Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Bjørnstjerne Bjørnson Kristendoms-Opraabet. V. G. 1883, 22. Feb., Nr. 22. Kristendommens Falliterklæring, - undertegnet af halv- tredjehundre højst agtværdige Præster, Professorer og Menige . . . det er det rareste Syn, man har havt paa lange Tider! Med store, tydelige Ord fortæller de, at fra der kom Bevægelse i Sindene herhjemme, aarkede deres Kristen- dom ikke længer at holde Taget; da røg deres Toug, - og vi ser halvtredje hundre Ærværdigheder ligge overende med Gisle Johnson i Spidsen, Hatten og Brillerne langt borte; men i de valne Hænder holder de endnu sin brustne Tougstump med rørende Alvor. SIDE: 2 Hvad er der skét, hvad i al Verden er der skét? "Den Fremskridtspolitik, som respekterer den historiske Udvikling," siger de; den Fremskridtspolitik, "som kun vil bygge videre paa det historiske Grundlag", den, ja, den har de intet imod. Men er der da nogen anden iblandt os? Er overhove- det nogen anden mulig? I en enkelt gal mands Fantasi . . . men i et Folk? Har paa Jorden nogensinde eller noget- steds en "Fremskridtspolitik" samlet Flertal om sig, som ikke bundede i det historisk givne? Her er dog Forestillingerne nu ordnede af Videnskaben. Det er ved et grænseløst Materiale paa det utvetydigste godtgjort, at der kan ikke vokse noget til Kraft i et Folk, som ikke har Rod i dets Historie; der kan ikke forplantes en Bevægelse til os, uden at der er Betingelser for den. Vi har iblandt os en genial historisk Fremstilling af vort Liv før og under Dansketiden; slaaende godtgjør den, at hvad som nu er oppe, det er de gamle Betingelser un- der ny Former i de ny Forhold. Hvorledes kunde det være anderledes? Uden nogensomhelst saadan Fremstilling maatte vi vide det, bare vi tænkte paa de almindelige Naturlove; ti vi er da ikke et Folk, som hænger i Luften, vi gror paa Jorden og af Jordens. Hvis vi kunde tænke os en slig Urimelighed, som den, de halvtredje hundre Ærværdigheder gaar ud fra som given Kjendsgjerning, da maatte jo de Mænd, som kunde faa et Folk til at tage imod, hvad det savnede Betingelser for, og dette Folk som vedblev at tage imod, hvad det ikke kunde fordøje, og det uden at sprække, ja, da maatte jo baade disse Mænd og dette Folk være rene Mirakeldyr. Sagen er simpel: her strides ikke om, hvorvidt et Parti vil udover de historiske Betingelser; men her strides om, hvilken af de to historiske Linjer, som de to Partier re- præsenterer, er længst og gaar dybest. Og det faar vi se! Fejler jeg, naar jeg tror, at de halvtredje hundre er komne til denne forunderlige Fejltagelse ved følgende Ræ- sonnement: "Her er jo Folk blandt de Liberale, som me- ner, at Republiken blir den eneste Udvej for os, og den har da aldrig været her før; selvfølgelig vilde dette føre os ud af det historisk givne." Fejler jeg, naar jeg tror, at det samme Ræsonnement lægger de paa Fritænkerne, idet de siger: "Disse Mennesker husker ikke, at Kristendommen har været blandt os i tusen Aar; de har ikke Respekt for noget, som er tusen Aar gammelt i vore Hjem." - Fejler SIDE: 3 jeg, naar jeg tror, at det er denne Tankerække, som har forført dem? Hvad vil den igrunden sige? Jo, at til Eksempel ingen af de halvtredje hundre har Lov til at arbejde for Missjonen; ti Hedendommen har Negrene havt i hundre tusen Aar; og ikke at have Respekt for det historisk givne blandt Ne- grene - det er imod Guds Orden. Altsaa: at ville indføre Kristendommen blandt Negrene - er imod Kristendommen. At den i sin Tid blev indført blandt os, var igrunden altsaa det samme. Ja, det er vel et Spørsmaal, om det ikke frem- deles (efter denne de halvtredje hundres Lære) er imod Guds Orden at arbejde for Kristendommens Udbredelse iblandt os; ti Hedninger har vi været i mange hundre tusen Aar og kristne i bare tusen. Nej, saa faar vi nok heller jævnt hen gaa ud ifra, at er her en Hældning bort fra Kongedømmet og fra Kristen- dommen, saa er dette dybere grundet end i "Forførelse eller Mangel paa Respekt for det historisk givne". Forhol- dene føder, selv om Menneskene tier. Og om alle Genier paa Jorden talte; - naar de talte mod Forholdenes Magt, da vilde de tilsammen ikke være saa stærke som Forhol- denes Lillefinger. Eksemplet er ellers umuligt; ti deri be- staar netop Geniet, at det opdager Forholdene. Jeg skal ikke gjentage, hvad som hos os skaber Frafald fra Kongedømmet; men hvad som skaber Frafald fra Kri- stendommen, det indbyder denne de halvtredje hundres Falliterklæring paa det Indstændigste til at se paa! Jeg skal indskrænke mig til, hvad Tusener af alvorlige Kristne vil sande med mig. En enkelt Sætning i det store Manifest lyder: "Kristen- dommen har været Gjenstand for Folkets Ærbødighed og Agtelse; den har været en Magt, som i det Hele og Store har behersket vort Folkeliv, og saaledes da navnlig paatrykt vort borgerlige Samfund, dets Love og Indretninger sit ejendommelige Præg." Jeg husker den Tid, da man havde faat indbildt mig dette. Jeg husker, at jeg sagde efter de Andre, at ogsaa vor Stat var "en kristelig Stat", akkurat som om denne ab- strakte Møkurkalv havde Hjerte og Samvittighed. Nu er der Tusener af Kristne i Norge, som skammer sig, naar nogen af deres siger sligt; ti de ved, det er ikke sandt. De ved, at under Dansketiden voksede vi ikke op til et kristeligt Samfund, endsige til "en kristelig Stat". Hans Nielsen Hauges Liv og hele Vækkelses svære Ar- SIDE: 4 bejde siger sit stærke Nej til den Løgn. Og det samme gjør Lovene og Indretningerne ogsaa, selv den om Konfir- mationstvangens Indførelse, som andetsteds har været rost, - rigtignok ikke af en Kristen. Om de Styrendes Liv i denne "kristelige" Stat vil jeg ikke engang tale. Derimod vil jeg minde om, at det smukkeste, og det, som var mest i Kristendommens Aand, nemlig vore Skoler og vor Fattig- forsorg, det fik vi i Fritænkeriets Tid. Ogsaa Grundloven i 1814 fik vi Fritænkeriets Tid, ligesom alle "Love og Ind- retninger" i de første, vort Samfund grundlæggende Aar. Men jeg vil dermed ikke have sagt, at alt dette blev til i Fritænkeriets Aand; det blev til i Frihedens og Moralens, og om begge Dele var man dengang enige. Ligsaa lidt vil jeg sige, at det, vi siden har faat af "Love og Indretninger", har vi altsammen faat i Kristendommens Aand; ogsaa det meste deraf er givet i Frihedens og Moralens Aand, og man har fremdeles været enige om begge. Men de halvtredje Hundre er saa tilfredse med det, som vi nu har. Skal jeg da faa Lov til at minde dem om et og andet i denne norske Stat, hvori "Kristendommen har været Gjen- stand for Folkets Ærbødighed"; hvori den har været "en Magt, som i det hele og store har behersket vort Folkeliv", og hvori den "navnlig har paatrykt vort borgerlige Sam- fund, dets Love og Indretninger sit ejendommelige Præg". Vi har en Indretning iblandt os, som heder (- ja man faar undskylde Navnet!) Horehuse. Denne Indretning er erklæret nødvendig, og fra Kirkedepartementet er til Dato ingen Forestilling udgaaet imod den; sandsynligvis hører den ikke under dette Departement. Hvem er nu, (ja, man faar som sagt undskylde Navnet; det er dog ikke saa galt som Tingen) hvem er nu Overhorevært? Det er Staten, de halv [tredje] hundre Ærværdigheders norske Stat, hvis Love og Indretninger efter deres eget Udtryk bærer et ejendommeligt Præg af Kristendommen. Saa har vi en Statsindtægt af Folkets mest udbredte, og utvilsomt største Synd, Drukkenskaben; den beløber sig til flere Millioner, og er altsaa i Ordets egentlige Forstand en Syndepenge. De halvtredjehundre Ærværdigheders nor- ske Stat trives særdeles godt ved den. Vi foragter hver Brændevinsvært; men den store Overbrændevinsvært giver vi "den Respekt, som skyldes det historisk Givne". De ci- terer etsted: "Jeg frygter ikke Gud og undser mig ikke for noget Menneske." Det er godt, at Staten ikke er noget Men- neske, for ellers kunde de neppe sige sligt. Vi har en Krigshær, som vi efter fattig Lejlighed op- SIDE: 5 drager med Eder og i Liderlighed udover Ekserserpladse og i Garnisoner. Hvad dens Kald er, ved ogsaa de halvtredje- hundre. Som Forsvarere af det historisk Givne hos os, altsaa ogsaa som Hærens i gammel Skikkelse, beskytter de faktisk alle Blodhævnens statsretlig ordnede Regler, og alle dens arvede Instinkter, og de lærer, at naar En slaar dig paa din højre Kind, saa giv ham bare en igjen paa det venstre, og naar En tar Kappen fra dig, saa tag du baade hans Kjortel og Kappe. - "Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skjændsel" citerer de etsteds i sin Erklæring. Og naar de citerer dette, burde de med det samme tænke paa et kongeligt Hof, og spørge sig selv, om det i Et og Alt er en kristelig Indretning. Vore Tugthuse og Slaverier . . . saalænge de fleste end- nu er slige, at den, som gaar angergiven derind, han kom- mer ud som en forhærdet Skjælm, vore Tugthuse og Sla- verier har visselig ogsaa et højst "ejendommeligt" Præg; men det er næppe af Kristendom. Eller kjender de halv- tredjehundre ikke til dette? Nu; saa kjender de i alle Fald til sin egen Statskirke. Der har Troen et eget Departement ved Siden af Departe- mentet for Postvæsenet og Marinen. Dette Departement paaser fremfor Alt, at Troen betaler. Dernæst ordner det Religionsundervisningen timevis over hele Landet sammen med Undervisningen i Regning, Naturhistorie, Skrivning o. s. v. Og saa paaser det, at den samme Tekst tales over til nogenlunde samme Klokkeslet paa de samme Dage over det hele Land, og bestemmer ogsaa, hvem der i den givne Time skal føle Aandens Trang til at tale over den bestemte Tekst, og netop over den og ingen anden; bestemmer ogsaa, i hvilket Hus det skal ske paa ethvert Sted, og fremforalt, hvad det skal koste om Aaret, d. v. s. hvad det minste er, som kan gives; vil nogen give mere, staar det ham frit for. Jeg for min Part giver "som Gaardbruger" (en stor Gaard betaler nemlig mere for Prækenen end en liden Gaard) jeg giver over 50 Kroner, - sandsynligvis forat slippe at høre paa. Jeg kan ikke være ganske enig med de halvtredje hun- dre Ærværdige i, at Folket med disse Love og Indretninger skal "i det Hele og Store taget", som de forsigtig lægger til, føle Kristendommens Aand over Livet som en Frigjørelse, som det Højeste og Skjønneste eller bare som det Retfær- digste. Ej heller tror jeg, at de specielt i slige Love og Indretninger kommer til at sværme for Kristendommens ejendommelige Præg. SIDE: 6 Kanske forklarer det heller noget af det store Frafald, stort især blandt de Tænkende, og forklarer ogsaa, hvorfor saa mange ægte, skjønne Kristne har slaat sig sammen med saa mange slemme Fritænkere forat faa Sandhed ind i Li- vet . . . "i Kristendommens Navn", siger den ene Del; i "Mo- ralens Navn", siger den andre. Men derfor tænker jeg ogsaa, at denne de halvtredje hundre Ærværdigheders Falliterklæring, hvorefter Kristen- dommen taber Magten, naar der kommer Bevægelse i Sin- dene, den er deres egen Fallit. I Virkeligheden er deres Erklæring et Fortvilelsens Opgjør med, hvad den Gisle Johnsonske Kristendom har bragt os. I dette umandige Jammerrop gir den Magten fra sig. Saa langt og ikke længer fulgte den Stilstandslære, den Søndags-Andagtens Livsanskuelse, som gik og sa Nej og smilte surt, naar nogen vilde enten hid eller did. Dens Bønnemøder og teologisk-juridiske Spidsfindigheder har været al den Aandsføde, alt det "Fremskridt", de kunde byde. Hermed har den engang saa mægtige Gisle Johnson sagt sit Oldingeord til den evig unge Folkekraft. Karakte- rens Alvor har han havt; men han har ind i det siste af sin Evne været en talentløs Halstarrighed, en stammende tysk Eftersnakker. Og saa begynder der antagelig en Kristendom, som tør følge med, som tør vende sin glødende Aand mod Frem- skridtets Vilje - ikke forat brydes med den, men forat sige: Kom. Jeg vil gaa først! Det kommer an paa da. Ti der har arbejdet sig op en ung, begejstret Magt, som ogsaa vil være først. Men dette blir en ædel Kappestrid til hvert Menneskes Lykke, som tager dens Alvor op i sig selv. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson En Oplysning. ("Dagbladet" 1883, 28. Mai, Nr. 137.) I disse Dage har man ofte gjentaget, at jeg er den før- ste, som har tilraadet Rigsret, idet jeg nemlig var imod de smaa Tvangsmidler i en evindelig Smaakrig, hvilken jeg fandt lidet stemmende med vort Folks Karakter. Men dette mit Forslag gjør man (nu sidst ogsaa Med- lemmer af Højesteret!) til Led i en lang Plan, hvorom jeg SIDE: 7 har sladret af Skole. Dette er fuldstændig fejl- agtigt. Man kan vel i sin Almindelighed have tænkt, at Rigs- retten atter kunde komme til at bruges; men dengang jeg sagde: at for Smaakrig duede ikke vort Folk; det kunde betænke sig længe og gaa langt af Vejen; men slog det en- delig en Gang, saa var det med store Slag, . . . dengang var Venstres Ledere baade i Thing og Presse bestemt imod mig. Der kom en Mand fra Højkvarteret rejsende ens Ærin- de op til mig for at gjøre mig indlysende, at Rigsret var umulig. Men jeg veg ikke, og da jeg noget senere mødte nogle af Pressens Repræsentanter (under Arbejdersamfun- dets Besøg paa Ejdsvold), tilbød jeg mig at optage et Ord- skifte om den Sag med dem; thi ogsaa disse var dengang imod. Først efterat jeg var kommet til Amerika, skrev Grevstad mig til, at han var gaaet over, skjønt det synes som han ogsaa derefter har havt sine Tvil. Man ved, at Storthinget to Aar efter hverandre forsøgte sig frem med de smaa Midler i en Smaakrig; man ved og- saa, at det smagte ikke. Endnu saa sent som under Valgene talte Ole Arvesen med Sverdrup om de Veje, som forelaa, og Rigsretten nævnte ikke Sverdrup. Selv har jeg aldrig talt med Sverdrup om Rigsret. Ole Velde troede ikke paa Rigsret saa sent som Sommeren 81. Nej, det er Tingenes egen Tyngde, som har ført til Rigsret. Og i det, som har udgjort denne deres Tyngde, er Folkekarakteren ikke det minste; men det meste er Kongens Trontale. Uden den og dens Æggelse havde vi ingen Rigsret havt iaar - og ingen Udsigt til den næste. Men mit Forslag gjorde jeg i sin Tid ud af mit Syn paa Folkekarakteren og det Udviklingsløb, Kampen tog, ikke ud af nogetsomhelst Overlæg med Lederne. Disse har utvil- somt fra først af været imod den. Paris, 23de Maj 1883. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 8 Bjørnstjerne Bjørnson Tjælde i "En Fallit". Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson. "Ude og Hjemme" 1883, 8 Juli, Nr. 301: Kjære Borchsenius! I din vakre Omtale af Jonas Lies sidste Bog kommer du atter med Noget om "Tjældes Omvendelse" (i "En Fal- lit") og sammenstiller denne med Konsul Bernicks i "Sam- fundets Støtter". Dette, min Ven, er en Fejltagelse. Tjælde er den hele Vej en hæderlig Mand, som kjæmper under fortvilede Om- stændigheder for at bærge en stor Formue, og som under denne Kamp taber Tanke for Familieliv, blir haard, urime- lig, beregnende; men aldrig slet. Han er optaget af en eneste Tanke, et eneste Maal: han maa og skal sejre! Han er en Sangviniker, som uden at vide, hvad det betyder, tilstaar, at han gjør en forskjellig Kalkule over sine Aktiva for hver Dag, sandsynligvis efter- som noget Heldigt eller Uheldigt har sat ham i Bevægelse. Skuffer han Mange, saa er det først og fremst sig selv; plager han Mange, saa er det først og fremst sig selv. Han er forfærdelig overanstrængt. Selv de Midler, som kan se tvilsomme ud, f. Ex. at true med Revolveren, har sin Grund i, at han de hundre Gan- ger har tænkt at afslutte med et Pistolskud. Og her staar han overfor en Mand, som hjærteløst spotter hans ærlige Kamp og vil ruinere ham. Thi slig ser han det. Det er først, naar Spændingen og Overanstrængelsen har Slut, at han sér anderledes. Men den Forandring, som da er indtraadt, er ikke den fra en slet Mand at være bleven en brav; det er den fra en rastløs, opfindsom, tilsidst for- tvilet Fører af en stor Forretning i slette Tider at være bleven Fører af en liden sund Forretning i gode Tider. Paa min Rejse til Amerika stod jeg den sidste Kvæld paa den store Ocean-steamer's Dæk og saa' paa de forbi- dragende Lanterner, da en Mand blev præsenteret for mig, der fortalte, at han hørte hjemme i Amsterdam; han vilde hilse paa den, som havde skrevet "Fallitten". Hans Befat- ning havde i en Række af Aar været at gjøre Konkursboer op, og han var slaat af den Sandhed, som der var i mit SIDE: 9 Stykke: "thi de fleste Fallenter var ikke Be- dragere; de var Sangvinikere, som bedrog sig selv; de var i Slægt med Tjælde". Og han gav sig til at fortælle en Række Exempler; i mange af dem kjendte jeg min Mand igjen. Jeg ber dig være saa snild at trykke dette, for at Le- genden om Tjældes "Omvendelse" muligens kan slutte og en rigtigere Analyse af Manden tage sin Begyndelse. Med Hilsen Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Er Rigsrettens Dom en Folkedom? ("Verd. Gang" 1883, 20. Sept., Nr. 108.) Det er skrøbeligt med Venstre, at det fortier eller for- nægter det, som ikke synes at høve i det juridiske Syn. Ulykken er nok, at de fleste af de ledende Mænd enten selv er Jurister eller vetskræmmes, naar de juridisk ord- nede Rækker marscherer op. Vi har jo indtil for nylig været et Folk af Procederende. I den Grad, at da den reli- giøse Vækkelse kom, blev den paa Flækken til et Slags- maal om Dogmer, som udartede. De Johnsonske Elever tog paa sin Vis lige saa tørt paa Religionen som de Schwei- gaardske paa Jussen, og dette er blet til Skole blandt os. Om det er den siste realistiske Strømning ind i Litera- turen, saa truer den med at bli et despotisk Dogmebrug, en Tingprocedure mod Forfatterne. Dogmekjærlighed og Trællelyst betyder altid Mangel paa Horisont. De, som ved, hvad som er paa den andre Siden af Fjeldet, de lager ikke let det Dogme, at paa denne Siden findes det eneste rette; ei heller gir de sig til at slaas om, hvad der findes; for de kan jo bevise det. Men foruden denne almene Mangel har vi havt det særegne Trætteanlæg, som flyder af vor særegne Stilling, i Aarhundrer ikke at ha været vore egne Herrer. I en lang- som Kamp har vi maattet forsvare eller tilkjækle os alt det, vi har. Kommer ogsaa vi saa langt, at vi engang kan faa den brede Sikkerhedsfølelse, som er egen for Folk, der SIDE: 10 kjender sine Rettigheder og ved, at de maa respekteres, saa falder det os efterhaanden bekvemt og trygt at forlade os paa vort eget Skjøn og paa Forholdenes Magt; - og da maa Juristeriet ikke melde sig. Vi har Spaadom om denne bedre Tid baade i de en- kelte store Udslag af dette Folks suveræne Evne og i den politiske Kamp, vi nu har gaat ind i. Jeg tænker den skal bli afgjørende netop for dette, om vi fremdeles skal være et Samfund af Lovtrækkere til Højre og til Venstre i Politik og Religion; eller om vi endelig skal gaa over til at bli et Folk, der afgjør sit paa sin egen Vis og lar de juridiske og teologiske Trættekroker ligge der. Men da er det troløst at fornægte selve Principet, naar det kommer til den øverste Prøve. Det er tillige saa hjerte- lig dumt; for det kan jo ikke andet end forvilde Dommerne, forarge dem, som skal dømmes - og hele deres Flok med dem. Og saa staar vi selv der saa flaue; for vi ved, det er en Fornægtelse; vi ved, at Rigsretten skal være en Folke- dom, og at den, hvis den ikke skal være det, aldrig vilde ha kommet istand. Til hvis Vinding skal det saa nægtes? Er det forat slippe igjennem i en juridisk Procedure? Saa ligner det meget at kaste overbord det, for hvis Skyld hele Skuden skal frem. Rigsretten er en Folkedom, afsagt under Bitræde af Højesteret. Saaledes staar den ordnet i Grundloven, og blev den ikke til det i den første Tid, saa var det, fordi Embeds- mændene maatte stelle med det, som de havde Lejlighed til. Rigsrettens folkevalgte er saa mange flere end Højeste- rets Jurister, at Viljen, som vælger, bare behøvede at vokse, saa var Folkedommen der af sig selv. "Ja, men der er noget til, som er Ret, uanseet Partier; noget, som er Retfærdighed, uanseet "Folkevilje". Og dette skal frem i Domsafsigelsen." Hvem sidder saa inde med denne Ret og Retfærdighed? Juristerne? Er de da enige her? Teologerne? Er de enige? Om Retsudsigelsen var fra en anden Verden, det kom endda an paa, hvem som bar den frem i vor; for i Brugen laa strax Fortolkningen. Var det ikke saa, da havde vi hel- ler ikke over hundre religiøse Sekter eller en Strid om, hvad som i Forkyndelsen er ægte eller uægte, en Strid, som gaar langt udover Grænserne af alle Sekter tilsammen. SIDE: 11 "Men saa er der dog visse Grundsandheder, hvorom alle ere enige?" Det er sandt. Efter Menneskehedens tusenaarige Kamp har vi en skjøn og bydende Række af slige. Men skal de til at bruges, saa har vi samme Ulykke; da blir de saa indflokede i, saa farvede af andre, hvorom vi endnu ikke er enige, at det altid vil komme an paa: hvem bærer dem frem? Hvorledes bruges de? Juristene er istand til at tale, som om dette ikke var saa! Som om Grundlovsfortolkningen kunde foregaa højt over Hoderne paa alt Folket og kunde fastslaa for Folket en urokkelig Ret. Men vi lever ikke længer i Middelalderen. Vi ved nutil- dags, at i en Professors Betænkning, i en Højesteretsasses- sors Votum finder vi igjen Mandens Natur, Begavelse, For- hold. Andre Dommere, anden Dom, i alle Fald i Begrun- delsen; andre Professorer, anden Betænkning. Og selv om dette ikke var saa, - det ene Sæt Jurister er bestemt af en juridisk Skole, det andre Sæt af en anden. Vore Aschehoug'er og Aubert'er er bestemt af en juridisk-politisk Skole, som er ægte tysk-reaktionær. Al den Dunder med "Samtidens øverste Retsbevidsthed", "Statsretskundskab", "juridisk Viden", - det betyr i Virke- ligheden tyske Gloser paa norsk Grundlov, i Smag med "Norsk Bajerskøl". Maltet er norsk; men Brygningen er tysk, - bare at den er endnu strammere end den tyske. Grommere er det ikke. Naar det gjælder vor egen Politik, vor Grundlov, vokset ud af vore Behov, saa tænker jeg, at et Skjøn af juridisk- ulærde Borgere, med Fuldmagt af Medborgere, i alle Maa- der er nyttigere for vore Forhold, retfærdigere for vort Begreb. Jeg tænker, at som Folkedom har Rigsretten ogsaa en Autoritet, som den ellers aldrig vilde faa: den blir værget af de fleste, fordi den er de flestes. Knur og Misnøje vil følge enhver politisk Dom i et politisk vakt Folk; men at Tilfredsheden med den er paa Flertallets Side, det er tryg- gest for Retsbevidstheden som for Samfundet. "Men hvorfor faa denne Folkedom i en upartisk Dom- stols Form, naar den bare er ment at være en Partidom?" Fordi de saa vilde ha det! De kunde ha tat den i sin første, sin direkte Form, i SIDE: 12 Valgets. Men da de ikke vilde det, saa faar de da ta den i sin anden, sin indirekte. Ti det, som de kalder "Partidom", det er Flertallets Dom, og i al politisk Afgjørelse skal Flertal- lets Dom gjælde som Folkets Dom. Og Folkets Dom skal de ind under. "Men hvorfor procedere, naar Dommen er given paa Forhaand?" Ved al politisk Forhandling kan enhver bruge sin Kund- skab og sin Magt til Lovens siste Grænse, og det samme skal man saa gjøre her forat prøve at skaffe Flertal for sin Mening. Anderledes afgjort er nemlig ingen Dom i et ret- skaffent Folk eller hos et saadant Folks Valgte, end at det, som slaar deres Bevidsthed som rigtigt, det virker ogsaa. "Men sæt saa Dommerne omvendes? Da kan dog ikke Dommen længer kaldes en Folkedom?" I en stor Domstol kan vel den enkelte omvendes af Grunde, som ikke vinder Almenhedens Medhold; men gaar det aabent og retskaffent til, saa tænker jeg, at det, der om- vender Flertallet af Dommerne, det omvender ogsaa Fler- tallet af Vælgerne, og da maa de førstes Dom ligefuldt kal- des en Folkedom. "Men det kan dreje sig om Ting saa fine, at Flertallet ikke engang fatter dem; og da kan dog en Rigsretsdom ikke kaldes en Folkedom?" Begge Partier har sine "Indsigtsfulde", sine Fagmænd, som de har Tillid til. Men ellers er Indvendingen umulig; thi er det, som der tvistes om, saa fint, at Folket ikke for- staar det uden gjennem Fagmænd, saa sætter det heller ikke Folket i Bevægelse. Og saa blir der ingen Rigsret af. Flere Indvendinger værdt at ta Hensyn til, mod Rigs- rettens Dom som Folkedom, kan jeg ikke godt tænke mig. Jeg mener, at ingen af dem holder. En Rigsretsdom er en Folkedom. Stakkars Rigsretsdom- mere af Lagthinget, om det ikke var saa! De vilde, de fleste af dem, kjende sig meget ulykkelige, om de skulde være "upartiske" i samme Forstand som en Sorenskriver i en Skiftesag; eller om de skulde møde op som Grundlovsfor- tolkere omkaps med juridiske Professorer. Den, som rystede dem dybest i deres Tro paa, at de sad der som gode Dommere, det var utvilsomt Aktor, dengang han nægtede, at Rigsrettens Dom var en Folkedom. SIDE: 13 Det er ligefremt usandt, at siste Valg ikke havde Rigs- retten i Sigte. Man tænkte, at Regjeringen tog Dommen af Valget; men man havde saa lang Erfaring, at man ogsaa tænkte det tryggest at forberede sig paa begge Dele. Og dette blev gjort. Man sendte de samme ind igjen, som havde stemt mod Regjeringen - dennegang til Dom over Regjeringen. Det kan ikke gjøres eftertrykkeligere. Og naar disse Mænd, netop disse samme Mænd, skal sætte Ret, saa maa jo Folkedommen være der, hvis de ikke har tabt den paa Vejen. Dette kan jo hænde (jeg har netop sat det Tilfælde); men det hænder neppe, uden at ogsaa Størstedelen af Væl- gerne viger for de samme retskafne Grunde. Er det skammeligere at ta en Folkedom end en Jurist- dom? De høje Herrer, som med Kyshaand kunde ta en Juristdom, de tør oprøre sig mod en Folkedom? Ja, derom skal staa Slag! For dette er det, vi vil: Folkets Dom skal respekteres som den højeste og siste i Landet. Er det retfærdigere at dømmes af Jurister end af en Folke- dom? Hvad er Jus? Gammel Folkemening om Rettigheder og Skyld, sat op i et ordnet System. Efterhvert, som Folke- meningen ændrer sig, maa Jussen trippe videnskabelig efter. Hvorledes kan man falde paa, at i en Sag, som angaar Landets Velfærd, altsaa ogsaa alle Vælgeres, skal Rigsrets- dommerne vælges blandt Mænd, som enten ingen Mening har, eller som har Fiskeblod nok til at holde inde med den? Eller hvem har Ret til at sige til en Rigsretsdommer, at han har bundet sig i Ord og Handling, saa han kan ikke være Dommer, naar det er Folket, som har valgt ham til det, netop fordi han har bundet sig i Ord og Handling? Er der nogen, som for Alvor vil negte, at Folket har Domsmagten, - ja, saa skal der staa Slag. For herefter skal de Nordmænd raade i Norge. Vi indrømmer nemlig ikke, at her er et Folk, som træt- ter med sin Fuldmægtig og søger Dom i sin Strid. Her er et Folk, som ikke vil, Fuldmægtigen længer skal styre paa den Maaden; og derom spør det ingen anden. Den Ankla- gede kan tale til deres Hjertelag og Retsbevidsthed, som Folket har sat til at afgjøre det; men at sige til hver enkelt af dem: Folket har ikke Ret til at lade dig afgjøre dette; det er uretfærdigt, at Folket har valgt dig til at afgjøre dette; det skal vælge dem til at afgjøre det, som staar uden- for (skjønt de ikke findes i hele Landet!) ja, det gaar ikke længer hos os; det er at snakke som en juridisk Trættekrok. SIDE: 14 Men for en slig Tale at overfaldes af juridisk Blufær- dighed og svare, at det er sandt; Rigsrettens Dom er ingen Folkedom, afsagt med Høyesteret til juridisk Bitræde; det har ingen ment, som har havt med den at gjøre, - - ja, det er ikke meget likere! Dette, med al Taknemmelighed og virkelig Beundring, til min gamle Ven, Aktor! Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Til Venner i Højre! ("Aftenposten" 1883, 3. December Nr. 283.) I Løbet af kort Tid udgiver jeg et lidet Hefte af den store amerikanske Folketaler Robert Ingersoll. Jeg kalder det "Tænk selv!" og har forsynet det med en længere Fortale og har strøget alt det deri, som syntes mig at maatte støde for stærkt, hvor man ikke er vant til det fri Ordskifte paa dette Omraade. Det har nemlig været ganske udenfor min Hensigt at vise "Ringeagt mod Religionen"; men mit Skjøn paa, hvad som rettelig kan kaldes saa, kan jo være fejlagtigt, - og derfor er det, jeg henvender disse Par Ord til Venner i Højre. En Skjønssag blir det nemlig altid, hvad som kan stemples som Ringeagt mod Religionen. Derfor, har jeg fejlet, trods min Vilje ikke at gjøre det, saa ber jeg om to Ting: 1) Husk paa, at det ikke er Venstre, men jeg, som har gjort det, og det mod mine Venners indstændige Raad. 2) Skjønnet om, hvad som kan kaldes Ringeagt mod Reli- gionen, maa tages saa rummeligt, at ogsaa de Medborgere, der ikke er kristne, maa have en hæderlig Samvittigheds Tale. Hvad første Punkt angaar, har det jo været - og blir bestandig - et foragteligt Kneb at ville fremstille Venstre som skyldigt i mit Fritænkeri. Alligevel har mine Venner i Venstre villet, at jeg skulde tage Hensyn til dette, og jeg har derfor ladet det lille Hefte ligge færdigt i mere end halvandet Aar. Men at Modstanderes Uærlighed i Længden skal undertrykke vor Trang til at vække Alvor, er ikke billigt. Hvad andet Punkt angaar, saa har vi nu netop faat to Domme for Gudsbespottelse. Efter den første fældes en Mand, fordi han har laant en Ordform fra den kristelige Bekjendelse, men ikke i Hensigt at haane denne og uden i minste Maade at angribe den, ja, uden at nævne den. Hvad han har gjort, kan kaldes Gaperi; men ikke mere. - SIDE: 15 Efter den anden Dom fældes en Mand for at have ytret Tvil om, at "Jødernes Gud" for 6000 Aar siden har skabt Verden. Har man ikke Ret til at ytre Tvil herom, - over- hovedet til at tvile paa og skarpt at fremsætte sin Tvil paa, at Jødernes Gudsbegrep for flere tusen Aar siden ikke sva- rer til vor Trang idag, og at vi selvfølgelig maa nægte, at denne deres Gud kan være "Gud", alle Tings og da navnlig al Morals Kilde, - saa er dette ikke alene at undertrykke Samvittigheden; men det er en slig Vold mod Moralen, at ingen hæderlig Mand bør taale den. Jeg for min Del siger da: skal hin Mand dømmes, saa maa vi andre ogsaa døm- mes. Derfor udgiver jeg nu det lille Hefte. Venner i Højre! Kom til Erkjendelse af, og udbred den videre blandt andre, at paa den indslagne Vej stanser man ikke her det fri Ordskifte; denne Vej vilde være Kristen- dommen til Vanhæder, fordi den vilde være alle til Skade. Thi den Tro, en Mand eller Kvinde har, bare fordi de al- drig har faat Lejlighed til at "tænke selv", - den kan dog vel ikke gjøre Fyldest hos Gud eller hos Mennesker, - og alligevel ved Undertrykkelse at vedligeholde den maatte i Længden føre til den største Raaddenskab. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson At afskaffe Unionen og indføre Republiken. ("Dagbladet" 1884, 26. Februar, Nr. 66.) Den bolde Ridder Vogt, Advokaten, har ført mig som Vidne paa, at Venstre vil afskaffe Unionen og indføre Repu- bliken, og at derom staar Kampen. Hvis den unge Mand ikke havde gjengivet denne Højre- fantasi lige saa kritikløst og farveløst, som han gjengiver alle andre Højrepaastande, nemlig som et Blikrør, der lader Vandet gaa gjennem sig, uden at give det Smag eller faa Smag af det; - hvis jeg ikke kjendte ham fra mange Folke- møder, saa kunde jeg faa imod ham for det; men jeg ved, han er uskyldig. Om Foreningen har jeg sagt - og siger -, at den be- staar ved Folkenes fælles Interesser og ved det Venskab, de efterhaanden faar for hverandre, - ikke ved Papirer eller Fælleskongedømme. Det sidste har faktisk været For- eningens eneste Fare. Hvergang vor Selvstændighed har været truet, eller vort Selvstyre hindret, har man hentet Paaskud fra Foreningen; har svenske Højreblade prøvet at SIDE: 16 skræmme os, har norske Højreblade nedladt sig til at paa- staa Sveriges Indblandingsret. Dette har alene været gjort muligt ved Fælleskongedømmet; dette er det eneste, som undergraver Fælleskonge- dømmet. Derfor har jeg sagt - og siger -, at kan vi ikke naa et virkeligt Selvstyre, vi, som er det mindre Folk, da er der i Foreningen en Fare for os. For at værge vor Selv- stændighed er Foreningen til; uden den har den tabt sin Ret. Under denne Forudsætning - alene under den - har jeg stillet et Formskifte for Foreningen i Udsigt. For- eningen selv har jeg aldrig tænkt ønsket ophævet. Aldrig Med andre Ord, jeg har troet - og tror -, at det beror paa Fælleskongedømmet selv, hvor længe det skal vedblive at være Foreningens Form. Jeg har sagt dette de hundre Ganger, dels skriftlig, dels mundtlig, kortere og udførligere. Aldrig nogensinde noget modsat dette. Jeg opfordrer hvemsomhelst til at skaffe frem én Ytring, som med Billighed kan tydes anderledes. Der maa tilsidst dog være en Grænse for, hvad som urigtig kan gjentages - selv af Advokat Vogt. Om Republiken har jeg sagt - og siger -, at alle Konge- dømmer i de civiliserte Stater er paa Marschen derhen; nogle i første, nogle i andre og nogle i tredje Række; end- videre at de, som prøver ved kunstige Modmidler at stanse en naturlig Udvikling, paaskynder Kongedømmets Fald; de, som retter sig efter Udviklingslovene, forlænger dets Bestaaen. I denne Opfatning ligger det modsatte af at opmuntre til Braastyrting; det ligger i den, at vi heller vil skare os om en Konge, der er Fører for Folket efter dettes Love og Valg, og derved forlænger sit Dynasti, end vi vil have en Konge, som ved at ville være Folkets Herre forkorter Dynastiets Levealder. Kan nogen af denne Tale faa ud et Arbejde for Uni- onens Opløsning og for Indførelsen af Republiken, nu ja, saa er Grunden den, at mange ved Forening og Konge- dømme forstaar noget andet end vi. De tænker sig ved Foreningen Begyndelsen til Sammensmeltning, og ved Fæl- leskongedømmet Kaution for et Faamandsvælde. Selvfølgelig ser de fejl af Udviklingslovene og af enhver Tale, bygget paa disse. Men i denne deres Fejltagelse har mange i Venstre, og især mange af dets Ordførere, Medskyld. Hvergang Højre SIDE: 17 kommer med sine taabelige Sigtelser, saa istedetfor med Aand og Mod at paavise Forholdene i Foreningen og at paavise Udviklingslovene, - saa begiver de sig paa vild Flugt, ladende mig, der bestandig er fraværende, og et Par andre, som ogsaa bestandig er fraværende, være Udyr, som ingen kan eller vil forsvare. Taktiken er ikke engang klog; jeg har sagt det saa ofte. Man kan ikke længer faa Folk til å tro, at vor Kamp bare gjælder tre Slags Ministerforgaaelser. Vi ved alle, at den gjælder, om Grundloven i Fortolkning og Praxis skal ud- vikles med Faamandsvælde eller Folkestyre; vi ved ogsaa alle, at det sidste er et Skridt nærmere mod Republiken, ligesaa vist som at fortsat Faamandsvælde vilde føre did med Extratog. Hvad er saa Følgen af at fortie det? Jo, at Højre over- lader sig til de vildeste Fantasier om, hvad vi egentlig har i Sinde. Det gaar an at sige en Ting saa ofte, til den baade for- staaes og troes, - naar man er mange om at gjentage den, og den i sig selv er rimelig. En urimelig Ting derimod - naar den ikke støtter sig paa hævdvunden Tradition, - jo oftere den gjentages, jo urimeligere bliver den. Venstre raaber netop nu Hurra for Kongen og for Unionen, - for Kongen, medens han støtter Faamands- vældet; for Unionen, medens man truer os med den! Der- ved opnaar vi bare at gjøre baade Kongen og Højre endnu mere mistænkelige. Der er da heller ikke Grænse for de Folks Evne til at forstille sig, tænker de. Blandt retskafne og forstandige Folk bør der ogsaa være en Afstand mellem ikke at ville afskaffe en Ting og at sende den Begejstringens Hurra. Skal det virkelig ikke gaa an at forklare vore Modstan- dere, at det norske Folks voxende Æresfølelse kræver baade rent Flag og Reformer i Foreningsvilkaarene, uden at dette ophæver Foreningen eller truer dens nuværende Form, Fæl- leskongedømmet? At tvertimod en uforstandig Modstand her i Længden truer begge? Det maa kunne gaa an at forklare dem, at herved tænker vi hverken paa Krig eller Revolu- tion, men paa den voxende Folkemening, den bestandig stigende Magt, som underlægger sig alle andre. Og hvad specielt mig angaar: - hvor og naar har jeg sagt noget modsat dette? Man læse hvilketsomhelst af mine Foredrag eller af mine Opsæt i "Verdens Gang" og "Dag- bladet", og man vil - naar man ikke er Advokat Vogt - SIDE: 18 finde det umuligt vedblivende at fremstille mig som den, der vil afskaffe Unionen og indføre Republiken, fordi om jeg har paavist, at der er Ting i den første, som ikke læn- ger svarer til et ærekjært Folks Trang; og at Udviklingen, hvad man end siger, fører til den sidste, hvorfor det er visere at se dette, end at forsøge paa at faa Statsskibet truet op mod Strømmen. Paris, rue Faraday, 15, Ternes. Bjørnstjerne Bjørnson Bjørnstjerne Bjørnson Det kongelige Diktamen (Verdens Gang" 1884, 25. Mars, Nr. 36:) Nu har jeg læst ordlydende den Regjeringshandling - i Formen et kongeligt Diktamen -, hvori Rigsrettens Dom drøftes. Man undskylde mig, som lever i en Republik, om jeg foran dette Stykke kongelige Papir kommer til at sammen- ligne. I en Republik - jeg mener under civiliserede, vel- ordnede Forhold - kunde en Præsident aldrig sætte sig hen som Overdommer over Rigets øverste Ret. Dette voldsomme Angreb paa et Folks Lovlydighed kan - i civiliserede, ordnede Forhold - nutildags alene foregaa i et Kongedømme. Den kongelige norske Regjering har altsaa anden Gang indfor Europa i en Statshandling omtalt vort Folk som uret- færdigt, som lovbryderisk. Hvis en republikansk Regjering var kommet til denne frygtelige Erfaring, saa havde den naturligvis i samme Stund taget Afsked, Præsident og Raad. Hvilken ærekjær Mand vil udføre uretfærdige Beslutninger og Domme? Men nu ser vi for vore Øine, at det er en kongelig Regjering nødt til. Den kvider og vrider sig ved det paa en hel Spalte; men den gjør det! Kongen lar den Mand, som har udført "hans dybeste Overbevisning" til hans serafimelige Tilfreds- hed - pille af. Jamæn gjør han saa. Og dette er ikke det værste; for samtidig er han nødt til selv at bli staaende - eller kanske heller siddende; Bernadotterne holder jo af at bli siddende; vi ved det fra Stortingets Aabning. Han er nødt til at bli siddende som Chef for et Folk hvis Majoritet han kalder uretfærdig. Af dette samme stak- SIDE: 19 kars uretfærdige Folk er han og hans Familie endog nødt til fremdeles at modta (naar Slottene medregnes) aarligaars mer end 600,000 Kroner. Det maa være grusomme Penger. Guvernøren i Massachusetts, en Stat, der har samme Folkemængde som Norge, og hvor Indvaanerne i en en- kelt By eier mer end hele det norske Folk, han faar 15,000 Kroner om Aaret og ingen fri Bolig. Men saa har han hel- ler ikke en eneste Gang været nødt til at lade sin Regjering udføre en Beslutning, den selv kaldte uretfærdig, og aldrig en eneste Gang været nødt til at modta Hyldning eller Gage af en "Majoritet", som den øiensynlig foragtede. Men en Konge over en uretfærdig "Majoritet", han er nødt til det. Ja, ikke han alene, men hans Søn og Sønne- søn efter ham, - forfærdelige Betingelser for den Enkeltes Karakterudvikling! Forfærdeligt øverste Eksempel for et Folk! Men enhver ser jo, at dette ikke er Kongens Skyld; han er bunden; det er Majoritetens Skyld, som bringer ham i en slig oprørende Stilling. Sandsynligvis kan dette heller ikke bli anderledes, før Majoriteten er afskaffet ved konge- ligt Diktamen. Enten det; eller at Majoriteten,... ja, lad os helst ikke oftere nævne dette Ord! Det at være Konge i et Land, hvor sligt findes, som vi ikke tør nævne, det maa dog igrunden være værre end det at være Slave. For en Slave maa sige: "Som jeg har redet saa ligger jeg." Og saa kan han ikke klage. Men en Konge maa sige: "Som min Farfar, min Oldefar, min Tip-Tip har redet, saa ligger jeg." Havde in casu Karl Johan ikke pas- seret Svinesund i 1814, saa havde Kong Oskar nu ikke været bunden af den norske Ma...; men det Ord skulde vi jo ikke mere nævne; lad mig saa tale rent ud, - saa havde Kong Oskar ikke nu siddet i et Svinebol som vort Norge. Havde han istedetfor Konge været Præsident, det er en fri Mand - han og hans Søn vilde sandsynligvis paa Flækken lægge Vejen bort fra os over Kongsvinger (hvis Navn er en stadig Spaadom om, at Kongen svinger ud fra Norge) og ind i Sverige; ja kanske ud fra Sverige med; for ingen kan vide, hvor langt fortørnet Æresfølelse kan drive en fri Mand. To Ting ved en enkelt Ytring i Regjeringens Kundgjø- relse maa jeg henlede det norske Folks Opmærksomhed paa: Jeg vil bede det at lægge dem paa Minde. Der siges, at Unionskongen maa for Foreningens Skyld have absolutt Veto i begge Grundlove, den norske og den svenske. SIDE: 20 Her er en liden Forglemmelse - af Unionsakten. Uden Unionsakten vilde Nødvendigheden af et absolut Veto i de to Folks Grundlove være saare rimelig. Derfor, naar man i et Statsdokument, som Udlandet læser, fortier Unionsakten, saa har man vundet Spil; saa maa Udlandet tro, at Foreningen kræver absolut Veto. Men hvilken Pris har man saa ikke ogsaa betalt? Tænk, i et offentligt Doku- ment en slig Fortielse! i en kongelig Kundgjørelse foran hele det norske Folks Øine en Fortielse, som et Barn kan gribe dem i! Dette var det ene. Det andet er: Sæt nu, at heller ikke Sverige havde ab- solut Veto i sin Grundlov? Det kunde jo ha hændt; for den blev ikke til for Foreningens Skyld med Norge; den blev til nogle Aar før; Foreningen er ikke Skyld i dens absolute Veto. Sæt, man i Sverige heller ikke havde det, - var der saa ingen Forening? Eller var der en saa stor Fare for Foreningen, at man ogsaa maatte til med Braak om absolut Veto i Sverige? Hvad tror man saa, Svenskerne vilde svare? Paa en Prik kan jeg sige det uden at frygte Modsigelse af nogen retsindig Mand; de vilde svare: "Uni- onsakten er for Foreningen; Grundloven er for Sverige." Hvad følger saa heraf? Jo, den Omstændighed, at Sve- rige tilfældigvis, og slet ikke for Foreningens Skyld har et absolut Veto, den bruger man for ogsaa at true det ind paa os! Dette minder mig om hin Korrespondence fra Stock- holm til Norrköping-Bladet, og som øjensynlig skrev sig fra højere Steder; deri sagdes med greje Ord, at Unions- kongen kan ikke tilstede større Frihed i det ene Land end i det andre. Jeg har altid husket disse Ord, jeg ber ogsaa mine Landsmænd huske dem. Hvis dette var Foreningens Program, da var Foreningen ikke et Værn for vor Selvstændighed og Udvikling; men en Byrde, en Plage; - da var dens nuværende Form døds- dømt i hvert ædelt norsk eller svensk Bryst. Det er anden Gang, at den norske Regjering i en offent- lig Regjeringshandling har fremstillet os som et uretfærdigt, lovbryderisk Folk. Jeg har en Del Kjendskab til fremmede Folk; dels gjen- nem deres Literatur og i Samliv med dem, dels ved at følge deres Færd som en ganske flittig Iagttager. Jeg tror ikke, jeg er blind for vort Folks Fejl; det staar i meget tilbage SIDE: 21 for flere andre. Men i det Store taget er det saa rettæn- kende som noget. Dets Historie og Literatur er dets Vidne. Men Bernadotternes Historie, ja, den er ikke bare en Historie om Retsind. Hvad den norske Regjering her har sagt, under Oskar den andens Præsidium og med Bitræde af Kronprinsen, om det norske Folk i dets lovlig valgte Majoritet, det vil van- skelig forsones i mit Sind. Jeg har det Haab, som jeg giver Udtryk, at det norske Storting ikke nedlader sig til Skjænderi med et Dokument som dette. Vil det sætte en Stopper for den Sort Sprog i Trontaler og Diktamina gjennem den uansvarlige Konge, saa bør det overantvorde de Ansvarlige til Loven. En Indstilling derom bør ikke kunne følges af noget Ordskifte. Statskuppartiets videre Deklamation i samme Stil bør den høje Forsamling, Repræsentanten for det norske Folk, lade gaa over sig i Taushed. Selv om Stortinget intet foretager, er dette bedre end at møde slige Ord med andre. Kongedømmets Opløsnings- proces foregaar, uden at Folkets Repræsentanter behøver videre at hæfte sig ved dens forskjellige Stadier. Vi har vort at røgte. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Da Telegrammet kom. ("Verdens Gang", 5. April 1884, Nr. 41.) Jasaa; nu skal Presseforfølgelserne begynde, - alle slette Regjeringers siste Middel, det daarligste, det dum- meste. Og særlig hos os, hvor Regjeringen nylig selv kastede Foragt utover vor øverste Domstol som utover Stortinget -? Og hvor man hver Dag lar sit Friele-Kobbel halse og glævse -? Hos os, hvor jeg ser, at herefter skal Sverige spørges om Lov, naar vi vil oprette et Skytterlag; og her- efter skal ogsaa Sverige ha utvilsom og fast Ret til at raade over vor Grundlov; hos os skulde man endvidere nu be- gynde paa at kneble Pressen, saa den ikke kan sige os, hvad dette blev for Slags Kongevelsignelse og "Likeberet- tigelse i Unionen" -? Forstaar man da ikke, hvor dette Middel paa engang er afmægtigt og blottende? Tror man ikke, vi kan se? Skjønner man ikke, at i en saa alvorlig Tid blir Pressen mere end Udtryk for nogen- SIDE: 22 somhelst Enkeltmand; at den er de hundrede tuseners harme Røst? At om hele Pressen kastedes i Fængsel, da talte Stenene? Rigsretten, Stortinget lar med Ro de raaeste Ord suse over sig i Luften; de ved, at sligt træffer ikke. De to høje Forsamlinger kjender i sin Samvittighed, at de trænger ikke til at forfølge nogen. Men Regjeringen, - den kjender i sin Samvittighed, at den trænger til det. Den har Angst; den holder ikke Folke- dommen ud; den faar heller ikke sine Maal frem, hvis her skulde tales. Dog er der Regjeringer i Europa, som har like saa god Samvittighed som vort Storting og vor Rigsret, og som der- for trænger like saa lidt til at stanse Kritiken. Jeg taler ikke engang om Frankrige eller Sveits, og hvad der kan siges om de Styrende; det gaar over vort skikkelige norske Begreb, hvad f. Ex. Grevy, det ærligste Menneske i Spidsen for noget Folk, daglig maa høre. Men ogsaa kongelige Re- gjeringer, som Dronning Victorias af England, Kong Hum- bertos af Italien, den belgiske Konges, den hollandske Kon- ges, de lar alle Kritiken ha frit Løp; de er ikke ræd den, hvor plump den er, og den kan være plump; for ikke alle Borgere er like dannede; og dog skal ogsaa de udannede faa tale. Men Kong Oskars norske Regjering (ikke hans svenske) og Kong Alfonzos spanske Regjering, eller Kejser Wilhelms tyske, eller Kejser Frants Josefs østerrigske, eller Kejser Alexanders russiske, . . . . eller lad os holde os til Konger- nes, altsaa Kong Oskars norske og Kong Alfonzos spanske, de taaler ikke stærk Kritik. Besynderlig nok, det er netop samme Slags Kritik, de to Regeringer fortiden forfølger. Er det, fordi Folkene er saa like; eller er det, fordi Kongerne er saa like? Det spanske Folk og det norske Folk har dog vel neppe samme Lovlydighedens Historie, samme offentlige Moral, samme Oplysning? Det maa heller være Kongerne, som er like, Kong Oskar og Kong Alfons. Herregud, saa vore Tilstande skulle tilslut bli spanske allikevel! Vi husker, hvad Kong Oskar engang sa om dem. Og saa skulde det bli ham selv, som kom til at frembyde det egentlige Lighedspunkt. Det lykkes ikke i Spanien ved nok saa mange Presse- forfølgelser at faa istand den Taushed, som er saa ønskelig og nødvendig for visse Regjeringer. Nu faar vi se, om det lykkes i Norge. SIDE: 23 Jeg for min Del kan desværre ikke love Taushed her- efter heller; jeg tænker de andre like saa lidt. Men jeg skal love med passende Mellemrum at komme hjem og sitte i Fængsel. Saa faar jeg en ny Lejlighed til at synge: "Ja, vi elsker dette Landet!", og jeg tænker, det skal ikke bli min daarligste. Kanske ogsaa til nu og da at holde en Perrontale - efter et vist højt Forbillede, men neppe over samme Text. Jeg har bare én Frygt, nemlig at man skulde besinde sig og ogsaa tiltale Friele. Tænk, om jeg skulde faa Friele i Sidefængsel og høre ham ligge og skjære Tænder, hver Gang jeg trængte til Søvn. Jeg, som har en saa uforskam- met god Samvittighed og kan sove saa hjerteligt. Men du godeste min! Ved at læse Telegrammet op igjen, ser vi, at det er ikke mig; det er Thommessen, som skal tiltales for det, jeg har skrevet! Er det, fordi jeg er fraværende? Jeg skal komme hjem, vær sikker paa det! Venskabet kan være stort mellem Thom- messen og mig, men saa stort, at han faar gaa i Fængsel for mig? Nej, den Moroa vil jeg ha for mig selv. Bjørnstjerne Bjørnson Svar til en Arbejderkreds. ("Dagbladet" 28. Maj 1884, Nr. 174.) Paris, rue Faraday 15, Ternes, 19de Maj 1884. Til Arbejdere i Kristianssand! "Kjære Landsmæn" begynner vi enhver Tale herute, naar vi er samlede paa en Dag som syttende Maj. Og det er den uvilkaarlige Følelse, hvormed jeg aapner et Telegram som det, I var saa god at sende mig syttende Maj. Det er, hvad vi som Landsmæn har sammen, som gir mit Liv Værdi, Maal, festlige Dager. Og tvefold nu, da Folk fra den forhenværende pene, anstændige Embeds-By Kristians- sand er komne saa langt i Selvstændighed, at de tør sende et Syttende-Maj-Telegram til en saa stor Synder som mig. Jeg var engang som Rejsende med til en Syttende-Maj- Middag i Kristianssand med en General paa den ene Side SIDE: 24 og - Skam at sige det - en Bisp paa den andre. Det var "i de gamle lykkelige Dager". Hvem jeg nu i denne "For- faldets og Nedgangens Tid" kom til at sitte mellem, om jeg atter en syttende Maj var Tilrejsende i Kristianssand, er ikke godt at sige. Men den Tale, jeg dengang holdt med Generalen paa den ene Siden og Bispen paa den andre, den passer dog endnu idag. Jeg talte om Fremtids-Idealerne; jeg talte om, at for utaalmodige Naturer syntes det ofte, som at de bredte sig for sent utover Folke-Jorden. Men saa kunde jeg, der dengang kom fra Italien [i 1863] , det gjenfødte, fri Italien, ikke værge mig for at tro, det vilde gaa med visse Fremtids-Idealer i Norden, som det var gaat med Italiener- nes. Italienerne var staat op i den mørke Nat for at se Solopgangen, til at begynne med bare nogle faa, men altid flere, og jo flere, des utaalmotigere. Især fra det Øjeblik, Gjenskinnet viste sig paa Fjellene, Lysbebudelsens første Øjeblik, og til Solen selv stak op over den øverste Rand, syntes det saa utrolig længe. Men ikke før kom den, saa var ogsaa alt paa engang belyst, det mindste Blad sitrede dug-vaat med i den almene Morgenfryd. Kære Landsmæn, dette vil vi ogsaa opleve! Naar jeg ser, hvad her er vokset, fra vi stod nogle faa sammen og til nu, fra Generalens og Bispens syttende Maj og til Arbej- dernes, aa, saa vil vi opleve mere! Eders Hengivne Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Til Laurviks Venstreforening! ("Verd. Gang", 15. Juli 1884, Nr. 81.) For at I huskede ogsaa mig hin festlige Kveld, da I sammen hilsede det første Ministerium velkommen, som Folket sendte til Kongens Raadsbord, - min hjerteligste Tak til Festens Mænd og Kvinder! Jeg forudsætter natur- ligvis, at ogsaa de siste var med. De "liberale Foreninger" maa gi Kvinden Sæde og Stemme. Et Lands Fædrelands- følelse er intet Særeje for Mænd; det er ikke bare den kjedsommelige Del af Arbejdet, som vedblivende skal være Kvindens Arvelod; hun har ogsaa Ret til Arbejdets Sam- fundsglæde, til at styrke sit Sind i Ansvar og Beslutning, hvor Partiet samles under norsk Flag. I vil ha mærket, at hvergang vore Politikere drog sig tilbage for at "underhandle", som det heder, taug jeg pent SIDE: 25 stille. Saa længe jeg ikke vilde overtage en Repræsentants Arbejde ved Siden af dem i Tinget, var dette min Pligt. Men jeg har mislikt alle Kompromisforhandlinger fra de første til de siste; - dog mest de siste; det var de mest unødige. Vi havde de skamferede Geværer, Sablerne, Spræng- granaterne, Kanonerne, Krudtet, fjorten Dages Opsættelse af Rigsretsdommen og det kongelige Diktamen; vi kunde for Rigsret ha forhørt en Del gode Mænd, blandt andet hele Kongens nærmeste Omgivelse;... og vi havde faaet et Valg om vel eet Aar, som der aldrig havde været Magen til i Norge. Vi behøvede intet Kompromis. Havde man først spurt Venstreforeningerne i Landet, hvilket havde været Pligt, da det her gjaldt en politisk Svingning; spurt dem, om de vilde omgaa, det vil sige fak- tisk opgive 9de Juni, og Rigsrettens Dom, - de havde svaret Nej fra Lindesnæs til Nordkap. Bagefter at det er gjort, og Mænd, de har Tillid til, har lært dem, at sligt kan gaa an, - nuja, saa tænker de, der er vel en anden Slags Moral i Politiken end i Dagens Liv. Og navnlig naar de ser Sverdrup og de andre gode Mænd bli Regjering paa det, saa tror de kanske ogsaa, at dette er fuld Valuta. Men det er det ikke, og det blir det aldrig. Englænderne grundlagde for mer end femti Aar tilbage sin nye Statsskik uden nogen Omgaaelse. Franskmændene tvang frem for syv Aar siden Lydighed mod Folkeviljen uden noget Kompromis. Og jeg skal forsvare mod hvem- somhelst, at udvortes stod vor Sag bedre nu, end deres dengang, baade Englændernes for nær femti Aar siden og Franskmændenes for syv. Men i Politik gjælder det, efter at Kritik er lagt paa det skete til Fordel for det kommende, da loyalt at bøje sig for det. Derfra arbejder man saa videre. Her er meget at glæde sig over. Slaget sluttede for tidlig; men her er vunden en fager Sejer. Dermed tænker jeg ikke paa de store Reformer, som vi havde naaet een for een uden Kompromis; jeg tænker paa de mange mindre, men meget betydningsfulde, som alene Administrationen kan skaffe os, - hvis den forstaar det. Endvidere tænker jeg paa det sunde, naturlige Rigsstel, som nu kan afløse Mindretalstyrets; paa den norske Aand, som kan afløse den unorske. Jeg tænker paa sligt, som at det mægtige Flertal behøver ikke Rethaveriets talentløse Gnikkeri; ikke Utryghedens, Fortvilelsens Midler. SIDE: 26 Sligt forsvinder af Politiken tillige med den Lilles Forsøg paa at mestre den Store, Der er meget "stygt", som nu kan gives Orlov. Men jeg tænker fremfor alt paa gamle Sverdrup og hans fordums og nye Venner, hvoriblandt en Bonde, som nu for første Gang skrider frem til den norske Konges Raadsbord. Det har rørt mig dypt; det er en lang og en stor Ar- bejdsdag, den, som her faar sin Kroning. Mange Aner føl- ger frem, fra gammel Tid som fra ny; jeg ser Gabriel Uelands lune Smil. Og den Dagen Sverdrup og hans Ven- ner gaar samlede ind i Stortinget, og Gamlingen tager Ordet, vil mange Øjne blive vaade, og ikke i Salen alene, men ud- over Landet; bare ved at det tænkes, falder Højtid. Derfor, førend Arbejdsdagen begynder igjen for dem og for os alle, - lad der være Fest! Fest udover det gamle, nye Norge. Fest for vore nationale Haab, Fest med Sejers- luer i, og lad os til disse slæbe sammen, som til Sankt- hansbaal gamle Baater og Tjæretønder, saaledes Dynger af Skjældsord og Forfølgelsestanker! Kan I huske, som de bar sig ad i Laurvik mod mig? Eller bar sig ad mod mine Venner, efterat jeg var rejst? Lad os huske det for at glemme det; - slæb, sammen og brænd op! Kamp maa der til; jeg forsikrer jer, vi har saavidt bare begyndt vor. Men lad der herefter være Kamp som mellem Jevnlige! Skulde det gaat efter Skjældsordene og Forkjettrelsen, som er spenderet, saa maatte Sverdrup og hans Venner nu gaa til Slaveriet med Lænker paa, istedet- for til den nye Ministerbænk i Tingsalen under Tilskuernes Glædestaarer. Saa lidet nytter Skjældsord og Forfølgelse mod dem, som tjener en god Sag i et civiliseret Samfund. Lad os tage denne Lære med; ti snart vil Opgaverne blive andre, og Kampen delvis skifte baade Førere og Parti. Paris, rue Faraday, Ternes 28de Juni 1884. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 27 Bjørnstjerne Bjørnson Svar paa Islændernes Adresse. ("Dagbladet" 15. Oktober 1884, Nr. 352.) Kjære islandske Venner! Ogsaa jeg tror, at havde ikke Normændene og Sven- skerne begyndt at bli utaalmodige, saa havde ikke Island saa snart faat sin Forfatning. Men hvad er det saa for en, I har faat? En Karikatur af den danske, som ogsaa er en Karikatur. Hvad skal det jævne, oplyste, fredsommelige danske Folk med et Over- hus? Og hvad skal I med det, som neppe engang har Standsforskjel? Og dertil denne ulogiske Sammenblanding af den exe- kutive og lovgivende Magt i Overhusets Sammensætning. Er det skeet for at syne eder, at enten I vil det eller ej, saa skal I være Lilletaaen af et litet forvrøvlet Monarki? Lad os haabe, at det danske Frihedsparti vil føle det som en Ærespligt at give Frihedens Ætland i Norden helt til sig selv i et helt Selvstyre. Eders tro Ven Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Uddrag af et Brev om Beslaglæggelsen af Strindbergs "Giftas". ("Dagens Nyheter", Okt. 1884.) Beslaglæggelsen af August Strindbergs Bog "Giftas" er den største literære Skandale i Norden i min Tid. Den er værre, end da man vilde sætte mig paa Tugthuset for "Kongen" eller udstøde Ibsen af hæderlige Folks Selskab for "Gjengangere". Det er raaere og dummere end alt, som den reaktionære Presse har skrevet om nogen literær Mand, fordi man søger at kvæle Aandens Kraft med Haandkraft, fordi det er fejg Flugt fra ærlig Kamp, fordi det er "öfver- klassens" slette Samvittighed, som tager paa sig Helgenglo- rien og optræder bekymret for Samfundets Dyd, fordi det er en Politivagt, som overfalder fredelige Folk, som ikke længer vil tie med Politiets hemmelige Synder. SIDE: 28 Strindbergs Opfatning her deler jeg ikke; min nye Bog møder hans som den ene Klinge møder den anden. Men ingen har den ringeste Ret til at betvile, at han tror at tjene Sædeligheden med sin Bog ligesaa ærlig som vi med vore; saavidt jeg kan forstaa, findes der ikke i hans Bog et eneste Sted, som leder sit Udspring fra usædelige Hensigter. Skal da han ikke have Ret til at kjæmpe for sin Anskuelse lige- saa frit som vi for vor? Det skader Samfundets Moral, at en saa højt begavet Mands Mening om en saa vigtig Sag skal undertrykkes med Vold. Læs "Sædernes Historie i Europa" av Lecky og se, hvilken Skole en velment, men ensidig Opfatning allerede har skabt i dette, et af Menneske- hedens vigtigste Anliggender! Her er den fri Meningsudvex- ling bleven nødvendigere end i nogen anden Del af vor Tilværelse, fordi man her har tiet af Misforstaaelse, af Hykleri, af Blygsel, af Røvermoral, tiet i den Grad, at Vel- lysten og Voldet lever af Tausheden og Menneskeheden forsvages af den. Stringbergs Bog er en Daad, Beslaglæg- gelsen et Fejltrin mod Samfundets Moral, saa meget skam- meligere, som det giver sig ud for at forsvare den. Den gjør ikke blot Ende paa en alvorlig Undersøgelse med Vold, men den forvirrer Begreberne om godt og ondt. Derfor bør I, mine Venner, vende Eder til Mænd og Kvinder, hvor forskjelligt Standpunkt de end indtager, for at understøtte August Strindberg paa hans ærlige Bane. Han er en Sandsiger. Spørgsmaalet er ikke, om han siger meget, som, efter vor Mening, er fejlagtigt. Spørgs- maalet gjælder, om han faar tale. Den udødelige Sandheds- længsel har i ham fundet en modig Sjæl og en overordent- lig Evne - letstødt, hidsig, uretfærdig, fejlende i meget andet, men ædel i sine Bestræbelser, utrættelig i Studium og Arbejde, mægtig i sine Ressourcer som ingen samtidig i Sverige og faa før ham. I skal lade ham leve, det er Eders Pligt. I skal lade ham være glad over, at I værner om ham, at I respekterer ham; det blir Eders Ansvar, om han gaar under i Bitterhed. Lær dog at forstaa hans Hjerte! Ingen stiller sig i hans Stilling, hvis han ikke elsker. Ikke heller har nogen før ham skrevet slig om Sveriges Folk og Natur. Hans Grund- opfatning af det eneste, som Folket lider af fra fordum og til nu - lad det gjerne være overdrevent; nævn mig en eneste Reformator, som er fri for Overdrivelser! Lad være, der findes et forfængeligt Begjær efter at finde, hvad der SIDE: 29 er forskjelligt fra, hvad andre har fundet; de Gange, han virkelig har fundet noget saadant, undskylder let de Gange, han er kunstig. Tag ham stort, og I faar stort tilbage. Slaa Kreds om ham. Han maa faa bringe sin rige Ud- vikling tilende, den vil gavne Tusinder i og med ham selv - ogsaa hans Modstandere. Grib dette Tilfælde, da Vennen er uretfærdig forfulgt, og skaf ham for den nærmeste Fremtid en uafhængig, sorg- fri Stilling. Det vilde være en Ære for det svenske Folk, om der fandtes tilstrækkelig mange - - for denne Sag. - - - - En Ven siger mig, at Bogen umulig kan være ind- draget af Sædelighedshensyn; det maa være, fordi den har vakt religiøs Forargelse ved at navngive den Bager, hos hvilken Kristi Legeme bages i Stockholm, eller den Vin- handel, hvor man sælger Kristi Blod. Dette vilde være endnu værre. Er Mysteriet selv eller er Troen paa det saa svag, at alt er forbi, fordi Bagerens eller Vinhandlerens Navn nævnes, eller fordi man faar vide, at August Strind- berg ikke tror paa det? Da maa netop den kristne skynde sig at protestere. Sligt maa for deres egen Skyld ikke kunne siges. De bør ikke behøve en saa lumpen Samvittighedstvang; de bør ikke taale, at deres egen og andres Sædelighedssag gjøres afhæn- gig af, at saa eller saa mange Medborgere piskes til at tie, forfølges, lyses i Ban. Tænk Eder en Tro, som skal bære gjennem Livet her paa Jorden og siden bort til Himmelen - hvis den beror paa August Strindbergs Naade - thi fik han tale saa -! Saa latterligt sørgelige saadanne Forhold end er, saa kan dog gjennem dem en stor Begavelse blive varg i veum, et stærkt Sandhedsbegjær krænkes. Samles til Vagt, ædle svenske Mænd og Kvinder! Bjørnstjerne Bjørnson Pædagogiske Teorier. ("Dagbladet", 15. Februar 1885, Nr. 55.) "Nyt Tidsskrift" har under Signaturen "M. S." Pag. 625 afvist den Tanke, jeg har fræmsat, at Kampen mod Usæde- lighed maa begynde i Skolen; at denne anderledes energisk end nu indrettes paa at optage denne Kamp ved at væbne hvert Individ med den fornødne Kundskab dertil, - Kund- skaben afpasset efter Alderstrinene. SIDE: 30 "Nyt Tidsskrift" opstiller herimot, at Hjæmmet alene maa ta sig af dette Forhold, hvis det findes fornødent; at Kundskab om Synd ofte giver den første Lyst; derfor endog er farlig, ja at Kundskab i Almindelighed ogsaa kan være farlig (f. Ex. Mikroskoper i andres Hænder end Videnskabs- mændenes). Endvidere forudsættes, at det, jeg foreslaar, kommer til at gøres uten Forstaaelse af den rette Alder, eller af det enkelte Individ, uten skjønsomt Samarbejde med Forældre. Baade de gamle Indvændinger og den gamle Metode, som man ser. Paa disse og flere Grunde, fortæller "Nyt Tidsskrift", har "de norske Mødre" bestemt, at det skal bli herefter, som det har været før. Tidsskriftets udvortes Ret til at tale paa "de norske Mødres" Vegne er næppe klar; men den invortes tror jeg, det har i dette Tilfælde. "De norske Mødre" tænker utvilsomt saaledes; de tænker vist ikke paa at reformere sig for det første. Det underlige er bare, at "Nyt Tidsskrift" tænker som "de norske Mødre". Jeg maatte faa Professor Petersens Opsæt i samme Hefte tillivs for at komme i Humør igæn ovenpaa dette. En teologisk Professor i vore Dage, som for ramme Alvor foreslaar at gaa ut fra Paulus's Paafund om, at "Kvinden kommer af Manden, og ikke Manden af Kvinden", eller fra den gamle judæiske Skabelseshistorie, naar vi skal opstille det rette Forhold mellem Mand og Kvinde i det moderne Samfund,... se, det er noget for "de norske Mødre"! Det er det modsatte af at meddele Børnene "Kundskab"! Professor Petersen og "de norske Mødre" og M. S. med "Nyt Tidsskrift" paa Penneskaftet mot "Kundskab",... straks jeg saa dette Optog, syntes jeg, det atter var Moro at være til! Som det sig sømmer, naar "Nyt Tidsskrift" gaar i Pro- cessjon med en vordende Bisp, hvisker det med nedslagne Øjne til sin Sidemand om "Blufærdighed". "Blufærdig- heden vilde være i Fare ved et Forslag som mit. For at opretholde "Blufærdigheden", maa intet vites; ti Blufær- dighedens Væsen er intet at vite. Her tænkes nemlig paa den gode, gammeldagse Blufærdighed, den, som aldrig har forstaat, hvorledes det gik til, at man havde Mor og Far. Den Blufærdighed, som males yndigst af Digterne og Kunst- nerne i Literaturens og Kunstens slibrigste Perioder; - den, som i Livet heller aldrig sværmes saa oprigtig for som af - de mest Erfarne! Den Blufærdighed, som ganske rig- tig er Slægtens arvede Ideal, hvilken derfor alle gir sig Mine af at eje; den, for hvis Skyld Opdragelsen trofast SIDE: 31 ledes saaledes, at den ene i sin Uvidenhed stuper her, den andre der; og selv den, som tilfældig staar, blir uten Ævne til senere at retlede sine Barn. Den ædle Blufærdighed, i hvis Navn der ties af dem, som kunde hjælpe, snakkes af dem, som forvrøvler altsammen; den Blufærdigheds-Dyr- kelse, som derfor ogsaa lar den, der glir ut, gaa uhjælpelig tilgrunde, men sætter en eneste raa Ungdom istand til ufor- styrret at smitte en hel Kameratsring! Den yndige, søte Blufærdighedens Blomst, som fuldt utviklet gjør Opsigt ved sin Særegenhed, og fører en fin Duft, en sart Farveblan- ding, - kjøpt paa Kost af Tuseners Fald! Sværmeriet for dette dyre Smykke er naturligvis af mere æstetisk end etisk Art. Det er ogsaa af mere aristokratisk end demokratisk. Det er i Slægt med Sværmeriet for Kvindens hjælpeløse "Ynde", hendes "barnlige Umiddelbarhed". Den vordende Bisp smiler bifaldende til "Nyt Tidsskrift". Jeg sætter op imod denne Blufærdighed en barmhjærtig Søsters Blufærdighed paa et Hospital blandt saarede Fædre- landsforsvarere; den ærbare Hustrus Blufærdighed i Kamp for sig selv, og paa Vagt for sines Moral; den unge Kvindes Blufærdighed, som har Viden nok til at forstaa at bærge sig, og opdage Jævnaldrendes eller mindre Søskens Synd og rædde dem! Saa "krass" er jeg. Er det sant, at Kundskab om Synd ofte gir Lyst paa Synd, saa er det ogsaa sant, at vindes denne Kundskab ikke tilfældig, ikke taktløst, men efterhaanden i en metodisk Un- dervisning, hvor andre Indvirkninger af andre Fag samtidig støtter, saa vil der rejse sig en gjensidig Kontrol blandt de unge, som overgaar baade Skolens og Hjæm- mets. Synden har sine Tægn og sine uvilkaarlige Vaner; gjøres Kammeraterne kloke paa disse i rigtig Alder, da indestaar jeg for, at deres Iver, der begejstres for sædelig Styrke, kraftig Skjønhed, ædle Livsmaal, - vil være de andres uendelig overlegen. Jeg gaar nemlig ut ifra en annen Skole end vor nuvæ- rende, navnlig end vor nuværende Folkeskole. Jeg gaar ut ifra, at i de monarkiske Galehus med Krigsstyr, Konge- luksus og Kasteforskjæl, hvori Folkene endnu opdrages, er Skolen blet forsømt; vi har endnu ikke havt Raad til at holde ordentlig Skole. "Nyt Tidsskrift" forkynder, at "Kundskab beskytter ikke"; "Kundskab binder ikke en i hans sædelige Vilje"; ti var det saa, da var Medicinerne dydigere, end de nu viser sig at være. Jeg skal ikke her kunne give Medicinerne nogen Attest, SIDE: 32 skjønt jeg tror, at ogsaa mange af disse er blet baade ad- varede og bundne af Kundskab. Men mot mig kan ikke Medicinernes Skole og Liv bru- kes. Den første er jo en ren Kundskabsskole og intet videre, og det andet tilhører en Alder og Vilkaar, hvorom hos mig ikke er Tale. Jeg holder mig til Skolen op imot og forbi Modenhedsperioden. Jeg siger det ogsaa med ud- hævet Tryk, at skal Kundskaben her faa Magt, maa den gives itide. At der er Mennesker med fuld Kundskab, som gir sig hen, og Mennesker uten Kundskab, som staar, viser tilbake paa arvet Natur og særegne Forhold. Men under forøvrigt like Vilkaar tænker jeg, at Kundskab er stærkere end Uvi- denhed; jeg tænker, at alle andre Værgemaal, saasom Æres- følelsens, Troens, Pietetens, Frygtens, først tilgagns er paa- litelige, naar de utruster sig med Kundskab. Er det virkelig "Nyt Tidsskrift", som vil forsvare det motsatte? "Nyt Tidsskrift" misforstaar mig ogsaa i et andet Strøg. Det mener, at jeg tar Religion med paa Skolen, "fordi Un- dervisningen ellers vilde bli for tør"! Jeg tænker ikke, at en naturhistorisk Skole, som fik dygtige Lærere, stort Ma- teriel, et Utal af Tegninger til sin Historieundervisning (som endelig engang gik over til Kulturhistorien og blev der) - en Skole, som tok Tægning, Mathematik efter Spencers Metode, og som oplivedes af Literaturoplæs- ning, Sang osv., at den blev tør. Jeg tror tværtom, at et dypere Studium af Virkeligheden utvikler, beriker, lykkelig- gjør Barnefantasien (og Ungdommens med) paa en meget sundere Maate end jødiske, ægyptiske og andre Fabler un- der Navn af Religion. Jeg tænker, at denne Maate at øve Fantasien paa navnlig har et større Værd for vor moralske Vilje, saasom den ikke forskyver Grænserne mellem muligt og umuligt, tilforladeligt og tvilsomt. Jeg tror, at Indtrykket af en slik natur-kulturhistorisk Undervisning blev saa stærkt, at religiøse Dogmer, som ikke stæmte med vor Tænkning, heller ikke kom til at spille nogen Rolle; hvorfor Gudsforholdet, som dog er Hovedsaken, nætop der lettere blev det store Midtpunkt, hvori alle sædelige Tanker fra alle Fag fæstedes som af sig selv. At jeg personlig foretrækker en Skole uten religiøs Undervisning, trodde jeg det unødigt at omtale. SIDE: 33 Bjørnstjerne Bjørnson Om Danmark. ("Dagbladet" 7. Oktober 1885, Nr. 354.) "- - Uden i mindste Maade at ville indblande mig i Striden, som den føres nu i Danmark, om hvorvidt Højre fortjener Navnet "tysk" i Egenskab af Forrædere mod sit eget Land, og uden at ville lægge nogetsomhelst odiøst i Ordet "tysk", maa jeg dog faa sige, at vi Udlændinger altid har følt og sagt, at Danmark indtil den seneste Tid var et lidet tysk Fyrstendømme, nærmest som et af de sachsiske. Det havde samme bureaukratiske Indretning, samme Adel og Titelvæsen, og samme Smag for fint og fornemt. Men i hvilken Grad det er et tysk Fyrstendømme endnu i Dag, det har først denne Strid aabenbaret. Eller er det ikke den gamle bureaukratiske Vilkaarlig- hed, det junkermæssige Overmod, den præstelige Under- danighed for Magten, den filosofiske for Lovabstraktionen, den borgerlige for det fine og fornemme, saaledes som dette sterkest udviklede sig i Tyskland (og derfra til Dan- mark), som de brave danske Mænd og Kvinder endnu dra- ges med, og som de nu endelig har gaaet til Kamp imod paa Liv og Død? Carl Ploug og med ham de national-liberale kjæmper ogsaa forsaavidt mod sin Ungdom og dens Digtning; det kommer af Skolen, de gik i, den, som Grundtvig fordømte, naar han talte om "Latinvældet" og "Tyskeriet"; thi han saa tilbunds. Denne i den tysk-latinske Skole opdragne, i det tyske Militær-Samfund indøvede Statsborgeraand kan i Tyskland udrette det store. Bureaukratiets uindskrænkede Kom- mandoret, Militarismens reflektionsfri Disciplin, Embeds- værkets hierarkiske Stramhed kan under en sterk Vilje taarne Sedan paa Sadowa, det hele Tyskland paa det nord- tyske Forbund; kan realisere Verdens sterkeste Politistat og lade dens Kløer voxe ind i Samvittigheden paa hver Præst, hver Kathederforelæser, saa han taler Statsidéer med Statstunge. Og endda kommer det an paa, hvor længe det varer, og hvor godt det gaar! Men hvad kan den udrette hos os? I en fremmed liden Stat, hvor den derfor heller aldrig kan blive helt gjennemført og heller ikke kan byde noget- SIDE: 34 somhelst Vederlag? Hvor den nærmest føles som et ende- løst Plageri, et grusomt Pedanteri, en uudholdelig Aand- løshed? For os gjælder det at blive os selv. Kanske vi saa i Tidens Længde ogsaa kan blive noget for Tyskerne. I hvert Fald føler jeg mig tryg paa, at de Danske vinder Tyskernes Agtelse, hvis de sejrer. De gav noget for en slig Sejr selv! De, som tror, at Bismarck og det tyske Diplomati "ikke vilde tillade" det danske Folks Sejr, maa dog huske, at hvor mange Egenskaber han og det kan have, der ikke er, som vi synes om, - dumme er de ikke. Og det vilde være en utrolig Dumhed at tage sig nær af eller endog hindre dansk Selvstyre, naar de ikke kan faa Ende paa fransk, paa belgisk, paa hollandsk, paa engelsk! For den Sags Skyld kan vist gjerne Danmark gaa over til - Repu- bliken -." Bjørnstjerne Bjørnson Norsk Synsmaate. ("Dagbladet" 1885, 9. December, Nr. 435.) Enhver, som ælsker sit Fædreland, har med stigende Opmærksomhed fulgt Bevægelsen mot os i Sverige. Jeg har været forundret over, at den frisindede Del af vor Presse saa litet ænsede den, og er derfor glad over, at Hr. Biblio- tekar Drolsum endelig har bragt Sagen paa vor Dagsorden. Det synes at være bedst, at vi faar vite helt ut, hvad der skrives om os i Sverige - ikke alene af udmærkede Venner til Fordel for os, men ogsaa af vore Fiender imot os, allerhelst det værste; for det beviser mest, naar vi vet, at Blade, som skriver slikt, har Utbredelse og ivrige Vel- yndere; og naar vi tillike vet, at Bevægelsen er stigende. Det nytter næmlig ikke længer at nægte, at den er det. Under slike Omstændigheter kan vi læt bedrage os selv ved ikke at la vort Folk ordentlig følge med. Men likesaa nødvendig forekommer det mig riktignok, at ogsaa vi taler helt ut. Det kan være godt nok ved Taus- hed at gjøre os fortjente til de Lovord for værdig Optræden, som ælskværdige svenske Venner spenderer paa os; det vilde dog være bedre, om vi talte helt ut og endda fortjente disse Lovord. SIDE: 35 Nylig yttrede Hr. Statsminister Richter som Talsmand for os derinde den fjærde November - i en forøvrigt ædel og varm Tale -, at Unionen var det Bedste, vi hadde. (Ordlyden faldt kanske ikke saa; men Meningen var det.) Før i Tiden var det ikke ualmindeligt at høre Nordmænd ved festlige Lejligheder yttre sig saa; nu er det dog blet sjeldnere. Det er en Talemaate af de mange, som den gamle Lejlænding i os har gaaende paa Græs, og som slagtes til Højtiden. I vort Hjærte mener vi alle som en, Højre som Venstre, at Selvstændigheden er vort Bedste, og at For- eningen er til for at værge og fræmme den, og at For- eningen er afholdt i Forhold til, som den gjør denne sin Pligt. Dette bør vi ikke dølge. En anden fet Talemaate er den: "Vi holder paa For- eningen, som den har været og er." Det gjør intet Menneske i Norge. Baade har vi længst overskredet Grænsen fra 1814, og vi vil længer. Vi rægner os dette til Ære, og vi rægner vore svenske Venner det til udmærket Ære, at de heller vil være forenet med et Broderfolk, som har denne høje Drift i sig, end med ét, som ikke hadde den. "N. d. A." siger, at enten skal Foreningen gaa i Retning af Realunion, eller den skal gaa over til et Forbund. Naar Spørsmaalet stilles saaledes, d. v. s. som Valg mellem Sam- mensmæltning og Folkeforbund, er der paa en forsvindende Flok nær ingen Normand, som betænker sig; de vælger Folkeforbundet. Antagelig har man i Sverige ingen Tvil herom. Kun formaar vi ikke at indse, hvorfor i al Verden dette Spørsmaal skal rejses nu. Foreningen maa, som enhver anden Ting, hvori der er Livskraft, utvikle sig. Ganske af sig selv gaar den enten til Realunion eller til Folkeforbund; det kan ikke anderledes være. Men hvorfor forutgripe Utviklingen? Til hvis Nytte? Selv om det svenske Højre nu kjender sig bitterlig skuffet, - tror det, at vort Demokrati kom til at gaa lang- sommere frem, altsaa til at øve mindre Indflytelse i Sverige, hvis Norge stod alene, end det gjør nu i en Personalunion? Naturligvis kom det til at gaa fortere fræm og selvfølgelig til at øve større Indflytelse. Og blev der saa mindre Braak? Naar man i Sverige f. Ex. fik Indflytelsen over sig af en Forbundsfælle og Nabo, som var Republik? Det svenske Højres Tankegang er jeg her ikke saa heldig at forstaa. [fotnotemerke] Fotnote: Nogle forklarer det rigtignok saaledes, at ved Personalunionens Op- løsning skulde vi ind under en Prins af Huset Bernadotte og ved ham "under et strængt Regimente". Jeg tror, det er rigtigst ikke at gjøre sig Illusjoner. SIDE: 36 Os synes det virkelig, som at det svenske Højre maatte være bedre tjent med den Ordning, vi nu har. Man kaster da heller ikke bort en fast Ordning mellem to Folk, fordi om den mishager i noget enkelt. Man søker at gjøre det bedst mulige ut af den, saalænge den ikke stanser Utvik- lingen i noget, som er væsentligt. Det vilde være utak- næmligt at sige, at Personalunionen for Tiden gjør det. Dette tror jeg, alle Nordmænd er enige om, ihvorvel vi vet, at Fælleskongedømet (nætop fordi det var Fælleskonge- døme) mindst to Ganger har ført os til farlige Brytninger, og ihvorvel vi kjender en Nationalære, som er større end den at regjeres af et annet Folks Konge. I Utlandet gaar Norge af den Grund for en Provins af Sverige. Vil man være billig mot os, maa man indrømme, at en slik Følelse er sværere at bære end den Smule Ulejlighed, Svenskerne kan føle af, at de ikke raader alle Ting alene. Naar svenske Forfattere af Højre gaar ut fra som givet, at vi kan takke Sveriges Forsvarsævne, i hvis Ly vi har levet siden 1814, for, at vi like saa længe har havt Fred, da er dette en Fejltagelse. Derfor kan vi takke Unionen. Den har gjort, at Svenskerne helt siden 1814 ikke har gaat paa os med Krig. Dette er det, som utgjør Foreningens "Velsignelse"; af den er saa i Aarenes Løp kommet mere baade godt og kjært. Naturligvis kan et Folkeforbund gjøre samme Nytte (jeg tror, det er tryggere), og naar "N. d. A." i Tale herom uten Betingelse og uten Betænkning erkjender, at Svensker og Nordmænd herefter aldrig kan skilles, hvad for en Form deres Forening faar, da griper jeg denne Lejlighed til at takke "N. d. A." for dets aapne Sprog i det Hele som især for denne Ytring. Den er den kjæreste, jeg fra svensk Side har hørt. Jeg tar da natur- ligvis Hensyn til, hvem som har sagt den, idet jeg gaar ut fra, at den repræsenterer det svenske Højres bedste Del. Mangen en Nordmand vil føle den som en Vinding for vort Liv. For sig selv i denne Forhandling staar Krigsfrygten. Men den breder sig mere og mere! Allerede forutsættes fra begge Sider, at baade Tyskland og Rusland har Lyst til at sluke os; det hele er saa omtrent bare et - Pengespørgs- maal! Ved tilsammen at betale bestandig mere til Hær og Flaate kan vi enda en Stund bærge os. - Krigsfrygten er SIDE: 37 mere end en arvet Følelse; den er en arvet Institution, en grundlæggende Statsinstitution. Hvorfor skulde den ikke ogsaa prøve at bruke denne Lejlighed? Jeg maa tilstaa, at jeg ikke hører til dem, som er født med den. Heller ikke smitter den mig bare ved at kund- gjøre sig. Hvad ser vi for Aarsaker til Krig, naar vi tar under ét alle de Krige, Erobringsfolkene i den nyeste Tid har paaført enten hverandre eller de mindre Folk? To Slags: Kolonisationsforetag og historiske Forviklinger, saare Tra- ditioner. Skal vi lægge denne Maalestok paa Russernes og Tyskernes Forhold til os, er Krig mellem dem og os litet sandsynlig. Ikke kan de holde os for Kolonisationsstof, heller ikke kan de paaberaabe sig historiske Forviklinger, krænkende Traditioner. For at paaføre os Krig maatte de raaeste og foragteligste Grunde aapenlyst gjøre Tjeneste. Dette er et Moment af stor Betydning i vor Tid, da Folke- meningen holder paa at vinde det højeste Vælde. Den Fare, der truer vore Fiskebanker og Kyster, siden Tysklands Flaate er blet den største i Østersjøen, synes det mig motbydeligt at tale om. Lad os derimot se lidt paa den, der truer os fra Rusland. Først gjælder det vore nord- lige Egne, hvor Rusland til en Begyndelse søker Havne, Transportvej og "Dagslys". Hvis det var Ruslands rikeste eller næstrikeste, eller bare rike Provinser, som søkte denne lange Vej til Havet, fordi de taalte ikke at vænte de Vintermaaneder, Nordkysten og den Botniske Bugt stængtes af Mørke og Is, kunde jeg til Nød forstaa denne Frygt. Men jeg tror, det med Tiden vil gaa op selv for en ringe Evne til at gjøre Overslag, at hværken blir Transportlinjen kortere eller billigere; ej hel- ler faar den mere at føre, hvis den blev russisk; ikke blir Bryderiet mindre heller (Transitvarer gaar jo toldfrit); ikke Havne- og Oplags-Afgifterne lavere. Altsammen dette er sikkert nok, mens det, som det kostede at erobre og holde fast disse Egne, d. e. Sveriges og Norges nordlige Del, neppe lod sig sikkert beregne; det blev bestæmt overordentligt. Fordi om der er Russere, som taler stort, er der vel ogsaa det, som taler større; og det er Forholdene selv. Krigsfrygten indskrænker sig ikke til dette; den har to store Trumfer til. Først den, at Rusland snart "trænger" Orlogshavn ved Nordsjøen; saa den anden og sværeste, at Kolossen endog "trænger" hele Skandinavien! Et løst Øje paa Kartet skal vise dette. Ja, saa løse Øjne har nu ikke jeg. Førend Russerne vaagede sig fræm her, maatte de føle SIDE: 38 sig bedre konsolideret baade i Asien og i sit eget Hjæm; det blev utvilsomt et alvorligt Foretag. Ethvert voksent for- standigt Menneske i England, Frankrige, Tyskland fik det straks paa Følelsen, hvad som begyndte, hvis Rusland med Krigsmagt brøt Vej til Nordsjøen for sin Flaate. Forsøkte Russerne dette, før de ejede Bosporus, kom de sandsynlig- vis heller aldrig til at eje det. Lad os først se Russerne ta Bosporus! Ogsaa kunde det vel tænkes, at de, som styrer Rusland, enten selv var forstandige nok eller hørte paa saa vidt for- standige Raad, at det Spørsmaal gik op: naar er Rusland stærkest, enten som det nu er, eller naar det lægger sig aapent mot Nordsjøen? Og det med en Kystvagt paa mere end seks Millioner oplyst, frihedselskende Folk, som hatede dem? At bruke Krigsfrygten til sine Endemaal er et gammelt Knep. Men naar man taler, som voksede intet andet i Ver- den samtidig med Ruslands Magt og Tysklands Flaate, blir det vel grovt gjort. Mindst like saa fort vokser blandt Tysk- lands Arbejder-Millioner, ja ind i det stærkeste af Rusland, Harmen over Militærraaheden og over at være dens arvede Slaver. Folkenes Hat til Krigen, Folkenes Magt til at be- stæmme over Krig og Fred breder sig glædeligt. De siste franske Valg, hvori dette nylig saa "krigerske" Folk dømte Erobringskrigene ut af sit Budget og sin Samvittighed, er mere end et Tidens Tægn; det er selve den ny Tid. Det er den første modne Frugt af den unge Socialisme - til Dato rigtignok ogsaa den eneste modne. Men den smaker godt i Millioner Munde! Skal Fremtidsbilleder opmanes, faar vi ta flere Faktorer med end de store Militærchefers Rovlyst. Jo hæderligere og forstandigere et Folk steller sig, jo større Glans der staar af dets Aandsarbejde, desto sikrere vil det herefter leve. At gaa løs paa Svensker og Nordmænd vil allerede nu falde umaa- delig betænkeligere end at indlemme et halvvildt kaukasisk Folk; og denne Vanskelighed er bestandig stigende. Det manglede bare, at Militæraanderne, som vist ikke er fremmede for Bevægelsen mot Norge, fik lave Krigsfrygt af den, og derved endnu mere af det, som er en Fare for begge Folks Økonomi og Frihed. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 39 Bjørnstjerne Bjørnson Kiellands Digtergage. "Verdens Gang" 2. Febr. 1886, Nr. 14. Til Stortinget! Undertegnede søger i Ærbødighed om Digtergage til Alexander Kielland. Det ligelydende Forslag, som Jonas Lie og jeg ifjor til- lod os at indgive, blev (efter Ordskiftet at dømme) forkastet paa religiøse Grunde; derfor er det mig en Samvittigheds- sag at faa vide, om det virkelig er det norske Folks Me- ning, at en Digter, som ikke har Flertallets religiøse Opfat- ning, skal savne den Hæder og Hjælp, som et Statsbidrag yder. Valgene maa antagelig nu have bragt Folkets Mening herom frem til Tinget. Et Par af de Mænd, som stemte mod Digtergage for Alexander Kielland, har senere oplyst, at de gjorde det, fordi de overhovedet var mod Digtergager. Derfor vil jeg i Ær- bødighed optage Spørsmaalet i sin Helhed. Det er sagt, at Digtergage væsentlig er Erstatning for, hvad Digteren taber ved at Norge ingen Konvention har med andre Land (end de nordiske) om den literære Eien- domsret, og at Forhandlingen om Digtergage til Alexander Kielland derfor bør udstaa, til vi faar vide, om den nu fore- slaaede Konvention almindelig antages. Dertil maa svares, at fra første Færd har Digtergage været holdt paa andet og mere end Erstatning for lidte Tab, endvidere at Forslaget til Konvention ingen Erstatning yder for de Tab, som allerede er lidt; og endelig at Forslaget i sig selv fore- kommer mig mindre heldigt. Det udstrækker ikke frem- mede Forfatteres Eiendomsret til længere Tid end 10 Aar, og det er let at skjønne, at dette vil især gaa ud over de smaa Landes Forfattere. Det falder ikke netop naturligt for de store Landes Folk at opsøge de smaa Landes Litera- tur; der maa særegne, ofte tilfældige Grunde til. Regelen vil endog være, at i de første Aar efter en ny Forfatters Gjennembrud blir han uænset. Jeg kan for Eksempel an- føre, at det Stykke af mig, som i Tyskland først blev spil- let, blev vraget i mer end otte Aar. Efter denne Tid har det gjort saadan Lykke, at havde her været Konvention, vilde jeg paa dette ene Arbejde ha tjent en liden Formue. Men under en Konvention, som den nu foreslaaede, neppe SIDE: 40 synderlig mere end hvad jeg uden Konvention har tjent, - det vil sige intet. Desuden kan der være Digtning, som ikke kommer ind under den i Øjeblikket herskende Smag i et fremmed Land; men som maaske gjør det siden, for Eksempel om 10 Aar. En Del af den norske dramatiske Digtning er netop nu i det Tilfælde, at den passer ikke for Udlandets Scener. Vi kan regne ud, at naar de Stykker, Henrik Ibsen i seneste Tid har skrevet, blir søgt i Tyskland og tilliggende Lande, vil han efter den foreslaaede Konvention ha tabt Retten til dem. Men hvordan Konventionen vil virke eller ikke virke, - den betaler ikke Alexander Kielland, hvad han allerede har tabt. Jeg havde i Sommer Lejlighed til at overbevise mig om, at han er ligesaa godt kjendt i Tysklands dannede Ringe som hjemme. En tysk Digter med lige stor Produk- tion og Berømmelse vilde ikke ha trængt til Statsunder- støttelse. Men det gjør Alexander Kielland. Og derfor søgte han selv Regjeringen ifjor, og derfor søgte vi Stortinget. Her staar man efter mit Skjøn ved det, som er Hovedsagen. At digte er at arbejde, kun deri forskjelligt fra ethvert andet strængt Arbejde, at af 4 a 500 000 Mennesker kan alminde- lig bare en øve det med Hæder. Endvidere har det sine særegne Forudsætninger i denne enes Udvikling, Læsning, Omgang, Rejser. Uden disse Forudsætninger vil hans Ar- bejde ikke holde sig paa Høide med den dannede Bevidst- hed og den øvrige europæiske Produktion; og uden det nytter det ikke. Dette har altid været saa; men i vor Tid har Videnskaben i stærkt Mon havt Indflydelse paa Digt- ningens Væsen og Retning, saa det herefter end yderligere vil bli Tilfældet. At Digtergage under disse strængere For- hold er blit mere nødvendig, er indlysende; at den vil hjælpe over Kriser, som ethvert Menneske, der er stedt i stærk Udvikling, maa vente sig, (og som hos Digteren gaar lige løs paa hans Arbejde og derfor ofte paa hans Eksistens), det tror jeg ogsaa alle maa være enige om. For mit Vedkommende tør jeg sige, at uden Digtergage havde jeg ikke saa frit kunnet ta Del i nogle af denne Menneskealders Opgaver hos os. Og om to af mine Ven- ner, Henrik Ibsen og Jonas Lie, tør jeg sige, at dengang de fik Digtergage, kom den som Bidrag til deres Liv, og har derfor sin Del i, hvad de nu er. Alexander Kielland lever neppe under nogen anden Lov end vi andre; Krisernes Tid og Omfang kjender ingen. SIDE: 41 Hvorfor skal ogsaa han mere end nogen af os henvises til en Konvention, som ikke er afsluttet, og som ikke er god, og som slet ikke giver ham tilbage, hvad har har tabt? Hans Produktion er dog allerede et eiendommeligt Led i Norges Literatur; og hans Indflydelse gaar langt ud over den; i vort Naboland Sverige har han været med at danne Skole. Han er værdig til den Ære og Hjælp, som en Digtergage yder. Endnu en siste Indvending vil jeg tillade mig at møde, nemlig at Digtergage gjør Forholdet ufrit, og at den derved let kan virke uheldigt. Men der er dog Forskjel paa det Forhold, Digteren fordum ofte kom i ved Fyrstebidrag, og paa det Ansvar, han kommer i ved at være voteret Stats- bidrag af Folkets Nationalforsamling. Nok kan det tænkes, at et vist Frisprog, som navnlig de smaa Nationer saa hjer- telig trænger til, derved holdes tilbage eller ter sig lidt undseligt, men dels synes jeg ikke, at netop Nordmændene behøver at klage, dels er jo Forholdet frit - og det for begge Parter. Jeg tillader mig i Ærbødighed at søge om Digtergage for Alexander Kielland. Paris i Januar 1886. I Ærbødighed Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 42 Bjørnstjerne Bjørnson Tale ved Festen paa Tivoli 5. Juni 1886. ("Dagbladet" 1886, 6. Juni, Nr. 200.) Jeg takker og takker igjen, men jeg maa faa Lov til at begynde med, at det er ikke ganske frivillig, jeg staar her. Noget af det siste, jeg hørte, det var om Venstre, og det var det, at det norske Venstre havde det særegne ved sig, at de fleste Medlemmer inden det allesammen vilde blive Statsraader, at det er Skylden til den bitre Splid, som nu er i Venstre, at for det første ikke Storthingsmændene kan tæmme denne Særlyst, at med Undtagelse af et Par hæder- lige Mænd allesammen af Venstre vil blive Statsraader, og at derhos denne særegne Sygdom har bredt SIDE: 43 sig ud til alle, som har havt en saadan ledende Del, at ogsaa de vil blive Statsraader! Jeg har engang i Frank- rige ved Gambettas Ligbegjængelse seet flere hundrede Generaler paa en Plet. Det var et ganske stolt Syn. Af- skedigede og i Funktion, alle i Uniform. Men hvis jeg nu staar her og ser paa en Forsamling af omtrent bare Stats- raader, for ikke at nævne Statsraadinder, saa er det na- turligvis et endnu grommere Selskab, jeg er kommen i. Hvordan det nu end dermed forholder sig - jeg vover at præsentere mig som ikke hørende til paa Kandidatlisten. Om derfor Luften skulde være svært stats- raadsfyldt, saa at De opfatter et og andet som, at det var sagt ud af en saadan Malice, som at jeg vilde være Stats- raad, saa tro ikke paa det! Jeg vil slet ikke være Statsraad, ja jeg vil ikke engang have Indflydelse hos dem, som er det. Der er virkelig en og anden, som har prøvet at bruge mig til at blive Extraskriver ialfald. Jeg har sagt: jeg vil ikke have med det at gjøre. Og jeg har heller ikke nogen- somhelst Lyst til at have Indflydelse hos nogen kommende Statsraad. Jeg vil prøve at holde mig uafhængig. Jeg kan sige den hele Sandhed: Hvis her var et Højreministerium, saa var det mere tilpas for mig. For jeg hører til Storm- fuglenes Art som Politiker, og der passede jeg. Altsaa, jeg gjentager, at hvad jeg nu her siger, - og jeg vil tale! - det siger jeg for egen Regning og egen Risiko. Og I skal ikke misforstaa det; der ligger ikke det mindste andet i det end det, som jeg siger! Jeg vil begynde, hvor jeg begyndte paa Bryggen. Jeg vil begynde hos det norske Hjertelag! Jeg siger, jeg vil holde mig til det! Og om jeg siger, at det er mit Livs Ar- bejde at være med at vække det, saa er det sandt! Men om jeg siger mere: at saadan har jeg seet paa den politiske Kamp, som har gaaet i Landet, paa den Sejr, vi har vun- det, paa det, vi arbejder paa nu, trods hvad begge Partier vil, naar jeg siger: altsammen er til det Gode for det norske Hjertelag, som derved endelig engang skal befries, saa er det det jeg mener, at Kampen gjælder. Jeg kjender mange Folk, men ikke et eneste, som har saadan Længsel i sig til at faa befriet sit Hjertelag som det norske, og som det endnu saa lidet er lykkedes. Jeg vil tale lidt om det. Det norske Hjertelag er nu den Prin- sesse, som Vullum talte om, som sidder fangen; det er Folkebruden, det er hun, som skal udløses, og som engang udløst vandrer til Tronen, og det er jeg sikker paa, at da skal Foregangsmændene være de norske Kunstnere og de SIDE: 44 norske Digtere! Men udløst er det ikke! Husk, at vi begyndte som et Folk i mange Stykker, og at den Samling, som forsøgtes, bare blev en udvortes Samling, at i det Øjeblik, den skulde gaa over til at blive noget mere, faldt vi atter fra hinanden paa Grund af især indre og og- saa ydre Omstændigheder, og blev til Bygdelag, blev til Slægter, til Familjer. Den store Fællestanke, den var der ikke. Det er saa med det Hjertelag, som skal nære et Folk, det kan ikke bare føde sig af Familjelivet. Det maa føde sig ved at optage alt, som er i Folket, og ikke engang slutte med det; det maa i Magt af, hvad det er bleven ved det, optage alt af samhørigt og stort i Menneskeheden. Og at vinde op til det, dermed har det gaaet smaat hos os. Jeg vil i denne Forbindelse bare nævne den religiøse For- kyndelse. Tro nu endelig ikke, at det er Kristendommen, jeg vil angribe! Det er den kristelige Forkyndelse. Husk paa, at Protestantismen ifølge sit Væsen altsaa er en Pro- cedure - Navnet siger det - og den procederer enkelte Dogmer væk for at beholde andre. Den begyndte og maa fortsætte som Procedure. Der er noget juridisk i det, og deraf er ogsaa Forkyndelsen bleven bestemt. Vi ved alle, at de største Jurister har været, og er tildels endnu, vore Theologer, og at Forkyndelsen er en Dogmeforkyndelse, en Troesforkyndelse, af den rene Lære om ikke netop til For- trængsel af Kjærlighedsforkyndelsen - som skulde være alt - saa dog i alle Fald til Hindring for den, saavidt som jeg kan skjønne. Jeg hører nu, at der er dem i vort Land, som har begyndt paa Kjærlighedsforkyndelsen, og Gud velsigne dem for det. Men saavidt jeg kan skjønne, er det meget faa, og did er den almindelige kristelige For- kyndelse endnu ikke kommet hos os, saa vort Hjertelag, som møder i Kirken, faar ikke det, som det søger! Det er én Ting. Saa er det det nationale Hjertelag. Saa vidt som vi troede, det skulde kunne voxe sig, fra vi atter fik den indre Selvstændighed, har det ikke voxet sig, fordi Væxten er en Væxt med Forhindringer. Vi skal nemlig huske paa, at i det Forhold, vi har været i til Danmark, der var det syvende og det sidste i vore Ønsker, det stærkeste, vi vilde, det var Landsforræderi. Vi kunde ikke tale det ud, og vi kunde ikke handle derefter. Der fik aldrig nogen drømt sig Hjertelag til; der maa handles, der maa leves Hjertelag til, og den store Slægtsfølelse, den havde vi ikke. Naturligvis, om det havde været et Kamp- liv, et saadant, som Irerne har ført, - da kan man være SIDE: 45 undertrykket, da voxer Hjertelaget - men det var just det, det ikke var. Det var ikke noget Kampliv, det var et Dødsliv mere eller mindre med langsom Opvaagnen. Det, vi nu har, er bedre. Men det er atter ikke det, der helt kan nære Hjerte- laget, og det nationale Hjertelag maa næres, for det er paa den ene Side - det er det, som er Formidleren udad- til, og opsamler hele den Rigdom, som er i det store men- neskelige Samarbejde, og det fører det tilbage igjen til Familjelivet, - giver det Energi, giver det Opfindsomhed og udvikler det paa den Maade. Men hos os er dette store nationale Hjertelag, det er endnu den Dag idag en Frem- gang med Dødvægt paa. Thi det syvende og sidste, de store Ønsker, den store hele Æresfølelse, som fører det ædleste og største til vort Hjertelag, den er dæmpet! Den er dæmpet! Jeg tror for min Part, at et Folk, som ikke har den hele Ansvarsfølelse, som har endel af sit Ansvar i et andet Folks Lomme, jeg tror, at det Folk aldrig kan naa den højeste Æresfølelse, og derfor heller ikke give til det na- tionale Hjertelag det, som er dets rigeste Føde. Det tror jeg, og naar vi er stedt saadan, at vi ikke engang kan tale om dette offentlig - uden at der er lidt af en Følelse af Fare - jeg tror ikke der er Fare, men en Følelse af Fare - saa er vi ikke godt stedt. Nu har en svensk Mand offentlig skrevet om mig i Anledning af min Hjemkomst. Naar vi tager de velvillige og virkelig godtmente Talemaader tilside, saa lyder det kort og godt: tal ikke om det der. Dersom han vidste, hvor det rammede, saa var de saa gode Hjertemennesker, at de sagde det ikke. Men jeg for min Part, jeg siger: jeg vil tale, jeg vil ikke tie. Mine Venner! Naar man har siddet, som jeg har gjort i den senere Tid, i Paris og læst Ord som de, jeg har læst, som General Björnstjerna sagde, og naar man ved med sig selv, at han har været vor Udenrigsminister i mange Aar, og naar man hører, at han mener, at vi er et svensk Pro- tektorat, omtrent som eller ganske som Madagaskar er det under Frankrige - et svensk Protektorat og skal saa være og maa saa være - thi uden paa den Betingelse er For- eningen med Sverige ikke mulig - og naar jeg saa, som sagt, husker paa, at det er vor egen Udenrigsminister - forsaavidt vi faar Lov til at kalde ham vor egen - som har sagt det, som altsaa har styret derefter, og jeg saa kommer hjem, og jeg ser alle disse Unionsmærker i vort SIDE: 46 Flag, som akkurat er hans Tale oversat i Farver, saa siger jeg: det norske nationale Hjertelag, det er endnu ikke færdigt; der er endnu en Krog i det, som ikke er rigtig norsk, en Krog, som kanske i Størrelse sva- rer til den, som ikke er rigtig norsk i Flaget. Dette siger jeg samtidig med, at jeg udtrykker min Agtelse og Ærbødighed for det svenske Folk som svensk Folk og min Kjærlighed til de prægtige Venner, som jeg har den Lykke at have i det Folk, og jeg siger det endvidere i inderlig Overbevisning om, at ikke det norske Folk - skjønt det vil bekjende Kort og bekjende Kurs - paa nogen Maade vil bryde, hvad der er, ikke paa nogen Maade krænke den historiske Udvikling, men bare styrke sit eget Hjertelag ved aaben Tale. Ja, saa har jeg talt, hvad jeg om den Sag har at sige, og jeg mener det, jeg har sagt. Nu skal jeg sige i Forbindelse hermed, hvad der har udgjort for mig den største Glæde, siden jeg kom hjem - det er ikke denne Modtagelse af mig; jeg har fundet noget i den, som har været lidt for meget; det har genert mig; nej, det er, at jeg hører her fra mange Kanter, at Højre begynder at tænke paa samme Maade om de svenske For- hold som vi, og dersom jeg skulde kunne leve den Dag, at dette her Ungguttoget 17de Maj ikke længere førte svenske Mærker, at det var et virkelig bare norsk Tog, at de ikke vilde, at Ungdommen skulde fordær- ves i sine nationale Følelser paa den Maade, at de skulde tro, at vi var et lidet Stykke Sverige ogsaa, foruden at vi var norske - dersom den Dag nogensinde skulde komme, og jeg haaber, at den kommer - saa siger jeg, at det er den gladeste Dag, jeg har levet. Og jeg vil sige mere: vi skal allesammen have en Slut. Om der kunde komme nogen til mig og sige: paa hvad vil du slutte? - saa vilde jeg sige: ja, giv mig Følelsen af, at Højre staar, hvor vi staar i dette Forhold, og saa kan det være slut. Vi har et Forhold ogsaa i det indre, som jeg maa faa Lov til at røre ved med et Par Ord. - Jeg begyndte med det - det lader sig ikke dølge: der er Splid i Venstre, og det er bra nok, som min Ven Vullum opfordrede mig til, at jeg skal være forsonende. Jeg tror ogsaa, det er sandt; jeg tror, jeg er forsonende; men det ved jeg, at aldrig naaes Forsoning ved Omgaaelse eller Fortielse. Jeg har seet før, og jeg har seet igjen nu herhjemme, at der er vundet Sejre i Storthinget derved, at den ene Del SIDE: 47 af Venstre er overvundet af Højre og den anden Del af Venstre. Det er den tyske Fremgangsmaade, det er Bis- marchs Fremgangsmaade. Jeg vil ikke sige noget andet om den, end at det er den mest uparlamentariske, jeg kjender, og det er den daarligste af alle konstitutionelle Methoder. Jeg vil ikke her dele Skylden mellem nogen, det vil jeg ikke; jeg er paa Forhaand overbevist om, at Skyl- den er til at dele paa begge Parter; men en Ting vil jeg have sagt, og for at sige det, vil jeg gjøre en liden Reka- pitulation. Der staar kanske ikke saa mange Mennesker nu her og hører paa mig, uden at de har læst et Digt, jeg i sin Tid har skrevet til min gamle Ven og Kampfælle og Fører Johan Sverdrup. Om jeg skulde skrive det Digt idag, jeg vilde forsøge paa at give det den samme Varme og det samme Udtryk i alt væsentligt. Sandelig han er den salte Havstrøm, som kom i vore lumre Fjorde. Han er den europæiske Kraft - for at tage dette Ord op -, som kom og gjorde vort Storthing fra et Amtsformandskab til en europæisk Nationalforsamling. Han er den, som stærkere end nogen an- den Mand i Norge har kunnet forvandle hele sit Liv til en eneste patriotisk Glød mod et eneste Maal og ikke slutte, før det var der. Dermed synes jeg det maa kunne lade sig forene i Ærbødighed at have Tvil til, at han nogensinde har været den Leder, vi har trængt; med at sige, at han er som Ordfører den største, vi har havt, og han kan tage Maal med hvemsomhelst i nogen europæisk Opposition, - der- med maa det kunne forenes at have Tvil til hans Ledelse af Regjering og Storthing nu. Samtidig med at jeg netop i Forsoningens Interesse udtaler det, som jeg er sikker paa er manges Følelse, sam- tidig med det, vil jeg have sagt akkurat det samme som gamle Hedlund engang sagde til mig om de Geer, som han heller ikke syntes holdt Maal: "Jeg gaar aldrig med paa at styrte de Geer" - det samme siger jeg: Det vilde jeg aldrig gaa med paa. Men jeg vil nok lade min Følelse - og det lod ogsaa Hedlund - være kundbar for den Mand, hvis Patriotisme jeg ubetinget stoler paa. Det vil jeg have sagt. Jeg vil, at alle disse Sager skal behandles ud af Hjerte- lag; og i Hjertelag er Taknemmelighed og Hensynsfuldhed store Kræfter. Og jeg mener det, at det maa opøves netop i saadanne vanskelige Stillinger, og da tror jeg, at vi poli- tisk naar mere, end om vi handler uden Hjertelag. SIDE: 48 Jeg tror om Politiken i det hele - det siger jeg - at den gaar ud paa at vække og samle Hjerterne her i Norge. Men jeg tror det samme om hele den store Politik her i Verden nu, at det er egentlig den Revolution, som forbe- redes, at det er Hjertets Politik, som begynder at indtage det hele. Allerede dette: Omsorgen for de smaa, de for- sømte - det er Hjertets Politik. Og se i en saa- dan Tid alene kunde det være muligt, det som nu er be- gyndt i England. Og dermed vil jeg slutte. Jeg vil tage ind det største Exempel paa Hjertets Politik, som har været i Verden: det er Gladstones Anførerskab. At se dette hvide Hode gaa ned til Strandbredden, hvor det irske Folkeskib ligger og holder paa at forlise, og se disse faa hvide Haar flagre der i Stormen, som nu gaar løs, - det er det største Syn, som Samtiden har. Og det kan gaa med det, som det vil. Gladstones Sjæl er ombord, hans udødelige Sjæl, og vil føre til Havn - og ikke alene føre til Havn; men det vil blive til et Exempel, som Menneskeheden aldrig mere blir kvit. Mange Gange i Verden har man maattet give de smaa sin Ret; men dette at gaa frem, før man egentlig strengt taget er nødt til det, og sige: "Vi gir dem deres Ret, fordi det er Ret, og fordi det at gjøre Ret, det at følge Hjertets Politik, det er den klogeste Politik i Verden" - det er nyt. Det er det, han arbejder for som Foregangsmand, og det er det, vi alle nu skal prøve at naa i det store og i det smaa. Og jeg appellerer til jer alle - jeg ser, I er samlet alle i den samme Længsel til at faa mere Hjertelag op i det norske Samliv - jeg beder jer alle, hver i sin Stilling, at arbejde med og støtte, hvad vi har. Men ikke i Taus- hed, - i Tale, men i Hjertelag, saa det naturlige sker! SIDE: 49 Bjørnstjerne Bjørnson [Bjørnson og Jaabæk.] Hr. Søren Jaabæk har fundet det passende fra Stor- thinget af at stille en Anmodning til mig om at frasige mig min Digtergage; jeg har nemlig sagt, at det vilde jeg gjøre, hvis Alexander Kielland ingen fik. Men nu har Kielland ingen "Digtergage" faaet, mener Jaabæk, saa jeg bør holde mit Ord og "være i Sandhed". Naa; efter Ordlyden er det saa, at Kielland ingen "Dig- tergage" har faaet, saa som A. Munch i sin Tid fik 400 Spd. aarlig i "Digtergage". Men likesom vi alle dengang vidste, at A. Munch fik Pengene som Digter, saaledes vet vi det samme nu om Kielland; han fik dem bestemt ikke som candidatus juris. Hvis jeg altsaa frasa mig min Digtergage af den Grund, Jaabæk vil ha gjældende, kom det faktisk til at bli saa, at jeg frasa mig 1600 Kr. aarlig som Digter, fordi Alexander Kielland netop fik 1600 Kroner aarlig som Digter. Dette vilde være liten "Sandhed" i, men saa meget mere af Smaalighed og Vriompeiseri, - to Egenskaber, som har plettet Jaabæks ellers saa dygtige Levnetsløb og blir ved at gjøre det, ser jeg, til det sidste; saa hans Forslag undrer mig ikke. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 50 Bjørnstjerne Bjørnson Utroligt Juristeri. Jeg mottar væmmelige og naturligvis anonyme Brev, hvor jeg gjøres til Løgner og samvittighedsløs: jeg burde nemlig ha frasagt mig mine 1600 Kroner, fordi Alexander Kielland - ikke har faaet 1600? Nej, fordi han fik! Han fik dem nemlig ikke som "Digtergage"; han fik dem bare "som Erstatning". Men det er jo ogsaa efter de sammes Sigende den vigtigste Grund til, at vi faar vore 1600! A. Munch fik sine "som Docent"; men hvem tviler om, at baade han, Kielland, Ibsen, Lie og jeg, allesammen fik og faar vore 1600 som Digtere? Nej, naar ikke Ordet er nævnt saa -! Ærligt og forstandigt Folk spør jeg om følgende: Forat bli samvittighedsløs eller forat bli Løgner maa jeg selv handle mot bedre Vidende, ikke sandt? Nu har jeg hele mit Liv arbeidet mot Bokstavtræleri, mot Juristeri og Vriompejseri i al Slags Skikkelse, og for Aand og sund Sans. Skulde jeg her tænke, som man vilde ha mig til at tænke, maatte jeg først være omvendt til det, jeg hele mit Liv har arbeidet imot; jeg maatte være gaat ut af mit eget gode Skind og for Eksempel ind i Jaabæks. Paa anden Maate kan jeg umulig i denne Sak være kommet til at be- slutte noget mot mit bedre Vidende. Men det har jeg ikke gjort endda! Jeg er fremdeles den samme og har derfor ogsaa fremdeles en ganske god Samvit- tighed. De Herrer, som tror, jeg for 1600 Kroner - og det kanske bare i et Aar - gir mig selv Banehugg i min Selv- følelse, faar virkelig saa tro. Velbekomme! Men Jaabæk og hans tapre Følge skal faa et godt Raad af mig: prøv næste Gang at gjøre det bedre; prøv at ta mere fra Kielland end Ordet; prøv at ta Tingen, Pengerne! Lykkes det, saa kanske de oplever den Fryd at se mig af- give mine. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 51 Bjørnstjerne Bjørnson Bruuns Vadmels-Væv. ("Dagbladet" Juli 1886, her optrykt efter "Morgenbl." 30. Juli, Nr. 379.) Den Tvetydighed, som ligger i Overskriftens sidste Ord, vedkjender jeg mig. Baade Vadmels-Væven og Vadmels- Vævet holder paa at ta Rang af "norsk national Æres- følelse", saa jeg tænker, vi bør bli betænkelige. Lad os endelig tilstaa for os selv: 1) At det norske Folk aldeles ikke gik i Vadmel, hvis det hadde Raad til at gaa i Tøj, som var vakrere, varmere, billigere. Utlandets (og vore egne) store Fabriker har gjort slige Fræmskridt, at vore Bønder ikke kan følge med, ikke i Mønster, ikke i Stof, ikke i Prisbillighed. Men det er Fattigdommens Ulykke, at den har ikke Raad til at skaffe sig det Bedste, som i Regelen ogsaa er det Billigste. Vadmelet er overmaade dyrt, baade i Forhold til sin Godhed som især i Forhold til, hvad Sauen og Til- virkningen koster Bonden; det blir paa langt nær ikke betalt med, hvad han faar for det. Med andre Ord: det repræsenterer aarligaars et betydeligt Nationaltap, som vi ikke har Raad til at bøte paa; saa uheldige er vore Vil- kaar. Men at gjøre dette Nationaltap til en "Æressak", ja til vor "Stolthed", det repræsenterer en tilsvarende Sum af Usans. 2) Det er sikkert ogsaa paatide at tilstaa, at Werge- lands Vadmelsperiode gjorde han tilslut selv Nar af. Han var et for godt Hode til ikke at lære. Naar den allikevæl nu sættes sammen med hans Nationalfølelse, maa vi huske, at den Tids Nationalfølelse (en Wergelands, en Ole Bulls) hadde sit Hat, sin Utskejelse, som vi har frid vor for. 3) Den tredje Tilstaaelse, vi faar gjøre, naar Wergeland sættes op paa den Maaten, gjælder hans private Liv, som nu skal være Mønster for vort. Kanske var det tarveligt; han bygde i senere Aar Hus; først et, saa et andet, efter Tidens Krav nok saa bra Hus. Han holdt Hest, Hunde og mange rare Dyr (han hadde ingen Barn) og øvede megen Gjæstfrihed, jeg tænker like- saamegen som senere Digtere, der har bod i Kristiania. Heri kan altsaa ikke Forskjellen stikke mellem hans Tar- velighed og deres Mangel paa Tarvelighed. Naar hans Liv allikevæl stilles op som Mønster for Digterne idag: han gjorde ikke alene, hvad f. Ex. jeg i min Tale om Hjærtelag og "Hjærtets Politik" anbefalede til Omdannelse af Samfundet; "han omdannede sit eget SIDE: 52 Liv"; hans Liv var (i Modsætning til mit) "gjennemført og helt"; de senere Digtere "optar" ikke engang "Vadmelet"; de "træder ikke i hans Spor"; de er nødt til at gaa til Dan- mark efter Forlægger, fordi de ellers ikke fik en "Pris", som "svarte til deres Livskrav"; de kan ikke engang fri- gjøre sig for denne Levning af "Lydrige-Stillingen"; de anbefaler andre "Selvstændighedens Æresfølelse", men de har den ikke selv; - "et er sikert, Wergeland vilde ikke ha gaat til Gyldendal"; - - - ja, naar Wergelands pri- vate Liv, hans Tarvelighed, hans Nationalfølelse brukes paa den Maaten, d. v. s. til at nedsætte hans Efterfølgeres private Liv og gjøre dem mislikte, da blir Bruuns Kjærlig- hed til Henrik Wergeland minst like saa farlig som hans megen Kristuskjærlighed; den blir til Forfølgelse af andre; - og da maa der tales helt ut, men først en Be- mærkning. Det er dog besynderligt, at Bruuns Kjærlighed - i alle Fald det af den, som vi ser - har denne Egen- skab, at den gaar ut over andre som noget Ondt. Han kan ikke holde af Husmanden uten at skade Bonden, ikke berømme Bonden uten at nedsætte Embedsmanden, ikke ælske de Kristne uten at faa Hat op mot Fritænkerne, ja ikke engang sværme for en død Digter uten at saare de levende. Det kommer væl ikke bare af unaturlig Lyst til Mandjævning? En Del af de citerede Udtryk viser, at det er mig, hans Kjærlighed til Wergeland især vil tillivs. Og de, som vet, at Bruun ofte har kommet i min Hustrus og mit Hus baade i den Tid, vi bodde i Christiania, som ogsaa i mange Aar her i Gausdal, vil maaske bli noget forundret over, at han færdedes der, da det ikke var et tarveligt Hus. Men saa tænker de vel, han var nødt til det, og beklager os, at vi kan bære os saaledes ad. Jeg føler mig ikke fristet til at gjøre Gjengjæld. Jeg skal ikke bryte ind i Bruuns Hus og private Liv for at undersøke lidt nærmere hans "Forsakelse", dens hvorfor og dens hvori. Jeg skal indskrænke mig til at vise hans Uforskammethed tilbage. Heldigvis har ogsaa andre søkt os, og der er skrevet saa meget om det og formodentlig talt ændda mere, saa vi tør ta det med Ro. Kanske prydes vort Hjem af flere Vennegaver end Wergelands; kanske er det ogsaa i andet et mere moderne Hus og Husstel. Men hværken min Hustru eller jeg er os bevidste, at vi har overskredet Grænserne for et godt, men tarveligt Bord og - saavidt vi forstod det - smakfuldt SIDE: 53 Hus. Heller ikke har vi hørt det før nu af Christopher Bruun, - hvis det er dette, han mener. Er det paa anden Maate, jeg har været ødsel og ikke vist "Forsakelse"? Skal jeg endelig sammenlignes med Wergeland, maa jeg faa sige, at jeg aldrig har drukket eller i drukken Tilstand ødslet; jeg søker overhovedet ikke Restaurationer, allerminst i mistænkeligt Selskap. Jeg tror, at jeg tar visse Hensyn, som ikke alle tar, der lever i min Omgang og i store Byer. Hvad som har git Bruun Mot til denne næsvise Nær- gaaenhed, aner jeg ikke. De norske Digteres aldeles private Forhold til deres Forlægger fremstiller han videre som "Levning af en Lyd- rike-Stilling"; det savner "Selvstændighedens Æresfølelse", at vi har en Forlægger, som er født dansk og lever i Dan- mark! Naa, det maa da heller være Indledning til en "Lydrike-Stilling", at vor Forlægger taler dansk og bor i Kjøbenhavn; for baade de ældre Digtere (Wergeland og Welhaven) og de yngre (Ibsen, Vinje og jeg) hadde forsaavidt længst frigjort det stakkars Norge; vi var visselig allerede blit norske Forlæggeres priviligerede Ejen- dom. Jeg brøt igjænnem og fridde os ut. Og derved gjorde jeg ogsaa den norske Boghandel en værdifuld Tje- neste; jeg lærte den, hvad den var for noget som Forlags- handel og hvorfor den ikke var mere. Der er en økono- misk Lov, som siger, at hvad alle staar sig paa, det er riktig; - her var dette Tilfælde. Saa længe vi med Danmark danner ét Sprogsamfund, er det en uvurderlig Fordel at eje et stort Forlagsfirma, som gir et Værk Anseelse og Utbredelse. Her er faktisk et Forhold, hvori vi med Danskerne danner ét Rike; at sætte op en Toldgrænse, hvor ingen er, og la os Digtere være alene om at betale Tolden, - ja, det er at væve Vadmel. Det blev os altfor kostbart. Vi hadde ikke engang den Undskyldning, som de Bønder har, der væver Vadmel, at vi ikke kunde tjene mere paa det. Jeg har et Par Ganger før oplyst, at vor danske For- lægger er vor Ven; vi har ingen bedre. Bruun krænker her i tvefoldig Forstand et privat Forhold; hvem vi inden vort Sprogsamfund vælger til Forlægger og hvorfor, kom- mer ingen tredje ved. Han kan med fuldkommen lige stor Ret gjøre gjæl- dende, at vi skal la sy vore Klæer i Norge, æte vor Mat i Norge. Vadmel, Vadmel! Han drister sig til at paastaa, at Wergeland aldrig vilde SIDE: 54 ha gaat til Gyldendal. Saa gik han da til Gyldendals danske Kommissjonær og Aflægger paa Stedet! Og Brevet til Joh. Lud. Heiberg og andet, som Lassen nævner, viser til- fulde, at det manglede ikke Wergeland paa Vilje til "at gaa til Gyldendal", da det blev for trangt her hjæmme; men han opnaadde det ikke. Bruun vil gjerne passe Wergeland ind i sine Klæer, ser jeg; det kan jo baade være uegen- nyttigt og beskedent; men det gaar ikke. Baade er han for svær af Natur, og saa hadde han en anden Væxt, end Bruun har havt. Bruuns har i det Aandelige naadd fræm fra det Individuelle til det Institutionelle - et svært Frem- skridt! - fra Tolerance til Intolerance, fra Europæisme til Afspærring, fra Kunst og Skjønhed - til Vadmel; Werge- lands Vækst var en anden. Eller kanske er det det, Bruun mener, at Digterne ikke burde leve saa meget utenlands? Jeg faar da Lov til at svare for mig, at jeg længst burde ha levet, hvor jeg nu en Tid har levet; men min Borgerpligt holdt mig tilbake i Hjæmmet. Tror Bruun, at det Liv, hver af os med Hustru lever derute, er et Liv i Luksus og Lediggang? Saa faar han tro det. Mener han det er unødigt eller endog uriktigt, svarer jeg: Vadmel. Sammenlignet med Wergelands Digtning er den nær- værende norske især en episk og dramatisk, og kræver derfor ulike større Arbejde og Ro dertil. Med den Opdra- gelse, de norske Aandsvilkaar tillot, og med vore smaa Midler til Fræmgang naar vi saa allikevæl ikke Utlandets Kunst i den Grad, som vi ønskede og kunde. Det er Sanheden. Kanske ligger under hans Sammenstilling, at Werge- lands Digtning hadde en saa meget større Indflytelse paa sin Samtid, end vor har idag? Ja, det er muligt, at denne Opfatning raader paa Bruuns Skole, og at den trænges til i den Kamp, han nu rejser; men Opfatningen er grund- falsk. Wergelands Aandsmagt i vort nationale Liv var overordentlig; men ikke paa langt nær hadde hans Digt- ning den Indflytelse paa Samtiden, som den nuværende har idag. Betingelserne for det var ikke skapte, - for bare at nævne ét. Denne Tilbakevisning af Bruuns Indtrængen paa privat Grund og hans Ord ved den Lejlighed har jeg fundet SIDE: 55 betimelig. Jeg vil ønske for min Skyld som for fleres, at vore Blade vilde gi den Utbredelse. Men lad mig saa ta noget med. Mens jeg var i Utlandet, saa jeg ham - ti han har et dømmesygt Sind - revse Bønderne for Dovenskap og Overdaad! Nu revser han især "Overklassen", og blant denne især "Venstre"; Venstre lever ifølge ham i stor Luksus og Vælvære! Er nu dette simpelt hen sant? At der er noget i det norske Anlæg, altsaa i det norske Folks Trang, som i sær- egen Grad kræver Skjønhed og Glæde, det vidner vor Saga om og de Mænd, Folket fremfor alle har valgt til Ynd- linge (Olav Trygvason, Tordenskjold, Wergeland); det vidner vor Folkepoesi om og Skalderne til siste Dag; derom vidner ogsaa det Utal af norske Kunstnere, som vor forløste Aand har sendt ut, og den Musiksans og det Musikliv, som findes inden vort dannede Selskab; jeg tror ikke, at noget Folk forholdsvis har noget tilsvarende. At Nordmændene, straks de kjender Raad til det, omgir sit Liv med Skjønhed og spreder Glæde i en herlig Natur, det er en sund Ytring af Kraft, og det øker vor Leveævne. Herimot maa intet Korstog føres. Om det ikke var andet end Reaktion mot et haardt Klima og strænge Erhværvs- Vilkaar, den gjorde vor Stamme Ære, og der kan ingen sikrere findes. Men om denne Trang griper feil, om f. Ex. vor sel- skabelige Omgang blir for overlæsset af "Traktering" og da især de særegne Sammenkomster med Mat og Drikke, saa staar det vel til at rætte? Det støter en, som kommer fra Fastlandet; ti der er saadant ikke Bruk. Men det kommer ikke saa meget af Trang til Overdaad eller af anden Stormandsgalskap (uten hos enkelte); det kommer mest af Frygt for at skille sig ut, af Ærekjærhed, af Pligtfølelse, - kort af en Del ingenlunde daddelværdige Egenskaper. Dersom en liten Ring i hver By, som hadde Anseelse nok og Mot til at holde ut, tok sig for at sætte igjænnem en Selskabelighed paa mere "europæiske" Vilkaar, de gjorde vort Aandsliv en større Vælgjerning, end nogen Enkeltmand er istand til. Ti af billig Omgang følger hyppig Omgang og dermed Trang til Underholdning af stigende Værd. Jeg tænker, at vort Musikliv og anden Kunstsans spaar om noget saadant i en ikke fjærn Fræmtid. Den "Tarvelighed", som Bruun i Modsætning anbefaler SIDE: 56 os, - ja, saa dyr "Tarvelighed" som paa Bondebygden i Norge, præsteres ikke af noget andet Folk, som jeg kjender. Her er atter "Vadmelet" paafærde! Hvad som spises i andre Lande, og som her kastes væk, æller ikke løftes op; hvad som utenlands tilberedes, saa det gir fuld Næringsværdi og her saaledes, at en stor Del tapes (f. Ex. i det saltede og tørrede Kjød, som er Hovedspisen her op- over), og hvad som andetsteds gjøres for at lette For- døjelsen og her for at fordærve den (hvorfor ogsaa et Utal af Fjældbønder lider af Kardialgi), ja, det faar virkelig vore Læker engang ta sig alvorlig af, - om ikke for andet saa for at afsætte Bruun'ernes dyre Vadmel ogsaa i dette Strøk af vort Liv. Naturligvis er god, nærende Mat den billigste, og na- turligvis har en stor Del af vort Folk ikke Raad til at skaffe sig det billigste. Dette er det sande Forhold, og det faar vi prøve at rette paa - ikke med Skjænd og Smæld af dømmesygt Hovmod, men med Kundskap, Eksempel og Hjælp. Endelig taler Bruun (han taler jo efter Sædvane om alt paa én Gang!) ogsaa om "Liberale", som er alt andet end liberale mot sine Husmænd; de er "liberale Husmands- Plager". En af dem, siger han, "hadde blant Venstrefolk i sin egen Bygd Ord for at være den største Husmands- Plage der i Bygden". Hvem er det? En kommer i Ar- bejde med at gjætte; for der er næmlig ikke mange at gjætte paa. Er det Qvam? Konow paa Hedemarken? Løberg? Bentsen? Eller jeg? For der menes væl nogen, som er kjendt? Er det tilladt paa den Maaten at sigte nogle faa Mænd uten at nævne Navn, saa alle blir mistænkte? Ja, hos Bruun er dette ikke længer enestaaende. Han er inde paa Hatets og Forfølgelsens Vej, og paa den kom- mer selv gode Naturer tilsidst til at skatte. Da jeg kom hjæm, hørte jeg, Bruun offentlig hadde sagt, at "det at være Fritænker, var en Lyte paa en Kar". Snart æfter saa jeg det paa Tryk i hans eget Blad. Samme Dag jeg læste det, kom blandt flere Besøkende en tysk Videnskapsmand, og jeg oversatte det for ham. I skulde ha set hans Forbauselse! Ja, der er vist ikke mange dannede Utlændinger, som kan fatte, hvorledes vi (saa mange Aar efter den franske Revolution!) endnu kan ha Mænd, som forkynder en slik Lære i Guds Navn. SIDE: 57 Tænk, at sætte dem, som af Videnskap og Tænkning har kommet til et selvstændigt Livssyn (og hvoriblandt Ver- dens største Aander og saa mange af dens øverste Dan- nelse), i Klasse med Folk af Tyveslægt, af Drankerslægt, eller med dem, som har en arvet eller paaført legemlig Svækkelse! Dette maa vel være det "religiøse Vadmel". Det var at ønske, at begavede Folk som Christopher Bruun ikke længer fandt Regning i at væve det, eller i at sælge det. Nationaltapet ved Vadmelet er stor nok, som det er. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 65 Bjørnstjerne Bjørnson Sædelighedsspørgsmaalet. (Dansk "Morgenbladet" 1886, 23. December, Nr. 304.) Jeg ser, man har troet det rigtigt at aftrykke nogle Linjer af et Brev fra J. P. Jacobsen om "Det flager", og disse har forskjellige Blade atter aftrykt som Visdomsord efter en afdød. Af flere Grunde tror jeg det rigtigt at tage til Gjenmæle. Vistnok er Jacobsens Ytring - mere er det jo ikke - temmelig ubetydelig, og i saa Henseende lig de fleste, som er offenliggjorte efter ham. Men den virker i den Situation, hvori den nu falder. Bogen er ikke ment som Gjennemførelse af et "fysio- logisk Problem"; Bogen er dens eget sidste Ka- pitel. Efterhaanden har Erfaringen samlet i mig en harm- fuld Protest mod de Giftermaal, som begunstiges paa højere og højeste Steder, mellem udlevede Mænd, der skal gjøre "Karrière", og rige Borgerdøtre, der skal hjælpe dem dertil, SIDE: 66 og som selvbevidst gaar til Brudeskamlen over sine Søstres Ruin. Den, som véd, hvad for en Rolle Formuen spiller i vore Samfund, og ser store Dele af de arbejdende Borgeres Er- hverv ved denne Sort Giftermaal samle sig paa de aller- uvederhæftigste Hænder, - han véd ogsaa, at de rige Pigers letfærdige Selvsalg angaar flere og mere end dem. Min Opgave var at faa denne Harm til at explodere i en stor Katastrofe; men med det almindelige Menneskestof hos os, og navnlig med det almindelige Kvindestof, lod dette sig ikke gjøre; jeg maatte skabe mig en liden afsluttet Verden og bringe denne i Sammenstød med den almindelige. Derfor tog jeg den letfærdigste Slægt i en letfærdig liden By og fulgte den helt frem til borgerlig Ruin og Reaktion. Af denne fødtes saa i Tidens Fylde hin Kraft, som beslut- tede at ofre sit Liv for at læge Skaden. Men ogsaa han havde ulyksalige Slægtsmærker, saa Forsøget blev gjort lige saa uklogt som velment. Og de mange unge Piger, som uden synderlig Forberedelse løftede store Samfundsspørgsmaal, faldt i komisk Lys, og til Dels som Ofre for den Aand, de højtidelig havde svoret Krig. Saa lidt er her altsaa stillet "fysiologiske Problem" til Gjennemførelse, at det er Forvirringen, Uklarheden, Nød- standen, som de skaber, hvorudaf det exploderer. Da Bogen ikke er bygget paa almindelig Vis, misforstod pligtskyldigst de fleste Kritikere den, hvilket dog ikke holdt Publikum tilbage. At vække J. P. Jacobsens Avtoritet imod den, nøder mig til en Bemærkning. Ligesom hans Bøger efterhaanden lod det blive klart, saaledes lader hans skriftlige Efterladen- skab det blive endnu klarere, at denne store Kunstner og denne ikke almindelige Viden egenlig havde liden Aands- vidde; hans Interesser og Iagttagelser var stærkt ensidige. Som Avtoritet bør han vist bruges med adskillig Forsigtighed. Sædelighedsspørgsmaalet, som den saa stærkt angrebne Bog skulde tjene, vækker uvilkaarlig én Betragt- ning til. Den danske Kritik burde en Gang undersøge J. P. Jacobsens Indflydelse paa dansk Sædelighedsfølelse; en Kunstner er nemlig ikke bare Kunstner. Naar den Kamp, Danmark nu staar i, eller rettere Kampens Form, en Gang skal have sin psykologiske Udredning, og det skal eftervises, hvoraf det kommmer, at SIDE: 67 der overalt ligesom staar Gjærder aabne, og alle Fortolk- ninger er flydende, og alle Protester magtløse, og alle For- lystelsessteder fulde, - mon ikke Folkets Sædelighedsfølelse ogsaa da kommer under Forhandling? Mon her ikke skulde være en Sammenhæng? Blandt andre virkende Faktorer ogsaa en at søge her? Slet ikke særegen for Danmark, men dog størst i et Folk med udpræget æsthetisk Livsanskuelse? Forhandlingen om Sædelighedsspørgsmaalet som Sam- fundsspørgsmaal er endnu i sin allerførste Barndom; dets Rødder og dets Indflydelser er bare ved at anes. Kan- ske griber det dybere ind i et Folks Skjæbne end noget som helst andet. Derfor bør næppe det danske Folk midt i dets store Krise sætte Øgenavnet "norsk" paa dette Spørgsmaal og dermed skyde det til Havs. Kanske tør det vise sig, at ogsaa Moralen er en Del af det, vi hævder som "vor Natur", født af den, til Frelse for den; at "Frihed" er umulig uden Selv- tugt, at i samme Grad, som vor Lyst beherskes af vor Vilje, vinder vi Evne til at forsvare baade vor egen Frihed og vore Medborgeres. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Til dem som forkynder eller lærer i det norske Maal. ("Dagbladet" 1887, 13. Febr., Nr. 46.) Til Bokavlens Mænd, til Bladénes, Kirkens, Skolens har jeg i lang Tid villet henvende nogen Ord, og nu synes jeg, Lejligheden er kommen. Den er en liten Bok, som heter "Hvem skal vinne?" af Overlærer K. Knudsen. Blandt de trofaste Mænd og Kvinder mellem os (og jeg finder, at forholdsvis har Norge et ikke saa litet Tal), som er ældets i en god Gjerning, for hvis Skyld de har gjort sig om til Maskiner med jævnt Indtag, Skjøtsel og Arbejd, uten at det kommer dem selv til gode; blandt disse - "Ædlinger" kalder Vergeland dem - med Maal langt utover deres Tid, og derfor ofte litet forstaat, har en her git os sit Testa- mente. Det er en liten sjælden grejt skreven Bok; jeg for min Del kan ikke slaa op en Side i den uten at ta Lærdom af, hvorledes vi skal skrive, saa alle skjønner os. Men Boken betyr mere for os end som saa; jeg skal sige hvad Indtryk den har gjort. SIDE: 68 En Mand fik engang i sin Ungdom en Lampe - saa længe er det siden, at enda brændte de den almindelige Olje -, Lampen har lyst over hans Arbejd i vore lange Vin- trer, hans Kløgt, hans Flid, hans hæmmelige Harm og hans lune Haab; efterhvert som de nye Oljer kom, Parafinen, Træoljen, Petroleumen, blev den gjort om; den blev ogsaa forsynet med smaa Forbedringer, altid blandt de første. Men det er samme Lampen, som det er samme Manden, der sitter under den, fra Haaret var tæt og brunt, til det blev tyndt og faldt; fra Ryggen var rank, til den nu luter, - Sekraften mindre og mindre, Bokstaverne større og større likesom hans indre Lys; og Bunkerne om ham blev mange, øg Hylderne vokste bestandig. Nu er den Lampen sat ut til os, det siste han har at gi. Den var Vidnet i hans Liv, Lyset paa det. Manden er Sprogmand, og Ordformernes, de norske Ordformers og Sætningers Love, som de grejde sig for ham opefter, - her er de! Under deres stille Øjne paa hans taalmodige, utræt- telige Pennesving vandt han sine Sejre; - maatte Latinen begynde at dra Kløerne ut af vore Barns friske Kjøt; fik Naturfagene holde Indtog i vore Skolestuer; og fra Arbej- det under dette Lampeskin faldt norskere Ordlag i Blad- folkenes Penner, i Skaldernes Kunst, saa de nu forstaas af flere i alle Samfundslag. Han begynte først; han begynte før selve kjære, gamle Ivar Aasen. Latinens Tilbaketog, hjæmligere Skole, norskere Ord, naturligere Ordlag, disse "smaa Midler" har kanske mere end de store gjort vort norske Samfund større siden da; d. v. s., at nu kan saa mange flere høre og læse sig Sam- fund til, end som da kunde. Den Lampen, som i sin Tid tændte for ham selv, og som, idelig gjort nyere, nu bydes os, den vil han skal lyse paa vore Arbejdsbord. I Formen er det, som Navnet siger, et Opgjør med no- gen af dem, han har kjæmpet mot gjænnem mer end én Mænneskealder; i dette Opgjør ligger saa den lysende For- klaring; Latinens vrede Konservative, de første han kom ut for, bare nævnes; dem har han lagt bakut; - Kampen staar nu med Bondemaalets Strævere. Hvem skal vinde, enten vi eller de? Enten de, der tar Sproget, som vort Aandsliv har dannet det, og arbejder det videre ut med hver Dag; æller de, som vil kaste dette væk mot et, som kanske var landsgyldigt for mange hundre Aar tilbake, men ikke siden. Hvem skal sejre, enten de, som i Sproget holder paa et levende Samfund; - æller de, som SIDE: 69 hæmmelig tror, et Sprog med stor Bokavl, skytende nyt hvært Aar, engang skal brændes ner som en Bygning æller forlates, og Tomten ryddes for Bøndernes indrykkende Sam- fund? Hvem skal vinde, Evolutionisterne æller Nihilisterne? Jeg skal ikke her eftergaa Bokens jævne, sejerstrygge Færd; jeg siger bare, at de, som forkynder og lærer i norsk Maal, Bokavlens Mænd, Bladenes, Kirkens, Skolens, - her er en Lampe at faa. Til denne min Henvisning, som jeg vet kunde være nyttig for mange, føjer jeg noget af egen Lagning om Bygde- maalenes Forsøk paa at afløse vort nuværende norske Maal i Dannelsens Mund og Pen. Efter mit Skjøn gaar ikke taape- ligere og unyttigere Arbejd for sig i Norge. Bygdemaalstrævernes første store Vidne, naar en stævner dem ind, har været og blir Vinje. Har ikke Vinje vist, at "Maalet" kan brukes til hvadsomhelst, jambred med vort daglige Bokmaal, ja, fræmfor det? Jeg svarer nej; slik Tale kan álene føres, saa længe vi endnu ikke har vundet Kritik over vor Bokavl; saa længe ingen Mand æller Kvinde staar iblandt os, som har faat Myndig- hed til at sætte Folk og Ting paa deres Plass. Naar den Tid kommer, vil det bli klart for alle, at hvad Vinje synte os, var Bygdemaalets Magt til at skildre Bondens Natur- følelse og Familjeliv samt Bondens Tanker og Spot over vore andres Liv og Grejer; - her var hans Foredrag slaa- ende, ofte med stor Magt til at ta; - alle Forsøk længer fræm var Oversættelse, ofte kluntet nok; da minkede han Indtrykket istedetfor at øke det, almindeliggjorde istedetfor at dele, afkjølte istedetfor at gløde op. Hvad er den kosteligste Gamen i al hans Skrift? Jo, at ta paa alt vort, især det fineste, med vadmelsvaat. Han kunde føle ømt og dypt som faa, hvor hans oprindelige Natur blev tiltalt; men den blev let det motsatte; Sprog- æmnet indbød uvilkaarlig til at lægge Kjøkkenets og Borge- stuens Haan paa Storstuen og hele Gaarden. Den store Uhjælpeliges Selvfølelse fik Luft derved; men ogsaa Træle- blodet; begge Dele. Noget af den ædleste Følelse og det skarpeste Vid i vor Bokavl findes hos Vinje; men altid innenfor det Sprogs Rækkevidde, han arbejdde i. Skulde nu heraf følge, at vi maa dele vort Sprog i to æfter Æmnerne? Ingenlunde. Vi kan komme til Tyrol og til Schweitz og høre Bjældeklangen, Folkesangen og den SIDE: 70 friske Dialekttale, og vi har nøjagtig samme Følelse af det heles Overlegenhed i at gi Naturstæmningen og Bondelivet; likesaa Bondens rammende Spot over det fornæmme Væsen, som surrer om hans tunge Arbejde. Bondesprogets naturlige Fynd i Spotten er et sikkert Billede af Jordkraftens evige Vælde, lekende med de henoverfarende Daarskaper. Kultur- sprogets Kunstnere tar Farve og Vederkvægelse af det. Læs en af de nyeste tyske Skildrere af tysk Liv og se for en malende Strøm af Bondemaal, der nu glir utover Sproget. Hvem skulde trodd det for bare nogen Aar siden? Vistnok indrømmer en og anden af Bondemaalets Stræ- vere, at Trolddommen i Vinjes Maal sluttede med Æmnet; der var de Æmner den døde i. De indrømmer, at kunde Bondemaalet ikke bære mere end som saa, vandt det aldrig Ret til at bli landsgyldigt. Men, siger de samme, Arne Garborg har nu synt os, at Bondemaalet, arbejdet ut som et andet landsgyldigt Maal, magter mere; nu tør vi vænte, at det engang vil magte alt. Ja, har Arne Garborg virkelig synt os det? Jeg har læst hans siste Bok, han har utvilsomt dens fineste Sprog- følelse, den smidigste Evne; men min Dom gaar sammen med flere andres, som har kunstnerisk Sans: Forsøket, at skildre af vort Nutidsliv i en By, selv det raa, med norsk Bygdemaal, det har glippet. Bedst jeg sitter og læser ham, tar jeg mig i, at jeg lange Stykker bruker mit eget Maal og ikke hans; Æmnet voldte det og Stilens Aand; jeg afløste Ord for Ord uten at vite det; han hadde oversat, og jeg oversatte tilbake, - indtil jeg stanstes af et Ord, jeg ikke længer kunde afløse, i alle Fald ikke uten Omtanke. Saa blev jeg skræmt op, saa var Indtrykkets Sansynlighed ogsaa borte. Ikke alene blev Stæmningen revet i tusene Filler; først mange Dager æfter gled Indtrykkene sammen i ét Mønster af én Vævning. Men selv nu ligger en mat Tone over det af noget, som jævnt har stæmt Farverne ned. Noget er skadd. Et Sprog er jo dog ogsaa Talens Billede af det Liv, vi har levd som Folk, hele Livet, ikke bare en Del af det. Aandsstrømningen gjennem det sætter af og former, saa det bestandig blir rikere og bekvæmmere Middel for os. Naar de Øverste i Folket gjennemgaar en logisk Skole (som i Latinens Tid æller i Filosofiens og den klassiske Re- naissances), saa blir Sproget sikrere i Sammenføjningerne, SIDE: 71 fastere i Tydning og Form; gaar der en strøm af Følelse gjennem Aandslivet (som i Romantikens Tid), farves og glø- des det; rejser sig et kritisk-analytisk Bakstræv, rænskes det for Fraser og anden Arv, som er blet tankeløs. I en stærk national Tid blir det rikere nedenifra; men slaar en Kulturbølge indover med Opfindelser og Opdagelser, følger en Ordflom med utenfra. Enhver, som vokser op i Sproget, faar uten at vite det en herlig Arv af logisk Orden i Fore- stillingerne og Farve over dem; han faar ogsaa Evne og Adkomst til at naa videre ved Arbejde. Alene et slikt Sprog rækker til for Videnskabsmandens haarfine Tænkning, æller omslutter og tægner alle Livets bølgende Stæmninger i Skaldens Kunst. Et Sprog er mere end Ordene, som det sættes sam- men af, mere end Ordenes Former og Klang; det er alt dette og dertil det, som derved kommer fræm: - Sproget i dets indre gløgge Sammenhæng, i dets ydre Væsen, i dets Stæmmeføring og Rytme, i dets Grad af Finhed og Varme, af Tække og Kraft. Et dannet Nutidsmenneske kan ikke uten umaateligt Tap flytte ut af sit Sprog; flytter han ind i et andet, som kanske bærer mere i sig, nemlig af et større Folks større Liv, ja, da kan Tapet med Tiden tildels opvejes; men flytter han ind i et, som stanste for mange hundre Aar siden -? Ingen Maalets Arne Garborg kan med den største Sprogkunst by Vederlag. End sige de mindre Mestere. Ta Ivar Mortensens Blad og læs! Sprogets Rytme be- sværer mig; det blir tilsidst saa tungt, at jeg er ute og brøjter. Og saa blir jeg efter hvært elendig fattig i det; han har gjort noget ved mig, saa jeg har ikke min fulde Aands- magt. Akkurat som kom han ind i min lyse Stue og tok ut Vinduerne og satte andre ind, nogen smaa, nogen i Bly- rammer og med grøngult Glas. Da paakommer mig efter- haanden en bestemt Følelse af Kulde. Har I set paa Landet, naar en kommer til Gaards, som de ikke kjender, eller som ikke kommer belejlig? De staar ute paa Tunet en eller flere af Husfolket, vender halve Siden til og ser over Skulderen, undres, hvem det kan være æller hvad han vil. Hvor mangen Gang har ikke da aap- net sig for mig et langt historisk Fjærnsyn tilbake i utrygge Tider, Riksufredens, Blodhævnens, Misundelsens Bygderne mellem, helt ner til omdragende Slagskæmper, Ugjærnings- mænd og truende Fantefølger. Æller de religiøse Over- gangstider med hæmmelig Fastholden af gammel Tro, og SIDE: 72 derfor Luring og Forfølgelse og Straf. End Lovtrætternes utrygge Dage med glubske Inkassatorer i Følge, Slagsmaal og Hævn; den faldt sammen med Brændevinets værste Voldstid. Faa kunde læse, færre skrive, og Frygt for Svarte- boken omkring dem, som kunde det. Ogsaa Signekjærrin- ger og andet Troldskab var de ræd; at ha noget utestaa- ende med en, var at være utryg for Buskapen og alt de aatte. Og derifra og til vor Tid? Jeg mener til det Liv, vi lever idag, lyst og trygt i stort Samfund, vi, som faar Længs- ler af Videnskabens Opdagelser og Løfter, og Mot og Fart i os af Frihedskampene omkring os, dem vi selv tar Del i; Skjønhedsglæde af Verdenskunsten, Varme af det Kjærlig- hedsarbejde, som gaar paa om Dagene, og som Ingenting skræmmer ner eller gjør træt; - kan nogen tænke sig, at Sproget fra hin Tid og hine Tilstande kan bli Sprog for os? Aldrig kommer det til at kunne gaa vore Ærind. Uten det rækker det ikke fræm. Like saa lidt som en Aandsmagt, der tilbyr sig at være Alles Vej til Lykke, f. Ex. Kristendommen, kan hjælpe sig med bare "de Enfoldige", kan et Sprog gjøre det; det maa kunne bære hele vort ny, rike Liv, eller det blir en tarve- lig Sektbevægelse midt i Vanegangen, det ogsaa. Bondens Maal har i vort Gjenrejsningsarbejde havt en skjøn Opgave, det vet vi, - Ære være Ivar Aasen og flere efter ham! Og at Bondens Barn gjænnem sit Maal nu kan komme let og grejt op i det landsgyldige, - intet er natur- ligere; men det, som sigter paa mere, - - ja, det er Synd paa de spildte Kræfter, og Synd paa det lille Folk, som ikke taaler Tap. Dersom dette endda var det Hele; men at gli ind paa en Afvej er ikke altid sundt; og ogsaa det har vist sig. Aarligaar at bære Bud om sig selv, saalydende: Vi er de eneste Indehavere af norsk Maal; hvad er saa I andre? - - der maa da ænnelig tilsidst komme noget ud af det? I sine inderste Tanker at holde Brødrene og Søstrene for Fræmmedfolk og skjægte efter Sæterne deres som sine -? Det gaar da ikke af uten at sætte Mærker, - hvad? Bare at kræve den Tilbakesattes Ræt avler stundom Tanker, som ikke er gode; Uræt jævnes sjælden uten ved ny Uræt. Men Bondemaalets Strævere lar sig nok ikke nøje med at kræve den Tilbakesattes Ræt; de vet knap selv, SIDE: 73 hvad de ikke vil kræve; - se Ordskiftet paa sidste Ting og somme Blades Tilraad. Saa gaar det videre da. Ja, vi kjender jo alle "de kri- steliges og nationales" Tanker om sig selv; det ligger i Navnet, de gir sig. Vi er "de kristelige og nationale"; hvad er saa I andre? "Europæere" er vi, - selvfølgelig! De vil ha fræm til landsgyldigt et Sprog, som Europas Hi- storie stanste i for flere hundre Aar siden; saa maa da vi, som ejer det, Historien gaar i, bli "Europæere"; - væk med "Europæerne"! Jeg tænker, vi skal vogte os, saa vi ikke gjænnem Maal- stræv driver op i Bakstræv; det kan umulig sejre; men det kan altid hæfte os væk en halv Mænneskealder æller saa. Vi var nu komne i god, stød Gang; og hvorlangt vi rak, saalænge vi bare var et Bondefolk, det vet vi. Hvorledes skulde vi ogsaa ta os ut ved Siden af Sven- sken med vort Bondemaal som landsgyldigt? Naar en Anden har det samme, som vi har, men bare meget finere, har det Magt over os, ofte en hel uvæntet; vi kan rægne os til Følgerne! - Nu kan svensk Maal ikke ta sig fræm som vort paa et Teater; det er tyngre. I Samliv Svensk og Norsk mellem i Utlandet tar Svensken flere Ord og Vændinger fra os end vi fra ham (æller hende); vort er hændigere og snarere. Men med vort Bondemaal mot hans Europæiske? Vi kjendte os snart som hans Almue; i alle Fald vilde han kjende det saa. Saa godt vi kunde, har vi "Europæere" hjulpet Bonden fræm; vi har frydet os for hvært et Steg, han tok, til Op- lysning og Frihed som til Magt; men mest naar Bonden var god til at hjælpe dem æfter, som staar bakenom ham. Nu viser det sig, at nætop de, som kalder sig "kristelige og nationale", de samme, som vil støte os ut, de vil hæller ikke hjælpe ham bakenfor til Stæmmeret. Os væk og ham ut. "Ser du Arta?" Men vi vænder tilbake til Sproget! Ogsaa i det vil Fræmgangens Love være stærkere end de enkeltes Vilje; og K. Knudsens lille Bok viser os saa tydeligt, at Fræmgan- gen er den: at møte Bondens Maal med vor dagligdagse Tale; i dette Møte vil saa lidt om sæn' Utjævning gaa for sig. Naar den er i bedre Gang, kjender jeg mig tryg paa "Bonde- skjønnet", som "de kristelige og nationale" vænter sig saa meget af; jeg tænker, de faar føle det. Derfor alle I, som forkynder og lærer i det norske Maal, Bokavlens Mænd, Bladenes, Skolens, Kirkens, lad det bli dere en alvorlig Sak, den, som gamle "overlæreren" her SIDE: 74 sætter fræm! Lad ikke den Sprogrejsning, som vi alle er glad i, vokse op til at gjøre skade - det være sig paa vort Maal, paa vor Politik, paa vor Følelse for hværandre som Slægt af samme Folk. Ogsaa i denne Sak skal vi hælst trøste os til de smaa Midler; - et slikt et som at kjøpe K. Knudsens "Norsk og Unorsk" og la den staa paa vort Arbejdsbord. Kanske gaar det dig som mig, at det varer en god Stund, før du husker paa, at den staar der, og atter en lang Stund, før du lærer at bruke den; men det kommer. Og tviler du paa Vejen, saa bare læs hans "Hvem skal vinde?" Den vil fæste din Tro. Af den lærer du kanske ogsaa, hvad der fattes din egen Stil endnu, og hvordan det kan bøtes. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Rusland. "Pall Mall Gazette" 1887, 30. Juni, d. "Mgbl." 6. Juli, Nr. 159, "Berliner Tageblatt" 21 Juli. Tænke sig, at i knappe to hundred Aar har Rusland været med i den europæiske Historie! Peter Czar overtog Regjeringen 1689. Indtil Voltaires histoire de Russie 1769 kjendte man ikke saa meget til det som til Tyrkiet. I den Forstand som de ældre europæiske Stater har det aldrig været kjendt og er det ikke endnu; dets underfulde Fremgang i saa kort Tid skyldes for en ikke liden Del, at de Folk, det nærmest var en Fare for, ikke kjendte det, og at de andre af samme Grund enten lod det æde om sig, eller endog hjalp til. Omringet af lutter svage Naboer har det slugt dem alle, halvt eller helt; Finland, Østersjøprovinserne, mer end halve Polen, mer end halve Tyrkiet, hele Nordasien og Mellem- asien lige til Kina paa den ene Kanten og Afghanistan paa den andre. Aldrig har de, som truedes, kunnet ene sig til SIDE: 75 samtidigt Værn; aldrig har de fjærnereboende forstaaet, at deres Tur kom senere. Saaledes til den Dag i Dag. To Gange har Europa ud af et Slags Instinkt om Fare samlet sig til vældige Angreb. Første Gangen, da et skin- sygt Verdensgeni vilde knuse det under Frankrigs, Øster- rigs, Italiens, Tysklands forenede Hære; andre Gangen, da Vestens Folk gik i Forbund - en stor, men desværre ene- staaende Indskydelse, strax gjaldt det Rusland! Uhyre Hærmasser fragtedes fra England, Frankrig, Italien, Tyrkiet mod en eneste By paa en Halvø i Sortehavet, hvor ogsaa Ruslands hele Magt mødte; ypperlige Flaader løb samtidig ind baade dér og i Østersjøen, og Følgen var Mandefald og Tab af Værdier i største Stil. Men Virkningen paa Ruslands Magt kunde ikke have været mindre, om Hærførerne og Admiralerne havde øvet sig i at hugge sine Sabler i Uld- sække. Tryg i sin geografiske Stilling, udenfor alt og dog midt i; med ingen eller højst svage Fiender i Ryggen; med en kort Linje aaben for Fare, men nøje forsvaret, og med Jærnbaner skyndende til hvert truet Punkt - kan det vente sin laglige Tid. Kan det gjøre sig til gode i de andres Daarskaber, kan det slutte skiftende Forbund med de ube- tænksomme, som fører Krig indbyrdes, og vinde et Stykke frem hver Gang - til det sidder igjen med hele Vindingen, det alene. Den Gang Tyskland vilde forsyne sig i Frankrig, maatte det først love Rusland at holde Østerrig tilbage, naar Rus- land senere vilde forsyne sig i Tyrkiet. Udenfor al Tvivl har Tyskland nu budt lignende Pris; men denne Gang har noget været i Vejen. Utvivlsomt har Frankrig budt en mindst lige stor; vi kjender ikke Tilbudene eller deres Skjæbne, vi véd alene, at for intet gjør Rusland - intet. Det alene har frit Valg; det alene kan vente sin Tid. Sandheden er nemlig at allerede nu bestemmer Rusland over Krig og Fred i Europa. Bismarck, som for lidt siden syntes den styrende, og hvis personlige Indflydelse altid er stor, staar faktisk under Ruslands Vilje, med hele sin Armé er han cerneret i sit eget Land. Trekejserdømmet skjulte længe det sande Forhold som den virkelige Herre; nu har Dækket faldet, og vi ser Bismarck ængstelig søge Italiens Forbund for Tyskland og Østerrig. Rusland sidder rolig, det véd, at ogsaa Italien har sin Pris, og at i Farens Stund kan Rusland-Frankrig byde en større. Forskjellen er, at for de andre Lande - for Tyskland, Østerrig, Frankrig - gjælder det Livet, for Rusland alene SIDE: 76 lidt Taalmod. Vinder det ikke i Dag, saa vinder det i Mor- gen, for ogsaa i Morgen har de andre den samme Krig og den samme Nød om Forbund. Naar Tyskland skryder af, at i næste Krig maa Frankrig knuses, gjør det Regning uden Rusland. Hvad er det saa, Russerne vil? Selv de, som véd det, spørger; for de tvivler paa, hvad de hører - tvivler endnu, mens de frygter. En Kjæmpes Drømme og Planer har den Lykke i sig, at de sjælden troes; saa naturlige de er for hans Kræfter og Ungdom, saa unaturlig kolossale synes de os ældre; og denne Vantro bliver ofte et Vilkaar for deres Sejr. Hvem troede i sin Tid paa Czar Peters Testamente, paa Erobring af Balkan og Konstantinopel; eller hvem tænkte for Alvor, at Rusland vilde eller kunde trænge frem over Centralasiens Fjeldsletter og Ødemarker og tage alt, som laa paa dets Vej, lige til Kina paa den ene Kanten og Afghanistan paa den andre, lægge Flaade i det asovske Hav og Jærnbane mod de engelske Besiddelser? Nu har vi Syn for Sagn; nu er vi endog tilbøjelig til at tro, at Rusland truer baade Kina og Indien. Men ligevel - hvis nogen siger os, at Rusland ikke standser, før det raader fra det kinesiske Ocean til det atlantiske, fra Nordishavet til det indiske, saa møder den gamle Vantro lige ung og umulig, saa holdes dette for det latterligste Fantasteri, det superlative- ste Vanvid. Russerne har fundet en sikker Vej til at lykkes, nemlig at sige højt, hvad de vil; for saa tror ingen dem. Og de siger det til alle. Ikke netop af Beregning; Russerne er ikke beregnende, de har paa én Gang Ungdommens Overmod og den Verdens- vises Skjæbnetro, er baade unge Europæere og gamle Asia- ter. De har braa Indfald, men kan samtidig se koldt paa hvad de forfølger. Det sker mest af Naturtrang; kanske gav de op, hvis ikke Modstanden sporede. Naar Russerne aabent fortæller, hvad de drømmer, at de nemlig vil forme Europa og Asien, som Amerikanerne har formet Nordame- rika og en Gang vil forme Sydamerika; før bliver ikke Fred i Verden; den store pax Romana skal paalægges for anden Gang og varigere end første; - - naar de siger sligt, er det ikke af Beregning, at Maalets Storhed skal gjøre os vantro; det behøves desuden ikke. De siger det, fordi det er dem den naturligste Sag af Verden at tænke saa; de besyn- derlige Modsætninger i deres Natur skaber Uro, og ud af denne Uro maa de altid videre. Spørg den første begavede, oplyste, urolige Russer eller Russerinde, I møder! Spørg dem om Maaden og Muligheden, og de svarer, SIDE: 77 at for otti Millioner Mennesker, som snart er det trefoldige, og som véd at føre sine Hærskarer til langt bortliggende, dem ukjendte Lande, kan bruge dem til alt - er ogsaa alt muligt; og siden Tyskland tog Elsass-Lothringen, er det endog sikkert! Med denne verdenshistoriske Taabelighed sattes den evige Krig ind i Europa; et endeligt Opgjør kan ikke komme uden ved os. - Saaledes svarer de. Nylig skrev Ruslands største politiske Pen: "Russerne i Balkanstaterne vil sige Østerrigs Opløsning." Ruslands Censur lod det staa; man behøver altsaa ikke længer at skjule det. Europas Presse trykte det af som i Drømme; man læser saa megen Humbug, hvorfor ikke ogsaa den? Men visse Begivenheder i Østerrig-Ungarn viste os, at for dem var det dyr Virkelighed. De véd, at den Dag, Rusland ejer Balkan, er Ungarns og Østerrigs Slaver ikke til at holde; frivillig eller ufrivillig drager Ruslands Brødrefolk dem til. Og da er det øvrige et Tidsspørgsmaal. Men Tyskerne, spørger man. Russernes Had mod Tyskerne er legendarisk; det er ogsaa af en langt almenere og dybere Art end Fransk- mændenes, skjønt det nyder den Lykke sjælden at huskes; endog i Tyskland taler alle om Franskmændenes, men faa om Russernes. Disses Had gaar gjennem alle Klasser og har alle Slags Aarsager efter Stilling, Oplysning og Alder, det er Vildmandens Had mod hundredaarig Undertrykkelse, de nationales Had mod de fremmede; Opkomlingens Had til den, som sidder i hans Plads; den stores mod den min- dres, der har Magten; Temperamentmenneskets mod Orde- nens og Flidens smaalige Sejr; Elevens mod den pedan- tiske Lærer, de hundred Planers mod den sejge, sejrende Konkurrent. Russerne hader Tyskerne for det de giver, som for det, de tager. Især naar de møder andres Had eller drikker sig fulde, faar deres eget et vildt Udtryk - og nu har denne asiatiske Tilbøjelighed faaet Pant i Elsass- Lothringen, i Kampen om Fafners ulyksalige Guld, Uret som Svar paa Uret, hver Gang større, hver Gang med skjæbnesvangrere Følger. Der er Ruslands Sejr lovet! End Frankrig? Frankrig tror i et Forbund med Rusland at tjene sig selv? Alene at komme til at ligge i et sligt Vældes lange, dybe Skygge, er at blive erobret; der behøves næppe mere. For det Rusland, som raader i Tyskland - det være paa den ene Maaden eller paa den andre - er Frankrig blevet Vasal; og som Frankrig de andre romanske Lande. Men England -? SIDE: 78 Nylig forkyndte en engelsk Statsmand, stolt og tryg paa sin Ø, "at Fastlandets Kjævl ikke kom England ved"; og engelske Kjøbmænd gav ham stormende Bifald. Men hvis England i sin Tid havde hindret Tyskland i at tage Elsass- Lothringen - og England kunde utvivlsomt have hindret det - hvis Europa i dette Øjeblik ikke vaandede sig under Rustninger og Krigsfrygt, men arbejdede under almen Fø- lelse af Fred ... det skulde ikke komme England ved? Hel- ler ikke Englands Kjøbmænd? Eller hvis Krigen om Elsass- Lothringen i Tidens Fylde fører Rusland til absolut Sejr... det skulde fremdeles ikke komme England ved? Hvem kan i Længden hindre Russerne fra at trænge frem i Indien og der føre samme Skjæbne over Englænderne, som disse for mer end hundred Aar siden førte over Franskmæn- dene? Uangribeligt som Rusland er af England, det kan rolig samle saa meget af sin Magt paa dette ene Sted, som det behøver; kan det vælge sin Tid, slutte, begynde paa igjen, atter slutte, atter begynde paa - ganske efter God- tykke; England kan ikke hindre det. Men et europæisk Samværn kunde. Og endda kommer "Fastlandets Kjævl" ikke England ved? Hvis Rusland bryder ind i Skandinavien og lægger Flaade i Nordsjøen - skulde heller ikke det komme Eng- land ved? Bare Tanken paa Englands Mellemkomst sikrer nu Skandinavien, saa disse Lande bliver de sidste, som overfaldes. Rusland bytter ikke bort en uangribelig Vest- grænse bag den botniske Is og de finske Ødemarker og fredsommelige Naboer foran; de bytter ikke dette bort mod en uendelig lang Grænse, aaben mod Nordsjøen og sex Mil- lioner Fiender til Kystværn; det begaar ikke en slig Dum- hed, saa lenge det har vaagsomme Opgaver andet Steds og England imod sig. Men hvis det ikke kommer England ved? Kommer det heller ikke England ved, om Kjøbenhavn i dette Øjeblik gjøres om til en russisk Fæstning? Jeg haa- ber, ja, jeg tror, at det er Bagvaskelse; Befæstningsarbejder, som paaskyndes mod den danske Rigsdags gjentagne Pro- test og mod Tysklands gjentagne Raad, maa imidlertid vække Mistanke. Der er ikke den Stat i Europa, som ikke alt dette kom- mer ved. Ruslands ustandselige Udvidelse skaber naturlig- vis tilsvarende Planer i en frisk, ærelysten russisk Ungdom, og Landets indre Gjæring øger den Kraft, som vil over sine Bredder; det vil gaa fortere og stærkere herefter. Snart vil ikke noget Land i Europa kunne holde en patriotisk Fest SIDE: 79 uden at se en stor, fanatisk Haand skrive mene tekel paa Flagvæggen. Dersom England alene tror at kunne leve udenfor og tage roligt baade den store amerikanske Drøm og den store russiske - ja, da er det England, det er spaaet om i alle de Sprog, som kjender Lignelsen om Manden mellem de to Stole. Sluttelig skylder jeg at nævne de russiske Liberales Syn paa Ruslands urolige Daadstrang; de mener, den har sin Verdensmission, at bringe Freden, alle Folks dybeste Læng- sel. I Tidens Fylde gaar dette uhyre Erobringsrige, mener de, over til Sambaand mellem selvstyrende Stater, større og mindre Republiker eller Kommuner; Socialisternes Pro- gram løses. Ja, vi kan alle dele de russiske Liberales Tro, at ikke en Gang et russisk Enevælde mere formaar at standse Fri- hed og Fremgang; det gaar ikke Europa nu, som det gik Kina for to tusend Aar siden; Oplysningen er allerede for stor, Ansvarsfølelsen for almindelig, og især for inderlig i de enkelte; Ruslands egen Historie i dette Øjeblik, dets Literatur, Kunst, ideale Bevægelse paa alle Omraader midt under det vilkaarligste Styre viser det bedst. Kanske vilde Europas ældre Folk af en ny Undertrykkelse endog skabe sig nye Vilkaar. Men for Gjennemlevelser! For tusend Mile lange Omveje, for et Kraftspild af udødelige Kræfter gjen- nem Slægter - ja, som i Rusland! For lidelsesfulde Æven- tyr, naar det Kaos, Russerne lever i (og som de har haft Behov til at leve i, saa længe Europa har kjendt dem), skulde drages videre ud over, og de vildstyrigste Luner af- løse Vestens klare Vilje; de, som kan lede, ledes; de, som trænger til at ledes i hundred Aar endnu, bliver ledende! Vi indlader os ikke paa det - saa lidt som paa de Drømme, at i Morgen eller i Overmorgen er Rusland selv frit! Et Erobringsrige frit! Vi oplever kanske korte, haab- løse Forsøg, men ikke mere. Nej, der er en anden og sik- rere Mulighed for os: den russiske Trang til altid større Udvidelse voxer med sit Held; den har naaet saa meget, at den ogsaa vil naa Resten - hvis Europas letfærdige Vantro tillader det. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 80 Bjørnstjerne Bjørnson Til Stortinget! Paris rue Faraday 15 30te Juni 1887. Til Stortinget! I en henvendelse til stortinget om digtergage for Alex- ander Kielland tillot jeg mig at skrive, at de grunne, som var førte for at nægte ham digtergage, ogsaa rammede mig; - og jeg tviler ikke om, at saaledes har ogsaa Stortinget forstaat det. Efter den afgjørelse som Alexander Kiellands sak nu har faat, maa jeg derfor frasige mig min digtergage. I ærbødighed Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Til En kvindelig Læge. ("Pol." 1887, 27. Aug, Nr. 239.) En Gang nærede jeg den samme Forestilling, som De synes at have, at der er noget fysiologisk og patologisk ivejen for at rejse det sædelige Lighedskrav, saaledes som det er rejst af en vis norsk Dame i et vist norsk Skuespil, - jeg skal ikke forarge nogen av Politikens Læsere ved at nævne Navne! Med slige Forestillinger, som De sy- nes at nære, kom jeg i 1880 over til Amerika. Nogle Aar i Forvejen havde jeg læst en engelsk Bog, oversat i de fleste europæiske Sprog, af en, som kalder sig Læge, og som an- befalede den frie Kjærlighed - Omgang et Par Gange om Ugen fra det 14de-16de Aar til det 50de-60de - som det eneste Lægemiddel for et Samfunds Elendighed. Skjønt jeg SIDE: 81 snart forstod, at Bogen var en Monomans og i højeste Grad upaalidelig selv der, hvor den gav sig Mine af at være videnskabelig, forsikrede dog flere Læger, som jeg derom raadførte mig med, at der ligefuldt var fysiologiske og pato- logiske Vilkaar, som gjorde Afholdenhed i Ungdommen til en Fare, og det for begge Kjøn. Men i Amerika traf jeg kvindelige og mandlige Læger, som havde gjort Kvindesygdomme og Kjønssygdomme i det hele til Specialstudium (De ved, at disse Grene af den me- dicinske Videnskab staar sjelden højt i Amerika), og disse Vidnesbyrd gik i den modsatte Retning af Deres. Navnlig var der en kjendt kvindelig Professor (i Anatomi) ved Bo- stons medicinske Fakultet, som henviste den Slags Frygt, som Deres, til at gjælde Undtagelserne, og paastod, at en hensigtsmæssig Opdragelse og tilbørlig Selvtugt vilde hjælpe begge Kjøn over i den største Sundhed af Verden. Uden disse Oplysninger, som Bøger og andre Indlæg derifra har styrket, havde jeg aldrig vovet at skrive "Det flager". Aldrig. Bjørnstjerne Bjørnson Om Ibsens Tale i Stockholm. ("Dagbladet" 1887, 4. Oktober, Nr. 330.) Ønskerne om "et større" Fædreland for os Nordmænd vil jeg sige lit om. Jeg tænker, vi kan finne dette "større" Fædreland innen os selv og innen Landets Grænser; vi be- høver ikke engang at kjende vor egen Historie forat vite, at i eget Løp naar vi længst. Forskjellen mellem Svenskerne og os er ikke aftagende, men stigende; vore Bønder er likere end vi. Opgaver har vi fælles med Svenskerne som med flere Folk; men vi væl- ger med Forkjærlighed vor Part, om Svenskerne vælger SIDE: 82 deres, og Maaten at ta den paa er ogsaa forskjellig, Sam- fundsvilkaarene og hvad disse har skapt er det nemlig. Siden Svenskerne har vist Hug til evigtvarende Protek- torat over os, altsaa ikke alene en Del af Adelen, Militæret, Bureaukratiet (som vi gik ut ifra) men saagodtsom alle innen disse Stænder og innen Borgernes med, - saa siger jeg for min Del, at om der ingen annen Grund var, maa Fremgangen for os bli fra Sverige og ikke til. Fælles- kongedømmet har Varighed, eftersom det kan la Norge gaa sin Vej og Sverige sin; som selvstændige blir vi mest, og ogsaa mest for hverandre. Vort Fædreland blev ikke "større" ved at slaas sammen med Svenskernes; men mindre. Verdensfremgangen er heller ikke til de store og altid større Samfund (om det i Øjeblikket tar sig saaledes ut); men bort fra dem. Socialismens Ide var ellers en Umu- lighed; og alt det Socialisterne kan fejle, Fremtiden er So- cialismens. Jo alvorligere Menneskene tar deres Ansvar, jo umuligere blir disse Statssamfund med Fællesbord fra Nordkap til Lindesnæs, som ikke Halvparten faar sin For- syning ved. SIDE: 83 Bjørnstjerne Bjørnson Engifte og Mangegifte. Menneskeheden gaar efter store Fremgangslinjer; der- med mener vi den Vej, som Forholdene nøder Naturvilkaa- rene ind paa, og som de ogsaa nøder dem til at holde. Vejen gaar ikke lige, men i Buer: det ser ud, som gjorde Naturvilkaarene Forsøg paa at bøje bort og kunde ikke, eller som om hvert Fremsteg fulgtes af Tilbageslag, men at det, som da lærtes, skyndte stærkere paa til nyt Frem- steg. Somme mener, at de store Fremgangslinjer ikke er saa tilforladelige, som de ser ud til; hvad for en har været dybere, eller er ældre end den religiøse Linje, idet Religio- nen oprindelig har været den største samfundsdannende Magt, og dog ser det ud til, at nu kan den forlades. Men dette er en Vildfarelse. Det, som er den inderste Vilje i al Religion, er at binde Samvittigheden i Ansvar, og dette øges SIDE: 84 altid. Den snevre Ansvarsfølelse, som Forfædrene i ældre Tider troede at kunne nøje sig med, overgaas langt af det moderne Samfunds. Og selv om det uendelige og evige tages med, - i vore Dage er dette mere end Emne for blind Tro; det bevises af Slægtens største Tænkere at være der. Rundt omkring og midt inde i det, vi ser og fatter, er noget med, som vi ikke ser og ikke fatter, det ved vi nu alle. Former og Læresætninger skifter, men den hellige Ansvarsfølelse stiger; ligesaa er Følelsen af det uendelige og evige større, højere. I vor Omsorg for Slægten og Sta- ten mødes begge med en Styrke som aldrig før. Man nævner Kongefølelsen som den Magt, der næst Re- ligionen har grundlagt Samfundet, og som næst den, ofte over den, har været plejet med størst Omhu, men nu er i mærkeligt Aftagende, - hos mange Folk er den udslukt. Sandtnok; men hvad var det væsentlige i Kongefølelsen andet end Statsfølelsen, Fædrelandskjærligheden, og naar disse har skilt sig ud, maa ingen undres over, at selve Kongefølelsen blit tynd. Her har atter Formen skiftet, men den Hengivenhed, som samler et Folk om dets Opgaver, har aldrig været saa almen eller saa inderlig. Med Menneskehedens andre store Fremgangslinjer paa samme Maade; man kan se, at de stundom bøjer et Stykke til Siden, men altid for kraftigere at bøje ind igjen; man kan se, at Tænkningen slipper Former og Billeder, som den lidt om Senn har vokset fra; men aldrig, at den slip- per Retningen. En af disse Fremgangslinjer er Ægteskabets. Vi kjen- der ikke Menneskehedens ælste Historie; følgelig heller ikke deres ælste Sæder; men om et Par af Racerne tror vi at vide, at Overgangen til fast Ægteskab skete gjennem Stam- moderen. Ved hende fik Barnene Hjemstavn, Slægt og Arv, saalænge det var mindre sikkert, hvem Faderen var; ved hende holdtes Familjen og Samfundet ihob, idet hun altsaa uvilkaarlig blev den, man bøjede sig for som den øverste. Vi kjender intet til det Omkast, som gjorde Manden til Familjens og Samfundets Overhoved og Hustruerne til hans Ejendom. Saa meget skjønner vi, at hans Sejr har støttet sig til et stort og nyt religiøst System; endvidere at den saaledes vundne Samfundstilstand har holdt sig i Tusen- aar; for den Overgang i Tænkning og Sæder, som Fod for Fod gjør Kvinden til Mandens Jævning i Anseelse og Ret og sætter op, at der skal være én Hustru hos én Mand, den har alt gaat paa i Tusenaar, uden at den endnu kan siges helt gjennemført hos et eneste Folk. SIDE: 85 Historisk sees Fremgangslinjen tydelig: den gaar mod altid strengere Éngifte. Kvinden, som i saa langt et Tidsrum har været optugtet til Troskab mod Én, er naturligvis derved kommet længere end Manden og vir- ker paa ham. Siden Naturvidenskaberne paa en slaaende Maade har irettelagt Arvelighedslovene, der gjør Maadehold til Skyldighed mod Slægten, har dette rejst en stærk Bevæ- gelse. Navnlig blandt de angelsaksiske Kvinder har man med stor Kraft gaat over til aabent Arbejde for samme Sædelighedskrav til Mand som Kvinde. Fra dem har Be- vægelsen naadd frem til vore. Somme paastaar, at Naturvilkaarene kræver Kjøns- omgang allerede ved Overgangen fra Barn til Voksen, d. e. ved den saakaldte mandbare Alder, og at megen aandelig og legemlig Usundhed, tildels endog Sygdomme, skriver sig fra, at dette Naturkrav overtrædes. [fotnotemerke] Herom har jeg henvendt mig til Zoologer og Læger (og det i flere Land, for ikke at falde op i en ensidig Ring). Hvad jeg nu meddeler, er de fleste af dem samstemmige om. For at begynde med Dyrene, finder vi, at i fri Til- stand enten mælder Trangen sig først ved fuldvoksen Alder, eller nødes de af de stærkere til at vente. Og om Hus- dyrene, som vi for Vindings Skyld har vænnet til at be- gynde tidlig, og som lever under slige Kaar, at de maa kjende Trang til det, om dem ved vi nu, at Afkom af fuld- voksne Dyr gir den stærkeste Race, saa Kappestriden har nødsaget Opdrætterne til at ændre Fremgangsmaade. I Norge er hele Koslag blit smaa, underordnede Dyr, fordi Parringen begyndte for tidlig; likesaa med Hesteslag. Man maa ikke her lade sig overtale af en enkeltstaaende Und- tagelse, som det da overhovedet er farligt at ta de stærke- ste Eksemplarer frem for ved dem at bevise, hvad en Race kan taale. Om Menneskene ved vi, at de lavere, d. e. vilde Folke- slag oftest begynder svært tidlig; men vi ved tillige, at jo tidligere de begynder, jo tidligere blomstrer de af. Klima og øvrige Vilkaar virker ind. De civiliserede Folkefærd har Fotnote: For en Del Aar tilbage kom en Bog ud i England, som blev over- sat paa de fleste europæiske Maal, og som sagde sig skrevet af en Læge(?). Den anbefalede fri Kjærlighed med Forsiktighedsregler og saa heri et Boteemne for mange Samfundsonder. I Norden skabte den et Livssyn, som fik sin Literatur. Forfatteren gaar ud fra, at Kjønsomgangen bør begynde med 14-16 Aars Alderen for begge Kjøn. (Sammenhold Siderne 75, 87 og 93 i den danske Oversættelse, første Oplag.) SIDE: 86 gjort samme Rønsel; nemlig at især Kvinder skades af for- tidlig Omgang, og at Barn af sunde, fuldvoksne Forældre er de stærkeste i Livskampen. Naturvilkaarene tilsiger alt- saa Afholdenhed indtil fuldmoden Alder; men vi har lært at krydse Naturvilkaarene. Somme svarer hertil, at Trangen til Omgang melder sig hos dem, som er stærke - de Svage tales der ikke om - nu som før ved mandbar Alder, som engang var den Tid, sund Ungdom kunde gifte sig; nu kan dette ske først langt senere, og imidlertid hjælper Naturen sig, som den kan. Denne Selvtægt er følgelig Forholdenes eget Bud. Det gjælder derfor at slaa ned Fordommen og vinde Frihed. Som vi har vundet den i det politiske, religiøse, sociale, skal vi ogsaa prøve at vinde den i det sædelige. Engang var fuld Afholdenhed Livet igjennem det højeste Bevis paa fromt Liv; dette har vi faat Ende paa; vi skal faa Ende paa den Fordom, der f. Eks. nægter Kvinden at følge sin Trang; hun maa i det Stykke vinde samme Frihed som Manden. Om det, man her gik ud fra, var sandt, saa kom det endda an paa, om Slutningen blev den, som her er gjort. Forholdet er nemlig følgende: Højere Dyr bruger en læn- gere Tid for at bli Fuldmodne end lavere; de højststaaen- de forholdsvis en meget lang. Paa samme Maade avtar Avledriften, saaat de højeste har sparsom Afkom med lange Mellemrum, de lavere og laveste en overordentlig rig med korte Mellemrum. Udviklingens Indflydelse paa Avletran- gen synes altsaa at være den stik modsatte af den, de andre gik ud fra, og den kan selvfølgelig heller ikke hos Menne- skene være anderledes. Dette viser sig rigtig. Har Kra- vene paa Udvikling skudt Vilkaarene for Ægteskab længer og længer ud, saa har Grænsen for fuldvoksen Alder flyt- tet efter. Hos os er Manden ikke fuldvoksen før omkring fem og tyve Aarsalderen, og Kvinden ikke før omkring et og tyve Aars. Og mens de lavere staaende Folk, ifølge Darwin, har et Utal af Unger, viser de højere Maadehold. Trangen til tidlig Omgang maa derfor bero paa en Op- øvelse, ikke paa Naturkrav; følgelig er den til at komme over. Hvad særskilt vor Stamme, Germanerne, angaar, saa skrev Tacitus for henved to tusen Aar siden om den: "Én Kvinde, én Mand som ét Legeme, ét Liv, paa det at deres Tanker og Begjær ikke skal gaa videre, og at de skal elske - ikke Manden som Mand (alene), men i ham Ægte- skabets hellige Lov." Og han fortæller udtrykkelig, at SIDE: 87 Germanernes "lange Ungdomstid" kom af "deres sene Gifte". At rose et Folk for at ha "en lang Ungdomstid" er at nævne det højeste Bevis for dette Folks Kraft, og at sige, at denne kommer af "deres sene Gifte", er at kjende Lo- vene for Racens Forædling. Blandt Sakserne, Englænder- nes Forfædre, var det fastslaat, at Ungdommen skulde være afholdende indtil det fem og tyvende Aar - "for", som det heder, "at faa større Muskelkraft, højere Vækst" og dermed naturligvis ogsaa ypperligere Afkom. Jeg skal ikke her komme ind paa, hvad som voldte, at Ætten tabte Sans for Legemskraftens Fremgang og derved bragte hine Sæder og Love i Forfald; jeg skal alene minde om, at nu fatter de fleste, hvad her er forsømt og glemt. Englands og Ameri- kas Idrætsmænd og Sportsmænd har delvis optat samme Lov, og med Idrætten og Sporten vil den vinde Hævd igjen overalt. Naar vi taler om Vilkaarene for et Lands Forsvar, saa staar vi her foran det ypperste, og det vil være en hæderfuld Opgave for de smaa Folk paa denne Vej at gjøre deres Ungdom én Gang til saa stærk. Kjønslig Afholdenhed gjør ikke sygelig, gir ikke visse Sygdomme, naar Livet forøvrigt er forstandigt. Blegsotten, som engang almindelig sagdes at "gaa over, naar en blev gift", har Virchow (og efter ham flere) vist at ha helt andre Aarsager; saavel gifte som prostituerede Kvinder kan faa Blegsot, ja Barn paa otte Aar. Megen uren Tale, megen usund Literatur er dræbt af denne ene Oplysning. Om Mændene hed det længe, at de kunde bli sindssyge af kjøns- lig Afholdenhed; Videnskaben satte sig op en Rubrik i Syge- statistiken: Sindssyge af Afholdenhed. Den er yderlig tynd. Jeg tænker, man snart blir enig om, at af Afholdenhed er ingen blit sindssyg, men vel af at sætte sin Fantasi paa det. Herom senere. Sæt din Fantasi omtrent paa hvad du vil, og du kan gjøre den til Fordærv for dig. Vort norske me- dicinske Fakultet har afgivet følgende Erklæring: "Den i den senere Tid her og der fremkastede Paastand, at et sædeligt Levnet og seksuel Afholdenhed medfører Fare for Helbreden, er efter vor enstemmige Erfaring urig- tig. Vi kjender ikke noget Tilfælde af Sygelighed eller Syg- dom, der maa eller kan siges at være foraarsaget af rent, sædeligt Liv." Vel at mærke: her staar ikke "Mening", men "Erfaring", og derved maa vi huske, at flere af disse Mænd er ældre med stor medicinsk Erfaring og med den rigeste Lejlighed til at udskifte den med andres. De yngre Lægers Tidsskrift - og jeg har ikke hørt andet, end at de beste af vore yngre SIDE: 88 Læger fuldkommen staar paa Højde med andre Lands - har sluttet sig hertil. En Fremgangslinje i Menneskehedens Liv, saa uendelig gammel og saa dyb som denne: mod altid strengere Engifte, forlades naturligvis ikke paa en Del mere og mindre sansynlige Grunde. Hvad som har fæstet sig i Menneskehedens Samvittighed som et Grundvilkaar for Samfundet, - alene et endeløst Arbejde kan ændre noget enkelt i Forstaaelsen af det, i Synet paa Opgaven; denne selv slippes ikke. Hvad er Samvittigheden? Enten vi underforstaar Gud eller ej, - i Formen er den det almene Omdøme, som vi har tat op i os fra Forældre og Omgang, Skole, Kirke, Samfundslærere. Og det almene Omdøme er igjen Summen af Menneskehedens Erfaring fra de første Tider og til nu; dens Røst i os har derfor endeløs Arv. Ligefuldt kan den Enkelte sætte Arven overstyr; men Slæg- ten? I denne er den voksende. Se paa det historiske Løb. For alene at holde os til denne ene Sag og vor egen Historie, - endnu paa Harald Haarfagres Tid kunde mægtige Mænd ha flere ligestillede Hustruer. Efter at dette havde Slut, finder vi Frillesønnen ligeberettiget til Tronen omkaps med Hustruens. Saa blev ogsaa dette umuligt; men ned i det sekstende, ja syttende Hundreaar træffer vi Husbønder, endog Præster, ikke uvil- lige til at laane deres Døtre til en rejsende Konge eller anden Stormand. Ogsaa det blev umuligt; men hvad som foregik ved Gilder, naar Folk blev fulle, og især efter (f. Eks. ved de berygtede Pølselag) behøver jeg alene at minde om. Endelig blev ogsaa dette bedre; men Sæderne i for- rige Hundreaar og i de første Aar af vort gjorde endnu adskilligt tilladt, som idag vilde sætte Samfundet i Oprør. Fremgangen er aabenbar; det almene Omdøme underlægger sig større og større Omraade. Den Enkeltes Tilbagefald beviser intet. Naar man indvender, at i det skjulte er det lige galt, da godtgjør netop dette, at vi nødes til at skjule os, paa det mest slaaende, at det almene Medvidende er blevet os for overmægtigt. Dernæst tør vi trygt gaa ud fra, at øves der ikke stærk Tvang (en mindre stærk udretter intet), vil en vitterlig Fremgang i det almene Medvidende følges af en tilsvarende Minkning af Synd i det skjulte. Al etisk Fremgang paa Jorden har bestaat i, at Erfaringen har nødt dem til at føle sig utrygge ved noget, som til da var trygt. Ogsaa i det etiske er der nogen, som saa blir Foregangs- mænd, nogen, som villig følger, nogen, som er nødt til at SIDE: 89 følge, - og nogen, som ikke kan og ikke vil. Hvad der maa gjøres for at minke de sidstes Tal, derom gjælder det; men at nedstemme Love eller Sæder til deres Brug, der hverken kan eller vil følge, det er det modsatte af Frem- gang. Det blir aldrig de sidste, som gir Retning, men de første. Særskilt hvad Kvinderne angaar, - vi saa, hvorfor de her gik foran. Men Menneskehedens Tog er langt, og der er utvivlsomt en Mængde Slægter, som endnu ikke helt har naadd frem til Engifte, og i disse er der Kvinder, som sæl- ger sig af Nød, eller som staar saa løst, at de falder; men Kvinder, som er værget af god Arv, godt Hjem, god Op- dragelse, Religion, Oplysning, Arbejde, Formue - det ene eller det andet, - kan de i stor Almindelighed bringes til at slippe Éngiftets Samvittighed i deres Kjærlighedsfor- hold -? Jeg læste i sin Tid Hans Jægers Bog: "Fra Kristi- ania-Bohêmen"; jeg havde ikke læst den til Ende, var det ikke for at se, om tre Kvinder af ret gode Hjem, og som var stærkt eftersatte, kunde falde. Det anede mig, at vi her havde Virkeligheden for os, og jeg blev spænt paa Udgan- gen. Nej, man fik ikke forført dem! Da tænkte jeg: her traf de Herrer paa Reglen. Undtagelser er der naturligvis; men tror nogen, som ikke er besat af Satyriasis, at det, som er indvundet for Menneskehedens Helse, Aand og Karakter ved, at Kvinden i stor Almindelighed er blit tro mod ængiftets Lov, skulde Menneskehedens Fremgangsvilje atter opgi? Endnu lever Folkeslag i og ved Europa, som ikke har aarket at gjøre Engifte til Lov for flere end Kvinderne; Mændene lever i Flerkoneri. Hos de beste af Flerkoneriets Folk, Muhamedanerne, lever dog mange i lige saa strengt Engifte som de beste af os; de har tildels dannet Sekt paa det. Jeg talte nylig med en Professor i Upsala, som har bodd længe blandt Muhamedanerne, og han sa, at Engiftet hos dem er i stærk Fremgang. Flerkoneriet forveker Folket; det ikke alene slapper Ynglingernes Kappelyst og Æresfølelse og gjør Kvinden til en Handelsvare, et Lege- me med saa og saa høj Pris; men hvad som er det værste, et sligt Harems-bur gjemmes bort, Vinduerne vender ikke ud til Gaden, men ind til Gaarden; Mændenes Liv og Idræt SIDE: 90 har ikke Kvindernes aarvaagne Øjne over sig, Samfundet ligger i Halvmørke. Vi behøver ikke at undersøge, hvad Tab det blir, eller hvad for Samfund har naadd længst, deres eller vore. Amerikanerne har havt Flerkoneriet iblant sig, ikke alene i Mormonstaten, men, hvad vi har været uvidende om, i Slavestaterne: det at eje Slaver er uvilkaarlig at ind- føre Flerkoneri. Mange med mig har vist været højst for- undrede første Gang, de hørte, at den store Slavekrig inderst inde ogsaa var en Kamp om Flerkoneri paa Grund af den Demoralisation, som dette Liv drog efter sig. Undertiden glemmer vi rent, at Moralen er den øverste Magt i vore Samfund, saa det er en Vederkvægelse at se, hvorledes denne Sag, som alle fra først af oversaa, i min- dre Tid end én Menneskealder blev større end Formue, Velvære og Liv! De Kvinder og Mænd - for det var vit- terlig Kvinderne, som først tog Forargelse og vakte Mæn- denes, det var ogsaa i denne Sag, at de første Gang traadte offentlig op -, de Kvinder og Mænd, som begyndte denne store Aandskamp, fik i Førstningen ingen til at høre; men da de naadde saa langt, blev de overhøljede af Haan og Foragt som dem, der vilde Menneskenes Frihed og Ejen- dom tillivs. De stempledes som Fædrelandsforrædere, der sprængte Staten i to, hvad som tidlig skjøntes at bli Føl- gen, hvis Slaveriets Afskaffelse blev Lov. De havde derfor alt af Anseelse imod sig, Prækestolene, Domstolene (saale- des en ved sin Uretfærdighed oprørende Højesteretsdom!), Pressen, Kongressen, Senatet og Regjeringen, og efterhvert som Kampen steg, blev mange af dem dræbt; Partierne holdt Møder, der Talerne for Slaveriets Afskaffelse blev skudt paa [fotnotemerke] ; i et enkelt Distrikt, som endnu ikke var Stat, Kansas nemlig, førte Partierne aaben Krig. Disse modige Foregangsmænd og Foregangskvinder rejste det amerikan- ske Folks Samvittighed mod Slaveriet! Da Slavestaterne brød løs fra Forbundet, la Arbejder, Haandværker, Kjøb- mand ned sit Værktøj og sin Bedrift og lod sig indøve i Vaaben. Slavestaterne havde sørget for, at Overmagten i Officerer, Krigsmateriel og Fæstninger var paa deres Side; Nordstaterne tabte ogsaa det første Aar og lit paa det an- dre. Men saa langt ifra, at dette gjorde dem modløse, sam- Fotnote: Den bekjendte Parker sa ved en slig Lejlighed: "Vent til jeg har talt!" - og han nævnte Gaden, han gik igjennem. - En an- den Taler sa, da de skjød og ikke traf: "I træffer ikke engang!" - og talte videre. SIDE: 91 lede de sig bestandig flere, og de endte med at slaa dem og slaa dem atter, til alle Slaver var fri. Hvad for Fred paala saa Sejrherrerne? Fangerne fik gaa, ogsaa Hærfø- rerne, ogsaa Oprørets Regjering; de havde tabt, og det var deres Straf. Ikke én Strimmel Land toges, ikke én Skillings Vederlag, - Slaverne blev Borgere; dette var Krigens Maal, og det var naadd. Verdenshistorien ejer intet større Vid- nedsbyrd om Krig for et moralsk Princip, eller om en Fredsslutning, som strengt holdt sig alene til det. Jeg har været lykkelig nok til at komme sammen med en og anden af dem, som dengang var med at vække det moralske Ansvar; nu sist i Paris med Elizabeth Stan- ton. Jeg har hørt dem tale om Flerkoneriet, som endnu har deres Harm fra da. For at gi et Skjøn om denne Harm skal jeg citere noget af Robert Ingersoll; det ryger af hans Ord som af en Slaglinje. Han siger: "Alle Verdens Sprog kan ikke male den Fordærvelse, Flerkoneriet drar ind over Samfundet; Kvinden blir et Bytte for List og Magt, Manden glir fort bagover igjen i Vildskab og Forbrydelse. Af min Sjæls Dyb hader og forbander jeg enhver Samfunds- lære, som ikke gjør et rent og helligt Hjem til Hjørnesten. Al Civilisation hviler paa Familjelivet, Dyderne gror om- kring det, sætter Klase og Blomst og dufter ind over Arnen, der én Mand elsker én Kvinde. De rigeste Ord i Verden er: min Forlovede, min Hustru, Far, Mor, mit Barn. Uden disse Ord er Verden bare et Lejested og Menneskene bare Dyr." Hermed er vi naadd frem til det, som jeg nærmest har traadt op for. Det Flerkoneri, som mange af os har dre- vet i Ungdomstiden, er det ganske uden Skade, sætter det slet ingen Mærker? Eller slettes disse Mærker ud, straks en bliver gift? Er virkelig endnu nogen saa dum at tro det? Det at dele sig ud i smaat til mange gjør Styrkekilden i vor Natur til vor største Svaghed, leder Kjærlighedstran- gen vild og forfalsker Skjønhedslængslen. For at ta det siste først: tror nogen, det er lidet, at Skjønhedslængslen forfalskes? I den Alder, vi fremfor enhver anden kan kalde Grundlæggelsens, fordi da gaar alle Indtryk stærkest ind til Viljen, i Ynglingealderen nemlig, har netop vor Skjøn- hedsfølelse den stærkeste Magt over os; den afgjør enten rent alene eller ihob med andet, hvad vi vælger og vrager. Vi er i den Tid som et Piano, der stemmes Streng for Streng, flere i hver Tone; i Hjem, i Skole, i Omgang, i hver Bog, hver Begivenhed, som ildner vor Hu, stemmes vi Indtryk SIDE: 92 for Indtryk. Og saa hænder noget, - noget paa Snigveje, mod Samvittighed, mod Forældre og godt Selskab, noget, vi skamrødmer ved, - hænder, fordi vor Fantasi blev smit- tet af raadden Snak, forført af slet Omgang, fristet i sin Drift, saa den skilte sig ud fra det rene i vor Skjønheds- trang. Dette virker fuldstændig som gjordes vort Væsen ustemt. Blir det ved indtil Forhærdelse, saa er vor Evne til Valg mellem stygt og vakkert virkelig skadet, med den vor moralske Dom i Valg mellem ædelt og raat. Mangen en Mand har gjort et galt Livsvalg, fordi han var skjæmt i sin Skjønhedsfølelse. Og det viser sig i mere end i det. Det nytter os ikke, som vi ofte gjør, at pege paa Mænd eller Kvinder, som har "fin Smag" eller som endog skaber store Skjønhedsværk, trods at de har ført et urent Ung- domsliv. At sammenligne sig med de stærkeste er altid far- ligt. Ingen ved forresten, hvor meget finere deres Smag havde været, eller hvor meget større Kunstværkets Natur- lighed og Sindsmagt, om deres eget Sind havde holdt Stem- ning. Desuden kan den, som er Sjælekjender, se det straks i Smagen som i Værket, at her har noget været skjæmt; et urent Sind sætter altid Mærke; der maa gode Barnehænder og megen tro Kjærlighed til for atter at lokke hel Velklang. "Den rene er den stærkeste", siger Zola, og det gjælder især i dette Strøg. Den store Menneskekjender Balzac taler om "den hvide Magi", at dens Tryllekraft er over al anden; den sorte, den dæmoniske, kommer ikke op. Tusene af Legender helt fra Indiens Sakuntala til Englands David Copperfield skinner af denne Sandhed som den højeste, Menneskene har levet sig til. Og Kjærlighedstrangen? Hvem har en skjønnere end den unge Mand, som gaar ud af et godt Hjem? Der er ikke Grænser for, hvad Offer han havde Lyst til at bringe, naar hans Hjærte gribes. Denne ædle Trang ledes "i den grundlæggende Alder" ind paa en Afvei og taber sig i ufyse. Altfor ofte mister den sin Kraft, i hvert Fald er den skadet i Ungdomstiden; vi kan sjelden høre koldere, haardere Domme, egenkjærligere, grusommere Spot end unge Men- neskers, som har forraadt sin Kjærlighedstrang til Skjøger. Efterhvert som alt til Kjønslivet hørende blir bedre undersøgt, vil man ogsaa bli klarere over, hvor umuligt det er at gi efter i noget saa centralt for Væsen og Vilje, uden at man øves op til at gi efter i mere. Her er dybe Love, som en for en vil lægges aaben. Jeg skal pege paa en Par. Vi læste som Barn om hine østerlandske og ro- merske Despoter, som var saa grusomme; vi læste at de SIDE: 93 var saa vellystige. "Vellyst og Grusomhed følges ad," stod der. Vi skjønte ikke Sammenhængen, før vi blev Voksne, og kanske mange af os ikke da heller. Jeg for min Del anede ikke, hvor dyb den var, før jeg læste hos Darwin, at sansynligvis stammer den fra en Tid, da Hannerne dræbte hverandre i Kamp om Hunnen, der sad og ventede paa Sejrherren; der er Blodsmag i det. Og forfængelig- heden! I den grundlæggende Alder (Ordet kan ikke ofte nok gjentages) blir den saa uudslettelig stærkt indøvet ved at vi paa disse Veie stadig har os selv som paa Udstilling. Saa stor er Magten, den faar over os, at længe efterat vi har vundet Herredømme over vor Sanselighed, narrer den os ind i det meste af vor Fortræd. Se til et Folk som Franskmændene, der den mandlige Ungdom aabenlyst gir sig hen til Mangegifte i den grund- læggende Alder. Helt sikkelt vidner Historien (og især en- kelte Mænds og Kvinders efterladte Optegnelser), at ogsaa hos dem har Sædelighedsarbeidet Fremgang; bare fra for- rige Hundreaar og til nu er den betydelig. Endvidere ser vi, at fordi Ungdommens Mangegifte hos dem foregaar aabenlyst, tar dette Folk ikke saa dyb Skade paa sin Sam- vittighed, sin Sanddruhed, sit Mod som vor, der altid maa ind paa Snigveje. Men Ustadigheden af altid at skifte Gjen- stand, og Behagesygen, Forfængeligheden af altid at skulle erobre en ny er større end hos noget andet Folk. I Mange- giftets Kapløb gjennem Tusenaar er navnlig Forfængelig- heden vokset op til en saadan alt andet overragende Magt, at den tør kaldes dette prægtige Folks værste Fiende, - man kunde fristes til at sige deres eneste; den har skaffet dem alle de andre. Jeg henviser i saa Henseende til Folkets Levnetsløb. Hvad er et Folks offentlige Liv andet end de enkeltes pri- vate én Gang til? For ikke at gaa længer tilbage end til Frants den første, Henrik den fjerde, Ludvig den fjortende, femtende, Revolutionens handlende Mænd og tilsidst Kei- seren... for en Forfængelighedens Udstillingssyge med gru- som Foragt for Menneskeværd, - for en Forfængelighedens Overdrivelse indtil Selvødelæggelse! Det Paaskud, som "den tredje" Kejser tog til den siste Krig - atter igjen for en samvittighedsløs Forfængelighed, for en sikker Regning paa Nationens, for en hovedløs Overvurderen af egen Kraft og Blindhed for andres. Republikken - om den skal bli Re- publik, altsaa noget mere end Kurator i det monarkiske Opbudsbo, - Republikken vil vinde, dersom den tør gaa ikast med Nationalforfængeligheden i Hævntanker, Koloni- SIDE: 94 sationsforetag, Embedsluksus, kostbare Statsvaner, pralende Hær og Flaade; - om den for Alvor vil demokratisere. Uden det kan vi paa Forhaand spaa dens Endeligt ved de utaal- modige, som er de lidende. Naar den Tid kommer, at man i Historien søger efter personligt Ansvar med større Sjælekundskab og derfor paa en kraftigere Maade end hidtil, hvad vil her ikke opdages! De største Afgjørelser for Folks Skjæbne i Hundreaar vil f. Eks. kunne føres tilbage til en enkelt eller et par Menne- skers stormende Galskab. (Som vi alle ved, har Stormands- galskaben saagodtsom sin eneste Aarsag - arvet eller selv- skyldt - i den store Kjønssygdom). En Læge, som var en Sjælekjender, har engang gjort mig opmærksom paa histo- riske Skikkelser, som i Ord og Handlinger paa det mest slaaende viste Stormandsgalskaben; med disse Mærker som Vejledere kunde vi ane, hvad denne ene Sygdom har øde- lagt for Folkenes Arbejde og Fremgang! Og vi behøver aldeles ikke at tænke os til langt bortliggende Land eller til store Krige for at finde Sygdommens Udslag i politiske Begivenheder. Men for ikke at forarge skal vi bli i det Fremmede, - og ta en anden Følge af Ungdommens al- mene Mangegifte, nemlig Manglen paa Selvstyre, paa Maade- hold. I den grundlæggnde Alder at gi efter, atter og atter gi efter, det blir, som vi har sagt til Indøvelse i at gi efter i mere, straks Lidenskaben kommer over en. Se den ellers saa selvagtpaagivne, omhyggelige, ordentlige Franskmand! Tar Lidenskaben ham, saa taber han alle disse Egenskaber, d. v. s. al Modstandskraft; saa aabner sig en Afgrund lige ved Siden af ham, og han styrter i. Denne Afgrund flytter med ham, hvor han færdes, ind i den offent- lige Forsamling, der han kan bære sig ad som Gal, ja, ud paa Slagmarken. Afgrunden oplader sig og sluger Tusener, just som Fædrelandet stærkest trængte til roligt Mod. Frankrigs store Forfattere har endelig opdaget Afgrunden, og vi kan sige, at det stinker over al Verden, af hvad de nu drager op af den. Ej heller bør vi glemme blandt de Følger af indøvet Mangel paa Maadehold, som gaar langt udover Kjønslivets Grænser, at en Mands Livsevne løber ud, just som den stærkest trængtes. Mirabeau samlede i sin Sjæl alle Straaler af Revolutionens Omskabelsestrang; da han faldt, blev der Mørke og Strid; men han faldt af Mangel paa Maadehold. Gambetta var den tredje Republiks straa- lende, geniale Foregangsmand; han gav den baade Maal og Ære; nu ligger den fast i et Uføre. Men ogsaa han faldt af SIDE: 95 Mangel paa Maadehold, faldt lige som Mirabeau, da han stærkest trængtes til. I Vesten af Amerika skulde en berømt Politiker gjen- vælges til Senatet i Washington; Valget foretages, som vi ved, af vedkommende Stats lovgivende Forsamling. I denne rejste sig en Ætling af en gammel puritansk Familje op og sa: "Jeg har set vor berømte Politiker i Washington gaa fra et Gilde til et offentligt Hus; men den, som kan bedrage sin Hustru, kan bedrage flere". Kandidaten blev ikke gjen- valgt. Naar kommer den Tid, at dette Maal blir lagt paa os alle? Al Fremgang har Kraft til Selvstyre som første Vilkaar; derfor skulde den afgjørende indøves i den grundlæggende Alder, indøves stærkest i dette, det mest centrale for Væsen og Vilje. Vi kunde dra frem Følgerne ogsaa i det private Liv af, at dette forsømmes, Følgerne i den Upaalidelighed og Karakterløshed, som alle klager over, men Hustruen og Barnene højest - i den Nervøsitet, som Slægten lider un- der, i det Tab af Overskud paa Livsglæde, som præger Familjeliv, Omgang og Literatur. Men dette er ypperlig gjort af samtidige Forfattere; jeg gaar det helt forbi for at fæste Synet paa noget, som sjeldnere ses, og som især Kvin- den lader, som hun ikke ser, selv naar hun ser det. Det er, at en vel indøvet Flerkonemand aldeles ikke er færdig med det, fordi om han blir "lovlig" gift. Hvad er det? Det er at elske Kjønnet, og det er selvsagt, at ingen Vielsesattest gjør Ende paa det. Er han ikke saa hel- dig at faa en Hustru, han i alle Fald efterhaanden lærer at elske, Barn, han skammer sig for - jeg kjender rørende Eksempler paa det -, eller en Stilling, han ikke tør sætte paa Spil -, han forgaar sig, og det helt opi Oldingealderen; for det slutter ikke. Selv om dette altsammen er tilstede, han forgaar sig ofte endda: Lysten er der altid, og alene Omstændighederne redder ham. Dette skulde Manden til- staa og Kvinden vide, og ingen lege Skjul med. Var det alment kjendt, hvorledes det er, vidste navnlig den gifte Kvinde, hvor ofte, og hvor naturligt det er, at hun bedra- ges; eller fandt Manden Mod til for Slægtens Skyld at tale ud, idet han nemlig turde gi sit Bidrag til, at Slægten kunde naa længer, end han havde naadd, - aa saa behøvdes neppe mere! Saa vilde det tænde med Tunger og slaa med Skam. Saa vilde mange Hjem ryddes for en magtfuldere Opdragelse end den som nu kaldes saa. Kanske skete der da Revolution i Skolen, vi stunder saa inderlig efter den; kanske fik endelig Literaturen og Kunsten noget af "den SIDE: 96 hvide Magis" Kjæmpekraft, og Bladene vaagede ikke som nu at la det gli, eller endog selv at tilsøle Fantasien. Lad os endelig her ikke bare tænke paa Flerkoneman- dens eget Hjem, og hvad der ødelægges - paa Forhaand eller naar han er blit Husfar; lad os vel saa meget tænke paa deres Hjem, som han slaar ned i. Det er en Skam, naar selv Præster har rejst sig mod mig med den Indven- ding at her kan ikke stilles samme Krav paa Troskab til Manden som til Kvinden; naar Kvinder forgaar sig, saa smittes Hjemmet. Det smittes kanske ikke det Hjem, hvis Kone eller Datter det gaar ud over? Hvem er det især? Vore Tjenestepiger, Sypiger, Arbejdersker. Ogsaa de blir engang "lovlig" gifte; selv prostituerte Kvinder blir det, saa lidet er endnu Ansvaret. Vi kjender jo Arvelighedslovene, vi ved, at dette blir Letfærdighedens Arv ned i Afkommet. Denne Flerkoneriets aarvisse Underminering af Samfundet vil en Dag vise sig forfærdelig; det kommer til at sprute os om Ørene; i de store Byer truer det stygt. Jeg slutter ikke denne Part af Udredningen, før jeg har mindet om Flerkoneriets Høst af Kjønssygdomme. Vi nævnte før "Stormandsgalskaben", en af disse afledet Syg- dom; den er stærkere udbredt end mange skjønner. Vi ser i det hele tat saa daarligt, naar det gjælder dette Strøg; det er først nylig tat alvorlig under Arbeide. Som jeg holdt paa at forberede, hvad jeg her gaar over til, nævnte sig en Kvæld nogle Navn, - Venners fra min Ungdom, og efter dem fleres, deres Navn, som blev dræbt eller gjennemskudt i sin Livskraft af den stor Kjønssygdom, og som er komne til min Kundskab nu i en Menneskealder. Naturligvis huskede jeg dem ikke alle, men bare dem jeg huskede - for en Skare! Og blant dem saa mange begavede! Disse er de kraf- tigste og farer derfor ofte uvornest, saa det Tab, Samfun- det lider paa denne ene Konto, er langt sværere, end man i Almindelighed forstaar. En, om hvem jeg trygt tør sige, at han havde alle Vilkaar i sig for at bli et Verdensgeni, døde ganske ung af denne Sygdom, dog ikke før han var en berømt Mand. En anden Landsmand, som naadde Ver- densry, ligesaa. Ingen maa tro, at denne Sygdom er en Slags Plebejer; den er rundt om os i alle Samfundets Lag, og den naar op til Tronen med. Jeg talte engang med en Kjønslæge, som nu er en af Nordens største Operatører. Vi kom ind paa Forslaget om de kortvarigere Forbund mellem unge Mænd og Kvinder, som nylig er gjort, og vi var enige om, at for SIDE: 97 de fleste kunde dette bli en Glidebane. Han sa da, at om intet andet talte imod slige Forslag, saa vilde det, at ogsaa Kvinden lettere kunde smittes, være mere end Grund nok; for saa fik hun enten intet Barn eller ofte de elendigste. Vi kjender ikke til, hvor indgaaende denne Sygdom i den sidste Tid er studeret og dermed gjenindsat i den Rædsel, som der med rette skal staa af den. Vi ved ikke, at disse daarlige Tænder, Øjne, Øren er Selvødelæggelsens Arv til os fra nogen før os; at disse græsselige Benskader eller anden legemlig Vanførhed, som udstiller sig i Gaderne, i Almindelighed ogsaa er derfra. Jeg tror, at slige Bøger, som nogen af de sidste fra franske Fagmænd, skulde sam- mendrages og overføres paa vort Maal. Intet vækker Sam- vittighederne saaledes som Viden. Hvorledes skal vi gaa ikast med det Mangegifte, som sætter saa dybe Mærker i Slægtens Karakter og ødelægger dens Helse? Det gjælder her at møde Ligegladhed og Haabløshed - langt mere end at modlægge dem, som tror, Botemidlet er at gi fuld Frihed. Det sidste er imod Ægteskabets hi- storiske Fremgangslinje; det gaar aldrig. Men den, som hver Gang denne store Sag kommer paa Dagsordenen, overvældes af de Oplysninger, som da styrter over en og da taber Troen paa den sikre Fremgangslinje, eller synes, at noget særskilt Arbeide ikke nytter, ham maa vi prøve at gi Haab og Mod. I London drar den Dag i Dag en Mand omkring med en Haandvogn, som der staar et stort Bur paa, og i dette en Hund, en Kat, nogen Rotter og Mus, en Del Smaafugl. Naar det er koldt, slutter Hunden og Katten sig sammen, og Rotterne, Musene, Fuglene tyr til disses varme Pels. Saaledes kan Tusenaars Fiender gjøres til Venner i ét éne- ste Slægtled, og endda tviler nogen om Opdragelsens Magt? Dengang de videnskabelige Bevis for Arvelighedslovene blev alment kjendte, opgav mange Troen paa den; alt var Arv, og mod den nyttede det ikke at stride. Men efterhvert som man trængte dybere ind i Emnet, fattede man at Arv- krydsningen er saa rig; man kan gaa ud fra at ingen ene- ste har bare daarlig Arv; det gjælder i hvert enkelt Til- fælde at finde de Traade, som kan tvinnes sammen til at SIDE: 98 bli de stærkeste. Saa langt fra er det at Arvelighedslovene gjør Opdragelsens Arbejde unyttigt, at det tvertom tilfører det den største Hjælp, ja, kommer til i meget væsentligt at omgjøre den. Vi har glat væk gaat ud fra, at hver Mor var den beste Opdrager af sine Barn. At hun kan være det, ved vi alle; men at hun altid er det? Hvem blir fortrinsvis gifte? De vakreste og de rigeste, d. v. s. de, som gjerne har været foretrukne og forvænte, og altsaa hverken har det Taalmod eller den Selvfornægtelse, som er Vilkaar for Opdragelse, ej heller den Menneskekundskab, som skal til. Det er nemlig ikke dem, som altid bydes op, der ser best, det er dem, som sidder over; de opdager Selskabet. Saa det hænder altfor ofte, at en Hustru selv maa gjennemgaa en grundig Opdragelse, før hun kan opdrage andre; det hænder altfor ofte, at Barnet arver Moderens Fejl, og saa banker og kjæ- ler Moderen dem ind i Barnet én Gang til. Og hvor liden den end er, den Viden, som en ung Hustru gaar til Opdra- gelsen med! Hvor skulde hun ogsaa ha lært den, hvis hun ikke har havt fire-fem Søsken efter sig? Hun ved neppe, hvordan et Barn skal stelles og linnes, end sige det videre. Hvad særskilt det angaar, som vi her har for os, henviser jeg til en Bog af Doktor i Medicin Mrs. Blackwell (i forkortet Stand oversat paa dansk, Gads Forlag, Kjøben- havn), der det fortælles, at allerede mens Barnet ligger i Bleerne, maa der tas Hensyn til det, som skal forberede en sædelig Opdragelse. Hvor mange Mødre ved saadant? Men med den Kundskab, vi nu begynder at faa, vil For- ældre spørge sig selv, om de ogsaa er de beste Opdragere eller om de ikke maa søge Hjælp. Navnlig naar det gjæl- der Fortrolighed, som er et uomgjængeligt Vilkaar langt ind i den voksne Alder, - savner Forældrene Evne for den (og det kan jo let hænde), saa skaf en, som har den! Med Fortrolighed menes ikke alene fra Barnets Side, men der maa tales aabent med Barnene om Arv, som de skal komme over. Opdragelsen maa bli aarvaagent Samarbejde. Arve- lighedslovene tilsiger dette. Den skjønneste, fortrøstningsfuldeste af alle disse Love, den om "Varieringer", har i den senere Tid været nægtet, men er blit hævdet med uimodstaaelig Styrke. Jeg ved, at jeg kan eftervise den i min egen Familje; de fleste af Dem vil kunne gjøre det i Deres. Loven er, at om jeg har arvet et godt Anlæg og arbejder dette ud, mens jeg er ung, til en stor Færdighed, til en Talent, og jeg senere faar Barn, saa kan Barnene arve, ikke alene af Anlægget, men af den SIDE: 99 Kraft, jeg har lagt i Arbejdet. Naar man miskjender Loven, kommer det vist især af, at man vil se Anlægget arvet i nøjagtig samme Form (f. E. et Kunstanlæg), mens Indvirk- ning fra anden Kant naturligvis gjør, at det ofte optræder i en anden. - Og paa lignende Maade: om jeg har arvet et daarligt Anlæg og itide arbejder dette væk, fordi jeg har havt forstandige Opdragere, som har sagt mig, baade at jeg havde det, og hvem jeg havde det fra, og har bedt og vel- signet mig om at komme længer end f. E. de selv har aar- ket; om jeg var saa heldig at vinde over det og gjorde dette i ung Alder, saa kunde Barnene arve af den Styrke, jeg la i Arbejdet; for dem faldt det altsaa lettere. Ikke alene har jeg saa strævet for mig selv, men for min Slægt i næste Led og derved for alle de efterfølgende. Naar denne store Lov blir lært i alle Skoler, præket i alle Kirker og prakti- seret i Hjemmene; naar den blir saa alment kjendt, og trodd, som Arvelighedens almindelige nu er, da vil den alene omgjøre Opdragelsen. Vi nævnte Skolen og Kirken. Hvem er det, som i Reg- len nu gjøres til Skolemestere? De, som har aflagt gode Kundskabsprøver. Er det det samme som at være en god Lærer? At forstaa at gi Barnet en Lekse, gaa den vel igjen- nem og saa pille den ud af Barnet igjen - er det nok? Det kan enhver Træhest øve sig op til. Nej, alene den er Lærer, som i den hellige Time, han eller hun har Barnets Sjæl aaben i Tro og Videlyst, ikke alene forstaar at lægge Emnet klart tilrette, men i og med Emnet skinner af Lære og Væsen saaledes paa Barnet, at det faar Lyst og Tro paa mere end Lærerens Ord. Alene den, som kan dette, er "Skolemester", og andre skulde aldrig bry sig med det. Med andre Ord: indi enhver Lærer maa der være en Op- drager; han maa være et etisk Talent. Vi nævnte før, at Talent var at arbejde et Anlæg op til en stor Færdighed. Nuvel; der er hele Slægter, som er komne længer i det gode end andre, og blandt disse igjen er der somme, der er det saa helt, at det at tale med dem er at bli klar, og det at omgaas dem: aldrig at ha lyst paa andet end godt. Disse er etiske Talenter. Alle som én har de Kald for og Hug til Lærergjerningen; men der er noget i vor Maade at ta denne paa, som holder de fleste borte. Jeg stod engang i Skolen hos et etisk Talent, en liden Skole, som kunde overses. Jeg sa, da vi kom i Énrum: saavidt jeg forstaar, er der ingen paa denne Skole, som driver Selvbesmittelsens Last. Nej, svarte han, den tror jeg, vi har faat ud. - Hvorledes det? - Jo, jeg kan, tror SIDE: 100 jeg, lægge Armen om et Barns Hals og tale sagte med det. - Det er vel ikke gjort med det? - Nej, saa prøver jeg at tale aabent om dette med dem alle. Og nu er det kom- met derhen, at Barnene passer paa hverandre; ingen Kon- trol er saa stærk som Barnenes indbyrdes. - Han la til, at denne Last kommer ikke af Naturtrang; Naturen retter sig selv. Den er i den Grad ikke Naturtrang, at ingen, som ikke har været ude for et ondt Tilfælde, kan komme paa det, uden at nogen anden lærer dem det. Men denne Last herjer de fleste Skoler, den er ikke til at rydde ud, - saa lidet løser Skolerne endnu sin etiske Opgave. Vi sender Barnene did for at bli bedre - og sender dem altfor ofte ind i hin Last, som er Indgangen til Flerkoneriet og der- med Opøvelse i den Karakterløshed og Upaalidelighed, som gjør Livet saa uudholdeligt. Naar Skolen engang ordnes af etiske Talenter frit efter deres egen Vilje (og dertil kommer det senere eller tidli- gere!), saa vil ikke alene al Slags Idrætsleg og legemligt Arbejde bli Dele af Opdragelsen i Skole som Hjem ander- ledes end nu; men man vil ikke kunne tænke sig en Skole uden Læge som Lærer, vel at mærke: en Læge, som selv er et etisk Talent; der er nok af dem, som ikke er det. Kvindelige og mandlige Læger. Skolerne maa bli Fælles- skoler, der Kjønnene fra unge af kan lære at omgaas hver- andre som Kammerater og ikke som nu staa skilte og se paa hverandre som rare Fugle og faa Fantasier derefter. Men saalænge Skolen ikke engang har Opdragelseslære som Fag, skjønt det at vide at skjøtte sin legemlige og aan- delige Helse (og sit Afkoms) er det vigtigste af alt (Spen- cer), saa kan vi ikke vente Øje for det mere. Ogsaa i Forholdet til Præsten følger vi nu en Tradition. Det at kunne holde en Tale er blit Hovedsag; men det at være i Samfund med sine Trosfæller (og dette er ikke alene Hovedsagen, men hele Sagen) er sjeldent. Første Vilkaar herfor er at begynde med Barnene. Som nu at overgi Ind- øvelsen i Kristendom til enhver, som har aflagt Eksamens- prøve i Religionskundskab, er mere end letsindigt. Enten har Barnet faat et Gudsforhold, som det gjælder at styrke, eller dette skal først stiftes; begge Dele kræver særegne Anlæg og Livserfaring. Saadant har flere i Menigheden, kanske især Kvinder, og disse maa hjælpe Præsten (som i Amerikas og Englands Søndagsskoler). Lad saa Skolen være Skole og Indøvelsen i Kristendom noget helt for sig. Kanske Ungdommens Hang til det, som ender i Flerkoneri, SIDE: 101 da fik Modvægt, - paa den ene Side i virkelig Viden, paa den andre i et alvorligt Gudsforhold. Men det forstaar sig, at Grundvilkaaret herfor maa være den lille Præst hos de faa og ikke den store Præst for tusen i en stor Menighed. Jeg spaar, at vokser det Krav op til at bli alvorligt, som nu stilles til Ungdommens Sædelighed, saa vil det om- gjøre vor Opdragelse, vor Skole og vor Kirke. Og det vil gjøre mere. Vi begyndte med at sætte den fuldmodne Alder, omtrent 25 Aar for Manden og 21 Aar for Kvinden, som den Slæg- ten i Almindelighed maatte vente paa, før Ægteskabet burde indgaas. Ligesom dette Maal hidindtil ikke er sat saaledes op, at det har grebet Menneskenes Vilje, saaledes er heller ikke Livet indrettet paa det. Mange svarer at heller ikke ved fuldmoden Alder kan Folk nu gifte sig. Det kan saa være; en stor Del naar ikke til; men den største gjør det. Og jeg gad se, naar Maalet blev alment kjendt som det naturgivne rette, derfor ogsaa alment vedtat, om saa ikke Livet indrettedes mod det. Om f. Eks. ikke Staten blev nødt til at opgi Krav til Ungdom- mens Studietid, som gaar stik imod Naturen; om ikke og- saa mange Forhold ellers maatte lempe sig. Det er saa underligt med det, som alle vedgaar at være Ret; det ejer en stor Ordningsmagt. Andre svarer, at den Ungdom, som holdt sig kysk til da, blir umaadeholden i Ægteskabet. Kan hænde; men at den, som har lært Afholdenhedens Kunst, ogsaa har let- test for at bli maadeholden i Ægteskabet - og navnlig maadeholden til ret Tid -, det vil nok være Reglen. Der har været ivret mod tidlige Forlovelser, og især fra æstetisk Stade. Fra moralsk tror jeg, de tar sig ander- ledes ud. Ikke netop Forlovelser med Haandslag og Pagt; de tidlige gaar neppe saa for sig. De bestaar vel i, at hun føler sig sikker paa, at det er hende, han mener, og han kan gi sit Liv paa, at hun vil vente paa ham, - og saa venter de. Havde vi Kundskab om, hvor mange slige For- lovelser har baaret over Fristelser, saa velsignede vi dem. Naturligvis, dersom det skal bli til Ægteskab, maa de unge undervejs ærligt ha byttet ud, hvad som gaar til Hjerte SIDE: 102 eller Vilje af alt det, de har lært, saa de fremdeles holder Takt og Fodlag. De lykkeligste Ægteskab paa Jorden har været en Del af disse; i ingen anden Alder end vor første Ungdom er vi saa sikre i Følelsen for det med vor egen Natur Samhørige, d. v. s. saa ovenover alle andre Hensyn end dette ene. Men skal et Ægteskab faa indgaas i fuldmoden Alder (eller noget saa nær efterat den er naadd), maa hverken Parterne eller deres Forældre møde op med store Krav til Indtægten. Kvinden har hidtil ikke kunnet eller villet bære sin Del til Ernæringen, har derfor ikke sat Krav, efter hvad hun selv evnede, men efter hvad hun faldt paa. Kvindens selvstændigere Opdragelse og Undervisning vil efterhaanden gjøre Ende paa saadant. Paa Landet hos Bønderne er Kjøkkenet det største Rum i Huset; dér samles alle til Maaltiderne, dér holder de sig, naar de har fri. I Amerika blev jeg glad ved at se det samme i Byerne hele Middelklassen over og tildels udover den: et stort, lyst, vel ventileret Kjøkken som det fornemste Rum i Huset, en Komfur, som ofte var et lidet Kunstværk, ofte Sofa og Tæppe paa Gulvet, og til sine Tider aabne Døre og gratis Varme ind til de andre Rum. Saaledes har i Amerika mange unge børjet, som senere har naadd stor Velstand. Hos os ligger Dagligstuen og Spisestuen for sig en smal, lang, mørk Gang, omtrent som en Tarm, fører fra disse ud til Kjøkkenet, ikke større end en skikkelig Blære, og inde i den gaar nu en Tjenestepige og stuller for sig selv, en, vi intet Ansvar har for, og intet med forresten; Den unge Frue sidder i Stuen og passer sin Næse for Mad- lugt. De, som svarer, at Krav paa Luksus er et Vilkaar for Fremgang, svarer jeg, at de godt kan naa frem til Luksus om de børjer med Kjøkkenet. Her er altsaa et af de Vilkaar, som jeg tror maa bøje sig, hvis vi faar sat op det Maal, at Fuldmodenhedsalderen er Ægteskabets naturlige. Og mange med det. Somme har sagt, at straks Barnene kommer til, gaar Idyllen istykker; den ene af Parterne kan saa intet videre Bidrag gi til Ernæringen. Men ogsaa det vil ordne sig an- derledes, hvis det blir alment, at to unge, som kan ernære sig ved Fuldmodenhedens Alder, flytter sammen i Ægteskab. Barnehaverne er Indledning til det. De, som ivrer for Ægteskab uden Barn som eneste Vil- kaar, synes mig at være inde paa en farlig Afvei. Men er der tale om Ægtefæller, som ikke kan være maadeholdne, og navnlig ikke til ret Tid, og der altsaa alene er Valg mel- SIDE: 103 lem at faa for mange Barn d. v. s. dem, man ikke ønsker, ikke kan ernære, ikke opdrage, - er der alene Valg mellem det og et ægteskabeligt Samliv uden disse Følger, saa vilde det være dumt og fejgt ikke aabent at tilstaa, at det første er det værste. Det er grejt, at hvordan man steller sig, saa blir et stort Tal staaende udenfor Ægteskabet. Og her maa jeg mod de nyeste Samfundslærere paa Omraadet faa Lov til ta de Tuse- ner i Forsvar, som slet ikke vil gifte sig. Jeg tror, det er noget af det sundeste i de senere Tiders selvstæn- dige Tænkning, at saa mange har opdaget, at Ægteskabet ikke er alles Maal, navnlig ikke alle Kvinders, som før lær- tes. Jeg tror, der er en stor, stor Mængde, som ikke er skikket for det. Hvorledes skulde det gaa os, om det ikke var saa? Er vi taknemlige nok mod de Tjenestekvinder, som blir i vore Hus, fordi de har faat os eller Barnene kjær og ikke alene gjør vort Hjem til deres, men gjør det til Hjem for os? Regner vi efter, hvad vi skylder dem, for at vi har det trygt og hyggeligt? Om alt det, som var godt i Sam- fundet, gav Lys fra sig, og vi stod paa et højt Sted og saa det, og alle de Lys sluktes, som vore trofaste, dygtige Tje- nestekvinder gav Livet, - der vilde bli mørkt! Og Lærer- inderne, som (frivillig eller ufrivillig) har opgit at stifte eget Hjem mod at gjøre Skolen til Hjem for vore Barn, og er lykkelige i det og lykkes i det, saa det for en ikke liden Del skyldes dem, at vore Barn engang stifter hyggelige Hjem, - har vi mange større Velgjørere iblant os? For det er dette, de er, baade disse og vore gamle, tro Tjenestekvinder. Og hvis vi var komne saa langt, at vi ærede Kvinden for det, hun er i sig selv, istedenfor i hende at ære hendes Far eller Ægtefælle, saa ved jeg, at paa Højtidsdagen var det en slig Velgjører af vort Liv, vi førte tilbords blant de beste, og ogsaa ellers hædrede og lønnede anderledes end nu [fotnotemerke] Tallet af dem, som ikke kan gifte sig, og som heller ikke kan styre sin Kjønsattraa, især naar Drik kommer til, Fotnote: Mens vi er inde paa, hvorvidt alle skal gifte sig, bør vi stoppe en Vildfarelse, som har bredt sig adskillig, den nemlig, at der fødes flere Kvinder end Mænd; somme har deraf villet drage ud den Lære, at Naturen selv har sagt: to til Mands! Nej, der fødes, saalangt vi kan gaa det efter, omtrent lige mange af hvert Kjøn, eller lidt flere Mænd. Men "i den grundlæggende Alder" bærer den mandlige Ungdom sig saaledes ad, at der dør flere Mænd end Kvinder, eller blir sindssyge, eller blir Selvmordere. Ogsaa senere hen dør de af, hvad de forbrød som unge. SIDE: 104 er endnu saa umaadelig stort. Meget af det, som rejser Attraaens Fantasi, saa langt fra modarbejdes, at Samfundet tar det under sin Varetægt. Det møder os i Byerne paa hvert Gadehjørne, det er indarbejdet i vor Literatur og Kunst, det lokker i hvert Teater, hver Kunstudstilling, det breder sig i Aviser, Udsalgssteder, flytter med ind i Husene som Udstyrsluksus, Baldragt, Sæder. Samtidens Smag er ikke fravendt Fristelsen, men vendt til den. Endelig har dette vakt Ansvar. Men samtidig er saa mange (og navnlig i Norden) meget strenge mod dem, som bukker under! Jeg forklarer denne Modsigelse deraf, at der er noget, som trods vor Over- trædelse holder os paa Fremgangslinjen, ja gjør os ubillige i vor Iver for at andre ikke skal komme udenfor. Det være hermed som det vil, - vi maa forstaa, at skal vi være hjælpende og ikke alene dømmende, saa maa vi ikke skræm- me. Navnlig naar Barn kommer til og Barnet elskes, maa dette faa læge sin Mors Brøde; vor Kjærlighed til Slægten tilsiger det. Selv de værste Forgaaelser kan tas for Syg- dom og staa til at helbrede. I Frankrig findes allerede en Række Sygehjem for Nervesvækkede, d. e. Mennesker øde- lagte af Drik, Morfin, Opium, Hor; mange gjennemgaar der med Held Kure, som for nogle Aar tilbage vilde synes Un- dere. De værste, de som har bragt sig selv paa Dødens Rand, kan ofte komme ud igjen karske paa Helse og Vilje. Selv efter Tilbagefald gjøres det om igjen baade én og to Gange. Her er vi inde paa noget, som efterhaanden vil vinde fast Metode, og da vil snart ogsaa hos os slige Hjem rejse sig i Landets forskjellige Dele, og om ikke før, saa kanske da vil nogen og hver faa Øjnene op for, at her staar vi foran en Sygdom, arvet eller paadraget, som kræver Hjælp. I Sammenhæng hermed vil jeg fortælle dem, som har ført sit Kjønsliv paa Afveje, at der findes Raad for det, selv for de værste. Betro jer bare til nogen; allerede i at søge Fortrolighed ligger Hjælp; men da vil I faa bedre Mod til ogsaa at gaa til en Læge. I ved kanske ikke, hvor langt Videnskaben her har naadd. For at faa Folk til at indse, hvor barmhjertig hjælp- somme de her maa være, vil jeg nævne, hvad en berømt Antroprolog siger: "I vore Aarer gaar Blod fra de Menne- sker, som røvede, kjøbte, solgte sine Hustruer, vi kan end- nu overfaldes af Kjærlighedsformer, egne for Australierne og Hottentotterne, ja af endnu styggere, som kanske fandtes hos Folk i tidligere Jordlag (epoker). Fortid, Nutid, Frem- SIDE: 105 tid er saaledes sammenvævet i den menneskelige Skabning, at her maa vises Varsomhed. Men hvor langt har vi dog alt naadd? Vi kan omsætte vor Attraa, vi kan elske til Døden, uden at Kjønslidenskaben mættes; vor Kjærlighed kan fri sig helt fra Instinktet og bli til Tanke og Følelse; den kan omfatte i inderlig Hengivelse, hvad den aldrig har sét, og paa det leve kysk sit Liv igjennem, vi kan gjøre andre lykkelige i vort Sted og ofre os med Sjæl og Krop til bestemte Opgaver. Hjernehemisfærerne har en styrende, tæmmende Kraft, som kan byde over den mest tyranniske af alle centrifugale Kræfter, den, som kan drive Dyr til at ofre sig som Individ for Arten." Darwin siger: "Jo mere Brug der blir for vor Kraft i Civilisationens Tjeneste, jo mindre paa Lediggjængeres og Besattes Vis." Spencer kalder det, vi saaledes sætter til, for "Spild- damp" og mener, at den kunde bedre bruges "i Maskineriets Tjeneste". Aldeles ligeartet ytrer sig Comte og Stuart Mill, saa vi har Samtidens største Tænkere med os. Jeg tør kanske her minde om, at Muhamedanerne (og efter dem Mormonerne) fører som Undskyldning for Fler- koneriet, at en frugtsommelig Hustru bør være med Fred; ellers blir den sanselige Arv i Fostret for stærk. At paa- lægge Kvinden Afkald for Slægtens Skyld, og selv fejgt und- drage sig det, kan ikke være Undskyldning for Flerkoneri. Men Spørsmaalet er i sig selv af stor Vægt; blant os er det først blit rejst i den aller siste Tid. Somme Læger ytrer Tvil, som jeg her ikke skal indlade mig paa, skjønt de er af sjæ- lelig Art. Mig synes Sætningen at være sand; Moderens Kamp til Sejr (hvis der er nogen) maa sætte Arv i Fostret, hun bærer, - saa vist som der gaar Arv af det modsatte. Men er det sant, da er dette en af hine Sanheder, der lig- ner dybe Øjne, som synes at ha et andet inde i sig. Der er en Sanhed inde i denne igjen, som vil stirre paa Menne- skeheden, til den lystrer. Før jeg haster mod Slutten, maa jeg sige et Par Ord om Skilsmisse, fordi den af mange holdes for at være Lo- vens Bifald til Mangegifte og derfor i sig selv utilladelig. Nu mener jeg naturligvis, at alene det er Ægteskab i Engifte, som ærlig tros indgaat for Livet; men deraf føl- SIDE: 106 ger ikke, at det maa holdes, hvor fejltagende det end kan være. Siden jeg for mange Aar tilbage tog paa med denne Sag, har jeg havt Æren af fleres Fortrolighed, og jeg er efter- haanden blit sikker paa, at Mesteparten af ulykkellge Ægte- skaber skyldes det, som er indøvet før Ægteskabet. Mange- giftet i Ungdomstiden drar sine Følger indover Ægteskabet i Éngifte, enten i Skikkelse af Utroskab eller som Upaali- delighed, Ustadighed, Sindskulde, Træthed, utaalelig Nervø- sitet og sygelig Mistro til Mennesker, - for ikke at nævne det værste: den store Kjønssygdom og alle dens Afsyg- domme. Men siden jeg er blit sikker paa det og ser, hvor van- vittig ansvarsløst Ægteskab endnu ingaas, staar let Adgang til Skilsmisse for mig som uomgjængelig fornøden. Saa- længe vi taaler Ungdommens Mangegifte, maa vi finde os i hyppige Skilsmisser. Vi maa ikke længer være saa hjerte- løse at sige til en Hustru, som klager over, at Samlivet gjør hende værre Dag for Dag: "du har jo Barnene at holde dig til; de er din Frelse". For kunde hun søge "Frelse" i dem, da følte hun sig naturligvis ikke værre Dag for Dag. Heller ikke Barnene skal ha en Mor, som mistviler. Og den mandfolkeagtige Vane, vi har, at se paa en skilt Hustru som paa noget mindre end en gift, maa vi lægge af. Har en Kvinde gaat ud af Ægteskabet for at bærge sin Selv- agtelse, fortjener hun vor Agtelse fremfor mangen gift Hustru, og det maa vi vise hende. Jeg slutter med noget, som jeg kalder Flerkoneriets Idealer over vort Liv; vi har hidtil ikke lagt nok Mærke til dem. Vi var inde paa dette, da vi talte om den behage- syge Forfængelighed, som opales, naar en holder sig selv paa Udstilling den grundlæggende Alder igjennem. Skal For- fængeligheden ha Overtaget netop i den Tid, da vore Idealer dannes, saa ved vi, hvordan de blir. Men kommer en stærkt opøvet Nydelse til og udelukkes Troskaben, mens Erobrings- sygen, tirret indtil Grusomhed, faar være raadgivende, - ja saa blir vore Idealer Fiender af dem, vi ærer i et sæde- ligt Hjem. Det blir Forfængelighedens, Nydelsens, Menne- skejagtens Idealer over vort Liv; fra Fyrstehusene og ned- over vil de brede sig mageligt smittende, - Side om Side med det uskadeligste Præstepræk imod dem. Saa langt ifra at Kvinderne i Almindelighed samler sig til Modstand, at selv de ærbareste ofte troskyldig tjener dem uden at vide, hvad de gjør. Jeg gaar ikke efter de hundre Maader, som dette sker SIDE: 107 paa; jeg nøjer mig at brænde ind i Hukommelsen noget en- kelt. Paa en Pariserudstilling saa jeg Don Juan, Flerkone- mændenes Ideal, fremstillet af en stor Mester, i det Øjeblik, Donna Annas Far, Kommandanten, er vendt tilbage fra Dødens Rige for at føre Don Juan til Helvede. Baaden, som skal bære over Dødens Vande til det ukjendte, støder netop fra; ved Roret staar Kommandanten kjæmpehøj, for- an ham Don Juan med korslagte Arme og trives ikke. Han er en mandig, kraftfuld Skikkelse i hin Tids spanske Dragt, navnlig har han under en sterk Pande et Par Øjne af slig Dragning, at naar vi kom fra de andre Sale og gik forbi den aabne Dør til denne og saa det svære Maleri midt imod, kunde disse Øjne ta os indover én Gang til. De havde den Ormemagt, som gjorde Kvinderne øre. Ved hans Fød- der laa Donna Anna og lige ved hende Donna Elvira, hun, som altid forfulgte ham. De klagede hændervridende over, at de maatte slippe ham, - de vilde følge, om det saa gik til Helvede. Paa Stranden stod de "1003", han alene i Spa- nien havde "erobret". Ogsaa disse med udstrakte Arme, bedende, skrigende, grædende eller stumme af Fortvilelse over at se ham for siste Gang. Her har vi alle Vellystens Typer, den blonde, den brune, den fede, den magre, den unge ligesom inde i et stort Haar, den gamle hylende mod Maanen; somme kastede sig i Havet for at svømme med - til Helvede. Alle disse Kvinder var nøgne og malte med sikkert Kjendskab til Naturen; men skjønt de var det, - ingen af dem var saa tynde om Livet som vore unge Damer, naar de er klædte. Dette var det, jeg vilde ha brændt ind. Hvor- for bærer de sig saadan ad, altsaa mod Naturen, og lige- fuldt med sine ærbare Mødres Samtykke? Fordi de tror, at derved lokker de paa noget i Mæn- denes Smag, som vistnok ikke er det beste i den, men det almindeligste, - Skjønhedsidealer, som Flerkoneriet har alet. Vore Læger er utvilsomt ikke endnu vore etiske Raad- givere i det Mon, som de burde være; men i dette Stykke har de gjort Ret for sig; her har de advaret. Desuagtet - vore unge Piger snører sig med Dødsforagt, og Mødrene samtykker! Gaa nu ud fra dette ene lille Drag og se rundt i Livet, om der ikke er fuldt af lignende. Vi ser ikke, hvad Arv vi sidder i. Sluttelig et Ord til de unge Mænd, som kanske nu hø- rer mig. Paa den lille norske Krigsskole stod engang et etisk Talent af øverste Rang; det var den senere Biskop Jørgen Moe. Han skinnede sig saaledes ind i Ungdom- SIDE: 108 mens Tro ved sin Tale, sit Foredøme, at flere af hans Ele- ver sluttede et Forbund indbyrdes bl. a. ogsaa om at kom- me kyske ind i Ægteskabet. Tilfældet har gjort mig viden- de om, at bare ved at høre dette Forbund omtale er flere lignende blit stiftet, nogen af bare to sammen, saa ivrige var de. Vi skal tro paa Ungdommen! Den higer efter at vie sine Kræfter til det ædleste; men saa maa det ogsaa for Alvor sættes op for dem. Om der var talt til os ældre, da vi var unge, som jeg nu har prøvd at gjøre det her, jeg tænker, vi havde baaret os anderledes ad, og at meget for os i dette Land ogsaa nu var anderledes. Skal vi faa det derhen, saa maa her tales ud. En ædel Veninde i Stockholm meddelte mig følgende: Dengang det blev kjendt, hvad for Udsvævelser nogle Yng- linge i de højere Skolers øverste Klasser i denne By hen- gav sig til, havde hun en vakker Gut iblant dem. I stor Skræk tog hun ham for sig og bad ham sige ærligt, om han havde været med. Nej. - Hvorfor ikke? - Fordi Mama havde talt med ham om saadant. - Det kan hænde, hun blev glad! Jeg ber flere Mødre gjøre sig selv denne Glæde. Jeg ber unge Kvinder om at være sikre paa den Mands sædelige Alvor, som de vier sig til; saa ansvarsløst som hidtil maa det ikke længer kunne gaa. Flerkoneriets Føl- ger i Ægteskabet maa bli færre end de hidtil har været; det staar i Kvindens Magt at sørge for det. Det staar ogsaa i hendes Magt at holde Flerkoneriets Idealer borte fra Hjem- mene og møde dem i Barnenes Sind. SIDE: 109 Bjørnstjerne Bjørnson 17. Mai 1888. Tale for Arbejdertoget. Dette er intet almindeligt Syttende-Maj-Tog; vi har bøjet bort fra det, for at samle os - jeg ved ikke, hvor mange tusen - til Protest. Myndige Mænds og Kvinders Protest mod, at et Mindretal nægter Flertallet Frihedens øverste Ret, og gjør Lov og lægger Skat uden at spørge Flertallet. Mistanke vækkes om, at baade Loven og Skatten er til deres egen Fordel mod Flertallets. Denne Mistanke er mindst ligesaa skadelig som selve Uretten; naar en gal Lov er strøget eller en partisk Toldsats løftet af, gror Mistanken endnu. Mod denne onde Udsæd, Stand og Stand imellem, (som gjerne avler Ondt igjen), mod den og mod selve Uretten er det, at Kvinder og Mænd idag nedlægger Protest. Vi er flere end vi synes her. Ikke alene at dette Tog vil voxe fra By til By; fra Landsbygden, der de i Vaar- aannens Tid ikke har Stunder til et Syttende-Maj-Tog, der skal ogsaa efterhaanden alle Smaafolks Hjerter komme med i Takten her, og de norske Matroser rundt al Jord skal, naar de husker Dagen, glimtvis se Toget svinge om Gade- hjørnet hjemme, mens de selv roder under Kjedlen eller hænger i Riggen eller losser og lar i Solsteken, - glimtvis se Toget og slutte sig til; - ikke alene disse tusener paa tusener, men altid flere af alle os andre vil gaa med, det ved jeg deraf, at de bedste Kvinder og Mænd af Venstre- folket Byerne rundt alt er med idag; og de, som jeg nær- mest hører sammen med, det norske Digterlag, som ogsaa er et Vennelag, om dem alle ved jeg, at her er de med, - med paa Protesten, til den høres. Aldrig før har almindelig Stemmeret for alle myndige og ærlige været saa alvorlig forlangt. Det kommner ikke SIDE: 110 alene af Folkets og Forholdenes Væxt, det kommer netop nu af den Forargelse det vakte, at Tolden, som i sig selv er en uretfærdig Beskatningsmaade, tænkes yderligere øget til Skade for de smaa, uden at de selv har en Stemme med. Historien kan forklare, hvorledes det, som er Uret, en- gang har syntes at være den største Ret; men ingen Grund i Verden kan undskylde, at det, der alment føles at være Uret, og som kan afskaffes, ligevel skal bli ved. Sidst de udvidede Stemmeretten, gjorde de en ny Uret- færdighed; de satte Regler op, som er en Fornærmelse baade mod dem, som paa disse Regler kom med, og mod dem, som de stængte ude. Ligevel ønsker nu mange atter en Udvidelse netop paa samme Grundlag. "Det rette skal komme lidt om Senn", siger de. Ja, til dem, som ikke skjønner bedre; men naar alle skjønner, hvad som her vilde være det rette, hvorfor i al Verden skal vi saa knibe paa det? Hjemme paa Præstegaarden fik Hønsene gaa ind paa Laaven, og Høst og Vaar gik de gjennem en liden Glugge, som var skaaret ud paa Døren for Katten; men da Sommeren kom, og Dørene sloges helt op, da fandt Høn- sene ikke Hullet igjen, og saa holdt de stort Samraad - og vendte om! Disse kloge Høns ligner svært dem, som ikke tør gaa ind uden gjennem Forhindringer. Op med begge Dørene! Hvad Farer er her? Lad os se paa hver en, som er nævnt. Naar de, som lidet eller intet ejer, kommer med, saa skal de bevilge flot væk af de andres Penger. Saa siges der. Men er dette rimeligt? Den, som vender Skil- lingen oftere end en anden vender Daleren, skal han bli flottere end den flotteste, naar det gjælder det Offentlige? Biskop Darre - han har selv fortalt mig det - rejste engang over Dovre med en Skydsgut, som spurgte, hvor meget Bispen vel kunde tjene om Aaret. Aa, svarte Bispen, et Par tusen Specier. "Dyre Død," ropte Gutten, "da æter Du nu vel Rugmjølsgraut hor evige Kvæld au, da?" Det var nu hans Begreb om Vellevnet. Mange Storthings- bønder havde i gamle Dage et ikke synderligt højere; det syntes i deres Voteringer. Hvorfor skulde netop Arbej- derne falde udenfor Lovene for den menneskelige Natur, naar de fik Stemmeret? "Men det ligger i den menneskelige Natur at misbruge Magten," siger de andre. Sandt nok, - og de ved kanske lidt om det. Men i et frit Land med et frit Ordskifte har det endda ikke været værre, end at det kunde bæres. SIDE: 111 "Arbejderne er de fleste," siger de, "og tar derved al Magten til sig". Jeg spør, i hvilket ordnet Samfund "de fleste" har faat al Magten bare paa, at de var de fleste? Der maa nok mere til. Hvis Arbejderne falder over os, fordi de er de fleste, - hvorfor har de ikke alt gjort det? Tror nogen forstan- dig Mand, at det er Kriminalloven, som har holdt dem til- bage? Gaa til Zuluerne med den og se, om den virker! Dersom "de fleste" af vort Folk ikke havde Loven i sig selv, saa blev Papir bare Papir, hvad der saa stod paa det. Ej heller maa nogen tro, det er Armeen, som holder Styr paa Folket, for Armeen, det er dem selv. Nej, det som gjør, at her er trygt, - Udlændinger siger, at her er trygt som i intet andet Land paa Jorden - det er Sædernes Vedtægt, Troens Overtalelse, Arbejdets Orden, et strengt Livs Alvor i en streng Natur. Her taltes nylig igjen om "Garantier"; dette er vore "Garantier", intet Folk har dem sterkere. Vore Arbejdere betror vi ofte hele vor Formue paa Land og Hav; ligesaa ofte betror vi til deres Døtre og Hu- struer vore Barn, - og saa skulde vi ikke vaage at gjøre dem til vore medansvarlige for det, som de selv ejer lige meget i som vi? Egenskaber, som gjør os trygge i det private, dem skal vi frakjende dem i det fælles? Om der ogsaa findes gale Folk blandt dem, de findes kanske ikke blandt os selv? Skal de kloke herefter ikke raa med de gale? Ja, selv om der engang imellem gaar en Storm over Sindene, som river dem med et Stykke, - vi har holdt slige Storme ud før. Muligt, at vi kan finde en Plet for vort Hus, der det aldrig blaaser, - de fleste af os har ikke Raad til at flytte derhen; vi faar bo som det fal- der, ogsaa hvor det stormer. I os selv, i vore gode Insti- tutioner af os selv, har vi Værn; vi behøver ingen ny "Ga- ranti"; dette er et Folk, som vokser. Hvad Garanti har Arbejderne havt mod dem, som stundom vitterlig har misbrugt Magten? Hvordan er det gaaet? Jo, saadan, at somme af os har faat en stor Forret (thi at arve en Formue, eller at bli hjulpet frem, det er en Forret, en stor Forret i Livet; den vil altid gjøre sig gjæl- dende), men de, som har faat en slig Forret, istedetfor mandigt at sige: "Vel, jeg har faat en Forret, derfor tør jeg staa paa lige borgerlige Vilkaar med alle myndige og ærlige," - istedetfor at sige saa, taler de følgende Sprog: "Jeg har faat en Forret, og paa den Forret vil jeg ha en til; jeg vil raade over det, som vi alle ejer lige meget i, SIDE: 112 d. e. jeg alene vil raade for Staten!" Det er vakker Tale! Naar vi siger: "slip det Taget der, det er mit Tag," - sva- rer de: "Jeg skal slippe, hvis jeg faar Garanti!" Garanti for hvad? Garanti for deres Uret? Garanti for at slippe en Uret? Jeg ser, at idag har de faat en Prest og theologisk Professor til at bede for sig nere paa Fæstningen. Bede for, at de skal beholde sin Uret endnu en Stund? Eller takke Gud for, at de dernede ikke er som os andre? Takke Gud for, at de har Frihedens Klenodie, og især for, at de andre ikke har det? Men de søger Forbund med flere end Gud. Dette skulde jo være nok; men det viser sig ikke at være det. Bondens Trangsyn og Standshovmod maa paakaldes sammen med Gud. Jeg tviler ikke om, at saadant kan findes, - men neppe nok af det, til at Modstanderne ved Bøndernes Hjælp kan stænge Frihedens og Rettens Gang i denne Sag. Bønderne er vist ikke i Almindelighed rædde sine Medarbejdere; de sætter dem jo over al deres Velfærd. Bønderne længes neppe efter at drive flere af dem aarligaars over til Ame- rika ved privat eller offentlig Uret mod dem; det ligger ikke i Bøndernes Samvittighed, heller ikke i deres Fordel. Fra dengang jeg rejste rundt i Landet forat kalde frem til Rigsret, mindes jeg ikke at ha talt om almindelig Stemme- ret med en eneste Bonde, som var imod den. Det kan være en Tilfældighed; men de, som spekulerer kristeligt i Bondens Trangsyn, kan ogsaa ta Fejl. Havde vi i dette Øjeblik en agtet Venstreregjering, og havde denne Regjerings første Mand, som vi fra gammelt skylder Taknemlighed over alle andre, havde han været en ordholden Mand mod Arbejderne, ja, da var det ikke paa den norske Venstrebonde, at Modstanderne kunde regne. Men da vi har en Regjering, sammenlappet af Tilfældet, uden nogens Agtelse, ikke en Gang deres egen (derom har jeg nylig overbevist mig), og da denne Regjerings første Mand har ført vort Venstreparti til Demoralisation inden- lands og til Vanære baade indenlands og udenlands (des- værre derom har jeg ogsaa nylig overbevist mig), og da han netop i denne Arbejdernes Livs- og Æressag er en Ordbryder, en utrolig Ordbryder mod dem som mod andre i andet, saa er det bare naturligt, at Skaden breder sig; for Menneskene er engang slige, at taber de Tilliden til den Bedste, saa taber de den næsten til alle, og saa har vi Opløsning af mange Forhold, som holdtes for faste. SIDE: 113 Om vi helst imorgen den Dag kunde bli fri en Tilstand, som fordærver os endnu mere derved, at hæderlige Folk af misforstaaet Fædrelandsfølelse støtter det, som er uhæ- derligt, thi derved skabes Urede i Folkets moralske Dom, - om vi kunde bli kvit Aarsagen helst imorgen den Dag, saa skulde vi se, hvad Rejsning ogsaa vor Sag kunde faa! Til syvende og sidst hviler ogsaa den paa Menneskenes Tillid til hverandre og til det, som er godt og ret. Nu er det som alle har tabt Troen paa alt. End om vi med vore Røster her idag kunde naa frem til ham, som engang var den første blandt os, æret som ingen anden, Venstrefolkets store Ordfører i Kamptiden, i hvis glohede Vilje alle de andres kunde strømme ind, - om vi kunde gaa ned i Stiftsgaarden og bære ham ud der- ifra paa vore Hænder; dernede er ikke hans Plads, han har ikke Karakter til det, ikke administrativ Evne, ikke en Leders Temperament, han har heller ikke Styrke, han er en syg, overarbejdet Olding; - end om vi kunde ta ham paa vore Hænder og sætte ham indenfor det Hegn af frugtbare Minder, som vil gro sammen saa højt over ham, at vi ser ikke længer det, som er lavt og lidet, - ser bare det, som rager op skinnende i Solen og urokkeligt i Vinter som Regn, - end om vi kunde faa Ende paa denne onde, stygge Drøm og atter samles i alt godt under ærlig Led- ning til Samarbejde, - end om vi kunde det nu strax, - - bare paa nogle faa Dage skulde Troen paa hverandre og paa alt godt rejses igjen, og vor Sag trives i den. Vi sørger over vor gamle Velgjører, og vi harmes; vi fortviler over, at saa mange fristes til at tænke ondt, vi er rædde for Følgerne af saa megen Opløsning; smaat blir gjort til stort, adskilligt stort til smaat, fordi der er ikke Retfærdighedens Maal i Sindene, men ondt. Lad dette nu være slut! Herregud, hvad skal denne afmægtige Trods til? Den gamle Mand kunde føre til det forjættede Land og se indover det, brændende i Aanden og med Ørneblik; mere kunde han ikke; alt dette har været og er en Vildfarelse, en farlig og en styg. Det blir til Ugagn og Skam for alle. Kom Venstresagen fri fra Trolddommen, som nu bin- der den; blev Ledningen atter ærlig og dygtig, da kjendte vi snart, at i det store, som er gjort, ligger Fortsættelsen til mere - og da ogsaa for Arbejderne; til dem er endnu intet kommet af det, som er vundet. Intet. Frem i god Tro til hverandre, frem i Vilje til lige Ret for alle Stænder, frem i Ansvarsfølelse! Op med Fanerne paa det; vi svinger dem mod den nye Dag, vi fortviler ikke, SIDE: 114 den skal komme. Vi svinger Fanerne fra denne syttende Maj fremover mod den næste, fremover mod den Dag, som ser alle myndige og ærlige Borgere af vort gamle Land staa her med lige Ret for Loven. Leve Fædrelandet! Tale i Arbejdersamfundet om Kvelden. Jeg er kommen her til Festen, alene fordi jeg har lovet det pr. Telegram; for I véd, man kan unddrage sig en hel Del Ting, men det, som en har lovet pr. Telegraf, det kan en ikke let unddrage sig. Jeg er oprigtig talt meget træt. Det at holde en Tale, ser I - om det nu er saadan at staa og rase og skrige paa en stor Plads, se det kan enda gaa an; men hele den Spændingen Dagen forud og Dagene forud, den er forfærdelig, og forsaavidt skulde jeg gjerne bytte med den, som har det allerstræn- geste Arbejde. Jeg er træt, men jeg har lovet det pr. Tele- graf, og derfor er jeg kommen. Men nu skal I fritage mig for at holde en Tale. Jeg lover, og jeg skal holde, at jeg en anden Gang skal holde en saadan. Men naar I siger saadanne Ting til mig som dette, at jeg ikke skal svigte jer Sag, saa klinger det saa bedrøvelig for mig. Jeg ved nok, det vil ikke sige, at det er min Vane overhovedet at svigte, men det er saa vemodigt, at der skal siges saadant til os som dette, at vi ikke skal svigte jer Sag. For det første: jeg kan saa lidet med det. Er der noget i Verden, som jeg skjønner skal hjælpes, og som jeg ikke kan hjælpe, saa er det Arbejderstillingen. Der er noget tilbunds galt, og jeg kan ikke hjælpe. Og jeg synes ikke om denne ophidsende Maade, som mange for- søger at hjælpe jer paa. Jeg tror, de har Ret, disse, som taler paa den Maade; jeg tror, at der er sær- deles meget at harmes over. Men overfor det, som har historisk udviklet sig, gaar det ikke an at tage de nule- vende Mennesker, som om de var skyldige for alting. Det er det, jeg ikke synes om. Ja, hjælpe! Ja, hvis jeg kunde hjælpe, - jeg skulde hjælpe; og ud af den lille Evne, jeg har, - jeg skal hjælpe til min sidste Stund. Nej, vær nu stille. Jeg vil bare gjøre nogle spredte Bemærkninger. SIDE: 115 Jeg kom herned for et Par Kvelder siden, og jeg kom tilfældigvis med i jer Komite, som skulde forberede 17de Maj. Saa fik jeg se Sverdrups Buste staa derhorte paa det rene Flag, og I holdt paa her at forberede et Tog for almindelig Stemmeret; og jeg havde i mit Sind dette for- skrækkelige, som han har sagt ved Kongens Bord, at det gjælder at holde Arbejderne nede, og jeg havde i mit Sind dette forskrækkelige, som han sagde til Deputationen an- gaaende Hamarresolutionen, at der kan ikke regjeres med almindelig Stemnnmeret i dette Land; - da smilte jeg, da jeg saa Busten derborte. Der var noget i dette, som jeg nu angrer, og det vil jeg have rettet, - og det er det vigtigste, jeg har at sige her ikveld. Jeg angrer, at jeg smilte til, at hans Buste staar derborte paa det rene Flag. Nej, den skal ikke bort, og det er det, jeg vil tale om. Det, som er blevet historisk, det skal man ikke skaffe bort. Der kommer vistnok en anden Historieperiode frem, - om den underkjender den Tid, som er gaaet, - den Tids Mænd, de har fyldt sin Tid. Og om han, Sverdrup, ikke havde faaet vist det, som er Svagheden hos ham, ved at overtage en Stilling, som han af mange Grunde ikke er voxen, - om han ikke var kommen saa langt, som han er - om han havde stanset den Dag, vi havde vundet Ad- gangen for Statsraaderne til Thinget, - hvorledes havde han saa ikke staaet for os? Det er det Moment, vi skal holde fast. Vi skal stride imod ham, naar han