Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bjørnstjerne Bjørnson Orkestret er opløst Man vil erindre, at Orkestret Tid efter anden har søgt om bedre Aflønning, men uden Nytte, tildeels endog uden Svar. Flere gode Kræfter ere derfor gaaede ifra - til egen Nytte forresten, da de har fundet god Anvendelse for sine Evner. En Enkelt, som her ikke fandtes værdig til en halv Snees Dalers Gage, er i Udlandet endog anerkjendt og søgt som Kunstner. Ihvorvel det under vore Forhold maa være Theatrets Pligt at antage sig Musiken, saasom vi intet Koncert- eller Operahuus har, og en by som Christiania forlanger Anledning til musikalsk Dannelse og Underholdning, saa kan dog ikke forlanges af Theatret, at det skal give en Enkelt Kunstnergage. Men det kan med Billighed forlanges, at en Mand, en dygtig Mand, som har tjent Theatret i 17 Aar (og der gives nok flere Saadanne) faa lidt mere end - - 10 Spd. Maaneden! Den største Deel af hans Dag gaar med til Prøver og Spil mellem og under Forestillingen, og han er herfor ikke aflagt saagodt som den simpleste Arbeidsmand. Nu har flere af de ældste, bedste og Theatret uundværlige Musici søgt om Tillæg under den Dyrtid, som har hjemsøgt os. Da de ikke fik dette, ikke engang direkte Svar, og da de baade følte sig krænkede og SIDE: 17 ude af Stand til at ernære sin Familie, naar deres eneste Tid blev saa slet betalt, søgte de Erhverv paa anden Maade og sagde op. Folk, som med Bifald har givet Koncerter, som Theatret selv har tilstedt Adgang til at lade sig høre fra Scenen, er herefterdags at høre paa - Dragsalen og paa en og anden velmeriteret Sal i Pipervigen. De tjener Penge, men hvad skal Theatret gjøre, og hvad skal Publikum sige? Naturligviis: Direktionen bliver ikke forknyt for saa Lidet. De henter Orkester hjem fra Danmark, fra Tydskland, fra Australien om det behager den. Den sender Hr. Sperati ud i den vide Verden for at hverve, hvis den falder paa det; ja, den leier vel ogsaa et eget Dampskib til at føre dem spillende, trommende og blæsende hjem paa - altid under Anførsel af Hr. Sperati, der staar paa Hjulkassen og slaar Takt. Men slipper den nu billigere paa denne Maade, og var det ikke Billighedssystemet, som i alle Fald tilsyneladende forbød den at holde paa de gamle Medlemmer? Disse har den private Musik i Byen, og saafremt ikke Direktionen ogsaa kommanderer Byen med samme ugenerte Lethed som Theatret, saa holder nok Byen paa disse sine egne dygtige Folk. Men de Nykomne maa leve, og Direktionen maa skaffe dem at leve af. Bliver nu dette billigere? Det skal undre os, om vi ikke en vakker Dag seer Hr. Sperati staa ganske alene i Orkestret og slaa Takt - - for den Musik, som Publikums Piber ufravigelig og ganske gratis leverer ham. SIDE: 18 Bjørnstjerne Bjørnson Berthe Canutte Aarflot Berte Kanutta Sivertsdatter Aarflot er død den 29de Oktober, 65 Aar gammel, og blev med stor Højtidelighed begravet paa Ørstens Kirkegaard, hvor Sognepræst Wraamann holdt Ligtalen. Denne gudhengivne Kvinde har levet til Manges Opbyggelse. Hendes dybe, religiøse Sange er en Skat i hver Bondes Hus hele SIDE: 19 Trondhjems og Bergens Stift igjennem; er ogsaa vandret længere udover Landet og synges tillige i Nabolandene. Man tør om hende sige, at Faa her i Landet har i en vid Kreds bidraget saaledes til Religionens Væxt som hun. Omkring hendes Sange har ogsaa de gamle Salmemelodier flokket sig; naar man i det Nordenfjeldske en Søndag kommer uforvarende til en Bondegaard, hører man fra Huset en Salmesang gaa imøde, som man ikke kjender fra Kirken, men som synes at passe Stedet og Folket, og siger bedre Velkommen end noget Ord. Kan man da senere under Samtalen komme til at se i de Bøger, som ligger efter paa Bordet, vil man finde en Titel som denne: Troens Frugt, en Samling af Aandelige Sange i to Dele af Berte Kanutta Sivertsdatter Aarflot. Hendes Dødsfald er et af de faa næst Kongens, som kommer til Bondens Kundskab og vækker taus Deltagelse. SIDE: 20 Bjørnstjerne