Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bjørnstjerne Bjørnson Orkestret er opløst Man vil erindre, at Orkestret Tid efter anden har søgt om bedre Aflønning, men uden Nytte, tildeels endog uden Svar. Flere gode Kræfter ere derfor gaaede ifra - til egen Nytte forresten, da de har fundet god Anvendelse for sine Evner. En Enkelt, som her ikke fandtes værdig til en halv Snees Dalers Gage, er i Udlandet endog anerkjendt og søgt som Kunstner. Ihvorvel det under vore Forhold maa være Theatrets Pligt at antage sig Musiken, saasom vi intet Koncert- eller Operahuus har, og en by som Christiania forlanger Anledning til musikalsk Dannelse og Underholdning, saa kan dog ikke forlanges af Theatret, at det skal give en Enkelt Kunstnergage. Men det kan med Billighed forlanges, at en Mand, en dygtig Mand, som har tjent Theatret i 17 Aar (og der gives nok flere Saadanne) faa lidt mere end - - 10 Spd. Maaneden! Den største Deel af hans Dag gaar med til Prøver og Spil mellem og under Forestillingen, og han er herfor ikke aflagt saagodt som den simpleste Arbeidsmand. Nu har flere af de ældste, bedste og Theatret uundværlige Musici søgt om Tillæg under den Dyrtid, som har hjemsøgt os. Da de ikke fik dette, ikke engang direkte Svar, og da de baade følte sig krænkede og SIDE: 17 ude af Stand til at ernære sin Familie, naar deres eneste Tid blev saa slet betalt, søgte de Erhverv paa anden Maade og sagde op. Folk, som med Bifald har givet Koncerter, som Theatret selv har tilstedt Adgang til at lade sig høre fra Scenen, er herefterdags at høre paa - Dragsalen og paa en og anden velmeriteret Sal i Pipervigen. De tjener Penge, men hvad skal Theatret gjøre, og hvad skal Publikum sige? Naturligviis: Direktionen bliver ikke forknyt for saa Lidet. De henter Orkester hjem fra Danmark, fra Tydskland, fra Australien om det behager den. Den sender Hr. Sperati ud i den vide Verden for at hverve, hvis den falder paa det; ja, den leier vel ogsaa et eget Dampskib til at føre dem spillende, trommende og blæsende hjem paa - altid under Anførsel af Hr. Sperati, der staar paa Hjulkassen og slaar Takt. Men slipper den nu billigere paa denne Maade, og var det ikke Billighedssystemet, som i alle Fald tilsyneladende forbød den at holde paa de gamle Medlemmer? Disse har den private Musik i Byen, og saafremt ikke Direktionen ogsaa kommanderer Byen med samme ugenerte Lethed som Theatret, saa holder nok Byen paa disse sine egne dygtige Folk. Men de Nykomne maa leve, og Direktionen maa skaffe dem at leve af. Bliver nu dette billigere? Det skal undre os, om vi ikke en vakker Dag seer Hr. Sperati staa ganske alene i Orkestret og slaa Takt - - for den Musik, som Publikums Piber ufravigelig og ganske gratis leverer ham. SIDE: 18 Bjørnstjerne Bjørnson Berthe Canutte Aarflot Berte Kanutta Sivertsdatter Aarflot er død den 29de Oktober, 65 Aar gammel, og blev med stor Højtidelighed begravet paa Ørstens Kirkegaard, hvor Sognepræst Wraamann holdt Ligtalen. Denne gudhengivne Kvinde har levet til Manges Opbyggelse. Hendes dybe, religiøse Sange er en Skat i hver Bondes Hus hele SIDE: 19 Trondhjems og Bergens Stift igjennem; er ogsaa vandret længere udover Landet og synges tillige i Nabolandene. Man tør om hende sige, at Faa her i Landet har i en vid Kreds bidraget saaledes til Religionens Væxt som hun. Omkring hendes Sange har ogsaa de gamle Salmemelodier flokket sig; naar man i det Nordenfjeldske en Søndag kommer uforvarende til en Bondegaard, hører man fra Huset en Salmesang gaa imøde, som man ikke kjender fra Kirken, men som synes at passe Stedet og Folket, og siger bedre Velkommen end noget Ord. Kan man da senere under Samtalen komme til at se i de Bøger, som ligger efter paa Bordet, vil man finde en Titel som denne: Troens Frugt, en Samling af Aandelige Sange i to Dele af Berte Kanutta Sivertsdatter Aarflot. Hendes Dødsfald er et af de faa næst Kongens, som kommer til Bondens Kundskab og vækker taus Deltagelse. SIDE: 20 Bjørnstjerne Bjørnson Følgende Faktum bør meddeles Følgende Faktum bør meddeles. Hr. Henrik Ibsen blev af Direktionen for Understøttelsesselskabet opfordret til at skrive et Deklamations- nummer; Hr. Wiehe blev overdraget Fremsigelsen deraf. Men Hr. Wiehe erklærede, at det i hans Mund vilde lyde affekteret saasom det var norsk, og indeholdt efter hans formening Dialektord. Jfr. Svendsen maatte derefter overtage Numret, skjønt hun ogsaa erklærede, at det faldt hende besværligt af samme Aarsag. Man bebreider ofte vore yngre Forfattere, at de ikke skriver mere for Scenen, og klager over at vi ikke faar flere norske Stykker frem; men saalænge Tilstanden er som her oplyst, er vel ingen Forandring at vente for det Første. SIDE: 21 FINNES OGSÅ I BBAR1.SGM Bjørnstjerne Bjørnson Arne Kulterstad I et Tidsrum, der strækker sig hele Oskars Regjering igjennem og langt tilbage i Karl Johans, har ingen Dødsdom vakt en Opmærk- somhed, som den, der nu er skjænket eller lidt efter lidt vil skjænkes Dødsdommen over Arne Kulterstad. Her er Ingen, som tvivler om, at man i Arne Kulterstad har for sig en farlig, fredsforstyrrende Mand. Men dels vil en Tvivlens Tanke gjøre sig gjeldende, om hans For- brydelse, selv under de værste Forudsætninger med Hensyn til hans Vilje, hører til de Gyseligheder, for hvilke Samfundet maa kræve Fyldest ved Liv for Liv; dels tror eller vil Mange komme til at tro paa hans eget Udsagn om, at han aldrig har villet dræbe sin Fiende, "blot mærke ham", og at Dødsskuddet forsaavidt var Vaadeskud [fotnotemerke] . Man tror paa dette, fordi han gjentager det nu, berøvet alt Haab om Naade, gjentager det højtideligt som skulde det være hans sidste Ord. Man tror paa det, fordi en af de Mænd, Arne i sin Tid forfulgte med Skjældsord, Anklage og Stenkast, siger til Alle, at uagtet han kjender Arne fra hans værste Side, er han dog fuldt overbevist om, at Arne her siger Sandhed. Jeg for min Del har endnu to Grunde til, uden hvilke jeg ikke skrev. Den første ligger i Bekjendtskabet til den norske Fjeldbonde ialminde- lighed, navnlig til den Afstand, der i Lidenskabens Øjeblik er mellem hans Tanke og Ord, men atter igjen mellem hans Ord og Handling. Han tænker meget mere end han siger, men han gjør meget mindre. Efter nu at have talt stille og længe med Arne selv, er det min Overbevisning, at hin almindelige Iagttagelse ogsaa her er sand, - at SIDE: 23 Arnes Sind var fuldt af Ondt, men at hans Skud faldt værre end han vilde. Arne var, efter megen Trætte med den nu Afdøde, for længere Tid tilbage bleven saaret af ham i Haanden. Ved den Lejlighed undsagde den Afdøde ham og i en stor Almues Paahør udskjældte han ham for at være den værste Mand i Valders. Arne huskede dette; da han hin Vinterdag stod i Skoven og saa den Anden kjøre forbi nede paa Vejen, "kom det saa stolt paa mig," siger Arne; "jeg gik og ledte efter Fugl og Ikorn og havde lagt yrende lidet Krudt i Riflen, det var ikke et Maal." - "Hvor sigtede Du saa?" - "Jeg tog Sigte paa Haanden, han gik og holdt Haanden paa Læsset. - Jeg vilde blot mærke den, for han havde jo mærket min." Arne løftede op sin lille, veldannede Haand og fremviste et stort Ar mellem Tommel- og Ringfinger; det strakte sig opigjennem et langt Stykke. Men Arne traf mere end Haanden. Hin gik, i det samme Skuddet faldt, afvejen for en Sten, forandrede derved Stilling, - og Arne traf, saa det blev Begges Bane. Der skal være Uoverensstemmelse mellem Arnes Udsagn og et Par Vidners Prov med Hensyn til det lige Forudgaaende, nemlig fra hvilken Kant Arne var kommen, og hvorlænge han havde været paa Stedet. Endvidere er det bevist, at han med ladt Rifle har ventet den Anden ved tidligere Lejligheder. Men om man faar bevist, at han i lang Tid har gaaet der, endvidere at Arnes Forklaring her er vaklende, kunde der dog endnu tvivles om, at det dennegang var den Anden, han ventede paa, endvidere at han ventede for at dræbe ham. Det er jo oplyst, at Arne i meget lang Tid har lagt i Skjul blot for at kunne sende en af sine Modstandere Sten og Skjældsord. Hans Forfængelighed som Slagskjæmpe og Stormand i Bygden gar gaaet ud paa at sætte sig i Skræk og intet Videre. Hans Trudsler gik vistnok i alle Henseender videre; men det er jo netop det Sædvanlige for saadanne Karakterer. Man kommer under denne Undersøgelse ind paa en Bane, hvor Vidnerne slipper op, den juridiske Kundskab med, og hvor ingen Ret eller Regjering har det ene afgjørende Skjøn; thi det er de psykologiske Enemærker. Arne er ingen klog Mand; jeg mærkede det af hans Samtale, jeg har senere hørt det af hans militære Foresatte (han var som bekjendt afskediget Fureer). Hele hans taabelige, dumstolte Adfærd røber det Samme, endvidere slig en traditionel Bygdeforfængelighed som den SIDE: 24 at ville for enhver Pris være frygtet, og hvorom jeg har hørt mange underlige Historier. Naar ikke den større Grad af Dannelse, han besad, endvidere hans megen Omgang med bedre Folk og Ophold blandt Fremmede (han har lagt længe herinde i Garnison, har været med i Slesvig osv.), naar ikke Alt dette har kunnet redde ham fra at henfalde i saadan raa Ærgjerrighed, saa maa han være lidet begavet. Det er endvidere bekjendt om ham, at han uden at være Dranker, dog gjerne tog Hjelp til sig af stærke Drikke, naar han skulde ægle sig ind paa en farlig Mand eller optræde med Mod og Skryd. En saadan Karl, lidet begavet og ikke rigtig sikker paa sig selv, har en løs Mund, og er nødt til stundom at gaa efter i Handling for at opretholde sit Ords Anseelse. Ser man paa Karakteren i disse Handlinger, en for en, vil man naturligt finde, at de ogsaa har Praleriets hule Anlæg, ikke Koldblodighedens, ikke Djærvhedens; han vilde skræmme og intet videre; "man skulde aldrig være rigtig tryg for Arne Kulterstad". Men saadanne Naturer er det ikke, som myrder. Det er ikke de løst sammensatte, det er de intense. Arne græder nu, som et Barn, den Svages Graad, "over den Ulykke han er kommen i"; endvidere den bløde Mands Graad: "jeg har Kone og smaa Børn." Det er ogsaa det bevægelige Hjertes; thi da jeg spurgte ham, hvor gammel han var, svarte han 35 Aar og brast i Graad. Man vil trække saa stort Bevis frem deraf, at hans Forklaring ikke er sandfærdig. Jeg fik ogsaa under den hele Samtale Indtryk af, at han endnu ikke forklarede sig sandt om alle Ting; men tillige af, at Vedkommende paa et eller andet Punkt i Sagens Behandling har misbrugt hans Aabenhed og derved skræmt ham, saa han tør ikke Andet end holde ved som han har begyndt. Herom har han vel et hemmeligt Regnskab med sig selv. Han bruger vel den Tro, at Retten har været uretfærdig mod ham, til at kvittere med. En lidet begavet Mands Retfærdighedsregnskab er netop saaledes, det støtter sig paa relative Synsmaader; det pukker paa "hvad Andre har gjort". Dette, at han ikke endnu siger sandt, tør altsaa være en simpel (og tildels traditionel) Taktik, behøver ikke at staa i Forbindel- se med Bevidsthed om større Brøde end den, han tilstaar. Han vilde bruge den samme Taktik i ethvert Tilfælde. Ser altsaa Regjeringen saa stærkt Bevis imod ham deri, at han ikke siger sandt, saa tør den lægge Akcenten paa et falskt Sted. Man regner op: dette gjorde han og dette og dette; dengang SIDE: 25 spankulerte han nede paa Vejen med ladt Rifle, dengang bad han En: aa sæt Ild paa det Hus! - dengang truede han, dengang undsagde han osv. osv. Men saadan bærer ikke den sig ad, der har Mordets Koldblodighed og Beslutsomhed. Saadan bærer en pralende, forfæn- gelig, løs, og ikke dristig Mand sig ad, naar han tror det er en Klik paa sig, at en Anden faar ustraffet gjøre ham Fortræd. Han gaar og skryder og truer og bander saalænge til han maa gjøre noget Reelt for at holde sig i Respekt. Men han har ikke den tilbørlige Dristighed til at gaa paa Livet, naar den Anden er beredt til at bruge alle Slags Vaaben. Har han da Dristighed til at dræbe? Endnu mindre. En Mand, der kan dræbe, gaar ikke og truer dermed gjennem 14 Aar. Allermindst gjør han det, naar en saarende Nidvise i næsten lige saa lang Tid har gaaet Bygden rundt uden at kunne fremdrive Kata- strofe. Han har villet "mærke ham", minde om sin Hevns Tilværelse. Man taler om hans Lidenskabs Dybde, hans Styrke og Udholdenhed i Forsættet; man kan heller vende det om og sige, at han var for svag og ræd til at gjøre noget Overordentligt med eengang, men for forfængelig til ikke bestandig at huske, at endnu har du Ingenting gjort, endnu siger Folk om dig, at du er nok ikke saa farlig endda, siden du kan taale sligt. Og saa gjorde han nogle forcerte Forsøg hist og her, helst ved Hjelp af Brændevin; men ingensteds i hans Historie hører man om en rask, beslutsom Hevn, der røber Dybde i Lidenskaben og Styrke i Forsættet. Det var en stolt, men løs Karl, der lod sig drive frem af Forfængelighed, mere end af Lidenskab, derfor taler han nu grædende "om den Ulykke, han er kommen i". - Man fremfører alle hans forskjellige truende Udsagn og vil af dem faa ud, at det var Døden, han mente. Mig synes, man faar deraf ud hans Lidenskabs Uformuenhed, hans Forfængeligheds Tilflugt til Pral. Han dryssede og skranglede med store Ord og gik paa Vejen med ladte Geværer, og yppede Slagsmaal, naar han var fuld, og af alle sine Spekulationer over at gjøre sin Skræktheori virkelig, kunde han blot bringe at kaste med Sten eller pilte over til en Anden for at bede ham brænde et Hus ned. Dette beviser ingen Lidenskabens Dybde, dette er ikke den Mand, som har Hjertelag til Mord. Jeg ved nok, at juridisk er det et Bevis mere for hans Skyld, at han tit og ofte har undsagt og truet; psykologisk er det i dette Tilfælde et Bevis mindre. SIDE: 26 Han har ikke villet dræbe, han har villet true, mindre, han har villet "mærke ham"; dertil er han af sin Forfængelighed drevet frem, fordi den anden nu i 14 Aar havde ægget ham og i al deres Trætte faaet Overhaand, trods den Skræk, der skulde staa af Arne. Og saa lagde han sig i Baghold og fyrede paa hans Haand. Denne bange Halvhed i Forholdsregel, denne Nølen i selve Handlingens Øjeblik, saaat Skuddet gik af senere end han vilde, stemmer med alt det Andet, lige fra Praleriet, den idelige Klænging som den, der ikke rigtig tør, lige til hans Frygt for at sige sandt ved Retten og til hans endnu større for Døden. Arne er nu saa ræd Døden, at man ser ham ikke uden megen Bevægelse. Han græder som et Barn, mildt óg stille; medens han staar oprejst og taler med dig, kan Taarerne trille ham ned over Ansigtet og pludselig spørger han: "er der da slet ingen Raad? kan Ingen længer gjøre Noget for mig?" Af Respekt for den Lov, der har dømt ham, vil jeg ikke søge at vække Rørelse, og at omtale Principet i selve Loven er ikke Hensigten med disse Linjer. Jeg vilde kun - for en anden Gangs Skyld - minde om, at i Sager, der gjelder Livet og Døden, er Vidner og Sandsynligheder ikke længer nok, der maa gaaes dybere ind i Menneskets Sjel. Som ganske ung var jeg tilstede ved en Henrettelse, hvorved min Fader var forrettende Præst. Ved at komme tilbage til dette Sted som voxent Menneske og tale med Folket, har jeg stødt paa den almindelige Tro iblandt dem, at han, som her blev sendt i Døden af den straffende Lov, gik did for sin Moder, som var den egentlige Skyldige. Der skal ogsaa leve En til hvem han et Par Dage før sin Død har betroet sig. Dette staar nu for mig, - og saa husker jeg Arnes Ord: "jeg vilde ikke dræbe ham; de gjør en Ulykke paa mig." - Jeg spurgte ham, om han ikke syntes det bedre at gaa vel forberedt i Døden end at leve sit Liv mellem Slaver. Men han undveg Spørgsmaalet; han vilde blot leve, leve. - Siden sagde han: "som jeg nu er, kan jeg ialfald ikke dø; jeg maa have Udsættelse." - Arne Kulterstad er, som sagt, 35 Aar, har Kone og smaa Børn. Han er en høj, velvoxen Mand, skulderbred, men midjesmal og med smaa Hænder og Fødder. Han har sort, men ikke stærkt Haar; hans SIDE: 27 Pande er opretstaaende, Øjnene noget dybtliggende og usikre; men en Officer, hvem jeg fortalte dette, føjede til: "han er dog vakker, naar han smiler." Næsen er lille, Munden uden Udtryk, ret tykke og lige Læber; Hagen var lille, Halsen stærk, skjønt han nu var mager. Hans Stemme faldt godt, var klangfuld og passede Valdersdialekten. Da jeg endnu i Døren sagde ham Farvel, svarte han med stærk tonende Røst - første Gang under hele Samtalen. Fotnote: Først efterat Ansøgningen om Benaadning var afslaaet, tilstod Arne K. for Fængselspresten, at det var ham, som havde skudt paa Ole Høiland, "for at merke ham i Haanden, ligesom Ole havde merket hans Haand". SIDE: 28 FINNES OGSÅ I BBAR1.SGM Bjørnstjerne Bjørnson Tale ved Festen for Nordslesvigerne 13. Juni 1867 For et Par Maaneder siden stod to Mænd i den tydske Rigsdag og bekjendte sin Nationalitet under Mængdens Haan og Hyssen. Det var de to Nordslesvigere Ahlmann og Krüger. Ikke flere end disse to var i Forhold til den tydske Rigsdag, er vel vi i Forhold til den tydske Nation; men derfor er det ligestor Sandhed, hvad de bekjendte, og hvad vi nu med dem gjentager, at de er vore; det var for os, de stod op, og hvad de i sin afmagt prøvede at forsvare, var det, vi har dyrebarest paa Jorden. Fordi om den er øvet mod et lidet Stykke af et lidet Folk, er det ligefuldt en uhyre Synd, som Tydskland har begaaet i Nordslesvig; den voxer med hver Dag, Landet holdes fast, den øger sig frygtelig ved de utallige Suk af Tusinder, som lider; thi histoppe kan Sukkene tælles! Undertiden er det tungt at høre til et lidet Folk; thi det er tungt at maatte taale Uret. Men hellere høre til et lidet Folk, som taaler Uret, end til et stort, som gjør Uret. Ve den Mand, som maa tage paa sig sit Lands Synd og søge at forsvare den! Men dobbelt Ve de Efterkommere, som engang skal høste Forfædrenes Synder. Endnu en Stund kan det store Folk ustraffet tage af de omkringlig- gende smaa, endnu en Stund kan det faa voxe med Synden, Folket blive rigt i den, Hæren vinde Sejre paa den, Kongen rejse sig Mindesmærker af den, men sandelig: tre Gange større Riger med hundrede, ja tusinde Aars Ret til at gøre Uret er dog i Tidens Fylde blevne kastede som Vrag paa Stranden af Herrens vrede Hav, Landet er atter blevet lidet, Folket fattigt, Hæren uden Sejr, og af Kongens hundrede Mindesmærker er ikke et eneste blevet skaanet; thi der er SIDE: 32 et Rige, som er større end det største paa Jorden, og det er Retfærdighedens Rige. Et østerlandsk Sagn fortæller om Moses, at han i sine Samtaler med Gud paa Sinai bad om at maatte se, om kun et Øjeblik, Retfærdighedens Kilde. Og Herren viste ham nedenunder dem en liden Dal, hvor en Rytter netop havde vandet sin Hest, og nu red bort, men efterlod en stor Sum Penge uden at blive det var. En Stund efter kom en liden