| s.51 |
Et Brev.
("Krydseren", 1. Marts 1854.)
Herr Krydser!
Ved Nytaarstider lovede De os at tale om Theatret
en og anden Gang, men endnu har jeg ikke kunnet op-
dage noget Spor til Virksomhed i den Retning. Hvor
bliver De af? Publikum er utaalmodigt, det tramper
allerede! -
|
| s.52 |
Men jeg kan nok tænke mig Grunden til Deres
Taushed. Der har ikke været noget at anmelde. Dette
vil ikke sige det samme som, at der ikke er blevet spillet
dernede, Gubevars, der er blevet spillet og spillet 2 Gange
om Ugen og saa hele Markedet og saa 2 Gange Ugen
igjen, og altid har der været godt Hus. Penge er kom-
met ind i Kassevis, klappet er der blevet i Massevis og
Fremkaldelser har der været i Lassevis. Men medmindre
De vil regne Pariserdrengen, Kong Salomon og Jørgen
Hattemager, De Uadskillelige, Ulla skal paa Bal, Rataplan
og Emilies Hjertebanken for Nyheder, hvilket jeg mener
er en ligesaastor Bagtalelse som at erklære Bagtalelsens
Skole for Nyt af Aaret, saa har man just ikke seet store
Livstegn fra Direktørens Side. Om Forladelse, man har
opført en net, lille Bagatel, Berthas Klaver, men paa det
Klaver er der da ogsaa blevet spillet saa støt og stadigt,
at det er blevet et sandt Hakkebræt, der snarest mulig
bør averteres tilleie.
De har saaledes ikke kunnet indfri Deres Løfte om
Anmeldelser eller De har ikke villet for ikke at fristes
til at sige Ubehageligheder, - noget jeg ved De afskyr.
Men vil ikke De, saa kan De ialfald tillade en Anden at
anstille nogle Betragtninger.
Grunden til den større Frekvens, Theatret har nydt,
maa vel hovedsagelig tilskrives Ombygningen saavel hvad
Prosceniets større Hyggelighed som Pladsenes Billighed
angaar; men hertil kommer endnu et, der i sær Grad er
skikket til at forhøie Illusionen og stemme Publikum
velvillig for Forestillingerne - nemlig Punschen. Det
er merkværdigt, hvad et Glas Punsch kan bringe Følel-
serne til at strømme over, hvorledes den sætter alt i et
nyt Lys og bringer Publikum til at opdage tusinde nye
Skjønheder ved et Stykke, som det før var led og kjed
af. Saaledes jubler man over de Uadskillelige, som om
det var lavet i disse Dage. Før syntes man, at der laa
noget i dette Stykke eller vel snarere i Spillet, der bød
imod, og mig forekommer det rent ud sagt modbydeligt,
men nu glider det glat ned den ene Gang efter den
|
| s.53 | anden, og det er blevet uadskilleligt fra det øvrige gamle
Klister, hvoraf Repertoiret for en stor Del bestaar.
Og Jubel er der - bestandig Jubel! Klinken ude
og Jubel inde! Der er ikke Spor af Overdrivelse heri.
Ingen skal kunne paastaa, at der er blevet klappet og
fremkaldt Halvdelen saameget før, som siden Punschen
kom med i Spillet. Stykkerne er gamle og udspillede og
den feterede Del af Skuespillerpersonalet, om det end
ikke har naaet Høidepunktet af sin Udvikling, saa er det
dog saa høit oppe, at det ikke længer løber fremad i
Stormskridt. Altsaa kan hverken Repertoiret eller Per-
sonalet antages at være den egentlige Grund til den
usædvanlige Jubel. Dette kan nu være muntert nok, og
jeg kan næsten ærgre mig over, at jeg ikke selv er det,
men jeg kommer altid i en vis ubehagelig, nedslaaet
Stemning, naar jeg besøger Teatret. For mig er det,
ligesom alt staar stille dernede og er blevet saa gammelt,
saa gammelt. De ældste Skuespillerinder faar stedse
yngre Roller, de yngste Skuespillerinder blir stedse ældre
i deres Roller og faar ingen ny; gamle forgnavede Styk-
ker blir optagne og atter optagne - - - - - -
"Tag Dem et Glas Punsch, gode Mand!" siger De,
"saa skal De bemerke en Sceneforandring, som jager alle
slige Griller paa Flugten."
Ja, det kan nu være godt nok. Det er heller ikke,
fordi jeg vil anke over Punschens Indførelse; tvertimod
kan den være god nok til sit Brug. Men det forekommer
mig, at man ikke skal overlade altformeget til dens for-
midlende Indflydelse heller. Brændevinsdjævelen kan
være bra nok som Haandlanger, naar der skal klappes,
men man bør dog stole en Smule paa Kunstens Ind-
flydelse ogsaa.
Det er ikke Punschesmagen, der skal udvikles i
Teatret, det er en ganske anden Smag.
