortalte om
Schwejtz og de familier, som derfra togtede ud og bar
frugterne hjæm, det greb mig stærkt; det er vort liv
på jorden, kun at hjæmlandet for sjælens vedkommende
er himlen, men for gærningernes: den næste slægt.
Til den bærer vi hjæm, hvad vi vinder.

Vær mig nu god! Der har aldrig nogensinne været
en man, der føler det trangt og usundt og derfor må
kæmpe, som har bag dette længtes så til at have væn-
ner, der holdt fast ved min gode mening og skønte gæn-
nem mine fejltagelser af lidenskab og dumhed, at jeg hav-

SIDE: 195

de en god mening. Nu tror jeg om Dem, at De kan
dette, og nu tror jeg også, at De vil.

Deres innerlig heng.
Bjørnst. Bjørnson.

Bilerøds-skogen skal kunne inbringe; ved De (som ved
alt!) hvormeget? Den måtte jo ikke hugges til skade
for ejendommens henrivende skønhed, der for en stor del
skyller dette til sine trær. - Dette spørsmål, fordi Jør-
stad, hører jeg, kanske vil have Aulestad igæn.

TIL GEORG BRANDES.

Aulestad, Foldabu 5te nov. 77.

Deres brev var mig meget kært.

For Deres tilbud takker jeg, og bér jeg Dem straks
om to ting.

Først at De nu og da vil gøre mig opmærksom, hvor
der er en bog, som De kunde tænke Dem, at jeg burde
få tag i. Dette er af stort værd for mig her i min en-
somhed. Lov mig det! - 

Dernæst: Hegel har aldrig været istan til at skaffe
mig en engelsk oversætter, som jeg kunde være tjent
med. Jeg er i det tilfælle at have flere ganske små
fortællinger, som jeg samtidig på flere sprog vilde sælge
så dyrt som mulig, æfter hvært som jeg får dem fær-
dige og oversatte. Min tid er kommet for en tæmme-
lig rig produktion, hvis jeg ikke bedrager mig.

SIDE: 196

Men dette kan jeg ikke på egen hånd arrangere. Jeg
har ikke bekæntskaber og jeg er ikke handelsman. På
den annen side er det aldeles nødvændigt at noget gø-
res; ti jeg står overmåde trykket i det økonomiske, og
det har aldrig været mig vigtigere at være uafhængig
æn nætop nu. Jeg tror det er vigtigt for mere æn mig,
at jeg er det.

Er De her istan til at hjælpe mig til de rætte forbin-
delser, så var dette nok, hvis jeg som sagt, ikke bedra-
ger mig sælv, eller hvis jeg ikke blir syg, hvilket imid-
lertid er såre usansynligt.

Jeg har skaffet mig en ride-hæst og gør som børne-
ne, - rider ranke til Berlin, Wien, Rom, Paris, - -
nu får vi se!

Kunde jeg få godt honorar i Amerika, England, Tysk-
land, hjæmme for en del fortællinger, tids nok oversatte,
til at tiden for deres offentliggørelse kunde æfter sam-
råd fastsættes, - så måtte jeg være hjulpen.

Svar mig på dette, æfterat have inhæntet oplysnin-
ger, så gør De mig en stor tjeneste.

I hengivenhed
Bjørnst. Bjørnson.

TIL S. A. HEDLUND.

Aulestad, Foldabu 7de nov. 77.

Kære, gode Hedlund,
du må ænnelig ikke tro annet æn at hvær dag tænker
jeg på dig. Hvær dag.

Den islandske historie må vi hælst vænte med. Tiderne

SIDE: 197

er bitre, nu ogsa økonomisk. Lidt vind i sejlene først.
Men forberede den skal vi. Jeg henvænder mig til
Aschehoug og Heftye, Danielssen og flere rundt det hele
land.

Kære, sig Rydberg, at jeg må få lade hans bibelens
lære om Kristus oversætte, hælst i Sars's tidsskrift. Lad
ham svare mig straks! - 

Jeg har havt en falsk forestilling om hans bog. Den
samme Messias med samme frælsens virkning i alle mulige
måder, kun at Gud sælv blir ænnu større; ti han er jo
alligevæl i al sin herlighed bare "Guds återsken". At vi
slipper de tre Guder og alligevæl har alt, - hvæm kan
modsætte sig det som naturligt, når det atter er insat i
sin bevislige oprindelighed? Her som i Sverige vil denne
bog, engang oversat, øve den stærkeste virkning.

I Kristiania blev jeg overmåde godt modtaget. Der er
den forskæl på mig og de andre, at mig holder de af, de,
som kænner mig, og gænnem disse flere æn jeg havde
anelse om. Sverdrup modtog mig med ordene: "Det glæder
mig at møde en man!" Han var i alle måder den gamle.

Jeg fik derinne til forærings en fullblods ridehoppe med
sadel og alt tilhørende. Nu gør jeg som børnene, jeg
"rider ranke" til Berlin, Wien, Rom, Paris. Ja, jeg 
skri
ver ællers godt og raskt. Jeg har funnet op en aldeles ny
metode. Jeg har flere stof under arbejde på én gang,
deriblant nogle ganske små og lætte, så noget kan jeg nu
skrive hvær dag.

Her er desværre skarlagens-feber i huset. Barne-pigen
fik den og er afspærret; men vi vænter ikke bedre æn
at hele huset får den. Doktoren påstod, at jeg allerede

SIDE: 198

havde den. Det tror jeg nu ikke. Heftye var så god
mod mig, Richter, Ditmar Meidell, alle gamle kammerater.

Apropos om Richter! Du ved, han er en af vore dygtigste
offentlige mæn, odels-tings-præsident m. m. Der ymtes
om, at general-konsulat-posten i London er ham buden.
Du siger intet, før du hører det af andre æn mig. Jeg
vilde underrætte dig om, at for Richter er posten et trin
op. Han vil komme til at samle oplysninger på den og
blive os til nytte som aldeles ingen før ham. Han har
lagt i England forat studere dets institutioner (navnlig
jury'en); han er engelsk gift, han er stats-man med
lang parlamentarisk opøvelse og tilsvarende studium. Du
må, når den tid kommer, ingen hindringer lægge ham
ivejen, men i alles interesse holde på hans insigt, over-
ordentlige arbejds-kraft og ærgærrighed. Han vil
udrætte noget!

For ham personlig er det en rædning at komme ud
af politiken hjæmme, da han har brudt med Sverdrup
(af overbevisning) og kan dog ikke slutte sig til højre.

Sverdrup er en forfærdelig hærre at have mod sig.
Han er ubønhørlig; men vi andre må være forstandige.
Så store ævner og kunskaber som Richters må ikke stanses,
fordi om han ikke længer deler vor politik.

Hils nu din mageløse familie!

Gud være med dig, trofaste væn!

Hvor jeg ælsker dig, Hedlund!

Din
Bjørn.

SIDE: 199

TIL F. T. BORG.

Aulestad, Foldabu 8 nov. 77.

Kære Borg,
ja, det var rigtig, at din hustru rejste! Jeg kunde ville
takke dig for det! - 

For dit brev innerlig tak, du trofaste kammerat! Du
er så ædel en natur, at du går uskadt gænnem ild og
vand. Du er en så ideel natur, at du vokser op i ren
luft gænnem hvilketsomhelst afspærrende virkeligheds-
tryk. Derfor har jeg slig glæde af dig, når du er hos mig,
og når du skriver mig til.

Og tak for dit blad! Jeg havde nær skrevet dig til,
da du behandlede hin fornæmme hærre og hans hæst!
Det var mageløst!

Jeg har ikke fuldt så god tro som du nu til at det
går godt i Frankrige. Men Gud give, du har ræt! Tak
for republique franç. Det var en pantser-skude!

Jeg har i senere tid været under megen forfølgning i
Norge. Nu inne i Kristiania på ny æfter min tale blant
studenterne. Men det så jeg, at ungdommen er i det
hele og store med mig. De har hæller for stor forvæntning
til mig æn for liden. Hvad jeg kan gøre, er jo i grunnen
så såre lidt. Men nu kommer medarbejdere, hvis jeg
forstod alt rigtig. Kære, gode Borg, du er næsten den
eneste, som så helt tror. Vi deler den samme mangel!
Men som sagt: nu ser det ud til, at der kommer flere, som
med os vover at tænke og tro ideelt. Men hvad synes
du om, at "præsterne", som skulde være opdragne til det,
er de minst og sist troende. Deres Gud er bare

SIDE: 200

de døende og dødes, ikke de levendes. - Hilsen fra
Karoline og Lensmannens!

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

Oversæt kongen, hvis I vil. Men jeg tror ikke, man
forstår den. Det kunde være, at I tog Dansk Folketidendes
forklaring og trykte til som tillæg og forklaring. Der
er et par unøjagtigheder i den; men disse kunde I så rætte.

TIL DIKKA MØLLER.

Aulestad 9 november 1877.

Kære, gode Dikka,

jeg har aldrig skrevet noget finere æn Magnhild, Tande
og fru Bang; kan du ikke skønne denne "trio", så formår
jeg ikke at hjælpe dig. Jeg kunde sende dig, hvad den
europæiske kritik har sagt om den, så kanske du fik en
forestilling om, at din tvil her ikke ganske var på sin plass.

Jeg er så glad over vort siste møde, og din rørende
godhed mod mig, kære, kære Dikka. Tak for dit søde,
lille brev hin kvæll, dine naturlige ord, din vælkomne
gave, dine ejegode følge-engle på mit livs vej, snart i
tanker, snart i handlinger, altid nye i opfinnelse og friske
i god tro! Gud vælsigne dig og lade dig sælv vokse i
godt af det gode du daglig øver dig i!

Vor lampe har fåt tyk skærm, den lyser bare ned på
mit papir. Med gid så dette lyse længere! Lampeglasset

SIDE: 201

sprang idag, nu må vi til Lillehammer æfter unsætning.
For æblerne med Dikka-duften kan jeg ikke takke, ti
Karoline har gæmt både dem og duften. De skal fræm
på vore fødselsdage. Tænk, Karolines den 1ste, Dagnys
den 4de og min den ottende december, Bjørns den fæm-
tende novenber! Er det ikke en kæde?

Karoline synes mig så mager og medtagen. Jeg har
ingen råd med det, ti barnepigen er jo syg af skarlagens-
feber, og en annen er ikke god at få.

Nu skriver jeg hvær eneste dag. Det er min agt at
prøve, hvad jeg kan udrætte på et halvt år, siden jeg er
kommen så godt i det.

Carsten Ankers ejendom Bilerud er budt mig for 8000
spd. - Her kan jeg nu sælge for 17000 spd. Men jeg
må have 18000 for nogenlunne at have mine pænger
igæn. Min væn, tænk om vi kom til Bilerud, en knap
time fra Hamar og fra jærn-banen!! Hurra, lad os ønske
det, så det går det også! - 

"Sanheden". Den absolute taler jeg ikke om, men om at
hvær gør op med sig, ikke går og vasser, som vi går.
Havde jeg ellers vidst, at min tale skulde tages med
hurtigskrift, så havde jeg valgt en ganske annen form.
Dette var for studenter, som forstår halv-kvædne sange,
og som hælst bør have det djærvt forat vækkes. Borgerfolk
(og dette er læserne i avisen) vil have det bredere og for-
sigtigere. Nu, det var væl godt for noget det med.
Dennegang har jeg ikke tiet.

Men på alt dette skravl kommer det ikke an, men på
vort arbejde.

Hvad kristendommen angår, så er jeg ikke mere klar,

SIDE: 202

hværken over dens historie æller dens dogmer. Jeg læser
dogmatik på den ene side, og bibelkritik, samt ægyptisk,
assyrisk og persisk historie på den andre. Jeg mener nu
som så, at den, som heræfter bare læser bibelen og ikke
de samtidige og fortidige folks historie, han læser sig al
den galimatias til, som man hidtil har kaldt teologi, og
som ikke er mange skillinger værd.

Men Guds-forholdet, det er noget fra alt dette forskælligt
I det må vi være! - 

Ja, min væn, nu er jeg i mange tanker; hele store fjælde
er vegne. De stænger for de fleste. Jeg er én gang til
så frejdig, modig, san, siden jeg fik ende på al kvalmen
inne i en tilværelse, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg vidste,
og ikke troede, hvad jeg troede.

Din innerlig hængivne
Bjørn.

TIL THO. JOH. HEFTYE.

Aulestad, Foldabu 22de nov. 77.

Kære, kære Heftye!

Dette har været en meget bevæget dag (post-dag). Der
har strømmet breve og aviser in over mig; alle mine
personlige og offentlige forholde er rørte ved; lige til min
fortvilelse over den franske tilstan, bæver med i mine
overlægninger, min frygt, mine håb, - og ud af alt dette
vælger jeg det minste brev og svarer på det. Det kom
fra Dem.

SIDE: 203

Ti lad mig få noget færdigt! Det er Bilerud-affæren.
Jeg tænkte den henskudt; men nu er den brudt op igæn.
Anker må næmlig afgøre noget om forpagtningen af
Hoel (chefs-gården) og vil derfor vide, straks, om jeg
køber eller ej. Købet sælv kan henstå til fjortende
oktober.

Af denne situation kan jeg ikke rede mig.

Jørstad har budt for Aulestad (snaue gården) 16,000
Spd. Jeg forlanger 18,000, og hans bud betyder væl
igrunnen 17,000. Så er jo bøndernes vis. Men jeg
holder 18000 opræt; det er gården nu værdt; ti 4000
Spd. har jeg lagt i den, i dens huser og jorder. Man
fortæller æfter ham, at han ikke finder det ubilligt.

Men presse ham? - Ja, så blir han bagæfter "gal"
igæn og gør kunster.

Alle muligheder byder sig fræm og strider om mig.
Jeg mener om Aulestad, at det er en god, en udmærket
gård, som giver sine gode rænter, om ikke straks, så
snarere æn jeg engang vågede at tænke. Så må jeg,
hvis jeg istedet vælger Bilerud, betale samme års-afdrag,
tænker jeg, uden at arbejde for en lige så stor, om også
lige så god gård.

Men så ligger den nærmere, kan også annerledes af-
sætte sine produkter, kan drives, om jeg vil det, mere
æller mindre have-mæssig; ti den er opdyrket på lidt
nær, i hævd med den mest udmærkede jord og den
allerletteste drift.

Skal jeg til Kristiania, så kan jo sommer-opholdet
der æller her omtrænt komme på ét ud; - men i en
annen henseende har den fortrinnet, næmlig som tilflugts-

SIDE: 204

sted - midt i vinteren - når jeg som innerligst træn-
ger det.

Den siste mulighed har jeg også vejet på: at lade
bægge gårde fare. Med en æfter-smæk af hvad jeg her
har tabt, og som, når alt her var solgt, endda vilde præ-
sentere sig som 1 a 2000 Spd's obligation - var jeg
da en fri, en holden man. Men så havde jeg atter
opgivet et kært ønske, en kær fræmtid - og jeg tåler
det næppe mere! - Nu vil jeg køre mig en tur på
det; her er prægtigt føre.

Jo turen gav! Jeg fik i formiddag et af mine gamle
romantiske stof på klingende værs; det har fulgt mig
lige siden mit første Romer-ophold, jeg har sågar skrevet
én akt af det, som dog nu kasseres. Og køre-turen gjorde
det klarere for mig. Dette er mit vinter-arbejde mællem
fortællingerne, min poesi, min sne, mine hvide træer, mine
stræbende tinder, mit fygende føre, min bjælde-klang
gænnem måneskin! Gud, poesiens gave-rigman, være
takket! Det skal engang le og synge gænnem vær-
den! Om De gav mig - - ja lad mig nu ænnelig
stanse!

Dette ovenpå to dager, som hører til de sværeste jeg
har levet! Jeg kunde have grædt værelser fulde, havde
mine nedslagne, såre tanker kunnet omsættes i gråd.
Især min fortvilede økonomi, men så også min forladt-
hed, min trang til farver, sælskab, jeg, som burde have
havt det fræmfor de fleste, så det kunde stråle tilbage
fra min digtning, mit glade sind ... og så ikke kunne,
ikke magte, og bare misforståelse, ondskab .. Nu ja, det
er jo atter forbi - for nogle dager.

SIDE: 205

(Senere).

Der er ét vilkår, hvorpå Bilerud kan foreløbig købes
(det egentlige køb skal jo først intræde 14de okt.),
det er, hvis jeg så havde samme frihed til at sælge den
som Aulestad; ti så solgte jeg den, som jeg ikke tabte
på. Jeg mener, at Aulestad er værdt prisen; nu hører jeg
Bilerud skal også være det. Anker mælder, at der alt er
to andre købere til gården.

Hvad siger De nu til alt dette? Jeg kan blive utål-
modig over ikke at have Deres svar straks! Det er
mig, som kunde jeg det, når jeg ræt tænker mig den
forbausende fart som der er over Deres tænkning.

Hils Krieger! Det hele var tøv! Jeg har ikke det
minste mod ham, uden hans hår-rejsende politik! Men
da han vist har lige meget mod min, kan jo dette gå
op. -

Af alle Deres artikler har jeg nu bare læst den i
Morgenbladet. Ypperlig! Nu skal jeg straks til. - Ak,
i hvilket humør jeg har været. Grusomt! -

Men nu er der skinnende føre ude og inne! Give
Gud det varede!

Deres innerlig heng.
Bjørnst. Bjørnson.

Træffer De min ælskede Goldschmidt, så sig ham to
ting: hans skildringer fra Indien på Londonner-udstillingen
vakte min farve-tørst (den største jeg har!) i sådan grad,
at jeg levde et par af de ulykkeligste dager, jeg har
levet; ti det kom sammen med min økonomiske jammer. -
Dernæst, at jeg arbejder i et stort, poesi-rigt stof; der
byde sig ikke ofte magen.

SIDE: 206

Hils fru Heiberg! Sig, at det går pokker i vold med
teatret og Vibe, - og at det ender, hvor vi bægge ønsker.
Kun må hun holde mig hjælpen rede! Uden
det tør jeg ikke tænke på det. Og hun har
magt over bægge mænd, som jeg tænker på.

D. S.

TIL H. M. SCHIRMER.

Aulestad, Foldabu 22de nov. 77.

Kæreste Schirmer,

dit vænskab er mig så meget; jeg har aldrig havt et
smukkere. Du taler i tillid til det ædleste, det højeste
i mig. Der har næppe en annen gjort det som du. Og
det er hædrende for dig, og det er hjælpende for mig.

Når en man klager så helt i alminnelighed som du
nu, - da tænker jeg altid: han er i økonomisk tryk.
Er du det?

Videre: har du et foretag, andre vil have annerledes,
og de andres vilje nok minsker omfanget, men ikke prin-
cipet, gør da som Russerne, da de fik Moldau og Walla-
chiet fri; de lod dem være adskilte, væl vidende, at om
nogle år forenede de sig nok! Så skéte! Så vil ske nu
med Bulgarien, med Bosnien; Rusland gør det, som Øste-
rigerne vil have det, væl vidende at om nogle år er Stor-
Serbien færdigt! - Det var længe, før jeg lærte, i hvilke
små forholde, vi står; i disse gæller det: lidt om sæn! Jeg
har bævet for dig, når jeg hørte dine store planer; men

SIDE: 207

vidste fra min egen unge tid: modsigelse dugede ikke.
Nu kanske tør jeg sige: slip aldrig det store; men styr
løs på det gænnem det små og det stille! Lad det være
din hæmmelige ledsager i omgang med alt småt; men
stød dette intetsteds ifra dig; det er alene med disse
størrelser, i deres mangfoldighed, at det store engang
kan nås. - Kommer du så herop til jul? Æller ænog
før? Når du vil, er du vælkommen. Jeg arbejder hvær
formiddag.

