| s.517 |
[Om Trosfrihed.]
Jeg takker hjertelig for dette Møde og for den gediegne
Tale, hvormed det er blevet indledet. Ingen Indbydelse kan
i denne Tid have et Værd for mig som en af Sambygdinger
og Venner, der kjender mig bedst, og altsaa ogsaa bedst
kan protestere mod den Bagvaskelse, som jeg en Tid har
været udsat for.
Lad mig nytte denne lille private Sammenkomst til en
Udtalelse om Trosfrihed; thi derom har Kampen staaet.
Ikke saaledes, at den jo i Virkeligheden gjaldt meget mere;
men det Paaskud, hvorunder jeg blev angrebet, var en
ligefrem Spekulation i, at her endnu ikke var Trosfrihed i
Norge. "Morgenbladet" og dets Følge her hjemme, og de
norsk-amerikanske tvetydige Redaktører og Korrespondenter
har alle med sine Bagvaskelser gjort Regning paa at kunne
vække Trosforfølgelse. Det lykkedes ikke dennegang; men
at de havde Ret i at regne som de gjorde, beviser f. Ex. et
Digt og en Udtalelse i vort fromme Blad "Fædrelandet", ikke
mange Dage gammelt.1 Dette Blad har nylig faaet Chri-
stopher Bruuns Attest for at besidde hans Agtelse,2 altsaa er
det ikke uden hæderlige Mænds Sympathi. Bladet siger, at
jeg skjænder min Fars Stand og haaner min Mors Tro, og
at jeg er som Judas Iskariot, der solgte Herren for Penge.
Lidt rolig Eftertanke maatte sige enhver, at jeg ikke godt
kan sammenlignes med en Mand, der bedragerisk solgte sin
Herre til Fienden; thi jeg taler og handler af min dybeste
Overbevisning. Og jeg skjænder vist ikke min Fars Stand,
naar jeg lader hans ærværdige stærke Personlighed være
|
| s.518 | min Læremester i at sige, hvad jeg tror er sandt for Gud;
ej heller haaner jeg min Mors Tro anderledes, end vi alle
haaner vore Bedsteforældres eller Forfædres Tro, naar vi
nu bekjender en anden Tro, end de havde. Jeg tror, at
baade vore kristne og hedenske Fædre og Mødre har været
i en Vildfarelse, som hørte deres Tid til; naar jeg vil rette
den i vor, saa "haaner" jeg dem ligesaa lidt som jeg "haa-
ner" mine Børn, naar jeg vil rette en Vildfarelse i dem.
Slige Udtalelser i det fromme Blad staar ingenlunde en-
somme, og naar Christopher Bruun og mange med ham
har Agtelse for dette Blad, da er det vist ikke afvejen at
tale lidt om Trosfrihed i Norge.
Jeg begynder da med enhvers Ret til at forkynde sin
Tro. Man møder her en hel Skare af Talemaader, som
trænger til at udmønstres. Jed skal drage frem nogle af
dem. Man siger, "det er Synd at udstrø Tvil". Men er det,
som man kalder Tvil, min Overbevisning, saa er det
mig naturligvis en Trang at udbrede den, og kan den blive
andres, saa maa den Overbevisning, som de havde før,
enten ikke have passet dem, eller endnu ikke have faaet
det rette Forhold til den. Jeg ser i begge Tilfælde ingen
Synd i, at de "kommer i Tvil", d.v.s. at de optager Sagen
en Gang til. De "befæstede" rokkes jo ikke af min Tvil;
den kan alene virke paa dem, som trænger til et dybere
Selvarbejde.
"Men der er saa mange, som ved Tvilen bliver slaaet
et dybt Saar, og som det forvolder stor Smerte." - Dette
er fejg Tale; thi om det giver Saar og Svie at vinde en ny
Overbevisning, - personlig Sandhed kan aldrig kjøbes for
dyrt. Enten vi stanser i Videnskaben eller kommer tilbage
til kristelig Tro, Smerten faar tages. Jeg har havt en Gjen-
nemgangstid af et grufuldt Øde og stor Bitterhed; men jeg
har ogsaa smagt, hvad der kommer bagefter.
Saa siger man: "Kristendommen (i den senere Tid
kalder man den helst "Barnetroen") bærer dette Folk, og
derfor er Udbredelse af Tvil det samme som at nedbryde
Samfundets bærende Kraft." Vi møder her den samme
Tankegang som i det politiske, den nemlig, at det nuvæ-
rende er fix og færdigt, hvorfor den, som vil Udvikling,
"omstyrter Samfundet". Af alle Talemaader, som nu stun-
der til Afløsning, er denne blevet den skrøbeligste.
