Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Edvard Beyer Innledning "Ingen anden end Du og Karoline må se eller læse disse mine breve," skrev Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson i 1899. Spørsmålet trenger seg på: Kan det da være riktig å offentliggjøre dem? Kan en i det hele tatt forsvare å gi ut andre menneskers private korrespondanse, selv etter nær- mere hundre år? Svaret ligger nær: Etter så lang tid - og ofte lenge før - vil de fleste av de diskresjonshensyn som en gang kunne veie tungt, ha mistet sin be- tydning. Det avgjørende er om brevskriverne med sine livsverk og per- sonligheter tilhører offentligheten, og om brevene er av en slik art at de fortjener å bli kjent. Etter utgivernes mening gjelder dette i høy grad brevvekslingen mellom Bjørnson og Amalie Skram. Bjørnstjerne Bjørnson er en av de store brevskriverne i norsk litteratur, og mange av hans brev er for lengst utgitt. Trolig skrev han nærmere 30.000 brev - det blir gjennomsnittlig mer enn ett og et halvt hver dag gjennom hele hans lange voksne liv. Ofte var de lange, og de spenner over et bredt register både når det gjelder emner og adressater. På bak- grunn av den rolle han spilte både litterært, politisk og på annen vis, har brevene ofte historisk og litteraturhistorisk kildeverdi. Men storheten lig- ger først og fremst i den friske og spontane skrivekunsten, det personlige nærværet, den umiddelbare utstrålingen av rik, frodig og mangesidig menneskelighet. Hvert nytt brev fra Bjørnsons hånd bringer nye fasetter fram i dagen. Det gjelder ikke minst de brevene han skrev til Amalie Skram. Spontanitet, personlighet og temperament preger også Amalie Skrams brev, som vel ikke er så tallrike som Bjørnsons, men ganske mange likevel. Kildeverdi har de også, en kildeverdi som gir dem ny aktualitet i våre da- ger: Direkte og indirekte forteller de et stykke kvinnehistorie. De sier mye om hva det kunne koste å være et søkende kvinnesinn og en kvinnelig for- fatter i et samfunn og et litterært miljø som var dominert av menn. Og mer spesielt: De gir gripende vitnesbyrd om nettopp Amalie Skram og hennes vanskelige vei gjennom livet både som menneske og kunstner. Men hvorfor akkurat brevvekslingen mellom disse to? Fordi den etter utgivernes mening har en særegen verdi som samtale - ofte en meget dramatisk samtale - mellom to vidt forskjellige, men ikke bare forskjel- lige personligheter. Den er kanskje den mest åpenhjertige og spennings- fylte brevveksling noen av dem førte med personer utenfor den nærmeste familie. Som alle gode brevskrivere har de mottakeren i tankene, og bre- vene tar farge av det. Men forholdet mellom dem engasjerer begge så sterkt at de gir mye av seg selv i korrespondansen. Lest i sammenheng er det en både beveget og bevegende historie de forteller. Noen av brevene har vært offentliggjort før. I det danske tidsskriftet Til- skueren ble det alt i 1919 trykt noen få tidlige brev fra Amalie Skram - da Müller - til Bjørnson, og i Verdens Gang samme år noen brev fra ham til henne. I Kamp-liv, utgitt av Halvdan Koht i 1932 som den tredje i en serie tobinds utgaver av Bjørnson-brev, kom det med noen flere - også de fra de første årene av brevbyttet. Det finnes også noen brev til Bjørnson i Eu- genia Kiellands utvalg, Amalie Skram: Mellom slagene (1955), og - dels i utdrag, dels i sitat - i Amalie Skram om seg selv ved Irene Engelstad (1981). Men en samlet utgave av de brev som er bevart begge veier, vil - mener utgiverne - stille de enkelte inn i en mer omfattende sammen- heng og gi et bilde som både er rikere og på mange måter annerledes enn det en før har kunnet danne seg. Det foreligger også noen få brev fra Amalie Skram til Karoline Bjørnson og omvendt. Det utviklet seg en dyp, gjensidig forståelse mellom disse to, og Karoline grep mer enn én gang forsonende inn i diskusjonen mellom sitt kjære bysbarn og sin mann. Brevene de vekslet hører naturlig med i sammenhengen. Som tillegg er også trykt opp de artiklene Amalie Skram i årenes løp skrev om Bjørnson og verk av ham, og den karakteristikken Bjørnson gir av Amalie Skram i sitt store oversyn, "Den moderne norske litteratur". Anonymt og forsiktig var det Amalie Müller, født Alver, første gang hen- vendte seg til Bjørnstjerne Bjørnson. De hadde da også vidt forskjellig bak- grunn og posisjon. Hun var fjorten år yngre enn han, ukjent, ensom og ulykkelig. Hun hadde forlatt hjemmet og fødebyen Bergen, og var nylig kommet ut etter et par måneder på Gaustad asyl. Nå kjempet hun for å få oppløst et ekteskap hun var kommet til å avsky, uten å måtte gi slipp på de to små sønnene sine. Bjørnson, som var 45 år, hadde for lengst vunnet ry som en av landets ledende diktere; for folk flest var han den fremste. Han stod midt i dagens strid, tiljublet og utskjelt, men var trygg i sitt fa- milieliv og sitt gode, alt landskjente hjem på Aulestad. Om Amalie Müller i all hemmelighet hadde tenkt på noen forfatter- bane, vet vi ikke, men hun hadde i all beskjedenhet - og anonymt - prøvd seg som bokanmelder med en artikkel om J.P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe i Bergens Tidende året før. Men en annen roman hadde be- tydd mer for henne personlig, Bjørnsons Magnhild. Med den hadde han - selvsagt uten å ane det - grepet sterkt, ja avgjørende inn i hennes liv: Han hadde gitt henne mot til å kreve skilsmisse. Nå hadde hun skrevet en artikkel om Bjørnsons nyeste skuespill, det høyst omstridte Kongen, nær- mere bestemt om nettopp de innslagene som både angriperne og for- svarerne stort sett var enige om å forkaste, de lyrisk-filosofiske mellom- spillene. Hun hadde grepet meningen, følte Bjørnson. Og tilnærmelsen ble begynnelsen til et brevbytte og et vennskap som - med kriser og av- brudd - varte til Amalie Skrams død. Særlig i begynnelsen, men også seinere er det Amalie Skram - heretter kaller vi henne det, selv om hun ikke ble gift med Erik Skram før i 1884 - som skriver oftest, gjerne også lengst. Bjørnson stod jo i stadig brevbytte med så mange andre, i tillegg til sin nær sagt altomfattende virksomhet ellers. Det var nok også hun som trengte forbindelsen mest; det er neppe for sterkt å si at Bjørnson - vennen, dikteren, kvinneforkjemperen - ble en farsskikkelse for henne, langt mer enn hennes kjødelige far hadde kun- net være. Hun elsket, beundret og tilbad ham. Dermed fikk han for henne også en autoritet som gjorde henne, den vâre og sårbare, ekstra vâr og sårbar overfor hans reaksjoner. Og selv om hun med årene kunne bli mer kritisk både overfor Bjørnson og hans diktning, så var og ble han for hen- ne den største både som dikter og menneske. Det varte heller ikke lenge før Bjørnson fattet interesse for og ble im- ponert over den ukjente kvinnen som så åpent fortalte om livsprobleme- ne sine og forstod verkene hans så godt. Og han svarte med en åpenhet som vel kunne virke sjokkerende den dag i dag, men som først og fremst vitner om hans vilje til å hjelpe henne og ta problemene på alvor. Sam- tidig prøvde han å skaffe henne et arbeid og en fast inntekt, som hun i høy grad trengte. Da han sammen med Ernst Sars, Amund Helland og andre i 1880 la planer for et frisinnet tidsskrift - se brev 21 -, foreslo han at hun skulle bli redaksjonssekretær. Hun ble skremt da hun fikk høre at det kunne gi påskudd til at sønnene ble tatt fra henne (brev til Ernst Sars 29.5.1881, Mellom slagene s. 66 f.). Men Nyt Tidsskrift ble ikke til vir- kelighet før etter at skilsmissen var brakt i orden; hun ble valgt, men på en eller annen måte ble hun hindret i å tiltre, trass i Bjørnsons protest. På denne tid hadde Amalie Skram, som i et av sine første brev gir uttrykk for vaklende kristentro, sterkt nærmet seg Bjørnsons frie religiøse standpunkt. Vel drøfter de ikke religion i brevene, men hun må ha fulgt hans polemikk med teologene med våken interesse. Og da Bjørnson på Amerika-turen i 1880-81 kom over boka History of the Christian Religi- on to the Year Two Hundred, av fritenkeren Charles B. Waite, og glødet av iver for å få utdrag av verket utgitt i Skandinavia, fikk han henne til å oversette. Men Bjørnsons beskytterholdning kunne, både overfor henne og i mange andre forhold, også slå ut i, eller forbinde seg med, en trang til å bestemme over den annen part. Etter at han var kommet hjem fra Ameri- ka, fikk han høre at hun hadde skrevet beundrende om J.P. Jacobsens nye roman Niels Lyhne. Dermed sendte han henne et veritabelt skjennebrev (brev 27). Men han kunne neppe ha lest artikkelen, for da måtte han ha sett at den viktigste innvendingen hennes også var Bjørnsons egen: Hun etterlyste et positivt motstykke til den kraftløse hovedpersonen - og ble angrepet av Georg Brandes av den grunn. Verre var det at Amalie Skram med eller uten grunn fikk mistanke om at Bjørnson lot brev ligge og slenge slik at andre kunne lese dem, ja, at han kanskje selv leste opp av dem for andre. Hun er inne på dette i flere brev, og i juni/juli 1881 må hun ha pålagt ham å brenne brevene fra hen- ne. Men hun må samtidig bestemt ha nektet å brenne brevene hans (se brev 31). Brevskrivingen fortsatte - foreløpig til 1885 -, men fra disse årene er det bare bevart brev fra ham til henne. Bjørnson hadde litt vanskelig for å glede seg over at Amalie i 1884 gift- et seg med den danske forfatteren Erik Skram. Ikke slik at det hadde vært noe erotisk element i forholdet mellom henne og ham selv. Hun satte nettopp stor pris på at Bjørnson, i motsetning til de fleste andre menn hun kjente, aldri "gjorde kur" til henne, men behandlet henne på like fot som kamerat (brev 29). Men med sin kjennskap både til henne og til Skram var han urolig for hvordan det skulle gå henne i det nye ekteska- pet, og sjelden har hans omtanke og beskyttertrang gitt seg vakrere uttrykk enn i det brevet han skrev til henne etter bryllupet (brev 35). Året etter kom det til brudd. Bjørnson ville ikke lese Constance Ring, hennes første roman, og han leste heller ikke kritikken av den: "At du gav dig til at skrive en bok har harmet mig; at du fik lov til at gi den ut af din man, har ærgret og skuffet mig. Men flyter intet ubehag af det mællem ham og dig, så gør væl boken altid såpas af sig, at den væk- ker en og annen til æftertanke. Og det er særdeles, å, særdeles meget. [...] Trodde jeg, du var forfatter, så skulde du ha sét!" (Brev 39). Bjørnson trodde vennskapet kunne fortsette. Men på Amalie Skram måtte Bjørnsons holdning virke opprørende. Mange år etter, i 1893, skri- ver hun om det: " [...] Det var dog for mig en så uhyre vigtig begivenhed, at jeg havde fåt sendt denne store bog ud i verden. Og Du - for mig, min bedste, min eneste ubetinget skyhøje ven, Du havde ikke andet end skjænd til mig. Og så skrev du: forresten har jeg ikke læst bogen og agter heller ikke at gjøre det! Dette blev for mig efterhånden til en hjærteløs råhed fra din side. [...] " (Brev 52) At Amalie Skram ble både såret og sint, er ikke underlig. Med etterti- dens øyne er det også lett å se at Bjørnson tok feil; seinere så og inn- rømmet han det selv (brev 53, se også s. 210). Men fra hans side - i 1885 - tok saken seg annerledes ut. Det eneste skjønnlitterære forsøket Ama- lie Skram hadde offentliggjort, den novellistiske skissen "Madam Høiers leiefolk" (Nyt Tidsskrift 1882), hadde ikke overbevist Bjørnson om at Ama- lie Skram var noen forfatter; tvert imot hadde han - som så ofte ellers - fort gjort seg opp sin mening, og den var at hun ikke "ejet ro og selvfor- sagelse nok til at skabe din ævne en siker kunstform" (brev 53). Men også et annet moment har trolig virket med. I lys av "bryllupsbrevet" ligger det nær å tolke henvisningene til "din man" slik at Bjørnson var redd hun i ro- manen ville utlevere seg selv og sin egen historie på en måte som kunne skade forholdet mellom henne og Skram. Det gikk mange år før forbindelsen ble knyttet på nytt. I mellomtiden utviklet Amalie Skram seg sterkt som forfatter. Hun skrev de første binde- ne av Hellemyrsfolket og Lucie. Bjørnson leste dem ikke, men da han høs- ten 1891 hadde lest hennes nye bok, Kjærlighed i Nord og Syd, skrev han i et brev til Erik Skram noen rosende ord. Svaret kom et halvt års tid seine- re, et dedikasjonseksemplar av Forraadt, som skulle bli stående i Bjørnsons øyne som mesterverket hennes. Nå søkte hun også kontakt med ham gjennom en tredje person, en frøken Bache, og fikk svar samme vei; det var spørsmålet om hun som dansk statsborger kunne få norsk statssti- pend. Og 7.7.1893, sju år og én dag etter hans siste brev til henne, skrev hun direkte til ham og bad om hjelp i stipendsaken. Snart gikk brevvekslingen raskere enn noen gang før. Stipendsaken viste seg håpløs, og Bjørnson tilbød seg da å sette i gang en innsamling blant venner - slik han hadde gjort for Ibsen før -, men hun kunne ikke ta imot. Gamle mellomværender ble luftet, og det ble talt åpent ut fra begge sider. Mer og mer kom diskusjonen nå til å gjelde diktningen, særlig hen- nes. Om den er de sjelden enige. De har da også vidt forskjellige syn på diktningens oppgave. Bjørnson krever at den skal vise oss "livets over- skud", positive forbilder som kan gi oss mot på "livsførslens svære kunst", som han sier i en artikkel fra samme tid. Amalie Skram vil som dikter "for- søge [at] åbne menneskers øjne, søge forklare" (brev 80), få oss til å "se og dømme mildt", som hun også uttrykte det. Stadig slår brevbyttet gnister. Det er umulig å forklare i et brev hva hun mener, skriver Amalie Skram (brev 54). " [...] det er fortvilet å skrive om det," sier Bjørnson (brev 57). Ikke sjelden har de simpelthen vanskelighe- ter med å tyde skriften (av gode grunner). Og de møtes så altfor sjelden og så altfor kort. Misforståelser, mistanker og sladder har lett for å komme mellom dem. Det har ikke gått så svært mange brev mellom dem før det nye brevbyttet holder på å ta slutt igjen. Det skyldes blant annet Bjørn- sons irritasjon over Amalie Skrams omgang i København (brev 51). Men også en misforståelse: Hun tar avstand fra "hanskeagitationen" og sikter vel da til foredragsreisene hans med "Engifte og mangegifte" (brev 52). Så sender han henne foredraget - og hun takker både begeistret og skyld- bevisst: "Det er jo storartet! [...] Nei, hvor jeg har misforstått hvad du vil- de og har præket i den retning. [...] Man går og prater og gjør sig med- skyldig i uretfærdighed og andet stygt af bare ladhed og slurve- vaner." (Brev 58) Utover i 1890-årene ble Amalie Skram hardt rammet av sykdom og sor- ger, og Bjørnson tok inderlig del i hennes lidelser. Det brevet han skrev til henne da hun var innlagt til observasjon på sjette avdeling ved kom- munesykehuset i København, vitner sterkt om hans omsorg og vennesinn (brev 59). Han tok parti for henne da forholdet mellom henne og Erik Skram gikk i stykker, han støttet henne av fullt hjerte da hun skrev Profes- sor Hieronimus, og i artikkelen om den moderne litteratur omtalte han henne, og ikke minst denne omstridte boka, med en forståelse og en be- undring som beveget henne dypt. Gamle motsetninger og nye misforståelser dukket opp. Og retten til gjensidig kritikk, var blitt en selvfølge mellom dem. Men vennskapet - vi tør nok trygt si kjærligheten - overlevde, ble bare varmere og dypere med årene. Om det forteller ikke minst Amalie Skrams brev etter det siste møtet mellom dem. Edvard Beyer SIDE: 2 OM TEKSTENE Brevene er gjengitt bokstavrett. Det betyr blant annet at det ikke er end- ret på Bjørnsons spesielle ortografi, hans forkjærlighet for bokstaven æ og en form som "siker" (sikker) f.eks., eller på de mange sær-bergenske for- mer hos Amalie Skram - som "den små", "horten og storten", "røkker- brev", "kjok" (tjukk, tykk), "mænder", "snakte", "snakt" - og skrivemåter som "sae'" (for sagde, sa'e), "de" og "deres" (De, Deres). Heller ikke navne- former eller titler er rettet (Vergeland for Wergeland, Wullum for Vullum hos A.S., fru Møller for fru Müller, Fortapt for Forraadt osv. hos B.B.). Der det syntes nødvendig, er den korrekte formen tilføyd [i skarpe klammer]. Ved enkelte særlig påfallende skrivemåter er det satt et [!] for å markere at det faktisk står slik i manuskriptet, og ved usikre tydninger er det satt et [?]. I to av brevene er det utelatt et par linjer; det er markert [...]. Artiklene er gjengitt slik de ble trykt i vedkommende avis eller tids- skrift. Bare åpenbare trykkfeil er rettet. Korte opplysninger som umiddelbart kan lette lesningen, er tilføyd i skarpe klammer. Utfyllende opplysninger og kommentarer både til breve- ne og artiklene vil en finne på sidene 215-227. SIDE: 5 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Christiania den 22de Februar 1878 Til hr. Bjørnstjerne Bjørnson Gausdal Høistærede! Det er idag en ganske fremmed, og ganske ubetydelig person, der vover at henvende sig til den store, berømte, der rager frem blandt folkene, og står som på et ophøiet sted for sig selv alene, hvorfra alle kan se ham, og just derfor er det at denne ene blandt hoben får mod til at rette sin tale til ham. - Det gjelder deres bog "Kongen". Den har begeistret og frydet mig, - jeg kunde sige at den har opvakt mig, og åbnet mine åndelige øi- ne; ikke så at forstå, at jeg hidtil var som en åndelig død, og at først dens djerve tordenrøst bragte mig til overhovedet at vågne, men således at den har vakt mig til erkjendelse af sandheder jeg ikke før kjendte, og åbnet mig syner jeg før ikke så. Det er en deilig bog! Jeg har grædt af ånds og sjælsglæde over den. Nu traf det sig så, at alle andre talte ilde om bogen, og netop særlig dem, jeg kom sammen med; og jeg ivrede så længe imod dem, at jeg var på vei til at blive alvorlig "usams" med dem, indtil jeg omsider tog det vistnok kloge, men såre vanskelige parti, aldeles intet svar at værdige mine modstandere mere. - Da hændte det en dag at jeg traf et menneske, der, da bogen som sæd- vanlig atter blev bragt på bane, med varme tog dens parti, jeg lyttede med glæde, men det varede ikke længe, inden jeg opdagede at hans an- erkjendelse kun gjaldt den ene, den "jordiske" del af bogen, den anden, "mællemspillene" kunde han ikke få mening i. Nu havde jeg i mit hjærtes enfoldighed fundet så skjøn en mening netop i disse, og dette vovede jeg da at sige ham; vi talte længe om dette, og det endte med at jeg lovede skriftlig at udarbeide resultatet af min opfatning. Således kom det sig, at medfølgende produkt blev til. Den for hvem det var skrevet vilde overtale mig til at lade det trykke i en avis, idetmindste det, der angik mællemspil- lene, det øvrige fandt han altfor polemisk og heller ikke godt, og værdt at skaffe nogen udbredelse, og jeg er ganske enig med ham i dette. Dog vil- de jeg ikke lade det komme videre førend "mællemspillenes" digter havde læst det. Hvis nu han skulde sige, at han intet havde imod, at det blev of- SIDE: 6 fentlig læst, så vilde jeg med glæde lade det ske, i modsat fald skal det gjemmes for bestandig. - - Hvis det nu skulde forekomme dem altfor påtængende, at jeg således lægger beslag på deres tid, uden at have nogensomhelst ret eller adkomst dertil, så skal de søge at dæmpe deres utålmodighed og måske ærgrelse derover; så skal de sige til dem selv: "det er dog et menneskehjærte der har banket af begeistring og fryd ved at fornemme som et glimt af hvad jeg har følt og tænkt, der her henvender sig til dig;" og selv om jeg ikke har forstået og opfattet det således, som de har ment det, så skal de dog ikke foragte, at jeg har forstået at mætte mig med de smuler, der falde fra den riges bord. - Når de har læst det beder jeg dem sende mig det til- bage under adresse: Til hr. A.M. post [e] restante Christiania. NB Vær så god, at ikke lade mig vente altfor længe. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Den 11. april 1878 Aulestad A.M.! Først idag (og rent tilfeldig) kom jeg over Deres brev og udvikling af "Kongen". Her kommer så meget af sådant, og jeg læser det ikke alt. Jeg skal lade noget af Deres trykke i "Oplandenes avis". Jeg vil ikke, at det skal være skrevet forgæves; ti De har ved at læse lige til truffet det. De har utvivlsomt et poetisk sin, og De har i æmnet ikke ladet Dem formørke af lidenskab; men tænkt af trang til at finne meningen. Hvem er De? Med hilsen Bjørnst. Bjørnson Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Hr. Bjørnstjerne Bjørnson! Endelig igår kom deres skrivelse af 11te forrige måned mig ihænde, for hvilken jeg takker dem over al måde. Jeg havde ganske opgivet at få no- get svar fra dem, og stod netop i begreb med atter at henvende mig til dem, for at bede dem være uleiliget med dog at sende mig det tilbage, da jeg fik det indfald endnu en gang at forespørge mig på posthuset, om der dog måske skulde være noget til mig, hvilket jeg forresten havde såre li- det håb om, og de kan derfor tænke dem min glæde ved at modtage bre- SIDE: 7 vet og læse de venlige ord, fra en, hvem jeg uden at kjende personlig, dog skatter så uhyre høit. Det glæder mig at de vil lade noget af det trykke i "Oplandenes avis", og jeg beder dem disponere over det efter eget tykke. Vil de da være så venlig at sende mig de aviser hvori det bliver trykt for at jeg kan have den glæde at læse hvad de har uddraget af det hele. Jeg kan endnu ikke svare på deres spørgsmål om hvem jeg er; jeg beder dem om at undskylde dette. Jeg har havt og har fremdeles så megen, ja ualminde- lig megen sorg og ulykke, at jeg ligesom føler trang til at krybe i skjul, - muligens vil de anse dette for en grille, men at de vilde kunde forstå det, om de kjendte til alle de sørgelige omstændigheder, der i løbet af de sids- te 3-4 måneder har bragt mig til, næsten at gå tilgrunde, derom føler jeg mig dog overbevist. Deres deilige "Magnhild" har trøstet, glædet og styrket mig mere end de kan ahne, også for "Magnhild" står jeg i en så stor taknemmeligheds- gjæld til dem, at den aldrig kan afbetales. Modtag en inderlig varm og dybtfølt tak fra en sorgfuld sjæl for denne herlige bog! Jeg var begyndt at skrive en liden afhandling også over den, trods al min ulykke følte jeg trang dertil, men da jeg intet svar fik fra dem, trode jeg at de havde fun- det mit skriveri over "Kongen" forkasteligt og meningsløst, og derfor lod jeg det ligge. - - - Adressen er den samme: A.M. poste restante, Kristiania, og hvis de skul- de have noget at sige mig vilde det volde mig en uendelig stor glede at høre det. Med tak og hilsen Deres taknemmelige A.M. Kristiania den 11te Mai 1878 Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 1878.20.maj Den måde, hvorpå De takker mig for min sidste bog, er den kæreste. Det er just på dette, jeg har sigtet: at en æller anden i sit liv her måtte finne veiledning. Jeg har set, det behøvdes, at disse spørsmål rørtes ved. Først noget senere offentliggjør jeg Deres stykke i "Opl. Avis". Jeg er nu for beskjæftiget. Er De ikke en dame? Ænten De er dette æller et ungt mænneske af mit køn, - ønsker De ikke fremgang i kunskab? Den nuværende videnskab er jo betagende, når den følges af et friskt begær; den opræiser karakteren, SIDE: 8 mens den mætter vor lyst til tænkning; ti dens fræmgangsmåde er så san, den energiske, gænnemtrængende forskning stamper ikke ned for- domme; men er også rede til alle inrømmelser; ti den er oprigtig. Kan jeg på nogen måde bistå Dem, så vær så god at huske på Deres ærbødige Bjørnstj. Bjørnson Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Kristiania den 30te mai 1878 Hr. Bjørnstjerne Bjørnson! Deres brev kom som en solstråle over mig; jeg fik det først igår. Min glede ved det er langt større end jeg kan beskrive, selv hvormegen flid jeg end gjorde mig derved, og derfor lader jeg det rettest fare. - - - Vær for- visset om, at mangen en træt og pint og tankebunden sjæl, både i og udenfor deres fædreland, i de riges huse, såvelsom blandt de fattige, ved læsningen af "Magnhild" har følt dens forløsende, veiledende og rensende indflydelse. De, som så deiligt ved at fortælle om at Magnhilds liv tiltrods for den fornedrelse hvori det førte, tiltrods for at det syntes ganske for- spildt, - dog havde båret de velsignede frugter for hendes fattige med- mennesker, der i flokkevis kom og åbenbarede hvad der havde været ganske skjult for hende: at hendes smule livsens gjerning, den eneste hun nogensinde havde befattet sig med, - og i hvor stor en skrøbelighed hav- de det ikke været, - ikke havde været gjort forgjæves, men vilde leve først når hun var død og borte til gavn og nytte for kommende slægter, - de har også ganske vist i dem selv visheden om, at hvad de har nedlagt i denne bog, engang skal bære de skjønneste frugter, endskjønt en stor del af dens samtid ikke fatter dens betydning. Den store sanddruhed og mes- terlige troskab mod det virkelige, hvormed de har skildret, den renhedens ånd, der altid, selv når den ifølge den foreliggende opgave tvinges til at sysle med hvad der er urent, forbliver sig selv ubrødelig tro gjennem hele bogen, alt dette er i sandhed vidunderlig opløftende. - - - Men lad mig ikke tale mere om "Magnhild"; det vilde føre mig forvidt; dens dybder er for mig så mangfoldige. Jeg må holde mig til sagen, der idag er at besvare deres skrivelse, og for ikke at komme til at trætte dem, hvad jeg så nødig vil, må jeg vogte mig for at være altfor vidtløftig. Hvorfor skal jeg absolut enten være en dame eller et ungt menneske af det andet kjøn? - SIDE: 9 Jeg forstår, - min måde at udtrykke mig på, eller måske min håndskrift har bragt dem til at stanse ved dette: enten/eller, thi ellers vilde der vel in- tet været iveien for, at jeg også kunde have været en middelaldrende mand. - Jeg må dog give dem ret; - jeg er desværre en dame, men jeg ønsker ikke "fremgang i kundskab". Jeg takker oprigtigt fordi de spørger, men jeg ønsker det ikke; - jeg længes kun efter klarhed og sandhed, og dernæst ro og fred til at leve deri. Jeg tragter ikke efter at blive noget i verden; min skjæbne, betinget af mangfoldige skjulte og ydre omstændigheder i for- ening med Guds styrelse får jeg vel håbe, har taget sig af mig i en ganske særlig grad, og dermed får det blive. - - - Det er forøvrigt en hård tid at leve i; resultaterne af tidens forskning kaster en stakkels menneskesjæl ifra det ene bundløse tvivlens hav til det andet, uden på noget hold at kunne give et standpunkt til gjengjæld for det der berøves os, og uden at kaste tilfredsstillende lys over livets og tilværelsens uløselige gåder. Man fyldes med en unævnelig higen efter klarhed og lys, - og man kjemper ærligt for at vinde frem til et selvstændigt standpunkt, siden vi se det va- neopfatningen og vanetroen havde givet os, svinde hen som en røg og en tåge; men ak hvormeget koster det ikke! - Jeg tror forresten at kristen- dommens evige sandhed, passer til alle tider, når vi blot forstår den rigtig. De resultater videnskaben nu har bragt, kan jo omstødes og ændres inden det næste århundrede er forbi, der måske ikke vil komme til at stå så tvert imod Jesu lære, som tilfældet er nu, og derfor gjælder det at bøie sig i yd- myg underkastelse og ikke i hovmod tænke at vor tid har frembragt det høieste. Bare jeg nu ikke har trættet dem; i så fald håber jeg at deres hjær- tensgodhed, hvorpå jeg har sét beviser ved hvad de har skrevet til mig, vil lade dem tilgive mig. - Inderlig tak for hvad de siger tilslut! Vær vis på at jeg med tak skal mindes deres ord, og hvis deres bistand kan hjælpe mig, skal jeg ufortøvet bede derom. De har jo allerede hjulpet og trøstet mig langt mere end de ahner, ved hvad de har talt i deres bøger. Jeg slutter denne skrivelse med mange hilsener til dem. Gud velsigne dem bestandig, det ønsker deres taknemmelige A.M. SIDE: 10 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Hr. Bjørnstjerne Bjørnson! Gausdal Lad mig få mit skriveri om deres "Kongen" tilbage, - jeg beder dem der- om. Jeg vil intet gjøre med det, kun have det igjen. Aa lad mig dog få det! Jeg har bedet om det en gang før. Nu har det ligget hos dem snart et år tror jeg, - nei mere end et år! Send det under det forrige merke: A.M. men send det til Frederikshald istedetfor Kristiania, thi nu er jeg i Fr.hald. - Jeg følger troligt med dem i al deres strid og møie. Hvad de skrev om deres "Magnhild" til den svenske redaktør rørte og harmede mig. At de dog, - ak at de dog skal være nødt til at tage kampen op mod såmegen idiotisme og bornért fanatisme. At de virkelig gider svare nogen af dem. Hvad må de ikke lide og gjennemgå af deres lave, blinde, dumme samtid. Men husk Vergeland og Gallileo Gallilei [!] og Martin Luther og alle de andre, hele skarer af store mænd, hvis lod var lig deres. Jeg ved med vis- hed at de ikke kan bøies, at deres sjæl står rank og stolt som en velvoksen gran i skogen, hvem alle stormvinde intet formår at gjøre. De har deres støtte og standpunkt indeni dem [,] under dem hvorfra de ikke sådan uden videre lader dem feie bort. Ak når de hørte alle de dumme, umyndi- ge, trælleagtig bornérte udtalelser om dagene af selv de bedste om deres bøger, da vilde de kunne forstå, hvad jeg og enkelte andre har at døie. Sig mig hvis de virkelig gider, hvis de vil være elskelig nok dertil, er det deres mening at Rønnaug er en tøite, før hun blev et menneske, at hun ikke får de penge hun samler på en "rigtig måde", eller er hun en sanddru med mesterlig reallisme [!] tegnet skikkelse, der vel ikke er uskyldig i den for- stand at hun ikke er "vidende", da hendes forhold jo fra barndommen har bragt hende i berøring med letferdig, styg tale, men der dog er ganske sædelig ren i dybere forstand. Svar mig på dette hvis de kan og vil, men lad der ikke gå for lang tid hen, thi nu spørger jeg efter på posthuset, når der er gået en sandsynlig tid, og hvis der da intet er, holder jeg op. Deres med dem lidende og kjæmpende A.M Fr.hald 2/3-79 SIDE: 11 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Fr.hald 22/3/79 Gud signe dem for deres optræden i flagsagen! Gud signe dem for deres værdighed hvormed de svarer så megen lumpen nederdrægtighed, for deres mådehold, deres tålmod, deres ro. De er dermed løftet langt, langt over dem selv, deres smerte, deres ærgrelse, deres harme. De står som på en anden klode, og giver deres svar ned derfra til deres modstandere. Jeg tænker ikke på "Morgenbladet" thi en sådan personification af gemenhed og løgnagtighed bør ikke tænkes på, end sige nævnes i samme åndedræt som deres navn og deres sag. Men "Morgenbladet" har i disse dage, kun leveret en tro og korrekt kommentar til sit eget livs historie. Jeg kjender "Morgenbladet" og har længe, længe kjendt det. Jeg kan så godt sette mig ind i den navnløse forfærdelse hvormed de efter så mange års fravær fra den slags lekture måtte læse "Morgenbladets" spalter, måtte mindes om at dette var hvad intelligentsen i Norge havde fået og bestandig får til sin daglige affodring. Selv de mest brutale "Morgenbladianere" har dog gri- net på næsen til dets redaktør i disse dage. Mange har fået større klarhed, over dets moralske standpunkt og bestemt afgjørende vendt sig fra det. Hvad mig angår, så vilde jeg hade det, hvis jeg ikke væmmedes i så høi en grad. De har vel allerede sét efter, hvem dette brev er fra, og vil således vi- de at det atter er A.M. der er ude og går. Men jeg skal sige dem, at om flagsagen kan jeg tale med. De har ret, absolut ret i dette. Jeg taler af er- faring, fordi ikke mange har reist så meget omkring i hele verden som jeg; og jeg har mere end én gang med smerte hørt hvorledes fremmede tog os for et af Sverrig afhængigt folk. Når jeg forsøgte at oplyse om feiltagelsen pegtes der altid på unisonsmerket i vort koffardiflag, som et merke på va- salstatsmæssighed. Aldrig var det nu ligt at blive kaldt for andet end svensk, hvormeget jeg også protesterede; jeg var nødt til at "give it up as a bad job" som engelskmanden siger og gå for svensk. "Norge hører jo Sverrig til, dette viser også flaget", disse ord hørte jeg ofte! Søfolkene har ikke den opfatning som nu er bleven fremviglet. Hvor ofte har jeg ikke hørt søfolkene udtale sig stik modsat. Skibscapteiner, især de ældre har jeg ofte hørt tale med ærgrelse om dette unionsmerke. Dengang havde jeg ikke forstand på det og fordi jeg elskede og fremdeles elsker Sverrig høit, fandt jeg det uopdragent og ærgerligt. Jeg hørte også svenske cap- teiner sige akkurat det samme forresten. - Nu forstår jeg dem alle bedre. - SIDE: 12 Jeg ved i mit inderste hjærte at de har ret, - og jeg ved også at de skal seire. - Det er vist latterligt at jeg sender disse linier. [Fortsettelsen mangler.] Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram [Udat. Mars 1879] Søde, gode væn, det ord "søde" må De have med; ti slige breve går med en følelse af sødme over i ens daglige tanke. Gud vælsigne Dem for Deres tro, ærlige tale in i mit liv. De siger, jeg er stærk; ja, det er fordi jeg har så mange hjærter med; det er det milde, det varme, som gør folk stærke; det annet gør dem hårde, og den sort styrke er som jærn i kulde; det kan smælde, det kan briste. Sig mig nu: er De Marie Andersen på Fredrikshald? Er De søster af Oscar, som jeg har måttet sagsøge? Jeg har intet imod ham, tværtom. Men sligt må dog ikke kunne stå urættet af en rætskaffen man. Jeg har så liden tid. Deres stykke om "Kongen" har jeg afskrevet med mig; men jeg har ikke havt tid og humør til at læse det igænnem. Så får jeg tage det med mig hjæm igæn. Nu skal det in. Deres tro væn Bjørnst. Bjørnson Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Fr.hald 26de marts. 79 De har kaldt mig deres ven, deres søde, gode ven og det har smeltet mit hjærte. Jeg har ikke vært vant til megen glæde, ikke på lang tid idetminds- te, men dette var en sand, dyb, stor glæde. Hjærtet blev med ét så let - det ligesom løste sig derved og gik op over mig som en stjerne, for straks igjen at gå tilbage til sin vante plads, - men dog så meget mere vel til- mode. - De er ikke alene en sand, stor, imponerende mand, de er også mild og elskelig som en kvinde, ja som selve jomfru Maria. - Jeg finder ingen ord for at takke dem for deres kjære, elskede, lille brev, - jeg finder ingen ord for alt det, der fylder hjærtet, - jeg må samle det i en liden sum der siger det hele og dog langtfra det hele: jeg tror på dem, - så vist og fast! SIDE: 13 - - - Nei, - kjære, - jeg er ikke Marie Andersen, ikke heller søster af "Oscar" som de kalder ham. Hvis han havde været min broder vilde jeg neppelig kaldt ham min ven. Jeg tror han er en "stakkel". Om ham kan man ikke si- ge at han afskyr den "morgenbladiske" manér, tvertom synes jeg. - Hans avis er idetmindste foragtelig; den har intetsomhelst selvstendigt stand- punkt, er en tam copi af "Morgenbladet". Mennesket Oscar Andersen kjender jeg derimod slet ikke, og har derfor måske gjort uret i at kalde ham en "stakkel". Rektor Nygaard sagde forleden: "han er dog ingen dår- lig kar". (Vi talte om "Oscar") Jeg blev forundret, thi jeg havde antaget ham for en sådan. "Ånei, lagde han til, - der er så mange grader" - Han er dog ikke en smule af en mand. - - - Jeg ved ikke hvorfor, åjo måske ved jeg det dog, - men jeg kan ikke bekvemme mig til at nævne mig for dem. Det gjør jo også intet til sagen. De er omringet af hundreder og atter hundreder af navngivne, der hylde og elske dem; endnu mange flere elske og ære dem skjult og i stilhed, lad mig være disse navnløses representant, - om de også fik mit navn, hvad vilde det betyde - et navnløst navn! - - Hvis de var her nu istedetfor i Xania [Kristiania] , så gik jeg dog til dem og sagde: her er jeg, - mig er det! Lad det nu bero til skjebnen lader os træffes; - jeg tror på, at det vil hænde engang. - Jeg har skrevet noget om "Magnhild" og sendt ind til "Dagbladet". Jeg var netop bleven færdig med det dengang "flagsagen" begyndte. Hvis de har tid til at læse det, så få det, - men ikke spørg om indsenderskens navn, - det må de love. Hvis de ikke liker det, så brænd det. Det er util- fredsstillende og lidet fyldestgjørende, men jeg kunde ikke få fred før jeg havde skrevet det. Hvis det er dem muligt så send mig et par ord, - det vil glæde mig ubeskriveligt, men hvis de ikke kan, så kjender jeg dem nu nok til ikke at tage mig deres taushed nær. De har tusinde ting at stræve med om dagene, - hvor kan de få tid til at correspondere med en, de slet ikke kjender engang. Mit hjertes bedste tanker skal altid være tro mod dem; mine inderligste ønsker vil altid ledsage dem, ligesom jeg ofte næv- ner dem i mine bønner. Gud være altid hos dem, og værne om dem de store, stolte, stærke løve- mand, de ædle, mæktige kjæmpe! Deres hengivne, takknemmelige, trofaste A.M. SIDE: 14 Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 1879, 1.april En dame fra Bergen ved, at det er Dem, der har skrevet om "kongen", og derfor skriver jeg direkte til Dem. "Rønnaug" - Jeg har sat hænne hæn i den tvetydighed, som slige frodi- ge, frejdige naturer, som baner sig fræm fra husmands-hytten og kæl- lerne, gærne har. At hun har tjent pænger ved usædelighed, tror jeg ikke. At hun har fåt større drikke-pænger æn andre på grun af sin skønhed, og at dette har været en slags spekulation - ja. Hun vilde ud, væk, op. Her var midlet funnet: de fornemme rejsendes drikke-pænger; derfor rødmede hun, da én gennemskuede hænne og hele hænnes farlige stilling. Denne rødme er hænnes anklage og hænnes unskylning. Spør De derimod: er hun aldeles uskyldig? Har hun været forført? Så blir svaret, når pænge-spørsmålet aldeles er fjærnet, et spørsmål for sig, som forholder sig til hænnes natur og forholde. Jeg mener da, at hun har været vidende om alt sligt og sansynligvis i omgang med gutter ligefra barn, el- ler måske nætop da, og som voksen hævet over den slags folk, som fræm- deles bød hænne sligt. Med andre ord: dette spørsmål spiller ingen rolle i hænnes karakter æller sjæls-tilstan - uden senere hen som en ækel erindring om al den råhed, fristelse, væmmelighed, som omgav hænnes forladte vilkår fra skylds-jente-dagerne. Hun er tægnet efter naturen. Hænnes sunne, stærke sjæl, hænnes fyldige følelsesliv, hænnes rige vil- je har intet havt at bestille med, hvad der muligvis har hændt hænne i hænnes første ungdom, - intet uden at det har afgivet et spændbræts styrke i hænnes forsæt at komme op og væk. - Der er tusener af piger, som er forførte, uden at nogen del af deres sjæl derved er fordærvet, uden at det har sat noget væsentligt mærke i deres karakter. Det er ingensteds urigtigere at møde op med general-domme æn i slige forhold. Jeg opsæt- ter med at udvikle mig nærmere derom, til De muligen siger mig, at De ikke forstår mig hær. - Nu til noget annet! Da jeg i vinter gav mig til for alvor at undersøge den såkaldte fri kærlig- hed og den ny sædelighedsbevidsthed, hvorpå den er grundlagt, gjorde jeg et studium i vore sædeligheds-begrebers historie og virkninger, som var det lærerigeste, jeg nogensinne og om noget har gjort. Kristendom- mens sædeligheds-lære var ikke den på hin tid almindelige, men nærmest nogle sværmerske sækters (f. E. Essæerforbundets), hvortil flere af apost- lerne og sansynligvis Jesus sælv hørte, og som er komne fra Indien til de SIDE: 15 væstligere lande og svarer til deres direkte affødning i slægterne. Med andre ord: det er unaturligt, misvisende, farligt. Det har skadet værden mere æn alle dens øvrige plager tilsammen; det er fader til fattigdom- men, prostitutionen, slægtssygdommene, karakter-fordærvelsen, svækkel- sen i alle hænseender. Jeg står her foran samtidens dybeste problem, og til i vinter var jeg aldeles uvidende derom. Vor slægt kan ikke arbejde i denne sag (uden lægerne og filosoferne og stats-økonomerne); men alle- rede den næste må tage en del op til diskussjon, og den deræfterfølgende vil brænde i en kamp på liv og død. Og det vil blive kvinnerne, som slutter sig om den fri kærlighed (formen bliver som diskussjonen engang har af- klaret den); ti kvinnernes frigørelse hviler her, udelukkende her. Hænnes sunhed hviler også her. - Mine studier her faller sammen med mine teo- logiske, d.v.s med religionernes historie; forsåvidt kan jeg ikke anvise Dem nogen bog til gennemlæsning, som udtømmer æmnet. Men en bog (for- ræsten gruelig vidløftig, gruelig kedelig skrevet; men som må læres allige- vel, hvis man vil have insigt) kan jeg anvise Dem, hvis De ønsker at sætte Dem in i det. Dette ønsker De måske ikke. Deres væn Bj. Bjørnson Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Kjære ven! Det er vidunderligt for mig at jeg kalder dem ven, men de har selv givet mig lov dertil, så jeg mener trygt at kunne gjøre det. Jeg vil ikke plage el- ler overhænge dem, der er intet jeg hader stort mere, jeg vil kun spørge dem om et par ting, og når de har svart på det, skal jeg længe tie stille. Har de modtaget mit sidste brev, hvori jeg sender dem min inderlige tak for deres velsignede lille skrivelse? Jeg sendte det til Xania, da jeg ikke vidste at de var reist, og nu er jeg så bange de ikke har fået det. Hvis jeg imidlertid tager feil, så vil de huske, at jeg der forteller dem om at jeg har skrevet noget om "Magnhild". Nu spørger jeg dem, hvorledes jeg skal bæ- re mig ad for at få det tilbage fra "dagbladet", thi som det lader, bliver det nok måske liggende der både måneder og år. Jeg begriber ikke med hvil- ken ret redaktøren unddrager sig fra den almindelige høflighedsydelse SIDE: 16 som det ene menneske er det andet skyldig. Hvis jeg nu skriver derind og beder om et eller andet svar, eller beder om at få det tilbage, så får jeg sik- kert intet svar og bliver det liggende der i årevis så kommer det vel bort tilslut - og jeg vilde dog så gjerne at de skulde læse det, - bare de - så kan det være det samme forresten. Kan de ikke bede redaktøren om enten at sende mig eller dem det - eller også lade det trykke - jeg vilde være dem så taknemmelig derfor. Hvis de talte et ord, var det en anden sag, - dem vilde han nok skynde sig med at svare. - - - Hvad tænker de nu om flagsagen? Det bæres mig for at det begynder at lysne nu i landet. Folk gnider sig søvnen af øinene og forsøger at vågne, der er mange glædelige symptomer. Dette brev må de undskylde mig for. Jeg er så dårlig tilsinds idag, - det vil ikke gå, og tankerne kommer ikke. Bliv ikke vred eller kjed beder yd- mygeligst deres ærbødigst hengivne A.M. Fr.hald 4de april 79 Send mig bare 2-3 ord til svar, - de gjør en god gjerning mod en, der al- lerede takker dem for så meget, husk at jeg har lovet, da, længe at tie. D.S. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Fr.hald den 10de april [- 12/4] 79 Jeg blev så forskrekket over pludselig at se mig kjendt og røbet, at det ganske betog mig modet til at sende dem min varme tak for deres brev og billede, den tak der dog atter og atter er fløiet fra mit inderste hjærte op til dem, hvor de sidder på Aulestad i Gausdal. Til overflod sender jeg den nu også på dette papir; den ser så nøgen og fattig ud, men den er det i vir- keligheden ikke. Jeg kunde godt bruge stærke, veltalende ord, men jeg vil det ikke, - jeg vil kun sige: de var god imod mig ved at sende mig deres kjære billede. Jeg har forresten fra før, et deiligt portrait af dem, taget i Sverig, som jeg engang har kjøbt. De er langt vakrere på dette første bil- lede end på det sidste, - jeg vil ikke tro det, før jeg ser det, at de har fået det forandrede udtryk i ansigtet. - For hvad de skrev til svar på mit spørgsmål om "Rønnaug" takker jeg SIDE: 17 dem. For al deres veltalende taushed takker jeg; - for deres fine hensyns- fuldhed takker jeg atter og atter. - Når de leser hvad jeg har skrevet om "Magnhild" vil de se hvorledes jeg har opfattet Rønnaug, derfor skriver jeg ikke om hende nu. Kun dette: jeg kan ikke forstå, at en pige kan være forført, uden at have taget den dybes- te skade på sin sjæl. De siger at det ikke behøver at have sat noget vesent- ligt mærke i hendes karakter, - nu vel - men vel i hendes inderste, fineste sjælelige væsen. Jeg ved at hun kan blive brav, pligtopfyldende, hæderlig og arbeidsdygtig, men jeg trodde aldrig at hun kunde blive lyk- kelig eller ganske hel mere. Jeg tænkte at hun blev som en vanfør, der til- trods for al mulig dygtighed og måske endog skjønhed, dog slæber på en skavank. Merket, forstyrret, plettet, må hun dog være bleven. Men så er der jo forskjel på at være bleven forført og at have givet sig hen i en sand kjærlighed. Goethes "Gretchen" er ikke forført; hun er falden som offer for sin store kjærlighed, og dog lader digteren hende bøde med forbryderdø- den. Det er dette, der er så skjønt, så tilfredsstillende, så forsonende, at hun bliver værdig til at lade sit liv for sin synd. Scenen i fængslet, hvor hun, skjøndt sindsforvirret modstår al fristelse til at unddrage sig straffen, hvor hun inspireret af lidelsens andagt kalder stedet hun står på helligt, og hvor røsten lyder fra oven "gerettet"! netop fordi hun er tro til døden, er noget af det mest opløftende min tanke kan dvæle ved. Jeg elsker dette: at lade livet for at forsone sit eget hjærtes anklage. - - - Hvad de siger om kristendommens sædelighedsbegreb i modsætning til det rent naturligt-menneskelige har grebet mig dybt. Giv jeg kunde høre dem nærmere om dette. - Den frie kjærlighed, sådan som jeg er vant til at tænke mig den, afskyr jeg. Begrebet, betegner for mig det øgenavn man er vant til at give alt hvad der er troløst, uverdigt, brødefuldt og sandseligt. Jeg ved ikke hvorledes man tænker at indrette sig, og på hvil- ket grundlag der da skal bygges. Vil man fare frem som Octavian, der, selv givt med Scribonia så Tibers hustru Livia, forelskede sig i hende, sendte sin hustru skilsmissebrev, ophævede Tibers ægteskab, ægtede derpå Livia, hvis mand ved brylluppet fungerede som hendes fader; strax efter fødte hun en søn, som Octavian sendte til faderen. Jeg vil sige dem noget: Jeg afskyr al kjærlighed mellem mand og kvinde fordi den fra mandens side kun synes at være sandselighed. Jeg kan næsten sige - jeg hader den. Har de nogensinde kunnet tænke dem en mand, der havde nok i bevidst- heden om den elskedes kjærlighed. Aldrig! At afskaffe, indskrænke æg- teskabet, uden at sætte noget andet istedet, det er hvad der tiltaler mig. SIDE: 18 For denne ide kunde jeg ofre livet, hvilket forøvrigt ikke betyder så stort, thi jeg sætter ingensomhelst pris på livet, - akkurat tvertom! Jeg trives slet aldrig på jorden og derfor går min længsel mod andre kloder. At få dø for en sag jeg tror på, synes mig det eneste fuldt ut atråverdige. Jeg finder det oprørende at menneskene holder på at formere sig i en ver- den der er så fuld af brøde, disharmoni og uskjønhed. Af fri villie at ville mangfoldiggjøre en falden, med tusinde pletter og skavanker behæftet slægt er dog uværdigt, det er som når en spedalsk forsøger at forplante sin slægt. - Hvorfor bliver ikke menneskene enig med sig selv om at standse engang; så vilde slægten dø i ensom storhed; på en langt værdi- gere måde, end der er forudsagt, da når elementerne kommer i brand og jorden forgår i et stjerneskud eller noget lignende. Jeg ved nok at Goethe lader den samme tanke være Mephistofeles værdig: "Denn alles was ent- steht, ist werth dass es zu Grunde geht; drum besser wär's dass nichts ent- stünde"! Jeg er imidlertid mephistofelisk i den retning. - Kunde jeg dig- te, så skulde jeg digte et drama, der fremstillede det sidste menneskepar, de eneste gjenlevende af den slægt der frivillig havde standset sig selv. De skulde sidde ensom på den øde jord, og i uafhængig, høitidelig, alvorsfuld ro vente på sin befrielse. - - - 11te april. Idag har jeg læst hvad de skriver i "Dagbladet" for 9de april. Hvor de har greiet og klaret det hele! De er et velsignet, et deiligt men- neske! De fører et sprog der ånder såmegen overbærenhed, såmegen hu- man og nobel, dyb og sjælfuld forståelse af alt og alle, at det er, - ja, - dem selv ganske værdigt. De har påny fyldt min sjæl med glæde og be- geistring! Deres deilige, herlige, vidunderlig poetiske og gribende flag- sang. Stolt og ædel, høibåren står den der, - dem selv og flaget værdig. Jeg kan ikke forstå at ikke alle bøier sig for den sandhedens overbevisende kraft, den nøgterne redelighed hvormed de taler. Men som de siger, - her må slægtsarbeide til. Hvilken kraft og malm! hvilken dæmpet, be- hersket sorg og smerte, De trækker lasset med; de står midt i kampens bulder med løftet hoved og ædelt sind. Deres hjærte slår i trofast kjærlig- hed for folk og fædreland; de er ikke den der kvier sig for arbeidets, an- sigtets sure sved; de stiller dem ikke koldt, fornemt udenfor; de er den mand der vil arbeide dem tildøde, der om det fordres, lader deres ædle, varme hjærteblod strømme ud til sidste dråbe for folkets og landets virke- lige velfærd. De er en himlens gave til os, - en af de mænd hele slægten skal være stolt af at kalde sin, den, der skal bæres på folkenes hjærter, frem på deres bønner skal de bringes; i deres bedste, hæderligste tanker SIDE: 19 skal de hvile blødt og varmt som barn i vuggen. - - Men først når deres stolte mindestøtte engang reises, vil hvert menneskehjærte iblandt os i fuld ubegrændsethed strømme over af den taknemmelighed, kjærlighed og hellige ærbødighed, der er hver sande "helts" uvisnelige krands, ufor- gjengelig og evig, fordi den pande der krones af den, hører evigheden til. Gud signe dem! Gud styrke dem! Gud lede dem frem fra sandhed til sand- hed, bestandig høiere bestandig dybere, bestandig videre. Alt hvad de skriver om al den elendighed der kommer fra de unaturligt levede æg- teskaber forstår jeg tilfulde. Jeg har aldrig læst noget om det, - men jeg har tænkt og sét og iagttaget desto mere. Alt hvad de siger ved jeg så vel om. Jeg har længe tænkt og vidst det, men vovede aldrig at tale om det ikke engang til mig selv. Og nu kommer det fra dem som en kjendsgjer- ning, et udisputerligt faktum. 12te april. - Jeg havde tænkt at skrive mere, men idag kan jeg ikke; min yngste gut er syg, jeg har våget over ham inat, men det er ikke på grund af træthed jeg ikke kan skrive, thi træt er jeg slet ikke, men han be- høver mig hvert øieblik. Jeg er altid så ude af mig selv, når børnene feiler noget; heldigvis går det sjælden på. De har sterke legemer som jeg selv. Deres i ærbødighed hengivne Amalie Müller Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 19.apr.79 Goethes "Gretchen" havde dræbt sit barn, sin mor og indirekte sin bror. Dette er medoptaget i hænnes skyld og tilgivelse. - Jeg må fastholde, at der er dygtige kvinner, som er forførte, og i hvæm det intet smærteligt æfterlod; mænnesket rammes der, hvor det er. Og dette forhold kan i ænkelte være i den grad en natur-sag, at de husker det og glæmmer det som et måltid. De er ikke ukyske; det er hændt dem, halvt af tilfælde, halvt af nysgærrighed, - og så går de videre, kommer i alvorlige forhold, er helt optagne, duelige, stærke, varme, sunde. Jeg har kænt dem, så jeg ved, hvad jeg taler om. De taler om og tænker på de ner- vøse, de fint organiserede. - Ællers oprører jeg mig i sædeligheds-kapit- let mod den sort åndighed, som ruinerer det fysiske. Vore sædeligheds-lo- ve og do. begreber har i den fattige ænkelte, som er ædel, ruineret mere SIDE: 20 æn helbredet, i samfunnet har det skabt omtrent al den usædelighed, som er til, underholder vore bordeller, vore hæmmelige synder og sygdomme, vor fattigdom og vor karakter-svaghed og løgn; ti denne bane lokker en overspænt, unaturlig sædeligheds-lov meget tidlig ind på. Almenheden er næmlig ikke som de sværmere, der har sat lovene. Den fri sædeligheds videnskabsmæn vil intet ægteskab have uden det, parterne sælv har lyst til at holde. For dem er hoved-sagen, at kvinnen har sædelig kraft nok til intet barn at sætte in i værden, før hun sælv helt og holdent kan ernære det. Først da har hun mannens fulle agtelse. Først da blir han, hvad han siger, han er, hænnes ærbødige tjener. (Men mællem at avle barn og at pleje omgang skiller de. Hvad dette vil sige, blir lægevi- denskabeligt og naturhistorisk oplyst.) - For at kvinnen skal vinne hin sædelige kraft, må hele samfunnet stå hænne åbent jævnsides mannen. Hun må være præst, dommer, advokat, doktor, håndværker, vekseler, købmand, - alt hvad hun kan og vil (- musikerne kommer hun til at for- trænge næsten helt og holdent!). Ingen har ræt til at eje og fostre (æfter landenes forskællige ævne) mere æn 1 eller højst 2 barn; ti den rigeste stjæler dog fra de andre, når han sætter flere barn i værden, såsom sam- funnet alene kan fostre et vist antal, og alle har i dette lige ræt, hvis be- tingelserne er tilstede. Dette (som praktisk næsten er gænnemført i Frankrige, som af den grun ingen fattigdom kænner) kaldes atter for en sædeligheds-lov. Æfter den ny sædeligheds-lov kommer under hine ny for- udsætninger kvinnen til at forvalte hele sædeligheds-moralen. Og dette er vor frælse! - De har fullstændig ret i, at ælskov mællem man og kvinne (som man ser den hos os) væsenlig fra mannens side gøres ækel. Men nu har også jeg ræt, når jeg siger: den man, som ikke foran en sun, tildragende kvinne fø- ler begær, er ingen virkelig man. Hvorledes kan nu Deres og min sanhed forenes? Ja, det ved jeg fra min egen udvikling, at den kan. Sanselighe- dens kraft er tillige modets, fantasiens, farvernes; ligesom den ene efter- hånden kan reguleres og blive skøn, kan den andre. - Det er nøjagtig den samme kraft, som nu lader Dem finne begejstrede udtryk for at dø for en sag og flyde på dens bærende kraft over i udødeligheden. De taler om De- res skæbne; jeg taler som min; men måske har vi natur fælles, - så for- skællig kan den altså blive ført! Måske har vi natur fælles, siger jeg; jeg kænner Dem jo ikke; men jeg mener, at alene det beslægtede finner fræm til hinanden, helt fræm. Jeg er tilbøjelig til at kalle Deres nuværende stan- punkt usunt og højst ulykkeligt. Her er gyselig, gyselig megen forklædt rå- SIDE: 21 hed imællem os; men Gud, hvor det lysner! Tænk Dem bare den åbenhed,som begynner, så samfundets dybeste krav ændelig engang kan afhand- les. Tænk Dem et brev som dette fra en man til en kvinne, fra en, der ikke har talt ti ord med den, han skriver til; - det vilde for bare nogle år siden have været en umulighed. Hele mit korte liv har bare innen min omgang i dette stykke været en liden revolution. Og se, jeg har åbnet adskillig tale- frihed om andre ting ud ad til. Den vil vokse, skal De se! - Og for at blive innen den sfære, som nærmest har fremkalt Deres dybe harme, - hvis - man og kvinne fra barnsbén af opdrages i full naturhistorisk viden, full moralsk, full historisk (også om ægteskabet) hvor mange tusen færre feil- tagelser! Istedetfor uvidenhedens og fejghedens blyhed kom sanhedens og modets, ærlighedens rødmende blyhed, og den er meget fagrere. Iste- detfor dum hængivelse i en dånende mystisk attrå, kom bevidst, årvågen vilje af frit valg, der falt, som nåden faller over en; den svage blev den stærke der, hvor hun i alle henseender virkelig har rættens rang til den ære. - Vi kan ikke begynne med noget af dette; der må slægter gå hen. Hvis De sætter nogen pris på mit lille brev, så kan De takke en vis tung- sindig ledighed for det. Jeg måtte underholde mig med en. Nu kommer min yngste datter og vil "pæle kok" (spille kort) og så må jeg jo slutte. - Skriv mig snart til! Jeg synes meget, meget bedre om mit sidste portræt, æn om det svenske. - Og nu én ting til, når De overvurderer mig som i siste brev, så ser jeg hvad det er, men jeg læser det aldrig; jeg bare ser, hvor det slutter. - Kære Dem, kan jeg være Dem til nogen glæde, hvor gærne jeg vil! - Jeg skal nu sende bud æfter Deres Magnhild-skrift. Deres B. Bjørnson De forundrer Dem måske over, at jeg har skrevet til Dem om dette. Ved De, hvorfor jeg har gjort det. Jeg ante i den måde, De spurte om Rønnaug på, at De tog hele denne sag for åndigt, og for tiden er det min kæphest, at værden lider af, at den sag tages for åndigt. Dernæst havde jeg, siden jeg skrev Magnhild, lært dybere sanhed i hele dette kapitel, og jeg vil så gærne være ærlig. Jeg trodde virkelig, at De nu ikke mere torde skrive til mig, - så jeg blev meget forundret, da Deres brev kom. Straks jeg så, det var så langt, tænkte jeg: åhå! Nu skænner hun! Men nej. De forstod, og De syntes at have tænkt også i dette, og så måtte De jo have mere. - Æn om De nu lider af, at De her har været lidt urigtig seende? Ja, jeg mener ikke, SIDE: 22 at De er faret fejl i Deres moralske følelse; men i det billede af en ideal værden, som De danner Dem, har De sprunget en del naturlige for- udsætninger rent forbi - og har derved urætfærdig fattet lede til altsam- men. Og dette er en lidelse. Kære frue, halvdelen af os og væl så det er fæs- tet til jord-livet med dyrets alle behov. Ser De annerledes på det, så ser De fejl. Sådant unskyller ikke den ænkeltes råhed, på ingen måde. Men det lærer os at se mildere og være mere god - også i sine håb til sam- tiden. Blant andet er jeg jo også Darwinist. Og siden jeg blev det, er jeg i alle deler bleven mere forstående og sælvfølgelig mindre hård. Er De en tapper en, så tag og læs Darwin om mænneskets afstamning (dansk oversættelse). Fyld Dem med kundskab istedetfor længsel mod et annet liv; De blir stærkere, gladere af kundskab æn af længsel æfter at få dø, sælv om det er for en stor sag. Ti sådant skal ingen sun natur længes æfter; det skal komme mod hans vilje, men strængt som en lov, der gør ham ærbødig. Dette i det jeg skal slukke mit lys i kvæld. God nat! Deres væn Bjørnstjerne Bjørnson Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Fr.hald 29de mai 79 Igår havde jeg den overraskelse at modtage nogle exemplarer af Oplande- nes avis, og så der, at en del af mit skriveri var aftrykket. Jeg vidste jo at det engang vilde komme siden de havde sagt det, men blev alligevel til- mode som om noget ganske uventet var hændt. Jeg skynder mig idag med at sende dem min erkjendtligste tak for hvad de har gjort, for den møie de har havt med at renskrive og sammendrage det. Jeg husker ikke mere nøiagtigt hvad jeg dengang skrev, kun såmeget forstår jeg at det har vundet overordentligt derved at deres kyndige hånd er faret hen over det. Specielt er det et par steder hvor de ganske ligefrem er kommen til- hjælp ved at give mine uudtrykte tanker en klar og rigtig form. Det glæde- de mig dog at hvad de skrev havde jeg akkurat ment, uden at få det frem. Jeg takker dem derfor så utrolig mange gange. Så fik jeg også med det samme anledning til at læse Fritz Hansens dumme og over al måde over- fladiske betraktninger over de "6 punkter". Han er bleven svært determi- neret i den senere tid, den karen, og optræder med en for ham utrolig fri- SIDE: 23 postighed. Skade kun at han både er skjævsynet og nærsynet. - - - Ved at se deres sammendragning af mit lille produkt, fik jeg ligesom øi- nene op for at jeg både er for lang og for bred i stilen, og jeg skal ikke tabe denne kjendsgjerning afsyne for eftertiden. Desuden havde jeg i mine be- tragtninger over "Kongen" gået langt udenfor sagen og talt om mange overflødige ting. Det er vistnok en af mine svage sider, at jeg både i skrift og især i tale bruger altfor mange ord, især når det, jeg taler om, inter- esserer mig. Hvis jeg nu havde fat i mit "Magnhildskrift", vilde jeg måske stryge en hel del. Har de fået det nu, (de skrev at de vilde sende bud efter det) eller ligger det endnu i god ro hos "Dagbladet"?, og i første fald, hvad synes de så om det? Er der aldrig nogen mulighed for at de kunde komme herned og holde foredrag eller oplæsning? Det går så let at komme afsted nu, siden jern- banen er kommen istand. Det kunde trænges at de kom og talte lidt. Døsi- gere og mere upatriotiske mennesker end her er, findes neppe i Norges ganske land. 17de mai blev ikke engang ikke feiret, men det er vitterligt at fuldt op af folk slet ikke husker hvad det var for en dag. De har forrådt sin fortid og sine minder de gode Fr.haldensere og der er ingen iblandt dem, der kan vekke dem op til erkjendelse. Nu gjøres her storartede for- anstaltninger til at modtage hele kongeslænget i midten av july; da vil al- le være med at gjøre sig til nar. Jeg er så glad at jeg i den tid er ude af by- en og langt væk ifra det hele, så slipper jeg iallefald for at se på det. - - Jeg går og længes efter "Leonarda" om dagene, det er svare til tid det ta- ger før den kommer i trykken. Med hjærtelig hilsen og tak forbliver jeg uforanderligt deres i ærbødighed hengivne A.M. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Kjære, velsignede menneske! Nei hvor "Leonarda" er deilig!, og sand, sand til fuldkommenhed. Den har ikke sandhedsstreif her og der, men den er som selve livet med det varme, strømmende hjærteblod i sig. "Leonarda"! Hvorledes kan de dog vide det altsammen! Hun er alvorsfuld og ægte! Hun er som den bliver, der stødes udenfor, udenfor på den nøgne forbandede jord og dog ikke går i skud- dermudder, men bærger sig frem, mellem alle dagdriverne og landstry- SIDE: 24 gerne der ligger slængt omkring hinanden derude. Og generalen! han er forfærdende sand! oh så akkurat hverken verre eller bedre. Deres typer er som fra det døde opstandne menneske, der fyldes med gru. Således også "Skarlie". Bedst som man holder på at forvinde mindet om dem, og for stedse skrinlægge erindringen om dem, så kommer de os imøde i deres bøger, ikke som gjengangere (var det ligt!) nei som fulde, levende men- nesker med kjød og blod og sin egen naturlige stemme. Vil de tænke dem at de skildrer situationer der til punkt og prikke ja indtil deres yderste de- tail har existeret i det virkelige liv, - ja for nylig (uf det er ganske fælent!) og vil de tro at deres mennesker siger akkurat de selvsamme ord der er falden fra levende menneskers mund i de givne situationer. Jeg bæver når jeg møder deres mennesker og jeg kunde fristes til at sige: "Hvoraf ved de det"? altsammen? Og nu Ågot, den herlige elskelige menneskelige Agot. Hun lærer en stakkel påny at elske ja elske menneskene. Hvor er hun ikke skjøn, ret som om en Gud havde skabt hende og våget over hende, og morsom, nei hvor hun er morsom som da hun reiser sig fra sin knælende stilling og svarer tanten: "Jeg ved ikke, men du skræmmer mig så"! og ligeledes hvor hun siger "Å så græsselig". Ja hele den scene er uforlignelig; man ler af hjærtet, fordi man morer sig, men også fordi man glæder sig. Hvor har jeg ikke måttet græde over bogen. Og jeg som aldrig mere græder, ikke engang over virkeligheden. Som der hvor Ågot siger: "Tante jeg er ikke skinsyg på dig!" å hvor det da brast ud af mig, og senere: "Uden at din stemme er mild og dit åsyn godt, kan jeg ikke leve", da måtte jeg også til. Denne store kjærlighed mellem disse to herlige kvinder, den ene den an- dens åndelige livsfrugt, det er dette digterværks uforgjængelige hæder. O de menneskekjære, menneskeforstående alt ædelt menneskeligt elsken- de mand! Hvor dyb og sand må deres sjæl ikke være, at de skaber og tolker en så- dan kjærlighed. Den er gribende, rørende, smeltende, ophøiet, sanddru og uden skrømt. Det er kvægende, lifligt at læse om den, og det sprog der skildrer den, er bramfritt, men kraftigt, ædelt og yndefuldt. Ja jeg er hen- rykt, taknemmelig opfyldt af glæde af håb og tro på alt hvad ønskeligt og herligt er. Jeg kommer netop fra læsningen, - de kan merke at jeg ingen orden har fået på det overvældende indtryk. Jeg havde trang til at tale ud om den og så valgte jeg at gå lige til dem. Tilgiv mig nu for dette, og bær over med dette i en hast sammenrablede brev. Deres ærbødigt hengivne A.M. Fr.hald 21/9 79 SIDE: 25 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Fr.hald 7de dcbr. 1879 Kjære Bjørnson! Hvor det var snilt at de sendte mig det brevkort, men det lignede dem nu ganske. Det var nu også så morsomt for mig at få vide at de virkelig havde modtaget mit brev, hvilket jeg jo ikke kunde være så sikker på. Så tusinde tak for de få ord de sendte mig. De skrev der: "Hvis de svarer strax, så kan jeg få deres svar i Wien". Deraf sluttede jeg at de kun havde kort tid at bli- ve der, og da jeg ikke fik det så hurtigt som påregnet, tænkte jeg at op- pebie avisernes beretning om deres afreise fra Wien og så skrive til Gøte- borg eller et andet sted. Jeg var nemmelig i Xania en uges tid og derfor havde brevkortet ligget et par dage i Fr.hald inden det kom mig ihænde, og så troede jeg såvist at det allerede var forsent at skrive. - Dette er grunden hvorfor de ikke har hørt fra mig: Nu lader det til at de slår dem til ro i Wien for en længere tid, (rygtet siger i hele vinter) og så får jeg prøve at skrive. De taler om solskin: Ja deraf har de nu nok, og det glæder og fry- der mig ind i sjelen og mildner ligesom lidt den forbitrelse jeg, og jeg tror, alle de der forstår hvad de er for en, føler over at de ikke har nok af det hjemme. Alt det solskin de kan få, vil vi alle få tilbagestrømmet over os i det de taler og digter, ind i os. Bare ikke kulden og skyggerne i deres fæ- dreland driver dem bort og bringer dem til at skifte hjem. Men gjør ikke det! De har jo et ocean af solskin indeni dem, der driver væksterne frem med de bugnende frugter, funklende, skjønne, store og modne. Behøver de vel så noget kunstigt solskin? Så ved de også, at de altid sidder hægnet af de mange, varme stråler fra deres hjærter, der har dem kjær. "Det Nye System"! Hvorledes skal jeg takke dem! Tankerne, hjærtet, sjæ- len bugner under den tak jeg vilde give, men ordet er så fattigt, idet- mindste for mig, når det gjelder deres gaver. Jeg vil sige som så: Kongen har begeistret mig, Magnhild har klaret og udrænset for mig, Leonarda har henrevet mig, men det Nye System har overfyldt mig med en dyb og inderlig kjærlighed. Og dog slår det ikke til for nogen af dem; det er altfor lidet sagt. Alt hvad de skriver er så forfærdende sandt på alle områder. Al- le forhold, hele slægtens typer inden slægten er meislet i marmor. Al den humbug som samfundet opelsker, al den universalske leflen med religion og livsgjerning der ligger i luften, i tiden, afsætter menneskene netop så- ledes som de tegner dem, på et hår overensstemmende med den nøg- terne virkelighed. Tante Ole og alle disse fruer! Gud bevares hvor de er vir- SIDE: 26 kelige, ja mere end blot virkelige, de er incarnationer af al virkelighed. Og netop dette at hvert menneske holdes inden sine egne grændser, de [m] de foregående og tildels arvtagne generationers livsvilkår har afmerket dem så at hele slægter igjen har sit slægtmærke, endskjønt individualitet- en intet lider derved, her er et mesterskab åbenbaret der vækker den største ærbødighed. Det Nye System er Norges Fourchambault, bare at det er så uendelig meget mere end det, idet det omspænder så mange flere sphærer, er så meget videre og dyberegående. Det står akkurat så meget høiere som den norske forfatter over den franske og det er meget det; han har heller in- gen nye baner brudt. De lader det gamle system falde i deres bog. Ja lykke på reisen! Dets afdankede repræsentant går til havet for at sætte sig der og fæste sit famlende, hvileløse blik på dets urolige, vigende, stedse skif- tende overflade. Så har det været alle dage i hans indre. Et skvulp af skum- bølger der brister og skylles tilbage, det er hans livs historie. Det har in- gen frugter sat, intet mærke i det løse sand, det har kun tæret på ham selv og hans nærmeste. "Som et menneske sår, så skal det høste". Ja hans nær- meste! Og hans hustru! Hvor gribende, rørende, alvorsfuld manende er ikke denne skikkelse, og hvor oprørende, hvor over al måde tungt, at livet skal kunne forskusle en ædel nåtur således. Men det er sandt. Det er en af de former, et stakkels menneske kan antage der bringes i sådan vilderede med løgnen omkring sig at det ikke mere ved eller forstår hvad der er godt eller ondt. Hvor kan man ikke forfuskes og fortumles. Man går og ly- ver sig ind i hele systemer medens man tror at man prøver på at gjøre Guds villie. Og når man så vågner og ser det, må man ikke så gå tilgrunde; må man ikke så hade sig selv og foragte sig selv i endeløs væmmelse? Ja Bjørnson, de er en seer og en skaber, og når andres øine ved dem op- lades, går det gjennem sjælen med stikkende, lysende blink og glimt, og en myldrende stjernehimmel begynder at tindre for en. Men i lyset fra dette de har tændt i et menneskehjærte, ser man ting, der bringer snigen- de sorg og uro og smerte. Der flyder en ny kilde i et sådant menneskes bryst. Det er bedrøvelsens kilde, bedrøvelsen over sig selv og hele slæg- ten. Men deres største storhed ligger dog deri at de peger på en udvei til frelse, viser et middel til gjenreisning og deri at de tror på denne gjen- reisning og forkynder hvorledes den skal ske. Det er én af grundene hvor- for de er så meget større end Ibsen. Som fordum Johannes den døber i ør- kenen, så ligger [!] de nu øxen ved roden af træet og forkynder omvendel- se for alle folk. Ja de er vor Johannes den døber. - Jeg tror at hvert folk SIDE: 27 har sin. Men i sorgen over alt, det de afslører, er det ofte så vanskeligt at følge med op på udsigten hvorfra de skuer det forgjættede land. Dog det lykkes nok. Bare at de står deroppe og prædiker er en magt der drager ef- ter. Stå der til deres livs ende! Jeg har kun fløiet bogen flygtig igjennem, da jeg måtte levere den fra mig. Når jeg atter får fat på den skal jeg læse den bedre igjennem og så skal jeg fortælle dem mere om den. Iaften er jeg også altfor mismodig til at skrive noget sådan [t] noget [?] . Lad mig få vide om det er sandt at de blir der nede i vinter. - - Da jeg var i Xania fik jeg vide noget, jeg aldrig havde tænkt. Det var det- te at jeg ikke, som jeg troede, havde skrevet mine breve til dem og til dem alene, men så at sige til et helt kollegium. Ytringen af brevene fik jeg høre løsrevet fra sammenhængen og naturligvis fortolket. Det kan nu være det samme, jeg bryder mig ikke en døit om nogenting, men uvillie følte jeg fordi de havde lest op mine breve for andre, det er sikkert. Havde jeg vidst det, vilde jeg ikke have skrevet. Så er der endnu en ting som jeg vil sige med det samme. De skrev engang til svar på mit spørgsmål: (Skrev de da således for at støde mig bort?) dette: "Ja de har ret, mit brev var ganske rigtig rettet på et bestemt mål". Det gjaldt nemlig det første brev de skrev efterat de vidste hvem jeg var, og hvori de siger en hel del om Rønnaug og sligt i særdeleshed og menneskelige naturdrifter i almindelighed. - Det var altså et experiment de foretog med mig. Det er aldrig hyggeligt at blive experimenteret med, i allefald bør man hvis man fortjener agtelse, få forklaringen efterpå, men den har jeg ikke fået. Hvis de ikke svarer mig på dette, tror jeg at de er bleven fornærmet på mig. Men det kunde jeg aldrig blive på dem. Med hilsen til deres frue og dem selv - deres hengivne A.M. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram pt. Gøteborg, den 15. dec. 79 Kære, søde mænneske, De skal have hjærtelig tak for Deres brev (og for det, jeg vænter fra Wien) - tak fordi De følger mig i forståelse og troskab. Ved De, jeg tror der nu oprinner lidt udvortes lykkeligere dager for mig; et af tægnene er, at mænnesker som De kommer til; æfterhånden vil væl ikke bare de bedste forstå mig. Dette synes nu at begynne. SIDE: 28 Men i det erotiske viser Deres ny brev som så mange før, at De har mis- tet en hel sans (om De nogensinne har havt den). De er kønsløs, en slags ængel, og jeg beklager meget, at jeg er bleven for gammel til "at elske Dem istan igæn"; ti jeg har i mine dager havt en sådan forbindelse af ånd og sanselighed, at man skulde, antager jeg, have havt ondt for at opløse forbindelsen og sige, hvor det ene var uden det annet. Nu, værre følger har det væl ikke for Dem, håber jeg, æn at megen god og kraftig både kundskab og glæde går De tabt af ved ikke at eje en sans, som er for- udsætning for forståelse af en hel række af mænneskenes problemer og karakter. På torsdag den 17de kommer vi; kan De ikke møde os ved at gå nedover et stykke med det tog, som går, og opover igæn med vort? Deres væn Bj. Bjørnson. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Fr.hald 19de dcbr. 1879 Kjære Bjørnson! Bare et par ord idag. Jeg må sende eder tak for sidst, for mødet igår. Det var deiligt å få se dem, høre dem tale, deres stemme, deres måde, og alt muligt, men det var for lidt af det. Jeg blev så glad i deres kone, ja så glad at jeg næsten glemte dem over hende. Hun er så nobel, så distingveret, og dertil så smuk, hun har vist aldrig været så vakker før. Men det var nu ikke det der indtog mig mest, det var hendes varme, milde forståelse af alting. Jeg er så glad at jeg kjender deres hustru, nu kan jeg ingensinde komme til at skille eder ad i mine tanker, i bliver som ét menneske for mig. Der var så meget jeg vilde sagt, men det får være til en anden gang. Jeg hus- ker ikke mere navnet på den franske bog jeg skulde læse; at det var noget med madame er alt hvad jeg har igjen. Forresten får jeg den vel neppe her, men når jeg engang kommer til Xania kan jeg spørge efter der. De fandt mig anderledes end de havde tænkt. Ja det kan jeg godt forstå. De havde troet at jeg så mere nedbrudt ud. Men det kommer af at jeg har et så uendeligt sterkt legeme; det reiser sig altid fornyet igjen når det har været trykket nede en stund; det er ligesom af "elastic". Men med sjælen er det anderledes, noget af den er visnet bort, det er sikkert og resten er SIDE: 29 kommen ud i en anden skikkelse, men det inderste af den er ligesom mit fordums jeg. Jeg har så mange perioder at gå igjennem og de vexle så fort. Så har jeg det også så meget bedre nu end før. Det er som jeg styrkes og opbygges for hver dag. Forresten har jeg skrevet det til dem, at jeg ikke længre led, jeg sagde engang at det var overvundet dette med denne grænseløse lidelse. Ikke heller er det et så brændende ønske hos mig at dø nu som tidligere. Dog gik jeg med glæde min vei, hvis det lot sig gjøre. Jeg er mere træt og kjed end noget andet, nei ikke kjed, - iallefald kjeder jeg mig ikke, når jeg arbeider og det gjør jeg altid. Det er min natur så absolut imod at meddele til andre, hvad der glæder eller bevæger mig, idethele at tale til nogen om noget videre. Derfor blev jeg stødt over at høre at folk havde så at sige mine breve til dem mellem hænderne og munden. Og det som jeg skrev om at menneskene burde lægge jorden øde ved at lade slægten dø ud, det var en hemmelighed. Tror de jeg vilde sige til nogen at jeg finder dette at være menneskeslæg- tens pligt, andre end [til] dem. Ingen vilde forstå det og man vilde måtte anse mig for sindsvag. Ikke engang de, synes at kunne forstå det. Hils deres kone så hjerteligt fra mig. Deres hengivne A.M. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Fr.hald 28de januar 1880 Kjære Bjørnson! Jeg blev så opskræmt da jeg idag læste deres annonce i "Dagbladet". Siden de ikke sender ét éneste ord til mig uagtet de har fået to breve fra mig, så må jeg atter tage fat. De skal sælge hus og gård og grund og altsammen nu ser jeg, altså flyt- te fra Aulestad og Gausdal kan jeg tænke. De vil da vel aldrig i verden for- lade landet! Der gik et stik igjennem mig da jeg læste denne forkyndelse, en angst for at vi nu måske skal miste dem, således at de vil opslå deres bolig i udlandet. Det er ikke af nysgjerrighed at jeg spørger; det vil de og- så godt kunne forstå, det er bare af skræk. Rundt om i hele landet vil man sørge hvis de drager deres vei, gjør det, gjør det ikke! Hvor fattig vi da vil blive i Norge! Jeg kan ikke tænke det uden at føle smerte. At de drager fra SIDE: 30 Gausdal finder jeg rimeligt. Det er ikke hensigtsmæssigt at leve i en sådan afkrog; bare ikke fra Landet. Dog hvad nytter det; har de besluttet det, så ved jeg de er klar over det og har grunde for det, og så ved jeg også at det vil være vel gjort, men det er lige tungt for det. Skriv et par ord, jeg læn- ges så efter dem, efter bare en tanke et pust fra dem. Jeg får det jo av og til i Dagbladet, og er altid i godt humeur en tid bagefter, men jeg vilde og- så så gjerne få noget til mig alene. Deres opsæt om at være tro læste jeg med inderlig glæde. Den bragte klarhed og frigjørelse som alt fra dem. Og så skriver de så værdigt og roligt så ægte humant, selv om de taler til umedgjørlige modstandere fornegter de aldrig deres ophøiede stand- punkts ro og mådehold. Hvor det var deiligt hvad de sagde om at være tro! det rakte så vidt og løftede så op fra den snevre, trælbundne bogstav- forståen. Og det andet stykke, - det slog også hovedet på sømmen. Al den uhumskhed som går for sig inden den såkaldede konservative leir, den utrolige landsforæderske lave beregning der er drivfjæderen derinde fra dem der preparerer og forkynder den offentlige mening modner og udfrier just den gode sag. Vær rolig! I tidens fylde vil frygten falde og det vil vise sig deri, at alle de umyndige får øinene op for ret og sandhed. Men hvis de nu drager bort, mister folket sin prophet. De må have fået to breve fra mig som de ikke har besvaret. Et lidet som jeg sendte til Xania og det der må være kommen tilbage fra Wien, hvor jeg skrev om det "nye system". Da de havde været her før jul var der så mange der spurgte om vi der havde talt med dem, ikke havde bedet dem om at komme herned og holde foredrag; det lod til at man vilde have hil- set en sådan efterretning med glæde. Forleden dag fortalte man også at de skulde reise til Amerika strax Janson kom tilbage. Man vrøvler så me- get. A propos: Hvad synes de så om Jansons sidste bog? Stakkels Janson; han er vist for god en mand til at skrive og udgive sådant som den. Det vil til alle tider blive en prostitution at en "Kvindeskjæbne" er skreven af en mand der blev givet digtergage af det norske folk. Han er ingen digter. Jeg finder det nu at være hans venners pligt at stoppe sligt som hans sids- te bog. Han måtte vel lade sig sige af dem om hvem han ved at de vil ham vel. Jeg ved at han må have tænkt på mig med den bog, men selv de ydre omrids er meget for råbarket. De passer slet ikke. Den eneste der har no- gen virkelighed er hr. Gran, men det er blot i den ydre skitseren. Anderle- des er det derimod [med] Skarlie og general Rosen. De to har formelig gjort mig fælen, og har været et vidnesbyrd om de store ånders inspira- tion. Jeg har skrevet en betragtning over et Dukkehjem i Dagbladet for SIDE: 31 19de januar. Stilen er for bred, det ved jeg godt, men jeg kunde ikke klare det med færre ord. Det har også andre feil; jeg ser og ved det selv så godt; måske kan jeg senere nå længere frem og gjøre det bedre. Jeg glæder til det næste der kommer fra dem, men det varer vel endnu en stund; de har været voldsom produktiv i den sidste tid og er gået frem fra seier til seier. - Jeg ønsker til dem og familie et i alle måder godt og lykkeligt nytår. Fred og rolige dage vil jeg ikke ønske den statelige kjæmpe, men mod og kræfter og harmonisk udvikling; dernæst helbred og lykke i ydre vilkår og lidt solskin udenfra. Ja alt det gode et menneske kan få på denne jord, hvor det mangen gang er hårdt nok at slå sig frem og igjennem [,] det øns- ker jeg i allefald af et oprigtigt hjærte. Hils deres hustru; jeg håber hun er frisk og tapper og vær de selv trofaste sandrue kjæmper hilset fra deres hengivne A.M. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 30. apr. 80 Kjære, søte fru -ie! Ja, jeg er et fæ-hode! Jeg kænte Dem ikke, og Margrete Vullum fik det brev, som De skulde havt, ovenikøbet et dejligt brev. Så det var Dem! For pokker, ænten har De havt hjælp æller også vokser De altså - vældigt! Eller bægge deler! - Jeg befinner mig i en rasende fristelse til at blive forælsket i Dem og si- ger mig straks sælv: nej, det er sant! - Akkurat som når folk i gamle dage skiftede tro; de havde lyst til at bryde ud på den gamle måde når noget bevægede dem, men så huskede de med én gang - nej, det er sant! - - Så kommer jo det til, at De er en ængel! Man har så forbandet ondt for at huske det; og man tviler ænog en liden smule, siden man opdagede, at De ikke likte, sagen var kænt. De vilde være en ængel i al stilhed for nogle inviede! Å, I kvinner! - Men spøg en annen gang! Hjærtens tak for to ting: for en forståelse, som ikke kan være større, for Deres mod! - Gå fra dette brev, når De er kommen så langt, hæn og køb Kiellands ny bog: Garman det er udvortesheder- ne ved sjæle-anlæggenes rørelser, som han ser; men disse ser han også så SIDE: 32 mangfoldigt og muntert, at han heri søger sin lige meget langt ud! - På samme måde i forhold til vor tids problemer. Jeg finner aldrig et eneste forfulgt udover dagens tilsynekommelse; men der spiller han til gengæld således bold med dem, at ingen glæmmer det, som engang har set ham gøre det! Hans skildringer har en utrolig mængde farver, ingen af de dy- be, heller ikke samlede i en stor følelse; men nyttede med en sådan mang- foldig kunst, at det ofte bringes op til et stort uforglæmmeligt intryk, - og hvad begærer man så mere? - Ja, han er en stor, stor, stor hjælp! - Han kommer her nu om nogle dager med sin hustru. Han er det morsoms- te mænneske i Norge; og så er han så vakker og så fyrrig og stærk. I ham blev De dog måske forælsket, hvis De så ham. Jeg skal hilse ham fra Dem, og jeg skal fortie, at De er en ængel. De er for stræng mod Riis. Ligesom det er en skam, at vi omgås Riis'erne uden at kænne dem, således er det en skam, når vi opdager dem, at vi da kaller alt bedrag. De er virkelig godmodige, og de har fejl, som de sælv ikke ser eller ikke rigtig ved, hvad de skal gøre med; thi de er sammen- hængende med samfunnet på alle kanter; de er inne i et forligs-forhold, som er stærkere, æn de selv er. Nu kommer annen øgede udgave af mine digte; der er adskillige ny, hvoraf nogle vil tale ganske direkte til Dem. Den lille koloni hær blev meget bevæget ved Deres opsæt om det ny system. Vi har oplevet en stræng vinter; derfor kom det uvæntet på dem og tog dem med kærlighedens og forståelsens magt. Hils mine vænner, sig, at nu har jeg det udmærket og er atter i stærkt arbejde med store stof. - Antagelig sælger jeg min gård i disse dage. Det har gåt mig til hjærtet. Men det er en følge af hele min udvikling, jeg fik ikke lov til at fortsætte med "fallitter" og den sort, som jeg ænnelig havde nået op til, og som kunde have ræddet alt for mig. Jeg blev siddende her i krisen, som længe forbød mig at arbejde, og siden bød mig at arbejde ting, som ikke slog an. Nu ja; jeg klager ikke; men tungt er det for mig at slippe, hvad jeg har kært, og det er mænnesker og dyr og arbejde og planer i en uopløselig forening. Og hvor jeg så skal hæn, ved jeg ikke. Jeg er et meget sensibelt mænneske med al min ævne til at holde ud; den siste er en slags natur- konsekvents i mig, som overvinner alt tilsist, jeg ved sælv ikke hvorledes. Med de hjærteligste hilsener Deres Bjørnst. Bjørnson. SIDE: 33 Amalie Skram til Karoline Bjørnson Fr.hald 8/10/80 Kjære fru Bjørnson! Egentlig har jeg ikke noget særdeles at skrive om, undtagen at takke dem for det tilsendte, deiligt nyvadsklugtende tøi; men sagen er at jeg har så- dan lyst at tale lidt med dem. Jeg skriver ikke mange breve nu for tiden, - der var en tid da det morede og underholdt mig, men det hører til de længstforsvundne perioder; nu gjør jeg det høist ugjerne; men som sagt, deres brev blev jeg så glad i, at jeg følte mig drevet til at svare, hvilket jeg da også gjør i det samme øieblikk jeg har læst det. Det er jo ikke sikkert at de bryder dem om mit prat, men det tænker jeg nok, - det er jo aldrig egentlig kjedeligt at få et brev, så ikke når man bor på landet, hvis det ikke er et røkkerbrev da; et brev er jo snart læst og hvis man ikke er for- pliktet til at svare kan det enda være en smule tidsfordriv i det. Altså går jeg trøstig til det. Tak søde fru Bjørnson for deres hjertelige lille brev, - de er et varmt og godt menneske, og jeg føler mig altid glad og behagelig berørt over den mindste smule sammenstød med dem, - jeg er vis på der er meget hos os der passer hinanden. - Det er sandt dette, jeg tror jeg kunde trænge til at få det lidt godt, "menneskene trænger lidt solskin iblandt" skrev Bjørnson engang til mig. Jeg tror jeg har evner der kunde bruges til noget i verden og det at en fø- ler sig at være tagen i brug af livet gjør et menneske tilfreds, - det er i al- lefald ikke anden lykke jeg for min del begjærer; på den anden side må man jo også sige at der ikke er stor skade skét derved at jeg uudviklet og halvferdig går i min grav engang. Det nytter ikke at opholde sig ved det; går en og sørger over det, blir det bare en ny byrde på de ofte trætte skuldre. Men det er sandt som Sars sa, at det sørgeligste ved et dødsfald er at der nu atter igjen er gået en tilhvile hvis evner og kræfter har været ubrugt og unyttet. Det er jo kun de aller færreste der kommer til at over- tage og udrette det mest mulige, hvis kraft så at sige blir nyttet til sidste smule. Ja Tidsskriftet ja! Det bliver vel intet af før Bjørnson kommer til- bage. Jeg tror jeg kunde være det som der dengang var tale om ved tids- skriftet. Jeg vilde passe for den sort arbeide, men hvis ikke jeg inden jul får vide om det, kan der ikke blive noget af det for min del, i allefald ikke for det første. Thi skulde jeg komme ind til Xania til påske f.e.x.! måtte jeg jo sige mit logi op til jul. Jeg skulde gjerne flytte til Xania, der fik jeg lettere noget at arbeide på. Her er alt så dødt og stilt. Undertiden har jeg nogle SIDE: 34 informationer, undertiden svært mange, undertiden ingen. Det er så usik- kert. Desuden jeg må jo til Xania med tiden for gutternes skyld og jeg har intet imod at gjøre det snart. Men som sagt nu kommer det an på om det bliver. Bjørnson var den der påtog sig i tilfælde at give mig beskjed og Sars gjør det vel ikke om det også, hvad der er lidet rimeligt, blir oprettet før Bjørnsons tilbagekomst, og det sker vel ikke før henved våren. Ja de kan tro jeg har tænkt på dem, kjære fru Bjørnson i denne tid, siden den dag, da det kom som en raket over os: Bjørnson skal til Amerika. Jeg fik gjennem gamle frk. Brunfeldt høre så meget godt om dem fra Bergen, blandt andet det at de havde opmuntret Bjørnson til at reise: De kan tro jeg var stolt af dem, og jeg må tilstå at jeg beundrede dem for det. Det var sandelig ikke spøg; de vidste jo at Jansons skulde bort, - og tænk med alt det stellet mutters alene den lange, mørke vinter. Sligt er heroisk; jeg føler mig nemlig så sikker på at Bjørnson aldrig havde reist, hvis de havde be- det ham lade det være. Men vær rolig, de får det igjen med renters renter i hans fordoblede agtelse og kjærlighed. Han skjønner bedst af alle hvilket offer de har bragt, hvilket mod de har vist, hvilken længsels og lidelses tid de har påta- get dem for hans skyld, (thi det blir svært i vinter kan de tro) og altsam- men af idelt hensyn til ham, fordi de troede han havde godt af det. Ja de har lagt en stor sten til i deres vægtskål der tynger ned til deres ære, og ham har de bundet til dem med et nyt bånd. Det er rørende at Bjørnson er så glad i sit hjem, - de kan tro han kommer til at længes, men godt af det har han og; vær vis på at både de og han vil have glæde af denne reise. Bare julen er over så begynder dagene at lysne, og så går det let og her- ligt fremover med vår og lange dage, og så har de ham tilbage. Da blir det fryd i gården og da får de løn for den mørke, lange vintertid. Ja de har væ- ret ham en trofast og opofrende hustru; ikke mange havde havt deres mod og udholdenhed, deres uforfalskede freidighed og uforanderlige kjærlighed. Engang kommer det alt til sin ret, vær vis på det, om ikke før, så når hans biographi skrives, lever jeg, så skal jeg give bidrag jeg, og især skal jeg tage mig for at stille dem i deres rette lys, - det kan ingen bedre end en, der holder så af dem som jeg. - Det var morsomt at de syntes så godt om portraittet; stillingen var der megen tvivl om; først tog vi et hvor vi begge sad side om side, men det så så klodset ud, og så sa photografen at den ene absolut måtte være lavere end den anden, og da ingen af oss vilde stå, - fandt han på dette. Ja Gud ved hvordan det går med Drude. Gjennem Kathinka hørte jeg at hun var SIDE: 35 så klein i Xania at hun ikke havde været istand til at blive hos hende om aftenen, men måtte gå kl. 5 den gang hun var kommen herud. Kan de huske den morgen vi stod på tunet hos dere, da vi skulde på fodtur til Sa- natoriet. Ingen af os anede at før de og Bjørnson gjenså Drudes ansigt skulde han have været i Amerika og hun i Rom, - således er livet, - flygtigt og foranderligt og fuldt af omvexlinger! Når de skriver til deres mand, så hilser de naturligvis fra mig, - jeg vil ikke sige hvor meget eller hvor inderligt, både han og de kjender mig nok til ingen ord at behøve. Si- den jeg var hos eder og så eder begge i eders hjem har min kjærlighed og agtelse og beundring tidoblet sig. Gud velsigne det deilige menneske og lade ham leve i 100 år til. Hvor tomt og stille der nu er på hans værelse; kan de vel tåle at gå derind noget videre? Men husk på at en vinter er dog bare en eneste vinter, og den kan jo ikke lade være at få ende engang. Så de Alexander Kiellands i Stavanger? Det gjorde de vel. Jeg har ingen kor- respondance mere med ham; siden jeg var hos eder har jeg ikke skrevet; det brev jeg fik der er fremdeles ubesvaret. Det var nokså morsomt at få breve fra ham, men jeg kunde også godt lade det som alt andet fare, når jeg hørte at det muligens kunde kaste et glimt af en skygge eller vække en urolig tanke hos et medmenneske. Jeg ønsker ikke at volde nogen den mindste smule sorg eller bekymring, - det er så ondt at have sorg og fru Kielland er så sød, så sød. Så Bjørnson var så nedtrykt ved afskjeden, - og i sine breve fra Eng- land. Ja det er det elskeligste ved ham at han er så rodbunden i sit hjem både i engere og fjernere forstand. Når nu brevvexlingen kommer regel- mæssig igang, skal de se det bliver bedre for eder begge. Hils endelig den prægtige Bjørn fra mig, de kan tro jeg har udmalet ham for mine venner, - jeg er rent begeistret når jeg fortæller om ham. Hils også alle deres yndige børn, Bergliot, Dagny, deiligheden og Erling ikke at forglemme og ellers de andre også. Mine gutter takkede for hilsener og Jakob sae: Jaja så får du hilse igjen da mama. De kan tro jeg har to søde gutter, - det er næsten ikke måde med det, de skal bare se dem engang, men da blir de vel i slyngelalderen og det er så uheldigt [?] . Bare de nu måtte kunne for- stå min rædsomme gallopskrift - der skal jamen noget til! Farvel og skri- ver de engang imellem, så ser de hvorledes jeg svarer. Deres hengivne og taknemmelige Amalie Müller Hils også Bertha fra mig, hvis hun husker mig. SIDE: 36 Amalie Skram til Karoline Bjørnson Fr.hald 20/11 80 Kjære fru Bjørnson! Det kunde blive anset for påtrængende, at jeg skriver igjen, uden at hae' fået noget svar på mit forrige brev, men det er jeg vis på de ikke vil gjøre, og derfor vil jeg ikke længer lægge bånd på min lyst til at give de tanker, der så ofte optager mig et synligt og læseligt udtryk. Jeg har så ofte und- ret mig på, hvordan de klarte dem deroppe i den store ensomhed, under forhold, der slet ikke kan være lette, eller særlig tiltalende og har altid sagt mig selv: gid fru Bjørnson engang skrev et par ord, eller det gjør fru Bjørnson slet ikke, aldeles ikke på nogen måde gjør hun det, og vil jeg få noget med hende at skaffe, så må jeg være den, der skriver. Jeg har na- turligvis læst alle Bjørnsons breve med åndeløs interesse. Bjørnson er og blir dog altid sig selv. Nær eller fjern, får han hjerterne til at banke af kjærlighed, begeistring og håb. Og som man holder af ham, tror på ham, længes efter ham, er stolt af ham, - det er rent utroligt! Men det kom- mer af hans egen store, endeløse kjærlighed til sit land og sit folk. Sligt falder altid med tusinddoble renter tilbage på sit ophavs eget velsignede hoved. Han er dog Norges gjæveste og troeste og største søn, det skal in- gen sand nordmand nogensinde ville nægte. Hans skildring af forfat- ningskampen har frydet mig lige ind til den inderste marv i mine ben! Hvor han dog vidunderlig sikkert og omfattende treffer hovedet på søm- met; hvor det er slående og lysende rigtigt, hvad han siger det velsignede menneske! Og dette at han derude i det store verdensgyldige fjerne, ikke et øieblik ledes til at se på sit usle, lille fosterland som noget småt og ringe, der ikke er de stores arbeide og evner værdigt, det blir et ufor- gjængeligt blad i den laurbærkrans norges folk skal flette om hans hoved. Hvor de havde ret, da de sae, at de frygtede han vilde længes. Det er som om ordene i hans sidste brev, drypper af længselstårer. Og hvor dette gjør ham dobbel elskelig; hvor det viser i hvilken grad hans hjærte er af guld og hans natur af den ædleste sort. Og de som er centrum for al den- ne længsel og al den trofaste kjærlighed han nærer for sit deilige hjem, - de har nok grund til at glæde dem fremfor alle andre. Det lille barne- hoved der hjemmefra, med det røde hår og de blå øine, det er vel Dagny, kan jeg tænke. Den deilige, deilige Dagny! Hun har vel længst glemt mig nu, men Berglioth husker mig, det er jeg vis på, og hende må de hilse, li- geledes Erling. Gud give de dog havde været frisk og holdt dem tappert i al denne tid SIDE: 37 kjære fru Bjørnson! Ikke ét éneste snak har jeg hørt om dem i al denne tid; intet menneske har nævnt deres navn engang, men nu må de skrive et par, stakkels ord og sende mig; det behøver ikke at være langt; jeg skal nøie mig med lidet, bare jeg får høre at de har det godt og at de ikke har glemt mig, det er det hele. - Jo mere jeg har tænkt over det, jo mindre har jeg kunnet begribe at de havde mod til at sende ham afsted. Havde de levet i en by omgiven af venner og frænder på alle kanter, med fuldt op af adspredelser og forandringer, så kunde jeg til nød fattet at de havde sét dem istand til at bringe offeret, - men som det var, er det i sandhed stort gjort. Altid når min tanke på sin flakken hid og did i de ledige stun- der, har stanset ved dem og ham og alt dette, er Bjørnsons sang "Til min hustru", rundet mig i minde, og ordene: "Mig følger én med en sjæl så stor, for mig hun ofrede alt på jord!" har fået en betydning og en forståel- se for mig som de ikke før havde. Ja han kunde med ret og skjel skrive dem det digt, - det er sikkert. Men når han nu kommer hjem, hvilken fryd og gammen! da får de løn for alle vinterens tunge og ensomme stun- der, da drager lyset og glæden og herligheden ind i stuerne på Aulestad, og da er alt savn og al sorg for altid glemt. Hvis de skriver så må de for- tælle mig, når de venter ham tilbage, han holder måske ikke ud så længe som han havde tænkt, skal de se. Nu er jo den mørkeste del af vinteren overstridt, og dagene begynder at længes, men også desverre at stren- ges, thi her har det været fælt koldt, siden jul. Jeg synes nu så lidet om kul- den, fordi jeg så lidet tåler den, at jeg inderlig længes efter at den skal være over. Jeg havde også tænkt at skrive lidt om min egen smule til- værelse, men for det første er jo nu papiret fuldt, og dernæst vil jeg vente og se om de svarer på dette, thi gjør de ikke det, så er det fordi de ikke bryder dem om at høre noget om og fra mig og da er det jo heller ikke værdt at skrive. Men i alle fald, hvorledes dette end forholder sig så er jeg altid deres hengivne Amalie Müller. Amalie Skram til Karoline Bjørnson Fr.hald 7/2/81 Kjære fru Bjørnson! Gik de hen og skrev til mig på stående fod, uden at ænse de mange breve der lå ventende på dem, så kan de være sikker på, at jeg også vidste at sæt- SIDE: 38 te pris på det. Jeg blev så glad i deres brev, først fordi jeg da endelig fik høre et ord om hvordan de sled tiden, og dernæst fordi brevet var så varmt og elskeligt. Jeg kunde godt føle, mens jeg læste det, at de holdt lidt af mig, og det skal de have en hjærtelig tak for! Det hænder nokså skjel- dent at man får et menneske til at holde af sig. I regelen kommer det vel deraf, at man ikke er sikker på gjensidighed, man er tilbøielig til at tvivle på, at det nu virkelig er fordi der holdes uegennyttigt af en, at tilnærmel- sen sker, og så betænker man sig på at give sig hen i et virkeligt venskab. Og det er jo også så, at der går få rene bånd fra det ene, til det andet men- neske her i verden; men mellem kvinder, der agter og forstår hinanden må de jo kunne existere. Hvad nu os angår, så har jeg en følelse af, at vi har det bedste i vor natur fælles. Før i tiden var der ikke stort ved mig. Jeg var så fuld af rod og meningsløshed, så lidet pålidelig i mine stemninger og følelser, så fuld af forkjerte ideer og så lidet grei, at jeg gjentager det: der var ikke stort ved mig. For meste parten kom det af det modbydelige og i høi grad demoraliserende og skadelige forhold hvori jeg levede. De kan ikke tænke dem kjære fru Bjørnson i hvilken høi grad det var nærved at ødelægge mig. Det stod for mig som en absolut nødvendighed at sand- heden skulde og måtte skjules, og dette kastede mig ind i de mest skrigen- de inkonsekventser og de jammerligste situationer. At det nogensinde skulde blive muligt at få det forhold brudt stod for mig som en sag hvori- mod der var nedlagt et urokkeligt og ukrænkeligt absolut veto! Men så hændte det, at afskyeligheden og frækheden gik langt over grændserne og skyllede som en rigtig syndflod hen over mig, og så svor jeg pludselig en dag, at slide denne lænke over, eller tage livet af mig. Hvad jeg havde at gjennemgå og at kjæmpe med dengang, er der neppe noget menneske, der aner, og hvad jeg den hele tid siden har måttet stride med, er også ganske usigeligt. Men alt det jeg havde evne til at udstå viste mig, at der dog måtte være noget ved mig, og denne bevidsthed var med til at gjen- føde mig. Jeg læste just "Magnhild" dengang alt det brød løst. En hel nat lå jeg og storhulkede over den; men det var ikke af fortvivlelse, det var af glæde. Hvis Bjørnson havde kunnet vide, hvad den bog var for et fortviv- let menneske; - det vilde hae' glædet ham. Jeg måtte stå op og knæle og takke over den. Ja Bjørnson, han har hjulpet meget. Gud signe ham! Og så blev der da menneske også af mig, værdig til et godt og hæderfuldt men- neskes venskab, det tør jeg trygt sige. - - Hvor jeg kan forstå, at det at de sidder der og venter, venter på, at han skal komme tilbage, er det éneste vilkår hvorpå de kan holde ud, de tapre, SIDE: 39 lille menneske! Og at de lever af brevene fra uge til anden, det er også ind- lysende; de har ikke mere end fra hånd til mund, men de skal også slippe for at sultefodres af brevene, det er jeg sikker på. En sådan ventetid, hvor hvert et savn i sjelen er bragt til taushed, fordi hjærtet lytter til al den ju- bel, der synger inderst inde om gjensyn og samliv, det er igrunden en rig- dom uden ende. Og så at gå og smykke og stelle og gjøre alt istand til de- res elskedes komme, hvilke velsignede dage! Jeg er vis på, de i fræmtiden ofte vil med vemod mindes de indholdsrige stunder i denne forjættelses- fulde periode. Det er kjedeligt at de har lidet at rutte med; jeg vilde ønske at de havde rigtig en mengde, - de, med deres skjældne smag og udvik- lede skjønhedssans vilde gjøre et fepalads ud af hans hjem. Heldigvis eier de den store evne at kunne gjøre meget ud af det mindst mulige og det vil hjælpe en hel del på, at de, som de siger har lidet at rutte med. - De kan tro jeg måtte storle igår, da jeg læste Bjørnsons brev og så hans ytring om Christ. og Fr.hald. Å ja, han har nok ret, mange vilde udstøde et lettelsens suk, men mange vilde sørge sig fordærvet om han døde, og de allerfærreste vilde mangle følelsen af at Norge havde lidt et uerstatteligt tab. - - - Ja Gud give det blev en folkesag, festlighederne [?] i anled- ning "Vergelandsmonumentet". Der er kun en éneste, der har ret til at være sjælen i den fest og det er Bjørnson. Men blir det en kommunesag, kan jo ikke det ske; men at gjøre det til en kommunesag er intet mindre end en profanation af Vergelands minde, når man betænker i hvilket for- hold de ledende mænd i kommunen i sin tid stod til Vergeland, og den dag i dag står i til hans arvtagere. Jeg håber at dagbladet gjør hvad det kan. A propos dagbladet. Det er blevet så udsøgt høfligt siden redaktions- skiftet foregik og har, ligeoverfor mig iallefald, ganske brudt med sine tra- ditioner. Men, efter den artikel om "Niels Lyhne", som de måske læste, sendte det mig endog det danske Morgenblad, hvori en del af mit skriveri var bleven aftrykt. Ja stakkels fru Wullum [Vullum] ! Det gjør formelig godt at se dem have hjærte for hende, fordi det er så almindelig i verden at mø- de ulykken med spidsborgerens hjærteløse: som man reder, så ligger man. Hende er man nu dobbel streng mod stakkel! Men den Wullum, hvil- ken pjalt - jeg foragter ham med den mest energiske foragt. Så stor op- fordring som han, netop han både for sin egen og hendes skyld havde til at aftvinge verden respekt ved en kraftig og hæderlig og ulastelig vandel, - og så at gå hen og lægge sig plet nedfor i dyndet midt i gaden så at en- hver der går forbi, kan nå ham med sin fod og pege fingre ad ham med sin hånd, - det er uværdigt, uværdigt! Nu ved jeg jo nok at man lyver og SIDE: 40 overdriver, - men alligevel ikke en eneste smule plet kan tåles der, han måtte holdt sig ganske, ganske ren. Jeg skulle gjerne bo på Lillehammer, lige godt der som her, for stedets skyld iallefald, og da kan de tro vi ofte kom at få lange samtaler. Da vilde jeg vist være kommen till at tale till dem om meget af det der piner mig; skriftlig er det ikke så godt, og desu- den, - skriver man engang imellem et brev så er det en skam at fylde det op med lamentationer over sin egen smule lidelser. Men i dette år der nu er begyndt skal det afgjørende slag stå for mig. Til høsten er de ude, de tre separationsår, og da skulde jo den egentlige skilsmisse finde sted. Jeg ved at "han" vil lægge mig alle mulige hindrin- ger iveien. Han har underrettet mig om at jeg ikke på nogen sæt og vis skal blive kvit ham, uden at føre prosces [!] og bringe sagen frem for lov og domstol. Jeg ved ikke engang om han kan fremtvinge dette, siden sa- gen engang er gåen den almindelige vei, gjennem præster og amtsøvrig- hed. Som grund til dette anfører han at han håber jeg engang i tiden skal få isinde at vende tilbage til ham, og da han ikke bryder sig om at indgå nyt ægteskab, er der intet iveien for at det kan stå hen i årevis. Nu tror han fuldt og fast, at jeg for ingen pris i verden vil lade det komme til pro- sces, og derfor bruger han denne trudsel som magtmiddel. Det er jo også skrækkeligt for de store gutters skyld at iværksætte alt dette og jeg er of- te i stor vånde og tvivlrådighed, kan de tro. Undertiden i mørke stunder, synes mig det greieste og tryggeste at bare simpelt hen frivillig at echap- pere fra skuepladsen for min tilværelses elendighed, men så vil jeg så nødig at man skal pege på mig som et advarende exempel på hvorhen vantroen fører, hvad man visselig vilde gjøre og dette holder mig tilbage. Jeg havde tænkt at separationstiden kunde forlænges i det uendelige, da det jo kun er mig om at gjøre at slippe for det forhadte samliv med ham, men advokat A.V. Heiberg har på det bestemteste frarådet mig dette, jeg ved ikke rigtig af hvilken grund; han har sagt at enten må jeg få skilsmis- sen fuldbyrdet til høsten, eller også beslutte mig till gjenforening. Så er jeg også så angest for at han skal gjøre fordring på børnene; der står vist intet i loven desangående, og uden dem synes jeg ikke at kunne leve. Det er så forfærdeligt for mig mange ganger alle disse tanker og kvalfulde ængstelser. Nu har jeg også besluttet mig til at flytte til Kristiania fra sommeren af, når examen er slut på skolen. De ved at jeg boede sammen med min bro- der. Men omstændighederne gjorde det nødvendigt at min broder tog mor til sig, der i en række af år har boet i Xania og så er det ikke længer SIDE: 41 hensigtsmæssigt at vi førte menage sammen, da mor er gammel og sy- gelig og vilde have svært ondt for at døie gutternes daglige pianoøvelser, blandt andet; og desuden har hun altid syntes, at jeg har været så altfor streng med mine gutter, hvilket på grund af hendes indblanden, tildels i gutternes påhør, har forårsaget konflikter; altså det kunde ikke gå og min kjære, snille, retskafne bror og jeg, måtte altså, begge med bevægede hjærter, flytte fra hinanden. Det var jo ikke lang flytning; det vil sige vi bor i samme hus, de i anden, og vi i første etage, og det er jo svært hyg- geligt at kunne gå på besøg til hinanden, hvad vi også daglig og trolig gjøre. Men derved har jeg fået mindre at leve af, og dertil kommer at si- den mit "radikale" og "vantroe" standpunkt og jeg kan gjerne sige det, min "tilbedelse" af Bjørnson som det kaldes, blev bekjendt her i byen, har jeg, vil de tænke dem, ikke været istand til at få én, éneste elev og det uagtet jeg er flink i at informere. Jeg er på en måde exkommuniseret. Så ved de jo også hvad sådan en fraskildt tingest af en kone kan vente sig i verden, selv om hendes liv er det pletfrieste og mest exemplariske, og selv om det aldeles ikke skyldes hendes hverken forseelser eller udskeiel- ser, at hun er fraskildt eller trakkes ned i den have der intet rækværk har. Nu kan de tænke dem at opholdet i en så liden by, under sådanne om- stændigheder, bliver utåleligt, selv om det ikke er aldeles nødvendigt bå- de for min sjæls og mit legemes existence at få noget arbeide, vilde jeg alligevel ikke blive her længere. Men det er nødvendigt at fortjene nogle penge, aldeles nødvendigt. Og jeg kan ikke holde denne totale uvirksom- hed ud. Tænk dem at døse således dagene hen, time efter time, blot be- skjæftiget med et håndarbeide som jeg næsten lige gjerne kunde la ligge; min pige er så udmærket; hun besørger husstellet; for 3 personer giver det jo heller ikke stort at gjøre, og så sidder jeg der. Til sommeren er Ja- kob færdig med sin middelskoleexamen, så det vil passe godt at lade ham skifte skole ved det tidspunkt. Om han skal studere eller ei, ved ikke jeg. Han har selv lyst, men jeg ved ikke om hans far vil holde ham frem. Nu betales der af forretningen til gutternes underhold 540 daler; får vi be- holde dette, skal jeg være ganske tilfreds. Ak ja, fremtiden ligger fuld af tåger og skjær foran mig. Jeg synes ofte jeg har kraft og villie til at trodse alt, men så til andre tider er det så anderledes. Stod det i min magt tog jeg mine gutter og reiste over til Amerika med dem, - det er jeg ganske på det rene med, men jeg har ikke fri rådighed over dem; jeg eier dem jo fælles med ham. Denne tanke er mit livs forbandelse og min største for- smædelse. SIDE: 42 Ja nu har jeg plaget dem med meget af mit eget, kjære fru Bjørnson. Gid de nu ikke var bleven altfor kjed af mig. Det har lettet mig at udtale mig for dem for jeg håber og tror, at de vil føle deltagelse for mig. Jeg kvier mig også så for at komme ind til Xania, og begynde at kave der. De gamle venner jeg havde, er jeg kommen fra, ved alle disse ydre og indre omvæltninger og af nye har jeg ingen forhvervet mig. Det bliver ikke spøg. Gid de havde boet der, så hadde jeg dog havt dem. Hvor det er mor- somt at Dagny husker mig. Den deilige lille trold! gid de kunde låne mig hende blot en times tid hver uge; jeg har næsten en lidenskab for små børn, især når de er slige pragtexemplarer som Dagny - men det forstår sig, - dem treffer man jo ikke ofte. Hils dem allesammen. Og nu farvel og lev vel, kjære søde fru Bjørnson og tak for deres godhed mod deres hengivne Amalie Müller Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram 27/3. 81. America Kære fru Amalie Møller. Den kristelige Religion til 200 æfter Kristus af Charles B. Waite (Chicago Ill. C.V. Waite vil han ikke ta den (som jeg dog tror), så tar jeg den, og De skal få Deres pænger æfter hvært som De tjener dem. Bogen skal ud. Om halvannen måned hjæmme!!! Å, hvor jeg jubler! Og så tidsskriftet til nytår! Deres tro B. Bjørnson. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Fr.hald 8/5/81 Kjære, søte Bjørnstjerne Bjørnson. De må ha to adjektiver foran det herlige, stålsatte navnet deres, siden de har været så langt afveien, og så længe, længe borte. Hvor deiligt at have SIDE: 43 dem tilbage og vide at de har klaret dem med livet på både "broen" og "snæsjøen". Var der tilstødt dem noget, så kan de tro det havde været guds straffedom over deres vantro o.s.v. Et helt fyrværkeri af velkomsthil- sener, og inderlige, kjærlige ord gnistrer op omkring dem, såsnart de åb- ner dette brev. De må føle dem om de også ikke just ser dem. For en vældig gigant de er bleven, ved al den spetakel man har væltet ud over hele Norges land i anledning af Wergelandstalen. Der er kun ét menneske i hele verdens rige, der kan sætte sindene her i en sådan be- vægelse, og det er Bjørnstjerne Bjørnson. De har fået en enorm betydning, det er hvad pøbelklikkerne landet rundt har opnået ved sin jammerlige adfærd. Det er ikke til at nævne slig som de farer afsted! Et godt menneske har medlidenhed med dem, thi de prostituerer sig så altfor opriktigt i sit nederlag, men de andre gotter sig i skadefryd. Men så er der én ting til, og det er skammen. Jeg er så undselig over at dette er landsmænd, så at det virkelig er mig imod at tale om det. Tænk nu bare dette med musiken. For et tussete fjog den arme Selmer dog må være, men sagen er at Kongen og alt det uvæsen derinde, står bag ved. Skulde og måtte ikke ærlige folk bli- ve republikanere under slige foreteelser som nu slag i slag viser sig på det politiske og sociale livs område, så skjønner jeg ikke noget mere. De blir også republikanere i masse. Min egen mådeholdne bror sae' forleden at nu må folk bli republikanere. For en skandale at skulde få musiken fra udlandet. Men når man husker at det altsammen foregår i en by, hvor det er gjængst at høre ting som det at storthinget burde pidskes fra hinanden, Bjørnson og konsorter korstfæstes [!] , og at det er sørgeligt at kong Oscar ikke har Karl Johans ben i sine næser, så han kunde kjøre op svenske kano- ner over grændsen, så undrer man sig ikke mere over noget. - Men midt i al den skabbede usseldom er der dog plantet en seierstrofæ på et sted der ligger afsides fra alt snauset, høiere og friere, i den kjendsgjerning at det er Bjørnstjerne Bjørnson, han selv og ingen andre, der skal tale over Vergeland. Jeg skrev et stykke: Vergelandstalen og det kristelige samfund og sendte til Dgbldt. Men der har været så uendelig meget desangående; bladet har været pakkende fuldt af Bjørnson og Vergeland, og da mit ikke var et direkte indlæg i striden, men holdt mere i sin almindelighed, er det blevet liggende. Redaktøren har jeg bedet om at brænde det, hvis han ikke får brug for det. Der var naturligvis noget om dem [ ): B.B.] også. - Tak for deres seddel fra Amerika! Det har i flere henseender været en "styg" vinter for mig at komme igjennem (jeg har skrevet om det til deres SIDE: 44 kone) og derfor var det et lidet strålende stjerneskind over hovedet på mig at se, hvorledes de ikke havde glemt mig, selv derborte, men er og blir min ven. Tak for det! Igår fik jeg bogen fra professor Andersen, ledsa- get af et lidet brev, hvori han beder mig lade ham vite om den er an- kommen, da han i modsat fald må sende mig et nyt exemplar. Jeg har skrevet til ham. Det er jo en "svinagtig kjok" bok og bliver et drygt ar- beide, men jeg går til det med mod og lyst. Men de ved vel, at Hegel ikke vil forlægge den; han skrev til mig, og sagde at der ikke kunde være tale om en afsætning, der blot tilnærmelsesvis kunde dække udgifterne. De havde skrevet at jeg skulde oversætte den, og så vilde han strax under- rette mig om det, for at jeg kunde vide det, før jeg påbegyndte et arbeide, som o.s.v. Morgenbladet har alt været ude med trompetskrald i bogens anledning og har indtaget et stykke af noget der stod i et amerikansk blad: (Skandinavien tror jeg), hvori det hed at det var en Kristusfiendtlig bog og dessuden det gamle opkog (hvilket er løgn, hvad jeg alt har sét). Men tænk om vi ingen afsætning får på den, det vilde dog være synd for alt det slæb. Morgenbladet håber naturligvis for de enfoldige troendes skyld, at bogen ingen oversætter vil finde. Men end om vi tog den for tids- skriftet, skjøndt den blev vel for lang? Er det det samme om jeg skriver i stort eller lidet format, og hvadslags papir jeg bruger? Sig mig om det, og sig mig om de fremdeles vil jeg skal gå igang, siden det ingen forlægger er. Jeg lystrer ordre. Igrunden skulde jeg været inde i Xania, for jeg har så meget at ordne. Efter sommerferien skal jeg flytte derind med mine gutter (det blir gudskjelov så at jeg får be- holde dem; jeg har været så dødelig angst i vinter for de har truet og skræmt mig så svært, og jeg kunde ikke existeret dem foruden) og derfor skulde jeg sét mig om efter logi o.s.v. Så kunde jeg jo ligegodt reist nu, og få hørt talen deres, hvis jeg bare var sikkert på at få komme til at tale med dem om bogen, men det er vel vanskeligt at få adkomst, sådan tilstrøm- ning, som de bliver udsatt for, og da vilde det være altfor "fortryteligt". Nei hvor det er deiligt og trygt at de er hjemme igjen. Hvis de nu får tid, så send mig et par ord. Deres inderlig hengivne og taknemmelige Amalie Müller 9de mai. Jeg fik ikke brevet afsted igår for det var søndag, og jeg kunde ikke opdrive et frimærke. I gåraftes læste jeg her og der i bogen, og har alt fattet kjærlighed til den, virkelig kjærlighed. Man får et så rent og ophøiet SIDE: 45 indtryk; det er den sande forsknings rene ånd, der slår os imøde, thi det er sandhed den vil, objektiv usminket sandhed. Men der var adskilligt jeg gjerne vilde spørge dem om. Jeg får undersøge min kasse og se om jeg kan komme til den 17de, men jeg må bo på hotel, thi tager jeg ind til en af mine gamle bekjendte, så blir jeg så bunden, og det er der ingen hygge ved, men så blir det jo dyrere. Ja jeg får nu se. Og det er sandt - "Arbeids- folk"! hvad synes de. Er den ikke dumdristigt, altoverskyllende prægtig? Nu vil han få fiender og en stilling uden brystværn som Garborg skrev han manglede. Men jeg for min del er bedrøvet over at det hederlige, store, virkelighedsarbeidende menneske, (lad være i bornerthed og med små- ligheds lænker om hoved og hjærte), ingen repræsentant har fået. Han kan sige: det var ikke den foreliggende opgave, og det kan man jo ikke si- ge imod, thi en digter må jo hae' lov til at vælge sit emne, og synes han vi trænger mere til at opereres og massacreres end til at forbindes og ve- derkvæges, så må han have ret til at gjøre det. Digterne ere læger. Men A.L.K. er et forgnistrende iltert menneske, men så morsom. Jeg har lét mig fordærvet. Nu længes jeg efter en bog fra dem og jeg spekulerer tidt på hvorledes "Over evne" kommer til at gestalte sig. Nu kommer de jo snart iro, og får begynde, og det skal blive deiligt, tænker jeg. Deres hengivne A.M. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Grønnesørhaugen pr. Fr.hald 5/6/81 Kjære Bjørnson! Netop nu har jeg læst deres tale på Lillehammer (uf jeg skriver med en træpind, det vil sige en fjærpen, og her på landet kan jeg ikke så let få fat på en anden). Garborg er rigtignok min nærmeste nabo (han ligger her- nede i en yndig egn for at recreere sig en 14 dags tid, forresten med kuf- ferten fuld af arbeide; men han vilde vist gå ganske fra concepterne hvis jeg løb hen og bad ham om en pen, for han er så underlig sky; havde en- dog mine gutter været hjemme, så de kunde gået, men nu er de ikke det. Forresten holder jeg uhyre meget af Garborg, mest for hans skriveriers skyld; jeg er vis på, det er det menneske i verden jeg har mest tilfælles med). SIDE: 46 Nu det var deres tale! Gudbevare mig hvor den er deilig og værdig! Så- dan skal det være. Det kalder jeg overlegenhed. Hvor beskjæmmet må ikke det gemene "Fædrelandet" føle sig. Er det muligt at der har stået det? Ved de hvad jeg så ofte tænker på; det er dette hvorledes de mange unge, varme hjærter i næste generation vil føle smerte over den medfart de har lidt. For de unge føler så heftigt, og der går en tid før de forstår, at det er store mænds evige skjæbne at lide og miskjendes af sin samtid. Det er jo netop det, der gjør dem stor, at de ser og forkynder hvad fremtiden brin- ger og derved vækker de blinde trælles harme og vrede. Men det er så skjønt at de står med denne ædle forståelse ligeoverfor deres modstande- re; ingen kan som de bringe forklaringen og samtidigt undskyldningen over deres adfærd. Sådan som de farer frem, vinder de tomt for tomt for et rigere, friere arbeide, og rydder det ene stenede, golde terrain efter det andet, for de har den viliefyldte, stålsatte tro, der flytter bjerge. Den gjer- ning de nu gjør, er uden tvivl den første og vigtigste der foreligger, og frugten af deres møie og virke vil det skyldes, at nordmændene kommer til at gå i spidsen blandt de fordomsafkastende folkefærd. For hver en tid der går, blir jeg gladere og gladere i dem, og forstår jeg mere og ønsker at de må få styrke til at gå den trange, tornefulde vei tilende; thi det spørs ef- ter kræfter. De er det betydningsfuldeste i vor samtid. Der er en ting som er så kjækt ved deres tale, og det er at de offentligt siger og peger på at det er en slet og uværdig gjerning for de kristne at bidrage til "Morgen- bladets" trivsel. Der har jo så længe og så vedholdende været løftet et skrig over dem der skrev i "Dagbladet" f.e.x., det var jo nok til at stemple et menneske som fordærvet og forlorent; nu har de påkaldt opmerksom- heden for den kjendsgjerning at der gives dem, der finder det umoralsk at bidrage til Morgenbladet. - Tak for sidst, både selv og deres kone! Jeg glemte rent at takke dem for den kjærlige venlighed de viste mig, ved at indføre mig til deres egne og lade mig blive ven også til dem. Inderlig tak for det! det var for mig et tegn på de tanker de tænker om mig. I det hele taget har jeg så uendelig meget at takke dem for. Men jeg generer mig virkelig for at komme med mit pjattede: tusind tak! Og derfor lader jeg det skure og siger ikke tak. Jeg er begyndt på oversættelsen af bogen. Men er det ikke urigtigt at han går ud ifra den kjendsgjerning at: The gospels of the first century are unfortunately lost. For det er jo netop derom striden står såvidt jeg ved. Det er jo ikke bleven bevist, that they are lost. - - - Jeg har siden læst SIDE: 47 opmerksomt gjennem deres Vergelandstale og ved de at den er et lidet stykke mesterværk i sin strenge begrændsning og sit compakte indhold. Og så er der en duft af ægte poesi over den, der bringer hjærtet så under- ligt til at zitre. Apropos! Jeg er vis på Margrethe Wullum er et udmærket godt og elskværdigt menneske, men du sødeste gud, hvor tung hun er at tale med, - hvad siger jeg, - tung! - nei hun er ligefrem umulig at for- stå. Nu gjorde jeg mig gang efter gang min yderste, mest anspændte flid for at følge hendes tankegang, når hun udviklede noget, men alligevel stod jeg og måbede som et umælende fæ, og svarte ha og ja på må og få. Det er akurat som når hun skriver noget; de fleste påstår at de vilde have minst 15 kr. for at læse det tilende, og da må det ovenikjøbet ikke være overhændigt langt. Bed deres kone ikke glemme at sende mig et brevkort, om når I ere her på gjennemreise, så kan jeg følge med en station eller to og få en liden passiar. Men lad det ske betids, for husk jeg bor et godt stykke ude på landet og får aldrig brevene før dagen efter. Deres mor reiste jeg sammen med til Fr.stad og vi kom så udmærket ud af det sammen. Hils deres kone; jeg er så glad i hende. Deres hengivne og taknemmelige Amalie Müller Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 9. juni 81 Jeg flager Kære ængel, egenlig, dårlige, faldne ængel; ti jeg har nu læst Niels Lyhne og hører at De er en beundrer af denne bog. Allerminst tænkte jeg en ængel istan til det. Denne kunstfærdighed kommer fræm i et folk, som mere og mere går op i bare sælvbeskuelse; den er halvt en sygdom. Inne- haveren gør et intryk, som var det en gammel pastel-maler, som fra por- celænet var gåt over til lærred; men kunde ikke blive fri den gamle ma- nér. Alle disse i hinannen løbende farve-nuancer er en ævne købt på kost af det langt dybere. Men ét mænneske har sit eget naturlige præg, fru Boye; hvært eneste et af de andre låner ænten sprog, som ikke passer dem (Erik) æller taler bøgernes logisk udtænkte repliker (som i vore gamle ro- mantiske skildringer.) All disse sanselige malerier er mig så dybt ækle derved at de åbenbart SIDE: 48 er givne af en man, som i den rætning har megen vilje og liden ævne. Der er en kramsing og beånding, og dog kommer der ikke en blodsprøjt op i mit ansigt engang, æn sige varme i mine læmmer; ti jeg kænner en vis forbannet uformue i hans ævne, der uvilkårlig har lagt fantasien, jeg me- ner den "opgejlende", in i en hel del udvortes småting, som ingen satan ser, når dette går løs for alvor. At De, som jeg trodde var det stik modsatte, af hans megen ævne og li- den æller slæt ingen vilje, går hen og forlieber Dem i denne sanselige øns- ke-munk, der sidder i sin celle og gør vællystige pastelbilleder på lærred. At De ikke er stærkere i nærverne, æn at De lar Dem ta sådan af bare par- fume og øjne og stæmme. Dumme, dårlige, faldne ængel, lig hvor De lig- ger. Jeg skulde uden noget materiale gøre denne sanselige luft og deri svømmende mænnesker, nakne eller ikke nakne, så De skulde fornæmme sundhed og skønhed; minus det fordømte kramseri. Og hvortil er det godt? Hvad fanden skal vi med det? Hvad vil den hele bog og disse hund- re malerier? Bare være bog og malerier? Den danske politik står med én gang så levende for mig; den er et taust folks spil. Ordene er der som farver i en situation, aldeles ikke for at udrætte noget. Der er sagt en umådelig mængde, og dog aldrig det mindste. Er også den danske politik til bare forat være politik? Og er også der en fru Møller, som beruser sig i en "kunstfærdighed" vi Nordmænd ikke kan nå? Det er sant, at Danskerne ejer en lyrisk kunst-ævne, vi er langt borte fra; men Gud fri og bevare alle folk, også det danske, for en slig anvendelse af den! Jeg ser bladene allerede har nævnt Dem som vor sekretær. Hvæm af selskabet - nu, ja, det er mig slig slag; men De er væl antagelig døv af det æller sådan næsten. Nej, De og Niels Lyhne, ja, var jeg i Deres nærhed. Jeg var bestemt gans- ke uartig; men kanske finner De, at jeg er det nu også. Jeg morer mig kostelig over alle hans sprog-kunster (skønt mange er gåt op i rent tull); men vi får alle holde fast en vis hovedsag, æller kristen-fol- kets kritik af os blir rætferdig. Hans filosofiske betragtninger hist og her forekommer mig meget kort- benede, og især berægnede på at få anbragt nogle sprog-smykker. Ja, i det hele, hvad er dette ikke for en juveler- og nibs boutik. Og i den skulde min fullblods, alvorlige ængel falle og ligesom sætte sig op til Gud. B.B. SIDE: 49 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Fr.hald 11/6/81 Stygge, men elskede skjændegjæst! De skrev jo nok: "jeg plager" over, men herregud, hvor lidet det forslog, for at give mig en blot tilnærmelsesvis rigtig anelse om hvad der forestod. Det må jeg sige: skjende kan de og det så det bogstavelig dirrer et men- neske om ørene. Havde jeg dem nu her forhånden, så kom jeg til at plapre en ustyrtelig masse af mig, det vil da sige, hvis jeg fik komme til orde hvad der dog er mere end tvivlsomt. De kunde nu gjerne holdt bare en li- den smule måde med det, og ikke sådan "gjørs" på at skræmme viddet så aldeles ud af et medmenneske. At tænke sig til, at de mod slutningen af brevet, er om at ville stanse, og slænger ind et par ord om tidsskriftet, der forresten går i samme sinte duren, men så øieblikkelig sanser dem igjen, og begynder forfra og holder ved lige til dets sidste, salige ende. Det har jeg aldrig vidst før, at de kunde være så stygg til at skjænde; og med sligt et rabalder; de må vide jeg værker i ørene af det. Og så som de har skre- vet! det er ikke spøg, men den skjære sandhed, at jeg har fået den in- fameste mavepine af bare anstrængelse, - anstrængelse, hverken mere eller mindre, for at tærpe og stave mig igjennem deres skrivelse. Ved de hvorledes jeg har båret mig ad; sågodtsom ved hvert éneste ord, har jeg siddet og hvisket mig gjennem hele alphabetet og prøvet og gransket, om det kunde være det eller det bogstav det begyndte med, for dog at have en slags ledetråd; og når der er forekommet et bogstav af en aldeles umu- lig skabelon, så har jeg måttet læse om igjen de endelig lykkelig og vel oversatte ord, for at se om der fandtes en af lignende facon og således vi- dere henigjennem. Har de gjort det på trods? Ja det forstår sig; det er jo altid a hard job to get through your letters, men idag var det værre end værst. Alt det ækle sanselige kram, har jeg slet ikke sét på den måde som de i Nils Lyhne; det jeg har sét, har jeg været glad i, fordi han lod det frem- træde i en så modbydelig og frastødende form. Jeg har opfattet det som noget, der var gjort med villie, for at vise hvad forf. syntes alt det væm- melige vrøvl, som kaldes sanselighed og kjærlighedsforbindelser, er for noget og hvor det fører hen. Det er merkelig sandt som de siger, det er ækelt og usundt, men just derfor sætter jeg Jakobsens bog så høit, fordi han skildrede det således, at den som reflekterer, måtte se hvor ynkelig besudlende og lavartet den slags væsen dog er, og hvor lidt det passer os SIDE: 50 mennesker. Og så fast indgroet er denne opfatning hos mig, at jeg ikke kunde opgive den uden det skedte på opfordring af selve Jakobsen, at han altså sae' mig, at jeg havde taget feil. Ja jeg har forlibet mig i Nils Lyhne just fordi de er så ækle alle de der går og elsker og vrøvler og fornedrer sig selv i dette vederstyggelige søb [?] , som ingen i verden, der er hæderlig og retskaffen, burde give nogen ret. Og jeg er så glad i Jakobsen at jeg gjerne skulde kysse ham midt på munden for hans bog, hvad der er det værste jeg kan gjøre her i verden, fordi det er hvad jeg nødigst gjør. Forresten skrev jeg dengang jeg skrev, mest fordi jeg følte trang til at få læsset alt det fra mig. Det var ikke af begeistring over bogen, (begeistre kan den jo egentlig ikke, dertil er jordlivet der altfor uinteresant) men jeg måtte jo hae' et thema at udbrede mig over, og så valgte jeg den, fordi der bød sig intet andet. Men de har jo slet ikke læst hvad jeg har skrevet, bare "hørt at jeg beundrer den", så egentlig har de slet ikke ret til at tale med om dette; men det er det samme; de er så overhændig sød og deilig ved så mange, andre leiligheder, så dette skal sés igjennem fingrer med. Det er stygt at de bespotter mig i anledning offentliggjørelsen af sekretærposten, eller nævnelsen af mit navn i forbindelse med tidsskriftet, for den krig har alle- rede voldt mig så alvorlige ubehageligheder, at jeg stærkt tænkte på, at løbe fra det hele; hvad der vilde været meget ondt og fælt for mig, bare for mig naturligvis, det ved jeg godt, for de og Sars og de andre har taget mig, for at være snil og god imod mig, og vilde jo bare [Fortsettelsen mangler] Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Fr.hald 14/6/81 Kjære Bjørnson! Det forundrer mig af deres sidste, søde, lille brev at se, at de virkelig me- ner det, når de i deres forrige sinte, tror at jeg finder dem at have været uartig. De vil allerede hae sét om jeg er bleven sint eller endog blot stødt. Jeg ved ikke hvorledes jeg da skulde være beskaffen, hvis det var sligt jeg blev sint for. Herregud en sådan bagatèl, som min smule skriveri, hvad magt ligger der på det, om jeg får høre at jeg i dem har taget feil eller ikke. Naturligvis tae'r jeg feil; jeg famler og vrøvler, det er jo klart, og det er sandt det, at jeg er for rask og sangvinsk i mine domme og min hen- rykkelse, men det gjør jo ikke noget videre. Jeg har den smule tidsfordriv SIDE: 51 først at skrive, så at se det trykkes, og så at være så inderlig kjed og led af det hele, at jeg bogstavlig talt ikke tåler det mer for mine øine. Jeg kunde gjerne få lidt overhøvling for dette med Nils Lyhne in privatim også, (ja for offentligt fik jeg det jo af K.R.; om hvem Brandes forresten skrev til mig at "han havde vist sig så langt under hans forventning") thi jeg har sandelig fået nok af complimenter for det sygelige gran produkt, det er sikkert. Jeg kan ikke indse at jeg behøver at være "godmodig", (som deres hustru trøs- tede dem med at jeg var) for ikke at blive fornærmet over deres tilret- tevisning; (skulde forresten ikke jeg (fru Müller) tåle tilrettevisning af dem, Bjørnstjerne Bjørnson f.e.x.?) thi det er ligesom jeg skulde være sligt et godfjot at jeg ikke havde vid til at se, når man var uartig mod mig. Jeg synes ikke om at man kalder mig så "godmodig" for det er så ringeag- tende, og jeg er slet ikke godmodig, når man virkelig er uartig - jo det vil sige; når jeg selv finder det: Der skulde nu meget til at jeg vilde finde det ligeoverfor dem, thi jeg gjør forskjel på folk. De kan gjøre meget, som jeg ikke vilde finde mig i fra andre hold. Dette at de skjænder for skriveriet om N.L. viser jo bare at de er så sød og ubegribelig god, at vise interesse for mig og mit kludder, og dum måtte jeg være, eller også rasende ind- bildsk, nei ikke rasende, bare simpelthen indbildsk for at blive sint over det. Men nu nok herom, helst for "ever". Jeg er så græsselig kjed og tret af det hele, mit skriveri og altsammen. Vær nu så snild ikke at "plage" mig som de siger, når vi engang treffes, thi nu har jeg jo fået besked og ved hvad de synes, og det er nok. Så de finder mig så snakkesalig at jeg af den grund ikke er "spor af an- strængende" at være sammen med. Det er værre at døie, men deri har de nu så ubetinget ret. Da jeg læste det igår, greb jeg mig i, at jeg havde snakket en rent uforholdsmæssig masse de gange jeg har havt Garborg for mig selv. Han har nu været så tålmodig og så deilig, det menneske. Nei, nei og atter nei, - jeg synes ikke om at blive gjort kur til, ikke mit bedste egentlige jeg! der er noget som ligger så løseligt udenpå hos mig, noget som af gammel vane, måske synes jeg om det, (men nu falder det snart grønske af mig). Det er nok mulig jeg synes om at vide at jeg kunde bli gjort kur til, men i virkeligheden har det intet værd for mig, tvertom byder det mig meget svært imod, og det er sikkert at jeg aldrig kunne komme til rigtig at holde af, eller at hae' tillid til den, der gik og vrøvlede med at gjøre kur. Jeg indbyder ikke til det, (ja det ved jeg nok, de ikke er så vis på, for ellers vilde de ikke hae' skrevet den lille "hint" der var så skarp igår) men det er det samme: jeg gjentager det, - jeg indbyder ikke SIDE: 52 til det; men herrer er så indbildske og så gyselig dumme; for de tror strax hvis man bare er en liden smule "snakkesalig" og venlig mod dem, at man gjerne vil hae' deres pjattede kur. Som om det havde noget slags værd!! Og som om der ikke ligger halvveis en fornærmelse i dette, at de tænker at denne fæleste og dummeste side i deres væsen er godt nok til at byde damerne. Nei jeg liker allerbedst de herrer der behandler mig som en kammerat, der viser mig det samme alvor i samtale, og agtelse i omgang, som de gjør det ligeoverfor sit eget kjøn; men det er så få! De har gjort det, og derfor sidder de så inderst inde på høisædet i mit hjærte, mens alle de andre aldrig kommer indenfor dørstokken engang. Og Garborg har gjort det i den grad, at jeg virkelig kunde være bange for at komme til at nære noget der ligner det man kalder "kjærlighed" for ham. Ja det er un- derligt at treffe et menneske der har tænkt og følt så ens med en selv, og hvis arbeide for at komme løs fra alt det, der bandt så sterkt, har havt en så ensartet form. Ja jeg ved slet ikke om han føler det så, for han taler ald- rig direkte om sig selv, men jeg har følt det. Ja han er en fin natur, det er sikkert. - Men ikke fortæl nu dette om Garborg til nogen eller lad nogen anden læse brevet (ja jeg mener ikke deres kone), for jeg kunde ikke tåle at bli drillet med det, ikke engang af dem eller at høre det igjen i èn pro- faneret eller vulgariseret form, og det ved de er uigjenkaldelig vist, når det går gjennem flere hænder. Jeg vil aldrig mere betro dem noget sligt, hvis de siger det til et eneste menneske. Jeg er forskrækket over "Arbeidsfolk"! Er det muligt, at de siger det? Men ret har de dog måske. Jeg fik et underligt, tomt indtryk da jeg læste den første gang, hvad jeg dog ikke på nogen måde vilde vedgå for mig selv. Men så læste jeg den engang til, og da fandt jeg noget indhold, lagt i tynde lag under. Den er nu så forgnistrende vittig, men den er gutagtig nonchalant! det er ikke på den måde man får tag i sindene og udretter no- get, det er vistnok så. Men han har en egen, tiltalende, fornøielig form, som man må være indtaget i. Jeg er virkelig lei fordi de ikke kan skrive til ham. Tænk hvor han går og venter! Er de nu så aldeles sikker på, at de ikke kan skrive?! Det vil være et slag for ham som han aldrig forvinder, og som kan hae' uberegnelige følger; thi han forstår jo hvad deres taushed vil sige. Ånei men skriv lidt til ham dog; gjør det endelig! lad det hae en spør- gende form f.e.x., der er jo dog altid en hel del godt, de kan sige, og det gjelder at anvende det, der er. Forresten kan det nok være at han er slup- pen for let til magten. Der er så liden ærbødighed for hans egen opgave, en lidt umoden overlegenhed, der måske for en del hidrører derfra, at han SIDE: 53 vandt sine første laurbær så let. Nu tænker jeg de blir ked af alle mine bre- ve. Jeg blir ikke spor af fornærmet om de ikke svarer for jeg kan tænke mig til at de har andet at bestille. Deres A.M. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram [Udatert. Juni/juli 1881?] Kære, gode fru Møller, dette er nu det sødeste brev, jeg har modtaget af Dem. De taler så troskyldig "pjattende" helt ud, det er det bedste, som et brev kan gøre og være. Jo, De er "godmodig", og det i en mageløs grad; mange godmodige folk er hidsige, og det er vist De også. Det, som jeg så inderlig holder af hos Dem, er, at De er så god; det har frælst Dem, det og intet annet. Det har stæmt Deres beslutninger, æfter lange og mange variationer skabt takt og form i Deres væsen, livsanskuelse, ordnet Deres kunskab, bestemt Deres dom, valgt Deres vænner og holdt disse fast. Hvis De døde imorgen, kom jeg og talte ved Deres kiste om det at være god. - - - Nej, der er noget med både Kiellands og Jacobsens realisme, og det er, at den er ikke realisme. Jacobsens er ligesom stemningsintryk æfter fi- ne malerier, altså ikke første hånds studier; der er forskellige gode, glim- rende øvelser, amatør-forsøg æfter gode mæstere; der er ikke natur og umiddelbar tægning skabt (uden af en og annen bagatel, anbragt midt inni hist og her) og Kiellands - ja, på hospitalet er galt, departementet er galt, samlingen før kongens ankomst er gal - ja, nævn mig en eneste sce- ne lige til, æfter naturen, en scene som ikke er fortægnet for således at få den spydige point bedre fræm. Og så er det så rædsomt udvortes altsammen. Bøger skal skrives af et re- elt sind; denne er skrevet af en harme, som har skadet hans kunst. Hvorfor har den kunnet det? Fordi den har så meget i sig, som slet ikke er harme, men forfængelighed: "Nu skal jeg fanden gale mig -!" De har fullkommen ræt: hans personlige elskværdighed, d.v.s. hans stærke, sunde kraft i dens ejendommelige, kvikke rørelser forgylder al ting. Vi må bestandig gå til Capitol og takke guderne for ham. Adiø! [Adio?] ! Bj. Bj. SIDE: 54 Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram [Udatert; juli 1881?] Kære, i al korthed - sig ligefræm til Garborg, hvad De ligefræm siger til mig, f.e. - "min livsførelse har været den, at for mig er det: at være en god kam- merat - den højeste lykke jeg kænner". Og føj så til: "For Dem håber jeg at være en sådan, hvis De tillader mig at være det, d.v.s. hvis De vil gøre gengæld." Dette er tydelig tale - og omænskønt jeg ikke kænner Garborg an- nerledes æn gætningsvis og billiger alt De siger om hans tilbageholden- hed, fine hænsynsfullhed o.s.v. - så skal jeg give mit liv på, at det er nød- vendigt. Og har De gjort dette, da kan De først tilgagns tjene ham. Da kan De først helt ud sige ham alt det gode, som De har hjærtelagets trang til. Å, jeg kan nok like annet æn "små-snak" i brev; således var det ondt for mig at brænne Deres sidste; ti deri var mer æn små-snak. Hvorfor i al verden skal mine brev ikke brænnes? Der har aldrig været en mere slusket brev-skriver; ti jeg har alt for mange at ekspedere. Ene det simple faktum: at brev-portoen er blet så billig, har ødelagt brev-skriv- ningen. Min væn, jeg er så glad i Dem. Deres stræv med at ordne de forskællige livs-problem, samt tidens spørgsmål og at være nyttig for de nærmeste, de nære og de fjærne, intar mig for Dem, og så er De jo så kvik, så kæk, så god og så urimelig vakker. Men mest holder jeg af Dem, fordi De holder af os; jeg er ikke likere, og jeg vil ænog ikke være likere. Ja, dette er et kort brev. Jeg er nætop kommet hjæm fra mit politiske tog, og her er formeget på bordet. Deres hjærtens-væn Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram 9. juli 81 Kære fru Müller! Nej, vi har ikke været i Gøteborg. Brylloppet blev udsat. - Hvad synes De om Morgenbladets "herostratisk forfængelighed". - Al skyllen for denne opfatning er ikke Morgenbladets; den er også vort par- SIDE: 56 tis, som til nu aldrig har kunnet psykologisk forklare fænomenerne. Der tales, som om forfængeligheden ikke var en af mænneskehedens driv- kræfter, som om det at ville gælle for den, man er, og have sit arbejde be- dømt efter dets betydning, var en usun drift. Mod dette fordømte sødlige hykleri oprører jeg mig. Der er en annen forfængelighed, den at ta sig ud blandt storfolk, bejle til gunst, bære gunstens tegn på sit bryst æller i må- den at bli omtalt på, hilset på, anseet på. Jeg mener, faen plager mæn- neskene, så de ænda ikke ser, at den har jeg ikke. Jeg kan i en tale ikke forvrænge fakta, fordi de angår mig selv. Jeg kan ikke for, at jeg på flere punkter har grepet in i dette folks historie æn det nu huskes. Er det forfængelighed at sætte sig sælv in, hvor man hører in? Men hvæm forklarer? Hvem vænder med myndighed dette spørgsmål ud til mænneskene: hvor længe skal denne forvrængning af en mans histo- rie, karakter, initiativ og ævne dog blive ved? Hvorfor kan man ikke, også når det gæller mig, undersøge sag? Hvor uværdigt blir det ikke i længden at skylle et folks flertal for, at det bare ledes af en mans forfængelighed? Bestikkes af hans sælv-ros? Men mere ær synd på vor side æn den: ikke at have forklaret. Man gør igrunnen hele beskyllningen efter, bare at man gør det om til godslig spas. Eller alle disse stakkare, som sælv løber i ti kompasstræger om da- gen og flaner med alle slags mode-meninger, og som derfor ikke kan an- net æn små-le af den, som aldeles ikke har denne ævne. Det er virkelig kommet til det hos os, at en smule personlighed tar sig ud som - udstil- ling! Garborgs ripost er god. Altid god. Men hvorfor tar han ikke angrebet? Kan han ikke? Hvorfor ikke tægne mæster Friele æller de folk, som han betjener og spytter efter vekselvis? Så kanske han også kom til at syne folk, hvorfor jeg ses på, som jeg gør. Nej, det får De mig ikke indbildt, at min brevskrivning er "brev" i den betydning, at de fortjener opbevaring. - Jeg siger ikke du til Dem, fordi De gjorde mig så frygtelig flau, dengang jeg proponerte det. De ved ikke, hvor læt jeg blir flau. Jeg er sårere æn en ung pige; jeg føler og kænner en myg i tre alens afstan, æller når nogen i ryggen af mig ser på mig. Nu har jeg øvet ind at skjule det; ti jeg er blet så misforståt og mistydet; jeg ser nu så "solid" ud; ti det imponerer mest. Og dog er jeg ikke blet det minste bredere! Jeg har tværtom finere hud æn nogensinne. Nej, når De engang har gjort mig i den grad flau, og så grusomt eller SIDE: 57 blindt har slurvet væk et stemningsstærkt øjeblik, der bar imod Dem (un- der ydre raske ord, forstår sig; ti man går ikke naken midt på gaten) al den innerlige respekt, jeg har for Dem, taknæmlighed for Deres troskab mod os to, og så al min nydelse af Deres ælskelige, årvågne godhed, så af hjær- tens lyst godhed, - nu, så kommer jeg ikke igen. Med én flause kan det i min alder være nok. Deres væn B.B. "Platonisk" kærlighed. Jeg tror ikke mere på den æn på katten. Men jeg tror på sælvbehærskelse, årvågenhed, optagethed af ædle ting, sælvagtel- se, ak, jeg tror på det gode hos Dem. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram [November 1881] Søte fru Møller, ja, rigtig søte, søte fru Møller, jeg er idag storm-vill-glad; ti vedlagt har vi forlæggeren til vor bog. De så sælv! Her er nu 3die udg. kommet, og jeg må desværre bede Dem at gøre æfter alle de deri forekomne ændringer; ti de er alle gull værdt! Ligeså at sætte fortalen til! Den er ganske udmærket. Så skal jeg også levere min! Hurra! Hegel begyndte at gi æfter for det vældige præss, jeg satte på ham; men så opdagede jeg Rydbergs bog på A. Schous forlag, og så gik det! Ak, hvis De var her i dette hellige øjeblik, tog jeg og bar Dem rundt hele huset i stort optog, ja glad er jeg. Deres B.B. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Paris, rue Faraday 15. 5te mars 84 Kære, jeg har nætop, varm af læsningen af din mælding, sat mig tilbords med dig her, istedetfor - ja, jeg vet ikke istedetfor hvad. For alle dine adjektiver, som jeg engang gjorde jagt på, dem forstod jeg ikke dengang SIDE: 58 hvad var; nu finnes de igæn i blodet æfter at være jaget ut af stilen; du skriver ikke om dit æmne, du omfavner og kryster det op til dit fulle bryst. Så er der naturligvis overdrivelse i det for alle dem, som ikke har vællyst i sin fantasi; men de, som har det, de beruses af hengivelsens vin-over- gydelse. Var ikke intuitionen i det så ægte, så rent ypperlig, så valt man sig jo bare overænde i det; men den holder hele møtet i respekt, i den grad er den åndig, sublim, stundom spiritualistisk bortblånende i syn. Der gives ikke et mænneske til på jorden, som har studeret din sammensæt- ning som jeg. Jeg kan slikt. Og du vil engang komme til at se det. Mig personlig har du dennegang som et par ganger før gjort en tjenes- te, den, at sige, hvem jeg er, og hvorfor jeg gør det, jeg gør. Din tro til mig i så måte tar ikke fejl, kære fru Møller; du skal få fortsættelsen be- standig stærkere og virkningsfullere i sine ydre omrids; ti det er dette jeg har lært. Ilden er ikke aftagende, heller. Din hengivne Bjørnst. Hvorfor tok du ikke med dampskib til Havre istedetfor København? Hav- de det en særskilt grun? Paris har du dog væl ikke set? - Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Paris, rue Faraday 15, Ternes, 1ste maj 84 Min ven, den som blir mest forlegen ved dette, blir jo jeg, som aldrig har kaldt dig annet æn fru Amalie Møller, og hælst fru Møller. Altså: Amalie Skram! "Gratulerer!" [Tilføyet etter gjennomlesning:] Jeg gør det kæjtet. Først det grunlæggende: børn-lille, hvad lever I af? Giv mig grej besked. Hvorledes optages det? Også derom grej besked! Hvæm omgåes I - og fremtids-utsigter - og hvorledes trives du i det - grej besked! Nu vet jeg, at grej besked gir du ikke altid. Du er så pakket med ting, som skal forties, æller omgåes og dertil så forfængelig (hvilket altid frister til at utstille det, som det burde være istedetfor som det er) og ænnelig så stemningsfull, at det er vanskeligt at få grej besked af dig. Men du kan gi den. Og giv så nu det som er den vigtigste besked af alle: kænner Skram dig? Kænner han alle dine fejl? Er han ærligt tilsins at ville leve sammen med SIDE: 59 dem og gi i utbytte sine egne - ikke til strid, men til retfærdig over- bærenhed og morskab? For man kan også gøre morskab af hverandres fejl, når man er gode mænnesker. Vet han, at du er og søger din styrke af at være en frygtelig sanselig na- tur, i mat, i farver, i drik, i kønslyst og later som du ikke er det! At du over- hovedet har det skammeligt med at ville synes en hel del, som dit ypperli- ge hoved siger dig er bedre, og som du også har længselens, forsøkets ad- komst til; men som allikevæl ikke helt ut er dit æller blir dit? Vet han det? Vet han, at meget af det man kan opholde sig over bare er stormende ly- rik? Ja, vet han nu alt, så der ingen historier kommer med et så uudgrun- neligt nervøst i rigdom skiftende menneske som du er? Bare han vet det, så han på den annen side uten at forstyrres af det kan få tat tag i, hvor god du er, hvor gænnem al din ustadighed trofast; gæn- nem al din villskap ren, ja, at du kunde dø for det, som er rent af hjærtet, så vist som du kan gråte og arbejde for det? Vet han, at du, det ræddeste, forfængeligste menneske, som en kan jage og skræmme rundt, - er det motigste, selvløseste martyr-æmne tillike? Så at om man gir dig selv tøj- len til dig selv, - så kan man bli snydt og foragtet på det timen æfter? Æl- ler du kan bli gal på det? For Guds skyll, du har da vel ikke spillet det minste komedie - jeg mener, det gør du altid en smule, men - med hans ævne til at forstå dig; du har ikke dækket dig, når du blev opdaget? eller har tilståt? - Kan du nu skrive mig sødt og sant til om dette, min væn, så glæder du mig mer æn du kanske tror. Jeg har været ængstelig for dig like siden jeg hørte dette. Skram er en skarp seer; men jeg håper, han er god og naturlig, og ikke tænker så højt om sin ræt til at skræmme livet af dig eller experimentere med dig. Et eneste råd likeoverfor ham og alle; for i det ligger alle de andre: prøv at bli trygg! Tænk: Jeg behøver ikke at vise mig; jeg er likeså meget på min måte, som de på deres og hold så kæft og sit stille! Ja, du er kanske lidt forskrækket over mit bryllops-brev; men når du tænker dig om, kan du ikke begære det bedre af mig; ti jeg har altid, så langt jeg kunde det, hædret dig med sanhed. Jeg har ikke læst Edv. Brandes's stykke, kommer væl heller ikke til det. Et sådant skal rænskes ut af vort eget liv, æller det vamler. Derfor vamler et besøk mig. Hele fyren vamler mig. Jeg har et bestæmt uigænkalleligt ord om ham: han er en forbryder-natur. - La du mærke til mit lange svar til Christopher Bruun, overskrevet "En al- vårlig sak?" Jeg tænkte, du æfter læsningen hadde skrevet mig til; for det SIDE: 60 syntes mig godt gjort. Hils Skram ordentligt fra mig. Levde vi sammen, blev vi gode vænner. Vi to burde ha utgit et blad sammen. Det var blét blad! Karoline hilser! Din BB. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Paris, rue Faraday 15, Ternes, [slutten av mai] 84 Kære fru Skram! (hvor kejvhændt det faller!) Nu ja, du bad mig sige min mening om en viss bog af E. Brandes; jeg kommer sansynligvis ikke til at læse den. Men igår læste jeg rent tilfældig "Efter Selskabet" af ham; den står i det hæfte af "Tilskueren", du sendte mig. Brandes's saker gør det in- tryk på mig, at en manlig køns-del på flue-ben kommer gående mot en kvinnelig do, på do. do., og så begynner forhandlingen. Det er ikke i an- stændighedens navn at jeg finner dette flaut, tro ænnelig ikke det; nej, det er fordi, at så nakent er ikke livet; så nakent optræder ikke engang dette spørsmål. Han behandler livet som like så mange hindringer æller betingelser for at disse to skal fare i hværandre æller i alle fall ikke forstyr- res i deres attrå, eller afledes til andre do.; men livet er ikke bare hindrin- ger æller betingelser her; forholdene er noget i og for sig, og har sine eg- ne absolut uafhængige mål, og ikke alene optræder de således til de for- handlende køns-dele; men inne i selve disse lyster og overlægninger. Også i dem er livets egen uænnelig sammensatte historie. Hans optrædende køns-deler er ikke alene uten bihang i det alminnelige legeme; men de er uten luft; hvis man kan tænke sig mænnesker levende i et rum, hvori vor atmosfære er borte, så har du Brandes's personer. Ingen kan gripe livet, livs-betingelserne, tægne atmosfæren; men en digter tænker aldrig en person uten i den; han gyder omgivelsen, idet han gyder figuren, og det uten at nævne den med ét ord. Og det er nøjagtig her, at den større æller mindre poetiske ævne viser sig. Han virker usigelig ubehagelig på mig. Tak for dit brev! Du følger med fingeren nerover mit brev og siger: det har du ræt i; men det har du uræt i, og så glæmmer du, skønt du behand- ler det på to sider, at sige mig, hvad det er, jeg har uræt i! Ikke engang af behandlingen kan jeg se det, så fortvilet alminnelig er den. Du må ha det strængt i denne tid forat bære dig så tosset ad. Det har moret os meget! Karoline ikke mindre æn mig. Men vi er meget glade i dit brev, kære. Du SIDE: 61 er så god og naturlig i det, og fægter så vindmølleagtig mot en hel del, som fanden vet, hvad er; Gud, hvor morsom du er. Men mest lo vi, da du forsikrede, at nu sat du stille og holdt kæft. Du må gænta det i fæm brev fæm ganger i hvært, før vi tror det; æller også få Skram til at skrive det én gang. Du skønner deraf, hvor gruelig lavt du står. - Thommessens har været her, og vi har moret os frygteligt. Du har gode vænner i dem, som du i det hele har gode vænner, skønt du er så dum med dem ofte. Mig morer du nu så ubetinget og overrasker mig hvær gang så ærligt med din begavelse og tænkning; for jeg glæmmer den mællem hvær gang. Du kunde aldrig falle på noget, som lot mig få imot dig; skønt jeg ikke liker en hel del af det, du på forskællig måte i din om- gang gir form, så liker jeg det altsammen i grunnen. Jeg har natur sam- men med dig; jeg har pløjet så i min egen, at jeg kan din - d.v.s. man kan aldrig et annet mænneskes; men til hus-behov, mener jeg. Og så er jeg så glad over, at det går godt med Skram og dig, - så glad! Har han ikke an- læg til at bli husgrin? Svar mig! Har han det, så samle din energi mot det! Du er nervøs, nervøsitet mot nervøsitet - Gud bevare os! - Ja, min kære, søte, gode Amalie Skram, lad mig se dig igæn ofte - og under gråt hår ænnu vakrere, fordi du har fåt tryghed over dit liv ved en brav mans side! Din B.B. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram [Paris 21/6 1884; brevkort] Min væn Amalie, jeg har ikke læst bogen [Moderne Damer] og læser den hæller ikke; men forf. [John Paulsen] er ulykkelig, meget, meget ulykkelig, og om den havde været skrevet om mig, så havde jeg af den grun straks tilgivet ham og hjulpet ham, hvad jeg kunde. På den måten som du der kræver, går det ikke an og [!] være, og jeg er siker på, at du selv, nu da du hører, at han er i en tung krise og vist ganske nær ved at bukke under, og så ræd som en anskudt hare, åpnede for ham, lo med ham og gav ham mot. Vi skal være strænge mot det, som er ondt; men vi skal hjælpe syke mænnesker. Han er god og snild i høj grad og så er han flabet da og - ja, jeg skal ikke tægne ham. Men man må ikke la ham gå under; han er dog for meget værd til det. Ellers hører jeg fra Kristiania og her, at bogen skal ikke være som du siger. Også Thommesens var rigtig gode med ham her, SIDE: 62 likeså Lies. Vær det du også, især nu, du er blét lykkelig. Vær det og du skal éngang til erfare, at det at være god, først og fræmst forsoner en med sig selv. Hils din stoute man! Og lat mig få det brev, du nu ikke unner mig. din B.B. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram [Paris, 3. juli 1884.] Kære fru Skram, "over ævne" er ikke oversat på engelsk. For en mulig op- førelse burde man rådføre sig med mig, det er den eneste betingelse jeg sætter. F.e. hvor missjons-skibet kommer, burde scenen mellem de to barn være afbrudt af horn-musik til en salme, bare af den grun, at kan man ikke begrunne bruken af instrumenter, så får man ikke det intryk af, at alt og alle synger halleluja, som siste scene kræver. Men dette vil jeg nødig ha in i selve teksten. For slike tings skyll er det altså, at jeg vilde spørges. Styk- ket kan næmlig spilles med voldsom virkning. - Støv er oversat i mine samlede fortællinger; men Anderson kan ikke oversætte mig. Der er noget med i mit sprog - undskyld, at jeg siger det sælv -, som har sin musik, såvælsom sit symbol for det, som det i øjeblikket tjener. Den, som ikke umiddelbart føler det, han går fejl. - Jeg vilde uhyre gærne se "støv" oversat påny. - Min gamle væn Clemens Petersen, 11, great Jones St. New York, er den fineste sprog-skønner, hvad det åndige angår, som jeg kænner. I burde ta ham med på råd. - Hils Waite mangfoldig fra mig og fortæl lidt om ham, dig sælv, o.s.v. Hvad bliver det så til i Danmark? Kan I ikke republikanisere sinnene? Det skræmmer - som hos os. Din B.B. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Schwaz i Tyrol 1885 6te Juli Kære Amalie Skram, ikke har jeg læst din bok, ej heller Irgens Hansens kritik, ej heller nogen annen. Ej heller har jeg læst din mælding af "Det flager"; hint tids-skrift holder jeg ikke. Så kan du deraf bedøme [!] , hvor sant det er, at jeg var mis- SIDE: 63 nøjd med din mælding. Det er, som Bjørn fortæller, at "i stort sælskap" har jeg talt om et forhold mællem dig og ham! - At du gav dig til at skrive en bok har harmet mig; at du fik lov til at gi den ut af din man, har ærgret og skuffet mig. Men flyter intet ubehag af det mællem ham og dig, så gør væl boken altid såpas af sig, at den vækker en og annen til æftertanke. Og det er særdeles, å, særdeles meget. Min sykdom i vinter har sat mig stort tilbake, så jeg må bruke min tid her. Jeg har overmåte meget på mig. Alt væl. Med de bedste hilsener til din man og dig fra Karoline og din hengivne Bjørnst. Bj. Jo mer ulovlighed der begås i Danmark, jo mer glæder jeg mig. Mer, mer, mer! Jeg ser papiret har en flæk. Men det har ikke mit vænskab for dig. Trod- de jeg, du var forfatter, så skulde du ha sét! Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson [Dedikasjon i Forraadt, Kbh. 1892:] Bjørnstjerne Bjørnson med tak for god hilsen ivinter fra forf. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Hornbæk 7/7/92 Kjære Bjørnson! Tak for dit venlige svar, gjennem frk. Bache, på min forespørgsel til Dig om hvad du synes i sagen om min ret eller ikke ret til stipendium i Norge. Jeg var glad for Du holdt med mig. Havde det modsatte vært tilfældet, vil- de jeg aldrig mere ha spildt en tanke på hele grejen. Ikke fordi jeg så vilde fundet det rigtigt og retfærdigt, men fordi jeg da vilde tænkt, det var håb- løst. Når altså også Du var af deres mening, der siger: De er dansk, og har intet med Norge at skaffe, så kunde jeg jo gjerne holde mund for bestan- dig. SIDE: 64 I mit sind er der ikke tvil og vil der aldrig komme det om at slig tale er uretfærdighed og perfidi. For som forfatter er og blir jeg altid norsk og kun norsk. Og både mens jeg lever og dør vil jeg altid kaldes den norske forfatter. Og når jeg er død, vil afkommet af dem, der nu spiser mig af med sin danske fornærmelse, bli sint og oprørt, hvis de hører en dansk si- ge at fru Skram var dansk forfatterinde. At sige, hvis mine bøger blir stå- ende, hvad jeg ialtfald tror på. Akkurat som jeg aldrig kan høre nogen kal- de Holberg for dansk uden energisk at protestere. Sans comparaison i alle retninger selvfølgelig og forresten. Sidst da jeg søgte statsstipendiet, fik jeg det samme svar. Det var under Sverdrup. Nu så Du selv hvad Werenskjold skrev. Og skal jeg få afslag og spidsfindige svar under likesæle regjeringer, hvad skal jeg så vente mig, når højre kommer til styret. Hernede i Danmark hvor alting vurderes efter kongetroskab, hofslikkeri og højredyder, er det jo rimeligt at man gladelig griber påskudet om at jeg er norsk som grund til afvisning. Men hjemme i Norge! Det er en skam. Og hernede går alting den vej, hanen sparker og vil komme til at gjøre det sålænge jeg er oven jorde og sikkert meget længer. Altså kan det ikke nytte mig her. Jeg kommer heller ikke dansker- ne ved. For Danmark har ikke mere med min produktion at gjøre end tyr- kerne og negerne har det. I år søger jeg atter det norske statsstipendiet. Holst, som jeg talte med i vår, sa det samme om at jeg var dansk, og at det ikke kunde nytte. Kan du endnu iår gjøre noget for mig? Men nu er det vel forsent og desuden drukner vel alt andet i den store landsag og "svenskekrig". Men kan Du ikke sige det til Wekselsen? Det er jo en bra og kjæk og frisindet kar, siger folk. Jeg ved vel at kanskje heller ikke din vægtige stemme vil hjælpe. For dengang, jeg på din foranledning var, i et fuldtud forretningsmæssigt mø- de, bleven valgt til eller godkjendt som redaktionssekretær for "Nyt Tids- skrift" blev jeg dog uden videre smidt tilside, da det kom til stykket, og de samme folk, som hadde jaet og samtykket da Du var tilstede og foreslog mig, lo mig op i øjnene, da jeg kom og lod mig mærke med at jeg havde tat det for alvor. Og det hjalp ikke det mindste at du var sint for det, og sa, det var en skam. Bare fordi jeg ikke var en mandsperson. Bare derfor. Den- ne latterlige tanke at indsætte et kvindfolk i en slig bestilling. Og uden at prøve mig eller undersøge om jeg dued til det. - Havde jeg vært en mand, der som norsk forfatter var bosat i Danmark og gift med en dansk, vilde de heller aldrig ha svart som nu. Se på Munch f.eks. Læs nu alt SIDE: 65 dette med tålmodighed og lad det endelig gjøre "dybt" indtryk på Dig. Jeg trænger i alle henseender så svært til det stipendium. Hvis mine bøger blev godt solgt og altså min fortjeneste var større, så skulde jeg ikke gå nogen i vejen. Men jeg er af dem, som man nok vil læse, men ikke kjøbe. Så låner de avisernes frieksemplarer og af de få, som kjøber. Det hender ikke sjelden at mine bedste venner siger to år efter at min bog er udkom- men: Det er kjedeligt, jeg har endnu ikke fåt lånt Deres sidste bog, så jeg kjender den ikke. Hjærtelig tak for de venlige hilsener Du sendte mig gjennem min mand. I dit sidste brev til mig for år tilbage står der bl. andet: "Dette papir har en plet, det har mit venskab for Dig ikke". Det ord vil jeg holde mig til be- standig. Jeg vilde så gjerne ha set Dig denne gang, men det lod sig ikke gjøre. Tak fordi Du er den Du er. Med mange hilsener din hengivne Amalie Skram Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 1892,13de juli Kjære væn, når du minner mig om sekretær-stillingen i Nyt tidskrift, så minner du mig om et av mine tusen nederlag, fordi det, som i sig selv er naturligt, ikke eo ipso har mænneskenes hjærte. Det er naturligt, at en norsk forfatter får norsk stipendium, ænten for- fatteren bor i Asien eller Østerrisør. Det er naturligt, at en norsk forfatter, som gjør så overraskende fremsteg, skjønt ikke længer ung, får først. Men jeg har ikke hat anelse om at du søkte. Ej heller har jeg før nu hat anelse om eders økonomiske stilling. Jeg trodde din man var forman i hurtigskriverkorpset og redaktionen! Hvor gammel er du i forhold til Gunnar Hejberg? Jeg har offentlig anket over, at han som ældre og routineret forfatter tok stipendiet fra yngre. Nu mente jeg egenlig, hvad jeg ikke vilde skrive, at en slik forranglet fyr av tvilsom karakter ikke burde behandles som han hadde nogen fræmtid. Men så meget er jeg bundet av min protests form, at jeg må kjænne for- skjællen på eders alder. Da din siste fortælling viser bestandig fræm- gangsævne er det i og for sig ikke avgjørende, at du er ældre. Men det må omtales. SIDE: 66 Jeg sitter her idag uten kunskap om, hvad vor skjæbne er blét. Der kas- tes også tærninger over mit liv i nærmeste fræmtid. Hilsen fra os alle til dig og din stoute, vakre man! din hengivne Bjørnst. Bjørnson Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Kjøbenhavn Klasensgade 11 Ø/4 28-2-93 Kjære Bjørnson! I tilslutning til og i fortsættelse af hvad vi i sommer veksled et par brever om, skriver jeg nu til Dig om det samme. Jeg kjender jo ikke så nøje tiden, når man skal indgi ansøgning om stipendium, men jeg ved at det er på vårparten. Men nu vil jeg ikke søge for tredie gangen og opleve den tort at nye forfattere, som Per Sivle, Gabriel Finne og G. Hejberg får, og vi ikke får. Og nu tror jeg at om nogen kan hjælpe mig, så er det Dig. Kanske kan Du heller ikke, men så vilde jeg da ialtfald vide at der ingen råd finds, og så gå til ro i min skuffelse for bestandig. Det vil ikke falde mig så synderlig hårdt, for jeg er vant til at ende i skuffelse overalt hvor jeg havde håbet og ventet noget. Men det gjælder altså bare om at få fred i sjælen og vide at der intet er at gjøre o.s.v. Hernede er det, som før sagt, umuligt at opnå noget under det nuværende regimente som har været bestandig og frem- deles bestandig vil vedbli at være. Her heder det: De er norsk forfatter og kommer os ikke ved. Og selv om jeg var dansk aldrig så meget, vilde det ikke hjælpe mig, fordi min produktion er misliebig. Min mand har heller aldrig kunnet opnå at få et øre af alle de utrolig mange stipendier og gra- tifikationer og understøttelser, som finds hernede for forfattere. Alle de utidigste og mest lurvede undermålere har fåt - han aldrig. Rigtignok har han aldrig søgt, men det er fordi han vidste han vilde få afslag. - Men jeg synes at når der nu engang gives stipendier, og når jeg nu har vist mig at være meget bedre forfatter end mange andre, som får stipen- dier, hvorfor skal så jeg udelukkes? At jeg er kvinde og ikke mand burde heller lette mig sagen, for det er ikke så ofte der falder af brugbare hun- forfattere i et land. Og når jeg nu også i høj grad trænger til at få kunne hvile fra al skrivning et års tid - for det gjør jeg, men har ikke råd til det. Nu kommer der igjen en bog af mig i næste måned, som jeg straks skal sende dig. Forresten er vi forberedt, og mere end forberedt på at det ikke SIDE: 67 går. Men som sagt: nu skal Du forsøge om Du kan hjælpe mig, og lykkes det ikke, så dermed basta! Så kan de ha det så godt, når jeg dør før tiden, og da som et sint og bittert menneske! - - - (Jeg var så harm for jeg ikke fik telegrafért til din 60 årige fødselsdag. Men jeg lå syg af forkjølelse og influensa i de dager, og Skram var samtidig [Fortsettelsen mangler] Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Lottenborg pr. Lyngby 26-3-93 Kjære Bjørnson! Hermed sender jeg dig min nye bog ["Agnete"] , som er et drama og ber Dig læse det straks. Du har ikke svart mig noget på mit sidste brev, men det er vel fordi du er så optat af alt det politiske ustel. Af samme grund er det vel også svært at få dig til at gjøre noget for at skaffe mig stipendium. Men kanske når du har læst stykket, vil du gjøre det alligevel. "Agnete" blev forleden opført på Dagmartheatret, men det blev så for- færdelig slet spilt med undtagelse af hovedrollen (frk. Hornemann, der var storartet) og enkelte småroller, at det var et under, det ikke gjorde fiasko. Jeg vilde så gjerne vide om Du ikke synes det er et godt arbejde, for det synes jeg selv. Men alle bladene med undtagelse af "Politiken", der stedse yder mig en kjølig anerkjendelse, mener det er noget juks. Værst er "Dan- nebrog". Hvad han dog er for en led karl den Borchsenius, og dertil for- melig fremragende enfoldig! Gud vèd hvorfor han føler dette had til mig. Jeg har aldrig gjort ham det ringeste. Men i alle hans omtaler af mine bø- ger lyser og knitrer det af forfølgelseslyst og galde. Nu klager han over di- rektørens "ømme hjerte", der har bragt ham til at opføre sligt umodent stas som "Agnete" o.s.v. Stykket var forresten indlevert anonymt, men bå- de Borchsenius og andre havde dog fåt vidst det: Og det er den samme Borchsenius der om "Bygmester Solnæss" bruger ord som "genialitetens fuldkomneste mesterværk" - et kjedsommeligt og ganske betydningløst arbejde som Bygmester Solnæss! Ja enten må jeg være gal eller så er and- re det. Nu har jeg læst stykket 3 gange igjennem med andagt og beredvil- lighed, og jeg kan, kan ikke få andet end ævle vævle og gammelmands- prat ud af det. Naturligvis er der fikse småting spredt her og der og enkel- te steder er også replikerne gode. Men det er også alt. Symboliken og SIDE: 68 allegorien som folk "råber med", gir jeg ikke en døit for. Jeg holder min forstand for god til at slide den på "Solness". Hvis det ikke var dette at Skram finder så meget deiligt i stykket, skulde jeg såvist ikke gjort mig slig ihærdig flid for at like det. Men S. og jeg plejer altid at ha nøjagtig samme mening om bøger, og derfor foruroligede dette mig. At se det opført var forresten 1000 ganger værre. Vi døde af kjedsomhed. Det gjorde S [kram] også. Men tror Du han gav sig alligevel? Nej da, det var spillets skyld! Den arme Emil Poulsen! Om gud fader og hans hellige engle steg ned fra sin himmel for at spille de roller - stykket kunde ikke reddes. Men naturlig- vis - for den mand ligger Europa på knæ, så må det jo være mester- værker han skriver. Efter min mening er hans sidste gode arbejde: Vildan- den. - Nu ser jeg i bladene at Hejbergs nye stykke "Kunstnere" også skal opføres i Berlin, foruden på det kongelige her. Jeg læste stykket ifjor (han kom til S [kram] med det og bad ham oversætte det) og jeg syntes det var kjedeligt og dårligt. S. ligeså. Vi sa det til ham. S. nægted endogså at over- sætte det. Siden har han ikke likt os. Men nu får vi se. På scenen vil det nu slet ikke kunne ta sig ud. Undertiden er jeg så mismodig over at det går så tungt og småt for mig. Jeg har f.eks. ingen der overvurderer mig af skrivende folk mener jeg, og det burde netop jeg ha, for at der kunde bli ballance. For slig som jeg blir udskjældt altid! Jaja Bjørnson, bliv ikke kjed af mig. Og som sagt, jeg vilde ved lejlighed gjerne vide hvad du synes om "Agnete". Her blir jeg blot en ugestid, så er min adresse den gamle. Hilsen din Amalie Skram. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson [Dedikasjon i Agnete. Kbh. 1893:] Bjørnstjerne Bjørnson med kjærlig hilsen fra forf. SIDE: 69 Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram 27de mars 1893 Kjære, kjære Amalie Skram! Du undres nok, at du ikke før har hat svar. Jeg har hat for meget å stå i. Middelmådige folk styrer med vore ting, ærlige viljer uten utsyn, prokura- tortalenter, som holdt på [å] styrte os op i danske tilstanne. Det er hindret. Hvordan det går med konsulatsaken, om den bifalles eller ej, vi fortsætter i værdighet og efter en taktik, som samler folk under fanerne og ikke skræmmer fra. Men som vanlig har til at begynne med alle kastet sig over mig. Nu er jeg også blét den troløse. Nu står bare igjen, at jeg dræbes. Alt, som et mænneske kan overdænges med, har jeg jo æfterhånden været: bestuk- ket, morder, løgner, fædrelandsforræder, nu også troløs mot mit eget parti. I al denne hurlumhej har jeg hat min gode nattesøvn og fortræffelige appetit, ja, jeg har "mellem slagene" skrevet en liten fin fortælling som nu er færdig. Du skal få opleve at du kan høre vanddråpene falle i den, så stil- le er den. Din sak skal du bare opgi først som sist. Jeg kunde fylle papiret med grunne for det; men jeg vil bruke det nyttigere. Kan ikke dine vænner samle (sig imellem) de 2000 - to tusenkroner, som her kan bli tale om? Skal jeg være med å sætte noget slikt igang for dig? Jeg skal gi mit beskedne bidrag og, hvis du anviser mig folk, gå løs på dem. Dit varme brev, et menneskes ut av det ene øjeblik, din stæmningsfylles magisin [!] som ethvert brev fra dig er, skal du ha tak for. Hils din husbond og kys dit barn fra en gammel væn Bjørnst. Bjørnson Næste brev til Aulestad Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Lottenborg pr Lyngby 30-3-93 Tak for dit prægtige brev, Du kjære elskelige menneske! Skram havde det med sig idag da han og småen kom herned og besøgte mig. Nu er de rejst SIDE: 70 igjen, og jeg sidder alene på min dejlige ensomme hybel som jeg har ind- logeret mig på for at skrive mig ind i begyndelsen til min næste bog, som er fortsættelsen af Hellemyrsfolket og forfærdelig svær og vond at få magt med. Hjemme kan jeg ikke. Disse idelige afbrytelser piner og plager og forstyrrer mig så jeg er nærved at omkomme af græmmelse. Så er det bu- de som skal ha besked og regninger og brever som skal svares på og visit- ter som aldrig tar ende. Og så kommer pigerne og spør mig om dit og dat, og så skal jeg i kjøkkenet og smage på maden og meget andet. Og så kom- mer småen farende ret som det er - hun kan selv lukke op alle dørene nu - og hun er altid så fortrollende dejlig, at jeg straks gir skriveriet en god dag. Ikke at tale om selskaber og theatervæsen og megen anden veder- styggelighed. Nej, her, er storartet! Ikke en kat som ser eller spør til mig, undtagen hvergang en sød og smilende liden stuepige bringer mig min dejlige mad, som jeg altid blir glad ved bare at kjende lugten af. Når jeg så er kommet godt ind i begyndelsen og har fåt overblik på hvad jeg skal ha med, kan jeg til nød [arbeide] hjemme. Forresten har jeg tænkt på at leje mig en kvist etsteds derinde på Østerbro, hvor jeg kan tilbringe så og så mange timer om dagen med mit arbejd. - Du kan stole på, det har harmet og oprørt mig over alle grænser den be- handling, Du nu igjen har vært udsat for derhjemme. Det er kortsynethed og dumhed, mere end ondskab og nag og nid, som er skyld i det. Du tro- løs! De skulde skamme sig, så hodene deres sak ned i deres maver og ald- rig kom op igjen mere! Men hvad kan det gjøre Dig? Du ser jo selv at det hverken har kunnet forstyrre din nattesøvn eller din gode gamle appetit. Og det forstår jeg godt! En mand, der som Du har arbejdet for sit fædre- land med slig renhed i viljen, han blir ikke anfægtet af mobbens skrål og skjældsord. Jaja Bjørnson, så opgir jeg altså dette stipendievæsen. Jeg er så glad, for Du siger det så ret frem, så får jeg da ro i sjælen min engang. Grunde behøver Du ikke at komme med. Dem kan jeg selv opfinde mig. Der er flere end nok, når man ikke vil gi mig noget. Det er dette her at folk, der må være den rettroende, styrende middelmådighed lige så "mis- liebige" som jeg, har fått stipendium: Garborg, Hejberg, Finne o.s.v. Det er det som har sat ondt i mig. Men nu skal jeg som sagt opgi det, og det er med et suk af lettelse at jeg tar afsked med tanken. Så har jeg da ikke me- re det at trækkes med. Men nogen indsamling eller sligt noget må Du ikke tænke på. Ikke på nogen mulig måde! Jeg vilde føle mig som en tigger, og det er det bedst at vente med til jeg virkelig blir det engang. Hvad skal jeg også ud og rejse for? Det er igrunden bare misundelse over at alle andre SIDE: 71 skrivekarle rejser, som har gjort mig så opsat på at få stipendium. Jeg kan såmæn godt klare mig uden at rejse. Apropos om rejse - Du som farter om ret som det er, kommer Du ikke snart her nedover igjen? Du kunde vist ha godt af at slippe lidt væk fra alt skidtet og spektaklet deroppe. Og så har jeg desuden fåt en ganske mærk- værdig længsel efter at snakke med dig. Hamsun holdt foredrag om literatur i studentersamfundet forleden. Skram fortalte mig om det idag, foruden hvad jeg havde læst i Politiken. En snodig fyr den Hamsun, genial, men vankundig. Ingen argumenter, in- gen hverken poetisk eller literær logik, intet overbevisende eller fæn- gende raisonnement engang, bare en masse voldsomme postulater, frem- sat med en amerikansk-brutal veltalenhed. Det er synd at han har så liden dressur, for der er skam noget ved det han siger. G.B. slog ham flad på et øjeblik i "diskussionen" fortalte S. idag. "Forræsten vilde det frydet dit hjærte", tilføjed han, "at høre det glade mod hvormed Hamsun gik løs på Ibsen". Kjender Du Hamsun? Jeg begyndte med at like ham forfærdelig godt, men siden jeg har erfaret i hvilket løsagtigt forhold han står til sand- heden, har jeg ikke kunnet bekvemme mig til at snakke med ham. Men kanske det kommer af at han er slig en drømmer. Han har naturligvis merket det, men istedetfor at spørre er han sky og flygter for mig. - Jeg glæder mig til din nye fortælling. Kommer den i "N.T."? - Fra S. skal jeg hilse hjærteligst, og småen skal lære at ære og elske Dig, når hun kommer så vidt. - Sig mig en ting, hvad er "magisin" for noget. Sådan står der i dit brev: "din stæmningsfyldes magisin". Det ord forstår jeg ikke. Du fik vel bogen og brevet jeg sendte Dig forleden? Med hjærtelig hilsen til alle di- ne. Din hengivne Amalie Skram Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 1893, 5te apr. Min væn, Jeg har nætop ænt "Agnete", som har grepet mig med sin energi og ånds- overlegenhed, - også ved sit kjændskab til mennesker og forhold. SIDE: 72 Og nu vil jeg tale ut. Jeg holder ikke ut den slette luft i dine bøker. Alt, som du siger, er sant, det er bare aldrig nok. Dette mere, som bærer livet og gjør det tåleligt (og uden hvilket det andre ikke var til, ti det andre lever ikke av sig selv, men av det, som du ikke har med) det skal du løfte dig til å ha med. Og læser jeg ikke dette stykke fejl, så er du nu på vejen. Der må føles et fast grep i skjæbnetrådene, så der blir væv av (tråss alt). Uten denne følelse, drukner vi - om også mættede af åndrigheder og dypsindigheder. Drukner. Hvad sjælelivet dennegang angår, tror jeg du har sét fejl. Jeg kan ikke forstå Agnete. Måske stikker det i, at hun er forutsætningsløs; der burde være fortalt noget om henne. Men hvad som æn blev fortalt, aldeles umulig forælsket hun sig i Berg som han nu er blét. Det var jo mulig, han engang var en annen. At hun ælsker det korrekte, det rene viljeliv i ham, skjønner jeg; men det tørre, snobbede, fantasitomme,... efter det liv, hun har ført, æfter den omgang, hun har, hun hadde sét det straks som man ser det luslidte, magre, strænge, bornerte. Hun er farveberust, kunst- længtende, uten opgivelse, uten ramme,... og skulde ikke, om hun også ælsket at få stød og ledelse, ikke avskrækkes av tørheden i hans åsyn, røst (for den er naturligvis tør!), av hans åndløse måte å se og omtale alting på? Stykket har glippet på scenen tilslut mellem de to. Glippet, skjønt den er godt gjort, fordi den er umulig. Hun holder ikke av ham. Og hun... ja, det er likegyldig med ham. Antagelig holder han av henne, så vidt er der vel i ham, at han længes æfter det, han ikke har, men hun. Stykket har glippet der, jeg er siker på det. Men den slette luften trykker dypere ned siden, i hukommelsen. Jeg skrev om "din stæmningsfylles magasin", og dermed mente jeg vel dit brev; jeg husker det ikke. Om Solnæss er jeg helt og holdent enig med dig. Jeg bryr mig fanden om al denne suggestion og dens virkning sensationen. Jeg blir bare ænda koldere. Vilde han ærlig og redelig ha skildret en av beundrende kvinfolk overhængt stor man, og dette i et kvikt berusende exemplar, så hadde det interessert alle; men i denne infiltring og symbolisering og mystik og umulighed blir det hele til karikatur. Likeså beundringen av værket. Men krinolinen og Klopstock og Kotzebu [e] og Napoleon den tredje og Hegels filosofi og kinesiske skjærme og højhælede sko, har også vært på moden, og det nyttet ingen faen å si et ord, så længe det stod på. SIDE: 74 Min lille ny fortælling er intet storværk i nogen måte; den er likevæl ikke til å glæmme. Som den har tat mig, tar den dig. Kjære Amalie, friske, farverike mænneske, gjør det højt under taket og friskt for åndedraget! Byg, byg, byg! Byg store rum for os, læg dem på høje utsynssteder og lev vel. din Bjørnst. Bjørnson Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Klasensgade 11 Ø 5-4-93 [Med blyant] Tak for dit og Karolines uhyre elskelige brever! Ligger syg i denne tid. Så- snart jeg er frisk, skriver jeg i høj grad til Dere begge. "Det flager" er kommen i nydeligt pragtbind! Masser masser af takker! Din Amalie Skram Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Kjøbenhavn Klasensgade 11 Ø 9-4-93 Kjære Bjørnson! Jeg ligger på sofa med en opsvulmet fod, som jeg ved egen skyld har fåt skamferet ude på Lottenborg. Derfor kan jeg kun skrive med blyant, hvad jeg ber Dig undskylde. For dit brev skal Du ha hjærtelig tak! Desværre kan jeg ikke svare på det som jeg vilde og kunde. For det første fordi jeg ligger - altså, og for det andet fordi det vilde bli altfor vidløftigt. Nej, fik jeg snakke med Dig, så skulde Du høre! Jeg kan næsten ikke tro at Du har læst mine bedste og vigtigste ting de 3 bind af "Hellemyrsfolket", siden Du si- ger at mine bøger mangler det bedste, det som det andet (det jeg får med altså) "lever af". - Og har Du læst dem, må Du læse dem om igjen, for at komme til en noget modereret opfatning. Ellers er det rigtigt og godt hvad Du siger, og jeg forstår dèn anke. Hvad "Agnete" angår så "glipper" ikke stykket på den store scene mellem A. og juristen, ikke under opførel- sen og heller ikke ved læsningen synes jeg. Ved opførelsen modtages den SIDE: 75 scene med begeistring kan jeg sige. De græder og klapper, så det står ef- ter. Ja, jeg har ikke vært der siden første gang og da gik jeg midt i 3die akt fordi spillet pinte mig. Sara og Wulf laver den vildeste farce ud af det. Folk ler og morer sig, og det er frygteligt. Havde jeg ikke skullet være anonym og havde vært tilstede ved prøverne, var det naturligvis blit anderledes. Men stykket gjør lykke som det spilles. Nu har det gåt 8 ganger for fuldt hus, og under "stigende forståelse og begejstring", siger man. Og skuespil- lerne er henrykt. Og det skal bli ved at gå. Jeg har igrunden bare sét an- den akt, for ved premieren havde jeg forsovet mig - jeg skulde ha en nødvændig middagslur - (vi spiser først 1/2 6) og S. nænned ikke at vække mig før kl. var blit altfor mange. Men jeg vil ikke se det om igjen for spillet er som sagt -. Jeg rejser til Bergen med småen i begyndelsen af maj. Jeg må desværre derop for mit arbejdes skyld. Men jeg gruer mig af mange årsager. S. blir her. Mange 1000 kjærlige hilsener og tak fra din Amalie Skram Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 1893, 13de apr. Kjære væn, tak for din blyants-notis. Jeg har ikke læst Hellebergsfolket [!] , for du har ikke sendt mig dem. Jeg læser, hvad jeg får av innenlandsk, dansk og svensk literatur; skal jeg kjøpe den utenlandske, årker jeg ikke mer. Min tvil om Agnetes ævne til å ælske snobben, holder jeg fast. Derom kan jeg ha en dom; om tyveriet ikke. Har du selv det? Jeg skulde tvile. Du experimenterer for stærkt; for nejgu, om du vet det der av nogenslags er- faring, at en kvinne av det slags stjæler. Men mærkelig er du, kameleon! Karoline var rent tat av "Agnete", og den kloke Dagny likeså. I disse dager blir jeg kvit fortællingen; der er no- get annet, som rider mig og puffer sin søster ut på hovedet for å komme iværk. Skjønt den ikke blir færdig dette år, kanske først i slutten av næste. I Bergen skal du straks begi dig til Dr. Klaus Hans [s] en, han er [i] Bergen fortiden. Kom ut av det med ham, og du får en god tid. Gjænnem ham res- ten. Voilà! SIDE: 76 Til høsten kommer også jeg derhen. Jeg har fåt en stor forælskelse. Vic- tor Hugos digte - en smule omdigtet nu og da, navnlig beskårne - frit fortalt ved mig. Jeg tror, det i sit slags skal bli enestående moro. En propa- ganda, farligere æn tyve bøkers. Med disse digte (og mellemlag av musik, jeg kan ikke stå å [!] fortælle ænneløst, digt æfter digt) antagelig ved Erika Nissen (min avgud) og Bergliot Ibsen (dodo). Det skal bli en lys, glad skjøn- hedsfærd, som huskes. Jeg begynner i Tromsø. På samme måte i Danmark; jeg begynner i Skagen. - Ja, således er det tænkt da. Det må jeg da engang spørge dig om: har du skjønnet at Tora i "Det fla- ger", er dig, når jeg tænkte dig bakover og i de forhold og omgivelser? Under disse forutsætninger (og det er således virkelighedsbilleder skal bruges av en digter) mener jeg, det er et av de beste, dypest utførte virke- lighedsbilleder i vor litteratur. - Men et gammelt regnestykke må op. Fordi jeg ikke kunde eller kan for- drage din første produktion i Nyt Tidsskrift og Konstance [!] Ring, som jeg dog ikke har læst i sin helhed; fordi jeg overhovedet mener, at en digter er den, der lever andres liv og får os til at leve det; skildreren, tegneren er ikke digter, fordi han kritisk kan analysere tilstannen (à la Garborg); fordi jeg har min overbevisning fra mig selv og aldrig har vært annerledes, gav du dig in på hundekomedien "Kong Midas" og utførte et forræderi, jeg fant utrolig simpelt. Dengang var jeg nemlig ænnu så naiv å vredes over forræderi. Det har jeg fra da av vænnet mig av med. din væn B.B. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Klasensgade 11 Ø 17-4-93 Tak for dit brev kjære Bjørnson! Men nu vil jeg også tale ud. Selv med fare for at Du tar dit venskab fra mig igjen - vil jeg gjøre det. Tror Du kanske det er bare Dig som har noget at anke over? Jeg går frem efter den orden hvori tingene forekommer i dit brev. Nej, jeg har ikke sendt dig Hellemyrsfolkenes bøger, det véd jeg meget godt. For jeg var sint på dig dengang. Men alligevel trode jeg, Du på en el- ler anden måde havde fåt fat på dem. Du orker ikke at kjøbe andre end udenlandske bøger, siger Du. Men tror Du kanske jeg orker mere? Og al- ligevel har jeg kjøbt og betalt i meget dyre domme alle dine bøger, med SIDE: 78 undtagelse af to, som Skram fik til anmeldelse fra Tilskueren. De bøger af dine, som jeg i sin tid skrev begejstrede lovsange over: "Det ny System", "Over Ævne", "Hansken", alle dem havde jeg selv måttet kjøbe mig. Du har endnu aldrig sendt eller git mig en bog af dine. Men nu får Du natur- ligvis Hellemyrsfolkene, på den betingelse at Du skal læse dem. Begyndelseskapitlene i S.G. Myre - det tredie og største bind - er var- me, og stramme, og kanske vil Du med væmmelse lægge bogen fra Dig. Men Du skal ta den igjen og tvinge Dig til at læse den. Og hvis Du ikke deri ser "ævnen til at leve andres liv", og føle den barmhjærtige kjærlig- hed hvormed bogen er skrevet, så siger jeg: pas ligeoverfor Dig. (Jeg har en pen som sprutter og er modbydelig) - Det var nu altså det. Så kommer turen til "Agnetes evne til at elske snobben". Hvor kan du spilde ord på sligt noget! Er Du blit så gammel i kundskab og verdenser- faring som Du er? og véd ikke endnu at elskovs og kjærligheds begyndelse og ende kan ingen udforske. Du og jeg véd at Berg ikke var noget for Ag- nete. Men hun selv, den stakker! Hvad er det som bringer et menneske til at forelske sig i et menneske? Svar mig Du, om Du kan! Jeg kan det ikke. For Agnete har nu Berg ståt som den lyse og fine modsætning til hendes slubbert af en mand. Men han vilde gjort hende ulykkelig, og derfor får han hende ikke, gudskelov! Agnete får sig nok en anden og bedre mand, det kan Du være vis på. Men at hun, som går der og stjæler og lyver og li- der og pines i den sump af laster hvori hun lever, netop elsker en fyr som Berg, er for mig selvlysende. Mangengang er det et enkelt blik, en liden sød nakkekrølle på en brun og kjæk mandshals, der tænder kjærlighedens flamme og fortroller og binder længe. - Desuden synes jeg forresten al- deles ikke at Berg er nogen snob. Tværtom, jeg liker Berg og jeg synes han har ret. Fra sit standpunkt har han ret, og udover sit eget standpunkt kan intet menneske nå. Forresten så er Agnete skrevet over dette: Betro Dig aldrig til et menneske for et menneske kan ikke forstå et menneske. "Eksperimenterer" - aldeles ikke. Agnete har jeg kjendt, og fordi der var noget hos hende som jeg holdt af, og fordi hun holdt så meget af mig at hun klaget sin nød for mig, derfor har jeg kunnet skrive Agnete. Jeg synes Du snakker så gammeldags undertiden. "Du véd ikke af at kvinner af det slags stjæler", siger Du. Agnete er ikke en kvinde af nogen- somhelst slags. Hun er sig selv, jeg har truffet hende og lært hende at kjende, intet andet. Dette her, at man tar den og den slags kvinder og til- deler dem den og den slags egenskaber - føj! for satan! - Ja, jeg følte godt da jeg læste "Det flager" at Du havde tænkt på mig ved SIDE: 79 hende, den ene. Ja, tænk, at det gjorde jeg, skjønt hun slet ikke var mig. Men noget af mig var der i hende, og uendelig dejligt er billedet gjort. - Og nu kommer jeg til det "gamle regnskabsstykke". Da jeg havde sendt ud "Constance Ring" gjennem alskens bâl og modgang, og Du havde fåt den, skrev Du et brev, hvori Du skjændte mig huden fuld, fordi jeg vilde være forfatter. Og ikke alene mig, men min mand og min forlægger. Med det samme, blev jeg nok bedrøvet, men ikke sint på Dig. Du stod dengang for mig, som den, der ikke kunde ville andet end det gode, det sande og rette. Om Du dengang havde forlangt at jeg skulde begå jordens største forbrydelse - jeg havde lystret. Kan Du huske, da Du sa til mig at jeg ikke mere skulde skrive til Alexander Kielland - jeg adlød blindt. Men lidt ef- ter lidt blev jeg eftertænksom ligeoverfor din modtagelse af "Constance". Det var dog for mig en så uhyre vigtig begivenhed, at jeg havde fåt sendt denne store bog ud i verden. Og Du - for mig, min bedste, min eneste ubetinget skyhøje ven, Du havde ikke havt andet end skjænd til mig. Og så skrev Du: "forresten har jeg ikke læst bogen og agter heller ikke at gjø- re det". Dette blev for mig efterhånden til en hjærteløs råhed fra din side. Hvis du havde læst bogen og git mig en fordømmende dom om den - Du var for mig vedblit at være den gamle dejlige Bjørnson. Men dette at Du ikke gad ta så meget del i mit livs største begivenhed, at Du engang vilde læse bogen, det bevirked at jeg engang sa til mig selv: jeg forstår at Bjørn- son skaber fiender ud af sine venner. Så havde Du talt med Jakob og hars- ket Dig meget over "Constance" og sagt: Jeg har ikke læst bogen, bare "tit- tet" på den, men det har vært mig nok. Ja, jeg var så skuffet over Dig dengang, at det gav mig et knæk for livet. Og nu skal Du vide og tro at ingen iverden bedre end jeg tåler at høre kri- tik af venner. Men Du har fra første hånd stillet Dig udenfor rubrikken, så derfor véd Du ikke besked. Forresten vil jeg sige at det var nokså kortsynt af Dig, at Du ikke, trods de ting, der frastødte Dig i mine første arbejder, kunde se at jeg duede. Hvad Du skriver om at jeg har git mig ind på "hunde-komedien Kong Midas" forstår jeg ikke. Og at jeg har begåt et "utroligt, simpelt forræderi" mod Dig, endnu mindre. Det må Du forklare mig. Længe før "Kong Midas" havde sét dagens lys havde Du under ophold hernede frabedt Dig at kom- me sammen med mig. Så der husker Du nok fejl. Men din Hanskeagitation har vært mig i høj grad imod! Og det har jeg vist sagt, så hvis Du har hørt noget om det så forstår jeg din uvilje. Ja - om Hanskeagitationen havde jeg meget at sige, men hvor skal man hen i et brev! SIDE: 80 Hvis det var kommet dengang jeg skrev om "Over Ævne" f.eks. da havde jeg vært din begejstrede og svorne tilhænger, men efterat jeg blev gift med Skram er jeg blét et andet menneske. Og Du har ikke ret i dette! Ialt- fald har Du tat det på en forkjert måde. Å bare jeg kunde snakke med Dig! Nu, efterat Du har skrevet disse søde, elskelige breve til mig er Du lidt efter lidt blet for mig den samme, Du var før. Jeg elsker og højagter Dig! Hils Karoline! Hun er sødere end Du, og min søster i ånden. - Og hils Dagny. Hun er dejlig. Skram og småen sender kjærlige hilsener. Din beundrende ven Amalie Skram Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 1893, 21de april. Kjære Amalie Skram, at mine bøker ikke er sendt dig æfter dit giftermål beror på den misforstå- else, at jeg trodde Skram fik dem allesammen! Det er første gang jeg hører det motsatte! Men at jeg ikke sendte dig et exemplar særskilt av "Det fla- ger" og det ænog inbundet, det fatter jeg ikke. Det må bestæmt bero på en misforståelse fra avdøde Hegels side (som forresten sjælden eller aldrig misforstod eller glæmte nogenting). Ja, jeg forstår det ikke. Jeg bér tusen ganger om undskyllning og spør, om du nu vilde ta tiltakke med et smukt inbundet expl.? Når jeg ikke vilde læse Constance [Ring] , kom det så langt fra av "rå- hed", at det kom av troskab. Jeg vilde beholde dig ubeskåret av dine fejle forsøk et eller annet steds hen. Jeg vilde ikke ha forhold til det, som nok kunde være trang for dig i din utvikling, men som jeg trodde var mig uvedkommende. Jeg tok ikke fejl av at der stak en digter i dig. Jeg har en meget god forståelse av at der er fler, som er det, end de, som gir ævnen fortællingens kunstform; men jeg trodde ikke om dig, at du ejet ro og selvforsagelse nok til å skabe din ævne en siker kunstform. Det er heri jeg har tat fejl; jeg synes ikke, den fejltagelse er stor. Jeg har åpenbart alene glæmt å ta med den ny impuls du kom under hos din man og i dansk kunstliv. Så du ser, kjære Amalie, at du har vært meget uretfærdig. Hadde jeg i denne tid bare fått ét umiddelbart nyt intryk av dig - hadde jeg sét alt. SIDE: 82 Så kommer vi til din uænnelige overlegenhed over mig i det sjælelige - og især i alder. Det er måske ubeskedent av mig overfor så megen overlegenhed å min- ne om, at det er ingen krøl i nakken, som skaper forælskelse, skjønt det så kan synes, det er temperatur, magnetisme; jeg nægter på det bestæmtes- te at Agnete, som hun nu er blét, og Berg, som han nu er blét, har så stærk dragning til hverandre, at det blir til stærk kamp å få et brudd istan. Det blir færdig, før de selv vet av det. Når den sjælelige analyse engang blir fi- nere æn den ænnu er, så vil ikke alene dette være klart, men flere av disse sammentruede forhold vil vise sig som det de er. At du har kjænt en Agnete, der stjal, tviler jeg ikke om; at du har kjænt denne Agnete som stjæler således, derom tviler jeg fræmdeles. Stjæler, ja, det gjør vist flere æn vi har anelse om. Men stjæler således, det gjør en svær, svær forskjel. Jeg tror, du engang selv vil få dine tvil. Så min alder. Når du læser "Mors hænder" - er det så meget yngre det du skriver? Er det så meget yngre å tro, det kjønslige blir ved å være, hvad det er idag, æn å tro, det inskrænkes med mænneskehedens egen vækst, og at viden- skabens stigende magt i opdragelsen, når suggestionen engang blir brukt som den kan brukes, vil skabe et elitekorps, som selv skaber mere? Jeg er en av de få, som har studert disse spørsmål, enhver taler om. Læg mærke til at jeg samtidig med å sætte målene op og anvise vej - inskrænker æg- teskabet til det ægte, kræver ubetinget skilsmisse, og kræver frihed for dem som ænnu ikke kan leve éngifte. Jeg tror de fleste ikke engang har umaget sig med å rede ut, hvad jeg siger. Navnlig i Danmark går det mes- te på let fundne slagord. Når du ænnu ikke forstår den uræt, som blev gjort mig, og som du altså var med på i "Kong Midas", så ber jeg dig nu læse Hamsuns bok, som jeg finner er det uærligste og ansvarsløseste i norsk literatur, men som med talent præker ærlighed og ansvar! Der er sidestykket. Synes du literaturen skal bli ved således? Jeg vet ikke, men der er en smak, en duft av dette [?] , dit siste brev,... jeg tror vi skal slutte vort brevbytte. Ikke sant? Vil du hilse Skram så meget fra mig og med en hjærtelig hilsen fra Karoline. din tro væn Bjørnst. Bjørnson SIDE: 83 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Klasensgade 11 Ø 25-4-93 Kjære Bjørnson! "Vi skal slutte vort brevbytte". Ja vel, når Du vil det. Men derfor har jeg vel lov til at svare Dig éngang til - Skjøndt det næsten kunde være det sam- me, for det er så plat umuligt at gjøre sig forståelig i breve, iallfald at få bare alt det vigtigste med. - Først altså - tusen tak for Du vilde gi mig "Det flager". Men både den og "På Guds veje" fik S. i sin tid til anmældelse. Og alle de andre har jeg som sagt kjøbt, nogle af dem S. også, så vi har til- dels dubletter. Disse bøger: "Det flager" og " [På] Guds veje" har jeg i den- ne tid forøvrigt siddet og læst om igjen. Siden jeg fik disse breve fra Dig, tænkte jeg så meget på Dig, og så tog jeg fat på at læse Dig. De har fyldt mig ganske, og jeg har havt en rig og dejlig tid under læsningen. Især er den sidste en herlig bog. Slig som jeg har grædt både af sorg og af glæde! Ja, der var meget jeg vilde sige om dem, men hvor skal en hen i et brev. - Dette at Du ikke vilde læse "Constance" - nytter det ikke at tale om. Jeg vil aldrig kunde bli enig med Dig heri. "Mine fejle forsøk" - ja, men når nu disse mine forsøg for mig betydde så uendelig meget? Skulde de ikke også derigjennem fåt betydning for dem der var mine venner? Forresten var det slét ikke "fejle" forsøk. Con- stance er en god bog. Det synes jeg den dag i dag, og endnu den dag idag er det mig en glæde og en trøst, at jeg har fåt den skrevet. "Fejle forsøk"! Er ikke alle begyndere famlende, når man ikke netop stiger ned fra skyen og skriver "Synnøve", men hvor mange gjør det? Hvis Constance havde vært en trediedèl kortere end den var, så havde der intet fejlt vært at snakke om. Men Du har jo ikke læst den, så hvor kan Du ha nogen me- ning! Jo! Du tog netop fejl af at der "stak en digter i mig". Jeg skrev dengang i min vånde til Dig og klaget over at Hegel havde protesteret bogen og at Huseby gjorde vanskeligheder. Jeg tror sikkert, jeg bad Dig hjælpe mig. Dertil svarte Du, efter først at ha skjendt skrækkeligt: Hadde Du vært for- fatter, så skulde Du bare sét! Men Du ær ikke forfatter. Hvorfor vil Du håne mig med min "uænnelige overlegenhed" over Dig i det "sjælelige", og "især i alder". Jeg gråd da jeg læste det, og nu er jeg nærved det igjen. Skal altså jeg ikke ha lov til at gå imod en mening af Dig, og det endog i en sag som angår mig så nøje, uden at Du vil bespotte mig? - Jeg blir ved SIDE: 84 min krøl i nakken og kunde jeg snakke med Dig, så skulde jeg forklare Dig hvad jeg mener. Men det er umuligt i brev. Naturligvis er kjærligheden mellem Berg og Agnete ikke af den slags som holder ud eller står sig i kamp. Ikke hos hende heller. Derfor opgir hun ham jo straks. Hun blir jo så inderlig ydmyg at hun står der og citerer budene og snakker om at hun fortjener straf, hun som dagen i forvejen så prægtigt har forsvaret sig selv, dengang kjærligheden til Berg gjorde hende stærk og ryggesløs. Ved af- skeden er kjærligheden alt vække, uden at hun vèd det selv, og derfor er hun opi ingenting. Det er "blit færdig" som Du siger, "før de selv ved af det." Nej, der er to andre store fejl i tegningen af Agnete. Men det vil jeg ikke fortælle Dig, fordi Du har været så fæl. Den ene fejl er forsætlig; hav- de den ikke været, vilde hun blet så usympatisk at hun vilde vært umulig i et drama. Den anden har jeg først opdaget bagefter. Det kjønslige må jeg la ligge. Jeg synes Du derom har skrevet og talt hernede, (jeg hørte Dig dengang) anderledes end hvad Du siger idag. Men det er meget muligt at både jeg og andre har misforståt Dig i denne sag. Så er det "Kong Midas". Hvad har jeg gjort der. - Jo, jeg fik ikke min mand til at bryde med Hejberg for hans stykkes skyld. Jeg brød heller ikke selv med ham skjøndt jeg syntes Kong M. var harsk at gå på. Men hør mig hvad gjorde mine venner og Du da John Paulsen havde skrevet sit smædeskrift: "Moderne Damer", om mig? Også dengang skrev jeg til Dig og raste over at mennesker ikke jog det menneske fra sig. Jeg fortalte Dig at han sommeren forut, havde gåt og fortalt, blandt andre til min mor og min bror at han skrev på en bog om mig, og at han fik mig så godt til. For at ingen skulde være i tvil om hvem bæstet i bogen forestilte. Du svarte mig dengang bl.andet (både dette brev og det ovenfor anførte har jeg) "Egentlig kan jeg godt like hvad Du forlanger af dine vænner, men slikt gjør ingen vænner og derfor skal en ikke forlange det". Og da så John P. senere kom til Paris, tog Du ham op i dit hus, og lod ham vanke og sanke hos Dig sent og tidlig; lod ham gå derinde med Karoline og børne- ne, lod ham idetheletat regjere slig at han bagefter skræpped og skrøt af at han havde vært "potte og pande" i det Bjørnsonske hus. - Dine ord: "slikt gjør ingen vænner" gjorde indtryk på mig, og dem skrev jeg mig bag øre at opbevare til eftertanke. Nu medgir jeg naturligvis, at en som Du, af folk og vænner, ja af hele folket kræver større ærbødighed end et andet almindeligt menneske. Og derfor kan disse to tilfælde ikke ganske jevnføres. Men så er der på den anden side også den forskjel, at Hejberg var en gammel ven af S. og en SIDE: 85 svært gammel god bekjendt af mig, medens John Paulsen for Dig var en absolut fremmed, en som Du ikke havde i fjerneste måde behøvet at bry- de med, en til hvem Du ikke var bundet ved fordums forhold og gamle hyggelige minder. Så kom endvidere dertil, at Du ikke så svært længe ifor- vejen havde vært efter min mening lej og fæl imod mig at jeg altså kunde ha lov til at bære lidt nag til Dig (hvad jeg forresten kun har gjort øje- bliksvis), medens Du dengang intet havde at ikke være glad i mig for. Hamsuns bog er nederdrægtig. Kong M. var nederdrægtig, men Moder- ne Damer var det pine død også. Farvel da kjære evig velsignede Bjørn- son. Farvel siden Du ikke mere vil skrive til mig. S. og jeg hilser uhyre me- get tilbage. Hellemyrsfolkene kommer. Din Amalie Skram Karoline Bjørnson til Amalie Skram [Udatert. Slutten av april 1893] Kjære Amalie! Jeg føler mig så forfrisket ved å læse dit brev til B.B.; du er så god, grej, og ærlig, jeg liker dig så godt! - Nej du, John P. [aulsen] var vist ikke "potte og pande" i vort hjæm i Paris. To, højden tre ganger var han hos os, og det var heller ikke lange besøk. Vi hadde så lite med ham å gjøre, at det nærmest må regnes for intet. Jeg blev derfor ikke lite forund- ret, da Bergliot kom fra Kjøbenhavn i sin tid og fortalte om dit prat om "potte og pande". Kan du tro Bjørnson læser sligt, som John Paulsens per- sonlige utfall m.m. eller andres i samme smak? Han afskyr hele retningen (som du nu vil se i V.G. i anledning af Knut Hamsuns siste bog), brugt på denne måte. Kunde han gjøre den angrebne en tjeneste dermed, var det en annen sag. Men sant at sige, - det vi hørte om "Moderne Damer", fris- tet hverken til det ene eller til det andre. Jeg behøvde egentlig ikke å svare på dette, men jeg kan ikke tåle, at du skal tro, at jeg gik og fæstet i Paris med Joneman, eller ta det som en for- nærmelse mot dig. Jeg gav ham en liten minnelse, da han kom til os første gang om hvad jeg hadde hørt om hans mangel på discretion, og bad ham passe sig. Dette trodde jeg at var grunnen til at han besøkte os så sjælden. Hvor det skal more mig at møte dig igjen! Du har frisket op gamle min- der, og det har gjort godt, rigtig godt. Hils nu din man Din gamle Karoline SIDE: 86 [Påskrift av B.B.] Nu husker jeg, hvorfor vi var snille med John Paulsen; han var syk og fattig. Det var Thommessen, som under besøk fik vondt av ham. Sådan gik det til, nu husker jeg det tydeligt. B.B. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 1893, 29 april Kjære, gode væn, Jeg vil ha brevbytte med dig, dit siste brev har overstrålet mig, "jeg er hel- ler ikke mer æn et mænneske", siger Kong Oskar, når damerne i en trængsel drar sig tilbake for ikke å trykke ham. Han ber dem trykke sig: "jeg er heller ikke mer æn et mænneske." Du er tilsist i dit brev inne på en forklaring, som jeg til min skam må erkjænne er san. Der er en mængde ting, jeg ikke bryr mig det ringeste om, ænten de angår mine vænner eller ej. Og min undskylning er, at der også er en mængde ting, som angår mig selv [som] jeg lar subbe. Jeg overkommer det ikke. Jeg årker ikke på forhånd å tænke mig muligheden av å ta det op. Men bare så nogen bærer mig det personlig på livet, så tar jeg mig ikke alene av det, men alt for meget. Hadde dine dejlige øjne grædt, så hadde jeg jo (at sige, hvis jeg selv så det [)] , gjort dumheder for din skyll. Men de kunde ha været like stygge, som de er vakre, jeg hadde, hvis de så bønlig på mig, gåt til helvede for dem. Så tilfældig er det der, fordi jeg er for optat av et eller annet, som har hele min sjæl. Der er jo næsten ingen tid i mit liv, som ikke er fyllt. Du får kalle det egoisme; men uten dette var jeg ikke istan til å være med som jeg er. John Poulsen [!] har været hos os i Paris 3 - tre ganger og har fått sine skrubb; derom skriver Karoline. Jeg har ikke læst hans bok om dig, ikke den om Ibsen; hvad pokker kan han få istan som skildring av Ibsen eller dig? Hvordan kan du tænke dig, at slikt interesserer mig, så længe du ikke er der selv og tar mig i luggen? Med Constance Ring er det som jeg siger. At du var en digter (en dig- terisk natur, en, som gjenspejlede i levende billeder, hvad du hadde set og tænkt), det visste jeg. At du blev digter i forstan av forfatter, altså gav den form, som det skrevne kræver for at navnet får almen gyldighed, det trod- SIDE: 87 de jeg dig ikke istan til; du var jo optat på tusen steder og ikke engang færdig med å ville ælskes. Og så længe jeg trodde således, gav jeg faen i dine mange påfun og dit stræv for såvidt, og at Hegel ikke vilde være med holdt jeg for bevis. Voilà! javist, det var en skam av mig, at jeg ikke tænkte mig til, hvad dine ny forhold hadde hjulpet frem i dig - tråss din alder -; du er enestående, jeg visste jo det. Og det er en skam, at jeg ikke strævde gjennem boken, fordi den var av dig; men hvad vil du, når du nu hører, hvordan jeg tænkte, og som jeg har det? Du sa, jeg mister mine vænner på slik likegyldighed (eller sådant noget, sa du). Ja, da er jeg uskikket til å ha vænner, og det vilde dog være aldeles forfærdelig, om et mænneske, som arbejder ut av sit hjærtelag hele sit liv og i alt, ikke skal ha vænner, fordi alle, som kommer ham nær, forlanger av ham så meget for sig, at han (især på avstan og uten personlig påvirkning) ikke tror, han årker å ta det på sig!! Ang. [ående] "Engifte og Mangegifte", så sender jeg den dig nu, og du skal se, hvor folk har gjort mig uret der igjen, og hvor lit jeg har skiftet, når jeg nu som da vil, alt skal være ægte. Det jeg holder fast, er frem- gangslinjen, den ligger ikke til Bohême-siden. "Politikens" forgåelser i kjønsforholdene er mig den dag i dag en rædsel. Et er, at vi må sige, at de som ikke kan leve i engifte, dem får vi la med fred; selv utskejelserne må vi bære over med, de er sykdom. Men et annet er, at sådan skal det være, dertil skal vi opmuntre. Forsøk i retning av ét, troskab så langt hjærtet gjør den ægte, og brud, når det ikke gjør det, det skal bebæes og hånes, for det er ikke værdt noget å være tro, det er ikke anledning til liv i tro- skab, det er bare en dyrisk drift, som ikke tæller, ...det der er rasende galt. Jeg er mot det til mit siste åndedrag. Og jeg vil være med å grunde det eli- tekor, som sætter kravene til troskab like for man som kvinne og propan- derer [!] dette ved sit liv og sin lære. Jeg sender dig nu en annen bok, men som du ikke skal gjøre bruk av, da den ænnu ikke kommer ut, det er "geografi og kjærlighed" med den ny akt. Jeg nevner, at her er vort første moderne lystspil i brede former og med dyp mening, så en kan være sig bekjænt å le. Jeg længes æfter å hø- re, om du ikke også finner det. Min fortælling er færdig. Korte fortællin- ger, at sige når der skal stå noget i dem, er de sværeste og skulde være tvefoldig betalt. Nu synes jeg bedre om min. Ja, du holder "Nyt tidsskrift", ellers skal jeg sende den. Nu holder jeg på med (ja, si det ikke!) "Kongen kommer", en morsom poetisk tingest med musik. Det skjøv bort mit store drama; det vilde først SIDE: 88 frem. Det var tilpass for dramaet, for det skøv bort fra fortællingen. Å, jeg er så opkavet! Hils din man tusen ganger! Kan de ikke ansætte en slik hædersman til å passe på noget, som bare hædersmæn kan passe på? din Bjørnst. Bjørnson Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 1893, 22de mai Kjære Amalie Skram jeg har nu læst alle tre bøker og ser, der skal komme mer. Genremaleriene har sin fedme og farve av dig selv; så mange av dem, som har din indivi- dualitets præg, er fortrinlige; men flere er bare gjængivelser, og den al- lertroeste gjængivelse, når den ikke er individualitetsstæmplet (og in- dividualiteten ikke er interessant!) faller utenfor, tilhører alene det til- fældige i det daglige liv, som de forskjællige dannelsestrin tar sit forskjæl- lige forhold til. Av de siste er der altfor mange; men av de første er der en del, som en aldrig glæmmer og så megen kraft, farver, bevegelighed er der i dem. Men stort mere æn genrebilleder inneholder ikke dine bøker. Helle- myrsfolkets arv er utført i én - 1 - karakter, antydet i et par og ællers bare påhæng. I ham, der er den utførte, er det ikke nætop arven, som overtaler med sin sansynlighed; men det kan også være det samme; fyren er spill-levende. Petra kommer ham nærmest i karakteristik; men det støter, at vi ikke får se, hvad det er ved Smith, som tildrar henne straks. Du er i det hele svært skjødesløs, og så ser det ut, som det bare er det skrikende, der mo- rer dig. Du har megen ævne for stilfærdig analyse; Petra er god, og det i ordets ædle tydning, tilbunds god. Der vrimler av Bergensere i alle farver og aldre og stænder; aldrig før er Bergensere tægnet så umiddelbart og frodigt - om æn henslængt og uten inre øjemed; bare tægnet for å være tægnet! Men uforglæmmeligt! Du er Bergenstægner, den første i sit slags! Du burde bli æresborger der- oppe. - I kunstværd som helhed står "Fortapt" [Forraadt] langt over hver av dis- se bøker. Et råd: - du kan forsyne mænneskene med alle slags overraskel- SIDE: 89 ser; men de må ha sin sansynlighed. Det sanne er i kunsten ingenting; vi har alene med det sansynlige å gjøre. Du vil finne dette tarveligt både til inhold og mængde; men det er for- tvilet å skrive om det. (Jeg skulde more dig meget, det vet jeg, om vi kom in på ænkeltheder.) din B.B. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Bergen 30-5-93 Kjæreste Bjørnson! Tak for din kritik og for alt det prægtige, hjærtenselskværdige, du siger til mig. Al rosen er dejlig, men daddelen huer mig ikke rigtig. Jeg synes såle- des, det er himmelråbende når Du siger at jeg "er i det hele tat svært skjø- desløs". Gud fader styrke mig! jeg skjødesløs! Vil Du vide at jeg arbejder som en gal med mine bøger, at det går langsomt og slæbsomt og under store kvaler, (spør Skram, den èneste som véd det) at jeg på "S.G. Myre" bogstavelig holdt på at sætte livet til. Nej, Du må finde et andet ord, skjø- desløs passer ikke. Så taler Du om at så mange figurer er kun skisseret. Men det er jo rime- ligt! Skulde alle være udførte så måtte der jo skrives en bog for hvert men- neske som fandtes i bogen. Og de forskjellige dele uden indre sammen- hæng? Er de uden indre sammenhæng? Jeg synes, de hænger så vidun- derligt sammen jeg, og kommer endnu mere til at gjøre det, når jeg nu får resten færdig, at sige hvis den blir som jeg vil, og stræver efter. Men det er altfor umuligt at skrive sligt. Svært gjerne vilde jeg en gang få snakke længe med Dig og at Du skulde få mig til at forstå hvorledes Du mener det, og hvad det er, Du fordrer af en bog, forstå det rigtig mener jeg, og ikke bare skimte det. Men jeg ved, at når Du engang kommer nedover til Kjøbenhavn, da er Du så optat og belemret og belejret, at Du er rejst uden at have sagt stort mere end goddag og farvel. Og det vil ikke være din skyld, og heller ikke min. For slig går det her i verden. Alting er bagvendthed og tristhed og skjævhed. Apropos, jeg havde brev fra Garborg om Agnete, som han var fælt fornøjet med, men han hyler svært over politiken og spår at når "vi nu blir svenske kommer jeg nedover til der hvor Du er, jeg også". Og han SIDE: 90 synes så forpint og oprørt over hele grejen. Ja, jeg véd ingenting, har ikke sét eller tat i en avis, siden jeg forlod Kjøbenhavn for 10 dager siden. Gud se i nåde til os alle, og ikke mindst til mig selv og norsk politik. Tak for tilsendelsen af "Mangegifte" o.s.v. Det er jo storartet! Ingersolsk i kraft og Johannesk i mildhed. Nej, hvor jeg har misforståt hvad Du vilde og har præket i den retning. Endskjønt det ikke er skét af ondskab eller vrangvilje, føler jeg dog slig underlig anger over det. Man går og prater og gjør sig medskyldig i uretfærdighed og andet stygt af bare ladhed og slurvevane. Tilgiv dem alle, de vide ikke hvad de gjøre. At jeg ikke svarte ordentligt på dit og Karolines elskelige brever kom af at jeg var syg af hoste og stærk forkjølelse, og så bagefter kom afsted i horten og storten. Her er jeg i sånt slet humør at jeg kan ikke skrive bre- ver, som der er nogen hygge i at få. Jeg må nøje mig med at be Dig hilse Karoline på det hjærteligste og hengivneste fra mig, og at takke hende in- derlig for ordene og tonen og måden hvorpå hun skrev. Det gjorde godt, skal Du sige. "Æresborger i Bergen"! Javist ja! Jeg har det uhyggeligt her- oppe - (i gamle dage var jeg venner med hele det Bergen som morer sig) og de aller fleste har ikke læst mine bøger, må Du tro. De par mennesker, som er snille mod mig, er slet ikke af dem en skulde ventet det. Men dette, og grundene til dette er det også umuligt at skrive om, fik jeg snakke med dig, var det snart sagt, men at skrive er noget svineri. Nej, jeg går her og bare længes efter at vende hjem igjen til min snille, dejlige mand og mit kjære Kjbhvn., og var igår uhyre stærkt fristet til at stryge afsted med det samme skib, jeg kom opover med. Men så holdt jeg mig i skindet - jeg havde jo absolut intet fåt udrettet af det jeg vilde: samle stof til mine fort- sættelser, lokalt stof forstår Du, og så vilde jo pengene og lejelsen vært to- talt spilt. Så er min hoste heller ikke bleven bedre, som doktoren spåde. Forandring af luft o.s.v. Denne hoste har jeg nemlig havt i 3 år, og jeg ba- re græmmer mig over at det ikke er tæringshoste. For da vidste jeg jo hvor det bar hen, og at min lidelse snart vilde være slut. Ja for ingen ved hvad det er, at ligge og gjø som en hylende hund, nat efter nat, nat efter nat uden spor af søvn. Lægerne dernede har forsøgt alle midler og har un- dersøgt mig på kryds og tværs; intet galt at opdage. "Nervøst" siger de. De har tilsidst git mig carte blanche på opiumsdråber, som jeg tar hver 3die og 4de nat for at få ro, når jeg absolut ikke orker at hoste mere. Men at le- ve på slige vilkår er fortvivlet. Og jeg er også mangen gang svært nedtrykt og forpint. Før har forandring af luft øjeblikkelig hjulpet; bare jeg i vår kom ut til Lyngby, gik hosten straks over, men denne gang har det slåt SIDE: 91 klik. Derfor var det også jeg så gjerne vilde havt stipendium for at komme i mildere vejr et helt år; så kanske hosten lod sig fordrive. Og som jeg pla- ger mine medmennesker. Folk som dernede bor i etagen ovenover spør pigen om hvad det dog er for et ulykkeligt menneske som ligger og hoster hele natten, og klager over at de ikke har fåt sove for larmen. Nu har jeg også plaget Dig, min stakkels kjære ven. Men jeg er netop ståt op efter en frygtelig nat, og nu må jeg ta dråber, for jeg hoster om dagen også natur- ligvis. Din hengivne Amalie Skram Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Roma, Quattro Fontane 155 31te mars. [1894] Kjære vor væn, - Karoline og jeg hører med sorg, at du nu er syk igjæn. Vi vet ikke, hvad som kan være hændt dig; men vi vet, at dit sinn bærer dig og slår dig ned. Vi er hos dig uavlatelig; vi vilde ønske, vi var hjæmme, og du kunde kom- me til os. Kan du huske, at sist du var syk, da skrev du over mellemspillene i "Kongen", som dengang ingen andre æn du fant meningen i, den du la fræm i det klareste sprog - med for mange adjektiver? Jeg håper og tror, at din medfødte trang til tænkning griper et eller annet æmne nu også, at du fordyper dig i det, til det klarner altsammen. Kjære, gode, ælskelige mænneske. Vi drager herfra i slutten av mai til Schwaz i Tirol; der er hærligt å være. Stor natur (av den allerstørste), kirkeklokkefred i strålende blåhvit med dy- pe skoge under og en hastig, sint ælv gjænnem sterkt grønt, og så en by fra den første middelalder, der vi må lyse os fræm gjennem trapperne; de er som kjælderhvælvinger fulle av hviskende ting, og så gamle slotte og kirkehus på de umuligste højder, og et folk som jodler og drikker øl og går til skrifte og synder grueligt for å angre på knæ foran alle de elleve lidel- sesplasser op til korsfæstelsen. Her er sommetider mai og sommetider mars sommesteder før Kristi fødsel og sommesteder fremtidsmusik i hus, kunst og mænnesker. Og så er det vi selv da, den ene hodet fullt av eventyr fra det siste sjæleliv, som SIDE: 92 er levet på jorden, den andre full av gode tanker og den tredje [Dagny] av amor. Og nu alle av dig og din pine. Da jeg skrev Høgsbro til i anl. [edning] hans hustrus død, svarte han bl.a., at min anbefaling av Skram ikke skulle bli glæmt. Der var nætop nu noget for ham. Jeg gjættet på en bibliotekarpost ved riksdagen. Er det så? Og hvis han får den, kan ikke det glæde din syke livskraft? Men den, som har skrevet om ham, som krøp ut kahyt-vinduet, får sag- tens passe sig, for der er ting der, som hører til livets annen avdeling. Du har tak i dem der, du nu arbejder også, jeg skjønner det av det, jeg kjæn- der. Men du kommer strålende en dag fræm av det altsammen! Kjærnen er for sund. Og din fantasi og dit hjærtelag, har sang i sig, som hører til derute. Kunde vi gjøre dig godt! Kunde du føle, at vi ælsker dig. Hils dine, og tænk på, så gode vænner du har overalt. din Bjørnst. Bjørnson Amalie Skram til Karoline og Bjørnstjerne Bjørnson Kjøbenhavn N. St. Josephs hospital 22/4/94 Kjære elskelige venner! Tak Du bedste af alle mennesker, Du kjære trofaste Bjørnson for dit brev af 31te marts. Den sarteste, kjærligste kvinde kunde ikke ha skrevet det så hjærtefint og stille hensynsfuldt og inderlig sjælevarmt. Jeg sat og gråd over det derude på Bidstrup, de første gode tårer i al denne helvedsfor- færdelige tid. Ja, for at sige det straks: Jeg har ikke vært mere sindsyg nu, end Du har vært det! Men jeg har vært indespærret og mishandlet som en farlig gal, først på Komunehospitalet i 4 uger under en herre der heder Pontoppidan og har titel af professor og overlæge, men er et uhyre af læg- prædikantlig selvsikkerhed, og siden på Bidstrup, hvor jeg ikke blev mis- handlet men kun holdt indespærret i 5 uger, efter hvilken tid overlægen dér, måtte gi tabt og erklære at han ikke alene ikke kunde finde nogen sindsyge hos mig, men at han endogså ikke trode, jeg havde godt af fort- varende tvangsophold der. Jeg tror nok det faldt ham for brystet at skulle gå imod den højt anséte authoritet, Pontoppidan, ikke fordi han er nogen uselvstændig mand, men fordi han, som rimeligt var, ikke kunde tænke SIDE: 93 sig muligheden af at hr. P. kunde dømme mig til sindsyg at være og de- kretere mig et langt (helst et årelangt) ophold i en sindsygeanstalt uden at jeg ganske bestemt måtte være gal på en eller anden vis. Jeg ser Dig ryste på dit kjære, skjønne hode med en skeptisk mine, og det forstår jeg så godt, for hvem kan godvillig gi sig hen til troen på at no- get så middelalderligt, som det, der er skét med mig, kan finde sted i Kongens København i 1894. Men sandt er det nu alligevel, og bi Du bare lidt, så skal Du få bli overbevist om det. Jeg er nemlig så kjok-stapfuld af forbitrelse, hvad Du vilde finde ganske rimeligt hvis Du vidste besked - at jeg ikke kan trække vejret frit igjen, før jeg har fåt istand en beretning om det passerede, som skal offentlig frem. Nu ryster Du igjen på hodet, men det får ikke hjælpe, kun døden kan hindre mig fra at gjøre det. Og giv da idetmindste tål, til Du får se hvordan det forholder sig - ja, for det nytter Dig ikke at Du vil råde mig fra det, ikke gud selv vilde det nytte! Naturligvis ved jeg at de alle vil råde mig fra det: man skal ikke vække unødig opsigt, ikke stille sig i gabestokken, ikke udæske folk, o.s.v. Jeg blå- ser i det altsammen! Sådan har de altid sagt til mig, hvergang jeg har ståt ligeoverfor mit livs vigtigste afgjørelser - jeg nævner dengang jeg vilde skilles fra August Müller, og dengang jeg vilde udgi "Constance", der er to eksempler blandt mange - uden at det gudskelov et sekund har gjort mig usikker, og således vil det også gå nu: jeg gjør hvad jeg vil og må. Men det skal jeg love dig, at jeg ikke skal fare forhastet frem. Jeg skal gi mig god tid, og la det gjennemgå af en sagfører og kanske en "smagsdom- mer", inden det trykkes. Selv om ikke forbitrelsen over den uhørte mis- handling jeg har måttet lide, drev mig til at skrive, så vilde muligheden for at redde, om det så kun var ét éneste medmenneske (i samme kasus som jeg selv var) - fra at falde i Pontoppidans forfærdelige hænder, være nok til at gjøre det. Men pas vel på, at Du ikke nævner dette til nogen, som skriver i aviser for jeg vilde uhyre nødig, der skulde stå noget om det i forvejen. Sagen hænger i korthed sådan sammen: jeg havde vært dårlig en tid i vinter, ikke så længe og ikke så meget forresten, som flere ganger før. Jeg kunde ikke få bogen til, (det er altid derfor jeg blir dårlig) havde ikke kun- net få den til helt fra i sommer da vi oppe i Norge havde det ondt med nattevågen over småen, som ikke godt tålte klimaforandringen, skjøndt hun ellers er et kjærnesundt barn, og græmmelse om dagen over ikke at komme af flækken i det arbejde, der skulde og måtte være færdigt til høs- ten. Ja, så blev jeg altså fortvilet tilslut, gik oppe nogle nætter og gråd til SIDE: 94 kl. 4 og plaged Skram ganske forfærdelig, hvad jeg sørged mig halvt ihjel over, fordi han altid var så storartet god mod mig. Så sa jeg til Skram: det- te kan vist ikke gå; lad mig rejse bort lidt, fra mit arbejde, for skal jeg hol- de på slig at bare stirre og stirre på det, blir jeg gal tilsidst. Ja, det skulde jeg altså. Så havde S. truffet vor læge og kom derpå til mig og sa: har Du noget imod at lægge Dig ind på Komunehospitalet under Pontoppidan en halvanden uges tid for at tale med ham, og høre hvad han vil råde Dig til? "Nej, svarte jeg, ikke det ringeste. Tværtom," - og gik rolig afsted, men det skulde jeg ikke ha gjort, for dengang spaserte jeg lige lukt ind i helve- de. S. gik fra mig med løftet om at han skulde se til mig mindst hveranden dag. I de 4 uger (på to dager nær) jeg var der, kom han ikke en eneste gang for mine øjne. Jeg tigged og bad i begyndelsen daglig om at få se ham, for jeg vidste at han, så snart han så hvordan jeg havde det, jeg lå nemlig i celle mellem tildels meget støjende gale, med celledørene åbne nat og dag - straks vilde ha tat mig hjem, men der blev stadig sagt nej og nej og atter nej. Så efter 3 ugers forløb fik jeg se en dame der var i huset hos os, og som skulde få lov at komme ned og fortælle mig om småen, som jeg længtedes forfærdelig efter. Til hende gav jeg et hemmelig brev, skrevet i smug på små papirlapper under sjæleangst og rædsel for opdagelse. Brevet var til S. Jeg skildred ham deri tilstanden som den var, tigged i de mest hjærte- skjærende udtryk om at måtte bli forskånet for transporten til Bidstrup, hvorom jeg vidste, der var tale. Jeg anråbte ham om dog idetmindste at skaffe sig adgang til mig, og se mig forinden, sa ham at hvis han lod mig rejse uden at se mig først i altfald, så havde jeg ikke mere nogen mand og at så vilde jeg aldrig, aldrig vende tilbage til hans hus. Jeg bad og bad for barnets skyld, idet jeg minded ham om al den strid der vilde bli om hende når jeg slap ud igjen fra Bidstrup. Alt forgjæves. Han kom ikke og jeg blev sendt afsted. Siden den dag da S. forlod mig ved indgangen til komunehospitalets sjette forfærdelige afdeling har jeg ikke sét ham, og med min gode vilje sér jeg ham heller ikke mere her i verden. Alt er forbi, uigjenkaldelig forbi. Prøv heller ikke på at "tale mig til rette" i denne henseende. I et tilfælde som dette hjælper "snak" ikke. Ingen ved bedre end jeg at S. ikke har gjort det af ondskab, hvad de allesammen bider på - men dermed er sagen ikke bragt i orden. Og tænk nu, hvis overlægen på Bidstrup havde vært af samme kaliber som Pontoppidan, så havde jeg siddet der, indespærret SIDE: 96 som en gal den dag idag, og så havde jeg om nogle måneder vært død en selvmorders død, for leve der vilde jeg ikke. Jeg havde sat mig selv et fjerdingsårs frist, længer vilde jeg ikke ha tål- modighed, og jeg havde nøje og omhyggelig udregnet hvordan jeg skulde gjøre det. Men gudskelov jeg slap! For jeg har ikke spor af lyst at dø end- nu! Da jeg så skulde fra Bidstrup, bad jeg om at måtte bli indlagt på St. Jo- sephs hospital. Min helbred var nemlig nu fuldstændig nedbrudt, og jeg befandt mig i en sådan tilstand af udmattelse og kraftesløshed at jeg knapt kunde gå. Alle de søvnløse nætter bare på Komunehospitalet sov jeg aldrig, absolut aldrig, tiltrods for de masser af sovemidler og morfin- indsprøjtninger, lægerne pumped i mig, og på Bidstrup sov jeg kun nogle timer hver nat, altid efter en vældig dosis kloral - bare det var jo nok til at gjøre det af med et menneske. Og så alle de rædsler og skræmsler ved synet af de gale, skrigen og hujen nat og dag, alle de ydmygelser, forhå- nelser og pinsler, der følger af selve dette at bli ansét og behandlet som sindsyg - ja, som sagt, jeg måtte nu plejes som en syg. Her har jeg nu vært i 9 dage, og har det allerede meget bedre. Straks jeg kom her sov jeg. Spise kan jeg også, og nu får jeg hver dag gå ud til Achens på Lindevan- gen, vore bedste, mest trofaste venner her - hvor småen bor og fryde mig over hende et par timer daglig. "Tænk på hvor gode venner Du har overalt", skriver Du. Ja, det er sandt, jeg er så rørt og glad og ydmyg over det. Her i Danmark har jeg dog de bedste, når jeg undtar Dig og dine. Tænk Dig til at nu mens jeg har vært på disse galehuser, har de samlet penger ind til mig for at jeg i et års tid skal slippe for at tænke på bogen. Og Achens vil ha småen i hele sommer! Ja, det er rent forgalt, så storartet folk er mod mig! Og jeg som aldrig kan gjøre noget til gjengjæld. Det er så trist. Her sender de blomster og frug- ter til mig, de samme som har git penger - det er ikke til at udholde. Når jeg blir ganske frisk, rejser jeg kanske en tur. Er det svært langt til der hvor Dere skal være? Og kan man leve billig der? Er der småhoteller eller hvordan? Men det vil kanske bli altfor anstrengende for mig, for kommer jeg nu sammen med Dig, da blir der meget at drøfte det véd jeg, og dertil skal en ha gode kræfter. Den søde elskelige Karoline som sendte så gode og kjærlige hilsener i brevet dit! Tak hende hjærteligst. - Uf denne stakkels Kristofer Janson! Han burde være pligtig til at holde sig derborte i Amerika. Hvad skal han SIDE: 97 gå her og gjøre skam på folk for? Dette modbydelige sjouersludder, denne spiritismen. Her har dog heldigvis ingen vørt at svare ham. Nu optræder Bjørn her for anden gang uden at jeg får se ham. Er det ikke skjændigt? Aldrig har jeg sét ham spille komedie. Sidst da han gjorde den vældige lykke i dit stykke, havde jeg netop fåt småen og nu - Kjø- benhavn er i én henrykkelse over ham. Ikke heller hun, har jeg nogensin- de hørt. Det Du taler om som Skram gjennem Høgsbro skulde betænkes med, har jeg ikke hørt et muk om ellers; nu har jeg jo i 10 uger ikke sét ham. Jeg kan ikke tro andet end at en eller anden vilde nævnt det til mig efter jeg slap ud af fængslet, hvis der havde vært noget i det. Hils alle dine og tak dem igjen for hver venlig og deltagende tanke. Hvis Du vilde skrive, var Du elskelig. Din Amalie Skram Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Roma, Quattro Fontane 155 25de april [1894] Kjære, kjære væn, Ja, du forstår jo selv, at æfter det brev kan vi ikke tænke på æller tale om annet. Det, du skildrer der, har jeg tænkt mig som det forfærdeligste jeg visste næstæfter å begraves skindød. Forskjellen alene den, at forfærdel- sen dræper i det ene tilfælle og følger med som en man med gloende tænger i det andre. Ubetinget skal du skildre det. Nøjagtig som det er. - Men det, som førte dig derhen, må du også skildre (æller i alle fall nævne), som det er. Ellers faller de over dig med det. Du må vise grejt og sant, hvad som blir dig for meget. Hvorfor du selv bad om å komme under Pon- toppidans observation. Så har ræsten sin basis. Lov mig det! Og skriv så! Du kan gjærne la nogen læse det, du kan gjærne også la det være. Vil de forfølge dig for det, så la dem det. Har du bruk for mig, så bare send det. Karoline frygter for daglig omgang med dig; hun tror du blev for urolig. Jeg tror nu, at det var best for dig nætop nu å omgås en, som holder så av dig som jeg og tror å kjænne dig så godt som jeg. Men som sagt, Karoline er ræd. Du måtte avlægge et løfte og forsøke å holde det (du holder altid dine løfter.) Rejsen til Schwaz er gjort på et par dage og billigere levested kjænner jeg ikke. Og henrivende stort og stille (undtagen for mange kir- SIDE: 98 keklokker om natten og undertiden skud også for helgenerne!) Men du må skrive noget sødt og godt til Karoline, så hun ikke længer er ræd. Jeg vilde jo fryde mig under dine øjne og lave honning av din tale. Og kunde jeg narre dig med til Italien også - og skaffe dig penger til det, så tror jeg at du raktes den tryllestav, som åpnet klippen for din skapende fantasi. Ti Italien har den og låner den til så frodige ævner som dine. Her er en stiliserende historisk følelse med i alt, du optar av dit syn i din tanke; du ser intet, som ikke vokser over alment mål, uten at du selv vet det. Du går så længe på Monte Pincio, til Albinerbjergene i det fjærne, byen og cy- presserne nærved vil ha det, du tænker, op i sin egen størrelse, sin egen mangfoldighed, varme, farve. Så stod historien over det. - Jeg foreslog dig én gang før å hjælpe til å skaffe dig et vænnestipendium; det må kun- ne gå an ænnu; tror du ikke det? Og tror du ikke, at selv din digtning bér om det, æn sige din helbred? Nu ja, det beror på meget, men også på, at du ikke skræmmer Karoline med din nervøsitet, - lover henne ikke å gjøre det. Min kjære væn, jeg deler dit syn på Janson! Det er forfærdeligt som han har forvildet sig bort fra os alle sammen. Og som han kunde ha gjort nyt- te! Som jeg glædet mig til å høre ham præke unitarisme. Jeg hører, han og Drude er skilte; det har jeg intet å invende til, når hun ænnu i sin alder kan la sig ta av den første den beste unge man. Er det dog ikke forunder- ligt? Hun er jo dog et åndsmænneske. Men de har aldrig passet sammen. Lev vel så længe! Skriver du ikke straks, så send brevet til Schwaz, Tirol. Tusen hilsener fra Karoline og Bjørnst. Bj. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson St. Josephs hospital 1/5/94 Kjære gode Bjørnson! Tak for dit brev! Det gjorde godt at Du skrev så snart og så prægtigt, men det var jo lejt at Karoline er ræd for mig. Det er jeg ikke selv, men når hun er det, kan det ikke nytte. Det vilde pine mig, hvis jeg mærked, hun følte sig på nogensomhelst måde uvel ved mig, og det var just pines jeg ikke mere skulde nu. Nej, jeg er så rolig og afmattet nu, så jeg trygt tør byde mig frem til omgang med hvemsomhelst, tænk jeg som har vært næsten SIDE: 99 dræbt i ti uger; det skal nok kunne spaggjøre ens væsen. Jeg er netop ikke spor af nervøs nu, derimod er jeg bange for at Karoline kunde bli det; for det blev jo en ren syndflod af samtale og drøftelse os imellem - jeg kom ligefrem til at snakke sjælen ud af livet på mig - alt det, jeg har samlet op i alle disse årene, da jeg aldrig har sét Dig; og når så Karoline ikke mere hører så godt - for det siger folk, men det er naturligvis løgn - i min tid hørte hun udmærket, så vilde hun bli nervøs og synes, det ikke var mor- somt. Ja, sådan er det her i verden, der er noget i vejen på alle bouger. Tro ikke, at jeg i ringeste måde bebrejder Karoline dette; langtfra! Hils hende hjærteligt, og sig at jeg i hendes sted vilde tænkt og ment akkurat det samme. Det er jeg nemlig forvisset om. Og var jeg først kommen derned, så kunde jeg jo ikke heller straks løbe hjem igjen, hvis det ikke blev hyg- geligt. Derfor er det altså opgit. Jeg har gåt her nu og syntes, jeg trængte så vældig til at få snakke med Dig, rigtig sån i dagevis fra morgen til aften og jeg har tænkt at jeg så vilde få greje på meget og mangt som jeg pøn- ser på og ro over nogle ting som volder mig uro, men kanske det vilde gå stik modsat. Det tænkte jeg jo også, da jeg la mig ned i helvedet til Pon- toppidan, men se hvordan det gik. Han står i værre og værre lys, efter- hvert som jeg nu hører om hans opførsel udadtil ligeoverfor Skram og andre der spurgte til mig - jeg forstår mig ikke på den fyren, hvis han ikke lider af godt skjult åndeligt stormandsgalskab, hvad jeg er mest til- bøjelig til at tro. Ja, for middelalderlige slyngler og rigtige skurker finds jo ikke mere, og desuden havde han jo ingen grund til at optræde skurkeag- tig mod mig. Ja, vær Du ganske rolig - jeg skal intet stikke under stolen om grunden hvorfor jeg så villig gik der ned. Aldrig et sekund har jeg tænkt på andet end lægge åbent frem hvordan vi havde det - det blir ikke morsomt, men så pas vit har jeg da at jeg ved, andet ikke går an. Des- uden så er vistnok snakket der går om hvor dårlig jeg var, tusen ganger værre og omfangsrigere end sandheden, så det kan bare gjøre godt at den kommer frem. G.B. (Danmarks største sladrekjærring) havde således for- talt at jeg var så desperat at jeg plukked klærne af mig, en absolut løgn, som der ikke er skygge eller lignelse af sandhed i. Aldrig et sekund havde jeg det på nogen sådan slags manér, og ikke et sekund har jeg været no- get af det man mener, når man siger sindsyg. Det var jeg forrige gang, det vil sige jeg havde en hallucination, en tyk, kort grå mand som hopped op og ned ustanselig, og som jeg ikke blev kvit hverken dag eller nat. Han fik jeg efter 21 dagers absolut nattevågen og indtagelse af alle slags sovemid- ler i store doser. Og nattevågingen og tilstanden i det hele, kom igjen af at SIDE: 100 de ikke vilde la mig slippe ud af det ægteskab som jeg følte jeg måtte gå tilgrunde i. Men såsnart jeg kom til Gaustad bort fra Bergen og August Müller og alle de, som pinte og plaged mig, forsvandt hallucinationen, hvad Claus Hansen også havde lovt, og jeg begyndte at sove nat og dag i uger og næsten måneder. Forresten var jeg der kun fra 23de dcbr. til 4de marts, så det var jo et meget let tilfælde. Jeg bad ikke selv om at komme under Pontoppidan forresten, men da S. foreslog mig det, havde jeg intet at indvende, da jeg trode P. var udmær- ket dygtig og dertil en førstesort kar, istedetfor den små pædagogiske ty- ran, han er. Å han er så liden, så liden at det af den grund er vanskeligt at få den rette forståelse af ham, eller rettere basis for en forståelse. Men jeg skal nu gjøre mig al mulig flid, bare jeg nu følte mig stærk nok til at be- gynne, men kræfterne vil ikke komme, og så er det så mangt slag som pi- ner mig. Ja kunde jeg komme til Italien og leve der, om bare nogle måneder - ja jeg tror forvist det vilde løse kræfter i mig som endnu ligger bundne, og som kanske blir liggende bundne bestandig. Å kunde jeg, kunde jeg kom- me derned! Men vilde Karoline ikke også være ræd mig til vinteren, da? Og så er det penger. Nej, for er Du gal Du Bjørnson - nu går det da ikke an på nyt igjen og [!] samle ind til mig. Jeg fortalte Dig jo sidst at mens jeg blev slæbt rundt på disse herre galehusene, havde de lavet istand en sum til mig. Fru Achen, min bedsteveninde hernede gjorde det; hun nævnte det blot, fortæller hun, så kom de formelig løbende. Selv er hun nu også rig, eller ialtfald hendes mor, gamle fru Thiele, som alene gav 400 kr. Der var i det hele, tror jeg 1900 kr., deraf fik S. de 450 til at betale galehusene og hospitalet med, og nu skal der stå 1400 etsteds i en bankbog. Men så forstår Du nok, at det ikke går an at begynde på en ny frisk. Bare tanken skræmmer livet af mig. Men om jeg kunde fortjene noget til den tid - det beror på hvor snart jeg blir frisk. Å, men Du er forfærdelig sød! Gudskjelov for vi er venner, nu blir vi aldrig andet her i verden. Ialtfald ikke før end i næste reincarnation, om vi da skulde komme op og nappes. Uf den Janson - det er ækkelhed jeg føler ved ham. Har Du læst hvad han går og siger? Blir Du ikke liksom flou på hans vegne? Det undrer Dig at Drude kan la sig ta af "den første den bedste unge mand". Mig undrer det meget mere at nogen ung mand kan la sig ta af hende. Jeg så hende nemlig i sommer, da jeg var i Bergen, og gud - nej nu vil jeg ikke sige mere, for jeg ved Du lar brevene ligge, så alle kan læse dem, og hvor kan jeg vide om ikke Drude en vakker dag falder på at hjem- SIDE: 101 søge Dere? Hun ligger jo og flyder om etsteds i Tyskland, siges der. Men hør, nu ber jeg Dig Karoline om at gjemme eller brænde dette brev, for jeg er vis på, Drude kommer, og jeg vilde nødig hun skulde læse det. Man sa isommer at de skulde skilles, men da hun ikke selv snakte om det, vilde jeg ikke spørge. Nej, de har alrig passet sammen, men hvor mange gjør det? Hovedsagen er at man elsker hinanden, eller at bare den ene part els- ker, det er nok - så spørs det ikke efter passingen. Stakkels Ingeborg, hvad siger Du til hendes skjæbne? Hun har lidt alde- les umenneskeligt de sidste par år, og så skulde enden dog bli at hun med spot og spe måtte afsted - alt det hun har ladt sig byde, for at undgå det. Stakkels Ingeborg, hjærtet blør i mig for hende - hun var så nedbrudt - så fortvivlet - ja jeg så hende jo ikke tilsidst, men allerede før jeg blev sat fast, og efter Deres beretning, som har sét hende tilsidst! Men gifte sig med en af Brandesene - det er jo næsten latterligt. Mangfoldige hilsener fra Din Amalie Skram Kan ikke Dere komme op for en liden sommertrip. Ellers får jeg gud- hjælpemig ikke se Dere, aldrig. Å hvor det vilde gjøre godt nu! Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Roma, Quattro Fontane, 155 5te febr. 95 [Tilføyd i margen:] Ret Qui lo sa? til Chi lo sa? Kjære ven, jeg har læst din bog [Professor Hieronimus] i et sug. Inlednin- gen er slusket skrevet, sproget i den banalt (hvad siger du om "nu havde hun slidt sjælen ud av kroppen på sig"?!) Men like fra du træder over tærs- kelen til det moderne sinnssykehus, som du holder et magistralt forhør over, er alle dine ævner årvåkne, og vi får undertiden det sublime og træt- tes intet øjeblik. Hovedintrykket er sådant, at i ethvert annet folk med større ansvarsfølelse æn det danske, vilde det ha gjort den man og det sy- stem umuligt. Men der er én til, som du ødelægger hos alle retsindige folk, antagelig uten å ville det, det er din man. Allerede det, vækker mistanke til ham, at de partier, deri han optræder, alle uten undtagelse er bokens døde par- SIDE: 102 tier; dernæst (og æn mere) at din omtale av ham og dine følelser for ham ikke synes ægte. Enten er de for flygtige i tægningen, eller er der noget dypere i vejen. Men dette er dog altsammen uvæsenlig mot hovedsaken: å la dig være på et sted, han ikke fik adgang til! Ingen man eller kvinne av alminnelige karakter- og følelses-dimensioner gik in på det. Ikke engang umake sig med først å ta et selvsyn av stedet!! Jeg ser heri hele hans slap- hed og det som værre er. Du er gift med en velformet fiskebolle. Der kan være meget fint og lækert i en sådan, men fra [d.v.s.: etter] læsningen av denne bok, skal jeg nødig ha mere av den. Han skal, om jeg mere træffer sammen med ham, aldrig oftere få mig til å le av hans historier eller be- undre hans "ridderlighed". Da jeg forutser, at herpå skilles også vi to, vil jeg bare si dig, at dig holder jeg urokkelig av, og at mit siste ord til dig er og blir: vær tro mot dig selv, du har meget å gå igjænnem for denne saks skyll; men husk, du står her i en missjon på tusen ulykkeliges vægne og på dine egne med; ti æfter denne bok faller stærkere lys over dit liv og din gjærning. Nu skal Karoline til å læse den; jeg har på forhånd vænnet henne til det værste i den forat den ikke skal skade henne. Hun hilser dig på det hjær- teligste, - sådan som man hilser dåden og den væn, som øver den. din innerlig hengivne Bjørnst. Bjørnson Du, hvad kan et menneske dog vænne sig til? Det gyser i mig ved å se det - og dine følelser ved avskeden fra helvedet. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Kjøbenhvn Ø. Klasensgade 11. 10/2/95 Tusen tak for dit brev, min kjære hjærtens ven! Tænk så straks, Du skrev til mig! Jeg synes ikke at indledningen er slusket skrevet. Ja, dette: "slidt sjælen ud af kroppen på sig" - er nokså plumpt, men forresten - jeg kan ialt- fald ikke se det. Men kanske, Du har ret. Når Du har følt det under læs- ningen, så må der vel være noget i det. Gjør mig forresten den tjeneste, hvis Du da orker det - at læse indledningen om igjen. Kanske vil Du så ikke finde mere end netop det ene ovenfor citerede, som for alvor har forekommet Dig "banalt". SIDE: 103 Jeg læser så tit dine bøger om igjen. Når jeg trænger til en hjærtefor- friskning, til at løftes ud af, og over mig selv, så tyr jeg til Dig. Den om Ab- salon, har jeg læst 3 ganger. Den er så fin synes jeg, trods det at den peger på bestemte mennesker og forholde. Jeg gjenfinder der, det som Drude Janson engang sa om Dig: lad det være så skiddent, det være vil, har det gåt gjennem Bjørnsons organisme kommer det ud igjen rent og pent. Ja, dette gjelder jo egentlig ikke fru Absalon, men forholdsvis altså. - Og alt det andet i bogen. Du mener jeg får gjennemgå meget for min nye bogs skyld. Nej tænk, det tror jeg ikke. Den er ikke bleven spor af diskuteret. To læger har, efter sigende, angrebet den, en i Dannebrog og en i Nationaltidende, og bevist at jeg i min bog har mod min vilje bevist hvor genial Hieronimus er. Han har, uden at ha snakket næsten det mindste med mig, dog straks vidst at SIDE: 104 jeg var sindsyg, og handlet som den overlegne og samvittighedsfulde mand, han er. For Else var jo altså sindsyg, hævdes der; med sine halluci- nationer og sin ganske urimelige opfatning af Hieronimus. Ingen har sva- ret på disse angreb, og ingen kommer heller til at gjøre det. Lægerne her står fast sammensluttet grundfæstet og urokkelig som den chinesiske mur. Og hva "lægfolk" mener eller siger eller skriver, bryr ingen sig om. Jaja, godt er det at jeg ikke har ventet andet. Så lider jeg ingen skuffelse på det område. Og Politiken, det blad, som jeg dog kunde vente, her vilde træde til, har endnu ingen anmeldelse bragt. Jeg havde bedt om at få slippe for E [dvard] B [randes] s anmeldelse. Jeg vilde hellere at enhversomhelst an- den i bladet skulde gjort det. Der blev også skrevet til E.B. om det, men han svarte tilbage at han vilde ha bogen og "selv" anmelde den. Så blev den sendt til ham 4 dage før bogen udkom her i byen, og endnu har han ikke ladt høre fra sig. Det har altså vært som Skram sa, den pureste nys- gjerrighed, der drev ham. Nej, men kjære Dig Bjørnson, Du må ikke si at jeg har ødelagt min mand ved den bog. Trodde jeg, det var sant, vilde jeg være fortvilet. Jeg havde jo altså i sin tid den samme opfatning som Du; jeg var så forbitret på ham efter alt det, at jeg ønsked og vilde intet andet i verden end slippe for at se ham mere. Men så, ved et mærkeligt tilfælde, som jeg ikke skrift- ligt kan fortælle Dig, kom jeg til at træffe ham, og så - - - ja, han får al- tid ret ligeoverfor mig. Altid! Og så er han dog ikke den mand, som har kunnet magte mig. Og hele opinionen her er på hans side. Ingen hæderlig og intelligent mand vilde ha båret sig anderledes ad, siges der. Jeg forstår det ikke. Jeg véd, at jeg i hans sted vilde ha handlet stik modsat, men nu har jeg tugtet og optugtet mig selv til at falde til ro. Han blir også rasende når vi kommer ind på det. Den kulde, den kulde! hvormed han svarte, da jeg engang i sommer sa: "vilde det nu ikke vært forfærdeligt, hvis over- lægen på St. Hans havde fulgt Pontoppidans dekret og havde holdt mig indespærret der et helt år!" Vi er så forskjellige. Deri stikker ulykken. Men jeg kan bedre se og forstå ham end han kan mig. Han stanser som ligeoverfor en mur. Det gjør jeg aldrig. Han er et udmærket menneske og ingen i verden har vært så god imod mig som han. Har vært. For nu er han det ikke mere. Fordi han ikke mere er så glad i mig som før. Men det er min skyld, ene og alene min. Amen. Å hvis jeg kunde få tale med Dig, fortælle Dig alt, rub og stub, og få styr- SIDE: 106 ke og fortrøstning af din godhed og forståelse! Men hvor skal man hen i et fattigt brev. Det blir til ingenting. Han har ikke fåt læse dit brev. Jeg vil så forfærdelig nødig at Du og han skal bli uvenner, og det blev Dere for livstid, efterat han havde læst det om den velformede fiskebolle. Og det er ikke rigtigt kjæreste bedste ven. Han er nok en fiskebolle på sæt og vis, men samtidigt tusen ganger mere og andet end en fiskebolle. Du må skrive et brev, som han kan læse. Hø- rer Du min ven! Han er ikke en mand som man sån kan smide fra sig. Han er udmærket i alle retninger men kun for dannet! Vi skilles altså ikke efter dit brev. Bare Du tar i Dig igjen det om fiskebollen. Jeg går her med de he- deste tanker om at rejse ned til Rom og få snakke med Dig. Nu har jeg penger. Bogen kommer i andet oplag. Hils Karoline på det aller varmeste. Og tusen tak for dine dejlige ord om at Du altid vil bli ved med at holde af mig. Sligt, fra en, som Du, styrker! Din Amalie Skram Skriv til mig. Jeg bér Dig! Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Roma, Quattro Fontane 155, 17de febr. 95 Kjære vor væn, ja, du vet, jeg er et svært hissigt menneske og da for stærk i mine uttryk; men kanske vi står overfor mere æn en temperamentsfor- skjel her, nemlig en national. I Norge vil de fleste se det som jeg og bli utrolig rasende på din man. D.v.s. de av mine landsmæn, der som jeg går ut fra, at han holdt av dig. De skeptiske Nordmænd (og der er mange av dem) vil si, hvad flere alt har sagt mig her: han var så ærke træt og lej henne, at det var ham en lise å være alene. Jeg finner, at hvad han har gjort er utilgiveligt, aldeles gyseligt. At bli innespærret er i sig selv så ræd- selsfullt, at den, som overlater en kjær til den behandling uten med al sin sjæl å være der forut og komme der under lidelsen, må betegnes som av mig. Jeg kan ikke hjælpe det, selv om Skram sender mig et brev, der gjør ham liten ære og egentlig stadfæster mit syn på ham. Naturligvis med den subtraktion som min vrede gjør nødvendig og tillige med subtraktion av det, som jeg ved denne lejlighed ikke har fåt sagt, det meget udmærke- de, som vi alle holder av hos ham. Jeg skrev så hurtig til dig, fordi jeg frygtet, du fik det vondt og da vilde SIDE: 107 være ved hånden. Jeg mener, jeg er den, som dypest har loddet i dig. Jeg har altid set din store begavelse, jeg trodde engang, den ikke kunde nå kunstnerisk form i menneskeskildringen, men det tror jeg nok også er min eneste fejltagelse. Hadde jeg levd mere sammen med dig, så hadde jeg ikke begåt den. Og nu må jeg én gang til fæste din tillid til dig selv æfter denne bok. Utvortes vil du opleve, at ikke alene den vil få et annet oplag, men også din næste bok, hvis den er god, og kanske en eller annen av di- ne gamle. Her er et vendepunkt i forholdet mellem almenheden og dig. Men invortes vil du vinne mere: glad tro nu under arbejdet. Ofte avbrudt av tvil, men med idelig sejer. Og som jeg lykønsker dig til det! Og som jeg glæder mig med dig. Men mon du nu ikke burde være alene? Tænk over det! Fra nu av skal du fare varligt med dig selv, ikke sprede dig, ikke stri- des, tage fred og fordypelse og da en omgang, som enten er aldeles neu- tral eller som tilfører dig interesser. Det er kjærligheden til det levende, som fornyer; og den er innesluttet i interesserne, som vækkes i os. - Her må jeg sætte en parantes. Jeg husker pludselig på at din man har forståt mit siste brev til dig som jeg vilde bære videre ut i verden min dom om ham i forholdet til dig, mens du sat innespærret. Om du læser mit brev igjennem på ny, vil du se, det er en mistydning av det. Jeg har intet lig- nende tænkt, æn sige skrevet. "Kalumniant", som han ianl [edning] herav kaller mig, vilde ikke være sant, selv om jeg gjorde det; hvorledes kan no- get menneske, som kjænner mig, tillate sig sådanne uttryk? Han er vist ikke bare nobel, den man. Eller der er noget annet i vejen med ham, som får instrumentet til å gi falske toner. Noget, som trykker ham, noget, som piner, volder smærte. Se dig for! Hold nu dit sinn rent, min innerlig kjære væn; dermed mener jeg det motsatte av blandet; jeg mener ikke noget i retning av kjønsligt. Dine forestillinger må ikke idelig møtes av motforestillinger. Få ro over dit liv og fred over utarbejdelsen av dine intryk; det mener jeg. - Jeg skal hilse dig fra Karoline og Dagny. Karoline har ænnu ikke turdet læse boken; men Dagny tænker aldeles som jeg. Her var Laurids Bruun; også han så på det hele som jeg. Måske under inflytelse av mig; men jeg tror det ikke. Det var en fin natur! - Er det dig en glæde å skrive til mig om det, der nu går in på dig av allehånde, og som tilsammen vil avgjøre det nærmeste i dit liv, så bare skriv! Rejsen, vet du, er dyr, skjønt den kanske nætop nu gav bidrag til nydannelsen i dit sinn. Vi hilser dig innerligt. din BB. Ejnar er blét en man, kan du tro. SIDE: 108 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Kjøbhvn. Ø. Klasensgade 11 21/2/95 Kjære vennen min Bjørnson! Jeg blev så forskrækket ved af dit brev at mærke, at Skram havde skrevet til Dig. Dengang dit første brev kom, lå jeg inde i mit værelse, forkjølet og forsnuet og Skram bragte mig det ind. Nu plejer han altid at måtte hjælpe mig med at læse din vanskelige skrift, og derfor blev han stående og ven- ted. Så sa jeg til ham: "vær nu snil og forlang ikke at læse dette brev". Han trode, Du havde skjældt mig ud for et eller andet i bogen, som Du ikke havde likt. Men så sa jeg, det er ikke mig, men Dig. "Mig! råbte han, mig!" "Ja", sa jeg, han anklager Dig for det samme som jeg i sin tid gjorde" o.s.v. ["] Og likså energisk og rasende, som jeg. ["] Dermed var det forbi. Han gik og sa ikke mere, og ikke ante jeg, at han havde skrevet til Dig. Han har ikke læst dit brev, hverken det første eller det sidste, og skal heller aldrig komme til at gjøre det. Når han kunde bli så forbitret over bare det, jeg sa, hvad vilde der så ske med ham, hvis han læste alt. Jeg har ikke misforståt dit brev, ikke ymtet et kvæk om at Du havde sagt Du nu vilde bringe din dom over ham ud i verden. Men han sa straks: "nu siger og skriver han dette til alle." Å Bjørnson, kjære, gode mand og menneske, kunde jeg tale med Dig! Min mand er så underlig stivnakket. Det er vist fordi han altid har vært fi- nere og noblere end alle dem, han har vært sammen med og har havt kontroverser med. Så er han blit så stejl og rethaverisk tilslut. Aldrig har han med et ord forsøgt at gjøre mig begribeligt at også han havde lidt, mens jeg sad indespærret. Aldrig førend i dag. Og da sa han nogle ord, som smelted mit hjærte. Tænk, hvis han vilde nedlade sig til at gi en for- klaring, være likså hensynsløs åben, som jeg selv har vært i denne sag - men nej! Der er noget i dit sidste brev, som synes mig galt. Du siger, at i Norge vil de fleste dømme som Du. Alle de, som, der liksom Du, har gåt ud fra at han holdt af mig. Men hvis han har holdt af mig, så kan han jo dog ikke ha villet mig andet end godt. Han kan ha tat fejl praktisk, men ikke mo- ralsk. Og de som siger at "han var så ærke lej og kjed af hende, at han føl- te det som en lise at være alene", de er jo dog kun organ for en pøbelagtig betragtning. For ingen, der har havt det mindste med Skram at gjøre, vil- de tiltænke ham en slig nederdrægtighed. Hvis det havde vært hans tje- SIDE: 109 nestepige, som han havde afskyet, vilde han jo dog ikke ha påført hende denslags lidelser med vilje og forsæt. Og jeg skrev i det brev, jeg smugled til ham, at hvis det var, at bli af med mig, han vilde, så behøved han jo ikke at spærre meg inde. Jeg vilde jo vært gået på hans første ord. At han var ærke træt og lej af mig - ja, hvem kan fortænke ham i det. Det skulde vært mig, som havde gjennemgåt det med ham, som han med mig! Å ja, jeg føler trang til at være alene. Hvor siger Du dog ofte det, som heftigst kalder i mit indre. Men jeg kan jo ikke bli alene. Jeg kan altså ikke forlade småen, jeg véd, at længselen efter hende vilde gjøre det umuligt for mig. - Nej, det gjælder at tugte og knægte sig selv, være rolig og snil og ydmyg, og endda forsøge på at gjøre sin gjerning. Kjære Bjørnson, bliv ikke uvenner med Skram. Han har altså ikke læst dine breve, og jeg véd ikke, hvad han har skrevet til Dig. Men Du er højt for god og han også for god til at der skal komme ondt imellem Dere. Skriv så at det blir godt. Du kan det, hvis Du vil. Hvor sød Du er forresten. Dette at Du øjeblikkelig skriver til mig fordi, du frygtet, jeg fik det vondt og da vilde være ved hånden. Ja, Du svigter ikke, Du! Og derfor har Du venner, som ingen andre. Det brev, Du sendte mig til Bidstrup virked også som en stor solstråle. Og ikke alene som en solstråle på mig selv, men overlægen der, som forresten var bare god og elskværdig, han fik liksom mere varsomhed i sit væsen efter at Du havde skrevet til mig. For han havde åbnet og læst dit brev, og så klæbed det pent sammen igjen. Det kunde jeg tydeligt se, men lod naturligvis som jeg ikke havde sét det. Bare dette, du skrev: Husk, hvor gode venner, Du har "overalt", - ja Du er, den Du er, og ingen er som Du. Amen! - Ja, Du har ret, det er kjærligheden til det levende, "som fornyer" - gudskelov, jeg har kjærlighed til alt levende! Jeg kan ikke skrive mere nu. Tale med Dig, kunde jeg, men skrive - Du lar jo alle breve ligge og flyde så hvermand kan læse dem. Det véd jeg fra Aulestad. Og rejse for at træf- fe Dig, er nu blet umuligt. Hvis jeg nu rejste til Rom vilde S. sige: vælg så mellem den rejse og mig. Hils K. og I. fra din Amalie Skriv til mig! SIDE: 110 Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Roma, quattro Fontane 155, 24de fbr. 95 Kjære væn, den tid, da mine brev lå og fløt, ligger så langt tilbake, at jeg ikke selv husker den. Antagelig har den aldrig været til. Har du læst "Ivar Bye"? Gir den dig ikke et begrep om, hvad jeg gjæmmer på? Hvor grænse- løs megen fortrolighed for andre, jeg bærer på? At der er ting, andre vil ha skjult og som jeg ikke skjønner verdien av, det kan ha bragt ordet ut. Jeg siger ikke dette for å ha din fortrolighed i nogen måte; jeg længes slet ikke til den. En annen sak er, hvad som det gjør dig godt å få sagt til en tro væn, som kanske vet råd. Men dem har du vel der, du er. Jeg vilde ønske, du hadde ret m.h.t. Nordmændenes dom om din mans opførsel; men du går, synes mig, ut fra det logiske og ikke fra det psykologiske, - en for- skjel, mænneskene i alminnelighed ikke lægger mærke til. De danske, (de som tror din man holder av dig) kræver nætop derfor av ham, at han strængt skal lyde doktoren, selv om det går så ilde som nu (og derom fik han jo besked). Men Nordmændene, (de som tror, han holder av dig) kræ- ver netop derfor, at han skal gi fanden i doktorens råd, "men selv under- søke, hvordan hun har det." Nordmændene synes jo om Danskerne, at de lar livet gå over sig som badevand. Nu (det må jeg komme tilbake til) må du ha ro og så meget som mulig være ene. Kan du det ikke uten din datter, kjære, ta henne med. Jeg kan ikke hjælpe at Skram blir vred over min dype, uforandrede misbilligelse av hans færd. Derimod er jeg villig til å erkjænne, at mine ord i den første varme var for stærke. Nogen annen undskyllning kan jeg ikke gi ham; ti også jeg er et lite stykke av en man, der har min egen me- ning og kan ikke altid ha den, som huer andre. Han skrev et råt brev til mig. Jeg liker, han blev sint, det vidner godt for ham; men råhed er og blir råhed. Og det er de bløte mænnesker, som er værst. Der er ællers det å mærke ved hele denne sak, at min følelse og dom holder sig strængt til din fræmstilling, navnlig den i din bok. Og mig synes det best, at du fore- lægger ham alle mine tre brev. Og nu kan jeg lægge til: den sladder her har gåt, har jeg ikke trodd ét ord av. Det er udelukkende din fræmstilling, som har voldt min stærke vrede mot ham. Skal denne din bok ha en fortsættelse? Det burde den ikke, synes jeg. Men jeg har jo ikke alle forutsætninger til å dømme derom. - Atter og at- ter: har du læst Collins bok: kunsten og moralen? Skaf dig den hos Hegel. Har du læst hans analyse av Ibsens mening om livet i Nyt Tidsskrift? SIDE: 111 Jeg siger det for å la dig få intryk av, at her kommer den fineste psyko- logiske analytiker, vi har hat. - Egenlig mener jeg: ænnelig har vi i Nord- en en psykologisk analytiker, utrustet med den viden, som James's under- søkelser har bestæmt på det nyeste fysiske grunlag. Karoline hilser hjærtelig din B.B. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø. Klasensgade 11 27/3,95 Kjære Bjørnson! Der er gåt så lang tid hen denne gang, fordi der har vært så meget, som har hindret mig i at skrive hvergang jeg skulde til det. Nu sidst det at jeg havde forgjemt alle dine breve og en hel uge ikke var istand til at finde dem. Og vilde ikke skrive uden at ha dit sidste brev foran mig. Ja naturligvis gjemmer Du "på grænseløs megen fortrolighed, for and- re", og din henvisning til "Ivar Bye" i N. Tidskrift er et af bevisene derpå. Men der er blet sagt, og vi selv har også tænkt det, at det man betror B.B. det buser han en vakker dag ut med. Imidlertid hvad Du siger: "At der er ting andre vil ha skjult, og som jeg ikke skjønner værdien af o.s.v." - Ja disse ord virked på mig som faldt der pludselig et stærkt lys over Dig, der viste Dig så rén og hél, som Du er. Når Du tror det kan gjøre gavn at tale om det, andre vil ha skjult, så taler Du. Kun da. Men har man tat imod et menneskes fortrolighed, så skal man tie, synes jeg, selv om man tror det modsatte er det riktigere. Nej - naturligvis ikke altid. Alting kommer jo altid an på så meget og mangt. Nej, jeg har ikke nogen her, som jeg har kunnet tale ud for. Ikke fuldt. Og hvad hjælper det så? Når man fortier det inderste og vigtigste, det af hvilket den fulde forståelse afhænger. Jeg har gode venner her, troe og forstandige også, men de vilde vært altfor bange for at blande sig ind i andres sager, som det heder, til at jeg kunde havt nogen hjælp af dem. Det er også det bedste at tie og se til at greje det altsammen selv. Jo stær- kere smerten raser inde i brystet på en, jo før kommer det vindstille, og tilslut et slags fred. Og så er man glad bagefter, at man ikke har snakket til nogen. "Man skal aldrig betro sig til et menneske. Der kommer altid den dag, da man angrer det", siger Doris til Agnete i "Agnete". Og desuden fø- ler folk sig let plaget af andres fortrolighed og bedrøvet og ærger- SIDE: 112 lig over at mærke at de i virkeligheden slet ingen nytte kan være til, selv om de aldrig så gjerne vilde. Jeg véd det bedst fra egen erfaring når den eller den er kommen til mig med sin nød. Derfor forstår jeg godt at Du slet ikke længes til min fortrolighed, som Du skrev. Fortrolighed fra andre er ofte en byrde, og enhver har nok af byrder i forvejen. Imidlertid havde Du vært tilstede her i denne vinter, da var jeg dog kommen til Dig, fordi jeg havde måttet. Og jeg var trængt ind på Dig, hvis Du havde vist Dig uvil- lig, og sagt at Du kunde ikke slippe. Derfor har jeg aldrig før tænkt så me- get på Dig, som i vinter, aldrig længtes sådan efter Dig. Du var, syntes det mig, den eneste det kunde ha nyttet med. Et sandt ord har Du blandt mange andre sande ord skrevet i denne sags anledning: "Du skal ikke idelig la din forestilling møtes af motforestillin- ger". Først forstod jeg det ikke, men så gik med ét lyset op for mig og med et sæt op fra stolen, så jeg at altid i mit liv når der havde vært nød på- færde, var mine langvarige kval og pinselstider skabt netop af dette, at jeg lar mine "forestillinger møtes af motforestillinger". Disse endeløse reflekti- oner, denne vejen for og imod, denne frygt for ikke at gå lige strengt i ret- te med mig selv som med andre, den volder omskiftelighed hos mig, snart fylder [den] mig med ætsende harme, snart gjør [den] mig blød og snil og næsten ydmyg - Dog nu er det så omtrent over for denne gang. Og gud give at dette må ha vært den sidste storm der har skullet piske min sjæl tilblods uden at dræbe den. Jeg er jo så gammel nu at der er grund til at vente af skjæbnen at den skal synes, det er nok. Ligeledes så gammel at jeg ikke kan ha så farlig mange år igjen. Tanken på at rejse bort for at være alene har jeg måttet opgi: Uden småen vilde det vært umuligt, og hende vilde jeg ikke fåt lov at ta med. Hendes far vil heller ikke undvære hende, og så går hun i Børnehave og "det vilde være synd at rykke hende op", o.s.v. Og med vold kan der jo ikke fares frem i en sådan sag. Altså er jeg falden til ro. Desuden rejste jeg nu min vej, så vilde det, der skabte de rygter Du hentyder til, efter al sand- synlighed igjen skabe rygter. Hvis jeg altså rejste måtte det være for be- standig. Og så er det penger - Jeg sa til Skram at Du havde foreslåt at han skulde læse alle dine breve. Men han var så sint på Dig, at han vilde ikke. Og tænk han véd altså kun at Du har dadlet hans opførsel og at denne daddel skriver sig fra den bog i hvilken der ikke står et ord som han (S.) ikke har billiget skulde stå der. Og enda er han så sint! Jeg kan forresten nok forklare mig det, og det skulde jeg Dig også, hvis Du sad her. SIDE: 113 Hils Karoline og Dagny så hjærteligt fra mig. Og gjem så mine breve! Din inderlig hengivne Amalie Skram NB) Nu kan Du tro, det er kommet som Du sa. Der skal ha ståt rasende angreb i forskjellige blade og tidsskrifter hernede. - Jeg har skrevet et smæde- skrift, og er en person uden æresfølelse o.s.v. Men jeg har ikke læst noget af det. Og vil det heller ikke. D.S. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Kjbhvn. Ø Klasensgade 11. 21/2/96 Kjære, kjære Bjørnson! Jeg skammer mig næsten ved at ha lov til at sige Du til Dig, efter at ha læst atter og atter din sidste bog [Over ævne II]. Du er i sandhed af det stof, hvoraf menneskene laved og laver sine guder. Dejlige, ophøjede menneske - jeg lægger alting ned for dine fødder, og hvis det ikke lød så vulgært, vilde jeg sige at jeg tilbeder Dig. Hvad er og betyr alt det, vi and- re baler med i sammenligning med din guddommelig stærke, og guddom- melig forstående, og kjærlige digtning! Kjærlighed er lovens fylde, og Du har kjærlighed sammen med alle dine øvrige store egenskaber, og sam- men med at Du er geniet! Din digtning flytter menneskers tænkning, og menneskers forstand højt op over alt det, der før har foreligget. Hvor blir vi alle andre dog til småtkrattet ved siden af Dig! Ingen hos os har gjort det, Du har orket. Ingen i verden, fristes jeg til at sige. Nede i Frankrig, hvor der er en stadig frodigt blomstrende literatur - hvad er det dog de karle allesammen skriver om? Sanselig kjærlighed mellem mand og kvinde, helst mellem gift kvinde og ugift mand, og mel- lem allemandsskjøger og alle kvinders mænd, og de deraf følgende kon- flikter og intriger. Dine bøger løfter os op i ren luft, i en sfære, hvor der er godt og strengt at være. Hvor vi dyppes ned i et fornyelsens og renselsens bad og undfanger vilje og tro til os selv. Til at ta ansvaret, det store menneskelige ansvar på os, og til at stræbe, altid, altid stræbe efter at bli lidt af det vor skaber eller verdensordenen har ment med os. SIDE: 114 Ja tak, tak for din bog, og for alt hvad Du er, og stadig fremover blir ved med at være. Jeg var igår sammen med Bjørn i selskab. Han er en stout kar, viger al- drig afvejen for at sige folk sandheden. Der var igår en dispyt om journalistisk moral. En mand af ægte dansk bolledejg forsvarte journalis- ters "ikkemoral". Da tog Bjørn til gjenmæle med ord, der skar som blink i tåge, men behersket og vittigt. Den anden måtte til, og Bjørn havde se- jeren. Sådan har jeg sét ham mange gange før. Han er altså simpelthen din søn. Og han er afholdt hernede! Så meget, at folk ikke ved det rigtigt før han en vakker dag er væk. Også Ingeborg [Gina Oselio] holder jeg for- færdelig meget af. Det er en ren sjæl. Der findes ikke svig i hendes mund, og tusen gange mindre i hendes sind. Og så er hun så vakker!! Men nu er jeg altså hjemme igjen, og er glad ved at være det. Jeg har kjæmpet en svare kamp med mig selv, og har fåt fred. Fred og ydmyghed i sindet. Alt, hvad der er overgåt mig, har jeg fortjent. Jeg lever nu som på toppen af mange grave, og jeg skal vel vogte mig for at rode op i dem. Jeg er glad, og taknemmelig for alt, alt. Min mand er sød og god. Har han faret vild dengang han lod mig i stik- ken hos Hieronimus, så er det ikke skét med hans gode vilje. Og det må der ta's hensyn til. Å, kjære kjære Bjørnson, min bedste, godeste ven, jeg har det nu bare godt. Forfærdelig meget ondt har jeg døjet, men nu da jeg er fremme, hvad gjør det så, at solen har mig brændt? Din Amalie Skram Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram München 1896 24/2 Maximilianstrasse 20b 4 Som dit friske brev har glædet os! Du synes altså om min bog. Det er ho- vedsagen; uttrykkene tar jeg mig iagt for; kvinnernes begeistring er jeg blét ræd. I hennes kjærlighed (den til mannen, og den til barnet) er der en konsekvensens styrke uten lignelse; men på kost av alt det andre. I alt det andre er de uten fortsættelse. I svermeri for noget, de dagen æfter glæm- mer for et annet. - Så det er ikke uttrykkene for din glæde over boken, som var det beste ved dit brev dennegang, skjønt Gud skal vite, det vilde være mig en skuffelse, om du ikke likte den; din intelligens og din åben- hed har jeg ærbødighed for. Nej, det er den fortryllende friske måte du SIDE: 115 skriver på; dit rike væld av hengivenhed, sværmeri, karakteristik, farver, spektakel er atter usvækket, ublannet, jeg drikker dit brev i mig som rent, friskt, koldt vand, styrter over Karoline med det: "vil du lægge dit ansigt op til en kind, som er frisk og kommer in fra friskt vejr?" Og gav henne så brevet. Samme glæde! Velkommen, velkommen, velkommen! Jeg skriver det med tårer i øjnene! Velkommen hjæm igjæn fra lang lidelse! Du friske, dejlige, muntre menneske! Det du skriver om Bjørn, at han åndfuldt og behærsket taler fra leveren, er mere en arv fra moderen æn fra mig. Vet du ikke, at jeg har ondt for det, så er det fordi jeg altid taler ut til venner, gir ren besked, det er min kjærligheds beste form (hvad jo ofte er mistydet!); men jeg er en stymper overfor de andre. Overfor dem går det løs, bare når jeg er rasende eller når ånden kommer over mig. Til hverdags, i ro, blir jeg undselig eller får medlidenhed og snakker utenom eller tier til det, jeg finner dumt. Men det gjør ikke Karoline; rolig og grejt gir hun full besked. Min stymper- agtighed har bl. andre følger den, at jeg tier og gjæmmer, til det en dag spruter over, og da blir det (ofte ved den minste lejlighed) slikt et uvejr at der let opstår ureparabelt brud. Sig mig, fik du mit portræt gjænnem In- geborg, eller glæmte jeg det? - Er din man sint på mig ænnu? Du må be ham ikke være det. - Jeg arbejder nu på to ting. Har du hørt noget så dumt? Ja, de er begge så interessante, at der er ingenting å gjøre ved det. En av dagene får vi se, hvem som sejrer. - Den franske litteratur karakteriserer du riktig; men du burde lægge til, at den (og æfter den alværdens) næsten udelukkende behandler en svag existens, som går tilgrunne. Dette hvorledes den gik til- grunne, skal så vi interessere os for! Når mon den vil vende om og be- handle en svag existens, som i livskampen vokser sig op til å bli en stærk? Hjælpe mænneskene, føle den dype ansvarlighed, som kunstneren i kraft av sit klarere syn skulde føle frem for nogen annen. Din tro B.B. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram [München, brevkort postst. 27/2 1896] Albert Langen vil ha din fortælling "Forrådt" oversat straks. Jeg har derfor skrevet æfter den til fru Drachmann, Dresden, Christianstrasse 30III. Hun SIDE: 116 oversætter udmærket; vi er her rent forundret. Jeg vet ikke om fortællin- gen er oversat før; forsåvidt den skulde være det, er det bra, du har intet med det å gjøre. Naturligvis er vilkårene de samme som jeg selv nyder. Du vil senere se, hvorfor nætop denne fortælling vælges, og hvorfor her iles. Din B.B. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Kjbhvn. Ø. Klasensgade 11. 2/5/96 Bjørnson, Bjørnson - hvad skal jeg sige Dig, og hvordan kunne takke Dig for det, Du har skrevet om mig i "Tilskueren!" Det var godt, Du ikke var på stedet, da jeg læste din artikel, for ellers var jeg faret afsted, havde trængt ind i dit hus, om det så havde vært aldrig så meget ved nattetide, havde kastet mig ned foran Dig, og grædt, grædt, grædt, og hvis jeg havde fåt fat på dine hænder, så hav- de jeg bedækket dem med kys, der kom fra min sjæls allerbedste og kjær- ligste. Tænk Dig jeg, som aldrig har sét på tryk et rigtig eller fuldt ud forstå- ende ord om noget af det, jeg har skrevet - og så kommer Du, Bjørn- stjerne Bjørnson, og sætter mig på den plads, jeg fortjener at stå på. Ja, man kan jo ikke takke for sligt! Al tak blir til intet. Jeg vilde altså bare med disse ord gi tilkjende for Dig, den uhyre glæde, Du har voldt mig. Dejlige, dejlige, retfærdige, sanddrue, fine, forståelsesfulde menneske! Hele din artikel var pragtfuld. Det om Henrik Ibsen - jo Du er en kjæmpe i godt og ondt, mest i godt. Men véd Du - Alexander Kielland - hans bøger kan jeg ikke lese mere, så usle og tynde de er. Det er naturligvis rigtig hvad Du siger, at han kom med nyt emne, og ny form, men herregudfader, hvor det dog er småt be- vendt med det, man kalder [p] sykologi. Du har forresten gjort en fejl. Det er ikke i "Fortuna", at "Wencke" fore- kommer. Det er i "Gift". Din, din Amalie Skram SIDE: 117 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø. Kjbhv. Klasensgade 11. 30/11/97 Min kjære gamle elskelige ven! Jeg var idag inde på "Monopol" for at spørge efter hvordan Karoline havde det, og fik der, både til min glæde og min sorg, vide at Dere var rejst. Til min sorg fordi jeg ikke fik se Dere, og fordi det til min glæde viste, at Ka- roline dog ikke var så dårlig som din ængstelse for hende igåraftes i kon- certpalaiet lod formode. Hvor gjerne vilde jeg ikke ha set Karoline, ha trykket hendes trofaste hænder, og hørt hendes stemme, denne stemme, der går mig til hjærtet. Da min mand og jeg igåraftes gik hjem fra koncertpalaiet, sa jeg plud- selig - ja, Du ved Bjørnson hvordan tankerne mod ens vilje suser gjen- nem hjernen -: "tænk om Karoline nu gik hen og døde. Hvad skulde der så bli af Bjørnson?" "Han vilde vel nok klare sig". Men jeg tænkte nej, nej, og atter nej. Alle de kvinder, som da vilde rives om ham. Stakkels, stakkels Bjørnson. Og dette er min mening: Aldrig har en mand havt en mere trofast og of- fervillig og til døden hengiven hustru end Du. En, der har heget og værnet om sin mand, tat stødene af, arbejdet for ham, tænkt altid bare på at af- vende alt ondt og hidføre alt godt, som Karoline har gjort - det finder man ikke let magen til. Derfor ærer og elsker jeg hende. Og så har hun ved siden deraf havt den nådegave at være så skjøn, og så forstandig, havt evne til at la sig udvikle og fuldkommengjøre i samlivet med - ja, jeg tør vel nok sige - vor tids, eller vore landes største mand. Du må hilse hende fra mig så godt som det er muligt at hilse det ene menneske fra det andet. Ja, det var kun dette jeg vilde sige kjære min ven Bjørnson. Jeg kom hjem nu netop fra hotellet, og måtte i min skuffelse og i min glæde skrive disse få ord. Gud bevare og opholde Karoline. Det siger jeg af mit fuldeste hjærte. Du aner ikke for en varm glædesstrøm, der gik gjennem mig, da Du igåraftes deroppefra nikked så kjendt og venligt så velsignet ugenert ned til mig, der jeg sad. Du er, har vært og blir et dejligt menneske. Skriv på et brevkort, og fortæl mig om Karoline nu er frisk igjen. Nej, hvor var hun sød og god mod mig den dag hos Hegels forrige år sommer. Jeg glemmer det aldrig. Hils din datter Dagny fra mig. Din Amalie Skram Mange kjærlige hilsener fra min mand. SIDE: 118 Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram p.t. München 1897 11/12 Leopoldstrasse 7 Kjære Amalie Skram, jo jeg har fåt dit prægtige brev, som både Karoline og jeg har læst med den største glæde. Det er nemlig således, der skal skrives om henne i forholdet til mig. Og så skal der lægges til, hvad hun har været for barna, som jo dog er for- træffelige, hvert eneste et. Med sine lidenskaber og fejltagelser er de dog bra. Med en retskaffenhed og hjærtensgodhed, som sammen med bega- velsen, gjør god vej gjennem vanskelighederne, som vi alle har. Jeg er jo blet så mærkværdig bagvasket av bohême-klikken, fremstillet som en gammel udsvæver! Jeg har aldrig været nogen sådan. Jeg har al- drig forført en kvinne, aldrig lagt an på det. Aldrig, Jeg er meget for stolt til det, foruden hvad der ellers er i mig mod sådant. Jeg har været forført selv, jeg har sværmet, hvor ånd og sanselighed drog hen. Men i det hele og store har jeg været tro og taknemlig. Ikke jeg mere end de fleste blev gift samme dag jeg blev viet; det kan ikke væntes slig som livet er; men Karoline har vunnet mig helt in, og vort liv har været og er lykkeligt som ikke manges; det tør jeg sige. En digter er en vanskelig ægtefælle, siges der. Men så vist som Karoline må se det samme, så vist er vi dog forenede som bare de beste er det. - Ænnu har jeg ikke samlet mig på å læse annet æn Italiensk, som jeg nu er nødt til å friske op igjæn. Og så har jeg i mellemstunder skrevet et Modlæg mod Ernst Sars' studie over Johan Sverdrup i "Ringeren", som du bør holde. Jeg håber, du deler mit syn; du har jo fulgt med. Hils din stoute man, og tak for dit brev som for visitten oppe hos mig den siste kvæll; sligt glæmmer jeg sent. din tro væn Bjørnst. Bjørnson Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø Kjbhvn. Klasensgade 11. 12/11/98 [-25/11 98] Kjære min ven! Pragtfuldt er dit sidste arbejde [Paul Lange og Tora Parsberg] . Festligt fra første øjeblik, tiltrods for den tragiske slutning. Å, hvor har Du fåt det til! SIDE: 119 Det er for mig som Du har gjenoprejst et menneske fra det døde. Ja Bjørn- son, der har du vundet en ny stor sejer. "Parentheser og ventiler" - det er kosteligt. Og den stumme scene mel- lem Balke og Sanne! Storartet. Men jeg kan ikke like at frk. Parsberg altid ler. Hvorfor gjør hun dog det? Mit sidste arbejde [Afkom] , som endelig en gang blev færdigt har jeg sendt til Dig. Læs det med den godhed og det venskab, Du nærer for mig, i baghånden. Du sa til mig dengang hos Hegels, at jeg måtte la det ende godt, at Hel- lemyrsfolket måtte blomstre op, og bli herrer og dygtige folk, der hvor de- res forfædre havde vært fattige trælle. Jeg var dengang nylig sluppet ud fra det tredie og sidste galehus, og jeg var så træt, så træt, så inderlig mismodig, at jeg orked kun at nikke og samtykke. I parenthes bemærket, vil jeg endnu engang takke Dig fordi Du skrev til mig, da jeg var på Sct. Hans hospital. Hvad det var for mig, ved Du ikke. Havde Du selv vært kommen, men det kunde Du jo ikke - å for en lykke og befrielse! Men bare at Du skrev gjorde tilstanden anderledes. Ja Bjørnson, jeg har Dig meget, meget at takke for. Og jeg holder af Dig til mit livs sidste time. - - - Holmenkollen Kristiania 25/11/98 Som Du ser er dette brev begyndt i Kjbhvn. for længe siden. Jeg fik ikke engang tid til at fortsætte for jeg havde pludselig bestemt at rejse til Nor- ge, og der forsøge gjenvinde nogle af de kræfter, jeg isommer under ar- bejdet på bogen satte til. I hele sommer rikked jeg mig nemlig ikke af flækken, sad i Klasensgade mens småen og Erik var på landet, sad der før de rejste og sad der efter de kom tilbage. Jeg havde svoret, at nu fik det briste eller bære med den bogen. Jeg orked ikke at ha den hvilende som denne tusenpundige byrde på min nakke. Ulykken var imidlertid at jeg næsten kun kunde skrive om natten. Jeg måtte føle mig så aldeles, aldeles alene med de mennesker, jeg skulde gjøre levende, føle mig som om jeg sad på bunden af en dyb brønd, hvor ingen lyd og ingen forstyrrelse kun- de nå mig. Det gik svært godt med helsen sålænge arbejdet stod på. Jeg følte mig friskere og kjækkere end på længe, og jeg trøsted mig i rædde stunder med at jeg, når jeg var færdig (jeg skrev i de sommermåneder me- get over halvdelen af bogen) skulde gå tidlig i seng og sove hele natten. SIDE: 120 Men pyt sa Per til kongen! Naturen lar sig ikke ustraffet spotte. Da jeg var færdig kunde jeg slet ikke sove mere hverken om natten eller dagen, og jeg sank efterhånden sammen i udmattelse og afkræftelse som jeg aldrig før har kjendt mage til. Jeg havde også lidt så altfor meget ved at gjøre den bogen. At jeg måtte bort en tid stod os klart, og jeg tænkte på Horn- bæk! Så blev småen syg, og rejsen glemt og opsat. I 6 nætter var jeg ikke af klærene, hvilket ej gjorde min tilstand bedre. Nu har jeg vært her i 9 da- ge men endnu ingen bedring mærket. Søvnen vil ikke komme uden ved kunstige midler. Nu begik jeg den fejl som de fleste begår: at af lutter samvittighedsfuldhed spasere alt for meget. Jeg vilde ha valutta for pen- gene og straks komme mig, når jeg var på et så herligt sted. Nu hører jeg at den megen spaseren i begyndelsen, er splitter gal. Nerverne blev for opspilte og den der ikke var søvnløs før, blir det da. En halv time om gangen 2 gange om dagen er fuldkommen nok. Og jeg, mit fæ, som gik ude i timevis 3 gange daglig skjønt jeg var segnefærdig af træthed. Å, hvor gjerne vilde jeg ikke ha set Bjørn forleden i "Kjærlighed og Geografi" [!] , denne rolle som han efter alles sigende danskes, norskes og svenskes er så strålende god i! Da han spilte den i Kjbhvn. lå jeg syg efter småens fødsel. Men jeg måtte opgi det. Tænk jeg gråd af bedrøvelse der- over. - Men jeg skal nok komme mig, og ta mit mon igjen. For jeg vil, vil komme mig. Nogen egentlig sygdom har jeg ikke. Føler kun træthed og atter træthed i hjernen og hele legemet. Og så søvnen! - Men det var om min bog. Jeg skulde la Hellemyrsfolket blomstre op, la dem bli til dygtige folk. Men jeg kunde ikke det. For ved Du hvordan jeg er kommen til at skrive disse bind Hellemyrsfolk? Jo, da jeg var halvseks- tende år, hændte det, at en stakkels fattig studentkammerat af min ældste bror stjal et pengebrev på en anden studentkammerats værelse, og da det opdagedes endnu før han var kommen sig bort sprang han lige hjem og skjød sig selv øjeblikkelig, nede i vaskerhuset. Jeg havde sét og kjendt gut- ten fra han var lidet barn, kjendte også hans søster, havde glimtvis set hans hjem, hans forældre og hans "tante Ravn", hvor jeg som barn havde vært oppe med "Fie", og dette hans selvmord gjorde et så stærkt indtryk på mig, at jeg bogstavelig var syg af gråd og sorg længe efter. I mine da- værende øjne blev gutten til en helgen, en martyr. Og da søsteren, der året efter, da hun var bleven forlovet, og faren havde gjort noget svært galt, som jeg endnu den dag i dag ikke ved, hvad var, (nu er de alle døde forlængesiden) betroede sig til mig, og fortalte om hvad for et tyveri og især hvad for en mor, de havde havt, da var det ikke langt fra at også hun SIDE: 121 blev til en helgen for mig. Fem år efter traf jeg engang "Fie" på et damp- skib, og da fortalte hun mig endda mere. Dengang ante jeg jo ikke at jeg nogensinde skulde komme til at skrive om dem, eller til at skrive over- hovedet; men mindet om al denne jammer lå dybt i mit hjærte, og så, da jeg havde skrevet Constance og et par småfortællinger mældte dette stof sig. Jeg vilde så skrive en liden fortælling til "Ill. Tidende", kun om Seve- rins tyveri og endeligt, men kasserte den og begyndte at skrive om hans barndom og forældre, kasserte også dette, og tog fat på hans fars barn- dom ("To venner"), kasserte også dette og gik til "Sj. Gabriel". Efterhånden som årene gik under dette, så ofte afbrudte arbejde blev det mig klart hvad det var, jeg vilde. Jeg vilde prøve at vise hvordan det i det virkelige liv kunde gå til at nogle blev tyve og lovovertrædere, men så mange ikke blev det. Ofte har jeg vært nær ved at segne under slidet. Ofte har jeg for- tvilet sagt mig selv at opgaven var for svær, men atter og atter har jeg tat fat pånyt og tilsidst fik jeg det slig som jeg vilde ha det, slig at det tilfreds- stiller mig og mine fordringer. Så får andre sige hvad de vil. Det rører mig ikke nu. Dette var en lang harang kjære Bjørnson, men jeg havde en så stærk trang til at Du skulde forstå og vide besked. Hils Caroline de 1000 gange fra mig. Og til lykke med Bjørn som er teaterchef! Naturligvis det måtte han jo bli. Å Du skal se hvordan det kommer til at gå! Hans ævner og kræfter er førsterangs. Farvel da mine kjære Yndlingsven Bjørnson. Og lev vel! Din Amalie Skram Det er sandt! hvorfor er Du ikke mere god mod den stakkels, arme ulyk- kelige Drude Janson? D.S. Tilgiv at brevet er slusket og slet skrevet. Men det er denne trætheden. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson [udatert, 1898?] Lindevangen 11 [hos Anne Cathrine Achen] Kjære Bjørnson! Jeg glemte igår, da jeg skulde forklare Dig hvorfor jeg nu var mere frejdig og glad at nævne den centnertunge byrde, der faldt fra mig idet øjeblik SIDE: 122 "Afkom" var færdig. Denne byrde der i så mange år har knuget mig til jor- den og ladt mig føle det som der sad altid altid, nat og dag en tang klemt fast om mit hjærte. Det var jo uformåenheden til at fuldføre det arbejde, som bragte mig på galehusene. Takke mig for at jeg nu er lysere og frej- digere!! Indtil et nyt arbejde atter knuger mig ned. - Det er forfærdelig trist at det er stelt slig, at vi ikke i ny og næ kan træffes og snakke lidt sammen. Jeg vilde ha så godt af det. Dette: en hastig gang hvert andet, tredie år gjør bare galt. - Gid Du var her en stund idag i dette lille palads af en villa overfyldt med kunstværker og omgit af park og have. Hvor var så Karoline bleven af? Din A.S. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram 4 Fontane 147, Roma 1898 2/12 Kjære Amalie Skram, vor væn! Tora Parsberg ler så meget (i første akt), fordi hun er så full av lykke, og dog nervøs over det store experiment, hun nu går til - æfter tre års be- slutning! Hvem skjælver ikke, som har sit livs avgjørelse i løbet av en knap halvtime? Vænt, til du ser det på scenen i en stor kvindes følelse. Tak for dine ord om boken! Og din! Tror du, jeg har kunnet læse den? Frivillig gå ud i dette bergens- ke rægnvejr, om og under din paraply, når jeg ved, at rægnet bare er et ustanseligt, grænseløst væld av tårer? Hele mænneskeheden er besværget op for å gråte i samfund over denne ene plet av jord mællem de fem fjæl- de! Nej, du kan høre indom - ja, om to-tre måneder eller så! Jeg vilde Ka- roline skulde pace den for mig. Hun begav sig tappert ivej; men kunde ikke! Nej, du får os ikke med op til Svartediget i alt slags vejr, heller. Nu kan du sitte der selv og ha det så godt, du slemme, dejlige Amalie! Gud, at du kan være sligt et trold, at du vil belaste vor vej med al den avsindige klage?! Nu ja, du behøver ikke å forklare din hensigt; jeg så den nok. Jeg bare ønsket lidt av den humor livet ejer, meget av den overflod av initiativ, det også gir inkig til mulighedernes uendelighed. Det i dens sind, mener jeg, som skrev boken. Så hadde tægningen - om også lidt skarp, hugsvalet SIDE: 123 vor tro. Den som skal bære, først os selv og dertil de andre. Ellers går det ikke. Ja, ellers synes jeg, er det synd å skrive. - Jeg er nu midt oppe i et strængt æmne, jeg også. Jeg har aldrig tægnet det onde. Jeg føler mig dra- get, jeg må en gang til. Og omgås med det hver dag. Herunder drar jeg nytte av dine skildringer. De har da også alle en så uforglemmelig plastisk form. Og ligevæl hele det svømmende, uroen av at snart er det ene ele- ment ovenpå, snart det andre. Du er så eminent dygtig. Jeg ser ner i det, som i fabriken der det blir til. Og drar mine linjer. Som en stor stymper forresten. Det er faen så svært, og jeg er en jammerlig bygmester. Jeg går her aldeles nedtrykt. For en har ingen hel glæde av noget annet, æn av det en selv gjør. Ikke av det en har gjort, men av det, som gjøres. Det er fortvilelsene og små-sejrenes ægte og falske håb. Gud vet, hvor længe det- te skal vare. Og når jeg slet intet kan mere, hvad så? Blir jeg så resigneret og tænker på barna og på fortiden? Jeg er nysgjærrig på det. - Å, denne fødselsvånden! Er den ophøjende og ødelæggende! - Jeg vet ikke, hvor- dan jeg er kommet in på dette. Jeg plejer aldrig å tale om det. - Skrams bok var så altfor meget et experiment. Kan han aldrig slutte med det og gi roligt et stykke liv? Han har en skjøn ævne. - Aldrig har vi bodd så dejligt i Rom og aldrig har byen været herligere i vore øjne. Mange ting gjør det, deriblant Dagny's barn som er her og Bergliot og Tankred. Å, livet svulmer av barnefryd omkring os. Nye håb, ny, opblandet ævne, jeg tror fullkomnere. Og om ikke alt vi ser, sætter frugt, om meget, for meget spildes, der er altid overskud! Overskud av det, vi har arbejdet op, Amalie! - Når du har fåt nattesøvn, skal du telegrafere eller skrive: nattesøvn. Jeg vil vite dig lykkelig ovenpå alt. Søte, vakre Amalie, vi to holder av dig. Det gjør mange, mange. Men nu tænkte jeg på os to. Vi to holder av dig. Du har noget i en skuffe etsteds; det er vor tro på dig, vore ønsker for dig. Om det bare er å sætte front mot denne uvejrsdigtningen din uten håp. Du undergraver dig og andre med det. Din gamle væn B.B. Ond mod Drude?!!Jeg!?!?! Men hvorledes? Jeg har ingen nærværelse av henne. Der må du til. Så får vi se. SIDE: 124 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø. Kjøbhvn. Klasensgade 11. 11/1/99 Du kjære, kjære ven! Jeg har ikke kunnet svare Dig på dit sidste, lange, dejlige brev, fordi det er umuligt skriftlig at imødegå alt det, jeg har at modsige Dig i. Men inderlig tak for din godhed og dit troe venskab. Du skrev et brevkort til min mand forleden. Hvis jeg nu vilde svare Dig: tak for det kortet; det glær mig for vores skyld, men ikke for din. Underlig hjælpeløs er jeg vis på, Du vilde føle Dig. "Karoline tåler ikke at læse bogen" - ja, hvad skal man svare til sligt. Jeg ser ikke "livets overskud" - hvad vet Du om det? Nu i Xania var jeg hver dag hos min søn Ludvig, og havde hans dejlige gut på mit fang. Gut- ten er 2 3/4 år og kan tale. Den fryd, som fyldte mit hjærte! Og småen, vor egen lille pige - jo, bare at se hende er livets overskud. Hvorfor skal alle i literaturen være prædikanter? Kan jeg ikke ha mit små hjørne i ro og fred? Skal der ingen pege på livets jammer og nød, in- gen forsøge på at få folk til at forstå og hjælpe efter fattig evne? Forstå er jo dog at tilgi. Ja, nej Bjørnson - jeg er så forgræmmet over dette, over dette at jeg ikke kan få modsige Dig. Men det blev et flere dages arbejde for mig, hvis jeg skulde gjøre det, og dertil har jeg ikke hverken tid eller evner eller kræfter. - Hvor var Du sød da Du i brevet bad mig telegrafere eller skrive så- snart jeg havde fåt nattesøvn! Men det gik ikke sådan til. Langsomt, lang- somt kom nattesøvnen. Endnu er den ikke helt tilfredsstillende, men det går fremover. Sig mig Hans Kincks adresse. Og så farvel Du kjære, kjære. Å hvor meget, hvor meget jeg havde at si- ge Dig. Hilsen fra alle os til alle dine. Din Amalie Skram SIDE: 125 Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram 4 Fontane 147 Roma 1899 14/1 Kjære Amalie, før jeg begynner min vandregang med æmnet (du vet, jeg spaserer med det! Altid!) må jeg udtrykke vor forskrækkelse over, at du alt er i K.havn igjæn! Du er en stor en, min væn, som skyller os alle å holde dig sund; ellers kan du ikke gi os sunde saker. Dernæst må jeg si dig, at så billig slipper du ikke fra mig som å føle overskuddet på dit fang eller hos "din små"; i boken vil vi ha det! Du baktaler mig jo, når du sier, jeg ikke tå- ler å se en krass tægning fra elendigheden. Jeg tåler å læse alt, og jeg me- ner alt skal siges med kjøn og skidt og lus, - vel å mærke, når man har ævne til å si det; det har ytterlig få, nemlig. Men hvad jeg ikke tåler, og hvad sunde folk ikke bør tåle, det er, at det skildres således, i en sådan sammenhæng, at livets overskud ikke føles; ti da gjør det ingen god gjer- ning, og det skal alt gjøre, og da især det, som kommer fra den store æv- ne. Om dette skal du intet ordskifte åpne med mig, for det er absolut unødigt. Nu har Karoline læst boken. Men du skulde ha sét henne i strævet med Bergliot's og Dagny's barn, som nu er hos os, og i bekymringen for Dagny, der kjæmper for sit liv siden langt tilbage (den poetiske, vidunderlige Dag- ny!), du skulde se henne utaset og stille læse nogle blad i din bok, og du vilde føle ansvar. Verden skal videre, og der skal mot til å hjælpe den vide- re. Det slette må ryddes av vejen; men kraften til å tro og handle utover hindringerne, den skal, den må ikke minskes. Som sagt, om dette kan ikke disputeres med mig. Hans Kinck's og frues adresse er Roma, Bocca di Leone 11. Vi har en svær tid å gjennemleve. Men megen glæde også. Her var igår en engelsk familie, og du skulde ha sét og hørt, da fruen takket mig for "Det flager", for den hjælp, bogen hadde ydet henne. Det var hennes hus- lærer, som hadde lagt den frem for henne som svar på noget hun hadde spurt om. - Du skulde ha læst et brev, jeg fik av en hollandsk dame, som lå i reconvalecens og da læste "På Guds veje"! For en varm tak for hjælpen! Det er dette, ikke at der takkes, som er min stolthed. En sådan, som du ydede i "Hieronimus", og i "Forrådt" og i et og annet ællers. Og stykkevis i alt, du skriver; ti sanhed yder hjælp. Men tag ikke al tak for god, Amalie! Du vet, du er så klok, hvad svin og råt folk takker for! Og du vet, for du er så rasende klok, hvor mange svin og rå folk der er i pene klær og med bli- de manerer. SIDE: 126 Ja, jeg har ikke tid til mere æn å omfavne og kysse dig - foran din mans øjne naturligvis! Du vet, jeg har altid hædret dig. Karoline hilser hjærteligt. Overanstrængt. din B.B. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø. Kjbhvn. Klasensgade 11. 19/1/99 Kjære min ven, hvad mener Du med de ord at "Dagny kjæmper for sit liv siden langt tilbage"? Det stak mig så underlig ondt i hjærtet. Er hun da syg? Jeg har ikke set Dagny siden hun var liden, men hvor har jeg ikke i mit hjærte bevaret et ejendommeligt indtryk af hende! Og gjennem fru Kurtén, der elsker hende, og sætter hende højt, har jeg et uforglemmeligt billede af hende. Å nej, det må ikke være så, som jeg et øjeblik tænkte. Vær elskelig og skriv et par ord straks, og sig, at det var ikke sådan Du mente det. Kjære, kjære Bjørnson - jeg er sikker på, at vi i vore inderste sjæle er enige. Men hvor er det vanskeligt at få sagt rigtig det, man vil. - Ikke en- hver kan gå frem i literaturen med musik og sejersang og vajende fanfarer som Du har gjort det. Men kan man ikke derfor ha sin beskedne opgave? Dette at forsøge åbne menneskers øjne for elendigheden, søge forklare - ja - jeg fatter ikke din anke. Livets overskud? Er der ikke livets overskud i skildringen af Myre, der in- den den ramme han står i, synder og falder, og dog, trods alt dette er et godt menneske, som ender lykkelig, gudhengiven, resigneret på sin døds- seng i tugthuset? Er der ikke af livets overskud i Fie, som, med sit barn på fanget, føler at hun på nøgne og blodige fødder kunde gå til verdens ende for at gjøre dette barn, som hun har undfanget uden glæde, godt? Er der ikke livets overskud i Lydias og Smiths ægteskab, i Henrik, der er så fin og trofast, i Lena, der elsker sin bror over alt i verden, og gjerne vilde gå i dø- den for ham? I den skikkelige madam Berthelsen, i Andrea, der græmmer sig over at hun er som hun er, og over at hun ikke kan være anderledes, i Severin, der uden at mukke går i døden fordi han må gjøre det. - Nej, Du har ret, jeg skal ikke ta al tak for god, men det ved jeg, at min bog har glædet mange, har bragt dem til at se og tænke anderledes end før, mildere, mere forstående. SIDE: 127 "Jeg har aldrig skildret det onde", skrev Du i dit brev til Holmenkollen. Men har Du ikke netop gjort det? I "Redaktøren" f.eks? Og i på "Guds ve- je", hvor onde, dumme mennesker piner livet af den yndige, elskelige, unge kone? Nej, Du skal være varsom, ikke straks forkaste, fordi fremstil- lingen er anderledes end netop sådan at den straks glæder dit øre. Jeg har aldrig skildret det onde, kunde jeg med langt større ret sige, for for mig er det onde ikke ondt, kun nødvendigheder, resultater. Om man lider og pi- nes ved at læse min bog - lad dem det! Hvorledes er livet? Nu da jeg var i Xania foregik der voldtægt af mandfolk på børn, gutter og piger. Skamfer- te for livet, blodige, en enkelt myrdet, sønderrevet på marken. Og når jeg går her på gaden, næsten aldrig kommer jeg hjem uden at ha set af sorg og nød, det, som sønderriver mit hjærte. Jeg kan ikke gå udenom alt det- te. Lykkelig den, som ser så højt tilvejrs at han kan det. - Får jeg lov til at leve og skrive videre, så blir mine bøger ikke lysere. Hvor skal jeg ta det fra? Jeg havde en bror, som jeg fra barndommens allerførste tid elsked og beundred. Og det blev ved livet fremover. Mere og mere kom jeg til at holde af ham. Ingen i verden - min mand undtagen, har vært så god imod mig, og har lært mig så meget. Han var så streng og kjærlig mod mig. Og mod alle mennesker, og i alle forhold samvittighedsfuld, god, fin, klog. For halvandet år siden døde han, knust af livet, 49 år gammel. Sve- get, mishandlet, forrådt af den kvinde som var blet hans hustru. Den kvin- de, som han havde git alt sit åndelige eje. Jeg var i Xania om våren som han døde, - han døde om sommeren, - for at sige ham farvel. Aldrig, aldrig glemmer jeg de dage vi var sammen. Her i Kjbhvn. havde jeg en veninde, der var en solstråle over mit liv. Til hende havde jeg knyttet mig som til en kjær søster. Hun var lykkelig, els- ked og var elsket af sin mand og sit barn, beriget med alle livets goder. Så går hun hen og dør pludselig efter et par dages sygdom, uden at jeg får se hende, uden at jeg ved det, før hun alt er død. Jeg gråd mig en frost i krop- pen, som endnu sidder der, skjønt det nu er trekvart år siden. [...] Og jeg kunde bli ved. Men det er ingen nytte til. Trods alt dette ser jeg livets overskud, ser det i det bitte små, hos de elendige, der kjæmper fra vuggen til graven, og ofte bukker under fordi de må bukke under, ser det kanske der, hvor Du ikke ser det. - - "Ond mod Drude Janson, jeg!" skrev Du til Holmenkollen. Jeg havde ikke brugt ordet ond. Jeg sa: Hvorfor er Du ikke mere god mod Drude. Der er forskjel på de to ordene. Ond er aktivt, mens ikke god er passivt. SIDE: 128 Hils Karoline og sig at jeg elsker henne. Og dine døtre og barnene. I tan- kene trykker jeg dem alle til mitt hjærte. Også Dig, Du slemme. Din Amalie Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram 4 Fontane 147 Roma 23. jan. 99 Kjære Amalie, tak for dit brev. Prægtigt! Dersom du dør før mig, offent- liggjør jeg det. Men dennegang har jeg foresat mig ikke å slippe taket. Tror du jeg ser "overskud" i resignation? Eller i at et menneske hyller sig in i sin optimisme som i et lunt skal og dør skjønt ifra det? Eller i at en går og er trofast mot en død? Eller i at en i en tigerhule vil gi livet for sit barn? Nej, min væn, overskud er alene det, som lægger noget positivt til, en ny kraft i tro eller tross. Og hos dig [ ): i Afkom] er ingen sådan! Der er, gud forlade mig, uddød som på en kirkegård. Denne energiske stamme dør væk uden å sætte et eneste levelystent skud, æn sige talent eller økono- misk overskud til en næste slægt. Ikke engang fædrenegården gror æfter dem. Kirkegård altsammen. Om jeg var din kritiker, skulde jeg syne dig, at heri absolut var sjælelig fejltagelse av et såret, et sygt sind. Og alle dine oplevelser, fortalt som du fortæller dem i dine breve, stadfæster dette for mig. Jeg gjæntar: Tægn elendigheden så dybt forståelsesfuldt som du alene kan; det gjør godt, det hjælper. Men syn os livets overskud, ellers kan bø- kerne likefuldt gjøre mere ondt æn godt. Og navnlig i dig selv. Du er så stærk, Amalie; men likevel er det mangel på styrke, sund styrke som vol- der dette. Bliv kraftig, og du kan det! - Jo, du mente, jeg var ond med Drude, du bare sa det penere. Det var ondt av mig ikke å styrke henne nu. Ja, vet du, da måtte hun ha lat være med å gjøre Kristofer så meget ondt, så megen positiv skade som hun har gjort med sin bok. Jeg hadde tænkt å rejse inom henne. Men æfter det, gjør jeg det ikke. Jeg er ikke av dem, som tjener to herrer. Isch, at det skal være så kejt [?] , at det må siges! Dagny er av en stærk stamme, det har båret henne gjænnem svære prøvelser på fysiken, rene tilfældigheder, som har truet henne på livet nu tilsidst av ren svækkelse. Men fortiden går hun gjennem en mastkur på et hospital for nervelidende, hvad du også skulde. Du skulde være 6 måne- der hos Westergård, eller hvad han heder. Hun er moralsk og intellek- SIDE: 129 tuelt og i menneskelig skikkelse et så fint mænneske, at hun er alle vores fryd, som omgås henne, og hun har en man, der er selve kjærligheden, varmen, energien, en hædersman, som hun storælsker, og to dejlige gut- ter. Der fejler henne bare én eneste ting: helbred. Så ønsker jeg nok å se, hvad det videre blir til. Manden siger: Dagny gjør ikke poesi, for hun er poesi! - Likevel, jeg gad se hvad dette engang blir til. Nu skriver hun brev omtrent som ånder hun på en. Aldrig har noget været mere nærværende, når ikke selve legemet er med. Aldrig i alle bøjninger og smil og luner og indfald mere øjebliksfotografi. - Jeg gad se, hvad det videre blir til. Hun er selv aldeles uden omsorg for det, hvad også er så velgjørende. Hun æls- ker diamanter og dans og lek og gode fine mænnesker. Men skjønner alt og er ikke ræd. Sparer sig ikke. Karoline hilser med din B.B. Hils Skram! Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø. Kjbhvn. Klasensgade 11 28/1/99 For dette dit sidste brev skal Du ha allermest tak kjære Bjørnson! Tænk at Du gir Dig al den tid til at fortælle mig om Dagny. Fordi jeg bad Dig. Og så fint og varsomt, Du tar på mig. Ja, jeg er syg i sindet, og jeg mister mere og mere troen på at jeg skal komme over det. Dengang jeg var på alle dis- se galehusene fik jeg et knæk, som har gjort det af med mig. Å hvor jeg mindedes Jesu ord på korset: "min gud, min gud hvi haver Du forladt mig!" Det er så ufatteligt for mig at min mand kunde la mig sådan i stik- ken. Han som er så god, så god. Naturligvis har jeg vært slem til at være gift med. Men allikevel. Jeg har dog altid villet alle vel. Og jeg i hans sted kunde aldrig, aldrig forholdt mig som han gjorde. Jeg vilde og måtte ha trængt ind til ham en gang eller to, for selv at dømme. Være hos Vestergaard i 6 måneder. Ja, det vilde være godt. Men jeg kan det ikke. Af flere grunde. Også af den, at jeg når jeg er ude, længes så forfærdelig hjem. Jeg ejer ikke den tålmodighed som skal til. Og jeg elsker at være herhjemme. Selv om min mand ikke mere er glad i mig, så er her dog bedst at være. SIDE: 130 Nej, jeg tænker idelig og altid og bestandig på døden. Hvis det ikke var dette at jeg havde småen og at jeg endnu har to bøger i hodet som jeg så forfærdelig gjerne vilde skrive, så vilde jeg jo før jo heller lægge mig ind til den evige hvile. - Når jeg får dine breve kan jeg aldrig la være at undre mig over at Du, som har verdens skjønneste hænder kan skrive så stygt, så utydeligt. Du aner ikke hvad det er for et slid og slæb at læse dem. Jeg skriver også stygt, men så tydeligt at det mindste barn kan læse det. I dine breve er der altid ord, som jeg, efterat ha slidt håret af mit hode af græmmelse og bál med at tyde, må opgi. Hvorfor gjør Du dog det Bjørnson. - Nej hvor jeg gjerne vilde kjende Dagny! Hvor er det kjært og godt hvad Du skriver om hende. Jeg husker hende hos fru Thaulow hvor hun stod bag en dør, vel kanske 6 år gammel. Hun så så muggen ud, og på spørgsmål om hvad der fejlte hende svarte hun sint: "de er så sure al- lesammen". Nogen havde skjændt på hende fordi hun havde smældt nog- le døre i. Hvor var hun dejlig i sin barneharme! Hils, hils hende. - Nej Bjørnson, jeg mente ikke at Du var ond mod Drude. Så måtte jeg kjende Dig dårligt, måtte ikke ha følt og fattet din hensynsfulde godhed, der gjør at Du tier, ikke handler ligeoverfor gamle venner - ja ligeoverfor alle, som Du ikke kan gjøre noget godt. Men Drude sorger over at hun tab- te dit venskab. Og hvem vilde vel ikke det? "Jeg er som død for ham", skrev hun til mig. Denne Kristofer kan jeg ikke ha nogen sympati for. Han er dum, og dumme mennesker er uudholdelige. Og denne jomfru Bensen, som har fortrængt Drude fra sit hjem, hvad synes, og tror Du om hende, den kjæltringskvinde? Hvis Du ikke ser tværs igjennem hende, så er Du også dum, såsandt hjælpe mig gud i min sidste stund. Det er bra nok dette med at være god som Du sa om Kristofer Janson, men hvad kan det hjæl- pe når godheden ikke er parret med kløgt? Og tænk hvor Drude nu må kjæmpe i fattige kår, forladt og forstødt. Hun har gjort Kristofer skade si- ger Du. Hvad skade har hun ikke selv lidt? Kunde hun hjælpe for at hun ikke orked at elske dette fæ af en mand. Og hvor har hun ikke gjort afbigt med sin bog! Først gjennem utallige lidelser og skuffelser lærer man at kjende sig selv. Jeg mener de skuffelser, som ens egen natur volder en. Så- dan er det ialtfald gåt mig. Men kan nogen skabe sig om? Uf alle disse te- orier, som man har at trækkes med! Det som for mig har gjort at jeg er et trist menneske er det at livet slet ikke var sådan, som man havde løjet det op til at være. - Og så ved jeg dog Bjørnson, at hos mig selv ligger brøs- ten [i] manglen på evne til at være et lykkeligt menneske. Men hvor skal SIDE: 131 man hen? Når nu alt sorgeligt gjør dette stærke indtryk på en, når man fø- ler som man går med alverdens smerte over sig - ånej, ånej - der er in- gen råd. Idag har Elna Kurtén holdt bryllup i London med en italiensk prins og videnskabsmand, Messia de Prado. Vi sendte hende et telegram. Han har flere gange vært i vort hus og han er et yndigt mørkhåret menneske. Men han er et helt hode mindre end hun, spinkel tynd men med et dejligt bar- neblik. De var her hos os forleden på rejsen til London. Fru Kurtén også. Hun er et mærkeligt menneske. Højtbegavet. Men hun har aldrig lært at forstå at livets alpha og omega er at være snil og god og kjærlig. - Så tit, så tit tænker jeg på Karoline og længes efter hende. Din Amalie Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Roma 1899 1/2 4 Fontane 147 Jeg må rigtig skynne mig å skrive dig til å [!] rette en fejl. Ikke seks måne- der (det kan jeg dog ikke ha skrevet?) nej, 6 uker skal til. Bare seks uker. Jeg vet ikke om den svenske læges kur helt ut er mastkuren (i Schweitz f.e. er den komplet). Der maseres og du elektriseres, og du spiser hver annen time og du ligger stille, du læser bare lit, får breve, men ikke slike, som opriver dig. Dit barn kan gjerne besøke dig, men kort. - Dagny er alt nu stort på bedringens vej. Og jeg tænker hele, hele tiden på dig, når min tanke går til Dagny. Det er for dig, at denne kur er opfunden. Tal nu med en kyndig læge om det! - Ja, jeg skriver utydeligt. Min far skrev herligt, min mor tydeligt og fast, min onkel skjønskrift. Og jeg? Det er værre æn du vet. Når jeg skriver fine ting, skriver jeg fint gnidder; når jeg skriver stærke ting, stort og stolt; når jeg arbejder psykologisk, men ænnu ikke gjennemarbejdet klart, skriver jeg ikke, bare tægner; jeg har bakæfter stor møje med å forstå det selv. Men, vet du, slik umiddelbarhed og hengivelse er ikke til å få korrekt, skjønner du. Jeg blir det desværre aldrig. Du skulde vite som jeg sørger over min skrift. Alles er bedre æn min. Har du sét sligt spark! De, som tror, jeg både er en karakter og et klart hode, kan jo bare gå til min skrift. Så får de svar. - Nogle få ord om din man, som du naturligvis har trættet ut. Når du bare blir stærkere, så overvinder du følgerne av det. Det legemlige har tildels SIDE: 132 tat hyggen og skjønheden ut av forholdet. Bliv frisk og behærsket i din sunhed, og du skal se! Mastkuren! Du må læse "Højres ny opmarsch" i "Verdens Gang". Det kommer vel straks efter dette brev. Nej, Drudes eget væsen forklarer den hele tilgang (deriblant hennes eg- ne hundre forælskelser, og at Janson også tilsist i sine savn fant en for- ælskelse); men det forklarer ikke hennes bog, æfter som jeg hører den be- skrevet. Ja, jeg kan være meget dum på mænnesker som på annet. Jeg plejer å si om mig selv, at jeg er meget dommere [!] æn folk forstår; men også meget klokere æn folk forstår. At jeg er dom i å skjønne henne, som nu er god med Janson, tror jeg dog neppe. Hun er vist ikke å lodde med én gang. Men i forholdet til ham, er hennes livs frælse, det vet hun, og hun har stærk etisk længsel. Hun passer ham som et barn, og således skulde han ha været gift. Hils fru Kurtén hjærtelig fra os begge og lykønsk dem alle innerligst! Kommer de på disse kanter, må de finne os! Bergliot den lille kjæmpe med den dype troskab skylles det, at Dagny nu lever. Hun ligger på et av byens fineste hôteller, der foregår kuren. Den går prægtig! Lev vel! Hils din man! Din Bjørnson Kjære Amalie, jeg vil bare tilføje min hjærteligste hilsen! Din K.B. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø. Kjbhvn. Klasensgade 11 4/2/99 [-7/2 99] Hvor er Du snil som atter svarer mig! Du og Karoline. Altid når jeg hører fra Dig hører jeg også fra hende. Dere to er for mig et uløseligt ét. Nu er de blet kjed og træt af Dig, tænker jeg, når jeg har skrevet, og venter ikke svar. Jo dengang jeg spurgte efter Dagny, vented jeg. For da var jeg så be- kymret og bange, og det vidste jeg, Du måtte føle, og vidste, at Du i din hjærtens godhed ikke kunde nænne andet end at la mig få lidt besked, hvilket også i høj grad slog til. Jeg har måttet le af det, Du siger om din håndskrift! Og så tror folk at Du er hovmodig og storsnudet. Slike tosker! SIDE: 133 7de februar. Længer kom jeg ikke forleden. - Jagu har jeg trættet man- den min ud, som Du siger. Og værre end det. Jeg har simpelthen vært me- get mindre snil mod ham end mod alle andre. Du véd det jo, Bjørnson. Jeg har jo før sagt det til Dig. Og det er dette dejlige, at Du kunde skjænde på mig så galt, Du vilde, jeg vilde bare, bare takke Dig. Men jeg har nu grub- let mig frem til forståelse af hvorfor jeg ikke har vært så snil imod ham, som han fortjener. Det blir forlangt at skrive om. Kun dette: jeg har villet ham alt i verden, og havt en tyrannisk følelse overfor ham. Når han var sød og elskværdig mod en anden, mand eller kvinde, så stak det mig i hjærtet, og jeg led, og blev ond. Han skulde være bare, bare min. Men hvad kan det nytte at snakke nu bagefter. Forresten er jeg blet ganske anderledes. Også mod ham. Du skulde vide hvor snil jeg har vært, ja i åringer - behersket! Men han er nu engang så langsom til at snu sig. Lang tid gik før han tog sig fra mig, og enda længe- re tid går, før han gir sig mig tilbage. Og da, hvis det sker engang, finder han et vissent og indskrumpet menneske. Å jeg har lidt så meget, at alt er tørret ind hos mig. Og tænk, det ved og tror han ikke. Ingen andre end Du og Karoline må se eller læse disse mine breve. Hø- rer du Bjørnson! - Hvorfor blir dit sidste dejlige, og så forgudede stykke ikke opført? Har Du forbudt det? - Ja, Du snakker om Drude. Jeg ved godt alt det. Men herregud, hvorfor dog ta din godhed fra hende? At jeg også fra Dig skal høre det snak! Hvis et menneskes lidelser er selvforskyldte, så er der jo dog bare en dobbelt grun til at holde af det samme menneske. - Hvilkens lidelser er ikke mere eller mindre selvforskyldte? En bergensk veninde af mig er gåt hen og blet fordukken. Gjennem li- vets sorger og skuffelser er hun blet det. Hun var hernede på en klinik ifjor, og jeg så ofte til hende, havde hende herhjemme så tit som hun fik lov. Erik var fuld af afsky for hende. Mit hjærte blødte og blødte bestandig imod hende. Hun var her et år og vendte uhelbredet tilbage. Og Erik som kjendte hende fra år tilbage, havde før holdt af hende. Nej, jeg fatter ikke dette, at mennesker ikke blir en dobbelt kjære når de har syndet og trådt fejl! Nu Emma Benzon, Octavius' datter, som med vold og magt har fått sig skildt fra sin mand, Otto Benzon - kunde Du nænne at være mindre god imod hende af den grund, hvis Du altså før havde kjendt og holdt af hen- de? Ja, der er altså dette: hvis mennesker ikke vil la sig holde af, ikke vil la sig hjælpe som min søn Jakob, så er man jo magtesløs. Så er der intet at SIDE: 134 stille op. Men når de sorger og lider og angrer og ser sig om efter hænder, som vil støtte. - - - Ja, hun jomfru Bensen, Kristofer Jansons nuværen- de kone. Hun er vist ikke så dyb at lodde, som Du tror. [...] Din Amalie Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Roma 1899 11/2 Quattro Fontane 147 [I] Kjære Amalie Skram du har naturligvis læst "La joie de vivre" av Zola, hans beste bok. Kort og godt: sådan er min kjærlighed ikke. Jeg ælsker det mig sympatiske; det andre for de andre. Og de unyttige og onde, - der er dem, som må ta sig av dem; jeg er for optat. Optat av det som for mig er fremtiden, den sun- de, stærke. - Der Drude gjør ondt, beklager jeg henne - og så flytter hun væk fra mig. Noget kan føre sammen igjæn; men det er ikke kommet. - Janson misforstår du. Der kan lægges mange mål på ham, hvorefter han blir for liten. Og dog er han en av de skjønneste i Norge i vor tid. Og en folkelærer, som vi næppe har maken til. Å gjøre ham ondt, er synd mot den helligånd; jeg går langt avvejen for den. Hans hustru misforstår du også. Hun hører til skyggeplanterne. Hun vil ikke frem, vil ha inflydelse i det skjulte. Men der megen. Det forskruede var helt faldt av henne. Hun levde for ham, og det med en opdager-finhed, som bare kjærligheden har. Jeg har med sorg læst din kundgjørelse til det norske folk, det stakars ufærdige norske folk, der f.e. ænnu i sin halve del, tror at jeg er en uret- skaffen kar, en tom vindbøjtel. Der intil for nylig ikke læste mine bøker, men lød parolen: "Atter har Bjørnson skrevet en slet bog". O.s.v. o.s.v. o.s.v. Man skal ikke sådan som du løpe ut i bare særken. Ikke syne dem si- ne syke stæmningsutbrud. At du har kunnet gjøre det, lot mig se in i for- holdet mellem dig og din man. Jeg bad ham om forlatelse i mit hjærte, straks jeg hadde læst. - "Paul Lange" er meget svær å få besat, men blir den engang godt besat, da kommer alt igjæn. Hilsen til Skram! Du har alt- så ikke læst "Højres ny Opmarsch". Din B.B. Karoline hilser hjærteligt. SIDE: 135 Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram [Roma, 11/2 1899. Brevkort] [II] Jeg ærgrer mig over, at jeg på en måte rådet dig til å læse "La joie de viv- re", for det er den bok, du sist skulde læse, tror jeg. Og nu sætter du den naturligvis i dig. Jeg ber dig bare om én ting: lad mig få vite det, for så vil jeg skrive mot den. din B.B. Quattro Fontane 147 11/2 1899 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø. Kjbhvn. Klasensgade 11 14/2/99 Nej kjære Bjørnson, jeg har ikke læst La joie de vivre, men nu skal jeg prø- ve om jeg kan få mig til det. Den moderne franske skjønliteratur interese- rer mig nemlig ikke. Den kjeder mig, ligeså meget som den russiske op- fylder mig med tilbedende beundring. Idetheletat har jeg læst altfor lidt; jeg får ikke tid for mine egne tanker. - Undskyld at der er en plet på det- te papir, men jeg har intet andet i øjeblikket. Nej hvor er Du dog snil og kjær, som har gjort Dig mere flid med din håndskrift. Tænk, dennegang var der kun et eneste ord som jeg ikke kun- de læse. Jeg stod med dit brev i hånden, og læste halvhøjt op igjen og op- igjen: Man skal ikke sådan som Du løpe ut i bare, - i bare - chemisen, sa småen, som sad på en skammel et stykke borte. Og tænk, så gud hjæl- pe mig har hun ret. Der står nemlig "særken". Er hun da ikke genial den ungen? Som jeg måtte le! - Men her har Du tat fejl Bjørnson. Det, jeg skrev i "Vredens Gnag" er ikke noget sygt stemningsudbrud. I mange, mange år har jeg følt mig som dansk, og her kan min mand være mit vid- ne. Jeg har følt, og føler bestandig kjærlighed til Norge, men jeg har intet at takke det land for. Hvis jeg ikke var kommen til Danmark, ikke var ble- ven gift med Erik, havde jeg aldrig lært at skrive, aldrig fundet form eller udtryk for det, jeg gik med. Naturligvis er jeg også her bleven skjældt ud, men ikke af alle blade. Der har altid vært nogle, som har rost mig, git mig den opmuntring, som skal til forat en kan få mod og kræfter til at bli ved. I Norge har alle blade højre og venstre omtrent altid forhånet og bespottet mig, rådet mig til at ikke sysle med literatur, som jeg absolut SIDE: 136 intet begrep havde om, bedt mig om at gå hen og bli jordemor. Jo mere flid jeg gjorde mig, jo flinkere jeg blev, jo værre behandled de mig. - Ja, Du er også bleven skjændselsfuldt behandlet, men Du har dog altid havt mindst halvparten af Norge i ryggen. Jeg har ingen havt. Jeg "kundgjorde" forresten intet for det "norske folk". Det var den norske presse mine ord gjaldt. Og hvad jeg gjorde, det gjorde jeg med velberåd hu. - Forresten, hvis det var så galt, hvorfor skulde da den Thommesen ta det op? Kunde han ikke ha sendt mig mine "par ord" tilbage. Det trode jeg, han havde gjort. Som sagt, forlængst, forlængst, er det af mig bleven bestemt og skrevet ned hvad der skal stå på min askes urne. Men jeg kunde jo ha tiet stille med det. Det havde jo vært tidsnok når jeg var død. Jeg er lej, for jeg send- te artikelen til "Vredens Gnag", for intet i livet er mig mere imod end at vække snak om mig og mit navn. Jeg har gåt her og følt mig så inderlig uvel. Min mand har trøstet mig og sagt at det var ingen skade til, at jeg engang havde bidt fra mig - - men jeg kunde jo ha tiet. Jeg har skrevet til Hørup og bedt ham indstændig om at der i "Pol [itiken] " intet mere må bli snakt [!] om den sag. At intet muligt kommende angreb på mig fra norske blade må bli optat i "Pol". Og han har lovt det! - Herregud, slig en baga- tel som at jeg enten anser mig for norsk eller dansk - uf ja, hvor det abso- lut ikke rager andre end mig selv. Men jeg har mod danskerne, - først og fremst da mod min mand - en stor og inderlig taknemmelighedsfølelse. Er det underligt at et menneske som bestandig er bleven stødt bort, bestandig er bleven behandlet med li- gegyldighed, hån og grovhed, vender sig til dem, der er gode og snille mod det samme menneske. Det har vært slig at når nogen i norske blade ikke har brugt grovheder mod mig, så er de begyndt med liksom at be om undskyldning fordi de - trods alt - voved at anerkjende mig lidt. Ja ikke Du, den eneste gang Du skrev om mig, men Du hører heller ikke til den norske presse. Nej, hvis der er noget hos mig, som ikke er "stemnings- udbrud", så er det dette, at jeg, hvis de danske vil, vil mindes som dansk, når jeg engang er død. Nej, jeg holder ikke "Vredens Gnag", så jeg har ikke læst den "Opsan- gen" men idag går jeg ind i "Samfundet" og læser den. Ja, ja, så gir jeg mig på det om Kristofer Janson. Et ord, Du skrev: folke- lærer, slog mig. Det har jeg ikke tænkt på. At han er god og snil og uegen- nyttig, ved jeg. Men kun ved siden af. Jomfru Bensen derimod fastholder jeg min mening om. Et menneske, SIDE: 137 der i fuldt alvor fortæller at alle disse sjældne og kostbare smykker, ægte kniplingstørklæder o.s.v. som ikke er at opveje med guld, er dalet ned fra himlen til hende - ja, et sådant menneske er mig inderlig imod. Et men- neske, der vover at spekulere så vildt i medmenneskers godtroende en- foldighed må jo være inkarnationen af frækhed og - ja også dumhed. El- ler tror Du kanske på at sligt eller overhodet noget, daler ned fra himlen gjennem hustagene til en? I det hele tat - alt dette spiritistiske væsen foragter jeg. Hvad er det for en hovmod? Hils Karoline og Dig selv fra din Amalie Fra min mand de hjærteligste hilsener. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø. Kjbhvn Klasensgade 11 18/2/99 [Brevkort med blyant] Sengeliggende af Influensa. Svært dårlig. Især har vært de første dage. Al- deles forvisset om at døden var der. Kan hverken læse eller skrive brev. Din A.S. Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø Kjbhvn. Klasensgade 11 10/6/99 Kjære Bjørnson! Du husker den dagen ude hos Hegels da jeg fortalte Dig om min svoger William Skram, som er præst på Møen, og om det dybe indtryk, "Over Ævne" havde gjort på ham. Du sa til Hegel, at han skulde sende ham bogen, hvad Hegel ikke har glemt; han har skrevet udenpå: Fra forfatteren, hvil- ket har gjort William så stolt og lykkelig så Du aner det ikke. Idag er kom- met fra ham dette brev til Dig, med bøn om at jeg skulde fremsende det, hvad jeg herved gjør. Det må være dejligt for Dig at eje denne magt til at gjøre andre så mægtig glad. Med de kjærligste hilsener til Karoline og alle dine Amalie Skram William ber mig så meget om at sende ham den anmeldelse, jeg i sin tid skrev om "Over Ævne" i "Tilskueren"! Det er ikke så let da det er bun- SIDE: 138 den ind i en årgang, som er voldsom stor og tyk. Kan Du ikke låne mig det hefte af "Tilskueren"? Jeg sendte det til Dig til Paris, hvor Du dengang op- holdt Dig. Jeg svarer Dig for, at Du skal få det tilbage. D.S. SIDE: 138 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Mandag kvæld 19/11/1900. Klasensgade 11.Ø. Nej Bjørnson, Du ved ikke hvor lej jeg er, fordi Du har skrevet galt på bag- siden af det billede, Du gav mig. Der skulde jo stået nøjagtig de ord, Du sagde hin gang, og ordene var: "Funden, svunden, og atter vunden". Nu står der "atter funden", istedetfor "vunden". Hvor langt indholsrige- re er ikke "vunden"? Og dertil så aldeles sandfærdigt. Jeg tænkte på at ra- dere effen ud, og sætte veen istedet, men har dog ikke hjærte til at gjøre det, fordi Du har skrevet det. - At Du ikke vilde skrive mit navn på bil- ledet, gjorde mig virkelig ondt. Liksom jeg ikke skulde ha noget navn? Du heder jo ikke Amalie "Skram mere", sa Du. Jo, det er jo netop det, jeg gjør. Jeg kan jo ikke bli af med det navn. Det er jo kjedeligt at ha havt 3 forskjellige efternavn i sit liv, men det kan jo jeg ikke hjælpe for. Nu er mit navn Amalie Skram, til og med det navn hvorunder jeg er kjendt som forfatter. Jeg kan forresten nok forstå at Du ikke gad skrive det nu, men dette at Du ikke vilde det, gjør mig jo navnløs. Ja - det er igrunden ganske forunderligt, hvor uendelig ligegyldig alt sligt lader mig nu. Dette at ikke mere ha spor af hensyntagen til hvad "folk" siger, og mener, det er dog en befrielse. Erik Skram havde vist stolet på at jeg aldrig vilde "gjøre oprør", aldrig bryde ud, hvad han så end bød mig. Jeg, som havde været skildt engang før. Men deri tog han fejl. Længe lod jeg mig trakke på, åndelig mishandle i en grad, som ingen kan ane uden den, som ved det. Men det var aldeles ikke af nogetsomhelst ydre hensyn, eller af nogensomhelst frygt for skandalen. Det var fordi jeg els- ked ham, og fordi jeg syntes at jeg havde fortjent straf, at der mig skete kun min ret. Men så gik han forvidt, den stakkel. Ja, for han er en underlig stakkel. Han ser ikke andet i livet, som er værdt at leve for, end elskov og forholdet mellem kjønnene. Jeg ser så uendelig meget mere og andet i li- SIDE: 139 vet. Al den tid, han ikke nødtvungent måtte ofre til sit arbejde i rigsdagen, dette arbejde, som indbragte ham 2000 kr. årlig, hvoraf 200 gik bort til et uægte barn, han havde, al den tid anvendte han på sine fruer og frøkener og forelskelser, og på at gjøre sin egen person fin og delikat. Sad og pud- rede sine fødder lyserøde, før han gik til sine stævnemøder. Og havde han endda fået noget ud deraf, jeg mener skrevet gode bøger om det - men sligt juks - som hans 2 sidste! Nej ikke juks, men dog så ubetydelige. Og nu dette hans påfund med Amerika! Alt det, er jo som sunket i jor- den. Jeg tror som Hørup sa forleden: "Det var det bare vrøvl". Eller hvad? Er der kommet noget ud af det? Noget, som holdes hemmeligt for os and- re? - - Nej, slige mænder vil jeg ikke ha til ægtemænder. De kan være bra nok i og for sig, men ikke til ægtemænd for mig. Ja, jeg er fuld af afsky for ham. Jeg liker ham aldeles ikke, selv om han er aldrig så vakker og tækkelig. Han har budt mig formeget, ladt mig lide formeget. Og tænke sig, at han så ikke vilde herfra, ikke vilde ud af sit æg- teskab, fordi han i alle måder havde det bedre når han havde hus og hjem sammen med mig, jeg flittige, strebsomme, stoppende, lappende, syende og strikkende menneske. - Nej, Du skulde hørt fru Thoresen i vognen på hjemturen! Hvor var hun fuld af glæde - ja, af lykke. Nej, jeg kan ikke beskrive Dig, hvordan hun var. Hun talte uafbrudt! Herregud, hvor er hun herlig! Hun lige frem tilbeder Dig, og hun elsker og højagter Karoline. Var det rue de la pompe, 187? Din Amalie Du spurgte mig om mennesker var gode mod mig. Ja, Du kan tro, de er! Ja i detheletat, jeg er nu et lykkeligt menneske. Endelig! Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø Klasensgade 11. 19/1 1901 Kjære B.B.! Dette brev skrev jeg den kvæld i novbr. da jeg hos Hegels havde været sammen med Dig og fru Thoresen. Men jeg sendte det ikke. Om morge- nen, da jeg læste det, syntes jeg, det kunde være det samme. Nu da jeg har noget andet at skrive til Dig om, lar jeg det dog gå med, og har da bøn til Dig, at Du skal brænde det, når Du har læst det, en bøn så indtræn- SIDE: 140 gende at Du ikke bør glemme den, men gjøre som jeg vil. - Ja det andet, jeg vilde skrive om var hvorfor Du dog ikke har givet mig et ord angående bogen ["Julehelg"] , jeg sendte Dig. Naturligvis skjønner jeg, at Du ikke li- ker den, men hvorfor så ikke skrive, og sige mig det? Aldrig vilde jeg lige- overfor Dig kunne ha undladt at svare et par ord på en bog, Du havde gi- vet mig! Eller er Du bleven sint på mig for et eller andet? Men hvorfor så ikke la' mig det vide? Har jeg fortjent skjænd, så kom bare med det. Din Amalie S. Kjærlige hilsener til Karoline! Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Paris, rue de la pompe 187 01 19/1 Kjære min væn, uten å ville det har jeg jo mishandlet dig. Nu skal du høre min dag. Jeg står op lidt før 7. Med al min vask og barbering færdig otte. Sitter da tilbords og læser samtidig aviser. Færdig hermed noget æfter ni. Da til mit arbejde. Årker ikke længer æn til elve, du! Tænk, så er jeg krøpet sammen! Men i den tid arbejder jeg klart og sikert, ofte henført. Så kom- mer en man, jeg taler fransk med på halvannen times spasertur. Så fro- kost. Herunder er vi komne til 1 eller 1/2 2. Så tilsængs. Klokken halv tre mine brev, revuer, utenlandske og hjæmme-aviser og - og det er det værste, - interviewer, visitter, andre samtaler til 1/2 fem, da til massøren (sammen med Karoline). Derfra 1/2 7. Vi spiser kl. 7, jeg læser lidt og pas- siarer lidt bakæfter; men jeg er snart så træt, å, så træt. Om natten har jeg én à to timer våken samvittighed, deri jeg reviderer, ordner og forbereder mig. - Vil du si mig, hvor og når kan jeg skyte imellem læsning av bøker? Jeg læser jo lidt; men det er ting, som tilhører historien, det litteraturhisto- riske, filosofiske o.s.v. Og da jeg så at din bok gjorde almen og betydelig lykke, så frydet jeg mig - og tænkte: nu kan hun også undvære mig. En eneste roman har jeg læst, det var av Bernt Lie. Han står ikke så sikert som du ænnu, og jeg holder meget av ham. Han hadde desuten behandlet et stykke historie, som i det væsenlige kunde være min egen. Vet du, Amalie, når jeg skulde ha en dommedag, det var neppe kvinderne, som anklaget mig. Dem har jeg været nobel mot. I alle fall har jeg hat respekt for svag- hed. Jeg har aldrig tat; men jeg har nok lat mig ta. Gid, jeg hadde været SIDE: 141 det likeså i andre forhold - også overfor de mæn, der var mig under- legne; men desværre, når de kom i vejen, eller plaget mig, eller sveg mig, eller det, som var mig dyrebart, nu ja, så mishandlet jeg dem. Og angret det over al måte! Man siger, digtere kan komme fra sine forgåelser ved å skrive dem ned. Det er ikke sant. Jeg må fortælle dig en episode: Karoline læste din bok; jeg fant den og slog op og traf en god figur og en god replik; det var hos kolonialhand- leren. Jeg læste videre, der jeg stod - og det var en scene i et bakrum el- ler to med to jænter. Jeg la boken ned, idet jeg sa til Karoline: "Hun er en trappetøs" (du vet, hvor mild jeg kan være!). Men Karoline svarte: "nej, scenen hører absolut in, den karakteriserer stærkt og forklarer meget. Bo- ken er ypperlig." Jeg sætter nu, - åja, det kan være det samme. - Jeg har ikke mere tid. Jeg er i stor spænding; i siste slutten av mit drama, den aller siste gjænnemgåelsen. (Der stod en notis om, at jeg var færdig. Den var urigtig.) Du må læse, hvad jeg har skrevet bak på fru Thoresens portræt, og du må rette, hvad jeg har skrevet bak på dit. Deilige mænneske, farvel din B.B. Dit brev var ypperligt; efter mit skjøn bør Karoline læse det og brevet gjæmmes; det er et dokument. Ja, du er prægtig. Det er sant, jeg har været hos Dreyfus. Han gråt, da han så mig. Og ko- nen -! To ganger sammen med Picquart, Gabriel Monod, Havet, Clemen- ceau, min omgang. Amalie Skram til Karoline Bjørnson Ø Kjbhvn. Klasensgade 11. 23/1 1901 Kjæreste Karoline! Jeg må skrive et par ord til Dig. Jeg er så uhyre bedrøvet, at jeg går her og græder så der snart ikke kan være flere tårer tilbage. Gud ved, hvor alle de tårer kommer fra. Jeg har skrevet til din mand i formiddag, og sagt at jeg aldrig tilgir ham. Og det er sandt. Sligt skriver jeg aldrig uden at det er urokkelig sandhed. Vel overvejet og begrundet. Men derfor behøver jo ikke Du at bli sint på mig. Vil Du vel det? Jeg holder så ubegribelig meget af Dig. Det er denne sjælesympati mel- SIDE: 142 lem sjælsbeslægtede mennesker. Nej, jeg kan næsten ikke skrive for al den gråd. Jeg må vente lidt. - - - Men hør nu Karoline, og forstå! Da jeg var sammen med Dig og Bjørnson derude hos Hegels ihøst fortal- te jeg Bjørnson om min bog. Om at den skulde bli færdig inden jul. Det sidste Bjørnson sa til mig var: "Som jeg glær mig til at læse din bog!" Der gik som en iling af glæde gjennem mig. Dette, at han glædet sig til at læse min bog! Så hører jeg ikke et muk førend jeg for nogle dage siden skrev til ham og ligefrem bad ham om et par ord i anledn. bogen. Naturligvis forstod jeg, at han altså ikke havde likt den; men det gjorde ingenting. Han skul- de alligevel skrive om han så vilde skjænde aldrig så meget på mig. Så idag får jeg brev, hvori han siger at han har slåt op etsteds i bogen, læst lidt i den, og har lagt den fra sig med de ord til Dig, at jeg var en "trappetøs". Kan Du ikke forstå Karoline at dette har gjort mig så bitterlig ondt? Af Bjørnson havde jeg da mindst ventet at få det prædikat sat på mig. Og så fortæller han mig det selv, som om det var så naturligt at han kaldte mig slig, og tilføjer at Du havde protesteret derimod. Det skal Du ha tak for Karoline. Når jeg får en ny bog af Bjørnson i hånden, er det med formelig andagt at jeg gir mig til at læse i den. Naturligvis. At jeg ikke forlanger det samme af Bjørnson lige overfor hvad jeg skri- ver er jo selvsagt. Men derfor kunde han jo gjerne la være med at ta så nonchalant på et arbejde, som har kostet mig mange, mange dages stræv- somme slid under huslige, højst ugunstige omstændigheder, og mange, mange vågne og lidelsesfulde nætter. Og la være at kalde mig en "trap- petøs"! Bjørnson, som altid er omhegnet og omskjærmet af din årvågne kjærlighed og opfindsomme omhu, ved ikke hvor slidsomt det kan være for en anden at få skrevet en bog. Og tænk han sa hos Hegels at han glæ- ded sig til min bog! Din Amalie. Karoline Bjørnson til Amalie Skram 29.1.1901 Kjære Amalie! Dit brev har rigtig bedrøvet mig. Jeg forstår ikke BB som kunde sende dig et sligt ord i posten. Jeg tror han rent forælsket sig i det, SIDE: 143 og kun har sendt det uden at tro, du kunde ta dig det nær. Han læste til- fældig det ene kapitel, som du nok forstår han ikke kunde synes om, men da jeg sa ham, at hans dom var desperat, og din bog udmærket, hørte jeg ikke mere til det. Han kan næmlig ikke læse videre, når han er midt oppe i sit arbejde, derfor har han ikke læst din bog. Tør nu disse tårer, og husk på hvor mange din bog har glædet, og på alle de gode ord du har fåt. - Til- fulde forstår jeg også, at det éne ord savner du, det B. kunde sige. Han er vred over dit brev, og sa mig: "Amalie var den sidste som skulde være uforskammet mod mig". Jeg har ikke læst dit brev! - Men af den yttring kan du skjønne at han ikke har ment at du skulde ta udtrykket for alvor. Da hadde han vist heller lat bli at sende det. - Vi sidder midt oppe i "La- boremus". Du ved kanske ikke at jeg er avskriver fra første stund til den sidste. Og det er ham til stor hjælp siger han. - Nu får du slutte med å gråte! Jeg synes jeg hører gråten helt hit og det gjør mig ondt! Din hengivne K. Bj. Bjørnson Jeg har en syg arm, som smærter når jeg skriver. Amalie Skram til Karoline Bjørnson Ø. Kjbhvn. Klasensgade 11. 2/2 1901 Inderlig kjære Karoline. Tusen tak for dit brev. Det var som en kjærlig hånd strøg hen over mit ho- de, og gav mig ro. Jeg har før kjendt det helt ind i hjærtet at Du har havt deltagelse med mig, og godhed for mig, og det glemmer jeg Dig aldrig. For gudskelov, evne til at være taknemmelig, det har jeg. - Nej, jeg vids- te ikke at Du skrev af. Det er jo udmærked! For det første er din håndskrift skjønt smuk, så kjæk med noget så mærkelig ungt i sig, og for det andet er jeg vis på at Du af og til foreslår B. en liden rettelse. Ikke sandt? B. kalder mit brev til ham uforskammet. Læs det Karoline, og se om Du kan finde andet end ærlig vrede i det. Når mit brev er uforskammet, hvad er så "trappetøs"? Dette ord som enhver kjøbenhavnsk gadetøs og gadegut tar i sin mund hvert øjeblik, og som B. ligeoverfor mig skulde holdt sig og mig for god til at bruge. Det er så rigtigt af Dig at Du lægger vægten på det, at han har skrevet det ord til mig. Havde han sagt det, vilde jeg formodentlig være bristet i latter, og så vilde den sag været ude af mit hjærte med det samme. Der er så stor forskjel på at skrive noget og at sige no- SIDE: 144 get til en. Ved det skrevne ord hører man ikke tonefaldet, ser ikke smilet i øjet, godheden i måden. - Det er forresten ikke trappetøsen som har krænket mig. Det er dette at B. kunde nænne at læse min bog på den måde. Hils ham ikke fra mig, men tag selv en kjærlig hilsen fra Amalie Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram p.t. Kristiania. Westend hôtel 1901 15/3 Kjære Amalie, vil du nu læse mit brev op igjæn og se, at jeg nætop ikke kaller dig "trappetøs". Jeg traf et enkelt sted og sa det ut fra dette sted og Karoline rettet mig straks. Hvad som er rettet, er ikke. Jeg fortæller dig det jo nætop fordi jeg fant det var en komisk fejltagelse; jeg fortalte det for å more dig. Og så løper du værden rundt, tuter og skriker at jeg har kallt dig en "trappetøs", skriver til mig "at du kan undvære mig", og begår en hel bog av dumheder mod Norge! Ja, du er jo gal, og det er pinedød også din eneste undskyllning. Jeg sendte naturligvis ikke min bog til en, som vil undvære mig og kan det. Jeg er ikke vant til å bli fornærmet av mine beste vænner, og vil ikke bli det oftere av en og den samme. Jeg vet, at jeg har forsøkt å være snill mot dig, fordi jeg holder meget av dig. Men du må gi mig tål, når jeg sitter i avslutning av en bog; da kan jeg ikke blande et nyt æmne op i mit; av- slutningen er hellig. Ja, nu har jeg skjænt, og det hadde jeg trang til. Men også til å kysse dig bakæfter. [mangler underskrift] Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø. Kjbhvn. Klasensgade 11. 12/5 1901 Efterat ha læst Laboremus, som Du ikke har sendt mig, gir jeg mig over på nåde og unåde, trods trappetøsen og alt det vrøvl. Menneske, menneske! hvad er Du dog for et vidunderlig menneske! Tilgiv mig nu at jeg tog så dumt på denne trappetøs. Vil Du det? Din Amalie Skram SIDE: 145 Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 1901 23/5 Kjære Amalie, jeg skrev straks et langt og dygtigt skjænde-brev til dig, og det har jeg ikke det hæld å kunne finne igjæn blant mine papirer; det blev næmlig ikke fullændt - nok som skjændebrev, men ikke som kjælebrev; det end- te i følgende ord: "og så vil jeg kysse dig" - og det skulde da inlede me- get dejligt! Men, som sagt, det brev har gåt tapt. Karoline og jeg har for- gjæves søkt idag. Så du slipper let. Jeg gider nemlig ikke gjenta det. Kun så meget: du skyller dig selv og mig og sanheden å læse mit brev fra Paris om igjæn. Det var et godt uttryk for min følelse, det vet jeg. Jeg sat dypt i mit arbejde og brøt av for din skyll. Jeg kaldte dig nætop ikke for en trappetøs; jeg sa dig jo, hvor villfarende det var, jeg hadde jo intet læst uten en enkelt scene, og jeg fik mine skjænd for det av Karoline, som fant at scenen stod godt og fast i boken. Det fortalte jeg dig altsammen i brevet! Fordi jeg gjorde kommers med mig selv og tænkte, at det kunde more dig! Og så løper du verden rundt og agerer martyr for mænneskenes be- undrende åsyn på, at jeg hadde kaldt dig "en trappetøs"! Ris skulde du ha, død og pine, ris. Men, som du siger, alting må ha slut, så skidt med det! Skjønt jeg var mægtig sint. Din bok er ypperlig. Men like begrædelig som alle de andre - på nogle dejlige scener nær. Gud, for en disig luft du lever i! Ja, så er den klar heroppe da! Du, som her er herligt, herligt, herligt! Inne og ute! For et paradis! Jeg vilde egenlig si et par ord om "Laboremus", om min livserfaring (fra mig selv, fra så mange!), at omtrent altid, når der i et sundt menneske blir strid mellem arbejde og kjærlighed, sejrer arbejdet. I mænneskene er ar- bejdet (i alle fall i vort klima) blet livs-instinkt. Og først livet, så livets fort- sættelse. Denne greje, sunde lov synes litteraturen å ha oversét, så jeg har sat min erfaring i musik for folk! Men den Brandes'ske Bohême-luft og symbolismens do kaster falskt lys på mit værk. Men jeg er den, som kan vænte, til det kommer i bedre lys. din væn Bjørnst. Bj. Læs boken tre - 3 - ganger! SIDE: 146 Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø Kjbhvn. Klasensgade 11 25/6/1901 Kjære Bjørnson! Du husker, jeg skrev og sa' at "Laboremus" var som en af disse kinesiske æsker, som man kan bli' ved at lukke op og op i det uendelige, før man kommer til den inderste æske. Det har jeg nu gjort. Ikke 3 men 9 gange har jeg læst stykket, og jeg synes, det er umuligt. Aldeles forkasteligt som et drama om mennesker og menneskeliv at betragte. Men strålende skjønt og herligt som digt og operatekst. Jeg har skrevet - efter megen indre modstand, fordi jeg var bange for at gjøre Dig imod - en artikel om det, som kommer i "Pol". Jeg kunde ikke andet. "Gud hjælpe mig amen"! Hvis Du nu ikke blir sint på mig, så er Du den B.B., Du skal og må og bør være. Din Amalie Skram Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø. Kjbhvn. Klasensgade 11 16/8/1901 Kjære Bjørnson! Jeg har i disse mange, lange dage, da jeg har ligget her syg, læst nogle gamle bøger om igjen. Deriblandt din "Paul Lange o.s.v.". Gud fader beva- re mig!! Den er uden mage i al literatur. Jeg husker nok, den tog mig dybt, da jeg i sin tid læste den, og jeg husker jeg sagde til mig selv, da jeg efter læsningen lukked bogen: dette er et mesterværk. Men det var altfor lidet. For ikke alene bogen er et mesterværk, men hver eneste en som op- træder er et mesterværk. Nej, jeg kan ikke finde ord. Alle disse så forskjelligartede herrer, som Du gir! De står som støbt i marmor. Hver en særegen, hver en med sin særskildte måde og tale, og hver en levende, levende troværdig. Jeg kjender, jeg kjender dem alle, hver eneste en! Og Kristian Østlie - hvem i verden har gjort eller skabt en tjener, som han?! Og alle, alle bipersonerne, bispinden bare - nej gud be- vare mig. Og dette vidunderlige digt - som dog er virkelighed - hende, Du kalder Tora Parsberg - ja jeg påstår at det alt er uden mage. Dybt må din sjæl ha' været bevæget da Du gjorde det arbejde. Alle dine kræfter og ævner er der på sin højeste tinde af glans og herlighed. SIDE: 148 Der blev skrevet meget om det stykke. Men ikke nok! Jeg håber til gud at jeg skal få leve den dag, da jeg får tid til at skrive om det hvad de andre ikke har sagt, og hvad der ligger mig på hjærte at skrive. - Sommeren, som jeg havde glædet mig så meget til, fordi det skulde ble- vet en så herlig arbejdstid herhjemme, hvor jeg skulde være aldeles alene - blev ikke god. Jeg fik årebetændelse med stærk feber og svære smerter, og blev liggende plat nedfor i 3 uger. Det værste var at jeg ingen pige havde, kun en kone, som kom nogle timer om dagen. Den udmærkede pi- ge, jeg havde i vinter skulde giftes, og jeg holdt selv bryllup for hende, skjønt jeg var så bedrøvet over at miste hende. Så tænkte jeg, at når både småen og Ingeborg var borte, så kunde jeg så udmærket hjælpe mig med en kone til efter ferien - til 1ste septbr. Og det vilde jeg også ha' kunnet. Jeg er jo selv nokså kjæk til husgjerning både til gulvevask og alt andet, og når jeg sidder så meget stille på min martyrkrak ved skrivebordet, så er det godt at få røre på sig. Men så kom sygdommen og slog mig ned. Jeg måtte la' konen gå efter læge, hvad jeg kun gjør i den yderste nød. Men denne læge har vært storartet. Rent som en barmhjærtig Samaritan har han været - kom hver eneste dag og sysled med benet, der fra hoften og til ud på fodbladet var opsvulmet og blåflammet, og forbandt det, og gav mig noget, som lindred smerterne. Fra nu af, vil jeg ikke ha' nogen videre mistro til læger. Der er tilfælde, hvor de er uundværlige. Men i mange sygdomstilfælde, både hvad mig og småen angår, tror jeg lige så meget på mig selv som på lægerne. Jeg har også et par gange kureret Johanne al- deles udmærked, kun ved at bruge min sunde fornuft. Forresten har jeg slet ikke havt det så ondt, som mine venner tror, jeg har havt det i sommer. Der var 3 nætter, da jeg savned et menneske, og syntes, det var ondt at være så aldeles alene i leiligheden. Da havde jeg stærk feber, og allehånde underlige forestillinger. Men jeg rejste mig i sengen, slog på veggene og sa: ser du ikke at dette er en væg, din egen stues væg og at det kun er fordi tapetet er grønt at du tror det er en skov af høje siv, som omgir dig? Og ved Du ikke, at du har feber, og derfor er omtåget? Og det gik. Så har jeg brugt den kur at ihærdig forestille mig hvor meget værre det kunde være. Smerterne kunde været endda større - jeg kunde havt flere sygdomme på en gang, hvad ofte hænder med årebetændelse - den vis- se død kunde ha' stået for døren - og jeg havde hverken tid eller lyst til at dø nu - og resultatet blev at jeg lå der og formelig skinned af taknem- SIDE: 149 melig glæde. Men mit arbejde er det gået ud over! Hils den kjære elskeli- ge Karoline og de af dine som er hos Dig fra din Amalie Skram Endnu er jeg jo reconvalescent. Men bare dette at jeg kan sidde oppe lidt, og skrive et brev!! Amalie Skram til Bjørnstjerne Bjørnson Ø. Kjbhvn. Klasensgade 11. 4/12/03-19/1/04 Kjære Bjørnson. Jeg kan ikke på nogen måde få dig fra mig. Jeg må skrive og be dig bare om to retledende ord i anledning alt det onde, jeg i flere måneder har hørt om dig. Men først noget andet. Kanske Du ved, at jeg svært længe har været syg. Ifjor da den for mig og alle så minderige dag, din fødselsdag fejredes Xania, lå jeg på en klinik, blev af en specialist penslet i halsen med ætsen- de gifte, og stukket med glødende syle sammesteds. Det skulde fordrive den forfærdelige hoste, som i mange år har tæret på min kraft og mit sind. Jeg lå i en uafbrudt døs og sløvhed, vidste hverken hvad dag eller da- to det var, orked ikke at spørge efter en avis, endsige læse den. - 19de januar 04. Ja, ser Du længere kom jeg ikke sidst. For at Du skal se hvorledes jeg har længe været optat af tanken om dig og af tanken om at skrive til dig, ta- ger jeg ikke noget nyt papir. Jeg har altså atter været syg, så helt og hol- dent uduelig til endogså at skrive et brev. Det er denne sørgelige hals, som altid tvinger mig til at hoste nat og dag, og som tar al saft og kraft fra mig. Kanske et halvårligt vinterophold i mildere egne vilde hjælpe mig. Men derom kan der jo ikke være tale, da jeg nu i flere år ikke har fortjent noget, og har måttet skaffe en masse penge til klinik, sanatorie og hospi- talsophold. I sommer lå jeg på hospital 3 1/2 måned for årebetændelse, blev skåret op på benet 2 gange på kryds og tværs og led gruelige pinsler! Ja, at jeg overstod det! Det kom vel kanske for en del af min stærke vilje til at leve. Jeg kan, jeg kan ikke gå fra Johanne, som nu er over 14 år gam- mel, og som elsker mig, og trænger til mig. Men nok om det. Jeg er så SIDE: 150 glad, jeg er ilive, så glad, så glad for det, skjønt jeg langt fra er frisk, og dertil selvfølgelig fattig. Nej, men det var mine spørsmål til dig. De er blet overflødige; Du har besvaret dem alle i din prægtige artikel, og det frydet mit hjærte at se, at netop det samme og mere til havde jeg brugt som argumenter, når de an- greb dig, de, disse som havde været dine trofaste venner. Gudskelov at jeg holdt mig så stiv og stram og sikker i min - jeg vil ikke sige tro - nej for- visning om at Du var den Du var, havde været og skulde være. - Fik Du ikke et telegram fra mig efter Nobelpræmien? Jeg sendte et. - Og fru Thoresen som er død siden sidst vi såes. Husker Du den dag hos He- gels? Sidste gang, jeg var hos hende talte hun sågodtsom udelukkende om dig og "Laboremus". Det var så besynderligt. Hun var så underlig smertelig vred over den, og var flere gange ligesom på nippet til at sige mig noget, som hun dog ikke sagde. Havde jeg spurgt, sikkert havde hun talt ud om hvad det var i dette stykke, som havde gjort hende så meget ondt. Men jeg spurgte ikke. Tværtom bøjed jeg hvert øjeblik samtalen hen på noget andet. Jeg vilde ikke hun skulde sige hvad hun kanske sene- re kom til at angre. Men hvert øjeblik kom hun tilbage til "Lydia". - No- get hun sa, indignered mig. "Men det er Karoline, det er Karolines skyld". Uf, den søde kjære Karoline, mesteparten af hvad folk ikke har likt hos dig, får hun skylden for. Jeg sa' også til fru Thoresen: "det er dog uværdigt at angribe Karoline for ting, som man ingen besked ved om. Det er tarve- ligt." "Ja," svarte fru Thoresen med sit gode smil og sine blanke, kjærlige øjne - "jeg mener det ikke sådan, men, men" - Ja, jeg har tit tænkt på denne min allersidste samtale med fru Thoresen. Og jeg forstår det ikke. Hils Karoline og alle dine fra din Amalie S. Bjørnstjerne Bjørnson til Amalie Skram Aulestad 1904 21/1 Kjære Amalie, vi blev helt betagne ved å læse om al din sykdom! Det var da også forfærdelig, av den ene, i den andre, uten rast og ro, uten nåde. - At læse om alt dette i en håndskrift, som, motsat alle andres, blir yngre og klarere, gjør et ejendommeligt intryk. Er du invændig blét større? Det med fru Thoresen og "Laboremus" kan jeg ikke forklare dig. Denne stortskårne, godmodige, fantastiske ånd har intet fælles med Lydia. Jeg SIDE: 151 mener om "Laboremus", at den hører til den store kunst. Det du sa, at dig skulde ingen kunne spille livet ud av, er vist meget sant. Men det gjalt hel- ler ikke dig. Det gjalt en fin musikalsk begavelse, som i det minste mu- sik-valg følte, hvad som var for henne, hvad som var for den annen tilhø- rer - og i foredraget også, hvad som fristet sanserne, hvad som var sundt og godt. - I al værden, hvad har Magdalena [!] Thoresen med sådant å gjøre! For en forvirring! Jeg fik dit telegram og glædet mig meget. Dit store varme hjærte lar al- tid stort være stort og siger skidt til det små, bare noget helt tar dig. Den forfølgelse her hjæmme, ja, vet du, at jeg ikke fatter den? Jeg er vir- kelig uten ævne til å forstå, hvordan folk kan være så simple og tænke så simpelt om andre. Tænk, jeg tror, "det er gjorts på"; de mener det ikke, de vil bare indbilde folk, at de ikke må følge mig, men dem; jeg er ikke læn- ger en værdig fører. - Det, som politisk stærkest optar mig, er fortsættelsen av det her hjæm- me; det er det panteutoniske forbund (pangermaniske kan let mistydes). Og det synes, som jeg skal få istand et selskab av de mest fremtrædende mæn og kvinner over Amerika, Storbritannien, Tyskland, Østerrig, Schweiz, Holland, Luxemburg, Skandinavien. Så blir alt det andre småt. Men det kan du selv forstå, at en, som går med disse planer, ikke tillater noget slags brudd mellem Sverig og Norge, eller en politik, som gjør Dan- mark ræd for at slutte sig til os andre i væntetiden mot det større. Jeg takker dig for dit inhugg, dengang det gjaldt ærlig, trofast politik. Jeg mener billedet av Sverdrup-forræderiet i "Paul Lange og Tora Pars- berg". Ja, hvad jeg alt har måttet holde ut! Det undrer mig, at jeg ikke er træt; men det er jeg slet ikke. Jeg tror, det er min mennesketro, som hjæl- per mig over altsammen. Også min kjække omgang med Karoline, som nummer én. Hils din datter og Jansons do, ja, alle gode venner fra din taknemlige Bjørnst. Bjørnson (Om en tre uker er vi i Kj.havn) SIDE: 152 Amalie Skram til Karoline og Bjørnstjerne Bjørnson [Classens Gade 11 16/2 1904] Tirsdag straks efter at Dere var gået. Kjære B.B., og elskede Karoline. Jeg sidder her i en stemning, som ikke er til at beskrive. Så fuld af undren over at Dere to virkelig er kravlet herop til mig på 4de sal, så fuld af en hengivenhedens taknemmelighed, som jeg aldrig har kjendt mage til. Det er sandhed. Jeg ved jo godt at Du Bjørnson ikke er nogen visitmand, og at Du Karoline fulgte med, det gjorde besøget, for mig, dobbelt dyrebart. Ba- re Dere havde skrevet 2 ord på et brevkort om at Dere kom! Ak hvor glad vilde jeg været for det! Rengjøring og sygdom havde jeg jaget pokker i vold. Uf at Dere ikke gjorde det! Eders Amalie S. Jeg måtte altså skrive disse ord. Senere. Ja, er det nu ikke forfærdeligt! - der fik jeg ikke sagt et ord til dig om dit herlige mesterværk: "På Storhove". Gang efter gang har jeg læst det, og det bæres mig for at intet kan lignes med det. Det er sandt hvad du skrev at "Laboremus" er stor kunst, det er vist; men der er ting deri, som virker så underlig irriterende, ægger til modsigelse. Men "På Storhove", - "På Storhove" - - - Nej, jeg kan ikke glemme at Du virkelig har været her idag. Og Karoli- ne. Herregud, havde jeg bare vidst om det ved et brevkort, da vilde alt væ- ret så meget bedre for mig da. Men hvor kunde jeg ane - Kjære trofaste venner - jeg takker eder. - Og Johanne kunde vært tilstede og ha fåt hilst på dere og ha' havt et minde, som hun aldrig havde glemt. - Nej, nej - til Hegels kommer jeg ikke, kjære kjære. D.S. SIDE: 157 Bjørnstjerne Bjørnson Nu er det netop to Aar siden at "Kongen" kom ud, og det er ikke gaaet som der almindelig da blev spaaet, at denne dumme Bog vilde begraves i sin egen Usselhed. Jeg fik dengang en Mængde af den laveste Kritik sendt til mig, altid an- onymt, dels på Tryk, dels i Breve. Tilsidst læste jeg det ikke mere, naar jeg aabnede og saa, hvad det var. Saaledes gik det til, at en undtagelsesvis vel- villig Omtale, nemlig nedenstaaende, som ogsaa blev sendt mig anonymt, blev uænset; thi jeg saa alene, hvad den handlede om og lagde den hen. Tilfældet vilde, at den ikke blev tilintetgjort, men at jeg, vistnok et halvt Aar efter, fandt den igjen og saa nøjere paa den. I et anonymt Følgebrev sagdes, at jeg, hvis jeg fandt den værdig dertil, skulde lade den trykke. Se- nere har atter endel Tilfælder bragt til min Kundskab, at Forf. var en mig ukjendt Dame, og nu har Vedkommende fornyet sit Ønske om, at hendes lille Udredning maatte fremlægges for Offentligheden. Dette gjør jeg her- ved, idet jeg tillægger, at jeg har strøget et og andet, der mere gik paa Forholdene og Forfatteren end paa Bogen, og hvoraf jeg bare har ladet staa saa meget, som Sammenhængen gjorde uundgaaelig. Jeg har ogsaa ellers efter Bemyndigelse gjort nogle uvæsentlige Rettelser, mest Sam- mendragning. Bjørnstjerne Bjørnson. [Amalie Skram:] Mellemspillene i Bjørnsons "Kongen" (Oplandenes Avis, Hamar, 28/5 1879, nr. 55) Det er vel længe siden at noget literært Produkt har fremkaldt saa me- gen Indignation og Harm, som Bjørnsons "Kongen". Hvo har ikke talt om den, angrebet den, disputeret om den, harcelleret og skandaliseret den, indtil Forbitrelsen har kulmineret i de stærkeste Tilintetgjørelsesdomme saavel i ethisk som æstetisk Henseende. Man kunde sige, at den er bleven dømt til Misdæderdøden, henrettet, og begravet i Hu og Hast, for at Liget ikke skulde forpeste Luften for de gjenlevende. Trods alt dette lever dog Bogen i ubetvingelig Kraft og Fylde. Bjørnsons "Kongen" kan synes at indeholde to ganske forskjelligartede Slags Digtninger, - den ene henlægges til det Sted, der pleier at være SIDE: 158 den almindelige Tumleplads for de af Digtere og Forfattere skabte Væs- ner, Jorden nemlig, medens den anden, "Mellemspillene", flytter os hen i en ukjendt, straalende, overjordisk Verden, hvor vi har vanskeligere for at finde os tilrette. Vi er der, hvor intet Øie har seet og intet Øre har hørt. Den saa at sige jordiske Del af Bogen blir man snart færdig med, forsaa- vidt man ikke kan tage feil af, hvad Forfatteren mener og hvortil han sig- ter. Der er Klarhed og Greihed i den mest udstrakte Betydning, og djærvt og frit har han sagt sin Samtid Besked, om det end kan indvendes, at det kunde være gjort med mere Finhed og mindre Hadskhed. Og dog - hvo ved om ikke netop det groveste Skyds er nødvendigt for ret at faa rusket Slægten op af Dvalen; man maa træffes og saares og forbitres i sit inders- te; - den finere Satire bider ikke paa, man læser og beundrer den, fordi man er for tykhudet til at føle Braadden i den. Hvad Bjørnson vil tillivs er alt det løgnagtige Hykleri, hvoraf Samfundslivet er gjennemsyret og hvor- paa det hviler; han bekjæmper Institutionernes barbariske Urimelighed og deres Opretholderes uværdige Trællesind. Han afskræller alle de in- tetsigende Talemaader, som den ene Generation giver den anden i Arv, som et Klenodie, der maa troes paa og værnes om, for at ikke Land og Ri- ge skal forgaa. Kongemagt, Statskirke, Militærmagt, Bureaukrati, Adel, Storindustri og disses Forhold til de smaa - det blir alt synligt, hvert paa sit Sted. En synkende Sags Forsvarere karakteriseres i deres Fanatisme. Har For- fatteren bragt, om end nogle enkelte af sine Læsere til at stanse og betrag- te sig selv og sit Liv, i en redelig Reflektions Lys, - har han bragt dem, om end kun nogle enkelte til at ville Klarhed over sig selv og sit Standpunkt, da har Bogen gjort sin Gjerning blandt os, en Gjerning, der vil bære Frugt for den Slægt, som er, og dermed for den, som kommer. Og naar man engang nævner Kongedømmet og alt, som dette vedligeholder, og som vedligeholdes af dette, som noget, der var, men ikke mere kan vorde, - som et "Tugtens Ris, der blev sendt over Folkene for deres Hjerters Haard- heds Skyld"; naar man har forsonet sig med det, som noget, der var et vigtigt Led i den store Udviklingens Kjæde, der slynger sig gjennem Men- neskeslægtens Historie, da vil Bjørnstjerne Bjørnsons Navn nævnes med Tak blandt sin Samtids ypperste. Og når den Tids Ungdom læser om, at han blev miskjendt og ilde behandlet for sin politiske Digtning, da vil de unge overbærende smile til deres Fædres Daarlighed og skatte Digteren dobbelt. - Men lad os nu gaa over til at betragte den "aandelige" Del af Bogen, dis- SIDE: 159 se vidunderlige "Mellemspil", der ved første Øiekast kunde synes at være uden Sammenhæng med den "jordiske" Del, men som dog er saa nøie for- enet med samme, som Sjælen med Legemet. Hvilket Væld af poetisk Aabenbaring strømmer ikke ud over os, - det er som vi overdrysses af Digterens Solstraaleguld ved de herlige Billeder, han opruller, idet han indfører os i en Verden, hvor der er Millioners jublende Fryd over hver en ædel Beslutningens Seier hos et Menneskebarn; hvor der virkes og kjæm- pes og strides og lides med og for den arme betrængte. Vore Sjæle gjen- nembæves af Glæde og Haab ved det inderlige Aandens Samfund mellem Himmel og Jord, som vi skue og ane. Vi høre Genierne tolke Aandeskarer- nes salige Fryd over hende, der stred og seirede uden at ane, "hvilken Magt nu har sig til hendes lagt", og hvorledes de beslutter at tage sig af ham, i hvis Sjæl der var falden en Funke af Guddomsgnisten, tændt ved hendes Angst, hun, den herlige Kvindeskikkelse, "sprungen af Digterens Tanke frem". Hun er Billede paa den dybe, rene, kvindelige Sædelighed, der er stærk som en Helt og taalmodig som et Lam, der er uden Sanselig- hed, og dog elskovsvarm. Ved Læsningen af første Mellemspil, falder anelsesfulde Glimt i vor Tan- ke, om hvad det vil sige "de helliges Samfund", som vi bekjender i vor Tro- esartikel, og vi mindes uvilkaarlig det hellige Ord, at der er Glæde blandt Guds Engle over hver en Synder, der omvender sig. I det andet Mellemspil oprulles et Aandesyn af en anden Art for den for- bausede Menneskesjæl. Man kunde fristes til at sige, hvo som har Øren at høre med, han høre, hvorledes den "graa", Kongefaderen, vaander sig i Mellemtilstandens Skjærsild. Han knuges i uendelig Kval ved den usalige Bevidsthed om, at Sønnen, som han kan se og følge, har faat Frugten af hans Livs Daarlighed i Arv. Det er som skulde han forgaa i den jammer- fulde Erkjendelse af det Ord, der har lydt gjennem Verdens Aartusinder, at Fædrenes Synder hjemsøges paa Børnene; - den høieste Velsignelse, som Jordlivet gav ham, hans Livsfrugt, den elskede Søn, er her bleven til den bitreste Forbandelse, fordi han ved, at han har sin Andel af Skylden for at Sønnen er uden Kraft til at modstaa Frostnatten, der kommer, da hans Els- kede og hans Ven begge berøves ham. Den "graa" føler, at Stamtræet er udmarvet, fordi Slægtens mange Generationer har levet hen sit Liv i Løgn og Letsindighed. Tvil og Frygt lægger sig som en glødende Lænke om hans Hjerte; han ved, at hans Søn, der har reist sig mandelig for at sone, hvad Fædrene forbrød, maa bukke under, fordi han er det sidste Skud af en udlevet Slægt, uden tilbørlig Livskraft. Vi se, hvorledes han pines af he- SIDE: 160 le den fristende Hær, der kommer langveis fra, og tilhører de trodsiges Samfund; de hudfletter den armes Sjæl ved at pidske ham de vildeste og overmodigste Tanker gjennem Bevidstheden; det er Hovmodsaanderne, der taler, de viser ham Lusiferguden, der er Skaberen lig i Vilje og Vælde, og byder ham frit vælge det ondes Uafhængighed, for at han helt og fuldt kan vorde som de, uden Ansvar, uden Anger. De haaner Gud, der har skabt dem, han der er Kjærlighedens, Enfoldets, og Lydighedens Gud, de raser i ubændig Styrke mod den paabudne Underkastelse under Kjærlig- heden. Den "graa" skræmmes af selve Overmaalet i deres trodsige Jubel og synker sammen i et Raab til Frelsens Gud. Fristerne flygte bort med Haanens Latter over Uslingen, "der vælger sin Lænke, der ikke tør tænke" Hovmodets, Opsætsighedens frigjørende Tanker. Vi fornemmer, at Aande- pustet fra en Himlens Engel smelter Bønnens Taare paa hans Kind og dra- ger lunende gjennem Kvalens Is-Egn. Det toner omkring ham; det er en Akkord af den evige Barmhjertigheds Hymne, der lyder til ham i det yderste Minut og holder ham fast i den sværeste Anfægtelse. - Vi se fremdeles "Tyrannernes Kor", disse Egenkjærlighedens ypperste, der farer frem som en vældig Storm, og taler et Sprog, der runger gjennem vore Sandser. Hvad de siger, er saa imponerende i sin dæmoniske Kraft, at vi maa føle Skaldens Mening med det: den, der vælger at tilbede og følge Æren og Magten i Kongernes Skikkelse her paa Jorden, har valgt anden Magt og Herlighed end Guds og faar derfor ogsaa videre frem "Slavens" Kaar. Og "Imperator-Skaren", de ryggesløseste af dem, der har befolket Jorderige, - hør dem, idet de holder Mønstring over "Slaverne", over alle dem, der selv tog Magt og Ære af hines Haand, lod sig ydmyge af dem, ja lod sig bruge som Trældyr; - hør disse Herskere, hvor de tordner i Spot og Haan mod Gud, han, der "hverken eier Folk eller Land", mens de herske over Millioners Millioner Skyggesjæle, - det drønner gjennem Rummet, hvor de farer frem. Neppe er de borte, før Letsindets, Letfærdighedens, Halvhedens gjækkende Kvinderøster kommer efter, hvor hine drog (de er jo altid i hines Følge!), og ved sin forvirrende, bedrageriske, haanligt lef- lende Tale opløser al Viden, alt Ansvar. Og se, i samme Nu, er "Ildhesten" der ogsaa, - Sendebudet fra Egenkjærlighedens Fyrste, Ildhesten, stam- pende af Utaalmodighed efter at føre sin Erobring afsted. Korets gjøglen- de, skjønt klingende, sandhedslignende Ord suser om hans Sind, men at- ter afpresser Angsten ham Raabet om Hjælp; det er det siste gode i hans Sjæl, Kjærligheden til Sønnen, som frelser ham; han taaler ikke at tabe ham afsigte. Vi aner, at ogsaa denne Gang holdes han tilbage. Vi aner, at SIDE: 161 han engang frelses helt; at det altid vil gaa som nu, "Tonernes uendelige Kamp afløses af hine, der ledsage de milde Vinde". I det tredie "Mellemspil" toner Englenes Lovsang over Kongens og Kla- ras Kjærlighed os imøde; denne Kjærlighed, der er falden som en frugt- bringende Dug paa deres Sjæle og har bragt alt i dem og om dem til at udfolde sig. Englene priser Gud, der har ladet de to finde hinanden i hans Navn, og vi fornemmer, at deres Pagt er stadfæstet og velsignet af Him- lens Hærskarer, og at den vil vare og vokse ud over Jordlivets Grænser gjennem alle Evigheders Evighed. Og naar vi saa tilslut i "Efterspillet" gjenser ham den haardtprøvede, den siste, med ædel Vilje, men for liden Styrke udrustede Ætling af en gammel Slægt, han der blev et Offer for Løg- nen foran ham og Fædrenes Synder bag ham, - naar vi se ham i Udvik- lingens høiere Regioner, da glædes vi ved at hans Jordlivs Strid er endt, og at Sandhedstrangen i ham skal hjælpes op af den Modløshed, som her be- tog ham. Og naar vi hører, at Fodfæstet under ham synker, saa ved vi, det sker, fordi han nu slipper alt sit eget, og hæver sig til en høiere Erkjendel- se af Kjærlighedens Frihed og Naade, og derfor skinner Sandhedens evige Sol i himmelsk Glans over hans Fremtid, hvor de samme tro Genier iler ham til hjælp; og derfor strømmer Sandhedens seirbaarne Hymne hu- svalende henover hans søgende Sjæl. [usignert] [Amalie Skram:] Bjørnstjerne Bjørnson og Det ny System (Dagbladet 14/4-1880, Nr. 88) Aldrig har et dramatisk Arbejde vrimlet af Mennesker, der i højere Grad er Kjød og Blod end disse, der har faaet Liv og Aande i "Det ny System". De synes os saa velkjendte, at vi formelig giver os til at tænke efter, hvor det nu var, vi sidst saa dem. Her er Tidens Typer samlet, tegnet i ædruelig Sandfærdighed; der findes intet overdrevent eller søgt ved dem, - de er simpelthen sig selv lyslevende. Ligesom Tiden skifter Ham, saa vexler og- saa de gjældende Typer, og Bjørnson har med Mesterens Genialitet grebet og levendegjort sin egen Tids Mennesker, som de forefindes, vegeterende, SIDE: 162 kjæmpende, fuskende, tvilende og i sit Indre saa mangfoldigt splittede, - det vil sige de blandt dem, der i intens Forstand repræsenterer de gjæl- dende Ideer og Forestillinger inden visse Sfærer og som saadanne udgjør Typerne. De fleste Mennesker er jo nemlig ikke sig selv i egentlig Betyd- ning, men saa at sige et Stykke eller en Side af Samfundet, med andre Ord, de er en Del af det almindelige bestaaende og ikke et afsluttet hele. Men idet Bjørnson har frembragt alle disse Skikkelser, har han med det samme leveret et fyldigt Billede af Samfundet og Samfundslivet, saaledes som det arter sig hos os i Slutten af det 19de Aarhundrede; alle disse Begiven- heder, Talemaader, Smaahændelser og Gjerninger, der tilsammen udgjør Livet paa de forskjellige Omraader, har han vidunderligt træffende samlet og gjengivet som i et Kjæmpestereoskop. Derfor er der noget uforgjæn- geligt, mønstergyldigt ved Det ny System, idet det til alle Tider vil have den Betydning, et borgerligt-socialt Folkemaleri har i Kunstens Verden. Bjørnsons psykologiske Skaberevne har ogsaa her præsteret det meste. Det er umuligt at tænke sig noget naturlovligere og rigtigere end disse Menneskers Tænke- og Handlemaade i indre Kombinationer og ydre Kon- sekventser; det er umuligt at nære den ringeste Tvil om Logiken i deres in- dre Udvikling, og det er umuligt at tænke sig den klarere og fyndigere til- rettelagt. Bjørnson har skjænket os Arbejder, der har grebet Hjerterne i højere Grad, der har drysset Poesi og Solstraaleguld i rigeligere Mængde ned over os, men han har aldrig skrevet noget dygtigere, noget der i høje- re Grad er vor Kjærlighed og Agtelse værdigt [,] i ét Ord: noget mere pris- medaljeberettiget, derfor maaske heller ikke noget, der vil faa en større Betydning og længere Rækkevidde for kommende Tider. Det er den mod- ne Kjæmpeaands værdigste Frugt, hvortil maaske Frøet er sat under det Harmens og Vredens Uvejr, der altid følger med Synets Opladelse for "Baalsdyrkelsen", men det har faaet Væxt og Skikkelse under en virkelig Bedrøvelses og en inderlig Fordrageligheds velgjørende Regndrys, og er endelig falden under Haabets og Kjærlighedens modnende Varme. Thi der skal Tro og Haab og Kjærlighed til for at kunne være en sand Digter. Det er ikke nok alene at afsløre den jammerlige Brøstfældighed, for der- paa at trække sig tilbage og overlade os i Tvivlraadighed til det smerte- fulde Indtryk; der maa ogsaa forkyndes os hvad der skal sættes istedet for det der er sunket i Grus. Det er dette Bjørnson gjør. Han har beholdt Troen paa Folkets Evne til at ville og Kraft til at fuldføre, og han viser og belærer om, hvorledes. Han synger sit dejlige forjættelsesrige: "Hvor der er gjæ- rende Kræfter, skyder det Aaret efter", atter og atter ud over os i mang- SIDE: 163 foldige, underfulde, vexlende Melodier. At indsuge og optage Virkelig- heden i sin Sjæl, saaledes at den fordøjes og reproduceres i deslige Aan- dens Frembringelser, der er at ligne med de fineste Kunstværker, er jo al- lerede meget, men at rejse et Tempel for den ideale Sandhedskultus, og at skabe Mennesker af Kjød og Blod, der efter først at have famlet, og lidt, flygtet og stridt, omsider har vundet frem til Indgangsporten og betalt Ad- gangstegnets Løsepenge, der for mange er Opgivelse af alt det, der gav dem Værd i Menneskenes Øjne, og nu bøje Knæ derinde og give det evige Troskabsløfte, det er dog Digtningens skjønneste Opgave. Og dobbelt for- tjener han at elskes, den Digter, der rejser dette Tempel og skaber disse Mennesker ud af en meget ubekvem Materie, som Tilfældet er hos os, thi Virkeligheden yder ikke mange levende Forbilleder, der kan inspirere og give Stof; han må hente