{dokprovignett}
Bjørnstjerne Bjørnson(1832-1910) Artikler og taler
KRONOLOGISK
s.83  
Engifte og Mangegifte.



   Menneskeheden gaar efter store Fremgangslinjer; der-
med mener vi den Vej, som Forholdene nøder Naturvilkaa-
rene ind paa, og som de ogsaa nøder dem til at holde.
Vejen gaar ikke lige, men i Buer: det ser ud, som gjorde
Naturvilkaarene Forsøg paa at bøje bort og kunde ikke,
eller som om hvert Fremsteg fulgtes af Tilbageslag, men
at det, som da lærtes, skyndte stærkere paa til nyt Frem-
steg.

   Somme mener, at de store Fremgangslinjer ikke er saa
tilforladelige, som de ser ud til; hvad for en har været
dybere, eller er ældre end den religiøse Linje, idet Religio-
nen oprindelig har været den største samfundsdannende
Magt, og dog ser det ud til, at nu kan den forlades. Men
dette er en Vildfarelse. Det, som er den inderste Vilje i al
Religion, er at binde Samvittigheden i Ansvar, og dette øges
s.84   altid. Den snevre Ansvarsfølelse, som Forfædrene i ældre
Tider troede at kunne nøje sig med, overgaas langt af det
moderne Samfunds. Og selv om det uendelige og evige
tages med, - i vore Dage er dette mere end Emne for
blind Tro; det bevises af Slægtens største Tænkere at være
der. Rundt omkring og midt inde i det, vi ser og fatter,
er noget med, som vi ikke ser og ikke fatter, det ved vi nu
alle. Former og Læresætninger skifter, men den hellige
Ansvarsfølelse stiger; ligesaa er Følelsen af det uendelige
og evige større, højere. I vor Omsorg for Slægten og Sta-
ten mødes begge med en Styrke som aldrig før.

   Man nævner Kongefølelsen som den Magt, der næst Re-
ligionen har grundlagt Samfundet, og som næst den, ofte
over den, har været plejet med størst Omhu, men nu er i
mærkeligt Aftagende, - hos mange Folk er den udslukt.
Sandtnok; men hvad var det væsentlige i Kongefølelsen
andet end Statsfølelsen, Fædrelandskjærligheden, og naar
disse har skilt sig ud, maa ingen undres over, at selve
Kongefølelsen blit tynd. Her har atter Formen skiftet, men
den Hengivenhed, som samler et Folk om dets Opgaver,
har aldrig været saa almen eller saa inderlig.

   Med Menneskehedens andre store Fremgangslinjer paa
samme Maade; man kan se, at de stundom bøjer et Stykke
til Siden, men altid for kraftigere at bøje ind igjen; man
kan se, at Tænkningen slipper Former og Billeder, som
den lidt om Senn har vokset fra; men aldrig, at den slip-
per Retningen.

   En af disse Fremgangslinjer er Ægteskabets. Vi kjen-
der ikke Menneskehedens ælste Historie; følgelig heller ikke
deres ælste Sæder; men om et Par af Racerne tror vi at
vide, at Overgangen til fast Ægteskab skete gjennem Stam-
moderen. Ved hende fik Barnene Hjemstavn, Slægt og Arv,
saalænge det var mindre sikkert, hvem Faderen var; ved
hende holdtes Familjen og Samfundet ihob, idet hun altsaa
uvilkaarlig blev den, man bøjede sig for som den øverste.

   Vi kjender intet til det Omkast, som gjorde Manden til
Familjens og Samfundets Overhoved og Hustruerne til hans
Ejendom. Saa meget skjønner vi, at hans Sejr har støttet
sig til et stort og nyt religiøst System; endvidere at den
saaledes vundne Samfundstilstand har holdt sig i Tusen-
aar; for den Overgang i Tænkning og Sæder, som Fod for
Fod gjør Kvinden til Mandens Jævning i Anseelse og Ret
og sætter op, at der skal være én Hustru hos én Mand,
den har alt gaat paa i Tusenaar, uden at den endnu kan
siges helt gjennemført hos et eneste Folk.

s.85  
   Historisk sees Fremgangslinjen tydelig: den gaar
mod altid strengere Éngifte. Kvinden, som i saa
langt et Tidsrum har været optugtet til Troskab mod Én,
er naturligvis derved kommet længere end Manden og vir-
ker paa ham. Siden Naturvidenskaberne paa en slaaende
Maade har irettelagt Arvelighedslovene, der gjør Maadehold
til Skyldighed mod Slægten, har dette rejst en stærk Bevæ-
gelse. Navnlig blandt de angelsaksiske Kvinder har man
med stor Kraft gaat over til aabent Arbejde for samme
Sædelighedskrav til Mand som Kvinde. Fra dem har Be-
vægelsen naadd frem til vore.

   Somme paastaar, at Naturvilkaarene kræver Kjøns-
omgang allerede ved Overgangen fra Barn til Voksen, d. e.
ved den saakaldte mandbare Alder, og at megen aandelig
og legemlig Usundhed, tildels endog Sygdomme, skriver sig
fra, at dette Naturkrav overtrædes.1

   Herom har jeg henvendt mig til Zoologer og Læger
(og det i flere Land, for ikke at falde op i en ensidig Ring).
Hvad jeg nu meddeler, er de fleste af dem samstemmige
om. For at begynde med Dyrene, finder vi, at i fri Til-
stand enten mælder Trangen sig først ved fuldvoksen Alder,
eller nødes de af de stærkere til at vente. Og om Hus-
dyrene, som vi for Vindings Skyld har vænnet til at be-
gynde tidlig, og som lever under slige Kaar, at de maa
kjende Trang til det, om dem ved vi nu, at Afkom af fuld-
voksne Dyr gir den stærkeste Race, saa Kappestriden har
nødsaget Opdrætterne til at ændre Fremgangsmaade. I
Norge er hele Koslag blit smaa, underordnede Dyr, fordi
Parringen begyndte for tidlig; likesaa med Hesteslag. Man
maa ikke her lade sig overtale af en enkeltstaaende Und-
tagelse, som det da overhovedet er farligt at ta de stærke-
ste Eksemplarer frem for ved dem at bevise, hvad en Race
kan taale.

   Om Menneskene ved vi, at de lavere, d. e. vilde Folke-
slag oftest begynder svært tidlig; men vi ved tillige, at jo
tidligere de begynder, jo tidligere blomstrer de af. Klima
og øvrige Vilkaar virker ind. De civiliserede Folkefærd har
s.86   gjort samme Rønsel; nemlig at især Kvinder skades af for-
tidlig Omgang, og at Barn af sunde, fuldvoksne Forældre
er de stærkeste i Livskampen. Naturvilkaarene tilsiger alt-
saa Afholdenhed indtil fuldmoden Alder; men vi har lært
at krydse Naturvilkaarene.

   Somme svarer hertil, at Trangen til Omgang melder
sig hos dem, som er stærke - de Svage tales der ikke om
- nu som før ved mandbar Alder, som engang var den
Tid, sund Ungdom kunde gifte sig; nu kan dette ske først
langt senere, og imidlertid hjælper Naturen sig, som den
kan. Denne Selvtægt er følgelig Forholdenes eget Bud. Det
gjælder derfor at slaa ned Fordommen og vinde Frihed.
Som vi har vundet den i det politiske, religiøse, sociale,
skal vi ogsaa prøve at vinde den i det sædelige. Engang
var fuld Afholdenhed Livet igjennem det højeste Bevis paa
fromt Liv; dette har vi faat Ende paa; vi skal faa Ende
paa den Fordom, der f. Eks. nægter Kvinden at følge sin
Trang; hun maa i det Stykke vinde samme Frihed som
Manden.

   Om det, man her gik ud fra, var sandt, saa kom det
endda an paa, om Slutningen blev den, som her er gjort.
Forholdet er nemlig følgende: Højere Dyr bruger en læn-
gere Tid for at bli Fuldmodne end lavere; de højststaaen-
de forholdsvis en meget lang. Paa samme Maade avtar
Avledriften, saaat de højeste har sparsom Afkom med lange
Mellemrum, de lavere og laveste en overordentlig rig med
korte Mellemrum. Udviklingens Indflydelse paa Avletran-
gen synes altsaa at være den stik modsatte af den, de andre
gik ud fra, og den kan selvfølgelig heller ikke hos Menne-
skene være anderledes. Dette viser sig rigtig. Har Kra-
vene paa Udvikling skudt Vilkaarene for Ægteskab længer
og længer ud, saa har Grænsen for fuldvoksen Alder flyt-
tet efter. Hos os er Manden ikke fuldvoksen før omkring
fem og tyve Aarsalderen, og Kvinden ikke før omkring et
og tyve Aars. Og mens de lavere staaende Folk, ifølge
Darwin, har et Utal af Unger, viser de højere Maadehold.
Trangen til tidlig Omgang maa derfor bero paa en Op-
øvelse, ikke paa Naturkrav; følgelig er den til at komme
over.