Jeg spør enhver i denne Forsamling, om han har seet
noget ligt til, at Barnetroen er det, som bærer Folk og Rige?
Der er dem, i hvem Barnetroen er den bærende Kraft;
men hvor mange er de? Se eder om i eders Omgang!
|
| s.519 | Hvor mange gaar til sin Dag og sit Arbejde i Bøn og for-
retter det saa, at man ser det er spiret ud af Bøn? Hvor
mange har en Søndag, som er en "Helligdag"? Er det ikke
saa, at gudelige Tanker findes i det højeste to Timer om
Søndag, og ellers alene forbiglidende som en Sky? Hele
Ugen - ogsaa hele Søndagen - udenom de Par Timer jeg
har nævnt -, er Folk inde i andre Længsler, Tilbøjelig-
heder, dybe Slægtsvaner og mekanisk Arbejde. Man sva-
rer, at det kommer ikke an paa Omfanget; ligesom Seneps-
kornet eller Surdejgen gjennemsyrer et Kvantum, umaadelig
større end de selv er, saaledes ogsaa Troen. Ganske vist;
men saa maa de, min Sjæl, ogsaa lægges ind i det, som de
skal gjennemsyre, - og dette er netop, hvad jeg ikke ser
er gjort uden hos yderlig faa, - og I har vist heller ikke
seet det mere end jeg.
Selv de, som stadigt forkynder os, at Kristendommen, og
den alene, kan bære Livet, - jeg mener Præsterne, Prov-
sterne, Biskoperne, - er de selv aldeles "gjennemsyrede" af
den? Vi kan dømme derom efter et enkelt offentligt Forhold,
det til deres ledende Blad, deres daglige Læsning, "Morgenbla-
det". Jeg har endnu ikke talt med nogen forstandig Læser af
dette Blad, han høre til hvilketsomhelst Parti, uden at han
paa Tale om "Morgenbladet" beklager dets Ondskab og
Forfølgelseslyst. I Parenthes: Jeg siger Lyst og ikke Evne,
som jeg overhovedet mener, at det er Mangel paa den rette
Evne, Mangel paa Begavelse, som gjør, at "Morgenbladet"
er bleven liggende nede i dette smudsige, fortærende Had,
denne beklagelige Ondskab, denne endeløse Forfølgelse af
Enkeltmand. En virkelig Begavelse vil i en Kamp efter-
haanden blive saa optaget af det store, som det gjælder,
at Sindet forædles, Kræfterne voxer og trænger større Brug.
Jo mere man lærer, jo klarere ligger ogsaa de store Strøm-
ninger for ens Blik, saa den enkelte kan ikke længer uden
Følelse af Uretfærdighed blive gjort til Syndebuk for en
Bevægelse, som har skabt ham selv. Jeg sætter denne Pa-
renthes ind i min Tale, Venner, ikke for at anklage, men
for at undskylde ved at forklare; thi ingen kan lægge en
Alen til sin Væxt. Personlig kan jeg bare være "Morgen-
bladet" taknemlig; uden dets evneløse Forfølgelseslyst stod
jeg ikke, hvor jeg nu staar, - ja, uden dette Blad var
hverken vort liberale Parti eller dets ledende Mænd saa
langt komne i det norske Folks Kjærlighed. Og dermed ud
af Parenthesen! Uagtet nu alle er enige om "Morgenbla-
det"s Ondskab, at den nemlig slaar ud i Bagtalelse og For-
følgelseslyst, - er der neppe nogen Bisp og meget faa
|
| s.520 | Provster og Præster, uden at de trænger til "Morgenbla-
det", trænger det lagt frem paa sit Frokostbord efter Mor-
genbønnen (at sige, hvis de har holdt Morgenbøn). Enten
de nu mætter en ond Tilbøjelighed derved, eller de alene
lader det "glide ned", - de slaar Kammeratskab med Ond-
skaben, med Bagtalelsen, med Forfølgelsen; de yder Bidrag
til Bladets Virksomhed, saa der kan komme mere Ondskap,
mere Bagtalelse, mere Forfølgelse. Ja, flere af dem yder
ligefremt Forfatterbidrag! - Jeg tviler ikke om, at de høj-
ærværdige og ærværdige paa andre Punkter er bedre "gjen-
nemsyrede" af Kristendommens Aand, end i sit Forhold til
"Morgenbladet"; thi Mennesket er en sammensat Ting. Men
jeg har Ret til at sige, at vanter Gjennemsyringen saa gan-
ske i et enkelt Punkt, saa staar dette neppe alene, - og
selvfølgelig kan det heller ikke siges om dem med Sandhed,
at "Kristendommen", "Barnetroen" er "deres bærende Kraft".
