{dokprovignett}
Bjørnstjerne Bjørnson(1832-1910) Artikler og taler
KRONOLOGISK
s.543  
[Stiklestadtalen.]

4de Juli 1882

   Velkommen er sagt os af Kvinder og Mænd, saa lyst
som til Fest; men vi føler det ogsaa sagt af den Natur, som
her oplader sin milde Storhed. Det Velkommen er højtide-
ligt. Det maner os til at huske Stedet og Stunden for 852
Aar siden.
   Dengang var det ikke Bønderne, men Kongen, som den
nye Tid bar frem til det skarpe Møde. Nu tviler ingen om,
at det er Bønderne, som den nye Tid bærer frem - ikke
for at faa løst de fleste af sine Krav, - ingen enkelt Slægt
formaar saa meget -, nej, for at faa løst en liden Dels Del,
nemlig en Del af de nye Krav i Statsordningen, Folkets
Selvstyre.

   Dengang, for mere end 800 Aar siden, havde ædle sven-
ske Mænd sluttet sig til Kongens voxende Tog, selv fyldt af
den nye Tid. Nu er det Bøndernes voxende Hær, de slut-
ter sig til, de svenske Mænd, som har forladt det gamle, og
ser ud efter det ny.

   Stedet, vi staar paa, gjør langsynt. Historien løfter sig
af disse Grunde i slig Klarhed, at vi ser Folkets Aandsveje
langt tilbage og langt frem; thi det Slag, som sloges her for
over 800 Aar siden, det rejste sig af noget, som laa langt
tilbage, og det har endnu ikke idag udtømt alle sine Følger.

   Det gjaldt ikke væsentlig den kristne Tro. Det gjaldt
mere en anden og ældre Kamp, den mellem Kongedømmet
og Storherrerne. Slaget var selv en Afslutning af en Del
af denne Kamp, men en Indledning til en ny, som atter fik
en foreløbig Afslutning i Haakon den gamles glansfulde
Regjering, men lange og sørgelige Følger i Foreningen med
Danmark, da vi uden Stormænd gled under og blev Almue.

s.544  
   Men just dette gjorde, at vi i Gjenrejsningens Tid stod
fremst i Rækken og mest rede, da Lighedens og Frihedens
Evangelium i Aarhundredets Skifte gik sejrende over Eu-
ropa. Men noget endeligt har vi ikke naaet, det viser bedst
den Kamp, vi nu staar i; thi det kan ikke overdækkes, at
den er en national Kamp. Den er paaført os af de samme,
som har modstaaet alle nationale Begyndelser hos os, fra
Maalstræv og Højskole til Skyttersag, - og vi ved, at hvis
vi taber i den nuværende Kamp, glider vi ind under Sve-
rige. Hos os er enhver større politisk Kamp uvilkaarlig
en national. Dette er Følgen af i snart fem hundrede Aar
at have været afhængig af et andet Lands Konge; den var
uundgaaelig.

   Altsaa: noget endeligt har vi endnu ikke naaet; men
hvad som selvfølgeligt maa være vort Maal, hvis Udviklin-
gens Logik skal fortsættes, det ser vi alle, og med størst
Klarhed, naar vi staar paa et historisk Sted som dette.



   Her paa Stiklestad for 800 Aar siden var det Konge-
dømmet, som sejrede, og skulde sejre, her som andet-
steds. Dets Historie siden hos os og hos andre Folk kjen-
der vi. Tiden er kommet, at ogsaa det indstævnes til Afløs-
ning, ja er alt begyndt at afløses. Vi staar atter ved et
Vendepunkt.