dem ud af sit eget kraftige Sjælelivs Dyb; og han formaar ikke alene dette, han danner dem ogsaa netop saaledes som de under de forhaandenværende Forhold paavirket af arvtagne, uundgaaeli- ge Forudsætninger alene kunde og maatte blive. Gamle Kampe, der er et af de mangfoldige Ofre for det sejge Aandsty- ranni, overmægtigt, fordi det er institutionsmæssigt, der af den enkelte ingen Modsigelse eller Selvstændighed taaler, er bleven en Drukkenbolt for at døve "Evmenidekvalen" over at have forraadt sit bedre Jeg, for at le- ve i Fred med Hustru og Foresatte; han rejser sig dog i den ellevte Time, og finder med vaklende Skridt Indgangen til Templet. Hans Haar er graa- net og hans Skikkelse bleven gammel under uværdig Trældom, og der maa sørges over, at det først saa sent times ham at afkaste Lænkerne, men det fylder ikke desmindre vor Sjæl med Jubel endelig engang at se ham derinde. Hans Kampe, der har arvet det bedste i Faderen, og er bleven udviklet og opdraget i et Samfund, hvor det bedre gaar an at optræde som et tænkende Menneske ogsaa udadtil, har, som det frigjorte, praktisk gjennemførte Sandhedsideals Forkjæmper, taget sin selvskrevne Plads i Tempelbygningen og optræder og virker ud fra dette faste Standpunkt. Ogsaa han kunde være bleven en frafalden; - han kunde det, fordi der i ethvert Menneskes Bryst findes dæmoniske Magter, der, naar de røres ved, bliver det samme Menneskes Undergang eller højeste Styrke. Hans Bekjendelse til Karen, hvor han siger, at hendes Kjærlighed kunde havt Magt til at udslette ham for sig selv og stænge Livet for ham, er rystende, fordi vi føler, at det er forfærdende sandt, hvad han siger: "Der er Arv i det!" Vi skjælver i angstfuld Gru under Bevidstheden om, at hvis han hav- de sveget sig selv, vilde Ordene passet: "Og han faldt, og hans Fald blev SIDE: 164 stort". Men nu ikke alene bliver han selv staaende, han drager ogsaa Ka- ren over, hun der maate vækkes til Syn paa sin uduelige meningsløse Mennesketilværelse, ved at faa det praktisk erfaret, at den vedtagne Sæ- delighedsmoral endog ikke betænkte sig paa at fordre, at hun skulde lade et Medmenneske uhindret drukne, fordi det tilfældigvis var uden Klæder, hvis hun vilde gjælde for en anstændig Pige. Kanalinspektøren, der, fordi han kjender sine Folk og sin Samtids Tilstande saa indtil Vammelhed ud og ind, formelig ikke længer gider ville noget, og derfor i Bitterhedens "Li- gesælhed" gaar omkring med den Bunke Aske, hans udbrændte Enthusi- asme har efterladt i hans Hjerte, har dog under Asken bevaret en Glød, der slaar ud i en rensende Lue i det Øjeblik, han møder det uvante Syn af et Menneske, der er værd, at man tager sin Hat af for ham. Ved at gaa op i Rigsdagen og gjøre den blottende Tilstaaelse om det Ungdomsfejlgreb, der havde givet Stødet til det nye System, viser han, at det ikke er moralsk Fejghed, men snarere Forvisningen om sin fuldkomne Afmagt ligeoverfor det, der dominerer, der saa længe har ladet ham være en Løgner blandt Løgnere; men derved har han indløst Adgangtegnet, og med Glæde ser vi ogsaa ham i Templet. Fredrik Ris, denne Søn af en Far, der hele sit Liv har vasset omkring i det ulideligste Vrøvl, født i et Ægteskab, der har et Be- drageri og en Løgn til Fundament, næret i en Atmosfære, der har været mættet af Skin og Usandhed, opvoxet under Forhold, der har savnet al in- dre Soliditet, fostret i et Hus, der er bygget paa Sand, har saa mange Be- tingelser for at holdes tilbage derude paa Fuskets brede Vej. Naar han al- ligevel slaar ind paa den smale, knudrede Sti, der gjennem Forsagelsens og Tilstaaelsens Pine fører til Tempelporten, skyldes det hans Moders æd- lere Sort Blod, der har lagt Længselen efter at være et sandt Menneske paa Bunden af hans Væsen, og der sikkert vil føre ogsaa ham indenfor Tempel- porten. Her mindes vi uvilkaarlig det mærkelige Ord i "Magnhild" om at det onde ofte stanses og afbrydes i sin Udvikling, men aldrig det gode. Men alle disse som vi nu ser velbeholden derindenfor, de vil drage flere og flere efter sig. Karl Ravn og hans Hustru og mange med dem af den yngre Slægt vil ile med at følge efter, udmattet og udhulet af det famlende, uhaandgribelige, mellem Hænderne bortglidende Skyggeliv, de har seet paa og været omgivet af. Gaar vi saa over til at betragte de andre Skikkelser i Dramaet, der sløvet af Vanen, dysset i Slummer af sin egen Ligegyldigheds Ro, eller tagen til- fange af den urene Vilje, ligesom er rodbunden i den gamle Slendrian, saa finder vi ogsaa her en Virtuositet i Behandlingen, der er ligefrem for- SIDE: 165 bausende. I Generaldirektøren har Forf. saaledes rejst sig et uforgjæn- geligt Minde om sin storslagne Evne til at tegne en fuldkommen gjen- nemsigtig og lige indtil de mindste Detaljer fint udført Karakter, og der- ved at han er en Type for Tusinder, bliver Indtrykket desto enormere. I den moderne Digtning findes ikke længer Skurke, de er bleven borte baa- de af Bøgerne og Livet, medens Personer af saa tvivlsom en Beskaffenhed som Generaldirektør Ris har fundet sin Regning i at træde istedetfor dem. De har den Fordel som en Regel at være behageligere i Omgang; - tildels kommer de op fra den laveste Stand, hvilket ofte giver en vis Hensynsløs- hed i Valget af Midler, der igjen laaner et Udseende af en praktisk Mand og saaledes hjælper til Maalets Opnaaelse. Ris har saaledes med sit kløg- tige Hoved og sin snu Forstand snart forstaaet Situationen og har gjort det første Skridt paa den Trappestige, der fører til Højden i Samfundet, ved at forraade sin Kjærlighed og bryde sit Ord til den Kvinde han elskede, for at ægte en anden, som han ikke elskede, men som han ikke destomindre havde Brug for. Fra denne Stund farer han fort paa Løgnens og Bedrage- riets Vej; han har solgt sig selv og bliver derved et Offer og samtidig en Profet i det Ondes Tjeneste. Det eneste, der kunde gjort ham til Mand, har han sluppet og derved stængt sig selv Vejen til et værdigt Livsens Indhold. Derfor søger han Erstatning i at kjæmpe for Erhvervelsen af den Borgerdy- dens Toga, der saa ofte hænges om den uværdiges Skuldre. Det er ganske mærkeligt at iagttage, hvorledes den Usandhed, hvorpaa hans Liv hviler, har gjennemsyret hans hele Væsen, saa at han i alle Forhold, som Eg- temand, Fader, Borger og Medmenneske, er ganske den samme. I Scenen i Dagligstuen i 4de Akt, faar vi ogsaa Anledning til at se ham ligeoverfor Religionen. Dette Syn overrasker os ikke, thi det er saa vidunderligt natur- ligt og af sig selv følgende, men dog er der noget usædvanligt uhyggeligt i denne Samtale mellem Ris og hans Hustru, fordi den tager Dækket væk fra en skjult Kræftskade, der tærer paa Menneskets indre Organisme, den- ne taagede, ligesaa bespottelige som modbydelige Leflen med den kris- telige Religion; og det mangfoldiggjør Virkningen, at det pludselig staar i fuld Klarhed for os, at dette er Tusinders Forhold til Religionen. Hvem har ikke seet og hørt dem, disse altersøgende Folk, der med megen Omhu vælger den mest passende Dag, der føler sin "Tro" paa de Helliges Sam- fund styrket ved at knæle om Alterbordet sammen med "Ministerens" og "Biskopens", der ønsker at bringe sine voxne Børn med, fordi det er et Syn, der opbygger deres Omgangsvenner, der vil komme tidlig i Kirken, fordi det ser mere "vel beredt" ud. Hvem har ikke seet dem, med det halve SIDE: 166 Øre man spender paa tomme Fraser, lytte til de alvorlige Ord om "Verdens Ustadighed og Falskhed", og hørt deres tankeløse, letsindige, eftersnak- kende Ja og Amen! Hvem har ikke betragtet dem, naar Følgerne af deres Løgnagtighed og Uduelighed truer med at bryde ind over dem, hvorledes de famler efter den visne Trøst, der ligger i den aldrig gjennemtænkte, aldrig tilegnede, men i dorsk Vanemæssighed antagne Floskel om, at Menneskets Gjerning intet duer. I Velmagtens Dage saa store og stærke ved at synes uden at være, i Konsekventsernes Aabenbarelsesstund fejgt gribende efter denne taagede fjerne Forestilling, som de kalder Religio- nens Trøst, og som dertil har den Fordel at laane dem Skinnet af den rette "kristelige Ydmyghed"! Hvor skal ogsaa en Mand som Ris i Modgangens Time vende sig hen? I hans Indre er det tomt og øde; udenom ham ramler det sammen paa alle Kanter; Timen er kommen, da hans Arbejde er vejet og fundet for let, og hans Livsgjerning Tilintetgjørelse hjemfalden. Venner og Børn falder fra ham; de Baand der gaar fra ham til dem, var som skjøre Traade fordi de var spundet af forfusket Garn; saa staar han da tilbage i og med sin absolute Intethed; og just saa maatte det gaa, thi Usandhed er In- tethed. Kun hans Hustru, det Menneske, han i hele Verden har forurettet grusomst, forlader ham ikke. Hun, der er bleven bedraget fra Begyndelsen af, og hvis sunde, ædle Sjæl under Samlivet med ham er bleven saa ilde til- redt, at den er stanset i sin Udvikling, og nu er saa forkrøblet og for- dummet, at den bogstavelig talt har mistet Evnen til at se og tænke, - hun bliver ved at tro paa ham, og netop derfor. "En Kone er jo bare det, som Manden har gjort hende til," siger hun i intet anende Uskyldighed, og i dette Tilfælde ialfald er det altfor sandt og ubeskriveligt nedslaaende til- lige. Hun er at ligne med et Menneske, der efter at være bleven reddet fra Skibbrud og Havsnød, har faaet en Skavank paa sin Fornuft og sine Sanser, thi hun formaar ikke mere at følge en Tankeforbindelse saalænge, som det fordres for at faa grejet det simpleste Spørgsmaal, eller at skjelne mel- lem de almindeligste Begreber. Man kunde græde over al den Uret, hun har lidt, hun der, som "Tante Ole" siger, altid har de to Møller gaaende, fordi det ædle, sande, oprindelige paa Bunden af hendes Væsen aldrig kan bringes rigtig til Ro, men bestandig melder sig og gjør Oprør mod det hendes Mands Omgjængelse har plantet ind i hende. Det er en rørende, tragisk Skikkelse, og der vrimler af Sidestykker rundt om os. Hun er en tro- fast og kjærlig Natur; altfor meget i Sandhed god i sin egen Oprindelighed til, at nogen Slags Mistanke til andres Menneskeværd, og da allermindst til hendes Herres og Husbonds, kan opkomme hos hende; fuld SIDE: 167 af Tro paa, at det er den ufortjente Uretfærdighed, enhver ædel og stor Mands Lod her i Verden, der nu rammer hendes Mand, og fuld af Be- klagelse over, at hendes Evne til at være hans Trøsterinde er saa ringe, føl- ger hun ham til Stranden, ned til det urolige, vexlende, hvile- og fæsteløse Hav; og naar de sidder der og hører det skvulpe og sukke, ser dets Bølger komme og svinde, vil det vække et mat og hviskende Ekko i deres Hjerter, der vil minde dem om denne Verdens Ustadighed og Falsked, om at intet er bestandigt, og om at al Menneskets Gjerning er for intet at regne. En af de interessanteste Personer i Dramaet er "Tante Ole". Hun er en Type for en vis Slags frittalende Kvinder, som man ikke saa sjelden støder paa. Igrunden godmodige og ærlige, men med et Syn, der aldrig har hæ- vet sig ud over deres egen Dagligstue, finder de sine Idealer, om de har nogen, blandt Skikkelser som en Generaldirektør Ris, med fine Manerer og Ordener paa Brystet. Disse Kvinder har altid levet i gode Kaar, har aldrig havt nogen virkelig Sorg, der har kunnet stagge deres ydre Væsen eller opluge Ukrudtet af Hjertet. Derfor optræder de paa en skaanselløs, haard- hændt Manér, taaler ingen Modsigelser og bider fra sig med utæmmet Hidsighed ligeoverfor enhver afvigende Meningsytring. Et skurrende Braak følger med dem, der er at ligne med en Arbejdskjærres Rassel paa en slet brolagt Gade. - Tredje Akts tredje Scene, hvor de syltetøjspisende Fruer med den strid- bare "Tante Ole" som Ordfører, "debatterer Sagen", er noget af det mor- somste og i sin fabelagtige Korrekthed mest glimrende, man kan læse. I de faa Replikker giver de ikke alene sin egen, men hele Slægtens Karakte- ristik, saa at vi i Løbet af nogle faa Øjeblikke er ligesaa orienteret ligeover- for alt og alle, som om vi skulde kjendt dem hele deres Liv. - Inden store Slægter, der i et Par Generationer har siddet i gode Kaar og anseede Stil- linger, vil man altid finde et ydre og indre Slægtsmærke. Om dens for- skjellige Medlemmer er aldrig saa ulige i Karakter, saa er der dog altid en eller anden medfødt Egenskab, stærkere og svagere fremtrædende, der gaar som den røde Traad gjennem det hele, og gjør at man kjender den ene paa den anden. Det kan være et Fortrin eller en Mangel, og i Frastand vil det i første Tilfælde virke tiltrækkende. For dem, der imidlertid som "Tante Ole" er bleven indlemmet og indforlivet i en saadan Slægt, bliver dette, især naar det er noget, der er deres egen Natur fremmed og saale- des uforstaaet, irriterende, fordi den samme af dem selv og andre priste Egenskab melder sig som en kjedsommelig Naturnødvendighed, og derfor har det dagligdagses Evne til at trætte. At dette har været Tilfældet med SIDE: 168 den magnifike "Tante Ole", viser sig tydeligt nok, da hun paa sin iltre, energiske Maade tager Parti for Ris, netop fordi han ikke er af "Ravneslæg- ten" og derfor uden dette trivielle Drag af Idealitet, der har ærgret og op- bragt "Tante Ole" hele Livet igjennem, og fordi han deler Vilkaar med hende som den, der allernaadigst er optaget "fra Gaden" af "Ravnene". Her ligger den fornemste Grund til "Tante Oles" Sympathi for Ris, - han har som hun maattet døje al deres Excentrisitet, og de har begge til- sammen havt en dunkel kun halvt berettiget Følelse af, at de af "Ravnene" blev anseet som hørende til en ringere Race. - Der kan neppe læses no- get ypperligere end denne Fruescene, noget der i fyldigere Grad giver Bil- ledet af Slægtninges og paarørendes Forhold til hinanden og den ydre Form, dette under visse Forudsætninger antager. Det nye System maa tilvisse siges at være det betydeligste, vor nyere Li- teratur har frembragt; der er et Alvor og en Dybde og en ethisk Prædiken i det, der er i høj Grad gribende og alvorsfuld. Som dramatisk Komposition staar det ogsaa særdeles højt. Det er bleven sagt, at Handlingen er for ind- viklet og uden stærk nok dramatisk Spænding, til at det kan faa nogen særdeles stor Succes paa Scenen, hvad vi dog først maa have Anledning til at se, inden det er os muligt at medgive. Hvorledes det nu ifølge sin Natur og ifølge Beskaffenheden af den Stilling, dets Forfatter indtager til sin Samtid, kunde vente at blive modtaget, skal behandles i en næste Artikel. [Amalie Skram:] Bjørnstjerne Bjørnson og Det ny System (Dagbladet 15/4-1880, Nr. 89.) Hvis det gjælder, at det er vanskeligt, ja næsten umuligt, at sige Sand- heden i de smaa Samfund, saa gjælder det ikke mindre, at det er vanske- ligt at høre den. De Folk, til hvem der tales, hænger næmlig sammen i et Koteri, der stiltiende er kommen overens om at lade som om de beundre- de og saa op til hinanden; men deraf følger igjen naturlig, at man ganske uvilkaarlig beundrer og højagter sig selv i stedse stigende Fylde, idet man, hildet i egoistisk Selvbehag, tager det, der i fuldeste Gjensidighed er Skin hos deres Næste saavel som hos dem selv, for ægte Vare, naar det gjælder ens egen undtagelsesberettigede Person. Ingen af disse Folk tænker no- gensinde paa at sige eller ønsker at faa høre det, der først og fremst er sandt; de taler det, der først og fremst er anstendigt og passende, og hører helst, hvad der er opbyggeligt for Kjød og Blod. Tilsidst bliver de saa af- SIDE: 169 vænt med at tænke, tale og høre i Sandhedens nøgterne Aand, at de slet ikke mere ved, hvad der egentlig er sandt. I store Samfund, hvor Opposi- tionen mod og Foragten for sligt udueligt Skinvæsen formaar at danne et virkeligt Parti, er det ikke saa farligt, thi der bliver Bindet uden Skaansel og uden Ophør revet Folk fra Øjnene, og den, der i Ærlighed ønsker at dra- ge sig bort fra det, der ikke længer er Sandhed for ham, har jo der et Parti at slutte sig til, men i de smaa, indsnævrede Samfund bliver den, der bry- der med autoriseret og institutionsmæssigt Uvæsen, en ensom Skikkelse, der visner bort i Mismodets golde Ørken; hvis han ogsaa optræder be- kjæmpende og angribende, bliver han Gjenstand for et Had og en For- følgelse som der skal en Bjørnsons fænomenale Styrke til ikke at bukke un- der for, - medens de andre, der i bedste Fald gaar og tror paa hinanden, dersom de ikke er bevidste Hyklere, sidder bænket i Anseelsens og Velvæ- rets solbeskinnede Have, hægnet af den gjensidige "Assuranceoverbæren- heds" velanstændigt malede Plankeværk. - Der skal et Mod og en Sand- hedstrang som Bjørnsons til for at vove den Dyst at bryde indenfor Hæg- net og give Personer og Tilstande derinde deres rette Navn, og derfor bli- ver en saadan Tale en Forargelses Klippe, og den, der fører den, lagt for Had og mishandlet efter bedste Skjøn og Evne. Det ny System er i mange Henseender en Dom over det Samfunds Men- nesker, for hvem det er skrevet, og, som Følge deraf smager det ikke Kjød og Blod. Andre Nutids Forfattere gjør det ogsaa til sin Opgave at afsløre Samfundets og dets Støtters moralske Brøstfældighed. Det franske Drama: Les Fourchambault, der paa mange Punkter er i Slægt med det ny System, er blandt mange andre en energisk Protest mod den raadende Ynkelighed og en mesterlig Forfølgen af sammes uafviselige Konsekventser, og dog har det gjort Lykke ogsaa hos os, men det opererer inden et begrænset Omraade og giver derfor den enkelte Anledning til at fritage sig selv som den, hvis absolute Skudfrihed er hævet over enhver Tvivl. Dertil kommer, at det er importeret. Det ny System omfatter derimod saagodtsom alle Omraader og levner ingen Udvej for nogen til at slippe bort fra Dommen i det hvilket blandt andet beviser den norske Forfatters store Overlegenhed og ulige længere Rækkeevne. Menneskenaturen holder nu engang ikke af at blive for nøje efterseet i Sømmene, og især ikke de Folk der sidder og soler sig i den hægnede Have. Opdraget i en Autoritetstro, der er ligesaa fordummende som aandeligt sløvende, har de indforlivet i sig Forestillin- gen om det bestaaendes Fortrinlighed og maaler sin egen Dygtighed og Betydning efter den Anseelse, deres ærbødige Underdanighed under In- stitutionerne har laant dem. Eller deres Pietet er kun tilsyneladende, saa SIDE: 170 at de er ligefremme Hyklere og uværdige Trælle, medens deres Øjemed er at svinge sig ivejret. Men begge disse Arter Folk er Samfundet netop for- trinsvis skikket til at fremavle, idet det synes bedst at kunne bruge og mest at ville hædre saadanne. Men saa faar rigtignok Samfundet igjen sit Præg fra det Stempel, disse Menneskers ydre og indre Liv kan give. Her er en nemesismæssig Vexelvirken. Saaledes er det ogsaa paa det religiøse Omraade. Den, der for Tid og Anledning har en kirkevenlig Mine at tage paa og paa Søn- og Helligdage i andægtig Hoffærdighed sidder i Kirken, hvor han maaske tilbringer Tiden med at spekulere paa hvorledes han med størst Fordel skal snyde sin Næste i den kommende Uge, eller under Prædikenen finder ud, hvorledes han skal operere, for ved Udgangen af Kirken belejligst at kunne komme til at hilse paa den unge kirkesøgende Dame, han for Øjeblikket beærer med sin specielle Opmærksomhed, han har betalt den Løsepenge, der fordres for at blive anseet for en kristelig- sindet og som Følge deraf tillidsværdig og samfundsstøttende Mand, især hvis han til Kirkesøgningen præsterer 2 Altergange i Kirkeaaret. Imod alt dette uværdige Skinvæsen fører Bjørnson Krig i "Det ny System", som overalt hvor han optræder: han driver det tænkende Menneske ind i Selv- prøvelsens Skjærsild og fordrer, at vi skal aflægge Løgn og tale Sandhed hver med vor Næste, og derfor er han, naar alt kommer til alt, Norges største, nulevende Bodsprædikant, og har som saadan, ganske rigtig den- nes vanlige Kaar: Trængsel og Forfølgelse. De, der i Sandhed er Kristne iblandt os, burde være ham taknemmelig for denne hans Prædiken af Om- vendelse fra Løgnen. Det er dette han vil, at enhver skal være i Sandhed, hvad han tror sig at være, eller gjerne vil synes at være. Det er jo dog den største Forhaanelse mod Kristendommen dette at bruge den som et Udhængsskildt, der hidlokker Kunder og fremmer timelig Velfærd, at iføre sig den som en Maske, bag hvilken man skjuler sin frække Indifferentisme eller sløve Vantro, at omforme dens i sin Renhed forfærdende strenge Krav til en Lefleriets Pude under sin foragtelige Kjødelighed, - og dertil bruges den kristelige Religion iblandt os. For mange er den endog at ligne med et Haandklæde, hvori de hvert Øjeblik aftørrer sine smudsige Hæn- der, idet de beraaber sig paa, at dens Skaber og Indstifter fortrinsvis var Synderes Ven her paa Jorden, medens Sandheden er, at han er Synderes og Løgneres evige Fiende. - - Menneskene fødes og opdrages til at være Kristne; de faar denne klin- gende Titel paa samme Maade som de kaldes efter sit Fødeland, uden at der spørges om de kan og vil og tør bære Jesu Kristi Navn. De oplæres til SIDE: 171 at underkaste sig hvad Bestillingsmænd siger at være den evige, aabenba- re Sandhed; de nødes til at tro den ofte vilkårlige og bornerte Fortolkning der bydes dem, tro, fordi det siges dem, at det er saa, tro, at deres Sjæls Frelse afhænger af Forkyndelsens Annamelse. Prøven og Selvgransken ad- vares mod som ugudeligt og farligt; enhver skal i dette Anliggende, der burde være det vigtigste og største i Verden, blindt hen antage for gud- domsgyldigt, hvad der paanødes dem af Personer, der tildels er yderst middelmaadigt anlagt i alle Henseender, ogsaa med Hensyn til Evne i at bære Troens værdige Frugter. Paa denne Maade bliver den kristelige Religion for den almindelige Fler- hed noget taaget, umedgjørligt, som det ikke er saa farligt med, enten man har nogen videre Greje paa eller ej - noget som paa en Maade staar udenfor en og derfor uden Skade kan ansees som taaleligt ligegyldigt. Man gjøres delagtig i Kristendommen, optages som en Bekjender og Til- hænger af den, uden at der spørges efter det under Sandhedens subjekti- ve Erkjendelse bøjede oprigtige Sinds Tilegnelse og Annammelse, hvilket udbreder en Uklarhedens Taage i det ubefæstede og standpunktsløse unge Menneskes Sjæleliv, der uvilkaarligt gjennemtrænger dets hele Væ- sen, saa at det kommer i et halvt ansvarsløst og halv usandfærdigt Forhold til Livet i det hele taget. Derfor hører man saa ofte at Folk, der ser tilbage paa sit Liv og dvæler ved de Fejlgreb, der havde sin Grund i deres slappe og taagede Forhold til Sandheden og derfor blev, og maatte blive deres Livs Ulykke, Ytringer som: "Havde det ikke været Guds Vilje, saa var det vel heller ikke skeet: hvo kan undfly, hvad Gud har bestemt!" eller, naar de mindes om Forseelser, der maaske har lagt Medmedmenneskers Liv øde, "Vi er kun Mennesker og derfor ikke fuldkomne, Fejl begaar vi alle". Hvis man fik Lov til at være ærlige Hedninger, det vil sige, hvis det ingen hem- mende og generende Konsekventser førte med sig, vilde der sikkert blive mange flere virkelige Kristne. Det vilde kanske for den ærligt søgende gaa saa, at han efter en tidlang at have prøvet Sejladsen paa den frie Tankes uendelige Vidder, gav sig til at prøve og granske ogsaa Kristendommen og fandt ud at her, i Paradoxet, i Vindunderet var dog, trods al Fornufts Oprør, Frelsen og Freden skjult. I det Tilfælde vilde det at hede en Kristen være det samme som den fuldt ud bevidste Tilegnelse af den subjektive Sandhed, og Kristendommen burde forsmaa andre Bekjendere; thi derom er det vel let at blive enig: at Kristendommen i ethvert Fald ikke formaar at frelse andre end sine egne ægte Børn; man maa lade dem, der have dens Skin, men fornægte dens Kraft, sejle sin egen Sø, idet den endog SIDE: 172 lover disse "flere Hug" end dem, der aldrig har givet sig ikast med den. - Men den samme Aand, der fra Kristenhedens første Tider, med infernalsk Fanatisme, har raset mod anderledes tænkende, øver endnu den Dag idag sit grusomme Hærværk. Det har været sagt før i dette Blad, men det skal siges engang til: "den samme Aand, der satte Hans Nielsen Hauge i Fæng- sel, tænder nu Inkvisitionens Baal under Bjørnson." Som hin staar han dog urokkelig lig den, der ikke frygter for dem, der kun ihjelslaar Legemet. Det er ganske mærkeligt, hvorledes alt dog skifter i Verden. Den Trængsel og Forfølgelse, der af Kristendommens Indstifter forudsagdes at skulle blive dens Bekjendere til Del, og som ogsaa indfandt sig, - den har nu i fuldes- te Maal vendt sig mod dem, der forsmaar at give sig Urettens Skin af Krist- ne, medens hine sidder trygt bænket om det Bord, Stat og Kirke dækker for sine Dyrkere. Naar man betænker, at den kristelige Religion lærer, at ingen kan erhverve Troen uden at den bliver ham skjænket som en Naa- degave af den Helligaand, at altsaa ingen ved egen Dygtighed eller Kraft kan komme i Besiddelse af Klenodiet, har man Grund til at undres over, at de Kristne bruger denne Tro som noget, der giver dem Ret til at for- dømme og kaste Sten paa dem, der ikke har annammet Naadegaven, alt- saa hverken er kaldet eller udvalgt, og i Ærlighed og Ydmyghed bekjender sig som saadanne. I dette er der noget, der er vel skikket til at skræmme det tænkende Menneske bort fra Kristendommen, i ethvert Fald fra dens Forkyndere. Men det tænkende Menneske søger Sandheden paa egne Ve- je og mindes i Stilhed det gamle Ord, at "de første skal blive de sidste, og de sidste de første." Det tænkende Menneske har ogsaa let for at finde Grunden til det Fænomen, at et Arbejde som "Det ny System" bliver upaa- skjønnet af sin nordiske Samtid. -ie. [Amalie Skram:] Bjørnstjerne Bjørnson i hans Hjem [Utsnitt] (Ude og Hjemme, København, 27/11-1881, nr. 217) [...] Dog, saa længe man ikke har sét Bjørnsons Arbejdsværelse, har man endnu det Bedste tilgode. Det ligger i anden Etage over Dagligstuen, er meget stort og har en henrivende Udsigt. Det er let at se, at En, der kjen- der hans Smag og gjætter hans Ønsker, med en ødsel Omhu har skabt SIDE: 173 ham dette Opholdssted. I Sommertiden, naar Vintertæppet er borte, be- dækkes Gulvet af en finmønstret Straamaatte, der dæmper Lyden af hans flittige Marsch frem og tilbage under Hjærnens Arbejde med Problemer- ne. Tapeterne ere fløjlsgrønne i gyldne Felter; Møblementet er af Egetræ, i store, antike Former, polstret med de øverste Gardiners matbrogede Stof, hvis mosgule Schatteringer smelte harmonisk sammen med Væggenes grønne. Midt imod straaler et mægtigt apolloniseret Goethehoved paa en stor Sokkel os i Møde. Et lignende af Historikeren Munch findes på den an- den Væg. Til Venstre paa det store Skrivebord, der bugner under Papirer og sit komplette Udstyr, have to kvindelige Brystbuster fundet Plads paa Opsatserne. Den ene er en overmaade smuk Venus, den anden, der er af flammet Marmor og af en uforlignelig Skjønhed, er bleven antaget at væ- re Sapfo. Der er endnu flere Buster derinde, og der er smukke Malerier og Kolosser af Bogskabe, fuldt pakkede af Bøger, et Bord af en sjælden gam- meldags Facon, Sofaer, Sovestole og Lænestole, rigtig et Arbejdsværelse til at forelske sig i. Man har ikke været længe under dette Tag, hvor Gjæstfriheden synes en Naturlov, før man mærker, at det er et i høj Grad velordnet Hus med præcise Spisetider, som man nøjagtig bør passe, hvis man vil holde sig til- SIDE: 174 vens med Familien. Med Frokosten gjøres der dog en menneskekjærlig Undtagelse, der i høj Grad paakræves af Omstændighederne, hvad der vil forstaas, naar man hører, at Bjørnson og ofte ogsaa hans Frue sidder ved Kaffebordet, før den er 6 om Morgenen, et Klokkeslet, der af andre Dødeli- ge regnes med under Nattesøvnens stille Timer. Hvis man ikke kommer senere end Kl. 10, vil man imidlertid finde Bordet dækket og Kaffen varm, men hvem der overskrider denne Grænse, overlades af Birthe (Hushol- dersken) uden Barmhjærtighed til sin Skjæbne. Efter Frokosten gjør Bjørn- son gjerne en Runde omkring paa Jorderne, hvor han vexler Ord med sine Folk om Arbejdet og om Gaardens Stel. Derpaa tilbringer han Timerne paa sit Arbejdsværelse, indtil han skal i Bad. Hver Sommerformiddag, naar Vejret ikke er altfor ilde, kan man se ham, denne store, imponerende Skikkelse, i sin sirlige Husdragt og med den bredskyggede Hat, gaa afsted til Lunden med det vældige Badehaandklæde over Armen. Det er en gans- ke vidunderlig dejlig Styrt, man kan faa derhenne under Løntræers og Fu- ruers Kroner, hvor den vandrige Elv sætter ned over Bakkerne i et Løb, saa det sprøjter omkring En. En Del af Vandmassen er ledet ind i en Rende, og med en Højde af 8-10 Fod falder det ned paa et Stykke Gulv, der er byg- get over Elvens Stenbund. Nedenfor er der et stort Basin, dels lavet af Na- turen, dels indrettet af menneskelige Hænder; fra dette fører en Passage af Brædder hen til et temmelig primitivt Paaklædningsværelse. Der kan ikke være noget mere Forfriskende end denne kolde Fjældstyrt, der medbringer hele Højlandets nervestyrkende Aroma og kommer som et Hallingkast med plaskende Halloer i en øredøvende, jublende Munterhed. Det er dér, at Bjørnson staalsætter sin Kæmpehelbred, med en daglig for- nyet Hærdelse, og henter sig et Fond af Legemskraft og Sundhed, der bor- ger for, at han vil vare længere end de Allerfleste. Fra Badet medbringer han en glubende Appetit, og han ser ikke naadigt til den, der opholder ham paa hans Vej til Middagsbordet, eller paa anden Maade forstyrrer hans Spisetid. Hele Sommeren gjennem er der en stadig vexlende Strøm af Gjæster at se paa Gaarden Aulestad. Nogle komme blot for at aflægge en kort Visit, Andre slaa sig til Ro for en Dag eller to, medens Enkelte blive der endnu længere, og Alle blive de modtagne med denne frie Sort Gjæstfrihed, der aldeles ingen Gjæstfrihed synes at være, fordi den udøves saa forunderlig umærkeligt. Hvis man opholder sig dér i nogen Tid, vil man føle sig i Be- siddelse af en ubunden Frihed. Man kan gaa og komme i dette Hus, alde- les efter Godtykke. Det vanemæssige Krav paa at skulle underholdes, saa- SIDE: 175 vel som Forpligtelsen til at underholde, der i Forening ofte gjør Omgan- gen med Medmennesker saa besværlig og pjattet, falder ganske bort i denne Kreds. Det intensive Arbejde med Livets mangehaande Spørgsmaal, der i Rækker af Aar saa stærkt har lagt Beslag paa Bjørnsons Tankegang, har afsat en Atmosfære, hvori intet Slags Skinvæsen har nogen Trivsel. Dog forstaa Ingen at holde en skjæmtende Samtale i Gang bedre end Bjørnson, naar han dertil er oplagt, og han har en Latter saa frisk og hjær- teligt rungende, at et Menneske kunde smittes af den paa selve sin egen Begravelsesdag. Samtalerne ved Maaltiderne og om Kaffebordet, der for- længes ud over Eftermiddagen, hvis ikke et af de Jærn, Bjørnson jo altid har i Ilden, gløder altfor stærkt, udgjøre de gjensidige Rekreationsstunder. Man gaar tidlig til Sengs i det Bjørnsonske Hus. Oppe som han er med Solen, begynder han allerede før den er 9 med en urolig Bekymring at spørge om Klokken, og et Kvarter efter er i Reglen Enhver gaaet til Ro. Det er i det Hele forunderligt velgjørende at se den Naturlighedens En- kelhed, hvori Bjørnson lever fort deroppe paa Aulestad. Fredsommelig, godmodig, jævn og munter, og let at stille tilfreds som et godt Barn, saa- dan er han i sin daglige Omgængelse. Naar han diskuterer eller taler om SIDE: 176 Noget, der interesserer ham, gaar han i Reglen frem og tilbage med Hæn- derne i sine Lommer, medens Øjnene under de buskede Bryn udskyde Lyn efter Lyn. Er det Noget, han særlig vil indprente, standser han foran Ved- kommende og bøjer sig en Smule forover, idet han taler med en stærkere Betoning. Men hvor optaget han endog er af sit Æmne, saasnart hans mindste Datter kommer hen og tager ham i Haanden, idet hun med sit Barnepludder forlanger at føre ham med til sine Dukker, hvor en ny Dragt eller et overraskende Arrangement skal beundres, - - strax bryder han af, om det saa er midt i et Ord, og følger hende med dette lyse, lykkelige Smil, der er ham egent, og straaler dobbelt varmt, naar det er hans lille Dagny, der har fremkaldt det. Bjørnsons Husstand bestaar undertiden af usædvanlig mange kvindeli- ge Medlemmer. Det kommer deraf, at naar Bjørnson hører om en eller an- den af deres Bekjendte omkring i Bygderne, der af moralske eller økono- miske Grunde trænger til at støttes, saa siger han strax: "Aa, lad hende komme til os!" Og saa kommer hun og faar et Hjem, med Ret til at dele de Andres Pligter og Sysler, og bliver der, indtil Forholdene kalde hende an- detsteds hen. De Besøgende, som Bjørnson ønsker at orientere lige over- for disse indre Forhold, forestiller han da gjerne for sin kvindelige Hus- stand, og Præsentationen lyder omtrent som saa: "Se her, dette er en af vore gode Veninder, som har taget Ophold hos os, og dette er en af vore allerbedste, som har lovet at være her, og her er Birthe, vor prægtige Hus- holderske, hende maa De jo kjende", o.s.v. Og naar man har været derop- pe nogle Dage, er der gaaet et Lys op for et Menneske, og Lyset er dette, at Bjørnson ikke orker at leve uden at udøve Hjælp. I denne Naturegen- skab bunder hans ubændige Trang til at storme frem og delagtiggjøre sit Folk i de Fremskridt, han mener at være dets lovlige Arvelod, om det saa skal tvinges ind paa dem med Vold og Krig. Det Forhold, der existerer mellem Bjørnson og hans Familie paa den ene Side og Tyendet paa den anden, giver dette Husliv et gammelnorsk jarle- mæssigt Præg. En inderlig Hengivenhed, spundet ud af dette gamle, prø- vede Bekjendtskab, der bringer Mennesker til at stole paa hinanden, og af det fælles Ansvar og de fælles Glæder, binder "Hirden" til "Høvdingen" under dette patriarkalske Tag, hvor Tyendet føler sig som Lemmer af Fa- milien og benytter sig af sin Forret med en Takt og Beskedenhed, der vid- ner om virkelig Dannelse. Bjørnsons Optræden lige overfor hans Undergivne gjør Indtrykket af, at den praktiske Gjennemførelse af dette Humanitetens første Bud: "Alt, SIDE: 177 hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre mod Eder, det gjøre I og mod dem," ligger ham haardt paa Sinde. Hvad han har gjort for sine Husmænd, er et af de mange haandgribelige Beviser derpaa. Aldrig saasnart havde Bjørnson sét deres usle Hytter, før han lod dem nedrive og gav dem nye, lyse, venlige Boliger. Paa alle Maader har han søgt at lette deres Vilkaar. Selv i Amerika glemte han dem ikke, men bragte med Foræringer til Hver især, og ingen véd bedre end Husmændene, hvor ofte han har gaaet med dem til sit Kornloft og med egne Hænder fyldt deres Sække for at være vis paa, at de fik nok, naar de kom for at klage ham sin Nød. - Der er derfor næppe Noget, der smerter Bjørnson i hans inderste Sjæl som dette, at han ikke, selv inden sin egen Rækkevidde, formaar at omstyrte den domine- rende Forskjellighed i Vilkaar, der som en afgrundsbefæstet, hele Verden omspændende Mur skiller mellem "disse Mennesker af ét Kjød, der bo paa den ganske Jordens Kreds". Han staar magtesløs lige overfor den frygteli- ge Kjendsgjerning, at denne Mur ikke vakler, om saa alle Jordens Ædlinge og store Aander i sit Stormløb vilde knuse sine Pander imod den. Naar der er Fest paa Aulestad, naar Gaarden skinner ude og inde i sit Lyshav fra Lamper og Kroner, mens Gjæsterne i munter Samtale sidde spredt omkring i de hyggelige Stuer, eller lytte til Musik, eller høre paa, hvad Bjørnson læser for dem, just da kommer denne nagende Anklage med sin raadløse Smerte stærkest op i ham. Det er ham en Pinsel, denne staalsatte Uretfærdighedens Nødvendighed, der udelukker alle disse, hvis Betingelser og Forudsætninger stille dem paa et saadant Stade, at de lig Muldvarpe ræd vilde krybe i Skjul for de bedre Stilledes lysere Verden, om det blev dem budt at træde indenfor og tage Del i dens Glæder. Det er forøvrigt ikke blot inden Hjemmets og Gaardens snævrere Græn- ser, at Bjørnson er omfattet med en Hengivenhed fuld af Respekt, men i alle Bygderne deromkring er han afholdt og troet paa, som En, i hvis Hjærte der ikke er Svig. End ikke hans Opgjør med Kristendommen, der dog vold- te disse i de religiøse Forestillinger saa stærkt bundne Bønder en stor Be- drøvelse, formaaede at omstyrte Tilliden til hans Karakters Retskaffenhed. Det er i Sandhed en Tolerance, der vidner om en virkelig Sjælsfrihed, disse Mennesker have vist imod ham. Naar Nogen fortæller dem, at dette eller hint Hæslige siges om Bjørnson, naar de høre, at han af Rygter og Aviser beskyldes for at være saa eller saa, da betragte de hinanden med et meget sigende Blik, ryste paa Hovedet og trække paa Smilebaandet med en Ges- tus fuld af Foragt. De kjende ham for vel alle disse, der blot én Gang have faaet dette personlige, usvigeligt paalidelige Indtryk, der kan bære et SIDE: 178 Menneske oppe i Ens Omdømme hele Livet igjennem, trods Alt, hvad der sker, og Alt, hvad der siges. Og der er Ingen, af hvad Sort, Alder eller Stilling de end monne være, som ikke Bjørnson efter en halv Times Samtale har faaet et Forstaaelsens Tag i, saa at de gaa bort med et virkeligt Udbytte. Ingen er ham for ringe eller for ubetydelig. Det er, som bærer han i sig sine Medmenneskers Sjæ- le og kjender dem røre sig i ham, strax de bare komme ham nær. Derfor er der intet Standpunkt saa lavt eller saa afsides, at han ikke har den fulde Forstaaelse af, hvordan det er at være der, og hvorfor de ere der, intet Syn saa magert, at han ikke kjender dets Forudsætninger, Betingelser og Mid- ler, ingen Intelligens saa uudviklet, at han opgiver den, og intet Sjæleliv saa goldt, at han jo finder de fattige Spirer. Naar man sér Bjørnson deroppe paa Aulestad, under det daglige Livs skiftende Belysning, gaar det med Styrke op for En, i hvilken Grad han hø- rer Fædrelandet til. Ingen fremmed Muld er blandet ind i den Jord, hvoraf han er voxet frem, og derfor er hele hans Udvikling lige saa naturpro- duktlig rigtig, som den er lovbunden i sin Ordning. Intet er ukyndigere og urigtigere end at kalde ham radikal. Han er lige saa lidt en Radikal, som han er en Franskmand eller kunde være Neger. De organiske Betingelser, der bestemme hans Races Art og hans Evners Omfang, forbyde ham det li- gefrem. Til Radikalisme strækker han ikke, fordi det er hans Specialitet at være Personifikationen af et ungt og livskraftigt Folks normale og kon- sekvente Fremskridt, og det individualiserede Udtryk for dets aandelige Udviklings højeste Formaaende. Hans Gjerning hviler paa naturligt givne Forudsætninger og er i Pagt med Livets egne Love, i inderlig Sammen- hæng med Aanden og Evnerne i Folket. Landet er maaske ikke kommen saa langt som han, men han er dog ikke kommen længere, end at Landet har Sporet og følger ham i Hælene. Det er bare, at han gaar foran og ryd- der Vejen for sit store Følge, det nærværende og de kommende Slægters. Og som han saaledes gaar, er han lidt af en Martyr, men mest af den stridslystne, utrætteligt kæmpende Høvding. Han er en samfundsrystende Urostifter; men ikke i Kraft af Radikalisme, men simpelt hen i Kraft af den fatale Omstændighed, at det er hans Natur ikke alene altid at tale Sandhed, men ogsaa altid at udtale Alt, hvad der er sandt. Det er saaledes meget karakteristisk, at da han for et Par Aar siden var i Færd med at sælge sin Gaard, indskrænkede han sig ikke til at rose for Lysthaverne, hvad der var godt og solidt, men han paapegede endnu eftertrykkeligere de skjulte Skavanker, Gaarden efter hans Mening havde. SIDE: 179 Man lo sig imellem og bekjendte, at man aldrig havde sét Magen til Sæl- ger. Saaledes er han. - Men Gaarden blev ikke solgt. Og Konsekventserne af at være saaledes er hverken Ære eller Guld eller grønne Skove, og Ingen véd det bedre end Bjørnson. Han har kaldt sig for Hjemmets Digter. Og han har Ret. Hjemmet og Bjørnson, de høre sammen som Ageren og Afgrøden. Kun i Hjemmet kan han voxe og bære Frugter. Løsreven fra det vilde hans Livsrødder vistnok fortørres og visne. Om han lod sig friste til at komme og leve i en frem- med Herlighed - det vilde ikke nytte ham Noget; hans Livsbetingelser, hans Hjærte vilde være i Norge. Det er hans store Kjærlighed, der binder ham, men det er endnu mere hans Taknemmelighed, Taknemmelighed mod den Jordbund, der har afsat ham, det Land, der har næret ham, den Arne, der har givet ham Ly og Varme. Taknemmelighed, dette et ædelt Sinds skjønneste Særkjende, er den virksomste Impuls i dette bagvaskede Menneskes Hjærteliv. Oppe paa Aulestad, under sit elskede Hjems beskyttende Tag, lever og virker Bjørnstjerne Bjørnson i stolt Uafhængighed, som en Jarl paa sit Her- resæde. Med et Ørneblik følger han alle Tidens Foreteelser ude og hjem- me. Naar det synes ham nødvendigt, griber han ind med sin Vilje og myn- dige Stemme. Dér sidder han fri og stærk, urokkelig trods Alt, beskyttet mod alle Samtidens giftige Pile ved det Panser, han har i Bevidstheden om sin Mission og sine Hensigters uskrømtede Ærlighed. Og det er fra de rene Kilder af godt anvendte Levnetsdage, at hans altoverskyllende, frodige Uforfærdethed vælder frem. De strænge Sæder og de regelmæssige Vaner og denne ædle husholderiske Nøgternhed, der vidner om en udviklet An- svarsfølelse, er det, som giver ham det sublime Alvor og det moralske Fod- fæste, og derfra henter han op Renhed i Viljen og en Indignation, der er ægte. Norge, Oktober 1881 -ie- SIDE: 180 [Amalie Skram:] Bemærkninger til "En Hanske" Af Amalie Müller (Dagbladet 1/11-1883, Nr. 308) Betragtet fra et dramatisk Synspunkt kan der være adskillige Indvendin- ger at gjøre mod "En Hanske". Stoffet er blandt andet for vidtomfattende til ikke at maatte sprænge den strengt begrænsede dramatiske Ramme, hvorved Muligheden for en tilfredsstillende Løsning med det samme er røget i Luften. Hvis Forfatteren havde ladet Konflikten udvikle sig mellem Alf og Svava alene, med den nødvendige Indblanden en miniature, der bestaar af Forældre eller Foresatte, Slægt og Venner, Doktor og Sjælesør- ger, vilde en ganske anderledes virkningsfuld Sukces være opnaaet. Men her breder Spørgsmaalet mellem de to sig ud over alle Grænser og Vidder. Hele Samfundet stævnes for Domstolen, alle Verdens Mænd og Kvinder kaldes ind som Vidner; Stykkets Individer, for hvilke Interessen er bleven spændt og Deltagelsen vakt i første Akt, glider fra os, og op marcherer Samfundsspørgsmaal og sociale Problemer af kolossale Dimensjoner, in- karneret i menneskelige Væsener, hver og en forfægtende Anskuelser, som repræsenterer Magter i Samfundet. Læseren forvirres ved denne Tumlen omkring. Det Fodfæste for Indtryk og Omdømme, som første og tildels anden Akt har givet, forrykkes i tredje, og naar man lægger Bogen sammen, har man glemt, at det man læste var et Drama, der spilles mel- lem 7-8 Personer. Man tror at have studeret en brilliant skrevet Afhand- ling om meget interessante Problemer, og er optaget af at bryde sit Hoved med at finde Rede paa alle de Betragtninger, Svar paa alle de Spørgsmaal og Tvil, som denne Studie har fremkaldt hos os, og som slet ikke gjælder Dramaet og dets Personer; men farer viden om frem og tilbage, saalangt som Tanken orker at følge med. Ved "En Hanske" har Bjørnson givet sit Indlæg i den Sag, der, som Dok- tor Nordan siger, forhandles af alvorlige Mænd og Kvinder over hele Ver- den, nemlig Spørgsmaalet om den forskjellige Moral i de saakaldte Kjær- lighedsanliggender, der endnu den Dag i Dag er gjældende for Mand og Kvinde. Der har været et almindeligt Raab om, at denne Uretfærdighedens For- dom maatte ophæves, og man har fra forskjellige Hold faaet høre, at Udviklingen bar derhen, at Kvinden gaves den samme Frihed som Man- SIDE: 181 den til at besidde og praktisere et Ungkarslivs Forrettigheder, uden at det theoretisk eller praktisk skulde komme hende tilskade. Det er dog ikke vanskeligt at forudse, at en saadan Tingenes Løsning vilde hidføre For- hold, der i alle Dele vilde vise sig ligesaa forkastelige som de nu raadende, og inden føje Tid skabe en Reaktion, der sansynligvis vilde prøve paa at etablere rentud gammel-testamentlige Tilstande. I dette sit sidste Skuespil gjør Bjørnson Front mod disse mere og mere højlydt forfægtede Theorier, og idet han sender [vender?] Sædeligheds- kravet i al sin Strenghed mod Mændene, giver han samtidig den hersken- de Moral et Slag i Ansigtet. Han gaar altsaa ud ifra, at det er i den modsat- te Retning dette vigtige Problems Løsning maa gaa, saasandt Menneskene skal vinde fremover paa den sædelige Udviklings, det sande Fremskridts Vej. Og Bjørnson retter fortrinsvis sin Tale til Kvinderne. Det er af dem, at Fordringen skal stilles og Kravet rejses. Men førend dette kan ske, maa Kvinderne være opdragne til en kraf- tigere udviklet sædelig Æresfølelse. Her staar endnu meget tilbage at øns- ke. Riis rammer nemlig for de aller fleste Tilfældes Vedkommende Sand- heden, naar han siger: "End Pigerne da? Er de slige? Hvem er mest i Vin- den paa Ballerne? Netop de Herrer, som har noget, - naa, - noget Don Juan-lystigt om sit Navn. De tager Luven fra alle de andre." Det kommer af, at vore Piger voxer op i en inficeret Luft, under urene Impulser. Det vil- de imidlertid være utilladeligt at lægge de særskilte Hjem dette tillast. Det hele Samfund med sin medviderske og medskyldige Tolerance er her den rette anklagede; thi det aabner med den smigrende Elskværdighed, man plejer at vise interessante Personligheder, sine Døre paa vid Gab for Mænd af et udsvævende Liv, saafremt de ellers har de nødvendige selska- belige Kvalifikationer. Derfor skræmmer ikke dette "Don Juan-lystige" om Navnet de unge Piger bort i Skræk og Afsky, men pirrer tvertom ved sit hemmelighedsfulde Pikanteri deres Nysgjerrighed, og sætter deres Fantasi i Bevægelse. Denne moralske Letfærdighed er imidlertid i Virkeligheden kun tilsyneladende; den vidner ingenlunde om Urenhed i Vilje eller Tan- ke, men hidrører simpelthen fra deres Mangel paa enhver alvorlig Viden- besked, pirret [parret?] med Lystenhed efter at opleve noget interessant. Og det er neppe nok en eneste Pige af dem, der dansede paa Ballerne med de omspurgte Fifkavallerer, som ikke, naar de i Ægteskabet faar sine Øjne opladte for hvad dette Don Juan-lystige egentlig var for noget, gribes af en isnende Forfærdelse, og faar en langvarig, tærende Smerte at drages SIDE: 182 med. For det er en uafviselig Sandhed dette, at "hver Kvindeslægt kom- mer med stærkere og stærkere Krav paa ærbart Liv"; men det er ligesaa vist, at det er saagodtsom deres alles fælles Lod at blive saaledes degrade- ret af Livet, at de, efter svagere eller stærkere Kamp, i større eller mindre Smerte, tilsidst læmper sig ind under Smudsets Vilkaar, og ofte i Selvop- givelse ender med at søle sig til i et urent Liv. I "Svava" har Bjørnson skabt sit Programs fremtidige Kvindeideal. Det vil finde sin Modsætning i det, Nydelseslærens Forfægtere vil opstille, men det vil vinde sine Dyrkere blandt dem, der bøjer sig for Ordet om at: "Sali- ge er de rene af Hjertet". I Dramaets to andre Kvindeskikkelser har Forfatteren personificeret den samfundsgyldige Opfatning, af hvorledes en Kvinde har at forholde sig til Mandens sædelige Udskejelser, Mændenes i Almindelighed, og Æg- temændenes i Særdeleshed. Fru Christensens Replikker illustrerer over al Beskrivelse træffende det lave Standpunkt, en efter Samfundets gjælden- de Regler velopdragen, kristelig Hustru er sunket ned til. Denne ene korte Frase: "Hvad maa en Mor og Hustru nutildags ikke kjende, min bedste?" blotter den moralske Slaphed i al sin Grelhed, som er en nødvendig Betin- gelse for at være en almindelig "skikkelig" Mands ulastelige og "gudvelbe- hagelige" Hustru. Man blues uvilkaarlig paa Kjønnets Vegne over hendes Tungeraphed, naar hun med St. Paulus som Hjemmelsmand, sit Samliv med Grosserer Christensen og sine Erfaringer om Sønnen tiltrods, docerer for Svava, at en Piges Forlovede "er hendes Herre, hendes Øvrighed, som hun skylder Ærbødighed, enten han gjør det gode eller det slette". Det er Medynk og kun Medynk, man føler ligeoverfor dette værdige Resultat af Samfundets kristelige Opdragelsessystem, men man oprøres og harmes over de helt igjennem forlorne Moralbegreber, som stikker bagved. Fru Riis er af en bedre og intelligentere Sort. Fra først af har hun gjort Oprør mod at bøje sig under de demoraliserende Akkordvilkaar. Det var dengang for længe siden "paa den dejlige Sommerkvæld", da hun stod derhenne ved Døren og græd, og paa Datterens Spørgsmaal om hvorfor gav til Svar: "Slaa aldrig af paa det, som er godt og rent, ikke for nogen Pris. Det er saa fejgt, og en angrer det saa forfærdeligt. For en maa bestan- dig slaa mere af, og mere af, og mere af." Selv har hun været svag nok til at gjøre, hvad hun paalægger sin Datter at vogte sig for, og det har været hendes Livs store Syndefald, for det gik hende, som hun sagde: hun maatte bestandig slaa mere af, og mere af, SIDE: 183 indtil hun er gleden saa langt under sit oprindelige jeg, at den Spot, Chris- tensen vælter ud over hende, da Talen er om hendes Forhold til Svavas Brud er fuldkommen paa rette Plads. "Det er et Slags Syns-ville, som tar os" - siger Fru Riis. Og Christensen svarer: "Ved Udsigten til et godt Gifte, ja - - - Ellers tænker jeg, det vi- ser noget andet ogsaa. Kanske Kvinderne ikke har lidt saa meget endda ved at Mand er Mand? Hvad? Det har vist været mere heftigt end dybt, omtrent som med Sjøsyge? Naar den er over, - naa ja, - saa er den over. Og naar saa Døtrene i sin Tid skal ombord, saa tænker de kjære Mødre: Aa, de kan vel ogsaa holde det ud, bare afsted! For de vil saa gjerne ha dem afsted, - det er Sagen." Fru Riis føler Anklagen i Ordene falde vægtigt paa sit Hoved. "Ja, er det saa" - siger hun - "da er det just ikke til at le ad, for da viser det, hvad en Kvinde i Samliv med Manden synker ned til", - "og" - føjer hun til - "synker hver Kvindeslægt paa ny saa dybt i Ægteskabet, som de siger, - ja, - da maa det jo være den Forret, Manden kommer med, som har gjort det. For den har opdraget ham." For sit Barns Skyld er Fru Riis bleven rasende [værende?] i sit besudlede Ægteskab. "For at skaane dig, for at faa Fred over vort Hjem, mens du var Barn, og siden over dine Studier, dine Interesser og Glæder, Svava, for du er jo ikke som de andre, har jeg vaaget til det utrolige over, at du intet fik vide. Jeg troede, det var min Pligt." Men saa faar hun af denne samme Datter høre, at hun ingen Ret har havt til at lade hende voxe op i Skyggen af denne store Løgn, at hun ved at nedværdige sig selv, har nedværdiget hende, og derved opdraget hen- de til at tage fejl. Hendes Datter træder anklagende op imod hende, fordi hun har ladet hende leve i en uren Atmosfære, har ladet hende elske og ære et Menneske, som førte et foragteligt Liv, ladet hende rose og beund- re, hvad ingen Ros fortjente, hvorved den instinktmæssige Finfølelse, der gjennem ydre Flimmer, skjældner rent fra urent, tidlig er bleven kvalt. Li- gesom Fru Alving ved sin Søns Elendighed og gjennem hans Ord, faar Øj- nene op for den Forbrydelse, hun har begaaet ved at vende tilbage til et Ægteskab, som hendes naturlige menneskelige Følelse oprørte sig imod, og hvis eneste Resultat har været at give Livet til et fra Fødselen af for- bandet Væsen, - saaledes staar ogsaa Fru Riis som en skyldbetynget Kvinde foran den Datter, for hvis Skyld hun har bragt det Offer, at gjøre sig til sin usædelige Mands stiltiende Medskyldige. Den glimrende Maade, hvorpaa Stykkets Personer, naar undtages Svava, SIDE: 184 er individualiseret, er et nyt Bevis paa Bjørnsons Evne til gjennem den En- keltes Karakteristik at skabe de typiske Fysionomier. Christensen og Riis er hver for sig, som de staar og gaar, i alt hvad de siger og gjør, saa genialt truffet, og saa mesterligt formet, at de i sig har hele Racen koncentreret. Det samme gjælder Bipersonen Hoff, der i sin snævre Ramme er et Kunst- værk af højeste Rang. Saa lidet han har at sige, saa flygtigt han kommer tilsyne, vi har ham dog i den fineste Detalje, rent og strengt udarbejdet, og med denne fængslende Tiltrækningskraft som kun det aller ægteste formaar at give. Slutningsscenen er af stor og gribende Skjønhed. Det er vistnok saa, at naar Teppet efter Alf's Bortgang gaar ned over Svava, er vi ligesaa blottet for en positiv Viden om, hvordan det gaar dem, som f. Ex. ved "Dukke- hjemmets" og "Gjengangeres" Slutningscener. Men der er dog saa meget Haab i dette, at hun rækker sine Hænder ud imod ham, at der uvilkaarlig falder Forsoning over Sindene. Svava har kylet sin Handske i Ansigtet paa Alf; det har hun siden følt som en begaaet Uret, hvad det ogsaa er. Det er jo nemlig altid uforsvarligt at drage den enkelte til Regnskab, hvor det hele Samfund er medskyldigt. At lade den ene undgjælde er baade meget for lidet og meget for meget; skal Dommen blive retfærdig, maa Jehovahs Syndflod paany gaa over Jor- den. Men Bjørnson kjender intet til den revolutionære Nihilisme, som f. Ex. ikke er Ibsens Digtning fremmed. Han har altid et Mulighedens Evan- gelium at forkynde, og idet han lader Svava række Alf sine Hænder, læg- ger han ind deri en Forjættelse om, at hendes Renhed skal rense hans Urenhed, skal som en Surdejg gjennemsyre hans Sind, indtil han bliver skikket til at indgaa til et andet Liv i Forening med den Kvinde, han elsker, og som han har kjæmpet for at vinde. Som et Tegn, en Forargelsens Klippe, en Forkyndelse fra de Magter, hvis Rige ikke er af denne Verden, er "En Hanske" kommen blandt os. Ligesom i hine Dage, da Nazaræeren prædikede den nye Lære for det undrende Folk, vil selv de lydhøre i Mismod vende sig bort og sige: "Dette er en haard Tale, hvo kan høre den?" Men den, der orker at rejse et saadant Krav i Kraft af sin egen menneskelige Autoritet, han ejer den Tro, som flyt- ter Bjerge. Og den maa have Evne til at blive en aandelig Magt, denne Fordring om at spare op sin Kraft til Arbejdsdagen begynder; efterhaanden vil den voxe op til at blive det Forlangende, de bedste vil stille til sig selv. Det er vor Stolthed og vor Hæder, at dette Krav er bleven rejst i en Tid SIDE: 185 som vor, af vor store, nationale Digter; thi et Folks aandelige Formaaende maales efter dets bedste Mænd. At ære dem, er at ære sig selv. Og naar Fremtidens unge Slægter paa de nationale Minders Hæders- dage, samler sig med sine Faner under Bjørnstjerne Bjørnsons Støtte, da vil det forekomme mange iblandt dem, at Broncens ædle Træk faar Liv, at Øjnene tindrer med Sejrglans, og at Læberne bevæges, og sagte vil det ly- de: Stille, det er Svava, som taler! Jeg vil gaa tryg ind til det hellige Æg- teskab, og sætte mig ved Fædrelandets Arne, og opdrage Børn for min Mands Aasyn. Men han skal være ærbar som jeg, for ellers pletter han mit Barns Hoved naar han kysser det, og vanærer mig. - Og derefter vil der klinge som et Kor om hans Hoved: Stærke Sanser ogsaa længe Flammen stanser tro ej, de vil sejre kunne, thi med Millioner Munne, skal vi øge I ldens Kræfter. Spot og Skam skal puste efter. Først naar det til Grunden bider, slider, svider, saa den indtil Vanvid lider, blir du lydhør og fornemmer ogsaa du, de indre Stemmer. Uskyldsrøsterne fra Verdens første Foraar indtil her, dens Livsløb flyder, sammenlyder. Al den Kydskhed, som har lidt, al den Brøde som har stridt, jubler ved den vundne Sejer, ved den nye Sjæl de ejer. Evig voxer deres Rige, evig maa den andens vige. SIDE: 186 [Amalie Skram:] Bjørnstjerne Bjørnson og "Over Ævne" (Tilskueren, København, B. 1, 1884, februarheftet, s. 155-64.) Da Bjørnson for seks Aar siden offentlig angreb et af den aabenbarede Re- ligions mest uundværlige Dogmer, fløj der ud over det ganske Land et Rygte om, at Bjørnsons frække Hovmod - han havde kort før udgivet "Kongen" - nu havde optændt Herrens Vrede, og at Straffen var over hans Hoved. Bjørnson holdt paa at blive gal. Han havde nemlig indladt sig paa intet mindre end at nægte Djævelens Tilværelse og at udtale noget om, at det kristelige Helvede var et afskyligt og latterligt Begreb. Der fremkom i Dagbladene nogle lægmandsmæssige Imødegaaelser af en- foldig-brutal Beskaffenhed, men de officielle "Kirkeværger" forholdt sig fornem tavs lige over for denne Bjørnsons nyeste "Guttestreg". At begyn- de en Strid til Fordel for Djævletroen fandt de kirkelige Journalister ikke var raadeligt. Glygge var de imidlertid blevne. Bjørnson holdtes i skarpt Udkig, medens de oppebiede en senere Lejlighed, som da heller ikke udeblev. Den skabtes ved, at et Privatbrev fra Bjørnson blev trykt i et Pro- vinsblad. Brevets Indhold gik ud paa, at Paulus's Opfatning ikke havde væ- ret, at Kristus var Gud, men den lovede Messias, Menneskehedens Aand fra Evighed, og at denne Apostel heller ikke havde kendt noget til Læren om Treenigheden. At Bjørnson "fornægtede" Djævelen, havde man til Nød kunnet se igjennem Fingre med; men at raisonnere over Dogmet om at Kristus, ligesom Indernes Krishna, er undfangen af en Gud og født af en Jomfru, at anstille Undersøgelser angaaende denne Trossætnings Op- komst og Oprindelse, var at bringe hele Religionen i Fare. Nu var der al mulig Grund til at gaa løs. Naar de sendte det Skrig ud over Landet, at Bjørnson bespottede Gud, traadte Barnetroen under Fødder og gjorde Ver- densfrelseren Kristus til et Menneske alene, vidste de, at de kunde gøre Regning paa Tilslutning af Religionens baade konservative og liberale. Vor teologiske Videnskabs mest ansete Forvaltere og vort kongelige Stats- kirkevæsens bestaltede Vogter lagde i Forening ud, og der fremkom gen- nem flere Hæfter af "Luthersk Ugeskrift" - Pastor Heuchs Organ - arke- lange Artikler, hvoraf den første indeholdt Bjørnsons aandelige Biografi, "som", siger Bjørnson i Fortalen til den nys udkomne Oversættelse af "In- gersoll" - "maatte være saare upartisk, saasom den blev optagen baade af Kristian Friele og Carl Ploug, den nordiske Kirkes to sidste hellige." SIDE: 187 Da var det, at Bjørnson i "Dagbladet" - Præsteorganet nægtede ham Plads - udslyngede den krigvarslende Tesis, at "Teologien er Samtidens gedigneste Indøvelse i Humbug", og belagde denne sin Paastand med to Eksempler, et fra det gamle og et fra det nye Testamente. Ugeskriftet sva- rede med vidtløftige Afhandlinger, forfattede med en suveræn Ligegyldig- hed for det utilstrækkelige i, selv for Teologer nu om Stunder, at hente si- ne Bevisførsler fra hvad Aanden vidner i deres Hjærter. Bjørnson kunde in- gensteds faa trykt sine Svar; men jeg tænker han har svoret ved sin egen Sjæl, at de Herrer skulde høre fra ham. - Imidlertid rejste Bjørnson til Amerika, hvor han forblev det meste af et Aar. Det var som om Frihedsluften i den store, demokratiske Republik styr- kede hans Nerver og løste de Kræfter, som endnu laa bundne i ham. Den religiøse Fanatisme lagde ikke dér Hindringer i Vejen for Fremskridtet. De mest forskelligartede Trosbekendelser mødte der hinanden med den sam- me gensidige Respekt. I Amerika er det vistnok med Styrke gaaet op for Bjørnson, at det er Fordragelighedens Aand, som holder Nationernes Or- ganisme sund, og efter Hjemkomsten har han med en Sorg, som har lutret hans Energi og bestemt hans Liv, stedse klarere set, hvorledes den teolo- giske Vankundighed Slægt efter Slægt havde spundet Hjærnerne ind i et Væv af fordummende Vane, af sløv Lettroenhed, af overdreven Varsom- hed for det overleverede, af en svag Falden til Hvile i Religionens færdige Livsanskuelse og endelig af en brutal Fanatisme mod dem, der tvilede, spurgte, undersøgte. Fra da af har Bjørnson set sin egentlige Mission i at vække det norske Folk til Selvtænkning og lære det Selvstændighedens Æresfølelse. I Skrift og Tale, privat og offentlig har han arbejdet derpaa. Den Bog han i Fjor udgav under Titelen: "Hvorfra stammer Miraklerne i det ny Testamente" - havde til Formaal dette ene, at bringe Folk til at se og tænke paa egen Haand. Den indeholdt et Uddrag af den i Amerika højt ansete Videnskabsmand C.B. Waites store Værk om "Christian religion in the two first