Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - FINNES I BBAR2.SGM Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 3 TALE VED RIKARD NORDRAAKS BAUTA. Landsmænd! De norske Studenter og vi andre, som er komne herned fra Norge for at være til Stede syttende Maj under Afsløringen av Bautaen for Rikard Nordraak, vi hilser dere fra det Store og Lykkelige, som er hændt os i Norge. I denne Tid kan Nordmænd ikke samles i Udlandet uden at begynde med det. Men foran dette Store og Lykkelige, og over det, har den Melodi lydt, som jeg véd, vi alle nu fornemmer svæve over Graven her. Melodien hører nemlig til de faa Verden over, som i store Øjeblik kan optage i sig et helt Folks Aandedrag. Den hører til de end færre, som selv har været med at for- berede og samle Folket ind til disse store Øjeblikke. SIDE: 4 Kender I dens Tilblivelseshistorie? I Sve- rigs Rigsdag var det norske Flag blevet haa- net. Da kom der Svar fra Norge i en Sang, hvis første Vers lød: Har du hørt, hvad Svensken siger, unge norske Mand? Har du seet, hvad som stiger op om Kjølens Rand? Skygger af de faldne Fædre, som har aldrig vidst det bedre, end hvor slige Ord blev sagt, der at vinke frem til Vagt. Digtet var ikke rettet mod det svenske Folk. Tvertom! Dets sidste Linjer lød: Bliver det for galt derinde, skal vi Vej til Torgnyr finde, og saa gælder det en Dag Nordens store Frihedssag. Disse Linjer viser noksom, til hvis Adresse Digtet gik. Kampen, som skal gjøre det sven- ske Folk lige frit som vort, staar paa endnu i dette Øjeblik. Havde den været udkjæmpet før, saa havde den Skilsmisse næppe fundet Sted, som vi det forrige Aar var med til. Sangen var en Kampsang mod storsvensk SIDE: 5 Overmod, og til den blev Melodien først komponeret. Fra den steg den med Ændrin- ger op i vor nationale Fredshymne. Den gjorde samme Rejse som vor Fædrelands- kjærlighed har gjort. Denne var der før; men av Kampene for vor Selvstændighed, Folk overfor Folk, har den faat sin Karak- ter. Der hentet den sin Opgave, der vokste den sig stor. Nu kan Fædrelandssangen bølge hen over et helt ud selvstændigt Folk. Der er noget ved at synge den, som naar en ser opefter et Fjæld; Brystet udvider sig uvil- kaarligt med det Samme. Vor Energi ildnes av den, vor Samfølelse luer stærkere, naar den er sunget. Hvad er det, som gir slig Magt? Jeg har allerede sagt, at den kom i rette Tid og derfor op av det rette Væld; men den vilde ikke have naaet at blive folkeførende, hvis den ikke ved Siden av sin Aandsmagt var saa inderlig norsk. Jeg mener ikke norsk i Dialektforstand, nemlig norsk som for flere hundre Aar siden. Nej, den er moderne norsk. Jeg tør ikke sige, at den overhovedet er den eneste fuldt moderne Fædrelands- sang; men i alle Fald er ingen anden saa SIDE: 6 moderne som den. De fleste er jo fra Tider, da Folkene ikke var fri, der er noget inde- klæmt i dem, en Klage, en Trussel; de gjør et melankolsk Indtryk eller et oprørsk; eller de er den rene Idyl. Men denne vor er aaben og fri som Dagen, den stiger uden Trussel, den er selvhævdende uden Skryt. Den forløser i Toner uden Overdrivelse og uden Sentimentalitet. Som i de første Linjer - allerede i det første frejdige "Ja", har vi Fjældene og vort højbygde Hjem; men lige efter den ømme, varme Tone til: - ælsker, ælsker det og tænker paa vor Far og Mor - Melodien glider her ind mellem Fjældene som en solblid Fjord. Hjæmmet er mere for Nordboen end for andre Folk. Det lange Mørke, det haarde Klima binder os dybere til Arnens Hygge og til dem, som gav os den. Derfor blev ogsaa vor Fædrelandssang den første, som synger om Far og Mor, - ogsaa i det Stykke modernere end nogen anden. Men saa stiger Melodien sværmerisk fra det enkelte Hjæm op over alle Hjæm, SIDE: 7 som var, - uden nogen sentimental Over- drivelse; bare ved sin sunde, enkle Udvidelse av Temaet naar den til at hvælve Stjærne- himlen over. Fredshymne som Sangen er, - den for- nægter ikke sin Oprindelse. De samme Me- lodilinjer, som nu