   Det norske Folk har holdt længe fast, thi her havde
Kongedømmet engang en stor Gjerning. Men siden har vi
erfaret, at Fædreland og Konge er to forskjellige Ting, og
de sidste Dages Begivenheder har endelig ført os derhen,
at mange begynder at spørge, om det virkelig længer er
nødvendigt. Hvor jeg har rejst, har jeg truffet
Fristatsmænd, især blandt Ungdommen, Mænd som Kvin-
der. Jeg begynder at tro, at de kan tælles i tusenvis. Jeg
gad vide, hvormange den sidste Trontale har givet os. Hvad
de gjør i Hovedstaden og ved Hoffet for ret at bringe
Kongeligheden til at skinne, svækker den netop endnu mere
i Folkefølelsen. Det norske Folk ser paa sligt - ikke med
æsthetiske, men med moralske Øjne. De store Udlæg til
mindre end intet, nemlig til tom Udstilling af Personer,
høver ikke dette Folks Vilkaar, da et Hof ikke er
den rette Repræsentant for et Bondefolks Begreb og Sæder.

   Thi det, at de bestemmende i Norge er blevet Bønderne,
ikke Storbønderne, men Bønderne jævnt og ligeligt, - der-
til maa der tages Hensyn.

s.545  
   Ligesaa naturligt, som at med Storherrerne gik ogsaa
deres Betragtning af Storhed under, ligesaa naturligt kom-
mer med Bønderne det Syn op, som deres haarde Vilkaar
har skabt. Det har en egen kold Virkelighedsmagt. De ser
gjennem Stasen og Traditionen. De spør efter, hvad som
er ret, og hvad som høver; de spør ogsaa efter, hvad det
koster.

   Nu kommer dertil, at dette Folk ikke har nogen natio-
nal Kongestamme kjær fra gammelt. Her maatte være vist
megen Forsigtighed, forat vi ikke skulde blive skarpsynt, -
og den har ikke været vist.

   Endelig kommer vort Forhold til Sverige. Vi har i
dette Forhold ikke Selvstændighedens Ære hos andre Folk.
Svensken selv tror, at vi blev erobret i 1814. Dansken
tror, at vi er et af Sverige afhængigt Folk. Hvad Under at
saa Udlændingen ser paa os som et halvfrit Tilhæng til
Sverige? Overalt hvor Kongen, hvor Flaget, hvor Diplo-
matiet repræsenterer os, er det som et Tillæg til Sverige.
Det kan med Vedkommendes bedste Vilje ikke være ander-
ledes.

   Vi savner jo ogsaa den Ære, den Lykke, som alle an-
dre fri Folk har - at have en national norsk Foregangs-
mand i vor Statschef. Han tilhører et andet Folk. Han
lever der.

   Slige Forhold giver ikke Selvstændighedens Æresfølelse,
og det bedste Bevis paa, at vi i Almindelighed ikke har den,
er, at en Tale som den, hvori det, vi savner, regnes op
Punkt for Punkt, vil af mange Nordmænd, fædrelandssin-
dede Mænd og Kvinder, kaldes Ophidselse, Opvigleri, ja
kanske oprørsk Tale. Altsaa at tale offentlig om det, der
er kjærest for andre Folk, hvad de er stoltest af, hvad de
helst kommer tilbage til, deres Ære som selvstændigt, uaf-
hængigt Folk, det er blandt os endnu Ophidselse, Opvigleri,
ja oprørsk Tale.

   Jeg ved nok, at der siges til os, at vi har undværet Selv-
stændighedens Ære hos andre Folk meget over 400 Aar, -
og saa bør vi være vant til det. Ja der siges endog, at et
Folk, som saa længe har savnet Selvstændighedens Æres-
følelse, faar den neppe. Der er Folk blandt os selv, som
siger dette.

   Men alle selvstændige Folk har først været uselvstæn-
dige, saa vi kan vel naa, hvad de har naaet, - saa meget
mere som vi har havt en Selvstændighed saa stor i For-
hold til vort Folketal, at den skinner klart til os gjennem
hine hundreder af Aar. Hvad var vi, da vi langt tilbage i
s.546   Dansketiden begyndte vort Gjenrejsningsarbejde? Vi var
den mindste af alle smaa, uden nogen Ven. Vore bedste
var ofte mod os; thi de arbejdede med paa at faa os dan-
ske. Og endnu da vi havde slidt os saa langt frem som til
1814, troede de os uduelige til at danne et eget Rige. Al-
tid havde vi vore Konger mod os ligesom Kirken; den lov-
priste for os, hvad som var vor Trældom. Husk, at under
denne Aarhundreders Kamp har vi altid været fattige, en
lang Tid yderlig fattige.