   Hvad særskilt vor Stamme, Germanerne, angaar, saa
skrev Tacitus for henved to tusen Aar siden om den:
"Én Kvinde, én Mand som ét Legeme, ét Liv, paa det at
deres Tanker og Begjær ikke skal gaa videre, og at de skal
elske - ikke Manden som Mand (alene), men i ham Ægte-
skabets hellige Lov." Og han fortæller udtrykkelig, at
s.87   Germanernes "lange Ungdomstid" kom af "deres sene Gifte".
At rose et Folk for at ha "en lang Ungdomstid" er at
nævne det højeste Bevis for dette Folks Kraft, og at sige,
at denne kommer af "deres sene Gifte", er at kjende Lo-
vene for Racens Forædling. Blandt Sakserne, Englænder-
nes Forfædre, var det fastslaat, at Ungdommen skulde være
afholdende indtil det fem og tyvende Aar - "for", som det
heder, "at faa større Muskelkraft, højere Vækst" og dermed
naturligvis ogsaa ypperligere Afkom. Jeg skal ikke her
komme ind paa, hvad som voldte, at Ætten tabte Sans for
Legemskraftens Fremgang og derved bragte hine Sæder og
Love i Forfald; jeg skal alene minde om, at nu fatter de
fleste, hvad her er forsømt og glemt. Englands og Ameri-
kas Idrætsmænd og Sportsmænd har delvis optat samme
Lov, og med Idrætten og Sporten vil den vinde Hævd igjen
overalt. Naar vi taler om Vilkaarene for et Lands Forsvar,
saa staar vi her foran det ypperste, og det vil være en
hæderfuld Opgave for de smaa Folk paa denne Vej at gjøre
deres Ungdom én Gang til saa stærk.

   Kjønslig Afholdenhed gjør ikke sygelig, gir ikke visse
Sygdomme, naar Livet forøvrigt er forstandigt. Blegsotten,
som engang almindelig sagdes at "gaa over, naar en blev
gift", har Virchow (og efter ham flere) vist at ha helt
andre Aarsager; saavel gifte som prostituerede Kvinder kan
faa Blegsot, ja Barn paa otte Aar. Megen uren Tale, megen
usund Literatur er dræbt af denne ene Oplysning. Om
Mændene hed det længe, at de kunde bli sindssyge af kjøns-
lig Afholdenhed; Videnskaben satte sig op en Rubrik i Syge-
statistiken: Sindssyge af Afholdenhed. Den er yderlig tynd.
Jeg tænker, man snart blir enig om, at af Afholdenhed er
ingen blit sindssyg, men vel af at sætte sin Fantasi paa det.
Herom senere. Sæt din Fantasi omtrent paa hvad du vil,
og du kan gjøre den til Fordærv for dig. Vort norske me-
dicinske Fakultet har afgivet følgende Erklæring:

   "Den i den senere Tid her og der fremkastede Paastand,
at et sædeligt Levnet og seksuel Afholdenhed medfører
Fare for Helbreden, er efter vor enstemmige Erfaring urig-
tig. Vi kjender ikke noget Tilfælde af Sygelighed eller Syg-
dom, der maa eller kan siges at være foraarsaget af rent,
sædeligt Liv."

   Vel at mærke: her staar ikke "Mening", men "Erfaring",
og derved maa vi huske, at flere af disse Mænd er ældre
med stor medicinsk Erfaring og med den rigeste Lejlighed
til at udskifte den med andres. De yngre Lægers Tidsskrift
- og jeg har ikke hørt andet, end at de beste af vore yngre
s.88   Læger fuldkommen staar paa Højde med andre Lands -
har sluttet sig hertil.

   En Fremgangslinje i Menneskehedens Liv, saa uendelig
gammel og saa dyb som denne: mod altid strengere
Engifte, forlades naturligvis ikke paa en Del mere og
mindre sansynlige Grunde. Hvad som har fæstet sig i
Menneskehedens Samvittighed som et Grundvilkaar for
Samfundet, - alene et endeløst Arbejde kan ændre noget
enkelt i Forstaaelsen af det, i Synet paa Opgaven; denne
selv slippes ikke. Hvad er Samvittigheden? Enten vi
underforstaar Gud eller ej, - i Formen er den det almene
Omdøme, som vi har tat op i os fra Forældre og Omgang,
Skole, Kirke, Samfundslærere. Og det almene Omdøme er
igjen Summen af Menneskehedens Erfaring fra de første
Tider og til nu; dens Røst i os har derfor endeløs Arv.
Ligefuldt kan den Enkelte sætte Arven overstyr; men Slæg-
ten? I denne er den voksende.

   Se paa det historiske Løb. For alene at holde os til
denne ene Sag og vor egen Historie, - endnu paa Harald
Haarfagres Tid kunde mægtige Mænd ha flere ligestillede
Hustruer. Efter at dette havde Slut, finder vi Frillesønnen
ligeberettiget til Tronen omkaps med Hustruens. Saa blev
ogsaa dette umuligt; men ned i det sekstende, ja syttende
Hundreaar træffer vi Husbønder, endog Præster, ikke uvil-
lige til at laane deres Døtre til en rejsende Konge eller
anden Stormand. Ogsaa det blev umuligt; men hvad som
foregik ved Gilder, naar Folk blev fulle, og især efter (f.
Eks. ved de berygtede Pølselag) behøver jeg alene at minde
om. Endelig blev ogsaa dette bedre; men Sæderne i for-
rige Hundreaar og i de første Aar af vort gjorde endnu
adskilligt tilladt, som idag vilde sætte Samfundet i Oprør.
Fremgangen er aabenbar; det almene Omdøme underlægger
sig større og større Omraade. Den Enkeltes Tilbagefald
beviser intet.

   Naar man indvender, at i det skjulte er det lige galt,
da godtgjør netop dette, at vi nødes til at skjule os, paa
det mest slaaende, at det almene Medvidende er blevet os
for overmægtigt. Dernæst tør vi trygt gaa ud fra, at øves
der ikke stærk Tvang (en mindre stærk udretter intet), vil
en vitterlig Fremgang i det almene Medvidende følges af
en tilsvarende Minkning af Synd i det skjulte. Al etisk
Fremgang paa Jorden har bestaat i, at Erfaringen har nødt
dem til at føle sig utrygge ved noget, som til da var trygt.
Ogsaa i det etiske er der nogen, som saa blir Foregangs-
mænd, nogen, som villig følger, nogen, som er nødt til at
s.89   følge, - og nogen, som ikke kan og ikke vil. Hvad der
maa gjøres for at minke de sidstes Tal, derom gjælder det;
men at nedstemme Love eller Sæder til deres Brug, der
hverken kan eller vil følge, det er det modsatte af Frem-
gang. Det blir aldrig de sidste, som gir Retning, men de
første.

   Særskilt hvad Kvinderne angaar, - vi saa, hvorfor de
her gik foran. Men Menneskehedens Tog er langt, og der
er utvivlsomt en Mængde Slægter, som endnu ikke helt har
naadd frem til Engifte, og i disse er der Kvinder, som sæl-
ger sig af Nød, eller som staar saa løst, at de falder; men
Kvinder, som er værget af god Arv, godt Hjem, god Op-
dragelse, Religion, Oplysning, Arbejde, Formue - det ene
eller det andet, - kan de i stor Almindelighed bringes til
at slippe Éngiftets Samvittighed i deres Kjærlighedsfor-
hold -?

   Jeg læste i sin Tid Hans Jægers Bog: "Fra Kristi-
ania-Bohêmen"; jeg havde ikke læst den til Ende, var det
ikke for at se, om tre Kvinder af ret gode Hjem, og som
var stærkt eftersatte, kunde falde. Det anede mig, at vi her
havde Virkeligheden for os, og jeg blev spænt paa Udgan-
gen. Nej, man fik ikke forført dem! Da tænkte jeg: her
traf de Herrer paa Reglen. Undtagelser er der naturligvis;
men tror nogen, som ikke er besat af Satyriasis, at
det, som er indvundet for Menneskehedens Helse, Aand og
Karakter ved, at Kvinden i stor Almindelighed er blit tro
mod ængiftets Lov, skulde Menneskehedens Fremgangsvilje
atter opgi?



   Endnu lever Folkeslag i og ved Europa, som ikke har
aarket at gjøre Engifte til Lov for flere end Kvinderne;
Mændene lever i Flerkoneri. Hos de beste af Flerkoneriets
Folk, Muhamedanerne, lever dog mange i lige saa strengt
Engifte som de beste af os; de har tildels dannet Sekt paa
det. Jeg talte nylig med en Professor i Upsala, som har
bodd længe blandt Muhamedanerne, og han sa, at Engiftet
hos dem er i stærk Fremgang. Flerkoneriet forveker
Folket; det ikke alene slapper Ynglingernes Kappelyst
og Æresfølelse og gjør Kvinden til en Handelsvare, et Lege-
me med saa og saa høj Pris; men hvad som er det værste,
et sligt Harems-bur gjemmes bort, Vinduerne vender ikke
ud til Gaden, men ind til Gaarden; Mændenes Liv og Idræt
s.90   har ikke Kvindernes aarvaagne Øjne over sig, Samfundet
ligger i Halvmørke. Vi behøver ikke at undersøge, hvad
Tab det blir, eller hvad for Samfund har naadd længst,
deres eller vore.