Hæsten. Var den min, helt ud min, så skød jeg
den. Der er i hele Norge intet forstandigere, mildere
folkefærd med hæster æn Gausdølen. Men desuagtet
slår og sparker den på stalden, skriger og prostituerer
sig på alle optænkelige måder. Den er brunstig bl. a.
Men afkom af den med en dølehæst duger til ingenting.
Jeg vil ikke ride på den. Den er vanskelig at bestige,
og jeg vil ikke være frier til min hæst æller hund.
Desuden har den et av galler hovent ben, som ingen
kan komme nær. Den er overanstrængt. Nu kommer
oberstl. Anker for at se på den. Vil han ikke lånbytte
med mig, så foreslår jeg, at dyret skydes; du får ingen
til at købe det. Men vil du have det, så føder jeg det
for dig, naturligvis. Det var isanhed det minste, jeg
kunde gøre for dig.

Schirmer, jeg sidder i mit aller-aller-allerskønneste stof!!!

Nu blir jeg en rig man! Jeg mener på glæde, poesi,
munterhed, mod, - jeg tror også på pænger.

Ja, hin omtale af kongen var dejlig! Det var Vullum.
Han vokser, Vullum. Gud ske lov! - Hold ham nu i
rene, gode, men stilt faste hænder, hvis han kommer

SIDE: 208

til Xania. Lad det dog blive en fræmtid for Norge i
ham. Lad ham ikke få gå op i snak og uro! - Skriv
mig til!

Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

Til helt sæt møblement tægninger!

TIL GEORG BRANDES.

Aulestad 1877, 14de dec.

Når jeg ikke har svaret Dem, er grunnen (som altid,
når jeg ikke svarer) mismod.

At protesteres på alle felt og af alle (så godt som)
tar jo i længden på, især når økonomien er svigtende
under en.

Men det var ikke herom. Tak for Deres anstrængelse
for mig. Måtte jeg nu kunne nyde godt af det, d. v. s. få
arbejds-fred. Jeg har i flere måneder ingen havt.

Jeg læser tysk, fransk, italiensk, engelsk. Men filosofiske
ting nødig i andre sprog æn det første, og sælv der
alene, når det er udfriet af kedsommeligheden og dun-
kelheden.

Jeg kænner, tror jeg, alle moderne forfattere (digtere)
af nogen sælvstændighed, ligesom alt det nyeste. Det,
som sist har grebet mig stærkest, er Remusat's Abelard.

Al historie, som befatter sig med særegen kultur-ud-
redning, noget i den vejen nyt, drager mig stærkt.

Da jeg ikke kan overkomme alt, læser jeg gængivelsen
i tidsskrifter.

SIDE: 209

Jeg flytter sansynligvis in til Kristiania igæn til høsten
1878. - Denne følelse af forladthed holder jeg ikke længer
ud. Ikke en eneste væn her, og intet vænligt bud udenfra,
ikke ét. I fæm år har det nu været så (i udlandet og
her); men nu får det være nok. Jeg er på veje at sætte
til.

Med hilsen!
Bjørnst. Bjørnson.

Naturhistorisk læsning morer mig meget. Om
jeg ikke skønner al detalj, så drager resultaterne mig.

TIL FREDERIK HEGEL.

14. dec. 77.

Allerkæreste, min væn!

Ja, det er du som ingen annen! Ti du er det i gær-
ning. Og jeg må sige dig nætop nu, jeg føler det så
stærkt. Ti jeg har i denne tid været så ulykkelig.

Jeg har atter en liden fortælling færdig. Og straks
æfter har jeg én til. Den første heder "Støv". Den
andre, som er meget stærk, har jeg ikke døbt. Men jeg
har en række sådanne. Jeg tænkte at lade dem sam-
tidig gå på ængelsk og tysk.

Overtager du "Nyt norsk tidsskrift", så lad mig det
vide, om du ønskede, at jeg (i bogstavelig forstan) skrev
op dette for dig ved at byde en række fortællinger til
de andres artikler. Fortællingerne er alle ren kristelige,

SIDE: 210

og der er salmer, som jeg kaller "ny salmer" som jeg
ønskede at få trykt nætop i dette tidsskrift, som er redi-
geret af sande, ægte mænnesker, der vil sanhed, slig
som de ser den.

Hvad kunde du byde mig for sådan "skrive-hjælp"?
Svar mig ved lejlighed på det. Det haster jo ikke.

En glædelig jul for dig og de, som udgør din lykke
i livet! Et godt nyt-år for os bægge! Jeg trænger det!

Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

TIL S. A. HEDLUND.

Aulestad 1877, 15de dec.

Kære, gode Hedlund,

dennegang får du (over nyt-år) en fræmstilling af "Vise-
Knut", som du skal betale mig for godt, og som skal
være mine rænter på min ulyksalige veksel. "Vise-Knut"
er en mærkelig personlighed. Du må ikke på forhånd
annoncere ham.

Afbetale? Ja, var jeg ikke så til bunds mismodig som
jeg nu er, da vågede jeg det. Men dette blir værre og
værre. Jeg har havt mange, mange stunder, hvori jeg
ønskede at jeg var død. Af den grun kan jeg hæller
ikke idag skrive dig til, gode væn. Du vilde ingen glæde
have af det.

Jeg skal læse Prometeus af Rydberg.

SIDE: 211

Tak ham for hans brev. Det var det eneste vænne-
tegn jeg på lang tid har fåt, når jeg untager dine tro
bud.

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL F. T. BORG.

Aulestad 18de dec. 77.

Kære Borg!

Tak! tak for brev, telegram, aviser! tak for din
troskab mod mig og mod vor fælles kærlighed.

Det har moret mig meget at læse din kamp med
den annen avis på stedet; ti den er godt ført. Dette
er ord av en man, som har sine sager på det tørre.

I det hele: dette er forskællen på dig og de fleste:
du ved, hvad du vil, og handler derfor klart, sant.

Så vidt vi nu kan se, spådde du sannere om ud-
gangen på den franske krise æn jeg. Republikanerne
vinner lidt for hvær gang, og statsstreget blir for
hvær gang også umuligere. At Mac-Mahon har tabt også
ræsten av sin prestige, tror jeg er en vælgærning; ti han
var den eneste, som reaktionen kunde bruge; men hær-
efter er også han bleven en jammerlighed. Han er ud-
spillet, opslidt; Broglie, Buffet, Fourtou foragtelige ...
hvæm har de nu? - Det annet parti har en fører,
som de tror på (en stor ting!) og en præsident-kandi-
dat med hele værdens agtelse.

Jeg tror, det går! Og går det i Frankrige, som i

SIDE: 212

Schweitz, da kan du tro, det vil mærkes! Holland og
Belgien blir vel så de næste, hvis det ikke blir Spa-
nien og Italien.

Men det ved jeg, at der kommer ingen værdighed
over mænneskene, før fristaten har friet dem ud af den
usle løgn, hvori allerede ungdommen sætter sine ide-
aler overstyr. Ja, vi får ingen værdig religions-forkyn-
delse forinnen! Nu har vi et trældoms-forhold til Gud,
et usant til "Sønnen", et svinsk til alt, som de kaller
djævel og hælvede. Vi har Østerland og Middelalder i
modbydelig blanding til ungdoms-opdragelse, til mand-
doms trøst. Nej, fræm med fristaten, fræm med den mæn-
neskelige værdighed!

Det glæder os, at det går din hustru godt! Gid I få
et godt nyt år! Hvad du har af republique française's
roman: "Le droit de seigneur", vilde jeg svært gærne
have!

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL HENRIK KROHN.

Aulestad 1878, 3dje jan.

Gamle kammerat!

Dit brev, som jeg læste lige æfter min hjæmkomst
fra et jule-besøg på Ringsak, er det, som har glædet
mig mest på mange, lange tider. Jeg er, som du ved,
en uforbederlig "sentimental", "blød", "kvinnelig" natur.

SIDE: 213

Jeg glædes mest af det, som går til hjærtet, og did går
stærkest det, som er kært fra gammelt af. Der er få i
landet jeg holder af som dig.

Jeg agter at skrive dig et langt brev til, - men i kvæld
er jeg træt og inskrænker mig til et par oplysninger.

Jeg har med flid ladet være at aflægge ed til konsti-
tutionen. Her hjæmme skal alle, som er friheds-mæn,
straks opkræve løn for det i et valg. Jeg vil vise dem,
at derfor er jeg ikke friheds-man. Dette én af grun-
nene. En annen er, at jeg under de nuværende stæmme-
ræts-forholde kom til at repræsentere tusener (husmæn
og løst folk), som kanske slæt ikke vilde have mig, og
på dette punkt er jeg sår. Jeg tror næmlig, at ænnu
har den norske politik, i stort og småt, bare synd mod
arbejderne, - og så længe de ingen tale kan føre om
sig sælv, kom jeg læt, førende talen for dem, til at gøre
det, som ikke var dem kært. - Men jeg gad se, om
jeg dør uden at have gjort noget for hus-mænnene?
Ikke på tinget - der passede jeg bare en og annen
gang - men ved at gøre noget, som få tør. Ja det er
her, at min kærlighet er flyttet in. Ti du skulde se
standen her!!! - 

Forholdet til gård-mænnene, - ak ja, kære Krohn,
lad os bare prygle dem forsvarlig igænnem, - så kan
sikkert kærligheden komme! Men at de tror, de ustraf-
fede kan prøve at dræbe folke-højskolen, når denne
med en offervillighed, der til dato er usét i vort land,
arbejder for dem ... nej, så skal de få høre, hvad
de er! Og det har svid forbandet! Hvad vil så ikke
ske, når min næste bonde-fortælling kommer? De vil

SIDE: 214

blive rent - å ja, lad dem blive det, som Vorherre tilla-
der dem at blive, jeg ælsker dem, de skab-halse, så jeg
tror der skal blive kærlighed i det alligevæl så sikkert
som håb; - men, min sjæl, skal de få høre sanheden, -
og morsom skal den også blive! - 

Godnat! - 

Den 5te jan.

Ja, den mistydning jeg har udsat mig for her hjæmme
lægger sig ofte tungt på mig; ti jeg er skabt for forstå-
else, sælskab, inflydelse, - og ser mig bortstødt som få
har været det i vort land. Jeg er imidlertid på færde
igæn, ingenlunne bitter, modløs æller træt, bare stundom
hjærte-bedrøvet og så overgivet af længsel æfter folk,
farver, glæde, tro, sang, at jeg intet kan. Og altid den
følelse, at nu først skal jeg til at begynne. Ænten
er dette virkelig forårs-følelse, æller er det den anelse,
som folkets genius, hvoraf væl også min er en del, har,
i evigt eje har, og som gør, at jeg dør i et stort håb,
men som jeg ikke fik plukke stort af til min livs-krans.
Det får blive som Gud vil.

I det religiøse skal al udfrielse begynde. Dette er
min siste, faste opdagelse blandt bønderne. Her er træl-
dommens vugge, her er det sanheden knækkes i dem
fra barn. Jeg konfirmerer ingen af mine barn. Frit skal
de få gå til det og sælvstændige. Hele skal de få stå,
om i vantro æller tro, på sanhedens grun i dem sælv.
Jeg har i hovedet "en hælvedes-historie"; den vil,
håber jeg, vække en og annen, når den kommer.

Men min sorg er, at mine økonomiske omstændigheder
er vanvittige. Var her en fri man i dette land, som

SIDE: 215

havde overflod, jeg skrev til ham og sagde: gør mig
nyttig for mit land. Red min gård for mig, giv mig så
og så mange tusen, så jeg får arbejds-fred! Ja, det
gjorde jeg!

Men her er ingen, og så får jeg nu lidt bort fra min
oprinnelige bane og tjene pænger, pænger, pænger. Blev
denne sorg taget bort af mit liv, så voksede jeg, kan du
tro! Så togede jeg atter ud en tur, kom hjæm, glæmte
mig væk, og togede atter ud. Her skulde blive et ar-
bejds-liv! Men også dette ideal ser jeg bare i det fjærne.
Kanske er det en æfter mig, som skal få leve så. Alt,
hvad jeg har gjort for at blive økonomisk uafhængig,
nytter ikke.

Jeg skal ikke klage, skønt her er det hårdt at lade
være. - Men jeg skal tage, hvad her kommer, som en
troende, - at det vilde være for tidligt det, jeg ønskede,
for tidligt i folket. Og dermed fred over mit urolige
liv! - 

Jeg arbejder nu på mange ting på én gang. Måtte
det lykkes og fri mig økonomisk, - Gud, hvilken sejer
det vilde være, og hvor ydmygt jeg skulde bruge den
i en tjeneste, som var viet sanheden, friheden, national
gænrejsning.

Før har det bydt mig så imod at holde foredrag.
Men jeg har nu mere lyst; ti det driver mig at tale
helt ud. Men så skræmmer jeg jo bare folk - og må
i regelen tie. Ja, folket er ænnu ufrit, fejgt - til skade
for sig og æfterkommere, og til sorg for os, der tror at
eje noget af det mod, den tro, den frihed, som de sav-
ner. - Og dog er der noget, som hvisker til mig, at jeg

SIDE: 216

ænnu skal få opleve den tid, at jeg kan få tale!
Æfterhånden har jeg nu udviklet denne ævne, så den
er på veje at blive min stærkeste. Er det da rimeligt,
at den skal blive stum? Hvad?

Her, hvor jeg ingen betaling tar, taler jeg. Men det
er just ulykken, at jeg ikke er istan til at tale for offent-
lige, vældædige øjemed (æller aldeles frit) - jeg har
ikke råd til det. Havde jeg det, da talte jeg, ænten
jeg skræmte dem æller ej. Da talte jeg! Således står
det, i det ene, i det annet. Jeg er en fangen Bjørn, -
og hvad jeg har arbejdet på at blive en fri, har ingen-
ting nyttet - til dato!

Man kan le ad mig, og det gør jo mange, og jeg
kan sælv le med, fordi jeg har den lykkelige tro, at
hvad der ikke sker ved mig, sker i sin tid, og da i en
høveligere.

Men hvilken lyst jeg havde! Og hvor jeg tror, at
jeg virkelig også havde ævne! - 

Trofaste væn, du ler væl ikke af mig, og om jeg en
dag tager teatret på mig æller et annet åg, så tror jeg
hæller, du med mig sørger. Ti det betyder, at jeg opgi-
ver min gård, med den mit fri liv og - for en stun i
alle fall - blir en tam, snil Bjørn.

Og ænda -! Jeg ved ikke; - men jeg tror ikke,
at dette skal hænde mig. Jeg tror hælst og stærkest,
at jeg skal få lov at tale, skrive, synge blandt dette
folk, som få har ælsket som jeg, - det tør jeg i alle
fall sige med tryghed.

Ja, der er længsel, der er forårs-følelse, der er stærke
håb over mig, - nu får vi se, hvad de skal betyde.

SIDE: 217

Beder du for mig, så bed det bestæmte: at jeg må få
lov til i år at skrive 1, 2, 3 stykker, som gør mig til fri
man, og så skal vi sammen rope hurra ænten på Stedje
æller på Aulestad, æller på bægge steder; - ti hid
skal du komme engang, kære Krohn, og tage din Hanna
med! - 

Nu har jeg skrevet om bare mig. Men det tænkte
jeg, du vilde have, da du hilsede inom til mig igæn.
Jeg har gjort det så åbent som jeg på dette tids-punkt
af mit liv årkede. - Alt er en voksende sag, således
også ævnen til at se på sig sælv, - og dette er så
omtrænt mit portræt nu.

Deri er naturligvis ikke medtaget, hvad jeg tænker
om mange og mangt ude, hjæmme, i fortid, fræmtid, i tro,
i viden; - men råkes vi igæn, om bare i brev, så vil du
erfare, at jeg har havt godt af min ensomhed og læsning.

Fra Janson hilses! Han er en naiv, ren gut, og hun
en staut kvinne. Han går langt med, der er vækst i
ham - ænnelig. Ti Bruun har kuet ham. Bruun kan
gøre bønder, både af bonde- og by-stof; men han kan
ikke det minste mere. Og Vorherre bevare os for at
blive bønder! Fra at gå så bøjede i bibel-trældomen
og under autoriteten, så afstængte fra den tænkning, som
gør mænnesket værdigt - også i dets frivillige hengi-
velse til sin Gud, - så trange i synet på hvad som
sker og tales omkring dem, - på hvad som længes,
hvad som lider. Nej, Vorherre bevare os! Og én gang
til: Vorherre bevare os!! - 

Tænk, han tror, at nu stunder det til, nu er værden
så styg, at styggere kan den ikke godt blive o. s. v.

SIDE: 218

o. s. v. - og tror du ikke, de bæster mener som han? -
Jeg må tage mig i det og huske, hvor brave, gode, sanne
de er, for ikke at blive Bjørn mod dem, - og ænda
lykkes det mig ikke altid.

Jeg er et tåbeligt mænneske, som ingen sanhed ser,
før den knibser mig på næsen - ofte ikke kærligt.
Deraf følger, at jeg i mit liv må nu og da "ændre sig-
nalerne". Det er ingen høj berømmelse at få dette til
ord-sprog sammen med sit navn; men det er lige fuldt
den, som nu trænges til. Det kan i det ene som i det
annet ikke længer gå som det har gåt, og som jeg mere
troende og stærk æn de mange har gåt med på. Og
da åbent at gøre vændingen og kommandere bagover
til de mange, at de må gøre vændingen med, - det
er det afgørende for vor tid, - og så får det være så
stor æller så liden berømmelse i det, som lejligheden
giver, - der må lægges et annet mål på det æn det
æstetiske.

Din innerlig hengivne:
Bjørnst. Bjørnson.

TIL FREDERIK HEGEL.

Aulestad 4 jan. 78.

Allerkæreste væn,

godt nyt-år! Tak for alt godt i det gangne! Tak for
bøgerne, som vi fik igår. En imponerende gave!

Måtte nu det ny år bringe mig mere mod, mere glæde

SIDE: 219

æn det gamle har gjort, det tyngste, jeg har levet. Men
ved "at slippe politiken" blir det ikke. Jeg er 45 år
og ændrer i den alder ikke min natur. Det er Drach-
manns skam at han ingen virkelighed årker at holde
fast. Det er et tilbageskridt i hans natur, at blasert-
heden, som altid har været der, nu har vunnet. Og det
er en ynkelighed med eders dannelse, at dette ikke
straks ses og føles.

Vær så snild at betale Bissen for nogle büster og
Lunds boghandler-rægninger, så skal jeg ikke mere
plage dig.

Min væn, min tro, faderlige væn! Enten vi skal stå
sammen i lykke æller modgang - så dog i fræmgang
for vor karakter, og det vi tror på og arbejder for.

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL DIKKA MØLLER.

Aulestad, 1878, 8 jan.

Kære, gode Dikka!

Jeg er ganske fortumlet æfter at have læst i Taines
"Englands Literatur", - nu sidst kapitlet om Shake-
speare. Hør, få din man både til at købe og læse bogen,
den er i sin art tidernes største og den giver kunskab,
kan du tro! Karoline læser lige flinkt som jeg, der
dog kænte til den før, men for hvæm den nu her kom,
ja, som ny kraft. Du må ænnelig også in i den!

SIDE: 220

Tak, hjærtens gode Dikka, for dit brev og for det
forrige; de kom bægge så godt. Dit portræt er ænnu
ikke kommet. Du kan skønne, det skal på en hæders-
plads i det hjæm, du på så mange måder har været
med at glæde og støtte. Jeg gad ællers se dig i büste-
form. Jeg tror, du tager dig ud i marmor, som hele
Anker-typen. Jeg skal engang få din søn til at sørge
for, at du sidder for en billedhugger og ved din mands
side blive stående i hans arbejdsrum; ti han får væl
snart et sådant?

Igår havde vi skole-jænterne og en del andre her.
Der dansedes i køkkenet, det eneste sted vi har! Her
er i det hele hyggeligt her i vinter. Bruun gjorde
vore samvær så tunge; de er nu meget morsommere.

Men mit mismod vil ikke mere forlade mig. Den
dybe grun i det er pængesorg. Det er så tungt ikke
at være kommet længere og måske nu at måtte opgive
gården. Det er i så fall det siste jeg opgiver, ti så
begynner jeg ikke på noget mere; og så får det, er
jeg ræd, en lej inflydelse på min ånds-rætning.