gaar fredeligt frem som Plogen i stenfri Jord, kan ogsaa blinke som Sværd. Det kommer an paa, hvordan de synges. Melodien har nemlig det fælles med andre store melodiøse Udtryk for Folke- følelsen, at den udvider sig for Øjeblikkets Stæmning. Netop de Linjer, som mindes Far og Mor, er de samme som i korte, knappe Toner samler os som Fædrene samledes, naar vor Selvstændighed trues. Den engelske Fædrelandssang: God save the king høres nærmest som en gammel Quadrille, deri vi gennem Tonerne skimter dansende Ka- valerer i Knæbukser og med Fjær i Ba- retten. Men synges den av Tusener, da hører vi uvilkaarlig gennem den de engelske Kar- tover over alle Verdens Hav. Vor Fædre- landssang er et lidet fredsælt Folks; men synges den i Farens Stund, da staar Selv- hævdelsen pansret i hver Linje. SIDE: 8 Hvem var saa han, som laget denne Sang, som han selv i en Dagbogsantegnelse har kaldt: "for alle!" En Gut paa ikke atten Aar! Er det muligt at faa et umiddelbart, alle fangende Udtryk for Folkefølelsen, saa maa det vel være gjænnem en Gut paa mindre end atten Aar. Ikke at det skal forstaas saaledes, som om Sangen kom til ham "av sig selv". Intet kommer av sig selv. Enhver Folkevise, stor eller liden, ethvert Folkeeventyr har sin Dig- ter, som er glemt. Den unge Rikard Nord- raak var baade selvbevidst og maalbevidst. Han havde været længere Tid i Udlandet, han bar med hjæm Indtryk, som han kunde maale sine Følelser og Fantasier paa, og han skapte ud av Hændelser og Taler, som han havde den fulde Evne til at forstaa. Men i den Forstand bar vel Sangen det størst mulige umiddelbare Bud fra Folkesjælen, som det ikke blev skjæmmet av noget selv- kjærligt Formaal. Helt og fromt gav han sig hen til det, som strømmet paa ham. Hans Aand og Væsen var som en frugtbar, ud- slagen Engflade; Solen kunde kalde frem av den, hvad den vilde. For store Muligheder SIDE: 9 her ligger begravet med ham! Med Sorg føler vi det alle. Men førend jeg siger mere om det, maa jeg gjøre et Forbehold. Mæng- den beundrer bestandig Mulighederne mere end det vi har. Det viser, at vi har en lang Rejse at gjøre, en stor Udvikling at gjen- nemgaa. Men det viser maaske ogsaa, at de Fleste har lettere for at strømme med i en ørkesløs Længsel mod det, vi endnu ikke har, end at sætte sig helt ind i det, vi har. Det siste kræver Dannelse, kræver Ærbødig- hed ud av Forstaaelse. Jo yngre og færskere et Samfund er, jo lettere har det for at fare forbi vor virkelige Ejendom i Sværmen for det Ukjendte. Kanske er der ogsaa allerede blant dem en Del Trætte, som er misnøjd med alt og foretrækker at længes efter det Umulige. Dette for at give den fulde, den ærlige Hyldning til alt det musikalsk Store, som imidlertid er skapt iblant, førend vi taler om de Muligheder, som sank i Graven med Rikard Nordraak, fire og tyve Aar gammel. Vi har for en stor Del faat Vederlaget, vi tar Hatten av for det og for dem, som har givet os det. De var tildels paavirket av ham, der lagdes ned her. SIDE: 10 Men naar jeg har gjort det Forbehold, saa vender jeg tilbage til alt, som utvivlsomt blev begravet med ham. Hvorfor tror jeg saa stort om det? Fordi jeg stod ham saa nær - kanske nærmere end nogen Nu- levende. Skjæbnen har jo villet, at vi, som begyndte at arbejde sammen, vi skulde skil- les. Han faldt tilside fra Toget, og jeg maatte videre. Det varet længe, før jeg kunde for- staa, at jeg virkelig var bleven alene. Siden dengang har jeg mødt mange av de Største i hvert Slægtled; men Mage til Begavelse i en ung Mand har jeg aldrig mødt. At være sammen med ham var en Fest fra først til sidst. Han vidste det selv. Som alle unge Højtbegavede stundet han efter en Tilhører. Fant han ham, saa blev han der, han var, om han ti Ganger havde lovet at være paa et andet Sted. Han kunde komme ind og begynde: "Jeg har bare to Minutter", og saa blev han fire Timer. De, som holder aabent Festbord, beregner hverken Tid eller Ud- gifter. Jeg vil gi et lidet Bevis paa Arten av hans