{dokprovignett}
Bjørnstjerne Bjørnson(1832-1910) Artikler og taler
KRONOLOGISK
s.217  
Arne Kulterstad.

("Christiania-Posten", 27. Marts 1860.)

Hr. Redaktør!
   I Fredagsnummeret lader De en Indsender fare mod
mig med haarde Ord, fordi jeg har sagt, at den kolde
Ræsonnementsfærdighed om Dødsstraffens Berettigelse er
ubehagelig saalænge den stakkels Dødsdømte endnu lever
og bruges som Paaskud. Denne Indsender er en af dem,
som skrev om Dødsstraffen, og vil nu bevise, det var af
Varme, han skrev; og dette vil han bevise ved at -
skjænde dygtig paa mig. Situationen er saadan: en Mand
trænger til Hjælp, en Anden, som ser dette, holder Fore-
drag over det Begreb "Gjengjældelse"; saa siger jeg, der
ogsaa kommer til, at dette er koldt og uhyggeligt - og
strax slaar han til mig for selv at blive varm.

   Det er en underlig Maade, men jeg er nu snart sagt
vant til Alt. Denne samme uklare Mand undlader dog
ikke at ville belære mig; thi det er nu bleven grand
mode at optræde belærende ligeoverfor mig, slænge i
mig et Digternavn, og saa medens jeg forudsættes graa-
s.218   digt at tygge herpaa, fraliste mig almindelig sund For-
nuft, moralsk Ligevægt, den dyrebare Ret til virksom
Deltagelse for dem, jeg tror ulykkelige!

   For at betegne den Uretfærdighed, hvortil hver høj-
hælet lille Logik-Mand frit kan tage sin Tilflugt, naar han
vil fare over mig, skal jeg afskrive, hvad denne Sidste
uden Sky har vovet at sige:

   "Heller ikke skulle vi videre omtale, hvorledes Bn.
handler tvertimod sin egen Hensigt - at udvirke Be-
naadning for Arne Kulterstad -, idet han giver en Skild-
ring af dennes Karakter, der efter den almindelige Op-
fatningsmaade af Straffens Væsen og Hensigt snarere
maa virke til, at det faar sit Forblivende ved,
end at der sker Forandring i den engang fattede
Beslutning."

   Naar jeg giver en Skildring af Arnes Karakter, saa-
ledes at den gjennem hver Linje peger imod at han
dræbte mod sin Vilje, er da dette "at virke til at det
faar sit Forblivende med den engang fattede Beslutning?"
Hvordan kan han, som helt igjennem giver sig Mine af
at være en Religionens Mand, vove at forsøge en saadan
Overlistelse? Og selv om jeg ikke saa ideligt og bestemt
holdt netop frem, at det var til hint Maal, min Karakter-
udvikling sigtede; sæt, at den stod der uden saadan Kon-
klusion, - tør da en Religionens værende eller vordende
Forkynder fortælle Almenheden og mig, at en bevist svag,
og af Forfængelighed baade til Løgn og Pral dreven Ka-
rakter (saadan som Arne er fremstillet af mig), - "er
den haarde Hals, som absolut maa brydes, fordi den ikke
kan bøjes"? - Jeg ved nok, at nede i Ungdommen kan
man lettere vække Sympathi for en romantisk saakaldet
Helt, der "optraadte paa Fædres Vis", dræbte koldt sin
Fiende, bar 15 Aars Hevn, slog ubarmhjertig ned hver
Modstand, - lettere vække Sympathi for ham end for
en svag Karakter, med alle de (slet ikke romantiske) Fejl,
som følger deraf. Men hos sindige Folk, og fremfor Alt
hos Religionens Mænd, er naturligvis Sympathien stærkest
for den Svage. Dem bør intet ydre Skin afskrække eller
bedrage, de gaar hen til det Første og Oprindelige.

   Endnu et Exempel paa, hvad man ligeoverfor mig
tør bekvemme sig til. En Mand i Morgenbladet angreb
min første Artikel om Arne. Han steg som sædvanlig
op i den moralske Sadel forat holde mig Forelæsninger,
men lod begge sine Artikler lidt efter lidt forvandle sig
til et Skafot; den endnu levende Dødsdømte blev roligt
s.219   lagt ned som Blok, hvorover jeg, den egentlige Synder
skulde frem og lade Livet. Efter endt Gjerning smed
han sine dialektiske Handsker med det stille smilende
Spørgsmaal: Var det ikke godt gjort? - Jo, det var
godt gjort; thi ikke Alle har Hjertelag til at gjøre ham
det efter.

   En anden Indsender i Morgenbladet, som ogsaa maatte
bevise sin Medfølelse for den Dødsdømte ved at gaa lige
løs paa mig, som var den Første, der direkte talte Arnes
Sag i Aviser, udbredte sig om Dødsstraffen i Almindelighed
og sagde, at jeg fra psykologisk Standpunkt har bevist
dens Uholdbarhed, men at han neppe har læst noget
Taabeligere. Nu er det vistnok ikke taabeligt fra psyko-
logisk Standpunkt at bestride Dødsstraffen; dertil har Li-
teraturen formange ypperlige Værker netop om denne
Gjenstand; men hvad mig angaar, da har jeg ikke med et
Ord gjort noget saadant, med Vilje har jeg skyet enhver
Udtalelse derom - og endda har jeg om den Materie
skrevet noget af det Taabeligste vedkommende Indsender
har læst!

   Jeg vil i Ærbødighed henstille til D'Hrr. Redaktører,
saavelsom Almenheden, om nu ikke denne Sort Forføl-
gelser snart maatte have en Ende.
Bn.



\n
    
bla bakover
bla forover
   
bla bakover
bla forover