En udenlands-rejse! Ja, hvis sådant hjalp! Men det
gør det ikke, kære Dikka; jeg har ingen samvittighedsro
til at gøre sådant nu, da jeg larmer og søger æfter
existens-midler. - Jeg havde ikke trod, at jeg så tidlig
skulde med glæde have taget en udgang som var fra
livet med det samme. Men det har hændt mig mange,
mange ganger i denne vinter. - Imidlertid ved siden
af denne dumpe modløshed har andre stunder den
stærkeste virksomhedstrang. Jeg arbejder vækselvis på
et større skuespil og tre små fortællinger, hvoraf de to

SIDE: 221

snart er færdige. Jeg agter jo at friste, om jeg ikke
skal kunne klare altsammen, bare jeg får tid på mig.
- Jeg måtte kunne det, så full af kraft, af nyt syn, af
tro, som jeg er. Men det er den økonomiske polyp,
som drager mig tilbunds, hværgang jeg vil op. Herre-
gud, at jeg til alt annet også engang i mit liv skulde
gænnemgå dette!

Men jeg vil igrunnen ikke plage dig med det - og
kommer dog ikke til at skrive om annet, ikke til dig,
ikke til nogen. Store spørsmål beskæftiger mig. Jeg
taler nu første onsdag i februar her på Vonheim. Dette
år må bringe mig en udvortes løsning, - og gid den
må blive god for den invortes! Jeg ved ikke, hvorledes
andre forfattere har det, men for mig er livet en til-
tagende kamp, invortes, udvortes.

Jeg skal hilse dig fra Jansons og Karoline. Vi skal
sammen ud at køre idag. Janson er i modsætning til
mig så glad. Han gjorde en god rejse og er fri sko-
len. Godt nyt år, Dikka, et udviklingsår!

Din
Bjørnstjerne B.

TIL SOFUS HØGSBRO.

Aulestad 16de jan. 78.

Kære væn, jeg får i dette øjeblik et brev fra Dr.
Brandes i Berlin, hvori han ligefræm tilstår, at han måtte
fra Danmark, fordi han ikke kunde existere; han havde
ikke nok at leve af!

SIDE: 222

Dette er en så vanvittig skandale, at ingen, som har
med offentlige sager at gøre i blant eder, går fri for
at komme in under den.

Lad nu ænnelig ikke vi Kristne lægge an på at
skabe martyrer! For også på denne måde at dyrke djæ-
velen!!

Jeg anmoder dig i humanitetens, fædrelands-kærlighe-
dens og kristendommens navn om at ene dig med
nogle af dine vænner og uopholdelig skaffe ham en
extra professor-post ved Københavns universitet. Så
gør vi med hvær dygtighed af videnskabelig betydning,
de være kristelige æller ej. Ingen skandale! - Ja, ved
du, at dette er noget af det usleste jeg på lang tid
har hørt.

Jeg savner i lang tid brev fra dig!

Din hengivne væn
Bjørnst. Bjørnson.

Til æfteråret går jeg til Jylland forat holde fore-
læsninger. Nu er det besluttet. Men du behøver ikke
at skrive offentlig om det.

TIL GEORG BRANDES.

Aulestad 1878 1ste fbr.

Kære Brandes,

jeg er Dem meget taknæmlig for Deres brev, som
jeg sent læste, da jeg har været borte. Deres brev-kort
annammet.

SIDE: 223

Jeg har en biografi af Vis-Knut færdig. Han døde
her henved 90 år gl. ifjor; han var i sin tid holdt for
en profet, al sin tid for en mirakel-man, levde også
sælv i forskællig slags fordom, sælvbedrag; men et full-
stændigt ærligt, muntert barn, i from tro, tilfreds fattig-
dom uden spor af forfængelighed, misnøje æller humbug,
rent et vidunder af en rensket, god natur.

Men denne man, som led af den faldende syge, kunde
hælbrede ved hånds-pålæggelse, idet han sælv fik krampe,
når han kom til det syge sted, kunde nøjagtig for-
tælle, hvor der var vand at finde på en gård, han aldrig
havde sét (ligesom han på stedet med håndens bag
strygende over marken kunde sige, hvor det flød); han
kunde fortælle, hvor fraværende var og hvad de foretog
sig, han tålte ikke metaller, men fik krampe ved at
røre ved dem, følte når folk var på vej til ham, o.s.v.
o.s.v. o.s.v - et magnetisk fænomen i stor stil, hvor
iagttagelserne er nøjagtige og mannen fullstændig ærlig.
Han tog aldrig betaling og han fik ingen ære; ti han
bodde afsides og kunde lidet komme blant folk. Men
han levde blant folket som dets stille, store vælsig-
nelse. Hvert drag, jeg fortæller, er vidne-fast, sælve
mannen tægnet i sine misforståelser som i sin ærlighed,
uden forsøg på tolkning, for at materialet kan lægges
op for fysiologer og psykologer; lægges op urørt.

Kan dette passe for Tageblatt? Omkring fire ark.
Jeg må skrive til Dem om det; ti her må jo et skøn
til, om hvorvidt æmnet passer.

Jeg deler ikke Deres beundring for Jacobsens kunst,
men ganske vist for hans flid, hans mekaniske færdig-

SIDE: 224

hed, hans æfterlignings-talent. Han ser intet på første
hånd. Han æftergør intil malerier (franske kostume-
og dekorations-malerier, og hæller disse æn bøger).
Marie Grubbe faller in under det kunstige; man tænke
sig bare en bog til fra samme tid med samme stil,
det vilde være uudholdeligt. Mod disse forsøg (engang
så stærkt på mode i Tyskland - vide Mævius!) må
protesteres. Det er egentlig mangel på fantasi at måtte
ty til så rent udvortes midler for at få tidsfarven, -
og denne min udsættelse må ikke forveksles som var
den en protest mod et dybere historisk studium for den
historiske roman; ti jeg skønner, hvad der af studium
forlanges, og at her skal nutidens fordring altid stige.

Drachmanns digte - ja, de, hvori maler-digteren er
færdig, er i sin art det største i vor literatur (hvor er
mænnesket, at jeg kan sige ham det!); men hvor meget
renomisteri, hvor megen falsk mandighed i ny former
(hælst foragtens!) - og fræm for alt vil jeg protestere
mod at udgive træthed for en højere ideal tilværelse,
æller æstetisk nydelses-syge for en højere sanhed (æn
f.ex. den at tjene i et politisk parti med blandede ele-
menter; ti det første er dog bare flugt, det annet ar-
bejde, opofrelse. I alle fall er det så med mig sælv.).

Jeg vilde i det hele rætte den bebrejdelse mod Dem
som kritiker, kære Brandes, at De har ikke revset nok
Deres unge begynnende vænner, hvor det var så meget
at rose, som gav ræt og magt til at dadle.

Zola må jeg have været uhældig med; min dom
om ham var at han besad ualminnelig behændighed; men
at hans figurer var skabeloner. Nu skal jeg ivej med ham

SIDE: 225

for alvor, ligeså med de øvrige, som desværre er mig
så godt som ukænte.

Fra Florents for mange år siden skrev jeg om Nord-
boens protestantisme på samme måde som De til mig,
naturligvis på noget andre forudsætninger.

Jeg har havt en ynkværdig lang frigørelses-process
og er ingenlunne færdig. Jeg gad overhodet se, hvad
det blir til med mig. Foreløbig kan jeg intet annet æn san-
færdig forholde mig til hvad jeg lærer. Var jeg nu
ikke så belæmret med modbydelige og trøstesløse ele-
menter, så var det jo lættere for mig.

Men nu en bøn til Dem som kritiker! De er fræm-
foralt kunstneren med kunst-øjet, når De dømmer en
literær ævne. Her fejler De aldrig. Å, slå dog engang
et slag mod den al kunst ødelæggende maner, intet at
kunne fræmstille æller forklare uden på en hel vægg,
æller i tre bind, æller i en trilogi o.s.v. o.s.v. o.s.v.
Jag denne mangel på intens fantasi tilbage fra sine
innbildninger, - ræd kunsten!

Hvæm skal også til syvende og sist læse alt dette?
Når det ovenikøbet som Daudet's romaner (Naboben t. e.)
er en trøstesløs nedadgåen i en umoralsk existens, - hvor
man altså er med i en langsom, langsom hænrættelse,...
jeg kan ikke læse det! Det er jo som at studere toget
til Moskva og tilbagetoget; sådant gør man én gang i
sit liv; men der blir man ikke siddende.

Nej, jeg vil ud af al den forbandede desecsjons-stue-
familie-luft! Fy for fanden! - - - - - 

Engang trodde jeg, at i Danmark var bonden på veje
at komme med, og at dette blev den ny værdens-insats:

SIDE: 226

et sælv-bevidst folk, til bunds sælv-bevidst. Jeg er ble-
ven tvilsom; men helt opgivet det har jeg ænnu ikke,
og da er dette mere værd æn al den ænkeltes videnskab
og kunst-ævne. I et sælv-bevidst, sælv-styret folk kan
al kunskab sænke sig, når man kun gir tid og ikke
gør tåbelige krav; ud af det kan det storartede vokse -
i mællemtilstannen, det konstitutionelle visvas, intelligents-
koteriet, få-hærredømmet, få-oplysningen vokser - nu
ja, hvad vi ser: trøstesløshed, krig, kiv, råhed, middel-
alder.

Deres hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

TIL H. M. SCHIRMER.

Aulestad 3dje fbr. 78.

Kære gode Schirmer,

tak for dine breve! - Hør nu! Jeg har besluttet til
æfteråret at gå til Danmark og tjene så mange pænger,
som jeg formår, og hvis ikke der, så til Sverige, hvis
ikke der, så til Kristiania, hvis ikke der, så - ja, så
længe, til jeg er ude over den usikkerhed, som er skab
på min tilværelse.

Altså intet teater før til jul æller så. Sig dette til
Gundersen, fra hvæm jeg fik et av disse forunderlige
breve, som er bedst at ligne ved et mænneske, der tar
det annet om halsen og siger: kære væn - og så ikke
mere.

SIDE: 227

Han inbilder sig alligevæl, at da har han virkelig sagt
noget. - Jeg gad vide, om han nogensinne i sit liv
har sagt noget. Han har gjort adskilligt, det har han.
Men sagt - ud af sit hjærte, sit innerste, - sansyn-
ligvis aldrig. Imidlertid er jeg glad, hværgang jeg får
disse lapper, der betyder en arm om halsen og de par
ord. Tak ham for det.

Sig ham så om hans egen stilling, at han for sagens
skyld ikke skal sige op, ikke gå sin vej, ikke han, ikke
hun, dronningen. Dersom de kunde nå det minste mere
ved det. Men det kan de ikke. De kan bare opnå at
forstyrre - hvad der er nok forstyrret før. Lad det,
som er galt, få ødelægge sig sælv. Lad det få tid til
at vise sig som det er. - Havde vi annet at tage til,
så kunde det ænda være. Men det har vi jo ikke. -
Sig ham nu dette, så det blir en man lagt til ordene.
Ti et brev kunde finne ham i en stæmning, som ikke
gav lydhørt rum for ordene alene; ti han er uberægne-
lig i det stykke. Og hils bægge! Jeg rigtig ælsker
dem.

Og så du, min kære, gode væn, som er en kom-
mando-natur uden virksomhed! Jeg er alene uvis, om
du er bleven så snil, så godslig, ja, så god, måske så
ydmyg, at du rigtig kan bruge kommandoen, hvortil
alle dine ævner, karakterens, hovedets, personlighedens
(den udvortes med) løber sammen. Ti kommando i
vore forholde, hvori de fleste ikke føler opgaven, men
et forfængeligt, penge-beregnende krittel på det sted,
hvor opgaven skulde føles, - kommando blandt slige
er mere en af hjærtets godhed hidrørende overtalelses-

SIDE: 228

sag æn en viljesag. Den siste må jo være der; men
oftest dækket. - Og alligevæl er det til dig som kom-
mandør at jeg længes. Da er du et ganske vakkert
syn, selv når du sidder og hviler. Ti du er fuld af ro-
ligt mod, ren vilje; du har klare syn, og det smil, som
kommer af sunhed. - Nu ja, - jeg holder af dig!

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL DIKKA MØLLER.

Aulestad 6 februar 1878.

Kære, gode Dikka!

Dette dit portræt er det bedste, jeg har set af dig,
det bedste, som kan fås. Det er ganske udmærket. Og
så dit annet portræt, det af fingrene dine, - dejligt.
Iår har jeg ikke humør til at bruge det. Men jeg hå-
ber på næste år. Jeg er håbets man.

Ti nu har jeg fattet en afgørende plan. Jeg går til
Danmark til æfteråret, jeg taler, til jeg er hjulpen over
denne krise, og dermed, hvis ikke alle økonomiske
berægninger er gale, hjulpen over alle lignende. Jeg
har meget imod det. Men nu får det briste æller
bære. Jeg læser også hær hjemme, hvis det dernede
ikke slår til. Jeg vil blive færdig - ikke med alt jeg
skylder, men med det, som er mere æn jeg i et lykke-
ligt liv kan bære.

Ællers er det så hyggeligt her hjæmme i alle styk-
ker. Vi har vist intet mønster-stæll, vi er jo begynnere,

SIDE: 229

men det går så fortrinlig fræm. Vi har bestæmt ikke
gjort mange dumheder. Ingen af os ligger for spekula-
tion og forandringer æller overdrivelser. Ja, det går vir-
kelig godt.

Hør, min kære væn, på Sagatun mødtes Herman og
jeg som aldrig før. Det er rent utrolig som vi to hol-
der af hværandre.

Søde, gode Dikka, vi talte så meget om dig. Og da
han vil komme op til mig "straks han blir glad", d. v. s.
straks han får inledet forbindelser, som kan åbne fabri-
ken igæn, - og da jeg tror, at dette sker ræt snart, -
så kan vi også snart fortsætte at tale om dig.

Så Møller har rosen! Men der er jo et middel mod
rosen? Hvad er det for et? Spørg dig for! Hils ham!

Du taler om min økonomiske melankoli. Ja, gode
Dikka, det er en slags trøst, at næsten alle mænne-
sker lider af den nu. Ti siden jeg sist skrev har jeg
forsøgt at få lånt til høsten en 300 species, men jeg
har forgæves været hos mine bedste kammerater. Andre
havde allerede optaget dem; ti i denne tid har alle sine
at hjælpe. Jeg er helt forknyt ved det. Men siden jeg
har fattet den plan: at tale i Danmark, hvor bønderne
har inviteret mig fra Jylland, fra Fyen, og hvor hvær
ægn har sine store forsamlingslokaler, som vænter mig, -
nu så ber jeg om en god høst - først for de danske
bønder, og så for mig. Og med dette håb i baggrun-
nen går det lættere på låne-stien, ti der må jeg videre
fræm; de 300 spd. må trylles hid. Men tag du dig in-
gen pine æller møje; det gør mig ondt, at jeg allerede
har pint dig med min jammer. Men dengang jeg skrev

SIDE: 230

dig til de to siste breve, var jeg virkelig så ulykkelig,
som jeg nogensinne har været. Jeg håber du ikke
oftere skal få se mig slig. Der traf dengang så mange
ting sammen; det var, ja, det var aldeles forfærde-
ligt!

Hvad jeg talte om på Sagatun, skal du spørge Mix
om. - Bjørn er en stæmningsrig, ren gut med stor be-
gavelse, men med en sådan begavelses hele uro. Det
er mig ikke muligt at sige dig, hvorledes det egentlig
går ham, uden at han er dejlig og dum i alle sine breve,
snart i de højeste højder, så i de dybeste dybder. Han
komponerer en hel del små ting av utvilsomt talent, han
arbejder dygtigt.

Min gode, kære Dikka! Du har takket Gud for, at
du har mødt mig. Men jeg har takket Gud for, at jeg
har mødt dig, og det har Karoline med mig. Jeg vil
(i modsætning til dig) intet have annerledes i alt, som
er hændt os imællem; ti derved har vi alene fæstet vor
uafhængighed af og vor agtelse for hverandre, og deraf
er vort forholds dybde og varighed først helt grunlagt.

Gud være med dig, - og når jeg sender af mit hele
hjærte den bøn, mener jeg altid: fred være med dig!
Se dig om på gården, først i hus, så på ægn, se dig
om og føl den!

Din innerlig, hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

Dit portræt står foran mig på min pult og skal stå der.

SIDE: 231

TIL GEORG BRANDES.

Aulestad fbr. 78.

Ja, kære Brandes, jeg søger virkelig sanheden, ikke
så, at jeg sætter mit liv på det; ti jeg ved, hvad der
forlanges af mig (De nævnte det, da De nævnte Deres
religion), og en søgen er bare en søgen. Jeg har ikke
engang tænkerens lidenskab; ti jeg er ingen tænker.
Men jeg er stærk i, hvad jeg fordøjer æller ikke fordøjer,
- og skønt jeg lider ved al slags forkætring som få
(ti jeg har hud som en jomfru, ja, af de allerfineste!) så
nytter det ikke; jeg må. Og så sker det, at min søgen
dog foregår under meget alvor; ti mine livs-forholde op-
løser sig, mens jeg søger. De skulde vide, hvor langt
dette er sant! - (Jeg er nu nætop højtidelig udstødt af
Grundtvigs lejr - fordi jeg ikke kan, ikke vil have "djæ-
velen" med udi samme lejr!) Men ikke mer om dette.
Jo, dog det: jeg arbejder (i hovedet) på "en djævelsk histo-
rie"; jeg har moro af at vise godtfolk, hvad djævle-
dyrkelsen avler i vort samfun.

Lucifer-engle - og Dem? Langtfra! De har for
mig meget længe været bestæmt positiv. Der mente
jeg tvivler-krapylet, som flokker sig om alle ådsler. - 

Men ved De: de par linjer, hvori de tægnede Deres
stilling i Danmark, rystede mig. Havde jeg skrevet straks
jeg læste, jeg havde skrevet så stærkt at De som dansk
var bleven vred. Ja, der er det værste kineseri, som jeg
har sét i Europa. Men jeg er et stort fæ, at jeg ikke
havde tænkt mig Dem færdig til at sætte livet til blant
dem dernede. Ti naturligvis! Da De drog, tænkte jeg:

SIDE: 232

Brandes er for nervøs. Nu, - han kænner sine egne kræf-
ter. - Men jeg anede ænnu ikke, at De virkelig måtte.
Jeg så nok forfølgelsen, men jeg tænkte mig Dem i en
stor og stærk ring af ungdom; jeg ofte rigtig misunte
eder de rige stunder, I måtte have. - Nu, da jeg læste
Deres par linjer, - dette være nu virkelighed æller ej,
således har De følt det, og det er aldeles forfærdeligt -
nu først forstår jeg! Er der noget i værden, som jeg
tror på, så er det på Nemesis. Jeg var så lykkelig i sin
tid over at kunne være med at oprejse Goldschmidt
igæn; - kunde jeg engang få være med at give Dem
oprejsning; ti De har gjort mig så meget godt! Kan
De huske, De engang "ikke hjalp mig". Det var den-
gang sant. Men hvor kom De ikke til at hjælpe mig!
Tror De ikke, det er gåt tusene så? - 

De par linjer jeg skrev i "Dansk Folketidende" tænkte
jeg så lidet med; det koster næmlig mig mindre æn
alle andre mænnesker, jeg kænner, at tilstå, jeg har fejlet.
Jeg viste ikke engang min kone dem, før de afgik. Men
jeg er bagæfter blét lykkelig over dem, næmlig da jeg
så dem spadsere af det ene tyske blad i det annet.
Gavnede dette Dem i Tyskland? De burde lyve et ja
i mig, bare forat glæde mig.

Men - : kunde jeg engang få være med i en vir-
kelig oprejsning! Hvor langt vilde vi så ikke være
komne? Tænk, jeg tror at vi er nærmere derved, æn mange
aner! Og jeg agter ikke at spare mig sælv forat bidrage
mit til, at vi kan komme derhen så snart som muligt.

[- - - -]

SIDE: 233

TIL BIRGER KILDAL.

Aulestad 16 fr. 78.