Dreng til Stedet, fandt Summen og løb glad bort med den. En stund efter kom en gammel Mand til Stedet for at lædske sig og hvile; men da kom Rytteren stormende tilbage, søgte Pengene, fandt dem ikke og dræbte den gamle Mand. Forfærdet vendte Moses sig mod Herrens Aasyn og spurgte: Er dette Retfærdighed? Men Herren svarede: Du ser blot, hvad du ser; men hin gamle Mand var en ond Mand, som havde dræbt den lille Drengs Fader og Moder, og Rytteren var en uretfærdig Mand, som havde taget de Penge, han tabte, men som nu blev til Fremtid og Velsignelse for den lille Dreng. Vi bliver ikke benaadede som Moses, vi faar ikke se Retfærdighe- dens evige Kilde. Men saa kan vi se ind i det Forbigangne, i Historien, og der hylles aldrig noen Begivenhed i saa tæt en Nat, at ikke Retfærdighedens Millioner Lys skinner igjennem og leder vor Tro gjennem Mørket. Se, derfor var det, at Ahlmann og Krüger kunde staa saa frejdige midt i Forhaanelsen. Derfor er det, at vi nu med Fest kan svare paa Forhaanelsen, og af vor Festglæde drypper Honning i de Nødlidendes Bægere; thi det er for de fordrevne Nordslesvigere, at vi holder denne Fest. De er ikke fordrevne af de fiendtlige Bajonetter; thi de har vist, at de ikke forsager blandt disse. De er ikke flygtede af Frygt for Fængsel, Udpresning eller Forhaanelse; thi de har vist, at de kan holde ud saadant; men de er flygtede af Frygt for sin egen Samvittighed, for ikke at blive troløse mod det, som vi ejer sammen med dem. Det er en Fest for Trofastheden, vi fejrer, og det for dem, som er trofaste mod os og mod det, vi selv ønsker at være trofaste mod til vor Livs sidste Stund. Men det er ikke alene de fordrevne Nordslesvigere, vi skal ihukomme, men ogaå den tilbagesiddende slesvigske Kvinde. Hvad har hun ikke i sin Svaghed gjort fra den Tid, hun syede sin første Danebrogssløjfe, til hun fik de Saarede og Syge at pleje og de Tabende at trøste, til nu, hun sender, Hustruen sin Mand, Moderen sin Søn ud SIDE: 33 af Landet, for at de ikke skal lyve i sin store Sag, sigende, at hun nok skal tage vare paa Jord, paa Hus og paa Børn. De store Folk holder Fest for sine Sejre, de smaa for Trofasthed i Nederlaget. De store Folk voterer Hædersgaver til sine Førere, de smaa giver den Fattiges Skjærv til dem, som kommer fordrevne fra Jord og Arne. Men denne den Fattiges Skjærv er tillige vor Hædersgave til denne storladne Slægt af vort lille Folk, og skal vi derfor nu sende dem vor Tak og Hilsen i et Festens Hurra, haabende, at Slægtskabets Ekko vil føre det til dem og lade det klinge for dem som et lidet Folks Bøn op mod Retfærdighedens Himmel. Leve Nordslesvigerne! SIDE: 34 Bjørnstjerne Bjørnson Til Kongen om en norsk dramatisk Forfatters Rettigheder I Juli eller August Maaned forrige Aar begjerte jeg af Chefen for de kongelige Theatre Honorar for mit Stykke "Mellem Slagene", som uden mit Samtykke var gaaet over det kgl. dramatiske Theater i Stockholm og der havde gjort Lykke. Jeg udviklede at den forrige Chef hadde betalt mig 150 Spd. for "De Nygifte", - - at det kgl. danske Theater, der ogsaa kunde have taget mine Stykker uden videre, havde betalt mig Honorar for mine Arbejder: - - at Kristiania Theater, skjønt et privat Theater, under min Styrelse havde betalt (paa et Stykke nær) alle de originale Arbejder fra Sverige og Danmark, som det optog paa sit Repertoire. Jeg udviklede fremdeles, hvorledes Nordens dramatiske Forfattere, som ikke er skyttet ved mellemrigske Love, uden saadan Hensyntagen lider Overlast, - - at en saa liden Sprogstamme som vor maa være enig om at støtte sine Forfattere, - - at derfor Bogtrykkerne respektere hinandens Forlag, naar man udtrykkelig i Bogen forlanger det, - - at saameget mere maa de kgl. Theatre gjøre det, og navnlig maa det kgl. Theater i Sverige, som nyder Understød af den svenske Stat og staar under Kongens Styre, respektere Broderrigets Forfattere og ikke uden videre tage deres Arbejder. SIDE: 35 Paa denne min Skrivelse modtog jeg intet Svar. Da jeg havde ventet forgjæves i to Maaneder, medens man dog vedblev at opføre mit Stykke paa det dramatiske Theater, - - henvendte jeg mig til Deres Majestæt og oplyste Sagen. Paa denne min Henvendelse modtog jeg heller intet Svar. Jeg sender nu denne skrivelse gjennem den norsk-svenske Afsending i Danmark, hvor jeg fortiden opholder mig. - - Jeg vil paa den Maade opnaa Vished for, at min Skrivelse virkelig naar frem til Deres Majestæt. Jeg har nemlig nu faaet endnu en Sag at besvære mig over. Under mit Ophold i Sverige for halvandet Aar siden ytrede jeg paa Foranledning at jeg ikke vilde indrømme Chefen Tilladelse til at opføre mit Stykke "Maria Stuart i Skotland", uden at han indrømme- de mig Indflydelse paa dets Iscenesætning. Da jeg nogle Maaneder senere hørte, at Stykket var omdelt til Skuespillerne, mindede jeg ham om min Betingelse, hvorfor Stykket blev taget tilbage. Nu hører jeg af en scenisk Komponist, som opholder sig her, at man paa ny tænker at opføre dette Stykke og har henvendt sig til ham om Musik. Chefen for de kgl. Theatre er altsaa atter ifærd med at erobre et af mine Arbejder, - - og der bliver saaledes intet Andet tilovers for mig end at søge Værn hos Deres Majestæt mod denne drabelige Krigsmand i Deres Majestæts æsthetiske Tjeneste (general Erik af Edholm). Jeg ønsker nemlig mere end gjerne mine Stykker spillede af det Personale, som for Tiden virker ved de kgl. Scener i Stockholm; men jeg ønsker intet Stykke opført uden efter foregaaende Overenskomst med mig selv. Jeg tør tro, at dette er et billigt Krav, som den svenske Almenhed vil bifalde. Turde jeg nytte Lejligheden til at bede Deres Majestæt sætte Love og Traktater igang, hvorefter de forenede Forfattere (og Kunstnere) for Eftertiden kunde blive støttet, og måtte Danmark blive draget ind med i denne fælles Overenskomst! Tiden maa i enhver Henseende være moden dertil: - - for Forfatterne (og Kunstnerne) i de tre nordiske Riger er det en Velfærdssag, deres Arbejder vilde det give den fornødne Kontrol. Kjøbenhavn, Vesterbrogade 110, den 4de Marts 1868. I Underdanighed Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 36 FINNES OGSÅ I BBAR1.SGM Bjørnstjerne Bjørnson Mindetale over Bernhard Dunker Naar jeg læste om store Begivenheder, og jeg saa Mænd staa i dem, som fuldkommen var dem voxne, og naar jeg tænkte mig, at saadanne Begivenheder med sin overhængende Fare ogsaa engang kunde komme til os; - og naar jeg da saa mig omkring for at finde de Mænd, som ogsaa her kunde være Begivenhederne voxne, mødte jeg meget faa. Men en af dem, som jeg var ganske sikker paa vilde voxe med selve Situationen og bestandig, hvor stor den blev, være i Høide med den, er nu død; vi skal i dette Øieblik løfte Mindebægeret over ham. Efter i et helt Liv at være mere eller mindre misforstaaet, blev han fulgt til Graven af en liden Skare og begravet ganske tyst; der var ikke En, som sagde ham et Takkens Ord ved hans Grav. Blandt de Faa, som stod der, kjende jeg En og Anden igjen, som havde fulgt denne ensomme Skikkelse gjennem hans Liv med ubrødelig Kjærlighed og med store Forventninger, og jeg sagde til mig selv: hvor langt er vi dog ikke fra den Tid, hvori Normanna-Kjæmpen sagde: "Paa en af Siderne vil jeg staa; men helst hos ham, som har saa faa." Er der Lidelse, Miskjendelse forbunden med at staa, hvor der er Faa, og er der intet derved, som bringer Fordel, da kan En være vis paa, det er bra Folk, de, som staa der. Naar vi da spørger om Aarsagen til, at han SIDE: 38 fulgtes af saa Faa, er Svaret tildels paa Forhaand givet; den ligger hos Folket og Tiden, som den er idag. Men det vilde være urigtigt at negte, at den ogsaa laa hos ham. Hvis Dunker i sin Ungdom havde havt store Begivenheder til Lekvold, saa han i sin Manddom var kommet til at kunne forme stort i Tanke og Handling, saa er jeg vis, det norske Folk vilde have fulgt ham med en Beundring som faa eller ingen Anden. Men det er ikke Alle givet at være som Kong Eystein istand til at se det Store i det Smaa og saa lykkelig at kunne forme sig selv ind i det nærmeste Krav. Der er dem, der hører til den modsatte Type i det norske Folk, den, som Broderen Sigurd Jorsalfar bar frem, han, der gik syg af Erindring om og Længsel efter Bedrift og af Tan- ker, han ikke mere fandt Plads for. Havde ogsaa Dunker i sin Ung- dom faat bruse frem i en almindelig Folkebevægelse saaledes som Sigurd fik det, han havde ogsaa seilet op Bedrifternes Bosporus for udspændte Silkeseil og redet som Hædersgjæst til Hippodromen. Den, der vidste dette, faldt det ofte underligt at høre ham gjort saa liden, at han bare blev til en forkrøblet Egoist, der søgte sig selv i Stort som Smaat. Ofte maatte jeg fra saadan Tale om ham søge Veien til ham selv; jeg følte Trang til ham, netop naar han udskjældtes, og mangengang tænkte jeg paa Veien til ham, at vi var dog et Folk, som havde god Raad, naar vi kunde lade en Karl som han sidde paa slige Vilkaar. Alligevel var det godt at have ham undafgjemt, tænkte jeg videre; for blev her engang en Fare, saa vi maatte trykke paa Fjeld- væggen etsteds, da vilde der komme en Mand ud, og det var jeg vis paa, at denne Mand vilde være ham. Naar jeg saa kom op til ham selv, som han sad der i Læ af en Boghylde i Ryggen og en paa høire Side og begge Benene oppi Ovnen, tænkte jeg paa den vrede Achilles i sit Telt; - lad dem længe nok mundhugges og smaadræbe hver- andre ude paa Volden; skal Troja tages, maa han til. Det blev ogsaa saa, at da der i hans sidste Leveaar kom noget til vort Land, der lig- nede en Fare og kanske endnu mere vil blive det, jeg mener vore Stri- digheder med Sverige og det deraf fødte Unionsforslag, - da saa man denne Mand, der var haanet og forfulgt som ingen Samtidig, trykket ned med utrolig Ihærdighed af tusinde travle Hænder, desuagtet reise sig, og ikke før var han oppe, før han ogsaa var hele det unge Norges kaarede Fører i denne Fare. Og det ved vi, at hvor man holdt paa at gjøre Grændserne mellem Norge og Sverige usikre, ja mente, det var godt, om de ganske udslettedes, der satte han sin Lanse ned SIDE: 39 og sagde: did gaar Sverige! - og der staar Lansen efter ham. Mange have allerede nu strævet med at hale og slide for at faa den op; - men de smaa Alfer i Fædrelandskjærlighedens usynlige Rige er opunder og har Tag i den, - man faar den aldrig op! (Ja, det viste jeg, at nu vilde Ungdommen juble.) Sigurd Jorsalfar-Typen har mange Arter: Sigurd selv havde Bedrifter først og Tungsind siden. Dunker gjorde et Stykke af en Bedrift tilslut; men han begyndte med ikke at finde sig selv. Fremmed opdragen, som de fleste dengang, romersk-græsk, dansk-fransk, fandt han ikke sig selv igjen i Folket og i dets Opgaver. Men, trods Saamanges Haan og Spot, erobrede han efterhaanden en sand Erkjendelse af hvad der var det norske Folk, hvad der var dets Fremtid, og hvad der var dets uafviselige Opgaver. Tilslut skjønte han, at det Store skulde søges i det Smaa; i sin Natur havde han selv Enheden. Med det Mod som en sterk Overbevisnng altid gav ham, erkjendte han sin Feiltagelse, Skridt for Skridt, og sluttede med at knytte et inderligt Forbund med det unge Norge, alle dets Formaal og Haab: dette var det Største, han udførte. Vi skal aldrig glemme ham det. Men Et havde han bevaret fra den Tid, han ikke fandt sig selv tilrette: et uudslukkeligt Had til det Smaalige. Hvor han fik Tag i det, var han saa haardhændt og ubarmhjertig, at de Smaas Had til ham i fuldeste Mon opveiede hans. Aldrig har en Mand paa Offentlighedens Gade fremkaldt et sligt Hunde-Spetakel som Dunker, hvergang han gik ud i en Sag. Det gjødde den hele Veilængde bortover; den spidse Mynde veirede med sin fine Tæft, her var en Fiende af første Rang i Anmarsch; den dovne Kjøter likte ikke denne Afbrydelse i det Sædvansmæssige, reiste sig og hylte; Rottehunden, den ægte Terrier, gnistrede sig af Sinne, fordi den Forbigaaendes Ro var saa haanfuld; om det saa var den mindste Fillebikje, maatte hun stræve at værge Gaarden for noget saa tirrende Nyt. Hele dette Spektakel er vel nu paa det nærmeste fortonet, lad det saa ogsaa være glemt, - uden forsaavidt det skal karakterisere ham: hans Evne til at tirre det Smaalige op imod sig var hans Ære. Men samtidig skal der siges, at der var noget ufuldkomment ved ham selv, som øgede hines Vrede; thi som alle Stormænd fra vor Nybrud- Tid var han ligesom ikke født hel; enten besad de ikke det Store færdigt, eller de besad det som en ensidig Evne. SIDE: 40 Men vi skal samle os om ham, saaledes som han stod i sine bedste Øieblikke, helst i hans sidste Levetid, huske ham, som han var, naar Aanden kom over ham, det være sig foran Skranken, i Folkeforsam- lingen, det være sig, naar han skrev. Naar han skred ind iblandt os, hvor vi var mange sammen, naar han satte Lorgnetten paa og saa udover os, da var der intet Aasyn, som kunde naa hans i Storladenhed. Og dette Storladne var hans Særkjende; den følte de bedst, der fik sidde hos ham og seile paa hans brede Syner ud over Tider og Tilstande. Paa denne Talerstol har han staaet, de Fleste af Eder har hørt ham, kanske i et af hans heldigste Øieblikke, og da vil I have nok at rope Hurra for i denne Mindestund; thi fra et saadant Øieblik ved man, at man i ham var sammen med noget af det Mærkeligste i sin Tid. Saaledes skal vi huske ham; kjærligt! Der var saa megen Kjærlighed i hans Sjæl, som ikke fandt frem, og som vi ikke fandt; havde vi her hjulpet og værnet, hvad vilde han saa ikke have udrettet! Istedet derfor gjorde vi Klapjagt paa alle hans Særegenheder. Jeg mindes ved denne Leilighed Dommen over den islandske Skald, som alvei havde været misforstaaet; den var sammenfattet i disse Ord: "Denne Mand havde Alle mod sig. Paa Livets Reise fra den ene Station til den anden, havde han nemlig bundet sin Reisekuffert noget anderledes end de Medreisende, og dette kunde de ikke tilgive ham." Havde der været lidt af hans egen Storhed over vor Dannelse, her var blevet et andet Liv med en anden Gjerning. Nu kan vi ikke andet end sige, at saa stor Begavelse blev ikke helt brugt; Skylden faar vi dele. Men med Ihukommelse af det Herlige ved ham, med Ihukommelse af, hvad han udrettede iblandt os, og især med Ihukommelse af, hvad Gud troede ham at udføre for os i hans sidste Leveaar, skal vi idag løfte hans Mindebæger og raabe et Hurra, som skal blive de første Strofer i Folkets Minnidraapa over ham. SIDE: 41 Bjørnstjerne Bjørnson Husmandsspørsmaalet Fra det ene Højreblad til det andet gaar det som afgjort, at jeg har foreslaaet, at Husmændene ved et Dekret skal blive Ejere af sine Pladser. Da jeg selv er Gaardejer og bor paa Landet, saa maatte det synes selvfølgeligt, at saa taabeligt kunde jeg ikke have tænkt om disse Forhold. Om Maaden at løse Spørsmaalet paa ytrede jeg paa Ejdsvold næsten intet; uden Matrikelens Hjælp og privat Hjælp kunde det ikke gaa - - dette var næsten alt, jeg derom sagde. Med det første mener jeg, at de Myndigheder, som nu udligner Skat paa Matrikelen, maatte tage sig af Sagen, naar den engang kom saa langt; der maatte vel oprettes et Hjælpefond, som gav Laan. Med det andet mente jeg, at Ejerne frivillig gav Husmændene deres Hjæm eller en Del af dem og lod dem oparbejde Resten, - - i det Hele viste Hjærtelag og Skjøn; ti det er min Overbevisning, at i det nuværende taber Gaardejeren meget. Det tvungne Arbejde kan ikke sammenlignes med det fri. Ogsaa moralsk taber han; ti den Magt, han nu har over sine Husmænd, kan mange ikke udøve uden derved selv at tage Skade. Man maa vide, at jeg i mange Aar har været af den Mening, som nu endelig fik Ord; snart her, snart hist har jeg talt med store og smaa Gaardejere derom, og jeg har faaet fleres Tilslutning. Før jeg endnu selv var klar over Spørsmaalet, hørte jeg Stortingsmand Christian Fougner være af den Mening, at den eneste Løsning paa Husmands- spørsmaalet var, at Husmændene blev Ejere af sine Pladser. Da han senere i et offentligt Samtalemøde har ytret det samme, tør jeg her nævne hans Navn i denne Forbindelse. Jeg kunde nævne fleres, og det af Landets største Gaardejeres. Hvad der synes at vække saa megen Forbauselse i Norge, er SIDE: 45 allerede delvis udført i Danmark, hvor begge Parter, Gaardejerne og Husmændene, er lige fornøjede med det ny Forhold. Vil man vide, hvorledes det kan realiseres, saa kan man jo derfra hente Oplysning. Efter Norges Grundlov bliver 2/3 af Stortingets Repræsentanter valgt af Bønderne, hvormed altsaa Værnet for dette Lands rolige Fremgang er søgt hos den jordejende Klasse. Saalænge Jord- Arbejderen er ufri, truer her en Fare; men er han bleven Selvejer, han ogsaa, saa de alle har samme Interesse, da er de politiske Vindkast, som ofte truer andre Folks faste Institusjoner, hos os blevne en Umulighed. Værnet for en rolig Fremgang er i Sandhed da blevet saa stærkt, at dette maatte blive en Grund mere for alle fædrelandssindede Mænd til at tage sig af Sagen. De Højreblade, som holder mere af en ærlig Forhandling end af at gjøre Forvirring, ber jeg om at optage denne min korte Udredning. Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 46 Bjørnstjerne Bjørnson Statsminister Stangs Pensjon Fremdeles er det mig ikke muligt at se nogensomhelst Retfærdighed i at Statsminister Stangs Pensjon bortfalder eller gjøres saa kneben som muligt. Jeg forbigaar aldeles en Grund som den, at i slige Sager skal der ingen Standsforskjel være; ti vi er endnu ikke komne saa langt, at saadant lader sig høre; en Statsminister nyder, indtil anderledes ordnes, en Pensjon, svarende til hans Stilling. Derimod vil jeg se paa en Grund som den, at Folket liker ikke, at der betales Stang en klækkelig Pensjon. Herom er Folket efter mit Skjøn endnu ikke blevet tilstrækkelig oplyst. Man har ikke lært det, at begge Partier har lige Ret, naar det gjelder at give Løn og Pensjon; det er ikke Mandens Overbevisning, men hans Betydning og Tjenesteaar, som her skal tages Hensyn til. Kanskje den Dag kommer snarere end vi tror, at Johan Sverdrup siger: jeg kan ikke længer være Hypotekbankdirektør og Statsrevisor. Om et andet Parti end vort den Dag var i Majoritet i Tinget, forlangte vi alligevel af det, og det med god Grund, at det skulde give Sverdrup en Pensjon, svarende til hans Betydning og Tjenesteaar i vort offentlige Liv. Med min Følelse stemmer det best, at begge nu faar det samme, - - de to Høvdinger i den lange Kamp. Den Forskjel, der forøvrigt skal gjøres paa dem, maa vise sig paa andre Veje og Maader end i Pensjonslisten. Vi hædrer os selv ved at hædre vore Modstandere, og vi indvier vort offentlige Liv til at blive et Overbevisningens modige Liv, ved at SIDE: 53 lønne ærlig Tjeneste, den være ydet i vort Partis Rækker eller i vort Modpartis; i begge Tilfælde er den ydet Folket. Vi har saa meget bedre Raad til at være retfærdige, som vi er de sejrende. De tabendes Bitterhed og Had maa ikke kunne smitte os. B. B. SIDE: 54 Bjørnstjerne Bjørnson "Gengangere" og Kritiken En Rettelse I Dagbladets Nummer 317 staar, at vort Samfund er bygget paa Ægteskabet. Denne Sætning som, saavidt jeg husker, er af Guizot, er længst udmønstret; thi Samfundet hviler paa Børneopdragelsen. Forsaavidt man nemlig med "Ægteskab" mener det ægteskabelige Samliv mellem én Mand og én Kvinde, som Staten eller Kirken, eller begge tilsammen, helliger, saa maa vi huske; at alene en Minoritet af Menneskene endnu hylder dette, og at Samfundene desuagtet bestaar. Uden her at indlade mig paa Ægteskabets Historie vil jeg alene minde om, at det Folk, der siger om sig selv, at det var udvalgt og styret af Gud som Overkonge, endnu paa Jesu Tid havde Flerkoneriet. Da Jesus ikke var kommen for at tilintetgjøre Loven, saa billigede han i dette Stykke som i andre, Moselovens Forskrifter, efter hvilke ikke alene Flerkoneriet var tilladt, men Mandens Ret til at forskyde sine Hustruer omtrent grænseløs, ligesom hans Ret til at tage andre i de forskudtes Sted. 1 Tim. 2,12 synes ved sin bestemte Undtagelse just at stadfæste Regelen. Hermed være intetsomhelst sagt mod Ægteskabet eller dets overordentlige Betydning for Samfundet. Jeg mener ogsaa, at i hint Nummer af Dagbladet er det i høj Grad urigtigt at tillægge Hr. Ibsen den Mening, at han vil Ægteskabet tillivs, fordi om han finder det for Børnenes Skyld rigtigere, at Forældrene lever sammen uden præst- lig eller statsretslig Vielse end at de ikke lever sammen; og at et saadant Samliv, naar det er i Kjærlighed og Troskab, er ædlere og sandere end et Ægteskab efter alle udvortes Regler uden Kjærlighed SIDE: 55 og Troskab. Det gaar udmærket godt an at have denne Mening og desuagtet ære og forsvare Ægteskabet. At angribe det usædelige Ægteskab og benægte dets Ret er efter vor Mening netop at hævde Ægteskabet. B. B. Til Forstaaelse Jeg ser med stor Forundring, at man debiterer Henr. Ibsen personlig for enhver Ytring i "Gengangere" af Fru Alving og hendes Søn. Befinder disse to Personer sig i saa normale Forhold, navnlig paa det Punkt, hvor de paaklagede Ytringer falder, at man kan forudsætte, deres Ræsonnement danner det Punkt, hvorefter der maales? Naar et Blad endog gaar saa vidt at paastaa, Osvald Alving er opstillet af Digteren "som Mønster" saa faar man for det første huske, at den moderne Digtning ikke mere befatter sig med "Mønstre", og for det andet, at Ibsen ikke selv er en Idiot. Men der er noget til, som heder relativ Sandhed; deres Repliker kan have sin Berettigelse ligeoverfor den Indskrænkning, de møder, - om ikke anden, saa den at bringe til Eftertanke. De Tunger, som talte, skal tale, de Ting, de sagde, skal siges - ogsaa i Livets Billede. Dette er Parolen. Ordet er blevet frit. Digterens egen Mening faar søges i Kompositionen, og jeg tænker, at i den fejrer ikke Usædeligheden nogen synderlig stor Triumf. B. B. SIDE: 56 Bjørnstjerne Bjørnson Pensjon til Kristian Elsters Enke Hvad herom er fremkommet, synes mig ikke at have sagt det, som for mig er det mest tvingende. Det er sandt, at han var dybt forurettet ved Stipendieuddelingen, og det Gang efter Gang; det er sandt, at havde hans hele Produktion SIDE: 57 ikke vist, han var en Ven af "visse Folk", saa havde det gaat lettere for ham at faa retfærdigt Hensyn; det er sandt, at denne Forurettelse har skadet hans Udvikling og Livsbane paa det Føleligste, og at han uden den kanske endnu var blandt de Levende. Her altsaa noget "at gjøre godt igjen". Men det, som især nu skal komme hans Enke tilgode, det er, at han i fuld Tro og Kjærlighed til den Sag, han tjente, lagde hele sit Liv paa at bli Digter for sit Folk, og at han døde, før han kunde høste Løn for det. Uden dette ene højtlagte Maal, med ihærdigt Arbejde op til det, havde han vist valgt lunere Veje, og Hustruen havde nu ogsaa siddet beskyttet. Men han blev ved sit, fordi han troede, og fordi han elskede. Der har vist levet meget faa Mennesker, som har havt et saa dybt Forhold til dette Folk i dets Fordomme, Fattigdom, Kampe, som denne stille, fine Natur, der døde, før Ordet fuldmodnedes paa hans Læbe, dette Forstaaelsens siste Ord, som hele hans Liv ledte efter. Der er noget i hans siste Bog, som overgaar alt, som hidtil er sagt om os. - - og dog føler vi, hvor han bryder med Formen forat faa sagt mere. Det kom ikke; men for en saadan Kamp maa et Folk have Taknemmelighed og Ærbødighed; det bør gaa hen til hans Efterladte og sige: for hans Skyld, for hans rige Kjærligheds Skyld, for den stærke Tros Skyld, den han fra det tidligste gav mig, skal I, som var hans, ogsaa være mine. Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 58 Bjørnstjerne Bjørnson Brev til H. E. Berner om literær Retsløshed Jeg har nu læst Henr. Ibsens Brev af 27de Mars, og jeg er Henr. Ibsen meget taknemlig for, at ogsaa han gjentagende har rørt ved det urigtige, det uædle i, at Norge ingen Konvention gjør med de større Kulturlande til gjensidig Beskyttelse af den litterære Ejendoms-Ret. Men naar Henr. Ibsen ironisk gjør opmærksom paa, at Norge staar sig paa den nuværende Lovløshed, hvorfor han "som god Nordmand" maa ønske den vedligeholdt, - - da ved jeg beklageligvis af Erfaring, at hans Ironi kan tages for ramme Alvor (i sin Tid svarede Udenrigs-Ministeren, Grev Manderström, paa mit Brev til Kongen, at de forenede Riger stod sig altfor godt paa den nuværende Lovløshed, til at de kunde foreslaa Konventioner oprettede!); derfor tror jeg det rigtigst at sige ligefrem, at Nordmændene ogsaa i denne Henseende bør skaffe sig større Selvagtelse, og de bør ikke holde det for overflødigt at oprette sin Ære blandt de udenlandske Forfattere, som de hidindtil har plyndret. Saa fattige er vi ikke, at vi behøver at leve af Rov, ej heller blev den Retskaffenheds-Skat, vi her maatte erlægge, saa særdeles svær. De udenlandske Videnskabs-Mænd vilde vist i Regelen give os sine Værker til Oversættelse mod en billig Erstatning, og de episke Forfattere tog vel heller ikke mere af et saa lidet Sprog-Samfund, end at Bladene, (som i Regelen nytter Fortæl- lingerne til sine Føljetonger) kunde betale dem. De dramatiske SIDE: 59 Forfattere forlanger naturligvis at gaa ligt med de indenlandske Dramatikere, og det er min Mening, at de Teatre, som ikke har Raad til at betale de udenlandske Forfattere ligt med de indenlandske, ved Tilbud burde sættes istand dertil - - heller end at tillades at opbygge sit Publikum og ernære sig selv med Rov. Daarlige Præster stjæler ofte de Prækener og næsten altid de Tanker, hvormed de opbygger Menighedens Trang til Dyd og ædle Længsler; men dette skulde Teatrene holde sig for gode til. Jeg har havt Lejlighed til at høre Udenlandske Forfattere omtale vor Adfærd ligeoverfor dem, og jeg har følt hele Skammen af det. At vore Blade og vore Teatre (som nu især nyder godt af Lovløsheden) ikke skulde kunne betale det, hvoraf de ernærer sig, er ellers lidet sandsynligt. Jeg forstaar derfor ikke, til hvis Fordel det er, at den nuværende Mangel paa Ordning skal vedblive, og at man ikke i Længden finder det dygtig uretfærdigt, at de norske Forfattere, som læses og spilles i Udlandet, hensigtsløst skal lide store Tab. Jeg har alene paa et To-Akts-Arbejde "De Nygifte", tabt en liden Formue, dvs. mere end jeg hidtil har oppebaaret i Digter-Gage. Dette har jeg nogenlunde kunnet kontrollere; men mindre, hvad jeg har tabt og endnu taber paa mine Fortællinger. Saa længe Oversættelsesretten er fri, maa vi ogsaa finde os i, at hvemsomhelst forfusker vore Arbejder. Jeg har faat et Stykke i Prosa oversat - - paa Vers, og mine Vers oversat - - i Prosa. Ja, gid de bare var det, saa havde jeg maaske Tankerne reddede; men som det er gjort, skal man ikke i Udlandet faa høje Tanker om norsk Lyrik. Er bare vedkommende Forfattere interesserede i, at her kommer Kontrol? Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 60 Bjørnstjerne Bjørnson Brev til Herman Anker Paris, julen 1882 Kjære Anker! 1000 tak for dit brev med de mange snirkler i tanken, et skridt frem og et tilbage hele veien. Ja, tro mig, den tid jeg var den gladeste blandt de glade på Sagatun og lo og sloges med dig, det var den deiligste tid i mit liv og som jeg ved aldrig blir overtruffet. Sjælesamfund er det største på jorden. Herude mellem os av det ny er det intet, ja kan ei heller blive det i den første menneskealder. Du tror ei på at opdragelsens makt kan forbedre menneskene? Ja så er der ingen som kan det. Jeg ved nok dette med troen og dåben osv. men vi ved nu hvor langt det rækker, vi ved hvilke mennesker det hjælper og nøiagtig hvad slags. I, kristne, I kunde være en verdensvelsignelse, men nu er I en verdensskade. Idet I forkynder at I har en universalmedicin som kan hjælpe ubetinget alle, og så lægger I hindringer i veien for alle andres arbeide, ja lægger hån over det. Dersom I kristne havde mot til at gå ut av statskirken, virkelig tro på miraklet, og dersom I levde i forkyndelse både med eders menighets og personlige Liv, å, så få I da blev, I blev en verdens velsignelse! - - Hils lille Frede fra mig og sig at den skjønhet, hvori han er opvokset skal ikke falde på én alene, men på alle, sig ham at SIDE: 61 salmernes længsel, hans bedstefars tro skal fortsætte sig i en lutret kristendom, og finde venskap og medarbeide hos en freidig ny slægt, der fra andre udgangspunkter vil samme kjærlighed, fred, sam- funnslykke. Hils ham fra en mand som elsker livet, tror på fremgangen, at godheden får mere magt og retfærdigheden mere mot. Sig ham, at fra første gang jeg så hans far og dansede første gang med hans mor har vi hørt sammen, så ikke vi selv eller andre eller spaltet livsvei har kunnet skille os. Hver gang vi herefter tænker på Sagatun, hviler der flor over gården og trærne. - - Symbolet i hans navn bliver mere levende, når han selv er veget bort. Karolines og mine tro hilsener til Mix og dig. Bjørnstjerne Bjørnson Avenue de Niel 96, Paris. SIDE: 62 Bjørnstjerne Bjørnson Den gifte Kvindes Særeje Gjennem Stortingsmand Berner er til Stortinget indsendt følgende Skrivelse: Til Stortinget! Stortinget har i sin Tid henvist Spørsmaalet om Særeje for den gifte Kvinde til Formandskabernes Betænkning. Vi lader staa hen, fra hvilken Tid Formandskaberne fik denne særskilte Fuldmagt af Kvinden; vi indskrænker os til at hævde, at den Forudsætning, hvorfra de fleste Formandskabs-Betænkninger aabenbart gaar ud, nemlig at Ægteskabet i Almindelighed grund- lægges paa Kjærlighed, hvorfor Sameje fremdeles tilraades som Regel, den er neppe rigtig. Selv om saa var, tør vi i en saa alvorlig Sag minde om, at Kjærligheden er en mangfoldig Ting; til Grundlag for varig økono- misk Ordning er den lidet skikket. Ej heller er det som foreslaaet nok, at den gifte Kvinde kan stifte Særeje, hvis hun vil. Derved kunde let Kravet komme til at se ud som en stødende Undtagelse, og saadant skyr gjerne Kvinden. Hun maa vide og føle, at hun træder ind i Ægteskabet med samme lovlige Ret som Manden. Ikke alene hun, men Manden vil moralsk vinde herpaa, og Samlivet lettere fra først af faa det rette Værdig- hedspræg. Ogsaa Kjærligheden, hvis den er der, vil støttes af Lighedsfølelsen. Hvad særskilt det økonomiske Vel angaar, saa tør det være en ikke ualmindelig Erfaring, at hvor Drukkenskaben endnu utgjør en national Institution, og vaagede Handler og Kautioner neppe hører til Sjeldenheder, er det i Samfundets Interesse, at den gifte Kvinde saasnart som mulig ophører at være juridisk umyndig. I Ærbødighed: Bjørnstjerne Bjørnson Henrik Ibsen Jonas Lie Alexander L. Kielland 12. april 1884 Bjørnstjerne Bjørnson Presse-Forfølgelse "Oplandenes Avis" anker over, at de stygge Udtryk om Rigsretten, hvormed "Morgenbladet" og "Fædrelandet" nu atter har forlystet sine Læsere, tør fortsættes - - under en frisindet Regjering. "Respek- ten" for vore Institutioner undergraves derved, og den er "Ankertou- get", som holder Statsskuten. Dette optar "Dagbladet" uten et Ords Motskrift. Jeg for min Del finder ikke Billedet heldigt; Statsskibet faar ikke ligge for Anker; værs'go, videre! Men om det er Masten, Kjølen, Botnen paa Skuten, som skal være "Respektens" Billede, siger jeg endda, at kan den snakkes og skrives istykker, saa er det da rigtig en stor Velgjerning. For er vi andre, som skulde ha "Respekten", ikke istand til at bevare den, saa har vi naturligvis bare trod, vi hadde den; og saa har her været Fanteri og Selvbedrag over hele Skuten. At reparere denne Læk med Lovbrud og Fængsler, - - har Folkene ikke snart faat nok af det? "Respekt", "Autoritet" i gammel Stil bør vi ikke holde. Al Friheds SIDE: 67 politiske Betingelse er den uindskrænkede Ret til Kritik. En Magt, som ikke hviler paa Indflydelse; en Autoritet, som ikke hviler paa Agtelse; en Respekt, som ikke er vor Samvittigheds, bekriger vi ubønhørligt. Dette har vi gjort; paa det har vi sejret; og Modstander- ne skal ha samme Ret. Bruker de den saaledes, at de støter Folkets moralske Sans eller Forstand ifra sig, saa tænker jeg, vi andre er ved Haanden og drar Nytte af det for hvad som isandhed ejer Folkets "Respekt". Har vi ikke altid gjort saa? Har vi overikjøbet ikke gjort det saa bra, at vore beste Allierede er blet Hr. Christian Friele og hans Følgere og deres hele Maate? Jeg forstaar ikke, hvad Lovene her skulde utrette andet end at skade denne vor beste Allianse. Den forrige Regjering indstillede Odelstingets Forslag til Lov om Majestætsforbrydelse til Ikke-Sanktion? Blandt andet i Kraft af de velsignede "Analogier", at nemlig ingen andre Folk hadde saa milde Love om den Ting, som her var foreslaat. Buraakratiet og Juristeriet lever som Lovgivere af "Analogierne". En Ting, som engang har været rigtig, men som efterhaanden er blet en sammenhængsløs Levning af undergangne Livsformer, den kan aldrig bortskaffes, - - fordi den bestaar andetsteds. Den har "Analo- gier", siger Juristerne, Buraakraterne. Enhver Fejl, som har en "Analogi", maa endelig konserveres! Det er ikke Retsbevidstheden paa hvert Sted, ikke Forholdene, som skaber Lov; langt fra, det er "Analogierne!". Dersom det endda var sandt, dette med Analogierne her. Men hvorledes er det? Jo, saaledes, at hidhenhørende Love i de virkelig fri Lande, respekteres ikke længer. I England kunde den nuværende Minister Dilke i sin Tid ustraffet fortælle paa et Folkemøde, at Dronningen af England drak; at det var derfor, hun bar Slør; hun vilde ikke la Folk se, hvor brændevinsoppustet hun var i Ansigtet. Ofte er det sagt offentlig, at Prinsen af Wales har gjort Mened. Endnu oftere har man talt om hans liderlige Liv. Hvad blev ikke i sin Tid ustraffet skrevet om det italienske Rikes Grundlægger? I Frankrige er Præsidenten beskyttet paa samme Maaten som en gammeldags Konge; Reaktionen var ved Magten, da denne Lov blev git. Men vil nogen se, hvorledes den brukes? Blad da nogle Numre igjennem af den nu indstillede "Le Clairon"; - - det tør jeg trygt sige, at Maken har aldrig været skrevet hjemme om nogetsomhelst Menneske. SIDE: 68 Bladet gik ind paa det, Partiet tabte paa det, Grevy og Republiken vandt. Naar man med "Analogier" mener, hvad der ene burde kunne menes, nemlig hvorledes den oplyste Folkemening i andre Lande tvinger Regjeringen til at praktisere slige afdankede Love, saa er Analogierne for Odelstingets Forslag og mot den herom uvidende Minister. De er for en Forandring, som det er en Ære at fæste i Lovform, og en Skam at forkaste, naar den fremskyndet af Forholde- ne engang er bragt paa Bane og besluttet. Men at Ministeren ovenikjøbet henviser den, som forser sig mot en ubillig gammeldags Lov, til den kongelige Naade! I et frit Land maa Retfærdigheden ikke være en Naadesak; jeg for min Del tok under ingensomhelst Betingelse mot nogen kongelig Naade. Her er Friheden skadet, og med den "Respekten". At Hr. Christian Friele forkynder sin Overbevisning paa den eneste Maaten, som er ham mulig, det skader ikke "Respekten" for nogetsomhelst, der i sig selv er godt; - - tværtom! B. B. SIDE: 69 FINNES OGSÅ I BBAR2.SGM Bjørnstjerne Bjørnson Beslaglæggelsen af Strindbergs "Giftas" Beslaglæggelsen af August Strindbergs Bog "Giftas" er den største literære Skandale i Norden i min Tid. Den er værre, end da man vilde sætte mig paa Tugthuset for "Kongen" eller udstøde Ibsen af hæderlige Folks Selskab for "Gjengangere". Det er raaere og dummere end alt, som den reaktionære Presse har skrevet om nogen literær Mand, fordi man søger at kvæle Aandens Kraft med Haandkraft, fordi det er fejg Flugt fra ærlig Kamp, fordi det er "öfverklassens" slette Samvittighed, som tager paa sig Helgenglorien og optræder bekymret for Samfundets Dyd, fordi det er en Politivagt, som overfalder fredelige Folk, som ikke længer vil tie med Politiets hemmelige Synder. Strindbergs Opfatning her deler jeg ikke; min nye Bog ["Det flager"] møder hans som den ene Klinge møder den anden. Men ingen har den ringeste Ret til at betvile, at han tror at tjene Sædeligheden med sin Bog ligesaa ærlig som vi med vore; saavidt jeg kan forstaa, findes der ikke i hans Bog et eneste Sted, som leder sit Udspring fra usædelige Hensigter. Skal da han ikke have Ret til at kjæmpe for sin Anskuelse ligesaa frit som vi for vor? Det skader Samfundets Moral, at en saa højt begavet Mands Mening om en saa vigtig Sag skal undertrykkes med Vold. Læs "Sædernes Historie i Europa" af Lecky og se, hvilken Skole en velment, men ensidig Opfatning allerede har skabt i dette, et af Menneskehedens vigtigste Anliggender! Her er den fri Meningsudvexling bleven nødvendigere end i nogen anden Del af vor Tilværelse, fordi man her har tiet af Misforstaaelse, af Hykleri, af Blygsel, af Røvermoral, tiet i den Grad, at Vellysten og Volden lever af Tausheden og Menneskeheden forsvages af den. Strindbergs Bog er en Daad, Beslaglæggelsen et Fejltrin mod Samfundets Moral, saa meget skammeligere, som det giver sig ud for at forsvare den. Den gjør ikke blot Ende paa en alvorlig Undersøgelse med Vold, men den forvirrer Begreberne om godt og ondt. Derfor bør I, mine Venner, vende Eder til Mænd og Kvinder, hvor forskjelligt Standpunkt de end indtager, for at understøtte August Strindberg paa hans ærlige Bane. Han er en Sandsiger. Spørgsmaa- let er ikke, om han siger meget, som, efter vor Mening, er fejlagtigt. SIDE: 71 Spørgsmaalet gjælder, om han faar tale. Den udødelige Sandheds- længsel har i ham fundet en modig Sjæl og en overordentlig Evne -, letstødt, hidsig, uretfærdig, fejlende