   Amerikanerne har havt Flerkoneriet iblant sig, ikke
alene i Mormonstaten, men, hvad vi har været uvidende
om, i Slavestaterne: det at eje Slaver er uvilkaarlig at ind-
føre Flerkoneri. Mange med mig har vist været højst for-
undrede første Gang, de hørte, at den store Slavekrig inderst
inde ogsaa var en Kamp om Flerkoneri paa Grund af den
Demoralisation, som dette Liv drog efter sig.

   Undertiden glemmer vi rent, at Moralen er den øverste
Magt i vore Samfund, saa det er en Vederkvægelse at se,
hvorledes denne Sag, som alle fra først af oversaa, i min-
dre Tid end én Menneskealder blev større end Formue,
Velvære og Liv! De Kvinder og Mænd - for det var vit-
terlig Kvinderne, som først tog Forargelse og vakte Mæn-
denes, det var ogsaa i denne Sag, at de første Gang traadte
offentlig op -, de Kvinder og Mænd, som begyndte denne
store Aandskamp, fik i Førstningen ingen til at høre; men
da de naadde saa langt, blev de overhøljede af Haan og
Foragt som dem, der vilde Menneskenes Frihed og Ejen-
dom tillivs. De stempledes som Fædrelandsforrædere, der
sprængte Staten i to, hvad som tidlig skjøntes at bli Føl-
gen, hvis Slaveriets Afskaffelse blev Lov. De havde derfor
alt af Anseelse imod sig, Prækestolene, Domstolene (saale-
des en ved sin Uretfærdighed oprørende Højesteretsdom!),
Pressen, Kongressen, Senatet og Regjeringen, og efterhvert
som Kampen steg, blev mange af dem dræbt; Partierne
holdt Møder, der Talerne for Slaveriets Afskaffelse blev
skudt paa2; i et enkelt Distrikt, som endnu ikke var Stat,
Kansas nemlig, førte Partierne aaben Krig. Disse modige
Foregangsmænd og Foregangskvinder rejste det amerikan-
ske Folks Samvittighed mod Slaveriet! Da Slavestaterne
brød løs fra Forbundet, la Arbejder, Haandværker, Kjøb-
mand ned sit Værktøj og sin Bedrift og lod sig indøve i
Vaaben. Slavestaterne havde sørget for, at Overmagten i
Officerer, Krigsmateriel og Fæstninger var paa deres Side;
Nordstaterne tabte ogsaa det første Aar og lit paa det an-
dre. Men saa langt ifra, at dette gjorde dem modløse, sam-
s.91   lede de sig bestandig flere, og de endte med at slaa dem
og slaa dem atter, til alle Slaver var fri. Hvad for Fred
paala saa Sejrherrerne? Fangerne fik gaa, ogsaa Hærfø-
rerne, ogsaa Oprørets Regjering; de havde tabt, og det var
deres Straf. Ikke én Strimmel Land toges, ikke én Skillings
Vederlag, - Slaverne blev Borgere; dette var Krigens Maal,
og det var naadd. Verdenshistorien ejer intet større Vid-
nedsbyrd om Krig for et moralsk Princip, eller om en
Fredsslutning, som strengt holdt sig alene til det.

   Jeg har været lykkelig nok til at komme sammen med
en og anden af dem, som dengang var med at vække det
moralske Ansvar; nu sist i Paris med Elizabeth Stan-
ton. Jeg har hørt dem tale om Flerkoneriet, som endnu
har deres Harm fra da. For at gi et Skjøn om denne Harm
skal jeg citere noget af Robert Ingersoll; det ryger
af hans Ord som af en Slaglinje. Han siger: "Alle Verdens
Sprog kan ikke male den Fordærvelse, Flerkoneriet drar
ind over Samfundet; Kvinden blir et Bytte for List og Magt,
Manden glir fort bagover igjen i Vildskab og Forbrydelse.
Af min Sjæls Dyb hader og forbander jeg enhver Samfunds-
lære, som ikke gjør et rent og helligt Hjem til Hjørnesten.
Al Civilisation hviler paa Familjelivet, Dyderne gror om-
kring det, sætter Klase og Blomst og dufter ind over Arnen,
der én Mand elsker én Kvinde. De rigeste Ord i Verden
er: min Forlovede, min Hustru, Far, Mor, mit Barn. Uden
disse Ord er Verden bare et Lejested og Menneskene bare
Dyr."

   Hermed er vi naadd frem til det, som jeg nærmest har
traadt op for. Det Flerkoneri, som mange af os har dre-
vet i Ungdomstiden, er det ganske uden Skade, sætter det
slet ingen Mærker? Eller slettes disse Mærker ud, straks
en bliver gift? Er virkelig endnu nogen saa dum at tro
det?

   Det at dele sig ud i smaat til mange gjør Styrkekilden
i vor Natur til vor største Svaghed, leder Kjærlighedstran-
gen vild og forfalsker Skjønhedslængslen. For at ta det
siste først: tror nogen, det er lidet, at Skjønhedslængslen
forfalskes? I den Alder, vi fremfor enhver anden kan kalde
Grundlæggelsens, fordi da gaar alle Indtryk stærkest ind
til Viljen, i Ynglingealderen nemlig, har netop vor Skjøn-
hedsfølelse den stærkeste Magt over os; den afgjør enten
rent alene eller ihob med andet, hvad vi vælger og vrager.
Vi er i den Tid som et Piano, der stemmes Streng for Streng,
flere i hver Tone; i Hjem, i Skole, i Omgang, i hver Bog,
hver Begivenhed, som ildner vor Hu, stemmes vi Indtryk
s.92   for Indtryk. Og saa hænder noget, - noget paa Snigveje,
mod Samvittighed, mod Forældre og godt Selskab, noget,
vi skamrødmer ved, - hænder, fordi vor Fantasi blev smit-
tet af raadden Snak, forført af slet Omgang, fristet i sin
Drift, saa den skilte sig ud fra det rene i vor Skjønheds-
trang. Dette virker fuldstændig som gjordes vort Væsen
ustemt. Blir det ved indtil Forhærdelse, saa er vor Evne
til Valg mellem stygt og vakkert virkelig skadet, med den
vor moralske Dom i Valg mellem ædelt og raat. Mangen
en Mand har gjort et galt Livsvalg, fordi han var skjæmt i
sin Skjønhedsfølelse. Og det viser sig i mere end i det.
Det nytter os ikke, som vi ofte gjør, at pege paa Mænd
eller Kvinder, som har "fin Smag" eller som endog skaber
store Skjønhedsværk, trods at de har ført et urent Ung-
domsliv. At sammenligne sig med de stærkeste er altid far-
ligt. Ingen ved forresten, hvor meget finere deres Smag
havde været, eller hvor meget større Kunstværkets Natur-
lighed og Sindsmagt, om deres eget Sind havde holdt Stem-
ning. Desuden kan den, som er Sjælekjender, se det straks
i Smagen som i Værket, at her har noget været skjæmt; et
urent Sind sætter altid Mærke; der maa gode Barnehænder
og megen tro Kjærlighed til for atter at lokke hel Velklang.
"Den rene er den stærkeste", siger Zola, og det gjælder
især i dette Strøg. Den store Menneskekjender Balzac
taler om "den hvide Magi", at dens Tryllekraft er over al
anden; den sorte, den dæmoniske, kommer ikke op. Tusene
af Legender helt fra Indiens Sakuntala til Englands
David Copperfield skinner af denne Sandhed som
den højeste, Menneskene har levet sig til.

   Og Kjærlighedstrangen? Hvem har en skjønnere end
den unge Mand, som gaar ud af et godt Hjem? Der er
ikke Grænser for, hvad Offer han havde Lyst til at bringe,
naar hans Hjærte gribes. Denne ædle Trang ledes "i den
grundlæggende Alder" ind paa en Afvei og taber sig i ufyse.
Altfor ofte mister den sin Kraft, i hvert Fald er den skadet
i Ungdomstiden; vi kan sjelden høre koldere, haardere
Domme, egenkjærligere, grusommere Spot end unge Men-
neskers, som har forraadt sin Kjærlighedstrang til Skjøger.

   Efterhvert som alt til Kjønslivet hørende blir bedre
undersøgt, vil man ogsaa bli klarere over, hvor umuligt
det er at gi efter i noget saa centralt for Væsen og Vilje,
uden at man øves op til at gi efter i mere. Her er dybe
Love, som en for en vil lægges aaben. Jeg skal pege paa
en Par. Vi læste som Barn om hine østerlandske og ro-
merske Despoter, som var saa grusomme; vi læste at de
s.93   var saa vellystige. "Vellyst og Grusomhed følges ad," stod
der. Vi skjønte ikke Sammenhængen, før vi blev Voksne,
og kanske mange af os ikke da heller. Jeg for min Del
anede ikke, hvor dyb den var, før jeg læste hos Darwin,
at sansynligvis stammer den fra en Tid, da Hannerne
dræbte hverandre i Kamp om Hunnen, der sad og ventede
paa Sejrherren; der er Blodsmag i det. Og forfængelig-
heden! I den grundlæggende Alder (Ordet kan ikke ofte
nok gjentages) blir den saa uudslettelig stærkt indøvet ved
at vi paa disse Veie stadig har os selv som paa Udstilling.
Saa stor er Magten, den faar over os, at længe efterat vi
har vundet Herredømme over vor Sanselighed, narrer den
os ind i det meste af vor Fortræd.