Kære Kildal,

der er gænnemgående misvisning i dit brev, forsåvidt
du dømmer Selmer; - den stikker ikke i dommen; ti
så vidt jeg skønner, er den san. Den stikker i, at det,
som du og jeg kan gøre uden at tage skade, ja, så det
rigtig bekommer os godt, næmlig erkænne uræt, føje sig,
læmpe sig, kravse sælv, blive sint og bede om godt vejr
igæn, have tro og mistro til sig sælv i broget blanding,
men klæmme på for det, - han kan det ikke, i alle
fall ikke helt ud. Der er en fysisk svaghed bag, sælv-
forkæling på grun af den. Der er af samme grun mistro
- til sin egen lykke - mere æn til egen ævne, - og der
er mistro videre fræm, og den mistroendes fjærnhed, også
kallet stolthed.

Men bag alt dette: en overordentlig begavelse med
et eget aristokratisk snit, så som den ene bejler til de
fineste opgaver, foragter humbug, manér, bestikkende
ting, folks dom. Ænvidere en realistisk, ubøjelig sanhed
(i slægt med begavelsens natur). Han bekænner alt ondt
(til overdrivelse) om sig, om andre. Denne ubarmhjær-
tige sanhed lammer hans omgangs-ævne, men den raffi-
nerer hans arbejde; den lammer hans energi, men den
øger hans kunskab, sliber hans geni.

Tror du, jeg brydde mig med ham, hvis han bare var
udmærket? Nej, så gjorde han det sælv, altsammen.

Men vi må supplere ham. Denne begavelse må
fræm, - fræm så langt som til lykken.

SIDE: 234

Utaknæmlig er han; men, pyt, når vi forud ved det,
gør det jo ikke noget.

Ja, bed Siewers fra mig at tage hans rægnskab fra
Grønneberg! Hils Siewers hjærtelig. Jeg lå for opgå-
ende til ham et par ganger, mens jeg var derinne. Men
jeg blev kapret.

Lad ham læse dette brev. Tak for sist, kære Kildal.
Du var og er mig en god kammerat; lidt af en filister
er du. Men det er jeg jo sælv.

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL GEORG BRANDES.

7de marts 78.

Kære Brandes, vænstre i Danmark-Kinesien havde
hæller ingen anelse om, at De vandrede ud for brøds
skyld. Der blir virkelig fortiden prøvet at gøre
noget. Jeg har fyret forfærdelig under kedlerne.

To slægter! En roman om to slægter!! I Norge?! Nej,
giv os først to slægter! Ja, det var en annen sag: at
være forfatter ikke alene for, men på sit publikum. Ti
det siste er ingen norsk forfatter uden til halvdelen; den
annen halvdel er komponeret. Jeg for min del holder
på at danne "de unges forbun", - holder på siden jeg
omtrænt begynte. (Ibsens modsatte bestræbelse, knyttet
til navnet i hans komedie, er det tåbeligste, bedst umo-

SIDE: 235

tiverede arbejde, som ænnu nogen fraværende digter
har givet sit land.) Når min og mine vænners ny slægt
blir færdig, så blir her to. Herom var meget at fortælle.
Men det blev en sælv-biografi, og såsom mine værste
kampe vænter på mig, så vilde det være aldeles spildt
at begynne på den lektie.

Det skuespil, jeg nu skriver, er to slægter; det morer
mig at tægne fint, skønt tilsyneladende grovt; ja, det morer
mig at følge dem til alters! til statsråden! til bryllopet!
- følge begge slægter. Men den ene - er min opfinnelse;
ti vi ejer bare én. Vi har ikke engang havt et skille som
1848, der lod Kristian den ottendes med-forbrydere blive
oldinge. Jacobsen har det godt! Ja, vidste De alt, jeg
nu drømmer om at kunne gøre; ti jeg kan ænnelig holde
modeler-stokken og måle forholdene forsigtigt; jeg har
før givet, især det siste, tilfællet i vold.

Jeg skal da bl. a. også sørge for, at værden ænnelig
skal få vide, hvad en bonde er, en præst er, - hvad
falsk, umoralsk kristenlære gør, - og udover alt dette
hvad poesi er - har jeg mest lyst til i et versificeret
skuespil over Haaken Borkenstejn (Asbjørnsen og Moe)
færdigt tænkt i min ungdom, nu omtænkt.

(Dette var dette; jeg ønskede egenlig ikke at have
skrevet om det; jeg sidder her idag med hoved-pine æfter
en forelæsning for 500 mænnesker i et snevert rum i
over to timer - og så går det.)

Zola! Ja, af ham kan man lære, og måske især jeg.
Hør, der er noget ved den franske poesi fortiden, som I
kritikere skulde vare mod. De forlænger det virkelige
liv in i det vanvittige forat få effekt, og får den, ikke

SIDE: 236

ulig hin døds-farve, som falder af det magnetiske lys
på teater-figurerne. I krisens øjeblik er det ikke længer
livet, men en overanstrængelse, hvortil alværdens kneb
må til. (Om Zola sælv æller hans fortune vil jeg idag
ikke tale.)

De skriver de allerkosteligste breve! Tak for hvært
et! Der er en ælskværdighed over dem, en sanhed i
dem, som aldeles betager mig. Hvad arbejder De på?

Kære, Magnhild er ikke galt komponeret; men den er for
knap. Jeg havde valget - og var ked af bogen og gjorde
alt kort, knapt. Jeg mener ellers, den bør læses to ganger.
Jeg finner ikke Tande "fornæm" i hin scene; men intrykket
på hænne, som i øjeblikket måtte give mit (Magnhild)
var dette - naturligvis. Ellers er det ikke bare det
æstetiske fejge, som gør ham i øjeblikket tilbageholdende.
Han er en blandings-natur. Han har virkelig foragt for
fruen, og han vil ikke længer med i snavs. Så begår han
af pludselig dyd forræderi. (Scenen studeret på mig
sælv fra en begivenhed, hvor et skønt og begavet individ,
rejret af alle ene vilde fejres af mig, som lod hænne ikke
være tilstede. Jeg tror ikke, der var noget af en forræder i
mig dengang; ti hun havde det strålende, udvortes, i alle
mulige måder; men jeg lagde mærke til, hvor jeg forag-
tede hænne. Hvor modbydelig hun var mig i sin anstræn-
gelse!) Jeg mener om hin scene i Magnhild, at den er den
bedste jeg nogensinde har skrevet, og at den overhovedet
holder sit mål - sælv overfor Heyse eller en annen, der
er stærk i sådant. Det mener jeg. Havde jeg ment det
modsatte, så havde jeg også sagt dette, siden den engang
er kommen på tale.

SIDE: 237

Der er noget af en foss ved Drachmann, også deri, at
han er så stak-åndet. Men hele hans virksomhed vil
engang stå som et vældigt fosse-fald for syn og hørelse.
Og dog tror jeg, at hans sjæl i sjælen er hine digte,
hvori maleren og poeten blanner natur- og sjæle-stæmning.

Tak Auerbach for hans kærlige råd; det nytter
naturligvis ikke. Og når jeg nøjagtig flytter min poesi æfter,
så tænker jeg at det går. - Brødrene Paetel har bedt
om mit portræt. Jeg har intet for tiden og får næppe no-
get på længe. Men så skal de få. Træffer De lejlighedsvis
en af hærrerne, så sig dette, kære, hvis De husker det. -

Jeg skal til sommeren til Jylland til danske bønder og
tale for dem. Det morer mig og forskrækker mig vækselvis;
- men nu har bønnerne derom været så mange, at jeg
ikke tør vrage dem, ej hæller de pænger, som de byder.
Måtte rejsen bære lidt frugt også forræsten! Og måtte
det stykke, jeg nu skriver, samtidig gøre sin pligt, så jeg
atter havde valg-frihed over mit liv og bestandig kunde
våve mere!

Jeg sidder ligeoverfor Dem full af spørsmål og æmner;
men jeg kænner ikke omfanget af den frihed, jeg tør tage
mig, og holder igæn. Ænvidere vil jeg nødig blive be-
handlet med smil, og det kunde jeg vist i mange stykker
friste Dem til.

Jeg har havt en anelse om, at jeg står godt i Berlin,
nærmest deraf, at jeg har set nogle urætfærdigen dele
vind og vejr mællem Ibsen og mig i anl. hans siste stykke;
man har villet ligesom forsvare mig på den måde - mod
hvæm? Formodentlig mod andre blade, som jeg ikke har
læst.

SIDE: 238

Jeg bryr mig imidlertid ikke synnerlig om, hvorledes jeg
står nu; men jeg vil om en stun, når det er ude, som
min sjæl brænder inne med, bryde mig meget om det.

"Vis-Knut" solgt til Wien, og foræret Frederiksen i
Amerika. Jeg holder af ham og må hjælpe ham.

Deres væn
Bjørnst. Bjørnson.

Min hustru husker og hilser!

TIL SOFUS HØGSBRO.

7de marts 78.

Kære Høgsbro,

da Bojsen i januar spurte mig, om hvad jeg tænkte ved
de mulige kompromisser, han anså både mulige og san-
synlige, svarede jeg, at jeg tvilede på, at bønderne
kunde rægne med brøk.

Men råd kan jo en fraværende ikke give, og den økono-
miske stan, som i stæmningen spiller en så stor rolle, kan
jeg herifra ikke tage med i noget rægne-stykke, så jeg
tør intet sige - untagen ét.

Dette er, at den demoralisation, som åbenbarede sig
ved grunlovs-bruddet og måden det toges på, kan I ikke
gå af vejen for i et kompromis. Det onde kureres
aldrig ved at det stanses; det må løbe linen ud, det må
dræbe sig sælv. I opnår bare at stanse det på ét punkt;
det åbner sig straks en annen udvej, altså i et kompromis

SIDE: 239

som forræderi. Og derfor vil I dømmes, ikke de, som
sejrer ved forræderi. Da er I sikre på at have forfusket
både eders og partiets stilling.

Nej, lad hæller demoralisationen én gang til få gøre
grunlovs-brud, to ganger, tre ganger. Da vågner folkets
gode ånder tilsist, da sker et Sedan - sansynligvis for
tronen med det samme; ti er den først bleven til forargelse
for den rætskafne, så er det dog han, som sejrer i længden.

I har, synes mig, været for bange for det foreløbige
nederlag, og I rægner fejl, når I tror, at demoralisation
kureres ved kompromis'er.

Aldrig i værden vilde jeg have gåt til dette uden alles
samtykke. Aldrig i værden offret Berg, - han være
berættiget æller uberættiget ærgærrig. I har lidt for meget
sammen. Hermed vil jeg ikke have sagt, at ikke partiet
kunde dele sig. Men det måtte hælst have skét på
magtens platfond, ikke udenfor, - allersist i nærheden af
den; ti dette er det mest irriterende.

Senere.

Unskyl: en uvorren (men begavet) dame af mit kænskab
var her igår, drak øl etc. - og satte glasset på min
skrivepult og lige klods på det, der just lå opslået. Sligt
kunde jeg ikke gøre på min egen pult, ænsige på andres,
nej, ikke i den værste distraktion. Unskyl mærkerne!)

 Om min rejse.

Ikke nætop ved egne fejl sidder jeg i vanskelige om-
stændigheder. Forat holde min gård i Gausdal er det jeg
går til Jyderne. Kan jeg samtidig gøre godt, skal det
være mig kært; men jeg rejser altid ud med små for-
væntninger i så henseende; nysgærrigheden og under-

SIDE: 240

holdnings-sygen spiller i regelen hoved-rollen derved. Mig
anstrænger det volsomt; ti jeg giver min pærsonlighed,
stærkt, innerligt, hvær gang. Det er min oprigtige mening,
at jeg derved fortjæner pængerne; sådant gør ingen uden
i to øjemed: tjenende en god sag og for sin families
skyld. Jeg forener bægge så godt Gud vil hjælpe.

Brandes skriver, at Martensen stansede hans sag hos
kongen. Stil forespørsel om posten i æstetik med op-
fordring til erklæring om Brandes, æller kan I ikke love
underhånden at støtte den sag? I er undergivne skan-
dalen, så længe det står så. Han er eders længst og
bedst kænte man, ubetinget, uden sammenligning; ti
alværdens literater læser ham. Hans Englands-literatur
er aldeles første rangs; hans Byron t. e. (uden at være helt
rigtig) bedre, større æn Taines; hans Kierkegaard (atter
uden at være helt rigtig) noget noch nie da gewesenes.
Skammer I eder ikke ved at lade den man vandre ud af
mangel på brød? Skammer I eder ikke? Og I vil gøre
martyrer? I vil forsvare Guds sag ved urætfærdighed?
Eller ved at antage måske, at djævelen har gjort Brandes
og det, som er stort og ærligt i ham. Op jer lidt! Tag i!
Man får intet fræm mod fordommen uden at tage i!
Enten har I ikke sælv det frisin, som fortjener at sejre,
eller så skal I for eders egen sags skyld gøre ræt mod
dem, der lider for sit ved siden af eder sælv, og tildels
for sin uenighed med eder.

Din
B. B.

I juli og august er jeg (æfter Bojsens plan) i Jylland.
I ingen periode af mit liv har jeg for min stillings og

SIDE: 241

udviklings skyld trængt så til økonomisk uafhængighed
som i denne. Jeg taler ikke om religiøse sager. Jeg bryr
mig ikke om i disse at have nogenslags inflydelse; jeg
har talt af pligt, nærmest mod mig sælv, kommer så til
at gøre; men taler i Danmark ikke om dette uden særegen
opfordring og da hælst privat. Derimod i det politiske
alt hvad jeg formår - i ærbødighed mod alt bestående
og magt-havende. Jeg har intet imod nogen; men jeg
kæmper for mit, fordi jeg tror på det og alene ser fræm-
tid deri. Ligeså i det sociale (kvinne-sagen f.ex.) og
undervisnings-sagen. Imellem til afveksling billeder af
hvad jeg har set eller tænkt. Ingensteds under én krone
- æller gratis. I dagens stridsspørsmål blander jeg mig
ikke.

Jeg kommer til ingen uden inbydelse og garanti.

Hils den kære Holm med, at den protestantiske arve-
pave straks stak i ham, da han skulde ud for alt det
forlagte kram. Sig ham ænnelig, at min "sanhed" og
min udvikling skal jeg prøve sælv at skøtte, og at sådant
skriver jeg ikke til ham; derfor svarede jeg hæller ikke,
jeg var vred.

Men vilde du tage imod nogle ganske korte små-biter
tilsammen næppe to spalter, mere slag-ord, som aldrig skal
glæmmes, men gæmmes, så er jeg rede.

Hilsen og hæld! Din
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 242

TIL GEORG BRANDES.

Aulestad 1878, 4de apr.

Kære Brandes,

jo, De har bestæmt ræt; 1848 blev til meget lidt, og
noget egenligt vænstre har Danmark næppe. - Jeg er
bestæmt til at gøre erfaringer! Jeg har naivt løftet alslags
arv, og når min natur engang får brug for den, duger
den ikke, og jeg må sælvstændig fra nyt tilarbejde mig
mit stanpunkt i livet. Her skulde De vide, i hvilken
udstrækning det er sant!

Zola. Aha! Behandle samtiden i slægts-grupper, det
er Zola! Og så sidder jeg i et stykke, hvori ideen
dæmrede for mig, den ide, som jeg ubetinget her-
æfter gør til mit livs. Umiddelbart æfter at ideen
blev stærk i mig, kom et stof i denne ny belysning:
"over ævne!" En slægt med denne karakteristik - i
liv, tro, på hundre forskællige måder, som i et drama
dog blot må dæmre bag de fire à fem, som helt
vises. En sådan familie samlet i en sal! (Hoved-
scenen.)

Det, jeg nu arbejder på, er: et nyt system for jærn-
bane-bygning funnet af sælveste general-direktøren, prak-
tiseret i mange år, - og så er det ikke nyt og det er
kostbart og dårligt. Den, som må sige dette, er ælsket
og ælsker general-direktørens datter. Og nu viser jeg,
at datteren går over til sanheden fra faderen, skånsomt,
stille, men bestæmt. En broder do. do. - Nu skal der
rægne teater-stykker over Tyskland. Jeg er sat ved den

psykologogiske kilde, og der har jeg ævne til at øse op

SIDE: 243

med, - hvis lysten og kraften længe er så ubændig som
nu. Dette skal blive en ny tid for mig!

Har De læst "En skitse fra Italien"? Den havde jeg
(det er en italiensk rets-historie, som er nyttet) udar-
bejdet, kun ikke i siste overarbejdelse, da Deres Lassalle
kom med sin ypperlige karakteristik af et mænneske,
der også blev slave af sin egen vilje. Dengang var jeg
ved at skrive Dem til; men det kunde være blevet mis-
tydet. Noget lignende er nu hændt mig med Zola, kun
at dette utvilsomt blir frugtbringende for alle mine se-
nere bøger. For dette har jeg en stun lagt færdig uden
sælv at forstå det. - Ja, nu får vi se! - Jeg er jo
sangviniker af stærkeste sort.

Jeg kan ikke fritage Dem for at høre at De skriver
gode breve, at sige når De er så nærvøs, at det bævrer
i linjerne, sælv hvor De skal fortælle en bog-titel; ti jeg
ser Dem ligesom hoppe over en brosten med andre ting
i hovedet, men dog med omhyggeligt syn på det, som
De samtidig bærer, og som De ikke skal miste æller
skæmme ved de skvæt, som hasten giver. Deres breve
er skrevne med vænstre hånd og i flygende fart! Da må
de jo blive naturlige, snakkende, nervøse. De tænker
formodentlig på breve à la - nu ja, lige godt. Det er
de uvilkårlige breve, jeg liker.

Jeg kan ikke lade være at gruble og søge. Nu har
jeg atter havt en forfærdelig uge. Hvor dette har hæf-
tet mig - og sansynligvis udviklet mig. Nu, - blir jeg
sælv klar til at kaste drømme, så skal jeg gøre det så,
at flere må gøre det; ti slig brand kan ingen slukke i
stilhed. -

SIDE: 244

Jeg læste nylig om solen, ianl. Helmholtz's antagelser,
som kullkastes. Er der noget nyt verk, hvori det
nyeste om himmel-legemerne og de derom gjorte
gisninger er samlet?

Videre: er der nogen Preussens historie, som De sær-
skilt vil anbefale mig? Jeg gad høre noget bestemt (æf-
ter Virchow?) om forholdet til Venderne i den nu-
værende befolkning. Kan De om det siste give mig anvis-
ning på noget pålideligt? - Hav øjne med Dem også
lidt for min skyld, til alle sider, hvor De kan tænke jeg
kan have brug for noget - ikke i min viden; ti med
den får det at blive, men i det initiativ-givende inne i
et mænneske, om det bare var til en ny nyance i
en farve-blanding.

Apropos om farver! Der er hos Drachman en sam-
menflydning af farve i naturen med stæmninger i sjæ-
len, som undertiden er så uklar virkelig-uvirkelig, at jeg
kan tænke mig en hjærne-opløsning hos ham. Der er
vel aldrig den fjærneste fjærnheds begynnelse til noget
sådan à la gople (manét) hos ham? -

Der er en ting, jeg må tro til Dem, men som jeg
ikke vil have omtalt. Min søn, der just har sendt mig
nogle kompositioner, der henrykker mig, har pludselig
sendt mig et brev, hvori han bestæmt siger, at skue-
spiller vil han blive (og det i Tyskland!), ikke musiker.
Han har stor ævne her, jeg ved det. Men det kom over
mig som en svær skuffelse; jeg havde tænkt at samarbejde
med min gut! - Få tag i ham og sig, at De har hørt,
han har skuespillertalent. Og se på det! - Bægge dele
er arv i vor slægt og har aldrig helt fåt slå ud i noget

SIDE: 245

færdigt eksemplar. Jeg kan og tør intet sige; men jeg
gad nok også høre andres mening. Taushed! -

De har sansynligvis en fin, kunstnerisk anlagt hustru.
Kanske hun? - Men fremdeles taushed.

Jeg har læst mit brev igænnem. Jeg glæmte at sige,
da jeg gav et to linjers referat af mit nuværende arbejde,
at det spiller på forholdene i et lidet samfund. -
Og da jeg talte om ting, der kunde interessere mig, men
skrev som om De kunde få det intryk, at det kunde
være det samme, om de bøger, De sendte, øgede min
viden eller ej, - så er dette ikke meningen; men om
jeg fik en systematisk viden oparbejdet - se, derpå har
jeg forsaget. Dette mente jeg.