   Og dog har alle disse Angreb, alle disse ulykkelige For-
hold ikke overvundet os. Er vi ikke komne helt frem, vi
er dog komne saa langt, at jeg tør spørge ud over denne
Forsamling idag. Indgjerdet og overskygget af store Min-
der fra vor første Selvstændigheds Tid, - jeg tør spørge,
om ikke vore Fædres og Mødres lange Kamp har gjort os
værdige til at gjælde for selvstændige blandt de selvstæn-
dige?

   Hvad har vi naaet? Vort politiske Liv er i det ydre
ikke selvstændigt, men i sin indre Udvikling er det kom-
met forbi begge vore Brødres. De har mange og store For-
trin for os, men for Dygtighed i Selvstyre giver de os en-
stemmig Kronen; der har vi vort særegne Anlæg, saa der
har vi kunnet være dem et hjælpende Exempel. I Sam-
menhæng hermed: vor Bogavl fører de sterkeste Udviklings-
tanker, det mægtigste Frihedsarbejde. De andres har man-
ge Fortrin, især i gammel Tid, skjønt ogsaa i ny; men dette
indrømmer deres kyndige os enstemmig: vor Bogavl tjener
Friheden højere, alvorligere end deres.

   Tror I, at vore svenske eller danske Brødre vil sige til
os: hør, Nordmænd, vi Svensker, vi Danske vi har Selv-
stændighedens Ære hos andre Folk; vi kan gaa for den, vi
er, iblandt dem; men I Nordmænd bør fremdeles finde
eder i en vis Afhængighed og derfor ogsaa i at gaa for et
Tillæg til et andet Folk.

   Blandt os selv er der dem, som siger, at denne Ære
hos andre bare er et Skin. Vi har ikke for Ingenting
snart 500 Aar som Folk savnet denne Ære.

   Ære - jeg mener alene det, som i Sandhed kan kaldes
saa - Ære er altid andres Beundring af en vis Kraft, et
vist Fortrin. Den er altsaa mere end et Smykke, den er
et Styrkebælte. Ikke at have den vil altsaa sige at savne
en vis Kraft, et vist Fortrin.

   Men den Kraft, Selvstændighedens Æresfølelse giver,
er den højeste; den er saa stor, at den multiplice-
rer alle andre Kræfter i os.

s.547  
   Derfor skjønner I ogsaa, at alle fri Folk har, for at
bevare eller erobre den, vaaget alt naarsomhelst mod hvem-
som helst.

   Kanske kan alligevel dette være os det samme? Vi har
det ikke som andre Folk, vi trænger ikke til nogen højere
Energi indsat i vort Liv, vi har nok. Er dette sandt? Strutter
det saa af nye og store Foretagender i vore Byer? Er vi
altid blandt de første paa nye Baner? Vore Opfindelser er
vel mange og frodige? Vore store Hjælpekilder har vel
fremkaldt særegne nye "norske" Methoder, som nu gaar
sin Sejrsgang gjennem Verden?

   Jeg skal ikke svare. Sammenlign os med Sverige her,
og I skal finde en større Forskjel end den, som retfærdig-
gjøres af forskjelligt Folketal.

   Men vi skal tage en Sammenligning med Sverige der,
hvor vi er sterkest, nemlig i det politiske, for at se, om
Selvstændighedens Æresfølelse er en Faktor, som det er
værdt at regne med.

   Vi har i en Række af Aar arbejdet med en politisk Re-
form, som endelig vandt næsten Enstemmighed, jeg mener
Statsraadernes Deltagelse i Thingets Forhandlinger. Man
var enig om, at store Summer vilde indspares, hvis denne
Reform kom istand, og megen Tid og megen Evne bedre
bruges. Da den fjerde Gang forelaa til Sanktion, var der
ikke tusen, nej kanske ikke hundrede forstandige Mænd i
Landet, som ikke ønskede Sanktion.