   Se til et Folk som Franskmændene, der den mandlige
Ungdom aabenlyst gir sig hen til Mangegifte i den grund-
læggende Alder. Helt sikkelt vidner Historien (og især en-
kelte Mænds og Kvinders efterladte Optegnelser), at ogsaa
hos dem har Sædelighedsarbeidet Fremgang; bare fra for-
rige Hundreaar og til nu er den betydelig. Endvidere ser
vi, at fordi Ungdommens Mangegifte hos dem foregaar
aabenlyst, tar dette Folk ikke saa dyb Skade paa sin Sam-
vittighed, sin Sanddruhed, sit Mod som vor, der altid maa
ind paa Snigveje. Men Ustadigheden af altid at skifte Gjen-
stand, og Behagesygen, Forfængeligheden af altid at skulle
erobre en ny er større end hos noget andet Folk. I Mange-
giftets Kapløb gjennem Tusenaar er navnlig Forfængelig-
heden vokset op til en saadan alt andet overragende Magt,
at den tør kaldes dette prægtige Folks værste Fiende, -
man kunde fristes til at sige deres eneste; den har skaffet
dem alle de andre.

   Jeg henviser i saa Henseende til Folkets Levnetsløb.
Hvad er et Folks offentlige Liv andet end de enkeltes pri-
vate én Gang til? For ikke at gaa længer tilbage end til
Frants den første, Henrik den fjerde, Ludvig den fjortende,
femtende, Revolutionens handlende Mænd og tilsidst Kei-
seren... for en Forfængelighedens Udstillingssyge med gru-
som Foragt for Menneskeværd, - for en Forfængelighedens
Overdrivelse indtil Selvødelæggelse! Det Paaskud, som "den
tredje" Kejser tog til den siste Krig - atter igjen for en
samvittighedsløs Forfængelighed, for en sikker Regning paa
Nationens, for en hovedløs Overvurderen af egen Kraft og
Blindhed for andres. Republikken - om den skal bli Re-
publik, altsaa noget mere end Kurator i det monarkiske
Opbudsbo, - Republikken vil vinde, dersom den tør gaa
ikast med Nationalforfængeligheden i Hævntanker, Koloni-
s.94   sationsforetag, Embedsluksus, kostbare Statsvaner, pralende
Hær og Flaade; - om den for Alvor vil demokratisere. Uden
det kan vi paa Forhaand spaa dens Endeligt ved de utaal-
modige, som er de lidende.

   Naar den Tid kommer, at man i Historien søger efter
personligt Ansvar med større Sjælekundskab og derfor paa
en kraftigere Maade end hidtil, hvad vil her ikke opdages!
De største Afgjørelser for Folks Skjæbne i Hundreaar vil
f. Eks. kunne føres tilbage til en enkelt eller et par Menne-
skers stormende Galskab. (Som vi alle ved, har Stormands-
galskaben saagodtsom sin eneste Aarsag - arvet eller selv-
skyldt - i den store Kjønssygdom). En Læge, som var en
Sjælekjender, har engang gjort mig opmærksom paa histo-
riske Skikkelser, som i Ord og Handlinger paa det mest
slaaende viste Stormandsgalskaben; med disse Mærker som
Vejledere kunde vi ane, hvad denne ene Sygdom har øde-
lagt for Folkenes Arbejde og Fremgang! Og vi behøver
aldeles ikke at tænke os til langt bortliggende Land eller
til store Krige for at finde Sygdommens Udslag i politiske
Begivenheder. Men for ikke at forarge skal vi bli i det
Fremmede, - og ta en anden Følge af Ungdommens al-
mene Mangegifte, nemlig Manglen paa Selvstyre, paa Maade-
hold. I den grundlæggnde Alder at gi efter, atter og atter
gi efter, det blir, som vi har sagt til Indøvelse i at gi efter
i mere, straks Lidenskaben kommer over en.
Se den ellers saa selvagtpaagivne, omhyggelige, ordentlige
Franskmand! Tar Lidenskaben ham, saa taber han alle
disse Egenskaber, d. v. s. al Modstandskraft; saa aabner sig
en Afgrund lige ved Siden af ham, og han styrter i. Denne
Afgrund flytter med ham, hvor han færdes, ind i den offent-
lige Forsamling, der han kan bære sig ad som Gal, ja, ud
paa Slagmarken. Afgrunden oplader sig og sluger Tusener,
just som Fædrelandet stærkest trængte til roligt Mod.
Frankrigs store Forfattere har endelig opdaget Afgrunden,
og vi kan sige, at det stinker over al Verden, af hvad de
nu drager op af den.

   Ej heller bør vi glemme blandt de Følger af indøvet
Mangel paa Maadehold, som gaar langt udover Kjønslivets
Grænser, at en Mands Livsevne løber ud, just som den
stærkest trængtes. Mirabeau samlede i sin Sjæl alle
Straaler af Revolutionens Omskabelsestrang; da han faldt,
blev der Mørke og Strid; men han faldt af Mangel paa
Maadehold. Gambetta var den tredje Republiks straa-
lende, geniale Foregangsmand; han gav den baade Maal og
Ære; nu ligger den fast i et Uføre. Men ogsaa han faldt af
s.95   Mangel paa Maadehold, faldt lige som Mirabeau, da han
stærkest trængtes til.

   I Vesten af Amerika skulde en berømt Politiker gjen-
vælges til Senatet i Washington; Valget foretages, som vi
ved, af vedkommende Stats lovgivende Forsamling. I denne
rejste sig en Ætling af en gammel puritansk Familje op og
sa: "Jeg har set vor berømte Politiker i Washington gaa
fra et Gilde til et offentligt Hus; men den, som kan bedrage
sin Hustru, kan bedrage flere". Kandidaten blev ikke gjen-
valgt. Naar kommer den Tid, at dette Maal blir lagt paa
os alle?

   Al Fremgang har Kraft til Selvstyre som første Vilkaar;
derfor skulde den afgjørende indøves i den grundlæggende
Alder, indøves stærkest i dette, det mest centrale for Væsen
og Vilje. Vi kunde dra frem Følgerne ogsaa i det private
Liv af, at dette forsømmes, Følgerne i den Upaalidelighed
og Karakterløshed, som alle klager over, men Hustruen og
Barnene højest - i den Nervøsitet, som Slægten lider un-
der, i det Tab af Overskud paa Livsglæde, som præger
Familjeliv, Omgang og Literatur. Men dette er ypperlig
gjort af samtidige Forfattere; jeg gaar det helt forbi for at
fæste Synet paa noget, som sjeldnere ses, og som især Kvin-
den lader, som hun ikke ser, selv naar hun ser det.

   Det er, at en vel indøvet Flerkonemand aldeles ikke er
færdig med det, fordi om han blir "lovlig" gift. Hvad er
det? Det er at elske Kjønnet, og det er selvsagt, at ingen
Vielsesattest gjør Ende paa det. Er han ikke saa hel-
dig at faa en Hustru, han i alle Fald efterhaanden lærer
at elske, Barn, han skammer sig for - jeg kjender rørende
Eksempler paa det -, eller en Stilling, han ikke tør sætte
paa Spil -, han forgaar sig, og det helt opi Oldingealderen;
for det slutter ikke. Selv om dette altsammen er tilstede,
han forgaar sig ofte endda: Lysten er der altid, og alene
Omstændighederne redder ham. Dette skulde Manden til-
staa og Kvinden vide, og ingen lege Skjul med. Var det
alment kjendt, hvorledes det er, vidste navnlig den gifte
Kvinde, hvor ofte, og hvor naturligt det er, at hun bedra-
ges; eller fandt Manden Mod til for Slægtens Skyld at tale
ud, idet han nemlig turde gi sit Bidrag til, at Slægten kunde
naa længer, end han havde naadd, - aa saa behøvdes
neppe mere! Saa vilde det tænde med Tunger og slaa med
Skam. Saa vilde mange Hjem ryddes for en magtfuldere
Opdragelse end den som nu kaldes saa. Kanske skete der
da Revolution i Skolen, vi stunder saa inderlig efter den;
kanske fik endelig Literaturen og Kunsten noget af "den
s.96   hvide Magis" Kjæmpekraft, og Bladene vaagede ikke som
nu at la det gli, eller endog selv at tilsøle Fantasien.

   Lad os endelig her ikke bare tænke paa Flerkoneman-
dens eget Hjem, og hvad der ødelægges - paa Forhaand
eller naar han er blit Husfar; lad os vel saa meget tænke
paa deres Hjem, som han slaar ned i. Det er en Skam,
naar selv Præster har rejst sig mod mig med den Indven-
ding at her kan ikke stilles samme Krav paa Troskab til
Manden som til Kvinden; naar Kvinder forgaar sig, saa
smittes Hjemmet. Det smittes kanske ikke det Hjem, hvis
Kone eller Datter det gaar ud over? Hvem er det især?
Vore Tjenestepiger, Sypiger, Arbejdersker. Ogsaa de blir
engang "lovlig" gifte; selv prostituerte Kvinder blir det, saa
lidet er endnu Ansvaret. Vi kjender jo Arvelighedslovene,
vi ved, at dette blir Letfærdighedens Arv ned i Afkommet.
Denne Flerkoneriets aarvisse Underminering af Samfundet
vil en Dag vise sig forfærdelig; det kommer til at sprute
os om Ørene; i de store Byer truer det stygt.