Bjørnson Følgende Faktum bør meddeles Følgende Faktum bør meddeles. Hr. Henrik Ibsen blev af Direktionen for Understøttelsesselskabet opfordret til at skrive et Deklamations- nummer; Hr. Wiehe blev overdraget Fremsigelsen deraf. Men Hr. Wiehe erklærede, at det i hans Mund vilde lyde affekteret saasom det var norsk, og indeholdt efter hans formening Dialektord. Jfr. Svendsen maatte derefter overtage Numret, skjønt hun ogsaa erklærede, at det faldt hende besværligt af samme Aarsag. Man bebreider ofte vore yngre Forfattere, at de ikke skriver mere for Scenen, og klager over at vi ikke faar flere norske Stykker frem; men saalænge Tilstanden er som her oplyst, er vel ingen Forandring at vente for det Første. SIDE: 21 FINNES OGSÅ I BBAR1.SGM Bjørnstjerne Bjørnson Arne Kulterstad I et Tidsrum, der strækker sig hele Oskars Regjering igjennem og langt tilbage i Karl Johans, har ingen Dødsdom vakt en Opmærk- somhed, som den, der nu er skjænket eller lidt efter lidt vil skjænkes Dødsdommen over Arne Kulterstad. Her er Ingen, som tvivler om, at man i Arne Kulterstad har for sig en farlig, fredsforstyrrende Mand. Men dels vil en Tvivlens Tanke gjøre sig gjeldende, om hans For- brydelse, selv under de værste Forudsætninger med Hensyn til hans Vilje, hører til de Gyseligheder, for hvilke Samfundet maa kræve Fyldest ved Liv for Liv; dels tror eller vil Mange komme til at tro paa hans eget Udsagn om, at han aldrig har villet dræbe sin Fiende, "blot mærke ham", og at Dødsskuddet forsaavidt var Vaadeskud [fotnotemerke] . Man tror paa dette, fordi han gjentager det nu, berøvet alt Haab om Naade, gjentager det højtideligt som skulde det være hans sidste Ord. Man tror paa det, fordi en af de Mænd, Arne i sin Tid forfulgte med Skjældsord, Anklage og Stenkast, siger til Alle, at uagtet han kjender Arne fra hans værste Side, er han dog fuldt overbevist om, at Arne her siger Sandhed. Jeg for min Del har endnu to Grunde til, uden hvilke jeg ikke skrev. Den første ligger i Bekjendtskabet til den norske Fjeldbonde ialminde- lighed, navnlig til den Afstand, der i Lidenskabens Øjeblik er mellem hans Tanke og Ord, men atter igjen mellem hans Ord og Handling. Han tænker meget mere end han siger, men han gjør meget mindre. Efter nu at have talt stille og længe med Arne selv, er det min Overbevisning, at hin almindelige Iagttagelse ogsaa her er sand, - at SIDE: 23 Arnes Sind var fuldt af Ondt, men at hans Skud faldt værre end han vilde. Arne var, efter megen Trætte med den nu Afdøde, for længere Tid tilbage bleven saaret af ham i Haanden. Ved den Lejlighed undsagde den Afdøde ham og i en stor Almues Paahør udskjældte han ham for at være den værste Mand i Valders. Arne huskede dette; da han hin Vinterdag stod i Skoven og saa den Anden kjøre forbi nede paa Vejen, "kom det saa stolt paa mig," siger Arne; "jeg gik og ledte efter Fugl og Ikorn og havde lagt yrende lidet Krudt i Riflen, det var ikke et Maal." - "Hvor sigtede Du saa?" - "Jeg tog Sigte paa Haanden, han gik og holdt Haanden paa Læsset. - Jeg vilde blot mærke den, for han havde jo mærket min." Arne løftede op sin lille, veldannede Haand og fremviste et stort Ar mellem Tommel- og Ringfinger; det strakte sig opigjennem et langt Stykke. Men Arne traf mere end Haanden. Hin gik, i det samme Skuddet faldt, afvejen for en Sten, forandrede derved Stilling, - og Arne traf, saa det blev Begges Bane. Der skal være Uoverensstemmelse mellem Arnes Udsagn og et Par Vidners Prov med Hensyn til det lige Forudgaaende, nemlig fra hvilken Kant Arne var kommen, og hvorlænge han havde været paa Stedet. Endvidere er det bevist, at han med ladt Rifle har ventet den Anden ved tidligere Lejligheder. Men om man faar bevist, at han i lang Tid har gaaet der, endvidere at Arnes Forklaring her er vaklende, kunde der dog endnu tvivles om, at det dennegang var den Anden, han ventede paa, endvidere at han ventede for at dræbe ham. Det er jo oplyst, at Arne i meget lang Tid har lagt i Skjul blot for