   Vor Konge kom ind til os fra Sverige, hans Hjem, hele
den norske Nation holdt saa at sige Aandedrættet tilbage,
lyttede... han rejste igjen uden et Ord. Da han atter sad
i Sverige sendte Regjeringen ud over os: ikke Sanktion!

   Her har vi et Virkelighedsbillede; saaledes ser vor Stil-
ling ud. Men her har vi ogsaa et Billede af, hvad man
tænker om Selvstændighedens Æresfølelse i Norge; man
gaar, som vi ser, rolig ud fra, at den ikke voxer vildt her,
men er en temmelig sjelden Plante. Thi hvorledes be-
grundedes denne Sanktionsnægtelse? Med nogle Ord om
Kongens Prærogativer, Forrettigheder. Folket havde gjen-
nem sit Storthing paa det indstændigste talt om, hvad Lan-
dets Velfærd krævede. Man svarede med, hvad Kongens
Prærogativer krævede.

   Vi tager et svensk Modstykke. For en Del Aar siden
var alle tænkende Mænd og Kvinder optagne af Repræsen-
tationsreformen. Stændernes forskjellige Hus, Riddernes,
Gejstlighedens, Borgernes, Bøndernes, skulde gjøres til et
Hus med to Kammere. De "kongelige Prærogativer" stod
s.548   sig ikke paa Reformen efter den gamle Regel: split-og-hersk-
Reformen stred mod Adelens Prærogativer som mod Gejst-
lighedens; alene Borgerne og Bønderne talte ikke om Præ-
rogativer, men om Landets Vel. I denne store Sag kom der
snart noget ind, som vakte Selvstændighedens Æresfølelse
i det gamle, bestandig frie Folk. Det er en Kjendsgjerning,
at baade Kongen og Kongehuset var imod, trods at For-
slaget var kongeligt. I Stilhed støttedes Adelens og Gejst-
lighedens store Anstrængelser; men sprængt blev Forbun-
det; thi man frygtede. Kongen maatte lade sig drage i Tri-
umf gjennem Stockholms Gader, Adelen voterede sig selv
ihjel, og Gejstligheden fulgte Lig, som dens Geschæft er.
Selvstændighedens Million-Røst bragte alle Præ-
rogativer til at forstumme; thi naar Løven brøler, tier alle
de andre Dyr.

   Man kan sige: dette var en saameget større Sag end
Statsraadssagen hos os. Men saa var ogsaa Modstanden i
Sverige saa meget mægtigere. Hos os var jo tilsidst det
hele Folk enigt, - men de faa, som stod om Kongen,
brydde sig ikke en Døjt om Folkets Enighed. Hvad det
hele Folk kaldte sit Vel, det opvejede ikke de kongelige
Prærogativer, og da vi saa svarede med 9de Juni, fandt man
det hellerikke nødvendigt at bry sig om den.

   Nu siger jeg: naar et frit Folk lader sig behandle paa
den Maade, saa er det altid fortjent, altid selvforskyldt,
thi saa er der ikke Kraft nok i det, - netop af den Kraft;
som Selvstændighedens Æresfølelse giver, "den och ingen
annan".

   Et Exempel til og fra samme Strøg, altsaa fra det, hvor
vi er stærkest. I min Levealder har Kongen givet næsten
hundre Sanktionsnægtelser. Ja kanske der er nogle
blandt eder, som siger: "Er det mange? Jeg troede, der
var flere." Thi vi er saa indkjørte af Juristeriet, at det,
som har Lov for sig, det synes vi skal saa være.
Hvad er en Sanktionsnægtelse? Det er at begge
Thingafdelinger, altsaa den større Del af Folket gjennem
dem, siger: "Det Lovforslag finder vi er til Folkets Vel,
det trænger vi", - og saa siger Kongen: "Det skjønner I
jer ikke paa, for det ved jeg meget bedre." Altsaa henved
hundre Ganger har den kongelige Regjering fra 1830 ladet
Kongen sige til det norske Folk, at hvad der er til Folkets
Vel, det skjønner jeg bedre end I. Jeg tror, dette er henved
hundre Gange formeget.