Jeg tænker, at i det hele og store er der andre Ting, som
er den bærende Kraft i dette Folk; men jeg skal for Øje-
blikket ikke opholde mig videre ved det.
Saa siger man: "Om ogsaa manges, ja, de flestes Tro
bare er en Vanetro, den er dog bedre end er vitterligt Brud
med Troen; thi den er en Mulighed, som der kan blæses
Liv i; Vanetro er bedre end aabenbar Fornægtelse."
Dette er en styg og usand Tale. I Sammenhæng med
den er en anden Ytring, den nemlig, at det er enhvers Pligt
at sky Læsning eller Foredrag, som er farlige for Troen.
Jeg maa virkelig spørge om, hvem man vil narre med en
Tro, som man alene har, fordi man aldrig har hørt nogen
anden? Er det Vorherre man vil narre med den? Hvad
er det for Moral i slig Lære? Naar du i sædvanlige Ting
faar Tvil, da undersøger du den; men i den vigtigste er det
Synd at undersøge den? Naar du har kautioneret en Vexel,
og du faar Tvil om Udstederens Vederheftighed, da sætter
du Himmel og Jord i Bevægelse for at faa Sandheden at
vide; men gjælder Tvilen din Religion, saa er det en For-
tjeneste at slaa sig tiltaals? Hvad Moral er der atter heri?
Jo, man kan faa Lov til at undersøge sin Tvil - under
Bøn eller hos Præsten. I de fleste Tilfælde bliver dette
vistnok det modsatte af en Undersøgelse. Din Tvil kan du
kanske faa ned paa den Maade, men som Menneske er du
hverken blevet bedre eller klarere; tvertom! Thi her er en
Lov om Brug eller Ikke-Brug af Evner, som er urokkelig
sand, og den siger, at prøver du ikke alvorlig dine Tvil, saa
sløves med dine Aandsevner ogsaa snart din moralske Sans.
At prise en saadan Tilstand som en højere Mulighed for
|
| s.521 | Sandhedens Gud end den, som en kraftig Tvil har rensket
op, er Uvidenhed om sjælelige Love og en Haan mod deres
egen Religion.
Desuden i vor Overgangstid at forbyde Sjælene at søge
frem? Medens hele Luften ligger svanger af Tvil at bede
Menneskene for Guds Skyld fly - hvorhen? Til en anden,
en fredet Klode? Thi paa denne vil Tvilen naa dem, selv
om de flytter ind i Skogerne eller ud paa Prærien; thi og-
saa vi, som "tviler", har en Samvittighed, ogsaa vi føler
Pligt og Kald, og vore Brødre og Søstre skal ikke deles i
to Samfund, et, som tør tænke, og et, som ikke tør; vi vil
tale til alle! "Men de Enfoldige forstaar os ikke," svarer
de. "Vi bare forstyrrer dem". Atter en Talemaade; thi
forstaar de ikke, saa "forstyrres" de jo heller ikke. Sagen
er, at "den Enfoldiges" Tvil svarer til "den Enfoldiges" Tro;
med de Evner, hvormed han tviler, med dem kan han og-
saa tro, og omvendt. Den dannede har sine Spørgsmaal
og sine Svar, "den Enfoldige" har sine; vi, som taler til
dem, maa prøve at finde Folk, hvor de har hjemme.