Hartmanns "des unbewussten", som jeg har læst så
meget om, har jeg aldrig læst. Kan jeg forstå den? -

Ja, nu må jeg slutte. Hvad handler Deres ny bog
om? Den om Kierkegaard var glimrende. -

Viktor Rydbergs forelæsninger over filosofien er me-
get interessante, i alle fall det bedste af den sort, som
jeg har læst.

Forat have et udenlandsk større blad læser jeg Na-
tional-Zeitung. Men det faller i senere tid noget tørt.
Republique française følger jeg også; det er bedre.
Men jeg har ikke råd til at holde noget engelsk, ej hæl-
ler noget udenlandsk tidsskrift; revue des deux mondes
får jeg fra en nabo. Men var der noget, som De sagde,
jeg måtte holde, så gik jeg kanske til det.

Med hilsen!
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 246

TIL DIKKA MØLLER.

Aulestad, 1878, 9 apr.

Kære, gode, omsorgsfulle Dikka!

Dit brev med inlagte sange og poesier over det evig
vidunderlige æmne, det trøsterigeste, stæmningsrigeste,
vælkomneste fra værdens begynnelse til dens slut, - og
hvoraf den gnist, som faldt i dit hjerte, ikke er den
minste, nej stor, og bestandig fyrig, når de andres er
sløv, - dit brev kom dennegang ovenikøbet sammen med
et ubehageligt, ja hjærtevondt (hæmmeligheden er ikke
min, så jeg kan ikke meddele den) - og dit brev
bredde sig derfor over det andre som et silkeplagg,
rigtig mygt, lunt, lydløst, så det dæmpede på skrigene
og smærten i det andre og gjorde mig en æftermiddag
med dæmpet vejr, hvor jeg ællers vilde have siddet i
rygende uvejr. - Og så drog det (ved den hjælp det
ydede) som et langt, langt pust og nok et og nok et
af et klæmt bryst. Du er så praktisk forstandig - noget
så besynnerligt, for en slig drømmer, som du er, - dog
ikke besynnerligt, når man ræt husker for en skikkethed
et godt hjærte har til at møde livets alle mulige krav
på den rætte måden.

Kære gode Dikka! Jeg kunde skrive dette op igæn
500 ganger. Når jeg engang får tale med dig, skal du
få en liden, liden anelse om alt, jeg i denne vinter har
havt at gænnemgå.

Vil Gud, så kommer nu bedre tider. Ti jeg sidder i
et arbejde, der snart er færdigt og som jeg utvilsomt,
når det til æfteråret begynner sin rundgang, kommer til

SIDE: 247

at drage mange, mange tusene species ud af. Og et
annet har jeg i hovedet, som jeg tror er lige så godt.
Ja, herover er jeg glad!

På gården er hær så hyggeligt. Husmændene holder
så af os, ligeså alle tjenere. Her er ælskværdige folk
rundt om. Ligeså er bygdefolket så vænligt mod mig. -
Her er rent ud intet, som ikke er ænten hyggeligt æller
til roligt at bære over med. Til påsken har Herman
Anker sagt sig hid med sin hustru. Jeg tror nu ikke,
at han kommer.

Har du så læst noget helt stykke i Taine? For exempel
om Carlyle? Om Tennyson? Om Dickens? Om Shake-
speare? Om Byron? Æller om tiden æfter Shakespeare,
den hællige tid i England? Karoline er så flink til
at læse. Hun har læst rigtig meget nu, Karoline, for at
være en norsk dame.

Min læsning er mest teologi og naturhistoriske æmner.
Jeg har nu den moderne (d. v. s. allermoderneste) bibel-
kritik. Sælv Renans sidste værk "evangelierne" har jeg
læst i uddrag; de er ænnu ikke helt udkomne. Den
sproglige, filosofiske, historiske og logiske kritik, som nu
kan lægges på disse ting var for 20 (ja, bare tyve) år

[siden]
 en utænkt ting.

Kære, gode Dikka! bestandig tak, fordi du bærer os
i din trofaste sjæl; fordi du møder op i trange, ensomme
stunder, fordi der er ikke mode-mening i dig, men en
grej opfattelse af vort grun-væsen og vor vilje. Give
Gud, jeg kunde glæde og gavne dig igæn! Undertiden
mistrøster jeg; ti meget af det, jeg hæræfter bringer, vil
falle dig skarpt; dog vil du se hjærtet bag - og du vil

SIDE: 248

være tryg, at af kærlighed er jeg stræng. Der finnes
ikke had i mig, det har jeg ved mange lejligheder prø-
vet. Jeg er sint, men vænder så læt som en vind-kægle.

Du skal hilse Kai fra mig! Jeg havde slig lyst til
engang at få den gutten i tale. Og når han en gang
kommer så langt, at han får mange spørsmål, så kommer
han nok.

Din
B. B.

TIL S. A. HEDLUND.

Aulestad 11te apr. 1878.

Kære væn,

nu er det længe siden! -

Nu går det godt. Jeg har et arbejde fore, som stærkt
optager mig, og der følger ét æfter, som jeg tror er
bedre ænnu. Bægge for scenen, jeg tror, de er virknings-
fulle, d. v. s. at hvært af dem inbringer mig minst 5000
Species.

Jeg fortjener det. Ti midt i min største nød har jeg
aldrig bøjet bort fra et stof, som ikke var populært,
for at tjene pænger. Så gives der mig til tak herfor to
æfter hinannen, som utvilsomt skaffer mig ud af min
nød - som af nød for alle tider; ti jeg eier jo så vidt før,
at kan jeg dække min løse gæld, da går det.

Jeg holder på at skildre de små forholde i det
lille samfun. De små tanker, den korte fantasi, den tamme
vilje. Disse kampe, som aldrig får vokse ud til at blive

SIDE: 249

alvorlige, og som derfor aldrig bringer hel sejer, hærdede,
store karakterer, men overenskomster og bitre, mismodige
mæn.

Jeg skildrer det i slægt-grupper, så den samme karakter-
type udstråler de samme egenskaber på forskællig (ofte
modsat) måde, men alle mærkede af det samfuns vilkår,
hvori de er voksede.

Gumælius har bedt om "Vis-Knut" til sin folke-avis;
den passer ham. Så får han den og han sender så dig
honoraret, der ikke er så lidet (dog fradraget for to
rage-kniver med ræm).

Rydbergs forelæsninger følger jeg i dit blad. I dette
med instinktet står han længst fræmme af alle jeg har
sét skrive om det. Det har moret mig særdeles meget.

Her er alt så hyggeligt. Bjørn gør store fræmskridt.
Komponisten Selmer forsikrede, han kunde give ud sine
siste kompositioner og få betaling for dem; de var så
tildragende. Ejnar læser matematik og naturfag og synes
at have virkelige anlæg for dette, ligesom for sprog.
De små er søde, den siste var ræt en vælsignelse
for os.

I fjøset går det fræmad, så det er en lyst. Min gård
begynner at blive god. Og jeg glæder mig så ved at
være afholdt af mine husmæn og tjenere, at det hører
til det dejligste jeg har vunnet i livet. - Bønderne her
omkring giver mig full, bred tilladelse til at sige om
dem, hvad jeg vil, - og derved er jeg kommet i bedre
humør. Hvis jeg taler, og det er gjort tilbørlig kænt,
kommer de rejsende mange mil, mæn og kvinner. Jeg
har det som jeg ønsker. Gård-mans-jænter kappes om

SIDE: 250

at få tjene hos os, den eneste gård i bygden, hvor det
er tilfællet.

Ja, kære væn, jeg er glad i mit hjæm.

Jeg læser meget. Jeg grubler meget. Og I får høre
fra mig i mange år, før jeg har alt det klaret, som jeg
brænder af. -

Hvis jeg til sommeren skal til Jylland (inbudt af mange
bygder, som har sine forelæsnings-lokaler) så kommer
jeg først til dig.

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL H. E. SCHIRMER.

Aulestad, Skærtorsdag 
[18. apr.]
 1878.

Tro væn! Gamle Schirmer!

Der er adelige og ikke-adelige; de første blir det ikke
ved at have gamle navn æller gamle slotte, men ved at
bære ædle tanker i en natur, hvori der rager tårne op,
ligger dybe sjøer omkring og højstammet skog, - hvori
en stærk æts stærke karakteristiske drag mærker åsyn,
bevægelse, handling, - og af sådan gammel adel, med
al tilhørende romantik, sinds-dybde, fantasi-luner er du,
uudgrundelige, germanniske digter-natur!

Jeg har siddet hos dig og stundom hørt susen af de
gammel-sachsiske skoger, før de ænnu blev huggede,
gænnem dine ubændige længsler. Jeg har set folk i
huder, hørt vilde druide-sange i din latter; men atter

SIDE: 251

sådant barne-lull i din tale, i dit milde øje, som når den
ene hånd dæmper en strænge-rad, mens den andre klim-
prer. Ti du har det germanniske slægts-mærke i slig op-
rinnelighed, dets vildhed som dets sentimentale mildhed,
at du ikke engang halvt kunde forløse og hærske over
dine egne kræfter. De vil føde sig videre, slægt efter
slægt, før det kan ske - ske så stort og rent, som du
sælv i dine bedste længsler allerede kan se idag.

Men derfor går du også omkring - stundom som et
ludende, stumt dyr, der lider under bånd og byrder, det
ikke fatter, - stundom som en kongelig skald, der ka-
ster vækslende solskin og spot ned over den fæstlige
bord-række i hallen. - Og så er det hin mællem-tilstan,
den elegiske, hvori du kunde lægge dit grå hoved i et
skød, mens de spillede og sang for dig, og græde, halvt
af glæde, halvt af sorg, i hin livets egen uopløste blan-
ding, - og i en slig stæmning gik du hæn og vilde
eje det skød, hvori du finest, rigest, sikrest på forstå-
else kunde drømme, le, græde, ælske - mens der gled
livs-billeder og melodier forbi. Tillykke gamle skalde-na-
tur! Gud give dig fred i en andens kærlighed!

Jeg skriver dette ned, råt som det strømmer in på
mig af din erindring. Du kom næmlig i øjeblikket så
stærkt in på mig, måske fordi jeg sælv, idet jeg skulde
gå til mit arbejde, fant dette så tørt, hele min forladte
stilling her uden mænneske-toner af skønhed, kunst i
farver og tanker, så tilbunds sørgelig, - at jeg kunde
dele stærkt med dig de hyppigste timer i dit liv, stængt
fra din æts stamjord, du dens frodigste længsel, på
mange måder kvistet og mistydet og mishandlet, så

SIDE: 252

smærten i dig ofte var, hvad ikke fik vokse i så umildt
klima - op i skønhed og styrke!

Til lykke, til lykke, gamle broder! Fred! og se, ja
få lykke til at se det vokse omkring dig og af dig, så
du, før du luder i den siste fred, med det siste suk kan
ånde ud af en bevidsthed, som føler fortsættelse på jor-
den, mens den iler æfter personlighedens højere udvik-
ling for sig sælv!

Unskyl hast-værket og de derfra uadskillelige rættelser.

Din
Bjørnst. Bjørnson.

Min hustru hilser!

TIL F. T. BORG.

[Aulestad, våren 1878.]

Kære Borg,

tak, hjærtelig tak for dit brev! Din avis læser jeg regel-
mæssig; det er mig en fryd at se, hvor agtpågiven du
er, når det gæller et godt ord for republiken, for fri
tænkning, for sanhed. Og så er du altid troende på
fræmtiden, mænneskeheden, godheden, rætfærdigheden. -
Republique française, som jeg uden dig ikke fik læse,
fryder mig. Kære, glæm ikke, at jeg nu og da får en
pakke også, når du er borte; det er materiale for mit
værksted, og jeg ved, du interesserer dig for det.

Ja, hils i Frankrige! Hils din hustru, hils bægge dette
land fra mig, som derfra postdaglig får min kæreste

SIDE: 253

læsning, min kraftigste hjælp, mine sikreste initiativer.
Jeg så ikke Victor Hugos tale til de franske studenter.
Det nummer har du glæmt at sende mig.

Din hustru er bra, Gud ske lov! Men vær nu forsigtig,
kære Borg! Lad en dygtig læge blive rådspurt. Siger
han, at hun tredie år må være i syden, så må du ikke
være utålmodig. Hører du! I hænne har du din største
glæde og ære; men vær ikke så glad i hænne, at du
ikke kan unvære hænne ænnu én vinter, hvis det er
rigtigt. Jeg har altid hørt, at 3 - tre - år var nødvæn-
dige i syden for en hælbredelse.

Her går det bra. Jeg har færdigt et stort nyt skuespil
på 5 akter, som skal inleveres i Tyskland i sommer til
de dramatiske forfatteres agentur i Lejpzig.

Her er så vakkert nu! Karoline går ude med den
minste. Bjørn er hjæmkommet. Han komponerer så
vakre saker og er så naturlig, sædelig vakker.

Jeg har jo megen glæde blant forfølgelsen - deri-
blant også den, at jeg har fult frisprog blant bønderne
her. De rigtig holder af mig, så at, når jeg taler, kommer
de mange mil bortefra for at høre. (Alt, jeg her skriver,
er ikke for aviser!) Bruun går alene, tyngre og tung-
sindigere. Janson derimod tager sig dygtig op. De
kærligste hilsener fra min hustru, og Gud give dig et
godt møde med din hustru, og en rig sommer!

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

I Danmark: elendigt!

SIDE: 254

TIL FREDERIK HEGEL.

Aulestad 28 apr. 78.

Du kære, gode, trofaste Hegel,

dine breve minner mig altid som mild vind om sydli-
gere steder, hvor der er mere vår æn her. Jeg sejler in
sundet igæn som i gamle lykkelige tider, før kampen
kom. Ikke at jeg vilde æller vil unvære kampen; men
væl så, at jeg skulde have trang til at tage glæde af
vænner og minner, - hvis det lod sig gøre! Men det
lar sig næppe gøre - af mange grunne.

Jeg skriver ællers til dig dennegang i lysere udsigt
æn vanlig i sidste tid. Jeg har arbejdet stærkt og godt
på et rigt æmne.

Når jeg i al denne tid har været stum, har det skyl-
tes mine mange tvil og kriser. Som jeg troede at være
færdig, kom noget nyt, så at jeg kom ikke i helt og ved-
holdende arbejde før æfter jul. Men nu har det været,
nu kan jeg mælde sejer, og ikke alene for dette æmne,
men for et større lige bag. Det første, et fæmakts skue-
spil for scenen heder "Det ny system"; du får det i
næste måneds slut i to afskrifter, en for trykning, en for
oversættelse til tysk, det skal være udkommet og spillet
der, før det udkommer og spilles her. Det annet heder
"over ævne", og det siger sig omtrænt af titelen, hvad
det er, skønt det behandler minst det, som man i alminne-
lighed tænker på, når man taler om at leve over ævne;
det behandler denne sygdoms rod i nutidens bevidsthed,
æller måske rættere i den tids "som går". Jeg antager
at kunne have det endt, før sommeren er endt - og der-

SIDE: 255

med drager jeg ud, dermed har jeg fortjent det. Intet
af æmnerne behandler upopulære gænstanne, skønt det
første ("det ny system") har et tema, som her i Norge
er adskilligt varieret. Man vil gænkænne det; men intet
videre, såsom udviklingen af det ikke støtter sig til noget,
som her hjæmme knytter sig til den sag, ikke i perso-
nerne, ikke i situationerne. Jeg mener om stykket, at det
er et solid arbejde, som vil holde sig, når meget af det,
som nu gør lykke, har lagt sig til hvile. - Du ved, at
min dom i regelen slår til. Jeg antager, at intægten
af det vil blive som af "Fallitten".

Nu ønsker jeg, at du kan tage hvad jeg fortjener i
de tre nordiske lande og i Tyskland, imod at jeg i be-
gynnelsen af juni får et forskud, stort 8 000 (otte tusen)
kroner, at sende konsul Heftye  men som kun den enkelte i det enkelte øjeblik
når in under, så som han til dagligt ingen betingelser
afgiver for at den kan virke.

Positivismen som videnskabelig metode er væl den
eneste, som fortjener dette navn. Men de herrer innehaveres
hoffærdighed æller den ænkeltes umodenhed, æller de
manges spot, hvor de ænnu ikke ser, tilbageviser jeg
så godt jeg formår.

Drachmann. Han blir en stående overskrift, lader det
til. 
[- - - -]

Om hans politiske og religiøse omvændelse har jeg
intet hørt. Danske aviser læser jeg ikke, da det er den
væmmeligste journalistik i Europa, så langt som jeg
kænner den, og avis-eunukerne, som korresponderer, lar
altid Drachmann være i bengalsk ild, fordi han gør, hvad
de havde lyst til. - Da alle skreg som bedst på: hvil-
ken man! sagde jeg altid - : ingen man! Jeg kænner
en dansk "naturlighed", som skryder på kaffeen og under-
tiden gør en dristig sejle-tur i sundet, i hvilken anledning
de siden har ræt til at gå med løst knyttet hals-tørklæde. -
- Så han er politisk og religiøst omvændt? Ja så. Ja, da
er han mig væmmelig, med én gang og helt. Jeg respek-
terer alle omvændelser mod strømmen, ingen, nej ingen
med, når den ikke er så stille som en mus's aften-visit
til et kært, længe ihukommet sted.

Jeg har måttet tænke lidt over den ting "at ændre
signaler". Det er blevet mit livs fane-skrift. Da jeg
skrev den lille sang: "Ingerid Sletten af Sillejord" - hvor
liden anelse jeg havde om, hvad den egenlig betød - og

SIDE: 259

hvad den spådde om hos mig sælv - med profetisk
varsku som den lille lygte i et fyrtårn!

Men når jeg først fræm gænnem de stof, som nu vælter
og vrider omkring mig, så atter glimrer, rejser sig, spreder
sig som gyldne skyer, dækkende det uænneligste fjærne,
ja, så skriver jeg min "En Helvedes-historie", d. v. s.
jeg går igænnem fra ungdom til alderdom og lige til
den ny slægt, som vokser op under brudd, i klarhed,
i skønt brug af mindre hæmmede kræfter. Jeg lar tvilen
komme, hvor den kom hos mig, og føde, hvad den fødte
hos mig, - og jeg tægner min norske samtid, hvor den
er syg. Det er her. Kænner De bøger for min læs-
ning til dette, så nævn! - Jeg forstår nu bedre "Brand".
Jeg skønte den ikke før, og De skal se, den engang
kommer med igæn, den bog! Jeg er først nu Ibsen stort
taknæmlig for den. Jeg har før ikke kunnet være det.
Men jeg tror rigtignok, at sagen gavnes bedre af et mere
ligefræmt greb, skønt personerne, der gør det, gavnes
ikke. Altså alt mod økonomisk uafhængighed, - og
så i den herre Jesu navn! Ti han vilde dog sanhed,
og hvad en rejst personlighed var, det vidste han.

Tak for oplysningerne om Hartmann. Jeg skal gå til
det. Tak for mere! Om solen og stjærnerne har jeg
nu læst det, som jeg dengang søgte æfter. Jeg kænner
det siste. Men nu stiger noget nyt op: fix-stjærnerne
ser ud til at have det, man kaller "egen-bevægelse". Lad
os se, hvad dette fører til! -

Glæm ikke Vender-spørsmålet, en god Preusser-historie
æller noget lignende! - Javist læser jeg aviser og tids-
skrifter; jeg konverserer jo ikke, må De huske! I bø-

SIDE: 260

gerne (de store) læser jeg det hæller ikke, men inskræn-
ker mig til en og en bog ad gangen.

