| s.482 |
Bjørnsons Tale ved Nobelbanketten
10. December 1903.
Jeg tror, at den Præmie, som er tildelt mig idag, af
den store Almenhed vil opfattes som Gave fra Folk til Folk.
Og da vil jeg faa lægge til, at efter den lange Kamp,
jeg har været med at føre for Norges Ligestilling inden
Unionen, og som ofte vakte sterk Uvilje i Sverige, er det,
som nu er sket, til Ære for det svenske Navn.
Jeg vilde gjerne nytte denne Leilighed til at sige min
Mening om Digtningens Opgave. I al Korthed.
For at kunne faa det kort, vil jeg tage min Tilflugt til
et primitivt Billede paa Menneskehedens Udvikling, som
har fulgt mig fra min tidlige Ungdom: Jeg ser Menneske-
hedens Udvikling som et endeløst Tog paa Vandring. Frem-
over - om ikke netop i en lige Linje, saa dog altid frem-
over. En uimodstaaelig Trang driver det, fra først af alene
instinktivt, men efterhaanden mere og mere bevidst. Dog
ikke anderledes bevidst, end at det Menneske aldrig har
levet, som har kunnet omgjøre hele sin Fremgangsvilje til
bevidst.
Inde i denne Blanding af bevidst og ubevidst arbeider
Fantasien. I somme saa sterkt, at den driver Tænkningen
anende frem. Helt foran, hvor Veiene opdages og Toget
ordnes.
Intet har fra først af saaledes bestemt Bevidstheden
som Erfaringen om, hvad som skader, og hvad som gavner.
Derfor er der heller intet den Dag idag, som er dybere
fæstet i den, saa dybt, at ingen Bevidsthed mere kan komme
udenfor Erfaringen herom og føle sig vel.
Hvor synes mig derfor den Lære forunderlig, at Digt-
ningens Mænd og Kvinder, før de gaar til sit Verk, helst
bør tømme sig for Bevidstheden om godt og ondt! Tænk-
ningen skal helt omgjøre sig til et Fotografiapparat, ube-
|
| s.483 | kymret om, hvad som skader eller gavner, hvad som be-
hager eller mishager.
Jeg vil ikke fortabe mig i en Undersøgelse af, hvorvidt
noget moderne Menneske, vel at merke, naar det er sundt,
nu længer kan frigjøre sig for denne Millionaarenes arvede
Bevidsthed, som til idag har styret alle Slægter. Jeg bare
stiller det lille Spørgsmaal i Veien: Hvorfor tager de, som
tror de praktiserer i den, netop det Billede der - og ikke
det ved Siden af? Sker det bestandig rent mekanisk?
Hvorfor er de Billeder, som de saaledes træffer paa,
næsten allesammen anstødelige? Er det sket aldeles uden
Valg?
Jeg tror, vi kan spare os Svaret. De, som vi andre,
kan ikke løsgjøre Forestillingerne fra den arvede moralske
Vurdering; Forskjellen er alene, at vi tjener den, de andre
gjør Oprør mod den.
Jeg maa straks lægge til, at ikke alt er Oprør, som synes
saa. Meget, som idag er Ledning, har engang været holdt
for Oprør. Her vil jeg alene slaa fast, at de, som negter,
at Digterverket skal have Tendens, de viser os i sine egne
Verker, at ogsaa de har den.
Med Støtte paa Literaturhistorien lægger jeg til, at jo
høiere op paa Aandsfrihedens Stige, jo fastere er Tendensen.
De store græske Digtere ordnede baade Guders og Menne-
skers Samfund. Shakespeares Digtning er et stort ger-
manisk Valhalla, somme Tider straalende, til andre Tider i
Uveirsskyer. Deri har alt Liv staaet op igjen for atter at
kjæmpe - men saaledes at hans Retfærdighed raader,
hans høie Tro paa Livets uendelige Overskud. Molières
og Holbergs Mennesker under Parykkerne og de hvidpibede
Hovedklæder - vi kalder dem frem af deres Grave, saa
ofte vi selv vil, for at de atter i sirlige og groteske Bevæ-
gelser skal gaa sine Skaberes Ærind; de er saa fulde af
Tendens som af Ord.
Jeg nævnte før vort germaniske Valhalla. Mon det ikke
gaar an at sige: Goethe og Schiller bar et Stykke Elysium
ind i vort germaniske Valhalla? Himlen blev høiere og
varmere, Livet som Kunsten skjønnere og gladere. Gaar
det ikke an at sige, at de, som stod under Glansen af den
unge Tegnér, den unge Oehlenschläger og den unge Werge-
land - for ikke at glemme Byron og Shelley - har lidt af
græske Guder ved sig?