at kunne sende en af sine Modstandere Sten og Skjældsord. Hans Forfængelighed som Slagskjæmpe og Stormand i Bygden gar gaaet ud paa at sætte sig i Skræk og intet Videre. Hans Trudsler gik vistnok i alle Henseender videre; men det er jo netop det Sædvanlige for saadanne Karakterer. Man kommer under denne Undersøgelse ind paa en Bane, hvor Vidnerne slipper op, den juridiske Kundskab med, og hvor ingen Ret eller Regjering har det ene afgjørende Skjøn; thi det er de psykologiske Enemærker. Arne er ingen klog Mand; jeg mærkede det af hans Samtale, jeg har senere hørt det af hans militære Foresatte (han var som bekjendt afskediget Fureer). Hele hans taabelige, dumstolte Adfærd røber det Samme, endvidere slig en traditionel Bygdeforfængelighed som den SIDE: 24 at ville for enhver Pris være frygtet, og hvorom jeg har hørt mange underlige Historier. Naar ikke den større Grad af Dannelse, han besad, endvidere hans megen Omgang med bedre Folk og Ophold blandt Fremmede (han har lagt længe herinde i Garnison, har været med i Slesvig osv.), naar ikke Alt dette har kunnet redde ham fra at henfalde i saadan raa Ærgjerrighed, saa maa han være lidet begavet. Det er endvidere bekjendt om ham, at han uden at være Dranker, dog gjerne tog Hjelp til sig af stærke Drikke, naar han skulde ægle sig ind paa en farlig Mand eller optræde med Mod og Skryd. En saadan Karl, lidet begavet og ikke rigtig sikker paa sig selv, har en løs Mund, og er nødt til stundom at gaa efter i Handling for at opretholde sit Ords Anseelse. Ser man paa Karakteren i disse Handlinger, en for en, vil man naturligt finde, at de ogsaa har Praleriets hule Anlæg, ikke Koldblodighedens, ikke Djærvhedens; han vilde skræmme og intet videre; "man skulde aldrig være rigtig tryg for Arne Kulterstad". Men saadanne Naturer er det ikke, som myrder. Det er ikke de løst sammensatte, det er de intense. Arne græder nu, som et Barn, den Svages Graad, "over den Ulykke han er kommen i"; endvidere den bløde Mands Graad: "jeg har Kone og smaa Børn." Det er ogsaa det bevægelige Hjertes; thi da jeg spurgte ham, hvor gammel han var, svarte han 35 Aar og brast i Graad. Man vil trække saa stort Bevis frem deraf, at hans Forklaring ikke er sandfærdig. Jeg fik ogsaa under den hele Samtale Indtryk af, at han endnu ikke forklarede sig sandt om alle Ting; men tillige af, at Vedkommende paa et eller andet Punkt i Sagens Behandling har misbrugt hans Aabenhed og derved skræmt ham, saa han tør ikke Andet end holde ved som han har begyndt. Herom har han vel et hemmeligt Regnskab med sig selv. Han bruger vel den Tro, at Retten har været uretfærdig mod ham, til at kvittere med. En lidet begavet Mands Retfærdighedsregnskab er netop saaledes, det støtter sig paa relative Synsmaader; det pukker paa "hvad Andre har gjort". Dette, at han ikke endnu siger sandt, tør altsaa være en simpel (og tildels traditionel) Taktik, behøver ikke at staa i Forbindel- se med Bevidsthed om større Brøde end den, han tilstaar. Han vilde bruge den samme Taktik i ethvert Tilfælde. Ser altsaa Regjeringen saa stærkt Bevis imod ham deri, at han ikke siger sandt, saa tør den lægge Akcenten paa et falskt Sted. Man regner op: dette gjorde han og dette og dette; dengang SIDE: 25 spankulerte han nede paa Vejen med ladt Rifle, dengang bad han En: aa sæt Ild paa det Hus! - dengang truede han, dengang undsagde han osv. osv. Men saadan bærer ikke den sig ad, der har Mordets Koldblodighed og Beslutsomhed. Saadan bærer en pralende, forfæn- gelig, løs, og ikke dristig Mand sig ad, naar han tror det er en Klik paa sig, at en Anden faar ustraffet gjøre ham Fortræd. Han gaar og skryder og truer og bander saalænge til han maa gjøre noget Reelt for at holde sig i Respekt. Men han har ikke den tilbørlige Dristighed til at gaa paa Livet, naar den Anden er beredt til at bruge alle Slags Vaaben. Har han da Dristighed til at dræbe? Endnu mindre. En Mand, der kan dræbe, gaar ikke og truer dermed gjennem 14 Aar. Allermindst gjør