   Der er intet frit Folk paa Jorden, som kan opvise
Magen.

s.549  
   Paa et Par store Sager nær, hvori forunderlig nok Re-
gjering og Storthing fra først af var enige, er der ingen stor
Sag, rørende ved vor højeste Velfærd i Aand som i Økono-
mi, hvori ikke Lovforslagene er afviste. Og som med det
store, saa oftest med det smaa, ja tildels saa ynkelige smaa,
at man maa le. Og næsten altid det samme Uheld, at Lo-
ven stred mod et eller andet "Prærogativ", enten Kongens
ligefrem eller de af ham indsatte Embedsmænds.

   Det kan ikke udregnes, hvad vi har tabt paa slig Over-
daad af kongelig Visdom. Først ligefrem ved, at Loven ikke i
rette Tid fik gjøre sin Gjerning, og dernæst ved, at det, som
endelig blev Lov, var ikke som det praktiske Folk selv
vilde; thi man maatte jo modtage Regjeringens Prutnings-
mon for at faa Fred. Dernæst kan det ikke udregnes, hvad
vi har tabt i Tid, Arbejdskraft og Talent, ja i ligefrem poli-
tisk Arbejdslyst. Men allerminst kan vi udregne, hvad vi
har tabt ved alle de fra Storthinget til Regjeringen afgivne
Anmodninger, som er tilbageviste, eller ved, at mangen en
sund Tanke ikke engang kom saa langt som til Lovforslag
eller Anmodning; thi man gad ikke engang tage alt det
Krangel paa sig, kanske til ingen Nytte.

   Dog de, som idelig siger os: Herregud, vi har havt
det saa godt som vi har det, - de kan kanske regne ud,
hvad det har kostet os, det "som vi har havt".

   Vi andre tager det i en Sum og kalder det "altfor kost-
bart". Det er altfor kostbart ikke at eje Magten. Men
Magten faar vi ikke til Forærings. Vi maa først faa Selv-
stændighedens Æresfølelse, saa ingen længer tør byde os,
hvad man har budt os. Og naar den voxer med Tidens
Krav, tør man altid byde os mindre og mindre, og saaledes
gaar Magten efterhaanden og fredeligt over did, hvor Fol-
kets Vel ene kan bestemmes, nemlig hos Folket selv. Jeg
siger efterhaanden og fredeligt; thi hvem tør trodse et
Folks voxende Æresfølelse?

   Spørger nogen mig: vil dette gaa fort, da svarer jeg, at
maaler jeg vor Æresfølelse med, hvad man hidtil har vovet
at byde den, da maa man enten have for lidet Begreb om den,
eller den maa være liden i sig selv endda. Jeg tror begge
Dele. Jeg tror, de andres Begreb om den er for lidet; men
jeg tror ikke, at den endnu i sig selv er stor. Om her stod
idag en ny Thormod Kolbrunarskald, - det var dette, han
med langtrækkende Røst vilde synge ud over det norske
Folk i Dagningen: "Vaagn op til et selvstændigt
Folks Æresfølelse." Tales der til dine valgte Mænd
som til Drenge, slaa da ned den Regjering, som har An-
s.550   svaret for det. Og er din Konge en
svensk Mand, og hans norske Regjering alligevel kræver
absolut Veto for ham i din Grundlov, skjønt det ikke staar,
sørg da for, at det bliver dyrt for den Regjering og for en-
hver, som efter den kræver det samme.
Og lader nogen Kongedømmet sige, at absolut Veto kan det
ikke opgive, da maa Du aabent svare, at saa maa det nor-
ske Folk opgive Kongedømmet. Min-
dre maa Valget ikke blive end mellem det absolute Veto og
Kongedømmet.