er os til Skade; men vi skal ikke glemme, hvad han har været for os. Vi skal ikke flytte ham fra hans Plads; den er vel fyldt og netop paa det rene Flag. Lad os bede ham om at gaa; lad os bede ham i strenge og bevæ- gelige Ord om at gaa; thi han skader os, der han staar. Men vi skal ikke flytte ham ud af vor Historie, - for det orker vi ikke; det er for svær en Plads, han har skaffet sig. Se, som vi der behandler Sverdrup, saadan skal vi be- handle alt historisk givet, og paa den Grund skal vi naa længere frem. Jeg saa Jer idag marschere ind paa Pladsen. I skal have gaaet igjennem adskillig Disciplin som Forening, og I skal have gaaet igjennem adskillig Disciplin som spredte Samfundsviljer for at kunne marschere ind saa dygtig og ordne Jer saa prægtig, som I gjorde idag. Det vil jeg tage og flytte over som den Opgave, I skal have ogsaa i det andet store Samfundsarbejde, som I her forener Jer om. SIDE: 116 Om I paa den Maade viser, at I tilhører et histo- risk Folk, at I er gaaet ud af en Udvikling, som I ganske vist har løst Jer fra, men som I til en vis Grad respek- terer, fordi den har Kjød og Blod i vort Samfund, - om I er kommet ud af den og længere frem, og I stiller Jer op - aandelig og legemlig - med den Orden som idag - I skal sejre! Ja, paa denne Maade kunde jeg staa og snakke i hele Kveld. Men jeg har lagt Mærke til, strax jeg kom ind, at Størsteparten af dem, som var her, var unge Kvinder og Mænd, og jeg spurgte mig selv: Hvad er det i al Verden de vil? Aa - aha de vil danse! Og saalænge Ungdommen er med, og er med paa den Maade den 17de Maj, at den kan danse, og det ikke i Let- sindighed, men af Livslyst, med Glæde, da er det ikke saa i Bund og Grund galt i Samfundet endda. Da har I noget af det Sind, hvormed I skal erobre Verden, saasandt I har Glæde i Sindet; thi hvad er Glæde? Det er Styrke! I skal ha Dans - tak skal I ha for mig! SIDE: 117 Bjørnstjerne Bjørnson Til Venner. ("Verdens Gang" 2den Juli, Nr. 152.) "Folkets Avis", Hr. Jakob Sverdrups Organ, har givet en svigefuld Fremstilling af Sagen med Richters Brev til mig og hvad deraf videre udsprang. Bladet begynder med at give urigtig Dokumentation, idet Sverdrups Tale i Thinget Juni 1886 om diplomatiske Sagers Forhandling netop slutter der, hvor det brændende Punkt begynder, det om at Uden- rigsministeren altid skulde være svensk. For dette og alene for dette vilde Sverdrup i hin Tale frigjøre sig, væltende Skylden over paa Richter. For dette blev Richter senere angreben. Ved at dette er udeladt, stilles Sagen skjævt. Sverdrup ytrede ved hin Lejlighed: "Det er gjentagende sagt, at hele Indholdet af Proto- kollen i sammensat Statsraad den 15de Maj forrige Aar under mit Ophold i Stockholm den 11te og 12te Maj var mig meddelt og var vedtaget af mig. - - Gjætningen er fuldstændig forfejlet her. Under de Konferencer, som jeg holdt i Stockholm - Statsraad blev ikke holdt - udtalte jeg mig blot om de principielle Spørgsmaal: lige Repræ- sentation for begge Riger og om man skulde indtage i Grundloven og Rigsakten forandrede Bestemmelser med Hensyn til det, hvorom Rigernes Raader kunde blive enige. - - De Detaljer, som er komne tilsyne i Protokollen af 15de Mai, havde jeg ingen Anledning til at lære at kjende - jeg tør næsten sige, at Udkastet til den Protokol endnu ikke existerede, medens jeg opholdt mig i Broderrigets Hovedstad." (Saalangt "Folkets Avis"s Gjengivelse, men Sverdrup sagde videre): "Dersom det havde været sagt mig noget, der pegede i Retning af, at den norsk-svenske Udenrigsminister med SIDE: 118 Grundlovsbestemmelse skulde for Tiderne være af svensk Nationalitet, altid Medlem af det svenske Statsraad, vilde jeg selvfølgelig strax have fraraadet ethvert Forslag i den Retning." Paa Grundlag af denne sidste Udtalelse angreb "Ver- dens Gang" Richter gjentagende og kaldte Protokoldikta- menet af 15de Mai 1885 "det sørgelige Protokoldiktamen". Men det, som gjorde Diktamenet "sørgeligt", var Vedtaget for alle Tider af svensk Udenrigsminister. Da skriver Richter til mig (efter udførlig at have skre- vet om Konsulatposten i Bilbao, mig ligesaa uvedkommende som denne sag her): "Skulde ikke "Verdens Gang" nu kunne ophøre med at single ud mig og Statsraadsafdelingen ifjor som udeluk- kende ansvarlige for "den sørgelige Protokol" af 15de Mai? Tror noget forstandigt Menneske, at vi her paa dette eller noget andet Punkt i Virkeligheden indlod os paa at handle paa egen Haand? Men er det saa (jeg mener: tror man ikke noget saa absurd) [fotnotemerke] , var det værd at fortsætte For- kjætrelsen - fremfor alt: er det retfærdigt? Og tro nu endelig ikke af disse Spørgsmaal og Meddelelser, at jeg hører til de Ministre, der vil benytte dig til "Extraskri- ver" [fotnotemerke] . Tvertom! Jeg ønsker kun, at du selv skal være underrettet." Dette læste jeg saaledes, at Sverdrup havde ført urigtig Tale, og at Richter ønskede, at herpaa skulde jeg gjøre "Verdens Gang" opmerksom. Til min Døddag vil jeg ikke kunne læse det anderledes. At jeg valgte at lægge selve Brevet frem, kom ikke af, at Richter ikke vilde bruge mig til "Extraskriver" for sig, og at jeg da ingen anden Udvei havde end at syne dem selve Brevet; nei, det kom især af følgende: Allerede engang før havde Johan Sverdrup prøvet at bli Richter kvit som Statsminister i Stockholm og at faa sin Slægtning Jakob Stang didind istedet. Dette Forsøg strandede, og hermed havde jeg noget at gjøre. Allerede dengang gav Richter mig et Indblik i Sverdrups Sandheds- kjærlighed og Troskab; jeg har Dokumenterne liggende. Men Forsøget paa at styrte Richter gjenoptoges, da Forslaget om de diplomatiske Sagers Behandling skulde Fotnote: Altsaa: som det Sverdrup her har sagt, og "Verdens Gang" efter ham. Fotnote: Sigter til et Udtryk i en Tale af mig i Tivoli næst forud, at jeg intet havde at søge Regjeringen om, ikke engang om Ansættelse af en Extraskriver. SIDE: 119 for i Thinget. Underhaanden gjordes Richter, og han alene, ansvarlig, og dette troede blandt annet begge de ledende Venstreblades Redaktører. Jeg ansaa det paa Forhaand for umuligt; jeg kjendte jo Richter i snart 30 Aar. Og af to fuldt paalidelige Mænd, fælles Venner af Richter og mig, erfarede jeg ogsaa snart, at Forsøget paa at faa ham "sing- let ud" var troløse [fotnotemerke] . Men trods mine Forsikringer, gjentog "Verdens Gang" Sigtelserne mod Richter for at have handlet paa egen Haand, og jeg vidste, at "Dagbladet"s Redaktør i dette Stykke troede Sverdrup. Derfor blev Brevets Fore- læggelse aldeles nødvendig, hvis Richters Ønske om, at disse Sigtelser matte slutte, skulde ske Fyldest. Forsøget paa at styrte Richter paa de diplomatiske Sagers Behandling naaede ikke frem; men i Thinget gjen- tog Sverdrup, at han i Stockholm ikke helt ud kjendte, hvad hans Regjering forhandlede om. Navnlig kjendte han ikke Forslaget om Udenrigsministeren; havde han kjendt det, saa havde han fraraadet det. Og dette er det, Richter protesterer mod i et brev til mig. Ved at udelade netop dette, "det sørgelige" ved Pro- tokoldiktamenet, faar "Folkets Avis" det til, at det hele har dreiet sig om, hvorvidt Sverdrup kjendte til Protokoldik- tamenet i dets Ordlyd, dengang han var i Stockholm, og alene herom. "Folkets Avis" kan undskylde sin Udeladelse med, at Richter har, gjort sig skyldig i det samme i sit Telegram til Sverdrup af 27de Mai: "Bjørnson er uden Berettigelse til at udtale sig som skeet [fotnotemerke] . Ordlyden af Protokollen af 15. Mai forelaa ikke under Deres Nærværelse i Stockholm. Jeg har følgelig hverken mundtlig eller skriftlig kunnet betegne Deres Er- klæring som "urigtig" - og forsaavidt mine Ord saaledes er opfattede, beror det paa en Misforstaaelse. Jeg har der- imod ytret (og dertil kan alene være sigtet), at Statsraads- afdelingen ved at tiltræde Protokollen af 15. Mai handlede i Forvisningen om at være i fuld Overensstemmelse med, Fotnote: Samtidig hørte jeg, at to andre Venner af Richter, som jeg ikke talte med, ogsaa vidste det; saa man ser heraf, at han ikke just havde gjort "Hemmelighed" af det. Jeg kunde nævne Navnene; men saasom jeg ikke tror, man tvivler om, at allerede dengang var "Hemmeligheden" ganske vel utbredt, holder jeg det for unødigt. Fotnote: Min Udtalelse om dette Stykke havde lydt: "Et Brev fra Statsmini- ster Richter, som jeg efter hans Ønske forelagde Redaktionen af "V. G." (der havde gjentaget Statsminister Sverdrups Erklæring), med- delte mig kort efter, at Erklæringen var urigtig". SIDE: 120 hvad man under de nys stedfundne Forhandlinger med Dem var kommet til Enighed om, samt at Protokollen samme Dag blev telegraferet uden at fremkalde Bemerkninger om Uoverensstemmelse." Richter kunde her have lagt til: "Kort efter, den 9. Juni samme Aar, udtalte De jo ogsaa i Thinget Deres og alle Parters fuldstændige Enighed med Overenskomsten og tak- kede de svenske Kolleger for deres store Imødekommenhed. Endvidere fremlagde De selv det samme Forslag i andre Ordlag for den svenske Regjering, da de afbrudte Under- handlinger blev gjenoptagne; De fremlagde det ogsaa for Storthingets Præsidenter, som netop af den Grund fraraa- dede det." - Dette var nemlig altsammen i Richters Viden, dengang han skrev sit Brev til mig. Han kunde videre have lagt til: "De og jeg har i sin Tid som Thingmænd staaet sammen, da Unionsforslaget blev forkastet; ogsaa dette blev forkastet, især paa Grund af at man allerede dengang vilde slaa Udenrigsministeren fast som svensk. Derfor er det lidet rimeligt, at vi ikke i Stockholm har talt om dette ømme Punkt, naar det nu igjen skulde frem." Med andre Ord: Richters Forsøg paa at lade det hele handle om, hvorvidt Sverdrup allerede i Stockholm havde kjendt Protokoldiktamenets Ordlyd, og af den Grund for- sikrer, at han ikke kan have bugt Ordet "urigtig" om Sverdrups Erklæring, er mislykket. Hans Brev gik og maatte gaa paa mere; Punktet om Udenrigsministeren var Stridens første og sidste, det eneste som Avisernes Ild var rettet paa. Og kunde Richter ikke her have brugt Udtryk- ket "urigtig" om Sverdrups Erklæring, saa har Ordet tabt sit Indhold. I Brevet til mig siger han da ogsaa: "Tror noget forstandigt Menneske, at vi her, paa dette eller noget andet Punkt, i Virkeligheden indlod os paa at handle paa egen Haand? Og længer nede kalder han denne Tanke "absurd". Sammenholdt med alt dette er hans undfaldende Ud- tryk i Telegrammet af 27de Mai en af de Svaghedens Hand- linger, som skabte denne velmenende, høitbegavede og gode Mand saa megen Misagt hos alle Partier. Særskilt mig har denne hans Undfaldenhed gjort Uret. Hold Richters Brev sammen med Sverdrups Erklæringer i og udenfor Thinget og med den Viden om Sagens rette Sammenhæng, som jeg allerede dengang havde [fotnotemerke] , og prøv, Fotnote: - at Diktamenet endog var telegraferet til Sverdrup samme Dag det brugtes, uden at fremkalde Modbermerkniger, vidste jeg dog ikke. SIDE: 121 om det kunde være mig muligt at læse Brevet anderledes, end at det gjorde Sverdrups Erklæring "urigtig"; jeg kunde have brugt et meget stærkere Udtryk. Jeg havde ikke Brevet foran mig, da jeg skrev; jeg huskede ikke Ordene og tænkte ikke et Øieblik paa at give Folk det Indtryk, at Richter netop havde brugt Ordene; men at dette var hans Mening, var Brevets Mening - det var, hvad jeg var sikker paa. I den Samtale, jeg sidst havde med ham, gav han i den Grad Stadfæstelse til dette mit Indtryk, at der ikke var Spor af Betænkelighed hos mig. Om denne vor sidste Samtales Art foreligger der Brev fra mig til ham, skrevet nogle Dage før han forlod Kri- stiania. Alene dette Brev, og hvad det maatte minde ham om, burde afholdt Richter fra hin Svaghedens Undfalden- hed i Telegram til Statsminister Sverdrup af 27de Mai (og videre udført i Brev til Statsraad Daae). Her kunde være mere at sige, men som jeg holder tilbage. Richter havde et Udkast liggende til det Brev, han sendte mig. Udkastet lyder saa: "Skulde ikke "Verdens Gang" nu kunne ophøre med at single ud mig og Statsraadsafdelingen ifjor som udeluk- kende ansvarlig for den jammerlige 15de Mai Protokol (i Brevet til mig rettet til: "den sørgelige Protokol af 15de Mai). Tror noget forstandigt Menneske, at vi paa dette eller noget andet Punkt i Virkeligheden indlod os paa at handle paa egen Haand? (I Brevet er Ordene "vi her" udhævede.) Men er det saa, var det saa værd at fortsætte denne For- kjætrelse - fremfor alt er det retfærdigt? (I Brevet: men er det saa (jeg mener - tror man ikke noget saa absurd) var det da værdt at fortsætte Forkjætrelsen o. s. v.). Tro nu endelig ikke af disse Spørgsmaal (i Brevet: Spørgsmaal og Meddelelser), at jeg hører til de Ministre, som vil be- nytte dig til "Extraskriver". Tvertom, de er for dig alene. (I Brevet uden Udhævelse: Tvertom: - jeg ønsker kun, at du selv skal være underrettet)." Udkastet og Brevet gjør "Folkets Avis" til to forskjel- lige "Gjengivelser" af Brevet. Foruden at Brevet er skjærpet i et enkelt Udtryk, er Slutningsordene forskjellige. I Brevet er disse Ord ikke alene ikke udhævede, men det ses tydelig, at der er raderet og det anførte indsat. "Folkets Avis" siger, at "Meningen er den samme", og Statsraad Daae, at Forskjellen er "lidet væsentlig". Men man stryger ikke noget ud, som man ovenikjøbet har udhævet, uden bestemt Hensigt. Ændringen SIDE: 122 kan ikke betyde andet end, at jeg ikke skulde beholde disse Oplysninger for mig alene; jeg skulde være underrettet for at kunne gjøre noget. Der staar ikke: "Jeg ønsker, at kun du selv skal være underrettet." Der staar: "Jeg ønsker kun, at du selv skal være underrettet." Forresten maa hver og en huske, at her kommer det ikke an paa, hvad Richter tænkte med det, men paa, hvad jeg maatte tænke, som fik Brevet og skulde udrette Ærin- derne, som det gav mig. Det gav mig Ærinde til to for- skjellige i to forskjellige Sager, og da jeg hverken var Redak- tør af "Verdens Gang" eller Repræsentant fra Søndre Bergen- hus, saa kunde jeg ikke bringe den ene og den anden til at høre op med noget, som Richter vilde, de skulde høre op med, - ved at tale til mig selv alene eller ved at lade bare mig selv være underrettet. Jeg gjentager, at jeg aldrig et Øieblik havde ment at citere Brevets Ordlyd, og at jeg har sagt dette tidligere, - hvad ogsaa "Folkets Avis" fortier. Jeg har alene ment med Udtrykket "Ønske" og "urigtig" at ramme Brevets Meddelelse eller Indhold. Som man ved, har jeg været med at kjæmpe for den Tilstand, som blev skabt ved Dannelsen af et delvis Ven- streministerium. Begyndelsen gjordes mod min og manges Vilje ved et tvetydigt Kompromis, og Tvetydighed har været dets Karakter siden. Det er nu kommet did, at den ene ikke tror den andre, og at alle er vrede; men Stillingen gjør magtløs. Ordbrud i stort og smaat forsvares, privat siges stærkt fældende Ting, som ikke vedgaaes offentlig, fortælles Ting, som forties offentlig; og taler nogen, saa blandes det bort i Uvæsentligheder eller Overfald. Et Mindretal regjerer paa den Maade, at det støtter sig til Høire, hver Gang Venstre er imod det, og til Venstre, hver Gang Høire er imod det, saa det faktisk ikke er ansvarligt for andre end Kongen. Dette er nu vor Parlamentarisme. Der indlededes nylig et stort Opgjør i Thinget, som intet Opgjør blev; ligesom Statsraaderne med Richter i Spidsen lod tre Kolleger falde, der krævede parlamentarisk Færd og Ordholdenhed, saaledes stod andre rede til at støtte Tvetydigheden videre frem, og da Høire fandt sin Regning i det, kunde det lykkes. Valgene vil ingen Løsning bringe; saa mange faar nemlig Regjeringsmindretallet ikke, at det blir Flertal; altsaa maa det atter i samfulde 3 Aar leve paa Høires Naade. Men dette haaner og foragter dem. Ei heller faar Venstre saa mange, at det blir Flertal over begge de andre. SIDE: 123 Denne Tingenes Tilstand er uudholdelig. Under sterk Følelse heraf vilde jeg forsøge at samle til Ansvar i en eneste Sag, den, som syntes mig mest skikket dertil, og det var Sverdrups forskjellige Erklæringer (thi der er flere) om de diplomatiske Sagers Behandling, "Dagbladet" havde allerede for 2 Maaneder tilbage vist, at Sverdrup havde prøvet at føre Storthinget vild i denne Sag, og Bladet havde herfor paaberaabt sig Richters Vidnesbyrd. Denne havde kaldt Skildringen "korrekt" og forsikret, at "han gjerne skulde sige det i Sverdrups aabne Ansigt". Men ikke det allermindste skede! Hvert politisk interesseret Menneske talte om det, troede det eller troede det ikke, det vil sige, nogle troede Sverdrup, flere Richter; men det var alt. Dette, at der gjentagende kunde føres usand Tale i en saa stor Sag foran Norges Storthing af Regjeringens ledende Mand; at saadant kunde siges offentlig, troes, gjentages uden at noget skede, ikke ved hans Kolleger, ikke ved andre - det kunde jeg for min Del ikke holde ud. Den falske Disciplin, som Menneskene ved saadanne Leiligheder tror at matte gjemme sig bag, ja som egentlig til for nylig har været en Politikers eller Diplomats øverste Bud, - jeg foragter den. Og jeg gjør Oprør. I dette Stykke tænker andre helt anderledes. Men ingen Disciplin kan holdes for rigtig, som krænker Sandheden; den tør og maa ikke opretholde Forhold, som er os selv eller endog Fædrelandet uværdige. Og hvad der ogsaa endnu kan være Tvist om: En Mand skal offentlig vedstaa sin private Mening, naar Nødvendigheden er der; da skal vi endog tvinge ham til at gjøre det. Voxer Omstændig- hedernes Krav, blir dette til Befaling, ret og slet. Kanhænde, at alene revolutionære Naturer føler saa; nu ja, saa er jeg en af dem. Vi har alle læst Richters Brev til Haugland af 27de Marts. Vi har alle beundret, hvor klart han ser, og at han i omgaaende Vendinger hver Gang kommer did han vil. Vi føler alle hans Skuffelse og Sorg gjennem dets Maade- hold. Vi forstaar, han blev misbrugt. Thi det er Ordet. Dette Brev er et Klageskrig. Han angrer, hvad han har gjort, og han er fortvivlet over, hvad som gjøres, men han er i den Grad ikke fri, at han blir ved at være ansvarlig for det, han er fortvivlet over, og blir ved at gjøre det, han angrer. Han bebuder sin Afsked; SIDE: 124 men han sidder baade den næste Dag, næste Uge, næste Maaned, ja Maaneder; han sidder lige til den Dag, mine Par Linier naar ham. Dette er Situationen nøiagtig. Og det over hele Linien; Mændene og Forholdene er noget forskjellige; alt andet ligt. Man maa prøve at forstaa dette, som jeg forstod det; ellers fatter man ikke, at jeg for ingen Pris vilde være med paa at lade det bli saaledes ved; det kunde tilsidst falde kostbart. Før jeg gav mit Opsæt i Trykken, læste jeg det for flere Venner, efterhaanden og leilighedsvis, - politiske Venner og andre. I den Grad var selve Faktum alment kjendt, at ingen nævnte den Side ved Sagen. Det eneste nye var jo ogsaa, at jeg stillede mig selv som ansvarlig; jeg fortalte, at jeg havde været Mellemmand. Enten det nu var, at min Synsmaade paatrængte sig de andre, eller de selv følte Nødvendigheden af, at noget af den Art maatte til, - jeg hørte ikke et Ord imod. Hvad som nu videre hændte Slag i Slag, kjender alle. Jeg udtaler mig ikke om det. Derimod nævner jeg, hvad som tør være det blivende, naar Larmen har lagt sig, det ene min gamle Vens Efter- mæle og det andet Virkningen af hans Død. Nu tales der bare godt om Ole Richter, ligesom der før næsten aldrig taltes andet end haanligt om ham, og det tildels af de samme. Vi skal tage dette for, hvad det nær- mest er, - en skamfuld Anger, som vil gjøre godt igjen. Thi havde Richter i levende Live faat tilbørlig Ære og Agtelse (ikke Stillingens alene, den fik han jo), nei, Almen- hedens, især Dannelsens; havde hans ihærdige Arbejde, der bar store Evner op til deres fulde Rang og hans Hjer- tensgodhed, hans taalmodige Offervillighed, der ofte naaede det uforstaaelige; - havde hans ærgjerrige Maal i Fædre- landets Tjeneste faat den Daab, som Sympathien giver, - da havde hans Ærgjerrighed tabt noget af det beilende, hans Veie noget af det spekulerende, hans Svaghed noget af det, som gjorde den uudholdelig for voxne Mænd. Da havde han staaet i den Sikkerhed, han savnede sit Liv igjennem. Ogsaa jeg skjønner, at Manglerne ved ham dæmpede den Hyldest, som Samfundet ellers gjerne skjænker den, der naar frem. Hvad jeg anker over, og hvad Almenheden nu i sin Sorg synes at indrømme, er, at her har ikke været noget rimeligt Forhold. Han blev helt forkastet, og det lige til det sidste. SIDE: 125 Hans Død har lært alle, at denne Mand var mere, end Almenheden havde Øie for, og at den følgelig har omgaaets ham og hans Navn paa en høist uforsvarlig Maade. Og jeg for min Del maa indrømme, at jeg ingen Anelse havde om, i hvad for et Mon han endnu var misagtet eller hvad Folk, fra den høieste og nedover, havde tilladt sig mod ham. Det er den Vaande, han har siddet i, som jeg sørger over, ikke over hans Død. Den var Oppreisning; han vilde ikke ved et langt Liv kunnet faa Magen. De, som med mig mener, at hans Svaghed i de Forhold, som paa Slutten udgjorde hans daglige Smerte, virkelig var en Forbrydelse, de maa ogsaa med mig sige, at nu har han betalt. Smerten, som fra hans Brev til Haugland - og der findes antagelig Sidestykker - gydes ud over alle med- følende Sind, vil gjøre det mindre muligt efter denne Dag i Fædrelandets Tjeneste at holdes fast af Bihensyn. Vi er lykkelige i samme Mon, som vi følger de større. Det var ogsaa han, og for dem var han anlagt. Det er den Lære, som hans Død prædiker. Dette er det blivende. Jeg kunde nok ogsaa føie noget til om det, man i disse Dage har ladet mig høre. For tredje Gang er den skandi- naviske Forvisningsdom udtalt over mig. Larmen har været himmelstormende; men jeg vælger intet at sige. Venner vil uden det forstaa mig. Men jeg dølger ikke, at jeg tror, ogsaa andre er skyldige i det mindste at læse foranstaaende. Jeg forlanger ikke, at de skal gaa over til min Mening, men at de skal kjende den. Og netop fordi den i noget stærkt afgjørende skiller sig ud fra Mængdens. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 126 Bjørnstjerne Bjørnson Hvorledes er det gaat til? "Verdens Gang" 1888, 18. Juli, Nr. 166.) Hvorledes er det gaat til, spør man i det uendelige, at Johan Sverdrup er blet slig, som han nu viser sig at være? Og navnlig spør man mig, som engang skrev et Hyldnings- digt til ham, og som ogsaa senere ved mangen Lejlighed har talt og skrevet hans Lov. Hvad Digtet til ham angaar, saa er der det særegne ved det, at det roser hans Livsvalg, at han vaagede at stille sig hos os, roser hans Kamp i Spidsen for vor Fyl- king, roser hans Ævne til at sætte alt ind, roser hans Stade paa Udviklingens Højde og hans ildfulde Aand, altid slag- færdig; - det kunde Ord for Ord gjentas idag. Senere har vi gjort en Del Erfaringer baade om hans Mod, at det væ- sentlig er Advokatens, og om hans Troskab, at den er af samme Art, - men det kunde dengang ikke vides og korter ikke af paa, hvad begge Egenskaber dengang var for os. Dette Digt tier om adskilligt, som jeg altsaa ingen uvil- kaarlig Trang kjendte til at ta med, saa jeg fik intet at angre. Men saa heldig har jeg ikke altid været. Navnlig da jeg roste hans Troskab mod den franske Revolutions Tanker og hans Patriotisme af det gamle Wergelandske Slag (jeg havde af begge fra vor Omgang det skjønneste Indtryk), skulde jeg ha været forsigtigere. Men at jeg tog Fejl af hans Ærlighed dengang, eller at han nu har opgit dem, er begge Dele lige umuligt. Hans Advokatsmi- dighed forbyr ham bare at la dem komme tilorde i ube- lejlig Tid; ja, hvis hans Partis Interesse kræver det, kan han i Øjeblikket ta sig af Modsætningerne! Ikke paa slette Advokaters Vis; nej i Øjeblikket er det virkelig hans Over- bevisning, at saa er rigtigt, og at de andre, som ogsaa i Handling blir tro, er nogen ubelejlige Rabaldermakere! SIDE: 127 Her er vi ved det, som efter mit Skjøn forklarer det meste af, hvad som synes os modsigende. Naturligvis gives ikke Modsigelser inden en og samme Mands Væsen; det, vi kalder saa, er bare forskjellige Aabenbaringsformer af det samme. Jeg forbigaar, hvad som kan være Arv i dette; jeg hol- der mig til, hvad jeg har seet, og da paastaar jeg, at den Mangel paa Sanddruhed og Troskab, som nu harmer os, har vokset sig stor i vore særegne Forhold; disse nødede den ind paa ham. Lad mig forklare det Stykke for Stykke. Tidligere end nogen af os andre var han Fritænker. Den fuldkomne Skabelse som Vilkaar for Syndefaldet og dette som Vilkaar for Forløsningen ved Kristus, alt saadant - hørte jeg af Mænd, som han havde talt med om det - var udenfor hans Forstand, som tidlig har hørt til de højest oplyste i vort Land. Jeg trodde engang, at i dette var der foregaat en Forandring med ham; jeg paastod i fuld Tillid til hans Sanddruhed, at han var blet kristen. Der maa altsaa være noget, som ledede mig til det; men som jeg holder tilbage. Saa sent som efter Kiellandssagens første Behandling hørte jeg Ord af ham, sagt til en svensk Fritænker og hans Hustru (hvis jeg mindes ret), som neppe kan tydes ander- ledes, end at han selv tænkte som de. Saa var han Republikaner, og det af rødeste Slag, - ganske anderledes radikal end jeg, som ikke er nogen radikal Natur; thi dertil hører et Principrytteri, som aldrig har været mit. Han har mere end en Gang i vore Sam- taler mindet mig om Robespierre; havde han havt Magt, som han havde Vilje - -! Og dette var ingen nu ud- brændt Ungdomslue; saa sent, som da jeg skrev "Kongen", var han helt og holdent den samme. Saa nærede han dyb Modvilje mod Sverige; jeg kan ikke bruge noget billigere Ord, hvad alle ved, som har hørt ham; han var ikke spar paa sine Følelser. Jeg, som aldrig paa noget Sted i min Udvikling har næret Modvilje mod Sverige, hørte ofte paa ham med Forundring. Om Unionen tænkte han langt tidligere end jeg, at den var en Fare for os, en skadelig Hemsko paa vor Fremadskriden, en Fri- stelse for dem af Højrefolket, som ligger for Fjesk, og en Bagtalelse af os blandt de Fremmede, da Forholdet for dem ser Ud, som var vi en Provins af Sverige. Dette Udlæn- dingens Syn paa Foreningen skal svensk Diplomati just ikke svække, og vort Flag lyver det paa os hver evige Dag. Det er først efterhaanden, at jeg er blet ligesaa klar SIDE: 128 paa alt dette, som han tidlig var. Hvis jeg her alene talte til Nordmænd, kunde jeg meddele Yttringer, svarende til Hand- ling, som var ham til stor Ære og aldrig vil slutte med at være det. Da jeg nylig i Arbejdersamfundet bad om, at hans Buste maatte bli staaende, og netop paa det rene Flag, vidste jeg hvorfor. Han var Arbejdernes svorne Ven; længe før jeg havde sat mig ind i, hvad Socialisme var, var han klar paa, at her gik Fremtidens Vej. Selvfølgelig var han i den Grad en begejstret Forsvarer af den almindelige Stemmeret, at jeg aldrig har hørt nogen mere tillidsfuld. Jeg kom til at tale med det danske Folketings Formand om dette under hans Besøg her i Vaar. Han fortalte, at i Kjøbenhavn havde han spurt Sverdrup, om den almindelige Stemmeret var mulig i Norge - og havde i en lang begej- stret Tale faat et eneste veltalende Ja! Andet kunde heller ikke være muligt fra hans politiske Stade. Han var en flot ligesæl Herre, som saa stort paa Tin- gene. Uden det havde han ikke i den Tids aandelige Pin- agtighed, i hin Penhedens og Loyalitetens Kongealder, trykket af Gjæld, Mistillid og Had, som han selv stod, kunnet skyde igjennem som et brusende Lokomotiv. Den flotte Gutten inderst inde i ham ser endnu, ret som det er, ud af hans gamle Ansigt og Tale, og er det stær- keste ved ham. Men hvordan gik det saa til, at netop han maatte komme med højtidelige Ord om dette Folks dybe Religiøsi- tet, det formastelige i at berøve noget Menneske Troen og nu anføre "Livssynet"; maatte faa istand den ene Konge- adresse mere sød, smigrende, rygende end den andre; maatte sætte Hensynene til "Broderfolket" og Unionen op blandt de aller sikrest overtalende; maatte ta sine stærke Forbehold, naar Arbejderkravet paa almindelig Stemmeret kom op for Alvor; og ikke alene være blandt de spar- somste, men mer end en Gang nedlade sig til at tjene det ynkeligste Knusleri? Det kom deraf, at uden det havde Johan Sverdrup ikke kunnet være Politiker i Norge med nogen nævneværdig Indflydelse. Et Kompromis, ja, som det Jaabæk gjorde, da han stemte overende sit Livs Forkyndelse ved at gaa over til højeste Prinseløn, - et saadant var paalagt af Omstæn- dighederne. Forskjellen var bare, at Jaabæk havde be- kjendt offentlig; men det havde Johan Sverdrup vogtet sig for. Nu tror jeg ingenlunde, han er skyldig til at gjøre det. SIDE: 129 (Her er et langt og ilde behandlet Kapitel, som jeg ikke for Lejligheden vil ind paa.) Jeg holder mig til, at paa en slig Bekjendelse var han blet en stærk Mand, som havde endt med at staa alle Prøver, og kanske som Politiker naadd lige langt - ikke til at begynde med, men i Længden. Naar Johan Sverdrup ikke vovede at tro det og derfor valgte en anden (og netop for hans Natur højst farlig) Livslinje, saa var det af Hensyn til os, som vi dengang var, og til det, han sammen med os vilde naa. Dette maa vi aldrig glemme. Har han vundet frem baade for os og sig, men med Tab af Personligheden, saa har vort norske Samfund den største Medansvarlighed. Til igaar var det netop saa, alle vilde ha det; og selv idag er det det tryggeste. Denne Mand har ikke altid faat staa med sine to Fødder paa sin egen Overbevisnings faste Gulv, men etsteds i Luften midt imellem sin egen og de andres, - saa godt han kunde. Og da blir det tilslut slig, at der han taler om Samvittighed og Samvittighedsfuldhed (og han taler meget ofte om det), kan man næsten lige ofte sætte ind: "Situationens Krav", - indtil for nylig det hyppigste Slagord af hans mange. Saaledes har jeg set det fra langt tilbage, det ved mine Venner. Dette forklarer ogsaa adskilligt af det, som jeg har sagt offentlig. Han kan ikke bare dadles, og slet ikke han alene. Men han kan fjernes fra en Stilling, som kræ- ver ærlig Ledning. Man har villet stanse min ubønhørlige Jagt paa hans Mangel paa Sanddruhed og Troskab med at gjøre mig til den usande og tvetydige. Der er den Forskjel paa Johan Sverdrup og mig i dette Stykke, at jeg har vaaget at be- kjende, selv naar jeg resikerte at tabe al Kredit paa det og virkelig ogsaa i Øjeblikket tabte de flestes. Jeg tror ikke, jeg havde manges igjen, dengang jeg ved Grundtvigs Grav bad Danmark ændre sine Signaler mod Tyskland, dersom der var Alvor i deres Ønske om at vinde Sønderjylland til- bage; eller dengang jeg forlod Kristendommen; eller den- gang "Kongen" kom ud; eller i det rene Flags Dage; eller da jeg i Brev til Statsminister Stang gjorde Kong Oskar opmærksom paa, hvad der var mig fortalt, at han havde sagt; eller da jeg krævede Rigsret i Folkesuverænitetens Navn og drog Landet rundt med den Lære; eller da jeg nu sist i den politisk forpestede Luft indledede Opgjør. Paa SIDE: 130 disse Veje læres ikke Tvetydighed. Den, som har gaat dem, trænger ikke til at lyve. Jeg har en vunden Ret til at kræve Johan Sverdrup til Regnskab, naar hans oven skildrede Egenskaber har lagt vort Parti øde. Og derfor bør jeg ogsaa bli trod paa mit Ord, at det er af mit Hjertes Overbevisning om tvetydig Færd, jeg ubøn- hørlig forfølger ham som Leder. Endvidere, naar jeg siger, at dette kan jeg forene med at yde ham min ærbødige Hyldning for hans udødelige Kamp i vor Spidse, dengang det gjaldt at slaa vort Folkeprogram frem til Sejr. De kristelige har villet umuliggjøre mig som Anklager af ham, - af ham, der mod mig hævder "Livssynet". De maa bare skamme sig og tie. Just fordi de har prøvd paa sligt, har jeg opgit at holde mig tilbage fra Valgkampen. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 131 Bjørnstjerne Bjørnson Brev til "Vor Tid" om hans egen religiøse Udvikling. ("Oplandenes Avis" 1889, 9. April.) Hr. Redaktør! Først nu er jeg blet bekjendt med en Udredning af min Overgang fra Kristendom til Fritænkeri, som Christoffer Bruun har skrevet under mit Fravær fra Landet. Da han bodde i samme Bygd som jeg og hadde stor Del i min Overgang, idet hans snevre Tænkning og haarde Natur stødte mig fra, - ret i Ordets hele Tydning "vakte mig", saa kunde det jo for udenforstaaende se ud, som han kjendte til det mangestrengede Spil i min Sjæl i den Tid; man kunde tro, at jeg først og fremst gik til ham. Men Sandheden er, at vi mødtes meget sjelden og for det meste paa neutral Grund. Dette har sin Forklaring i Bruuns Natur. Altsaa har han ingen Fortrolighedens Adgang havt til min Sjælehistorie i den Tid, og han har ikke brugt, hvad jeg selv - rigtignok meget sparsomt - har skrevet om den vidtløftige Tilgang; ej heller har han spurgt sig for hos mine nærmeste Venner her (Kristofer Jansons) eller paa Lillehammer eller i Kristiania. Han har hellerikke raad- spurgt mine Bøger; ti for dem, som vil studere dette, findes der mange Vink fra "Kongen" af, særlig i "Det nye System", "Leonarda", "Støv", i "Over Ævne", i Avisopsæt, Taler og Digte. Uden at tage Hensyn til noget af dette lager han sam- men en Historie af den Art, at dersom saadan Fremgangs- maade skal være kjendetægnende for en kristen, da ligner en kristen i væsentlige Ting et stilt kommende Rovdyr. Enhver, som læser, hvad denne Omvendelseshistorie skal være Svar paa fra min Side (og som jeg skrev af mit Hjertes Fylde) og derpaa læser selve Omvendelseshistorien, SIDE: 132 vil ikke kunne fatte, hvad jeg eller nogen Fritænker kunde vinde ved at være Kristen; men saa meget klarere fatte, hvad vi alle vilde tabe. Fordi jeg ikke før har kjendt dette, har jeg heller ikke før kunnet nedlægge nogen Protest mod den nederdræg- tigste Bagvaskelse i min lange Kamptid. Min Overgang fra Kristendommen har ikke været uden Betydning, saa denne Protest bør være kjendt saa langt, som Venner og Modstandere vil hjælpe mig til det. At en Mand, som tør fabrikere noget saadant, kalder min paa Vidner og Dokumenter byggede Anklage mod Sverdrups politiske Uredelighed for Bagvaskelse, viser et sjeldent Fanatismens Mod. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 133 Bjørnstjerne Bjørnson "Tiggerposen". ("Dagbladet" 1889, 25. September, Nr. 284.) Nylig vilde en svensk Mand i "Oplandenes Avis" for- klare os, at ingen af de svenske Blade, der nærede Uvilje mod Norge, var udbredt blandt "det store Folk". "Svenska Dagbladet" var nærmest et Militærblad; "Vort Land" var nærmest et Præsteblad; "Figaro" og Konsorter bare Skan- dalblade; "Nya dagligt Allehanda" redigeredes af den nok- som kjendte Marcellus, og "Stockholms Dagblad" havde som Specialitet at hade Bjørnson; men heller ingen af disse Blade, skjønt meget udbredte, naaede det egentlige Folk. Den velvillige svenske Mand glemte ellers at oplyse, at "Nya dagligt Allehanda" er Protektionisternes, d. e. Gros- serernes, Fabrikherrernes, Storadelens Blad, og at "Stock- holms Dagblad" tildels ogsaa er det, men især Embeds- mændenes, og at begge disse Blade tillige er velseede ved Hoffet. Marcellus er den, som i sin Tid raadede Kongen til at gjøre Statskup i Norge, og vi Nordmænd kjender godt til, paa hvis Bord hans Bog herom blev seet i Korrekturark. Det gjør Foreningen saa tryg og elsket i Norge at vide det, og at se, at netop den Mand SIDE: 134 endnu idag er Hoffets Ærindsvend og Redaktør for et af Sveriges indflydelsesrigeste Blad. Montan, "Stockholms Dagblad"s Redaktør, - hans Brugbarhed og Tjenstvillighed forstaar ogsaa Nordmændene at vurdere; den er prøvet ved mere end én Lejlighed, der norsk Selvstændighed og Æres- følelse var ivejen. Summa summarum af den velvillige Svenskers Oplys- ning i "Oplandenes Avis" er altsaa, at i Sverige har Nord- mændene mod sig Militærets fornemste Blad, Præsteskabets do., Grosserernes, Fabrikherrernes, Embedsmændenes, Hof- fets (for ikke at nævne Skandalens). D. v. s. Norge har mod sig de fornemste Blade for Sveriges ledende Klasser. Bureaukrati, Militær- og Pengemagt har en Anseelse i Sve- rige som i intet Land i Norden. "Det store svenske Folk", d. v. s. Arbejderne, Bønderne, de mindre Borgere er derimod ikke uvillige mod Norge; det er sandt. Men derfra og til virkelig Velvilje er langt. Endnu saa sent som i det absolute Vetos Dage var det længe tvilsomt, om ikke netop Bønderne tilsidst kunde bringes til i vor norske Strid at se "et Angreb paa Sveriges Ære"; til at tro, at "Sveriges Konge blev haanet i Norge", og at "Foreningens sande Væsen var truet". Først i sidste afgjørende Stund blev det aabenbart, at Bønderne ikke for den Sags Skyld vilde gaa i Krig mod Norge. Begivenheden yder selvfølgelig ingen synderlig Sikkerhed for, at Bønderne staar lige faste en anden Gang. Her er nemlig intet Fællesskab naaet. Naar Sveriges ledende Klasser ved Lov ordner de diplomatiske Sagers Behandling, som var der intet Norge til, finder "Sveriges store Folk" sig stiltiende i det; naar den svenske Regjering ved samme Lejlighed byder os Kaar, som var vi et svensk Lydland, finder de sig ogsaa stiltiende deri. Naar Uden- rigsministeren fornægter os i Paris, tier de. Naar de Par Mænd, som i Sverige offentlig tør hævde Nordmændenes Krav paa Ligestillethed, blir mishandlet, som var de latter- lige Personer, høres ikke et Muk derimod fra "det store Folk". Sagen er, at i Sverige er der baade Mænd og Kvin- der, især blandt Ungdommen, som af Hjertet under os al Selvstændighed; men til Dato er der ikke et Parti, ikke en Strømning, ikke engang en Klik, som offentlig og bestemt tør kræve, at Norge skal være som Sverige i alt, vi har fælles. SIDE: 135 Efter 75 Aars Forening er vi ikke komne længer. Stats- minister Sverdrup sagde nylig i Norges Storthing, at det nytter ikke Norge at kræve særskilt Udenrigsminister; thi dette vilde være Foreningens Opløsning. Altsaa: en virkelig Ligestillethed vilde Svenskerne under ingen Omstændighed gaa med paa. Efter 75 Aars Forening er vi ikke komne længer. Den tredje Faktor, som der maa regnes med, Dynastiet, har i Vetostriden aabent vedkjendt sig Sveriges Ret til Indblanding og lige aabent protesteret mod vor Ret til par- lamentarisk Selvstyre (for os den eneste Vej bort fra svensk Indblanding). Med megen Frejdighed har Kongen atter nylig i Brev til Statsminister Sverdrup hævdet den sidste Paastand, saa det derved er selvsagt, at han ogsaa hævder den første. Hvor alment det troes, at saaledes tænker Dynastiet om Foreningen, viser det, at slige Rygter som "Krig med Sverige" (under Flag-Striden og siden under Veto-Striden), blev alment troet, og at nu igjen Rygtet om en Familjetraktat mellem vort Kongehus og det tyske Kej- serhus og særlig om den Del i den, der rører Norges Fremtid, ogsaa blir alment troet, trods Nægtelserne eller netop paa Grund af dem. Men naar Norges Væxt fra 1814 og til nu saa aldeles oversees; naar vor vitterlige Jevnlighed med Sveriges Folk i alt, som er Maal for Nationers Værd, saa uretfærdig under- kjendes; naar Følelsen heraf og af storsvensk Hovmod er blet saa almen i Norge hos alle Partier i alle Aldre, men især hos Ungdommen, da maa en være en Daare for at tro, Foreningen i sin nuværende Skik har nogen Fremtid, eller overhovedet udretter andet end lidt om senn at skille os fuldstændig. ("Dagbladet" 1889, 26. September, Nr. 285.) Lad os si det med én Gang: den svenske Paastand, at Grundlaget for Foreningen ikke er Overenskomsten til Moss, men Freden i Kiel, med andre Ord, at Norge er Sveriges erobrede Vederlag for Finland, denne Paastands historiske Værd være nok saa stor, - omsat i svensk Politik, om og bare i Forsøg, er den en Skamløshed mod os, som gjør Svenskerne til vore Fiender, de eneste vi har. Paa hvad- SIDE: 136 somhelst Grundlag de kræver Overhøjhed over os, det være Papirets, Folkemængdens, Dynastiets, deres egen gamle Histories eller vor gamle Lydrigetilværelses; det være ad Lovfortolkningens eller Vedtægtens Vej, - ethvert sligt Krav gjør dem forhadte i Norge. Lad os si det, som det er. Vi ved det, og Udlandet fortæller os det, at i disse snart hundre Aar har vi blet baade Svenskens og Danskens jevn- lige; vi har samme Moralens, Evnernes og Ærens Ret som nogen af dem og har naaet samme ydre Vilkaar for at være agtet som selvstændigt Folk ved Siden af dem. Det er vor Trang, som det er vor Skyldighed at stræbe efter dette højeste Maal. Men der lever ikke den Nordmand, som ikke, naar han har været glad over, hvad som er lykkets os, stolt over et Værk, vi har fuldbragt, en Ære, vi har høstet, et Foretag, vi er ifærd med, en Verdensomtale, der sætter vort lille Folk op blandt de bedste, - der lever ikke den Nordmand, som, naar Storsvensken samtidig fornærmer os med sine Forsøg paa Overhøjhed, sin Indblanding eller ligefremme Haan, ikke da kjender Foreningen som en Klamp om Foden, en Fristelse for de svage, en Skam for de stærke, en personlig Fornærmelse mod hver enkelt. De liberale Svensker, som i Formen er snillere, kalder sig vore "Brødre" og ofte har rakt os broderlig Haand, men samtidig mener, de er grommere end vi, de er vore fødte Formyndere, - dem holder vi - trods alt - for uhjælpelige Frasemagere. Forskjellen mellem dem og hine Erobrer-Svensker, som siger: enten ingen norsk Udenrigs- minister eller ud af Foreningen! - Forskjellen synes os forsaavidt ikke værd at finde ud. Vi ved, at vi kan ikke erobres af Sverige, saa lidt som Sverige kan beskytte os; er det Protektorat, det gjælder om, gaar vi til England eller Amerika; det falder os ikke ind at tro os "protegerte" af Sverige. Vil vore svenske Brødre ikke ærligt og jævnt gi os Broderkaar i Foreningen, saa ejer de ingen Midler, hverken haarde eller myge, til at holde os i den; det ved vi ogsaa. Den morsomme Trusel, som netop somme af vore libe- rale "Brødre" i Sverige kommer med, nemlig at en Opløs- ning af Foreningen altid blir en Umulighed, Stormagterne vil ikke tillade den, denne Trusel holder vi ogsaa for en diger Frase. Aldrig kan det tænkes, at den Forening, som det norske Folk ikke længer attraaer, blir holdt fast af "det norske Folk" i Sverige. Har de ingen synderlig Vel- vilje for os, saa er de til Gjengjæld meget praktiske. De skjønner, at Norge ikke let lar sig erobre, og at et erobret SIDE: 137 Norge ikke lar sig holde fast af et Folk, ikke større end det svenske. Ønsker vi Slut paa Foreningen, og et For- bund istedet, saa sætter ikke "det store Folk" i Sverige sin Fred overstyr for den Sags Skyld. Kanske finder "det store Folk", at det staar sig paa, at vi vinder fuld Selv- stændighed; kanske er det ikke engang uvelkomment for deres egne Øjemed og Kaar. Men hvad Stormagterne skal gjøre med "en Forening", Folkene selv ikke vil ha, det staar til at opdage; for det vilde være nyt i Historien. Hermed skal slet ikke være sagt, at en Krig mellem de to Folk ikke kan tænkes; men det er netop som For- eningen nu er, nemlig med storsvenske Indblandings- forsøg i norske Rigssager og med altfor let Adkommst til vor Hær, at en Krig kan frygtes. Vi har været lige ved den, og det er, hvad vi derom ved, som har lært os, at vi nu er tryggere udenfor Foreningen end i den. Usikkerheden er netop den, at en svensk Mand er norsk Krigsherre, at her kan træffes Forføjninger med Gevær- afskruninger, "uskyldige Kanoner" og deslige, som roder os ind, før nogen af Folkene ved af det. Men i Tilfælde af, at vi grejt og bestemt vil ud af Foreningen, eller i Tilfælde af, at vi er Sveriges Forbundsfælle, kan slig Fare ikke tænkes. Derfor er ogsaa aaben Tale nu strax det mindst far- lige, - den frugtbareste Indledning til et sundt Opgjør. Som det fortiden staar, kan det ikke vare ved. Vi vil ha fuld Jævnbyrdighed i Foreningen, eller vi vil ud af den. Dette er de fleste tænkende Nordmænds Me- ning, de tilhøre hvad Parti de vil. Forskjellen paa Højre og Venstre i denne Sag er alene den, at Højres ældre Mænd og Kvinder synes, det svarer Regning endnu en Stund at drive en Del Foreningshykleri, mens baade Højres yngre Del og hele Venstre har sluttet med det. Hændelserne under Rigsretten har voldt det; Spørgs- maalet om de diplomatiske Sagers Behandling, den hen- synsløse Maade, dette toges paa; Forslaget om Delega- tioner (som mindede om andre end videregaaende og aab- nede lange Udsyn); Sverdrups Ytring om, at en norsk Udenrigsminister vilde føre til Foreningens Opløsning; Kongens Ordre til vor Sendemand i Paris; Kongens Brev til Sverdrup, der paany bestemt nægtede vor Ret til parla- mentarisk Selvstyre; sterkt udbredte svenske Avisers ufor- svarlige Indblanding og manges lumpne Haan; Kongens Besøg og Præmieuddeling i norske Havne paa svensk Or- logsskib, et Tegn blandt mange (lige til det sidste!) paa, hvad som menes med Foreningen... dette og mere til SIDE: 138 har gjort os seende. Nu ved vi, hvad vi er ætlet til at være, og handler efter, hvad vi ved. Vi skjønner af utallige Konsulatbesættelser, at før vi faar egne Konsuler -; vi skjønner af Traktatafslutninger med fremmede Magter, at før vi selvstændig slutter dem -; vi skjønner af adskilligt, som indtil videre kan forbi- gaaes, at før vi faar vor egen, for os ansvarlige Udenrigs- minister, er vi ikke til Syn som til Gagn et frit, af Sverige uafhængigt, med det broderlig og trygt forenet Folk. Og det vil vi nu sige. Hvad vi heraf sætter op som Partiprogram, er en Sag for sig; det afhænger af Omstændigheder og Begivenheder. Dette, som her er udtalt, er Folkemening i Norge, og det er Hovedsagen. Lige saa stolt som Storsvensken (ifølge Sverdrup) pro- klamerer, at en selvstændig norsk Udenrigsminister er det samme som Foreningens Opløsning, lige saa stolt tænker vi, at i Tidens Fylde vil vi ha en selvstændig norsk Uden- rigsminister, eller vi vil ikke ha Foreningen. Det gamle aristokratiske Skin, at Udenrigsministeren er Kongens Raad hos Folket, og ikke Folkets Raad hos Kongen (han som de andre Ministre) kræver vort Folkevel, at der gjøres Ende paa. En norsk Udenrigsminister er til vort Gagn og ikke til Sveriges Skade, og det er afgjørende. Jo før det udtales, jo snarere modnes det til norsk Politik; jo snarere gir det vore "Brødre" Klarhed over norske Forhold, og derved over, hvorvidt og hvorledes Foreningen har en Fremtid. Dette med "Tiggerposen paa Sveriges Ryg" faar heller ikke Slut, før her blir lidt mer at tænke over. Paa denne Maade kan Storsvensken slippe for den. "Tiggerposen" paa Sveriges Ryg er et saa alment Syn paa os nu blandt de ledende Klasser i Sverige (det fortæller norske i Sverige bosatte Mænd os), at "Aftonbladet"s Redaktør ikke i For- eningshykleriets Tjeneste burde gjøre det om til, at det bare er et Par Blades. Nej, lad os nu tale ud. ("Dagbladet" 1889, 27. September, Nr. 286.) Hvad fornærmeligt eller skadeligt skulde der være for Sverige i, at vi faar vor egen Udenrigsminister? Er det en Krænkelse for en voxen Bror, at den yngre ogsaa er blet voxen? SIDE: 139 Sverige skulle tabe paa, at vi fik vort for os selv? Da maa det hidtil ha havt en Fordel paa vor Kost, som det selvfølgelig ikke længer bør ha. Vi har ofte hørt, at Norges Fordel kunde drage i en anden Retning end Sveriges, og at dette bedst afværges ved, at Sverige styrer; men den Sort storsvensk Tænkemaade gjælder ikke udenfor dem selv. Der, vor Fordel skiller os, skal vi ogsaa skilles i smaat som i stort; vi kan rette os efter hverandre; men det maa være frivilligt. Foreningen er til, forat vi skal ha Fordel af den begge to, og lige fri Bestemmelse over, hvad som er til vor Fordel. Der kan ikke nævnes ét Tilfælde, der det, at Norge har sin egen Udenrigsminister, skulde volde Sverige anden Ulej- lighed end den, det altid volder, at vor Fordel skal passes lige nøje som Sveriges. Fuldstændig det samme gjælder Kongemagten. Den kan umulig ha nogen Vanskelighed af, at begge Landes Fordel varetages særskilt med særskilt Ansvar. Vilde der være nogen saadan, maatte den bero paa Misbrug og følgelig yderligere kræve en sandere Ordning. Al Tale - den komme fra Sverige eller fra Kongemag- ten - om, at en norsk Udenrigsminister vilde være For- eningens Opløsning, viser derfor tilbage paa et uretfærdigt Sindelag mod os, som altsaa i hvert Fald vil gjøre Forenin- gen umulig. Vi resikerer derfor intet ved at stille Kravet. I den nuværende Ordning har vi lidt mange Nederlag og megen Tort. Hvilken Nordmand venter andet, end at de svenske adelige Herrer Diplomater først og fremst ivare- tager svenske Interesser? Hvilken Nordmand i Udlandet søger dem, naar han kan undgaa det? De norske, som har set dem i Kortene, kjender til, at der gjøres, hvad der kan gjøres - ikke for at fremstille Norge som et selvstændigt Land, men for det modsatte. Flere vil vide, at vi engang prøvede at faa en særskilt Traktat med et fremmed Land, og at den svenske Diplomat bag vor Ryg fik den fremmede Magt til at nægte at forhandle med os. Det var ikke af Vejen, om sligt (og lignende) for Frem- tiden havde Slut. Vi trænger til en egen Udenrigsminister med patriotisk Sindelag og fuld Indsigt i Handel og Industri. Under ham et Korps af egne Konsuler - højere diplomatiske Embeder trænger vi ikke til, andre Interesser i Udlandet har vi ikke at varetage - og vor Handelsmarine og vore Produkter SIDE: 140 vilde naa en Opgang paa Markeder, som de nu enten ligger under paa, eller som de slet ikke naar frem til. Tal med dem, som har rejst paa Handelens Vegne og er vidtskuende Mænd! Der er bare en Mening om, at jo før vi skilles ud fra svensk Samrøring i dette vigtige Strøg, des bedre. Vore Interesser falder sammen med vor Æresfølelse. At dette skulde være Sverige til Fornærmelse eller Skade - i intet alvorligt Ordskifte kan det med Nytte hol- des gaaende, saa vi bør faa et saadant istand. Her staar vi nemlig foran det samme som i Flagstriden, en uklar, pralende Nationalfølelse, som det yngre Sverige holder paa at bli færdig med, men som det ældre endnu holder fast. Ved Unionsmærket i Flaget har Svenskerne det falske Skin for sig, at de er vore Herrer, som Englæn- derne er Irlændernes; thi Mærket betyder Samrøring, og i en saadan er jo den største Herren. Vi andre syntes jo, de maatte være for god til at ville ha det, at det selvfølge- lig maatte være Sverige mindst lige saa magtpaaliggende som Norge at bli Løgnen kvit. Men nej, den var deres "Nationalære", og et norsk Foreningshykleri skyndte sig strax at fri med svenske - syttende Maj-Sløjfer! Naar Løgnen i vore Flag var svensk "Nationalære", hvorfor skulde den ikke ogsaa være norsk? Denne falske Æresfølelse er atter ude, naar en svensk Udenrigsminister er dem noget saa krænkende, at det ab- solut maa volde Foreningens Opløsning. Kan være, at For- mynderiet over os har sine Fordele (til vor Skade); - det er dog især Skinnet, det ogsaa her gjælder. De kan naa til at skade os og krænke os, det er sandt; de kan gjøre vor Tilværelse som frit Folk utryggere, end den behøvede at være, og de kan sinke vor Fremgang; - alle deres Maal forresten har slaaet grundig klik. Vi marscherer paa Fri- hedens Vej forbi dem selv. Ingen Mand er min Herre, naar jeg ikke tillader ham at være det. Dette maa de endelig ha faat en Følelse af, siden deres Tale om "Foreningens Opløsning" er blet saa højlydt. Præ- sternes Blad har rigtignok lært os, at de derinde forstaar noget andet med "Opløsning" end vi Nordmænd; man gaar ud fra, at en yngre Søn af Dynastiet skal bli Norges Arve- herre og Konge; gjennem den Omvej skulde saa Sverige atter faa sit gamle Tag i os, - aldeles som Danmark tænkte i 1814 gjennem Christian Frederik. Norge har altid havt gode og omsorgsfulde "Brødre". SIDE: 141 Men eftersom jeg, saa godt jeg skjønner det, har sagt, hvad Folk tænker om Foreningen, lad mig ogsaa sige, hvad her i Almindelighed tænkes om Dynastiet. Saa dybt som Kongefølelsen er indarbejdet i Folkene fra de ældste Tider, var den et udmærket Foreningskit. Og det fejler ikke, at Kongernes begavede og vindende Per- sonligheder har faat mange personlige Venner i Norge, - om end flere Friere til det, som Kongemagten kan give. Men noget dybere Forhold er her ikke blet af; Dynastiet er os jo aldeles fremmed. Den faste Stamme i Forholdet til det var Velsignelsen af at leve i Fred med Sverige; - vi har ikke undervur- deret den, det er sikkert. Men siden visse Begivenheder og siden de ledende svenske Klassers store Hensynsløshed mod os, er ikke denne Stamme saa fast som før; vi kan pille Barken af den, ja, langt ind i Veden med. Om det saa er Højre, - siden Dynastiets Fredsslutning med Venstre i 1884 har det opdaget, at Dynastiets Interesser ikke altid falder sammen med Højres,... og siden er heller ikke Stammen i deres Kongefølelse paa langt nær, hvad den var. Selv har det Bernadotte'ske Dynasti aldrig holdt synderlig af Nordmændene; og mindre, jo mere svensk det blev. Dette ved alle her god Besked med. Mere behøver jeg vist ikke at si, forat det kan skjønnes, at driver Storsvensken os ud af Foreningen, vil ikke nogen overvættes Kjærlighed til Dynastiet lokke os i Baghold. Vi er ikke saa uskyldige som i 1814. Her er én eneste Vei at gaa sammen med os paa, og det er den ærligt at gi os broderlig Rang og Ret. Kan Storsvenskens stolte Hjerte ikke nedlade sig til det, saa skilles vi. Naturligvis alene for at mødes i et Forbund, - som kanske forsmaaes af saa høje Herskaber til at be- gynde med, men som føjer sig tilrette af sig selv ved Tin- genes egen naturlige Tyngde. Jeg for min Del kan ikke mere tænke mig Svensker og Nordmænd anderledes end i et broderligt Forbund. Naar de ledende i Sverige i sit utrolige Overmod er saa uretfærdige mod os, at de ikke kan se, at vi er blet deres jevnlige, og at Forening med os selvfølgelig alene er mulig paa Vilkaar mellem jevnlige, - saa er alt det, som heraf nødvendigvis maa følge, en Natur- proces, der udsondrer de fiendtlige og farlige Dele, saa Samlivet i en ny Form kan bli trygt og varigt. SIDE: 142 Bjørnstjerne Bjørnson Norske Husmandssjæle. ("Dagbladet", 29. Novbr. 1889, Nr. 351.) At være Husmand, naar en ikke kan være Selvejer eller Forpagter, er ingen Skam; mangen en Husmand er selv- stændigere i sin Følelse og Færd end en Selvejer. Men at være Selvejer og endda en ussel Husmandssjæl, som ikke tør tale frit ud, ikke ta Ansvar, ikke hævde sin og sines Ære, det er en Skam saa stor, at den ogsaa kaster Skam over Slægten. Hvordan bar vi os nu ad igjen den fjerde November. Foruden Studentersamfundene, som er bundne til det ved sine Statuter, var der ikke ét privat Selskab eller én Klub i Sverige, som fejret Unionen; ikke heller vilde den svenske Ministerpræsident i Selskab hos vor Statsminister udbringe Unionens Skaal; men vi drak og skraalte og telegraferte Kysten rundt. Svenskerne var nok lidt sandere end vi; de vilde heller ikke flage den Dag, men vi flaget med de Flag, som i Alverdens Øjne gjør os til Lydrigefolk; - det løgn- agtige Flag passet godt til den Tjeneste, det forrettet. I alle Aabningsmøder 75 Aar igjennem har det norske Storthing raabt: "Gud bevare Broderlandet", og ventet alle 75 Aar paa, at "Broderlandet"s Rigsdag skulde gjøre Gjen- gjæld; men endnu er det ikke sket. Med krænkende For- handling og Beslutning om Statholdersagen og med ny krænkende Forhandling og Beslutning om de diplomatiske Sager har den svenske Rigsdag svaret. I det sex og syt- tiende Aar vil atter det norske Storthing staa sammen og raabe: "Gud bevare broderfolket", - og Broderfolket være stumt. Det er dette, som kaldes "Ydmyghed", - akkurat som Ydmygheden havde Lov til at gaa længer end Selvagtelsen og Agtelsen. Der disse to slutter, hører ogsaa Ydmygheden op; siden har vi Underdanigheden og Fjæsket. Man forsikrer os, at vi maa finde os i at bringe "Af- kald" og "Ofre"; vi kan ikke indgaa eller vedligeholde en Forening uden "Afkald" og "Ofre" - i vor Æresfølelse og vor Selvstændighed. Nu forholder det sig aldeles modsat. Enhversomhelst Forbindelse mellem jevnbyrdige (ligefra den i Ægte- skab og Venskab nedover til den i Forretning) kan Afkal- dene ikke bestaa i mere end egenkjærlige Vaner og Uvaner, i skadelig Individualitetssyge, i brede Taabeligheder; og SIDE: 143 "Ofrene" ikke i andet end hvad Kjærlighed eller Nødven- dighed paalægger os at yde af vor Bekvemmelighed og af vor Formue; - dersom Afkaldene og Ofrene gjælder vor Æresfølelse eller vor Selvstændighed, ligegyldigt om de bringes frivilligt eller ufrivilligt, straffer de sig; for det er Synd at gjøre det ringeste Afkald, det mindste Offer i vor Æresfølelse og vor Selvstændighed, Synd mod os selv og Synd mod dem, de gjøres for. Saa ilde kan det gaa os, at de ligevel maa til; men paa Forhaand og som en Skyl- dighed at tilskynde os til det, hører til Husmandssjæle- nes lavere Tænkesæt. Da der for en Tid siden sagdes, at fuld Jevnbyrdighed i Foreningen for os betydde en egen Udenrigsminister; intetsomhelst andet var betryggende, - svarte en norsk Husmandssjæl, at en egen norsk Udenrigsminister var "den rene Galskab"; thi sæt, at Norges Vel i en Ufred drog til den ene Side og Sveriges til den anden, saa maatte jo Foreningen gaa istykker! Norge, den mindre, maa altsaa til enhver Tid staa rede til at ofre sit Vel for Unionen, d. e. for Sverige, den større. Vi er til for Unionen, d. e. for Sve- riges Skyld; det er "den rene Galskab" at tænke anderledes. Det, at Unionen under ingen Omstændighed maa gaa isyk- ker, er selvfølgelig det vigtigste. Engang vil denne Udtalelse, væmmelig indtil Fædre- landsforræderi, staa som en Mærkepæl; den tilhører "Mor- genbladet"s Redaktør, Hr. Christian Friele. En anden skrev, da der sagdes, at vort Løsen maatte være enten Jevnbyrdighed eller ud af Foreningen, fordi vi ingen Ret har til at være forenede med nogen uden paa dette Vilkaar, - en anden skrev da og spurgte, om vi ogsaa var færdige til at ta paa os det Offer, som en Udtrædelse krævede? F. Ex. Fæstninger og øvrige Forsvarsgrejer? Han gjorde Regning paa, at her var nok af Husmandssjæle i Norge, som da vilde finde Selvstændigheden for dyr. Der svartes ham, at vi trængte vel saa meget til Fæstningerne og til det andet Forsvar i Foreningen som udenfor den; vi var tryggere udenfor med en Hærstyrer, som var vor egen, og ikke svensk. En tredje har i disse Dage tat op den Militærtanke, at vi, for at være jevnbyrdige, maatte sørge bedre for Vort Forsvar; uden det fortjente vi ikke Jevnbyrdigheden. Den franske Udstilling har ikke mindet denne Mand om, at der SIDE: 144 gives andre Maal for et Folks Værd i en Mandjævning, altsaa ogsaa for Jevnbyrdighed, end Fæstninger og Hær. Hvis ikke, da kunde aldrig et Folk, som ikke havde lige- saa mange Fæstninger, lige stor Hær som det andet, bli holdt for jevnbyrdigt med dette. En ægte Husmands- tanke; for paa den blev alle mindre Folk - de være i alt, som gir Menneskeværd, Verdens største - ligefuldt deres Husmænd, som tæller flere Soldater! Dette uværdige Snak maa stanses. De smaa Stater bestaar jo og beviser derved dets Usandhed. For et Par Aar siden opdagede man, at vort Land var forsvarsløst, og navnlig Officerer undrede sig over, at Folket ikke var villigt til at sætte det i Forsvarsstand. Dette kom simpelthen af, at et daarligt Hoved havde villet skræmme os med Rusland. Hændelserne lærte os tydelig Dag for Dag, at Rusland gik mod Syd, mod Balkan og Afghanistan, og at det der havde Maal, som var endeløse. Selvfølgelig skjønte alle, at saalænge holdt det Fred med os; det gjorde ikke sin uindtagelige Nordgrænse svag og usikker, mens det havde al sin Magt Behov i Syd. En højere Officer kom til mig og bad mig tale til Storthingsmændene. Jeg svarte, at det behøvdes ikke. Han kunde bare fortælle dem, hvorledes de ledende Klasser i Sverige næret Uvilje mod os, en Uvilje, som ofte gik over til Had; da vilde alle indse, at fra Sverige truet en bestemt Fare os; da fik han ogsaa, hvad han ønsket. Nu ser nogen og hver denne Fare, og jeg mener, jeg ikke er uden Del i det. Nu er det kommet paa Mode at sætte sig i Forsvarsstand; det er paa Veje til at bli en Folkevilje. Men i Stedet for aabent at sige, som det er, (og som de, der fører Bevægelsen, vitterlig siger i det pri- vate Møde Mand og Mand imellem), leger de abstrakt Krigs- begejstring for en mulig Krig mod en ukjendt Fiende! Ikke engang Fædrelandsforsvaret tør de gaa modigt og ærligt til. Det hele blir saa meget uhyggeligere, som Kvinderne blan- der sig opi det, og den jevne Kristianiakulde en Stund afløses af den ogsaa for Kristiania saa ejendommelige hy- steriske Begejstring. Og dette i en Tid, da de nærmeste Krav til Kvindens Hjertevarme skriger til dem fra Fyrstik- pakkerskernes Strejk, fra Arbejdsstuerne, der de forgiftes af Mangel paa frisk Luft og Tilsyn, fra Operationsstuerne, der de lemlæstes for at arbejde videre med mindre Dagløn, - og fra de fine Kontorer, der Pigerne negtes, hvad andre Fabriker har indrømmet; - Damerne i Kristiania vender sig bort herfra, for at fare om og tromme Krigsbidrag SIDE: 145 sammen for en abstrakt Krig mod en ukjendt Fiende! En- gang vil ogsaa dette staa som Mærkepæl og vidne om den Aand, Byens ledende Præster i Samfund med Byens ledende Presse har alet i 1889. Unaturligere kan den ikke være. Afstængelsen fra Tidens Oplysning og Hjertelag, som Viden- skaben, Literaturen og Kunsten daglig bærer ind paa dem, kan ikke ha været fuldstændigere; slig sur Kart maatte bli Frugten; sligt Frostaar driver ikke mere frem. Blandt Forsvarsfruerne, blandt "Fru General" og "Fru Kaptejn" er der ogsaa en "Fru Præst" med; men i Strej- kernes Møder er ingen "Fru Præst" med. Om en af dem tog Fanen og gik foran, saa var hun der paa sin rette Plads! Men er der noget, som ønskes ovenfra, dér er Præ- sterne og deres Fruer. De som de andre søger Magten og Magtens. Selv Forsvarssagen skal nu lyves frem for ikke at for- spilde det gode Forhold til Magten, og de stakkars Strej- kere skal overantvordes til sin Skjæbne - for ikke at for- spilde det gode Forhold til Magten. Den er forskjellig i de to Tilfælde; men Magt er Magt - og Husmandssjæle er Husmandssjæle. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 146 Bjørnstjerne Bjørnson [Da Fyrstikpakkerskerne streiket Høsten 1889.] "Dagbladet" 22. Nov. 1889. Naar jeg hørte den Historie, Doktor Nissen nu fortalte om Manden, som sidder her, saa samler sig for mig i den Historie, hvad det er, vi har vundet ved denne Strejk. Jeg tror ikke om nogen af Direktionerne eller nogen af Fabrik- SIDE: 147 ejerne, at de er saa haarde Folk, at de vil, at der skal ar- bejdes paa de Vilkaar -- de har ikke egentlig sat sig ind i det. Men ved at fortælle det paa den Maade er det, som vi fik tage dem hen til hans Sygeseng, til hans Operations- bord. Og saa ser de det, og saa blir de rædde selv. Det er det, at vi allesammen skal bli, vi skal bli rædde selv for, paa hvilke Vilkaar det egentlig er, vi lever. Thi det er ikke skjult for nogen, at medens vi har det godt og lever i ud- luftede Rum og under sunde Vilkaar, saa er der nogen, som lider for, at vi skal leve paa den Maaden. Hvordan er det, at det staar nu? Det tror jeg, jeg kan sige paa en Prik. Det staar saadan, at en hel Del af os, mest Smaafolk, nu i nogle Uger har betalt Arbejderne for Ludwigsen, Schelderup, Heitmann [fotnotemerke] og endel af de rigeste Folk her i Byen. Hvorfor har vi maattet gjøre det? Jo, fordi disse Stor- karene har fra før af fordyret Direktionen, fordyret Admi- nistrationen. Og naar de gjør Oprør mod det, saa siger de: Fotnote: "Dagbl." 12. Nov., 344, indeholdt følgende fra Bjørnson: Hr. Heitmann har tilskrevet mig, at han er udenfor Fyrstikfabrik- kernes Styrelse, og at han den hele Tid, Strejken har varet, har væ- ret syg. Dette skynder jeg mig at meddele, idet jeg beklager, at jeg satte ham isammen med dem, der bærer Ansvaret. (U. A.) SIDE: 148 vi lar os ikke tvinge, det er det sidste Ord. Jeg har spurt mig for hos Folk, som kjender det nøje. De siger, at slaar de af paa Direktionen og Administrationen det, som er for meget, saa har Arbejderne det, som de beder om. Og dersom nogen tviler paa det, saa har vi Fabriker staaende, som viser det. Jeg nævnte før Rødfos Fabrik ved Gjøvik: den ikke alene betaler det, som disse Folk nu har nægtet at betale, men den gir Arbejderne frit Hus til. Og hvad der er at lægge Mærke til -- da der er skumlet i den Sag -- det, som kan være billige Arbejdsvilkaar eller Driftsvil- kaar for dem deroppe, det gaar op igjen i den dyrere For- sendelse, som de har af Varerne helt ned til Kristiania Havn -- de arbejder ikke under billigere Vilkaar, end de arbejder under her. Der er det altsaa realiseret. Og nu hører jeg, at der er en anden Fabrik ikke langt herfra, som ogsaa har realiseret det, som ogsaa betaler sine Arbejdere det, som vi har bedet disse være saa artige at betale. Alt- saa: der er ikke saa dyr Direktion, saa dyr Administration, men de har sine Arbejdere bedre betalt. Morgenbladet, som ikke har spillet en hæderlig Rolle i denne Sag, har, strax jeg nævnte Rødfos, forsøgt at skumle den Fabrik ned. Det har sagt, at det, som den lagde ud i højere Løn, det tog den ind igjen derved, at den tvang Arbejderne til at tage sine Varer hos den. Nu kjen- der jeg tilfældigvis den Mand, som styrer den Fabrik -- det er en af mine gamle Venner -- og det vil jeg dog sige, at hvis Redaktøren af Morgenbladet bare var Halvparten saa hæderlig en Kar, saa stod det Blad højere over hele Landet. Der sendtes jo ogsaa øjeblik- kelig ind en Protest, og det var da, som jeg kunde tænke mig paa Forhaand: der er ikke en eneste en, som er plig- tig til at ta sine Varer der, og dersom de tar Varerne der, saa tar de dem jo fra det billigste Sted, hvor de kan faa dem -- jeg vidste det paa Forhaand, at saa var det, og saa er det. Nej, de Herrer, som er mod os her, har ikke Ret -- der gaar Fabriker og beviser hver evige Dag: I har Uret -- det er Sagen! Tvinges! siger de; vi vil ikke tvinges. Jeg har talt lidt om det før, idag skal jeg indskrænke mig til at sige: det er galt at tvinges til det, som er galt, men Herregud, er det galt at tvinges til det, som er ret ogsaa da? Har vi ikke allesammen rigtig været glade bagefter, naar det har hændt? Er ikke hver eneste af os i det Tilfælde, at han har gjort andre Uret og ikke villet tilstaa det? Og saa er der nogen i vor Nærhed, som tvinger os, der er nogen, SIDE: 149 som slaar sig sammen med Forholdene og siger: Du har Uret. Der er f. Ex. en tapper Hustru, eller der er andre tapre Slægtninger og gode Venner, som siger det, og saa tvinger de os ind i vor Samvittighed, og saa er vi glade bagefter! Akkurat ligesom naar nogen gjør os Uret og vi ikke vil tilgive; saa kommer nogen med Tvang, med Kjærlig- hedens Tvang. Jeg synes, det er saa rart, at nu har vi gaaet her i Uger og saa er der ingen af disse Mænd, som kan lægge Armen om deres Hals og tvinge dem til at gjøre det, som Ret er. Det er det, jeg vil i denne Sag; denne Strejk og Strejkerne efter denne og alle senere Strejker, de skal tvinge dem til at gjøre det rette. Det er saaledes, jeg mener; jeg tror, at dette med Strejker er en ren Velsignelse. De er istedetfor det, som er haardt, istedetfor Revolution -- de er en ren Velsignelse, tror jeg. Arbejderne samler sig, og saa siger de: gjør det, som Ret er mod os -- det er det, de siger. Og saa rører de Hjertelaget i os, saa vækkes vi, saa iler vi til og siger: Det er sandt, I har Ret; gjør det, som er Ret mod dem! Jeg nævnte disse Navne, Ludwigsen, Schelderup og Heit- mann, fordi jeg har hørt, at disse er de trodsigste. Det er kanske bare et Tilfælde, at disse samme Mænd er Udlæn- dinger, som er blit rige ved norske Arbejdere og norske Forretninger -- det er kanske bare et Tilfælde; men jeg vil dog ha sagt, uden nogen Forkjætring, at de skulde være varsomme, og at de skulde være taknemmelige: thi det kan saa let gaa ud over andre Udlændinger, som ogsaa har tjent sig en Formue paa norske Arbejdere og norske For- retninger, dersom de stiger paa med denne ulidelige og jeg synes usømmelige Trods, naar Arbejderne beder om noget, som er saa billigt som dette. Det er ikke min Vis at skylde den enkelte. Vi er alle- sammen saadan stillet, at der er andre, som har Skyld i vor Skyld, og disse Mænd er det ogsaa. Har de hørt man- ge opmuntrende Ord til at give efter f. Eks. i den Presse, de læser? I den Ring, de lever i? Jeg er bange for, de har ikke hørt det. For hvem er det, vi her har med at gjøre? Det er ikke med disse enkelte Mænd, men det er med Rin- gen, den Ring, som behersker Kristiania, den Ring, som er Kapitalens, som har sine Forgreninger lige op i Regjerin- gen, den Ring, som er den stærkeste her i Landet -- det er den, vi har med at gjøre her. Og i den Ring, indenfor dens sluttede Borg, der sidder disse Mænd. Og det er derfra at Magten skriver sig, derfra deres Forbindelse med Pres- SIDE: 150 sen. Vi iler til og søger ligesom at grave et Hul etsteds, men da skynder de sig med af sin gode Samvittighed -- thi den Ringen udmærker sig ved at ha en saadan mageløs Overflod af god Samvittighed -- at bære til den ene Sandsæk efter den anden, som de tar og putter Hullet igjen med. Men nu skal vi holde paa at grave og grave saalænge, indtil kanske en anden opdager, at den fortræffelige Samvittighed ikke er saa fortræffelig endda. Det gjælder bare at holde ud, indtil de vaagner i sin Sam- vittighed. Det, som gjør det saa vanskeligt for os at faa det istand, det er Maaden, de ser Sagen paa. Her sidder en, som til- hører Kvindesagsforeningen, og som har været med at banke paa Dørene for at faa Bidrag. Saa var der en, som svarede -- hun stillede sig paa Tærskelen udad fra sit Hus -- : "Nej, jeg er ikke med paa at støtte Oprør mod Autoriteten!" De har faaet det til, at dette er Autoriteten, ser De! Og jeg har ikke hørt, at der er præket i en eneste Kirke mod dette Argument i denne Tid. Derfor vil jeg tage dette Argument op; for jeg er aldeles sikker paa, at her staar vi foran en Hovedsag. Autoriteten -- de Fore- satte nemlig. Der er et Bud, vi alle har lært i vor Barn- dom, og det heder: "Du skal hædre din Far og Mor, at det kan gaa dig vel, og du skal længe leve i Landet". Hvad er det nu, disse gjør? Jo, de sætter ind istedenfor Far og Mor saadan en Grosserer, som holder endel Fabrikpiger -- det er det, de gjør. De har ikke den allerringeste Hjem- mel til det, det er noget, de har fundet paa. Man tænkte sig nu til at sætte ind istedetfor Følelsen for Far og Mor en hvil- kensomhelst anden Følelse! Er der nogen anden Følelse i Verden, som kan komme op mod den, som vi har for Far og Mor? Jeg spør nu -- ikke dere, som er yngre Folk, jeg kjender deres Svar, men jeg spør dere, som er blet lidt ældre, og som kanske er saa lykkelige at ha Far og Mor ilive, og som er stærke, mens kanske de er blet svage, kan- ske syge -- kanske er de ogsaa fejltagende paa mange Maa- der, endda spør jeg dere: har det nogensinde rundet de- re i Sinde, at I skulde kunne bruge jeres Styrke mod dem?! Vilde I ikke gjerne bære over med, hvad det var, af dem? Om der ogsaa er noget, som saarer jer i Forhold til Far og Mor, -- naar I er blet voxne og stærke, saa er det akku- rat, som var det bare lidt Støv paa Yderfrakken; vi har en Følelse for dem som for ingen anden i Verden. Og saa gaar disse Mennesker hen, som forkynder Religion for os, og sætter ind hvilkensomhelst anden Følelse, en Tjeners SIDE: 151 for en Husbond, en Akkordarbejders for sine Foresatte, istedetfor Følelsen for Far og Mor! Paa den Maade er det, vi faar Autoriteten istand og faar dette til at være Brud mod Autoriteten, at være Oprør mod de Foresatte! Denne Forkyndelse maa de komme bort fra; thi den er i Grunden falsk. Der er noget mere. Der staar i Paulus' Brev til de Romere: Du skal ære Øvrigheden. Der staar forresten paa samme Sted: for at du skal være tilfreds i din Sam- vittighed. Med andre Ord: Samvittigheden er gjort til Dommer i den Sag. Dersom det, Øvrigheden har befalet, er noget slet, eller dersom der er en daarlig Øvrighed, kan du naturligvis ikke ved Lydighed være tilfreds i din Sam- vittighed -- det staar saa grejt og saa tydeligt, at det kan man ikke komme fra. Hvad gjør de saa? Jo, de henviser til et andet Brev, skrevet af en anden Mand og højst sand- synlig paa en helt anden Tid -- det er til et Brev af Peter til en anden Menighed -- det henviser man til. Altsaa dette Brev fra Peter skal fortolke Meningen af Paulus' Brev! Tænk dere nu: de, som fik dette Paulus' Brev, fik ikke Lov til at læse det, som det stod, men skulde vente med at læse det, til de fik Peters Brev! Tænk, om jeg nu skrev et Brev til denne Forsamling, men saa sagde: I skal vente et lidet Gran med at forstaa det, indtil I faar se, hvad Ali Pascha i Konstantinopel skriver til Ægypten! Man vilde naturligvis mene, jeg var gal. Men den Galskab det er god theologisk Fortolkning. Hvad er det nu, som staar, naar vi kommer til Peters Brev? Jo, det staar ganske rigtig, at en Slave skal være sin Herre lydig, selv om han er ubillig. Altsaa dette, at en Slave, som er en Ejendomsting, skal være sin Herre lydig, selv om han er ubillig, det flytter de over paa Borgeres Forhold til Øvrigheden i Paulus' Brev, det flytter de saa videre ud- over til et frit Menneskes fri Akkordarbejde i en Fabrik! Jeg siger: med den Sort Forkyndelse kommer de hen til hende, som stiller sig paa Tærskelen til sit Hus og beder disse ryggesløse vige tilbage, for hun vil ikke være med at støtte Oprør mod Autoriteten. Paa den Maade faar de al den Dyd istand, som nu ogsaa i Morgenbladet udstil- ler sig som det, der staar paa Autoritetens Side mod et Op- rør! Man kan her i Landet ikke møde saadanne Forhold, uden at man møder Theologien, Religionsforkyndelsen; thi det er der, de har hentet sin Moral. Ogsaa af den Grund synes jeg, det er bra, at denne Strejk kom. Vi maa gjen- SIDE: 152 nem denne nu engang faa et Blik for, at her er andre For- hold end en Slaves til sin Ejer, at dette er fri Menneskers Protest, naar de synes, at de ikke faar sin Ret. Jeg talte sidst om Biskopen, som jeg havde talt med. Førend jeg nu gaar videre -- jeg agter nemlig nu at tale et Ord om Præsterne i Almindelighed -- vi kommer ikke forbi dem -- vil jeg fortælle, at jeg glemte noget sidst, og da det synes mig at være til Biskopens Fordel, bør jeg oplyse det. Der var en Replik, som ude i Samtalen faldt fra ham -- jeg husker ikke, hvad den var Svar paa fra min Side, men hans Replik husker jeg, jeg fortalte den ogsaa strax til flere; han sagde, Oldingen: "Det lille Mod, jeg har igjen, har jeg Brug nok for i mit Embede. Jeg tør ikke ro mig længere ud." -- Det sagde han, og det glemte jeg at fortælle. Jeg mener, at det er til hans Undskyldning som Olding; men jeg mener rigtignok ogsaa, at det er en An- klage. Thi saadanne Oldinger skulde ikke sidde paa saa- danne Pladse; for der kommer en vakker Dag, da det kni- per, og da kan de ikke gjøre Fyldest for sig -- det mener jeg ogsaa skal siges. Jeg vil nu ta frem en anden Mand -- ikke for hans Skyld, men for hans Stillings Skyld. Det er den mest agtede Mand af Præsteskabet her i Kristiania -- en Mand, jeg selv holder meget af; det er gamle Sven Brun. Nylig døde Sparre. Sparre var Fritænker. Sparre var en af de ædleste Mænd, som jeg har mødt i vort offentlige Liv; han søgte Sandheden paa sin Vej saa godt, han forstod det, og han handlede retskaffent, efter hvad han syntes var ret. Saa staar Sven Brun ved hans Lig, og saa læser han op -- jeg ved ikke, om det er befalet i det nye Ritual; men det er her for Sagen ganske ligegyldigt; for det er ikke Manden, det er Stillingen, jeg gaar paa, -- saa læser han op: "Hvo som tror, skal blive salig, hvo som ikke tror, skal fordøm- mes." Altsaa -- denne Mand, som vi elskede, blev sendt til Helvede; der er ikke Raad for andet -- han blev det. -- Se, der mødte Kirken op; der havde den at tale; det Ord maatte den sige. Men her møder den ikke op. Den kommer ikke til Arbejderhytterne her; den kommer ikke til Svovlstikfabrikerne, gaar ikke i Husene til Direktørerne og taler til deres Samvittighed. Den taler ikke fra Præke- stolene i disse Dage for at ordne Menighedens moralske Begreber ligeoverfor det, som sker. Den søger Jesus paa sin Vej: "Du skal fordømmes!" -- der søger den ham! Men den søger ham ikke paa disse Veje, som vi har indbudt den til at søge ham paa. SIDE: 153 En af Samtidens største Digtere har skrevet en Fortæl- ling om en Mand, som endelig vilde se Jesus. Jeg ved ikke, om han trodde, Jesus var Gud; han trodde ialfald -- som alle tror -- , at Jesus var en Aabenbaring af Menneskekjær- ligheden, og han vilde se denne dens højeste Aabenbaring. Og saa sagde man til ham: "Sæt dig der ved Alfar- vejen, saa skal du faa se ham." Han satte sig da ned der, og saa kom der gaaende syge Børn og Krøblinger, Fattig- folk og forladte Enker -- saa megen Sorg og Elendighed dragende forbi. "Men," sagde han, "jeg har ikke seet Je- sus." Saa svarte de ham det, at det var Jesus, det der; hver af disse var Jesus. Jeg har en Ven i Amerika. Han er den skjønneste Kri- sten, som jeg har seet i dette Land: -- det er Kristofer Janson. Jeg kjender ikke ædlere Menneske end han; det er ogsaa ham, jeg har taget til Model for Præsten Sang i Over Ævne -- i det moralske, ædle. Bare se denne Mands Øjne -- , hans Øjne er som hans Hjerte og hans Hjerte som hans Ord, -- saa forstaar man, hvem han er. Han udgir et lidet Skrift; det koster en Dollar om Aaret; jeg skulde bede jer holde det; det er Menneskekjærlighedens Evangelium. Nu er der en orthodox (kongressionel) Præst derover, som heder Silcox; han har skrevet et Stykke, som Janson oversætter. Deriblandt er noget, I skulde læse: Hellen Campbell Prisoners of Poverty -- Fattigdom- mens Fanger. Se der, hvordan