Den Tid og dens Tendens tabtes. Men for at nævne
vor og to store i den, ligger det mig nærmest først at
tænke paa min gamle syge Ven. Han har tændt en Række
|
| s.484 | høie Fyrtaarn langs den norske Kyst; de er det Første, alle
ser, som søger Indseilingen. De lyser verdensvidt for at
varsku om, hvor der er Fare.
Videre minder jeg om den store gamle hos vor Nabo i
Øst, som staar i den aabne Havn for Menneskelykke og
vinker og vinker.
Begges Sjæle, begges lange Arbeidsdag har havt en
voxende Tendens, voxende som Lysfaklerne i Aftenvinden.
Hermed har jeg intet sagt om Tendensen i Forhold til
Kunsten, som den kan opgløde - sterkere end noget, men
som den ogsaa kan overvælde. "Ich rieche die Absicht
und werde verstimmt". Endnu mindre har jeg sagt, at
naar Tendens og Kunst dækker hverandre, saa er alt vel.
Netop de Store, jeg sidst nævnte, - det kan hænde den
første, at han varskuer saa skarpt, at det skræmmer.
Det kan hænde den andre, at han lokker med Idealer, som
er over den menneskelige Evne; - og de skræmmer ogsaa.
Men vi maa faa vort Mod paa Livet styrket, ikke minsket.
Veiene, som aabnes, - man maa ikke skræmmes fra at
gaa dem. Vi maa faa den trygge Følelse af, at Livet har
et velgjørende Overskud, at efter den værste Rædsel, den
mørkeste Forødelse, overrisles Jorden atter af friskt fra det
evige Opvæld. Vor Tro derpaa er selv derfra.
Forsaavidt er i al nyere Digtning Victor Hugo min
Mand. Inde i hans glansfulde Fantasi er Følelsen af Livets
Overskud det farvegivende. Mange taler om hans Feil,
navnlig om det theatralske ved ham. Men for mig blæses
disse Feil allesammen væk af det vældige Livspust i ham.
Selvopholdelsesdriften kræver Overskudet. Havde Livet
intet Overskud, saa stanset det. Hvert Billede, som ikke
eier det, er falskt. Vi befinder os uvel ved det.
Dette har avlet den Misforstaaelse, at det er selve
Mørkesiden ved Livet, som gjør os uvel.
Nei, naturligvis er der svage Sjæle, ogsaa forkjælede
Egoister, som ikke taaler en haardhændt Sandhed, men for
os andre gjælder ikke dette. Havde de, som vælger at give
Rædselen, eller de Ord og de Handlinger, som helst gjem-
mes væk i Blusel - havde de samtidigt kunnet løfte os
over det i en eneste Følelse af, at hvad som end hænder
- Livet har sit altordnende Overskud, ja, da sagde vi os
selv: Her stilles vi foran en Livsgaade, som i sit Dyb
fæstes netop til disse Ord, og løses i denne Handling, gjen-
nem denne Rædsel - ja da havde vi følt helligt Alvor ved
det eller uimodstaaelig Komik, efterhaanden som han vilde,
der førte os.
|
| s.485 |
Men de allerfleste, som fører os, kommer ikke længer
end til Sensationen - om de kommer saa langt. Vi føler
os to Gange uvel, først ved at savne Livets Overskud, der-
næst ved, at han, som førte, ikke kunde. Al Uformuenhed
piner.
Jo mere en Mand tager paa sig, jo sterkere maa han
være. Der er ikke det Ord, som ikke kan nævnes, ikke den
Handling eller Rædsel, som ikke kan males, men han maa
være der, som kan.
Livssammenhængen er det, vi søger i Kunsten, i dens
mindste Draabe, som i dens bølgevæltende Stormhav. Vi
fryder os, naar den er der. Vi misstemmes, naar den er
borte.
Den urgamle Erfaring om, hvad som skader, og hvad
som gavner, Skammen i al vor Bevidsthed, har delt sig
over alle Omraader for vor Livsførelse og Forskning. Af
Kunsten forlanger den at mangfoldiggjøres og skjærpes i
Millioner af Exempler. Den kan aldrig faa nok.
Den har jeg prøvet at tjene. I Ærbødighed og med
Begeistring.
Jeg er ikke en af dem, som tror, at alle har Ansvar,
men Digtningens og Kunstens Dyrkere intet. Jeg mener
tvertom: den har det største, fordi den foran er med at
aabne Veiene og ordne Toget.
Min inderligste Tak til det svenske Akademi, fordi det
har anerkjendt dette. Jeg tillader mig at drikke paa det
svenske Akademis Fremgang i alt, som gjør Literaturen
sund og sterk.
|
\n |
|