Jeg skal derfor tillade mig i al Gemytlighed at vække
Hr. Borgaard af den Dvale, hvori han er falden, ved at
krisle ham en Smule med en Pennefjær i Smilehullerne.
Jeg haaber, han ikke tar det fortrydelig op, at jeg gjør
ham nogle Forslag, at han ikke betragter dem som
Bagslag.
Skulde man ikke saaledes kunne lade den stakkels
Emilie slippe for at banke mere med sit Hjerte? Nu
har vi hørt Slutningsrepliken: "Der er Vognen!" saa ofte,
lad nu den stakkels Pige engang faa Lov til at kjøre af-
sted! Ogsaa "Ulla skal paa Bal!" Lad hende det, lad
|
| s.54 | hende og Emilie danse og more sig paa Ballet og lad
dem saa gaa hen og lægge sig. Lad Rataplan og Pariser-
drengen staa bagpaa Vognen - Herregud, man bliver da
voksen engang ogsaa. Og Kong Salomon og Jørgen Hatte-
mager, lad dem ogsaa være med paa Ballet, lad Bertha
spille en Kehraus for dem paa sit Klaver og lad dem
saa gaa bag af Dansen. De Uadskillelige vil jeg nu ikke
røre ved, for det er Øiestenen. Forresten var det Uret
at klandre de gamle store Stykker, som er optaget, jeg
kunde næsten sige, opdaget af Hr. Borgaard. De har
været sande Guldgruber, det er vist, men nu bør atter
det fortræffelige gamle Støv faa Tid til at lægge sig over
dem igjen. Man skal betænke, det er gamle Herrer, de
trænger til en Smule Hvile iblandt.
En Hovedfordring maa man imidlertid gjøre til Hr.
Borgaard, og den tør ikke længere afvises. Det er nem-
lig, at han benytter de norske Skuespillerinder mere end
hidtil. Jeg vil ikke beskyldes for ensidige National-
hensyn, idet jeg udtaler dette. Jeg vilde og kunde sagt
det samme, om Jfr. Svendsen og Jfr. Johannesen havde
været danskfødte, og jeg tror, det er den almindelige
Mening. De blir tilsidesatte, og det i en uforsvarlig Grad
for Jfr. Svendsens Vedkommende.
Jfr. Johannesen har vistnok endel Roller fra sit
gamle Repertoire, men i den senere Tid har hun blot
faaet en ny Rolle af nogen Betydenhed, nemlig i Huldrens
Hjem, et Stykke, der med Direktørens Tilladelse bør
gaa hjem til sine Fædre. Jfr. Johannesen har sit Reper-
toire i en Mængde af de luvslidte Stykker, hvori Begyn-
dere gjør Debut. Derved faar man det Indtryk, at der
med Ængstelighed stræbes for at holde hende saa ung
og barnlig som muligt, forat andre ikke skal blive for
gamle. Man ved, hvorledes endel Mødre klæder deres
voksne Døtre som ukonfirmerede Smaapiger for selv at
forynges.
Jfr. Svendsen har slet Intet faaet at bestille, medens
Mad. Schrumpf, der efter Morgenbladets delikate Mands
Mening taler det bedste Sprog og har det bedste Organ
ved Scenen, faar alle betydeligere Roller. Men med al
Respekt for Mad. Schrumpf og specielt for hendes Fortid,
tror jeg, at hun kan lade sig nøie med sine gamle Tri-
|
| s.55 | umfer, hun maa lidt efter lidt vige Pladsen for yngre
Kræfter og overtage ældre Roller. Dette bliver saameget
nødvendigere, naar Teatret har et saa ubestrideligt Talent
at raade over som Jfr. Svendsen. Man ser imidlertid
ikke Spor til denne ligefrem af Naturens Orden flydende
Forandring. Tvertimod erholder Mad. Schrumpf stadig
flere og flere yngre Roller end før og Jfr. Svendsen
trænges mer og mer i Baggrunden. Man opdager hende
der en og anden Gang mellem Korister og Statister. Det
er bedrøveligt - for Repertoiret og for Jfr. Svendsen.
Selv de gode, gamle Stykker, der bærer "den evige
Ungdom" i sig, f. Eks. "Kongens Læge" af Shakespeare,
taber al sin Friskhed under disse Omstændigheder.