   Jeg slutter ikke denne Part af Udredningen, før jeg har
mindet om Flerkoneriets Høst af Kjønssygdomme. Vi
nævnte før "Stormandsgalskaben", en af disse afledet Syg-
dom; den er stærkere udbredt end mange skjønner. Vi
ser i det hele tat saa daarligt, naar det gjælder dette Strøg;
det er først nylig tat alvorlig under Arbeide.

   Som jeg holdt paa at forberede, hvad jeg her gaar over
til, nævnte sig en Kvæld nogle Navn, - Venners fra min
Ungdom, og efter dem fleres, deres Navn, som blev dræbt
eller gjennemskudt i sin Livskraft af den stor Kjønssygdom,
og som er komne til min Kundskab nu i en Menneskealder.
Naturligvis huskede jeg dem ikke alle, men bare dem jeg
huskede - for en Skare!

   Og blant dem saa mange begavede! Disse er de kraf-
tigste og farer derfor ofte uvornest, saa det Tab, Samfun-
det lider paa denne ene Konto, er langt sværere, end man
i Almindelighed forstaar. En, om hvem jeg trygt tør sige,
at han havde alle Vilkaar i sig for at bli et Verdensgeni,
døde ganske ung af denne Sygdom, dog ikke før han var
en berømt Mand. En anden Landsmand, som naadde Ver-
densry, ligesaa.

   Ingen maa tro, at denne Sygdom er en Slags Plebejer;
den er rundt om os i alle Samfundets Lag, og den naar op
til Tronen med. Jeg talte engang med en Kjønslæge, som
nu er en af Nordens største Operatører. Vi kom ind paa
Forslaget om de kortvarigere Forbund mellem unge Mænd
og Kvinder, som nylig er gjort, og vi var enige om, at for
s.97   de fleste kunde dette bli en Glidebane. Han sa da, at om
intet andet talte imod slige Forslag, saa vilde det, at ogsaa
Kvinden lettere kunde smittes, være mere end Grund nok;
for saa fik hun enten intet Barn eller ofte de elendigste.

   Vi kjender ikke til, hvor indgaaende denne Sygdom i den
sidste Tid er studeret og dermed gjenindsat i den Rædsel,
som der med rette skal staa af den. Vi ved ikke, at disse
daarlige Tænder, Øjne, Øren er Selvødelæggelsens Arv til
os fra nogen før os; at disse græsselige Benskader eller
anden legemlig Vanførhed, som udstiller sig i Gaderne, i
Almindelighed ogsaa er derfra. Jeg tror, at slige Bøger,
som nogen af de sidste fra franske Fagmænd, skulde sam-
mendrages og overføres paa vort Maal. Intet vækker Sam-
vittighederne saaledes som Viden.



   Hvorledes skal vi gaa ikast med det Mangegifte, som
sætter saa dybe Mærker i Slægtens Karakter og ødelægger
dens Helse?

   Det gjælder her at møde Ligegladhed og Haabløshed
- langt mere end at modlægge dem, som tror, Botemidlet
er at gi fuld Frihed. Det sidste er imod Ægteskabets hi-
storiske Fremgangslinje; det gaar aldrig. Men den, som
hver Gang denne store Sag kommer paa Dagsordenen,
overvældes af de Oplysninger, som da styrter over en og
da taber Troen paa den sikre Fremgangslinje, eller synes,
at noget særskilt Arbeide ikke nytter, ham maa vi prøve at
gi Haab og Mod.

   I London drar den Dag i Dag en Mand omkring med
en Haandvogn, som der staar et stort Bur paa, og i dette
en Hund, en Kat, nogen Rotter og Mus, en Del Smaafugl.
Naar det er koldt, slutter Hunden og Katten sig sammen,
og Rotterne, Musene, Fuglene tyr til disses varme Pels.
Saaledes kan Tusenaars Fiender gjøres til Venner i ét éne-
ste Slægtled, og endda tviler nogen om Opdragelsens Magt?

   Dengang de videnskabelige Bevis for Arvelighedslovene
blev alment kjendte, opgav mange Troen paa den; alt var
Arv, og mod den nyttede det ikke at stride. Men efterhvert
som man trængte dybere ind i Emnet, fattede man at Arv-
krydsningen er saa rig; man kan gaa ud fra at ingen ene-
ste har bare daarlig Arv; det gjælder i hvert enkelt Til-
fælde at finde de Traade, som kan tvinnes sammen til at
s.98   bli de stærkeste. Saa langt fra er det at Arvelighedslovene
gjør Opdragelsens Arbejde unyttigt, at det tvertom tilfører
det den største Hjælp, ja, kommer til i meget væsentligt at
omgjøre den.

   Vi har glat væk gaat ud fra, at hver Mor var den beste
Opdrager af sine Barn. At hun kan være det, ved vi alle;
men at hun altid er det? Hvem blir fortrinsvis gifte? De
vakreste og de rigeste, d. v. s. de, som gjerne har været
foretrukne og forvænte, og altsaa hverken har det Taalmod
eller den Selvfornægtelse, som er Vilkaar for Opdragelse, ej
heller den Menneskekundskab, som skal til. Det er nemlig
ikke dem, som altid bydes op, der ser best, det er dem,
som sidder over; de opdager Selskabet. Saa det hænder
altfor ofte, at en Hustru selv maa gjennemgaa en grundig
Opdragelse, før hun kan opdrage andre; det hænder altfor
ofte, at Barnet arver Moderens Fejl, og saa banker og kjæ-
ler Moderen dem ind i Barnet én Gang til. Og hvor liden
den end er, den Viden, som en ung Hustru gaar til Opdra-
gelsen med! Hvor skulde hun ogsaa ha lært den, hvis hun
ikke har havt fire-fem Søsken efter sig? Hun ved neppe,
hvordan et Barn skal stelles og linnes, end sige det videre.
Hvad særskilt det angaar, som vi her har for os, henviser
jeg til en Bog af Doktor i Medicin Mrs. Blackwell (i
forkortet Stand oversat paa dansk, Gads Forlag, Kjøben-
havn), der det fortælles, at allerede mens Barnet ligger i
Bleerne, maa der tas Hensyn til det, som skal forberede
en sædelig Opdragelse. Hvor mange Mødre ved saadant?
Men med den Kundskab, vi nu begynder at faa, vil For-
ældre spørge sig selv, om de ogsaa er de beste Opdragere
eller om de ikke maa søge Hjælp. Navnlig naar det gjæl-
der Fortrolighed, som er et uomgjængeligt Vilkaar langt ind
i den voksne Alder, - savner Forældrene Evne for den (og
det kan jo let hænde), saa skaf en, som har den! Med
Fortrolighed menes ikke alene fra Barnets Side, men der
maa tales aabent med Barnene om Arv, som de skal komme
over. Opdragelsen maa bli aarvaagent Samarbejde. Arve-
lighedslovene tilsiger dette.

   Den skjønneste, fortrøstningsfuldeste af alle disse Love,
den om "Varieringer", har i den senere Tid været nægtet,
men er blit hævdet med uimodstaaelig Styrke. Jeg ved, at
jeg kan eftervise den i min egen Familje; de fleste af Dem
vil kunne gjøre det i Deres. Loven er, at om jeg har arvet
et godt Anlæg og arbejder dette ud, mens jeg er ung, til en
stor Færdighed, til en Talent, og jeg senere faar Barn,
saa kan Barnene arve, ikke alene af Anlægget, men af den
s.99   Kraft, jeg har lagt i Arbejdet. Naar man miskjender Loven,
kommer det vist især af, at man vil se Anlægget arvet i
nøjagtig samme Form (f. E. et Kunstanlæg), mens Indvirk-
ning fra anden Kant naturligvis gjør, at det ofte optræder
i en anden. - Og paa lignende Maade: om jeg har arvet
et daarligt Anlæg og itide arbejder dette væk, fordi jeg har
havt forstandige Opdragere, som har sagt mig, baade at jeg
havde det, og hvem jeg havde det fra, og har bedt og vel-
signet mig om at komme længer end f. E. de selv har aar-
ket; om jeg var saa heldig at vinde over det og gjorde dette
i ung Alder, saa kunde Barnene arve af den Styrke, jeg
la i Arbejdet; for dem faldt det altsaa lettere. Ikke alene
har jeg saa strævet for mig selv, men for min Slægt i næste
Led og derved for alle de efterfølgende. Naar denne store
Lov blir lært i alle Skoler, præket i alle Kirker og prakti-
seret i Hjemmene; naar den blir saa alment kjendt, og
trodd, som Arvelighedens almindelige nu er, da vil den
alene omgjøre Opdragelsen.