i meget andet, men ædel i sine Bestræbelser, utrættelig i Studium og Arbejde, mægtig i sine Ressourcer som ingen samtidig i Sverige og faa før ham. I skal lade ham leve, det er Eders Pligt. I skal lade ham være glad over, at I værner om ham, at I respekterer ham; det blir Eders Ansvar, om han gaar under i Bitterhed. Lær dog at forstaa hans Hjerte! Ingen stiller sig i hans Stilling, hvis han ikke elsker. Ikke heller har nogen før ham skrevet slig om Sveriges Folk og Natur. Hans Grundopfatning af det eneste, som Folket lider af fra fordum og til nu - lad det gjerne være overdrevent; nævn mig en eneste Reformator, som er fri for Overdrivelser! Lad være, der findes et forfængeligt Begjær efter at finde, hvad der er forskjelligt fra, hvad andre har fundet; de Gange, han virkelig har fundet noget saadant, undskylder let de Gange, han er kunstig. Tag ham stort, og I faar stort tilbage. Slaa Kreds om ham. Han maa faa bringe sin rige Udvikling tilende, den vil gavne Tusinder i og med ham selv - ogsaa hans Modstandere. Grib dette Tilfælde, da Vennen er uretfærdig forfulgt, og skaf ham for den nærmeste Fremtid en uafhængig, sorgfri Stilling. Det vilde være en Ære for det svenske Folk, om der fandtes tilstrækkelig mange - - for denne Sag. - - - - En Ven siger mig, at Bogen umulig kan være inddraget af Sædelighedshensyn; det maa være, fordi den har vakt religiøs Forargelse ved at navngive den Bager, hos hvilken Kristi Legeme bages i Stockholm, eller den Vinhandel, hvor man sælger Kristi Blod. Dette vilde være endnu værre. Er Mysteriet selv eller er Troen paa det saa svag, at alt er forbi, fordi Bagerens eller Vinhandlerens Navn nævnes, eller fordi man faar vide, at August Strindberg ikke tror paa det? Da maa netop den kristne skynde sig at protestere. Sligt maa for deres egen Skyld ikke kunne siges. De bør ikke behøve en saa lumpen Samvittighedstvang; de bør ikke taale, at deres egen og andres Sædelighedssag gjøres afhængig af, at saa eller saa mange Medbor- gere piskes til at tie, forfølges, lyses i Ban. Tænk Eder en Tro, som skal SIDE: 72 bære gjennem Livet her paa Jorden og siden bort til Himmelen - hvis den beror paa August Strindbergs Naade - thi fik han tale saa -! Saa latterligt sørgelige saadanne Forhold end er, saa kan dog gjennem dem en stor Begavelse blive varg i veum, et stærkt Sandhedsbegjær krænkes. Samles til Vagt, ædle svenske Mænd og Kvinder! SIDE: 73 Bjørnstjerne Bjørnson Husmandssaken Med stor Glæde har jeg læst Jaabæks Votum i Husmandssaken, skjønt det forekommer mig, at det ender i et upraktisk Forslag. Intet "skal" bør være med, hvor Husmanden gjøres til Selvejer. Staten, som paa mange Maater har hjulpet og hjælper de andre Stænder, har endnu intet gjort for denne. Lad derfor Staten oprette et Fond til Hjælp for Husmændenes Overgang til Selvejere. Enhver brav Husmand, som kan faa kjøpe en Plads, der kan brødføde sin Mand, billigt, han maa kunne faa Laan. Lad os se, om dette ikke er nok til at faa Saken igang. Jeg tænker, det er. Mange, mange Gaardbrukere vil sælge bare for at faa Kontanter. Andre vil ærligt prøve, om ikke den frigjorte Arbejder yder en halv Gang til saa meget Arbejde. Nogle vil ogsaa forstaa, at først da kommer der et Forhold istand mellem Hovedbølet og Pladserne, som er værdigt og frugtbart. Jeg er saa sikker paa det, at jeg bryr mig lidet om, at mange Gaardbrugere ikke vil sælge for det første. Eksemplet og Folkemeningen vil efterhaanden nøde dem til det. Og det vil i hvert Fald udrette, at deres Husmænd behandles bedre end nu. B. B. SIDE: 74 Bjørnstjerne Bjørnson Tak til Kristiania Arbejdersamfund Ingen hilsen paa min fødselsdag kommer sikrere og er mig kærere æn den fra Kristiania arbejdersamfun. Den vækker mange gode minner, og vækker den trang jeg har til at virke for den kæreste af alle de opgaver, jeg har sat mig, - - at kunne gøre noget for husmænnerne i Norge, eders brødre paa landet. Jeg kan det ikke ænnu; men vær rolig for, at jeg kommer, straks jeg kan. Det har været den stærkeste politiske tanke jeg hadde, straks jeg kom saavidt, at jeg kunde gi den uttryk i et bestæmt forslag, og jeg vil ikke kænne Norges fræmtid sikret, før vi har vunnet denne store økning af jordejende og selvhjulpne mæn. SIDE: 75 Bjørnstjerne Bjørnson Gamle Schirmer - "Betænk dig! Rejs ikke! Du kommer til et koldt Land. I deres Nationalforsamling overbyr de hverandre i, hvem som oftest kan sige: "vi maa ikke la Hjertet tale!". Den, som oftest kan sige det, han er sikkrest paa at bli gjenvalgt. Rejs ikke! Du vil komme til at fryse deroppe, kanske sulte, - - om ikke før, saa naar du er blet gammel. - - Ja, le ikke! For ogsaa du blir engang gammel. Nu er du ung og stærk og modig og varm; men naar du paa din unge, stærke, modige, varme Maate har git dem alt det, du har af Livskraft, Viden, Skjønhedsevne, git det i Udlandets større Yppighed, ogsaa git med gavmild Haand af hvad du tjener, git til Kunstformaal, Kunstnere, Trængende; . . . naar du engang er blet den gamle, arbejdsløse, fattige Schirmer (for du ender ikke, før du har git dig snau!) ja, da vil du fryse i et sligt Land, kanske sulte. Rejs ikke!" Sæt, at nogen hadde holdt den Talen for Schirmer, da han i Ungdoms Yrhed agtede det et Eventyr over alle andre at begynde hos et ungt, frit Folk, som netop skulde rejse Hus og lidet havde og lidet vidste, - - tror du, han havde betænkt sig? Nej, han havde rejst, og det trods at den gamle Verdens sikkre Forhold stod aapne for hans Kunskab og Geni. Han havde rejst; for der var ikke alene Mot i hans Evne, men Overdaad; den følte det umulige. SIDE: 76 Da han tok paa at bli husvant hos os og blev meget søkt, og fik en og anden rik Bygherre til at gjøre et Hus kostbarere, end Manden fra først af skjøttede om, hvor han lo! Naar der for det unge Folks øjne stod et ædelt Motiv i Sten, som de rigtig kunde gaa og se sig glad i, og Bygherren skjændte - - hvor var han lykkelig! Eller naar han i Ledtog med Statsraaden lidt efter lidt økede paa forat faa den offentlige Bygning utover det første knappe Maal, faa den ædel og monumental, ikke bare bygd for Dagen, - - hvor gladelig la han ikke Ryg til for Regjeringen og i dens Sted tok de regelmenterte Bank i Stortinget! Han var ingen Nordmand; han var en skjønhedsdruk- ken, frodig Sachser-Natur, en Landsmand af Luther, "en Vovehals", og tillike saa godmodig, at han tænkte, alle Mennesker blev blide igjen i Morgen og takkede ham i Overmorgen. Herregud, hvor han har forregnet sig. Og som han har været misforstaat. Jeg har i en Aarrække set denne storslagne Natur i Kamp med Forhold og Beregninger, hvor det altid er Hjertelaget og den gode Tro, som taper tilslut. Men fra Nederlag til Nederlag reddede han begge over! Jeg beundrede hans Styrke, mens min Bekymring voksede. Naar man kom til Schirmer, var det bestandig til en Mand, som skulde og maatte sejre næstegang. Og tapte han ogsaa da, . . . "er der noget herligere skapt af Menneskehjærne end denne Symfoni af Beethoven? Kom, lad os høre!". En Kveld sad jeg ved Siden af ham, da en Liste til Monumentet over Vinje gik rundt. Fem Specier tegnede han med lysende Øjne, - - kanske det største Bidrag nogen Enkel-mand gav. Det grep mig; jeg talte om det engang til Dunker, hans beste Ven; nej, hvordan skal det gaa Schirmer tilslut, spurgte jeg. Og Taarerne sprang Dunker i Øjnene, for han elskede Schirmer; "han er som Blomsten paa Marken", svarte han. Ofte har jeg hørt fortælle om Schirmer, den Tid han kom. Folk havde netop hentet Mot igjen efter den lange økonomiske Krise; en relativ Velstand begyndte at bære Hovedstaden ind i lysere Forhaab- ninger; hele Landet delte dem. Man længted efter Skjønhed, man vilde bygge, ha Malerier, høre Musik; man spenderte mere paa Teatret; og Schirmer var med overalt. For en kraftig Skjønhed han førte i sin Skikkelse, i sin Entusiasme! Han var ogsaa den eneste, som dengang havde virkelig Viden i sit Fag; en af de yderst faa, som havde SIDE: 77 grundig kunsthistorisk Viden; en af de ikke mange, som havde fin musikalsk Smag, Han havde læst, rejst, set, hørt; han var for de fleste en uudtømmelig Kilde. Han utvidede helt op i sin Alderdom rastløs denne sin Kunskab og Kunskabsglæde. Hvad der skyldes hans Initiativ og Raad, og fremfor alt hans Begejstringsmagt lar sig ikke efterregne, fordi det meste gaves i Samlivets Form. Her ejede han en egen Fortryllelse; han tok Folk, som man tar Barn og sætter dem paa Knæet og ser dem ind i Øjnene og fortæller dem om Rübezahl. I Schirmers Omgang har ogsaa jeg tilbragt nogle af de frugtbareste og skjønneste Stunder i Hovedstaden. Hans monumentale Arbejder blandt os er derfor overspundet af en usynlig Ornamentik af Hjertets Fryd og Fantasi, ødselt ydet i Gavmildhed, Tilskyndelser, Fortællinger, Belæring, Kunstindtryk; ødselt ydet blandt Rikmænd, Kunstnere, Forfattere, Musikere, Statsmænd, Kvinder, - - af dem, som i en Menneskealder har havt størst Indflydelse, og vel at mærke: i vor grundlæggende Tid. Til disse Ord af Taknemlighed vil jeg føje nogle til Venner i Tinget. "Vi skal ikke la Hjertet tale," heter det. Ja, hvad skal saa tale? Ingen af dere aarker at gaa ned i Fjøset deres engang, uten at Hjertet taler. Og I tror, I er skyldige at gaa ind i Stortinget, ind i vort slægtskjære Folks Raadsforsamling, som hjerteløse Regnemaskiner? I er ikke istand til det. Bare I trodde, I kunde bli istand til det, blev I hjemme; for paa sligt sætter en sit Menneske til. Men er der nogen fremfor andre, I tør være kjendt for at vise Hjertelag, saa er det et Folks Lærere. Ikke bare dem, som "Staten" har i sin Tjeneste; for alle, som har vakt en Sjæl, eller lagt Oplysningens Mot og Raad ind i vor Evne, "aandet paa Folkets Aand", det være i det store eller i det smaa, blandt de Fremmeligste eller i Landsbygdens Arbejdsstue, . . .de staar alle i "Statens" Tjeneste; dem skal du alle holde i Ære, og deres Kveld skal du frede om. Han er en af dem, gamle Schirmer. Og han er en Fremmed, som har sat sin Lit til os, og som, saa længe han kunde, gav os al sin Evne uten at tænke andet ved det, end at her maatte gives. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 78 Bjørnstjerne Bjørnson Hvorfor bare Kvinder? Kanske har Striden om Beslaglæggelsen af Chr. Krohgs Bok nu lagt sig saa vidt, at vi kan komme til det, Boken handler om. Der er riktignok sagt, at den har ingen Tendens; jeg bare svarer, at jeg kjender ingen Bok i vor Literatur, som har en stærkere gjænnemført. Men Tendensen er ikke at motarbejde Prostitutionen saa lidt som Hor; den indskrænker sig til Politiets Indblanding. Herimot er rettet et Angrep af stor Styrke. Nuvel, lad der saa bli en Forhandling herom! Skal denne Politiets Indblanding kunne fortsættes? Er Visitationen uundgaaelig, saa maa den vel fortsættes. Altsaa er den det? I saa Fald: maa den da ikke utvides nu til ogsaa at gjælde Mænd? Hvorfor bare Kvinder? Herom ønskede jeg at høre navnlig Lægers Vidnesbyrd, men ogsaa andres, som kjender til det. Utbreder ikke Mændene mere Smitte end Kvinderne? Hvorfor bare Kvinder? SIDE: 79 Bjørnstjerne Bjørnson Beslaglæggelsen er en Gammelmands-Dumhed Beslaglæggelsen er en Gammelmands-Dumhed af nogle af Statsraa- det og en lumpen Beregning af en anden (eller andre); derom kan ikke tvistes. Men den hysteriske Maade at ta det paa, lar mig jo tvile SIDE: 79 om, at vi er modne til at ha Magten. Saa megen Ret har de evige Jurister, at Beslaglæggelsen kan forsvares. Derfor møt den med Værdighed og Klem (f.Ex. det store Arbejdermøte, det var bra!) og ikke med Hysteri og allehaande Overfusinger, ja Raaheder! B. B. SIDE: 80 TRYKT I BBAR2.SGM Bjørnstjerne Bjørnson Bjørnson frasier seg diktergasjen Paris, rue Faraday 15, 30te juni 1887. Til Stortinget! I en henvendelse til Stortinget om digtergagen for Alexander Kiel- land tillot jeg mig at skrive, at de grunne, som var førte for at nægte ham digtergage, ogsaa rammede mig; - og jeg tviler ikke om, at således har ogsaa Stortinget forståt det. Efter den afgørelse, som Alexander Kiellands sak nu har fåt, må jeg derfor herved frasige mig min digtergage. I ærbødighed Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 81 Bjørnstjerne Bjørnson Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson til "Sæbyggjen" Jeg takker for det tilsendte første nummer av "Sæbyggjen". At de to maal, bondens og bokavlens vil møte hverandre engang, er ogsaa min mening. Men jeg skulde ønske, at det maal, som er det landsgyldige nu, skreves renere end i "Sæbyggjen"s første nummer; for der yrer det av tyske ord. Kjøp Knudsens "Norsk og Unorsk" og kast ut det fremmede! Skal jeg kortelig sige, hvad det gjælder hos os nu, saa er det aandsfrihed inadtil og frihed for Svensken utadtil. Ved åndsfrihed mener jeg, at den faar tænke om det, ingen vet, som det høver ham; og frit maa han faa forkynne sin tro, naar den ikke krænker ærbarhed. Med "frihed for Svensken" mener jeg, at vi er et selvraadende (souverænt) folk, som hverken vil være eller synes at være under Svensken i noget, som er et selvraadende folks ære og ret. Vi vil ha en ansvarlig man for vort utenriksstyre likesom han, og egne maals- mæn i utlandet for det, som vort er. Vi begjærer det ikke alt paa een gang, skjønt nu har vi ventet i fem og sytti aar; men vi maa børje straks, til dømes med egne konsuler, for at faa hug til mere. Og i vort flag maa vi ikke taale svenske farver, saa utlændingen skal tro, vi er sammensmæltet med Svensken og at Svensken har to flag (slig som andre folk ofte har). Jeg har selv staat paa engelsk dæk og hørt dem kalde vort forbifarende flag "svensk". Saa maa I arbejde for, at sjømændene sikkres bedre kost og bedre rum ombord end nu, sikkres det ved lovlig, aarvaagent tilsyn. Endvidere at fabrikarbejderne sikkres kortere arbejdstid, og at barn skaanes. Likesaa maa husmansvæsenet ændres; vi er nu snart det SIDE: 82 eneste folk i Europa, som har igjæn denne skadelige levning fra andre samfundstilstanne. At staten letter overgang til selveje for husmannen og nøder folk til at avstaa jord, som har mere end de selv kan dyrke, bør I være med paa. I bør ogsaa være med paa, at staten holder en eneste skole, og ikke som nu en for almuesfolk og bønder og en for mere velhavende borgere og embedsmænd. Vil de siste ha en særegen skole, maa de holde sig den selv. En rimeligere straffelov for militære maa I ogsaa være med paa; vi vil ikke ha vore sønner utskjæmte paa den maaten. Vi maa alle være med paa almindelig stæmmeret! Et folk, som ikke er rikere end at to tredjedele av det bare tjener 400 kroner om aaret, og at de, som tjener 4000, bare er noget over 6000 mennesker, et sligt jævnt folk maa ikke fare med at dele sig i et adelskab med røstret og fantepak uten røstret. Endvidere maa vi ha direkte skat, saa en betaler efter sin ævne og ikke som nu paa slump; nu bærer til og med arbejdsmanden størsteparten av skattebyrden. Dette altsammen og mere til maa bli det, vi samler os om til næste valg. Hilsen fra Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 83 Lærere og Lærerinder fra Finland, Sverige, Danmark og vort eget Land søger i Sommerfe- rien at friske sig paa Landet, helst Fjeldnaturen. Naar disse Tog drager gjennem Dalen her, har det Sommer efter Sommer været et Ønske hos mig, at tusene flere maatte faa Raad til det. Det slider paa Helse og Sjel, det strænge Arbejde, de har, det vigtigste, som gjøres i vore Land. Skulde vi ikke kunne komme overens om at unde dem lettere Adkomst til den Oplivelse, de søger? Om Jernbanerne i alle fire Land gav dem halv Pris i Maanederne Juni, Juli, August og Dampskibssel- skaberne fulgte efter. Er ikke dette en overkommelig Sag? Skylder vi ikke saapas Vederlag, siden de fleste av os er enige om, at Lønnen, de tjener for, i Forhold til Ansvar og Stræv er lovlig knap. Vi gjorde dem jo ogsaa dygtigere til Gjerningen ved det og gladere i Kaldet. Man tænker kanske, at disse Billetter til halv Pris vilde være vanskelig at føre Kontrol med. Det tror jeg ikke. Undervisningsdepar- tementet udstedte dem paa deres Foresattes Vidnesbyrd, og gjennem disse sendtes de tilbage efterat være brugte. Naar Billetterne galdt som Adgang til halv Pris i alle fire Land, saa kan jeg ikke skjønne, at vi fik større Bry med det. Skulde nu denne Tanke tiltale, bér jeg Bladene indstændig om at ta sig av den; kanske var den ogsaa værd, at nogen i Tinget tog den op. Det synes mig rigtig, at vi tar Initiativet, da det vel især blir vort Land, som gjæstes, - - skjønt jeg naturligvis skjønner, at mange flere da end nu vilde nytte Tilføret, som de fik, til at lære sine Frændefolk og deres Skole at kjende, noget, som i alle Maader kom Skolegjernin- gen tilgode.. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 84 Bjørnstjerne Bjørnson "Mænd av Ære" Denne Laura Kielers Bog har faat en Nedslagtning ved Hr. Aanrud, som heldigvis er sjelden i vor Presse. Det kan være, at det Livsbillede, som her skulde fanges, ikke fant stærk nok Kunst; det kan ogsaa være, at Tendentsen sommesteder ligger som en naken Nerve, ikke dækket av levende Menneskelighed. At et Teater, og da navnlig et norsk, har antat Stykket til Opførelse, tror jeg er Fejlgreb. Men er dermed Alt sagt? Hr. Aanrud, som selv har skrevet vakre Ting (de fleste over en "Tendents"), skulde han ikke uvilkaarlig her under Læsningen føle elektriske Stød av en Intelligents, højere end hans egen? Ti det er særeget for denne Bog, at den under sin Kamp med Midlet røber Evner af saa høj aandelig Art, Lydhørhed og Syn, stykkevis en Kunst og overalt en Indignationskraft, en Kjærlighed, som bare første Rangs Mennesker har. Jeg har ikke den Ære at kjende Fru Laura Kieler, og av det, jeg har hørt om hende eller læst av hende, hadde jeg ingen Anelse om et saa fint Naturel og saa rige Evner. Om dette altsammen skal samles i en bestemt Form for noget enkelt, eller dele sig, . . . jeg ved det ikke; det staar paa Arbejdsmaade og Vilkaar, jeg her ikke skal omtale. Men en Personlighed, som den, der møder os her, og et sligt Hjærtelag i Samfund med det, vi ælsker, skal sandelig hilses velkommen og ikke avvises med en langtrukken Aandrighed om en Grindstolpe og en fuld Mand. Dette fine Menneske og saa dette grove Billede, jeg skal holde tilbage, hvad jeg føler ved det. B. B. SIDE: 86 Bjørnstjerne Bjørnson Den almene røstret Jeg vilde saa gjerne faa folk til at se paa denne sag saaledes: At være født i en familie, der har gammel hævd paa anseelse, er en forret. At bli omhyggelig opdraget og faa lære, hvad en har anlæg for, er en forret. At eie formue, er en forret; at faa leve i omgang og kaar, der en kan bli godslig, høflig, elskværdig, er ogsaa en forret. At faa leve godt eller sidde i et embede, i en indflydelsesrig stilling er en stor forret. Hvad er det, som gjør, naar alle disse med hver sin naturlige forret siger, at de alene fortjener at ha røstret? Jo, de bruger, hver av dem, sin naturlige forret til dermed ogsaa at tilrane sig en juridisk forret. De trænger deres simple ret, som ingen naturlig forret har. Fædrelandet er fælles, der skulde vi alle kunne tale med. Nej, bare vi, som er født med, eller som har vunnet en forret, alene vi skal tale og avgjøre. Saa siger de. B. B. SIDE: 87 Bjørnstjerne Bjørnson Verdifull gave KAROLINE OG BJØRNSTJERNE BJØRNSONS BOKSAMLING TIL STORELVDAL "Storelvedalen er den Bygd i Norge, der jeg har nydt den største Velvilje, Hygge og Hæder, og derfor har jeg bestemt mig til at lade de Bøger, jeg kan undvære, samles til en Bogsamling for Storelvedalens læselystne Folk, dog saaledes, at Bøgerne ogsaa kan laanes ud til de omliggende Bygder. Foruden Emne til Morskab og Lærdom af mere almen Art, byder Samlingen Videns Vej (historisk, naturhistorisk og filosofisk) til aandelig Frigjørelse, - - den vort præsteredne og lægmandsskræmte Folk trænger tungt til. Saa længe jeg lever, skal jeg øge Samlingen, saa den tilsist blir et stærkt Vaaben i Bondens Haand mot aandelig Undertrykkelse. Jeg skal ogsaa sørge for, at Samlingen ikke forsømmes efter min Død, men stadig øges i samme Aand. Indbindingsomkostninger skal jeg prøve at faa dækket. Det er i Samlingen kristelige Bøger i Mængdevis; ogsaa deres Tal bør øges; dog ikke med de meningsløse Traktater og andet rædsomt Rask, som religiøse Spekulanter narrer Penge af Folk for, - - en Trafik, som mange Præster værner om! Samlingen skal være Bygdens Ejendom; men styres af tre af mine Venner, dem jeg særskilt skal opnævne, og som hver har en Varamand opnævnt af alle tre i Fællig. Varamanden rykker ind, hver efter den han er Varamand for; og hver Gang en slig Fremrykning sker, opnævnes en ny Varamand, atter i Fællig. Saaledes bestandig, - - bare at de valgte, der kan være Kvinder som Mænd, er alment holdt for frisindede og selvstændige. Samlingens Styrere maa ingen Godtgjørelse kræve. De deler Gjøremaalene mellem sig efter beste Skjøn og har hel Myndighed, bestemt af, hvad her er skrevet. Hver, som laaner en Bog, bør herfor gi Vederlag, og for dette laaner han siden Bøger et helt Aar - - saa mange Bøger han kan læse - - uden nyt Vederlag. Jeg foreslaar, at Vederlaget sættes til 25 Øre; men stiller det frit hen til Styrernes Skjøn. Og hermed skjænker jeg - - paa min kjære Hustru's og egne Vegne - - denne os tildels dyrebare Bogsamling til Storeelvedalens Folk. SIDE: 89 Maatte andre, der har bedre Raad og flere Bøger, de kan undvære, gjøre som vi har gjort, saa grodde snart en anden Aand i de norske Bygder. Hver Gave af en god Bog til denne Samling modtages med Tak. Aulestad paa vor Bryllupsdag den 11. September 1891. Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 90 Bjørnstjerne Bjørnson En Skam Naar "Frelseshæren" holder Samling her i Gausdal, møder Ungdom- men op for at gjøre sig lystig paa deres Kost. Mens de derinde bér, stiller den kaade Ungdom sig i Døren og bander højt, andre klyver op og ser ind gjennem Vinduerne under Grynt og Latter, atter andre spiller Dragspil ude paa Tunet og danser til; Brændevin eller andre Rusdrikke nydes i Overflod, og Forbirejsende er i Fare for, at deres Hester skal skræmmes og løbe ud; der lægges nemlig an paa at faa dem til det. Hvor er Lensmanden? Den ene av disse Samlinger holdes ikke langt fra hans Stuedør. Hvor er Fogden? Han maa dog ha hørt om denne utrolige Raahed, der er Bygdens Taleemne Ugen rundt. Men vi har ikke set ham her en eneste Gang. Folk er samlet i hundrevis, her er et Arnested for Uhumskhed, og jeg tænker, at det var dér, Politiet skulde passe paa. Hvor er Amtmanden, som ikke holder dem til deres Skyldighed? I dette Tilfælde er det netop, som hadde vi hverken Amtmand, Foged eller Lensmand. Hvorfor er det saa? Svaret ligger nær. Dersom det var Præsten, der SIDE: 91 holdt Opbyggelse med Musik til, og nogen fandt dette at være uvant og gav sig til at skøje, da mødte Lensmanden op og arresterede hver eneste en, som gjorde Uvæsen. Og frugtet det ikke, saa hadde vi Fogden her i Uniform og med en hel Politistyrke. Og næste Gang hadde vi saamænd Amtmanden ogsaa. Er der da saa stor Forskjel paa Præsten og nogle "simple" Lægfolk, at den første skal nyde Øvrighedens Skydd, mens de sistes Gudsdyr- kelse skal udsættes for Forstyrrelse og Haan? Overfaldene paa Frelseshærens Tro og Forkyndelse, - skal de kunne gaa saa vidt, at Forbirejsende ikke nyder Vejfred, og at Fyld og Svineri faar frit Spil? Vi andre er ilde tjent med et saa bureaukratisk Politi; ærlige Folks Arbejde gjennem Tro og Bøn for at faa Medmennesker berget fra usædeligt og raat Liv maa nyde samme Værn som den embedsind- satte Præsts Arbejde nyder; vi maa bé Regjeringen at paase, at Grundlovens og Lovens Bud derom blir overholdt. Samtidigt bér vi Bygdens Husfædre betænke, om der gjøres nok for at skaffe den tjenende Ungdom Underholdning og Moro af ædlere Art? Skulde man ikke kunne enes om at gjøre noget for det? End om Jenterne - i Lighed med Gutterne - fik fri Søndag - enten alle fra Middag av, eller skiftvis hele Dagen, saa Ungdommen kunde mødes paa lys Dag? Og skulde ikke hertil kunne knyttes et Danselag i hver Grænd under Opsyn av ældre Folk, med Tilskud af firstemmig Sang, Musik, Foredrag og gode Varer? Vel at mærke saaledes indrettet, at det begyndte Kl. 5 Eftermiddag og sluttet halv ti, saa alle var hjemme Kl. ti. Jeg tror, vi bør ta Varsel av, hvad vi har sét. Idet vi advarer Øvrigheden, bør vi skjønne, hvad vi selv har forsømt. SIDE: 92 Bjørnstjerne Bjørnson Bergens Teaterstyrelse og Teaterchefen Hr. redaktør! Først ved Postmester Schønings Opsæt fik jeg Greje paa, hvorledes de nu har ordnet sig ved Teatret i Bergen. En Sindsygelæge og en Postmester og én til, tror jeg (jeg husker ikke, om han var Politimester eller Prest), skulde passe paa Repertoiret, og det skulde de gjøre for et Brændevinsbolags Skyld og en Sparebanks. Den Mand, de har engageret til Teaterchef, proklamerer de for al Verden saa moralsk ussel, eller saa vanfør paa Forstanden, at to, tre af hans Venner maa ta sig af ham og gjøre ham umyndig og derved ogsaa æreløs. Postmester Schøning er selv lidt skamfuld ved det; han undskylder det ogsaa ved, at de gjør det saa lempeligt som muligt. Paa Venskabets og Brændevinsbolagets Vegne gjør de en Mand æreløs saa lempeligt som muligt. SIDE: 93 Hvad skulde de da gjøre mere? Sætte ham paa Sindssygehuset? Følge ham med Vagt til og fra Prøverne? I Spændtrøje? Vi andre, ikke-Bergensere og ikke-Venner, vi vilde gi en Teaterchef den Ære og den Myndighed, som tilkommer hans Stilling. Og netop naar det var ved Bergens Teater, der arbejder under saa liden Tilslutning, at intet Stykke gaar længe nok, til at et andet kan tilbørlig indøves, og der en Del af Arbejdet udføres ved Folk, som savner Skole, saa det er et endeløst Slid, - - netop derfor vilde vi støtte Teaterchefen, vilde vi gjøre ham glad i Arbejdet og fremforalt øge hans Ansvarsfølelse ved at gi ham hele Æren, hele Myndigheden. I Tyskland overlader Byerne sit "Stadttheater" helt og holdent til Teaterchefen; enten gagerer man ham, eller (hvad der er alminde- ligst) faar han paa visse Vilkaar overladt altsammen. Jeg ved af egen Erfaring, og jeg hører det af andre, at flere af disse Teaterchefer (Direktører kaldes de dernede) ikke kan maale sig med Irgens-Hansen i literært Skjøn, Viden og Hæderlighed. Men i Norges større Byer forstaar naturligvis enhver Pølsemager det bedre end Teaterchefen, og de flinke Venner i Bergen er straks paafærde for at bagbinde ham og prostituere ham "saa lempeligt som muligt". Skulde der ikke snart være saa pas Forstaaelse af Teatergjerningen selv hos os, at Folk skjønner, her aldrig kommer Plan i Teatrets kunstneriske Arbejde, før én Mand har det hele Ansvar - - ikke alene for Kunsten, men ogsaa til et vist Mon for Økonomien? Der blir aldrig hel Disciplin, god Tone, Fart i det; heller aldrig Ansvarlighed, før der er én, og bare én, som har Afgjørelsen. Og aldrig faar Teatret nogen til at holde ud i Længden, før det blir ordnet saaledes for ham. En Teaterleder med den sammensatte Evne: at vælge et Repertoi- re, som udfører en Missjon, og gi Skuespillerne Opgaver, de kan voxe i, og sætte Stykkerne saaledes i Scene, at de blir et samtonende Kunstværk, og ha Kommandomagten til det i sin Begavelse, sin Forstaaelse, sin Karakter, og ha Ordenssansen, som er aldeles uundværlig, - - en Teaterchef med saa sammensat Evne er lige sjelden i et Folk som en god dramatisk Digter. Intet Land har flere af dem samtidig, end at det gjælder at holde dem fast, om de er fundne. Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 94 Bjørnstjerne Bjørnson (Kubremsen) Bræmse som plager Kjørene Vi ved nu, at den Bræmse, som plager Kjørene paa de varmeste Sommerdage, så de skjener istedetfor at spise, alene ales under Koens Hud. Selvfølgelig udryddes den dersom Kjørene eftersees om Vaaren og Larven dræbes. Derfor burde Bygderne bli enige om at holde en Mand eller Kvinde til at gaa rundt i Fjøsene om Vaaren og fri Kjørene fra denne store Plage, der baade minker Dyrenes Huld og lar dem minke paa de Dage, de burde ha melket mest. Dette kan ikke overlades til Folks Godtykke; om bare et Fjøs forsømmes, er de andres Møie spildt. Endvidere er det nødvendigt, at Eftersynet foretages flere Gange om Vaaren, da Larven modnes til forskjellig Tid. Jeg har tænkt mig at de Par første Aar, maatte en Dyrlæge overta Opsynet, men ha nogen med i hver Gaard, som lærte det. Endvidere har jeg tænkt mig, SIDE: 95 at de ærede Herredsstyrere skrev til de nærmeste Herredsstyrere om at bevilge til samme Øjemed. Bare nogle faa Aars Omsorg i et stort Omraade, og vi er fri denne stygge Plage. Jeg ber om, at man tar sig af denne Sag, og ikke lar den være liden. Det er utvivlsomt Dyreplageri man her ved Forsømmelse aarligaars gjør sig skyldig i, og man taber mere paa det, end de fleste skjønner. SIDE: 96 Bjørnstjerne Bjørnson "Fremmed" Selve Stridsæmnet gider jeg ikke engang nævne, det er for uvæsent- lig; her er alene et enkelt Udtryk, som jeg vil tage frem, det er Ordet "Fremmed"; Herman Bang er en "Fremmed" blandt os. Jeg føler mig skamfuld, hvergang en Landsmand bruger det paa denne Maade. "Du er en Fremmed; hvad vil du her?" Jeg kjender mig hver Gang drevet til at sige: "Du er en Fremmed, vær velkommen!" Saa mangen en Gang, naar Børstenbinder Jeppesen fra Danmark skammedes ud, fordi han var en "Fremmed" (hvad som syntes endnu værre, end at han var "Børstenbinder"!), har jeg følt mig drevet til at tale. Jeppesen har sat sit Liv ind paa den Gjerning, som syntes ham den største af alle og blandt os ubetinget var den mest forhadte, den at lære Arbejderne at tænke selv og at holde sammen. SIDE: 97 Herfor fortjener han alles Agtelse. Og hvad vi end mener om hans Maade, og hvor meget vi kan have imod meget han har gjort, det Dygtige i det, Begyndelsens Stortag, det kunde ingen anden end en Fremmed tage, og derfor skylder vi ham Tak. Hvad var Norge uden de Fremmede? I Haandværk, Industri, Teknik, Handelsskab, Kunst, sociale og politiske Opgaver? Enten maa vi ud iblandt dem, eller de maa hid til os. At skjælde ærlige Folk ud for "Fremmed", deri er slet Arv fra den Tid, de forskjellige Stammer hadede hverandre; derfra er Arven gaat videre ind i Bygdesneverheden, og derfra videre ind i den slettere Patriotisme. Der er Grisemoral i den: en vil være alene i Trauget. Vi maa rydde den ud. Vi maa takke til, naar nogen vil gjøre Tilbud fra fremmed Aandsliv og Kunskab. Derimod er der én Side ved det, som vi samtidig maa passe paa ikke faar for stor Indflydelse. Saa bra det var, at Jeppesen vakte vore Arbejdere til Selvtænkning og lærte dem at slutte sig sammen, - - det er dog neppe heldigt, at en dansk Mand er blevet den ledende Socialist i Norge. Dansk Aand og Karakter er ikke norsk! De er saa forskjellige som Vilkaarene, der fødte dem. Socialismen i Norge vilde have artet sig anderledes og havt en helt anden Magt under norsk Ledelse. - - Saa vækkende og velgjørende det kan være at høre en fremmed myndig Tale i Filosofi, i Litteratur, i Kunst, i sociale Spørsmaal, [. . .] i Længden, altsaa fremover til at vinde ledende Stilling, vilde det blive til Beste for os. Alt, som sees paa, skifter, eftersom man selv staar til. Dette gjælder foran de udvortes Ting som foran de indvortes. At lære, hvad andres Øjne har sét, er ofte frigjørende. I Længden at se gjennem andres Øjne, bliver til Tab for os. Havde H. H. i al Stilfærdighed sagt noget saadant overfor Herman Bangs Forsøg paa at rejse en ny Kunstinstitution iblandt os, saa havde vi alle givet ham Ret. Men dette Sprog, denne Uretfærdighed og Bagvaskelse, . . . fra alle Kanter mødte os nu det samme. Om de var nervøse, ophedede Grandhotellister, Varietister, Pjolterdillere og Nattesusinger alle- sammen, saa kunde det ikke være værre. B. B. SIDE: 98 Bjørnstjerne Bjørnson Hjælp! 21. juli 1892 Under et Besøg i Kristiania fik jeg et Brev, som var skrevet i Kristiania Cellefængsel, et jamrende Brev, som straks førte mig didop. Brevskriveren var en Mand mellem treti og firti, saavidt jeg kunde forstaa; en forkommen Stakkar, som skulde til Sverige for at udsone, hvad han der havde forbrudt. Jeg vil ikke nærmere tegne ham eller hans Bedrifter; han har oftere været omtalt i Bladene, og man vilde kjende ham igjen. SIDE: 99 Hovedsagen er, at hans Forgaaelser alle synes at ha samme Kilde: han er udygtig til legemligt Arbejde, og naar han faar andet, kommer om nogen Tid en velvillig Sjæl, som oplyser om hans Fortid, og dermed bærer det hvergang nedover igjen. Han ber og bønfalder om Hjælp. Han har intet at friste Livet med, han maa til igjen med Løgn og Bedrageri, straks han nu den 26. slipper ud af Fængslet i Sverige. Og han er saa træt af det. Hans Breve er en ren Forskjønnelseskunst af ham selv og forsaavidt ikke til at tro; men i ét bærer de sandt Vidnesbyrd: han vil og maa faa ærligt Arbejde og lidt Godhed, lidt Forstaaelse af, at han er bedre, end hans Lod er blit. Forskjønnelseskunsten tar jeg ogsaa delvis for Bevis paa det. Han skriver en saa smuk Haandskrift, at den nærmest maa kaldes Skjønskrift; han har i længere Tid været i Amerika og har adskillig Kundskab, er saaledes vel inde i Regnskabsvæsen. Der er noget ved Mandens Maade og Skrift, som tyder paa, at han er flittig ved Arbejdet. Kontorarbejde er det, han duer til; det er ogsaa, hvad han ønsker. End om der nu var nogen, som vilde friste at hjælpe ham til Arbejde? Og som havde Evne til at være snille mod ham? Ikke med Forelæsninger og Omvendelsesforsøg, de vilde maaske lykkes altfor let; men med Arbejde og Venlighed? Jeg har sjelden mødt nogen saa venne- og hjælpeløs. Maaske vil En og Anden, som læser dette, sende nogle Skillinger ind til Redaktionen, og maaske vil andre Blades Redaktioner være af den Godhed at tage denne min Henvendelse op og gjøre ham samme Tjeneste. Saa skal jeg faa En til at hæve Pengene for ham. Det blev en foreløbig Hjælp, til der muligens meldte sig nogen, der er ulykkelig over, at Folk er saa koldsindige mod dem, som ikke er "værdige Trængende". Jeg saa engang Ole Bull give en fordrukken Musikant en nok saa stor Sum; Manden vilde hjem til sin Fødeby. "Men kjære," sagde jeg, "du ser da, at han drikker?" "Ja," svarede Ole Bull med sit skjønneste Smil: "Der er nok af dem, som hjælper de værdige; der maa nogen til at hjælpe de uværdige ogsaa." Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 100 Bjørnstjerne Bjørnson Raahed Jeg hader, jeg afskyr Jagt paa andre Dyr end Skadedyr. Jeg finner, at de Mennesker, som ikke kan glæde sig i en Skog ved Høsttider uten naar de dræper, - dem skulde Skogen stænges for. Og de Byfolk, der skal "forfriskes i Naturen" ved at blodplette den, de kan bli hjemme hos sine hæmorhoiider. Efter mit Sind skulde Jagten overgives til profesjonelle Slagtere liksom al annen Slagtning av spiselige Dyr. Vilde Konger og andre Lediggjængere indtræde i dette Korps som profesjonelle Slagtere, saa gjerne for mig - bare at Loven satte Grændser for deres Mordlyst, saa den ikke blev altfor planløs, og ikke saa grusom for Dyret som nu almindelig. Men av al Jagt er den tilfældige, naar Folk kommer over et fredeligt Dyr som er utenfor sit Element eller i Nød, og da straks betages av vild Blodtørst, og kaster sig over det med Sten, Kjepper, Økser, Aarer, alt de kan finde, - av al Jagt er denne den mest oprørende. Hvad synes I, Godtfolk, om følgende, som jeg nætop læser: "En Elg kom sist Søndag Morgen svømmende ude i Kristianiafjor- den tæt ved Gaarden Wettre i Asker. Den blev bemærket af to Sjøgutter derudenfra, og de var ikke sene om at lægge efter den med sin Baad. De kom ogsaa tæt indpaa Dyret, skjønt det var en flink Svømmer, og saa kastede de en ordentlig Snare om Gevieret paa SIDE: 101 Elgen. Men nu fik de Fart paa sig. Elgen trak saa det fossede om Baaden. De havde imidlertid en Økse med sig, halte sig nu ind paa den, og lod Øksehammeren danse paa Dyrets Pandebrask. Den holdt ud en Stund med denne Behandling, men maatte endelig give sig, udmatted af Blodtab, Anstrængelser og Smerte." Jeg gaar ud fra, at de to Sjøgutter var to Slampamper, som skulde til Kirke for at gaa til Alters; jeg gaar ut fra, at den, som med Hjertefryd og Stolthed har berettet om deres Daad, maa være en av deres Forældre eller deres Lærer eller deres Præst. Jeg synes nemlig, vi bør gribe Lejligheden til at betænke disse med Ansvar for saa megen Raahed hos deres Børn og Disciple. Vi har Scenen for os; Kristianiafjorden en klar Høstmorgen. Aasene i bortdragende Taake; Kirkeklokkeklang utover, ingen Baat, bare Hvile, det er Søndag. Saa en Elg med høit Gevier ned gjennem Høstskogen mot Stranden, der han stanser snøftende. For der er noget paa den andre Siden, som drar. Ingen Baat at se, ingen Folk, bare Fred, og Fjorden saa blank, - han vaager det! Saa de to Mennesker, som Søndagen er gjort for, Freden forkyndt for, norsk Naturglæde en Barnegave, - avsted i Baat med Rep og Øks og Vanhelligelse og Drap. Saa Jubelbrevet om Søndagsdaaden, og saa Avisen, som tar det ind! Vi maa endelig sørge for at sligt saar sig; vi maa endelig faa mere av dette, at Dyr og Fugl utenfor sit Element eller i Fare - - værges av Menneskene, hjælpes? Nej, slaas, hugges, slæpes, til det dør "av Blodtab, Anstrængelse og Smærte", som det heter i Indberetningen. B. B. SIDE: 102 Bjørnstjerne Bjørnson Ærligt Statslotteri for Digtning og Kunst Herved tillader jeg mig at fremlægge paa Bogmessens Bord et Forslag