han det, naar en saarende Nidvise i næsten lige saa lang Tid har gaaet Bygden rundt uden at kunne fremdrive Kata- strofe. Han har villet "mærke ham", minde om sin Hevns Tilværelse. Man taler om hans Lidenskabs Dybde, hans Styrke og Udholdenhed i Forsættet; man kan heller vende det om og sige, at han var for svag og ræd til at gjøre noget Overordentligt med eengang, men for forfængelig til ikke bestandig at huske, at endnu har du Ingenting gjort, endnu siger Folk om dig, at du er nok ikke saa farlig endda, siden du kan taale sligt. Og saa gjorde han nogle forcerte Forsøg hist og her, helst ved Hjelp af Brændevin; men ingensteds i hans Historie hører man om en rask, beslutsom Hevn, der røber Dybde i Lidenskaben og Styrke i Forsættet. Det var en stolt, men løs Karl, der lod sig drive frem af Forfængelighed, mere end af Lidenskab, derfor taler han nu grædende "om den Ulykke, han er kommen i". - Man fremfører alle hans forskjellige truende Udsagn og vil af dem faa ud, at det var Døden, han mente. Mig synes, man faar deraf ud hans Lidenskabs Uformuenhed, hans Forfængeligheds Tilflugt til Pral. Han dryssede og skranglede med store Ord og gik paa Vejen med ladte Geværer, og yppede Slagsmaal, naar han var fuld, og af alle sine Spekulationer over at gjøre sin Skræktheori virkelig, kunde han blot bringe at kaste med Sten eller pilte over til en Anden for at bede ham brænde et Hus ned. Dette beviser ingen Lidenskabens Dybde, dette er ikke den Mand, som har Hjertelag til Mord. Jeg ved nok, at juridisk er det et Bevis mere for hans Skyld, at han tit og ofte har undsagt og truet; psykologisk er det i dette Tilfælde et Bevis mindre. SIDE: 26 Han har ikke villet dræbe, han har villet true, mindre, han har villet "mærke ham"; dertil er han af sin Forfængelighed drevet frem, fordi den anden nu i 14 Aar havde ægget ham og i al deres Trætte faaet Overhaand, trods den Skræk, der skulde staa af Arne. Og saa lagde han sig i Baghold og fyrede paa hans Haand. Denne bange Halvhed i Forholdsregel, denne Nølen i selve Handlingens Øjeblik, saaat Skuddet gik af senere end han vilde, stemmer med alt det Andet, lige fra Praleriet, den idelige Klænging som den, der ikke rigtig tør, lige til hans Frygt for at sige sandt ved Retten og til hans endnu større for Døden. Arne er nu saa ræd Døden, at man ser ham ikke uden megen Bevægelse. Han græder som et Barn, mildt óg stille; medens han staar oprejst og taler med dig, kan Taarerne trille ham ned over Ansigtet og pludselig spørger han: "er der da slet ingen Raad? kan Ingen længer gjøre Noget for mig?" Af Respekt for den Lov, der har dømt ham, vil jeg ikke søge at vække Rørelse, og at omtale Principet i selve Loven er ikke Hensigten med disse Linjer. Jeg vilde kun - for en anden Gangs Skyld - minde om, at i Sager, der gjelder Livet og Døden, er Vidner og Sandsynligheder ikke længer nok, der maa gaaes dybere ind i Menneskets Sjel. Som ganske ung var jeg tilstede ved en Henrettelse, hvorved min Fader var forrettende Præst. Ved at komme tilbage til dette Sted som voxent Menneske og tale med Folket, har jeg stødt paa den almindelige Tro iblandt dem, at han, som her blev sendt i Døden af den straffende Lov, gik did for sin Moder, som var den egentlige Skyldige. Der skal ogsaa leve En til hvem han et Par Dage før sin Død har betroet sig. Dette staar nu for mig, - og saa husker jeg Arnes Ord: "jeg vilde ikke dræbe ham; de gjør en Ulykke paa mig." - Jeg spurgte ham, om han ikke syntes det bedre at gaa vel forberedt i Døden end at leve sit Liv mellem Slaver. Men han undveg Spørgsmaalet; han vilde blot leve, leve. - Siden sagde han: "som jeg nu er, kan jeg ialfald ikke dø; jeg maa have Udsættelse." - Arne Kulterstad er, som sagt, 35 Aar, har Kone og smaa Børn. Han er en høj, velvoxen Mand, skulderbred, men midjesmal og med smaa Hænder og Fødder. Han har sort, men ikke stærkt Haar; hans SIDE: 27 Pande er opretstaaende, Øjnene noget dybtliggende og usikre; men en Officer, hvem jeg