Nej, De overvurderede mig æller tog fejl af mig, da De
tænkte, at jeg vilde mere af Zola og de to (ænnu værre)
brødre æn smage på dem, stjæle mit hos dem. Nej,
fy for Fanden! - og det hele denne side ned og næste
med! Ikke at jeg med Swinburne kaller dem usædelige;
der har, så vidt jeg kænner roman-forfattere, ingen ærligere,
strængere moralister været; dette er nætop det nye ved
dem, det er for dens, moralens skyld, at det ny greb
gøres, som skal vise op vor samfuns-ordens forbryderiske
løgn. Nej, - men hvor der engang kan gå en kunstens
alfare-vej, er ænnu bare en afvej, hvori både poesi og
kunst, trods glimrende enkelt-partier, er druknet. Det
er uskønt, ækelt, det er fræmforalt falskt i sin psykologi
- trods alle enkelt-partier æfter naturen. Ser De, kære
Brandes, der er enkelte digtere, som lader mure op, der
er andre, som lader vokse. Disse er bare murere, om de
og har brudt hele stykker ud af livet for at mure med,
så er det bare mur-værk. Jeg skulde vise Dem det; men De
ser væl sælv, skønt ligeoverfor Ibsen har De ikke været
skarp-synet. Han har gjort alvorlige pyskologiske misdan-
nelser, den ene over den andre, tænkte sammensætninger,
som ikke tåler æftersyn. Der vil engang falle en hel
domme-dag over dette. (Det er i repliken, han har det,
og han lægger det hele for replik, også sin situation.) -
Men tilbage til de nævnte fransk-mæn - bare for at
tage afsked med dem: væl bekomme! I kritikere ligner
forvænte ganer, som bare ny ideer, ny metoder, peber,
hælst indisk, orker at kalle til smags-udbrud i glæde. - De

SIDE: 261

danner dog oftest en smuk undtagelse, og derfor har jeg
skrevet lige til, kære Brandes. - De kaller naturlig-
vis mig til gængæld et æstetisk fruentimmer o. s. v.
o. s. v. -

Bjørn er kommen; der er ufordærvet ungdom, glad
forælskelse, vrimmel af kompositioner (og ideer dertil),
og det mest ubetingede skuespiller-talent, jeg hos en ung-
dom har set. Så får han udvikle bægge begavelser.
Han skal nu til Wien.

Jo, han kan spille på tysk. Han var i Tyskland i sit
tredje år og talte da tysk, atter i sit fjortende og talte
da, - så igæn i sit syttende.

Å, hvor jeg glæder mig til Esajas Tegnér! Skriv æn-
nelig til Hegel, at han sender et exempl. til mig med
første post! Jeg har gjort det sælv; men det skar ikke
at skynne på den hærre! - Kan ikke også De bede Hegel
om at han tar nyt norsk tids-skrift og lar den ene halve
del redigere i Danmark? Det er intet boghandler-foretag.
Men det måtte kunne blive! - Jeg glæder mig over,
at De holder lidt af os her oppe. Løs mig en gåde!
Positivisterne er mine vænner, ikke Ibsens, hvæm de (uden
at være ham fiendtlige) åbenbart undervurderer. Kan
De løse mig denne gåde (gænnemslående; ti der er
mange slags små-løsninger, som ikke nytter) så skal De
få en vælsignelse, svarende til mine 45 år og de ænkelte
grå hår, som begynner at forlene mig værdighed.

Hilsen fra Deres væn
Bjørnst. Bjørnson.

Jeg havde nær glæmt det vigtigste:

Mit 5-akts-skuespil er næsten færdigt. Man måtte i

SIDE: 262

München overarbejde fallitten æfter Lobedantz; han var
ikke nok borgerlig og lige til i dialogen.

Tror De han er det? Æller kænner De nogen? Nogen,
som jeg med tillid (i den ene som annen henseende) kan
vænde mig til om dette?

Det haster.

TIL GEORG BRANDES.

1ste maj.

Jeg glæmte, kære Brandes, at fortælle om "det fore-
nede vænstre" og denne taushed kunde De mistyde.

Jeg er ikke et sligt barn, at det skulde ændre min
dom om en hel politisk bevægelse, om førerne af den
gik in på hvert mit ønske æller ej.

Det forenede vænstres høvdinger er godt stæmte for
Dem, og da det så ud til, at de skulde få inflydelse
også på regæringens sammensætning, tænkte jeg tiden
belejlig til at minne om sagen, gæntagende, alvorligt.
Det blev ikke uden virkning, ligesom allerede præssen
begyndte. -

Så kom - ikke bruddet innen vænstre; ti det var
der alt -; men den slæmme opdagelse, at bruddet
ikke betød (hvad jeg troede) et coup, som nogle vilde
være med på, andre ikke, et diplomatisk fælt-tog: -
men at bruddet betød dyb mistillid til vælgerne,
for hvis skyld nogle ikke turde gå længere, andre vilde
holde på stedet marsch.

SIDE: 263

Altså: valgene, vælger-møderne, talerne, fæsterne havde
alt været en svir à la folke-højskole-møder, en poetisk
udflugt i det grønne, med mange vakre sejlende skyer
over hovederne. Sligt er ikke det norske folk, og vi
Nordmænd kan ikke fatte det hos eder, før vi ser det.
Ja, dette har været den slæmmeste politiske opdagelse,
som jeg har gjort. Ti jeg troede virkelig, at det var
alvor med de danske bønder. Jeg havde troet, at om
og deres program var uklart, så var ikke bedre at vænte
af det første demokratiske tiltag; men at de havde dyb
harm over et åbenbart grunlovsbrud, og at de for ingen
pris i værden vilde høre den æller de mæn tale til dem
fra regærings-bænkerne, som havde nedladt sig til at
være med på sådant. Farvæl, o fagre drøm! Fy, for
fanden!

Jeg synes ikke om den gæntagende ytring af Dem,
at vi arme poeter ikke forstår virkeligheden. Hvæm i
al værden forstår den, naar ikke vi forstår den? Vi
kan tage fejl (som her jeg) - men jeg er i stort og godt
prosaisk sælskab! Derfra kan intet bevis hæntes; havde
jeg været på stedet, havde jeg måske ikke taget fejl.
Men i regelen ser vi dybere, finere i ænkeltheder æn
de andre. Vi arbejder for idealer, ja. Men vi ved, at
vi ikke har dem realiserede imorgen. Men forbindelsen
mællem virkeligheden og idealerne, derpå beror alt,
den konstaterer og karakteriserer digteren, og den er
dybt betinget af, at virkeligheden må være forstået.

Den 15de maj.

Dette brev har lagt, jeg ved ikke hvorfor. Men nu
har jeg læst Esajas Tegnér.

SIDE: 264

Tak! Atter og atter! De har, kære Brandes, omskabt
Nordens literære bevidsthed, og vakt den, hvor den før
ikke var. Her er atter et af de arbejder, som vil gøre
epoke. De vil også mærke det på afsætningen. De vil
få to oplag, om ikke flere, af denne bog på svænsk og
dansk. Den er så ælskværdig skrevet, den vil ta' sælv
damerne. (Min hustru har læst alt, De har skrevet.)

I én hænseende har de skuffet mig. Jeg tænkte, her
at finne forklaringen på den blanning af gammelt og
modernt, som udgør Svensken, og som jeg aldrig (d. v. s.
ikke i Tyskland, Italien, Frankrige, Norden) har sét som
i Sverige; ti den er i alt. Jeg er i hvært øjeblik i sam-
talen med en Svensk snart i middelalderen, snart i nuti-
den. Forstår De mig ikke æfter denne antydning, så
skal jeg på et vink herom udførlig skildre, hvad jeg
mener.

Esajas Tegnér er som bog betragtet ikke rig; æmnet
(mannen) er ingen rig, d. v. s. sammensat natur, så begræns-
ningen var givet. Men den er plastisk som sin gænstan;
gænnemskinlig klar, og skrevet af den forståelse, som er
blevet til ved kærlighed. Det lyser af den. Analysen
er sikker som et spejl. - De har sejlet i fullstændig
neutral luft; - her er ingen "misvisning" fræmkommen.

Havde jeg været ung, da Deres bøger begynte at
komme, - og havde jeg ikke gåt på en skole i en små-
stad og kommet til et univærsitets-folkefærd som Kristi-
anias i min tid! - Nu, jeg lever ænda; og jeg skal
prøve at tage det, som det er kommet.

En bemærkning slog ned i den ubændige lyst jeg
har havt i det siste år til at tale i værs til mit folk.

SIDE: 265

"Ensomheden" avler sligt. Ganske rigtig. Imidlertid
opgiver jeg det ikke.

Vi står på vænde-skiven. Der er megen tummel på
stationen. Bare en stæmme kan trænge igænnem. Jeg
tror det. -

Tegnér lys, Oehlenschläger lys, Wergeland lys, og ænda
siger godt-folk, at Nordens karakter-mærke er tung-sin. -
Det er fra folke-visen de slutter. Men nu er nætop denne
udtryk for folket i dets bundethed (på meget lidt nær) og
derfor overalt tungsindig! - Skriv engang om dette.

Ak, der er hundre ting, jeg vilde have Dem til at
skrive om, og De skriver naturligvis bare af Deres egen
udvikling, og allerminst af min, som kommer så langt æfter.

Jeg sidder i dette øjeblik færdig med mit stykke "Det
ny system". Jeg tror det er godt, og er glad. Det skal
inbringe mig mange, mange pænger, æller jeg sælger
min gård. I gæll vil jeg ikke leve. Men nu står alt på
dette ene kort. Slige situationer ynder jeg mere æn til-
børligt, når man er blet 45 år og har fæm børn og en
hel del familier at føle ansvar for.

Jeg triv's her. Jeg må have noget at styre, nogle
som holder af mig, nogle at hjælpe, - og frit råderum til
at skælde på folk, som går i slendrian og fordom.

Så holder jeg friske hæster. Her er vakkert. Mine
barn er livlige, begavede, min hustru frisk, tapper, mine
husmæn, tjenere gode, flinke mænnesker. Og så har jeg
mange bøger og lange, langt-sejlende længsler og spørs-
mål. Jeg triv's. - Men til æfteråret har I mig dernede
aldeles sikkert. Da har jeg ændt mit ny stykke, som jeg
begynner i juni, "over ævne". -

SIDE: 266

Af det lover jeg mig meget.

Jeg vænter brev fra Dem imorgen. De skærer in her
som en kaper-kaptein, der har havn her - med lutter
fiender rundt om.

18de maj.

Der kom intet brev. Spørsmålet om oversætter væn-
ter jeg skal løses ved Dem - ænten af Dem sælv
æller af nogen, De kænner, og som kan dømme om en
oversætters ævne. Jeg havde engang et forsøg med en
baron (Limburg); han havde 7 - syv - ordener og snød
mig for 300 thaler.

Deres heng.
Bjørnst. Bjørnson.

TIL GEORG BRANDES.

24de maj 78-

Nei, kære Brandes, jeg havde intet ondt læst om Dem
i aviserne, såsom jeg ikke læser de national-liberale
blade i Norden. Min dom om Dem er min, og vil
De have en nøjere udvikling, så husk K. Fr.'s i Berlins
National-Zeitung om Walter Scott og Byron og Deres
forhold til disse to. Dette var, hvad jeg dengang væn-
tede på. Jeg har samme anke over Taine; jeg mener, det er
uadskillelig fra kritikere af fag, at deres smag blir i mange
stykker en annen æn vor; i ænkelte fullkomnere, ja; i
noget trættere, mættere, så det usædvanlige, pikante (også
i rætning af det naturlige, ligefræmme; ti også dette

SIDE: 267

kan, navnlig i ænkelte smags-perioder, være usædvanligt
og pikant) drager de vragende hærrer for stærkt til.

De må i det hele tillade mig at have frisprog; ællers
kan jeg ikke skrive Dem til.

Den måde De har opfattet mit "fy, for fanden!" på
siger mig, at De læser ikke mine breve; De bare fin-
ner ud stik-ordene; hoved-opfatningen. Mit udtryk gik
udelukkende på det æstetiske, på "kunst-vær-
ket", på "det poetiske intryk". Jeg fastholder det,
sælv med fare for at være "provinsiel".

Jeg så side-stykket mældt fra Berliner kunst-udstillin-
gen. "En opvågnen" (i et dissektions-rum, hvor en sælv-
morder just havde (på en ikke nærmere forklaret måde)
fåt sin sælvbevidsthed igæn). Det er muligt, at det er
"provinsielt" ikke at synes om sådant.

Deres Esaias Tegnér er dejlig, kære Brandes! De har
gjort hele Norden nytte med den bog. Man vil finde
Dem for mild, ja. Men lad dem nu engang vænde sig
mod den psykologiske natur-historie og af den lære den
mildhed, som de i kirken har glæmt.

Derimod kunde De nok have pegt på, at han ikke
havde tilbørlig udviklet den etiske vilje, som kunde have
stæmmet imod, hvor hans natur var svagest, - om med
afgørende virkning, kan ingen sige; men væl med
opholdende æller formildende. Jeg kan se, at De er af
samme mening. Men det burde måske være sagt grejt
ud.

De svarer mig så sjælden! Men svar mig på mit
spørsmål om den mærkelige forening af middelalder og
modernt, som finnes i Sverige!

SIDE: 268

Deres korrespondencer i "Dagbladet" begynner nu
(d. v. s. ved at de æfterhånden lægger sig sammen til
et total-billede) at interessere. Giv ænnelig ikke denne
korrespondence op - for vor skyld, som vil have ét billede
sammensat af tusen billeder og forklaringer. - Det ke-
der Dem kanske; men for Dem må det i grunnen være
læt skrevet.

"Her i Norge?" Ja, jeg fik et kollektiv-brev fra væn-
nerne i Kristiania, d. v. s. Sars o. s. v. - forfattet af re-
daktør Berner. Det var om, at jeg atter skulde flytte
in iblant dem; jeg var det samholdende mællem alle,
der vilde fræm og ud af alleslags tvang o. s. v. Min
mening er denne: hvad der er begynt i Norge, er for
stærkt, til at det kan stanses, - og dette er det, fordi
det direkte rinder ud af vor natur og fordi den samme
naturs despoti har, i den annen magts tjeneste, lagt et
for strængt, tungt åg på. De kræfter, som her vil bry-
des, er alvorlige. Her er omtrænt ænnu intet begynt.
Sars, Vullum o.s v.o.s.v. er svage mæn, rædde. Men
de sviger ikke, og de stærke står ved siden. Opsan-
gen, frejdigheden fejler ænnu; men, som sagt, vi har
næppe begynt. Selv "Dagbladet" har ænnu ikke havt
sin krise; det tror så sælv. Fejlagtigt. Men det gæller
forinnen at få mange bøger ud som den, jeg nu har
ænt (og som "samfundets støtter", "kongen" o. s. v.) og
mange fænomener forklarede. Esaias Tegnér er en god
bog!

Med hilsen
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 269

TIL S. A. HEDLUND.

[Aulestad, sist i mai 1878.]

Kære, gode Hedlund,

da du mældte, at Scholander var bleven syg, ved vi
ikke, om din søn er gift æller ej. Det må vi få vide,
skønner du!

Jeg er ved så godt humør, som jeg ikke har været på
mange, nej, på mange år!

De kriser, jeg har gænnemgåt, en æfter en, er over,
jeg skriver med en klarhed og smidighed, som siger
mig, at jeg har mange arbejder, som vænter på mig,
at mit mål nåes, næmlig at tægne min norske samtid,
udfoldende den fane, under hvilken de gamle skal
dømmes og de nye samles, en troere, sannere, modi-
gere slægt.

Ja jeg er atter glad, uforfærdet. Jeg skal innen dette
år er slut, faktisk (læg nu mærke til, hvad jeg siger,
og tro, at det blir sant, hvis ikke sygdom æller annen
hindring stanser mig) have skrevet to skuespil, som
tilsammen inbringer mig omtrænt 48,000 kroner. Det
ene er færdigt.

At jeg således også økonomisk ser udgang på min
elendighed kan du tro rejser mig! Ak ja, jeg vidste,
at dette engang måtte komme! - 

Gumælius vil sende dig honoraret for Vis-Knut (på
12 kroner nær til to barber-kniver). Nu får du også det
svænske boghandler-honorar for "Det ny system",
antagelig ikke så lidt (1000 à 1200 kroner).

Det islandske spørsmål må du lade ligge til bedre

SIDE: 270

tider. Skal jeg, en digter, minne dig, en forrætnings-
man, derom?

Her tægner til et godt år. Jeg havde svær lyst til at
besøge dig iår! Ak, sådan lyst! Men jeg har jo ingen
kontanter, før mine arbejder begynner at gå til æfter-
året, - og liden tid. Men vænt! Jeg skal komme
med solskin og ny sommer, når jeg kommer, - om
det så var midt-vinters.

Her er alt dejligt. Vort siste barn er så sødt. Bjørn er
ælskelig, ren, utrolig begavet for kunst (komposition og
skuespiller-faget). Men gutten har en svag mave og er
derfor nervøs. Han rider om dagerne for at få motion.

Fru Janson det syvende barn. En "flicka"! - Per
Bø død; sørgeligt. - Min gård går fræm; men vist
koster det pænger at være landman!

Ja, du hæders-væn, hvor ofte jeg er hos dig. Hvor
innerlig jeg længtes æfter at tale med dig og Rydberg!
Gud give, det snart måtte ske!

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

Hils damerne! - 

Ellen Hedlund, som skal debutere ved dram. teatern
i Stockholm, - hvæm er det?

TIL GEORG BRANDES.

Aulestad 1ste juni 78.

Kære Brandes!

Zola er nede på det tiger-katagtige røde kød i det
Galliske, i dette vilde folke-færd, som ingen religion,
ingen filosofi og ingen skæbne tæmmer.

SIDE: 271

10de juni.

Jeg husker ikke mere, hvad jeg vilde skrive. Imidler-
tid har jeg to prægtige breve fra Dem. Jeg er stolt af
at have dem, fordi de er revet ud af Deres daglige kamp
for existens, og fordi jeg også ællers har en svær kon-
kurrence at udholde. De må altså tro, det lønner
umagen med mig. Og deraf er jeg stolt.

De vil skrive om mig. Jeg så hælst De væntede. Men
jeg skal ved lejlighed sende Dem mine tanker om min
stilling her hjæmme; De får sælv passe på om de er
vild-ledende. Jeg vilde skamme mig meget, om de var
det. Kan jeg ikke, æfter alt jeg i min ensomhed har
gænnemgåt, fordybende mig sælv, sætte mig sælv sant
hen, så er der en misvisning med, og for en forfatter,
hvis bevidste kall det er at lede på ræt vej, vilde dette
være overmåde slæmt. - De Spør, om vi her hjæmme
har 3 positivister. I hundrevis har vi dem. De kan
så rolig om et par år sige, at vi har dem i tusenvis.
Nej, det er ikke dette, som er vor fejl, at vi viger til-
bage for at optage det reelle arbejde og dettes frugt i
vor livs-anskuelse. Nej, den ligger annetsteds. Vi får
ingen koncentration istan! Altså tier den æn-
kelte, og de, som taler, tror sig forladte. Mit ny stykke
søger at bøde på noget her. De må se på det! (Ti nu
står det så: Lobedanz kommer væl til at oversætte det.
I sælve oversættelsen kommer han næppe til at
gøre fejl. Jeg æller Greensteen (korrektur-læseren) må
se det gænnem. Men en tysk dramaturg, vant til hvær-
dags-livets sprog i den dramatiske digtning, må deræfter
se den igænnem og få sproget naturligt, flot, flydende.

SIDE: 272

Og den man må De ænten skaffe æller pege på, arbejdet
sendes ham og rættelserne gøres for at stykket uop-
holdelig kan trykkes og omdeles. Kære Brandes, hjælp
mig med dette!) - 

Altså tilbage til æmnet: her fejler koncentration, vi
bor for spredt, og sælv de tætboende har vænnet sig til,
at andre skal gøre det! Vi har ænnu aldrig taget
fat. Vi har aldrig havt et brud, en kamp; hvad literatur-
historien derom snakker, er det gyseligste vrøvl. Vi har
engang havt et forceret mænneske, som mødtes med et
blaseret. Forøvrigt - samme syn, samme hoved-opfat-
ninger, samme slags barn af samme slags betingelser.
De var ingen modsætninger, de to W'r.

Måtte det engang drage op til kamp! Jeg gad nu vide,
om ikke den norske form for den er funnen af Ibsen
som af mig; men jeg tror at min i mit ny stykke er
den hældigste, som nogen af os to ænnu har brugt. Ja,
se nu på det!