"Ja, sæt det lykkes eder at tage Troen fra dem? Hvad
vil Følgen blive? Ryggesløshed i alle Skikkelser, Samfun-
dets Opløsning, al Autoritets Tilintetgjørelse, - se, det vil
blive Følgen!" I Koldblodighed et Spørgsmaal: Er det
Moralen, som har skabt Religionen, eller er det Religionen,
som har skabt Moralen? Historien svarer ubetinget, at det
er Moralen, som har skabt Religionen. Naar de kristne
nægter dette for deres Religions Vedkommende, saa kan de
ikke nægte, at det gamle Testamentes Bud fandtes tusen
Aar i Ægypten, før de aabenbaredes paa Sinai, ligesom i
alle samtidige Samfund uden nogen Aabenbaring, og at det
ny Testamentes øverste Moralbud "du skal elske din Næste
som dig selv" fandtes tusen Aar skrevet i Indien, før det
lærtes af Jesus af Nazareth. Den Regel, hvorefter vi døm-
mer og dømmes (naar vi tager den i det store og hele), er
almenmenneskelig, og om den i manges Sind knyttes til
den kristelige Tro, - i de flestes gjør den det ikke. De
fleste Mennesker, selv i kristne Samfund, som lader være
at stjæle, myrde osv., gjør dette, fordi de har lært, det brin-
ger Foragt at stjæle og myrde; med andre Ord: deres
Æresfølelse forbyder dem at stjæle og myrde, og dette
enten de tror eller ej.
Og nu maa jeg virkelig faa Lov til at minde om, at det
netop er i Moralens Navn, for nemlig at faa en bedre Mo-
ral ind blandt Folk, at vi angriber den sløve Vanetro, det
grænseløse Trosfusk, Kilden til det meste Fusk iblandt os.
|
| s.522 | Jeg er i min Samvittighed aldeles overtydet om, at for Tiden
er dette det største, som kan gjøres i Norge, og at brave,
modige Kristne ikke kan andet end at være af samme Me-
ning. Thi enten det stanser i Videnskabens Resultater eller
i den kristne Religion, - vi trænger en streng Gjennem-
gang til personlig Sandhed. Siden Troen blev en Modesag,
maa det sidste og yderste sættes ind: Bagvaskelse og For-
følgelse maa trodses, idet man tvinger Samvittighederne
til en dybere Undersøgelse. Ingen Præsts blide eller vrede
Forkyndelse kan i vort Samfund for Øjeblikket komme op
imod denne Gjerning i Alvor og Virkning. Lad mig tage
fejl heri; - men om det var mit sidste Ord, jeg kunde ikke
ændre det.
Og herpaa svarer de kristne ved at raabe: "Hør ham
ikke! Gaa, spring, fly!" I Sandhed: Rollerne fra de første
kristnes Tid er blevne ombyttede; det er de kristne, som
nu er blevet fejge. Eller hvorledes tager følgende sig ud?
Præsterne overgyder de troende med sin Veltalenheds Olje
hver eneste Søndag og ellers ved Bryllup og Begravelse og
Faste og Bibellæsning, og de kristelige Lærere udgyder sig
hele Ugen Vinteren igjennem over vor Ungdom fra 5 til 15
Aar, Lægprædikanterne gaar over Bygderne som en maa-
nedlig Renskelse, og dertil alle de hellige Blade, og alle de
Blade, som stiller hele sin Gjerning i Kristendommens Tje-
neste, først og fremst Landets største Blad, "Morgenbladet"
- og saa rejser alligevel Præster, Lærere, Lægprædikanter
og hellige Redaktører et Skrig i Kor, bare der anmeldes et
Foredrag af en Fritænker: "Hør ingen uden os! Æns ingen
anden Tro og Forkyndelse end vor!" - - - er det selve
Oljen de tviler paa, eller er det de levende Kar, som den
gaar igjennem?
Førend jeg slutter, vil jeg nævne et Par Talstørrelser.
Tal har undertiden noget afkjølende ved sig. Det forekom-
mer mig for nærværende ganske sundt at huske paa, at
man holder Jordens Indbyggertal for at være omtrent
tretten, fjorten hundre Millioner, og deraf er, saa vidt jeg
nu mindes, i det højeste hundre og tredive Millioner Navne-
kristne, d.v.s. ikke engang hvert tiende Menneske. Vi har
nu Erfaring lang nok til at skjønne, at anderledes bliver
ikke Forholdet; her er geografiske Linjer, som ikke over-
skrides uden saa enkeltvis, at det ikke kan regnes. Lægger
vi nu hertil, at af disse Navnekristne er neppe to Millioner
virkelig Kristne, saa tar vi neppe fejl, ja, vi er ovenikjøbet
da i god Overensstemmelse med den kristne Læres egne
Forkyndere. Det synes mig, at dette ene Forhold burde
|
| s.523 | paalægge de kristne Lærere lidt Beskedenhed ligeoverfor os
andre, saa meget mere som den stemmer med deres egen
Lære. Ingen af dem tør paastaa, at Kristendommen længer
er Verdens ledende Aandsmagt, og det burde den vel være,
hvis dens Lærere skulde have en Slags Ret til at forbyde
Folk at høre, hvad der strider imod dens hellige Bøger.