fortalte dette, føjede til: "han er dog vakker, naar han smiler." Næsen er lille, Munden uden Udtryk, ret tykke og lige Læber; Hagen var lille, Halsen stærk, skjønt han nu var mager. Hans Stemme faldt godt, var klangfuld og passede Valdersdialekten. Da jeg endnu i Døren sagde ham Farvel, svarte han med stærk tonende Røst - første Gang under hele Samtalen. Fotnote: Først efterat Ansøgningen om Benaadning var afslaaet, tilstod Arne K. for Fængselspresten, at det var ham, som havde skudt paa Ole Høiland, "for at merke ham i Haanden, ligesom Ole havde merket hans Haand". SIDE: 28 FINNES OGSÅ I BBAR1.SGM Bjørnstjerne Bjørnson Tale ved Festen for Nordslesvigerne 13. Juni 1867 For et Par Maaneder siden stod to Mænd i den tydske Rigsdag og bekjendte sin Nationalitet under Mængdens Haan og Hyssen. Det var de to Nordslesvigere Ahlmann og Krüger. Ikke flere end disse to var i Forhold til den tydske Rigsdag, er vel vi i Forhold til den tydske Nation; men derfor er det ligestor Sandhed, hvad de bekjendte, og hvad vi nu med dem gjentager, at de er vore; det var for os, de stod op, og hvad de i sin afmagt prøvede at forsvare, var det, vi har dyrebarest paa Jorden. Fordi om den er øvet mod et lidet Stykke af et lidet Folk, er det ligefuldt en uhyre Synd, som Tydskland har begaaet i Nordslesvig; den voxer med hver Dag, Landet holdes fast, den øger sig frygtelig ved de utallige Suk af Tusinder, som lider; thi histoppe kan Sukkene tælles! Undertiden er det tungt at høre til et lidet Folk; thi det er tungt at maatte taale Uret. Men hellere høre til et lidet Folk, som taaler Uret, end til et stort, som gjør Uret. Ve den Mand, som maa tage paa sig sit Lands Synd og søge at forsvare den! Men dobbelt Ve de Efterkommere, som engang skal høste Forfædrenes Synder. Endnu en Stund kan det store Folk ustraffet tage af de omkringlig- gende smaa, endnu en Stund kan det faa voxe med Synden, Folket blive rigt i den, Hæren vinde Sejre paa den, Kongen rejse sig Mindesmærker af den, men sandelig: tre Gange større Riger med hundrede, ja tusinde Aars Ret til at gøre Uret er dog i Tidens Fylde blevne kastede som Vrag paa Stranden af Herrens vrede Hav, Landet er atter blevet lidet, Folket fattigt, Hæren uden Sejr, og af Kongens hundrede Mindesmærker er ikke et eneste blevet skaanet; thi der er SIDE: 32 et Rige, som er større end det største paa Jorden, og det er Retfærdighedens Rige. Et østerlandsk Sagn fortæller om Moses, at han i sine Samtaler med Gud paa Sinai bad om at maatte se, om kun et Øjeblik, Retfærdighedens Kilde. Og Herren viste ham nedenunder dem en liden Dal, hvor en Rytter netop havde vandet sin Hest, og nu red bort, men efterlod en stor Sum Penge uden at blive det var. En Stund efter kom en liden Dreng til Stedet, fandt Summen og løb glad bort med den. En stund efter kom en gammel Mand til Stedet for at lædske sig og hvile; men da kom Rytteren stormende tilbage, søgte Pengene, fandt dem ikke og dræbte den gamle Mand. Forfærdet vendte Moses sig mod Herrens Aasyn og spurgte: Er dette Retfærdighed? Men Herren svarede: Du ser blot, hvad du ser; men hin gamle Mand var en ond Mand, som havde dræbt den lille Drengs Fader og Moder, og Rytteren var en uretfærdig Mand, som havde taget de Penge, han tabte, men som nu blev til Fremtid og Velsignelse for den lille Dreng. Vi bliver ikke benaadede som Moses, vi faar ikke se Retfærdighe- dens evige Kilde. Men saa kan vi se ind i det Forbigangne, i Historien, og der hylles aldrig noen Begivenhed i saa tæt en Nat, at ikke Retfærdighedens Millioner Lys skinner igjennem og leder vor Tro gjennem Mørket. Se, derfor var det, at Ahlmann og Krüger kunde staa saa frejdige midt i Forhaanelsen. Derfor er det, at vi nu med Fest kan svare paa Forhaanelsen, og af vor Festglæde drypper Honning i de Nødlidendes Bægere; thi det er for de fordrevne Nordslesvigere, at vi holder denne Fest. De er ikke fordrevne af de fiendtlige Bajonetter; thi de har vist, at de ikke forsager blandt disse. De er ikke