Arbejdskvinderne i Amerika bedrages og bestjæles af de rige Kapitalister, som de ar- bejder for; gaa ind i Detaljerne og se, hvor meget en Kvinde tager imod for at gjøre Skjorter og andre Klædningsstykker, som de rige bruger. Læs saa Thomas Hood's "Sang om Skjorten", og se, hvor den er sørgelig: "Arbejd, arbejd, arbejd, til Sveden begynder at rinde, arbejd, arbejd, arbejd, til Øjnene bliver som blinde. Sømme, Baand og Linninger, Linninger, Baand og Sømme; over Knapperne sovner jeg ind og syr dem saa paa i Drømme. O Mand med Søster kjær, o Mand med Moder og Viv, det er ikke Lærred, du slider, det er Medmenneskers Liv! Sy, sy, sy; i Fattigdom, Hunger og Graad syr jeg paa én Gang med Dobbelttraad et Ligsvøb saavel som en Skjorte. SIDE: 154 Arbejd, arbejd, arbejd, som Fangen gjør for at rømme; arbejd, arbejd, arbejd i tærende Liv, i tærende Drømme! Baand, Linninger og Sømme, Sømme, Linninger og Baand, til Hodet vil brænde, til Hjertet vil isne saavel som den matte Haand." Den Mand, som har oversat det der, det er Kristofer Janson. Han blev jaget ud her fra sit Hus og sit Arbejde og drevet fra sit Land. Ved I hvorfor? Fordi han ikke var Kristen; han havde ikke "den rette Trua". Og saa sid- der der igjen oppe i Gausdal -- for det var der, dette hændte -- der sidder igjen med "den rette Trua" saadanne Tørpejser som Christopher Bruun og Frits Hansen -- sid- der paa Stejnen deroppe. Og saa mener jeg det, at det er det, vi nu skal ta et Tag om med alle slige: om Norge skal bli Stejn, eller om der skal gro noget paa den Stejnen; om vi skal ha den Varme, den Menneske- kjærlighed, som vi mener er Kristendom, og som vi mener -- selv om vi ikke er kristne -- er det, som kan bygge et Folk. Jeg saa nylig, en forhenværende Kirkeminister her i Landet, Statsraad Hertzberg, holde et Foredrag om Socia- listerne. Han sagde der blandt andet: "Det er en Skam af de socialistiske Førere, at de angriber Kristendommen" (jeg vil forresten ogsaa sige, at jeg tror ikke det er rigtigt; man maa ikke misforstaa mig forsaavidt). Men han lagde til: "Kristendommen er den eneste Kraft, som kan gjøre Arbejderne tilfredse med sin undertrykte Stilling" -- det sagde han. Jeg vil ikke her indlade mig paa det, det kunde føre for langt bort. Jeg spør bare: Skal Arbejderne bli tilfredse med sin undertrykte Stilling, skal Kristendommen hjælpe dem til det, -- hvad tror I saa blir Følgen -- jeg mener for Kristendommen? At den blir hadet og foragtet af alle de smaa i Samfundet -- det blir Følgen! Jeg har læst en Gang -- og det, siger Zola, han har studeret efter Livet -- om en Præst, som forsøgte at kom- me ind i et Hus, som var fuldt af Arbejdere fra Loftet og ned til Kjælderne. Da de hørte, at det var en Præst, saa blev de saa aldeles rasende allesammen, at de vilde jage ham ud, -- ja, de vilde prygle ham! Og en Del sagde: han er kommen for at forføre vore Hustruer! (Det var i et katholsk Land, hvor sligt er meget hyppigt.) Saa langt har man altsaa drevet det, at der er blet et rent Oprør mod det i de store Byer . . . I skal vogte jer, I kristne, for at begynde paa den Maade! SIDE: 155 Nu skal jeg forresten ikke gjøre Kristiania Uret. Jeg skal ikke sige det, at der ikke er dem inden Ringen, som ogsaa kan begejstres. Vi har i disse Dage seet stor Be- geistring; jeg har neppe seet en lignende. Grosserer- fruer begejstrede -- det skal meget til! Men det har jeg seet. Jeg har seet dem gjennem Taagen her -- den velsignede Taagen i disse Dage -- jeg har seet dem fare fra Hus til Hus, og jeg synes jeg har hørt dem ringe paa med en Ilfærdighed som aldrig ellers; for de har været begejstrede! Det er ikke for Strejken -- det maa I ikke tro; det er det sandelig ikke. Det er ikke en Gang for Dukker til Jul for de fattige. Det er for noget meget forfærdeligere end som saa. Det er for en saadan Ting, at 400 Studenter, da de hørte Tale om det, saa for- vandlede de sig til 400 Trommere og trommede, saa de revnede! . . . Det er for en Millionkrydser, de er begejstrede; det er Sandheden. Nu -- jeg tror ogsaa, jeg har lidt Nationalfølelse, og jeg tror ogsaa, jeg vil ha et stærkt Forsvar. Jeg tror det ikke; jeg ved det nemlig, og jeg ved hvorfor jeg vil ha det. Og jeg har ikke noget imod, at Grossererfruerne blir begejstrede for et stærkt Forsvar -- slet ikke! Men denne Begejstring her har sine Kjendemærker, som gjør, at jeg blev temmelig tvilsom. Der er nu allerede dette, at naar de ringer paa og kom- er ind: "Jesu Navn, hvad er det, som staar paa?" -- "Jo, vi skal ha Krig!" -- "Skal vi ha Krig?! Nu?" -- "Nej, ikke nu." -- "Ja, naar da?" -- "Ja, det ved vi ikke." -- "Mod hvem da?" -- "Ja, det vi heller ikke. Men vi er rasende begejstret for Krig." Men om det nu var sagt, at de var saa rasende begej- stret for en Ven -- istedetfor Krigen . . . om jeg sagde: "jeg er saa rasende begejstret for en Ven," -- og man da spurgte: "hvilken Ven?" -- "Ja, det ved jeg ikke," -- saa ler allesammen naturligvis. Der er noget mærkeligt ved dette her, som gjør mig ræd. Men ligevel -- jeg skulde gaa med, hvis jeg saa disse Folk først være begejstret for dette her. Hvad er det, vi her er begejstret for, vi andre? Er det ikke ogsaa for en Armé? -- den store Fredsarme af begge Kjøn, som daglig varmer vore Hjem, som gjør, at vi har Hygge i vore Hjem, at vi kan være trygge for vore Barn, at har fri -- for Exem- pel til nu at sidde her -- , som gjør, at vi har sunde Hjem, at vi er lykkelige. Det er en stor Armé af begge Kjøn, uden Uniform, som sørger for det hver evige Dag, og dersom SIDE: 156 det var for denne Armé, de kom nu, naar det er paa- krævet, og ringte paa og bad: "Aa, hjælp! Lad dem og- saa faa lidt mere Fritid, lidt større Løn, lidt sundere Luft! Lad os flytte paa os, gi lidt mere Plads, dele lidt med dem! -- dersom de gjorde det først og fremst, saa skulde jeg sige: "Kom med Millionkrydseren! Jeg skal minsæl ta den paa Kjøbet." Forresten vil jeg ikke dermed ha slaaet fast Millionkrydseren; for den tror jeg nu ikke er ganske rigtig, da. Men der kan jo være mange andre Maader at forsvare sig paa. Det er en underlig Foreteelse, denne abstrakte Begej- string for Kamp mod en abstrakt Fiende; det er saadan noget underlig koldt. Og her kommer jeg ind paa noget om Kristiania. Man siger om Kristiania -- og jeg kan vel være kommet i Skade for at sige det selv ogsaa, at det er egentlig en ganske kold By. Vil I nu se lidt paa, hvordan den har tat imod den nyere Literatur? Med stor Kulde og Afvisning. Hvordan har den tat imod den nyere Kunst -- Literaturen skal jeg af mange Grunde ikke rose; men den nyere Kunst er nu europarost, saa den tør jeg rose. Hvor- dan har de tat imod den? Med Kulde og Afvisning; man vil ikke paa nogen Maade kjendes ved den. -- Saa har vi havt et Arbejde her i min Tid -- et strengt Arbejde for at skaffe lidt mere Frihed og Lighed i politiske Vilkaar her i Landet. Kristiania -- koldt afvisende! -- Saa har vi nu faat det ene sociale Arbejde paa det andre. Her sidder Medlemmer af Kvindesagsforeningen; jeg tror nok, de siger, at i det hele og store har Kristiania stillet sig koldt afvi- sende. Det er noget saadant ved denne By. Mener nu jeg da, at det er en By uden Hjertelag? Al- deles ikke! Jeg mener bare, at det Hjertelag, som er der, er ikke løst. Hvad er Grunden til det? Der er mange Grunde; men der er en, som jeg her skal nævne: Folket her -- det er svært ungt Folk; de er dannede idag, og de var det ikke igaar. Deres Dannelse er ikke gammel, og det maa den til en vis Grad være for at være virkelig Dannelse; thi Dannelse vil sige Aandsmodenhed; det vil akkurat sige, at jeg har faat noget at leve for, som tar mit Hjerte og min Aand gjennem Forstaaelsen. Saaledes er det. Men disse har sit Hjertelag i Barnekammeret; kanske det kom- mer saa langt som til Zulumissjonen og engang imellem kryber ud for at hilse paa Kongen; for de holder svært af den Sort. Der er kanske Hjerte der ogsaa; men Hjertet er ikke opøvet; de har ikke faat mange Interesser; det er det, som skal ske. Vi skal faa mere omfavnet, ha mere at SIDE: 157 leve for, og jo mere vi faar at leve for, des mere udvides Hjerterne. Uden det blir vi med alt vort Hjertelag -- ved I hvad? Vi blir Egoister. Det at elske bare én Ting, det kan være meget godt, og der kan komme meget stort af det; men der kommer i Regelen Egoisme af det. Vi maa elske mere end én Ting; vi maa elske flere; vi maa fremfor alt søge at sambinde os. Det er det, som endnu mangler i denne By, og det er derfor, jeg velsigner saadanne Ting som denne Strejk; for den kommer uvilkaarlig til at ud- vide vort Blik. Jeg kan huske første Gang, jeg læste en Roman af Zola. Jeg er ingen synderlig Ynder af Zola; men jeg er ham evig taknemmelig for det Indtryk, han da gav mig. For han sa mig: "Sid ikke der paa dit varme Kammer og bare tænk ud Drømme, som skal behage Folk! Nej! mød opp der, hvor Trangen er; gaa ned og studer de Ting og bring Nø- den og Elendigheden ind til dem, som har det varmt og godt i sine Stuer!" Det følte jeg som en varm Appel, som er blet grundlæggende i mit Liv. Og det er paa den Maade, Strejken og alt saadant banker paa hos disse her. Nu ban- ker det paa ganske forsigtig -- med en Fyrstikpigefinger; men næste Gang blir det med en Mands Knytnæve, og næste Gang igjen med en Slægge. Vi blir ikke kvit dette. De skal flytte paa sig og dele med sig; det er Sagen. Det er det, som Tiden nu er inde for. Hvordan er det gaaet i andre Lande, hvor der er gjort Strejk? Ligedan som her, saa Kristiania ikke er værre, end de andre har været. De første Strejker mislykkedes i England; ligesaa i Frankrige. Hvorfor? Fordi Hjerte- laget var i Barnekammeret og saa engang imellem kom ud derfra til deres Zulumissjon og saadant Smaatteri. Men der bankede og ringte de paa saa længe, indtil der blev sagt: "der er vist noget i dette her." Og naar der nu strejkes, saa møder Hjertelaget op. Nu i England og i Frankrige er der næsten ikke en Strejk, som mislykkes. Did er det kommet, og did skal ogsaa vi komme. Noget stort mere har jeg ikke at sige. Det har været bare spredte Bemærkninger; det falder af sig selv, naar man taler anden Gang i en Sag, som der har været skrevet saa meget om. Men der er noget som slog mig saa igaar. Jeg læste en Tale af en af Verdens største Talere. Han er for Tiden i Paris. Der var mange, som der vilde hilse paa ham, og saa samlede Professorer og Studenter sig i Sorbonne og gav ham en Fest. Der talte da tre af de største Talere, som SIDE: 158 nu staar i Verden, og han sidst. Han ragede op over dem, saa at man for at faa Maal med de andre maatte løfte Ta- get af. Det var Emilio Castelar. Og saa sagde han -- : "Troen paa Idealerne er den højeste Kraft i et Folk." Han føied til: "Da Kristoffer Kolumbus opdagede Amerika, saa gjorde han det, fordi han troede paa Fremtidens Land." Og saa sagde han med den Overdrivelsens Kraft, som Syd- lændingerne har -- Billedsproget: "Han troede saadan, at om der ikke havde ligget et Amerika, saa maatte Gud ha ladet skyde op et for at møde hans Tro". Nu -- vi skal, vi Nordboer, indskrænke os til, hvad der er sandt for os. Vi skal sige, at det er i vor Tro, vi har Fremtiden. Vi skal tro paa det gode i Folket; vi skal tro paa, at Hjertelaget jo mødes, naar det blir kaldt paa; vi skal tro, at det sande sejrer; vi skal tro paa den fre- delige Reformation; vi skal tro, at Retten er stærkere end Uretten; vi skal tro, at selv de, som kanske trodser idag, imorgen er med. Det skal vi! Tak skal I ha! SIDE: 159 Bjørnstjerne Bjørnson "Den ny Kunst". ("Dagbladet", 28. april 1890, Nr. 145.) Erik Werenskjold har naturligvis ikke hat den Agt at fornærme de ældre og yngre Kunstnere og kaste Skygge selv over de døde. Men han har hat den Agt at gagne Fru Heiberg, og den har glippet. Ved den Sort lykkes det ikke at gagne nogen. Førend jeg gaar til Emnet "den ny Kunst", - et Par Ord om Fru Heiberg. Saavidt jeg kan dømme efter én eneste Rolle, har hun en ualmindelig Evne til at gjøre den enkelte Replik sandsynlig, derved hele Situationen, hun staar i. Men den næste Replik og næst-næste kan, besyn- derlig nok, være aldeles, aldeles tom; saa igjen en, som er fyldt til Randen, og som faar os til at glemme; vi er atter komne tilstede med hele vor Sjæl. Enten er her et betydeligt Naturel, som er skadet, eller som bare til Halv- delen er modnet. Noget slapt, noget taaget, og deri en in- tenst følt Enkelthed, saa den skinner. Hun spiller bare med Hodet, Resten er ikke med, og saa med én Gang er alt med og fuldendt. Hun har Organet mod sig, og hun læsper; Tonefald og Volkalisation er simpelt Bergensk med opblandet fint dansk-norsk; ogsaa det kan hun faa os til at glemme. Hendes Udseende udtryksfuldt; kanske er hun SIDE: 160 lidt for stor, men denne Størrelse i Godmodighed, denne Fylde i Ligegyldighed og Livsglæde trænger sig ikke paa en; hun virker hyggeligt, og er ofte vakker. Hvad der kan bli av hende, det sees ikke af en enkelt Rolle, allermindst af en, der skal være syet efter hendes Evner og tilfældige Mangler og Færdigheder; paa én Rolle kan selv en Lind- berg synes at være Skuespiller, ja, til og med en betydelig Skuespiller; ogsaa han kom jo engang med "den ny Kunst". Jeg siger alene, at jeg har hat stor Forventning til hende og hørte med Beklagelse, at hun ikke kunde bli antaget ved Kristiania Teater. Er det nu saa, at her ikke har været spillet rigtig Ko- medie, før Erik Werenskjold saa Fru Heiberg? Og at her ikke har været rigtig malet, før han og hans Kamerater kom til? Er det endvidere saa, som han altsaa tror, at Maleriet gaar foran, og saa kommer Literaturen og dens dramatiske Tolkere, Skuespillerne? Har det nogensteds i Verden været saa? Aldrig det jeg ved. En faar syne mig det af Kultur- historien, før jeg tror, at Maleriet indleder eller fører Lite- raturen og den dramatiske Kunst. Men er det nu saa da, at "den ny Kunst", den kommmer i ét Blink, fødes paa én Kvæld, i ét Maleri, i ét Skuespil, i én Mand eller Kvinde? Eller burde vi slutte med saadan Tale, siden ikke engang Shakespeare var uden Forgjængere, dem vi nu kjender, ej heller Rafael, ej heller Michel Angelo, - for bare at nævne de allerstørste. Er det virkelig saa, at We- renskjold og hans Kamerater er flunkende "ny"? Det altid nøjagtigere Naturstudium, har det børjet først for en Del Aar siden? Vor Tid ser med andre Øjne, ja (og det er dette med Øjnene, som Digterne har sin Del i); andre Emner kræver anden Tilrettelægning, andre Farver, og saa kommer lidt ved én, lidt ved en anden, lidt i det ene Aar, lidt i det næste, aldrig alt ved én, aldrig paa én Gang, aldrig "den ny Kunst" à la Fru Heiberg paa Tivoli. Aldrig. Vi er saa- dan laget, at kom den paa den Maaden, da saa vi den slet ikke; vi bare afviste den som umulig. Først naar mange, mange umærkelig har vænnet os til det, opdager vi den enkelte, som kanske i sin Tid syntes at staa alene. Først da opdager vi ogsaa, at han slet ikke stod alene; vi bare ikke saa det inderlige Slægtskab, den uvilkaarlige Forbe- redelse rundt om ham - og det i mere end i hans Fag. Ligesom der var mange Sejlere, som førte noget af "den ny Kunst", før W. og hans Kamerater kom (og derved gjorde det muligt for dem at komme), saaledes er der SIDE: 161 mange, som har ført og nu fører "den ny Kunst" i Skue- spillet; Fru Heiberg er ikke alene om den. Den ny Kunst er slet ikke, hvad W. kalder saa, "det naturalistiske", "det sandsynlige"; thi det naturalistiske og det sandsynlige har altid været der efter de forskjellige Tiders Krav, er der ogsaa efter vor. Det vil alene sige den ny Personlig- hed. En saadan kan arbejde naturalistisk, den kan arbejde idealistisk, den kan bruge Forhaandsundervisning, eller savne den, - dette er ikke det afgjørende, men at Per- sonligheden slaar os som ny, - ikke helt, det gjør ingen eneste, men med en ny Side, ligesom med et nyt Organ for Udtrykket, en ny Klangfarve. Hos os stod det svært ilde til, dersom her bare var én ved vore Scener, som havde noget af "den ny Kunst". Jeg sa, at det var det samme, enten Personligheden virket "naturalistisk" eller "idealistisk", og jeg vil prøve at sige lit om det. Den berømte Kritiker Anatole France gir en Skil- dring af, hvordan det gik til, da Zola's ene saliggjørende Naturalisme styrtedes i Frankrige af hans egne Venner og Elever; og saa siger han: "Efter at den naturalistiske Ter- rorisme nu er væltet overende, behøver vi ikke at kjæmpe mod den. Den har gjort os store Tjenester; og den Fejl at ville være alene paa Markedet er vi jo nu færdig med. Kunstens Veje ligger for en Del i Mørke; der er altid Hem- meligheder at opdage; man gjør sig op Læresætninger om dette, den ene danner dem, den andre river dem ned igjen, begge Dele er en tom Fornøjelse, gir Had og farlige Hug- skot. Digterne taber sin Umiddelbarhed paa det og Kri- tiken sin Samfølelse. Det er bare i Milton's Himmel- kampe, at al Uretten er paa den ene Siden og al Retten paa den andre. Paa Jorden er her Blanding, og Zola, som begyndte Krigen mod Idealisme, er ofte selv den allerstørste Idealist i sine Symboler. Han er Digter. Over hans Lære- sætningers Ruiner blir hans Digtning staaende." "Jeg har," siger Forfatteren videre, "udtrykt meget stærkt min Afsky for Naturalismens Forsøg paa Voldtægt mod Naturens Majestæt, mod Sjælenes Blygsel og Former- nes Skjønhed; jeg hader denne Fornærmelse af alle og alt, som gjør Livet behageligt. Men vi faar skatte dens aar- vaagne Sans og indrømme, at Naturalisme og Idealisme springer ud af to Slags Tempearment, som Naturen altid SIDE: 162 har skabt og altid skaber; den ene kommer aldrig til at udfolde sig paa Kost af den andre. Man fødes Naturalist eller Idealist, som man fødes brun eller blond; der er Tryllemagt i denne Forskjel, og det kommer bare an paa: at være det, man er. At tabe sin Natur, det er den uoprettelige Fejl, det er den evige Fordømmelse, det er Pagten med Djævelen." Saavidt Anatole France. Jeg for min Del tror ikke paa nogen anden Djævel end den, som er i Menneskenes Ufuldkommenhed; derfor mener jeg, at den haardnakkede Satansiver, som Folk viser i at ville ha de Fremragende, de Sjeldne til at være - ikke som de nu engang er, nej, paa sin egen middelmaadige Vis, den gjælder det at staa imod! Før var det den værste Synd at være Naturalist; nu, da man er opdraget i det, er det den værste Synd at være Idealist. Kan ikke en faa være, hvad han er? Hvad gagner mest, enten at se et menneskeligt Billede til Skræk og Afsky eller et henrivende til Mønster? Hvad skader mest, enten at lære os Synd gjennem raa Billeder eller at sætte op Maal for os, som er umulige? Om dette kan strides til Verdens Ende uden Nytte. Vore saakaldte Dannede har bare et ringe Mon af æstetisk Tænkning; de faar et Stikord fat og løber med det. Saaledes har jeg nu ofte nok hørt om den store Synd, jeg engang begik i min Ungdom, at jeg skrev "Bondenoveller". Jeg siger bare: la andre faa slig Fryd op, som jeg fik den- gang; eller om man heller vil: la andre faa slig Skræk op, som jeg fik Fryd, - og jeg skal tro, at deres Billeder ud- retter i sin Tid, hvad mine dengang naadde til at gjøre. Jeg saa, hvad jeg elsket (det andre brydde jeg mig ikke om), og tusener lærte at elske, hvad jeg saa. Nu er det paa Moden bare at tælle Skiddentøjet; men heller ikke det er hele Livet, og navnlig er det ikke hele Bondestanden. Jeg holder fremdeles fast, at trods de mørke og raa Billeder, som kan hentes fra norsk Bondeliv (og som bør hentes), der er enda intet andet Strøg i vort Samfund, som saa meget naturligt Skjært og Sundt finds i som i norsk Bonde- liv. Nu kan ogsaa dette Skjære og Sunde tegnes naturali- stisk eller idealistisk, eller blandet; ikke Genret afgjør det, men den poetiske Magt, det males med. Og dersom nu en ny Mand eller en ny Kvinde kommmer med et saadant Billede, vil man sige, enten det er naturalistisk, idealistisk eller blandet, naar det bare har den poetiske Magt: "Aha, der er ny Kunst!" Ikke det ideale Drag i den, SIDE: 163 ikke det naturalistiske do., ikke den særegne Blanding af begge, - ikke Slægtskabet med Werenskjolds Malerier eller med hans Kammeraters (alt det der er bare Værktøj eller Synsvinkel) - nej, den ny Personligheds Selvforkyndelse i det ny Middel er det ny, og den forstaar vi andre i Kraft af det, som af samme Sort har været oppe før i mange andre. Uden det havde hverken Personligheden selv fundet Værktøj eller Stade, og vi ikke hat Øjne at se det med. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Literære Strømninger. ("Dagbladet", 29. August 1890, Nr. 269.) Vor Literaturs hysteriske Mandfolk, Hr. Arne Gar- borg, har fallt paa (og der er snart ingen Grænse for, hvad han kan falle paa!), at jeg alene bryr mig om de "moralske" Bøker à la engelske Dameromaner eller "Lille Peters Eventyr". Jo mere Garborg skriver, jo mindre nød- vendigt blir det at rette ham; jeg ser, andre tænker som jeg. Nu har imidlertid min højagtede Ven, Prof. Loch- mann [fotnotemerke] ytret sig om mit Værdimaal for Kunst paa en saadan Maade, at det muligens kan mistydes, og da skylder jeg yderligere at gjøre Rede for, hvordan jeg tror For- holdet er. En Fortælling, et Skuespil, et Billede, som ikke har naadd at være Kunst, i alle Fald ikke delvis naadd det, bryr sunne, oplyste Folk sig lidet om. Jeg for min Del kræver ogsaa af et Bladopsæt eller en Tale, at den skal ha Kunstens Klarhed og Bestemthed; uden det gjør den intet Indtryk. Fotnote: "Den Digter, hvem vi skylder det bedste, vi ejer i vor nyere Litera- tur, bør ikke, om han nu end efter vor Mening er vildfarende, be- dømmes efter andre Regler end dem, hvorefter vi selv dømmes. Bjørnson er nu en ensom Mand; han har paa den mest energiske Maade brudt med vort litterære Venstre, eller om man vil med Bohêmen i Ordets videre Betydning. Digteren har betegnet det moralske som det afgjørende ved Bedømmelsen af et literært Ar- bejde. Det rent æsthetiske, den fuldendte Kunstform, Virkeligheds- præget, er for ham uden Værd ligeoverfor den moralske Grund- tanke. I hvilket Forhold denne Bjørnsons Moral staar til den kristelige, maa lades uafgjort; den staar for ham som den uafhæn- gige eller som Udviklingens Moral." (Prof. Lochmann i "Dagbl." Nr. 267.) SIDE: 164 Men ingen Kunst, selv den højeste, dækker over Savnet af sædeligt Alvor; ikke den ypperste Form gir Vederlag for Livsværdi; ingen Sort Behændighed skjuler over Hjertets Raahed, intet Vid undskylder Uopdragenhed, ingen Moro gjør Løgn og Ondskab tilladelig, intet Fyrværkeri af Aand, ingen Stil i Kjælenskab redder en Bog med slibrigt Æmne fra at føles tom. Er dette tydeligt nok? Saa har jeg videre sagt, at alt, ubetinget alt maa kunne nævnes og skildres; men vel at mærke alene af den, som magter at farvestemme det inde i et helt, velgjørende Bil- lede. "Velgjørende" er det, naar det med sit Indhold og sin Kunst øker vor Livsevne. Det kan ske i Uhyggens Skjønhed som i Livsglædens; det Onde kan øde sig selv for vore Øjne, det Slægtsbyg- gende utrolig ildne os, og dermed gjør Billedet vor Vilje renere, mandigere, fortrøstningsfuldere. Bohême-Pratet, at al Kunst er tilladt, bare den er Kunst, Livet gir os en Studie, og som Studie leverer vi det af, - samme Fanden hvad den er i sig selv, eller hvad den vi- dere aler, den trumfer de ikke gjennem hos sunne folk. "Dagens Nyheder" er, som jeg før har sagt, nærmest den, som nu hos os praktiserer denne Bohême-Lære, og derfor til Slutning et Par Ord herom. Til Dato har Bladet helst indledet Levemands-Moralen og Kunstværdien; Livs- værdien fik det gaa med, som det faldt sig. Sist har Bladet indledet Paul Bourget som den for Frankrige mest "karakteristiske" Digter, hvad i sig selv er usant. Et friskt Folk kan ikke karakteriseres stærkest af en Mand, hvis aandelige Sygdom har et kjendt Navn i den moderne Lægevidenskab. Men naar "Dagens Nyheder" i høje Toner (og med full Ret) priser hans fine Sans, hans sjældne Kunst, men undlader aabent at si, han er Nutidens betydeligste literære Repræsentant for den sentimentale Liderlighed, saaledes som den attraar, lider, nyder og sky- der sig i et overforfinet Selskab uden Livsfond og Fædre- land, - ja, da virker dette som et vel overvejet Forræderi mod os. At ville skræmme mig fra at sige saadant (eller andet lignende) offentligt ved at paata sig en overlegen Mine mod mig eller endog bruge Skjældsord, det styrker ikke deres Sag. I over en Menneskealder har det ogsaa vist sig at være faafængt. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 176 Bjørnstjerne Bjørnson De teologiske Høns. ("Dagbladet", 10. Februar 1891.) Det store Kaggel, som rejste sig, da "Paa Guds Veje" blev synlig i Horisonten, har endnu ikke lagt sig. Endnu høres en nær Høne at svares av en fjærn, og en fjærn at svares af en nær, i forskjellig Toneart, men ellers med de samme Lyds samme Takt og Opskrig. Altsammen gaar ud paa, at jeg ved at sætte det levende Liv op som højeste Lov for dem, som vil være gode, har avskaffet Bibelen. Kunde ikke nu snart efter halvannet Aars samvittighedsfuld Kaggel en skikkelig teologisk Høne finne ut av min Bog, at kun den, som i Livet har lært, at Bibelen er vor højeste Lov, for ham eller henne er den ikke avskaffet, kan den ikke avskaffes; men for alle dem, som i Livet har lært noget annet, kan den ikke længer sættes op som en Livs- regel, de skal bindes av eller dømmes efter. "Alle bra Folk er paa Guds Veje"; der vil komme en Tid, som skammer sig over, at dette kan vække Forargelse. Bjørnstjerne Bjørnson. Jeg bér barmhjærtige danske Blade at ta dette op. SIDE: 177 Bjørnstjerne Bjørnson Den fri Kjærlighed. ("Dagbladet", 29. og 30. April 1891.) I Vinter offentliggjorde jeg i "Dagbladet" noget af et Brev fra en fransk Ven om dette Emne og derefter mit Svar; - her er atter et Uddrag af to Breve fra ham og mit Svar. [del 2 se 1891-04-30 Dagbladet] "- - Ægteskabet er en romersk Institution, og Grund- laget er Mandens Almagt, Kvindens Underdanighed. Hos Romerne havde Familjefaderen udelt Ret over sines Gods og Liv. Ægteskabet er en Forskrivning for Livstid, som Kvinden gir, mens hun endnu lidet kjender til, hvad hun tar paa sig. Den Sort Forskrivning af sig selv paa Livstid er vort Rets- begreb voxet fra. Ingen kan love sig bort for længere Tid; man maa heller fornye Overenskomsten. Samliv mellem Mand og Kvinde blir umoralsk og en Kilde til Kiv, strax Parterne ikke elsker hverandre. Dersom de ovenikjøbet ikke har Agtelse for hverandre, fører Sam- livet snart til gjensidig Modbydelighed, Manden søger Veder- lag, Kvinden kan ikke uden at tabe sit Rygte. Det tyvende Aarhundres Kvinde vil ha større Følelse af sin Værdighed; hun vil lære at sikre sig Udkomme og Uafhængighed, hun kan ikke mere bringes til efter romersk Skik at gaa ind i en andens Hus som Slavinde. Hun vil heller ikke undertegne nogen Livsforskrivning; ingen vil forlange det af hende. Hun vil ikke bo sammen med Manden (uden efter en gjennem flere Aar prøvet Tro- skab). Den ideale Forening mellem Mand og Kvinde er denne: den unge Pige arbejder, den unge Mand arbejder, begge hver for sig. Begge stræver at naa Uafhængighed som Haandværker, Kunstner, Læge, Lærer; de lever sammen SIDE: 178 som gode Kammerater, Kvinderne lægger bort sin over- drevne Kvindeagtighed og tæmmer Mændenes Hensyns- løshed. I uafhængig Stilling hengir hun sig i Kjærlighed med lige Kjendskab til det, hun gjør, som Manden. Hun blir i sit Hjem, i sit Arbejde, i sin Uafhængighed, som han i sin. Fordi de staar fuldkommen lige, kjender han det nødvendigt at være elskværdig, og det uden Mel- lemrum; - hans Konkurrenter er det! Begge føler Nød- vendigheden af at fornye Kjærligheden, bejle hver Dag i Aand og Opmærksomhed. Saadan maa Samlivet bli mellem to, som har Selvagtelse og Styrke. Men, svarer man mig strax, hvad borger for, at dette ikke skejer ud, at Parterne ikke overgir sig til Udsvævelse og forlader Barnene? Aa, jeg er ikke ræd for, at Frihed skal avle nogen social Ulempe; jeg mener, man med lidt god Vilje skal skjønne, hvorfor jeg ikke er det. Tænkerne kan forlange saa megen Frihed, de vil, - Lovgiverne skal nok vide at gjøre Indskrænkninger i den! Trods alle vore Raab paa Frihed faar vi aldrig mere end en Mundfuld ad Gangen; vor Fordøjelse har aldrig tat Skade. "Fri Folk har af Naturen et Instinkt, en Braad i sin Vilje, som driver dem henimod det rette og bort fra Lasten; dette Instinkt kalder man Æresfølelse," siger Rabelais, - og jeg tror paa det. I den skjønneste Samvittighed bér jeg om den fri Kjærlighed som Idealet, - vel vidende, at Menneskene bare faar den stykkevis efter hundre, kanske fem hundre Aars Kamp. Lige saa sikker som jeg er paa, at den fri Kjærlighed vil løse mange ulykkelige, især blandt Kvinderne, lige saa sikker er jeg paa, at Kjærlighed til en eneste vil vedbli at være de forstandiges Lov. Philemon og Baucis's Foredømme eller Penelopes Tro- skab vil altid skinne for Menneskene som Ledestjerner. Men jeg vil ha den fuldkomne Frihed for Mand som for Kvinde, fordi Friheden holder os sunde, holder os stærke, moralske - fremforalt i Kjærlighed; ti der er Tvang Forbrydelse - -" I et andet Brev fra samme Haand heder det: "- - Jeg tror som De, at Mangegifte var en lav Til- stand, som Ægteskabet har afløst; men jeg tror, at dette nu i sin Tur ikke holder Maal for det moderne Ideal. Kvinden gaar til Samliv med en Mand, hun ikke kjen- der, og til en Hengivelse af sig selv, som hun i Regelen SIDE: 179 heller ikke ved, hvad er. Er det en raa Fyr, en syg en, som rent ud byr imod, - hun maa ta hans Kjærtegn; Loven kan i Nødsfald paakaldes mod hende. Er dette ikke en Rest af Slaveriet? - - - - Livsvarige Kontrakter maa slutte. De maa lyde paa kortere Tid, eller Frihed er ikke til. Men Barnene, siger man, hvad skal der bli af dem, den Dag Ægteskabet opløses? Det, som det nu blir af dem efter en Skilsmisse. Man finder nok paa Raad, naar Hustruen ikke længer taaler det nuværende Ægteskab. Engang skjønner man, at George Sand, der liv- nærede sig selv og elskede den, hendes Hjerte drog hende til, ikke førte et uhæderligere Liv end den Mor, som alle sine Levedage taaler en Mands Kjærlighed, der er en Idiot eller en Gris. Denne Mor ofrer altsaa til Ægteskabet baade sin Aand, sit Hjerte og sin moralske Værdighed. Saa langt kan det føre at opgive sin Frihed. Er dette, som jeg her forlanger, den fri Kjærlighed, - lad gaa! Den Kjærlighed, som ikke er fri, er et Fald, en Forbrydelse til Fornedrelse af et Folk. En Mand attraar en Kvinde, - vel, la ham vinde hende, la ham pleje de aandelige og legemlige Fortrin, som gjorde, at han behagede hende, la ham umage sig baade for at vinde hende og for at beholde hende. Den fri Kjærlighed er en bestandig Bejlen, det er at leve Livet, saa det fylder Hjertet, det er uafladelig Omsorg for at behage - istedetfor den uvorne Pascha-Tryghed, som den gifte Mand gjerne glider ned i. Dersom jeg kunde, saa vilde jeg leve for at gjøre Kvin- den fri, saa hun levede af sin Aand eller sine Hænder, blev søgt af Manden, men aldrig bunden til ham, altid Herre over sin Skjæbne, ifald den Gnist, hun havde tændt, skulde slukkes, altid istand til at fornye sig selv i en ny Kjærlig- hed, - i Kjærlighed uden Hykleri. Ogsaa idag er Kjærlighed Verdens Herre; Kjærligheden binder Livet sammen. Men man tilstaar ikke sin Kjærlig- hed; man skjuler sin Trang til at elske, man gjemmer sit Hjerte, man fornegter sit Kjød, fordi Kristendommen for- bander Kjødet. Kjødet gjør Oprør, fordi Kjærligheden er stærkere end en Hær i Slagorden; den skræmmer Livet af mystiske Anstaltmagere, som forbander den; og den gjør de Lovgivere tullet, som har fundet paa Ægteskabet forat faa Ende paa Kjærligheden! Den piner og plager de pene Folk, som rødmer over, at de kjender Kjødets Krav. Den skaaner bare dem, som aabent vedstaar, at den er Oprin- SIDE: 180 delsen til alt, alles Mester, "Menneskenes og Gudernes", som den gode Lucretius siger. Men Kvinden er Kjærlig- hedens Legemliggjørelse, vi maa hylde hende som Verdens Dronning og slutte med at tro, at vi længer kan holde hende som vor Ægteskabsslave - - - -." Bjørnstjerne Bjørnson Den fri Kjærlighed. ("Dagbladet", 29. og 30 April 1891.) [del I, se 1891-04-29 Dagbladet] Dersom De ikke var Franskmand, kunde de neppe ha søgt alle Grunde til de Onder, vi begge afskyr, i Ægteskabet som Institution. Med en langt friere Skilsmisselov end den, vi nu holder paa at skaffe os, med de tarveligste Former for Ægteskabets Indgaaelse, ja, med slet ingen, vil Onderne bestaa, fordi de tilhører Menneskene; Institutionerne gaar alene Menneskenes onde og raa Ærind. I femten Aar har jeg saagodtsom daglig læst et fransk Verdensblad (for Tiden "Le Temps"), og jeg tror, at næst efter Mord af Havesyge kommer i Frankrige Mord af Skinsyge, krænket Hersker- nykke, af Lede ved gammel Forelskelse og Lyksalighed i en ny, af Had, af Hævn, af Ophidselse og Galskab, og af alle disse Mord falder den største Procent paa de fri Ægteskaber! Jeg kan jo ta fejl; men saadan ser det ud. Mandens Raahed og Kvindens Usselhed er altsaa endnu altfor almindelig, til at en Institutions Ophævelse kan ændre den. Heraf følger ikke, at den i alle Stykker er rigtig; men det har altid undret mig, at Reformatorerne begynder med at storme løs paa Institutionen som saadan, naar saa helt andre Ting kræves gjort, som, hvis de lykkes, vil rette Institutionen af sig selv. Statskirkens Indblanding har ledet ind paa denne fejle Vej. Statskirken fastholder jo denne helt borgerlige Insti- tution som sin og forbytter Virkelighed med Beskrivelse. Ægteskab bestaar i, at en Mand og en Kvinde blir enige om at leve sammen. At de kundgjør denne sin Vilje for Øvrig- heden eller Præsten og faar nogle Papirer eller en Velsig- nelse, lægger intet til Ægteskabets Gyldighed. Det sker alene for, at Samfundet i alle Maader kan være underrettet. Denne Beskrivelse eller Kundgjørelse, der kan være af hvad Art som helst (jeg skrev for tolv Aar siden, at den for mig gjerne kunde gaa tilbage til det Minimum: i Slægtningers Nærvær at spasere sammen omkring en Busk!), - den har Præsterne gjort om til Hovedsag, den er blet Ægteskabets SIDE: 181 Indstiftelse, og Parternes Vilje er intet, saa længe den ikke har gjennemgaat denne deres Ceremoni! Præsternes utidige Indblanden er ogsaa Skyld i Vælger- folkets og Lovgivernes træge Vilje til at gi tidsmedholdige Love. Kampen staar om det, som er sekundært, og som lidt længer frem neppe vilde ha kostet Kamp. Hovedsagen er Forholdet mellem Kjønnene. Hovedsagen er, at de begge nyder samme Oplysning og saavidt mulig samme Uddannelse for at naa frem til samme Æresfølelse, samme Ret og Ansvar. Herfor er der hos os gjort mere end i Frankrige. Vi følger i dette den angelsachsiske Race, vor Ungdom af begge Kjøn gaar i samme Skoler, til samme Examina, be- søger samme Legepladse, Skøjtebaner, Skibaner, Selskaber, snart staar de sammen i alle offentlige Kontorer, som i Post- og Telegrafbureauerne; de mødes i Lærestolene, som de vil mødes foran Sygesengen, Skranken, paa Prækestolene; intet vil være istand til at hindre det. De vil vinde samme Borgerret som Vælgere og Repræsentanter, - Tidsspørs- maal, som ingen Haan eller Modstand af hvad Art nævnes kan længer formaar at hæmme. Samtidig foregaar en stil- tiende Udskiftning i Arbejdet inden Fabriken og Haand- værket; den vil ha en lignende til Følge ogsaa inden Hjemmet; ikke Kjønnet, men Individualiteten, Dygtigheden, hvad som bedst lønner sig og falder bekvemmest, vil af- gjøre, hvad hver vælger at sørge for. Denne store Revolution vil ha en tilsvarende tilfølge i Kjønnenes moralske Forhold. Ulemperne ved det nuværende Ægteskab bestaar efter mit Skjøn netop i, at det gamle patriarkalske er opløst, uden at det nye er vundet. Hermed tænker jeg ikke som De paa Formen, men paa Samlivet i stort og smaat. De fleste Ægteskaber er "skidt", det er baade vist og sandt; de svarer til vort religiøse Forhold, vort sociale do., vort po- litiske. Vi maa langt længer ud end til Ægteskabet for at faa fuld Rede. Men selv naar den Tilstand er naaet, som vi begge ønsker, at Kjønnenes legemlige, aandelige, moralske Evner er blet lige udviklede, Arbejdet i Samfund som i Hjem for- delt - ikke efter Kjøn, men efter Anlæg og Bekvemmelig- hed, ... er det Ægteskabet, som da skal slutte? Er det dettes Opløsning, som da blir Følgen? Hvoraf ved De det? Har De Historien med Dem? Ingenlunde! Vort offi- cielle Ægteskab er bare forsaavidt en Afløsning af Mangegifte, SIDE: 182 som dette altsaa nu er forbudt ved Lov og blet en Skam selv for Rigfolk og Fyrster; men Mangegiftet bestaar baade før, under og efter det officielle Ægteskab, bestaar uden Statens Bifald, uden forstandige Menneskers Agtelse. Heri ser De Ægteskabets langsomme, men tydelige Fremgangs- linje. Den fører alt andet end til Opløsning, den fører til altid strengere Engifte. Vil De ha et andet bestemt Bevis fra Nutiden? Gaa ud paa Landet og se de laveste Bønder leve, som De tror, Fremtidens Ungdom kommer til at leve. Disse Bønder livnærer sig selv, Kvinde som Mand, og hen- gir sig derunder til hverandre i frit Valg og Omvalg. Gaa saa fra de mindst oplyste til de mere oplyste og mere vel- havende, og det er sjeldnere, at en Pige giver sig hen. Gaa endelig til de mest oplyste og bedst stillede, og Kravet, som en Pige gjør til sig selv, er lige strengt og lige bevidst som det, en ung Dame af dannede Forældre lever efter. Frem- gangslinjen er klar. Forholdet blandt Mændene er jo ikke saa godt, men Fremgangslinjen er den samme. Bonde- karlenes laveste Del lever som sagt i Beblanding, mens den bedre stillede er varsommere, og den bedst stillede skades i sin Fremtid, om den ikke passer sig. Bare i min Tid er man i saa Henseende blet mere ømtaalig. Folkehøjskolerne har her sin Del. Hvad gjøres ikke samtidig i Byerne gjen- nem Gymnastik og Sport for at møde Udsvævelsen, styrke Sansen for sundt Liv i en udarbejdet (og ikke hærjet) Krop, hædre Livskraften? Den Kundskab, Forældre og Lærere har vundet, begynder at sætte Frugt; er Arbejdet og Iveren endnu paa langt nær ikke, hvad den blir, - Be- vægelsens Retning og Væxt glæder alle. Hypnotismens Fænomener har ført til Opdagelsen af Suggestionens Almagt i dens forskjellige Grader fra let Til- skyndelse til uindskrænket Herrevælde. I Tidens Længde vil dette omgjøre Opdragelsen til en Kunst, i hvert Fald øge dens Evne betydelig. En kan undertiden føle det, som vi er paa det vilde Hav, al Tilfældighed i Vold. Men vi er i en Fremgangsviljes Vold, som hver af os har sin Del af. Under uheldig Strømgang kan vi skusle den væk; men vi stanser intet; vi bare skusler væk os selv og vort Afkom. Fremgangslinjen følges ubønhørlig, alt, hvad som tjener den, styrker de stærkeste, de, som har mest af den i sig, - dem og deres sejrende Afkom. Gjennem alle dens underlige Bugtninger hen efter ny Erfaring og derved til ny Stadfæstelse er Fremgangslinjen her baade klar og grej. SIDE: 183 De store Byers abnorme Forhold, den stigende Kulturs Overforfinelse og allehaande Udskejelser, der attavistisk søger tilbage til det allerraaeste, maa ikke vildlede os: - i det store aftager den kjønslige Trang, den skiftes ud i Arbejde og farverig Energi, jo længer Slægten skrider frem. Jeg henviser herom til Darwin og hans Exempler, og det ligger i Sagens Natur. Dette er her det afgjørende. Efterhaanden som Kjønnene blir mere jævnbyrdige, vil de andre og højere Fællesinteresser bli stærkere, og da fatter jeg ikke, at dette skal gaa ud over Ægteskabet? Mennesker, som bare lever i og med Kjærlighed (underforstaaet Kjøns- livets), de opøver en Uro, som maa have Ombytte, og jeg for min Del kjender intet latterligere og sørgeligere end hin ægte franske Model for Samliv, en Mand eller Kvinde, som altid bejler eller bejles til, som søger at "fornye" sin "Kjærlighed" i samme Ægteskab eller i forskjellige, og endnu graa og matte stusser sig og opper sig for at gjøre Indtryk! Maa jeg saa bede om Mennesker, der holder af hverandre i Naturfællesskab og blir ved i Kjærlighed til Opgaver og Barn, kjæmpende, kanske lidende sammen, saa sejrende, saa glade sammen, - de skal just ikke tænke paa at "bejle" til hverandre, saa lidet som paa at forlade hver- andre. For disse blir Hjemmet Hovedsagen, - et Ord, som ikke findes i noget af Deres Brev. Men er vi først enige om, hvor Fremgangslinjen gaar, at Indøvelse i Troskab selvfølgelig er det højeste for Slægten, at Hjemmets faste Grund er uundværlig for den; er vi først enige om, hvad som er de flestes Ideal, de bedstes Liv, hele Mennesketogets Retning, ... lad os da huske, at ligesom Maal og Moral for mange er blet det naturlige, som de ikke længer tænker paa, - er de for andre en uophørlig Kamp. Unge Mennesker, som ikke taaler at vente paa Fuld- modningsalder og paa hele Forhold (og de stakkars Gamle, som aldrig mister sin sanselige Uro!) - lad dem indrette sig, som De foreslaar! Det er dog en Fremgang fra det, som nu er. Er det nødvendigt at sige mere om det? - - Hvad Ægteskabet som saadant angaar, skal jeg tilslut faa gjøre et Par Bemærkninger: 1) Det strider mod Virke- ligheden at sige, at alene Kjærlighed gjør Ægteskabet; vi faar vedstaa, at gjensidig god Vilje ofte viser sig at være nok. 2) Formen for Ægteskabets Bekjendtgjørelse - den være saa lind og liden som mulig -, det maa stemples som uhæderligt at omgaa den. Intet Ægteskab bør kunne ind- SIDE: 184 gaas, som er stridende mod Ærbarhed og Lov, ingen maa narres, al Slags Tvetydighed maa gjøres umulig; Følgerne for Slægt og Samfund af Ændring i Arvevilkaar og Stilling eller Følgen af Barn kræver ogsaa, at Forholdet gjø- res offentligt. 3) En Ægteskabsformel paa fem Aar, tre Aar, to Aar "med Adgang til Fornyelse", ... hvad er det andet end et ørkesløst Dogme, naar Skilsmissevilkaarene vitterlig løser alle Ægteskab, som er umulige? Meningen er dog vel, at Parterne gaar til Ægteskab for Livet? At de selv tror, Pagten skal vare for Livet? Er det ikke Meningen, gifter de sig virkelig bare for to eller fem Aar, da faar de intet civiliseret Samfund til at assistere gjennem sine Embedsmænd eller i sin selskabelige Godkjendelse. Troskab er Samfundets øverste Kraft, Forholdet mellem Kjønnene er Troskabens stærkeste Indøver, og den er igjen Vilkaar for Indøvelse af Barnenes; - Samfundene slipper aldrig Kravet paa helt Ægteskab! Saaledes har Slægten vundet al moralsk Kraft, den ejer, de stærkeste afgjør det. Var det ikke saa, da havde alene Øjeblikkets Barn Glæde i Livet, ikke de længstskuende og længstrækkende. Jeg slutter med at indrømme Dem, at vi er mere enige, end jeg forstod i mit første Brev; jeg tror, vi skal bli det endmere, naar De har udtømt alle Deres Grunde for "Fri- hed", og jeg har ordnet dem efter deres Plads i Slægtens Fremgangslinje. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 189 Bjørnstjerne Bjørnson Hedemarken. ("Verdens Gang", 5. Oktober 1891.) Dengang i det absolute Vetos Dage, da det store, rige Hedemarken sa sig løs fra alle Højres Planer og fra Højres Frygt tillige, da saa vi alle, hvem som vilde blive Herrer i Norge. Kunde Embedsmænd og Grosserere ikke faa med sig Storbønderne, den sidste Magt det havde at bejle til, da gik Vejen bort fra halvsvensk Embedsstyre til rent norsk Selvstyre. Dengang vor første Mand svigtede, stod Hede- markens Bønder fast; det Foredøme, de derved gav, bidrog stort til, at Stillingen kunde holdes og Venstre atter naa Magten. Men saa længe vi har havt Grundlov og Valgret, har intet Amt gjort Venstres Sag en Tjeneste, som den Hede- marken har ydet os iaar. Med Undtagelse af Bergen har overhovedet ingen Valgring i Landet nogensinde havt den Betydning for Udfaldet og dermed for Folkets politiske Fremtid som Hedemarkens dennegang. Nu skjønner alle, at vil Hedemarkens større og mindre Bønder yde Arbejderne Retfærdighed, ser de sin egen og Statens Tryghed netop deri, da er dette Foredøme i Læng- den ikke til at staa imod for de andre Amters Bønder; det er mere veltalende end hundre Folketalere og Blade. Og vi, som tror paa det norske Folk, vi ved, at dermed vil vi være sparet for oprivende Kampe; derved er vi ledet ind til Undersøgelse og billig Tænkemaade, og paa den Vej klares Overgangens Vanskeligheder for Husmændene frem- over til Selveje og frit Arbejde. Politisk vil et Samfund af store og smaa Jordbrugere (med deres Familier) bære alle kommende Valg; ti da har disse faat de samme Fordele. Derved vil de faktisk tilsammen blive den politiske Tryg- hed, som alle nu leder efter. SIDE: 190 Vi tror, at Stortinget allerede i de kommende tre Aars Arbejdstid vil lage det saa, at denne Fremgangslinje slaas fast. Vi tror, at i samme Tid blir de ogsaa løste, de Vanske- ligheder, som endnu er igjen i Forholdet til Sverige. Har Hedemarken med et saa knusende Flertal sagt, at norske Sager skal afgjøres af Nordmænd, da kan ingen forstandig Politiker længer tro, at et Flertal af Nordmændene hernæst kommer til at sige noget andet. Lad saa Afgjørelsen komme jo før jo heller! Det svenske Folkeparti, der nu som i gamle Dage sender os det Bud: "vi vil ha Fred med Nord- mændene", de skjønner nu Vilkaaret. Hvem er det, som vi fremfor andre skylder denne Hedemarkens klare, lyse Tale ud af Tro paa Frihed og Folk? Hvis Røst kan høres over alle de andres i dette tusenstemte Kor af norsk Vilje og af Redebonhed til at gjøre Ret? Hvad for en frejdig Aands- magt, munter i Modgang som i Medgang, har fundet Hede- markingens Hjertelag og har gjort Sejren der saa frisk? Det er Ole Arvesen. I en Menneskealder har han holdt Folkehøjskole i Hus og Blad og utallige Møder Amtet over. Skal vi sige, at han som en selvgjort Hedemarkensal [fotnotemerke] har rodet i snart sagt hver Gaards Sædejord? Eller skal vi alene sige, at han har været uopslidelig paa Færde som en Tømmerfløder fra Solør for at faa det til at glide, det store Stæng af Frisind og Godvilje, som disse brede, lyse Bygder har alet - og maatte ale? Jeg skal ikke tage hans Del ud; jeg skal ingen for- urette af hans mange udmærkede Medarbejdere i hver Bygd og udenfor; men det tør jeg dog paastaa, at sender Hedemarkingen ikke ham frem denne Gang, saa er det som de hænger op Lamperne og sætter Lys i Stagerne, men betænker sig paa at tænde. Først hans Navn vil give den lysende Forklaring indenfor og udenfor Landsgrænsen. Og saa er det en Taknemlighedsgjæld. Bjørnstjerne Bjørnson. Fotnote: En telemarkisk Plog. SIDE: 191 Bjørnstjerne Bjørnson Hvad jeg sa og siger. ("Dagbladet", 8. Oktober 1891.) Den underlige Paastand, at jeg har ændret Standpunkt i Forholdet til Sverige, fordi jeg fandt Tiden kommen til at ta et Steg frem; eller den bevidste Usandhed, at jeg heri lød Ordre fra Rusland, eller endog fik Penger for det fra Rusland; eller den ligeledes bevidste Usandhed, Højre nu i en Menneskealder har forkyndt, nemlig at jeg hader Sverige - derom agter jeg ikke at skrive. Men de to Udlændingers Samtale med mig, som saa meget Sludder er laget over, gir mig Lejlighed til at slaa fast, hvad jeg synes ikke er kom- met nok frem i Dagens politiske Ordskifte, - nemlig: at vi ogsaa gagner Sverige, naar vi herefter blir to om Udenrigspolitiken. Begge ansvarlige - lige fra den aller- første Indledning til en Aftale med en fremmed Magt og til Sagens Forelæg for svensk og norsk Regjering. Det var dette, jeg gjorde de to kroatiske Repræsentanter i Ungarns Rigsdag opmærksom paa. De troede, at vort Krav paa norsk Udenrigsminister betød Unionens Opløsning; det betød Unionens Befæstelse, svarte jeg. Baade fik Nordmændene derved fuld Selvstændighed inden Foreningen, og var det til Sveriges eget Gagn, at vi blev to om Ansvaret udadtil. Jeg oplyste de Fremmede om, at Sveriges Grundlov ikke byder fuld Sikkerhed for Kontrol med Udenrigspolitiken, mens den norske, naar vi faar egen Udenrigsminister og Grundlovens § 28 mister sin Indskrænkning (Forslag herom vil fremlægges paa første Ting), sikrer den mest udstrakte Kontrol, til Fordel for begge Folk. Jeg oplyste dem om den Fare, vi svævede i, saa længe vi for Eksempel ikke var aldeles trygge for at drages ind i SIDE: 192 den mulige Krig mellem Tyskland og Rusland (og begges Allierede). Nordmændene vilde under ingensomhelst Om- stændighed ind i nogen saadan Kejserkrig, selv om Unions- kongen havde engageret os; vi tog heller alle Farer, som fulgte af Unionens Sprængning. Herfra gik vi saa ind paa Spørgsmaalet om Voldgift og Fred; de smaa Folk maatte senere eller tidligere opløse sine Hære. Jeg mente, at her havde det norske Venstre en Særopgave, som det maatte prøve at faa det svenske Folke- parti til at dele. I andre Nationer skulde vi se Brødre, ikke Fiender; vi skulde tro paa Freden og Fredens Midler, istedetfor paa Krigen og Krigens Midler. Som Bevis gav jeg dem vor Stilling til Rusland. Ønsket Rusland en isfri Havn hos os for Transitvarer, og ønsket det en Jernbane til denne Havn, saa var det vor Skyldighed at tjene dem, naar baade Havnen og Jernbanen vedblev at være vor og stod under vort Styre. Paa samme Maade, om de fattige Finlændere ønsket en Ret til at drive Fiske, som vi (NB. uden Tab for os selv) kunde unde dem, - hvorfor skulde en Streg paa Kartet gjøre Ende paa den Næstekjærlighed, vi overalt er skyldige? Med andre Ord: jeg sa det samme som i Fortalen til Arnoldsons Fredsbog, og som jeg blev behandlet saa raat for. Dette skal jeg nemlig gjenta og gjenta, til det blir norsk Folkemening. Ikke for russiske Penge, men som en fremsynt Mand for min Samvittigheds Skyld. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 193 Bjørnstjerne Bjørnson Vor uærlige Religionsundervisning. ("Dagbladet", 16. Oktober 1891.) Paa vore Skoler læres i den ene Time, at Verden blev skabt paa 6 Dage; i den andre, at den blev til i Millioner af Aar; i den ene Klasse, at disse seks Dage egentlig er seks Perioder; i den andre Klasse, at i det mindste Jordperioderne er helt andre baade til Indhold og Tal. I den ene Klasse læres Fuglene at være skabte før "Markens Kryb"; i den andre det stik modsatte. I den ene Time læres om Synd- floden, Noæ Ark og Regnbuen; i den andre Time svinder disse Lærdomme ind til Fabler. I den ene Klasse læres, at Verden har begyndt i Fuldkommenhed, i den andre, at den har begyndt i Ufuldkommenhed. I den ene Time, at der er en Himmel ovenover Jorden og et Helvede nedenunder; i den andre Time, at der intet Ovenover og intet Nedenunder er; Jorden svæver frit i det uendelige Rum. I den ene Time læres, at Sol, Maane og Sjerner er smaa lysende Væsener til Tjeneste for Jorden og skal i Tidens Fylde falde ned paa Jorden; i den andre Time læres, at Jorden hører til de mindste Kloder i et Solsystem, og at Jorden med sin Maanebane omkring sig kunde rummes næsten to Gange i Solen. Der læres, at af slige Sole er der ikke én, men utallige. Selvfølgelig kan det ikke undgaaes, at vore Børn og vor Ungdom allerede paa Skolen heraf fanger løs og letfærdig Tvil, og at denne æder sig ind i deres Moral. Og dette saameget grundigere som deres Tro paa Reli- gionslæreren helt eller delvis forliser. Læg Mærke til, at i den Alder blir alt til personligt Forhold. Baade Barn og Ungdom fæster sine gode Forsæt, sin Vilje ved den, som har lært dem, hvad som er ærefuldt. Det er saa at sige i dennes Navn, at de baade tror og handler. SIDE: 194 Gaar vi nu over fra Religionens Naturlære til dens Dogmelære, saa møder os først det mærkelige Forhold, at man lærer Barn, hvad Barn umulig kan skjønne, og blir ved med dette Slægt efter Slægt. At forklare Barnene Guds Almagt, Allestedsnærvær og Alvidenhed; at gjøre ham kjær for dem ved at fortælle om hans endeløse Godhed og derved lidt efter lidt sætte Barnet i Forhold til ham, det gaar let, og det er bare til Velsig- nelse. Men at forklare Barnet Guds Godhed saaledes, at han lod sin uskyldige Søn dø for vor Skyld? At forklare Bar- net, at den algode Verdensstyrer har et evigt Helvede i Baghaand? Eller at gjøre tydeligt for Barnet, hvorledes Tre er En, og En er Tre? Eller lægge ud for Barnet om Gudsmennesket, som kan korsfæstes og dø i sin ene Del og leve uforanderlig evig i sin andre? (Om "Saliggjørelsens Orden" vil jeg ikke engang tale; mange Voxne skjønner ikke den.) Men selv om denne Dogmelære lægges over fra Barn- dommen til Ungdomstiden, . . . gaar det an som hidtil at lade, som der slet ingen Tvil er om noget af alt dette? Lade, som vi ikke alle ved, at Eleven faar høre Tvilene - allerede paa Hjemvejen? Paa Skolen lærer Barnet, at Budene blev aabenbaret paa Sinai; udenfor høres, at Budene alt findes skrevne tusen Aar før i Egypternes Dødsbog og har været alle Folks Lov, som naaede frem til ordnet Samfund. I Skolen læres, at Budet: "Hvad du vil, andre skal gjøre mod dig, det gjøre du mod dem" (og de øvrige Kjærlighedsbud) er os aaben- baret ved Jesus. Udenfor hører de, at Budene findes skrevne 600 Aar før af Thales i Grækenland, 500 Aar før af Konfutse i Kina, 398 Aar før af Aristoteles, noget senere af Isokrates, samtidig med Jesus af Jøderne Hillel og Filo, af Romerne Cicero og Seneca osv. osv. Paa Skolen hører de, at Bibelen er Guds aabenbarede Ord; og hvis de ikke hører det paa Skolen, saa hører de det udenfor, at ogsaa de herlige Vedasange, Taoteking, Manu Bog, Alkoranen er aabenbarede, bare at Gud her har et andet Navn. Paa Skolen lærer de om Helvede og Djæ- velen; udenfor lærer de, at derom vidste Jøderne intet, før de kom sammen med Perserne. Paa Skolen lærer de om Englene; udenfor lærer de, at derom vidste Jøderne intet, før de kom sammen med Assyrerne. Paa Skolen lærer de, at Jesus var "Frelseren", "Midleren"; udenfor lærer de, at det var ogsaa Osiris, Mitra, Krischna, Guder som Jesus. SIDE: 195 Paa Skolen lærer de om Jesu Fødsel af en Jomfru; udenfor lærer de om tyve andre før ham, som ogsaa fødtes af en Gud og en Jomfru. Paa Skolen lærer de om hans Opstan- delse; udenfor lærer de, hvor udbredt Troen paa store Mænds Opstandelse dengang var, hvorledes de nemlig efter Døden oftere synte sig for sine Venner. Med andre Ord: er det forsvarligt længer at lære Ung- dommen det ene og fortie det andre? Kan ikke paa den Maade, Religionsundervisningen, som bl. a. skulde lære Ungdommen Vederheftighed, føre dem ind paa Tvety- dighed? Naar det gjælder det gamle og det ny Testamentes Skrifter, deres Alder, Forfattere, Indskud, Ændringer, Mod- sigelser, - var det ikke varsomt ogsaa da at fortælle Ung- dommen en Del om disse Forskningens Paastande og at gi Grundene imod dem? Jeg tilstaar, at i Længden maatte det gaa ud over somme af Dogmerne (dem Nordens Kristne endnu holder uomgjængelig fornødne for Gudsforholdet); - men mon ikke selve Gudsforholdet til Gjengjæld blev saa meget oprigtigere? Mon det ikke blev bedre værget mod Grundstød? Jeg tilstaar endvidere, at naar Ungdom- men fik fuld Kundskab, valgte mange at sige sig løs fra Kristendommen. Alt vel overvejet: - skulde ikke dette være bedre? Enten ærligt og helt Gudsforhold eller intet? En Lærer, som ved aaben Fremfærd bevaret Elevernes Agtelse, gav dem i alle Fald et ypperligt Foredøme paa Sanddruhed og Mod. Hvem tviler om, at dette vilde gi stærkere Grundlag, end en Tro gir, som er ormædt af Tvil, - endsige løssluppen Haan over baade Lære og Lærer? Jeg er endnu ikke færdig. Det, som er igjen, vil mange endog finde at være det vigtigste: Lærervalget. Den religiøse Kundskab er ment at være Anvisning paa evigt Liv i Salighed. De samme, som mener dette, ansætter til Lærere i Religion hvemsomhelst, der har Examen og er uberygtet! Er det virkelig givet, at enhver uberygtet, examineret Mand eller Kvinde er en tilforladelig Lærer i Religion? Og er Kristen? Eller er det ikke meget mere at forraade Barnene, naar man saaledes overgir dem til Slumpelykken? Og de stakkars Lærere og Lærerinder? Ved slig slø Fremgangsmaade narrer man dem jo ind paa Veje, de senere kan finde falske nok, men som de ikke uden Fare for sig og sine mere kan forlade. SIDE: 196 Først aabner Staten et Kursus i Religionskundskab for - jeg ved ikke, hvor mange tusen Seminarister af begge Kjøn, og herunder forties, hvad som kunde lede dem til Valg. Ikke fuldt saa galt med Presterne; de faar under sit teologiske Studium i alle Fald et Indblik i den fri Forsk- nings Metode og Væsen. Men for begge Parter gjælder det, at saa længe Lærerseminariet og Universitetets Præste- seminarium ikke gir hel Undervisning i Religionernes Hi- storie, i Moralens Udviklingshistorie og adskilligt af det tilliggende, og vel at mærke: frit for teologisk Paatryk (altsaa ikke gjerne ved Teologer), saa længe er det teologiske Studium en Musefælle for Samvittighederne. Ingen kan undlade at holde Staten ansvarlig for disse Menneskers videre Skjæbne, Seminaristernes som Presternes. Eller er det ikke saa, at den, som siger til de unge: "Kom hid, gaa ind paa denne min Bro, den er sikker, jeg inde- staar derfor, du behøver ikke selv at undersøge den," - er det ikke saa, at den ogsaa er ansvarlig for dem, som falder i? Kan Staten virkelig svare: "Dermed har jeg Ingenting"? Og naar vor Skoleungdom klager, den, som Staten be- drog baade i Kundskabsmeddelelse og Lærervalg, - kan Staten da svare: "Dermed har jeg Ingenting"? Sandt nok, Staten burde Ingenting ha med det. Reli- gionsundervisningen ved Preste- og Lærerseminariet som ved Skolerne er udelukkende Menighedens Sag; Staten er en upersonlig Indretning udenfor alles Tro. Men som det nu er, har Staten Ansvaret for, hvordan det gaar. Baade er den skyldig at hjælpe hver Prest eller Lærer, som det brister for, over i anden Sysselsættelse (og underholde ham eller hende, til dette kan ske) - og er den skyldig at faa Religionsundervisningen ordnet, saa den blir ærlig. En af Følgerne af, at Staten nu maa gjøres ansvarlig, er imidlertid den, at ogsaa denne Sag blir en Partisag. Alt, som rører ved alles (og Staten er alles), blir let til Partisag. Rejser nogen Krav som de ovenfor fremførte, saa paastaar Højre, at det bare sker, fordi Venstre er ugudeligt; de orto- doxe Kristne paastaar, at alle, som klager, er Sekterer eller Fritænkere. Derved taber Kravet sin fulde Virkning. Men det burde være alle bra Mænds og Kvinders. Religions- undervisningen bærer en stor Del af Ungdommens Moral- begreb, former selvfølgelig en stor Del af Borgernes An- svarsfølelse. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 197 Bjørnstjerne Bjørnson Mit "Had" til Sverige. ("Aftonbladet" Nr. 273 (Stockholm), oversat bl. a. i "Dagbladet" 26. Nov. 1891, "Pol." 26. Nov., "V. G.") I godt og vel en Mandsalder har jeg været med paa i Sang, Tale og Skrift at frigjøre Norge for svensk Protektorat, og hele denne Tid har jeg "hadet" Sverige. At tilbagevise svenske Paastande om Overhøjhed var, da jeg begyndte, aldeles det samme som at "hade". At pro- testere, naar den norske Konge optraadte som norsk Parti- mand, var, noget senere, det samme som at "haane" Sve- riges Konge. At frabede svensk Indblanding i norske Anlig- gender var "Foragt" for Sverige osv. osv. At fordre "rent" norsk Flag var at paastaa, at de svenske Farver gjorde det "urent". Endnu for nogle Aar siden, da jeg talte til norske Arbej- dere, som faktisk troede, at de var højlig afhængig af Sverige eller rent ud halvvejs Svensker, og jeg sa dem, at Landet omkring dem ikke var svenskt, men norskt, deres Ansigter, deres Tanker ikke svenske, men norske, saa var dette "at gjøre Svensk til noget ringere end Norsk". Naar jeg nylig sa og skrev, at vi maatte være forsigtige og ha vore Sager i Orden, naar vi aabent vil arbejde for fuld Ligestillethed med Sverige; ti der fandtes et "stor- svenskt" Parti, som nok kunde ha Lyst paa os (hvilket jo Marcellus's Statskupforslag og nu sidst Hr. Åkerhjelms Tale har lagt for Dagen), et "storsvenskt" Parti, som under en eventuel europæisk Krig ogsaa kunde faa den ønskede An- ledning, i Særdeleshed om det lille Norge vægrede sig mod at gaa med paa Alliance. Naar jeg har sagt og skrevet saadant, hvad en norsk Patriot knapt kunde eller burde undlade - saa var det at "ophidse" mod Sverige. Naar jeg offentliggjorde en Række Opsatser for et Par Aar siden under Titelen "Tiggerposen" ("Norge er en Tig- SIDE: 198 gerpose paa Sveriges Ryg"), og i disse Opsatser hævdede, at Norge skulde staa paa sine egne Ben, ha egne Konsuler og eget Styre for sine udenrigske Anliggender - saa var alle- rede Titelen "opviglende". Dette sidste vil jeg tale om og derved svare paa alt. Ja - er det "opviglende" at slaa Allarm for en stor fædre- landsk Sag og derved vælge Ord, der vækker, da har jeg Uret i hele min Taktik. Men just i disse samme Opsatser har jeg forkyndt, at jeg ved, at Sveriges Bønder og Borgere vil os vel og med gode Øjne ser paa vor Kamp. For at være saa meget sikrere paa aldrig at tale ilde om eller fornærme det svenske Folk har jeg fundet paa at bruge Ordet "stor- svensk" om alle dem i Sverige, som vil ha Overhøjhed over os. Jeg brugte just Ordet "Tiggerposen" om det af den Grund. Saavidt jeg selv ved, har jeg ikke en eneste Gang digtet, skrevet eller talt uhøfligt eller endnu mindre hadefuldt om det svenske Folk. Hvorfor skulde jeg det gjøre? Jeg holder jo af det og har nogle af mine bedste Venner i Sverige. Men under en saa lang og ofte haard Kamp (kom ihu, gjennem vel en Menneskealder!) kan der jo falde Ord, som er for skarpe eller som kan mistydes. Blot nu ikke de Mænd, som anklager mig herfor, har gjort sig skyldige i det samme -? Den norske Højrepresse, som citeres, har i Aarenes Løb faat mig til at være letfærdig, hyklerisk, løgnagtig og hadefuld, opviglende, ja, til en Morder og en Fædrelands- forræder . . . . og da staar ikke meget tilbage at sige. Dette har den svenske Højrepresse ikke forsmaaet at trykke op; den har heller ikke forsmaaet at øge det med sit eget. Ligger det da fjernt at tro, at om jeg iblandt har anvendt for skarpe Ord (eller Ord, som kunde mistydes), saa har de andre overdrevet dem og forvrængt dem, saa at det, jeg er blet dømt paa, ikke er mit, aldrig har været mit og aldrig kunde være det. Jeg siger "aldrig kunde være det". Jeg er nemlig ingen vanlig politisk eller journalistisk "Sjauer"; jeg deltar hver- ken for Løns Skyld eller for at naa noget i det politiske Liv; der maa findes andre Drivfjære end de, som afføder Professjonistens Jargon eller Ophidsningens Stikord. Man maa komme ihu, at det er mig, som forsvarer det samme SIDE: 199 Højreparti inden Venstre; det er mig, som uafladelig fast- holder, at endog Højre er et velmenende, fædrelandsk Parti. Jeg har, efterat jeg begyndte at tale for det, som senere blev Venstres Program, holdt femti - 50 Foredrag. Ikke i et eneste har jeg gjort et bittert Udfald mod Højre eller Højres Mænd. Hvorfor skulde jeg da gjøre det mod Sverige? Sverige er mig ikke saa nær ind paa Livet; jeg forhaanes og be- lyves ikke daglig i Sverige. Jeg har tat endel lidet vakre Ord om mig i "Vårt Land" som Anledning til denne Redegjørelse for et personligt For- hold. Da mit Navn for mange staar i Forbindelse med Norges nationale Kamp og jeg ikke vil, at det paa nogen Maade skal staa ivejen, saa haaber jeg, at man ikke mis- kjender mit Forhold. Jeg anser "Vårt Land" skyldig at ta ind, hvad jeg her har skrevet; jeg sender det ikke direkte af den Grund, at jeg vil sikre mig en Vens rigtige Oversættelse og Aftryk. Men jeg anmoder ogsaa andre svenske Blade for Sagens Skyld at være af den Godhed at ta det op. Har de stun- dom gjort mig Uret, saa kan det ikke skade en Gang at gjøre mig Ret; og har de bestandig tidligere gjort mig Ret, saa gjør de det naturligvis en Gang til. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 200 Bjørnstjerne Bjørnson Hr. Emil Stang. ("Dagbladet", 2. December 1891.) Det er jo saa, at ingen kan tro, jeg er enig i alt, som skrives i det Blad, jeg har den Ære at skrive i selv. Men det kan jo hænde, naar noget idelig gjentages, uden at det modsiges, at jeg da paa en Maade blir medansvarlig. I dette Tilfælde vil jeg løse mig fra Medansvarlighed for Omtalen af Hr. Emil Stang. Jeg er enig i den Paavisning af Tvetydighed, som oftere her har været gjort, naar det gjaldt hans Embedsudnæv- nelser, Ordskifte, Politik. Jeg tror med "Dagbladet", at han er for meget af en norsk Jurist; at han baade selv bruger Prokuratorforedraget og har Ansvar for dettes Udskejelse til allehaande Kneb og Skumlerier i den Presse, som staar ham nærmest. Dette sidste er ikke til at undskylde og viser med Be- stemthed, at han ikke har nogen særdeles fin Ansvarsfølelse. Staar to Hensyn mod hverandre, Retskaffenhedshensynet og Betimelighedshensynet, saa vælger han det sidste, eller rettere: han lar det vælges. Men at gaa saa langt som til at sige, at han bare er en Jurist eller "Prokurator", det er uretfærdigt. Han er mere af en Statsmand end hans højtbegavede og i Meget saa ædle Far. Han følger anderledes alsidig med, er en smidigere Aand, har et jevnere, naturligere Lag i Omgang med Med- og Modstandere. Faderen var en glimrende Blan- ding af en videnskabelig Tænker og en stor Advokat; Sønnen er en praktisk Natur med skarpt, koldt Øje og behændigt Lag for at haandtere Sager som Personer. Det siger sig selv, at i Statsstyrelsen maa det sidste række længer end SIDE: 201 det første, især naar det er underbygget af Dannelse og Menneskekundskab og megen eksakt Viden. Men hans Menneskekundskab er pessimistisk, hans Viden smaaliggjort af Partibruget. Han er nemlig ingen uafhængig Natur. Hans Far, engang saa frisindet, fangedes ind af Asche- hougs besnærende Lære. Det var efter det Knæk, han gav sig selv ved at svige Birch-Reichenwald og Ketil Motzfeldt, da de stod paa Vagt for vor Ret, - svige dem og trænge sig selv frem, utvilsomt vildledet af personlig Krænkelse og stor Overtalelse. Han var en meget forfænge- lig Mand. Sønnens dybe, helt opofrende Kjærlighed til Faderen lod ham ogsaa dele dennes Omvendelse. Den skulde i Tidens Løb koste Faderen hans Stilling som Norges første Mand, Sønnen hans Ministerium. En friere Aand, en mere højbaaren Natur havde bjerget og videt det Grundsyn, som til da var hans Fars og hans egen Ungdoms (jeg ved det fra vor Omgang). Da hadde han utvilsomt ogsaa bjerget Faderens. Denne var i For- holdet den kvindelige Part, ofte ejendommelig for fine Naturer. Sønnen hadde den største Indflydelse over ham. Erik Vullum har skrevet, at den Welhaven'ske Linje i det Nationale, den, som aandeligt vilde fastholde Danmark, skjød naturligt over i den svensk-norske Sam- røringspolitik. De, som var med i Femtiaarene, ved, at dette er sandt. Hine Skandinavismens glade Dage, da Karl den Femtende kom til - først som Vicekonge og Prinsregent, endelig som Konge - med højtflyvende Planer og stor- mende Personlighed, var man vitterlig inde paa et Forsøg. Det er ogsaa sandt, at denne Samrøringens Opgave senere og paa en anden Maade blev Frederik Stangs, og at det er den samme, som Sønnen nu har villet gi en usikker Forlæn- gelse, omtrent som de Prikker, der afløser paa Landkartet den færdige Jernvej og viser, hvor den videre er planet eller endog under Arbejde. Jeg tør ikke nægte det. Selv Frederik Stangs affekterte Sprog var præget af Danskens Paavirkning i Ungdoms- aarene, og denne Paavirkning kunde jo, da Omstændig- hederne hadde ført ham til Tvil, gjøre ham mere bekvem for den Aschehougske Opgivelseslære i Forholdet til Sve- rige. Men jeg fastholder, at ligesom Advokat Dunker i sine senere Dage frigjorde sig aldeles, saaledes var Frederik SIDE: 202 Stang i sin Grundlovslære som i Komiteen af 44 saa frisindet og saa norsk, at Folket satte det største Haab til ham. Han var paa det allerbestemteste mod den Vending, som det holdt paa at ta i 1856, 57 og 58. Han var ikke Skandinav saa lidt som Sønnen, og Skandinavismens Evne til at smitte Politiken var dem begge en Vederstyggelighed. Først den personlige Oplevelse, Faldet, lod Aschehoug vinde. Dennes Lære var den sikre, tykstregede Vei fra Danske- tiden ind i vor Lydrigefantasi. Skandinavismen efter sit Nederlag omsat til Samrøring med Sverige. Dens praktiske Forsøg i Lovfortolkning og Lovgivning. Her kom som af sig selv det store Skille - ikke mellem Norsk og Unorsk (som det ofte er sagt), men mellem Tro og Tvil. Da Frederik Stangs lyse Tro paa vort Folk mørknedes i hans Fald, var Sønnens just ikke skikket til at gi den ny Kraft. Dertil har den selv altid været for tynd, og hans rørende Kjærlighed til Faderen lod ham ikke engang se tydeligt, dengang da det stærkest gjaldt; nemlig da Unions- komiteen nedsattes - med Aschehoug til Formand! Men holder vi fast, hvad som voldte, at Emil Stang snevredes ind af en Skole og blev den afhængige Højre- mand, bunden af alt foregaaende, nødsaget til at slæbe gamle Fejltagelser videre, ja, saa langt, at det yngre Følge nu stopper op og vil ikke længer med, ... holder vi fast, hvad som voldte dette (i hans Natur, Omgivelse og arvet Politik), og maa vi af den Grund minke hans Maal som Statsmand; maa vi bestandig tænke paa, hvad det vilde ha været for en Vinding for det hele Land, om Føreren hadde uafhængiggjort sig selv og Partiets dueligste Kræfter - saa skal vi heller ikke glemme hans Ros. Det Parti, han tog imod, var slaget, opfanatiseret og vildt. Han har lært det Taalmod og Taktik. Han har vundet ind hver liden Fordel for det, som en klog Krydser kunde naa. Han har bøjet deres taabelige Trods, samlet dem ind under ubrødelig Disciplin og gjort dem til et parlamentarisk Parti; med andre Ord, han har for- staat sit Kald og sin Tid bedre, end hans Far gjorde, bedre end Højrepressens Ledere, bedre end nogen af Partiets Førere forresten. Han faldt ikke af Mangel paa Dygtighed, han faldt, fordi den Politik, han tjente, ikke kunde bære længer. Ligesom Jernbroen ved Mönchenstein hadde den en Konstruktionsfejl; "engang maatte den Tid SIDE: 203 komme, da der bare behøvedes et lidet Stød - f. Ex. en større Togfart end den vanlige - for at det hele skulde ramle". Men som Partifører har han vist Evne i den vanske- ligste Tid, Højre har gjennemløbet. Det gaar ikke an at frakjende den Mand Statsmands- dygtighed, som har holdt et saa uensartet Parti sammen under et Tilbagetog. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 204 Bjørnstjerne Bjørnson Svensk grannlagenhet. ("Dagbladet", 8. December 1891.) Der er vist faa Nordmænd, som har talt med patri- otiske Storsvensker om Norges og Sveriges Forhold, uden at de har stødt sig paa svensk "grannlagenhet". Den er ømtaaligere end Prinsessen paa Ærten og mere allesteds- nærværende end Tobak. Især hvis der drikkes svensk Punsch til Samtalen, er det, som den stiger op af Flasken og blir farligere for hvert Glas. Men den stikker ogsaa i storsvenske Blækhus. Naar den gamle Kjernekarl, S. A. Hedlund, har svaret en Nordmand en halv Spalte, kan grannlagenheten rent ud ikke længer dy sig, men hopper op af Blækhuset og er fornærmet. Den har det ved sig, at den altid er fornærmet. Mere sær har ingen gammel Snerpe været. Det, som Hr. Hedlund nu har fundet ogrannlagent, er, at jeg ikke tror, Sverige er stærkt nok til at protegere os. Og det er sandt, saa ogrannlagen er jeg. Ligeover- for et Angreb i Finmarken kan Sverige ikke engang hjælpe os, end sige protegere os. Imod vor eneste Fare kan Sve- rige intet, rent ud intet gjøre, mens vi under et russisk Angreb paa Sverige kan være dette til Hjælp. End mere ogrannlagent blir det, naar her nævnes, at England eller en anden Stormagt kan protegere os. Men her er det Storsvensken selv, som, pudsigt nok, blir den ogrannlagne; thi det storsvenske Mesterstykke af Politik overfor Rusland, Novembertraktaten (af 1855), be- staar i at undergi sig fransk-engelsk Protektion af Frygt for Rusland! En utrolig Fornærmelse af Rusland uden virkeligt Veder- lag; - man se paa den politiske Stilling i Øjeblikket! Hvad mig angaar, saa har jeg aldrig været saa ogrannlagen. Jeg har aldrig talt om engelsk Protektion anderledes end: - "skal Norge endelig gi sig under en SIDE: 205 anden Magts Protektion, saa gaar det til England eller Amerika; Sveriges hverken søger det eller taaler det." Med min Forstand kan jeg intet ogrannlagent finde i at tænke saa. Derimod har jeg ofte baade sagt og skrevet om begge Folk, baade det svenske og det norske, at de ligesom alle de andre smaa Folk skulde gaa i Forbund med de nord- amerikanske Stater, hvis de paa ingen anden Maade kunde fri sig ud af det europæiske Krigshelvede. Og det kan da vel siges uden ogrannlagenhet? Hr. Hedlund finder det endog mere end ogrann- lagent, at Norge tænker paa selv at prøve at greje For- holdet til Rusland; "det er at gaa bag Sveriges Ryg". Men naar Storsvensken, som vor Protektor, baade i Forholdet til Rusland som til de andre Stater naarsomhelst kan gaa (og vitterlig har gaaet) bagom Norges Ryg, saa er det naturligvis ikke ogrannlagent? Det er sandt, at Norge tænker at ta disse Ting i sin egen Haand; deraf kan Sverige bare ha Gagn. Vi er alt andet end nøjde med den Maade, vort Forhold til Rusland har været skjøttet paa af vore storsvenske Formyndere. - - "Novembertraktaten", siger Hedlund, er imod, hvad jeg her raader mine Landsmænd til. Novembertraktaten har ikke mere med det at gjøre end med Hr. Hedlunds Hustomt i Gøteborg. Brugen af en isfri Havn i Atlanterhavet for sine Transit- varer kan vi ikke nægte Russen mere end Svensken; det er naturligvis Vejen, Jernvejen til en saadan Havn, som det kommer an paa; Vej til isfri Havn har ikke Rusland paa hele denne Kant af Europa, og her kan vi være imøde- kommende; dette er Raadet, jeg har givet. I 1885 var Stor- tinget inde paa det samme; saa naturligt er det. Dette ligner ikke mere Russernes Optræden i Batum, end Russernes Optræden i Persien ligner deres Handel i Danzig. Batum blev afstaaet til Rusland 1878; det skulde være Fredshavn, men blev strax til Krigshavn. Men det er alene de løgnagtige norske Højreblad, som taler om Afstaaelse af norsk Havn. Vi andre taler om Jern- vej frem til norsk Havn for de Russer, som ikke har isfri Havn med Vej til. Vi andre mener, dette er ufarligt for os; men hvad Russerne nu bebuder, nemlig at lægge Jernvej frem til egen SIDE: 206 isfri Havn lige ved den norske Grænse, og gjøre denne baade til Orlogshavn og Fæstning, det er ikke ufarligt. Under de mange ugreje Sammenstød, som der er Lejlighed til, føler vi Frygt. Jeg ber Hr. S. A. Hedlund, at han ærligt hjælper mig med at gjengi dette som det er, og ikke laane sig til den politiske Ufordragelighed. Jeg ber ham lægge Godvilje til og tro mig paa mit Ord: jeg har ikke tænkt at være ogrannlagen mod Sverige; jeg har alene villet det bedste for begge Folk. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 207 Bjørnstjerne Bjørnson Synd og Sygdom. ("Dagbladet", 21. December 1891.) Dengang en Kristianiapræsts grove Usædelighed blev kjendt, vilde jeg bruge Lejligheden til at gjøre klart, hvor- ledes han (enten ved Arv eller Opøvelse eller ved begge) var et Bytte for det, man i gamle Dage vilde ha kaldt Be- sættelse. Han vaandede sig lige viljeløst under Attraaens Herrevælde som en Febersyg under Tørstens. Men jeg lod Lejligheden drage forbi; Kristianias mod- bydelige Præstedyrkelse kastede sig over "Verdens Gang" med Trusler og Had, fordi Bladet havde gjort sin Skyldig- hed og advaret Menigheden mod en farlig Mand. Havde jeg da skrevet, vilde det være blet misbrugt. Da saa den Unaturlighed, han anklagedes for, senere i den ny Kriminallov blev belagt med streng Straf, angret jeg, at jeg ikke under fredeligere Forhold havde taget Emnet op; ti efter mit Skjøn gaar det ikke an at straffe syge Folk. Dengang jeg forberedte mig for mit Foredrag om "Engifte og Mangegifte", gjennemgik jeg flere Bøger med Selvbekjen- delser og Udredninger af det herhenhørende; det gjorde et voldsomt Indtryk paa mig. Der er Uenighed mellem Læ- gerne om, hvorvidt Mennesker, som er gledne ind paa en kjønslig Afvej (der er jo saa mange), med Nytte for Sam- fundet kan straffes. Enhver, som kjender det foreliggende Materiale, kan derom gjøre sig en selvstændig Mening med samme Myndighed som Lægerne, og med større, hvis Evnen for Sjælegranskning er større. Havde jeg været Medlem af Stortinget under Ordskiftet om hine Paragrafer i Kriminal- loven, skulde jeg prøvet, om ikke Beviserne for, at slige Folk er uimodtagelige for Straf, maa blive overvældende. Man bør faa de mest nødlidende af Stakkarne ind paa Hospitaler for Nervesvækkede; man maa fjerne dem fra SIDE: 208 Stillinger, de kan misbruge; man maa i værste Fald spærre dem inde; men at straffe dem er baade faafængt og ondt. Herom vil der snart rejse sig Kamp. Naar bare de for- tvilede og rørende Selvbekjendelser af Læger og andre Ulykkelige blir bedre kjendte (de findes i Mængdevis og fra de forskjelligste Lande), saa vil Mennesker med Hjærtelag og sjæleligt Skjøn ogsaa her skille sig ud fra de juridiske og religiøse Professionister, der er saa opøvet i at dømme og har en slem Trang til at straffe. Denne sidste er nu ude igjen og kræver Lars Ofte- dal taget under Forhør til strengeste Straf. Men nu, da vi er blet vidende om, hvad for "Gebærder" (og andet) her er Tale om, kan der føres Bevis for, at Lars Oftedal er saa langt kommen i sin Udskejelse, at Straf vilde være meningsløs og ond. Jeg har aldrig gaat Arm i Arm med Lars Oftedal, og det undrer mig, at Mænd, som har gjort det, nu kaster sig over ham, naar han er falden. Allerede af den Grund synes jeg, Christopher Bruun burde ha tiet. Men skulde han endelig tale, saa burde han ha vogtet sig. Blandt andet, som han har sagt (og som andre har taget Sig af), fortæller han ogsaa, at Lars Oftedal har drevet Usædeligheds Synd i bare - 8 - otte Aar og har sluttet ifjor Høst!!! Selv nok saa uerfarne Folk, tror jeg, vil le af dette; jeg skal ikke her sige, hvorfor. Jeg vil heller med én Gang lægge frem, som jeg tror, det forholder sig. Lars Oftedal har fra tidlig Ungdom lidt af overordentlig stærk arvelig Drift; her foreligger mange Beviser. Utvilsomt er det netop Følelsen af denne Drift og dens overvældende Fristelser, som af Trang til Umaadelighed i det Hele, der oprindelig har drevet ham til at søge Gud, og heraf er saa engang blet et religiøst Forhold. Hans Kamp, hans Anger, gjorde dette Forhold dybere. Saaledes fra først af, da hans Forkyndelse fik Klang, og hans Per- sonlighed skabte sig Form. Men efterhaanden blev Synden, som stadig fornyedes, og Angeren, som ogsaa stadig for- nyedes, faste Forhold sammen med Gudsunderkastelsen. De to første belastedes af den sidste med sin Debet i den Kontrabog, Side op og Side ned, som han under endeløst Bønneforhold og i indre Nag og ydre Forhærdelse oprigtig førte med Vorherre; ti for ham løj han ikke. Selv kunde han umulig betale ham, vad han skyldte; men saa drev han paa de andre, at de skulde betale ham, hvad de skyldte; det var hans Maade at løse af paa. SIDE: 209 Han forstod det ikke saa, at Vorherre og han dermed var kvit; langtfra! Men han mente, at derpaa fik han af Guds uendelige og særskilte Naade Kredit, til den Tid kom, da han aarkede mere end nu. Han jamrede under Byrden og levede i den daglige Skuffelse, at engang skulde den bli mindre, - mens han stadig øget den. Alt det Grums, hans Sjæl levede i, laa paa hans Ansigt. Hans indre Uro gjorde ofte baade Tale og Handlinger onde; og det meget Gode i ham fik en Medvidenhed, som plaget ham selv og stødte os. Ligesom den stærkt forgjældede holdt han tilsidst ikke Regnskab; af gammel Vane skrev han altid op paa Debet- siden, men uden at gyse ved Summen og uden at lægge sammen. Henstand, Henstand, - og for at sikre sig den: altid mere hellig Iver, mere god Handling, mere Strenghed og Husbondsmyndighed paa Guds Vegne. Vil nogen maale, hvor langt han er kommen? Man behøver ikke at kjende til det fra medicinske Bøger; man behøver bare at huske, hvor forfærdelig farefuldt han levede og endda ikke kunde la være. Alle Medskyldige, alle Forførte, alle Berørte, som han ikke fik med sig, de mødte i hans Hus, i hans Forsamlingssal, i hans Kirke, paa Gaden, i Bygderne. Han kunde være forraadt hvad Dag og Time som helst, og endda kunde han ikke andet end la Faren vokse, altid vokse! Som den værste Dranker aldeles raadløs, aldeles vild, selvopgit. Og ham skal vi længes efter at straffe? Eller at skaffe "yderligere Oplysninger" om? Lad ham nu være! Men tal heller lidt om dem, som fulgte ham! Først om den Forkyndelses Art, som Pastor Olaf Holm har tegnet, og som tillader slige Blændværk iblandt os, Gang efter Gang. Dernæst om Mængden, de bedragne og bedragende, som sluger en slig Prædikant raa. Nu er Tiden inde for enhver, som fra Livet kan gi Bidrag; tilsammen maa det bli Bøger! Disse skal vi binde ind og skrive udenpaa: "Vor Skam". Deri skal vi faa et Glytt ind til det mest uvidende Folkelag borti Vestlandsbygderne, Strilelandets Havtrold og Fantaster. Folk saa forstandige i alt Verdsligt, at ingen Hestebytter lurer dem, men saa mystisk betagne, at de narres af den plumpeste Hykler. Naarsomhelst tar de Skarntyten for Sarons Rose. Urimelige Længsler uden Kundskab, selvlagede Grublerier over Snurrepiberier af SIDE: 210 uvirkeligste Slags, Aandsnød over et Skriftsted, som er galt oversat. Men der skal vi ogsaa faa se Egennytten, Forsynlig- heden forskrive sig til Vorherre som den sikreste, og vi skal høre Forkyndelsen aabenlyst skræmme dem til det, eller lokke dem sødladent til at spekulere i Gud. Intet Under, at de Vakte samtidig kan snyde sine Medmennesker, saa det forslaar. Vi skal knap kunne tro den grove Udvorteshed i For- holdet, at det frit kan forliges baade med Hor og Men- neskedyrkelse. Naturligvis kan de samme koldhjertet for- nægte alt og alle, som ikke er med. Ja, naar slige Kristne handler i størst Mangel paa Kundskab og Næstekjærlighed, tror de, at de er Gud behageligst. Men lad os endelig ikke over de bedragne og bedra- gende i Menigheden glemme dem, der er klokere end begge, de, som udmærket vel skjønner, at noget Pokkers er ivejen baade med Prædikanterne og Følget (og ved Lejlighed siger det højt) - men som har god Brug for begge. Beregnende, fanatiske Folk, som hjælper til for at ha Fordel af Prædikanternes Magt over Sjælene. Slige, som bygger Politik af Kirkesten og politiske Kneb. Forfarne Folk, - som nu gribes paa fersk Gjerning! De prøver for- standigen at gjemme sig bag Grums og Lort fra deres egne Sæder! Hvad de har bolet med til "Guds Ære", er nu blet Avismad for de Vantroende! Deres renskede Samvittigheds ømme Forsigtighed, deres Finfølelses kristelige Varhed, deres Vennelags Vellugt er nu over alt Land. Ægtheden, Skjønheden i deres Maal overgaaes bare af Midlernes. Deres Vaaben synes ikke svækkede af den Smule Rust fra Vennens Hjerteblod. Trafiken blir ved, og Troen paa den og dem, - - som den nu er steget her i Landet! Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 211 Bjørnstjerne Bjørnson "Egen Repræsentation". Hvad Storsvensken forstaar ved det og hvad vi forstaar ved det. ("Dagbladet", 20. Januar 1892.) Naar vi hører allerstormægtigste Stormester for Stor- svenskerne, Fader Bergström, i sin vante Overnaturlighed sende Bud til os fra det svenske Helikon, maa vi tænke paa, da Karl den Tolvte i Vrede over sine Undersaatter sendte hjæm sine Storstøvler fra Bender. Bergström kan umulig ha tænkt sig Virkningen av sine Udgydelser frygteligere i Norges Storting, end Karl den Tolvte tænkte sig Virkningen af sine Storstøvler, naar de pakkedes ud i det svenske Rigsraad! Han ser det hele Storting, det hele Norge ligge overende under Europas Haan og den blaagule Overhøjhed sikret for al Tid - og endda længer! Men det er ikke første Gang, at storsvensk Fantasi har raget et Stykke op over svensk Evne. Ej heller blir det siste; ti Karl den Tolvte er endnu ikke ganske død i Sve- rige. I deres private som offentlige Liv ser vi Stykker af den Daadstrang, som en stor Fortid opdrager i Ætlingerne, vi ser den som Spore til mangen Bedrift, mangen stolt Plan, mangt et bredt Karakteranlæg, - men ogsaa som Mangel paa Opgjør og Vederhæftighed. Ved "egen Repræsentation" forstaar Storsvensken natur- ligvis Storpolitik, "Storståt", Medejerskab i europæisk Storsvindel. Vi forstaar ved "Repræsentation" ikke det Gran mere end vore Konsulers daglige Stræv paa Verdensmarkederne og Lejlighed til at værge dette Stræv hos alle Folks Regje- ringer. Storsvensk Repræsentation vil sige syv-otte Mil- lioners Deltagelse i diplomatiske Schakspil og hemmelige Lumskerier; - norsk Repræsentation vil sige to Millioners SIDE: 212 stilfærdige Varetagen af deres Handel, Skibsfart og Kultur- udvikling. For os vil det hele sige, at naar vi avslutter en Traktat med Spanien, saa vil vi selv vaage over, at den blir, som vi trænger den; for Sveriges Storsvensker vil det derimod sige, at de (naar de stænges ute fra at raade paa vore Vegne) da i det Minste maa undertegne paa vore Vegne, saa det kan se ut for Andre, som Norge er Sverige, og de selv syv-otte Millioners Skjæbnestyrere. For os vil Repræsentation altsaa sige tarvelig Virkelig- hed; den betyder ikke mere, men heller ikke mindre end norsk Agentur (og ikke svensk) for norsk Arbejde, og det helt op til Toppen. For Storsvensken vil det ikke alene sige svensk Agentur for norsk Arbejde, i alle Fald øverst oppe; men fremfor alt den Magt at synes at være vore Herrer! Men da de i Virkeligheden ikke raader over os eller over vort Arbejde, saa gjør de sig, moralsk maalt, skyldige i en nok saa stor Usanhed, hvergang de undertegner paa vore Vegne. Vi føler det hvergang som en stor Skam. Derfor varer Usanheden heller ikke længer, end til denne Skamfølelse blir stærk nok. Jeg spaar, det varer ikke ti Aar til, ja, neppe fem. I Civilisationens Tidsalder er det ikke saa laget, at Skin i Længden hersker over Virke- lighed. Jeg spaar, at det blir Svenskerne selv, som i dette Stykke kaster Storsvenskerne af sig, likesom Folk, der gaar ut til sit Arbejde Klokken 6 om Morgenen, møter natte- ranglende Maskeradeopstyr fra to hundrede Aar tilbake, i Harm klær dem av og jager dem hjæm. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 213 Bjørnstjerne Bjørnson Misbrug af Ord. "Dagbladet", 4. Februar 1892.) Professor Hjärnes Tale vil overalt i Norge mottages med Taknemlighed for sin redelige Vilje til at give os vor Ret og til at lægge det Beste ind i vore Krav paa Selvstæn- dighed. Men endnu i denne Tale løper gammelt Misbruk av Ord med, naar det gjælder Folkenes gjensidige Forsvar og naar det gjælder Norges egen Repræsentation. Saken staar ikke saaledes, at Sverige i Tilfælle maa forsvare os med hele sin Styrke og vi Sverige alene med vor Linjehær (som forresten ikke bare er "12,000", men det Tvefoldige); Saken staar derimot saaledes, at Norge aldeles ikke kan forsvares af Sverige paa det eneste Punkt, det kan tænke sig truet (Finmarken), mens Norge kan yde det kraftigste For- svar for Sverige dels ved sin Hær og især ved sin Beliggenhed. At late, som Norge kan angripes av - England, Frank- rige, Tyskland, er det argeste Papirtull, likesom at Sverige skal ligge paa Vagt for at forsvare os mod saadanne An- grep! Hvis vi steller os daareagtig, kan vi angripes i Fin- marken, og der kan Sverige ikke møte frem; det er Virke- ligheden. At sige, Sverige maa ha hele Diplomatiet i sin Haand, fordi det har Hovedutlægget ved Fællesforsvaret er selv- følgelig ogsaa det motsatte av Sandhed. Sverige har tat hele vor utenrikske Repræsentation og har Retten til at bli forsvaret av os, men herfor kan det ikke gjøre os direkte Gjengjæld. Det er Sandheden. Man nævner rigtignok, at Finmarken ikke er det eneste Punkt i Norge, som kan trues. Under en Krig med Rus- land kan England komme og ta Kristianssand (eller en nær- liggende Havn) for at bruke den som Oplagssted. SIDE: 214 Men selv om dette er sant, - det er like sant, at Sve- rige heller ikke der kan hjælpe os. Vi bér derfor de Venner i Sverige, som vil klare op Forholdet, ikke at fortie Virkeligheden. Bestemmelsen om, at vort Landeværn ikke kan brukes ut over Landsgrænsen, kan gjerne opgives, naar vi har de tilbørlige Garantier (der- iblandt eget Utenriksstyre). Men den ændrer intet i Virke- ligheden. Ti Virkeligheden er, at Sverige kan ikke forsvare os der, vi er truet; men vi kan i særegen Grad forsvare Sverige. Et like stort Misbruk av Ord er Omtalen av norsk Re- præsentation i Utlandet. Den omtales nemlig som en Sverige fiendtlig Magt! Det kan aldrig bli Sverige fiendtligt, at en norsk Utenriksminister undertegner en norsk Traktat, insætter en norsk Konsul eller højere Sendemand til Ivaretagelse av norsk Arbejde og derfor av Fredens Bevarelse til alle Sider og i Alt. Ved at sige saadant gir Storsvensken bare sine egne Planer og sit eget Magtbegjær et Vidnesbyrd, som bør gjøre os én Gang til saa ivrige efter at ha vort eget. Det er en Naturanvisning, at de to Folk danner et For- svarsforbund - traass alle Sabelskramlere. [fotnotemerke] Det er en Naturanvisning, at vi er og blir gode Venner, rede til at arbejde sammen paa Opgaver, som maa siges i særskilt Mon at være Nordens, og derunder at gi hverandre Initiativ og Værn. Det værste ved, at den Større tiltar sig Ret til at forulempe den Mindres Selvstændighed, er netop, at der- paa kan de bli Uvenner. Derfor er de paatalte Misbruk av Ord saa farlige. Sig det som det er: Fællesforsvaret betyder, at Norge for sin egen Skyll maa hjælpe Sverige av al sin Magt, men netop av den Grun maa ha eget Di- plomati, saa det hver Gang kan vite, hvad det gjør. Bjørnstjerne Bjørnson. Fotnote: Nylig kom fremmede Officerer hid fra Stockholm; de varskuet os om, - "at til Vaaren skulde det bære løst"; det hadde svenske Offi- cerer sagt! SIDE: 215 Bjørnstjerne Bjørnson Tale for Professor Ernst Sars ved Festen den 7de Februar. ("Dagbladet", 7. Februar 1892.) Det glimrer og funker i denne Tid af Fæster i vore Vinterkvæller; det synes, som vort lille Samfun stryker gjennem et Fæst-Bælte. Mange af os tør være nok saa trætte, og de ikke minst, som er Æmne for dem. Gjen- tagelserne gjør dem end unødigere, end de er i sig selv. Men der er Fæster, som der gror av i vor Fædrelands- kjærlighed, og af dem maa denne være, siden saa mange har ønsket den og likevæl vilde vente, til Stortinget kom sammen, og den politiske Handling skulde til at begynne. Ved at læse vort Folks Levnetsløp saaledes, som det er lagt tilrette av Sars, der i mangt er en Naturforsker - han er sin Fars Søn -, og ved at se det skinne i hans Tro paa vort Folk, der var saa højt oppe, saa dypt nede og nu gaar opover igjæn; ved at husvales af hans lyse fantasiklare Fremstilling - han er noget av en Skald, han er nemlig ogsaa sin Mors Søn -, har mange kjendt som en Fæstfølelse paa Forhaand og har længtes efter at finne frem til andres. Vi kan huske, vi der var unge, da P. A. Munchs Historie kom ut hæftevis, og da han slogs med de danske Professorer for aa faa Norge ført hjæm igjæn fra dansk Fangenskap ogsaa i Historien, - vi kan huske, som det var begivenhedsrigt for os, og som det var med at skape os. Ikke fordi han var en Historiker, som la sikre Data til andre sikre Data og derpaa byggede Sandsynligheder - en utmærket Gjærning, men ikke nok til at tænde Ungdom SIDE: 216 med; men fordi han var en Ildsjæl og glødede os. Han hadde sin store Del i, hvad vor samtidige Slægt har gjort. Jeg sætter i saa Maate hans Arbejde ved Siden av Werge- lands; naturligvis har det paa langt nær ikke naadd fræm til saa mange. Vi har alt begynt at læse vor egen Tids Historie skildret saaledes, at hvad disse Mæn var med at skape, det fortaltes først, og som det ikke kom dem ved, og saa endelig tilslut kom de selv som et Atpaaslæng. Blant annet, vi ønsket at opnaa ved denne Fæst, var ogsaa at gjøre Ende paa den Sort Historieskrivning. Fæsten skulde hjælpe til at sætte Aarsak og Virkning hver paa sin Plass. Hvad Ernst Sars har gjort ved at lede hver enkelt av os (og av den kommende Slægt) op til det højeste Utsyn over Folkets Historie, som Viden og Aand i vor Tid kan gi, er saa stort, at det sætter ham blant sin norske Samtids Øverste. Men han har gjort mere. Intil Ernst Sars skrev, var vort Syn paa norsk Historie omtrent følgende: Vi hadde hat en Stortid, som i Forhold til vort Folks Størrelse og Dannelse ikke kunde være rikere, og den var beskrevet av os selv, som intet annet Folks Levnetsløp er blet. Beskrivelsen gav i plastisk Form det mærkeligste individuelle Liv, en Kraftutfoldning uten Like. Herfra fallt vi hodestupes ned i en Vanmagt - ogsaa uten Like; for det endte i en Søvn paa mange hundre Aar! Selvfølgelig maatte Fortidens Overdaad være Skyll i den; vi hadde tømt os for Kraft, saa længe vi bare aarket, og saa laa vi der. Men var Søvnen kommet paa én Gang over os, saa blev vi da ogsaa vakt paa samme bumse Maaten. Nemlig ikke ved nogen vor Fortjeneste, som hadde vi f. Eks. sovet længe nok; nej, vi vaktes utenfra ved en overhændig Spek- takel, som naadde vor Lydfornemmelse; vi vaktes av den franske Revolution. I det samme vi vaagnet, sa den Man, som hele Tiden hadde staat over os: "Nu vil jeg ikke staa her længer," og saa gik han. Vi rejste os halvt i Sæte, og da blev den franske Revolutions første Grunlov lagt os i Hænderne som vor egen, aldeles full færdig. Mens vi endnu stirret paa den, kom en ny Man morsk gaaende efter Kongs- vejen, og han sa til os: "Rejs dig nu, saa kan du faa følge." Ja, saa rejste vi os og ruslet ivej med ham. Men en Stun æfter blev vi "hugælne" av den uvæntede Lykke, vi hadde hat, akkurat som var vi Skyll i den selv; vi blev et storskrytende, ufordrageligt Folk, som ikke selv hadde Maal for, hvad vi vilde. SIDE: 217 Saa omtrent lød Utlægningen av vor Historie, indtil Ernst Sars skrev. Den var ikke svært skikket til at faa Selvfølelse av. Vi hadde hat en Bestefar for mange hundre Aar siden, som var noget til Kar; hele Resten var Søvn, rigtignok en Søvn, vi kunde ta Patent paa; vi hadde utmærket os i Søvn. Senere hadde vi utmærket os i Svinehæld. Likevæll - den vel kjændte norske Selvfølelse holdt det ut - hvad har ikke den holdt ut? -; men den blev skadet. Det er altid en Ulykke, naar et Folks Selvfølelse ikke styres av ægte Historie. Da lever den et Slagsmaalsliv i idelige Fornærmelser, den kjænner sig som Nybyggeren - ja, som vore egne Husmanssønner over i Amerika. Har de ingen Historie bak sig, der de færdes, saa har de "sig sjøl". Her er Gutten sin! Tvi - vil du mig noget? Traass al Teologi, Selvfølelsen er et Folks største Kraft; den kan ha højere eller lavere Aarsak, uden den gaar det ikke. Og disse vore Gutter over i Amerika, som kommer frem med en "blaamala" Kiste med nogen mugne Levser i og en Salmebok og en Væst, og endda er saa spillevende kaute - hvis vi endda trængte et Vidnesbyrd om, hvor gal den gamle Historie-Utlægning var, - her er det! Ingen i Værden har sovet sig slik Selvfølelse til; - i alle Fall ikke uten han var av urimelig god Familje. Og det er Saken! Folket levde som en Protest mot Historieutlægningen; hele dets Færd viste, at det var av Rase. En "Gjenrejsning" som det norske Folks paa noget over halvhundre Aar er uten Sidestykke og vilde være al- deles umulig, hvis det ikke var storættet, og - lad mig straks lægge til - hvis hint, som kaltes "Vanmagt og Søvn", ikke hadde været noget annet. Der var Skryt i Selvfølelsen; men hvad er Skryt ofte annet æn Bud fra Ævner, som endnu ikke kan naa? Veksler, en drar paa sig selv, at betale "i rette Tid". Den svingende brede Selvfølelse av at være norsk, og som (forat tale med Wessel) trodde, "at der var bare Men- nesker i England og her", - hadde den været ledet av en sand historisk Følelse, saa hadde den ikke spildt saa megen Kraft paa bare at syne sig, ikke hisset saa mange mot sig, ikke sat sig saa korte Maal, og, hvad der var det værste, ikke saa ofte vakt det motsatte av Tillid. Patriotiske Mænd blev narret til at tro, vi ikke var noget "Folk". Et Samfun er først Folk, naar det kan staa ved egen Kraft og har sine egne, fra andre skilte Maal. Vi maatte læne os op til et annet Folk, nu som før; ellers dat SIDE: 218 vi overende i vort eget Skryt. Følgelig blev Unionen Num- mer én for disse patriotiske Mænd og vor Selvstændighed Nummer to. Sverige og ethvert annet frit Folk har Selv- stændigheden som Nummer én; alene vi Nordmænd kunde ikke bestaa med Selvstændighed. Denne ydmygende Lære er det, Ernst Sars har gjort Ende paa, og det i Roten av den ved at ødelægge den historiske Utlægning, som den rant op av. Han har ryddet den ut, som man i velstelt Jordbruk graver, pløjer, harver op Ukrudt og brænder det atpaa. Naar der enda hist og her kan sees et Eksemplar, som nylig i "vort største konservative Dagblad", saa er det løse Blad, undslupne ved Vindens Hjælp; de sætter ikke Frø nogetsteds mere; de raatner ner der de ligger. Jeg har kallt denne de patriotiske Mænds bange Iver for at gjøre os saa ringe og beskedne, jeg har kallt den "Fædrelandsbekymring". Den har dannet Skole i Viden- skapen, i den historiske og statsretlige, en enestaaende Skole. Bekymring for Fædrelandet er en respektabel Følelse, men ikke nætop den højeste. Ikke den, som anspænder stærkest vore etiske eller intellektuelle Ævner. Det er like overfor dem, der vil, at de højeste Maal skal sættes, Be- kymringen er størst. I kjænner det klassiske Billede paa Verdensbekymring: Hønsemor, som kagler paa Strannen, naar de Andunger, den uforvarende har ruget og klækket, svømmer ut fra Land. Hønsemor er ogsaa meget respek- tabel; men den er likesom ikke med. Og det er Fejlen med vore Fædrelandsbekymrede ogsaa; de er likesom ikke med. Deres eneste Fejl, som vi alle vet. Til alt det annet, som har sinket vort politiske og sociale Arbejd, navnlig at vort Oplysningsværk er for ungt, vor religiøse Tro ved Folkeskjæbner og Levevis for mørk for mange, - til dette og annet har hin Fædrelandsbekymring lagt sig som det tyngste. Naar vi likevæl har drad frem alt sammen saa langt, som vi nu har naadd, er det just ikke Vidne om, at vi Fædrelandsbekymrede har hat Ret i at gjøre os ringe. Det Tilskud, Sars har git, ved at dræpe Roten i hin Bekymring og ved at la Selvfølelsen finne gammel trygg Grun, saa den blev til Æresfølelse, der tog det roligt med lange Maal, ja, det lar sig ikke beregne. Hvad er saa hans historiske Utlægning? Hvorledes kom han til den? Jeg vet, han hadde den fra Ungdommen av; en finner sjelden annet end det, han ejer fra Ungdom- men av. Jeg vet om Sars, at engang Fædrelandsbekym- ringens Forminskelses-Arbejde ærtede ham i utrolig Grad, sat han længe og hørte paa; men saa slog han i Bordet - SIDE: 219 ja, denne vakre fine Man har virkelig været robust nok til at slaa i Bordet, og hvad værre var, han sa: "det skal Faen gale bli annerledes!" Hans arvede Trang til Grunsyn, hans arvede Trang til Harmoni stødtes væk fra den gamle Utlægnings Motsigelser; den ny laa færdig i hans Anelse: hans tyveaarige Arbejde blev alene at samle Beviserne, og det gjorde han med en Naturforskers Taalmod. Men Fremstillingen sander, at det er gaat til, som jeg har sagt, at han hadde det færdigt paa Forhaand. Overalt begynner han nemlig først med - at sætte op Resultaterne! Saa bygger han dramatisk alle optænkelige Invændinger imot det, saa det stundom ser helt farligt ut; men saa be- gynner han - først stilfærdig at pirke ved dem, bli mere haardhændt, og saa slaar han dem ihjæl, en for en, - lar dog en eller annen røre lit paa sig igjæn for atter at slaa den aldeles ihjæl - og i Regelen haane den bakefter. Hvad Syn har han saa paa vort Folks Levnetsløp? Vort Folk, siger han, er av selve Naturen opdraget til at bli stærkt i sin Familjekjærlighed, sin Ætfølelse. Fjord og Fjæll skiller saa bredt og saa højt den ene Ætadel fra den andre. Og denne rike Ætfølelse drog Næring av Reli- gionen, idet Ættens Hovedman raadde i Templet; av Loven, idet Ættens Hovedman raadde paa Tinget; av Krigsstyret, idet Ættens Hovedman førte an paa fjærne Vikingetog og hjæmme i Ætfejderne. I Danmark som i Sverige var Storætternes Tid forbi, Landene samlede Kongeriker, naar Historien begynner. I Norge blev der en Kamp med Ætterne gjennem tre hundre Aar; først da var Kongedømmet helt grundfæstet og Riket samlet. Saa stærke var de; en slig Række av store Person- ligheder kunde atter og atter rejse Kampen i altid ny Form. Til at begynne med vilde Storætterne heller ha en utenlansk Konge end en innenlansk, naar Konge skulde være; de kom lettere fra en saadan. Til at slutte med rejste de sammen med Kirkefyrsterne Motkonger i Hopetal. De maatte slippe Vikingevæsenet, og dermed en sjelden Adgang til Formue, mens Kristendommen tok fra dem deres religiøse Magt over Sinnene, likesom de tapte Lovmagten. Men endda var deres Anseelse saa stor, at Kongens Tjenere ikke her som annet- steds kunde bli en ny Tjenesteadel. Der var ikke annet Raad for end i Kongedømmet at samle al Motmagt, og da dette var gjort, gled Kongedømmet ifølge Arv fra os, og ned til Danmark! Derved stod vor Selvstændighed uten Repræsentation. Der Kongen var, der var Riket. SIDE: 220 De andre Folks Konger var Valgkonger; Tjenesteadelen hadde i Tidens Længde samlet Magten. Hadde han været Valgkonge ogsaa hos os, hadde vi bærget vor Selvstæn- dighed. En Ulykke kom til; ti der er i Historien baade Lykke og Ulykke, det, der paa Forhaand ikke kan beregnes. Norges Sjøfart var alt dengang større end de andre Landes, saa den kunde ta op et alvorligt Basketak med Hanse- magten. Men denne vor Sjømagt blev knust av Landets egne Konger ved avsinnige Salg av os til de Fremmede! Da vi gik under tilsjøs, var det forbi. Men tilsjøs rejste vi os først igjen. Vor Lykke gik ned i Havet, den stod op igjen av Havet. Engang var vi saa langt under, at alle vore Byer og Markedsplasser tilsammen neppe talte 10,000 Mænnesker. Stoltheden av at være Nordman sluktes ikke enda; men Følelsen av et Norge, et samlet Rike, den var igrunnen først paa Vej aa fæste sig, da Kongen gled fra os, den blev næsten helt borte. Nu er det Sars's Ære gjennem Tusen Smaadrag og i lange Regnestykker, ingen før ham har gjort, og i trofast Ransakning til alle Sider at gjøre det klart, at denne lange Tid traass alle Ulykker, utvortes og invortes, f. Ex. Sorte- døden, ikke var nogen Søvnens Tid, men en Arbejdstid, en Anstrængelsens Voksetid. Det kom ikke av sig selv, at vi, som hadde været langt efter Danmark, tok paa at gaa for- tere; heller ikke Holberg kom af sig selv; han fødtes ikke av Søvn, Holberg; ej heller var det i Søvne, at vor Sjøfart fant gamle Vejer, eller at vort Frisind, vore Bønders Evne til at værge sig mot Utsugere og Kjæltringer, viste sig aldeles som før. De ejede baade Ætfølelse og Mot. Det var ikke saa, at 1814 fandt et sovende Folk. Der var Lykke med (som fordum Ulykke). Men var denne Lykke kommen til det svenske Folk, til det danske Folk, de hadde ikke kunnet bruke den saaledes. De hadde ikke Vilkaar for at kunne gi sig en Grunlov med bare ét Kam- mer, eller for at avskaffe Adel og Privilegier; de hadde ikke kunnet binde Kongen, ikke sætte stramme Vilkaar for Embedsværket; de hadde ikke da kunnet bane Vej for Fol- kets Selvstyre, saa stærkt som vi har det idag. Sars har vist os, hvorfor vi kunde gjøre det. Nu høster vi nemlig Virkningen af den enestaaende Kamp, som endte med, at Storætterne laa under og Folket var ét i Kongen. Vindingen var opsparet for os, ja, den var øket, ti i Tidens Løp var omtrent alle Adelsætter blet Bønder. SIDE: 221 Mens de andre Folks Jord og Bønder sugedes læns for at mætte nogen enkelte og deres vanvittige Krigsstyr, blev vor Jord dyrket af dem, som før var Herremæn; de blev Bøn- der, de gav Bondestanden sin oparbejdede Hjærnekraft og Anseelse. I intet annet Land fantes en saa hædret Bonde- stand; det gav den og hele Folket Selvfølelse. Da Historien hadde gaat rundt, da Opgaven var kommet tilbake (i højere Form), Opgaven at frigjøre Folket fra de enkeltes Tryk og gjøre det likt, da var der intet annet Samfun i Europa, som ejede vore Vilkaar. Dette er Nøklen til vor Historie, til vort eksempelløse Held siden 1814; den lukker alting op, - og den har Ernst Sars funnet. Det demokratiske Samfuns-Arbejde, for det har vor Historie bestemt os; det maa kunne lykkes os som ingen andre. At fæste Fredstanken i Mænneskenes Sinn til Værge- maal om de mindres Arbejde og Moral, sætte dem selv paa Vakt i den almene Røstræt og direkte Beskatning; gjøre Kvinnen like i Lov og Vilkaar, la Jorden bli fullstændig oparbejdet ved dem, som vil og kan; at la Fabrikarbejdet og annet Arbejde bli Andelsarbejde, la Statsskolen bli Folke- skole; at arbejde alle disse og lignende Tanker, f. Eks. Alderdomsforsørgelsens, in i Livet, med ét Ord mænne- skeliggjøre dette, - dersom vi ikke naar det blant de første, saa svigtede vi vor egen Historie, - eller saa blir vi hæftet av den Folkebror, som er med os paa Vejen. Næst os selv er det dog han, som skal høste Frukten. Hvis en Folkeopgave i Værden fortjener den fulle Selvstændighed, udad som inad, saa er det vor. Og den trænger Selvstændighed, som Maskinen trænger sin sty- rende Kraft. Et Særdrag i Sars's Historie maa tilslut skildres. Før sa jeg, at han selv var af Rase og derfor hadde Sans for Rasen i vort Folk. Vor Vej gjennem Historien er Aristo- kratiets Vej frem til Demokrati. Aristokratiet gaar op i Folket og gir det derved sin Adel. Derfor har til idag vort demokratiske Arbejde for det meste været høvdinge- præget. Respekt for Aand som for Lov. At la stort være stort og lavt være lavt; ikke at synde herimot uten snart at føle Avvejen. Vi kaster ikke haant til andres religiøse Tro, vi avskaffer ikke uten at bygge; vi har stærk Sans for det, som er "rimeligt". Dette siste Ord er vort stærkeste Slagord, og det er til vor Ære. Følelse av Høvdingeskabets Ævne og Ansvar i de for- skjellige Tider er det første og siste i Sars's Bok, Særdraget i den. Han nævner en Konge, hvis han var Høvding, og SIDE: 222 nævner han ham ellers, er det alene forat sige, han ikke var Høvding. Han syner os det Høvdingebaarne, det er det samlende; han syner os det Høvdingforladte, det er det splittende. Individualiteternes Styrke har sin Storhed og sin Fare, og begge samler sig om Høvdingen og Forholdet til ham. Lad mig ofre nogen Ord paa det! Jeg hadde nær sagt, Tiden er dyrebar; for der kan aldrig være bedre Lejlighed til Forstaaelse av Høvdingeskap end foran Sars's Fremstil- ling av det. De fleste Mænnesker vet ikke, at det, som styrer dem, er Love, Følelser, Vedtægter, som de har arvet Respekt for, eller som de later, de har Respekt for. De fleste tror, at alt dette er deres eget. De har hørt det fra Barn, kanske faat Bank for det; tildels har de ogsaa erfaret, at det er det rigtige, og alt saadant tror Mænneskene er deres eget. Men, det er det ikke. De fleste Mænnesker, naar de kommer undav fra Kommandomagten i Samfunsordenen, naar de blir alene i sine Tanker, eller i en virkelig Fri- stelse, - synker langt, langt under, hvad de til daglig synes at være! Da Opera comique i Paris for nogen Tid siden brant, da trampet og trakket Folk sine beste Vænner ned unner sig, bet dem, rev Klær og Haarflætter av dem for aa komme ovenpaa dem og ut. De, som ogsaa her "blev sig selv", d. e. viste sig at eje, hvad de til daglig levet, de var ytterlig faa. Regner vi fra dem, som hadde utslitte Nerver og blev gale - Resten er likevæl saa umaadelig stor, alle de, som, straks de var utenfor Kommandomagten av Sam- funnets faste Grep i dem, tumlet hen som løse Fugle i Storm. Vi ser det samme hos fulle Folk, eller foran en stor Skuffelse eller stormende Lystfølelse, naar nemlig den Sans lukker sig, som holder Vagt utadtil. Nuvel, de, i hvem Samfunnets Ordensmagt er levende Liv, altsaa i stadig Fremgang gjennem Anstrængelse, og som derved uvilkaarlig paalægger ogsaa de andre Anstrængelsen av at herske over sig selv og lyde; det er Høvdingnaturerne i Kvinner som i Mæn; i Kongen som i Arbejderen, - og væl at mærke Høvdingnaturer, som gjør Høvdinggjærning. Der er nok av Høvdingnaturer, som ikke gjør det. Et Folks Lykke beror paa, at der er et stærkt Forbund mellem disse Høvdinger og de, som følger. Ulykken bryter ind der dette Forbund brister; Nivaaet i vort moralske Liv synker straks. Lykken er, at dette holder - ogsaa naar Frygt eller Nød ryster Sinnene; i et sterkt Folk stiger det netop da. Ingens Skjæbne kan tydeligere vise det end vor - og SIDE: 223 saaledes har Sars sét det -, at i Anstrængelsen vinnes Høvdingemagten. Den, som nyter sig selv, taper den. Vore tarvelige Kaar, vort Faatal paalægger An- strængelse; her kræves, at Høvdingerne sætter motige lange Maal, og at det blir Ære at følge. Hvis vort lille Folks Høvdinger sænker Anstrængelsen ved at minke paa Maalene, - hvad de end opnaar af Fred og Fordel i Øjeblikket, det fordærver Sæderne. Den store Mængde vil saa gjærne la sig rape nedover de Hundre Trappetrin, de kom op ved egen og andres Anstrængelse; de vil saa gjærne blidelig gli tilbake i Hvilen. Og de, som midt i Anstræn- gelsens værste Stun ser Lysten dertil blinke i Øjnene og hvisker: kut af, la dig gli, - de er Forrædernaturene! At vort Demokrati virkelig er høvdingebaaret, ses det ikke paa mange av de Maal og paa mange av de Kræfter, som er oppe i Dag - i Vitenskap, i Kunst, i Literatur, Politik, som i meget av vor Foretagsomhed forøvrigt? Kan jeg ikke sige, at ogsaa Historieskrivningen indirekte viser det? Det vilde ellers være uforklarligt, at dette lille Folks Historie allerede nu har tildraget sig saa mange og store Kræfter, og at den blant andre udmærkede Navne allerede tæller Nordens to største i vor Tid, P. A. Munch og Ernst Sars. Men naar jeg slaar fast, at i Anstrængelsen mot høje Maal, som blir Drivkraft i Folket, er det Høvdingeskapen skal kundgjøre sig, og at herav beror vor Fremtid, - og naar jeg viser, at vor Historie i særegen Grad handler herom, og at selve Historieskrivningen er Bevis, - ja, saa skal I ogsaa tillate mig aa bruke dette paa en annen Maate. Hvorledes kan et Folk taale Formyndere, som straaler med store Navn i store Folkeopgaver? Taale at repræsen- teres av Fremmede i Utlandet, naar vi paa de fleste Om- raader har uafhængiggjort os ved Geni? Taale, at naar Norge i vore Dage avslutter en Traktat med en fremmed Magt, da skal et annet Land underskrive den for os! Naar vi utnævner vore egne Konsuler, skal Sverige insætte dem for os! Slikt Formynderi er like usant, som stod der "trykt i Stockholm" paa P. A. Munch's og Ernst Sars's Historie og paa Titelbladene: "Maa faa Lov at passere. Lewenhaupt". - Det glade Mot, som vi siger dette med, og handler, som vi siger, det skyller vi for en stor Del Ernst Sars. Det norske Selskap begynte med at bære Norge hjæm fra Dan- mark; kan vi i vore Dage bære de sidste Ræster hjæm fra Utlændigheden i Stockholm, saa er Æren derfor for en stor SIDE: 224 Del hans. Hans syn paa vort Levnetsløp vil snart bli hundre Tuseners, som ikke har Anelse om, at det er fra ham; det vil fylle ogsaa deres Fædrelandskjærlighed med Mot og saaledes bli en Livs Erhvervelse, de ikke vet, hvem skylles, - den skjønneste, rikeste Maate aa bli udødelig paa. Vort Lands Naturmotsætninger er tegnet i vort Folks Historie, i dets motsætningsrike Skjæbne og Individualitet. Men Skildrerens eget Liv har glid stille hen blant os som en floddyp Strøm, der spejler. Dog har han ikke skaanet sig selv, naar det trængtes, men mødt op med sin Person for sin Lære. Uten det hadde den vel ikke været saa ægte for os, som den nu er. Tak! SIDE: 225 Bjørnstjerne Bjørnson Logik. ("Dagbladet", 24. Febr. 1892.) "En Beslutning om at ophæve det fælles Konsulatvæsen og indføre to særskilte medfører," siger Mrgbl., "at Nor- ges aarlige Bidrag til det fælles Konsulatvæsen, der er be- regnet paa at udgjøre ca. 580,000 Kr., uden videre inddra- ges ved Oprettelse av eget Konsulatvæsen og væltes over paa den svenske Stat, der nu til Konsulatvæsenet alene har en Udgift af 320,000 Kroner. Vi antage, at det er umuligt at benægte, at en saadan Forholdsregel fra norsk Side "an- gaar begge Riger", ligesom vi holde os forvissede om, at ingen vil være i Tvil om, at det maatte siges at "angaa" Norge, om Sverige besluttede Oprettelse af eget Konsulat- væsen og inddrog de 320,000 Kroner, som det nu aarlig bi- drager til det fælles Konsulatvæsen. Ingen Mand med al- mindelig sund praktisk Forstand vil kunne være i Tvil om, hvad vi her have anført." Utvilsomt! Naar Norge betaler Størstedelen af Konsu- latutgifterne, "angaar" det Sverige uhyre, at Norge drager sit Bidrag tilbake. Men hvorledes det skal følge heraf, at Norge maa be Sverige om Lov, - det staar tilbake at bevise! Det kan dog umulig hænge saaledes sammen, som Morgenbladet synes at tænke, at fordi Norges Bidrag er saa meget større end Sveriges, er dets Ret til Selvbe- stemmelse saameget mindre? Eller at fordi Sveriges Bidrag er nok saa lite, er Sveri- ges Ret til at forby os at si op, aldeles utvilsom? Før har det været lært, at vi ingen Ret hadde til Selv- bestemmelse, fordi vi var de minste; nu læres det til en Ændring, at vi ingen har, fordi vi er de største! SIDE: 226 Ordet "angaar" har forvildet Folk. Det angaar mig overmaade meget, hvordan Vejret er! men Vejret er like- fuldt unddraget min Bestemmelse. Saaledes er heller ikke alt, som "angaar" Sveriges Pung, avhængig av Sveriges Vilje. De Jernveje, vi har i Forlængelse av Sveriges, eller Sverige har i Forlængelse av vore, "angaar begge Riger" særdeles stærkt; men derav følger ingen juridisk Ret over Parternes Selvbestemmelse. Det er nemlig Ordets juridiske Indhold, det her alene kommer an paa. Vor Selvbestemmelse over vort Konsulatvæsen "angaar" juridisk Sverige først den Dag, den mælder sig til Utskiftning. B. B. SIDE: 227 Bjørnstjerne Bjørnson En religiøs Apostel. ("Dagbladet" 1. April 1892.) Den eneste i Norden. Ingen kan nægte ham Navnet; ingen kan peke paa nogen annen, værdig til at bære det. Udsendt av Aanden og i brændende Tro paa dens Kald, forsager han Livsstilling og Hjæm. Ikke udsendt av en Missjonskommitté altsaa; bare av Aanden. Ikke sagt Far- vel under Salmesang og Vintoddy, ikke fulgt ombord av Blomster; ikke udstyret med Menighedens Velsignelse, Reise- teppe og Ulster. Nej, mot Venners Raad, Slægtninges Graat og Bønner drager han avsted, ikke paa Missjonens Dampskibsbillet for første eller annen Klasse, men udsat for at lide Hunger lige ved sin Hjæmstavn. Befalet av Aanden til dem, som forfølger ham og kaster ham i Fæng- sel. Ti vi er i Sverige, og i Sverige har man Fængsel (og tildels Landsforvisning!) for dem, som forkynder en anden Lære end Kirkens. Han har været kastet i Fængsel Gang paa Gang, og han havde siddet der den Dag idag, hvis ikke Lægerne enstemmig havde erklæret, at det vilde være at dræpe ham. Dræpe ham ønsker den svenske Kirke ikke; ti den er kjærlig. Derfor nøier den sig med at uthungre ham og forfølge ham; for Øjeblikket ligger han i Gefle i en Lungesygdom, fordi han ikke har ejet tætte Støvler. Det er i Gefle, at Waldenström bor, som Kristendommen har gjort hovedrig. Kristendommen i Højsædet i Rigdom og Magt; Aandens Udsendte i Lungesot, fordi han ikke ejet tætte Støvler. Præster og Folkelærere møter op imot ham, hvor han kommer. Nylig var han i Synagogen i Upsala, kringsat av de Skriftlærde, Farisæerne, de aandelige Ledere, der pligt- skyldigst rev sine Klæder itu av hellig Harm over saa me- gen Vranglære i Israel. SIDE: 228 De oplyste ham indtrængende om, at Gud ligefuldt kan være al Godheds Kilde, fordi de fleste av hans Børn ender i det evige Helvede; de oplyste ham om Guds Kjærlighed ogsaa her. Han svarte dem, at denne Lære var blet til i en Tid, da Gud tænktes som den almægtige Selvhersker, der kunde bestemme over sine ulydige Slaver, som han vilde. Forfærdelse. De oplyste ham om, at Jesus er den eneste, Menneskene har kaldt "Frælser". Han svarte med at citere gamle indi- ske Skrifter, der kalder baade Krischna og Buddha "Frælser". De oplyste ham om, at Jesus er den, som har lært Menneskene at kalde Gud "Far". Han svarte med Max Müller, at baade Agni, Indra og andre indiske Guder længe før kaldtes "Far". Der er faa Religioner, deri Guden ikke kaldes Far. Latter. De oplyste ham om, at Jesus lærte os at bede. Han citerte Iliaden; allerede der bad man til Apollo, til Jupiter, til Afrodite; allerede der kjendte man sig bønhørt og lyk- salig. Protest. De oplyste ham om, at alene den personlige Erfaring kan godtgjøre Kristendommens Sandhed. Han svarte, at det samme sa Buddhisterne om deres Lære, og de er flere; de er 480 Millioner. Hyssen. Har det nogentid gaat Apostlerne anderledes i Syna- gogerne? Hvad er Kjendetegn paa en Apostel? At han hensyns- løst sendes ud av Aanden mod Menneskenes gamle Tro og farlige Fordomme; at han forkynder en ny Tro, Oplysnin- gens, Nutids-Behovets; at han for denne sin ny Tro er rede til at lide al den Forsmædelse og Mishandling, som den gamles Magtindhavere har Ævne til at berede ham. Saaledes engang med Kristendommens Apostle. Ved dem blev Forsynstroens Forbarmelse over Lidel- sen Menneskenes højeste Tilflugt. Men nu er Forsynstroen blet en Forsløving av Viljelivet, en Forsinkelse, en Fare. Engang var Forsoningsdødens Generalkvittering for alle Synder Menneskenes Frælse i deres Fortabthed. Nu er den blet en Avvei for Ansvarsfølelsen, en Svækkelse av Ar- bejdet med sig selv. Engang var Djævelen Verdens Sygdom; i denne ene Skikkelse kunde man bli kvit den. Menneskene kjendte ikke deres lange Vej fra lavere Arter op til deres egen Art; de vidste ikke, hvor Raaheden og Dyriskheden kom ifra, og de fandt op Djævelen og skyldte paa ham. For Nutidens SIDE: 229 Tænkning kan Begrebet Djævel vanskelig enes med Begre- bet Gud. Fremgangslæren overflødiggjør det, Opdragelses- læren kan ikke bruge det. Engang saa Menneskene bare sin egen Religion og tænkte derfor, at den var aabenbaret, tænkte, at den var det eneste Vilkaar for Godhed og Lykke. Nu kjender vi Religionernes fælles Naturhistorie saavel som deres Række- vidde i Kulturlivet. Kristendommens Apostle vilde bygge et Retfærdighedens og Godhedens Rige; det samme vil Victor Lennstrand, - saa heder Manden. I begges Rige er Kjærlighedens Mo- ral den evige Fane og Lovene de samme. Han vil bare dybere innerliggjøre dem. Likesom Apostlerne maatte bryde ned for at kunne bygge op, saaledes han; bare at det er hvad de byggede, han maa bryde ned, - Former, ikke Æmne, deres Syn paa Livets Inhold, ikke dette selv, Troen, ikke Moralen. Apostlerne vilde ha Tag i Menneskenes Vilje- kraft, det samme vil han og til samme Maal. Den, som har læst Nyttemoralen av Stuart Mill, ved, at Menneskene har erfaret sig til, hvad som er godt og ondt, og det over hele Verden. Religionerne er heller intet annet end Udslag av Menneskenes Erfaringer i den Form, som Syn paa Natur og Liv dengang la tilrette. For- saavidt Religionen derved blev Klædebon for Moral og Op- lysning, sprængtes den, naar disse vokste, og maatte nydan- nes Gang paa Gang. Dette er det, som nu skér igjæn, lærer Victor Lenn- strand. Oplysningen siden Luthers Nydannelse, Moralens Vekst i Forstaaelse og Evne vil efterhaanden overflødig- gjøre Religionen. Denne vil mere og mere bli en hæm- mende Magt, skyldig i manges Uvidenhed, Undertrykkelse og Ulykke. Victor Lennstrand er selv Teolog; i Aarrækker har han udelukkende drevet de herhenhørende Studier. Han byder ingen ny Religion. Vejen til at bli bra, lyk- kelige Mennesker ligger nu i fuld Oplysning. Men en ny Tro byder han, Troen paa, at dette er nok, Menneskene behøver bare at ville. Der skal virkelig en ny Tro til - som nu med Fredssagen, Tro paa Fredens Midler, iste- detfor Tro paa Krigens, Tro paa, at Oplysning og Kjærlig- hed kan gjøre Menneskene lykkelige her paa Jorden. Men gaar han ikke for vidt, naar han derfor vil ud- rydde Gudstroen og Udødelighedslæren? Krænker han ikke da den Fremgangslære, som han med Kundskab og Talent SIDE: 230 lægger tilrette for sine Tilhørere? Kan Gudsbegrebet og kan Troen paa Udødeligheden (Individets) undværes av Samtidens Flertal? Er disse to nødvendig bundet til et fast Religionssystem? Kan de ikke enes med Fremgangslæren? Ja, betinges af den? Jeg siger det ikke for at bebrejde ham noget; en beta- get Mand, som arbejder ind i Døden for sin Tro, kan intet bebrejdes. Han er den, han er, - den eneste i sit Slags i Norden. Han kan hverken stanses eller selv stanse; han gjennemskjærer al religiøs Forestilling med Staalets Udholdenhed i et Sagblad. Han maa hvergang gjænnem hele Stokken for at kunne komme gjænnem den næste. Lad ham gjøre sin Gjerning! Alvorets Storhed er til mere Gagn end 40 Præsters jævne Søndagsforedrag. Jeg vil her- med intet ondt ha sagt om disse; vi kunde ikke undvære dem. Men en Aandens Udsending er en Begivenhed i Fol- kets Liv; Apostelen - han være det for hvadsomhelst -, Apostelens hellige Betagethed er "Livets Salt". Ikke Ordet i og for sig; Personligheden. Den og de afgjørende Begivenheder. Hvad kan Victor Lennstrand for, at det er blet Utilismen, som fik sin Apostel her i Norden og ikke Kri- stendommen? Det beviser noget, det er sant; men ikke at de Kristne har Ret til at mishandle ham eller vi andre Lov til at forsømme ham. Bestil i det minste hans Blad: Fritänkaren [fotnotemerke] . Det ekspederes fra Stockholm, Engelbrektsgatan 43, B, av Fru Anna Bugge Wicksell. Ejendommeligt for Bladet er de ordrette Referater fra Lennstrands Kampe. Hans logiske Sans er skjærpet av Opøvelse, hans An- fallsmagt gjort vældig av Forfølgelse, Bagvaskelse og Fængs- ler. Vi ser Zions Vægtere komme mot ham med det Vedtagnes Overlegenhed, komme fra tilfældige Gjøremaal, varme Stuer, madmætte, gode, - og om en Stund snurre rundt som Fluer med bare én Vinge, eller sprælle som Myrer med to Ben igjæn paa en og samme Side. Hvad er det i det svenske Folk, som har sendt ud denne ny revolutionære Kraft, mere viljedyb end nogen foregaaende? Man svarer, han havde pietistiske Forældre. Dem gives der nok av i begge de andre Folk ogsaa. I Fotnote: To Kroner og Postporto. SIDE: 231 Sverige maa noget staa bag Pietismen, som giver denne mørke Farve. Fejler jeg, naar jeg mener, at det er "Overklassens" ma- terielle Nydelsesliv, mere tungmavet, mere foragtfullt for det, som er til Ulejlighed og "bråk", end det broderlige danske, - end sige det norske? Fattigere Brødre og Søstre nødtes sammen i ideel Modstand, deres Pietisme blev Dom og derfor mørk? Hvis det forholder sig saa, da er Victor Lennstrand født av en ædel Trods, som han selv maatte byde endnu ædlere Trods. Derfra den tvefoldige Magt i hans Ideal, Styr- ken bag Styrken. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Religion. ("Dagbladet" 2. April 1892.) Naar jeg kaldte Victor Lennstrand en religiøs Apostel og samtidig skrev, at han ikke forkynte nogen ny Religion, men en ny Tro, saa følger det av sig selv, at med Ordet Religion mentes Religionssystem. Det var imidlertid en Uagtsomhed, at jeg ikke skrev Religionssystem; Religion betyder jo noget helt annet, og jeg vilde nødig være med til at fæste dets urigtige Tyd- ning. "Han har ingen Religion" siger man om en Fritænker og mener dermed at ha ødelagt ham. Religion vil sige den ideale Magt, som binder os i vor Samvittighed. Mangen en gaar for at ha Religion (og tror det selv), som ingen har, og mangen gaar for ingen at ha, som er en udpræget religiøs Natur. Jeg har faat et firesidigt, tætskrevet Brev paa stort Ark fra Victor Lennstrands Fødeby, fuldt av de forskrækkelig- ste Anklager. Jeg læste det igjennem for at se, hvad der var at si paa ham som Menneske. Intet. Men han spottet Gud. Det er sant, Victor Lennstrand kan bruke et voldsomt Sprog; men det har alle Vækkere brukt og vil bruke, saa- længe Jorden er til. Det nervøst vibrerende i deres Natur gir den store Klang, men gir ogsaa Voldsomheden. I hvert Fall: naar en Man er grepet intil Sykdom av SIDE: 232 Kirkens Vanmagt, Mængdens Uvidenhed og moralske For- kommenhed, Overklassernes Uansvarlighed, det Almenes Hykleri, altsammen baaret av Guds Navn og Guds Ordens- magt i Stat og Kirke - saaledes ser Victor Lennstrand det -, saa er der i hans vældige Opskrig mere av Gud, mere av Religion end i tusener, som forkynder "Gud og hans Religion". Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 233 [Den skal ha slut!] ("Dagbladet", 23. April 1892.) Den skal ha slut, - det lærte vi! Dens aande puster ondt og koldt indi vort liv; ti den har voldt hver fare, som det svævet i. Saa mangt et mot den kortet av, saa mangt et hjærtebaaret krav, naturlig norsk som bjørk og gran, den gjorde kraftløs ved sit ran. Den mellem brødre lægger staal. Den lægger tvil og falske maal just paa det største hos en man, hans kjærlighed til folk og land. Saa langt den naar, er intet sundt, den mørkner til vor frihedsdag, den smitter ned vort norske flag, den lyver paa os verden rundt. Men vi, som saa den norske vaar bli til i elveløp og hej, vi slipper sommerhaapet ej, dertil var fødseln altfor haard. Og vi, som ser vor trækfuglflok, de lange tankerejsers kor i sang og farver imot nord, - hvad kommer efter, vet vi nok. En munter vaarstorm netop fór, her kom en længsel, vill og øm, her kom en havdyp varmestrøm, - du skal se sommer, ælskte mor! SIDE: 234 Du skal se sommer i din gaard, saa fin som nogen paa vor jord, du skal faa sitte glad og stor ved dines troskab, ælskte mor. Du skal faa dine søskens rang. Den sjø, som her gaar ut og in, og dine fjælles stærke sinn, de spejler jævnt din tause trang. I fjællsund luft og høj og fri da kan din bror du haanden gi. Den pagt, vi nu forpestes i, den hader og forbander vi. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 239 Bjørnstjerne Bjørnson Den "sande" Union. ("Dagbladet", 7. Juni 1892.) Se, nu skal "den sande" forsøke sig! Det "sande" Tvetulleri, den "sande" Tofædrelandighed, det "sande" Flerkoneri. Jeg tror ikke mere paa Sanheden i slikt end paa San- heden i unionsmærkede Kaniner eller i svenske Nordmænd foran Punsch. Er der Svensker, som holder af os, saa er det sikkert ikke, fordi vi har en fælles Konge, som her i Norge smæt- ter under Bordet og kommer frem igjæn i Sverige. Det er, fordi vi er Nordmænd, - et sint, med trofast Folk, som vil ha vort paa vor egen skjeive Vis. Og er der Nordmæn, som holder av Svenskerne (jeg vil haabe, der er mange!), saa er det ikke, fordi endog vore Venner i Sverige [fotnotemerke] vil gjøre Unionskrangelen permanent ved at gjøre Utenriksstyret "fælles", men det er, fordi de er Svensker, d. e. "et trögt folk, fullt av hetsig- heter", - til og med et Folk, som har sin Storhed og er sjelden elskværdigt. Hvad Unionen selv angaar, saa er der ingen normal Kar eller Kvinne, som "elsker" den, eller er "sand" Ven av den. Ingen elsker, ingen er sand Ven af et nødvendigt Onde, og det er Unionen nu. Var saadanne Talemaater mere end Talemaater, saa var det farligt. Da hadde Folk Drejesyken, den unionelle Drejesyke, og kunde selvfølgelig ikke holde ret Kurs. For Nordmændene gjælder det at bli helt selvstændige. Kan vi naa det innen Unionen, saa er det bra; kan vi naa det uten den, saa er det bedre. Fotnote: Se Aftonbladet. SIDE: 240 Med Unionen mener jeg ikke Forsvarsforbundet. Dette holder de allerfleste av os paa. Jeg mener det dynastiske Forbund, som har vist sig tilfulde ingen Ven at være av vor Selvstændighed, og en Fare for Forsvarsforbundet. Vor Opgave blant Folkene er jo den at redde Forsvars- forbundet mellem to selvstændige Statssamfun. Alene saa- ledes er det en Velsignelse for os selv og derved Første- grøden til et større. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 242 Bjørnstjerne Bjørnson Fredstale i Sorø 26. Juni. ("Politiken", 27. Juni 1892.) Over i Jylland talte jeg over Temaet "Ingen Sag kan bli en stor Sag, uden den blir en Del af din Religion". Re- ligion betyder at være bunden; men ingen er bunden i sin Samvittighed uden af noget, der er ham kjært og helligt. Vi kræver derfor af Kirken, at den skal ta det op, der er stærkest i Nutiden, fordi det er den stærkeste Aabenbaring af Gud. SIDE: 243 Idag vil jeg tale om Folkenes Ret til Fred. Jeg vil begynde med at indrømme, at Krigen har havt sin Berettigelse. Vi ser det af de nuværende Kolonisations- tog til uciviliserede Egne. Der føres der Krig for at stanse Krigen Mand og Mand imellem, for at hindre Menneskehandel, afskaffe Menneskeæderi. Naar Kolonisa- tionskrigene griber om sig, vil de bidrage til at stanse Kri- gene her hjemme, fordi Folkene ikke kan vedbli at kaste Penge ud og udfolde Magt derude og samtidig opretholde Krigsmagten her. Der ser vi, hvad Krigen har været, at den har skabt Minder og har en Samlingsmagt; men i de civili- serede Lande har den tabt sin Ret. Folkene har Ret Til Fred: Flertallets Ret til Fred. Spør- ger De Arbejderen, om han vil Krig, om hav vil gi sine Penge og sit Arbejde bort til Krigen, vil han svare Nej Krigen er blet ham et kostbart Udlæg, som han ikke kan eller vil bære. Spørger De Bonden, om han vil ha sine Sønner bort fra det fredelige Arbejde og bort fra den Op- dragelse, han kan gi dem, ind til Exercis og under en hvil- kensomhelst Underofficer for at undergives Kasernens Op- dragelse - han vil svare Nej! I Arbejderen og Bonden har vi de fleste. Men spørger vi Smaaborgeren, saa vil han beregne fordelen, og han vil komme til det Resultat, at Krigen ikke bringer den sikreste Gevinst. Altsaa kan vi sige: Ni Tiendedele af Befolkningen hol- der Krigen for en Afskyelighed og tror aldrig, den fører til nogen Lykke. Krigen forsvares og bruges alene af den Tiendedel, der er tilbage af - Overklasserne, eller rettere af Overklasse- nes Overklasse. Den ligger for Fyrsterne, der er blet Fyr- ster for Overklasserne; det er for dem Standens Arv. Krigsinstrumentet bruges ligesaavel i den indre som ydre Fohandling. Ordskiftet er i alle Lande, hvor der er Fare for Krig, ufrit. Overklasserne forhandler med de an- dre Klasser med Revolveren paa Ryggen. Det er denne Forfalskning af ethvert Ordskifte om borgerlige Interesser, som vi har Ret til at protestere imod. Og er det nødvendigt at forhandle med Revolveren paa Ryggen? - Et Eksempel! Kvækernes Fader William Penn for- bød Krig. Han sagde til sine Trosfæller: I skal forhandle med Indianerne uden Vaaben. Kvækerne lagde Vaabnene bort og talte til Indianernes Forstand. Og mens de andre Stater, der forhanlede med Vaaben i Haand, førte bestandig Krige med SIDE: 244 Indianerne, havde Kvækerne Fred - i 70 Aar, til de ogsaa tog sig for at forhandle med Vaaben bag Ordene. Det viser Sandheden: Taler I til Næveretten i en Mand, saa bruger han Næverette; men taler I til det Gode i Man- den, faar I hans Retfærdighetsfølelse i Tale. Hvad der lykkedes for 100 Aar siden med halvvilde Indianerne, skulde det ikke kunne lykkes i Europa overfor civileserede Mennesker? Uden at tro paa det, at lægger man Vaabnene ned, skal det nok vise sig, at Retfærdighe- den blir afgjørende - uden denne Trosbekjendelse vilde jeg ikke tale her. Men det Folk, der nærer den samme Tro og handler derefter, vil bli et Foregangsfolk paa Jorden. Det er i den Retning min Sorg, at Kirken ikke tror paa dette, men at tror paa Revolveren bag Ryggen (Hør!). Og da den ovenikjøbet lærer, at Krigen er af Gud, kan jeg ikke værge mig imod, naar jeg ser en Præst i den kjendte sorte fodside Kjortel, at tænke paa en oprejst Kanon - en Mørser, som den kaldes. Naar der tales om at nedlægge Armeerne, mødes man oftest af den Indvending, at det vilde være en Fare indad- til, mere end udadtil. Og der kommer Sandheden frem. Det er Overklassene, der vil ha Garantier mod Underklas- serne. Men med hvad Ret? Dog skal jeg ikke spørge der- om, men kun sige: Lad den forvandle Uretten til Ret, saa har de ingen Brug for Garantierne. - Hvad Krigen er, kan De omsætte i Værdier. De vil ved en Tankeexperiment forstaa, hvad det vil sige, at et Folk ikke uden Krigen kan komme til sin Ret. Og dog er det en Begrebsforvirring, at de Mægtige og de Rige har en sær- lig Ret over de Smaa og Svage. Gjør det om! Skaf Ret- færgighed, og I skal se! Vor Ret til Freden er endvidere, at der ikke skal staa Smitte af Krigsmoralen ind i vort Samfund. - Vi har alle læst om Anarkismens Afskyeligheder og gyst ved det, vi har læst derom. Men hvad er det? Et, ganske vist forfær- deligt Svar i Krigens Lignelse fra dem, der tror sig foru- rettede; det er som Krigen et Brud paa det fri Ordkifte, Magten sat i Retfærdigedens Sted, - det er Udslag af Krigsmoralen, den Stærkeres Ret. - Naar jeg læser disse Beretninger om Dynamitattentater, hører jeg altid disse to Ord: Vogt Dig! Ikke alene til de Store, som Attenta- terne er rettet imod, men ogsaa til de Smaa, hvis Ret ved Voldens Anvendelse blir skudt ud i en lang Fremtid. Anar- kisternes Gjerning er imidlertid Resultatet af Krigsmoralen, hvis Smitte er gaaet ind i al alvorlig Forhandling. Og- SIDE: 245 saa i den Forhandling, der i hvert Land føres Partierne imellem. Her vil jeg atter vende mig imod Præsterne: Jeg saa ved et Præstemøde hernede forleden, at de alle var saa be- kymrede for, om der var et evigt Helvede. Jeg tænkte mig: var de blot halvt saa bekymrede for at afskaffe Krigens Helvede hernede, saa kom der ikke halvt saa mange i det Helvede, som de mener, der er i det andet Liv. Vor Ret til Fredsmoralen bør vi forfølge videre. I Sko- len læres Krigsmoral; det gaar langt ned, helt ned i Bør- nenes Lege, som Lærerne burde ha et vaagent Øje med. En stor Gut har f. Eks. lagt en liden Gut under sig "Er du overvunden?" spørger den store. "Nej," svarer den lille. Ti det er Moralen, at han, der ligger under, stadig skal være en Allerhelvedeskarl, og det synes Lærerne er bra! I Sporten er der kommet mere ind af fair play, men ogsaa der er Sansen for at sejre blet en ren Brunst. Vi burde mere lære at tage os af de Svage, af dem, der ikke kan sejre. Vor Tids Moral er, at en Mand ikke maa kunne tabe. Det er underligt for os, der har til forbillede Jesus af Na- zareth, hvis Ære det var at lide indtil Døden. - Der er en anden Side ved Krigsberedskaben: Disciplinen. Den kan være god, saa langt som det stemmer med vor Overbevis- ning, og et Stykke til; men naar den gaar saa langt som til at skulle holdes ogsaa hvor den strider mod vor Overbe- visning, saa er den umoralsk og ingen god Indøvelse til at bli en selvstændig Borger. Naar man ned i Tyskland ser Barberen modtar Kunden med militær Honnør, forstaar man, at han aldrig mere blir en selvstændig Mand. Folkenes Ret til Fred grunder sig ogsaa paa deres Ret til Fred for sit Arbejde. En tysk Dame, gift med en tysk Officer, sagde oppe i Norge: Før Elsass-Lothringen gives tilbage til Frankrige efter Rigslandenes frie Afstemning, skal der ligge 2 Millioner Tyskere paa Valpladsen og derimel- lem min Mand! - 2 Millioner! Det er Danmarks hele Be- folkning. Deres Arbejde er Danmarks hele Produktion i en halv Menneskealder. Tænk Dem, hvad det vil sige i Arbejde, Værdier. Og for en saa vanvittig Paastand holdes de store Lande i Kirgsberedskab, Tusener drages bort fra sit Arbejde, og de smaa Lande maa exercere med. Det er mere i Værdi, end om Frankrige eller Tyskland havde Elsass-Lothringen i 1000 Aar. - Det er sagt, at Fredssagen er en revolutionær Sag. Ja, den er det i en saadan Grad, at der intet er som SIDE: 246 den skikket til at udrydde de onde Instinkter i os og bringe os i Lignelse med den store Fredsfyrste, som alle Kristne burde efterligne. Tog vi Revolveren bort, hvor meget ret- færdigt kom der da ikke op, som vi nu ikke aner? Tænk Dem den Rejsning i Menneskenes sædelige Vilje, naar Krigs- moralen blev tat bort! Det vilde være den største Revolu- tion siden Jesu Dage! - Hvad det nu kommer an paa for os, der gaar ud i Verden med den Sag, er at faa de Smaa til at begynde. Aldrig i Verden har det været de Store, der har revolutio- neret Samfundene. De har ikke Brug derfor. De Smaa skal tale og vidne mod de Store; de smaa Lande skal vise sin Tro og sætte den op for de stores Retfærdighedsfølelse, saa faar vi nok Sejr. Og lad mig saa slutte med det: Lad eders Lærere tale Fredmoralen til eders Børn i Skolerne; tal med eders Præster om det samme, og vælg ikke nogen Repræsentant til Tinge, uden han er skarpt examineret paa det Punkt. Og saa tak for denne Gang. Gid vi siden maa ses og denne forsamling da maa være voxet til 100 000! Freds- sagen leve! SIDE: 247 Bjørnstjerne Bjørnson Tale paa Tullinløkken. "Dagbladet", 4. Juli 1892. Som man roper til Fjeldet, faar man Svar - det Svar som jeg nu kan staa og læse i Ansigterne her paa Pladsen, indrammet i Tullinløkkens umaadelige Firkant. Det er saa storstilet og klart, at jeg tror, det kan læses paa Slottet. Jeg tror, at de endogsaa kaa stave sig det til i Sverige. SIDE: 248 Det er ikke første Gang, at en norsk Folkeforsamling har svaret paa svenske Forsøg paa at krænke norsk Rets- følelse og norsk Ret. Her har engang samlet sig et Folke- tog til Johan Sverdrup. Det var i det absolute Vetos Dage. Da havde vi alle en sikker Følelse af, at dersom Kongen fik adsolut Veto i norsk Grundlov, saa var det Svensken, som fik det. Og jeg tror, at dersom Højre den Gang tvilte paa det, saa har de af det, som er hændt i de sidste Maaneder, faat Vished for det samme, de ogsaa. Naar denne Forsamling er saa utvilsomt meget større end den, som samlede sig i det absolute Vetos Dage, da er det først og fremst, fordi norsk Selvfølelse har voxet siden den Tid. Men der er kommet et Moment med. Paa den Maade, som de denne Gang forsøger paa at trænge ind i vort Hus, bryde ind i vort Hus, paa den Maade er det al- drig sket før! Jeg siger "bryde ind i vort Hus". Da gaar jeg ud fra, at Herrer i det norske Hus er - ialfald indtil videre - det norske Flertal. Og dersom vi i dette Øjeblik havde Opløsningsret, saa skulde de finde, at om Folket nu gik til Valg, vilde ikke engang 20 Højretingmænd finde til- bage til deres Pladse! Det er altsaa, siger jeg, at bryde ind i et Hus, naar de vil krænke et saadant Flertals Ret og afsætte det og lade et Mindretal komme til. Se - tidligere i Vinter, da vor Re- gjering havde forberedt et Forslag om egne Konsuler, da fulgte svenske Statsraader ind med Kongen; og lidt efter hørte vi at den norske Regjering skulde gaa. Det vilde være at gaa direkte ind igjennem Døren, - det vilde være at bryde sig ind, men dog at gaa igjennem Døren. Men denne Gang har de forsøgt, om de ikke kunde tilintet- gjøre norsk Ministeransvarlighed - om de ikke kunde faa det saadan laget, at den blev til Haan og latter. Dersom de havde raadet Kongen til at sige Nej til en Stortingsbeslutning som havde ogsaa Regjeringens Bifald, - dersom de havde raadet Kongen til at sige Nej og raa- det ham til at tage sig et Ministerium - af Højre, som var villigt til at tage Ansvaret for hans Nej, saa var det rigtig- nok at bryde gjennem Døren, fordi Højre er i Mindretal; men det var, ærligt! Men istedetfor det har de denne Gang prøvet, om de ikke kunde faa Kongen til at sige Nej, mens han havde en Venstreregjering siddende, og naar han saa havde faat en Højreregjering i Stedet, saa var der ingen, som tog Ansva- ret for hans Nej. Dersom det der kunde lykkes, saa var SIDE: 249 det netop i de store Sager aldeles forbi med norsk Ministeransvarlighed i Norge. Jeg gjentar mit Billede: At gaa gjennem Døren, selv om det sker med Vold, er da endelig en ærlig Sag; for da er man sin Gjerning kjendt. Men at forsøge at komme bag paa nogen gjennem vinduet -! Man plejer at sige om den fremmede Mand, som vil ind igjennnem Vin- duet, at hans Hensigter umulig kan være reelle Og dersom vi trængte et Bevis paa, at de ikke har nogen rigtig Tro til sin Sag, at de ikke har god Samvittighed, saa ser vi det, naar de prøver et saadant Middel. Nu var den Regjering, vi har, aarvaagen. De gik rundt Huset; men de fandt intet Vindu aabent. Det er Skam at sige: De forsøgte at bruge en norsk Venstreregjering paa den Maade først i Stockholm, og ja- mæn forsøgte de paa det her igjen! De Raadgi- vere i Sverige, som har faat istand et sligt Forsøg, de skulde ha Skam; ti de kaster Skam paa sine egne Statsmænd og paa sin egen offentlige Karakter. Forsøg paa den Maade paa at tilintetgjøre norsk Ministeransvarlighed, - det er Rænkespil. Hvad vil nu hænde, siden det ikke lykkedes? Der er naturligvis blot én Maade at gaa ind paa, og det er gjennem Døren. Og vi har set Bladene fortælle, at Emil Stang har været flittig ved Laasen i disse Dage. Men vi har endnu ikke hørt, at han har sat Brækjernet til. Ja, nu er der altsaa to Tilfælder, hvis de kommer ind og agerer Herrer -: Det første Tilfælde er, at de gaar ind - paa svenske Raad naturligvis - gaar ind og til den store Sag, som ligger uløst, og da gir Kongen det Raad at sanktionere Sagen. Hvad vil saa hænde? Jo, - at hele det norske Folk sæt- ter sig ned og gjætter og gjætter paa en Gaadeleg, - det vil sige: "Hvorfor maatte Venstreregjeringen gaa?" Derfor, at den havde raadet Kongen til at sanktionere Konsulatsagen. Næste Spørsmaal: "Hvorfor maa Højreregjeringen sidde?" Derfor, at den har raadet Kongen til at gjøre det samme. Jeg tror ikke, at de derved egentlig gjør Kongemagten nogen stor Tjeneste. For det der kommer i betænkelig Grad til at ligne, naar et Barn skal ha Medicin. Dersom det er den stygge Dada, som rækker Skeen frem, saa knytter lille Milla Munden til og trækker det søde Hodet væk. Men SIDE: 250 dersom det er den pene Mama, som giver Skeen, saa tar Milla og svælger Medicinen med en sur Mine. Som sagt, jeg tror ikke, at de gjør Kongemagten nogen Tjeneste ved at fare saadan med den. Mig kan det nu være Sligtslag; men jeg er sikker paa, at der er mange i begge Lande, som synes det er at fare ilde med Kongemagten. Og hvordan farer de saa med sig selv? For at bli i Billedet med Medicinen, saa kommer de den ene Gang til at spytte Medicinen ud og den andre Dagen til at slikke den i sig igjen. Men saa er det det andet Tilfælde. Det andet Tilfælde det er, at naar de som Mindretals- regjering altsaa gaar løs paa Døren og skal bryde sig ind, saa staar naturligvis Svenskerne paa næste Hushjørne og gjør gode Miner til det. Naar de saa kommer ind - ja jeg tror ikke, at de egentlig da kan tage til Motto og Skjold- mærke: "Fred være med eder!" Jeg tror, at Kampen kommer til at fortsættes, og at den da maa bli saa haard og saa uafladelig, at om der skulde revne en Buxe for dem, faar de aldrig Tid til at bøte den engang. Og det kan saamæn gjerne være, at de blir saa- vidt afspærret, at de kommer under Sultekur. Det er jo nu om Sommeren, Folk rejser til Bad for at komme paa Sulte- kur frivillig. Men jeg tror ikke, at de da behøver at rejse til Bad; de faar den alligevel. Og kanske de da ogsaa bringer Kongemagten paa Sulte- kur i Norge. Men et Gode vil det ha, dersom det gaar til paa den sidste Maaden. Her var før det Komediespil, at naar vi vilde ha egne Konsuler, saa sagdes det, at det var mod norsk Lov og Rigsakt. Der var mange Jurister som stod op og viste, at naar vi vilde ha egne Konsuler, vi, som er den anden sjøfarende Nation i Europa, da skulde vi først gaa til Svenskerne og bli enige med Svenskerne - og derpaa tilbage til os selv og bli enig med os selv. Men dersom det gaar an, at en Højreregjering, som er et Mindretals - og i denne Sag et overmaade lidet Mindre- tals - kan gaa ind og spille Herrer i vort hus paa Raad og Ønske af Svensken, saa er det synligt for Alverden, un- der hvis Kommando dette Land staar. Da kunde for den Sags Skyld Landet gjerne være besat af svenske Tropper, ti da vilde det ogsaa akurat gaa saadan til. Og da kanske Udlandet vilde forstaa, hvem der i denne Sag, har havt Ret fra først til sidst. Da vilde de forstaa, at vi SIDE: 251 fremdeles kjæmper for vor Selvstendighed, saadan som vi har gjort det fra 1818 af, da denne Kamp begyndte. Vi staar i Forhold til Sverige. Vi er forenet med Sve- rige. I denne Forening er der to udvortes Momenter, - det er Kongedømmet og Forsvarsforbundet. Jeg vil sige nogle Ord om begge. Det norske Kongehus er - det ved vi allesammen - ikke norsk og ikke gammelt. I de 80 Aar snart, som det har været Kongehus, har det tilsammenlagt ikke været 3 Aar her i landet. Selvfølgelig saa elsk- værdige og saa begavede Personligheder som mange af de Konger eller alle har været, saa har de vundet mange gode Venner her i Landet. Men for at faa et Forhold til Folket maa der andet til og navnlig maa der Gjerninger til. Saa kommer det til, at det begyndte med at være frem- med baade i Sverige og Norge. Men for hver Generation, som gaar, blir det naturligvis mere svensk. Og man kan skjønne, at det i den Kamp, som vi nu har med Sverige, vækker adskillig Bekymring i Norge. Og denne Bekymring kan alene stanses ved, at der kommer Gjernin- ger, - og da først og fremst den Gjerning, at enhver norsk Konge ogsaa er norsk Konge. Jeg vil her sige - i Overensstemmelse med norsk Hi- storie, Med norsk Folkekarakter - at det norske Folk er et loyalt Folk, som aldrig kommer til at bruge andet end loyale Midler. Enten det er utilfreds eller ikke, loyalt gaar det norske Folk frem! Men samtidig tror jeg, at jeg bør minde om, at det at krænke en loyal Mand, det er altid farligere end at krænke en illoyal og svag. Den loyale Mand kan bruge sine loyale Midler ganske ander- ledes virkningsfuldt end den illoyale. Jeg tror, de skal be- tænke sig, før de gaar videre med den Sort, som de har begyndt med her. Saa er det det andet, nemlig Foreningen, - jeg mener Forsvarsforbundet. Det er ikke saa, at Forsvarsforbundet er til for Konge- husets Skyld; men det er Kongehuset, som er til for For- svarsforbundets Skyld. Det er Forsvarsforbundet, som vi vil ha bjerget. Jeg tror ikke netop, at det er nogen militaristisk Stormagt, vi derved vil bli; det er ikke milita- ristiske Drømme, vi forbinder med Forsvarsforbundet, som vi ubetinget holder paa. SIDE: 252 Nej, vi mener noget mere med det. Vi mener, at under Forsvarsforbundet maa vi kunne naa mere for norsk Selv- stændighed og Frihed, end om vi stod uden det. Og dersom vi i den senere Tid ved, hvad der er hændt, har begyndt at tvile paa dette, saa bør vi fjerne de Grunde, som vi har til Bekymring. Dernæst mener vi med Forsvarsforbundet, at med dette ligger vi nær ved at naa den Fred, som alle Mennesker elsker. Der er to Veje nu til Freden. Den ene er Voldgiftsvejen; den anden er Forsvarsfor- bundenes Vej. Dersom vi kan holde vort Forsvarsforbund purt og rent, d. v. s. saaledes, at det viser Verden, at vi begge er selvstændige inden Rammen af dette, saa vil det baade lokke frem flere til at indgaa i vort Forbund, og der vil danne sig andre Forsvarsforbund til Udryddelse af Krig. Det er altsaa en stor Missjon, vi udfører, naar vi værger vor Selvstændighed inden Forsvarsforbun- det. Ti saa viser vi det frem som Eksempel for Verden. Og paa dette - paa Forsvarsforbundene vil Folkene en- gang gaa til Fred. Derved har jeg nævnt det store, som er skeet, hver Gang vi har værget norsk Selvstendighed inden denne For- svarsramme. Og her skal vi idag mindes dem, som har gjort det før. Ti det er ikke første Gang, Sverige har sat sig mod et enigt Storting og en enig Regjering i Norge. Jeg minder bare om Flagsagens Historie. Men jeg minder og- saa om, hvad de ældre af os har oplevet, - om Statholder- sagen. Der stod den norske Regjering og det norske Stor- ting enige, og endda blev det kastet overende i Sverige, da det kom til Stykket. Og da det endda haardere blev prø- vet, var der dog bare 3 norske Statsraader, som ikke vilde bøje sin norske Nakke under Svenskerne. Den ene af disse - som jeg nu nevner med Ære - var den fine, staute Birch-Reichenwald; den anden var Sjøulken Ketil Motzfeldt; og den tredje var Statsraad Petersen, denne Ridder uden Frygt og Daddel. Dersom alle I, som har Flag, vil tage dem og vifte med dem til Ære for disse tre Navne, saa gjør I bra! Men nu er vi kommen saa langt, at det er ikke alene tre Statsraader, - nu er det hele Statsraadet, som er stiv- nakket nok til at staa og Falde med en norsk sag. Og ved denne deres Troskab har de givet denne Sag ny SIDE: 253 Adkomst til Sejer. Og det er derfor, vi nu skal gaa samlet ned til dem, for at vise dem, at om deres Troskab vil vi staa Hædersvagt. Vi gaar ned til dem med følgende Resolution: I en for Fædrelandet alvorlig Stund har Mænd og Kvin- der fra Kristiania og Omegn samlet sig for at bringe Mini- steriet Steen sin Tak, fordi det med Klogskab og Kraft har værget om Norges Ære og Ret og trofast har villet staa og falde med sit nationale Program. Vi udtaler den trygge Forvisning, at Regjeringens Hold- ning med det norske Folks taknemlige Tilslutning skal bære Norges Sag frem til Sejer. Ingen uden Nordmænd skal raade i Norge! Et nifoldigt Hurra for Ministeriet Steen! Bjørnstjerne Bjørnson Trusler? ("Dagbladet", 2. August 1892.) I "Gjøviks Blad" læser jeg om et Brev fra en svensk Soldat, som trodde, at Soldaterne ikke skulde hjemforløves fra Eksersitien iaar, men marschere mot Norge; "Officererne ventede hver Dag Ordres". I et Brev til "Posten" om Hr. Emil Stang ser jeg, han dreves "av Frygt" til at forsøke Dannelsen av et Højreministerium. Hvilken Frygt? Det samme fik jeg i Telegram under Krisen; i dette stod Fryg- ten nærmere betegnet som Frygt for svenske Tropper. SIDE: 254 Mange Nordmænd med mig har det Ønske, at Stor- tinget maa klare op heri. Indstævnes Hr. Emil Stang for Stortinget som Vidne (ifølge Grundlovens § 74 h), kan han ikke bevare Taushed om sine Samtaler med Kongen, Kronprinsen og begges Om- givelser. Indstævnes Hr. Thorne og maaske andre, saa kommer det norske Folk Tilsidst efter, om her er truet, og av hvem her er truet. Engang vil norsk Fædrelandskjærlighed skille sig saa- vidt av med mystisk Respekt, at norske Borgere uopholdelig og av sig selv gir Stortinget Besked, naar nogen direkte eller indirekte prøver at bevæge dem ved Trusler mod deres Fædreland. Men da vi endnu ikke er komne saa langt, maa vi bede om Stortingets Hjælp til at faa Sand- heden frem. For at disse Trusler, hvis de er brukte, kan have Skræmselens Magt, maa enten vor Konge tro (eller andre tro om ham), at han som svensk Konge ingen Kom- mandoævne ejer, naar det kommer til Stykke, hvad det svenske Folk bør faa at vite. Eller ogsaa maa man tro, at han som svensk Konge staar rede til at anfalde sit norske Fædreland! I begge disse Tilfæller vilde Kongemagten hos os være vor største Fare, et staaende Forræderi mot Nationen. At faa saadant paa det Rene er vigtigere end alt, vi til idag har strævet med. Det maa i Tilfælle ændre vor Hold- ning og vort Arbejde. Men i Øjeblikket gjælder det først og fremst at komme efter, hvad som i Virkeligheden nu har bestemt norsk Politik. Der er Ting, som ikke uten Fare kan gjentages, naar de nævnes højt. Der er Ting, som av sig selv grupperer annerledes i de politiske Partier og skaber et enigt Folk. Lad os faa Besked! Tusene paa Tusene vil slutte sig til denne Henvendelse, naar de først faar vite, hvad den gjælder. Bjørnstjerne Bjørnson SIDE: 255 Bjørnstjerne Bjørnson Et Brev. ("Dagbladet", 25. August 1892.) Kjære Venner! Det er mig en Trang at takke for al den Glæde, I gav mig, ved at faa mig ned til Danmark denne Gang. Stil- lingen i Norge har gjort, at jeg ikke før nu har kunnet samle mig til det Brev, som skulde ledsage min Tak; men kommer den sent, saa er den lige hjertelig følt for det og istæmmes av hele mit Følge paa Rejsen. Vi be'r om, at den gjennem det ærede Styre maa komme ud til de mange, som viste os Godhed, - en Godhed, som det danske Sind har i Særeje, og som ingen sætter højere Pris paa end Nordmæn. Mig personlig er det en Fæst at komme tilbage i de Grundtvigske Ringe. I dem finner jeg min Ungdoms lyse Hjæm, dets Toner og Udsyn. Maalene har vi for det meste ænnu fælles; Arbejdsmaaden er blet noget forskjellig, efter at de overnaturlige Ting ikke længer er med i min. Paa Forhaand vidste jeg ikke, at Indbydelsen til mig udgik fra dem, der politisk hører til venstre Centrum. Saa meget mere har den Tilslutning glædet mig, som Freds- sagen har vunnet ogsaa her. Det er et Løfte om, at paa den vil de to Grupper senere æller tidligere ende. Fredssagen bestaar i at sætte Retfærdighed in istedetfor Magt; at tro mere paa civiliserede Menneskers Retfærdig- hedsfølelse end paa egne Vaaben. Udadtil dir denne Tro SIDE: 256 større Tillid end Rustninger, og indadtil slukker den onde Instinkter og Klassehad. Kommer vi saa langt, vil Synsmaader skyde op, som den ene Part i Staten nu ofte tror at kunne fornemt vende sig bort fra, den annen Part føler Lyst til at tvinge frem ved Vold. Livet har nødvendige Avslag, som, saa længe der er Vaaben i Luften, ingen vil ænse. Danmarks inre og ydre Stilling ejer nok Overtalelses- ævne til at samle begge Venstregrupper om Fredssagen, og paa den vil de vinde fornøden Magt. De Mæn, som i Danmark først og stærkest har gaat imod Patriotismens Krigsraab, Romantikens nationale Leg- ender, den sindrige Mistænkeliggjørelse, de pralende Be- skyldninger for letfærdig Uvidenhed, Fejghed, Landsfor- ræderi; de Mæn, som med uforlignelig Talent og Vid har bekriget de militaristiske Planer og Drømmerier, - der i det aabne, lille Land tar sig saa underlig ud, men som desuagtet derfor har naaet op til os -; de Mæn, der har gjenvunnet for Folkets store Flertal det nøgterne Syn, der paa alle andre omraader er ejendommelig for dansk Aand, - de Mæn har efter mit Tykke gjort det største, som nu kunde gjøres i Danmark. Hermed tænker jeg fremfor alle andre paa Viggo Hørup. Vil vi forene og forsone, maa vi lægge os æfter en Smule Taknemlighed; vil vi dæmpe Bitterhed, maa vi be- gynne med at vise Retfærdighed. Jeg udtalte - fordi Ordet var i Foragt, - at jeg var Socialist, dog uden at dele Had og Drømmerier. Herav har nogle sluttet, at jeg ikke var det. Socialisme vil sige: at skaffe de mange og smaa i Sam- fundet Retfærdighed; nu er endelig deres Tid inne! Hvad senere Slægter vil gjøre herav, ved vi ikke; det beror paa, hvad vi gjør. Om dette kan vi enes; om hint er det ufrugt- bart at strides. Alle Opgaver er ikke éns i alle Lande. I Norge maa Socialismens Krav idag og imorgen væsentlig være føl- gende: "Fredssagens Gjennemførelse, almen Røstet for Kvinne som Mand, Ophævelse af al Told, Alderdomsforsørgelse, en eneste Statsskole, Folkeskolen. Videre, at Husmæn ved Statslaan paa frivillig Vej kan kjøbe den Jord, de nu er Lejere eller Forpagtere av; at Arbejdere ved Statslaan kan kjøbe av den Jord, der nu ligger ledig hen; at Arbejdere og Sjømæn ad Frivillighedens Vej faar Andel i Fabriks-, SIDE: 257 Haandværks- og Skibsbedriften; at Arbejds- og Skibslove sikrer Velfærd og Liv; at Militærlovene i Fredstid blir menneskeligere o. a. l." Sker dette, da blir en saa stor Del af Folket Medejere og medinteresserede i Lannets Velgang, at ingen social Rystelse er tænkelig. Saa vil det videre Ordskifte klare de videre Vilkaar. Om Fredssagen sa man idelig til mig: de smaa Nationer kan umulig begynne den Sag; det fører ikke til noget. Jo, det gjør. Alle Reformer er begynt av dem, som hadde dem mest behov. Krigsrustninger er nu en Pænge- sag, og da siger det sig selv, at smaa Folk maa gi dem op og prøve at gjøre Fredssagen til deres Livssag. Blir den en stor, bydende Folkemening hos os, saa er derved to Ting avgjort; vi føres ikke av en uventet Begivenhed til at gjøre, hvad vi ikke ønsker; og fra os udgaar Overtalelse og Exempel til andre Folk. Danmarks Historie, Beliggenhed, Folkekarakter, og det uhørte, at man mod Folkets Vilje opfører kostbare Fæstninger, som de Sagkyndige ikke engang tror paa, - maa gjøre det danske Folk til et Fredssagens Fore- gangsfolk. I Danmark maa Sagen efterhaanden kunne bli Pressens, Literaturens, Skolens, Kirkens, Folkemødernes store Sag, og da skaber den sig Udveje, som ingen av os nu aner. Men hvad vi alle kan skjønne, er, at den vil naa Lovgiv- ningen og prøve de Veje, som aldeles sikkert er Hoved- vejene: Voldgift og Forsvarsforbund. Blir Voldgift almen og Forsvarsforbundene altid større, saa alene Lufttrykket av deres Fredsvilje holder Krigsplanerne nede, da minskes Hærene av sig selv til Halvdelen, Tredjedelen, Fjærdedelen o. s. v., - til vi sidder igjæn med den frivillige Politihær, som ophører at være et Magtmiddel i Overklassernes Hæn- der. Dette er nu nemlig den hele Hær, - en Raahed, en Folkefornærmelse, som Opmærksomheden kun- stig ledes bort fra. Jeg vil ikke slutte uden at give mit innerlige Ønske Ord, det, at Baandet imellem Dansk og Norsk maa blive stærkere ogsaa ved denne Sag. En kort Tid maatte vor unge aandelige Selvstændighed staa paa Vagt mod Danmark. Den er nu aldeles forbi. Vi Nordmæn har at tage imod med den største Taknem- lighed, hvad I kan give os af eders Aandsvækkelse i Folket, av eders større Menneskelighed i eders religiøse Liv, av SIDE: 258 eders større Dygtighed i Landbrug og Haandværk, av eders højere Kunstsans, Sikkerheden i eders ældre Kultur og av eders Sinds rige Velvilje. Vi kan vanskelig undvære Tilførselen fra denne Venneomgang i vor Dannelse og Humør; jeg føler det hver Gang paa ny. Endnu en Gang vor innerligste Tak; bær den over til Vennerne i Sorø, ja til alle fra vor uforglemmelige Rejse. Eders Væn Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 259 Bjørnstjerne Bjørnson Rusland og Skandinavien. ("The Pall Mall Gazette", 6. Sept. 1892, paa engelsk. Paa norsk i "Dagbladet", 7. Sept.) Rusland den onde Aand. Straks der kommer op en Strid mellem Sverig og Norge, læses en Korrespondence i et eller annet Blad, som fortæl- ler Verden, at Rusland ser til med Fryd, eller at Rusland ønsker norsk Finmarken, eller endog at Rusland har Agen- ter i Norge, som for russiske Penge besørger Striden. I Regelen udgiver disse Korrespondencer sig for at være skrevne av fremmede Mænd i Rusland; i Regelen trykkes de i en eller annen engelsk Avis; man forudsætter nemlig, at England har en særlig Interesse av at læse dem. Jeg fejler neppe, naar jeg gaar ud fra, at disse Medde- lelser, hver eneste en, er skrevne af Svensker, og at de dan- ner et Led i den svenske Politik mod Norge. I denne Politik ingaar Rusland som "Samiel" i "Jæger- bruden", den onde Aand, der paakalles, mens Kuglerne støpes. Lad mig faa Lov til i Korthed at sige, hvorledes jeg tror Rusland er stillet overfor de to Lande. Naturligvis beror dette paa, hvorledes Rusland er stillet til Europa i det Hele. Rusland og Europa. Der er nu fem Aar, siden jeg havde den Ære i dette samme Blad at fortælle om den store russiske Drøm, at dele Verden med Amerika. Den er værdig en ung Kjæmpe, der ikke kjenner Grænse for sine Kræfter. Amerika paa den ene Side Atlanterhavet, Rusland paa den andre, og et SIDE: 260 England midt imellem - som Manden mellem de to Stole. Verdensfreden skulde naaes ved Amerikas og Ruslands ab- solute Supremati og Venskab, - den store pax Romana, som annen Gang skulde paalægges Folkene. Tror nogen, at disse Drømme er farefri, saa forstaar de ikke, at Ungdommens Drømme er Slagskyggen, som den kommende Mand kaster. De er Kræfternes Bebudelse paa samme Maade som Vaarluften er Vaarens, eller den lumre Hede Lynets eller Orkanens. For Rusland er Balkanhalvøen Nøglen til Verdensherre- dømmet. Dersom Rusland først er Herre over Balkans Slaver, da tilfaller Østerriges Slaver det som Belønning, - saa meget sikrere, som Rusland ikke kan bli Herre paa Balkan uden i Kamp paa Liv og Død med Østerrige. I denne samme Kamp maa ogsaa Preussens Skjæbne være afgjort; men da er Resten bare Tidsspørsmaal. Saadan tænkes i Rusland. Ingen nægte Tankens Logik, ingen miskjende Mulighe- den. Idag har Rusland 108 Millioner, imorgen har det 120, iovermorgen 150 osv. Man taler om dets Svaghed, om de indre Revolutioner, det gaar imøte, om de uensartede Elementer, som truer det med Opløsning. Men man glemmer, at alt dette giver den evige Uro, som sætter Gjæring og rejser nye Kræfter. Av slige vulkanske Elementer fremgaar den geniale Samlervilje, som engang av Uensartetheden i Folk, i Sæder, i Udvikling skaber Vilkaarene for Verdensriget. Netop Uensartetheden gjør, at Misnøjen aldrig kan bryde ud paa én Gang og over- alt. Den geniale Samlervilje tar saa en rolig Provins og lægger over den urolig Provins (som Romerne gjorde før) og slukker eller kvæler. Saaledes Landet rundt, til alt er Et og alt er roligt. I Frankrige kan tændes en almindelig Revolution, i Rusland aldrig. Der kan alene tænkes en Re- volution i Polen, som de kaster Storrusland over; i Fin- land, som de kaster et annet Stykke over, - og saadan be- standig. Dersom en utenlandsk Magt, f. Ex. Preussen, vilde bruge et saadant Oprørets Øjeblik i en av Ruslands mange Pro- vinser, da sprængte Fortvilelsens Energi al menneskelig Forudseenhed; Slaverne er et lyrisk Folk; i et saadant er den Slags Energi størst. Carl den tolvte og Napoleon fik den at føle. Nihilisterne viser den idag. Nej, man gjør klogt i, ikke at regne med Ruslands Uensartethed som en Svaghed. Og man gjør klogt i at mærke sig en Kjæmpes Drømme. SIDE: 261 Rusland kan vænte. Sist havde Rusland paa Balkan bare én Fiende, nemlig Tyrkiet. Om Rusland nu prøver, har det fire Stormagter mot sig samt Tyrkiet og de fleste Balkanstater. Endnu i nogle Aar er maaske Frankrige vanvittigt nok til at hjælpe det; men innen kort Tid maa baade Tyskland og Frankrige inse, hvad som er vigtigere end deres eget Mellemværende. Endog med Frankrige som Allieret vil Rusland neppe i den første Menneskealder føle sig stærk nok. Men det kan vænte sin Tid. I Europa løses ikke et Skud uten Ruslands Vilje. Den, som har den Forret at skyte først, kan altid vænte. Rusland og Sverige. Da Rusland tog Finland fra Sverige i 1809, havde det samtidig Krig med Tyrkiet. Siden har det ingen Krig ført med Sverig, mens det har ført tre Krige med Tyrkiet, nem- lig i 1828, 1854 og 1877. Allerede dette viser, hvorhen Ruslands Veje gaar. I Sverige løses ikke Ruslands Fremtid, men paa Balkan. Nu er der Mænnesker, som svarer, at det ikke hindrer Rusland i ved Lejlighed at hjemsøge Sverige. I 1864 under den tysk-danske Krig stod Rusland færdig til at overfalle Sverige, hvis Sverig-Norge hjalp Danmark. Hertil er tre Ting at svare. 