centuries". Bogen blev systematisk tiet ihjæl fra den Lejr, der tror sig hævet over at tage Hensyn til den videnskabelige Forsknings Re- sultater. I Aar har Bjørnson udgivet et lidet Skrift: "Tænk selv", der er en Over- sættelse af nogle i "North American Review" trykte Afhandlinger af den bekendte Robert Ingersoll, og til Bogen skrevet en Fortale, der er præget af en behersket Indignation og en sejersikker Kraft, af en Forstaaelsens To- lerance og en Respekt for sin Opgaves Alvor, som vækker ærbødig Be- undring. Paa enkelte Punkter har Sproget en Billedrigdom, der er sublim i SIDE: 188 sin Skønhed. Man læse et Sted som dette: "Men atter er der Varme, Klang, Farve i Luften - en Verdens Vaardag for Mod og Lykke. Atter er der en Oplivelse, et Haab, et Tiltag, som bare et Par Gange før i Historien; Viden- skabens taktfaste Kolonner kommer og besætter frejdig Stilling efter Stil- ling; ædle Kristne hilser Fjenden velkommen til Kamp, men først og frem- mest velkommen til Sejer over den Tavshed, den uværdige, usædelige Tvang, hvori ogsaa de blev holdt, ligesom alt af Aand. Literaturens tæt- ladede Himmel slipper Lyn og Torden henover den tørste, men lidt for- færdede Jord, og Demokratiets Masser ordner sig i det fjærne til Opbrud mod den nye Dag. Nu vil det attende Aarhundredes hjemforlovede Solda- ter modtages med Løvpragt og Hyldningsraab af festklædte; her er atter Mod og Lykke ved vor Arne. Og skulde nogen i Overlegenhed sige: men disse kendte vi jo før, - saa skal jeg svare: desto bedre vil de gøre sin Ger- ning, naar de fra gammelt er kendt paa Pladsen; de vil der finde Forbunds- fæller, som I ingen Anelse har om. Og længes I efter den moderne Viden- skabs sidste Tropper i Stedet for disse gamle Grenaderer, - de skal kom- me ledede af en Vilje I ikke magter at standse, fordi den drager Kraft af det, som har størst Ævne i Samtiden." Hvad der giver Bjørnsons Virksomhed sin Adel og Værdighed, er den Tolerancens Aand, hvoraf den er præget. Det er umuligt at fare frem med en hensynsfuldere Læmpe lige over for en Modstander, som af alt, hvad der giver Udviklingen Livskraft, af alt, hvad der skaber Fremskridtet, for længst er bleven ladet i Stikken. Det gør en saa meget større Virkning, som han i sit Aandsarbejde mødes med en kristen Samtid, der paa alle Omraader forkætrer og forulæmper hver den, hvis Udtalelser viser, at han har gjort sin Tanke fri. Det er, som om Bjørnson alene blandt sine Mod- standere forstod at praktisere dette Ord: "Elsker eders Fjender" og "Værer sagtmodige af Hjærtet". Der er maaske dem, som mener, at det er Tidsspilde at give sig i Kast med en Opgave som Bjørnsons, ørkesløst at føre Krig mod noget, der "be- sørger sig selv saa ypperlig taget af Dage", ja endog uridderligt at øve sine Kræfter paa en falden Stormagt. Hvad kommer Kristendommen os ved, spørges der fra Lederne for den fremadgaaende Armé. Vi har jo bare at gaa uforstyrret videre og virke ud fra de Livsanskuelser, som ejer Fremti- den; den gamle Religion med sine Dogmer, sine Fortællinger og Mirakler er ikke længer nogen virkelig Aandsmagt. Om Bjørnson fulgte denne An- visning, vilde hans Digtning vistnok indbringe ham flere Laurbær, men hans Betydning som Bæreren af vort folkeopdragende Frigørelsesarbejde SIDE: 189 vilde derved i høj Grad forringes. Bjørnson er nemlig ikke alene den store Digter, han er fremfor alt en Folkelærer. Havde Vilkaarene været de hen- farne Tiders: retslig Forfølgelse, Gods og Æres Fortabelse, han vilde være gaaet paa sin Fod fra Sted til Sted for at forkynde, hvad han vidste vilde tjæne de mange til bedste, indtil Fængslet havde lukket sig efter ham, ja indtil man havde taget hans Liv. Han er sit Fædrelands samvittighedsfulde Arbejder, den store utrættelige Menneskeven, som vil gøre de menige Skarer skikkede for Frihedens Rige. Paa én Gang vor nationale Udviklings Mester og Tjæner, er han det hellige, almindelige Demokratis helstøbte Repræsentant. Det er et Folk af overbeviste, Bjørnson lægger Kraften paa at skabe. Han véd nemlig til Bunds, hvilken Betydning dette har for en Nations indre Fasthed og Styrke, og Bjørnson er af dem, hvis Viden forplig- ter. Det er næppe for meget sagt, at den Gerning, Bjørnson gør, er den vigtigste, der kan gøres i vort Samfund. For kommende Tiders Overblik vil den staa som et Monument over en Udvikling, hvis Linjer han har draget, hvis Veje han har brudt, og hvis Fysiognomi han har præget. I nøje Sammenhæng med denne Bjørnsons Virksomhed i sædelig og reli- giøs Retning staar de poetiske Arbejder, han i Mellemtiden har udgivet. Det ældste, Fortællingen "Støv", som aabnede "Nyt Tidsskrifts" første Hæf- te, viser os i en Skildring, der imponerer ved sin Genialitet, de kristelige Teoriers skadelige Indflydelse paa svage og ureflekterte, de saakaldte fromme Gemytter. "Naar Børnene faar lært" - hedder der - "at Livet her er ingenting mod Livet hisset, det at være synlig ingenting mod det at væ- re usynlig, det at være Menneske ingenting mod det at være Engel, det at leve ingenting mod det at være død, saa er det ikke Vejen at lære dem, at se rigtig paa Livet eller til at elske Livet, faa Livsmod, Arbejdskraft, Fæd- relandskærlighed". "En Handske", som derefter udkom, belyser det kristne Samfunds Forhold til den kristelige Læres Kyskhedsbud og viser, hvor li- det den herskende Religion hos sine Bekendere har formaaet at skabe en Tilstand, som svarer til de Krav, den har opstillet. Højere op, end alt, hvad Bjørnson har skrevet, rager hans sidste Arbejde "Over Ævne". Behandlingsmaaden er en storslagen Sejer over Stoffets ba- rokke Kantethed. Alt, hvad Nordlandenes Natur rummer i sig af Skønhed og Majestæt, har Forfatteren fundet gribende Udtryk for. I et Par Samtaler, som bæres af sin egen troværdige Naturlighed, faar vi et Billede af Landet der oppe, som ingen Malers Pensel kunde give anskueligere. Dette Land, SIDE: 190 hvor Sommeren er en eneste Dag og Vinteren en eneste Nat, "hvis Æventyr er som at stable det ene Land oven paa det andet, og saa begyn- de at trille Isfjældene fra Nordpolen paa dem"! Vi ser den trange Fjord- bygd, hvor Kirken og Præstegaarden ligger, stængt inde paa den ene Side af de nøgne, skyhøje Fjældmasser og paa den anden aaben for det vældi- ge Hav med Fugleflokker og Fiskestimer i Millionvis. Vi føler den isnende, "kulsorte" Havbris, som gufser ind i denne Skærgaard af Stenknauser, der staar endebent op af Havet, hvor Maageskarer skriger, og Springerflok- kenes Rygsider giver Vandet sit dystre Udseende. Og jævnsides dermed faa vi en levende Forestilling om dette Jættelands underfulde Trylleri med sin fine, yppige Farvepragt, naar Solen bag Havdunsterne antager kolossale Dimensioner og kaster en trolddomsagtig Regnbueglans over Hav og Bjærg og Himmel. Og naar Vinterens Nordlys svøber Landskabet ind i et sølvmorsagtigt Lysskin med de skiftende Forskelle af lilla, af blegblaat og hvidgult. Det er som vi kender de tusende Duftstrømme, naar Sang fortæl- ler om Floraen der udenfor, der er saa overstrømmende frodig under Midtnatsolens Glød; vi smittes af hans Stemning, naar han beskriver det jublende, spirende Liv i de tusende Øjne og den travle, sommerglade Trængsel blandt Blomsternes mange Tusender. "Over Ævne" er et dramatisk Førsterangs-Værk. Med Sikkerhed er Eks- positionen lagt til Rette. Paa samme Tid som de nødvendige Traade kunst- færdigt samles til den Spændingens Knude, som skal løses i sidste Akt, strømmer der et sjældfuldt Handlingens Liv gennem alt, hvad vi ser og hø- rer. Billede paa Billede af Familiens Fortid rulles op, medens Situationens Beskaffenhed klart og fyndigt tegnes. Gennem hans Hustrus fængslende Skildring er Sang paa Forhaand givet, og samtidig har vi faaet et udmær- ket Billede af hende selv og af de Forhold, der udgør Handlingens Relief. Slutningsscenen, da Skreden gaar med Brag og Larm, medens Sang i Kir- ken ringer ind sin Bøn, og Hustruen sover den overanstrængtes unaturlige Stensøvn, medens Rakel og Elias huker sig ned i Fortvilelsens Angest, og Hanna under det voksende Døn bøjer sig over Søsterens Sæng, og i for- stenet Resignation venter det uundgaaelige, indtil de atter over det rul- lende Skred hører Klokkeklangen, og bryder ud i Forløsningens Jubel, er det mest dramatisk gribende, der overhovedet kan gøres. Det samme gæl- der anden Akt. Man tænke sig det givet paa en Scene, der magtede sin Opgave. Det fuldkomnes Højtidelighed hviler over disse Optrin. Den be- dende Troskæmpe i Kirken, omgivet af de knælende Skarer udenfor, de diskuterende Præster, der i beængstet Spænding spør hinanden, om de nu SIDE: 191 skal faa opleve det Mirakel, som den nødlidende Kirke saa svarlig til- trænger, Præsteenken og Aagot, der kommer som Simeon og Anna i Templet og takker Gud, fordi "deres Øjne har set hans Frelse", Rakel og Eli- as, der i sin vaandefulde Uvished ikke véd, hvad de skal tro og tænke! Lige- som Rædselen og Faren stiger til sin højeste Grænse i første Akts sidste Scene, saaledes her Spændingen og Forventningen, indtil den ekstatiske Stemning ved Synet af den gaaende værkbrudne kulminerer i de knælen- de Præsters jublende Halelujah, mangefoldigt gengivet fra Sang og Folke- skaren udenfor, ledsaget af Kirkeklokkens Toner, for saa atter at for- stumme, da de ser, at det er den dagligdagse Død, denne de forkrænkeli- ges evige Arvelod og ikke det uforkrænkeliges attraaede Mirakel, de har bivaanet. Om "Over Ævne" kan det siges, at en Titans vældige Fantasi har parret sig med en moderne Tænkers skabende Intelligens, og Frugten af Foreningen er bleven: Et Dramaernes Drama. Men "Over Ævne" er ogsaa noget andet og mere. Det er en Verdensal- legori, klædt ind i et Kæmpebillede, hvor hver en Skikkelse er et Storværk. Billedets Baggrund er den nitten Aarhundreder gamle kristelige Religion, med sine Mirakeltraditioner, sin Tro, sin Tvil, sin Kvasitro, og sin Vantro. Der er en Luft i Billedet, klar og gennemsigtig som den menneskelige Aands ved tusendaarig Erfaring indsamlede Viden, og Lyset og Varmen under dets hvælvede Himmel straaler ud fra den Sol, som vor Tankes Fri- hed har tændt. I denne Belysning ser vi Kristendommens Forhold til Nutid og Fremtid. - Fordreven op mod det yderste Nord, klemt inde mellem Klippeblokker og Snefjælde, kæmper den sin sidste Kamp i den aandelige Gigant, Præsten Sangs profetiske Skikkelse, kæmper og gaar under. Han er den ideale Kristendoms allegoriske Figur. Hans sængeliggende Hustru, hvis Kraft er brudt i Kampen for at forsone Modsætningen mellem Troens paradoksale Absoluthed og det akkorderende Jordlivs praktiske Krav, er den bedre Del af Nutidens kristne Menighed. Mere eller mindre bevidst, i stærkere eller svagere Modstand føler dens Lemmer Lærebudet om at "gi- ve Fornuften fangen under Troens Lydighed" som en Byrde, der er over deres Ævne. Af Frygt for at tabe det nedarvede Fodfæste, af Vanens Sløv- hed, af Fejghedens eller Kærlighedens Hensyn, tør de, vil de imidlertid ikke gøre Oprør. Rakel og Elias repræsenterer Kristendommens sidste fra- faldne, den stedse minkende Rest af selvstændigt tænkende Individer, som til det yderste klamrer sig til Troen, fordi de gennem Instinkter, Op- dragelse, Tilbøjelighed er bunden til den. Hanna fra Amerika er det friske, naturlige Menneskeliv, som lader Kristentroen være Kristentro, som vok- SIDE: 192 ser sin Vækst ganske uafhængig af dens Forskrifter og Forestillinger. Præsteenken og Aagot er den aandelige Almue, hvis snævre Begrebs- kreds, i Forening med nedarvet Hang til Tro paa det overnaturlige, afføder den overtroiske Ævne, som uden Refleksion hengiver sig til Mirakelekspe- rimenter. De tilrejsende Præster er den officielle Statsreligion; hver for sig repræsenterer de en Afskygning af det konfessionelle System, som den teologiske Tillæmpning, i Forening med institutionelle Krav og Bekvem- melighedshensyn har vidst at konstruere af Kristendommens Lære. Alle, undtagen Bratt. For han er Kristi virkelig stridende, af Anfægtelse og Aandsnød omspændte Kirke. Disse Præster er hver for sig et fuldendt Pro- dukt af lyslevende Tilforladelighed. Ikke hos nogen er der Antydning til det karikaturmæssige. De er slet og ret dygtige Præster, der varetage sit Embedes Tarv. Deres Samtale, om hvorledes de skal forholde sig til Mirak- let, er en sand Skatkiste, fyldt med teologiske Karakteristiker fra vor Tid. Og hvad nu Sang angaar, saa kunde den mest fanatiske Partiskhed ikke ha'e givet Kristendommen en elskeligere, en værdigere Repræsentant. Han er undfangen af en Aand med den mest omfattende Forstaaelse af Skønhedssiden i Kristendommens Væsen og formet af et Menneske med et fugleperspektivisk Overblik paa Modsætningsforholdet mellem dens Vilje og Ævne, mellem Læren, den forkynder, og Livet, den afføder. Der staar en Glans af denne Skikkelse, som næsten blænder vort Øje. Gennem hans lysende Renhed skimter vi Billedet af Kristendommens første Repræ- sentant, Jesus af Nazareth, og det bæres os for, at vi paa Sang skal se dem bekræftede disse Ord: "Se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende". I dette store allegoriske Galleri er der kun en eneste Skikkelse, som mangler; det er en Repræsentant for den Kristendommen modsatte Aandsmagt, for Fritænkernes store Skare. Men det er med velberaad Hu, at denne Figur er udeladt; ti det er dette Digterværks etiske Styrke, at det ikke har haft Brug for at stille nogen kristenfjendsk Udæsker i Marken. Det er Kristendommen selv, som gør Prøve paa Kristendommen. Tribunalet er rejst paa dens egen Grund, blandt lutter villige Tilskuere, og baade Dom- mere og edsvorne brænder af Nidkærhed for at se Kristendommens Sag fejre Sejerens Triumf. Det er indre Vanmagt, og ikke ydre Fjender, som for- aarsager Nederlaget. Den dømmes i sig selv og af sig selv, fordi den passer til Nutiden som Barnets Svøb til det voksne Menneske, og fremfor alt, fordi den er og bliver: "over Ævne". Ligesom Ibsens "Brand", er Bjørnsons "Over Ævne" i egentlig Forstand en Digtning om Kristendommen. Ikke om det, der kalder sig Kristendom SIDE: 193 og praktiseres som saadan af Hyrder og Menigheder i de troende Kirke- samfund, men om Kristendommen, som den er i Følge sit Væsens Art. Baade hos Bjørnson og Ibsen er Hovedpersonerne i de nævnte Stykker Præster. Sideordnede hvad Ideernes helstøbte Gennemførelse angaar, er de hinandens Modsætning, for saa vidt som de hver for sig er Udtryk for den Dobbelthed, der karakteriserer Grundforholdet i den kristelige Lære. Brand er en Legemliggørelse af og samtidig et Offer for dens ene store Grundidé, dens umenneskelige Grumhed. I ideal Hengivelse til den ubøn- hørlige Absoluthed, hvormed Lærens Krav fremsættes, fordrer og viser den ubetinget Redebonhed til at følge Abrahams Eksempel, da han paa Herrens Befaling bragte sin eneste Søn til Offerdøden. For ham eksisterer ingen Sidesti, der fører forbi Bud som disse: "Hvis den højre Haand for- arger dig, saa hug den af", og "hvis dit Øje forarger dig, saa riv det ud", og "hvo som ikke hader Fader og Moder og Hustru og Barn for min Skyld, han er mig ikke værd". Fuldkommenhedens Rædsel er over ham. Mo'ren, der budsender ham i sin sidste Times Sjælsnød, lader han dø i sine Synder, for- di hun svigter det eneste Vilkaar, han kender mellem Himmel og Jord: at ofre intet eller alt. Sin egen Sjæl pisker han til Blods med Offersvøber, ind- til han villigt giver Alf og Agnes hen i Døden, fordi Timen er kommen, da Kravets Gru med sit intet eller alt er faldet over ham selv. For ham er Kristi Offerdød paa Korset ikke Tegnet paa Guds Forligelse med Verden, men en blodbesprængt Vidneførsel om den Hævn, Synden kræver. Hans Kristus er ikke kommen til Frelse for de klynkende Syndere, men til Dom over hver den, "der ikke, som han selv, i Gethsemane Have, tømmer Kalken til den sidste Draabe". Medens Sangs Forkyndelse i "Over Ævne" er som Evangeliets Sejershym- ne, er Brands lig Lovens Domsbasun. Han er en Midler for den hævnende Menneskenes Søn, der paa den yderste Dag siger til Brødre og Søstre: "Gaar bort, I forbandede i den evige Ild", medens Sang er fyldt af den him- melsendte Messias, der gi'r sit Liv til en Frelse for Menneskene. Sang ser i Kristendommen idel Naade, Kærlighed, Bønhørelse. "Hvad som helst I be- de Faderen om i mit Navn, det skal eder gives", og "Gud er alle Mennes- kers Fader" - det er for ham Kristendommens Program. Hans Tro er som Kristendommens Løfter: uendelig, - hans gode Gerninger som dens Paa- bud: grænseløse. Han viger ikke ræd og fejg tilbage for at tage Kristus paa Ordet, naar han siger: "Hvis du har Tro som et Sennepskorn, skal du kunne sige til dette Bjærg: løft dig op, og kast dig i Havet". Han har Troens Mod til at gaa løs paa Kristendommens eneste tilforladelige Argument, Mira- SIDE: 194 kelmagten, og sætte Livet ind paa at vise Sandheden af Tilsagnet om, at for Troen er ingenting umuligt. Det, som "bare én af Millioner kan naa" - at være en Kristen, er Sang i Kraft af sin klippefaste Tro, medens Brand er det gennem sin rene Viljes Kæmpekraft. Men det gaar den ene som den anden: Paa dem begge aabenbares det, at en konsekvent Gennemførelse af de kristelige Teorier redningsløst driver over i det unaturlige, det er: det umenneskelige. Sit eget og sine Børns Liv har Sang i fanatisk Forvisning om overnaturlig Beskyttelse gentagende sat paa Spil. Sin Hustru har han sprængt. Hendes Kraft er fortæret i Kampen for at redde sig selv og Børne- ne fra hans ubændige Tro'sraseri. Hvis hun ikke havde været, vilde han ha'e øst ud over Drukkenbolte og Dagdrivere, hvad hans Børn skulde haft til sit daglige Underhold. I den vankundigste Forsømmelse havde han la- det dem vokse op som rene Vilddyr, der sent eller tidligt vilde have rejst en smerteligforbitret Anklage mod den Far, som havde handlet saa umen- neskelig ilde imod dem. Brand og Sang lider begge Nederlagets Skibbrud og ender i Tvilens For- tvilelse. Med Stenkast og Smædeord jages Brand som det umuliges Apos- tel bort fra den Bygd, han har ofret alt for at vise Vejen til Frelse. Han om- kommer paa den ensomme Snevidde med et Tvilens Skrig til den Herre, han saa trofast har tjænt: om da hans Martyrliv har været forgæves. Sang, der i sit Livs mest kritiske Øjeblik lades i Stikken af den Gud, som har lovet ham Miraklet, synker sammen under den dræbnede Skuffelse, idet han sender sit tvilende: eller -?, som et Klagesuk op ad mod det høje. - Disse to digtede Profeters Endeligt leder uvilkaarligt Tanken hen paa deres store Forbilledes, Jesus af Nazareths. Gennem hans Ord paa Korset: "Min Gud, min Gud, hvi har du forladt mig!" aander det selv samme kla- gende Suk som det, der arbejder sig frem fra Sangs og Brands bristende Hjærter, et Klagesuk over den svigtede Forhaabning om Undsætning fra den Gud, de har været tro til Døden. Ogsaa den Gang lod Miraklet vente paa sig. Saa længe Verden har staaet, har der gaaet et Sagn om dets Ek- sistens, men Beviset for Bruddet paa Lovmæssighedens Orden vil udeblive indtil Dagenes Ende. Kristiania i Jan 1884 Amalie Müller SIDE: 195 [Amalie Skram:] Bemerkninger om Bjørnstjerne Bjørnsons "Det flager i Byen og paa Havnen" (Tilskueren, B. 1, 1884, desemberheftet, s. 984-992) Bogen spænder over mere end to Aarhundreder og omhandler en Slægt i fem Generationer. Det er en vældig Tanke at sætte sig sligt fore, og en drabelig Daad at udføre det, og naar det bringes til Ende, som Bjørnson har gjort det, staar man stille med et undrende Smil og tænker paa Sagnet om Kæmpen med de syv Hoveder. "Af et gammelt Dokument" - staar der over første Kapitel. Det er en Beretning fra det Herrens Aar 1660, da den for Volds Skyld fordrevne tys- ke Skipper Curt løb ind i den norske Smaabys Havn og lod sit Skib overma- le og omrigge. Saa følger en Beskrivelse af hans Liv og Levned, som maler os et Billede op, ikke alene af Curt og hans nærmeste, men af Byen og Ti- den, hvis Ægthed og Anskuelighed saa at sige tager Vejret fra Folk. Curt er et Udyr, væmmelig som en Abe i Menneskestørrelse, grum som en kæmpekraftig Tiger; i hans brede, bulnende Aarer ruller det adelige, udsvævende Røverblod. Han er et Inkarnat af Last og Ryggesløshed. Intet standser ham; kommer nogen ham i Vejen, slaar han dem ihjel og sparker de døde Kroppe til Side. Misgerninger og Umenneskeligheder drysser ned omkring ham. Hans Hustru er bleven afsindig af hans Mishandling; Byens Jomfruer gaa voldtagne omkring, og naar Gødselsdyngerne køres ud om Vaaren, vrimler de af Barnelig. Den der, om end aldrig saa kort, har levet i en norsk Kystby, kender de haarrejsende Historier, der er opbevaret om, hvad der bedreves af Ryg- gesløsheder i gamle Dage. Fortællingen om Curterne bringer dog alt an- det til at blegne. At man læser det uden en Skygge af Indvending, uden et Sekund at tænke paa Overdrivelse, er Beviset for Forfatterens geniale Be- handling af Stoffet. En eneste Fejltegning, en eneste falsk Motivering, og Virkningen vilde være ødelagt. - Efter Curts Død er det Sønnerne Adler og Max, som bestiger den ledige Trone. Adler er pragtelskende, indolent og ugift. Han omgaas ingen, lader sig transportere i Bærestol, naar han skal ud, kan næsten ikke røre sig for Fedme, og synker med Aarene hen i et Slags stilfærdigt Idioti. I sin Ungdom har han levet i Udlandet og sandsynligvis hengivet sig saa SIDE: 196 stærkt til Udskejelser, at han senere ikke orker mere. Hjemme er han ikke udsvævende, hverken med Drik eller Kvinder. Det fremgaar blandt andet af den Omstændighed, at da Hr. Max under Gæstebudet har forgrebet sig paa Ane Paavelsdatter, bliver Adler tilkaldt af Raadmanden, som den, der har Myndighed til at tale ham til Rette, hvad han ogsaa gør, idet han siger ham, at "hand var saare meget imod dette Uvæsen der paa Slottet, oc at Max endte ikke, før hand havde ruineret dennem alle", hvilken Tale var den længste, nogen nogen Sinde havde hørt af Hr. Adler. Hans Livs eneste Bedrift var at rejse til København for at gøre Knæfald for Kongen og an- raabe ham om at besøge Byen, hvor han boede, og værdiges at tage ind under hans Tag. Efter Tilbagekomsten kørte han altid siden i en hjemført Karosse, "med Forrider og Jæger, foruden Kusken, sampt to Tjænere bag paa disforuden." I Broderen Max florerer Slægtens Laster og lever dens vilddyriske Kraft; en Tendens til Svækkelse gør sig dog gældende. "I Begyndelsen" - hed- der det - "da hand her kom, da bar han alt det hand drak, men icke paa slutten." Han er Præst, dominerer og regerer først sin Broder med Godset og dets Beboere, saa Kirken og hvad dertil hørte, men siden ogsaa den ganske Stad. Han opkaster sig til en fuldstændig Voldsherre, presser Skat og Tiende af Borgerne efter Forgodtbefindende, tvinger hver eneste rej- sende, Mand og Kvinde, til at betale Afgift til Kirken, forfølger og fordriver fra Hus og Næring, By og Rige den, der ikke vil befale sin Datter at ægte ham - ham og hans hele Slægt. Han er en vældig Mand paa Stolen, har altid fuldt Hus, fordi ingen tør udeblive af Frygt for de Forhør, han holder over Skulkerne. Da Kirken er brændt, præker han under aaben Himmel, saa det høres helt til Havs, og de paa Skibene tror, det er Kvinder, som hyler i Barnsnød. "Derfor maa det siges til Hr. Max's Ros, at det gaf alle en gafnlig Skræck at gaa udi Kircke i hans Tid," - hedder det. - Han slider Livet af mange Hustruer og prygler sin Søn døv paa begge Øren, forgriber sig i Fuldskab paa Byens fornemste Jomfruer, og slaar paa staaende Fod sin Broder saa fordærvet, at han af- gaar ved Døden, da han viser ham til Rette for det. I sin bedste Alder gaar han til Grunde; han bliver blød paa Hjærnen og ter sig som en afsindig. Plaget af Hallucinationer forfølges han af Aander og slaas med Djæve- len, indtil hans sidste Kraft er forbrugt. Da gaar han til Sængs og dør en salig Død i sin Moders Sæng, betjænt med Alterens "dyre Sakramente" af Præsten Thomasius, der beder og synger ved hans Sottesæng. Og hans Be- gravelse bliver stor og prægtig. Bispen holder en kostelig Mindetale over SIDE: 197 ham, han følges til Jorden af alle Byens Standspersoner, og i tre Dage bli- ver der talt, spist og drukket til hans Ære. Et overvældende rigt Stof er her samlet ind i en meget snæver Ramme. Paa en fjorten til seksten Sider er givet en Række Billeder, der brænder sig ind i Erindringen med en saadan Tydelighed, at de staar for Bevidstheden som Oplevelser. Vi føler den forhærdede Bitterhed i Aadel Knutsdatters brudte Stemme, som hun sidder i den store Stol i Grøntstuen og klager for Degnen over sin Ægteherres Mishandling, og siger at nu er hun færdig. "Gud ved hvem som bliver den næste; men kanske ved hand det ogsaa self" - føjer hun til. Vi ser Hr. Max staa fast i Loftstrappen, da han med sin korpulente Krops Tyngde har traadt Hul i Trinet, og hører de Forbandelser og Skældsord han bruger over at han ikke kan naa op til dem, der har flyg- tet for hans Udsugelser. Vi ser ham slaa Degnen over Ende paa Præke- stolen, fordi han har forrettet Tjænesten i hans Sted, da han var "ubekvem af Drik", og ikke selv kunde. Og vi mærker tydelig, Arten af Enkens Taarer - hun, som holdt Hus for Sjøfolk, - da hun jamrer over Præstens Penge- udpresninger. Fra alle Sider falder Lyset ind over de optrædende. Ganske uformærkt er de ydre og indre Faktorer, der muliggjorde en Tilstand som den skildrede taget med og gennem disse har Datidens ynkelige Fysiogno- mi faaet sin Afspejling. Betragtningerne over Guds almægtige og naadige Styrelse, - han, "som hafver sine egne Vejer paa forder Haand udstuckit" - der følger oven paa Beretninger om en ren Syndflod af Skændselsger- ninger, giver et slaaende Udtryk for Tidens af Teologiens Dressur for- mørkede Forstand og forvænte Begreb. Sammentrængt som i en stærk Essens, strømmer den Forfaldets og For- kuelsens Atmosfære os i Møde, som den lange Lydrigetilstand og den trælleagtige Falden til Hvile under det fremmede Aag havde affødt, en At- mosfære, uden hvilken det vilde været umuligt at drage Aande i hine Skændselens Tider. En eneste Lysstraale lader Forfatteren bryde ind over dette Mørke. Det er Begivenheden med Bonden, der gaar op og øver Justits paa Hr. Curt for sin voldtagne Datter. I denne Bondens Mandsdaad giver den bagbundne og i Støvet trampede Folkekraft et værdigt Livstegn fra sig. Ved Hr. Max's Død gør Forfatteren en Stands og springer et Par Slægtled over. Fortællingens Traad optages igen i 1830. Da var Ejeren en lang, sort- smudsket Fyr med et grønt, fodsidt Forklæde, der gik som Gartner i sine egne Haver, som i Forening med nogle Køer var hans eneste Levevej. Han var ugift. SIDE: 198 Det er et trist, men velbekendt Billede; vi har sét ham før, denne eneste Ætling af en stor og mægtig, men efterhaanden degraderet Slægt, en Ra- ring, der pusler omkring og steller for sig selv og lever et ensomt, hygge- forladt Liv i et Hjørne af den forfaldne Fædreneborg, hvis tilliggende Jor- der er bedrøveligt indsvundne, og hvor Anerne hænger paa Væggene, sorte af Vanrøgt og Ælde, i Rammer, som en Gang var forgyldte. I kon- sekvente Resultater er Ættens degenererende Udviklingsgang bleven paavist, og med Mesterskab er de Nuancer dragne, der giver de enkelte Slægtled sit Særpræg. Konrad Curt er i alle Henseender kun som en Skyg- ge af de fordums Curter, ogsaa hvad Last og Ryggesløshed angaar. Hvad af godt og menneskeligt, der under Generationernes forskjellige Krydsnin- ger Tiderne op over er flydt ind i Ætten, har i ham sat en klæk og bleg liden Blomst. Men den Sorg, som den svage og energiløse Mand bærer over at have mistet sin elskede og være bleven skilt fra det Barn, hun, skønt en andens Hustru, har født ham, gør at han hengiver sig til Drik. Herfra red- des han imidlertid af Sønnen, der ved Tredjemands Mellemkomst er ble- ven gengivet ham, og vi har den Glæde at se en af dem, der bærer Curte- navnet, leve og dø som et efter fattig Lejlighed skikkeligt Menneske. Hans Søn John, der skriver sit Slægtnavn med K, kommer tilsyne i Tolvaarsalde- ren. Paa seks-otte Sider viser Forfatteren ham frem, til han er Student. Skildringen er af den Beskaffenhed, at Spændingen stiger fra Linje til Lin- je, og naar man er færdig, ved man ikke ret, om man skal le eller græde. Denne Gut er et overmodent Produkt af Curteracen, en eksotisk Plante med flammende Farver og forvoksne Dimensioner. De sidste Rester af Vildskab og Leveævne, som er tilbage i det udlevede Curteblod, er her strømmet sammen og opfører et brusende Spil af Kræfter, danner en mangfoldigartet Sammensætning af lidt af hvert. Paa Grænsen af Vanvid balancerer han sig Livet igennem. Naar han bedriver de gyseligste Ting, sætter de vildeste Indfald hensynsløst i Værk, korsfæster Katter, oversager Rødderne paa Farens fineste Frugttræer, skærer den fattige Løberguts Trøje i Smaafiller, tager omtrent Livet af et Barn, som han slænger i Van- det og saa springer ud og redder, er der ingen Ondskab i noget af det. Li- gesom de sindsforvirrede, der er plagede af Stemmer, gør hvad disse si- ger, saaledes er John Kurt i sine Drifters og Sansers Vold. Disse faar Over- haand, fordi han mangler den Naturens Sundhed, som skaber Ligevægten. Alt hos ham er ud over alle rimelige Grænser. Fra at flomme over af den mest meningsløse Lovprisning, springer han til at rakke den selvsamme Ting ned i en Afgrund af Eder og Forbandelser. Han bliver ked af alt og fat- SIDE: 199 ter Afsky for alt. Da han er naaet til den Erkendelse, at "hejle Væra bare er en stor Møkahaug" - gaar han om Bord i et Skib, der sejler til Sydhavet, bliver borte i mange Aar, og kommer saa pludselig en vakker Vaardag hjem for - siger han - at se Faren dø, skønt denne for Resten er i bedste Velgaaende. Efter Hjemkomsten er det Sønnens Mening at være kærlig og omhyg- gelig mod Faderen, men, som venteligt kan være, faar hans Følelser et højst mærkeligt Udslag. Undertiden falder han saaledes paa, at Faderen ikke skal spise, eller han putter ham i varmt Bad med kold Styrt oven paa, eller han lægger ham ned under svære Dyner for at faa ham til at svede, alt sammen uden at der er skabt Grund til det. Det er kun Antydninger fra Forfatterens Haand, men de anførte Træk er saa veltrufne, at det meddel- te former sig for Tanken som en Række malende Optrin, der tydeligt be- tegner Arten af Forholdet mellem dem. Naar Sønnen fik disse Raptusser over sig, saa' Gamlingen paa ham med et eget Blik, et Blik uden hverken Frygt eller Tryghed eller godt Humør, men med en kold Nysgerrighed, som kunde han nok have Lyst til at vide: hvad mere. I disse faa Ord har vi et saa fyldigt Indtryk af den gamle, visne Mand, at det er unødvendigt at fortælle os mere. - Det Afsnit, som skildrer John Kurts Frieri, har til Overskrift: Sejler i Sigte. Thomasine Rendalen er Sejleren, han har faaet Øje paa, og selv er han Kaptejn paa Kaperskibet, der gaar ud efter Byttet. Under den Togt udfol- der han en Vrimmel af hidtil ukendte Egenskaber. Vi lærer at beundre hans Ævne til snedig Beregning, hans Dygtighed til at udnytte alle Hjælpe- midler lige til den mindste tilfældige Omstændighed, hans store Snar- raadighed, naar det gælder at skifte Taktik, hans Hurtighed i Brugen af en i Øjeblikket indvunden Fordel. Straks fra Begyndelsen af ser vi, at Sejleren maa blive taget, og naar han lykkelig bugserer sin Prise ind i Havnen, kan vi ikke værge os for en Følelse af, at Sejerherrens Dygtighed fortjæner Kampens heldige Udfald. - Saa bliver han altsaa gift med Thomasine og møder i hende, for første Gang én, der kan og tør gøre ham alvorlig Modstand. Under et hæsligt Optrin, hvori hans Naturs brutale Raahed træder hende utilsløret i Møde, saa at hun helt ud ser, hvilket Dyr hun har ægtet, fører hun aaben Krig imod ham og staar ved Kampens Udgang forrevet og mishandlet men uovervunden foran ham. Virkningen er den, at han dør af det. Raseriet over at være bleven trodset og det af hende, hans Kone, hans Ting, brin- ger ham i en betænkelig Forfatning, og da nogle af Gæsterne et Par Timer SIDE: 200 senere i Selskabet, hvor han er, forsøger at hindre ham fra at gaa hen paa et berygtet Hus, faar han Slagtilfælde og falder død om. John Kurt er et Stykke Menneskebeskrivelse, som ved sin Paavisning af, hvilken skæbnesvanger Rolle Selvmisbruget spiller i Naturens Hushold- ning, kaster Lys over en Række Fænomener, som mangen en forgæves har brudt sit Hoved med at finde fornuftig Sammenhæng i. Et levende Doku- ment af Rang og Værdi, forfattet af en Psykolog med et overlegent Syn og en gennemgribende Forstaaelse. Dette er Indledningen, og saa begynder den egentlige Fortælling, der foregaar i vore Dage, og omfatter et Tidsrum af over tredive Aar. Vi faar Anledning at følge Thomas Rendalen, der ligesom Moderen bærer det mødrene Slægtsnavn, lige fra han ligger i Vuggen og op til det fjortende Aar. At læse om Kampen mellem Thomasine og den lille balstyrige Knægt, inden han endnu kan tale rent, er en kostelig Nydelse. Vi mister ham af Syne indtil han otte og tyve Aar gammel atter optræder paa Skuepladsen, da han kommer hjem fra sin Udenlandsrejse og overtager Moderens Sko- le. Dette gør et Hul i vor Viden om ham, som vi ikke synes om. Vi vilde gærne hørt, hvorledes han, Thomasines Søn, men de vilde Kurters Ætling, har klaret sig gennem disse vanskelige Aar. Antydningsvis staar der noget om det, men det er alt for lidt. Men fra da af faar vi ham hel og holden. Støttet og hjulpet af sin prægtige Moder, gaar han sejerrig ud af Kampen mod den daarlige Fædrenearv. Den fornuftige Tugt, hans Moder øvede paa ham i de allerførste Barneaar, har tidlig avet hans Tendenser til ustyr- lig Voldsomhed og Gennemførelsen af et mod bestemte Formaal rettet Opdragelsessystem har haft en formende og ledende Indflydelse. Saa snart han har fundet en Livsopgave, samler han al sin Kraft og Ævne om sin Gerning og sætter Livet ind paa at føre den frem. Der er intet Fusk i hans Arbejde og ingen Svig i hans Sjæl, derfor véd vi, at han ikke vil svig- te. Gennem sin Virksomhed paa Skolen blæser han Liv og Rørelse ud over Byen, og hans brave Mor med den rene Vilje og det ærlige Mod faar til sidst se sin lange Arbejdsdag kronet med gode Frugter. Bogen er fyldt med ypperlige Figurer. Vi kender omtrent alle Byens Familier, og vi véd ikke, hvem vi forstaar bedst og er mest fortrolig med, den unge Slægt med den uforlignelige "Generalstab", som vokser op og udfolder sig i sprættende, farverig Friskhed der oppe paa de gamle Kurters Røverborg, eller den, hvis Ungdom falder sammen med Thomasine Ren- dalens. Vi møder lutter virkelige Mennesker; Livets eget Hjærteslag banker os i SIDE: 201 Møde, og Fortællingen er skabt i en menneskekærlig Aands ædle Billede. I den Skikkelse, Brydningerne mellem gammelt og nyt antager, er givet Byens kommunale og sociale Portræt, og de reformatoriske Bestræbelsers Modtagelse og Skæbne maler vor egen Tid i dens omslagsrige, urolige Skiften. - - "Det flager" er først og fremst et Indlæg i Kvindesagen. Med rolige, æg- te Farver skildrer Forfatteren den sædelige Nedværdigelse hos Kvinderne, og den kyniske Slaphed i Samfundsmoralen, der gør det muligt at Æg- teskaber, som de i Bogen fremstillede, kan indgaaes uden at den almene Sædelighedsfølelse oprøres derimod. For at aabne Almenhedens Øjne for, hvad deslige Forbindelser i sine Konsekvenser betyder, paaviser Bjørnson, hvorledes Slægten lider, degraderes, gaar til Grunde derunder. Hans Tan- ke er at forsøge paa at skabe en forpligtende Ansvarsfølelse. I "Gengange- re" viser Ibsen os det grufulde Syn, at et Afkom, der er ulevedygtigt paa Grund af Fædrenes Udsvævelser, gaar til Grunde i Elendighed. Derved har han skabt et timeligt Helvede, der er fuldt saa afskrækkende som Kristen- dommens evige. Ibsen tager os med ned i Afgrundsdybet, for at vi skal se de fortabtes Kvaler, høre deres frugtesløse Nødskrig. Bjørnson viser os i "Det flager", hvorledes den Vej ser ud, som fører derhen, og peger sam- tidig paa, hvilken Retning de har at følge, som ikke vil ende i Fordærvelse. Han præker om Midlet til at undfly denne Verdens Helvede og sætter Li- vet ind paa at føre Folk i Sikkerhed. At se Faren og ville raade Bod derpaa, er for ham ét og det samme. Bjørnson er greben af en brændende Indignation over den Ulighed paa det kønslige Livs Omraade, der hersker mellem Mand og Kvinde. Uden fuldkommen Ligelighed, intet virkelig godt Ægteskab. Det er ikke Ukysk- heden som saadan, han vil til Livs, men Ukyskheden i sine Udskejelser, som den slaar ud i uterlig Liderlighed. Hans Angreb er rettet mod det Samfund, der ikke oprøres mod at udlevere sine unge, uskyldige Kvinder til Mænd med udlevede Legemer og tilsølede Sjæle. Han gør ikke den en- kelte ansvarlig. Det vilde være uretfærdigt. Ligeledes véd han, at det ikke nytter at rejse Krav, som den offentlige Bevidsthed ikke har godkendt. Derfor er det hans Gerning for Tiden at forsøge paa at omforme Opinio- nen og vække en sædelig Ansvarsfølelse af højere Art hos Kvinde som hos Mand. Til den Ende drager han frem en Række Kvinder, og viser hvorledes deres Stilling var i og uden for Ægteskabet Aarhundreder igennem, og hvad den til Dels endnu er. Det er ikke stor Forskel paa Kurtehustruenes SIDE: 202 Vilkaar og f. Eks. Fru Emilie Engels. Det er det samme Syn i noget af- dæmpede Farver. Det er først i det sidste Kapitel at et Pust af en anden Aand slaar os i Mø- de. Under Flagning og Salut ringes den nye Tid ind. Og naar vi lægger Bo- gen bort, er det som om vi har set et Folk i Rejsning. Amalie Skram [Amalie Skram:] Bemærkninger om Laboremus (Politiken, København 1/7-1901) Straalende skønt og herligt er Bjørnsons "Laboremus". Et Digt, man fyl- des af og aldrig glemmer. Bjørnson har her leveret en Operatekst, som, hvis den af en Musiker to- ges op til Behandling, maatte blive af vidunderlig og storslagen Virkning. Men den, som skulde kunne hæve denne Skat, maatte ikke alene være en første Rangs Musiker, men også et Førsterangs Menneske, hvad angaar Forstaaelsen af Livets mangeartede psykologiske Forhold og indviklede Fænomener. "En Undine vil frem hun" - hedder det. Vildt frem. En Undine taaler in- gen Modstand. Hele hendes Hær er omkring hende - - Lokkesange, al- levegne fra. Lokkesange! Og midt op af disse Lydbølger stiger saa Undinen selv. Tænk Dig Orkesterføringen omring: Hustruens nye, hvide Røst, Afmag- tens Raab. Uskyldens hvide Klage! Og saa Naturkulden, som den gaar un- der i Den mørke Røst. Saa Korene! De store Kor. Nu vokser de. Undinens Kor, som kæmper hendes Sag, og vil løfte hende op, og den moralske Verdens Kor! Aa, som de nu samler sig! De stormer til, de styrter hende og hendes under Torden og Forfærdelse! Tilbage i Havet! Kan Du ikke høre Havmyldret omkring hende, hvor det uforstaaende stormer paa! Trodser! Og saa Svarene oven- fra, Straalesvarene, de sejrslysende Lansekast. Og Tordenen!... - - Hvilken Kraft! Hvilken henrivende Poesi! Men en Operatekst. "Hun der har dukket dybt," fortæller Langfred Lydia, at han tænkte, da han første Gang hørte hende spille hans Rondo. "De energiske Greb ned i SIDE: 203 det Hemmeligste, de har hun ikke for intet. Hun der har været i Suget selv. Paa Vej at gaa tilbunds. Hjærteskrig!" - Ja. Saadan, netop saadan som Langfred har tænkt sig Lydia, netop saa- dan maatte den Musiker være, der skulde kunne gøre Operaen Undinen. Netop altsaa som Lydia, der af Digteren og Langfred forstødes og for- dømmes. For saa vidt man altsaa i "Laboremus" kun ser den glimrende Operatekst har man lutter Nydelse og Højtid ved Læsningen. Betragter man imidler- tid "Laboremus" som et Drama om Mennesker og Menneskeliv, da kom- mer Indvendinger. For det første: Vil Bjørnson nu have os til at tro paa Spøgelser? Paa wahrhaftige Spøgelser? Til at tro paa, at Mennesker efter Døden kan paa- tage sig Køds og Blods Skikkelse og møde frem i det selvsamme Klædebon, hvori de i levende Live "gik og stod"? Og tale? - - Første Gang jeg læste "Laboremus", tænkte jeg, det var Datteren, der hin Bryllupsnat havde staaet foran Wisbys Seng. Datteren ligner jo i Styk- ket sin Moder saa op af Dage, at man, især i en bevæget Nattetime, maate kunne tage fejl. Ved senere Læsning har jeg imidlertid set, at det ikke er saadan, Bjørnson har ment det. Datteren var nemlig paa den Tid i Amerika og kom først mange Maane- der senere tilbage. Desuden siger Spøgelset foran Wisbys Seng paa Bryllupsnatten disse Ord: "Hun, som Du nu kommer fra, hun har ta't Livet af mig." Hvilke Ord altsaa Datteren, selv om hun havde været der i Stedet for i Amerika, ikke kunde have sagt. Et Foster af samvittighedsonde Fantasier kan Synet og Synets Ord heller ikke være. Thi Wisby har jo aldrig anet noget om, at Lydia har gjort andet end Godt mod hans afdøde Hustru. Det bedyrer han til Dr. Kann, denne deus ex machina. Og Læseren tror, ja ser, det er sandt, hvad han siger. Saa det staar altsaa fast. Bjørnson vil nu, vi skal give os til at tro paa Spøgelser og Gengangere, hvilket et fornuftig Menneske vægrer sig ved eller ler af. Bjørnson har jo imidlertid baade gennem sin Digtning og ved sin, i et langt Liv trofast fortsatte, folkeopdragende Gærning saa stor en Magt, at mange, efter at have læst "Laboremus", vil henfalde til Grublerier over gamle Dages - som man skulde have haabet - forlængst jordfæstede Overtro. SIDE: 204 De med Anlæg for Spøgelsestro udrustede Mennesker kunde jo imidler- tid med Rette til Digteren henvende dette Spørgsmål: Hvorfor kom Spø- gelset ikke før? Naar det altsaa kunde komme? Det forefalder saa udspe- kuleret ondskabsfuldt af Spøgelset, at det ikke optraadte, mens der endnu var Tid til at advare og redde Wisby. Som det nu er, kan der for Spøgelset intet andet opnaas end at kaste Uro, Tvivl og Angst ind i den uskyldige Mands Sjæl, gøre ham ulykkelig for Resten af Livet. Og kan et velsindet Spøgelse have nogen Glæde af saadant? Af at vente, til Wisbys Ægteskab med dets Morderske var en fuldbyrdet Kendsgærning? Ja, dette med Morderske! Det falder lidt svært at skulle tro paa, at nogen kan dræbe nogen med sine Øjne, med sin Vilje, med sin Musik! Har det ikke snarere været saaledes, at Fru Wisby ved Sygdommen var dødsdømt. At hun, oplivet af Musiken, som hun elskede, fik en af disse, hos Tæringssyge ikke sjældent forekommende Opblusselsens Perioder, der tager sig ud som ny og tilbagevendende Livskraft, men kun er et Irlys, der rettelig beset bebuder Sluttens og Dødens Komme? Det véd jeg i alt Fald, at mig skulde ingen i Verden faa dræbt paa den Maade, var min Helbredstilstand end aldrig saa ussel. De, som vilde have mig ryddet af Vejen, maatte sandfærdelig foruden at bruge deres Øjne og deres Vilje og deres Musik ogsaa blande veritabel "Forgift" i den Føde, jeg nød, og det ikke i altfor smaa Dosser endda! Nu er imidlertid Dramaet bygget over dette Postulat. Hvilket er ret trist; for dette Postulat virker ikke, og kan ikke virke overbevisende. At Lydia maaske i sit Hjærte har tænkt: Gid Fru Wisby vilde dø! - er en anden Sag. Men man har endnu aldrig erfaret, at Ønsker dræber nogen, saa lidt som at Ønsker frelser nogen. Hvis Ønsker dræbte, hvor mangfoldige Hustruer, og Ægtemænd ogsaa for den Sags Skyld, vilde saa ikke daglig paa Kirkegaardene i alle Lande bli- ve stedte til den evige Hvile! Kirkegaardene vilde ikke have Plads for dem. Og hvo iblandt os, som ærligt vil ransage sit Hjærte, har vel ikke idet- mindste en Gang i sit Liv tænkt lignende Tanker som de, Lydia maaske tænkte, naar det, vi helst af alt i Verden vilde, kunde ske ved, at en syg Stakkel døde? En Gang i sit Liv, siger jeg. For der kommer for forstandige Folk ret snart SIDE: 205 den Tid, da de er saa forstandige, at de ingen Ønsker mere har. Fordi alt, som Salomon siger, er Tant og Forfængelighed tilhobe. Med hjærtegribende Ord trygler Lydia Langfred om, at han skal tage hende op til sig, ikke støde hende bort. Tilsidst siger hun smærteligt: "Du kan ikke." Langfred svarer: "Ingen kan! Afstanden er for kolossal. Ikke en Forvand- ling, nej, Hundredtusind i Millioner af Aar maa til, før en Slig (som Undi- nen) naar Himlen." - - De er fra forskellige Verdener, Undinen og han. Tusind af Aar imellem dem. Himlen i Havspejlet. En drøm. En Drøm frelser ingen. "Tusind af Aar imellem". - Ja, det kan der saavist være mellem Men- nesker - Tusind af Aars aandelig Udviklingsforskel. Tusind af Aars Af- stand mellem intellektuelle og moralske Begreber. Vi kan jo se det paa de Børn, der avles av lavtstaaende Individer. Af Ty- vekvinder og fordukne og forbryderiske Mænd. Hvorledes ser de ud? Hvilket Præg - legemligt som sjæleligt - har de paa sig? Men er dette de arme Børns Skyld? Kan de hjælpe for, at de er undfan- get i Drukkenskab, født i Armod og Smuds, og vokset op i raadne Hjem? Mange af dem har fra Fødselen af ikke en Gang det, der ligner et Hjem, i bogstavelig Forstand ikke det, hvortil de kan hælde sit Hoved. Kan nogen vente det samme af disse Børn som af dem, der er tilblevne og fødte under - i alle Henseender, aandelige og legemlige - ganske an- derledes gode Vilkaar? Hvem véd, om Fru Amalie Wisby - denne, en af Jordens ædleste Kvin- der, som Datteren kalder hende - hvis hun havde været født, opvokset og opdraget i de samme Forhold som det stakkels Vidunderbarn Lydia, ikke var blevet som hun? Og hvem véd, hvor mange Sorter sammensat Blod, der flød i Lydias Aarer? Maaske Fru Amalie Wisby havde haft det Held, at hendes Forfædre og Forfædreinder gennem mange Slægtled hav- de hørt til paa Livets Solside? Og hvo kan vide, om ikke maaske det stik modsatte har været Tilfældet med Lydia? Man høster ikke Vindruer af Tidsler, og man plukker ikke Roser i en Tjørnebusk. Denne hovmodige Langfred med sine tusind Aar mellem sig selv og SIDE: 206 Lydia. Skulde denne Afstand ikke netop for ham have været en Drivkraft til at gøre, som Lydia saa inderlig bad ham om: tage hende op til sig, gem- me hende hos sig! Derpaa, at Menneskene blander sit Blod, beror jo netop Livets evindelige, ustandselige, frugtbærende Udvikling. Eller skal der fremdeles vedblive med at være to Riger, et godt og et ondt? En Himmel og et Helvede? Skal de, som ikke holder Maal med den af Digtere, Præster og Filosofer opstillede "højere Morallov", med det, "som Menneskene har vundet", skal de stødes tilbage i det Helvede, som Bjørnson i dette Tilfælde kalder Havet? Som den retskafne og hæderlige Mand, Langfred i Stykket skal have Udseende af at være, var det jo netop hans uafviselige Pligt ikke at slippe Lydia. Undinen (Lydia) "har krænket Love, hun ikke kender", hedder det. Netop deri, at hun ikke kender de Love, hun krænker, netop deri skulde findes Grunden til Undskyldning, til Overbærenhed og Barmhjærtighed mod hende. Lydia har hensynsløst ryddet Hindringer af Vejen, fordi hun vil frem og op. - - Læseren ser imidlertid intet af denne hendes Rydden Hindringer af Ve- jen. Hører det kun blive fortalt, hvilket efter min Formening er en Svaghed ved Stykket. Stiller man sig nemlig skeptisk med Hensyn til Fablen om "Mordet" paa Hustruen, saa er man heller ikke forvisset om, at alle de Historier, Dr. Kann sidder og fortæller den sølle Wisby, er andet end Folkesnak og Bag- talelse, i alt Fald har faaet Form og Farve af den Folks Ondskab, der er saa almindelig og saa forstaaelig, naar det gælder en ung, saa smuk og saa rigt begavet Kvinde som Lydia, hvem det oven i Købet til Slutning gaar godt i Verden. Læseren har ogsaa vanskeligt ved at føle Sympati med dette, at det er Langfred som fordømmer og forkaster hende. I Modsætning til Lydia, som krænker Love, hun ikke kender, har nemlig Langfred krænket de Love, han saare godt kender. Lydia har "dræbt" Fru Wisby. Langfred har "dræbt" Ægteskabet mellem Lydia og Wisby, denne Mand hvem hun skyldte saa uendelig meget. Da Langfred hørte Lydia spille hans Rondo, blev han betaget, forelsket og fik Attraa til hende. Ikke et Sekund betænkte han sig paa at bryde ind som en Røver og tage en anden Mands Hustru. Kan hænde, at Skylden har SIDE: 207 været lige saa stor hos Lydia. Derom faar vi intet at vide. Hendes Med- skyldige i Ægteskabsmordet er og bliver Langfred i alt Fald dog. Ægteskab er jo gensidig legemlig og sjælelig Høren hinanden til. Uden det eksiste- rer intet Ægteskab. Eller skulde det maaske være mindre forkasteligt, fordi i dette Tilfælde den Mand, der tager Husfruen, er ugift? Jeg ser ikke Forskellen. Men Langfred altsaa, der er en frækkere Synder end Lydia, fordi han jo erkender de Love, mod hvilke han forbryder sig, faar af Digteren sig tildelt moralsk Ret og Myndighed til at være hendes Dommer og Bøddel. - Under Læsningen af "Laboremus" har jeg ofte maattet tænke paa stakkels lille Nora i Ibsens "Et Dukkehjem", hun som umulig kan faa ind i sin skyldubevidste Hjærne, at en Hustru ikke skulde have Lov til at redde sin elskede Mands Liv, naar det kunde ske ved noget saa simpelt, som at der blev skrevet en Smule falsk Veksel. Hvis Lovene er saadan, saa bør de laves om, siger hun. - - I det Hele taget har Slutningen af Dramaet ikke noget med Livet at gøre. Saadan gaar det ikke til i Virkelighedens Verden. Digteren har konstrue- ret. Gjort sig og sine Ideér til Menneskelivets Herre, i Stedet for ydmygt at være Livets Tjener. Der staar et Pust af avtoritetshævdet Belærelse ud fra denne Slutning. Det virker ikke opbyggeligt. Men "jeg siger - jeg siger" - Hr. Langfred kan vogte sig, at han Natten efter sit Bryllup med f. Eks. Frk. Borgny ikke faar Besøg af den da druknede og døde Undine Lydia, som staar foran hans Seng, ser sørgmodig paa ham og klager: Ve over Dig, Langfred! Du har ta't Livet af mig! Amalie Skram [Amalie Skram:] Bjørnstjerne Bjørnson (Dagbladet 8/12 1901 nr. 338) Med hvilken Sorg følger ikke en norsk "Landsforræder" den Strid, der i dis- se Dage paagaar mellem Bjørnstjerne Bjørnson og afdøde Statsminister Sverdrups Børn. Hvor forunderligt nu at læse "Morgenbladets" Indlæg i denne Sag for den, der endnu har i friskt Minde hvad der i dette Blad, mens Johan Sver- SIDE: 208 drup endnu var i live, blev skrevet om ham. Det er ikke overdrevent, naar en paastaar, at der dengang ikke gaves det Skjældsord, dette Blad ikke kastede efter ham, ikke den Forhaanelse og Forsmædelse det ikke fandt en Ære og en Glæde i at tilføie ham. Hvorledes dette Blad, naar det gjaldt Jo- han Sverdrup, endog overgik sig selv - hvad der vil sige meget - i den Bedrift at tilsmudse, æreskjænde, og gjøre sort, ja sortere end selve Fan- den. Enhver der har Hukommelse tænke sig tilbage. Og de, der ikke har Hukommelse, kan blade efter i "Morgenbladet's" Nu- mere for de mange Aar, der gik forud, og de nogle Aar der fulgte efter Jo- han Sverdrups Ophøielse til Statsminister. Nu, fordi denne, af sit Land og sit Folk ligesaa høit fortjente som mis- handlede Mand - i en ti Aars Tid har hvilet i Jordens Skjød - nu dette Omslag?! Nu, da de kan bruge hans Minde til Vaaben mod en anden af sine Store - ja sin' største Mand - nu da hans Læber for evig er lukket, nu blir han i "Morgenbladet" behandlet som, - ja, som et Menneske simpelthen. Denne Anklage mod Bjørnson - hvorfor kom den ikke før? Stykket ["Paul Lange og Tora Parsberg"] har jo været forelagt Offentligheden i 3 Aar. Hvad er det for en underjordisk intrigeomspændt "Politik", der har formaaet at sætte dette i Scene? Hvilken Usselhed! Det er som en dybt inde i sin Sjæl hører en Klagehymne over Menneske- nes evige uforanderlige Ynkværdighed. Ja, Norge har god Raad! Det rutter ikke med sine Kræfter, naar det gjælder Ødelæggelsesværk paa dem af sine Medborgere, som de burde være stolte af, bære paa Hæn- der, i altfald behandle med Varsomhed og Pietetsfølelse. Naar den Tid kommer, da Bjørnstjerne Bjørnson ogsaa i en ti Aars Tid har ligget i sin Grav, da skal vi se de samme Blade, der nu saa villigt og gjerne tilsøler hans Navn! Da skal vi faa se hvilken Gud, han gjøres til. Jeg tænker at ethvert hæderligt Menneske, som har fulgt med og da er ilive vil tilhylle sit Aasyn. For ham, der ligger i Graven, kan det være akkurat det samme. Den Ret- færdighed og Hyldest et Menneske efter sin Bortgang opnaar, rører ikke den Dødes hverken Hjerne eller Hjerte. Men de Efterlevende. De vil faa endnu et at skamme sig over. SIDE: 209 Hernede i Kjøbenhavn, naar Sagen Bjørnson-Sverdrup, diskuteres, hø- res tit: "Hvorfor har dog Bjørnson ikke fra først af totalt afvist dette? Hvor- for han han ikke sagt: "Paul Lange og Tora Parsberg" er en Digtning, og jeg taaler ingen Fremmeds Roderi i min Digtnings Værksted". De, som kjender Bjørnson, har kun kunnet svare: "At Bjørnson ikke har gjort hvad der spørges om, hænger sammen med det ædleste og stolteste i hans Væsens Natur. Han er uforfærdet modig, hensynsløs ærlig, og der findes i ham ikke Fnug af Beregning." Jeg husker i Kristiania for mange Aar siden - det var vistnok under "Flagstriden" hvor Bjørnson saa sikkert som Dagen randt op, fik sig til- sendt en Mængde Aviser fulde af de groveste Udskjældinger. "Morgen- bladet" førte naturligvis an. Jeg husker ham dengang sørgmodig-forund- ret ryste paa Hovedet, og bedrøvet sige: "Saadan skriver de om den Mand, der har digtet de Fædrelandssange, som hele Norges Ungdom synger". Ja. Der vil komme den Dag da vi alle vil sige: "Saadan har de behandlet den Mand, hvis hele Liv, hvis al Gjerning var en Indsats for sit Land, den Mand, som har havt en folkeopdragende Betydning, hvis Rækkevidde ikke kan maales, den Mand hvis Digtning har spredt Hæder og Glans over det utakknemmeligste af alle Verdens Lande, det Land, der heder Norge". Men Norge har god Raad - - Saa længe det varer Amalie Skram. Bjørnstjerne Bjørnson Den moderne norske Litteratur Avsnittet om Amalie Skram (Tilskueren B. 13, 1896, aprilnummeret, s. 287-89) [...] - En bly og fordringsløs Kvinde har ytret, at deres Køn alene er en Ramme, som faar sit Indhold ved Manden. Som Digter vil Kvinden gerne eftergøre Manden; men hun bør holde sig til det, som viser Kvindens sær- skilte Syn. Dersom dette i sin Tid var blevet sagt til George Elliot [Eliot] og til Ge- orge Sand, vilde disse to store Forfattere nok have følt sig forlegne; hvor var Grænsen mellem deres Syn paa Menneskene og Mandens? Ja, Læserne SIDE: 210 vilde ogsaa have følt sig forlegne. Hist og her kunde de nok sige: dette er set med en Kvindes finere Sans; dette er hendes særskilte Erfaring. Men om det meste var det dem umuligt at sige det. Skulde da dette det meste stryges, skønt det hører til Aarhundredets højeste Kunst? Jeg fik engang et anonymt Brev, der omtalte et netop udkommet Værk. Efter opgiven Adresse gav jeg mit Svar, og sluttede med, at Brevet maatte være skrevet af en Kvinde. Herpaa fik jeg atter et anonymt og ret skarpt Brev, deri Brevskriveren beviste mig af det førstes Indhold og Form, at det alene kunde være skrevet af en Mand; jeg maate være en daarlig Psyko- log. Brevet havde en Efterskrift saalydende: "For Resten kan jeg betro Dem, at det er skrevet af en Kvinde." Den anonyme Brevskriver var Amalie Alver, senere gift med den danske Forfatter Erik Skram. Først i den modnere Alder begynte hun at skrive; det første var frastø- tende ved sin krasse Naturalisme, og det varede en Stund, før hun blev, hvad pæne Folk kalder læselig. Nu bagefter er dette det stærkest mulige Bevis for, hvor oprindelig hun er. Fod for Fod har hun altsaa hamret, mine- ret og skoflet [skovlet] sig frem paa sin egen haarde Vej. Den Vilje og den Udholdenhed fik hun næppe af sin egen Mand eller af nogen anden Mand, - saa lidt som sine Evner eller den Kunst, der nu er hendes Særeje. Hvor mange af hendes Arbejder, der var originale Studier og intet mere, er nu ligegyldigt. Hovedsagen er, at paa disse har hun naaet frem til at forme ud en Fortælling som "Forraadt", i psykologisk Dybde og Fremstil- lingens Magt et Mesterværk, der efterlader et Indtryk, ja, som om du er ude paa Havet og ser ned i det, og der træffer et Par Øjne, store store, Ho- vedet kan ikke klart skelnes, men Øjnene aabner sig og lukker sig, aabner sig og lukker sig kolde som Havet. Verdslige Mennesker eller den verdslige Del af Mennesket tegner hun; sjælden Søndagens Del i det, aldrig Søndagsmennesket. Med det første mener jeg vort livslange Trælleliv under Lidenskaber og Forhold i mere og mindre unyttig Kamp. Med det andet mener jeg Rejsingsmagten i os ud over det meste eller endog ud over altsammen. Fordi hun hovedsagelig tegner den verdslige Side, er der lav, graa Himmel over hendes Billeder. De ligner i det Stykke Gerhard [t] Hauptmanns uforlignelige, hypnotiseren- de Kunst, som lokker os længer og længer ind i en Flaske, der vi hører Proppen slaas i bag os og tænker: Gud, hvorledes kommer vi ud igen? Amalie Skrams Kunst er vævrere; vi kommer fortere afsted og gennem mere brogede Billeder; men de giver noget af samme Beklemmelse. SIDE: 211 Hun tegner helst Vestlandsliv, Mennesker fra Bergen og Omegn, hen- des Fødestad og Ungdoms Tumleplads. Naturtro Skildringer fra Mennes- kers dagligdagse Dont, Synd, Selvskuffelse og seje Udholden. Ingen er saa rig paa første Haands Studier. Vi kan ikke mere se et Fotografi af Bergen eller af dens Omegn uden at befolke det med hendes letlivede eller gri- bende Skildringer. Og dog -. I sin Fortælling "Fortuna" ["Gift"] har Alexander Kielland teg- net en Kvinde fra Bergen, som heder Wencke [Wenche] . Tegnet hende saaledes, at den gode Tradition i den gamle Handelsby forenes med Nuti- dens oplyste Fremgangsvilje. Thi ogsaa nu har Bergen fremfor nogen an- den By i Norge, jeg kan gerne sige i Norden, et resjelystent, foretagelses- rigt Folkefærd, som over Havet er i Forbindelse med England, Tyskland, Frankrige, Spanien. Den bedste Del af disse blandede, fantasirige Men- nesker har i sin gamle Dannelse sikker Grund for alt nyt. Fru Wencke er en elskværdig Type med Bergenserindens Karaktermærke i broget Blanding. Derigennem er hun, - jeg tør ikke sige mere bergensk end Amalie Skrams Galleri; det vilde være den største Uret. Men saa meget kan jeg trygt sige, at først naar Alexander Kiellands Billede af Wencke er opstillet i den Sal, vi skal igennem for at komme ind til Amalie Skrams Galleri, og gaa igennem igen, naar vi skal ud derfra, først da faaer Amalie Skrams Galleri sit nødvendige Supplement. Nu skal jeg imidlertid fejle meget, om ikke netop Amalie Skram, hun og ingen anden, eller hun fremfor enhver anden, har staaet Model til Alex- ander Kiellands Wencke! I alle Fald maa vi andre tænke paa hende, som hun er, naar hun lyser af Deltagelse og Kampiver. Dette spaar om, at der er mere i hendes rige Natur, end hun endnu selv har forløst. Den næstsidste Bog af Fru Amalie Skram er en Bedrift. Hun meldte sig ind paa en Sindssygeanstalt, idet hun søgte Ro og Pleje for nervøs Lidelse. Derved kom hun i Tilfælde at studere en af disse Sindssygelæger, som alt for let tager Modsigelse for Tegn paa Sindssygdom, og i sin forfængelige Ufejlbarhed begaar store Fejl. Af ham, af de syge, af Sygeplejersker, den hele Tilgang gav hun saa et Billede, saa klart i Tegningen og saa spænden- de, at det kommer i Højde med den bedste Roman. Bogens Titel er "Pro- fessor Hieronimus". De, som i Menneskehedens Navn kæmper mod Sinds- sygehospitalernes alt for ukontrollerede Magt, har i denne mesterlige Skildring fra det Indre af et Sindssygehospital faaet et Vaaben rakt, der i Styrke overgaar ethvert andet. Det er nemlig første Gang i Litteraturen, at en stor Forfatter i fuld aandelig Klarhed har haft Lejlighed til at gøre en SIDE: 212 saadan Studie. Den er ogsaa interessant derved, at her ser man tydeligst ind til hendes Kunst. Hvad er Hemmeligheden i den? At det, hun beskri- ver, er set og gennemstuderet til Bunds, før hun siger et Ord. Derfor be- høves saa faa. I den Henseende er Zola, som hun ikke sjelden sammen- lignes med, hendes absolute Modsætning. Han gaar i Vej paa et løst Om- rids; først efterhvert som Pennen løber, og den ene Sætning støder den næste ud af sig, begynder Billedet at tage Form og at svulme op af alle Til- fældigheder undervejs. [...]