om ærligt Statslotteri for Digtning og Kunst i Norge. At det norske Folk har et særeget kunstnerisk Anlæg, og at det som ydes for at faa det forløst, ikke staar i noget rimeligt Forhold, det ser alle vi som har hat Lejlighed til at sammenligne. Men vi kan ikke forlange, at andre skal se det. Vi kan ikke forlange at, vor Nationalforsamling og vor Regjering, der fordetmeste er fremgaat av Kaar, som gir lidet Indblik i Kunstens Væsen og Indflydelse, og som ofte savner Kundskab om, hvad den har udrettet i Lande med Værker og Tradition fra de store Kunstperioder, vi kan ikke forlange, at de skal gjøre mere for Digtning og Kunst, end de gjør. Vi maa bare være taknemlige for, at det er blet saa meget som det er. Men, lad det saa bli en fri Sag! De, som har en Spareskilling, de vil more sig for, lad dem, hvis de vil, få trille dem in i Lykkespillet! Kommer den ikke ud igjæn med Vinding, saa har den i alle Fall været inom med en Gave til Digtning og Kunst i Norge. Hvis et saadant Forslag snarest blir Lov, saa maa vel alle vi, som ved at Teatret er vort levende Nationalmusæum, deri alle Kunster møder paa Digtningens Vink, hvergang den med dem vil stille op et Billede fra Fortid eller Samtid, - vi maa vel bli enige om, at Teatret maa ha Førstegrøden, Teatret i Kristiania, Teatret i Bergen og maaske flere Steder. Chefen for Undervisningsvæsenet maatte vel i Tilfælde styre Lotteriet, og som Ombud ved Institutionen og som Samlere ved den (Kollektører) maatte vel udtjente Kunstnere og Forfattere ansættes - eller Enker efter Kunstnere og Forfattere. Der har i Norge nylig været forhandlet om Lotteriets Moral, idet man saavidt jeg forstaar, har sat det paa Linje med Hazardspil. Jeg SIDE: 103 ved ikke om der gives Lotterier, som kan sammenstilles med Hazardspil. Men hvad dette Slags Lotterier angaar, hvor alle ved, hvad de giver sin Spareskilling til, og hvor Øjeblikkets Rus (og dermed Fristelsen til at vaage mere end Spareskillingen) er aldeles udelukket, det er da virkelig bare uskyldig Morskab med Fordel for Folket og med taknemlige Hjærter som Slutvirkning. SIDE: 104 Bjørnstjerne Bjørnson Brev til Lucie Wolf München, Steinsdorfstrasse, 10. Kjære fru Wolf! Jeg har et minne om Dem som i sin art er det skjønneste jeg har sét. Det er Deres debut på Kristiania teater i "En søndag på Amager". Strålende av ungdom og skjønhed med livsglædens overmod kunde De ikke stå stille et halvt sekund; De stod og hoppet når De sang med Jochum, De så på publikum som in i en stor spejel, i røsten var en klang av skøj og en smægten av kjærlighed således sammenflettet (og det samme så forstærket i blikket), at en trodde, han hadde det sunneste og søteste foran sig, som verden kunde præstere! Figuren og bevægelserne var fulle av fryd, ung, skjøn livsfryd, hodet rikt på de allersnurrigste påfund, det tykke mørke hår, gangens og væsenets rytmer gav et sådant billede av overskud, at i alle fall for mig var De et levende, sprudlende digt. Denne unge livskilde øser De ænnu av efter så mange og ofte strænge arbejdsår! Av den flød minnerne om vort samarbejde. I det skriftstykke har De rejst Dem selv et monument, idet De vilde rejse mig et; ti sådan kan bare den skrive, der har levet rikt og varmt, ælsket poesi og selv været poesi. Og som paa sine gamle dage ænnu har kraften og glæden av det! Tak. Det er sant, at dengang de tog teatret fra mig, de, som intet hadde med det å bestille, dengang voldte de mig den største smærte, jeg har hat. En velvoksen mand kan ingen større smærte føle æn den å miste sin gjærning. SIDE: 105 Dengang var teatret det for mig, som leret er for skaberkraften, ansvarets post er for statsmannen, herskeren, - - nemlig selve livet. For en kamp jeg gjennemlevde, før min trang fant en annen form! Hvor mange hundre nætter jeg drømte, at nu var jeg der igjen, nu kom I alle mot mig! Jeg turde i årvis ikke sætte min fot der for ikke å rive alle sårene op. Og nu? Å, siden mange, mange år velsigner jeg den dag, de med tvang drog mig bort fra teatret! For mig blev det en omskapelse, jeg ikke straks nådde, men som efterhånden utvidede syn og ævner og med dem formålene. Det er ikke, som De tror og skriver, kjære fru Wolf, at jeg senere "har rodet mig op i så meget stygt". De er ænnu så ung i kraft, at De vil leve den dag, min gjærning - - om også i mange mindre ting feiltagende - - vil ses på som så samlet og stærk, at den regnes med blant det, som har givet samtiden mål og karakter. Det er ikke mine fiender, som har den siste Dom over mig. Maatte De nu opleve en glæde, svarende til den Deres modige, varme sjæl har git min hustru og mig idag! Med hilsen til alle Deres kjære, og alle vænner ved teatret, fremfor alle Gundersens, - - endnu én gang min tak! Deres Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 106 Bjørnstjerne Bjørnson Brev til en mor, en bondekone på Vestlandet, om alkoholmisbruk 23. mars 1897 Jeg tror ikke paa forbudslove mod alkohol. Men jeg skjønner, at folket tror paa dem, og da maa de vel forsøges, om ikke for andet, saa for at lægge den foragt paa drikken, som den fortjener. At kvinderne i denne sag maa ha første stemme, har jeg aldrig SIDE: 107 tvilet paa. Det er en hæder for vort land, at vi her er gaaet foran. Hvor jeg i udlandet har fortalt om det, har de sagt det samme, saa De behøver ikke at være ræd for, at det kan omgjøres! Intet andet virksomt middel er der, end at opdrage folket til ædlere nydelse end denne. Først skolen, saa ungdomslagene, saa bøgerne, saa landssagerne. Og den æresfølelse, som opdrages af at kjende sig i samfund med sit folk og ansvarlig paa sit sted og for sin slægt. Fra først til sidst maa moren her være med, være med at ordne skolen, hjelpe og retlede ungdomslagene, læse selv for at vite, hvad som gir den rette æresfølelse, ta del ogsaa i de landssager, som bestemmer over slægtens fremtid. Gud velsigne hver mor, som tænker saa og prøver! Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 108 Bjørnstjerne Bjørnson Johan Castberg Naar der er Tale om at skaffe Arbeiderne en Repræsentant paa Tinget, og denne Repræsentant er Johan Castberg, saa skjønner ikke jeg, at nogen i Venstre kan reise Modstand. Venstre tør ikke gaa med paa, at Valgene ikke bare skal skaffe Bonden og Bondens Interesser Mund og Mæle. Folket bestaar ikke af denne eneste Klasse, og Fædrelandet skal ikke repræsenteres ensidigt. I samme Stund som vi kræver almen Røstret, gaar vi ikke hen og krænker den ved at lukke alle dem ude, som ikke er Bønder. Og naar der særskilt tales om Told og om anden Skat, saa faar vi vise saapas Hensyn, at de, som skal betale, ogsaa faar være med at bestemme. Taaler Bønderne ikke andres Medvirken, saa er de med sine Krav komne paa Afveie. Arbeidernes Tid er inde. Vi maa vænne os til det. I Bund og Kjærne betyr det, at vi maa vænne os til større Retfærdighed. Men er der Tale om, at Arbeiderne skal repræsenteres i Tinget, da er der neppe Landet over en dygtigere og hæderligere Repræsentant end Johan Castberg. Han kjender Arbeiderspørgsmaalet af Selvstu- dium. Det Opsyn ved Fabrikerne, som vi nu har, skyldes væsentlig ham. Den Minking af Tolden paa Varer, som Arbeiderne bruger, havde ogsaa ham til kyndig Forkjæmper. Arbeiderorganisationen over Oplandene og videre ud er fornemmelig hans Værk. Der kan SIDE: 109 nævnes mere; men mere end Altsammen, som han har udrettet til idag, er, at han har gjort Arbeidersagen til sit Livs Maal, og at han eier et betydeligt politisk Talent. Blandt alle, som kjender ham, er der bare én Mening om, at han af de yngre, som nu rykker ind til Undsætning og Afløsning, er en av de mest fremragende. Saa det er en Landssag, at han kommer i Arbeide jo før jo heller. Politiken trænger Mænd, som bringer Erfaring med fra de forskjellige Livsstillinger; men den trænger ogsaa Mænd, som vier det Almene hele sit Liv, saa de første kan søge Hjelp og Ledning i de andres Kundskaber og Oversyn. En af disse siste blir Johan Castberg, - saa vist som han allerede nu kan tage op et seierrigt Ordskifte med vore Modstanderes bedste Mænd. Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 110 FINNES OGSÅ I BBAR2.SGM Bjørnstjerne Bjørnson Brev til Émile Zola Høistærede Mester, som jeg nu misunder Dem! Hvor gjerne vilde jeg have været i Deres Sted; hvor gjerne vilde jeg have kunnet yde Fædrelandet og Menneskeheden en Tjeneste saa stor, som den De nu yder begge! Ogsaa jeg har erfaret, at det er farligere at ville fratage Menneske- ne et Had end at ville berøve dem en Kjærlighed. Som Regel har nemlig Hadet et endnu intensere Forbund med Menneskenes Forfængelighed. Mange forenede Omstændigheder, som har Rødder langt tilbage i Folkets ædle som i dets slette Instinkter, har her skabt en Situation saa voldsom, at tusenaarig Opdragelse og Selvbehers- kelse undertrykkes, og Barbarens Skrig og Raahed skræmmer alle tilside. Men De er ikke ræd ham! De gaar mod ham med baade Lyre og Sværd. En enkelt Mand mod Millioner. Det er det stolteste Syn, nogen kan se! Det trængtes til for Frankriges egen Skyld. Jeg kommer fra Norden over Tyskland, hvor jeg har opholdt mig en Maaned, lever nu i Italien, jeg læser Bladene og hører Røsterne, - jeg kan forsikre Dem, at Europas Folk i dette Øjeblik ser paa det franske Folk med Forundring og Sorg. Er det saa underligt? To Fakta er nok til at forklare det. Det første faar vi af det netop nu offentliggjorte Anklageskrift mod Alfred Dreyfus, - et Aktstykke, som allerede i sig selv er uværdigt alvorlige Mænd under saa stort Ansvar. Men dette Anklageskrift røber tydeligt, at Alfred Dreyfus er dømt for forræde- risk Forhold til Tyskland. Thi blandt Beviserne nævnes, at Dreyfus lettere end andre franske Officerer kunde komme ind i Elsass. Denne Paastand faar straks det alvorligste officielle Dementi fra Elsass's Regjering. Alfred Dreyfus blev to Gange i samme Aar negtet Adgang SIDE: 113 til Elsass, den tredie Gang opnaaede han at komme ind og være der i otte Dage, fordi hans Fader var syg. Har nogen hørt, at en Mand, der tjener et Land som Spion, negtes Adgang til dette samme Land? Den keiserlige tyske Regjering har ogsaa officielt meddelt, at Alfred Dreyfus aldrig har været dens Spion. Anklageskriftets Forudsætning er altsaa grundfalsk. Andet Faktum er følgende: Den franske Regjering lader svare i Pressen, at Anklageskriftet indeholder alene den ene Del af Beviserne for Brøden; den anden Del er hemmeligholdt; den fik alene Dommer- ne at kjende, da de skulde raadslaa. Med andre Ord: Alfred Dreyfus er slet ikke dømt, han er afsat, brændemærket, deporteret paa nogle Kameraters hemmelige Godtykke! Den Regjering, som, efter at disse to Fakta er blevet vitterlig, endnu vægrer sig ved at lade Alfred Dreyfus's Proces revidere, maa være den skamløseste, som noget civiliseret Folk har. Saaledes dømmer Europa. Det har Ret til at se paa et Folk, der taaler en saadan Regjering, som det nu ser paa det franske. Men vær sikker paa, at dette samme Europa, hvad det end tænker om Formen, De gav Deres Brev til president Felix Faure, nu beundrer Dem for Deres Daad. Jeg for min ringe Del har altid tænkt, at en Digter maatte have samme Forhold til sine Værker, som Banken har til de Pengesedler, den udsteder: der ligger Valuta i Kjelderne. Vi ser nu, at De har dette sikre, stolte Forhold til de Værker, De har sendt ud iblandt os for at øge Menneskehedens Mod og Hjertelag. De har selv en Mands Mod og Hjertelag. Deres ærbødige Bjørnstjerne Bjørnson Roma, Capolecase 15de Januar 1898. Bjørnstjerne Bjørnson De sjælelige grunde for Alfred Dreyfus' uskyld De sjælelige grunde for Alfred Dreyfus' uskyld, som De beder mig om, skal jeg give, således som jeg ser dem; men i al korthed. Den første og for mig afgjørende er, at han er en ung, ærgjerrig jøde, som valgte at blive officer, skjønt der stod ham en fordelagtigere livsvej åben. Han kom ud som nummer ni af alle sine kammerater; vi tør vel sige, at havde han ikke været jøde, havde numret været højere. Han arbejdede rastløst videre og nåede ind i generalstaben, den eneste jøde. Hans foresatte, oberst Sandherr, tålte ikke jøder, og flere af hans standsfæller lige så lidt. Hans familje vilde derfor også, at han skulde træde ud igjen; men den unge ærgjerrige satte sin vilje på at blive. Hvad en sådan stolt, til det yderste pligtopfyldende kraft kunde finde på for at nå et hestehoveds længde foran kammeraterne, måtte ligge inden linjen: flid, orden, nøjagtighed. Eller inden den parallelt løbende: at gjøre sig underrettet, uundværlig, kanske frygtet. Forræderi? Det vilde kaste ham helt ud af hans vej, knække rygraden i hans energi; thi det vilde jo splitte hans interesser, øde hans tid, sætte huller i hans arbejde. En ung, ærgjerrig jøde, der i kapløbet har flere hindringer at overvinde end kammeraterne og derfor også har strengere brug for at samle sig på det eneste ene, vilde uvilkårlig føle mindst fristelse til noget så fremmed og vanvittigt. I vore dage bringer forræderi ingen frem. I vore dage kan forræderi SIDE: 117 bare fødes af pengegriskhed; hans lykkelige familjeliv og hans fortrinlige skudsmål som militær levner ingen plads for hævnfølelse, og hverken hans liv eller hans transaktioner tyder på, at han trængte penge. Alt i modsat retning har vist sig at være usandhed. Han var ordentlig og sparsommelig. Selv ejede han en halv million francs, og hans hustru bragte ham en halv. Ja, hvor bliver så muligheden for forræderi? Videre: er det disse ved flid, ærgjerrighed, kundskabstørst sam- mensluttede viljer, er det dem, som flagrer ud i en vild afdrift? Ikke de faste, men de løse, ikke de beherskede, men de eventyrlig slingrende, de fantastisk spekulerende, er det, som i vore dage føres ud mod det vovsomt umulige for at styrte i slig en afgrund. Vi behøver bare at læse Alfred Dreyfus' breve for at se, hvad for en tætvokset, streng skolet natur vi her står overfor. Ikke ét sving i tanke eller skriftdrag bort fra klar, sund følelse. Overalt en mandig selvhævdelse. Ja, midt i frygtelig smerte ikke en grimace af menneskeforagt eller hån. Og dog skulde netop disse være der for at give en forræder hans ligesælhed eller begrunde hans kyniske villighed. Urokkelig tro på sandhedens sejer, lysende kjærlighed til sine, næsten ufattelig troskab mod det fædreland, som har tilføjet ham så meget ondt. Dersom noget av dette var forstillelse, måtte den røbe sig. Et eller andet ord snige sig ind imellem, en kold bemærkning, et overdrevent udtryk, hån eller selvopgivelse i et enkelt suk. Aldrig! Lige tæt og grej bestandig. Men hovedbeviset leverer han under degradationen, som det teatergale folk satte i scene for sig selv. Ingen sjælekyndig, som læser om den, tænker det muligt for en skyldig at holde den ud. Rundt om militærfirkanten et aldeles rasende publikum. Ikke før var det første rystende optrin forbi, det, hvori hans officersdistinktioner rives af hans uniform og af hans kepi, hans sabel brydes itu, hans bælte, skjerf og bandolér tages fra ham, så brølte de rasende mod ham! Han skulde gå rundt den hele firkant, og hvor han kom hen, stirrede onde, vilde øjne, lød skrig, piben, sendtes spyt! Jo længer frem, jo værre. Tilslut kunde de ikke længer stå i ro, de vilde ind til ham, slå ham, rive ham itu. Alene med den største vanskelighed holdtes de tilbage. Under alt dette gik Alfred Dreyfus med løftet hoved, rank, stolt. Af sine lungers fulde kraft råbte han mod dem: "Jeg er uskyldig! SIDE: 118 Leve Frankrike! - Jeg er uskyldig! Leve Frankrige!" De forsøgte at brøle det over; men de kunde ikke. Man lod trommerne gå, men endda hørte de nærmeste: "Jeg er uskyldig! Leve Frankrige!" Da han kom hen til pressens plads, skreg han: "I har adgang til folkets øren, I skal forkynde det, at jeg er uskyldig! Uskyldig! Uskyldig!" Jeg tror ikke, at der ofte er vist mere mod. Aldrig kunde en skyldig have holdt dette ud i 1 - ét - minut! Alfred Dreyfus holdt det ud i 10 - ti! Han trodsede deres hadefulde øjne, deres skjældsord, deres trusler og spyt. Deres forsøg på at bryde ind over ham og tage livet, kuede ham ikke til at tie. En skyldig havde været brudt ned med det samme. Hans øjne havde svigtet, hans røst, knæerne havde slået fejl. Det menneskelige samfund har oparbejdet noget, som heder samvittig- hed. Hos den enkelte kan den være forhærdet eller sløv; men øje til øje med tuseners under omstændigheder som disse havde de påtvunget ham deres med den allerforfærdeligste magt. En mand, som har stået for den prøve, han er så stærk i sin uskyld, at han kommer på side med de store martyrer. Hvad bliver det for en infam komedie mere at finde på, at lige bagefter - tilstod han! Nej, et par timer bagefter skrev han et brev til sin sagfører, deri han i stærke, klare ord gjentog, hvad han havde skrevet til ham forud for degradationen, at han var uskyldig, uskyldig, og at der måtte gjøres alt, som gjøres kunde, for at opdage den skyldige. Til krigsministeren skrev han: "Den eneste nåde, jeg beder om, er, at I bliver ved med undersøgelsen." Han siger selv - og en mand, der har holdt så meget ud med høj standhaftighed, ham skal man tro: "Ikke den mindste uforsigtighed har jeg begået." Nu lidt om bordereau'et. Man siger, at processen Zola intet resultat har bragt. Jeg, som har læst det stenografiske referat, kan forsikre, at den har bragt flere. Deriblandt dette, at de skrifttydere, som for første krigsret (tre af fem) sagde, at det var skrevet at Dreyfus, er sat udenfor; endvidere at de, der for anden krigsret erklærede, at bordereau'et ikke havde Esterhazys naturlige håndskrift, også er sat udenfor. Nogle af Europas øverste lærde i disse materier har erklæret, at alt tyder på, at skriften er Esterhazys naturlige håndskrift; læg bare bordereau'et frem i original, og det vil blive bevist. Man kan få kjøbt borderean'et med breve af Dreyfus på højre side og breve af Esterhazy på venstre side, alt i fotografisk gjengivelse, hos P. V. Stock, éditeur, Galerie du Théâtre Français, Paris. Gjør som SIDE: 119 jeg: kjøb det og lad det blive liggende på bordet, se så på det en gang imellem, og da vil følgende hænde: Dreyfus' håndskrift, som ved første gjennemsyn synes at have adskillig lighed med bordereau'ets, vil komme helt og fuldstændig løs ifra det, medens Esterhazys tilsidst vil danne en uløselig sjælelig enhed med det. Som den berømte lærde, der har tilbragt sit liv med skriftstudier, professor Paul Meyer, vidnede: bordereau'et kan ikke være skrevet af nogen anden i hele verden end af Esterhazy. Af sjælelige og fysiske grunde kan ikke to forskjellige håndskrifter ligne hverandre så helt ud. Hør nu på visse enkeltheder! Når vi andre begynder et brev, begynder vi det lidt inde på siden; ligesa