   Har det norske Folks store Flertal Æresfølelse nok til
at tænke og ville saa? Store Begivenheder skaber ofte paa
en Morgen, hvad ellers trænger mange Aartier.

   Men sæt, at det ikke har det; sæt, at det vaagner som
den gamle Hær paa Stiklestad for mere end 800 Aar siden
ikke til Sejr, men til Fald; ligesom hin gamle Hær vil den
nye staa op igjen i Folkefølelsen, hvori et Folks Fremtid
fødes, og næste Gang faa Sejr, stor og fager Sejr.

   Ja, jeg ser en Straaleglans over Fremtidens Norge af
vor Kamp idag. Af de tre Brødrefolk gav vi dengang det
stærkeste og tidligste Bidrag til Løsningen af Samtidens
Statsidé. Vi vil gjøre det samme nu. Her har vi vor Be-
stemmelse, vort Kald som Folk. Her forener sig alle Be-
tingelser fra gammelt og nyt, den fri store Bondestand,
Forholdet til Sverige, Forholdet til dettes Kongehus, den
Retning, vort Arbejde har taget, i Bogavl som Politik, vor
Kamp fra 1814 til 1830 og fra 1830 til idag. Her mødes alle
Aandsveje i Folket, her staar Striden, fordi her ligger Fol-
kets Magt. Selv at det er nationalt spaltet, er en Æggelse,
derfor en Spaadom om, at vor borgerlige Frihed uden til-
svarende Selvstændighed, vor tilbagesatte Nationalitet uden
alles Medvirken til at faa den frem, vor Gang mod Selv-
styre uden Kongemagtens Forstaaelse, er Dissonanser, som
maa søge Harmoni, - Modsætninger, som vil sammen, for
at føde nye, rige Muligheder, - Kræfter, som, hvor sterkt
de strides, dog raaber, skriger det samme: her gjælder det,
her er Folkesjælen, her er Opgaven, Fremtiden, her, her!

   Saa vær med du ogsaa! Vær modig, vær sand! Er du
Moder, saa lær dit Barn, at det er ikke nok at have bor-
gerlig Frihed, den er ikke engang tryg, uden at Selvstændig-
hedens Ære er over den for alle Folks Øjne. Er du Fader,
da husk, hvad du med Skam savnede, hvergang du sam-
menlignede dit Land med dine Brødres. Det er en Ære at
være svensk for Svensken; thi Sverige er et ærerigt Land,
Men for Nordmanden er det en Skam; thi saa er han in-
s.551   genting for sig selv. Det er bra at være Numer
to i en Forening, naar man ikke kan være Numer en; men
bedst er at være Numer sig selv. Det er Sven-
sken, og det er Dansken, og jeg tror ikke, de længer tør
sige - at vi fortjener at være det mindre end de. Dog
aldrig bliver vi det i Foreningen, som den nu er, dette er
det, Fælleskongedømmmet har lært os - og lærer os.

   Ja, Selvstændighedens Æresfølelse over vor Kamp. Saa
ved jeg ikke alene, at vi senere eller tidligere sejrer; men
at Sejren vindes med Overbevisningens Vaaben i Valgenes
ublodige Slag, og da ved jeg, at Broderfolket vil faa Ærbø-
dighed for vor Vilje; thi den er jo ingen anden end den,
de ærer hos sig selv, - og ingen anden end den, Konge-
magten truer os til.

   Og saa - hvad der for mig er det største - hver Indi-
vid skabes af det heles Selvstændighed til et Væsen med
højere Energi, større Evne, dristigere Syn, den selvstændige
Slægt er den gladeste, fyrigste, iderigeste.

   Paa Stiklestad, vor gamle Selvstændigheds største Sted,
- et Leve for det til Selvstændighedens Ære atter opvox-
ende norske Folk.


\n
    
bla bakover
bla forover
   
bla bakover
bla forover