   Vi nævnte Skolen og Kirken. Hvem er det, som i Reg-
len nu gjøres til Skolemestere? De, som har aflagt gode
Kundskabsprøver. Er det det samme som at være en god
Lærer? At forstaa at gi Barnet en Lekse, gaa den vel igjen-
nem og saa pille den ud af Barnet igjen - er det nok?
Det kan enhver Træhest øve sig op til. Nej, alene den er
Lærer, som i den hellige Time, han eller hun har Barnets
Sjæl aaben i Tro og Videlyst, ikke alene forstaar at lægge
Emnet klart tilrette, men i og med Emnet skinner af Lære
og Væsen saaledes paa Barnet, at det faar Lyst og Tro paa
mere end Lærerens Ord. Alene den, som kan dette, er
"Skolemester", og andre skulde aldrig bry sig med det.
Med andre Ord: indi enhver Lærer maa der være en Op-
drager; han maa være et etisk Talent. Vi nævnte før,
at Talent var at arbejde et Anlæg op til en stor Færdighed.
Nuvel; der er hele Slægter, som er komne længer i det
gode end andre, og blandt disse igjen er der somme, der
er det saa helt, at det at tale med dem er at bli klar, og
det at omgaas dem: aldrig at ha lyst paa andet end godt.
Disse er etiske Talenter. Alle som én har de Kald for og
Hug til Lærergjerningen; men der er noget i vor Maade at
ta denne paa, som holder de fleste borte.

   Jeg stod engang i Skolen hos et etisk Talent, en liden
Skole, som kunde overses. Jeg sa, da vi kom i Énrum:
saavidt jeg forstaar, er der ingen paa denne Skole, som
driver Selvbesmittelsens Last. Nej, svarte han, den tror
jeg, vi har faat ud. - Hvorledes det? - Jo, jeg kan, tror
s.100   jeg, lægge Armen om et Barns Hals og tale sagte med det.
- Det er vel ikke gjort med det? - Nej, saa prøver jeg
at tale aabent om dette med dem alle. Og nu er det kom-
met derhen, at Barnene passer paa hverandre; ingen Kon-
trol er saa stærk som Barnenes indbyrdes. - Han la til, at
denne Last kommer ikke af Naturtrang; Naturen retter sig
selv. Den er i den Grad ikke Naturtrang, at ingen, som
ikke har været ude for et ondt Tilfælde, kan komme paa
det, uden at nogen anden lærer dem det. Men denne Last
herjer de fleste Skoler, den er ikke til at rydde ud, - saa
lidet løser Skolerne endnu sin etiske Opgave. Vi sender
Barnene did for at bli bedre - og sender dem altfor ofte
ind i hin Last, som er Indgangen til Flerkoneriet og der-
med Opøvelse i den Karakterløshed og Upaalidelighed, som
gjør Livet saa uudholdeligt.

   Naar Skolen engang ordnes af etiske Talenter frit efter
deres egen Vilje (og dertil kommer det senere eller tidli-
gere!), saa vil ikke alene al Slags Idrætsleg og legemligt
Arbejde bli Dele af Opdragelsen i Skole som Hjem ander-
ledes end nu; men man vil ikke kunne tænke sig en Skole
uden Læge som Lærer, vel at mærke: en Læge, som selv
er et etisk Talent; der er nok af dem, som ikke er det.
Kvindelige og mandlige Læger. Skolerne maa bli Fælles-
skoler, der Kjønnene fra unge af kan lære at omgaas hver-
andre som Kammerater og ikke som nu staa skilte og se
paa hverandre som rare Fugle og faa Fantasier derefter.

   Men saalænge Skolen ikke engang har Opdragelseslære
som Fag, skjønt det at vide at skjøtte sin legemlige og aan-
delige Helse (og sit Afkoms) er det vigtigste af alt (Spen-
cer), saa kan vi ikke vente Øje for det mere.

   Ogsaa i Forholdet til Præsten følger vi nu en Tradition.
Det at kunne holde en Tale er blit Hovedsag; men det at
være i Samfund med sine Trosfæller (og dette er ikke alene
Hovedsagen, men hele Sagen) er sjeldent. Første Vilkaar
herfor er at begynde med Barnene. Som nu at overgi Ind-
øvelsen i Kristendom til enhver, som har aflagt Eksamens-
prøve i Religionskundskab, er mere end letsindigt. Enten
har Barnet faat et Gudsforhold, som det gjælder at styrke,
eller dette skal først stiftes; begge Dele kræver særegne
Anlæg og Livserfaring. Saadant har flere i Menigheden,
kanske især Kvinder, og disse maa hjælpe Præsten (som
i Amerikas og Englands Søndagsskoler). Lad saa Skolen
være Skole og Indøvelsen i Kristendom noget helt for sig.
Kanske Ungdommens Hang til det, som ender i Flerkoneri,
s.101   da fik Modvægt, - paa den ene Side i virkelig Viden, paa
den andre i et alvorligt Gudsforhold.

   Men det forstaar sig, at Grundvilkaaret herfor maa være
den lille Præst hos de faa og ikke den store Præst for tusen
i en stor Menighed.

   Jeg spaar, at vokser det Krav op til at bli alvorligt,
som nu stilles til Ungdommens Sædelighed, saa vil det om-
gjøre vor Opdragelse, vor Skole og vor Kirke.

   Og det vil gjøre mere.


   Vi begyndte med at sætte den fuldmodne Alder, omtrent
25 Aar for Manden og 21 Aar for Kvinden, som den Slæg-
ten i Almindelighed maatte vente paa, før Ægteskabet burde
indgaas. Ligesom dette Maal hidindtil ikke er sat saaledes
op, at det har grebet Menneskenes Vilje, saaledes er heller
ikke Livet indrettet paa det.

   Mange svarer at heller ikke ved fuldmoden Alder kan
Folk nu gifte sig. Det kan saa være; en stor Del naar ikke
til; men den største gjør det. Og jeg gad se, naar Maalet
blev alment kjendt som det naturgivne rette, derfor ogsaa
alment vedtat, om saa ikke Livet indrettedes mod det. Om
f. Eks. ikke Staten blev nødt til at opgi Krav til Ungdom-
mens Studietid, som gaar stik imod Naturen; om ikke og-
saa mange Forhold ellers maatte lempe sig. Det er saa
underligt med det, som alle vedgaar at være Ret; det ejer
en stor Ordningsmagt.

   Andre svarer, at den Ungdom, som holdt sig kysk til
da, blir umaadeholden i Ægteskabet. Kan hænde; men at
den, som har lært Afholdenhedens Kunst, ogsaa har let-
test for at bli maadeholden i Ægteskabet - og navnlig
maadeholden til ret Tid -, det vil nok være Reglen.

   Der har været ivret mod tidlige Forlovelser, og især
fra æstetisk Stade. Fra moralsk tror jeg, de tar sig ander-
ledes ud. Ikke netop Forlovelser med Haandslag og Pagt;
de tidlige gaar neppe saa for sig. De bestaar vel i, at hun
føler sig sikker paa, at det er hende, han mener, og han
kan gi sit Liv paa, at hun vil vente paa ham, - og saa
venter de. Havde vi Kundskab om, hvor mange slige For-
lovelser har baaret over Fristelser, saa velsignede vi dem.
Naturligvis, dersom det skal bli til Ægteskab, maa de unge
undervejs ærligt ha byttet ud, hvad som gaar til Hjerte
s.102   eller Vilje af alt det, de har lært, saa de fremdeles holder
Takt og Fodlag. De lykkeligste Ægteskab paa Jorden har
været en Del af disse; i ingen anden Alder end vor første
Ungdom er vi saa sikre i Følelsen for det med vor egen
Natur Samhørige, d. v. s. saa ovenover alle andre Hensyn
end dette ene.

   Men skal et Ægteskab faa indgaas i fuldmoden Alder
(eller noget saa nær efterat den er naadd), maa hverken
Parterne eller deres Forældre møde op med store Krav til
Indtægten. Kvinden har hidtil ikke kunnet eller villet bære
sin Del til Ernæringen, har derfor ikke sat Krav, efter hvad
hun selv evnede, men efter hvad hun faldt paa. Kvindens
selvstændigere Opdragelse og Undervisning vil efterhaanden
gjøre Ende paa saadant.

   Paa Landet hos Bønderne er Kjøkkenet det største Rum
i Huset; dér samles alle til Maaltiderne, dér holder de sig,
naar de har fri. I Amerika blev jeg glad ved at se det
samme i Byerne hele Middelklassen over og tildels udover
den: et stort, lyst, vel ventileret Kjøkken som det fornemste
Rum i Huset, en Komfur, som ofte var et lidet Kunstværk,
ofte Sofa og Tæppe paa Gulvet, og til sine Tider aabne
Døre og gratis Varme ind til de andre Rum. Saaledes har
i Amerika mange unge børjet, som senere har naadd stor
Velstand. Hos os ligger Dagligstuen og Spisestuen for sig
en smal, lang, mørk Gang, omtrent som en Tarm, fører fra
disse ud til Kjøkkenet, ikke større end en skikkelig Blære,
og inde i den gaar nu en Tjenestepige og stuller for sig
selv, en, vi intet Ansvar har for, og intet med forresten;
Den unge Frue sidder i Stuen og passer sin Næse for Mad-
lugt. De, som svarer, at Krav paa Luksus er et Vilkaar for
Fremgang, svarer jeg, at de godt kan naa frem til Luksus
om de børjer med Kjøkkenet.

   Her er altsaa et af de Vilkaar, som jeg tror maa bøje
sig, hvis vi faar sat op det Maal, at Fuldmodenhedsalderen
er Ægteskabets naturlige. Og mange med det.