Da jeg sagde, De dømte Tegnér mildt, var det nøj-
agtig så jeg mente det som De forklarer det, både hvad
ham og Dem angår. Jeg forstod, hvad De personlig her
havde imod, stærkere æn De gav det udtryk, og at dette
var mildnet af forståelse. Jeg forstod også, at De
spillede piano for ikke at vække nabo-ånderne.

Deres Tegnér er en aldeles fortrinlig bog; ti den
gør sin gærning. Dette må vi alle lære af Voltaire.

Det synes, som De tror Ibsen er uvænlig mod Dem.
Jeg må da fortælle Dem, at han sendte mig en varm
tak og sin sidste bog, da jeg havde skrevet om Dem i
D. F. - Jeg svarede ham ikke; ti jeg finner hans opfør-

SIDE: 273

sel mod mig sjofel; jeg finner ham sælv at være en
pjalte-kræmmer med titler og ordener og de væmmelig-
ste breve til hvært lidet mænneske, som roser ham i
den mindste avis.

Men deri har De ræt, at det mest er et tilfælle, som
har blannet ham blant de konservative. Han var i den
annen lejr, men usikker og tvilsom og rasende små-sinnet.
Så gjorde de ham uræt. Jeg advarede dem i det uænne-
lige mod dette. Men han havde et drag af noget uægte
midt i det store og lysende; - og dette virkede stær-
kere på dem æn min forståelses alvorlige påminnelser.
Mig mistydede han helt. - Med andre ord, han er så
svag og så forfængelig, at det mest er slig jammerlighed,
som har drevet ham over blant de konservative, og nu
holder smigeren ham der, trods "samfuns-støtterne" m. m.
Han vilde vist gærne være hos bægge på én gang!

De skulde - ti på dette punkt gør jeg det til pligt
at sammenligne de hærrer forfattere, fordi jeg forlanger
af dem, at de skal sænke sit værge, hvor fanen præsen-
teres, i livet som i ideernes værden, - De skulde vide,
hvad der forgæves er gjort for at holde mig fast i den
national-liberale, skandinaviske, kongelige, konservative
(og lad mig nu lægge til) kirkelige, Grundtvigske ring!
Nej, vi stortalende patetikere  jeg tror alene, at det er stærkt,
som er svejset af tusene fine tråde. (Og siden jeg er

SIDE: 274

ved det: intet skader kvinne-sagen mere æn de falske
mans-idealer, som jeg ænnu ser stillede overalt.)

Jeg skrev til Ibsen, da den tid nærmede sig, at vi
æfter "naturens orden" skulde blive riddere. Lad os fra-
bede os sligt! Lad os holde os ranke! - Nej, svarede
han; en fæst-middag var også en orden; man måtte fra-
bede sig det ene med det annet! - Ja, der kan være
fæst-middage, som kommer sligt nær. Jeg kænner dem
ikke. Jeg tænker ingen hæderlig man (æller kvinne)
kænner dem.

Man unskylder Ibsen med, at han er kommet af
"simple folk". Han trænger det for sin sælv-følelse.
Ja, ja! - - 

Viktor Rydberg. Som digter bryr jeg mig ikke det
bitterste om ham. Men som åndfull forfatter. Kun vilde
jeg have den forbandede åndfullheds-jagt à la Tegnér
bort fra kunst-historiske æller sjælelig-historiske afhand-
linger. Fyrværkeri med antiteser etc. er mig en unatur,
som kan blive til natur, men er i bægge tilstanne til
skade for æmnet og virker på mig, som var der foruden
vedkommende, også en uvedkommende tilstede, en på-
trængende forfængelig fyr, en traditions-svænske!

De er en spydig krabat, hvor De tror, at jeg synes
om den sort svænsk realisme, som kommer af mangel på
opøvet tænke-ævne og grundigt filosofisk arbejde. Jeg
skal lade denne anklage stå hen; ti den rammer mig
bestæmt. Jeg har jo sælv en så lidet udviklet tænke-
ævne. Og af det hele er der bare en ting, som skal
fæste sig, og det er at De har sagt dette, at Svænskerne
har vægret sig ved at gænnemarbejde den filosofiske

SIDE: 275

opgave, som nu foreligger; ti dette har jeg i min
uvidenhed virkelig skønnet; jeg har altid havt
en følelse af, at jeg blant dem var sammen med
noget fra det forrige år-hundre.

Det ny ved dem stikker ganske rigtig der, hvor De
siger, at De ikke er kænt.

Men det danske folk kænner jeg bedre, tror jeg, æn
De. I alle fall mistyder De der noget. Der er en vir-
kelig, en forbausende vækst i det under den Grundtvigske
påvirkning. Tag væk vildfarelserne, - der er noget
ægte mænneskeligt, noget skønt hjærteligt og ærligt
igæn, som engang, når det får kunskabs sæd, vil omslutte
denne i et arbejde, der blir rigt og såre tiltalende. I
ænner med at blive de vakreste af os. Og derfor skal
I fræmfor nogen takke Grundtvig. Men nu videre fræm
med den danske bonde! Nu sæd i bunden! Ja, Gud
give det!

Deres væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL GEORG BRANDES.

13de juni 78.

Kære Brandes,

En norsk rigman, som holder meget af Dem, har spurt
mig, om han turde sende Dem pænger til en Pariser-
rejse. Jeg svarede ubetinget: ja! - Jeg håber, han
gør det. Og giver han intet mærke, som De kan finne

SIDE: 276

fræm æfter, kan De sende mig et par ord til bevis, at
pængene er komne. Tag De dem som tilskud fra os
her oppe, fordi De skriver for os. Og siden vi er ved
det: kan jeg få samle til at øge Deres honorar i Dagbl.,
så det er så stort, som om De var korrespondent til
England?

[- - - - - -]

Tyskerne forfærder mig! Jeg kunde spytte i National-
Zeitung! Jeg foragter og forbander dem - naturligvis
i mit første raseri; ti jeg må jo straks sunne mig på,
hvor lidet virkeligt dette folk ænnu er blevet trods
alt, som er skét. En omdannelse fra romantisk-filoso-
fisk foregår ikke på et par mænneske-aldre uden hos
ænkelte fræmragende; de andre "gør" i realisme med
samme ekstase som før i romantik. De ligger alle for
øjeblikket næsegrus i kejser-tilbedelse; de dirrer -
ikke af socialist-frygt, men af frygt for ikke at synes
at frygte; det er et frygt-system, som skal til værden!
- Usch!

Den 20de juni 78.

Jeg kommer til at rejse bort på nogle dager, så jeg
sender denne stump forat give livs-tægn. Jeg ved, at
jeg engang kommer til at skrive breve til Dem; jeg
har "rasende" meget at skrive om. Men jeg må kænne
Dem personlig for rigtig at kunne. Ti jeg trænger at
have mannen for mig og tale direkte til hans sjæl. - 

Nu har jeg på lang tid intet læst. Ja, Four-
chambault af Augier. "Fine stød" kan den pen give
fræmfor nogen annen franskmans og franskmænnene

SIDE: 277

fræmfor alle andre. Men tingen er ubetydelig i al sin
mæsterlighed. Den kommer på langt nær ikke op mod:
Le fils de Giboyer.

Jeg tror, vi to har de samme grund-anskuelser om
hvad poesi er; æller bedre udtrykt, at omtrænt det
samme i poesien tiltaler os, forsåvidt intet genre, ingen
nationalitet, sælv ingen i værket inneboende dumhed
hindrer os i at nyde poesiens kærne der, hvor den er
og giver skud.

De får mine bøger fra Hegel. Hvor der gjordes mig
uræt paa "kongen". Jeg tænkte (ved at vælge den
inre linje, altså ikke gøre "bråk") at liste stilfærdig
in en dyb sanhed. Jeg tror nu, jeg havde virket be-
dre, om jeg havde gjort et stort, dundrende skuespil à
la Spielhagen med hundre fallende hus, et helt land i
sjø-gang. Væl, så skal jeg komme tilbage til det! -
Ibsen har sendt mig hilsen om, at han synes så godt
om "Magnhild". Så har jeg fåt hilsen fra Gambetta.
Jeg ved ikke, hvorledes dette er kommet. - Jeg går og
planlægger mit ny stykke: "over ævne". Jeg tror, det,
bl. a., skal blive morsomt, i alle fall lyne af godt humør.
Mig synes, at værden trænger til det. Og jeg har en hel
hoben. Hils Deres hustru! Når jeg engang kom-
mer for at erobre Dem, begynner jeg først med hænne.

Deres væn
Bjørnson.

Ja, dette med at skrive om mig! Jeg skal huske på
det. Men nu har jeg ingen lyst. Jeg vilde også alene,
at De skulde gøre det, forsåvidt det kunde ske så, at
De forklarede mig, ikke for England, det bryr jeg

SIDE: 278

mig Pokker om, men for Hjæmmeboerne. Der er ingen
og der har på længe (om nogensinne?) i Norden været
en skald så tåbelig, æller rættere: så aldeles ikke for-
klaret som jeg i denne tid.

Forleden hørte jeg, at havde kongen i tide budt mig
ordener, havde jeg ingen "konge" skrevet. Og jeg, som
ganske ung, ikke 30 år, inviteredes af Kong Karl (Stats-
minister Sibbern vidne) til at komme til ham, bo på slottet
hos ham i Stokholm; han vilde introducere mig for
kunstnerne og literaterne i Stokholm o.s.v. o.s.v. Æn
i sin tid i Danmark? Jeg kunde have fåt, hvad jeg vilde.

Og nu i det religiøse? De skønner ikke, de godtfolk,
at jeg har søgt bestandig det samme: det mænneskelige
i sin højeste frihed og skønhed. Udenfor religions-kredsene
kom jeg (præstesønnen fra landet, skolegutten fra små-
byen) slæt ikke; altså måtte jeg blive Grundtvigs bytte;
ti der var det.

Men intet i værden bestikker mig, skønt jeg kan
forføres når det skal være. Derfor ud igæn den dag
jeg så. Min værste fiende kan have sanheden på sin
hånd; - jeg er dum og stærk; men ser jeg den, om ved
et tilfælle, jeg står der straks. Sig mig nu: er en slig
natur ikke læt at forstå? Burde det ikke ligge for Nord-
mannen specielt at forstå det? Jeg er Nordmand.
Jeg er mænneske. Jeg holder på i senere tid og under-
tægner mig: mænnesket. Ti jeg må jo i alle breve sidde
og forklare mig, - og det forekommer mig, at dette
ord her, hos os nu, ligesom vækker nye forestillinger.

Deres
B. B.

SIDE: 279

TIL DIKKA MØLLER.

Aulestad, 18 juni 78.

Kære, gode Dikka!

Da jeg kom kørende fra Lillehammer med sangen til
mor Bø trykt, så tænkte jeg med én gang på dig. I
samme stun galede en gøg, ikke tre favner fra mig,
og den flyttede fra 
gar stauren alene for at gale videre
i et træ, tre alner derfra. Det var den første gøg iår,
og aldrig før har jeg set den så nær. Og jeg tænkte
videre på dig, og jeg takkede for, at jeg havde dig.

Men du må ikke mere tale til mig om "den åben-
barede religion", såsom med alt dette er jeg færdig,
og er glad, sjælesun æfter at være færdig. Viden-
skaben har til sole-klarhed lagt åbent, at alle de lær-
domme, som er jøderne "åbenbarede", er på jorden
mer æn tusen år før jøderne stykke for stykke tilægnede
sig dem, æfter hvært som dette lille æfterfolk kom sam-
men med de store.

Vi har ingensomhelst annen visshed for nogetsomhelst
æn den, som mænneskehedens største tænkere og dy-
beste personligheder (deriblant flere blant jøderne, så-
ledes også Jesus af Nazaret) har givet os ved at drømme
f.ex. udødeligheds-læren in iblant os (den er kommen
fra Inderne til Perserne og fra dem til Jøderne), - intet
annet! Men dette er også nok! Så langt tilbage vi
har historie (og vi har nu en lang historie; vi ved f. ex.
hvæm, som regærede i Ægypten, da Adam blev født),
har de også havt udødeligheds-læren iblant sig.

Kærligheds-læren, "Du skal ælske din næste som dig

SIDE: 280

sælv" havde Inderne tusen år før Jøderne (sansynligvis
umådelig længere; men vi kænner ikke deres tanker
længer tilbage. Måske graves de snart op!). Alt det
grund-givende i livet har altså fulgt mænneske-toget som
lede-stjærner i Gude- og Gude-mænneske-skikkelse fra vi
ved om dem! Dette er en stor sag! Men lad det
ligge! - 

Vi tænkte at sælge her og flytte til Toten. Det blev
intet af. Vi er nok så glade ved det. Dog må jeg
bort herfra, på den ene æller annen måde. Her er kvalmt
mællem alle de snille mænnesker, som intet følger, og
som gæmmer hovederne i væggen forat inbilde sig, at
værden bag dem ænten bare er ond og ugudelig æller
slæt ikke til.

Sælv er jeg, æfterat have ændt det bedste stykke, jeg
har skrevet, i humør som en bier-drikker i München kl.
10 kvæld. Hele værden har stjærner og lyse løfter! - 

Så arbejds-dygtig, så bestæmt på, hvad jeg vil, har
jeg aldrig været! Å hvor jeg nu skal arbejde!

Jeg fik iforgårs to hilsener, den ene fra Henr. Ibsen,
at han var så glad i Magnhild. Den andre fra Gambetta
i Paris. Et pudsigt sammentræf!

Er Mix hos dig med hele sin sejlende værden af
tanker, følelser og unger, så hils hænne! Hils taksen!
Hurra!

Vakkert vejr, rægn og sol i brydning - her står fro-
digt inne og ude!

Om jeg kom til eder, gjorde jeg en larm i stuerne
som en hingst. - Karoline nætop hjæmkommen, likte

SIDE: 281

ikke Bilerud særdeles uden skogen og beliggenheden,
finner vort hus bedre i alle stykker. - Og ænda har
jeg en følelse af, at der kommer jeg til at bo! Ja, kunde
jeg, så købte jeg det. Men nu har Jørstad trukket sig
tilbage fra handelen her, så jeg må lade den fugl flyve,
og må leve fræmdeles blandt lang-hårede, rød-skæggede,
tungt bestøvlede, vadmels-klædte pietister og dyds-
apostle!

Din
Bjørn.
Mænnesket.

TIL F. T. BORG.

Aulestad 1878, 22de juni.

Kære, gode Borg,

vi blev så glade her ved at høre din hustru frisk og
dig glad. Tak for hælsningen fra Gambetta! Tak for
bladene! De har moret mig! - Rep. franç. har jeg
nu skaffet mig, så nu behøver du ikke at sende dem
mere! - 

Ja, republiken går fræm. Jeg ser en ny side, som taler
for den, ræt som det er. Det æmne må jeg engang
atter tage fat i, og da populærere med stærk udvor-
tes handling.

Fortiden er det familien og nutids-karakteren som pro-
dukt af samfunds-ånden, der beskæftiger mig. Mit stykke
"Det ny system" holder jeg for det bedste jeg har
skrevet. Det følges umiddelbart af et "over ævne", som

SIDE: 282

behandler dette sygelige, forstrakte i tiden, mere ånde-
ligt og moralsk æn økonomisk. Æmne på æmne (og
derfor stykke for stykke) præsenterer sig; min bevidste
kamp (og altid for scenen), altså med finere våben, an-
tager dimensjoner, som jeg for en tid siden ikke drømte
om. Det netop endte stykke "Det ny system" holder
jeg for det bedste, jeg har skrevet - også forsåvidt,
som det har en form, ingen kan komme fra; det må
spilles, og om det anklages, det må sejre. Jeg agter
også på dette stykke at blive kvit min løse gæld (og
med det næste min faste), og da er jeg en formuende
man; ti jeg ejer ikke så lidt. Jeg er selvfølgelig glad,
skønt i øjeblikket kniber det forfærdelig for mig. Men
Gud ske lov, innen ét år er alt overståt! Det er en
udsigt, som jeg aldrig har havt dejligere. Den ofte for-
tryller mig midt i min økonomiske misère i øjeblikket.
En digter af min art må være uafhængig. Så snart jeg
er fri, frasiger jeg mig også min digtergage. Intet skal
skrives annerledes af den grun, at jeg behøver at tage
andre hænsyn æn sædelighedens og ærens.

Jeg har havt det noget ondt siden jeg ophørte at tro
på en Gud, som gik her på jorden og spiste pølse og kalve-
steg og skrev bøger (æller lod skrive). Man har forkæt-
tret mig og været mægtig vred. Men sælv er jeg glad
og fri. Hvad gør så det annet? - 

Hils din hustru!

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

SIDE: 283

TIL S. A. HEDLUND.

Aulestad 1878, 22de juni.

Kære gode Hedlund,

jeg må takke dig for dit dejlige brev! Men jeg har så
liden tid idag. Du får pænger, hvis du ikke alt har fåt,
fra Dr. Gumælius. Der skal du også få ræsten.

Alt væl! Mit ny stykke begejstrer mig fræmdeles.
På det skal jeg også blive fri min gæld.

Jeg likte ikke, at Rydberg ikke læste op i akademiet
det, som det kom an på. Jeg likte hæller ikke denne
høje vurdering af Strandberg.

Pas nu på, at R. ikke placerer sig for-blødt i puderne.
Vor tid trænger sanheden, omvændelsen, og digteren må
sælvfølgelig til en vis grad blive martyr, hvis han er en
ærlig, modig karl. Men den populære tænker ligeså.

Din væn
Bjørnst. Bjørnson.

Nu skal du få lejlighed til at interessere dig kraftigere
for Islænderne gænnem Gudmundr Hjaltason, den man,
som længe bodde frit i Gausdal (hos Per Bø), og senere
i Danmark (på Askov). Han arbejder i sommer hos en
bonde; men til høsten vil han til Sverige. Han er inte-
ressant. Du skulde gøre noget for ham! Har du ikke,
så han kunde bo hos dig en stun og få se musæet
ordentlig og få undervisning (naturhistorisk?) historisk
(han læser meget) og i sprog. Der er noget mærkeligt
over ham, ja, en forunderlig blandings-natur, - I må
se på ham, tage jer af ham o.s.v. o.s.v. - bestæmme
hans veje i Sverige.

SIDE: 284

TIL F. T. BORG.

Aulestad 16de juli 78.

Kære væn!

På din vænlige forespørsel et åbent svar! Nej, jeg
trænger ikke til at få min gæld betalt. Det gør jeg
sælv innen ét år; men jeg trænger tre 3 - tre - tusen
species for at have fred, til mine stykker har betalt min
gæld. Dette er nøjagtig situationen, som jeg alene tildels
sælv er skyll i ved at have gjort for raske berægninger;
men som hovedsagelig skriver sig fra andre omstændig-
heder.

Vi lever tarveligt i alle måder; her er adskillige;
men på vore egne tarvelige vilkår, så jeg har en god
samvittighed. Men ligefult forstyrres jeg nu; det er
sant. Jeg ved ikke hvorhæn! - Men bryd du dig
ikke med dette. Enhvær får bære sin plage.

Fortiden sidder jeg i en svær opgave, hvortil jeg trængte
fred, full fred. Jeg behandler dette i tiden, som frister
os "over ævne", ikke i det økonomiske alene (ti her
ær det alene et udslag af tids-sygdommen), men i vort
forhold til idealerne. Dels er disse umulige (de religiøse?),
dels usanne, falske, dels rigtige, men vi overspringer
virkeligheden, idet vi uopholdelig vil have dem realise-
rede. Når jeg bruger ordet "ideal" gør jeg vedkom-
mende en kompliment. Men f. ex. "skønhed" (at ville
have alt skønt) er dog et ideal; at ville "være med" er et
ideal, o.s.v. o.s.v. Missjons-væsenet kommer også
med; hof-væsenet lige ved siden!! - Jeg samler ved en
stor familie-fæst en familie, som lider af den fælles-syg-

SIDE: 285

dom at ville være "over ævne" og jeg lar dem alle være
det på sin måde, til sit øjemed. Det gæller at nå en
stor arv, og enhvær vil have den til sit brug. - Mit
forrige stykke, "det ny system", behandlede den ting at
være san i sin fulle konsekvæns. Dette, tror jeg, vil
som hint, slå kraftigt ned. - Men så er det synd, at
jeg sidder som jeg nu sidder, pint, ofte fortvilet. - 

Hedlund har engang hjulpet. Nu afbetaler jeg ham
og vil ikke bede. Og af den sort vænner har jeg ikke
mange. Min forlægger har været så god; men jeg har
altid været forsigtig og jeg vil ikke bede ham. Dette
er stillingen. Punktum!