når vi begynder en ny periode. Hvad gjør Esterhazy i alle sine breve? Han begynder yderst ude, og det samme gjør han ved hver ny periode. En kan drage en lineal nedefter brevet på venstre side, og fra den lineal begynder så alle hans linjer. Dette er en særegenhed, som neppe én af tusen har. Esterhazy har den, - og bordereau'et har den også. Professor Havet gjorde opmærksom på, at der er vendinger i bordereau'et, som skriver sig fra en, der ikke er helt hjemme i det franske sprog: de lyder oversatte. Han nævner tre sådanne vendin- ger. Nu er sagen, at der vrimler af samme slags vendinger i Ester- hazys breve, medens Alfred Dreyfus skriver det eleganteste fransk. Med visse tegn er Alfred Dreyfus til gjengjæld skjødesløs. Esterhazy derimod korrektheden selv. Dog er der én bestemt undtagelse, som også bestandig gjentager sig. Franskmændene sætter aldrig akcent over præpositionen "à", når den begynder en sætning og skrives stort. Men Esterhazy gjør det bestandig. Ligeså i bordereau'et! Det store "A" i slutten af bordereau'et og det store "A" næsten i begyndelsen af brevet længst tilvenstre har begge denne akcent, begge nøjagtig på samme side af "A"et, nemlig ude og borte fra det tilhøjre, og endelig er "A"et selv nøjagtig det samme. Særeget for Esterhazys måde at skrive på er, at han i farten ofte sætter indtil tre prikker over et "i". Dette gjenfindes i bordereau'et! Det er også særeget for ham, at hvor to "s" støder sammen, gjør han det ene langt. Det gjør aldrig franskmændene. Men bordereau'et gjør som Esterhazy. - Jeg kunde regne op en række lignende ting; men jeg holder mig heller til hovedsagen: det aftryk af os selv, som vi uvilkårlig lægger i vor skrift. En berømt fransk fysiolog, udgiver af et fysiologisk tidsskrift, holdt foredrag over det for retten. I det billede, vi bærer på SIDE: 120 af hverandres skrift, i det kjender vi hverandre igjen. Dette billede kan vi også tage imod af en fremmed skrift, når vi har den ofte for øjet. Og gjør man som jeg har gjort, lader bordereau'et og Esterhazy's breve vandre foran øjet dag efter dag, da tegner de tilsidst aldeles samme løse, fantastiske fyr, nervøs og ligesæl på én gang, - og selve skriftdragene dækker hverandre ind i den minste sving. Fortvilet over ligheden fandt de skriftkyndige for krigsretten over Esterhazy på, at Dreyfus havde kunstig eftergjort Esterhazy's skrift. Men advokat Labori dræbte påstanden med et eneste spørgsmål: hvorfor forsvarede så ikke Dreyfus sig med, at håndskriften lignede Esterhazy's? Vi må spørge videre: hvorfor var det ingen tilstede ved krigsretten over Esterhazy, som der kunde gjøre dette samme spørsmål?! I min korte fremstilling har jeg ikke med at tale om, hvordan første og anden krigsret og processen over Zola blev ført. Men de dybere virkende kræfter vil jeg anskueliggjøre. Først ved en oplysning. Det er jødehaderen Drumont, som har spillet en så fremtrædende rolle i hele denne sag, at den endog overgår mennesketigeren Rocheforts. Da Drumont grundlagde "Libre Parole", vidste alle, at dertil fik han pengene. Af hvem? Af Odelin, dén mand, som styrer jesuiternes formue i Frankrige. Dernæst en historie, der frembyder sig af sig selv. For en del år tilbage boede en rig, ikke længer ung dame i Ville d'Avray ved Paris. Hun var en ærbar kvinde med udmærket opdragelse, men blev ved brug af narkotiske midler så forstyrret, at hun løb ud på gaden efter mandfolk. En dag fik hendes far besøg af en ung officer, som bad ham drage omsorg for sin datter; hun havde været efter ham på gaden; men han forstod, at hun måtte være sindssyg. Faren takkede den unge mand for hans ridderlige måde at tage det på. Kort efter blev den ulykkelige kvinde dræbt, og blandt vidnerne ved den påfølgende retsundersøgelse var også den unge officer. Han skulde fortælle sit indtryk af hendes tilstand. Også rettens præsident roste hans ridderlige færd. Denne i retsprotokollerne optagne, af faren og lægen bevidnede tildragelse figurerer nu i anklageskriftet mod Alfred Dreyfus. Der er den fortalt på følgende måde: Kaptejn Dreyfus var en skjørtejæger, som endog stod i forhold til en ældre dame, der var kjendt for at betale sine elskere. Hun blev senere dræbt, og i den påfølgende SIDE: 121 skandaløse retsundersøgelse var også Dreyfus' navn inddraget. Mere drastisk kan det vel ikke vises, hvorledes had, her jødehad, forgifter fantasien og derved leder retfærdighedssansen på vildspor. Som den naturligste sag af verden går anklagen ud ifra, at en jøde er istand til hvadsomhelst; der spenderes ikke engang en undersøgelse. En jøde, selv om han er millionær, tager gjerne betaling af et ældre fruentimmer, som får lyst på ham. Han kan være en højt dannet mand med videnskabelige interesser, det stanser ham ikke; thi der er intet så uværdigt til, som en jøde ikke kan begå; hvorfor så ikke også fædrelandsforræderi? Det er jo for at gjøre dette rimeligt, at historien fortælles. - Således som hadet her har tilsmudset anklagerens fantasi og derigjennem hans vilje til sandhed, således har det gået retten, således har det gået folket. For det er en moralpest iblandt os, dette had, med alle tegn til smitte, såsom det er faktisk, at til Frankrig er pesten indført. Her, i nederlagenes bitterhed, i den dybt sårede nationalforfængelighed, i den anarkiske misundelse, i den demokra- tiske utilfredshed, i hadet til det fremmede, var vilkårene gunstige for dens vækst. Lad os bruge afspærringssystemet mod den som mod al anden farsot! Roma, 2. marts 1898. SIDE: 122 Bjørnstjerne Bjørnson Fru Maren Sars Jeg har havt den Glæde at møde mange rige Naturer. Ofte har jeg fra disse Møder baaret værdifulde Gaver med hjem. Ogsaa ofte fik jeg under Samværet en behagelig Følelse af, hvad jeg selv var for en mærkelig Kar! Ligesom det først er med Pen i Haand, naar Æmnet alvorlig skal gjennemtænkes og ordnes, at vi opdager alt, vi ved om det, saaledes overkommer der os foran rige Naturer en smittende Følelse af Frugtbarhed. Sammen med dem blir vi aandfulde og klare, saa det er den rene Lyst! Enten man tilstaar det for sig selv, eller man ikke gjør det, - noget af det Velvære, ja, den Fryd, som rige Naturer indgyder os, er Gjenspejling. Men den har Værd for det. Det er ikke helt tabt at staa under rige Indtryk, selv om der kan komme lidt Illusion ind med. Aller minst naar den rige Natur, under hvis Trylleri vi var, ogsaa havde ført et rigt Liv. Det har nemlig ikke alle rige Naturer. De fleste af dem, jeg mødte var Kunstnere, Tænkere, eller paa anden Maade fæstet. Eller de var stærkt urolige, saa de havde ført et omvekslende Liv, uden at det netop ble rigt. Rigt Liv fører alene den, der paa Skjæbnevejen har stærke Op- levelser; under Vinding og Tab, under Glæde og Sorg omsætter sit Beste i Livsværdier, ligesom et frugtbart Landskab, der høstes flere Ganger om Aaret. I Samvær med en saadan Natur har hver Samtale den yppigfriske Smag af det Ægte, det Oplevede, - Minderne sprudler vildt, Fantasien har det, vi kalder Naturfarve, og det i hver eneste Vende. Latteren er SIDE: 125 som en evig Sjou, et helt indøvet Kor af lystige Oplevelser. Og naar det saa svinger om og blir til Medfølelse, til Trøst, - aa, for Over- bærenhed af Modererfaring, for Godhed ud af Øjne, som forstaar alt, fordi de har set alt. Hjulpet blir de af det brede, godmodige Laget, det, som En alene faar af at have givet med fulde Hænder, af at have plejet, baaret, bredd over og begravet. Foran en saadan Natur blir vi selv rigere. Og det for Livet. Vi sidder ikke sammen med et enkelt Menneske, men med en Familie, den, hun kom af, og den, hun fortsatte. Naar Lykken var god, talte mange med, naar hun talte, - en svunden Tid, et Mylder af Personer, døde og levende. Piskeparykker og Præstekraver, spidse Uniformskjoler og Ansigter i Krøller og høje Snipper steg og dukkede omkring hende mellem skjelmske, muntre Fjæs af hendes egen Avl. En rig Natur er et Opvæld af Folkekraft. Den har samme Kilde og er lige stort Varsel om Fremtid og Evne som et Geni. Saa ofte en rig Natur fik udfolde sig i et rigt Liv, blev det et Under at faa være i Nærheden. Ofte et Væld af Lærdom i den simpleste Fortælling! Bestandig en Lykke at se en Personlighed af Guds Naade give sig selv. Vi begyndte at gaa der, da vi var unge, vi gaar der endnu, vi er blevet hvide. I al denne Tid, Aar efter Aar, ny Ungdom lyttende om hendes Stol. I dyb Taknemlighed til gamle Fru Sars skriver jeg dette, - desværre saa altfor flygtigt; Omstændighederne tillader det ikke anderledes. Men dog af inderlig Trang til at sige noget, som alle de kunde være med paa, der som jeg har fundet, at fru Sars's Hus var det rigeste i Norge. Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 126 FINNES OGSÅ I BBAR1.SGM Bjørnstjerne Bjørnson Banker for Fiskere Atter ser jeg i Bladene Forholdet i Nordlandene mellem Fiskerne og Landhandlerne draget frem. Jeg har hørt om det, fra jeg var Smaagut, og jeg mindes ikke mere, naar jeg første Gang tænkte: Her kommer da vel en, som ikke er Landhandler, og som opretter en Bank for Fiskerne. Skulde dette være rent umuligt? En Bank med Filialer udover, i beskeden Stil, men som gjorde Fiskerne uafhængige af Landhandlerne? Jeg har oprettet en yrliden Husmandsbank her, som jeg bor, for at gjøre Husmændene uafhængige af Gaardmandssønnerne, som laante deres Penge mod at føde Sau og Gjed for dem om Vinteren. Paa det tabte Husmændene saa alt for meget. Denne vesle Banken har gjort meget godt, saa jeg ved af Erfaring, hvor lidet der skal til, før det monner. Kunde nu ingen med Evner og Hjertelag faa istand en eller flere Banker for Fiskere i Nordlandene? Skal vi her i Norge gaa til Staten om alting? SIDE: 132 Bjørnstjerne Bjørnson Fra Bjørnstjerne Bjørnson De Blad, som gaar ud fra Smaabyerne, kan ikke sætte sig som første Opgave at holde Byens og Omegnens Læsere à jour med det Vigtigste, som hænder i andre Land. Dette kan alene Storbladene gjøre; de har Spalterummet, og de har Pengerne. Det Vigtigste, som hænder i vort eget Land, kan de spendere mere Rum paa; men heller ikke forsaavidt kan eller bør et lidet Blad forsøge at gjøre de store overflødige. Smaabyernes Blad maa lægge Hovedvægten paa det, som ved- kommer deres egne Læsere, disses aandelige og legemlige Velfærd, deres Interesser og Fornøjelser. I saa Maade gjør de fleste lokale Blad Ret for sig. Jeg læser dem gjerne; de gir, hver paa sin Kant, Billede av Stedets Folkefærd og Forhold. Men i én Henseende staar de fleste av dem tilbage: de kvier sig ved at paatale Fejl, Misbrug, Slendrian. Ikke de almene, som angaar Administrationen, og som kan rettes i et Bystyre eller i et Herredssty- re, eller av en Embedsmand. Der er de kjappe nok. Nej, dem som det kanskje koster Venskab at paatale, dem, som de taper Abonnenter og Avertissementer paa. Den Sort Fejl, Misbrug, Slendrian, gaar de fleste forsigtig forbi. Og det er nætop dem, som det gjælder om at dra frem, hvis Luften skal forblive sund og det lille Samfund trives. Et stadigt Tilsyn, højt oppe og langt nede! Og aabent Sprog. Naar jeg paa mine Rejser og ellers tilfældig har hørt om noget, som burde være draget frem, og naar jeg har talt om det med Redaktøren eller med hans Venner, fik jeg gjerne til Svar, at det turde han ikke; det hadde han ikke Raad til; det vilde gjøre Stillingen uholdbar osv. osv. Jeg tror, at alle disse Svar var urigtige. Eller at Redaktøren var uskikket for sin Stilling. Hvis det, som paatales, hver Gang kan bevises, og hvis Anken SIDE: 133 fremføres grejt og sagligt, mener jeg, at Redaktøren staar sig paa at føre den frem. Om ikke straks, saa i Længden. Især hvis Klagen efterfølges av Anker over andre og andet, lige vel begrundede og lige saglige. Ti Folk synes om, at Redaktøren ikke bare nævner noget enkelt eller bare hakker paa en enkelt; men viser sig aarvaagen og uden Persons Anseelse. I saa Fald, tror jeg, vil Bladet vinde flere Venner end det tapte, - ogsaa flere Abonnenter og Avertissementer. Ja, med Tiden gjenvinde dem, det først tapte. Men jeg gjæntar, at i hvert Tilfælde maa Paatalen være bevist og Formen være strængt saglig. Har der været Fejltagelse, da uforbe- holden Tilstaaelse derav, og det unødet. Ukvemsord bør helst ikke besvares med andre; Udfald sjelden gjængjældes. Endog Selvfor- svaret maa være knapt og helst udsættes til det er uundgaaeligt. Jeg gir Dem Raad udav tildels angerfuld Erfaring. Efter hvad jeg hidtil har læst av "Nauma", synes De mig, kjære Einar Hilsen, at ha begyndt modigt og rigtigt. Kan De, saa ung som De er, holde det gaaende saaledes, da maa De være godt hjulpet i Deres Hjæm og Omgang, og vel underbygget i Deres Karakter. Da maa Deres sjeldne Evner kunne gjøre Gangsværk for Deres Hjæm- stavn. Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 134 Bjørnstjerne Bjørnson Tale til barna ved 17de-maitoget til Aulestad Jeg har i mange Aar vært hjemme her paa Aulestad 17. Mai, men jeg har ikke heroppe seet mere end én 17. Mai med grønne Marker og udsprunget Løv. Saa langt mod Nord bor vi. Om I havde været syd- landske Børn, vilde I ha frosset ordentlig. Under de Forhold vi lever, gjælder det om at kunne arbeide, og hertil fordres Kræfter, men ikke bare legemlige. Vi kommer ikke saa langt med bare legemlige Kræfter. Der fordres Kundskaber, og det er 17. Mai, som I skylder, at I nu kan gaa paa Skole og samle de Kund- skaber, som nu fordres i alle Livets Forhold. Til Arbeide paa Jorden fordres en Mængde Kundskaber, og i hvilkensomhelst Stilling man kommer kræves Kundskaber. I gamle Dage læste man Katekisme og Forklaring og intet andet. Man lærte ikke at skrive og ikke at regne, ikke at kjende sit eget Lands Historie og fik ingen Kundskab om andre Lande og Folk. Siden Folket blev Herre i sitt Hus baade i Staten og Præstegjældet har det sat sine Skoler i stand og nu kan det enkelte Barn gaa fra Folkeskolen og over i Middelskolen og videre, de som ønsker det. Men Maalet for at samle Kundskaber bør ikke være at komme paa et Kontor eller væk fra det legemlige Arbeide. Det har hidtil været de manges Maal; men nu kommer der noget, som vil virke i modsat Ret- ning. Legemet fordrer legemligt Arbeide, og det naturligste og SIDE: 135 sundeste Arbeide er at arbeide paa Jorden. Det bør komme dertil, at alle Mennesker gir sig af med saadant Arbeide. Mennesket i hvilken- somhelst Stilling trænger det. Alt aandeligt Arbeide vilde ogsaa der- ved bli bedre udført. Lægger man det legemlige Arbeide ned, maa Legemet dø lidt efter lidt. Barna viser lige fra den første Tid, hvor absolut naturnødvendigt det er at ha kropsligt Arbeide. For Barnet er det en Livsbetingelse at ha noget at udføre med sit Legeme. Alle Mennesker bør vende tilbage til Arbeide paa Jorden. - I Eventyret fortælles der om et stort Berg, som aabner sig, hvis man med de rette Ord slaar paa det med den rette Stav, og hvis man da kan undgaa Troldet, vil man inde i Berget finde de kostbareste Skatte. Alle Eventyr har sin dybere Betydning, og her er Staven det samme som Pen og Blyant, og det rette Ord er Kundskab. Det vil - brugt paa rette Maade - aabne os Vei til Livets Skatte, det vil si, hvis ikke Troldet, Dovenskab og Drik, kommer og lægger sig i Veien for os. - 17. Mai gir os Tro paa Fremtiden, og det norske Flag, som vifter i Vinden, er Verdens muntreste Flag. Lad os nu, Barn, raabe et Hurra for 17. Mai, den vi alle skylder saa meget. SIDE: 136 Bjørnstjerne Bjørnson Brev til Haakon Løken, Dagsposten om Gunnar Rysstad Kjære Løken, nu holder jeg denne maanedlange Forfølgelse av Gunnar Rysstad ikke længer ud. Er det en Forbrydelse at være Venstremand, men finde det umuligt at stemme sammen med sit Parti, da ikke det, men Modparten har det Program, som tykkes det beste, og den Fører, som vækker Tillid, ja, saa er vi Forbrydere allesammen, og en saa uhyrlig Følgeslutning burde bringe selv en Fanatiker til at gaa bagover. Gunnar Rysstad har jo paa Forhaand erklæret, at skjønt han var og blir Venstremand, maatte han foretrække Højres Program og gi dets Fører sin Tillid; det er sandelig ikke hans eller vor Skyld, at Venstres Ledelse i Regjering og Parti har stelt det slig, at dette blev Mange av os en Samvittighedssag. Han har ikke alene erklæret det privat, han har ogsaa erklæret det offentlig, og da er det heller ikke hans Skyld at hans Sambygdinger ligefuldt stemte paa ham. At de allesammen, som gjorde det, var tungnemme eller endog tunghørte, faar ingen mig til at tro. Om det hadde skét 1 - én - Time før Valget, saa maatte det været tidsnok. Intet fyker snarere frem fra Øre til Øre end sligt, naar det yttres foran og under et Valgstevne. Hvad Tilfredsstillelse kan det være for skikkeligt Folk at gjøre hans ærlige Omslag og Forkyndelse av det om til Lureri? Og saa dumt tillige at forudsætte, at en Mand, som like til den Dag SIDE: 137 og Stund var agtet og æret for Retsind og vel brugt Begavelse, med én Gang blev en Kjeltring! Det er ikke saadan det gaar til. Det er ikke i samme Stund at man rører ved Politik, at man blir det. Naar han derimod har været i Politiken i flere Aar, - ja, da skal jeg ikke længer holde Forvandlingen for umulig. Hvem er det ogsaa, som nu træder frem som dydsforargede Dommere? De selv, kjære Løken, hvordan har De skrevet i senere Tid? For at bevare mit gode Omdømme om Dem, har jeg maattet avstaa fra at læse Dem! Jeg tænker, det nu har faat sin Dom i den Ministeriumdannelse, som utvilsomt den store Del av det norske Folk vil synes om. Her vil man finde det lojaleste og vakreste Forsøg paa at samle om Sag, som endnu er gjort i Norge. Nu maa vel Tiden være kommet, at vi slipper ud av Personforføl- gelsens Ørkensand og kommer over paa fast, frugtbar Grund igjen. Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 138 Bjørnstjerne Bjørnson "De smaa Sangfugle" Denne Gang henvender jeg mig - jeg kan uden overdrivelse sige i Millioner Menneskers Navn - til denne samme store og høisindede Nation med Bøn om, at den vil spare vore smaa Sangfugle. Spar de smaa Venner, der befrir vore Marker, vore Haver og vore Trær for skadelige Insekter, og som forlener vor korte Sommer med Sang og især vore Børn med en saadan Glæde! De smaa Reisendes Familieidyl under vore Tage, i vore Trær, paa vore Marker lader Børnene forstaa Naturens Husholdning, føder i deres Hjerter Medfølelse for det, der ikke tilhører dem, og vækker deres Fantasi, der paa den Maade gjør sin første Reise mod Syden. Thi disse flyvende og syngende Budbære- re fra solrigere og varmere Lande er for os kun et Sommerens Laan. SIDE: 139 Jeg kjender desværre ikke den franske Landbrugsministers Cirku- lære. Men Landbrugsministeren er visselig Videnskabsmand nok til at forstaa og lade andre forstaa, at for hver liden Fugl, som er fanget og solgt i Paris, vil en Uendelighed af Insekter som den kunde have ødelagt, vedblive at leve. Den Skade som disse Insekter gjør paa vore Marker, vore Agre og Trær, er bleven paavist af Darwin og efter ham af flere andre Lærde. Ved nøie at tælle alle de Kimer, der findes paa et bestemt Omraade, og ved ligesaa nøiagtig at udregne den efterføl- gende Ødelæggelse af Størsteparten af disse Spirer under Insekternes Herjinger, vil man tilnærmelsesvis faa en Forestilling om Ødelæggel- sesverket. Man har paa samme Maade udregnet det Antal Insekter, som en saadan liden Sanger kan sætte tillivs paa en Dag; det er i Betragtning af den lille Fugls Størrelse, et Antal saa uhyre, at det er at berede sig sin egen Ruin, i Uvidenhed ved Mangel paa Omtanke at dræbe dem. Hos os dræber man ikke de smaa Sangfugle. Allerede i lang Tid har vore Børn sluttet sig sammen i Foreninger for at beskytte Fuglenes Reder. Men det, som vi derved vinder for vore Marker, vore Haver og vore Skove, er intet at regne i Sammenligning med det, som vi vinder for vore Børns Opdragelse, derved at vi vænner dem af med Grusomhed og gjør dem til Smaafuglenes Beskyttere. Vi lærer dem at beherske sine Luner og Indfald ved at vække dem til Begeistring for de lange Maal. Vi forvandler deres Rovlyst til Ædelmodighed. Vi lærer dem Respekten for Naturens Husholdning og andres Liv og Velvære. Saaledes opelskes en Aandsretning, som senere vil hævde Folkenes Solidaritet. Og det er saaledes man maa begynde dersom vi vil, at denne Solidaritet skal blive en Kraft, der staar over selv de mægtigste Landes Kanoner. Har man lagt Merke til, at intet protestantisk Folk, saavidt jeg ved, gjør sig Industri af de smaa Sangfugles Ødelæggelse? Hvorfor vil de katholske Folk blive ved at gjøre det? Hvorfor er det især Englænder- ne og de protestantiske Tyskere, som i Italien danner Foreninger til Dyrenes Beskyttelse? Under mit Ophold i Paris gjorde jeg en Reise hjem til mit Fædreland. Ved min Tilbagekomst spurgte en fransk Ven mig: "Hvad er det, der mest har slaaet Dem ved Hjemkomsten til Norge?" Uden at betænke mig, svarede jeg: "Jeg saa ikke en eneste mager eller SIDE: 140 mishandlet Hest." Han ble først forbauset, idet han ikke strax forstod at han ved min Forklaring havde forstaaet Rækkevidden deraf, hvad det betyder hos et Folk, dette at behandle en Hest som en god og fuldtro Ven, og de Følger en saadan Ædelmodighed kan indebære, sagde han: "Javel, De er Protestant." Hvad han vilde sige dermed, skal jeg ikke her opholde mig ved. Jeg vil indskrænke mig til at sige, at en Lov som den, der existerer i Frankrige, og som forbyder at fange Landets smaa Fugle i Net og Snarer, medens der paa Trækfuglene (det vil sige andres Fugle) kan gjøres Jagt efter Behag, en saadan Lov existerer ikke hos os, og jeg tror heller ikke i noget protestantisk Land. Et Tilfælde som den Debat, der har fundet sted i Deputerkamret, og hvorom Le Temps for 11. November beretter, vilde være umulig hos os. Det er Skolerne hos os som underviser Børnene om, hvad de skylder de smaa Sangfugle. Det er paa Skolerne de danner sine Foreninger til Redernes Beskyttelse. Som saa mange andre af Europas Folk kan vi aldrig fuldtakke Frankrige for alt, hvad det har lært os. Kunde vi nu blot i al Beskedenhed faa lært Frankrige denne lille Ting til Gjengjæld? Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 141 FINNES OGSÅ I BBAR1.SGM Bjørnstjerne Bjørnson Freden og fredsvennerne Professor Sergi i Rom har nylig til "Courrier Européen" sendt en skarp kritik over fredskonferencen i Haag; han skriver, at den er den skjære humbug. Dadelen deles utvilsomt av millioner; forsaavidt kom den ikke uventet. Nærmere at fastslaa reglerne for, hvorledes folkene herefter skal myrde hverandre, er ikke nætop opmuntrende for udsigterne til verdensfred. Og reglerne for hvorledes en stakkars overfallt provins har lov til at forsvare sig, minner stærkt om rovdyrenes vrede, naar byttet er ved at komme undav. De smaa folk, som tar del i slike forhandlinger, maa gjøre det med gysen; ti det er vist dem, det nærmest gjæller! Ja, saaledes tænkes rundtom i lannene. Og dog tør disse officielle forhandlinger mellem staterne have sin nytte. Ikke saa meget ved den mekaniske, som altsaa herefter skal ordne krigen og aapne større mulighed for fredelig overenskomst, som ved selve den handling, at de gang paa gang møtes. Der er et gammelt ordsprog, som siger: saa længe leker du med kjærligheden, til du leker dig fast. Men det føler vi jo alle, at det er ikke de herrer i Haag, som kan bringe os verdensfreden. Likesaa lidt som love slukker tørsten efter forbrydelse, likesaa lidt kan regler stanse krigslysten. Det kan alene fredsmoralens vækst, eftersom den, stykke for stykke, fortrænger krigsmoralen ved at overskygge den. Hertil har fredsvennerne givet et vældigt bidrag. Naar diplomaterne nu sitter sammen i Haag, saa er det deres værk. Og naar det endelig holder paa at danne sig en verdensopinion mot krigen, saa sker ogsaa det til fredsvennernes ære. Men alt aandeligt arbeide ændrer sin art efter som tiden skrider frem. Det tør nok hænde, at ogsaa fredsvennernes trænger fornyelse. Vækkelsens tidsalder er utvilsomt forbi; dens mange tilstellinger SIDE: 155 begynner at trætte. Man har nu vunnet dypere insigt i fredsmoralens filosofi. Man spør sig selv, om det egentlig gir trygghed, naar de samme stater, som sender repræsentanter til Haag for at fremme fredsmoralens forskrifter, hjemme hos sig selv handler efter krigsmo- ralens. Man spør ogsaa, om fredsvennerne virkelig tror, at deres mange skrifter, møter, taler, fæster fører synnerlig frem, saa længe de fleste av dem tilhører statssamfund, som aapent krænker fredsmoralens øverste bud. Det lyder: du skal ikke gjøre mot andre, hvad du ikke vil, at de skal gjøre mot dig. Intet vækker tiltro til en rensligheds-prædikant, som at han hjemme holder sit eget hus rent og ordentligt. Intet bringer folk til at samle sig om en fredsapostel, som at han i sit eget land har kjæmpet mot uretfærdighed og hykleri og kanske har lidt for det. Nu derimot gaar det saadan til: I preussisk Polen forbydes det polske barn at bekjænne gud i sit eget sprog. Smaa barn straffes for det, og forældrene for børnenes skyll. Ja, en ældre bror ved gymnasiet vises bort fra dette, fordi hans yngre søster i folkeskolen ikke kunde bede til gud paa tysk. Preusserne spytter efter barn paa gaten, fordi disse taler polsk. De fordriver Polakkerne fra deres jord, de prøver paa alle maater at dræpe deres levende sjæl. Og saa træder Preussere op i de internationale fredsforsamlinger - ikke for blant brødre at protestere, ikke for at rope vold, vold, hjælp, hjælp; - nei, for at dele fredsarbejdet. Magyarerne er de ivrigste, hvor det gjæller fredsarbejdet. Overho- vedet de ivrigste, naar det gjæller humanitet og retsbevisthed. Men hjemme hos sig selv undertrykker de tre millioner Slovaker. De forbyr dem at bruke sine fædres, sin sjæls tale; de haaner deres kjærlighed til historiske minner. De stænger musæer, de konfiskerer midler, som skulde forene dem med deres fædres liv. De skjæller dem ut i riksdagen for "svin"; de kaster dem ned ad trapperne, og de spytter efter dem i bladene. Den, som i egenskap av undervisnings- minister anfører mishandlingerne, er samtidig en forkjæmper for kristendom. Han heter grev Apponyi og er den mest veltalende paa alle internationale fredsmøter. Og saa de polske herrer! Efterkommere av dem, som har styrtet fædrelannet i fordærv og gjort det dygtige, godmodige polske folk saa dypt ulykkeligt. Endnu idag undertrykker de, naar de kan komme til! SIDE: 156 Se deres behandling av Ruthenerne i Galizien! Se den frækhed, hvormed de lyver sig fra det i den østerrigske riksdag og i pressen. [fotnotemerke] Men hvilke tappre fredsriddere de polske herrer er! I de internationa- le møter udmærker de sig. Hvor højt synger de ikke, at alene freden bringer velsignelse! Den elskværdige, glade Østerriker, som har den missjon fremfor noget annet folk at vise verden, hvorledes forskjellige nationer og tungemaal kan leve lykkelig sammen under samme scepter, et eksempel, som, hvis det gaves og efterfulgtes, kunde bringe halvde- len av farer for krig ut av verden, - de ligger tværtimot i slagsmaal med dem allesammen! Fra dette krigshelvede hos dem selv (se deres riksdagsforhandlinger) kommer de saa til alle internationale freds- møter som de frejdigste av de frejdige. Skal dette kunne bli saaledes ved? Alt fredsarbejde maa begynne med at bekjæmpe - ikke saa meget krigen, som krigsmoralen, dens aarsak. Dette maa begynne i fredsvennernes eget land. Der skal han vinde sine sporer og saaledes gjøre sig fortjent til den ære at tage del i og bli hørt paa i et mellemfolkeligt fredsmøte. Jeg undtar naturligvis dem, som er blet graa i vækkelsens tjeneste; de kan hverken ændre natur eller arbejde. Jeg bøjer mig for dem i ærbødighed. Men nu faar vi sannelig gaa videre! Er fredsvennen medlem av et folk, som undertrykker andre, faar han tjene sin værnepligt i kamp mot saadan uretfærdighed. Er han medlem av et folk, som ikke gjør det, faar han tjene den i kamp mot krigsmoralen paa andre omraader; ti den er i alle forhold. Et fredsbroderskap over hele verden, sammensat av saadanne rekrutter, vilde gjøre stærkt og motigt arbejde. Da vilde de ogsaa vinde igjen den agtelse, de, til skade for den store sak, nu delvis har tapt. Professor Sergi's forslag, som jeg herved gaar over til, er nemlig et mistillidsvotum til fredsvennerne og deres arbejde, som millioner stemmer for. Vi maa gripe til revolution, siger professor Sergi. Folket maa nægte at gjøre krigstjeneste. Intet annet fører frem til freden. Fotnote: Se f.eks. Paderewskis opsæt i "Die Zeit" for maj dette aar. SIDE: 157 Men fører dette saa frem? Hvad er det nemlig uten krig paa en annen maate? Han vil utrydde krig med krig; mot krigsmoral sætte krigsmoral! Men det fører ingen steds hen; det visste allerede Jesus av Nazaret. Han sa: "Du kan ikke utdrive Belzebub med Belzebub." Professor Sergi's paastand, at intet avgjørende fremsteg er gjort uten gjennem martyrer og revolution, er ikke helt san. Nætop nogle av de skjønneste er komne stille in i vort liv fra den daglige erfaring, fra videnskapens opdagelser. Om ogsaa her finnes martyrer, saa er de i alle fall ikke krigsmoralens. Men om fortiden maatte betale en dyr pris for fremgang; ja, om Rusland den dag i dag maa gjøre det, fordi vold og revolution fra oven fremkaller vold og revolution fra neden, - er det ikke nutidens kosteligste vinding, at vi har faste institutioner, som gjennem almen røstret og parlamentarisk styre kan gjøre baade revolution og reaktion overflødig? Disse to er nemlig uadskillelige; de har til idag sinket fremgangen uhyre. Hvad særskilt martyrerne angaar, saa nægter jeg ikke, at ogsaa krigsmoralen har sine. Men fredsmoralen har da tusene ganger flere. Se til Jesus av Nazaret! Kan krigens moral ikke utryddes uten martyrer, som professor Sergi mener, - nuvel, lad en tysk præst eller politiker stige frem i Jesu aand og kræve kongen av Preussen til regnskap for Polakkernes behandling, saa skal han nok opnaa at bli martyr. Nej, professor Sergi (og de andre med ham) er i sit misnøje med og i sin mistillid til fredsvennerne komne in paa en farlig avvej. De faar huske, at lovlydighed og fred er brødre. Lovløshed og krig er ogsaa brødre. Imidlertid maa fredsvennerne ta lære! Vækkelse er altsaa ikke længer nok; man blir utaalmodig og kræver handling. Jeg har før antydet, hvor den maa begynne. Det stærkere folks undertrykkelse av det svakere, er den avskyeligste og grusomste levning av oldtidens barbari. Mot denne "statsdannelsernes politik", maa der i vore dage kunne skapes en verdensopinion. I Transvaal har Storbritannien alt bøjet sig for den. Slaar fredsvennerne in paa den vej, saa opdager de ogsaa snart, at den fører like in til det fortrollede land, der verdensfreden finnes! Beviset for, at den er rigtig. SIDE: 158 Eksempel! Hvad vilde i øjeblikket være naturligere, end at alle de mindre folk omkring Tyskland av den teutoniske stamme, de skandinaviske folk, det hollandske, belgiske, luxemburgske, schweiziske gik sammen i et neutralitets- eller forsvarsforbund? Og at dette forbund saa søkte forbund med Tyskland (og bak dette med Østerrike). Der kan vel næppe være tvil om, at hvis et saadant forbund fullbyrdedes, kom baade England og de forenede nordamerikanske stater til. Dette vilde være krigens ophør. De store folkeforbund er krigens ophør. Den første følge vilde nemlig bli, at saa maatte ogsaa de andre stammer slutte sig sammen. Saa store blev da disse forbund, at ingen krig mere turde resikeres; faren blev for kolossal. Faktisk kom den civiliserede verden da til at bestaa av et eneste fredsforbund med voldgiftsretter for alle stridigheder, som ikke annerledes kunde løses. Er det ikke betægnende for fredsvennernes fejlagtige taktik og den vanmagt, som er følgen, at intet eneste forslag, som kunde føre derhen, endnu er fremsat paa deres møter? Ingen komité, intet selskap dannet, som kunne forberede det. Og dog er de store folkeforbund det eneste, som kan redde de smaa stater; utvilsomt ogsaa det eneste, som fører til verdensfreden. Initiativet tilhører de smaa folk; ti deres liv er i fare. Kanske vilde alt en begyndelse være gjort, i alle fall til det første steg, det at samle de 25 millioner i et neutralitets- eller forsvarsfor- bund, hvis det annet steg, det at forene sig med Tyskland, tiltalte dem. Men saa længe Tyskland behandler dele av andre folk, som de nu lever sammen med, saa grusomt som f.eks. Polakkerne, vækker tanken om et saadant forbund avsky og angst. Tysklands bureau- kratiske, kleriale, politimæssige, militære styresæt avskrækker ogsaa. Det ene muliggjør det annet, og tilsammen muliggjør de et herrevælde i tyskhedens navn over alle andre. Var det annerledes; var Tyskland en samling av parlamentarisk styrede folk, og havde de et højt civiliseret folks ædelmodige hensynsfullhed overfor andre og mindre, saa er der ingen tvil om, at forbundet mellem det og de mere end fem og tyve millioner rundt omkring boende alt var ved at fullbyrdes. Dette ene eksempel viser fredsvennerne, tænker jeg, hvor deres arbejde nu skal lægges. At sige, hvis de for alvor vil verdensfreden. SIDE: 159 Men endda er dette bare den ene halvdel av eksemplet. Tag den andre halvdel med! I min ungdom ansaas det for latterligt - utenfor Italien - at tale om en italiensk samling. Likesaa - utenfor Tyskland - at tale om en tysk. Begge samlinger kom likefullt. Belært som vi nu er burde vi dog forstaa, at ogsaa den slaviske samling kommer. Det mægtige, unge Rusland har vel innen ti-tyve aar revolutioneret fra sig, og da har vi en samling av slaviske folkesamfund, som kan komme til at række like til Bøhmens vestgrænse. Den kan ogsaa komme til at klemme ihjæl alt mellemliggende. "Kan komme til." Det beror paa Tyskernes, Østerrikernes, Magya- rernes politik. Denne kan, hvis den er klok og frisinnet, gjøre brødre av Slaverne blant sig. Disse kan bli trygge og tilfredse. Da glider de villigt med ind i et teutonisk forbund. Men de samme stater kan ogsaa i disse folk opdrage en uhyre fare for Europa. Navnlig er Magyarernes nuværende politik mot dem det mest forvovne, jeg har set. Magyarerne danner en liten folkeø paa syv-otte millioner midt i et hav av fremmede folk. Saa gir de sig til at undertrykke de dele av disse, som de er forenet med; saaledes tror de at gjøre sig selv stærkere! Og ypper samtidig fiendskap med sin forbundsfælle; saaledes tror de at trygge sin fremtid! Nej, faren for Europa av at fortsætte denne politik er klar nok. Utvilsomt er den større end arbejder-spørsmaalets. Større ogsaa end jordspørsmaalets. Med dette siste mener jeg det uretfærdige ejen- domsforhold til folkenes jord, som snart for alvor kommer paa vor dagsorden. Jeg spør endnu engang fredsvennerne: forstaar I, hvor I maa lægge eders arbejde? At sige, hvis I for alvor vil verdensfreden. Om organisationen skal sprænges paa det, - her er det, vi maa ta fat. Danne et broderskap paa, at folkene skal leve i fred med hverandre. Danne et fredsmoralens ridderskap paa lovlighedens grun. Til praktisk værn om sætningen: gjør ikke mot andre, hvad du ikke vil, de andre skal gjøre mot dig. SIDE: 160 Bjørnstjerne Bjørnson Postbudene Vistnok er jeg daarlig og duer ikke til stort; men jeg maa da vel kunne bevæge pennen saavidt, at den forsvarer vore postbud, naar et inlægg for dem angripes baade i Norge og Danmark. Da vil jeg virkelig begynne med at sige, at det ser ikke godt ut, naar et forslag, som kan lette tilværelsen for de underordnede, møtes med protest av deres overordnede. I dette tilfælde av dem, som selv sidder rolig i deres stole; de rejser sig nu og roper efter dem, som gaar sig trætte og syke i trapperne: "Det gjør, skam, ingen ting! Bare bliv ved! Ellers risikerer vi at miste vore brev." Det risikerer vi slet ikke. Naar hvert hus, som ikke har en portner (hvad de efterhaanden nok blir nødt til at skaffe sig), faar en brevkasse nede ved porten for hver beboer og signalapparat op, saa er et alminneligt brev sikkert nok. Paa mit bord ligger ellers ogsaa andre forslag, hvorefter brevene kan komme helt op med det samme. Jeg tør ikke gaa god for disse forslag, saa jeg meddeler dem ikke. Men jeg tør holde det for sansynligt, at saa snart det blir vitterligt, at menneskeplageriet skal ophøre, kommer nok av forslag til ny ordning. Det er en stor by uværdigt paa nogetsomhelst omraade at bli ved med det, som engang gik an, men som nu er blit menneskeplageri. Og vel at mærke, et aldeles unødigt menneskeplageri. Jeg har talt med postbudene, jeg har faat besked om, hvad det koster paa dem, - navnlig at bli ved, naar de har gaat sig trætte. Da at besørge hundre etager til! Sæt nu, at denne overanstrængelse gaar paa dag efter dag? Det gjør den nemlig i de værste tider. Man svarer: de hærdes! Men der er en sund hærding, og der er en usund; denne hører ikke til de sunde. Vi faar virkelig lade være med at gaa til Tyskland og spørge os for der. Vi kan lære meget av Tyskerne, men deres haardhændte SIDE: 161 menneskebruk maa vi ikke ta efter. Tvertom, vi kan lære dem at ha højere agtelse for menneskeværd. Indvendinger av den art som at reformen vil koste for meget, imponerer neppe postbudene. Er valg muligt, faar vi heller spare paa mennesker end paa pænger. Jeg vil haape, at man ikke lar saken ligge "fordi den er liten", som der er sagt. At familieforsørgere kan leve længe med god helbred og trygt haab paa fremtiden, bør ikke være en liten sak for nogen. SIDE: 162