   Somme har sagt, at straks Barnene kommer til, gaar
Idyllen istykker; den ene af Parterne kan saa intet videre
Bidrag gi til Ernæringen. Men ogsaa det vil ordne sig an-
derledes, hvis det blir alment, at to unge, som kan ernære
sig ved Fuldmodenhedens Alder, flytter sammen i Ægteskab.
Barnehaverne er Indledning til det.

   De, som ivrer for Ægteskab uden Barn som eneste Vil-
kaar, synes mig at være inde paa en farlig Afvei. Men er
der tale om Ægtefæller, som ikke kan være maadeholdne,
og navnlig ikke til ret Tid, og der altsaa alene er Valg mel-
s.103   lem at faa for mange Barn d. v. s. dem, man ikke ønsker,
ikke kan ernære, ikke opdrage, - er der alene Valg mellem
det og et ægteskabeligt Samliv uden disse Følger, saa vilde
det være dumt og fejgt ikke aabent at tilstaa, at det første
er det værste.

   Det er grejt, at hvordan man steller sig, saa blir et
stort Tal staaende udenfor Ægteskabet. Og her maa jeg mod de
nyeste Samfundslærere paa Omraadet faa Lov til ta de Tuse-
ner i Forsvar, som slet ikke vil gifte sig. Jeg tror,
det er noget af det sundeste i de senere Tiders selvstæn-
dige Tænkning, at saa mange har opdaget, at Ægteskabet
ikke er alles Maal, navnlig ikke alle Kvinders, som før lær-
tes. Jeg tror, der er en stor, stor Mængde, som ikke er
skikket for det. Hvorledes skulde det gaa os, om det ikke
var saa? Er vi taknemlige nok mod de Tjenestekvinder, som
blir i vore Hus, fordi de har faat os eller Barnene kjær og
ikke alene gjør vort Hjem til deres, men gjør det til Hjem
for os? Regner vi efter, hvad vi skylder dem, for at vi har
det trygt og hyggeligt? Om alt det, som var godt i Sam-
fundet, gav Lys fra sig, og vi stod paa et højt Sted og saa
det, og alle de Lys sluktes, som vore trofaste, dygtige Tje-
nestekvinder gav Livet, - der vilde bli mørkt! Og Lærer-
inderne, som (frivillig eller ufrivillig) har opgit at stifte
eget Hjem mod at gjøre Skolen til Hjem for vore Barn, og
er lykkelige i det og lykkes i det, saa det for en ikke liden
Del skyldes dem, at vore Barn engang stifter hyggelige Hjem,
- har vi mange større Velgjørere iblant os? For det er
dette, de er, baade disse og vore gamle, tro Tjenestekvinder.
Og hvis vi var komne saa langt, at vi ærede Kvinden for
det, hun er i sig selv, istedenfor i hende at ære hendes Far
eller Ægtefælle, saa ved jeg, at paa Højtidsdagen var det
en slig Velgjører af vort Liv, vi førte tilbords blant de
beste, og ogsaa ellers hædrede og lønnede anderledes end
nu3

   Tallet af dem, som ikke kan gifte sig, og som heller
ikke kan styre sin Kjønsattraa, især naar Drik kommer til,
s.104   er endnu saa umaadelig stort. Meget af det, som rejser
Attraaens Fantasi, saa langt fra modarbejdes, at Samfundet
tar det under sin Varetægt. Det møder os i Byerne paa
hvert Gadehjørne, det er indarbejdet i vor Literatur og
Kunst, det lokker i hvert Teater, hver Kunstudstilling, det
breder sig i Aviser, Udsalgssteder, flytter med ind i Husene
som Udstyrsluksus, Baldragt, Sæder. Samtidens Smag er
ikke fravendt Fristelsen, men vendt til den. Endelig har
dette vakt Ansvar.

   Men samtidig er saa mange (og navnlig i Norden) meget
strenge mod dem, som bukker under! Jeg forklarer denne
Modsigelse deraf, at der er noget, som trods vor Over-
trædelse holder os paa Fremgangslinjen, ja gjør os ubillige
i vor Iver for at andre ikke skal komme udenfor. Det
være hermed som det vil, - vi maa forstaa, at skal vi være
hjælpende og ikke alene dømmende, saa maa vi ikke skræm-
me. Navnlig naar Barn kommer til og Barnet elskes, maa
dette faa læge sin Mors Brøde; vor Kjærlighed til Slægten
tilsiger det. Selv de værste Forgaaelser kan tas for Syg-
dom og staa til at helbrede. I Frankrig findes allerede en
Række Sygehjem for Nervesvækkede, d. e. Mennesker øde-
lagte af Drik, Morfin, Opium, Hor; mange gjennemgaar der
med Held Kure, som for nogle Aar tilbage vilde synes Un-
dere. De værste, de som har bragt sig selv paa Dødens
Rand, kan ofte komme ud igjen karske paa Helse og Vilje.
Selv efter Tilbagefald gjøres det om igjen baade én og to
Gange. Her er vi inde paa noget, som efterhaanden vil
vinde fast Metode, og da vil snart ogsaa hos os slige Hjem
rejse sig i Landets forskjellige Dele, og om ikke før, saa
kanske da vil nogen og hver faa Øjnene op for, at her
staar vi foran en Sygdom, arvet eller paadraget, som
kræver Hjælp.

   I Sammenhæng hermed vil jeg fortælle dem, som har
ført sit Kjønsliv paa Afveje, at der findes Raad for det, selv
for de værste. Betro jer bare til nogen; allerede i at søge
Fortrolighed ligger Hjælp; men da vil I faa bedre Mod til
ogsaa at gaa til en Læge. I ved kanske ikke, hvor langt
Videnskaben her har naadd.

   For at faa Folk til at indse, hvor barmhjertig hjælp-
somme de her maa være, vil jeg nævne, hvad en berømt
Antroprolog siger: "I vore Aarer gaar Blod fra de Menne-
sker, som røvede, kjøbte, solgte sine Hustruer, vi kan end-
nu overfaldes af Kjærlighedsformer, egne for Australierne og
Hottentotterne, ja af endnu styggere, som kanske fandtes
hos Folk i tidligere Jordlag (epoker). Fortid, Nutid, Frem-
s.105   tid er saaledes sammenvævet i den menneskelige Skabning,
at her maa vises Varsomhed. Men hvor langt har vi dog
alt naadd? Vi kan omsætte vor Attraa, vi kan elske til
Døden, uden at Kjønslidenskaben mættes; vor Kjærlighed
kan fri sig helt fra Instinktet og bli til Tanke og Følelse;
den kan omfatte i inderlig Hengivelse, hvad den aldrig har
sét, og paa det leve kysk sit Liv igjennem, vi kan gjøre
andre lykkelige i vort Sted og ofre os med Sjæl og Krop
til bestemte Opgaver. Hjernehemisfærerne har en styrende,
tæmmende Kraft, som kan byde over den mest tyranniske
af alle centrifugale Kræfter, den, som kan drive Dyr til at
ofre sig som Individ for Arten."

   Darwin siger: "Jo mere Brug der blir for vor Kraft
i Civilisationens Tjeneste, jo mindre paa Lediggjængeres og
Besattes Vis."

   Spencer kalder det, vi saaledes sætter til, for "Spild-
damp" og mener, at den kunde bedre bruges "i Maskineriets
Tjeneste". Aldeles ligeartet ytrer sig Comte og Stuart
Mill, saa vi har Samtidens største Tænkere med os.

   Jeg tør kanske her minde om, at Muhamedanerne (og
efter dem Mormonerne) fører som Undskyldning for Fler-
koneriet, at en frugtsommelig Hustru bør være med Fred;
ellers blir den sanselige Arv i Fostret for stærk. At paa-
lægge Kvinden Afkald for Slægtens Skyld, og selv fejgt und-
drage sig det, kan ikke være Undskyldning for Flerkoneri.
Men Spørsmaalet er i sig selv af stor Vægt; blant os er det
først blit rejst i den aller siste Tid. Somme Læger ytrer Tvil,
som jeg her ikke skal indlade mig paa, skjønt de er af sjæ-
lelig Art. Mig synes Sætningen at være sand; Moderens
Kamp til Sejr (hvis der er nogen) maa sætte Arv i Fostret,
hun bærer, - saa vist som der gaar Arv af det modsatte.
Men er det sant, da er dette en af hine Sanheder, der lig-
ner dybe Øjne, som synes at ha et andet inde i sig. Der
er en Sanhed inde i denne igjen, som vil stirre paa Menne-
skeheden, til den lystrer.



   Før jeg haster mod Slutten, maa jeg sige et Par Ord
om Skilsmisse, fordi den af mange holdes for at være Lo-
vens Bifald til Mangegifte og derfor i sig selv utilladelig.

   Nu mener jeg naturligvis, at alene det er Ægteskab i
Engifte, som ærlig tros indgaat for Livet; men deraf føl-
s.106   ger ikke, at det maa holdes, hvor fejltagende det end kan
være.