Vi er demokraterne, "opkomlingerne", homines novi.
De andre er pængemænnene og danner et mægtigt for-
bun; vi danner de fattiges forbun. Ja, - det er jo et
uhæld, at min ejendom i Kristiania ikke gav, hvad den
skulde. Men den bebygges nu, hele den store tomt,
så også der blir det annerledes engang.

Jeg viste lensmannens, hvad du skrev om dem, og
skal hilse. Hilsen fra os alle!

Din innerlig hengivne væn
Bjørnst. Bjørnson.

TIL F. T. BORG.

19de aug. 78.

Jeg takker dig, kære Borg, gæntagende for din hilsen
fra Gambetta. Ser du vor "kongelige" ungdom i Paris!
Ikke en sang foran Gambetta æller nogen af dem, der

SIDE: 286

fører friheden, fører "ideen" - og hvad de ællers synger
og taler om! Nej, skørte-vejen (fru Mac-Mahon) in til
fuldt hus og elegant omtale. Man skulde tro, de var et
spekulerende sanger-tog fra et ufrit land, og ikke sønner
af de frie folk, som har givet værden frøet til dens frieste
institutioner i jury-institutionen m. m. og i nutiden sælv
bønderne pladse i landsstyrets høie råd.

Tak for dit blad! Altid et og annet godt frø. Din
valg-tale (d. v. s. dit valg-program) taktisk rigtig. Din
agitations-tale i folkemødet udmærket. På den måde skal
jord-bunden oppløjes, tankerne såes. Få flere slige møder
istan!

Med mig bra. Ypperlig høst. I æftermiddag rejser vi
alle til lensmannen! Havde I været der!

Nu har jeg ordnet mig bedre. Jeg trænger nu alene
4000 kroner. Men dem trænger jeg også. (Jeg bør fortælle
dig det, da jeg har fortalt dig det første, og da jeg tror,
at du stundom tænker på mig) Her er stansning i alt,
som heder affærs-liv; skibs-farten går ikke, og det gode
år kan ænnu ikke virke, træ-lasten sælges ikke. Ja, så
trangt som her er! Det giver også både åndelig og
hjærtelig tranghed. Hils din hustru!

Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.

Jeg skriver egenlig dette for snart at få nogle linjer
fra dig. Du får nu se et religiøst poëm fra mig, som vil
sætte meget støv - og tøv igang,

Kænner du nogen, som kænner den nuværende konge?
Han betyder nu reaktionen. Men kunde han tænkes at
kunne stå i spidsen for et parlamentarisk styre? Kunde

SIDE: 287

hans forfængelighed ikke tænkes at lede ham til det, hvis
strømningen i folket blev stærk nok?

Ti får vi ikke engang parlamentarisk styre, så dør både
du og jeg uden at have skuet det forjættede land. - 

En tanke er i senere tid blevet så stærk i mig. Der
er stærk forbinnelse mællem djævle-skræmseln til beskyt-
telse af samfundet og konge-dyrkelsen til lignende beskyt-
telse. Afskaf djævelen, og vi er på halv-vejen til at
afskaffe kongen, idet da den tro på fræmgang, godhed,
sanhed får vokse op, som nu ligger så rent knust under
reaktionens rædsel, - og folket således også får tillid til
det gode i sig sælv og snart skønner, at det ingen
konge, ingen "løgn" (ti en konge i sanhed tåler det
moderne samfun ikke) længere behøver.

TIL A. F. KRIEGER.

Aulestad 25 aug. 78.

Kære Krieger!

Dernburg er adspurt. Men idet jeg atter optog denne
sag i min tanke, kom fræm igæn: - hvilket mål kan vi
ligeoverfor Tyskland have?

Som det synes mig, intet uden et stort germannisk for-
bund, hvori også Holland, Belgien (og måske Schweitz) gik
in, - og som i tidens længde blev inledning til et æn
større.

Det er denne melodi, som jeg synger på, når jeg taler

SIDE: 288

med Tyskere. Men var det ikke på tide, at vi også
begynte på den i Norden. Ti at vi får Slesvig igæn på
nogen annen betingelse æn denne, se, det har jeg en dunkel
anelse om er umuligt. For Slesvigs skyll (for Danmarks
udviklings skyll, som hermed har sammenhæng) har det
hast. Men for Nordens skyll er det af vigtighed, at vi
får lidt større mål, lidt følelse af medhørighed i en vær-
dens-opgave: den germanniske.

Tak fordi De var her! Hilsen i ærbødighed fra min
hustru og

Bjørnst. Bjørnson.

TIL F. T. BORG.

9de septr. 78.

Kære, gode Borg,

dit brev har i nogle dager lagt ubesvaret fræm for mig.
Jeg har ikke vidst, hvad jeg skulde svare på det.

At jeg ikke vil plyndre dig for hele din 
spare-skil
ling, kan du væl skønne. Min krise er jo alene forbi-
gående, og så stor som jeg én gang følte den, er den
måske hæller ikke. Jeg er læt opskræmt. Virkningen
på mig er desværre lammende; derfor er det, at jeg har
talt til dig om det. Jeg korresponderer ikke med mange
om alt det, som er mig nærmest; men til ænkelte må
jeg lætte mig med at meddele af min sorg og glæde.

Jeg har tænkt at gøre det så: jeg modtager af dig,
kære væn, 1200 kroner, og får ræsten af en æller flere
andre. Dette er lættere; det vilde pine mig at vide, at

SIDE: 289

jeg kunde blive skyll i nogen forlegenhed for dig; men
når du bare er så god at låne mig dette beløb, så
tænker jeg roligere på det.

Jeg har i lang tid været så mismodig. Mit stykke
har ståt aldeles stille. Her er hæller ikke en eneste at
øse hjælp, inspiration, glæde af, når jeg stundom er
nedtrykt.

Du får af samme grund intet brev dennegang. Karo-
line har nu været borte i fjorten dager for sin hæl-
breds skyll. Hun skal være borte længer. Jeg er ikke
glad, når hun er borte; men det må hun ikke vide.

Din tidning skulde holde bedre føljetong. Husk på
det! Hvad synes du om de svænske valg? Du har
ænnu ikke udtalt dig. Jeg finner (tilgiv mig det!) den
svænske politik så umyndig. Fra Sverige burde hele
Nordens politik være ført; et germannisk forbund som be-
tingelse for et skandinavisk (ikke omvændt) vilde være et
et mål, som med én gang satte store mål, store interes-
ser. Ånden i beskæftigelse med noget større har lættere
for at finne fornuften, det være sig i religion æller i
politik.

Du skulde holde "Nyt norsk tidsskrift" og deraf trykke
af Sars's artikel om De norske konger ved Carlyle. Der
er også meget om det kristelige at aftrykke.

Prof. E. Sars fører den første polemiske (dialektiske)
pen i Norden.

Hils din dygtige hustru.

Med en meget slæt pæn din væn
Bj. Bj.

SIDE: 290

TIL SOFUS HØGSBRO.

25 sptr. 78.

Kære væn,

så længe et folk tror på djævelen (det korrekte udtryk),
kan de være æller blive gode undersåtter; men fri
mæn - aldrig! Ænten - æller: ænten rydder vi den
myte ud af troen, æller vi får aldrig et frit folk. Den,
som opdrages i djævle-tro, han opdrages i skræk og
mystik, og sælv når troen er borte, sidder frygt i hans sind;
han er skræmt fra barn af, og meget få er de, som over-
vinder "frygtens anlæg i sin sjæl". -

I Danske kan gøre en svindel som intet annet nordisk
folk; I har alt gjort mange. Svindelen fra 48 går igæn
hvært folke-højskole-sommer-møde, den gik igænnem
alle valg til nu. Men i møde med virkeligheden -? Ja,
du har nu sælv oplevet det. Du har troet på vælgerne,
og du har måttet kapitulere for deres skyll; du følte,
de fulgte ikke, de turde ikke. (Jeg havde for min part
aldrig kapituleret.) Men de vælgere, du tænkte på, da
du stillede alt dit i frihedens tjeneste, de "brave", "mo-
dige", "fromme" mæn, de var det, som ikke turde. Disse
myte-skræmte mænd med de varme, fromme ord tror,
alt er "synd", når det kommer til stykket; de er tilsam-
men en meget veg slægt. Deres tro stålsætter ikke; ti
den har en frygt med, som i farens stun tægner rædsels-
billeder på væggen, gør usikker. Å ja, det er ikke djæ-
velen alene, som virker usikkerheden, det er dette: at
måtte adspørge jøderne, næmlig hvad disse tænkte for
to tusen år siden. Hvæm tør så handle grejt, stærkt ud

SIDE: 291

af moderne bevidsthed og moral? Men nok om
dette! -

Jo, Berg er et egoistisk svin, og da må han med al
sin begavelse ende i det urimelige som offenlig man.
Jeg følger hans færd med forfærdelse. - Jeg er glad
ved at se, at du agter at holde ud, d. v. s. at optage
kampen og stille eder så, som om intet var forefaldt.
Dette er det ene rigtige, så langt som jeg kan se. De
national-liberale lærer intet uden af nøden. Intet ræson-
nement, ingen underhandling når fræm; men et moderat
program (som eders er) urokkelig holdt, det vil og
må i længden skabe nød. Men gå så ikke hen og bliv
syg over, at de andre gør grunlovs-brud. Kære, lad
dem få gøre så mange det skal være. Der er noget i
det faktiske, som da vokser op til urimelighed, til et
bærg af urimelighed, når det bare får tid til at vokse.
Hold ud, bliv ved! - Lad ikke den gamle våge-kone
Termansen skræmme dig med sine mystisk-historiske
syner; jeg ler, hvær gang jeg ser ham tale over histo-
rien; ti han forstår nøjagtig bare det af den, som han
tror at have brug for i sit mænneske-ideal, som er et
sygt, lidelses-spæget benrangel med himmel-vændte tåre-
blik, aldeles udygtigt til den fræmtid, som forestår. Ti
den er realistisk skarp, og det gæller ikke at blive sej-
let over. - Men jeg vænter på den ånd blandt eder,
som revser æftersnak om kærlighed, lykke, Danmarks
gode Norne, på det jævne o.s.v. o.s.v., og som stål-
sætter viljen, - og til den ende tar det overtvært med
myterne.

Din væn
Bj. Bj.

SIDE: 292

TIL F. T. BORG.

[Aulestad, sept. 1878.]

Dersom du kunde forestille dig den tjeneste du gjorde
mit sind og mit hus, så ved jeg, at du vilde blive
glad. Men jeg generer mig for at give dig et helt in-
blik. Gud vælsigne dit vænnelag! Din tro! Din sanhed!
Måtte jeg kunne få udrætte noget, som glædede dig! -

Min Karoline er ganske rigtig svag. Hun behøvede
bare at give sig tid; men hun gør alt sælv, og dette
ruinerer hænne. Jeg sender hænne nu og da bort; men
hun kommer altid for snart tilbage.

Jo, tag din hustru med! Er det for klimatets skyll,
at du ikke gør det? I så fall tier jeg. - Jo, du ser
akkurat på din opgave ved rigsdagen som
jeg. - Og derfor ikke mere derom. Men af alt mit
hjærte: lykke i dit hus! Jeg ser, at lykken har en sol-
stråle-ævne i dit sind, som fryder mig! Altså mere lykke,
gode, tro kamerat!

Gud vil dog væl hæller ikke, at her skal være reak-
tion i Norden alle dager.

Gambettas rejse i Frankrige fryder mig. Måtte han blive
Mac Mahons æfterfølger. Måtte republikanerne våge et
helt skridt! Uden dette går det for langsomt for os
andre, som først skal opleve stats-kirkens udskillelse i
Frankrige og alle de andre demokratiske forholdsregler
- forat begynne at tænke på dem!

Din
Bjørnstjerne.

SIDE: 293

TIL FREDERIK HEGEL.

[Kristiania, 14 novbr. 1878.]

Kære Hegel, min allerkæreste væn, min råd-snilde
papa, min forsigtige samvittighed, min plage-ånd, min
søde hjælp - tak for sist! Dit hus dufter i min erin-
dring af hygge og sundhed, jeg ser hundrede hæste-ben
og sporer, bare jeg tænker på det, stundom drømmer
jeg, at jeg ligger i en marmor-krybbe og spiser havre
i en skildpaddesuppe, tygger på et bidsel af hvede-tve-
bakker, at jeg sover i en sadel æller spadserer på et
gulve-tæppe, som ved nærmere æftersyn er hø, - kort
dine hæstebetvingende børns lidenskab er gået i mig,
jeg er i mine drømme, siden jeg sov under så megen
hæste-larm, bleven en centaur, men som befinder sig
overmåde væl i sin firbenethed.

Jeg har aldrig nogetsteds befunnet mig mere væl.
Din stoute søn knægger omkring mig ænnu, din datter
ser på mig med sine blide store øjne, som var hun for-
skrækket over, at hun ikke kunde finne på ænnu mere
godt at gøre mig, Larsen følger som et dæmpet piano-
akkompagnement alt, som hænder, og du står og ler af
min dig ufattelige dumhed, når jeg ikke kan inse, at
jeg skal sælge min gård, - I er omkring mig som en
vælgørende varme, og den lille kommer og giver mig
hånden. Og så begynner atter hæstebenene at sparke,
fire engelske ladys kaster fra sadelen kysse æfter mig,
der faller sporer ned over mig, bare jeg hejser mit gar-
din, og Jakobs rytter-hat uden side-skygger gør kapri-
oler over min tunge hat som over en Wiener-vogn.

SIDE: 294

Forretninger! Man har hæller aldrig fred! Jeg kom igår
(den trættende) til Kristiania, og idag forrætninger! Ud-
aset af sælskaber m. m. svarer jeg: i sin nuværende skik-
kelse ønsker jeg ikke Systemet offentliggjort. Skriv tryk-
ning og papir af på mig. Jeg har båret så mangen dumhed,
jeg kan bære den også. Vil du trykke den om med mine
rættelser og så udgive den, - gærne for mig! Jeg skal
intet honorar have.

Nu vil jeg udgive "Maria Stuart" uden rættelser.
Den har her atter gjort stor lykke. Kære væn, fortiden
kan jeg ikke tage på mig med-ansvar i noget redak-
tionsskab. Min økonomi siger: skriv! - Men bed Drach-
man æller Ibsen.

Dette i aller største hast

din innerlig, innerlig hengivne
Bjørn.

TIL DIKKA MØLLER.

29 november 1878.

Kære, gode Dikka 
[- - - - - -]

Jeg fik så lidt tale med dig sist, jeg var så træt, så
oprevet, så overvældet af de mange. Jeg længtes af den
grund hæller slæt ikke til det. Man skal ikke give
vænner sine trætte timer, sine slappe intryk. - Så
heller lidt sælskabs-moro.

Men nu er jeg atter i fred, indre og ydre. Nu kunde
jeg nok have pasiaret med dig, kan du tro. Ti jeg
har en værden at tale om! -

SIDE: 295

Jeg har fortalt fra min rejse til megen henrykkelse
for folket her. Det glæder mig at se glæde, og folkene
her i min nærmeste nærhed, Jansons, Hansens, vore, er
så kvikke.

Jeg finner det hyggeligt, å så hyggeligt her, bare
Karoline var frisk! Men det er hun aldrig.

Lille Dagny er så grænseløs sød. Ejnar og de andre
også, så glade, gode og vakre!

Og så et hærligt føre, og Sollied-kongen en af lan-
dets første travere. Jeg trives!!

Jeg har et brænnende æmne under arbejde, det er
om kærlighed fra første linje til sidste. Der kommer
vist snart noget ubehageligt, det plejer at være så, når
jeg er tilfreds.

Har så du det godt, Dikka? Din gut, er han hos
dig? Og ællers? Du må fortælle mig.

Du må læse Vullums kritik af Bruuns bog, første
del. Alene den er ænnu skreven, for de følgende kan
jeg altså ikke innestå. Men denne første del er så god,
at jeg på længe ikke har læst noget så godt iblant os.
Han er så god, så fuldt forstående, så ærbødig foran
det store hos Bruun. Ja dette er noget annet æn det
Hartv. Lassen har budt. Har du så set, at Dr. Pingel
i Danmark, den eneste filolog, som har fåt instilling til
sin eksamen i siste mænneskealder, som og siden har
erhværvet sig et navn også i natur-videnskaberne, har
brudt med latinen og rættet de samme bebrejdelser mod
latin-skolerne som Grundtvig og Bruun. Dette er et
alvorligt tidens tægn. Det har gjort den voldsomste
opsigt.

SIDE: 296

Dette morer mig, ligeså at det forenede vænstre i
Danmark i alt væsentligt atter "forener", og at det går
i Frankrige, experimenternes rige land. Vi er børn af
begivenhederne, som igæn er vore børn, - og jeg for
min del har en så stærk sammenhæng med alt, som
former tiden, at jeg er syg æller frisk æftersom det går.

Med de livligste hilsener til din man, søn og dig,
din tro

Bjørnstjerne.

TIL H. M. SCHIRMER.

[Aulestad]
 16de dec. 78.

Kære Schirmer,

du har autodidaktens fejl i din fræmstilling. Hvad der
har voldt dig tankebrud skal fræm for andre i al sin
bredde, og i alle sine led. Det historiske ved tingen
tager således en overdådig plads.

Du kan give vor sælvstændigheds-politik i nogle få
linjer, vort forhold under Danmark i andre få, Sveriges
politik atter i nogle få, og så til hoved-æmnet: vi var
fattige og modløse, vi er vælhavende og modige, vi vil
have vor rige del i vor egen udenrigs-politik. Sig det,
så det har magt, for nu er snart tiden inne, at det kan
siges; tiden for at det bør siges, har længe været
inne.

Din karakteristik af parti-stillingen er gæntagende, der-
for ikke skarp, stillingen du anviser Dunker måske no-

SIDE: 297

get vilkårlig; ligeså tægner du Sverdrup med formange
almen-sætninger, ofte alt for kænte. Men bægge har,
ligesom partiet om parti-stillingen, fortrinlige mo-
menter, originale skuer, en klar, mandig tone, som
behager.

Også jeg er for vidløftig opstreget; jeg kæntes langt
bedre med færre streger. Jeg takker dig for hvad du
siger om min stilling til forfølgelsen; ti dette føler jeg
er sant. Det annet får være dit eget syn; jeg kan
kun glæde mig ved at du holder af mig. Ti jeg ærer
dig, og jeg vil gærne være dig og nogle få til nogen-
lunne tillags i al min skrøbelighed.

Du bør ikke trykke dette. Du bør hæller omarbejde
det, og da er det ligegyldigt om for et Dagblad æller
for et tidsskrift. Derom kan du lade Berner dømme.
Men for ingen del i værden under navn, så længe du
ikke vil med en sådan artikel intage stilling i vor of-
fenlige forhandling, - og det vil du jo ikke. Under
alle andre omstændigheder er dit navn på artikelen en
tåbelighed, hvormed du skader både artikelen og dig.
Du kænner jo "lilleput", dets konge og dets ministrer,
og den af disse ledede opinion? Lad dem tro sig
foran et stort anonymt dyr - deres egen slætte
samvittighed. Artikelen skal, væl inpakket, komme
ned med eventuelle jule-gæster, hvis det ikke haster
med den.

Din udenrigs-politik? Ved du, at den ikke behager
mig? Jeg ønsker ingen, ikke for vort, ikke for noget
folk. Denne gyselige, forfængelige overanstrængelse,
som betinger flåde og hær, tærer på frihed, oplysning,

SIDE: 298

vælvære. Den er en absolutistisk arv, en synd. Den
er det "store", hvor det er i "synet" og ikke i "rynet",
en falsk morals siste stas. Laissez aller! - Godt nyt
år, gut! Frisk mod, Jæppe!

Din tro
Bjørn.