Ingen stor Digter er kristen, og om en enkelt Videnskabs-
mand siger sig at være det (der gives jo overalt Efter-
nølere), selve Videnskaben, jeg mener den historiske, den
naturhistoriske, den filosofiske, har antaget Evolutionens
Theori (den evige, gradvise Udviklings), og dette tilintetgjør
al Tanke om den særskilte Skabelse, om Paradis og om
Aabenbaring. Lad være, at t. Ex. Christopher Bruun har
Ret, naar han siger, at dette kommer alene af, at Viden-
skabsmændene ikke er kristne, - Slutningen forekommer
mig noget underlig; men lad ham have Ret, saa at de Fakta
og de Love, som er fundne, vil bevise det stik modsatte,
naar kristne Videnskabsmænd engang kommer til at se paa
dem, ... for Tiden er det ikke saa, og det forekommer
mig derfor, at man burde vente med at tale hovmodigt og
fordømmende, indtil denne nye Videnskab havde overtaget
Aandsledelsen i Pagt med Kristendommen. Dette synes mig
saa meget naturligere (jeg gjentager det), som det er over-
ensstemmende med de kristnes egen Lære, ikke at for-
dømme og forfølge, og ikke at sky Lyset.
Mine Venner, jeg ber om lige Ret for begge Parter, jeg
ber om aaben og ærlig Kamp! Denne Bøn maa dog finde
Gjenlyd hos den kristne Aand i nordisk Skikkelse; thi den
største religiøse Begavelse i Norden, Grundtvig, har for
denne Lighed og Frihed skrevet og talt det skjønneste og
største, han overhovedet har skrevet og talt. Men det for-
staar sig, han havde ogsaa begyndt i en Tid, hvori det var
næsten lige saa foragteligt at forkynde de kristnes hellige
Ord, som det nu er for os at bevise, at dette Ord ikke er,
hvad det giver sig ud for. Og hermed forlader jeg dette.
Da det, som sammenbinder os, mine Venner, nærmest
er politisk, lad mig endnu sige et Par Ord om Kristendom
og Politik. Jeg erklærer mig enig med Højre i, at Kristen-
dommen heller fører til Højre end til Venstre, og mit Ud-
gangspunkt er her ikke alene mange Ting i selve Læren
(ligesom at adskilligt savnes); men endnu mere den Tid,
hvori Kristendommen kom frem. Jeg tror, at de, som siger,
at Kristendommen fører til Venstre, lægger ind en mere
eller mindre moderne Fortolkning. Jeg har imidlertid mine
bedste Venner paa denne Side, og deres Forhold til Kri-
|
| s.524 | stendommen bliver deres egen Sag og ikke min. Idet jeg er
inderlig taknemlig for deres Bistand, haaber jeg, at de med
eder vil indrømme, at den Mand skal vælges til politisk
Repræsentant, der i det religiøse Forhold staar ærligt.
Det er forøvrigt aldeles ligegyldigt, paa hvilken Side han
religiøst staar, saa længe ikke ligefremme kristelige Troes-
spørgsmaal (eller Institutioner, som kan faa Indflydelse paa
disse) foreligger til Forhandling. Selv da kan man under
Forbehold vælge ham. Den Evolutionstheori, som de fleste
Fritænkere nu bekjender sig til (det er netop den, som i
Regelen har gjort dem til det), forbyder dem nemlig paa
det bestemteste at stemme for Institutioner, som løber forud
for den almene Bevidsthed. Man kan arbejde op saadanne
i den almene Bevidsthed; men som Lovgiver maa man
holde sig til de faktiske Forhold. Dette er i den Grad det
første og sidste i Evolutionisternes Samfundslære, at man
for den Sags Skyld gjerne kan sætte en Fritænker til Kirke-
minister, hvad ogsaa oftere er blevet gjort.
Og saa, mine Venner, en hjertelig Tak! Endnu en Gang:
lige Ret for alle baade til at tale og høre, og aaben, ærlig
Kamp, uden Forkjætring. Jeg drikker for Trosfrihed i
Norge, - og jeg haaber eders Bistand til, at den bliver til
Virkelighed; og først og fremst i det politiske.
1 tilbake"Fædrel." 21 Mai, 39, se Anm. ndf. S. 524. 2 tilbake
I en Tale i Arbeidersamfunnet i Kristiania 5. Mai 1881. |
\n |
|