Underholdning. Han var her i Berlin; jeg skulde bo nogle Dager hos ham paa Gjen- SIDE: 11 nemrejse fra Italien og Østerrige. Jeg havde ikke været mange Øjeblikke i hans Rum, før han udbrød: "Nu er Nordmændenes Tid kommen; nu er Turen til os!" - "Hvad slutter du det av?" - "Jeg kan bevise det matematisk!" - "Matematisk?" - "Hør her!" Han gik til Pianoet, slog nogle Akkor- der an: "Dette er de store Italienere, dette er Mozart, deres Fuldendelse paa tysk Grund med denne særegne Tilsætning! Men hør nu disse Akkorder her! Hører du den mør- kere Klang? Her er kommet noget med; det er Bethoven; Bach har noget av det; men her er det blevet System. - Hør nu paa disse ny Akkorder! Mærker du, hvad som er kommet til? Det er Richard Wag- ner. - Men hør nu her? Hvad er dette for Akkorder?" - "De samme?" - "Javist er det de samme! Men hvor findes de? I vore Hallinger, i vore Springdanse; Hardanger- felen gaar helt igjennem paa dem! Saa nu er vor Tid kommen, nu forløses vi. Som i Musiken, saa i Andet." Man kan sige om disse Aandrigheder, hvad man vil; men bare et Geni kan finde paa dem. SIDE: 12 Nu vil jeg med det samme meddele noget fra mit eget Forhold til ham, som jeg næppe før har sagt offenlig. Jeg var dengang helt betagen av norske Folkeeventyr, norsk-is- landske Eventyrsagaer, og av et Par Kjæmpe- viser. Jeg var betagen av dem som Æmne til musikalsk Drama. Jeg tænkte, vi to skulde arbejde dem frem sammen, forsøge at gjøre dem til Verdenseje. En opgave altsaa ved Siden av Richard Wagners. Nu er jeg den siste til at undervurdere Wagners Geni og dets storladne Linjer. Men som han har behandlet den fælles-germaniske Gudering og derigjennem den germaniske Urkarakter, er det os Nordboer til Forar- gelse. Ikke alene er det en Forvanskning, ja, en Mishandling av Sagnenes Grundvæsen; der er kommet med ind i Behandlingen en uren, sanselig-sentimental Tone, som, hvis den er germanisk, saa var den det sikkert ikke den Gang; i sig selv er den Bud fra Svaghederne i et Folk, og de skal ikke for- herliges, men modarbejdes. Uden paa nogen Maade at træde ivejen for den storladne Wagnerske Digtning vilde det musikalske Drama fra Norden, tildels SIDE: 13 paa lignende Æmner, have gjort en sund Gjærning. Den gik i Graven med ham, som ligger her. Og den gjøres ikke ved nogen anden senere hen. For det, som ikke kommer i ret Tid, det kommer aldrig. Hvorfor tror jeg, han kunde ha gjort det? Jeg har nævnt hans alle overragende Bega- velse, jeg vil nu minde om et Par av de Kompositioner, han har efterladt ved Siden av Fædrelandssangen. Har I hørt Kaares Sang i "Sigurd Slembe"? Selve Sangen lig- ner jeg bedst med en Maage ude paa de ytterste Havskjær, som skriker over sit Rede og Æggene i det; de er i Fare. Men Akkom- pagnementet! Det er dog vel sjelden i al Musik at høre hundre tusen Havhæste lang- vejs fra storme saaledes frem mod Udskjæ- rene? Tag saa den allerstærkeste Modsætning, den lille, stille: Smaagutten i Skogen gik Dagen lang, Dagen lang, Der havde han hørt slig en underlig Sang, Underlig Sang. Den har bare fire-fem Toner, som han SIDE: 14 fingrer ved, til vi har Skogensomhedens My- sterier i et poetisk Sind, - ja, saaledes, at det vel sjelden er overgaat. Tag endelig frem et av hans mange Musik- offre til Eros, Eros var den Gud, som oftest var i hans Sind. Jeg tænker paa den Vals, som Edvard Grieg saa pietetsfuld har lagt tilrette i "Maria Stuart i Skotland", der Dronningen kommer ind til den syge Dearn- ley. Jeg er ikke meget musikkjændt. Men saa langt jeg er det, synes Mozart's: "Reich mir die Hand, mein Leben!" og Verdis "La donna é mobile" mig at være noget av det kjælneste, skjønneste i erotisk-musikalsk Poesi. Og dog finder jeg, at Rikard Nord- raaks Vals holder Maal med dem begge, ja, at have noget Højere med. Om Eros blev spurt: "Paa hvilken av disse Melodier vil du sætte dig med din Bue, du Lille?" - han svarede bestemt: "Paa Valsen!" Men den, hvis Genius kan spænde om saa store Afstande, han maatte have kunnet