Stykket gaar med en Slags Anstand over Scenen, man
bøier sig for det Studium, det Talent og den Ro og
Sikkerhed, hvormed alt udføres; men man henrives ikke,
man røres ikke ved det lidenskabelige, men rene Kjær-
ligheds-Sprog, Shakespeare taler, man lider ikke med
den unge, af sin egen sterke Følelse bedragne Pige, og
man føler ikke det grusomme i den unge Ridders Op-
førsel mod hende - tvertimod man finder det temmelig
undskyldeligt, at Elskerindens halvvillige Frieri gjennem
Kongen ikke smager ham. Denne sværmeriske, tillids-
fulde Tro paa sin egen Kjærligheds Magt, der er saa
dristigt anlagt og maa bæres af Ungdom og Skjønhed
for at forstaaes, gjorde et ubehageligt Indtryk under
nærværende Omstændigheder, den nærmede sig Gifte-
sygen. Hendes senere Omklædning, Rivaliseren og Seir
over den langt yngre og smukkere Bondepige bliver
Publikum aldeles uforstaaelig, og man finder, at Ridderen
i Kampens raa Larm maa have tabt den gode Smag, han
viste i anden Akt.
Det samme gjælder om Berthas Klaver, endskjønt
dette Stykke gjør en saa overordentlig sterk Appel til
Spillet, at Rollen vanskelig kan udføres af nogen anden
end en øvet og sikker Kunstnerinde. Imidlertid er det
en temmelig besværlig Ting at romantisere med Mad.
Schrumpf i dette Stykke. Og man finder, at den geniale
unge Mand, der i det ene Øieblik ikke tænker paa, hvad
det næste bringer, dog tilslut gjør et vel overlagt For-
nuftparti. Sangen om den røde Rose, hvormed Stykket
ender, gjør neppe et behageligt Indtryk paa andre end
|
| s.56 | gamle forlibte Herrer fra Attenhundrede og den Tid.
Situationen er komisk.
Man har sagt om Jfr. Svendsen, at hun har en
mindre heldig Fremtræden, at hun falder ud af sine
Roller osv. Men om saa var, hvor rimeligt er det ikke,
at hun beholder Begynderindens Feil, naar hun kun med
meget lange Mellemrum faar en Rolle at spille. Hun kan
jo dog ikke gjøre Fremskridt mellem Korister og Statister!
Det er en høi Grad af Uretfærdighed at sammenligne
Mad. Schrumpfs gjennem Decennier indøvede Manerer
med Jfr. Svendsens. Dette har imidlertid den over-
fladiske Kritik jevnlig gjort, og Sammenligningen er na-
turligvis falden ud til den ældre Skuespillerindes Fordel.
Lægger man endvidere Merke til, at Mad. Schrumpf har
tilvant Publikum med sit Spil, sit Organ, sin Udtale osv.,
saaledes at endog hendes største Feil af mange holdes
for Skjønheder, saa kan man tænke sig, hvad Jfr. Svend-
sen har at kjæmpe imod.
Alt dette kunde selv den ivrigste Danoman anføre til
Jfr. Svendsens Fordel. Men nu kommer hertil, at hun
er en norsk Skuespillerinde, og det skulde være et meget
vægtigt Moment for Hr. Borgaard til at behandle hende
retfærdigt. Thi jeg fordrer ikke nogen Tilsidesættelse af
nogen af Parterne. Det maa være hans Mening efter-
haanden at forandre Teatret fra dansk til norsk. Ingen
forlanger en pludselig Omkalfatring, Hr. Borgaard vil faa
fuldkommen Tid, naar man blot ser virkelige Bestræbel-
ser i denne Retning. Men det ser man ikke. Det nytter
ikke at engagere den ene uduelige norskfødte efter den
anden og stille dem stumme op mellem Kulisserne til
behageligt Eftersyn. Det sker ved at give de gode Kræf-
ter Anledning til at uddanne sig, og det bliver aldrig
Tilfældet uden under Publikums Øine. Jfr. Svendsen har
i de enkelte Roller, hun før fik, vist saameget Talent, at
det bliver Publikum en ubegribelig Gaade, hvorfor hun
ikke faar Leilighed til at fremtræde. Det giver Anled-
ning til Gisninger.
Der er endnu et Hensyn, som gjør Jfr. Svendsens
Tilsidesættelse ubillig - nemlig Lønningsmaadens Om-
regulering. Medens den faste Gage er liden, kan den
ved Procenterne af de enkelte Afteners Indtægt stige til
en temmelig betydelig Sum, til det dobbelte og maaske
mer af det oprindelige. Man kan altsaa gjætte sig til,
hvor liden Grund Jfr. Svendsen har til at lykønske sig
|
| s.57 | med det nye Arrangement, der bringer de andre Skue-
spillere overordentlige Fordele.
Man er meget godmodig hertillands; man skal ikke
kunne negte andet. Efter de mange sterke Varsko Bor-
gaard fik en Tid om at gaa lidt mere i norsk Retning og
søge at mægle mellem de stridende Parter ved en rime-
lig og hensigtsmæssig Fordeling af Rollerne, taug man
stille. Man gik paa Akkord. Der blev gjort nogle ydre
Anstalter til at fornorske Teatret. Men nu er alt ved
det gamle igjen, og værre end før, og derfor er Taus-
heden eller den velvillige Kritiks Dage omme.
|
\n |
|