flygtede af Frygt for Fængsel, Udpresning eller Forhaanelse; thi de har vist, at de kan holde ud saadant; men de er flygtede af Frygt for sin egen Samvittighed, for ikke at blive troløse mod det, som vi ejer sammen med dem. Det er en Fest for Trofastheden, vi fejrer, og det for dem, som er trofaste mod os og mod det, vi selv ønsker at være trofaste mod til vor Livs sidste Stund. Men det er ikke alene de fordrevne Nordslesvigere, vi skal ihukomme, men ogaå den tilbagesiddende slesvigske Kvinde. Hvad har hun ikke i sin Svaghed gjort fra den Tid, hun syede sin første Danebrogssløjfe, til hun fik de Saarede og Syge at pleje og de Tabende at trøste, til nu, hun sender, Hustruen sin Mand, Moderen sin Søn ud SIDE: 33 af Landet, for at de ikke skal lyve i sin store Sag, sigende, at hun nok skal tage vare paa Jord, paa Hus og paa Børn. De store Folk holder Fest for sine Sejre, de smaa for Trofasthed i Nederlaget. De store Folk voterer Hædersgaver til sine Førere, de smaa giver den Fattiges Skjærv til dem, som kommer fordrevne fra Jord og Arne. Men denne den Fattiges Skjærv er tillige vor Hædersgave til denne storladne Slægt af vort lille Folk, og skal vi derfor nu sende dem vor Tak og Hilsen i et Festens Hurra, haabende, at Slægtskabets Ekko vil føre det til dem og lade det klinge for dem som et lidet Folks Bøn op mod Retfærdighedens Himmel. Leve Nordslesvigerne! SIDE: 34 Bjørnstjerne Bjørnson Til Kongen om en norsk dramatisk Forfatters Rettigheder I Juli eller August Maaned forrige Aar begjerte jeg af Chefen for de kongelige Theatre Honorar for mit Stykke "Mellem Slagene", som uden mit Samtykke var gaaet over det kgl. dramatiske Theater i Stockholm og der havde gjort Lykke. Jeg udviklede at den forrige Chef hadde betalt mig 150 Spd. for "De Nygifte", - - at det kgl. danske Theater, der ogsaa kunde have taget mine Stykker uden videre, havde betalt mig Honorar for mine Arbejder: - - at Kristiania Theater, skjønt et privat Theater, under min Styrelse havde betalt (paa et Stykke nær) alle de originale Arbejder fra Sverige og Danmark, som det optog paa sit Repertoire. Jeg udviklede fremdeles, hvorledes Nordens dramatiske Forfattere, som ikke er skyttet ved mellemrigske Love, uden saadan Hensyntagen lider Overlast, - - at en saa liden Sprogstamme som vor maa være enig om at støtte sine Forfattere, - - at derfor Bogtrykkerne respektere hinandens Forlag, naar man udtrykkelig i Bogen forlanger det, - - at saameget mere maa de kgl. Theatre gjøre det, og navnlig maa det kgl. Theater i Sverige, som nyder Understød af den svenske Stat og staar under Kongens Styre, respektere Broderrigets Forfattere og ikke uden videre tage deres Arbejder. SIDE: 35 Paa denne min Skrivelse modtog jeg intet Svar. Da jeg havde ventet forgjæves i to Maaneder, medens man dog vedblev at opføre mit Stykke paa det dramatiske Theater, - - henvendte jeg mig til Deres Majestæt og oplyste Sagen. Paa denne min Henvendelse modtog jeg heller intet Svar. Jeg sender nu denne skrivelse gjennem den norsk-svenske Afsending i Danmark, hvor jeg fortiden opholder mig. - - Jeg vil paa den Maade opnaa Vished for, at min Skrivelse virkelig naar frem til Deres Majestæt. Jeg har nemlig nu faaet endnu en Sag at besvære mig over. Under mit Ophold i Sverige for halvandet Aar siden ytrede jeg paa Foranledning at jeg ikke vilde indrømme Chefen Tilladelse til at opføre mit Stykke "Maria Stuart i Skotland", uden at han indrømme- de mig Indflydelse paa dets Iscenesætning. Da jeg nogle Maaneder senere hørte, at Stykket var omdelt til Skuespillerne, mindede jeg ham om min Betingelse, hvorfor Stykket blev taget tilbage. Nu hører jeg af en scenisk Komponist, som opholder sig her, at man paa ny tænker at opføre dette Stykke og har henvendt sig til ham om Musik. Chefen for de kgl. Theatre er altsaa atter ifærd med at erobre et af mine Arbejder, - - og der bliver saaledes intet Andet tilovers for mig end at søge Værn hos Deres Majestæt mod denne drabelige Krigsmand