naa det største. Jeg læste nylig en Bog om en ung norsk Maler August Herman Cappelen, som døde fra os næsten lige saa ung som Rikard SIDE: 15 Nordraak og med den samme store Mulig- hed over sig i sit Fag. Ved samme Lejlig- hed saa jeg hans Portræt, det man alminde- lig siger er det bedste af ham. Hvor blev jeg forundret: det er jo ogsaa Rikard Nord- raaks bedste! Intet af de Billeder, vi har af Rikard Nordraak, er saa godt, saa i aande- lig Forstand sandt som dette af August Her- man Cappelen. Billederne af Rikard Nord- raak giver noget for opstopperagtigt, som var de tagne nedenfra. Disse to er Brødre i de store Muligheders Rige. Vi har altfor mange dér! Altfor mange, som døde fra os - enten i deres fulde Manddoms Kraft, just som de var rustede for at give sit bedste; eller allerede som unge Mænd, just som de skulde begynde for Alvor. I vor historiske Tid maa først nævnes Haakon Haraldson, ogsaa kaldet Ethelstansfostre. Det fortsatte lige op til Abel, Wergeland og P. A. Munch, ja endog forbi de to unge Kunstbrødre Cappelen og Nord- raak. Det er da ikke bare Tilfælde; det maa da ogsaa være vor egen Skyld? Unge Mænd, tag Varsku! Den Smerte, vi hver Gang føler, maa SIDE: 16 hjælpe os til det! Naar nogen rører ved os, hvor vi er saare, drager vi Lemmerne sam- men og rykker bagover. Det gør vi ogsaa aandelig ved det, som smærter. Vi samler os i os selv, og vi tager et Steg tilbage. Vi bliver varsommere. Vi fortættes i vort Væsen som i vor Evne, vi bliver mere ægte i det, vi har fore. - Nu har jeg faat sagt omtrent alt, hvad jeg vilde. Jeg var paa Forhaand saa ræd for Forstyrrelserne her i det Fremmede. Det har idag været mig som et nyt, kært Møde med ham, min Ungdoms Lyst og Haab. For en Vækst ogsaa for ham, siden den Gang han fulgtes hid! Han fulgtes hid af sin Vært og af en tysk Jøde, Konditor Jacobi, som havde været en Del Aar i Sverig. Han vidste, hvem han var - og mødte op! Han blev siden vor gode Ven og fortalte os det. Men se nu ud over denne Samling af nor- ske Kvinder og Mænd! I staar her bevægede, men bag Eder hele vort Folk! Studenter- sangforeningen har mødt frem! Tak! Jeg maa have en Ret til at takke, jeg, som stod ham saa nær, og hvis Tekster han har taget op med i sin himmelfarende Vogn. Jeg tak- SIDE: 17 ker først og sidst dem, som har rejst dette Minde og bedt os komme hid til Afsløringen. Dette havde altsammen ikke været muligt, før efter den Samling, vort Folk nu har været styrket af, og som hans udødelige Melodi har saa stor Del i. Skal vi samle og samles, maa vi begynde i Taknemmelighed med Minderne, med at søge deres Grave, som har hjulpet os frem. Du norske Flag, som nu dækker hans Bauta, dig har hans Sang ogsaa været med at gøre frit. Frit for fremmede Farver. Gør nu du hans Æresminde frit! Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 18 NORDENS FREMTID. Man har i flere Aar bedt mig om at komme til Danmark og tale om Nor- dens Fremtid. I det sidste Par Aar har man bedt mig herifra, at jeg skulde komme og tale paa dette minderige Sted om det samme. Hver Gang er jeg bleven forhindret. Jeg var paa Vej at blive hindret iaar igen, for jeg burde jo have været i Norge og fulgt min gamle Ven til Graven. Men jeg sagde mig selv: En Gang til vil jeg ikke narre dem. Ham følger saa mange, at jeg kan undværes, men her kan jeg ikke undværes, for jeg er desværre endnu den eneste, som bærer den Tanke offentlig frem, som jeg kommer med her idag. Naar vi taler om Nordens Fremtid, saa gaar jeg udifra, at Norden overhovedet skal have en Fremtid, det er, at vor Stamme skal bestaa selvstændig sammen mellem alle de andre. Er det dog ikke forunderligt i en Tid, hvor det siges aabenlyst og gentagende, at SIDE: 19 de smaa Staters Tid er forbi, at vi saa ikke alment taler om, hvad som skal betrygge vor Fremtid? Nu har der været holdt Valg i Danmark, og ved dette Valg har der været talt ud som aldrig før, men ikke et Ord om, hvad vi skal gøre for at bestaa som selv- stændige Folk. Akkurat