   Siden jeg for mange Aar tilbage tog paa med denne Sag,
har jeg havt Æren af fleres Fortrolighed, og jeg er efter-
haanden blit sikker paa, at Mesteparten af ulykkellge Ægte-
skaber skyldes det, som er indøvet før Ægteskabet. Mange-
giftet i Ungdomstiden drar sine Følger indover Ægteskabet
i Éngifte, enten i Skikkelse af Utroskab eller som Upaali-
delighed, Ustadighed, Sindskulde, Træthed, utaalelig Nervø-
sitet og sygelig Mistro til Mennesker, - for ikke at nævne
det værste: den store Kjønssygdom og alle dens Afsyg-
domme.

   Men siden jeg er blit sikker paa det og ser, hvor van-
vittig ansvarsløst Ægteskab endnu ingaas, staar let Adgang
til Skilsmisse for mig som uomgjængelig fornøden. Saa-
længe vi taaler Ungdommens Mangegifte, maa vi finde os
i hyppige Skilsmisser. Vi maa ikke længer være saa hjerte-
løse at sige til en Hustru, som klager over, at Samlivet gjør
hende værre Dag for Dag: "du har jo Barnene at holde
dig til; de er din Frelse". For kunde hun søge "Frelse" i
dem, da følte hun sig naturligvis ikke værre Dag for Dag.
Heller ikke Barnene skal ha en Mor, som mistviler. Og
den mandfolkeagtige Vane, vi har, at se paa en skilt Hustru
som paa noget mindre end en gift, maa vi lægge af. Har
en Kvinde gaat ud af Ægteskabet for at bærge sin Selv-
agtelse, fortjener hun vor Agtelse fremfor mangen gift
Hustru, og det maa vi vise hende.

   Jeg slutter med noget, som jeg kalder Flerkoneriets
Idealer over vort Liv; vi har hidtil ikke lagt nok Mærke
til dem. Vi var inde paa dette, da vi talte om den behage-
syge Forfængelighed, som opales, naar en holder sig selv
paa Udstilling den grundlæggende Alder igjennem. Skal For-
fængeligheden ha Overtaget netop i den Tid, da vore Idealer
dannes, saa ved vi, hvordan de blir. Men kommer en stærkt
opøvet Nydelse til og udelukkes Troskaben, mens Erobrings-
sygen, tirret indtil Grusomhed, faar være raadgivende, -
ja saa blir vore Idealer Fiender af dem, vi ærer i et sæde-
ligt Hjem. Det blir Forfængelighedens, Nydelsens, Menne-
skejagtens Idealer over vort Liv; fra Fyrstehusene og ned-
over vil de brede sig mageligt smittende, - Side om Side
med det uskadeligste Præstepræk imod dem.

   Saa langt ifra at Kvinderne i Almindelighed samler sig
til Modstand, at selv de ærbareste ofte troskyldig tjener dem
uden at vide, hvad de gjør.

   Jeg gaar ikke efter de hundre Maader, som dette sker
s.107   paa; jeg nøjer mig at brænde ind i Hukommelsen noget en-
kelt. Paa en Pariserudstilling saa jeg Don Juan, Flerkone-
mændenes Ideal, fremstillet af en stor Mester, i det Øjeblik,
Donna Annas Far, Kommandanten, er vendt tilbage fra
Dødens Rige for at føre Don Juan til Helvede. Baaden,
som skal bære over Dødens Vande til det ukjendte, støder
netop fra; ved Roret staar Kommandanten kjæmpehøj, for-
an ham Don Juan med korslagte Arme og trives ikke. Han
er en mandig, kraftfuld Skikkelse i hin Tids spanske Dragt,
navnlig har han under en sterk Pande et Par Øjne af slig
Dragning, at naar vi kom fra de andre Sale og gik forbi
den aabne Dør til denne og saa det svære Maleri midt
imod, kunde disse Øjne ta os indover én Gang til. De havde
den Ormemagt, som gjorde Kvinderne øre. Ved hans Fød-
der laa Donna Anna og lige ved hende Donna Elvira, hun,
som altid forfulgte ham. De klagede hændervridende over,
at de maatte slippe ham, - de vilde følge, om det saa gik
til Helvede. Paa Stranden stod de "1003", han alene i Spa-
nien havde "erobret". Ogsaa disse med udstrakte Arme,
bedende, skrigende, grædende eller stumme af Fortvilelse
over at se ham for siste Gang. Her har vi alle Vellystens
Typer, den blonde, den brune, den fede, den magre, den
unge ligesom inde i et stort Haar, den gamle hylende mod
Maanen; somme kastede sig i Havet for at svømme med -
til Helvede.

   Alle disse Kvinder var nøgne og malte med sikkert
Kjendskab til Naturen; men skjønt de var det, - ingen af
dem var saa tynde om Livet som vore unge Damer, naar
de er klædte. Dette var det, jeg vilde ha brændt ind. Hvor-
for bærer de sig saadan ad, altsaa mod Naturen, og lige-
fuldt med sine ærbare Mødres Samtykke?

   Fordi de tror, at derved lokker de paa noget i Mæn-
denes Smag, som vistnok ikke er det beste i den, men det
almindeligste, - Skjønhedsidealer, som Flerkoneriet har
alet. Vore Læger er utvilsomt ikke endnu vore etiske Raad-
givere i det Mon, som de burde være; men i dette Stykke
har de gjort Ret for sig; her har de advaret. Desuagtet -
vore unge Piger snører sig med Dødsforagt, og Mødrene
samtykker! Gaa nu ud fra dette ene lille Drag og se rundt
i Livet, om der ikke er fuldt af lignende. Vi ser ikke, hvad
Arv vi sidder i.

   Sluttelig et Ord til de unge Mænd, som kanske nu hø-
rer mig. Paa den lille norske Krigsskole stod engang et
etisk Talent af øverste Rang; det var den senere Biskop
Jørgen Moe. Han skinnede sig saaledes ind i Ungdom-
s.108   mens Tro ved sin Tale, sit Foredøme, at flere af hans Ele-
ver sluttede et Forbund indbyrdes bl. a. ogsaa om at kom-
me kyske ind i Ægteskabet. Tilfældet har gjort mig viden-
de om, at bare ved at høre dette Forbund omtale er flere
lignende blit stiftet, nogen af bare to sammen, saa ivrige
var de. Vi skal tro paa Ungdommen! Den higer efter at
vie sine Kræfter til det ædleste; men saa maa det ogsaa for
Alvor sættes op for dem. Om der var talt til os ældre, da
vi var unge, som jeg nu har prøvd at gjøre det her, jeg
tænker, vi havde baaret os anderledes ad, og at meget for
os i dette Land ogsaa nu var anderledes. Skal vi faa det
derhen, saa maa her tales ud.

   En ædel Veninde i Stockholm meddelte mig følgende:
Dengang det blev kjendt, hvad for Udsvævelser nogle Yng-
linge i de højere Skolers øverste Klasser i denne By hen-
gav sig til, havde hun en vakker Gut iblant dem. I stor
Skræk tog hun ham for sig og bad ham sige ærligt, om han
havde været med. Nej. - Hvorfor ikke? - Fordi Mama
havde talt med ham om saadant. - Det kan hænde, hun
blev glad! Jeg ber flere Mødre gjøre sig selv denne Glæde.

   Jeg ber unge Kvinder om at være sikre paa den Mands
sædelige Alvor, som de vier sig til; saa ansvarsløst som
hidtil maa det ikke længer kunne gaa. Flerkoneriets Føl-
ger i Ægteskabet maa bli færre end de hidtil har været;
det staar i Kvindens Magt at sørge for det. Det staar ogsaa
i hendes Magt at holde Flerkoneriets Idealer borte fra Hjem-
mene og møde dem i Barnenes Sind.


1  tilbakeFor en Del Aar tilbage kom en Bog ud i England, som blev over-
sat paa de fleste europæiske Maal, og som sagde sig skrevet af en
Læge(?). Den anbefalede fri Kjærlighed med Forsiktighedsregler
og saa heri et Boteemne for mange Samfundsonder. I Norden skabte
den et Livssyn, som fik sin Literatur. Forfatteren gaar ud fra, at
Kjønsomgangen bør begynde med 14-16 Aars Alderen for begge
Kjøn. (Sammenhold Siderne 75, 87 og 93 i den danske Oversættelse,
første Oplag.)

2  tilbakeDen bekjendte Parker sa ved en slig Lejlighed: "Vent til jeg har
talt!" - og han nævnte Gaden, han gik igjennem. - En an-
den Taler sa, da de skjød og ikke traf: "I træffer ikke engang!" -
og talte videre.

3  tilbakeMens vi er inde paa, hvorvidt alle skal gifte sig, bør vi stoppe en
Vildfarelse, som har bredt sig adskillig, den nemlig, at der fødes
flere Kvinder end Mænd; somme har deraf villet drage ud den Lære,
at Naturen selv har sagt: to til Mands! Nej, der fødes, saalangt vi
kan gaa det efter, omtrent lige mange af hvert Kjøn, eller lidt flere
Mænd. Men "i den grundlæggende Alder" bærer den mandlige
Ungdom sig saaledes ad, at der dør flere Mænd end Kvinder, eller
blir sindssyge, eller blir Selvmordere. Ogsaa senere hen dør de af,
hvad de forbrød som unge.
\n
    
bla bakover
bla forover
   
bla bakover
bla forover