| s.353 |
[Mindetale over Dunker.]
(Ved Festen til Fædrenes Minde, 30. Jan. 1871.
"Dagbladet", 9. Febr.)
Naar jeg læste om store Begivenheder, og jeg saa Mænd
staa i dem, som fuldkommen var dem voxne, og naar jeg
tænkte mig, at saadanne Begivenheder med sin overhæn-
gende Fare ogsaa engang kunde komme til os; - og naar
jeg da saa mig omkring for at finde de Mænd, som ogsaa
her kunde være Begivenhederne voxne, mødte jeg meget
faa. Men en af dem, som jeg var ganske sikker paa vilde
voxe med selve Situationen og bestandig, hvor stor den
blev, være i Høide med den, er nu død; vi skal i dette Øie-
blik løfte Mindebægeret over ham.
Efter i et helt Liv at være mere eller mindre misfor-
staaet, blev han fulgt til Graven af en liden Skare og be-
gravet ganske tyst; der var ikke En, som sagde ham et
Takkens Ord ved hans Grav. Blandt de Faa, som stod der,
kjendte jeg En og Anden igjen, som havde fulgt denne en-
somme Skikkelse gjennem hans Liv med ubrødelig Kjær-
lighed og med store Forventninger, og jeg sagde til mig
selv: hvor langt er vi dog ikke fra den Tid, hvori
Normanna-Kjæmpen sagde: "Paa en af Siderne vil jeg staa;
men helst hos ham, som har saa faa." Er der Lidelse, Miskjen-
delse forbunden med at staa, hvor der er Faa, og er der intet
derved, som bringer Fordel, da kan En være vis paa, det er
bra Folk, de, som staa der. Naar vi da spørger om Aar-
sagen til, at han fulgtes af saa Faa, er Svaret tildels paa
Forhaand givet; den ligger hos Folket og Tiden, som den
er idag. Men det vilde være urigtigt at negte, at den ogsaa
|
| s.354 | laa hos ham. Hvis Dunker i sin Ungdom havde havt store
Begivenheder til Lekvold, saa han i sin Manddom var kom-
met til at kunne forme stort i Tanke og Handling, saa er
jeg vis, det norske Folk vilde have fulgt ham med en Be-
undring som faa eller ingen Anden. Men det er ikke Alle
givet at være som Kong Eystein istand til at se det
Store i det Smaa og saa lykkelig at kunne forme sig selv
ind i det nærmeste Krav. Der er dem, der hører til den
modsatte Type i det norske Folk, den, som Broderen
Sigurd Jorsalfar bar frem, han, der gik syg af Erin-
dring om og Længsel efter Bedrift og af Tanker, han ikke
mere fandt Plads for. Havde ogsaa Dunker i sin Ungdom
faat bruse frem i en almindelig Folkebevægelse saaledes
som Sigurd fik det, han havde ogsaa seilet op Bedrifternes
Bosporus for udspændte Silkeseil og redet som Hædersgjæst
til Hippodromen. Den, der vidste dette, faldt det ofte under-
ligt at høre ham gjort saa liden, at han bare blev til en
forkrøblet Egoist, der søgte sig selv i Stort som Smaat.
Ofte maatte jeg fra saadan Tale om ham søge Veien til
ham selv; jeg følte Trang til ham, netop naar han ud-
skjældtes, og mangengang tænkte jeg paa Veien til ham, at
vi var dog et Folk, som havde god Raad, naar vi kunde
lade en Karl som han sidde paa slige Vilkaar. Alligevel
var det godt at have ham undafgjemt, tænkte jeg videre;
for blev her engang en Fare, saa vi maatte trykke paa
Fjeldvæggen etsteds, da vilde der komme en Mand ud, og
det var jeg vis paa, at denne Mand vilde være ham. Naar
jeg saa kom op til ham selv, som han sad der i læ af en
Boghylde i Ryggen og en paa høire Side og begge Benene
oppi Ovnen, tænkte jeg paa den vrede Achilles i sit Telt; -
lad dem længe nok mundhugges og smaadræbe hverandre
ude paa Volden; skal Troja tages, maa han til. Det blev
ogsaa saa, at da der i hans sidste Leveaar kom noget til
vort Land, der lignede en Fare og kanske endnu mere vil
blive det, jeg mener vore Stridigheder med Sverige og det
deraf fødte Unionsforslag, - da saa man denne Mand, der
var haanet og forfulgt som ingen Samtidig, trykket ned med
utrolig Ihærdighed af tusinde travle Hænder, desuagtet
reise sig, og ikke før var han oppe, før han ogsaa var hele
det unge Norges kaarede Fører i denne Fare. Og det ved
vi, at hvor man holdt paa at gjøre Grændserne mellem
Norge og Sverige usikre, ja mente, det var godt, om de
ganske udslettedes, der satte han sin Lanse ned og sagde:
did gaar Sverige! - og der staar Lansen efter ham.