ligedan i Norge. Der har de nylig givet ud sine Valgprogram; i dem staar, hvad vi skal gøre for at bygge op Samfundet og for at give det Lys; der staar ikke et Ord om Fremtiden, hvad vi skal gøre for at trygge den. Vi har en Fortid, som kan lære os. Ved at være uenige har vor Stamme tabt Land og Folk. Og kanske er det det mindste Tab. Hvad vi har tabt i vor svage Kraft derved, at vi har spildt den paa den unød- vendige Strid os imellem, er meget, meget mere. Det er ikke til at tælle op. Der staar saadanne Vidner om det, som at der var Kul- turstrømninger derude iblandt de andre Folk, som ikke har naaet os, eller i alt Fald for sent. Der er et endnu større Vidne, det er, hvad vi har udrettet, siden Uenigheden slut- tede, og vi fik lægge alle vore Kræfter i SIDE: 20 vore egne Sager. Vi er komne alle de andre Folk paa Siden i den Tid, og det fortæller os klart, hvad vi nu kunde have været, om vi havde holdt sammen. Men i dette Øjeblik, det kan ikke dølges, staar vi mindre sammen end nogensinde, siden den store Uenighed sluttede, nemlig siden 1814. Der er mange, der siger, det er Norges Skyld, og jeg maa tale lidt om dette, for det ligger i den Vej, jeg vil gaa. Sagen er, som Jeres udmærkede Krigs- historiker, gamle Kaptejn Sørensen - Ære være ham! siger vi Nordmænd - har vist, at den Gang, da vi gik bort fra Danmark, var det som en Overdragelse fra Konge til Konge, et suverænt Folks Overdragelse fra Konge til Konge, altsaa ikke fra Land til Land, ikke til Sverig. Dette Vilkaar blev øjeblikkelig krænket, skønt det blev gentaget med højtidelige Ord i Pagten med os selv, at vi i alle Maader skulde være to lige Brødre. Det blev vi ikke. Og saa har Kampen, siden vi fik Magt til at føre den - i den første Tid havde vi den ikke - staaet om, hvor- vidt vi skulde have Lov til at komme op og staa som et helt suverænt Folk ved Siden SIDE: 21 af de andre. Med andre Ord: det blev en Kamp om, at vor Union skulde gaa over fra at være en Realunion til en Personal- union, som der var lovet os. Derom har Kampen hidtil staaet. Jeg vil sige straks: havde Sverig set sin Opgave, havde de respekteret, at vi vilde være lige saa selvstændige som de, da havde Følgen været den, at Danmark i denne Stund havde været sammen med os, og Sverig havde været den førende og ledende for os alle tre. Det er denne store Rolle, som Sverig ved en fejlagtig Politik har forspildt. Og det er nøjagtig det samme, de nu forspilder igen. For det var vor Vilje, vor trofaste Vilje, at arbejde ad fredelig Vej, gennem Forhand- ling, bare Forhandling, frem til vor Ret. Og saa svarede den svenske Regering paa det ved at krænke den Pagt, de havde indgaaet med vor, ved at sætte Vilkaar, som det var umuligt for os at opfylde, naar vi vilde være et suverænt Folk. Derfor brast Unionen. Endda den brast, gjorde vi et sidste Forsøg paa at vise, at det ikke var det svenske Folk, vi vilde skille Lag med, vi vilde som før være sammen med dem i Krig og Fred. SIDE: 22 Det var heller ikke det svenske Kongehus, vi vilde krænke. Vi bad dem give os en Konge af Bernadotteætten. Vi kunde dog ikke klarere sige, vi vilde Fred og Samar- bejde. Og saa tog de Svenske det saaledes, at det var en Haan, vi viste dem. I Stedet for at tage imod det Tilbud, lagde de Vil- kaar frem for os, hvoraf et krænkede os paa det dybeste. Jeg rejste for en Tid siden forbi Frede- riksten Fæstning ved Frederikshald. Den har mere end én Gang frelst vort Land, den har aldrig overgivet sig, og nu var den paa Svenskens Bud og Befaling ødelagt som Fæstning. Hvad jeg følte derved, kan ingen saa godt forestille sig som Danskerne. Uagtet denne Ydmygelse - Svenskens Vrede slut- tede ikke, saa at vi, da vi nu endelig skulde grunde vor Forfatning, ikke turde gaa til Republik, vi maatte søge en anden Konge, en Konge, som gennem sine Forbindelser kunde forsvare os. Jeg maa omtale dette, for det ærgrer mange af os i Norge, at I Danske har krævet af os, at nu skulde vi gøre os til Republik. Det