i Deres Majestæts æsthetiske Tjeneste (general Erik af Edholm). Jeg ønsker nemlig mere end gjerne mine Stykker spillede af det Personale, som for Tiden virker ved de kgl. Scener i Stockholm; men jeg ønsker intet Stykke opført uden efter foregaaende Overenskomst med mig selv. Jeg tør tro, at dette er et billigt Krav, som den svenske Almenhed vil bifalde. Turde jeg nytte Lejligheden til at bede Deres Majestæt sætte Love og Traktater igang, hvorefter de forenede Forfattere (og Kunstnere) for Eftertiden kunde blive støttet, og måtte Danmark blive draget ind med i denne fælles Overenskomst! Tiden maa i enhver Henseende være moden dertil: - - for Forfatterne (og Kunstnerne) i de tre nordiske Riger er det en Velfærdssag, deres Arbejder vilde det give den fornødne Kontrol. Kjøbenhavn, Vesterbrogade 110, den 4de Marts 1868. I Underdanighed Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 36 FINNES OGSÅ I BBAR1.SGM Bjørnstjerne Bjørnson Mindetale over Bernhard Dunker Naar jeg læste om store Begivenheder, og jeg saa Mænd staa i dem, som fuldkommen var dem voxne, og naar jeg tænkte mig, at saadanne Begivenheder med sin overhængende Fare ogsaa engang kunde komme til os; - og naar jeg da saa mig omkring for at finde de Mænd, som ogsaa her kunde være Begivenhederne voxne, mødte jeg meget faa. Men en af dem, som jeg var ganske sikker paa vilde voxe med selve Situationen og bestandig, hvor stor den blev, være i Høide med den, er nu død; vi skal i dette Øieblik løfte Mindebægeret over ham. Efter i et helt Liv at være mere eller mindre misforstaaet, blev han fulgt til Graven af en liden Skare og begravet ganske tyst; der var ikke En, som sagde ham et Takkens Ord ved hans Grav. Blandt de Faa, som stod der, kjende jeg En og Anden igjen, som havde fulgt denne ensomme Skikkelse gjennem hans Liv med ubrødelig Kjærlighed og med store Forventninger, og jeg sagde til mig selv: hvor langt er vi dog ikke fra den Tid, hvori Normanna-Kjæmpen sagde: "Paa en af Siderne vil jeg staa; men helst hos ham, som har saa faa." Er der Lidelse, Miskjendelse forbunden med at staa, hvor der er Faa, og er der intet derved, som bringer Fordel, da kan En være vis paa, det er bra Folk, de, som staa der. Naar vi da spørger om Aarsagen til, at han SIDE: 38 fulgtes af saa Faa, er Svaret tildels paa Forhaand givet; den ligger hos Folket og Tiden, som den er idag. Men det vilde være urigtigt at negte, at den ogsaa laa hos ham. Hvis Dunker i sin Ungdom havde havt store Begivenheder til Lekvold, saa han i sin Manddom var kommet til at kunne forme stort i Tanke og Handling, saa er jeg vis, det norske Folk vilde have fulgt ham med en Beundring som faa eller ingen Anden. Men det er ikke Alle givet at være som Kong Eystein istand til at se det Store i det Smaa og saa lykkelig at kunne forme sig selv ind i det nærmeste Krav. Der er dem, der hører til den modsatte Type i det norske Folk, den, som Broderen Sigurd Jorsalfar bar frem, han, der gik syg af Erindring om og Længsel efter Bedrift og af Tan- ker, han ikke mere fandt Plads for. Havde ogsaa Dunker i sin Ung- dom faat bruse frem i en almindelig Folkebevægelse saaledes som Sigurd fik det, han havde ogsaa seilet op Bedrifternes Bosporus for udspændte Silkeseil og redet som Hædersgjæst til Hippodromen. Den, der vidste dette, faldt det ofte underligt at høre ham gjort saa liden, at han bare blev til en forkrøblet Egoist, der søgte sig selv i Stort som Smaat. Ofte maatte jeg fra saadan Tale om ham søge Veien til ham selv; jeg følte Trang til ham, netop naar han udskjældtes, og mangengang tænkte jeg paa Veien til ham, at vi var dog et Folk, som havde god Raad, naar vi kunde lade en Karl som han sidde paa slige Vilkaar. Alligevel var det godt at have ham undafgjemt, tænkte jeg videre; for blev her engang en Fare, saa vi maatte trykke paa Fjeld- væggen etsteds, da vilde der komme en Mand ud, og det var jeg vis paa, at denne Mand vilde være ham. Naar jeg saa kom op til ham selv, som han sad der i