Mange have allerede nu strævet med at hale og slide for
|
| s.355 | at faa den op; - men de smaa Alfer i Fædrelandskjærlig-
hedens usynlige Rige er opunder og har Tag i den, - man
faar den aldrig op! (Ja, det viste jeg, at nu vilde Ung-
dommen juble.)
Sigurd Jorsalfar-Typen har mange Arter: Sigurd selv
havde Bedrifter først og Tungsind siden. Dunker gjorde et
Stykke af en Bedrift tilslut; men han begyndte med ikke
at finde sig selv. Fremmed opdragen, som de fleste den-
gang, romersk-græsk, dansk-fransk, fandt han ikke sig selv
igjen i Folket og i dets Opgaver. Men, trods Saamanges
Haan og Spot, erobrede han efterhaanden en sand Erkjen-
delse af hvad der var det norske Folk, hvad der var dets
Fremtid, og hvad der var dets uafviselige Opgaver. Tilslut
skjønte han, at det Store skulde søges i det Smaa; i sin Natur
havde han selv Enheden. Med det Mod som en sterk Over-
bevisning altid gav ham, erkjendte han sin Feiltagelse, Skridt
for Skridt, og sluttede med at knytte et inderligt Forbund
med det unge Norge, alle dets Formaal og Haab: dette
var det Største, han udførte. Vi skal aldrig glemme ham det.
Men Et havde han bevaret fra den Tid, han ikke fandt
sig selv tilrette: et uudslukkeligt Had til det Smaalige. Hvor
han fik Tag i det, var han saa haardhændt og ubarmhjer-
tig, at de Smaas Had til ham i fuldeste Mon opveiede hans.
Aldrig har en Mand paa Offentlighedens Gade fremkaldt et
sligt Hunde-Spektakel som Dunker, hvergang han gik ud i
en Sag. Det gjødde den hele Veilængde bortover; den
spidse Mynde veirede med sin fine Tæft, her var en Fiende
af første Rang i Anmarsch; den dovne Kjøter likte ikke
denne Afbrydelse i det Sædvansmæssige, reiste sig og hylte;
Rottehunden, den ægte Terrier, gnistrede sig af Sinne, fordi
den Forbigaaendes Ro var saa haanfuld; om det saa var
den mindste Fillebikje, maatte hun stræve at værge Gaar-
den for noget saa tirrende Nyt.
Hele dette Spektakel er vel nu paa det nærmeste for-
tonet, lad det saa ogsaa være glemt, - uden forsaavidt det
skal karakterisere ham: hans Evne til at tirre det Smaalige
op imod sig var hans Ære. Men samtidig skal der siges,
at der var noget ufuldkomment ved ham selv, som øgede
hines Vrede; thi som alle Stormænd fra vor Nybrud-Tid
var han ligesom ikke født hel; enten besad de ikke det Store
færdigt, eller de besad det som en ensidig Evne.
Men vi skal samle os om ham, saaledes som han stod
i sine bedste Øieblikke, helst i hans sidste Levetid, huske
ham, som han var, naar Aanden kom over ham, det være
sig foran Skranken, i Folkeforsamlingen, det være sig, naar
|
| s.356 | han skrev. Naar han skred ind iblandt os, hvor vi var
mange sammen, naar han satte Lorgnetten paa og saa ud-
over os, da var der intet Aasyn, som kunde naa hans i
Storladenhed. Og dette Storladne var hans Særkjende; den
følte de bedst, der fik sidde hos ham og seile paa hans
brede Syner ud over Tider og Tilstande. Paa denne Taler-
stol har han staaet, de Fleste af Eder har hørt ham, kanske
i et af hans heldigste Øieblikke, og da vil I have nok at
rope Hurra for i denne Mindestund; thi fra et saadant Øie-
blik ved man, at man i ham var sammen med noget af det
Mærkeligste i sin Tid. Saaledes skal vi huske ham; kjær-
ligt! Der var saa megen Kjærlighed i hans Sjæl, som ikke
fandt frem, og som vi ikke fandt; havde vi her hjulpet og
værnet, hvad vilde han saa ikke have udrettet! Istedet
derfor gjorde vi Klapjagt paa alle hans Særegenheder. Jeg
mindes ved denne Leilighed Dommen over den islandske
Skald, som alvei havde været misforstaaet; den var sammen-
fattet i disse Ord: "Denne Mand havde Alle mod sig. Paa
Livets Reise fra den ene Station til den anden, havde han
nemlig bundet sin Reisekuffert noget anderledes end de
Medreisende, og dette kunde de ikke tilgive ham." Havde
der været lidt af hans egen Storhed over vor Dannelse, her
var blevet et andet Liv med en anden Gjerning. Nu kan
vi ikke andet end sige, at saa stor Begavelse blev ikke helt
brugt; Skylden faar vi dele. Men med Ihukommelse af
det Herlige ved ham, med Ihukommelse af, hvad han ud-
rettede iblandt os, og især med Ihukommelse af, hvad Gud
troede ham at udføre for os i hans sidste Leveaar, skal vi
idag løfte hans Mindebæger og raabe et Hurra, som skal
blive de første Strofer i Folkets Minnidraapa over ham.
|
\n |
|