er ganske vist saa, at den store Del af SIDE: 23 det norske Folk er republikansk. Vi kunde i en Forening som den, vi har staaet i, ikke blive andet. Men det er lige saa sandt, at de aller, aller fleste af os straks følte: Nej, Republik turde vi ikke gøre. I maa respektere det! Re- spektere, naar vi siger: Vi turde ikke gjøre Republik. Det, at I vidste det bedre i Dan- mark, minder mig svært om, at de, som helst lærer os, hvordan Ægteskabet skal være, det er Pebbersvendene, og de, som skriver allermest om Børneopdragelse er dem, som aldrig har haft Børn. Nej, vi turde ikke andet, vi maatte gaa til Kongedømme. Og da jeg taler til danske Mænd og Kvinder, vil jeg sige, at den Mand, vi herfra fik til Konge, er vi allesammen glade i. Her er knyttet et stærkt og over- ordentlig hæderligt Baand mellem de to Folk. Hvordan skal vi nu, alle tre, komme sammen igen? Der er Spørgsmaalet. Hvordan skal vi blive enige igen? Det bliver jo paa Svensken, det beror. Men Svensken er vred. De er vrede paa Dere ogsaa! Svensken tog det meget ilde op, at vi vilde være saa selvstændige, som de selv er. Men de tog det ogsaa ilde op, at I var enige med os i det. Naar en svensk SIDE: 24 Mand, og I kender jo mange Svensker og véd, at det er et stort Folk, med prægtige, herlige Egenskaber, de er mere storskaaret end noget af vore Folk, det har deres Histo- rie ogsaa vist, - men naar en Svensker blir sint, er han noget af det urimeligste paa Jorden. Vi kan jo tage som Eksempel, hvordan I nu staar til ham. Dersom I ikke havde holdt med Eders gamle Forbundsfælle gennem mere end 500 Aar, naar han var i Fare og Nød, tør jeg spørge: Hvad var I saa for et Folk? Dersom I, naar det gjaldt vor Selv- stændighed, ikke holdt med os, som vilde være selvstændige, men med dem, der vilde hindre det, spørger jeg atter: Hvad var I saa for et Folk? Jeg gaar videre. Jeg siger: hvis I aldeles ikke var I Slægt med os eller havde haft nogen Historie sammen med os, men bare saa paa, at en Stor og en Liden sloges, dersom I ikke da holdt med den Lille, var I et daarligt Folk! Jeg haaber og tror, at den Tid snart er inde, da Svensken selv vil indse dette og smile en Smule i sin Vrede. Men jeg vil ogsaa sige et Ord, som for- klarer; ti det, som forklarer, forsoner. Jeg vil minde Dem om en Erfaring, som kanske SIDE: 25 mange, der sidder her, har gjort. Naar et Forhold brydes af den Grund, at den ene Part ikke finder sig vel i det, han maa have mere Selvstændighed for at kunne udvikle mere Personlighed, nu vel, naar et saadant Forhold brydes, er i Reglen den anden Part misfornøjet, han føler sig krænket. Det kan være en Far og Mor overfor sit Barn, det kan være en Broder overfor Broder, den ene Kompagnon overfor sin Kompagnon, eller en Mand overfor sin Myndling. Naar disse bryder ud, føler han sig krænket og han siger bestandig: Jeg har ikke saa meget imod, at han eller hun vil gøre sig selvstændig, men Maaden, Maaden. . .! Nu er det virkelig ikke saa godt, naar man skal bryde ud, det kan komme til at fejle lidt paa Maaden. Jeg siger heller ikke, at det ikke kan have fejlet lidt paa Maaden med os ogsaa; thi vi kunde ellers ikke være komne fra det. Men jeg vil saa spørge Jer, om I ikke er enige med mig, naar jeg siger: er der noget, som en hæderlig Mand eller Kvinde skal have let for at tilgive, er det den Maade, hvorpaa et ungt Menneske har gjort sig uafhængig. Det er nemlig til saa SIDE: 26 stor en Vinding for ham selv eller for hende selv, dersom det er af noble Grunde, at Forholdet brødes, at det bør tilgives. Og er der noget, som et ædelt Folk som det sven- ske maa have let ved at tilgive, er det den Maade, hvorpaa deres yngre Folkebroder har gjort sig uafhængig. Saa kommer atter Spørgsmaalet: Hvordan skal vi nu komme sammen? Hvad skal vi gøre for det? Eller er det ikke nødvendigt, at vi kommer sammen? Her er en hel Del i Almindelighed fortræffelige Mennesker, som ikke er gode Politikere, for det falder ikke altid sammen; de er som Heine siger: Gute Menschen, aber schlechte Musicanten , bra Mennesker, men de spiller ikke bra. Der er nogle af dem hos os, kanske har I dem ogsaa, som siger: hvad skal den Forening være til? Hvad Nytte gør den? Vi kan ikke forsvare os alligevel. Saa er der dem, der siger: Naar vi faar en Voldgiftstraktat under den ene Arm og vi faar en Nevtralitetserklæring under den anden Arm, saa kan vi paa de to Svømme- blærer kaste os frejdigt ud i det oprørte po- litiske Hav, vi kommer nok frem. SIDE: 27 En slig Tale belyses bedst ved, at de største Folk søger af al Magt Alliancer, og saa skulde vi smaa ikke trænge til dem? Nu vil jeg straks gøre den Indrømmelse, at saa smaa Folk som vore, om de ogsaa alle tre kom sammen, var det ikke nok til at forsvare os. Den Indrømmelse maa ube- tinget straks og helt gøres. Hvorfor saa komme sammen? For sammen at søge større Alliancer. Det er den eneste, eneste, eneste Maade, som vi kan bjærge vor Fremtid paa. I kan prøve i alle Verdens Hjørner, det eneste, I kan komme tilbage paa, er dette. Og det er for at prædike dette, at jeg er kommen hid. Det skønner I selv, at naar et Folk paa 2 Millioner søger en Alliance, drager de paa Skulderen, de bryder sig ikke om en Alliance med 2 Millioner. Selv om det var et Folk paa 5 Millioner, er det for lidt. Et Folk paa 9 Millioner, det lader sig kanske høre. Men vi har en Udvej. Det er, naar vi 9 Millioner er bleven enige, saa skulde vi søge hen til de andre smaa Folk, for de er akkurat i samme Fare som vore. Dersom vi f. Eks. lagde an paa at faa en Nevtralitetserklæring SIDE: 28 indbyrdes og fælles med Holland, med Bel- gien, med Luxemburg, med Svejts, var vi over 20 Mill. Naaede vi ikke andet, naaede vi i en saadan Samklang at faa en Stemme i den evropæiske Koncert, som de kalder det, naar alle disse Store sidder og bestem- mer over os. Vi fik da i alt Fald en Stem- me med, og det var meget. Men saa kommer det næste. Enten vi faar en saadan Forening med de andre smaa Stater, hvad jeg i høj Grad ønsker, eller vi direkte arbejder for at naa op i en større Alliance, Alliancen maa være saa stor, at den ikke alene trygger vor Eksistens, men af sig selv fremfører Verdensfreden, som er hele Menneskehedens største Længsel. Der staar vi foran et Problem. For der kommer naturligvis Folk og siger til os, som der ogsaa er sagt: Søg saa til Tyskland! Tyskland ligger jo midt mellem os, centralt, det er en vældig Magt, søg ind under Tysk- land! Det kan være rigtig nok; men dersom man lagde det Spørgsmaal frem til Afstem- ning, jeg vil ikke sige i Danmark alene, men i Holland, i Belgien, Sverig, Norge, i Svejts, det fik ikke 1000 Stemmer i noget af dem. SIDE: 29 Hvad er Grunden til det? Er det den, at vi har mod det tyske Folk? Nej. Naar vi kommer sammen med det, kender vi Broder- skabet. Der er Tusinder af vore, der lever og arbejder der, og der er Tusinder af Ty- skere, der fra gammelt lever og arbejder her. Jeg er sikker paa, at en Del af dem, der sidder her, er Efterkommere af Tyskere, af dygtige Tyskere. Vi har det Folk stort at takke, det er en vældig Kulturmagt. Saa der er Grunden ikke at søge. Er det Grunden, at deres Hersker er en ond, lej Mand? Han er tværtom! I Norge i alt Fald er han meget afholdt. Hans Per- sonlighed og snare Ord staar der Glans af. Der er noget pragtfuldt ved ham. Det er sikkert ikke hans Skyld dette. Nej, jeg skal sige Dem Skylden, det er de ufri Institu- tioner, som Tyskland har, og som vi er bange for. Det er Politimagten, Bureaukra- tismen, Militarismen, som skræmmer os. Det er derfor, vi ikke tør komme did. Det er Sagen, saadan staar det. Tyskland som Stats- samfund, i sin Politik, har jo heller ikke Re- spekt for andres Nationalitet! I de Provinser, de har erobret fra os, fra Polen, fra Frankrig, SIDE: 30 mishandler de den nationale Aand, krænker de Samvittighederne, de tramper ned vort Sprog, der er bare en Mening om det. Da jeg nu er Nordmand, vil jeg sige Jer, at om I vil vide Nordmændenes Mening om det, er