Læ af en Boghylde i Ryggen og en paa høire Side og begge Benene oppi Ovnen, tænkte jeg paa den vrede Achilles i sit Telt; - lad dem længe nok mundhugges og smaadræbe hver- andre ude paa Volden; skal Troja tages, maa han til. Det blev ogsaa saa, at da der i hans sidste Leveaar kom noget til vort Land, der lig- nede en Fare og kanske endnu mere vil blive det, jeg mener vore Stri- digheder med Sverige og det deraf fødte Unionsforslag, - da saa man denne Mand, der var haanet og forfulgt som ingen Samtidig, trykket ned med utrolig Ihærdighed af tusinde travle Hænder, desuagtet reise sig, og ikke før var han oppe, før han ogsaa var hele det unge Norges kaarede Fører i denne Fare. Og det ved vi, at hvor man holdt paa at gjøre Grændserne mellem Norge og Sverige usikre, ja mente, det var godt, om de ganske udslettedes, der satte han sin Lanse ned SIDE: 39 og sagde: did gaar Sverige! - og der staar Lansen efter ham. Mange have allerede nu strævet med at hale og slide for at faa den op; - men de smaa Alfer i Fædrelandskjærlighedens usynlige Rige er opunder og har Tag i den, - man faar den aldrig op! (Ja, det viste jeg, at nu vilde Ungdommen juble.) Sigurd Jorsalfar-Typen har mange Arter: Sigurd selv havde Bedrifter først og Tungsind siden. Dunker gjorde et Stykke af en Bedrift tilslut; men han begyndte med ikke at finde sig selv. Fremmed opdragen, som de fleste dengang, romersk-græsk, dansk-fransk, fandt han ikke sig selv igjen i Folket og i dets Opgaver. Men, trods Saamanges Haan og Spot, erobrede han efterhaanden en sand Erkjendelse af hvad der var det norske Folk, hvad der var dets Fremtid, og hvad der var dets uafviselige Opgaver. Tilslut skjønte han, at det Store skulde søges i det Smaa; i sin Natur havde han selv Enheden. Med det Mod som en sterk Overbevisnng altid gav ham, erkjendte han sin Feiltagelse, Skridt for Skridt, og sluttede med at knytte et inderligt Forbund med det unge Norge, alle dets Formaal og Haab: dette var det Største, han udførte. Vi skal aldrig glemme ham det. Men Et havde han bevaret fra den Tid, han ikke fandt sig selv tilrette: et uudslukkeligt Had til det Smaalige. Hvor han fik Tag i det, var han saa haardhændt og ubarmhjertig, at de Smaas Had til ham i fuldeste Mon opveiede hans. Aldrig har en Mand paa Offentlighedens Gade fremkaldt et sligt Hunde-Spetakel som Dunker, hvergang han gik ud i en Sag. Det gjødde den hele Veilængde bortover; den spidse Mynde veirede med sin fine Tæft, her var en Fiende af første Rang i Anmarsch; den dovne Kjøter likte ikke denne Afbrydelse i det Sædvansmæssige, reiste sig og hylte; Rottehunden, den ægte Terrier, gnistrede sig af Sinne, fordi den Forbigaaendes Ro var saa haanfuld; om det saa var den mindste Fillebikje, maatte hun stræve at værge Gaarden for noget saa tirrende Nyt. Hele dette Spektakel er vel nu paa det nærmeste fortonet, lad det saa ogsaa være glemt, - uden forsaavidt det skal karakterisere ham: hans Evne til at tirre det Smaalige op imod sig var hans Ære. Men samtidig skal der siges, at der var noget ufuldkomment ved ham selv, som øgede hines Vrede; thi som alle Stormænd fra vor Nybrud- Tid var han ligesom ikke født hel; enten besad de ikke det Store færdigt, eller de besad det som en ensidig Evne. SIDE: 40 Men vi skal samle os om ham, saaledes som han stod i sine bedste Øieblikke, helst i hans sidste Levetid, huske ham, som han var, naar Aanden kom over ham, det være sig foran Skranken, i Folkeforsam- lingen, det være sig, naar han skrev. Naar han skred ind iblandt os, hvor vi var mange sammen, naar han satte Lorgnetten paa og saa udover os, da var der intet Aasyn, som kunde naa hans i Storladenhed. Og dette Storladne var hans Særkjende; den følte de bedst, der fik sidde hos ham og seile paa hans brede Syner ud over Tider og Tilstande. Paa denne Talerstol har han staaet, de Fleste af Eder har hørt ham, kanske i et af hans heldigste Øieblikke, og da vil I have nok at rope Hurra for i denne Mindestund; thi fra et saadant