den akkurat den samme som Jeres, nem- lig, at Tyskerne egentlig haaner os, saa længe dette staar paa. Her er samme Forhold som før med Sverig. Det kunde have indtaget den ledende Stilling blandt os, som det fortjener, det er jo det store Folk, det mest berømte Folk, det kunde være, hvad man kalder primus inter pares, det første mellem Ligemænd. Akkurat det samme siger jeg om Tyskland. Det kunde anføre alle Nord- og Sydgermaner, og det driver en Politik, som gør det umu- ligt. Det er blindt; der er ikke Fremtidssyn i det. Men hvad saa? Jo, Faren kan ophæves, hvis vi ikke kommer alene, vi smaa Stater, men lægger an paa at faa et Forbund af alle Germaner eller Tevtoner eller Gother, der er saa mange Navne, men jeg tror, man især stanser ved Navnet alle Syd- og Nord- germaner, i Tyskland, i Østrig, i Holland, i SIDE: 31 Belgien, Schweiz, og i vore Stater og i Stor- britannien og i Amerika. Dér er den store Tanke, der hvælver sig over vort Liv, som Himlen nu her. Hvad har jeg ikke her for en Synskres om mig! Jeg har ofte set, at Synskresen blev randet af Havet, af Bjerge og Høje; men aldrig før har jeg set Tusinder af levende Menne- sker rande den. Og naar jeg staar med denne store Tanke, er det, som jeg ser Tu- sinder af levende Mennesker indeslutte den i sin Synskres. For de andre, de store Stater, er en Al- liance et Magtspørgsmaal, for de smaa Stater er den Livet. Vi maa derfor begynde at ar- bejde paa det, vi, de smaa Stater. Der er saa mange, der rykker bagover, naar vi siger saadant. Vi er ikke vante til at tænke Politik, naar det gaar udadtil. Men husk, at de stør- ste Initiativer i Verden er kommet fra de smaa Folk, og fra de store den Gang, de var smaa. Det er noget af det herligste, som Kulturen har vundet, at der spørges ikke, hvorfra en Tanke kommer, naar den har Grokraft. Naar den siges her, gror den i det vestligste Amerika. Det er det herligste, SIDE: 32 som vor Kultur har vundet, den Gensidig- hed, den Ørenlyd for den sande, frugtbare Tanke, hvorfra den end kommer. Der skal jo et praktisk Greb til, som mu- ligvis jeg ikke har. Jeg er vel ogsaa for gammel. Jeg talte med en højtstaaende Mand af et andet stort Folk. Jeg talte med ham om dette, som han var begejstret for, og som han ud- talte sin Glæde over. Men han sagde: "Ja, De burde rejse og tale med de fornemste Mænd i disse Stater, og det er de for gam- mel til. Gid De var tyve Aar yngre!" Men lad os da finde nogle, som er tyve, tredive, fyrretyve Aar yngre end jeg, og som kan begynde paa den Rejse! Nu er jeg vis paa, ja, jeg er ganske vis paa, at disse Ansigter, som ser paa mig, be- gynder at tænke: "Han er en Sværmer!" Det har jeg aldrig været. Jeg har holdt mig nok saa tæt til Virkeligheden. Jeg har set nok saa klart. Jeg har ogsaa en Gang imel- lem set, før andre saa. Og her er jeg saa lidt Sværmer, at jeg véd i dette Øjeblik, at det er tusinder Mænds og Kvinders inder- ligste Ønske, jeg fremsætter. SIDE: 33 Men det praktiske Arbejde for dette Ønske? Jeg kan i alt Fald faa Lov at sige, hvad jeg har tænkt mig, at vi skulde, nogle ganske faa, gaa sammen og danne et lidet Selskab. Og kanske af en ædel og langsynet Mand eller Kvinde faa en Del Penge, og saa spreder vi os og rejser vi til andre Lande, og faar der dannet ogsaa ganske smaa Selskaber af be- tydende Mænd og Kvinder og faar dem til ogsaa at sende Rejsende ud for den samme store Tanke. Naar vi har samlet, lad mig sige et Selskab paa 10 i hvert af de Lande, det her kommer an paa, og vi saa holdt et offent- ligt Møde i London eller i Berlin, for at arbejde for en Samling af alle de syd- og nordgermanske Folk, vil den lille Lue flamme op til en overordentlig stor Ild. Bare jeg ud- kastede de Ord i Berlin, hvor fik de ikke Gjenlyd i hele Verdenspressen! Der var nogle, der frygtede, nemlig Latinerne, men de andre jublede. Eller der var skeptiske, kloge Folk, jeg mener kloge Høns, som altid begynder med at tvivle, de har gravet saa ofte i Jorden uden at finde Korn, saa d