1) Beretningen om at Rus- land stod rede til at overfalle Sverig-Norge i 1864 er tem- melig apokryf. 2) I 1864 havde Rusland endnu ikke kom- promitteret sine Udsigter til Fremgang paa Balkan, og end- nu havde det frie Hænder. 3) Dersom de skandinaviske Riger blander sig op i andres Krige, saa kan jo det Utæn- kelige hænde; men de kom ikke til det i 1864, og de kom- mer endnu mindre til det herefter, - hvis Norges Uten- rikspolitik blir uavhængig av Sveriges. Herom siden. Alminnelig Forstand vil tilsige Rusland, at dersom det vil frem paa Balkan, maa det holde Fred i Nord. I Nord har det nu en omtrent lukket Grænse, i Norge en fredsom- melig Nabo, i Sverige en mere tvilsom; men som neppe in- lader sig paa Eventyr. En Erobring av Sverige-Norge eller av hvilkensomhelst Del av disse Lande udad mot Havet vilde lægge Ruslands Grænse aapen og gjøre begge Folk til en uforsonlig Fiende, som neppe 100,000 Mand kunde magte. Under saadanne Omstændigheder turde Rusland neppe be- gynne ny Krig paa Balkan med flere Stormagter. SIDE: 262 Herav kan med nok saa god Sansynlighed sluttes, at saalænge Rusland ikke har naaet frem til Balkan, har og- saa Skandinavien Fred for Rusland. Desuden: hvad Brug har Rusland for Skandinavien, naar det ikke er som Led i en europæisk Erobring? Dersom Rusland opgiver Balkan, opgiver det enhver europæisk Erobring. Rusland og Norge. Norge har Handelsinteresser fælles med Rusland. Det norske Nordland og Finmarken er det nordre Ruslands Kornmarked, og omvendt er Norge Ruslands Fiskemarked. Men Vejene er stængte med Is dernord syv, ja undertiden otte Maaneder av Aaret, saa der er Spørsmaal om Jernveje frem til norske Havne. Bare Tanken herpaa sætter svenske Statsmænd i Raseri; ti medens Sverige ved uforstandig Po- litik i Tidens Løb har tabt store Landstrækninger til Rus- land og frygter Russerne, har Norge aldrig lidt Overlast av dem. Nordmænd mener derfor, at med Fredens Midler maa vi fremdeles kunne staa i godt Forhold og Venskab til det store Rige, der ingen økonomisk Fordel kan høste av en Erobring, som det ikke kan faa i full Fred. Lad os se, hvorledes Forholdet staar strategisk. Man fortæller os i Sverige, at Rusland attraar norsk Finmarken. Hvad saa? Dersom Norge var alene, d. e. uden nogen Union med Sverige, saa vilde et russisk Angreb paa Finmarken være et farligt Foretagende for Rusland. Ti det vilde være avfrosset fra sine Forsyninger i syv à otte Maa- neder om Aaret, en Tid, som Nordmændene maatte kunne bruke, - sansynligvis ogsaa Englænderne; ti England vilde neppe se Ruslands Flaade vinde Hjemstavnsret ved Atlan- terhavet. Men er Norge i Union med Sverige, da blir Krigen ikke længer lokal; da blir den almen Krig og overmaade farlig for begge de smaa Folk. Om det derimot er Sverige, som angribes av Rusland, da maa Norge for sin egen Skyld forsvare Sverige, enten det er i Union med Sverige eller ej. Og ved sin Beliggen- hed og Natur-Beskaffenhed foruden ved sit Mandskab kan Norge yde Sverige et godt Forsvar. Men da det altsaa ikke er Sverige, som kan forsvare Norge (til Finmarken gaar ikke engang Veje fra Sverige), men Norge, som kan forsvare Sverige, saa kræver Norge (der er et lige saa suverænt Land, som Han- SIDE: 263 nover var i sin Forening med England), Nor- ge kræver sit uavhængige diplomatiske Vagthold. Det vil ikke resikere at komme op i Alliancer, som det frygter og avskyr; det vil lige saa lidt ha Alliancer med den ene Part som med den andre, lige saa lidt med Tyskland som med Rusland. I saa Henseende kjender Norge sig aldrig trygt, her svæver Allianceplaner i Luften. Allerede at der idelig trues med Rusland for at faa en stærk Kongemagt, en stærk Union, en stærk Hær, maa gjøre mistænksom. Hvad Be- stemmelse, hvad Brug har de ledende Mænd i Sverige for disse Ting? Det er Norges Ret og dets Pligt mod sig selv at skaffe sig eget ansvarligt Utenriksstyre, endnu mens Tid er til det. Saa stor Sansynligheden er for Fred, et ondt Tilfælle kan bryte al Sansynlighed. Englands Inblanding. I Norge har det vakt den pinligste Opmærksomhed, at England under disse Omstændigheder har forsøgt Indblan- ding, nemlig ved sin Gesant i Stockholm Sir Francis Plunkett. I Norges Grundlov er den norske Konge Ene- herre over norsk Utenrikspolitik; i samme Grundlov er Norge sikret sine egne Konsuler, egne Gesanter, som alle skal være norske Borgere; Norge kan modtage fremmede Gesanter, avslutte Traktater med fremmede Magter. Kongen maa særskilt krones til norsk Konge i Trondhjem, han maa avlægge Ed for det norske Storting. Hvorfor skal nu en engelsk Gesant lægge sig ivejen for norske Krav, som endnu ikke er opfyldte, men som et su- verænt Folk stiller, fordi Tiden nu er der og Forholdene kræver det? Dette fatter ingen Nordmand. End mindre fatter vi, hvad han har med at blande sig in i, at Norge, der er den annen sjøfarende Magt i Europa (hvad Tons angaar), for Fremtiden vil ha sin Sjøfart og Handel varetaget av norske Konsuler ved en norsk Utenriksminister, og ikke som nu ved en svensk Utenriksminister og ved Konsuler, som han insætter og instruerer. Er noget i Verden en suveræn Stats egen Affære, saa er det denne. Og skulde England tage Parti, saa maatte det vel helst være for det Folk, der er Frihedens Foregangsfolk i Norden, og som intet annet Øn- ske har end at sikre sig Styret av sin egen Handel og Sjø- fart, sit eget nationale Arbejde. For at undgaa farlige Kom- binationer av enhver Art vil det selv vaage over Fred for dette Arbejde. SIDE: 264 Norges Storting er Verdens eneste Nationalforsamling, som med Statsmidler sender Repræsentanter til Europas Fredskongresser. Men naar et norsk Storting og en norsk Regjering vil indgaa Voldgift med andre Lande og navnlig vil modtage Amerikas almene Inbydelse hertil, saa avslaaes dette paa Norges Vegne - av den svenske Utenriksminister i Stockholm! Saadanne Tilstanne kan ikke vare evig. Hvad Interesse kan England ha av at forlænge dem? Sir Francis Plunketts Optræden er en Fornær- melse mot det norske Folk, og vi spør alle: hvormed vi har fortjent den? Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Undersvensker. ("Dagbladet", 3. November 1892.) Der er Dommen over os efter otti Aars Liv under "Verdens frieste Forfatning!" Længer er vi ikke komne, fordi Svensken og ikke vi selv styrer vore udenrigske Sager, og fordi vort Flag er en unionsmærket Løgner; det fortæller om Sammensmæltning. Denne Dom er det, som vort Højre og vore Moderate vil skal forlænges, skal sitte paa os et halvt Hundreaar til eller endnu mere, idet de "som Overgang" byr os en Udenrigsminister, som kan være baade svensk og norsk og to ansvarlige Statssekretærer. Med andre Ord, de byr os to uansvarlige Konger istedetfor én og ikke den ringeste Minkning i Udlandets Dom; ti saalænge vi ikke har vort eget, d. e. vor egen Udenrigsminister og vort rene Flag, trykker Fælleskongen os ned til Sous-Suédois, d. e. Under- svensker. SIDE: 265 De, som arbejder for en slig unionel Bytting, de ar- bejder altsaa bevidst for, at vi skal være Undersvensker. De testamenterer vel overvejet denne Skam til vore Barn; de vil ikke, eller de kan ikke kaste den av! - Her er nætop kommet ut en Historie om "de ameri- kanske Fristater" ved den danske Præst Morten Pontoppidan. Den skandinaviske Literatur ejer ikke en saa godt fortalt Historie. Kjøp og læs den! Bogen er billig. Der faar I lære, hvordan et lidet Folk af Bønder, Haandværkere og Han- delsmænd under Kaar, som endnu var tarveligere end vore, bar sig ad, da man bød dem at være Under-Eng- lændere! Og os byr man at være Undersvensker! At staa under et lite Folk, som i avgjørende Henseender er langt bagenom os! For det viser da deres gammeldagse Stel og deres politiske Stilstand, saa det forslaar. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 266 Bjørnstjerne Bjørnson Skandinavien og Rusland. ("Dagbladet", 22. November 1892.) En udmærket brav Idealist, Hr. Knut Wicksell i Stock- holm, har holdt et Foredrag om Skandinavien og Rusland. Jeg har ikke læst hans Tale; Hr. Wicksell er nemlig ikke Politiker, repræsenterer intet politisk Parti, hans Optræden er uden al Betydning. Men af denne Idealists Fremtidssyn gjøres et tendentiøst Telegram og sendes - til England! Sveriges og især Norges radikale Partier vil kaste sig i Armene paa Rusland og avstaa Havne til Rusland m. m. Dette er Opdigtelser; der finnes ikke et sandt Ord i det. Her har været sagt, at Norge skal undgaa Strid med Rusland. Dersom Rusland i en nær Fremtid trænger en Jernvej frem til en norsk isfri Havn for Transitvarer, skyller vi at hjælpe til; men baade Havnen og Jernvejen maatte vedblive at være norske og staa under norsk Styre. Aldrig har noget norsk Menneske offentlig sagt noget annet. Nylig gjorde "Times"' Korrespodent i Berlin en Tur til Kristiania og fik full Besked herom. Der blev sagt ham baade av norske Regjeringsmedlemmer og av andre, at her ikke var Tale om annet end et Oplagssted for russiske Transitvarer, som Tyskland havde det i Antwerpen og Amsterdam, Schweiz i Marseille, Rusland i Danzig og Königsberg. Fra Kristiania rejste han til Stockholm, og derfra - gjentog han Beskyldningerne mod os, som havde han intet hørt i Kristiania! Beskyldningerne er nemlig en svensk Manøvre mot norsk Selvstændighed. Nordmændene vil intet avstaa til Russerne, ikke alliere sig med Russerne; men de vil heller ikke være uvenlige mod Russerne og ikke alliere sig mot dem. Hverken med eller mot. Og for at være saa meget tryggere, vil de have eget Utenrigsstyre, som kan holde Vagt og være ansvarligt for norsk Storting. Dette synes Sveriges ledende Mænd ikke om, og derfor skal Nordmændene mistænkeliggjøres, og de Partier i Sverige, som er enige med Nordmændene, ogsaa mistænkeliggjøres for Nordmændenes Skyld. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 267 Bjørnstjerne Bjørnson To aabne Brev til Sognepræst Sven Brun. Første Brev. ("Dagbladet" 1893, 16. Januar, Nr. 15.) De, Hr. Pastor, var Indleder av siste Stiftsmøde i Kri- stiania; jeg tillader mig derfor i Ærbødighed at henvende mig til Dem. Jeg agter fra dette Møde at vise, hvorledes Præster og Lægprædikanter - saa agtværdige de selv kan være, - naar de kommer sammen paa Jesu Vegne som Kirke, er deres Forhandlinger og Beslutninger i Regelen under Samtidens Krav til god Moral. De tillade mig at drage frem nogle enkelte Punkter, og da begynde med Deres egen Tak til Menighederne. Den indledede Mødet. De saa i dette talrige Møde, sa De, et Tegn paa Menighedernes stærke Deltagelse, og De prisede Gud for det. Hvad var saa Sandheden? At de fleste Menigheder ikke hadde brydd sig om Stiftsmødet; Repræsentanterne var valgte av et rent forsvindende Faatal. Fra samme Indledningsforedrag tar jeg et annet Punkt. Det var Deres Frygt for Anarkisterne. Hvis vi ikke fik Religionens Hjælp (og dette viste sig senere at ville sige, at hvis vi ikke fik mere Religionsunder- visning i Skolerne), saa kunde vi Alle resikere at springe i Luften. Nu er det i det præstestyrede Belgien, i det religions- undervisende Tyskland, at Anarkisterne trives frodigst; derfra især strømmer de ind i Frankrige. Det er umuligt at være ukjænt med dette, ligesaa lidt som med, at det var i Religionsundervisningens uforstyrrede Guldalder, at baade Socialisme og Anarkisme kom op. Naar dette er Kjendsgjerninger, da kan enhver se, at her maa være andre og dybereliggende Grunde til Socialisme og Anarkisme end Mangel paa Religionsundervisning. De kan tro, det har slaat mange med Forbauselse, at Stiftsmødet ikke kjendte Drift i Samvittigheden til at komme SIDE: 268 in paa disse de sociale Aarsager til Socialismen og Anar- kismen, som altsaa Kirken - i Strid med Jesu Lære - ikke har tat sig tilbørlig av! Luthers Katekismus. Kirkens religiøse Hovedinstrument var og er Luthers Katekismus. Nu ved snart de Fleste, at denne Bog ikke er ny, ikke rigtig inddelt, ikke rigtig logisk, ikke rigtig sanfærdig. Man er nutildags kommet længer baade i Ordning, Nøjagtighed og Naturlighed. Hvor er det dog betægnende for en Samling Præster og Lægprædikanter, komne sammen som Kirke, at dette overser de? Men de glemmer ikke at dadle den Mand - Forstan- deren for Asker Seminarium -, som ikke har overset det! Naar denne retskafne Mand istedetfor det traditionelle, der bevislig ikke længer kan staa for Kritik, kræver det, som er sannere og er klarere for Barnene, saa faller Stifts- mødet over ham med mistænkeliggjørende Ord! Der løftede sig, saavidt jeg husker, ikke én Røst til hans Forsvar. De tusen Lærere og Lærerinner i Religion. En Mand udenfor Stiftsmødet hadde sagt, at saa sant Forældrene trodde, at det Højeste, Barnet hadde at lære, var Vejen til evig Salighed, saa kunde de umulig overlate dette til tusen ukjendte Lærere og Lærerinner. Forældrene og Præsterne maatte selv ta sig av Barnenes Indøvelse i Bøn og Tro. Til det Øjemed maatte Præsterne gjøres fri for alt, som ikke kom Kirken ved, og sammen med prøvede Kristne, hver paa sit Sted, overta denne Indøvelse. Naar Præster og Lægprædikanter, komne sammen som Kirke modarbejder et saadant Forslag, som altsaa vilde gjøre Forholdet ægte, og holder paa den gamle Slendrian med de mange tusen Lærere og Lærerinner i Flæng, - hvem har saa længer Agtelse for Stiftsmødet? Skulde man ikke ogsaa føle Ansvar overfor alle disse Lærere og Lærerinner? Hvad vil det egentlig sige, at mange tusen Lærere og Lærerinner skal indøve Barnene i Bøn og Tro? Under de nuværende Forhold vil det sige det samme som at jage - lad mig sætte tusen Familier fra Levebrødet; SIDE: 269 eller at tvinge Forsørgerne in i Samvittighedskval og Hykleri. Tog Stiftsmødet nogetsomhelst Hensyn til det? - Nej. Kristendomslære og Historie- undervisning. Stiftsmødet krævede, at Kristendommen skulde "gjen- nemsyre hele Undervisningen". Dette er et gammelt Krav. Enten maa det forstaas saa, at Bøn og Opbyggelse skal indlede og avslutte hver Under- visnings-Time, hvad allerede sker paa mange Steder. Eller det maa forstaas saa, at Fagene skal ses i Lys av Kristen- dommens Læresætninger. Dette siste kan hverken gaa paa Regning, Skrivning, Gramatik, Geografi, Naturlære, Lovlære (kristelig Regning o. s. v. er ikke opfunnen). Det maa gaa paa Historieundervisningen. Jeg skal ta begge Forudsætninger, den siste først. Historien er lige neutral i kristelig Forstand som alle de andre verdslige Fag. Den godtgjør, at her er moralske Love ved Siden av de fysiske; men ingen særskilt kristelige. Den gjør Rede for alle Folks Religioner, disses Kampe og Skjæbne; ogsaa for de enkelte Mænds og Kvinders religiøse Forhold, der saadant spiller in. Men Historien lærer absolut intet om Sandheden av, at Jesus er Gud, eller av, at de onde skal pines i Helvede i Evighed, eller av, at Marias Undfan- gelse var en særskilt. Dette lige saa lidt som at Buddas Forvandlinger er tilforladelige, eller at Muhameds Himmel er til. En Lærer, som inlod sig paa at finde Beviser for noget av dette i Historien, vilde forfalske den. Forfalske den lige saa stærkt som den Lærer, der inlod sig paa at bevise av Historien, at intet av dette var sant. Er det ligevel en saadan gjennemført Forfalskning av Historien, som Stiftsmødet ønsker? Eller er Ønsket om, at Kristendommen skal gjennem- syre hele Undervisningen, bare en arvet Uklarhed? Da er ogsaa den utilladelig og gir alt annet end Respekt. Er det paa den annen Side intet av dette; vil Udtrykket alene sige, at Undervisningen i de andre Fag ikke skal for- dærve den Indøvelse i Bøn og Tro, som Religionstimen byder, og at hver Time skal begynde med Bøn og Salme og slutte med Bøn og Salme, - da er det første Krav bil- ligt. Det annet derimod temmelig uskjønsomt. Dette leder ind paa at tale om SIDE: 270 Skolen, som den burde være. Alle norske Borgere maa være nidkjære for en bra Skole. Den er bra, hvis Indøvelsen i Tro og Bøn (som jeg fore- slaar at kalde det istedetfor det misvisende "Religionsunder- visning") er ægte og ikke bare Lekser. Den er bra, hvis den kristelige Naturlære (og de bibelske Sætninger, der smager av sin to- eller tre-tusenaarige Kulturoprindelse) ikke drages in over Skolens Undervisning i reel Viden og formørker denne. Den er bra, hvis Skolens Oplysning gives lige ægte som Indøvelsen i Bøn og Tro. Men da maa ogsaa hin faa sin vedbørlige Plass paa Timeplanen. Dette siste kan umulig bestaa sammen med enda flere Religionstimer. Tvertom, det er disse, som maa indskræn- kes. Den norske Folkeskole gjør ikke sin Gjerning, før Religionstimerne gir Plass. Skolen er endnu meget daarlig. Hvis Indøvelse i Bøn og Tro ikke væsenlig er Lekse- læsning (og det kan den umulig være, hvis den skal gaa til Viljen!), saa maa de troende Kvinder og Mænd, som skal lede den, av sig selv be om færre Timer. De maa ogsaa av sig selv be om, at Bøn og Salmesang foran hver Time og efter hver Time skal sløjfes. For saa blir jo det hele til Vane, ligesom det før blev til Lekser, og da frister det Barnets Taalmod og dermed dets Kjær- lighed. Jeg gjentar det: en bra Skole er en ægte Skole, ægte i sin Indøvelse av Tro og Bøn (som maa være en frivillig Sag) og ægte i sin Vilje til at give Oplysning. Kirkelovene. De, Hr. Pastor, fortalte, at Forslag til Kirkelove nu var færdige; men det skulde først fremlægges i næste Aar (d. v. s. foran Valgene). Nu, tilføjet De, var de høj- og lavkirkelige blet enige. Det siste undret vist ingen. Naar det gjælder Magt, mere Magt, og enda mere Magt, plejer Præster og Lægpræ- dikanter tilsist bli enige. Hvad som derimod undrer mange, det var, at et saa- dant Splidens Æmne skulde fremlægges foran næste Valg. Det tør neppe være de højærværdige og ærværdige Herrer ukjænt, at i næste Valg kommer vor Selvstændighed som Folk til Avgjørelse. Den blir Valgets eneste Program. Vi har nu naadd op paa Højdedraget; derfra gaar Vandene til begge Sider, - til Sverige som til Norge. SIDE: 271 Alle Mænd med Valgret (Kvinderne har desværre ingen, og det er Kirkens Skyll) maa møte og sige hvorhen. Alle Viljer samles i denne ene, og alt holdes borte, som maatte lede vill. Man skulde tro, at Præster og Lægprædikanter, ogsaa naar de er forsamlede som Kirke, vedblev at være Nord- mænd. Forsaavidt som Norge skal gi dem mere Magt, ved- blir de ogsaa at være det. Men forresten -? Nætop som alle andre samles for eller mod Folkets Selvstændighed, - kommer Præsterne og Lægprædikanterne slæbende op paa Valgets Højde med sine Kirkelove. Paa dem skal der vælges! Dette med Hensyn paa siste Stiftsmødes Forhandlinger og Beslutninger. I næste Brev skal jeg nævne noget av det, som hverken dette Stiftsmøde eller noget annet norsk Stiftsmøde nogen- sinne har forhandlet, Kirkens virkelige Livs- spørsmaal. Av denne Undladelse skal med end større Tydelighed fremgaa, at hæderlige Præster og Lægprædikanter, forsam- lede som Kirke, isanhed har et Lavmaal av Forstaaelse og Retsind. Grunden skal jeg ikke inlade mig paa. Bjørnstjerne Bjørnson. Annet Brev. ("Dagbladet" 1893, 18. Januar, Nr. 17.) Det, som alle skjønsomme Kvinder og Mænd først og fremst hadde væntet at faa høre paa Stiftsmøderne, var høj- lydt Tale om det kristne Samfunds eget uværdige Forhold til Statskirken. "Mit Rige er ikke av denne Verden", "giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er" (og flere Steder) nedlægger bestemte Forbud; Kirken kan ikke være i noget av Staten avhængigt Forhold. Den Augsburgske Konfessjon, som Præsterne avlægger Ed paa, forbyder det ogsaa be- stemt. Og om ingen av disse utvetydige Befalinger fantes, Samvittighedens Væsen forbyder det. SIDE: 272 De Forsvar, Præster og kirkelige Lægmænd gir for Overtrædelsen, har til alle Tider været usanne. Men i vor Tid er de blet saa usanne, at Skammen og Ydmygelsen berøver Kirken dens Frimodighed. Der gives nemlig i vore Dage ikke Spor av Undskyld- ning for, at Kirken tigger sig Føde og Styre til; ej heller Spor av Undskyldning for, at Staten leger hellig, - som om en Stat ejet Trosbekjendelse og gik til Alters. Hvem, som vil, kan uden Modsigelse kalde den norske Kirke en Menederske; kan uden at frygte Straf sige, at Vilkaaret for at bli Præst i Statskirken er Mened. Forholdet er blet saa bagvendt, at vi, som ifølge deres Mening ikke hører Kirken til (vel at mærke Jesu Kirke, ikke Statskirken, for den hører vi til!), vi maatte for at slippe ud af Statskirken delvis gaa ud av Staten! Vi taber nemlig Rettigheder og Agtelse paa det. Om vi ogsaa opgav dette, hvad resikerte vi? Jo, at Kirken blev liggende igjen i Staten, fed og mægtig! Hvorfor skulde den røre paa sig, naar det var vi, som gik? Følgelig gaar vi ikke. Os kan det være det samme. Men naar vi siger til Kirken: "Her maa du ikke være; gaa din Vej! -", saa løfter den sig tung og mæt: "Gaa I!" Og derpaa lægger den sig igjæn. Det er denne Kirke, som skal forbedre os. Frælse os. Hvorfor gaar de frælsende netop nu sammen i Stifts- møder? Jo, for at tigge Staten om Lov til at faa øve Indflydelse paa sine egne Love, paa sine egne Forordninger! Og naturligvis for at faa Penger av Staten til at komme sammen, saa de kan gjøre det. Men jeg maa da ikke glemme det Vigtigste: de kommer sammen for at faa Lov til at brændemærke alle os, der ikke tror det samme som de. Faa Lov til at gjøre det fra Statens Dommersæde, som Statskirke nemlig. Skulde den ikke først ta sig lit av sig selv? Kunde den ikke resikere, at en svaret: "Den brænde- mærkede har altid Lyst til at brændemærke." Eden. "Du skal aldeles ikke sværge!" Denne Kirkens høje Regel, - hvorledes holdes den? Ikke alene er en Ed Vilkaaret for Embede i Kirken; men Kirken lager selv den Formel, som alle andre skal sværge efter! SIDE: 273 For os er jo en Ed i og for sig ingen Synd; vi bøjer os ikke for det i Jødernes særegne Kultur, som gjorde Eden til en Synd for dem. Men at en Udsigelse ikke skal gjælde for sand, før den er bandet paa, holder vi for demorali- serende. Naar vi av den Grund vil ha offentlig Ed avskaf- fet, - hvem modsætter sig det? Jo, den, som al Ed er forbudt: Kirken. Ikke alene modsætter sig det, men siger: I skal ikke alene sværge; men I skal bruge min Formel til at sværge ved, den I ikke tror paa! Vil I ikke bruge den, saa gaa ud av Statskirken! Flommer ikke denne Frækhed, dette overdaadige Hov- mod tilsist over alle Grænser? Jeg har været ude for en brutal Dommer, som hadde Glæde av at røgte Kirkens Ærind fuldt ud; jeg skulde ikke engang faa forklare, at den Formel, man paatvang mig, trodde jeg ikke paa. Næste Gang vil jeg i lignende Tilfælde ikke avlægge Ed; men ta min Straf for at nægte det. Jeg ber paa det Indstændigste alle Meningsfæller, som kan det, at gjøre det samme. Siden Kirken intet vil høre eller gjøre, faar vi frem- tvinge en sømmelig Tilstand. Men jeg siger, at Stiftsmødernes Taushed ogsaa her er til Skam og Skade for Kirken. Bibelens Inspiration. Edsformularen nævner "Guds hellige Ord". Nu ved vi, at for hundre tusen av fromme Kristne, og særskilt for et Utal av Præster, er Bibelen ikke længer hellig i anden Forstand, end alt godt og ædelt er det. De lærdeste Teologer, en efter en, beviser, at det kan ikke forholde sig annerledes. Inspirationslæren frister til Frafall, frister især Lærerne i Religion; de skaffer sig helst Kundskab, de tænker tiest over det. Nu vil det være ubilligt at kræve av Stiftsmøderne, at de i sin Helhed skulde ta op denne højst alvorlige Sag til Granskning. Men for at komme til det, vi kan og maa kræve, skal jeg først citere lit av, hvad Prof. Huxley nylig (i Sep- tember) skrev i "Popular Science Monthley", og som vakte Storm først i Amerika, siden ogsaa i England. SIDE: 274 "Den samme Videnskab, som har gjort Grækenlands heroiske Historie til simple Fabler, og som har skyvd Ver- dens Skabelse Millioner av Hundreaar tilbage, og som har minket vort Solsystem ned til lit Frø i det vide Uendelige, - den farer ogsaa slemt med Bibelen . . . Selv de bedste Troende tør ikke længer holde paa dens Fortællinger om Verdens Skabelse (og særskilt Menneskets); de tør ikke ta Syndflodsagnene for Alvor . . . Der er jo dem, som prøver at forlige Bibelen og Viden- skaben. Men Bibelens Beundrere glemmer tre Ting i Bi- belens Skabelseshistorier: Tingenes Pangenesis, Maaden, som Eva blev til paa, og Syndefallet . . . Der er jo dem, som vil ofre Noget for at beholde Resten. Men dersom Mosebøgernes første fem Kapitler ikke er Hi- storie, hvorfor skal Resten være det? Er Syndfloden Digt, hvorfor skal Udvandringen av Ægypten være Historie? Dersom man ikke længer tror, at alle Tings Skaber og Styrer spaserede i Paradis, hvorfor holde fast, at han talte fra Sinai?" Jeg gjentar, det vilde være ubilligt at kræve av Stifts- møderne, at de skulde dømme i dette; men det er ikke ubilligt at kræve, at de bør overveje, om Barnets Undervis- ning fremdeles kan gaa akkurat som før. Om ikke en Ændring med Hensyn paa Alderen, som dette skulde meddeles Bar- nene i, maa gjøres. Det gaar nemlig paa ingen Maade an at fortie for Barnene, at der er dem, som siger, at en Del av dette er Sagn. De, som siger saa, har ikke alene den indre Sansynlighed for sig; men de er - nogle av dem - saa altfor store Mænd i Videnskaben, saa altfor agtede Mænd i det kristne Samfund; man kan ikke længer bli ved at gi Barnene det i gammel Taushed. Desuden kommer Barnene ikke længer end til næste naturhistoriske Time, før de lærer det modsatte; ikke sammen med voksne Kamme- rater, før de ogsaa hører det av dem. Hvorfor saa ikke si dem det, som det er, at "mange" holder disse Ting for fromme Sagn? Dermed har de jo enda sit Værd. Ogsaa et Folks Digtning har sin Virkelighed; hos Jødefolket har den hat det allerhøjeste Liv bl. a. ved at indlede Kristendommens Lære. Men skal dette siges Barnet, maa det være kommet op i en højere Alder. Med andre Ord: Barnet maa først gives det første: Gudsforholdet og Jesu Liv og Lære; saa maa Jødernes Historie komme senere og helst i Sammenhæng med Kirkehistorie; helst som Fortælling. SIDE: 275 Eller man ordne sig annerledes. Hovedsagen er: Her kan ikke ties, saa lit som her kan væntes. Der er bredt og raat Sjælesalg inde i denne Taushed. Kvindesagen. Kirken har hat et Dogme lydende paa, at Kvinden ikke skulde tale i Forsamlingen. Nu har man opdaget, at Dogmet beror paa en fejlagtig Læsemaade; der staar, at Kvinderne ikke skal snakke, ikke prate i Forsamlingen. Der har ventelig været kjedsommelige Præster dengang som nu, og Kvinderne vilde ikke kjede sig. Har der fulgt noget av denne Opdagelse? Ikke det Gran. Kvinden, som bærer Kirken ti Ganger, tyve Ganger, sommesteds hundre Ganger mere end Manden, hun lønnes fremdeles med absolut Tilsidesættelse, ja Forhaanelse. Stiftsmøderne ser paa Kvinden med Østerlændernes Øjne for to og tre tusen Aar siden. Arbejdersagen. Ikke ét eneste av alle Stiftsmøderne har rørt ved den! Sammenlign hermed Kirkerne i Amerika og England (og tildels i Tyskland), som uforbeholdent i en Række Møder og gjennem sine første Mænd har kaldt Sagen Kirkens fornemste Opgave i vore Dager. Det er jo Ret- færd, som kræves. Fredssagen. Ikke et Ord om den! Denne og den forrige Sag maa siges at være de to første Sager i Jesu store "Programtale". Retfærd og Fred. Men Kirken velsigner Krigen (derved ogsaa Uretten) og hænter sin Grunn herfor i - det gamle Testamente! I Menneskenes Kultur for tre tusen Aar siden! Dette har altsaa Stiftmøderne ved sin Taushed sam- tykket. Lejligheden til Tale har nemlig været dem paatruet; men de har tiet. Jeg tænker, dette kan være nok til at vise, hvad jeg lovde at ville godtgjøre, nemlig: Præster og Lægprædikanter kan være hæderlige Mænd; men komne sammen som Kirke har de et Lavmaal av Forstaaelse og Retsind, som av sig selv sætter dem udenfor. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 276 Bjørnstjerne Bjørnson Troskab. ("Dagbladet" 1893, 15. Marts, Nr. 73.) En Del Mennesker fra igaar og fra iforgaars belærer mig om, hvad Troskab er, Troskab mod Venstre og Troskab mod Fædrelandet. Troskab er naturligvis at stemme i med, ogsaa naar man ikke længer mener, det er Ret at gjøre det. Gik det ikke an at sætte Troskab en Smule højere? Gik det ikke an at tænke sig, der maa være adskillig Troskab i den Mand, der nu igjen har taget paa sig den værste For- følgelse? Efter at Hr. Statsminister Steen i et, som det synes mig, udmærket Foredrag igaar har sagt rent ud, at den nu valgte Linje (ikke Hr. Løvlands Forslag, men det, som Forslaget skal bruges til) kan føre til Unionens Opløsning, tør jeg sige lidt mere, end jeg før har kunnet. Jeg holder, som man ved, Unionens Opløsning og et Forsvarsforbund istedet for det beste, som kunde naas. Selv- følgelig kan jeg ikke have noget imod, at den Mulighed sættes op blandt alle de andre; ej heller have imod, at den udtales, naar den er der. Hr. Emil Stangs Forkjætrings- forsøg, enten det er Hysteri eller Prokuratorfif, er i mine Øjne lige uværdigt. Men - en Politik med den Mulighed for Øje, saa længe Partiet ikke er større, og Tinget ikke bestaar av andre end SIDE: 277 de Mænd og de Førere, som gav efter ifjor Sommer, den kommer efter mit Skjøn - for at bruge et mildt Ord - en Smule for tidlig. Vore Forsøg paa at faa Bestemmelsen i alle Fald udsat til næste Aar (Formen havde vel ladet sig finde) har været fuldkommen forgjæves. Og saa stod der intet andet igjen at gjøre end at hindre den. Nemlig Bestemmelsen om, at Regjeringen skal gaa af, strax Kongen nægter at tage Konsulatbevilgningen tilfølge og Mysteriernes og Eventyrenes Tid begynde. Denne Bestemmelse valgtes - det er ikke nogen Hem- melighed - med et Parti endnu mindre end ifjor! Naar her tales om "Troskab", og at jeg mangler "Tro- skab", fordi jeg modsætter mig denne Politik, - saa spørger jeg i Ærbødighed og ikke uden Bevægelse: Skylder man ikke ogsaa mig Troskab? Skylder man ikke at tro, jeg har havt dybere Bevæggrunde end dem, der kan anvendes paa Forrædere? Eller har jeg ikke efterhaanden vundet Tillid netop paa det, at jeg uden Hensyn til Personer - deriblandt til min egen - har stemmet mod Sensationens Strøm, naar jeg fandt, den gik galt? Skulde dette nu med engang være blevet en forfærdelig Synd, som for Fremtiden berøver mig Tillid? Forhandlingen, som jeg anbefaler, er ikke, som man vil se, for mig det væsentlige; jeg foreslog den som Indledning til en anden og fredeligere Linje, sikkert afpasset efter vor Evne, - ikke længer komne i Enighed og Nationalfølelse, end vi er. Men man begaar strax den Raahed mod mig at gjøre "Forhandling" og "Forhandling" til Et og det Samme, baade den Forhandling, som begynder med at opgive vor lige Ret, fortsætter med at byde "Vederlag" for vor Ret og ender med at slippe Konsulatsagen som norsk (hvorfor jeg i de stærkeste Ord har fordømt det hele Forsøg), - og den Forhandling, som i Tilfælde maatte begynde med Sven- skernes Indrømmelse af vor lige Ret - for første Gang i Historien. Jeg holder det for en Fejl i Hr. Løvlands Dagsorden, at Villighed til den Sort Forhandling ikke indtoges med, og en endnu større Fejl af Hr. Statsminister Steen at afvise Forslaget derom netop nu. Jeg fastholder - med Bevis for mine Ord blandt Tin- gets Venstremænd, - at mer end Halvdelen, ja, meget mere end Halvdelen af det norske Folk nu vilde være med paa en ærefuld, fri Forhandling. SIDE: 278 For at samle det: jeg beklager, at vi ikke i en bindende Dagsorden slaar fast, hvad Slags Forhandling vi ønsker, og jeg advarer - om det saa skulde være mit siste Ord i norsk Politik - mod den Linje, som efter Bestemmelsen skal følges, naar Ministeriet maa indlevere sin Demissjon. Saa tilslut et Spørsmaal: Jeg saa ikke det minste ligt til, at nogen hørte efter, hvad jeg sagde, eller endog brydde sig om at vide det. Ogsaa før, naar jeg gav Raad - jeg minder atter om, at jeg fraraadede at begynde paa Kon- sulatsagen før i Valgaaret, og at jeg tilraadede først at tale med de andre Partier - fulgte man dem ikke. I Sommer tog man den alvorligste Beslutning, uden at jeg ante det. Hvorfor skal det saa med en Gang være saa forfærdelig vigtigt, hvad jeg siger? Jeg forsikrer, at jeg, til det telefoneredes herud, hvor jeg bor, levede i den lykkeligste Uvidenhed om, hvad Spek- takel der kunde gjøres ud af, at ogsaa jeg la mit Ord med i Laget! Hvert Venstreblad i Norge holder jeg for skyldig at indtage denne min Udtalelse. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 279 Bjørnstjerne Bjørnson En Fejltagelse. ("Dagbladet" 1893, 28. Sept., Nr. 276.) En Fejltagelse, som rammer flere end min gamle Ven Prof. Turmann, bør dog blive rettet i Tide. De Menneskers Tal, som tror paa Forgjængere, Dobbelt- gjængere, Gjengangere, er maaske meget stort; men større er dog vel i vore Dage deres, som ikke tror paa noget saa- dant eller i alle Fald gir det en annen Forklaring. Naar disse siste blir opskræmte ved Hændelser av til- syneladende overnaturlig Art, beviser dette i mange for- skjællige Grader den mystiske Arv i os; den hindrer os i at gaa like løs paa Fænomenet forat faa Rede paa det (dette gjør nemlig ikke én av Tusen). Men det beviser aldeles ikke, at hver den, som forskrækkes, ogsaa tror, et her er det Overnaturlige paafærde. Den gamle Stuelærde er neppe denne ene av de Tusen, som tør gaa ikast med et Fænomen, han ikke straks for- staar, naar det møter ham i den fysiske Verden; men han er dypt overbevist om, at intet Menneske har en Forgjæn- ger, eller en Dobbeltgjænger, eller selv er en Gjenganger; han vil gjerne dø paa, at alt sligt bare er Fantasifoster - og dog forskrækkes han! Dette er ikke alene "sansynligt", det er rigtigt. Hvorfor jeg har lat Turmann undergaa denne lille Forsmædelse, for- tæller Stykket. Spøken med Tygesens Hjæmkomst optar jo bare et Par Minutter; men den karakteriserer Fantasimennesket i Om- givelsernes utrolige Usikkerhed i Forholdet til det, - like- som den leende skildrer Tilstanden i et Hus, som gode Genier har forladt. - - - Vist hadde det været hyggeligere, om nogen annen hadde rettet denne Fejltagelse nu, da Stykket synes at ha vunnet Borgerret. Men jeg kan jo ogsaa gjøre det selv. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 280 Bjørnstjerne Bjørnson Frøken F.s Frifinnelse. ("Dagbladet", 14. December 1893.) Lagrettens Kjændelse over dette stærkt fejlende, men syke, overanstrængte Menneske vil jeg ikke inlate mig paa. Men der er to Ting yttret om Kjændelsen, som neppe bør staa uimodsagte. Man skriker paa "Straf, Straf!" - og gaar derved ut ifra, at der gives ingen annen Straf til i denne Verden end Lovbokens. Man overser aldeles den Straf, Livet gir, og som især for dannede Mennesker kan være aldeles for- færdelig - og i dette Tilfælle har været det. Hvis jeg var Lovgiver, vilde jeg, Lovboken skulde befale Dommerne at ta Hensyn til den. Det sker natur- ligvis uten det. Naar Omstændighederne har været som nu her, kan ingen Forsvarer, ingen Lagret, ingen Dommer la være med at ta Hensyn. Det Annet, jeg maa berøre, er Uttryk som: "Frøken F. skal ha Straf til Advarsel for, til Eksempel for Andre; hun skal straffes, fordi slikt ikke maa kunne gaa an." Nej, det skal hun aldeles ikke. Frøken F. skal bare ha Straf for det, hun selv har begaat, og ikke for det, som andre kan komme til at begaa. Hun skal ikke straffes "til Eksempel" for nogen. Man faar nøje sig med det Eksempel, som faller av, naar hun behandles med hensynsfull Retfærdighed. Slike Krav er bare Attavisme fra de Hjerner, som op- fant Helvetesstraffene, og som vilde skræmme Dyd og Lydighed ind i Folk. Eller de er Smitte fra den hævn- glade Kamphanenatur rundt om, som i Straf ser Gjengjæld. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 281 Bjørnstjerne Bjørnson Gudbrandsdølerne. ("Gudbrandsdølen", Nr.1 af 1ste Aargang, 2. Januar 1894.) Til det inderlig elskværdige ved Frits Hansen ("Centrum"s Højreagitator paa Landsbygden) hører ogsaa, at man kan forhandle med ham de farligste Stridsemner i al Godslighed, saa længe det sker privat. Sker det offentlig, farer Fanatismens Djævel i ham. Under en af vore hyggelige Samtaler (som jeg ofte længes efter!) kom vi til at tale om "Østlandsamterne". Vi var jo enige om, at Venstres Regjering hadde baaret sig urigtigt ad; denne Strid kunde være tat paa en bredere og mægtigere Maade. Nu vilde Østlandsamterne, mente han, stødes fra ved det meget stygge, som vilde komme op i den stygge Strid; de vilde ved næste Valg stemme med "de Moderate". Da lo jeg ham ud; i en national Kamp vilde "Østlands- amterne" komme næst efter Trøndelagen. Hvorfor kunde jeg være saa tryg paa det? Fordi alle Landes Historie viser os, at det er de gamle Ætter, som staar støest, naar det gjælder Nationalæren og Selvstændigheden; at det er de store Jordeiere, som er stoltest af sit Folk. Aanden fra dem fylder Dalene der, de bor. Det, jeg venter paa, er derfor, at ved det Valg, vi nu gaar ind i, vil mange af Dalenes Storbønder - skjønt gode Høiremænd i det meste andet - her stemme med Venstre. Thi da afgjøres det, om vi skal begynde paa den Reisen, som fører ind i Sverige; - eller fuldføre den, vi begyndte paa i 1814. Da afgjøres det, om vi fuldt ud skal bli Herrer i vort eget Hus. Ligesom de mindre Bønder og Arbejderne i andre Spørsmaal har Fordel af Venstre, vil de større Bønder, som i det længste har staat imod, her slutte sig til. Thi SIDE: 282 de vil skjønne, at det, som Højre her byr, ikke er at bevare og udvide det Gamle; men noget nyt og uhørt. Allerede deres Kampmaade er ny og uhørt: de tør ikke lægge frem et tydeligt, bestemt Program! Noget lignende har aldrig hændt i Parlamentarismens Historie. Et stort Parti - til og med et Regjeringsparti! - gaar til Valg uden grejt Program. Gaar til Valg paa at ødelægge Modstandernes Program uden at ha noget at sætte op isteden! For det, de siger, at de har, er ingenting, før det foreligger udredet i et bestemt Forslag. At fortælle de vil ha en fælles Udenrigsminister, - naar de ikke viser os, at han blir vor lige meget som Sveriges; at han blir lige ansvarlig for norsk Storting som for svensk Riks- dag, - det er, som jeg før har sagt, at hænge ud en blank Tavle; der staar ingen Skrift paa den. Lige uhørt som det er, at et stort Regjeringsparti ikke tør lægge frem sit Program foran Vælgerne, lige uhørt skal nok selve Forslaget vise sig, naar det engang lægges frem. For Storting og Riksdag kan nemlig ikke en og samme Mand gjøres lige ansvarlig; de maa ty til Samrøring. De maa prøve at faa Udvalgte fra Storting og Riksdag ("Delegationer") til at træde sammen som "Domsmænd" (naar det gjøres Behov), - noget som endnu aldrig har været, noget uprøvet, - noget for en liden Stat sammen med en meget større betydningsløst. Enten dette; eller de maa gjøre som Ungarns og Østerriges Folk har gjort, skaffe sig et fælles Overstorting, som bestemmer over og kontrollerer det fælles Udenrigsstyre. Hvorfor har Ungarn og Østerrige et sligt fælles Over- storting? Fordi de har fælles Hær, fælles Flaade, fælles Styre for begge, fælles Told, fælles Finansminister for de fælles Finanser, fælles Udenrigsstyre, fælles Diplomati og Konsulatvæsen. Har vi noget af det! Intet. Og ligevel skal vi ind i denne deres Samrøring med fælles Overstorting? Vi skal bagover til deres, - netop nu som Ungarerne, dette stolte Folk, er blit saa erkelei Samrøringen, at de af al Magt vil ud af den - og fremover til vort? Vil "Østlandsamternes" Bønder, og navnlig Gudbrands- dølerne, være med paa et sligt fælles Overstorting? Eller paa en fælles Udenrigsminister, naar han fører til slig Sam- røring? Dette er et farligt Skraaplan indover til Sverige, - og i sig selv aldeles nyt, aldeles uhørt. To selvbestemmende Folk i Forsvarsforbund med samme SIDE: 283 Dynasti, men intet andet fælles, - har nemlig endnu aldrig havt fælles Udenrigsminister. Hver sin har de havt. Det har Hannover og England havt, da de var sammen. Det har Holland og Luxembourg havt; Kongostaten og Belgien har det den Dag i Dag. Det er ogsaa i sig selv saa naturligt, at om vi bestemte os for egen Udenrigsminister imorgen, behøvede vi ikke en eneste Ændring i Grundlov eller Rigsakt. Men om vi be- stemte os for en fælles Udenrigsminister med Sverige, maatte der en hel Række til. Vil Østlandets Bønder, og navnlig Gudbrandsdølerne, være med paa det? Dette er det, som "Østlandsamterne" og gjennem nær- værende Blad særlig Gudbrandsdølerne spørges om iaar. De spørges, om de vil begynde paa den Rejsen, som fører ind til Sverige, - eller bli ved med den, som begyndte i 1814. Naar nu jeg har faat den Ære at aabne dette Blad for Dølerne, saa sker det med samme Spørsmaal. Det ligger i den menneskelige Natur, at den, vi faar Lykke til at gjøre mange Tjenester, holder vi mest af. Det er, fordi vi derved gjør os selv den største Tjeneste. Saa- ledes er Forældrene overfor Børnene. Men iaar kan Børnene gjøre sin Mor en Tjeneste, som der sjelden har været Leilighed til, - og som neppe kom- mer igjen for os. Ingen kan gjøre den for os, ingen anden end vi selv kan gjøre den. Og derved gjøre os selv en saa stor Tjeneste, at den gaar i Arv til Børnene, saa længe Norge staar. Du ser dig om iblant os, du evig unge Mor, hvor mange du har med dig, hvor mange mon, som tror. "Er jeg en frifødt Kvinne og blankt mit Løve-Skjold, er jeg en hærtat Kvinne og nu i Svenske-Vold?" Det Spørsmaal gir du mig, saa det, det avgjør jeg, ja, vet du, det er derfor jeg holder saa av dig. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 284 Bjørnstjerne Bjørnson "Krigen med Sverige". ("Verdens Gang", 11. Janunar 1894.) Det gik, som jeg sist skrev: Hr. Statsminister Stangs Tale fik sin Betydning - ikke ved, hvad den sa, men ved, hvad den fortaug. Nu endelig forhandles der over hele Linjen om Hoved- saken: den fælles Utenriksminister og hans Ansvar for begge Folks Repræsentation. En fælles Utenriksminister for to Folk, som ikke har fælles Hær og Flaate, ikke fælles Krigs- styre, ikke fælles Told- og Finansminister, ikke fælles uten- riksk Repræsentation - noget i Verden hidtil Uhørt og Uset -, nu endelig faar han den grusomme Medfart, som han vilde ha faat fra først af, om vi hadde været saa kloke at be om fri Forhandling, straks Svenskerne bød os en bunden. Dette Hr. Stangs Forslag, det letfærdigste, som nogen Førsteminister for et souverænt Folk i vor Stilling endnu har været inde paa, det er endelig kommet derhen, at læg- ges det officielt frem, saa dræpes det, og holdes det endnu længer tilbake, saa dør det i Morsliv. Nu kan de vælge! Men likesom der endelig engang er kommet Fart i Hovedspørsmaalet, maa der komme Fart i to til. Det første er "Krigen med Sverige". Som man vet, er jeg blandt dem, der aldrig har trodd paa Krigen med Sverige. Men for Krigsfrygten har jeg hat en stor Rædhug; den har været (og er i dette Øjeblik) vor værste Fiende indenlands. Den holder Tusener tilbake fra vore Rækker, og den gjør Modstandernes mange Ganger saa stærke, som de uten den vilde være. Derfor vil ogsaa Historien engang dømme strængt den Venstreregjering, som førte Politiken slik, at Krigsfrygten maatte økes istedetfor at minke. Den vil dadle en Ledning, som faktisk skaffet Svenskerne de nittio dagarne og hjalp SIDE: 285 frem de uhyre svenske Rustninger, som har til Maal at gi Sverige en Hær og Flaate, syv Ganger saa stærk som den norske! Ingen vil senere hen kunne forsvare det, - saalidt som at Mændene gik sin Vej, netop som Situationen var ført derhen, saa Flertallet stod igjen uten Regjering. Men hvad som vil være rent uforstaaeligt, det er, at den, da den gik, la efter sig det Raad til Meningsfællerne: Nu maa Norge la Hær og Flaate staa ufærdig hen, til vi kommer tilbake! Her var to Veje at gaa, da den svenske Protektionisme saas at ville bruke Striden i Norge, enten at utsætte vor Sak til ny Valg og imens gjøre det, som trængtes; eller naar man vilde rende Hovedet ind i Varmen, da at inrette sig derefter. Den avgaaede Venstreregjering valgte at gjøre ingen af Delene. At bruke den Krigsminister, Højre nu har, som Paaskud for at forsømme Hær og Flaate, mens Svenskerne ruster af alle Kræfter, det er at sætte Partisaken for højt, og i sig selv er det Hykleri. Jeg faar, her jeg sitter, Brev paa Brev med de bittreste Klager i. Krigsfrygten gjør under slik Led- ning ("Leve Ministeriet Steen!") en forsvarlig Gjerning; vi faar nok mærke den. Og vore "Fredsvenner" i Tinget! Som den ene Dagen rejser paa Fredskongres og den næste staar i Tinget og stemmer for den værste Krigspolitik, - men som atter blir Fredsvenner, naar det gjælder Bevilgning til Hær og Flaate! Ogsaa jeg er Fredsven, og jeg vil arbejde for denne Sak til mit Livs Ende. I Modsætning til dem har jeg da ogsaa indtrængende anbefalet en Fredspolitik. Men naar man vælger en anden, saa gaar det ikke an at hylle sig in i Doktriner, lægge sig bakover og nægte sig hjemme. Allerminst kan jeg først være med at gjøre Stillingen værre, end den behøvede at være, - og straks derpaa mælde mig ut af alt Ansvar. Sige til dem, som nu staar for det: Dere om det! For nogle Dager siden fik jeg Hilsen fra en gammel Ven i Sverige. Planen er følgende, fortalte han: Saafremt SIDE: 286 det norske Venstre vinder ved næste Valg, og vinder saa stort, at der blir Rigsret av, da skal Kongen drives til at nægte Fuldbyrdelse av Rigsrettens Dom, og naar der saa blir Ufred og Oprør i Norge, - skal en svensk Hær rykke ind og Flaaten følge efter. Hilsenen er velment, og jeg tviler ikke om, at han, som sendte den, baade er godt underrettet og ser det, han for- utsiger, med stor Sorg. Lad os derfor ta Budskapet op til Granskning. To Riksretter med kort Mellemrum er jo altid en Fri- stelse for dem, den gaar ut over. Det, man første Gang veg tilbake for, har man mere Mod paa den andre. Men -: hvad er Forutsætningen for, at norsk Riksrets- dom oversittes og en svensk Hær og Flaate rykker ind? Først, at Kongen er en Fædrelandsforræder i samme store Stil som hans Stamfader. Er der nogen, som tror saadant? Dernæst, at der gives saa mange norske Borgere, som skal til for et norsk Statsraad, der aapner Kristiania for svenske Tropper og en svensk Flaate. Jeg tør ikke nægte, at ni slike Skurker kan skrapes sammen, og at den tiende, som da altsaa maatte bli Kongen selv, kunde ha Lykke til netop at træffe paa disse ni. Men hvad jeg paa det bestemteste nægter, det er, at der i Norge findes et Milieu, der slike ti Karer fik Arbejdsrum - uten naturligvis paa Slaverierne, der de dog ikke kan faa Arbejde før efter Retsforhandling og Dom. Her er noget til, som heter norsk Retsfølelse. Jeg for min Del mener, den er stærkere end baade dansk og svensk. Det er den, som har skapt norsk Digtning like fra Hol- berg, og denne Digtning er adskillig ulik de Litteraturer, hvis Hovedmænd er Øhlenschlæger og Bellman. Den norske Retstølelse har sin store Del i vor religiøse, sociale og politiske Gjenfødelse og har til Gjengjæld faat stærkere Tilskud av den. Den norske Retsfølelse har ogsaa skapt sig et Uttryk i vor Konstitution uten Adel, uten Privilegier og Førstekammer, som vidner for sig selv, og dette har igjen lettet os Vejen opover til Retsfølelsens Krav idag baade indad og utad. At ikke Alle herhjæmme er norske nok; at ikke Alle har nok af det, jeg har tilladt mig at kalle "norsk Samvit- tighed", det er sikkert nok Maal i sin norske Selvfølelse for, hvad som politisk skal gjøres og ikke gjøres, - det er altfor sant, det er en Frugt af det Statsliv, Forholdene tvang os ind i. Men at dette vil si det samme, som at de SIDE: 287 Mænd, der ikke er norske nok, ogsaa skal finnes færdige til naarsomhelst at gaa en svensk Storforbryder tilhaande med Mened og Modermord, - det kan bare ørskes sammen af slike Hjærner, som er drukne om Kvællerne. Der er nok af dem i Sverige. Den nationale Stæmning, som vil komme op i Norge efter en Venstresejer, vil være Retsfølelsen en saa stærk Forbundsfælle, at de Fleste nu vist ikke har Anelse om det. Er det absolut nødvendigt for drukne Svenskers Æres- følelse (jeg gjør nemlig det svenske Folk den Ære at gaa ut fra, at ædrue ikke kan tænke det), - er det dem en Punschens Overflod af Lyksalighed at tænke sig "den svenska hedern och hederskänslan" kronet med Brodermord og med Vold paa Samvittighedens Frihed, den Svenskerne engang vandt Verdensry paa, - vel, de faar søke sig andre Paaskud: dette med en Riksretsdom, som oversittes og fremkaller "Ufred" og "Oprør", gaar ikke. Altsaa andre Paaskud! For Eksempel marschere ind for at redde Kongens og Kronprinsens Gager; det vil vist knipe for dem da, - og det store Maal, det vilde være saa høveligt for drukne Heltes Heltedrømme. Eller om Stor- tinget sætter Slottet, Palæet, Oskarshall, Kroningsregalierne, Hatterne, Støvlerne, hele Skrapet til Auktion - hvorfor skal vi holde Hus og Stas for den Konge, som ikke vil være vor? -, saa bør General von Granatochbombenstjerna møte paa Auktionen med 10,000 Mand. For dem, som søker Ondt, for dem, som vil skjæmme sit Folks Historie og Fremtid ved at overfalde en loyal Forbundsfælle, der bare begjærer sin Ret, finnes altid Paa- skud, værdig Forehavendet. Som sagt -: dette med Riksretten gaar ikke. Er det da ogsaa givet, at om Venstre ved et nyt Valg faar to Tredjedels Flertal og derved Stillingen helt i sine Hænder, - at det saa vil ha Riksret? De, som taler saa, har neppe tænkt sig de Følelser, som da vil bære os; intet lignende har nemlig hændt den nulevende Slægt. Svensk eller Norsk, - fullt klart Valg mellem det, saaledes som nu Venstres Mænd og Kvinder føler det, - Angst for det, Bøn for det, Kamp for det som aldrig nogensinde for noget, nemlig i Fællig med Tusener og Tusener under højt Gny av Tale og Sang og Rop gjen- nem Dalene, Samfølelse ner til Smaafolk, Gjenlyd i Barna, - aa, kommer der en Sejr med Overtal av to Tredjedeel SIDE: 288 for Venstre, for Norge, som det skal bli ved os og efter os, - aa, vore Sind vil fylles av en saa ubeskrivelig Taknem- lighed, en slik Lykke og Tro, en saa andægtig Kjærlighed til Fædreland og Folk, at alt dette med Hævn og Straf og anden Krangel vil revne som en Skorpe i Solvejr. Rigtignok har Statsminister Steen en støl Ubehjælp- somhed; og rigtignok er han ubeskrivelig tung i Sessen, naar det gjælder Initiativ; men saa er han en Hædersmand da, baade han og Fællerne hans, - de vil ikke modstaa slikt Godvejr, de vil kjænde det, at det Største, som da kan arbejdes til, er Samarbejde, Samarbejde mellem alle gode Nordmænd! Der vil nemlig under Fryden af en slik Sejer skapes saa mange "gode" Nordmænd, at det rent kryr. Vi har alle Fordele av at sige dette paa Forhaand: Nætop efter den største Valgsejer har vi Raad til at op- give alt Andet for at vinde Samarbejde. Hvor skal de Andre ogsaa da hen uten til os? De vil da ikke ødelægge Norge? Men gjør saa da straks, hvad I kan for at skape denne Sejer: dræp Krigsfrygten! Spil ikke den Komedie med Krigsministeren, den er meget for dyr for os. Bevilg syv, ja ti Millioner - bare vi kan dræpe Krigsfrygten med dem, bare vi kan skape glade norske Officerer og friskt Mod under Kapperne. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 289 Bjørnstjerne Bjørnson Christian Friele. ("Verdens Gang", 17. Januar 1894.) Skulde den norske Presse dømmes efter som den skuldret, da Chr. Friele drog hjem fra Kampen, maatte vi tro, den var middelmaadig. Men da vi vet, at en i Hasten triver en ren Snip og leter efter Floshatten, mens Jenten løper efter Drosken, - vilde det være uretfærdigt at sige noget større om det. Det er ved slike Lejligheder, at vi savner den største journalistiske Kraft, vor Presse endnu har raadet over, - jeg mener Erik Vullum. Men Hastværket dennegang har i alle Fald den Betyd- ning, at Frieles Afsked altsaa ikke paala noget ekstra Utlæg av Omtanke; den syntes ikke nogen Begivenhed. Det tror jeg heller ikke, den er; men havde jeg ikke i Øjeblikket anden Opgave, som laa nærmere, skulde jeg syne Godtfolk, at Lejligheden ikke burde forsømmes. Nu maa jeg la det bli med nogen Vink. Chr. Friele er en Del ældre end jeg; men ikke mere, end at jeg mindes ham som en ung, frisk Natur, hvis Hovedstyrke var Begejstring (hvem skulde nu tro det?), hvis Nydelse var fint Selskab og vittig Samtale, og hvis Tendenser var frisindede og oplyste. Han havde mere Anlæg for Aandsdannelse end nogen i den Bande, som Til- fældigheder senere samlet om ham. Tilfældigheder; det er netop Ulykken med smaa For- hold, at det Tilfældige blir vort Forsyn. I store er der Valgfrihed, Alburum; i store Forhold vilde Chr. Friele idag set tilbake paa et Kampliv i Venstres Rækker, fuldt av Lystighed og Tro. Han vilde ha staat i et Utsyn over For- jættelsernes Land og derved været glad. Hans oprindelige saa kjærnesunde Natur vilde i disse Omgivelser og i dette Arbejde ha holdt sig fri for den nervøse Skræk, som siden er blet hans Tilværelse. Offervillig og uegennyttig, som han er, vilde han tat paa sig de ytterste Vagthold, der det stadig var Fare og Moro. SIDE: 290 Skal vi maale Livet efter Anlæg og Fuldbyrdelse; skal det Oplevede og Gjennemarbejdede vejes efter den Sum af godt Haab, som det efterlader; skal alene den Afsked kalles god, som forgylles af Opgavernes Sejerstog, idet vi taarevædte ser det drage videre, vinkende Farvel til os, - da er Chr. Frieles Liv en mishandlet Mands. Ti fra først av var det ikke han, som valgte det; og Forholdene, som tog ham med sig, længer og længer, har samtidig omskabt flere begejstrede Viljer, flere gode Hjertelag end hans. Ja, dette siste, Hjertelaget, som hos ham var saa rikt og saa fuldt av Finfølelse og Vennetroskab, .... havde ogsaa det kommet op i Kaar, som gav det Vækst, da vilde hans Gjerning nu været saa forskjellig fra den, han ser til- bake paa, som en Julekvæld i vor egen Familie, vor egen Skabning, er fra en Julekvæld paa Gaten. Naar jeg ser omkring mig efter alle dem, som engang var med i Tro paa Frihed og Folk, og som siden enten sank undervejs, trætte og opgivne, eller drog sig tilbake i Skuffelse, eller nu kjæmper uden Tro i Forbund, som en- gang var dem en Skam, og for Øjemed, som de engang har haanet, saa ser jeg paa Frafaldet fra Idealerne i 1848. Saa husker jeg, hvad som skede annetsteds i den nærmeste Tid derefter - og undres bare over, at saa mange af os holdt Stand. Alle de Tilfældigheter, som i vort offentlige Liv og i hans private Liv stødte til, skal jeg gaa forbi. Jeg vil alene ha godkjændt, at det netop er de Anlæg, der drives bort fra den Vej, de vilde ha valgt, hvis her var Valgfrihed, deres naturlige Udvikling altsaa, - at det er dem, som ribbes stærkest og fortest. Ti de begynner med at bli utrygge, og denne deres Utryghed blir snart mistænksom. Deres Uro flytter efterhaanden ind i Temperamentet og herjer det. Snart lyder det Frygtens tusene Slag paa Ner- verne. De blir bitre, de blir haarde, grusomme; Arbejdet, de staar i, øker det, - og saa omskapes de, til de ender som abnorme. Vi kjender dem idag under det franske Navn: "Les Nevrosés". Det er Frieles Nerver, som utkaarede ham til at gjøre den Opdagelse, som blev hans Livs Særkjende, - den Op- dagelse, som Højre lever paa den Dag i Dag. Vi var jo med Hensyn paa Sædvane og Betænksomhed et gammelt Folk; vi var det ogsaa med Hensyn paa national Stolthed, naar derved forstodes Fødselsted og Slægt. Men vi var utrolig unge og uerfarne med Hensyn paa vor Ret til eget aandeligt og politisk Liv, - hvor langt vi turde gaa. SIDE: 291 Vi fulgte ilde med; ti vi var - den ene Del av os uoplyst, den andre udannet. Det gik godt, fordi Instinkterne var sunde og Retsfølelsen i Orden - saa langt som dengang muligt. Men vi maa kalde et Folk uoplyst, som bare for en liten Del gad bruke sin Røstret, ikke skilte Højre fra Venstre, ikke vilde ha synderlig Selvstyre, d. e. hverken Statsraaderne ind i Tinget, eller Jury, eller aarlige Storting, og det fordi slikt let kunde bli for dyrt. Vi maa ogsaa kalde et Folks øverste Klasser udannede, saalænge deres Viden og Respekt alene samlet sig om et tarveligt Brød- studium, og holdt det Annet og Mere for Utsvævelse. Et slikt Folk kan selvsagt ikke følge med; det kan ikke faa Oversigt, - og følgelig kan det skræmmes. Saa blev der begaat Fejl, og disse Fejl bragte Opdagel- sen frem. Jeg skal bare nævne en av dem, rigtignok den største i hele vor Venstrepolitik. Vi hadde omkring Femti- aarene et frisinnet Parti i Byerne, som tildels raadet for disses Valg. Repræsentanterne derfra var mere frisindede end Bønderne; men de var ikke saa sparsomme; navnlig hadet de Pensionsdebatterne. Disse Byernes Liberale blev forsaget og forraadt av Johan Sverdrup. Han gik med paa Ting, som satte et stort Skille mellem By og Land; han slog sig sammen med Bønderne paa det værste Kniperi under Pensionsdebatterne (saa lidet som slikt laa for hans Sind!). Vi har siden maattet betale med Dalere, hvad vi da knep ind i Skillinger; - ti dette sinket vor politiske Fremgang, ja, jeg tør nok sige i Aartier. Dette var det, som først gav Chr. Frieles Skræmme- talent Los i Hejerne! Nu hadde han det, han kunde jage paa! Nu gjaldt det at skræmme Byfolket med Landsfolket, Landsfolket med Omkostningerne, og baade Byfolk og Landsfolk med Arbejderne; - og alle tilsammen, det hele Land, med Svenskerne. Dette var hans Livs store Opdagelse, den Grube af Frygt, han først drog helt frem i Lyset, og som i alle disse Aar har vist sig at være uuttømmelig. Skræmselens Magi i hvert Højreblækhus, i hver Højretale har styret mere end Partiet, virket langt længer utover. Det blev da ogsaa en saa fast Troesartikel, at det norske Folk var fejgt, at det er Forklaringen paa, hvad først Højre selv (og siden Svenskerne gjennem Højre) har vaaget at by os. Endnu i Dag, naar vi søker bak den lærdeste Højre- procedure eller i det villeste Højreanfall efter den bevæ- gende Kraft, er det altid Frygten eller Appel til Frygten, vi støter paa. SIDE: 292 Det politiske Skakspil i Norge bestaar i, hvem som kan komme til at gjøre Folk mest ræd. Ikke mest ræd for at gjøre Uret mot nogen annen; ti det er en ædel Sport at gjøre for Eksempel de Magthavende ræd for at begaa Uret; - nej, gjøre dem ræd for Andre, ræd for det Ny, ræd for Sit. Den, som kan gjøre Folk mest ræd, han er Basen, han har havt Overtaket paa hvert Møte og i hver politisk Kran- gel - like til for en Del Aar tilbake. Der sattes Præmie ut for Fejghed. Først i det Siste har det blet likere; nu rejser Venstre Præmie for Mod; nu siges det likefrem: Tør du ikke det der, saa blir du aldrig Kar. - Endelig! Men selv nu...., naar Venstres Ledere "saa nær Johan Sverdrups Frafald", som det hed, ikke turde ta paa sig at utsætte Konsulatsaken til ny Valg; "de var rædde for" osv. osv., saa er der noget Skræmt i det med. At stige frem med sin egen myndige Mening og sige: "dette vil jeg; for her har jeg et højere Syn og større Ansvar; I faar bruke det, eller jeg gaar".... Der vil rende ad- skilligt Vand tilhavs, før Norge faar se det. Her har gras- seret slik Piskning og Forfærdelse, at selv de Bedste er blet rædde for at gjøre noget, som der er Forslag i, paa egen Resiko. Vi faar vænte en Stund paa Motets Geni. Frygten gir intet. Men det er utroligt, som den har Syn for de egoistiske Instinkter; den opdager dem bestan- dig, og utenfor dem gjør den Anskrik! Og som Frygten kan gjøre Godtfolk modige! Huttetu, av ren, ublandet Fejghed kaster de sig op i de voveligste Foretagender, - som da Friele kaldte paa Statskup og paa Svenskerne! Eller som "Morgenbladet" (efter Aschehoug) endnu i Dag fraprocederer Grundloven dens stærkeste Værn. Det er netop Værnene, de finner farlige; dem maa vi da endelig gi efter paa! Eller - for at ta Venstre med -, som Venstre endnu altid staar færdig til at offre sine beste Mænd, naar de selv kan undgaa falsk Skin ved at ta dem i Forsvar! Et For- ræderi som det mod Alexander Kielland vil aldrig glemmes i vor Kulturhistorie. La mig med det samme ta Chr. Frieles Personfor- følgelse. Der er talt, som om han har sat denne ihærdige For- følgelse av Enkeltmand i Stil. Det har han slet ikke. Det var endog værre før; ti da var det slik, at to, som blev Uvenner ved et Kortbord, gav sig til at ta Livet av hverandre i Avisen. Det var slig, at Alle vi andre maatte lide for, at SIDE: 293 to Skeer mødtes oppe i en Suppeterrin, der de fisket efter samme Embedsbolle; - siden fik vi nemlig aldrig offentlig Fred for disse to Skeer. Nu vil jeg ikke frita Chr. Friele for at ha tat personlig Hævn og endog at ha gjort det i rigt Maal; i et Liv som hans ales onde Instinkter. Men i Regelen har hans Per- sonforfølgelse tjent et Princip, været Utslag av hans per- sonlige Frygt, et politisk Mareridt, som ikke gav ham Fred Dag eller Nat. At forfølge de Forbrydere, de Landsfor- rædere, som rodde os ut i Ulykken, det gjordes for Lan- dets Skyld, for Religionens, Institutionernes, Moralens. At vanskjænde dem, prøve at dræpe dem og spytte ned i Graven efter dem, var bare hellig Iver. Men derover maa vi ikke glemme, at denne ihærdige Forfølgelse med Fordrejning, Bagvaskelse, Løgn i Aarvis, ja, undertiden i mer end én Menneskealder, - i sig selv har været et Tab for Fædrelandet, en virkelig Ulykke, som en Farsot paa Viljen. Den har demoraliseret vort offentlige Liv og derved mere. Jeg glemmer aldrig, hvorfor jeg opsa "Morgenbladet" for aldrig mer at holde det. I den Tid blev General Storm Wergeland forfulgt som Skogens vilde Dyr. Det holdt paa gjennem Maaneder. Det var som nogen hver Morgen trængte ind i mit Værelse for at gjøre mig ond. Saa kan man slutte sig til, hvad det gjorde for et Ind- tryk paa mig, at det, jeg ikke taalte, det taalte Præsterne, paa nogen faa nær alle Statskirkens Præster. De drak i sig dette Sølevand hver Dag i Uken - for om Søndagen at gi os "den rene Lære", eller læge os med Daabens Vand og Alterens Sakramente. Dette Indtryk har sin Indflydelse. Har jeg været ene om det? Naar vor Forstand paa Godt og Ondt daglig fristes, er det selve Gehøret, som let skjæmmes. Slik forfærdelig For- følgelse er altsaa mer end et kostbart Hæfte, en letfærdig Lek med dyre Gjenstande, - den er tillike en daglig Ind- øvelse i falsk Maal og Vægt. Chr. Friele begyndte med at tilføre Pressen mere Æmne baade i Kundskabens (han gik trofast til dem, som sat inne med den) og Nyhedernes, idet han var den første virkelige Redaktør iblandt os. Nu er han længst overgaat som saa- dan, men det var en virkelig Fortjeneste ved hans Blad- styre; derved fik det Indflydelse, og det fornyet Pressen. En politisk Saks Dokumenter kan imidlertid ofte SIDE: 294 være det Mindre; Personerne og Forholdene kan være mere. Naar alt det, der hører Personerne og Forholdet til, vitterlig og som en fast Lov forfalskes, da forfalskes ogsaa lidt efter lidt Synet paa selve Saken, og da har vi snart ogsaa den ensidige Dokumentation, d. v. s. Forfalskning ogsaa av Æmnet. Jeg tror, vi kjænner til det! Det har gaat saa vidt, at for Politikens Skyld er selv Literaturen, endog Kunsten blit systematisk forfulgt eller forfalsket. Ja, det har gaat saa vidt, at for Politikens Skyld er betydende Aandsstrømninger utenfra i Aarvis blet afskaarne fra Højrepressen. De Læsere, som bare har holdt sig til den (og det har vist været mange nok!), var paa visse Omraader blet aandelige Fattig- lemmer! Nu er det dog noget bedre. Selve Forfatterne, som i "Morgenbladet" øvedes op i Forvrængningens Kunst, og som, hver Gang det gjaldt en Modstander, slap fra det med Karrikatur og Vitser, og naar det gjaldt en Partifælle fiffet ham op med en i Hast fransk- strøket Festtale, de har tabt Evnen til sandfærdig Karak- teristik. Den Evne har nemlig det tilfælles med al almen Evne, at den vil ha Røgt. De kan ikke. Selv der, de vil, kan de ikke. I Forhold til det annet slette, som følger av Forvanskningens Bedrift, kan dette synes mindre; men det har ikke liten Betydning, at et helt Partis Forfattere og Talere ikke mere formaar at gi en Situation nøjagtig som den er, eller gi en Modstander hans Værd. Derved er Højre- partiet blet narret paa det grundigste, og det Gang efter Gang; fordi Kongen har trodd Højrepartiet, er ogsaa han blet narret. De har git, og de blir ved at gi, rivende gal Besked. Man taler om Højres faste Organisation, og Chr. Friele faar Ros for den. Jeg skal saa vist ikke forringe Rosen, skjønt jeg vil lægge den annetsteds hen; Friele har her været et Redskab, men et meget dygtigt. Derimod maa straks tilføjes, at kan Frygt og Indpiskning slutte Folk tæt sammen, og det kan de, i Længden vil det ikke forslaa. Menneskene lever ikke af Frygt eller Had eller af at staa i Kadrer. Se, som det er gaat Frankrigs monarkiske Partier! Naar Norges Højre inden sine tætsluttede Kadrer nu er ribbet for Tro og Program, hvad deres egen Procedure røber ved sin uendelige Smaalighed (ti saaledes tar ikke den Saken, der selv tror!), - da er der ingen Mand i Højre, som har større Skyld for det end Christian Friele. Hans Gjærning har været utenom og imod. De store Fremgangs- linjer i vort nationale Liv er blet bebæede, Personerne, som SIDE: 295 førte an, karrikerede, beløjede; Situationerne, som Linjerne løp igjænnem, forfalskede, hver evige en. Skal der ikke minnes herom nu, da han gaar bort? Bare tale om "den Dygtighed", hvormed han har ledet denne Indøvelse i Fejghed og Forfalskning? Vi medgir Alle, at her maa være en modererende Kraft; maa være fuld Lejlighed til politisk at holde fast paa Sit. Vi kan alle ære hans Arbejde for det. Men hvorledes skal vi komme ut av det, som er blet demoraliserende, naar vi omgaar de større Lejligheder til at paatale det? Den Undskyldning, han har i sit Temperament, som efterhaanden blev hans strenge Kommanderende, bør følge Anklagen. Han var slik, at bare der gik en med et bart, brændende Lys over en Gang, saa løp han til Brandvagten. Hans Nervetilstand var en Lidelse, og han kunde ikke altid for, at han bredte den videre. Han er ikke den Første, som har gjort Frygtens haardbare Reaktionsarbejde, ut av en Sykdom. Selve Arbejdet øker den; det Fiendskab og det Had, det drar sammen, æter paa Nerverne som bedærvet Luft. Men saa viser det, hvad Fond af Kraft og Hjærtelag her var at ta av, - at endnu leker det bak Brillerne af lystige Smil. Endnu kan han være godmodig, hjælpsom, varm. Disse Egenskaber har under den hele helbreds- slitende Kamptid levet som Solstraaler i en Kanonport. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 296 Bjørnstjerne Bjørnson Klarhed. ("N. Intell.", 6. April 1894, efter "Gudbrandsdølen".) Havde det fra først av været klart for vore Politikere, at vor Sag staar og falder med Valgene, at Stortinget og hele dets parlamentariske Maskine foreløbig er magtesløst, - saa var Sagen blit anderledes. Selv mig skal man yde saavidt Retfærdighed ikke læn- ger at nægte det. Nu synes Omslaget (hvis jeg ikke bedrager mig) at være saa stærkt, at man tror, de forestaaende Valg kan klare alt- sammen. Blir Valgene rigtig mægtige, saadan hvad man kalder overvældende, saa er det dermed afgjort. Saaledes afgjort, at yderligere Modstand bare yderligere skader Konge- dømmet og Unionen. Det er tydeligt, at ogsaa Højre nu tror det. Før var det Vanskelighederne, Farerne for Norge ved at stræbe saa høit som til eget Udenrigsstyre, der skræmte dem. Hvis jeg ikke bedrager mig (jeg ser jo sletikke alt), saa er det ikke længer Vanskelighederne og Farerne udenifra, nei, det er selve Sagen, de er ræd. Det betyder, at de nu tror, den kan naaes. At et stort, et overvældende Valg kan gi os den. Det er selve Sagen, de er ræd. Norge kan ikke staa og gaa alene. Hel Selvstændighed - for alle andre Folk en ny Livskraft, en høiere Æresfølelse - for os blev det for stor Bør; vi vilde stupe med den. Nei, da er det bedre at ha det som vi har det, bare vi faar paa Papiret, at ogsaa Nordmænd kan være svenske Udenrigs- ministre. Det er bedre at faa Samrøret lovfæstet; det er bedre at synes Svensker i Udlandets Øine herefter som hidtil. Det er bedre at taale Tilsidesættelse og bli oversét. Selv om vi økonomisk skades paa Verdensmarkedet ved Samrøret, - lad os hellere det end forsøge paa noget, vi ikke er voksne til. Heller herefter som hidtil uden Ansvar for vort Forhold til Udlandet, d. v. s. for vor Fremtid. SIDE: 297 Heller la de snille Svenskerne ta Ansvaret end selv overta det helt og holdent; for det vilde da bli vor visse Ruin. Men skal Svenskerne faa styre for os, saa følger deraf, at naar Stortinget blander sig i det, saa maa Stortinget gi efter. Ja, som nu. Svenskerne vil styre udadtil, og Stor- tinget modsætter sig, og saa er den eneste Følge heraf, at Stortinget heller ikke faar styre indadtil. Der blir Veto paa Veto. Det er nemlig ikke saa, som Folk troede, at vi kan holde Grænsen, naar den engang er overskredet. Vi har oplevet det, og vi vil altid opleve mere af det. Samrøret har naaet langt udover Grundloven; det har ogsaa afsat Stortinget allevegne, der Samrøret vil udvide sig. Vi har da vel saa pas Øine, at vi kan se det! Saa Klarheden, vi har vundet, er den, at Valgene skal afgjøre - ikke alene om vi skal være selvstændige udadtil; nei, meget mere: de skal afgjøre, om vi skal være selvstæn- dige indadtil. De skal afsætte den svenske Regjering og indsætte den norske. Enten det - eller gi sig over, én Gang for alle: Vi aarker det ikke, vi kan ikke staa og gaa alene. Det vilde være første Gang i Verdenshistorien, at et Folk ved at holde stærkt sammen kunde skaffe sig eget Udenrigsstyre, selv følte sig sikre paa, at de kunde det, - og saa forsaget, rent gav sig over, turde ikke; de var rædde sig selv! Det vilde være første Gang i Verdenshistorien, at en slig Selvopgivelsens Sygdom faldt over et friskt, frit Folk. Vi har under Forholdenes Gunst, opdraget af en stærk Skjæbne i tarvelige Kaar og haardt Klima, tænkt saa stort vi ogsaa, at i Et og Andet kunde vi bli de første. Men vi drømte ikke om, at det var i det der, i Selvopgivelsens Skam. At ofre Selvstændighed og Storting til det Folk, som nu prøver at krænke begge, det er at forraade baade sig selv og det Folk, som sligt lykkes for. Klarhed, Klarhed, gi Vælgerne Klarhed, og det vil gaa til den største Seier. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 298 Bjørnstjerne Bjørnson De store Stater overfor de smaa. ("Verdens Gang", 5. August 1895.) Egoismen er i Storpolitiken mere end en Dyd; den er Dydernes Dyd. Meget faa dannede Mennesker tør enkeltvis sige: jeg søger bare min egen Fordel. Heller ikke mange Politikere tør sige: jeg søger bare mit Partis Fordel. Men alle Stats- mænd tør sige: jeg søger bare mit Folks Fordel. Jo større Staten er, og jo vældigere dens Indflydelse, jo raaere blir dette "bare mit". Det har engang trampet Lande under sig i Uretfærdig- hed og Haan, og det viser endnu et Rovdyrs Tænder mod store og smaa foran sig. Der bor diplomatisk Svig i det, og det er stængt for andres Smerte. Enkelte store Øjeblikke, deri et mægtigt Folk har taget den Undertryktes Sag op som sin egen uden at drage di- rekte Nytte af den for sig selv, bebuder - som ensomme, for tidlig komne Trækfugle - et mildere Klima ogsaa for Politiken. Men det naturlige, det alment billigede er endnu: "jeg søger bare mit Folks Fordel". Hver Gang dette gaar ud over et af de smaa Folk, har de gjerne en Tale- maade ved Haanden; undertiden gider de ikke engang bruge den! Nylig saa jeg Bismarck i en af sine hundre Festtaler berømme Germanerne for, at de ikke som Franskmændene ejet Erobringens Attraa. Jeg tænkte paa Polens Deling; jeg tænkte paa Danmarks Deling under hans egen Overledelse; ti vi maa aldrig glemme, at der er dansk Folk og dansk Land med i Byttet fra 1864. Dengang sad alle de andre Rovdyr rolige; de fordøjet efter lignende Maaltider. Et karakteristisk Drag i de europæiske Stormagters Egoisme var det længe, at de kunde unde en kristen Broder en Bid, men ikke for Eksempel Tyrkerne at æde kristent SIDE: 299 Kjød; det forbeholdt de sig selv. Saaledes blev Grækenland befriet fra Tyrkernes Aag, uden at andre end Rusland der- ved søgte sin Fordel. Saaledes efterhaanden flere af Bal- kans Folk - dog ikke anderledes, end at Østerrige-Ungarn siste Gang slog Kloen i to af dem og drog dem til sig, og Rusland tog med sig en Del af Rumænien, - medens Eng- land, der ikke kunde komme til paa Balkan, aad Cypern! Før havde Stormagterne en hellig Formel for deres Ret til at gribe ind hos andre Folk; den hed "den euro- pæiske Ligevægt". Blev et lidet Folk træt af den Uret, det led, saa var "den europæiske Ligevægt" straks over det og forlangte, at det skulde taale endnu mere Uret. Havde en Stormagt passet sit Snit og forsynet sig, befalte "den euro- pæiske Ligevægt" de andre Stormagter ogsaa at forsyne sig. Formelen blev saa længe misbrugt, til den ikke længer hang sammen, - og nu har de fundet en ny; den heder "den europæiske Fred", undertiden ogsaa "Verdensfreden". Ingen maa ængste "den europæiske Fred"! Den er Stormagternes egen dyrebare Ejendom, gjemt paa et helligt Sted, hvortil alle Stormagter har hver sin Nøgle. Men da Tyskland ønsket at bryde ind, bad det Rusland staa Vagt, saa ingen af de andre kunde komme til; og da Rusland saa brød ind, stod Tyskland Vagt; det var en Aftale, og Aftalen blev holdt! Saa den nye Formel yder ingen større Tryghed end den gamle, navnlig da ikke for de smaa Folk. Derfor forbløder nu Makedonien, som Armenien før; derfor er det ene fortvilede Oprør efter det andet paa Kreta, paa Kuba Indledning til altid sikrere Undertrykkelse. I dette Øjeblik kunde saa gjerne Sverige erobre Norge - hvis det var istand til det! Et ungt Folks Daadskraft, Uafhængigheds- trang... naar Stormagterne, en eller flere, har Brug for det, er det smukt; men naar de ikke har Brug for det, er det en oprørsk Tale, "som ikke maa forstyrre Verdens- freden". Hvor Stormagternes Egoisme imidlertid træffer de smaa Stater haardest, fordi den træffer dem alle uden Undtagelse, det er i de Rustninger over Ævne, som de nøder dem til at tage paa sig. Deres Ungdom maa kaste Aar bort af sin beste Tid, hele Folket aarlig Millioner af sit Erhverv, - og ænda maa de leve i stadig Utryghed for sin Fremtid! Men Utryghed demoraliserer; i dette Tilfælde saa meget dybere, som den lægger falske Maal over deres Liv. Hvad de end er i sig selv, hvor højt de rager op ved Talent, Orden og Flid, - de føler sig svage og foragtelige, fordi de ikke har nok Soldater og nok Hester! SIDE: 300 At Stormagterne naadigst har garanteret Lande som Belgien og Svejts "en evig" Neutralitet, hvad nytter det, naar de samtidig paalægger de smaa Folk at forsvare denne deres Neutralitet? Mod hvem skal de forsvare den? Mod Garanterne! Disse er nemlig ublu nok til at bekjende: "Ingen ved, naar min Fordel nøder mig til at krænke den af mig garan- terede Neutralitet; du faar holde et vaagent Øje med mig!" Er der noget til i Menneskenes Medvidende, som gjør Ordet "Folkeret" om ikke til en Virkelighed, saa dog til et Ønske, en Mulighed, saa maa det nu paakaldes til Kamp mod et saa forvorpent Hykleri. Men saa maa virkelig ogsaa de smaa Stater vise det Mod selv at gaa foran. Hvad er det ikke for et Bevis paa Demoralisation, at de smaa Stater føler sig saa usikre, saa forkastede, at de intet Initiativ tør tage - ikke engang til sin egen Frelse? Danmarks og Sveriges Udenrigsministre har begge offentlig erklæret, at det nytter dem ikke at begynde paa noget saadant; de maa vente, til de store Stater "tar Initiativ"! Af alle de smaa Folk har alene Nordmændene vist Vilje til at gaa foran. Men Nordmændene kjæmper endnu for- gjæves for at faa en egen Udenrigsminister, hvis første Hverv dette skulde være. Den kaldede Foregangsmand her synes mig Svejts at være. Jeg har andetsteds [fotnotemerke] fremstillet, hvad det her gjælder; nemlig en Henvendelse til alle de andre smaa Stater om i Forening at bevæge Stormagterne til at gaa sammen med dem i en Kongres og der højtidelig vedtage, at Krigen her- efter skal være indskrænket til dem, den angaar; at den Magt, der bryder Neutraliteten, gir Vederlag og afstaar fra alle de Fordele, den derpaa har vundet; at en fast Voldgifts- domstol dømmer i enhver saadan Sag, og at alle de andre Stater, store som smaa, sætter Neutralitetsbryderen udenfor alle Traktater, indtil Voldgiftsdomstolens Afgjørelse er fuld- byrdet. Altsaa en Kongres for at faa alt dette højtidelig vedtaget. Her vil jeg noget udførligere gjøre Rede for, hvorfor jeg tror Tiden er inde til et saadant Forsøg, dernæst for hvad det videre indleder, hvis det lykkes. Det forekommer mig, at de smaa Stater skulde begynde med at henvende sig til Amerika, der utvilsomt er villig til at medundertegne Indbydelsen til en saadan Kongres. Ikke alene har de forenede Staters Regjering allerede indbudt Fotnote: Saaledes i Wienerbladet "Neue freie Presse" for 27. Juli d. A. SIDE: 301 alle de andre Folk til at slutte en Voldgiftstraktat med sig; men de forenede Stater har absolut ingen Interesse af at opretholde en saa modbydelig "folkeretlig" Tilstand, som at fredelige, neutrale Samfund skal overfaldes med Krig, hvis de store vil slaas og har Fordel af at lægge Krigen over paa den lilles Land! Denne oprørende Rovdyrmoral, indanket af de smaa Staters Repræsentanter for det amerikanske Folk, vil af Presse, Præster, Folketalere over de sytti Millioners Land (der imorgen blir hundrede Millioners, iovermorgen to hun- drede Millioners) fordømmes med den Voldsomhed, som er en krænket amerikansk Retsbevidsthed egen, og som Følelsen af voksende Indflydelse giver Sejersklang. Den vil have Gjenlyd i England! Mer end det halve Underhus var - og vil vist paany blive - Medlemmer af Fredsforeningen; ti nogle af Torypartiets fornemste Førere er ivrige Fredsvenner. Nu har England baade praktiseret lovløst Indbrud i fredeligt Land og har nylig erklæret sig beredt til paany at praktisere det, naar det derved bedre kan komme sin Fiende tillivs. Der er imidlertid megen moralsk Raahed, som godt lader sig praktisere, men som ikke lader sig for- svare. Og navnlig ikke forsvare foran Englands Underhus med hele Verden som Tilhører. Bringes Sagen gjennem Fredsvennerne ind for Englands Underhus, før den kommer som officiel Henvendelse til den engelske Regjering, tror jeg, denne vil nødsages til at erklære sig villig til at gaa med paa en Verdenskongres og der vedtage, hvad Folkene finder nødvendigt for at faa Krigen begrænset til dem, den angaar. Det samme tror jeg om Frankriges Regjering. Ti Frank- rige har absolut en større Interesse af, at den belgiske og svejtsiske Grænse lukkes ved helligt Interdikt, end af at maatte holde mer end 100,000 Mand ved hver af dem, for der at møde et muligt Neutralitetsbrud. Dette Regnestykke mener jeg skal holde Stik; ti det tager intet Hensyn til Rovdyrenes gode Vilje, men for Eng- lands Vedkommende til den engelsktalende Folkemening (for en stor Del formet i Amerika) og for Frankriges Ved- kommende til dets Fordel. Dette siste maa vel ogsaa gjælde Italien; ti ogsaa Italien har alene Fordel af at slippe at holde Tropper ved den svejtsiske Grænse under en Krig med Frankrige eller Østerrige. Men de andre Stormagter er jeg ikke saa sikker paa. SIDE: 302 Mulig jeg heri tager Fejl; men i hvert Fald vil en Mod- stand mod alle de smaa Stater, støttet af Amerika, England, Frankrige, Italien, i Længden blive umulig. Efterhaanden vil utvilsomt ogsaa Østerriges og Tysklands saavel som Rus- lands Folkeledere i Literatur, Presse, Politik begejstres af en saa rimelig og retfærdig Sag, - og da vil Sejeren ikke være fjern. Naar denne Kongres kommer istand og har gjort sin Gjerning helt ud, vil der gaa en Følelse over Verden, som kan udtrykkes i de Ord: nu begynder en ny Tid! Og de bedrager sig ikke. Paa Garantierne for, at Krigen begræn- ses til dem, den angaar, beror det, at Voldgiftstraktater blir effektive Papirer, Neutralitetsgarantierne ligesaa. Men hvad dette altsammen kommer til at vende op og ned paa, er uoverskueligt! De smaa Stater vil jo med ét Slag - fra en Samling utrygge Enkeltindivider, en Hjord paa Hyrdernes Naade, blive ophøjet til selvbevidste Folkesamfund med lyse Udsyn. Fra overbebyrdede vil de blive de mest vel- havende, fra demoraliserede under falske Maal, de over- legne, som lægger sine Maal medlidende paa de andre! Med toldfri Grænser, med en Ungdom, som helt kan ofre sig sit Livskald, et Folk, som gaar til Løsningen af de sociale Opgaver, ingen Stat nu aarker, vilde de smaa Statssamfund blive Folkenes Himmerige paa Jorden, alle de stores Attraa. Folkene i de store Stater faar med én Gang Øjnene op for, at heller ikke de er andet end en ved Krig og af Frygt for Krig sammenholdt Skare af smaa Stater, der kunde være lykkeligere og rigere end nu. Her aabner sig Perspektiver, jeg ikke skal vise frem; - jeg bare spør: er ikke de, som alle kan se, værd vort Arbejde? Ja, er de ikke værd, at de smaa Staters beste Mænd og Kvinder tager Initiativet, "gaar foran"? Er de ikke værd al den Ildhug, Ungdom og Tro kan lægge i Samtidens største Sag? Her er jo de smaa Staters Frelse - og gjennem dem de stores Omvendelse til Fred. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 303 Bjørnstjerne Bjørnson "Kongen". ("Dagbladet", 28. Oktober 1895.) - - - Jeg ser, at Danmarks Riges Censor, Hr. Wilh. Møller har ladet sig interviewe og har derunder fortalt, at mit Drama "Kongen" - har Kong Oscar af Sverig og Norge til Model!!! Jeg skal af flere Grunde indskrænke mig til at sige, at dersom Kong Oscar havde kunnet staa Model til en Konge med saa højt Sandhedsmod, saa fordomsfri Intelligens, saa moderne Tænkning, saa gaves der nu ingen unionel Strid mellem Sverig og Norge. Hr. Wilh. Møller har ved samme Lejlighed ytret, at "Kongen" var et polemisk Angreb paa Kongedømmet. Det er mildest talt uheldigt, at Censor endnu ikke har læst Stykket bedre; thi "Kongen" er Angreb paa det middel- alderlige Kongedømme, som endnu lever iblandt os, og en Appel, en indtrængende Appel til at gjøre Kongedømmet moderne, medens det endnu er Tid, altsaa plukke det for det, som i vore Dage virker usandt og demoraliserende for saa at formæle det med Folkets sunde Sans. At Forsøget herpaa mislykkes, forklares af Arveligheds- læren, forklares af Kongedømmets Forbrydelser mod Men- neskeheden. Men ligefuldt staar Forsøget igjen som det eneste naturlige og logiske og bæres som saadant oppe af Stykkets to ædleste Personligheder, der begge giver deres Liv for det. Og dette skulde et nordisk Publikum i Aaret 1895 ikke taale at se? Det skulde være farligt f. Eks. for et Konge- dømme saa gammelt som det danske, saa vel afstivet til alle Sider i Europa, - og blandt en Befolkning, som endnu aldrig har drevet det til Revolution og ikke engang ejer et republikansk Parti! SIDE: 304 Saa knæskjælvende Embedsmænd troede jeg ikke Dan- mark længer besad. Værre endnu: - man forudsætter, at det vilde være "ubehageligt" for Kongehuset, man er bekymret for, at det muligens ogsaa vilde være ubehageligt for Kong Oscar af Sverige og Norge. Man depecherer afsted til Antichambrene i Kristiania og Stockholms Slotte for at faa Fornemmelse af Dagens og Timens allersidste Vindkast. For ramme og højtideligt Alvor gaar man ud fra, at saa smaasindede og jammerfyldte er de, som skulde være vore Øverste, efter mere end Embedet, at de muligens bekom Sjøsyge, Kvalme- rørelser ved, at der etsteds nede i et Teater vistes en Konge frem, som ikke i alle Dele længer fandt Embedet "helligt" i middelalderlig Forstand. Naar Underdanigheden og Knæ- skjælveriet kan drive Embedsmænd til i Blinde at skade Kongedømmet saa dybt i Folkefølelsen (dybere end jeg nogensinde har villet!), hvorfor saa ikke fortsætte med at udrydde Folkeæventyrene - de af dem, som har Konger, der gjør en alt andet end hellig Figur? Saa vilde kanske Folket endnu snarere faa Øjnene op for, hvad Pris det daglig maa betale for at ha Æren af et middelalderligt Kongedømme. Hr. Wilh. Møller har tilsidst udtrykt sin Ærgrelse over, at vi Nordmænd tyr til Danmark for at faa "Løsning" - jeg kan ikke rigtig se af hvad; men jeg antager, det maa være af Vanskeligheder ved Ytringsfriheden, som let kan opstaa. Ja, er det galt? At vort lille Sprogsamfund har to Centrer, uafhængige af hinanden, og at det, som ikke godt kan siges i det ene, det kvæles ikke, det faar Mæle i det andet? Er det galt? At det, som ikke kan siges i Wien, det siges i Berlin og omvendt? Jeg har endnu aldrig hørt nogen frisindet Tysker eller Østerriger klage over det. Og jeg troede indtil nu, at Ingen, der elsker Ytringsfrihed, kunde give sig til at surmule over, at Nordmænd fik sagt i Kjøbenhavn, hvad vi maatte tie med i Kristiania. Ti det er sandt: der kan "Kongen" for Tiden ikke faa Ordet paa en Scene. Kristiania Hovedteater er det eneste, som er stort nok til Stykket, og paa Kristiania Hovedteater kan det ikke spilles. Stykkets Personer og Idé ligger fængslet, fordi Norges Skjæbne i gammel og ny Tid har gjort, at Norges Højre som Parti er det unationaleste, det paa Æresfølelsen mest forkomne af alle Højrepartier i Europa. Men Højre raader over Kristiania Hovedteater. SIDE: 305 Bjørnstjerne Bjørnson Den moderne norske Literatur. (Skrevet for "Forum" i New York. Blev offentliggjort samtidig i "Die Zukunft" i Berlin. Her optrykt efter "Kringsjaa" 30 April 1896.) Det avskyelige Krigsvæsen, som Europa sukker under, lægger en falsk Maalestok paa Folkene. Deres egen Selv- følelse og andres Agtelse bestemmes av, hvor mange Soldater og Heste de kan stille op foran Kasernerne, og hvor mange Krigsskibe de har i Dokkerne og udover Havene. De smaa Folk demoraliseres av det; de store forvildes. Sæt at Europas moderne Literaturnavne var lige saa mange Skibe, store og smaa, Dampere og Sejlere, og at de nu ved Vintertid rejste i Flaader over Atlanterhavet for at besøge Amerika. Ikke sandt -: straks Amerikanerne hørte derom, fyldtes deres Fantasi av andre Billeder og langt større end dem, Krigsflaader giver. Deres Forventning, deres Følelser stod færdige med nye Maal, - saa at, naar det meldtes, at nu kom den russiske Literaturflaade, nu saaes den under Op- sejling langt ude, da tænkte de, mens de skyndte sig ned mod Stranden, mere paa Ruslands Ulykker end paa dets Storhed, mere paa dets Martyrer end paa dets Erobringer, mere paa den russiske Ungdoms Idealer end paa den rus- siske Kejsers Magt. Kvælden var blodrød, Havet oprørt, de store Skibe duvet, saa Havsprøjten stod over Master og Skorstene; de sidste var hvide av Havsalt. Somme av Ski- bene syntes stærkt medtagne. Mange var store og somme mærkelige ved et nyt Konstruktionsprincip; næsten alle, baade store og smaa, gik heller tungt, førte en uhyre Sejl- masse eller gik med stærk Stim; Luften bugnet av mørk Røg. Tilskuernes Beundring blev opblandet av Vemod, da de saa ud i den blodrøde Kvæld; thi den spaadde om, at Morgendagen bragte endnu haardere Vejr. Alle vidste, at SIDE: 306 Flaaden straks skulde videre; den var ikke kommen for at holde Fæst. Nogle Dage senere staar Tilskuerne nede ved Stranden i end tættere Klynger. Bortdragende Uvejr langt ude, Sol- vejr her fremme, og den franske Flaade sejlede op i dette, - høje, lette Master, Lystsejlere uden Ende, og mellem dem store Dampere, hvis Røg joges vidt udover av Vinden og lystes op av Solen, saa den la sig over det udstrakte Billede som en Reklame. Elegante Skrog, jo nærmere, jo mer moderne viste de sig, og som de var fine i Linjerne, blændende i Farverne, Udstyret, Ensemblet. Nogle større raget op som Hyrder til Hest i en Hjord. Skud, Orkester- klang, Hilsen med Flag, en betagende Farvevrimmel, Støj, Mangfoldighed, og saa var der ingen Ende paa dem. Men da den første Overraskelsens Rus var over, syntes Mangfoldigheden mere at gaa paa mindre Ting end paa større; Grundformen var endog ensformig. Dette og mere glemte man dog ganske over den skjærende Modsætning mellem Glansen, Larmen, Skjønheden, ja Storheden i An- komstøjeblikket.... og den uhyggelige Standart, som det første Skib førte paa sin øverste Mast, nemlig et Dødninge- hoved. Det andet Skib ligesaa, det tredje, det fjerde, det femte....! Ja, da man skulde se til, førte de det samme baade store og smaa, et Dødningehoved med korslagte Knokler under i rødt, i hvidt, i sort, i gult. Død- ningehovedet kom igjen i Udstyret ombord; i gode Kik- kerter kunde man se det. Tilskuernes Øjne søgte længer ud efter det glade Frankrige; det maatte da være med! Jo, der kom en hel Klynge i muntre Farver med Danse- musik ombord, Trommerne havde den aller kvikkeste Takt- føring, Blikinstrumenterne skingrede, Fagotter, Klarinetter, Fløjter jodlede, det gav orientalsk Farveklang. Der kom det glade Frankrige! Alle saa op efter Standarten; den var et dansende Dødningeskelet med en Le i Haanden, lystigere i Stilling end nogen Kankantøs. Hvad Pokker! tænkte de forsamlede; de saa længer udover... aha, der traf de endelig vakre, stærke Skuder, store som smaa, med den galliske Morgenhane i Standarten, struttende av friske Far- ver; med overmodig Fryd hilste den en ny Dag! Nu saas og Standarter med Foraarets Blomst i, og en Række flotte Symboler, saaledes Silén blandt Nymferne, Amor som Skole- mester, en Træsko, en Matroshat med flagrende Baand, en Soutane, en japansk Papirlampe i Balance med en Colum- binemaske og en Officerskaarde som Balancestang osv. osv. Men Hovedindtrykket blev, da den vældige Flaade var sejlet SIDE: 307 forbi, at her var flere, der sørget for Begravelsen end for Fødselen. Disse mangeartede kostelige Evner stod foreløbig mest i Dødens og Undergangens Tjeneste. - - En almindelig Diskussjon rejste sig blandt Tilskuerne efter denne Opvisning under Indsejlingen. Ordskiftet blev saa stærkt, at de længe ikke tænkte paa nogen av de Besøg, som endnu var ivente. Men da man hørte, at omtrent sam- tidig var en Række større og mindre Flaader avsejlet, vaagnet Nysgjerrigheden og den arvede Væddemaalslyst: hvem av alle disse Flaader tar Têten? De fleste holdt paa den engelske, de næstfleste paa den tyske, nogle paa den hollandske osv. Da mældtes tidlig en Morgen, at nu skimtedes en Flaade; ingen kunde endnu se hvilken. Straks nedover mod Stranden; de ivrigste Væddere foran. Det havde sneet om Natten, nu lyste det op og var koldt. Ret derude, hvor Solen skar de siste Snetaager itu, saaes let Røg, dukkede Master op og snart store Skrog; efter dem en hel Række og længst ude atter store, som bebudede flere. Men over alle i et Luftsyn saaes straalende Sejl og friske Flag; et Aandernes Fartøj sejlet deroppe, større end noget nede i Flaaden. Var det dens Skydsaand? Hvem kom saaledes? Hvad var dette for en Flaade? Alle, som havde væddet, tapte. Flaaden var hverken den engelske eller tyske, den kom fra et af den gamle Ver- dens mindste Folk, hvis Aner Europas ældste Aristokrati nedstammer fra, og hvis underskjønne Land er blet per- manent Verdensudstilling for Rejselystne. Det var den norske Flaade, som kom, og det med stærk Fart. Noget tæt og sluttet ved hvert Skib, som havde hvert sit bestemte Ærind. Ikke et eneste Lystfartøj i hele Flaa- den. Ingen Bevægelse ud av Kursen. Paa en enkelt Und- tagelse heller ingen Eleganse over Sejlføring og Skrog; men en tryg Tilforladelighed. Hver Skude syntes et Rige for sig. De kom sammen, fordi de ikke kunde lade det være, men hver var paa sin Vis. Dagen blev helt klar, før de naadde nærmere; Luft- tonen var heller kold. Næsten alle disse Fartøjer var lyse. Deres Skrog, deres Sejl, deres Skorstener kunde være i for- skjellige Farver; men tilsammen virket de lyse. De saa ud som Snemænd, der kom paa sine Ski og med Flag fra Midnatssolens Land, kom med gode Budskab fra Verdens- grænsen. Der slaar Havet de store Toner an, og der ren- sker Sneen Sindene. Saa meget stærkere stak nogle mørke av, mørke med SIDE: 308 lyse Striber i, eller lyse med mørke Striber i. Disse løb rundt i Skrog og Skorstener, igjennem Sejl og alt løst om- bord. Skibene med den mørke Stribe var store, stærkt skaarne. Saa langt tilbage, som det Folk, der sendte denne Flaade ud, har Saga, følger den mørke Stribe. Den skjærer - lad mig sige - hvert tiende Blad i dets Historie, undertiden hvert tredje, i somme Perioder hvert eneste. Her er sikkert oprindelig to Folk, kjæmpende, som alene to saa stærke Temperamentsmodsætninger kan kjæmpe. Man gjætter paa, at Norge har været befolket i to langt fra hinanden skilte Tider; at de første Folk levet der paa de første isbare Pletter langs Kysten under sparsomme Kaar, at det andet Folk kom, da de store Skoger allerede lunede Dalene. Hvordan det end forholder sig, her er et lyst, samfundsskabende Folk, i Tro paa Livsmagterne; her er en individualitets- stærk Protest, som bare ser, eller helst ser, hvor Mennesket forkortes inden Lov og Vedtægt og derfor rejser Trods. Alle Folk har Modsætningen; hvordan end et Samfund bygges, saa blir det flere eller færre til Fortræd, og Pro- testen kommer. Men i Norge er den stærkere, har altid været det; den er mere end født af Forholdene, den er nationalbestemt. Da den store Statsbygmester Harald Haar- fagre samlede Norge, slogs nogle med ham til siste Flok; de flyttede heller ud, end de fandt sig i saadant. Ud til Skotland, Irland, Nordamerika, Island, Grønland; opdaget Amerika osv. Deres store Type er Eigil Skallagrimsøn, Skalden og Vikingen, en hævngjærrig, snu Kriger, som ind- slimede i Spot alt, han vilde fordærve; men som inderst inde hulket av Forladthed. Han gjorde sig landflygtig; men der var nok igjen i Norge af dem, der hørte ind under Typen. De var jo nu opblandet med de andre, og deres mørke Hud brød igjen- nem overalt. Engang bragte de Folket til Forfaldsgrænsen, fordi Omstændighederne gav dem for stort Raaderum. At disse to Modsætninger er stærkt oppe, er bare sundt; alene saaledes vindes aarvaagen Frihed. De udjævnes ikke helt, de stanser ikke sin Krig, før vi har naadd et Samfund, deri det hele ikke krænker den enkeltes Vækst, - d. v. s. aldrig. Men det gjælder, at det lyse er i stort og muntert Overtal, at Folkeidealet ikke skades. Og her avlægger Literaturen sit stærke Vidnesbyrd. Temperamentets Lufttone - eller hvad jeg skal kalde dette Vejr og disse Udsyn i det, som alt det andre bare er faste Punkter i -, den kundgjør sig i Literaturen som Lys. Endnu stærkere i hvem Folket op SIDE: 309 igjennem Tiderne har udkaaret som sine repræsentative Mænd og Kvinder. Har Eigil Skallagrimsøn eller nogen i nyere eller nyeste Tid av hans Æt - i moderne avdæmpet Form -, har de været eller er de iblandt disse Folkets ud- kaarne, da er det alene som én til ti, ja til tyve. Harald Haarfagre, Rigets Samler, hans Søn Haakon, hans Ætlinger Olav Trygvason og Olav den hellige, alle Norges Konger, er høje, lyse Skikkelser. Høvdingen, Einar Tambarskjelve, Trøndelagens Repræsentant som ingen anden i gammel eller ny Tid, hørte til samme stærke Slag. Hvor var de ikke elskede og beundrede. I nyere Tid blev den stormglade Sjøhelt Peter Wessel hele Folkets Yndling. Den komiske Digter Ludvig Holberg, Molières jævnlige, en leende Bygmester, som med genial Kunst ryddede gammel Grund for nye Ideer, .... hele Værk av ham (som "Peder Paars") lærtes udenad. I det nordlige Norge lærte bogstavelig hele Folket udenad Sange av Præsten Peder Dass (av skotsk Avstamning, egentlig Dundas). Han er en av de lyseste Digtere i Verdenslite- raturen, skjønt han bodde oppe i Nordlandenes tætte Vinter- mørke og havde en saa barsk Nabo som Atlanterhavet. Hans frejdige Natur blev som et Topsejl, de satte til paa sin Baad. Ham selv gjorde de om til en Sagnfigur, som kjæmpede med Djævelen, bestandig som Sejerherre. Den folkekjæreste Mand i Nutiden, og kanske Folkets største Repræsentant, er atter en Digter, lidt yngre end Shelley og Byron, Henrik Wergeland. Han er en av Ver- dens store Lyrikere, hvis Ry i et saa lidet Sprog som vort blev "en Ørn til Klippen bundet" . Men alle, som lærer dette Sprog for at komme ind i dets moderne Literatur, - det første de der ser, er hans hvide Sejl og flammende Flag over den i Luftsyn. Han er den ny norske Digtnings Skytsaand, som han er Folkets. Hans Drømme er vor unge Friheds egne. Alt, som i den er forjætningsrigt, fik først Form ved ham, eller spaadde han om, eller velsignede han. Han tegnede Landskabet op; der former vi saa videre. Det Folk, der bor i en haard Natur, som det hvert Aar maa erobre paany, har det ikke Sejerherrens frejdige Mod, kan det ikke sende Bud fra sund Moral, stærk Livs- tro, - da ser det ilde ud. Hvis den moderne norske Literatur i det sidste har bragt Bud, som ikke syntes sunde, da maa I huske, at i de mindre er dette Smitte udenifra, hos en stor en, som I alle kjender, er det ikke Sygdom, men bitter Medicin, et harm- fuldt Sinds Protest, som elsker den homøopatiske Kur. SIDE: 310 Literaturen i det store er sund og glad. Netop de siste, som nu er ifærd med at sejle op, og som er saa betydelige, at vi har Grund til at vænte mange efter dem (en Literatur- periode slutter nemlig aldrig med de betydelige), er sunde som Fisk og Fugl. Og det man med et galt Ord kalder "Folke"poesi, (som var Eventyr, "Folke"viser, "Folke"melodier ikke Enkelt- mands Opfindelse og Form i samme Mon som al anden Poesi), - hvor er den i sin navnløse Ejendommelighed lykkelig ved mandig Ligevægt. I nogle av Eventyrene synes vi at staa i en stor Skog og der høre Gjenlyd fra Livet udenfor, gjækkende, aandige. I andre at se Trold age Kjælkebakke ned over Norges højeste Fjæld. I nogle for- nemmer vi hjemløse Menneskesjæle over og omkring et Havskjær, i andre drager Minder over Folket fra et evig sollyst Land. Men ikke i et eneste ét Trøstesløshed, Mis- mod, Sentimentalitet. Her er ingen Livsgru, som ikke over- vindes; disse Eventyrs Djævel er en forbandet Tosk, og deres Sorg er Dugg for Solen. I "Folke"melodierne (samme dumme Ord) ogsaa den samme sunde Kjølighed. Naar der undertiden tales om deres Tungsind, forstaar jeg det ikke. Alvor, avklaret i Kunst, er dog ikke Tungsind uden for den, som selv skyr Livets Pligter og den Karakter de ogsaa giver Kunsten. Det norske Folk har aldrig været undertrykt; dette maa det for en Del skyldes, at de umiddelbare Bud fra det gjen- nem al Tid har været karske. Det eneste Spor av Sygdom i Folket er efter Fattigdommen og Pietismen. Her har Literaturen været en dygtig Læge og mest i det sidste. Jeg slaar altsaa fast som en Kjendsgjerning, at i Lite- raturen og Kunsten er Bygningsmændenes frejdige Kamp den langt overlegne, som det maa være i ethvert sundt Folk. Den mørkladne Trods, den skarptandede Tvil, den gift- aandende Haan, maa ikke kunne spille Mester. Den indi- vidualitetsstærke Rejsning mod Lov og Vedtægt vilde ikke være en velgjørende Regulator, hvis den ikke var i Mindre- tal. Endnu er den rødskjæggede Tor Hovedgud i Norge. Ofte høres to stærke Anker mod den norske Literatur. Ikke alene Romanerne - som Raceforskjellen volder Vanske- lighed -, men ogsaa vore Stamfrænder fortæller os, at vor Literatur er uklar, "taaget". Det synes som Fastlandet tror, der er Taager i et Bjærgland! Taagen kommer fra Hav og Indsjø; Lavlandene har Taage; Bjærgene stænger den av og holder klart Vejr. Derfor er ogsaa Lavlandenes Fantasi rigere paa Skyggespil og Farver, har mere vovsomme, SIDE: 311 svævende, eventyrlige Forestillinger. Bjærgenes er bestem- tere, knappere. Kraften i Bjærgfolkets Fantasi er ikke Omfangets, men Intensitetens; dens Kunst karakteriserer stærkere. Med Karakteristik mener jeg ikke det grænseløse Detalj-Pusleri, som ofte er Taage paa en anden Maade; jeg mener saadant som Evnen til at sætte Skikkelserne i Land- skabet og Landskabet i Skikkelserne. Jeg tror, at for Tiden overgaar ingen den norske Literatur i det. F. Eks. det norske Vestlands Skjær og uharmoniske Fjældklumper, Fjordenes lunefulde Kastevinde, den vilde Solglans udover Sjøen eller paa Isbræen og Snetopperne, det lumre Stille, den fabelagtige Orkan, - hvert især og alt tilsammen staar nu i den norske Literatur som Menneskeskjæbner. Men dette kræver delvis en ny Form, og en ny Form kræver til et visst Mon ny Læsere. En overmæt, overtræt Bladkritiker slipper ikke igjennem uden ved at lægge Halvdelen efter som "Taage", - og for denne Deficit belaster han saa Literaturen. Havde de indskrænket sig til at klage over, at ikke alle norske Digtere har naad de store Kulturlandes Kunstfær- dighed, hvilket virker paa dem, der er vant til den, som Taage paa Vinduet, ja, da havde de havt Ret. Men naar de f. Eks. taler om Taage hos Henrik Ibsen, hvis Komposition gaar i klare Linjer, og hvis Udførelse aldrig glipper, da er det, fordi her er noget nyt, en mere intens Form, der kræ- ver to Ganges Læsning. Sandt nok, at ofte gjør Henrik Ibsen et kunstigt Mørke, omtrent som det, de spiritistiske Medier kræver for sine Aander. Vi kan lade være at synes om denne Maade at presentere Fabelen paa; men et frivil- ligt, kunstberegnet Mørke kan umulig opfattes som Uklarhed hos Forfatteren; at sige saadant er alene Uklarhed hos Læseren. Den anden Bebrejdelse er, at den moderne norske Lite- ratur savner Oprindelighed. Naar man læser visse franske Kritikere, skulde man tro, at der bare var et skabende Folk til, nemlig det franske. At Renaissancen ikke kom fra Italien, Reformationen ikke fra Tyskland, men begge fra Frankrige. At det var Frankrige og ikke England, som satte det kon- stitutionelle System i Verden. At Nederlandenes Friheds- kamp førte til Sejr, fordi Protestanterne først havde sejret i Frankrige. At Mirabeau var ældre end Cromwell, og at Menneskerettighederne først proklameredes i Versailles og siden i Filadelfia. At Shakespeare skylder Corneille, hvad han er, Gøthe Victor Hugo, og at i vore Dage er Henrik Ibsen født av det franske Drama, som nu laves efter ham. SIDE: 312 Det, som først bragte Europa og Amerika til at se paa norsk Literatur, var dens Renhed, dens Poesi, dernæst dens Idérigdom og med den en magtfuld Form, som betog. Intet vidner stærkere om, at et Folk er ifærd med en Skabergjærning, at nu kommer noget oprindeligt, end at det omdanner sit Sprog; det gamle giver altsaa ikke længer Plads. Saadan gik det til i Norge i Sekstiaarene; fra den Tid regner jeg den moderne norske Literatur. Det hidtil brugte (dansk-norske) Fællessprog blev gjennembrudt og bøjet som et gammelt Flodleje under nyt Tilfløde; det fik i Sætningsdannelsen en haardere, kortere Gangart end den, som faldt bekvem for Slettefolket; en Hær av gamle norske Ord, som hidtil havde levet i Forvisning inde i den daglig- dagse Tale, brød frem og tog trodsig Plads i det fine Sel- skab. Sproget blev paa én Gang baade stærkere og naivere. Men der var dem, som ikke lod sig nøje med denne den naturlige Evolution; de vilde helt bryde med Danskerne. De vilde indføre de norske Bønders Maal, delt i forskjellige Dialekter. Saaledes blev det talt af alle indtil Foreningen med Danmark og et Stykke udover den. Av Dialekterne vilde de gjøre et Fællesmaal og gav sig til at skrive det, - ubekymret om det Maal, som var blet det landsgyldige. Ogsaa ubekymret om Forbindelsen med det uvurderlige danske Aandsliv, uvurderligt fordi det tilhører et av Jordens mest dannede Folk. Den mørke Stribe. At Bondens Ungdom skulde faa den første Undervisning i sit eget Bygdemaaal, var vi alle enige om; ogsaa om, at denne Undervisning skulde strække sig til Fællesmaalet, hvis et saadant engang kom istand. Men derefter vilde vi, at Undervisningen skulde forene hele Folket i det lands- gyldige Maal, som gjemmer vor langsomt samlede Aands- skat og forsyner os med Danmarks endnu rigere. Under- visningen skulde ikke for en Del av Folket fortsætte i et Maal, der stansede paa et bestemt Klokkeslet for tre-fire hundre Aar siden. Allermindst saa længe vi endnu kjæm- per for vor Selvstændighed mod Sverige og Sveriges Konge- hus. Saa længe er det Samling vi trænger til, Samling i det moderne Sprogs moderne Aand. Jeg for min Del foreslog, at dersom hvert Barn i Norge, ogsaa det fattigste, har Raad til at indøve to Sprog, ta da i Guds Navn det engelske; det har saa mange av dem Brug for som Sjømænd, Førere for de Rejsende eller selv Rej- sende (som Emigranter). Gjennem dette store Sprog faar de Forbindelse med mere Kultur. Nu faar vi se! Til at begynde med brød to nye Digtere SIDE: 313 frem med det nye Maal; deres Oprindeligheds Sødme var som den stærke Aroma av Blomster og Bær tilfjelds; det er vist og sandt! Men bare saa længe de stod i Naturskil- dringen, Naturstemningen og Idyllen, længer havde dette Sprog ikke Evne. Jo, det havde ogsaa Evne for Haanlatter og Spot, - Kjøkkenets og Drengestuens op mod Storstuerne. Begge Dele sang og truede, græd og lynede i en ejendomme- lig bondefødt Skald, svag av Karakter, stor som Imagination, Aasmund Olavsøn Vinje. Hans Aand var paavirkelig fra alle Sider, og Indtrykkene var meget stærke; i hans Digt gav de en Gjenklang, der hører til de mest vellydende og længst tonende i al norsk Poesi. Den mørke Stribe løb gjennem det meste; men Uforligeligheden med det, som var, Spotten over det, Misundelsen mod det, var paa langt nær ikke det stærkeste i ham. Det stærkeste i ham var et blødt Barn, der elsket at være elsket, og som sværmet for det vakre, det store, især naar det tillige var glimrende. Jeg kan ikke her give hans Livsførelse, deri han kastedes fra det ene i det andet, urolig, ulykkelig, men ogsaa lykke- lig, og da som ingen anden. Han kjendte det forud, da han skulde dø, taug med det, rejste ud paa Landet for at gjemme sig væk, sa det heller ikke der, men krøb op paa sit Rum og ventet i Ensomhed paa sin gode Kammerat Døden. Den gode Kammerat kom stilt, som han var ønsket. Man fortæller det samme om Skogens Dyr, at de kjender Døden forud og gaar da avsides; de vil ikke belaste andre med sin Smerte. Men derude har vi siden fundet ham og rejst ham en vakker Støtte. Paa den staar hans Billede, det ene Øjet større end det andre. Som jeg husker ham med det ene straalende i et Syn og vaadt av Begejstring, mens det andet laa tilbage i Tvil, færdigt til Spot og Latter. Over Digte av Vinje har Grieg skrevet somme av sine skjønneste Melodier. Vinjes Hymne til "Moderen", hans Udraab ved at se Højfjeldene igjen, hans Afsked med Vaaren har lokket Toner frem, lige udødelige som Ordene. Saa- ledes, i Musikens Forklarelse, vil vi huske ham. Ivar Aasen heder Skattegraveren, som fandt frem og pudset blanke igjen det gamle Sprogs Mynter, der laa hen- slængt rundtom i Bondestuerne. Dermed har den stille trofaste tilbragt sit Liv. Derunder har han nynnet en og anden Sang, en Fædrelandssang, en Naturstemning, en God- raadsregle, saa dypt følt, saa naturlig i Aand og Ord, at de kunde friste en hel Literatur paa Afveje. Nemlig til at lægge Indtrykkene ind i et Smedearbejde paa ti Aars Tid, saa hele Folkets Kunst blev nogle faa vidunderlige Stykker SIDE: 314 i et Verdensmuseum. Tænk, om Samtiden ikke havde flere Billeder av sit omvekslende Liv, og altsaa ikke større Hjælp av Literaturen og Kunsten end ved de ganske faa, der gaar over til Efterverdenen? Altsaa: disse to Digtere brød igjennem med det ny norske Maal; ved dem fik dette endnu engang nogle udøde- lige Sange. Og siden? Saa vidt jeg forstaar ikke en eneste en. Smukke Ting, fint følte, skjært i Formen; men ube- tydelige. Jeg er mest tilbøjelig til at sige, at endnu til Dato er disse to de eneste oprindelige Digtere paa "Lands- maalet", d. v. s. Digtere paa første Haand. Saa meget rigere er dets ny Literatur paa kunstfuld Efterligning; det at sysle med et nyt Maal, øver uvilkaarlig Kunstsansen; hos en enkelt har den endog naadd Mester- skab. Men dette er alt, - mens den anden Sproglinje sam- tidig har født Digter paa Digter, og deres Værker har be- handlet alt mellem Himmel og Jord. Ja, de yngstes Skil- dringer fra Bondelivet er betydeligere, gir dybere For- staaelse end nogen av dem, der samtidig skriver i Bøndernes Maal; ligesaa er hines Naturskildringer større, deres Natur- stemning rigere. - Og derved gaar vi over til den anden Sproglinjes Digtere. Den ældste av dem er Henrik Ibsen. Allerede i det første Værk, der havde Betydning for ham og for os, hejste han sin Standart tiltops. Det var Dramaet "Catilina", deri han helt tog Oprørsaandens Parti. Snart kom i stolt Række- følge Borghilds Trods i "Hærmændene", Hertug Skule's i Dramaet av samme Navn. Saa "Brand", der forsagede Selvet og Samfundet og havnet i Skyerne. Saa "Peer Gynt", der gjorde Rejsen i omvendt Orden. Saa "Kejserens" Oprør mod "Galilæeren". Imellem disse Stykker og som lettere Randtegninger et Par, der haaner Ægteskabet og det poli- tiske Parti. Saa endelig den udødelige Ring av Samfunds- dramaer, hvortil hine altsaa havde været Indledning og Forberedelse. Her er det særegne, at det første og siste bøjer mod hverandre i et mildere Syn. Men i alle mellem- liggende er hans Hjærte - som før hos Catilina, Brynhild, Hertug Skule, Brand, Kejseren - nu hos Nora, Dr. Stock- man, Fru Alving, Mordersken og Selvmordersken i Ros- mersholm, Mordersken og Selvmordersken Hedda Gabler, og den sanselig forvildede Hilde. Eller hos den ved Sam- fundets mægtige lidende Ekdal, som hos de andre forkomne SIDE: 315 og udskudte i samme Stykke og ellers. Betagende Skil- dringer, deri et til Dybet oprørt Sind med Vælde slynger ind de uavhængiges Protest mod Samtidens vanemæssige Moral. Hans og de andres voldsomme Kritik, deres op- rørske Individualitetstrang faldt i Tid sammen med Soci- alismen, Kollektivismen, Nihilismen osv. - og med Mili- tarismens haardhændte Herrevælde som Modvægt. Den faldt sammen med Reaktionens dristige Forsøg i Ly av Militarismen. Den faldt sammen med Protektionismens kyniske Foragt for hvem som fik betale Byrderne. Den faldt sammen med Kjødets Trods hos Naturalisterne. Denne Literatur vakte Opstyr i videre og videre Ringe Verden over. Den skjærpede Ansvarsfølelsen hos de ædlere; Arbejder- bevægelsen, Kvindeemancipationen, Fredssagen fik Hjælp av den, Kunsten og Literaturen ny Opgaver. Men det etiske Arbejde samlede sig efterhaanden til bestemt Modstand mod dens Overdrivelser, der lokkede yderligere tillive. Det kan nemlig ikke nægtes, at sammen med de andre Faktorer fødte dens skrankeløse Individualisme (som ogsaa Henrik Ibsen senere søkte at give Modvægt) Anarkismens uhørte Raahed, en sanselig Rus hos Ungdommen, Deka- dencens Tvil paa Friheden som paa Arbejdet, Flugt fra Virkelighed og Videnskab ind i mystisk Religiøsitet; end- videre Nietzsches Overmenneske og den hysteriske Raslen med det Store, som nu gjør mere ondt end at volde Øre- lidelse. Jeg kunde paavise den Forkommenhed i norsk Aandsliv, som oprindelig væbnede hans Harm og flere end hans. Jeg kunde skildre Forsumpningen i Middelmaadighed og Tra- dition, Hykleriet, Tørheden, Dømmesygen, Forsagtheden i et lidet Samfund uden Bevægelse. Men man aner det alt- sammen av hans Skrifter. Jeg vil heller sige nogle Ord om Kunsten i disse. Ti naar alle Bølger og Modbølger fra den oprørte Sjø har gaat over os, og vi selv har fulgt med, - Kunsten i de fleste av Ibsens Værker holder dem oppe blant det fæno- menale. Dens inderste Væsen er Repliken, som den for- beredes langt bortefra i Temperamentet og Begivenhederne, i Omgivelser og Vejrligt; alt komponeres løs paa den. Den stiger i lysende Linje og knalder av i Farveskimmer av hele Stykkets Idé. Jeg gad vide, hvem i Verdensliteraturen har gjort Magen. Hvem der har faat istand en saadan Koncentration av alle dramatiske Midler henimod Udsigel- sen. Intet dødt Punkt, intet overflødigt Ord i den hele Komposition; alt gaar ind til det ene. Om ogsaa andre har SIDE: 316 naadd det samme i ren mekanisk Teknik, han naar det i Aandens strænge Tjeneste. Hans kunstneriske Mesterskab blir saa meget større, naar vi husker, at mange av hans Æmner ingenlunde er dramatiske, men Fortællinger. I et vigtigt Øjeblik fortæller Personerne om sig selv til den, det kommer an paa. Man kan si, de spinder sin egen Livstraad ud av det, de sam- tidig siger. Næsten hele den dramatiske Spænding flytter over i at faa vide, hvem den er, som fortæller, og den, som der fortælles til. Det faar vi nemlig bare vide efter hvert som Fortællingen skrider frem, nu og da avbrudt av en Hændelse, som fortæller videre. Vi sidder foran en Areo- pag, der eksaminerer, hvor det gjælder Liv og Død. Derfor er Udsagnene saa vigtige, derfor tør vi ikke miste ét Ord. Her er endelig mere oppe end det, hvorledes han fik hende, eller hvorledes det gik til, at han ikke fik hende. Men i et saadant Anlæg er der jo noget sært; han faar neppe mange Efterfølgere. Og naar dertil kommer, at hans vakre Forstaaelse av de ulykkelige (deriblant av Forbry- derne), og at hans Had til det medskyldige Samfund for- leder ham til Uretfærdighed, ja, til Grusomhed, saa blir Nærværet ved denne Eksamination og Selvforklaring ofte pinlig. Saa meget vi trænger at mindes om, at de, der bryder Lovene, ofte er mere værd end dem, der dømmer, - vi ønsker dog ogsaa at være retfærdige mod disse. De maa optages i samme medfølende Forstaaelse. Navnlig de, der selv lider ved de andres Forgaaelser og er aldeles uskyldig i deres Vanskjæbne. Men nætop disse haaner han undertiden; han forkorter dem for at gjøre de andre saa meget større. Her staar vi foran noget, som vel efterhaanden vil blive den almindelige Mening: saa indtrængende hans Forstaaelse av Livet kan være, den staar ikke paa Højde med hans Lidenskab og hans Kunst. En Dramatikers Tænkning ligger vel stærkest i hans Psykologi, og den har hos Ibsen ikke altid sikker Undergrund. Opbygningen er altid mageløs - saaledes av "Dukkehjemmet"; men Undermuren, som den hviler paa, nemlig at Nora (der lyver, og hvem er verdens- klogere end de, der lyver?) ikke skulde vide, hvad Veksel- falskning er for noget, er stærkt svigtende. Forudsætningen for Handlingen i "Vildanden", er jo den, at den fjorten- aarige Martyr tror sin Far, der neppe kan sige et sandt Ord. Nu ved vi, at ingen er snarere end Barn til at mærke sig, om dens Ord, de avhænger av, er til at lide paa. Fra hun var fire Aar, har hun visst Besked. Tviler nogen, saa SIDE: 317 tænk paa Moderen! Hvorledes den snille, av Damer op- dragne Professor i "Hedda Gabler" kunde komme til at føre Hedda hjæm som Hustru, - ja, det er vist ligesaa ufatteligt, som at denne Dame fuldladet med Dynamit kunde bli tredve Aar eller saa, uden at den mindste Eksplosion var sket, og Godtfolk varskuet. Osv. osv. Hertil kommer hans vaagsomme, undertiden urigtige Brug av videnskabe- lige Studier over Hypnotisme, Suggestion, Arvelighed. Den siste tror han er stærkere end Opdragelsen, som han ikke engang regner med. Det har rørt os alle at se den gamle Mester efter en saa lang Arbejdsdag og saa lang Udlændighed i sit siste Stykkes siste Scene hejse det norske Flag. Mod Ibsens Sædvane kommer Scenen uforberedt, - et sikkert Tegn paa, at den er en Indskydelse. Vistnok under stærk Bevægelse har han her taget sin Helts Rolle. Dette er lagt ud som Forsoning med Samfundet; men er mere. Naar vi blir gamle, forlader Farverne os; hvidere og hvidere synes vort Hoved at synke tilbage i Luften, som tilsist skal opløse det. Ligesaa med vore Følelser. Modsætningens Farver i dem glider mere ud i Uendeligheden; det er Enheden, de søger. Ibsen har efterhaanden lært at vænte med Ud- trykket for en stor Følelse, til den kunde spejles av i et lidet Billede. Saaledes ogsaa her. - - I den opsejlende Flaade ser vi lige ved Siden av hans mørke, en helt lys Skude, der ligger bredt paa Vandet og skinner. Ti der kommer Jonas Lie. Fra han for vel fem og tyve Aar siden sendte os sin første Bog, "Den Fremsynte", har vi faat en hvert Aar. De gled ind i vor Aandskultur stille, regelmæssig, omtrent som en Damper i fast Rute, ofte efter en lang, haard Rejse, paa bestemt Tid lægger til ved bestemt Plads, hilset av nationale Flag, av Toldvæsen, Venner og forventningsfulde. Det er mer end et Tilfælde, at hvergang var Kvinderne i stort Overtal. Ikke alene er enhver Sjælstilstand behand- let paa den diskrete Maade, som en dannet Kvinde ynder, men det er fortrinsvis hende han skildrer, hendes Sag han taler. Ligesom man kan sige, at et Folks højere Dannelse kan maales efter, hvormange Piano'r der spilles rundt i Landet, saaledes kan et Folks højere Ansvarsfølelse maales efter, hvorledes Kvinden har det rundt om i Hjæmmene. I hans rolige, sikkre Tegninger fra vore Bedsteforældres Tid, fra vore Forældres og fra vor egen lige til den aller- siste, er Maalestokken lagt tilrette for os; men vi maa selv bruge den; han bare fortæller. SIDE: 318 I Besteforældrenes Tid var Norge en liden koselig Bureaukratdomæne med larmende Kaptejner, fede Præster, alt opædende Jurister, Sjøofficerer med adelige Fornem- melser, Dommere og Amtmænd med Smaakongefølelser. Nede i Sjømandshjæmmene, inde i Storkaksebygderne havde den patriarkalske Statsorden sine Repræsentanter i Hus- herren av Guds Naade. En beskeden politisk Frigjørelse i Firtiaarene; først i Sekstiaarene blev den farlig for "det bestaaende"; snart drog den sig ogsaa over paa det sociale Omraade. Dengang Literaturen tog Arbejdet op og hjalp og forberedte Politiken gjennem en opløsende Begrebs- udvidelse til alle Sider, ... for en Stormbyge av selskabe- lige Udstødelser, Skjældsord og Bagvaskelser, oversvævet av kirkelige Banstraaler! Var det til at undres over? Alle disse Mennesker vaktes jo op av en urokkelig Tro, den nemlig, at "det bestaaende" politisk og socialt hvilte paa klippetryg Bibelgrund. Mens denne Kamp endnu rasede paa det værste, gik Jonas Lie tilsyneladende helt uskyldig bagom og ind i Husene. Han fortalte saa vist ingen, hvad han vilde der. Men han kom ud igjen med "det bestaaen- des" Sæder og Tænkemaade fra dets gyldne Tid. Det var ikke de sletteste Hjæm han hentede dem frem ifra, det var de beste. Og da vi fik se, hvad det var, sa vi uvilkaarlig: "Men var det noget at konservere?" I næste Øjeblik la vi til: "Jo, - noget er der dog; og det maa vi se til at redde." Dette er hans Skildrings Ære. I sin sidste Bog revser han med rolig Myndighed den lille Del av norsk Ungdom, som var fædrelandsløs nok til at blive spradende Agenter for Pariserdekadencen. Men ogsaa her deler han Sol og Vind lige; han giver dem i Avdrag, hvad deres er. Ogsaa her ligger samme Maalestok skjult i Skildringen: Hvordan ser man paa Kvinden nu; hvad Horisont ser hun selv ud i nu? Naar Maalestokken har gjort sin Gjerning, viser den et Resultat, som ikke bare er til hendes Fordel. Altsaa heller ikke til Samfundets. Men gjennem Opgjørets Sprængning og Ødelæggelse for- nemmer vi, at det er Vaarens og ikke Høstens. Her er noget sundt vordende, som udspyr det syge. Jonas Lies Kunst har aldrig Biærind; den holder sig i stræng Fornemhed til Opgaven. Man skulde da vente, at her var en stærk Komposition; men alt andet end det. Sjeldne er ogsaa stærkt fremtrædende Billeder i koncen- trerede Scener. Fortællingen skrider jævnt frem gjennem karakteriserende Smaadrag, undertiden av ualmindelig Fin- hed, gjennem mere og mindre plastisk fortalte Hændelser, SIDE: 319 gjennem sammenbindende Bemærkninger, der altid lægges i Munden paa en av Personerne. Herunder ofte en pudsig, vi kan sige en elskværdig Ubehjælpsomhed, idet vi ser, hvor Vejen søges og ogsaa Midlet til at komme videre. Det er aldrig der, hvor Vanskeligheden vilde have været stor for enhver anden; jo vanskeligere, jo lettere. Det er der, hvor enhver Fusker kommer over paa Træsko; der staar han fast. Ej heller ligger Sproget let i Pennen; men det gjør sin Gjerning! Naar Fortællingen begynder at drage sammen mod det avgjørende, mærker man med Beundring, hvor meget her stilfærdig er samlet, og hvor klart og frit Personerne staar i Perspektivet. Hertil bidrager ogsaa, at Foredraget sættes paa dem som en rolig Lampe med Skyggeskjærm bag. Selv kan han staa med lun Skøjer- glæde og se ned i Linjerne; men Linjerne faar ikke Lov til at le. Om hans Sjæl skjælver av Harm eller Glæde, - straks denne Patos begynder at gjøre Billedet uroligt, sendes nogle dagligdagse Ord ud, - og alt blir jævnt som før. Humøret som Varmen er der, men behageligt fordelt i det hele. Aar efter Aar til samme Tid lige før Jul kom disse Fortællinger sejlende over Havet til os (Jonas Lie bor altid i Udlandet). Besøgte Havn efter Havn rundt vor lange Kyst, hilset med stigende Glæde av den store tilstrømmende Skare, som ogsaa steg fra Aar til Aar; ti hver ventet sit. Hvad blev der saa ikke for en Forundring og Skuffelse, da der en Jul istedetfor disse hjemlige Fortællinger, en læste mens Æblerne stegtes paa Ovnen, kom en Bog fuld av de villeste, barokkeste Eventyr om Trold, Draug, Mi- rakelskibet og Storfugl med Mennesketanker; Luftens, Havets, Jordens Gjenspejl av os i stor Forstørrelse! Og næste Jul en saadan Bog til. Store underlige Udkast til mægtige Digtninger. Ingen, som læste dem med Forstand, var mer i Tvil om, at paa en eller anden Maade havde ydre Tryk holdt ham livslangt fast i noget mindre; i et for ham besværligt Arbejde, mens han var ætlet til et Jagtliv deroppe, hvor der kan tages Oversyn og leves og drømmes nærmere Naturhjertet, lige sundt i alle Aarstider og alt Slags Vejr. Hvor stærkt maa det tilbagetrængtes Magt ha været for endnu senhøstes at bryde frem i saa yr Frodighed! Og for en Vemod at vide, at i et lidet Folk er det altsaa en Tilfældighed, om en stor Digterbegavelse naar den Form, som ligger nærmest for hans Talent. Vistnok falder over den Fortællerform, han besværlig maatte uddanne, hint lyse Skjær, hint fri Aandetag SIDE: 320 fra Højderne, der var hans Længsel; men hvor meget større havde det ikke bølget om os, hvis han fra sin Ungdom havde faat os med didop i de romantiske Højder; ti at han skulde ha været Periodens Romantiker, i Førstningen uklar, men saa meget stærkere lysende siden; at han højt over Naturalismens svedfulde Rydningsarbejde da vilde ha været Lærkeslagene i Luften for dem, som nu har Morgen, - derom kan ingen længer være i Tvil! Den rige intelligente Tænkning, den store Fantasi, som sætter Maal og Løfter til Flugt i disse mærkelige Eventyr, har dog ikke naadd mere end at give Udkast. Kun et og andet av dem er helstøbte Kunstværk. Selv den største Kraft naar ikke Fuldkommen- hed ved at være indestængt. - [fotnotemerke] Fotnote: Jonas Lie har netop udgivet sin ny Bog til Jul: "Naar Sol gaar ned". Den er lige udmærket som de andre uden netop at lægge noget nyt til. Skildringen drejer sig dennegang om en utro Hustru, der holder Huset i en dødelig Spænding, indtil hendes Mand, der er Doktor, rydder hende avvejen med Gift. Paa denne Maade bringes Fred i Huset; udenfor dette aner ingen, hvad her er foregaat. Psykologisk sét er utvilsomt denne Tilgang sand; i hvert Fald er den sensationel. Men det er et Spørsmaal, om Planlæggingen ikke mere skyldes fransk Literatur og franske Kriminalhistorier end nordisk Liv. I hine spiller Kjønsforholdet en langt større Rolle, og som Følge derav staar Ægteskabet adskillig lavere end hos os. Hos os er ikke Kvinden længer Mandens Ejendom og kan som saadan ikke straffrit skydes, stikkes, forgiftes væk, naar hun gribes i Hor. Hos os indser Manden bedre og bedre, at en utro Hustru, heller end at dræbes, bør faa gaa til den, hun elsker. Hun er dog mere hans, end dens, hun ikke elsker. Under ingen Omstændighed er Menneskene længer hverandres Ejendom. De faa Tilfælder, deri ogsaa hos os - og da i de større Byer - Manden tar en saa frygtelig, og jeg tør nok sige fejg Selvhævn, fordi hans Kjærlighed ikke længer er gjengjældt, men i Stilhed forraadt - mon ikke ogsaa disse faa Tilfælder skulde være Frugt av fransk Romanlæsning? Den Æresfølelse, som ikke kan nøje sig med mindre end et Sonoffer i Blod, er dog blet de fleste av os temmelig gammel- dags. Den er blet os for uretskaffen; den synes os for stor poseur. Men Digterne, idet de tegner, forbereder de. Deres finere For- staaelse av Menneskerne, deres højere Sans for Slægtens Vel nøder dem til det, bevidst eller ubevidst. Vi kommer derfor til at opleve, at i Kapitlet Ægteskabsbrud skiller den nordiske Literatur sig helt fra den romanske. I sin næstsidste Fortælling lod Jonas Lie en Mor av fornem Familje, og som har Barn, der efter mange energiløse Tilløb endte som ulykkelige Eksistenser, - han lod denne stolte, forbittrede Mor sprænge dem og sig selv i luften. Mon der ikke ogsaa i denne Udgang er fransk Smitte? Det skulde ikke ha været mere nordisk at gaa ud paa Potetesageren med dem og der begynde at grave? (Tilføjelse av 22. December 1895.) SIDE: 321 - Der kommer hele den norske Flaades eleganteste Skude, eller ærligt talt dens eneste elegante. To lange, blanke Staalpiber stikker frem forud og viser, at den sejler ikke til Lyst. Og som de hurtigskydende Kanoner er de allerbeste, saaledes alt andet ombord, nyt, stateligt, skin- nende av Puds. Men ikke som det, der er paa Moden. Hans eget Snit er i det, paa Trods av Moden, stolt udfordrende. Høsten 1878 var jeg paa det berømte Bal, som Frank- rigs Præsident, Marskalk Mac Mahon, gav i Versailles Slot. Jeg havde gjort et Slag gjennem den store Spejlsal sammen med den norske Kjæmpe, Maleren Frits Thaulow, da jeg fik Øje paa en ung Mand end mærkeligere end Thaulow. Han var den stauteste og vakreste Mand blandt alle disse tusen. Jeg saa ham jo ogsaa i Forstørrelse av Stedet, Pragten, Musiken; han tog sig ud som en Aabenbaring fra et større og kraftigere Folk. Alle saa paa ham; de kunde bare ikke begribe, hvorfor han ingen av sine Storkors havde paa; ti han var da mindst en kongelig Prins fra et fjernt Sneland, hvis Slægter endnu havde Race. Og jeg nægter ikke, at jeg blev stolt, da han kom over til mig og talte norsk; det var Alexander Kielland. Denne Gudernes Ynd- ling, der traadte fuld færdig ind i Literaturen med nyt Æmne, ny Stil og med en Glans over det som av sin egen Person i Versailles Spisesal, - havde han viet sig Moden, var han ogsaa blet Menneskenes Yndling. Alle de ydre og indre Egenskaber, som skulde kunne gjøre ham til Saloner- nes udkaarede, ja, hele Folkets enfant gâté, var her forenet, han havde utvilsomt ogsaa en begjærende Fristelse i sin Livslyst; der spruter jo op av den i hver Linje, han skriver. Men Alexander Kielland er vor Literaturs Karakter, dens mandigste Skikkelse. Han sa en Dag, da der havde staat et mer end almindelig gement Opsæt om ham i vort største konservative Blad: "Jeg er mere stolt, naar jeg læser saa- dant om mig i det Blad, end av den mest smigrende Omtale i et frisindet." Baade hans Bøger og hans Liv godtgjør, at dette var sant; saaledes følte han. Naar man med Stil forstaar en interessant, intelligent Personligheds Evne i Foredraget, uænset hvad dette ellers kan bære paa, - rent ud Formen, men vel at mærke et rigt Menneskes Form, ikke det glatte, det behændige alene, Forfatteriets Følelse for Vellyd, nej, en Sjæls karakteristiske Tale til Sjæle, - ja, da er Alexander Kiellands Stil den mesterligste, som Fællesliteraturen ejer siden Ludvig Hol- berg, i alle Fald i Norge; men jeg tænker baade i Danmark og Norge. Ingen andens er paa en Gang saa vittig og fyndig, SIDE: 322 saa smidig og mandig, - et ungt Dyrs Rørelser i Leg, i Tigersprang, men altid i Ynde. Og dette er alene dens ene Side. Naar hans Trang til Samliv med Naturen faar digte frit, naar hans inderlige Broderkjærlighed hviler ud efter Kampen og dvæler i Beskuelsen .... ja, da søger og finder han Farver saa henaandende, som vi ellers bare træffer dem hos de sentimentale Kunstnere. Men i alt, han har skrevet, ikke et Stænk av Sentimentalitet; bestandig det allerfriskeste Vejr. Derfor staar der slig Glans af det. Synes Foredraget undertiden indsmigrende, da tag dig iagt! Det er da, det blir frygteligst. Jeg vil straks give et Citat, - det eneste i min Avhand- ling. Jeg er sikker paa, at saa meget det end taber i Over- sættelsen, det vil dog rykke alle med. Citatet er fra hans skarpeste Bog "Arbejdsfolk", deri han trænger ind i et Bureaukrathjæm - ikke stilfærdig som Jonas Lie for paa én Gang at støve ud og redde. Nej, for at kaste hver evige Smit og Smule paa Gaden. Der er Graad i hans Latter, mens han gjør det, - saa rasende er han over alt det i Folket, som slige Hjæm har ruineret eller jaget paa Emigrantstien. Tænk dere Nordens vittigste Pen skjære op et sligt Æmne! Og saa midt i det hvile ud i en Idyl som denne: (Bjørnson citerer her Kiellands "Arbeidsfolk" 12te Kapitlet "Langs opefter Nilen sad tæt af Fugle" til "en liden surøiet Mand og stirrede efter en gulblak Hoppe".) - Er der noget Folk, som har en skjønnere National- sang, endda den ikke er skrevet paa Vers? Hvorledes har det gaat til, at en Digter, der forherliger sit Fædreland, som han har gjort det, og som har givet os Billeder (jeg nævner her ét eneste: "Else"), der tilhører Samtidens fineste Kunst, og som er den norske Literaturs stolteste Karakter, - hvorledes kan det gaa til, at han har maattet forlade den? Ja, at han har faat Avslag av Stor- tinget paa sin gjentagne Ansøgning om Digterløn, hvad alle hans samtidige Kolleger har? Og at deri var ikke alene Højre enigt til siste Mand, men ogsaa en stor Del av Venstre, - med Venstreregjeringen i Spidsen?! Det skete midt i det værste politiske Opstyr. Politiken kan jo være det ædleste, et Folk har; den burde ogsaa altid være det, ti den er Samtidens højeste Form for Næstekjær- lighed. Men i Almindelighed er den en graa Væv av Mid- delmaadighed, og undertiden, og det ikke saa sjelden endda, SIDE: 323 en Folkeraahed i Extrakt. Ethvert Folk har det, der gjør os stolte av at tilhøre det; men det har ogsaa det, der yd- myger os. Er der Dygtighed i os, saa er det det siste mer end det første, som lægger Kraft i vor Kjærlighed. Det havde Alexander Kielland vist, - og det blev hans Brøde. Situationen var kritisk; alt det, den opskræmte Konser- vatisme ejet av Bekymring og from Misfornøjelse, la sig omkring hans stolte Skude, og Pøbelagtigheden og Dum- heden udenom. Jeg tænker med det første Ord ikke paa de stakkars udskudte, der skjændes og slaas for Livet derude ved Avfaldshaugene, den eneste Plads vi har levnet dem. Jeg tænker paa Hykleriets Pøbel, Folkefrieriets, Konge- frieriets. Jeg tænker paa de urene Instinkter i Kunsten og Forretningslivet. Ombord i den altfor fornemme Skude stod en Mand paa Kommandobrettet, der havde jaget grusomt paa dem allesammen; her havde de ham endelig! Den første Politiker, Norge har havt, Johan Sverdrup, var For- mand i Regjeringen; han havde høstet, hvor Alexander Kielland havde saaet. For politisk Vindings Skyld fornæg- tede ogsaa han i den kritiske Stund Literaturens Ridder sans peur et sans reproche. Hvor mange Alexander Kiellander skal her falde, før den politiske Moral er rensket? Jeg nævnte ogsaa Dumheden. Vi er jo et færskt Folk uden Kunsttradition; selv hans beundrende Venner forstod ikke helt ud, hvad han var. Dengang herskede nemlig Naturalismen eneraadigt, og han forvirrede manges fattige Begreb, naar han i Karikaturens Forkortning med et Par Streger gav mere end det flittigste Palettebrug i tre Døgn. Men Stilen? Forstod de ikke at skatte hans Stil? Ja, sæt det kostbareste Porcelæn foran en skikkelig Nordmand, som ikke har havt Lejlighed til at sammenligne og studere, - han vil finde de Tegninger der vel flygtige og Farven temmelig veg. Hvad ved han om, at Franskmændene regner Madame de Sévigné's Breve til deres kosteligste Bogskat? At alene Alexander Kiellands Breve (de fleste endnu private) vilde være nok til at sikre ham Udødelighed; man kan ane det bare av det Citat, jeg ovenfor gav, hvad for en Skat av aandfuldt fortrolig Skøj, den Mand sidder inde med, - Skøj av den Art, som alene byder sig, naar man ser fra oven, "og ofte ler for ej at græde". Jeg vilde lægge ind et eneste Citat fra norsk Literatur. Fordi han er den mishandlede, laante jeg det fra ham. - Livet vil sés fra alle Sider. Her kommer en stor For- fatter, født av en vestlandsk Slægt i tarvelige Kaar, tumlet SIDE: 324 av Havet, mishandlet av Pietisteri og trangsynt Fanatisme; en saadan Slægt lærte saa vist ikke at se Livet fra oven. Selv begyndte Arne Garborg som en bange troende, der tvilte; blev saa en Tviler, der trodde, d. v. s. tvilte paa sin egen Tvil, - indtil han havnet i det, som nu er paa Moden, Mysticismen. Uden Overdrivelse kan vi derfor sige om ham, at han har gjort Livet med Rundrejsebillet. Det Billede, som nærmest udtømmer den paavirkelige, uroligt søgendes Væsen, er vel, at han staar som Kommandør paa en mørk- stribet, hurtigsejlende Opsynskutter. Straks noget er paa færde, møder han op, mistænksom, skarptunget. Hans Form er Bemærkningens. Den falder naturlig og stille i ledige Ordlag. Et ualmindelig klart Øje ser spottende op fra den; men i næste Øjeblik kan det være godmodigt, ja varmt. Han er Bemærkningens Kunstner som ingen anden i vort Sprog. Hans Opgave er at give alt kommende og forbi- gaaende sin Anvisning, sit Raad, sin Dom; den kan være gal (og det er den vist ofte, saa nervøs ubestemmelig, saa forudindtaget, som han er, og saa mange Biærind han der- for har at besørge); men den er saa stærk, at den sidder igjen i Folkemindet; man maa bære den med sig, til den er optrevlet og kastet av, eller til den er blet en ny Energi i os. Bemærkningen er helt kort; men den kan ogsaa vokse ud til en Avhandling, ja til et Digt, en Fortælling. Det, han nætop havde at sige paa det Punkt av sit Liv, syntes ham at ramme best saaledes. Skjønt hans vellydende Vers, hans sikre Skildringer ikke er født av den Betagenhed og Vaande, som skaber og henrykker; skjønt de sjelden er baarne og rundne, men oftest eftergjorte med fin kritisk Sans, saa at sige opmurede, og Garborg følgelig ingen førstehaands Digter, - deres Øjemaal, Form, deres Virkning sikrer dem Plads i Folkets Skjønliteratur. I alle Fald indtil videre. Som med Voltaire. Han var i Skjønliteraturen heller intet andet end Bemærkningens Kunstner. I Norge har vi en saadan til av høj Rang, Fru Camilla Collett, Kvindeemancipationens talentfulde ubøjelige For- kjæmper. Hun har skrevet Fortællinger, deri hun med ild- fuldt Øje og veltalende Appel sætter Fingeren paa et sygt Punkt; Virkningen har været velgjørende. - Arne Garborg har fremfor nogen anden ved sine Fortællinger brudt igjen- nem Vestlandsbøndernes Pietisme; ti i Norge læser de op- lyste Bønder vor Skjønliteratur. Vestlandets livlige Folke- færd, der saa længe har været forraadt av sin egen Fantasi, har han lært at se udover Bibelgrænserne. Man maa være SIDE: 325 Nordmand for at skatte Betydningen av denne ene Gjærning. Desværre, den er endnu bare i sin Begyndelse. - - En bly og fordringsløs Kvinde har ytret, at deres Kjøn alene er en Ramme, som faar sit Indhold ved Manden. Som Digter vil Kvinden gjerne eftergjøre Manden; men hun bør holde sig til det, som viser Kvindens særskilte Syn. Dersom dette i sin Tid var blet sagt til George Elliot og til George Sand, vilde disse to store Forfattere nok have følt sig forlegne; hvor var Grænsen mellem deres Syn paa Menneskene og Mandens? Ja, Læserne vilde ogsaa have følt sig forlegne. Hist og her kunde de nok sige: Dette er sét med en Kvindes finere Sans; dette er hendes særskilte Erfaring. Men om det meste var det dem umu- ligt at sige det. Skulde da dette det meste stryges, skjønt det hører til Aarhundredets højeste Kunst? Jeg fik engang et anonymt Brev, der omtalte et netop utkommet Værk. Efter opgiven Adresse gav jeg mit Svar, og sluttet med, at Brevet maatte være skrevet av en Kvinde. Herpaa fik jeg atter et anonymt og ret skarpt Brev, deri Brevskriveren beviste mig av det førstes Indhold og Form, at det alene kunde være skrevet av en Mand; jeg maatte være en daarlig Psykolog. Brevet havde en Efterskrift saa- lydende: "Forresten kan jeg betro Dem, at det er skrevet av en Kvinde." Den anonyme Brevskriver var Amalie Alver, senere gift med den danske Forfatter Erik Skram. Først i den modnere Alder begyndte hun at skrive; det første var frastødende ved sin krasse Naturalisme, og det varet en Stund før hun blev, hvad pene Folk kalder læselig. Nu bagefter er dette det stærkest mulige Bevis for, hvor oprindelig hun er. Fod for Fod har hun altsaa hamret, mineret og skoflet sig frem paa sin egen haarde Vej. Den Vilje og den Udholdenhed fik hun neppe av sin egen Mand eller av nogen anden Mand, - saa lidt som sine Ævner eller den Kunst, der nu er hendes Særeje. Hvor mange av hendes Arbejder var originale Studier, og intet mere, er nu blet ligegyldigt. Hovedsagen er, at paa disse har hun naadd frem til at forme ud en Fortælling som "Forraadt", i psyko- logisk Dybde og Fremstillingens Magt et Mesterverk, der efterlader et Indtryk, ja, som om Du er ude paa Havet og ser ned i det og der træffer et Par Øjne, store, store, Ho- vedet kan ikke klart skjelnes, men Øjnene aabner sig og lukker sig, aabner sig og lukker sig kolde som Havet. Verdslige Mennesker eller den verdslige Del av Men- nesket tegner hun; sjelden Søndagens Del i det, aldrig SIDE: 326 Søndagsmennesket. Med det første mener jeg vort livslange Trælleliv under Lidenskaber og Forhold i mere og mindre unyttig Kamp. Med det andet mener jeg Rejsingsmagten i os udover det meste eller endog udover altsammen. Fordi hun hovedsagelig tegner den verdslige Side, er der lav, graa Himmel over hendes Billeder. De ligner i det Stykke Ger- hard Hauptmanns uforlignelige, hypnotiserende Kunst, som lokker os længer og længer ind i en lang Flaske, der vi hører Korken slaas i bag os og tænker: Gud, hvorledes kommer vi ud igjen? Amalie Skrams Kunst er vævrere; vi kommer fortere avsted og gjennem mere brogede Bil- leder; men de giver noget av samme Beklemmelse. Hun tegner helst Vestlandsliv, Mennesker fra Bergen og Omegn, hendes Fødested og Ungdoms Tumleplads. Naturtro Skildringer fra Menneskenes dagligdagse Dont, Synd, Selv- skuffelse og sejge Udholden. Ingen er saa rig paa første- haands Studier. Vi kan ikke mere se et Fotografi av Bergen eller av dens Omegn uden at befolke det med hendes let- livede eller gribende Skildringer. Og dog -. I sin Fortælling "Fortuna" har Alexander Kielland tegnet en Kvinde fra Bergen, som heder Wencke. Tegnet hende saaledes, at den gode Tradition i den gamle Handelsby forenes med Nutidens oplyste Fremgangsvilje. Ti ogsaa nu har Bergen fremfor nogen anden By i Norge, jeg kan gjerne sige Norden, et rejselystent, foretagelsesrigt Folkefærd, som over Havet er i Forbindelse med England, Tyskland, Frankrige, Spanien. Den beste Del av disse blandede, fantasirige Mennesker har i sin gamle Dannelse sikker Grund for alt nyt. Fru Wencke er en elskværdig Type med Bergenserindens Karaktermærke i broget Blanding. Derigjennem er hun, - jeg tør ikke sige mere bergensk end Amalie Skrams Galleri; det vilde være den største Uret. Men saa meget kan jeg trygt sige, at først naar Alexander Kiellands Billede av Fru Wencke er opstillet i den Sal, vi skal gjennem for at komme ind til Amalie Skrams Galleri, og gaa igjennem igjen, naar vi skal ud derifra, først da faar Amalie Skrams Galleri sit nødvendige Supplement. Nu skal jeg imidlertid fejle meget, om ikke netop Amalie Skram, hun og ingen anden, eller hun fremfor enhver anden, har staat Model til Alexander Kiellands Wencke! I alle Fald maa vi andre tænke paa hende som hun er, naar hun lyser af Deltagelse og Kampiver. Dette spaar om, at der er mere i hendes rige Natur, end hun endnu selv har forløst. Den siste Bog av Fru Amalie Skram er en Bedrift. Hun meldte sig ind paa en Sindssygeanstalt, idet hun søgte Ro SIDE: 327 og Pleje for nervøs Lidelse. Derved kom hun i Tilfælde at studere en av disse Sindssygelæger, som altfor let tager Modsigelse for Tegn paa Sindssygdom, og i sin forfængelige Ufejlbarhed begaar store Fejl. Av ham, av de syge, av Sygepleiersker, den hele Tilgang gav hun saa et Billede, saa klart i Tegningen og saa spændende, at det kommer i Højde med den beste Roman. Bogens Titel er "Professor Hieronimus". De, som i Menneskehedens Navn kjæmper mod Sindssygehospitalernes altfor ukontrollerede Magt, har i denne mesterlige Skildring fra det indre av et Sindssyge- hospital faat et Vaaben rakt, der i Styrke overgaar ethvert andet. Det er nemlig første Gang i Literaturen, at en stor Forfatter i fuld aandelig Klarhed har havt Lejlighed til at gjøre en saadan Studie. Den er ogsaa interessant derved, at her ser man tydeligst ind til hendes Kunst. Hvad er Hemmeligheden i den? At det, hun beskriver, er set og gjennemstuderet tilbunds, før hun siger ét Ord. Derfor behøves saa faa. I den Henseende er Zola, som hun ikke sjelden sammenlignes med, hendes absolute Modsætning. Han gaar ivej paa et løst Omrids; først efterhvert som Pennen løber, og den ene Sætning støder den næste ud av sig, begynder Billedet at tage Form og at svulme op av alle Tilfældigheder undervejs. - De moderne norske Digtere, som endnu skulde nævnes, de av dem, som er Konger i deres Rige, d. e. ejer med Personlighedens udisputerlige Ret sine Æmner og sin Form, - et Revupublikum har et bestemt, ved Tradition tilvant Maal for Taalmodighed, - alle disse tildels betyde- lige Digtere kan ikke præsenteres som den syvende, ottende, niende, tiende, ellevte osv. i en lang Opvisning uden at gjøres Uret. Jeg vælger derfor at tage frem to av dem som Repræ- sentanter; jeg lader mit Valg alene bestemmes av, hvem som er stærkest karakteriserende overfor et udenlandsk Publikum. Ogsaa Norge er nu - desværre! - blet et Turistland; kanske somme av mine Læsere har været oppe paa en norsk Højfjeldsslette, har kjendt den grænseløse Ensomhed deroppe, mens de stirret paa de evige Snefjæld i det fjærne. Som I drog fremover, har I kanske mødt et andet Men- neske, et eneste et. Han - eller hun - steg op som et Syn, kom nærmere, spejdende, sa et Par Ord til Hilsen, gik forbi og forsvandt. Men Indtrykket av dette ene Menneske, dets Gang, Skikkelse, Øje, Røst, blev i Ensomheden saa stærkt, at hvergang Mindet om Fjældslettens Øde drog op, SIDE: 328 fulgte Mennesket med, kom atter gaaende, saa paa dig, talte og forsvandt. En egen Kjølighed fra Stedet fulgte med Figuren. - Tænk dere saa en Digter, der fører dette forbi- gaaende Menneske lige ind til dig i din Stue i Byen! Gjør det saa intenst, at i Synet av ham oplever du atter Høj- slettens Øde, Snefjældenes Lysglans, føler paany Kjølig- heden, men kjender ogsaa Lyngens fine Aroma, husker Bækkens friske Drikkevand og hører din og hans Røst, som var det ikke I, der talte, men nogen bag eder. En saadan Digter er Hans Kinck. For at naa saa skuffende Magt har han gjort den Stribe neutralt Land, der ligger mellem Even- tyrets Land og Fortællingens Land som Stødpude (Fransk- mændene kalder det tampon, Englænderne buffer- state), denne neutrale Grund har han gjort til sin Do- mæne, den er ikke længer neutral; thi derfra gjør han Strandhug indover begge Grænser. Noget lignende med Sproget; baade det landsgyldige Maal og Bondemaalet maa holde for - og dertil en i Ordelag og Skrivemaade selv- laget Mellemting, som musikalsk skal eftergjøre det oprinde- lige Indtryk. Det siste er en bestemt Fejltagelse; det er Fantasi paa Vildspor. Ejendommeligheden skal saalænge gjennemføles, til den læmper sig ind i Former, alle for- staar, som er fortrolig med Kunst. Før blir det ikke selv Kunst. Hans Kinck kan væve Blomsterskinnet av Sætervolden og Aftentaagen fra en nær Myr eventyrlig sammen i en Sæterjentes elskovssyge Sind, der faar Besøg om Natten. Han kan lade denne samme Jente sidde i Kirken nede i Dalen Dagen efter, men Sætervoldens Blomster og Aften- taagen fylder ogsaa Kirken og gjør slige Spilopper, at Præstetalens Vanmagt over for Naturtalen volder sød Angst. Tilsist synes hun ikke mere at vide av sig selv end det Luften krydrende Lyng, hun gaar forbi opover igjen. For at sige det tydeligere: hans Bondeskikkelser stiger lyrisk op som Dalens, Fjældets, Havets udløste Indhold; Bygdefolket er en mangestemmet Forkyndelse av Naturen, de lever i og basker med. I Forstaaelse av det overgaar han alle Bondemaalsdigtere tilsammen. Jeg maa gjentage det her paa sit rette Sted. Ligesaa sikkert er det, at Knut Hamsuns Naturstem- ninger i hans vellydende landsgyldige dansk-norske Maal er de højeste, mest storslagne i norsk Literatur. De mange, som i Oversættelse har læst Begyndelsen av "Pan", beder eg tænke sig vel om, før de siger mig, hvor Magen over- hovedet findes. Han er en Kjæmpe at se til, lyslet og vak- SIDE: 329 ker, født av en gammel Bondeæt fra Gudbrandsdalen, der flyttede op til Nordlandene og ud til Havet. Hans Æt skal have ejet kunstneriske Anlæg; Bedstefaderen paa fædrene Side var Kunstsmed. Selv har han været Arbejder og Emi- grant. Literært har han begyndt med at gjøre alle de Dumheder, som det omtrent er muligt for en begavet Vild- styring at komme avsted med i et civiliseret Samfund. Det synes at maatte kaldes norsk, at ingen ung Forfatter mere tror, han vinder sin Plads uden ved at prøve, om han først kan rydde alle de andres. Et Bevis blandt flere paa, at vi kulturelt endnu befinder os i Guttealderen. Jeg skulde derfor ikke engang have nævnt det, hvis det ikke laa saa aabent i Dagen, at hos ham stammer disse Forsøg og anden Uvorrenhed alene fra, at han følte sig selv usikker i det ny Selskab, men var saa forfængelig og saa trodsig i sin Kraftfølelse, at han for at dække over Usikkerheden fôr ud mod de andre. Tilsidst trodde han sig saa en Reformator at være. Bagenom altsammen ler et ejegodt Skøjerfjæs til os; en kan ikke mere faa sine Øjne fra det. Og i sine siste Arbejder viser han den samvittighedsfuldeste Retskaffenhed som Fabelens og Hændelsernes øverste Styrer. Men hans Uvorrenhedsperiode skylder vi en storvokset, ny Skikkelse, som han har vundet Verdensry paa. I en Kystby optræder en Dag en høj, vakker Kar, ingen kjender og ingen faar Rede paa. Begavet baade til Aand og Hjærte fylder han Byen med gode Gjærninger og gale Streger, begynder overalt at gjøre det beste Indtryk, som han siden med den største Iver sletter ud igjen. Er stort begjærende og dog selvløs, elsker dem, der ikke elsker ham, og bider dem, der elsker ham. En forfærdelig Storskryder, som siden av Ækelhed over sig selv lyver sig det værste paa. Han ender som en Gaade for alle, ogsaa for sig selv, og styrter sig under et Feberanfald i det for altid avkjølende Hav. Dette inde i en Stormbyge av Snak om allehaande fra alle Jordens Dele og fra Solsystemerne med; Læseren staar i Fare for at bli lige gal som han. Stilen er fuldt ud av samme Slags Uventet- heder. Han stapler op det ene vældige Lag Hypoteser paa det andre, paradoksalt dristigt, højere og højere, saa vi flytter os længer og længer undav for ikke at faa altsammen i Hodet; - ganske rigtig, saa spænder han til det med en Vittighed eller et Skjældsord, og da ramler det nedover med Glans og Dur og Damp. Og dog er "Mysterier" en av Literaturens store Bøger! Den forkynder sig som et Snefog av yr Kraft. Og hvad der er for et frejdigt Oprør i den mod en Smaastads konventionelle Sumpvand. - SIDE: 330 - Her vil jeg slutte. Ved dette ubændige Billede av det ufærdige vil jeg slutte. Saaledes synes Fremtiden mig rigest. I hele den norske Literaturflaade ikke en eneste Lyst- sejler; endog denne Vildstyring har sit bestemte Ærind. Der er hvergang noget han vil fri os fra, eller som han vil, vi skal naa. Ogsaa han føler sig hværvet i Fædrelandets Tjeneste, strængere for hver Dag. Den norske Literatur kjender i sine Værker, at den vil tage sin Del, den største Del, av det fælles Ansvar; at en Bog, der ikke rydder eller ligger saaledes, at den derved øger vor Evne, gjør os mo- digere paa Livsførelsens svære Kunst og derved letter Livet for os, er en slet Bog, hvor stor ogsaa dens tekniske Kunst er. Det er ene og alene for tilslut at faa sige dette indfor Verden, jeg har paataget mig at give foranstaaende Lite- raturskisse, - den eneste, jeg har skrevet og kommer til at skrive. At den norske Literatur i det store og hele - Und- tagelserne blir hvergang under almen Deltagelse paatalte - har faat denne fornemme Karakter, dette sunde Ansvar, tror jeg dels kommer av, at den er et tarveligt demokratisk Folks Samvittighed; dels av, at de fleste Digtere er født av Bønder eller er Bønders Børnebørn. Saaledes Ludvig Hol- berg, Peder Dass, Henrik Wergeland, Camilla Collett, Aas- mund Vinje, Ivar Aasen, Jonas Lie, Arne Garborg, Amalie Skram, Knut Hamsun, altsaa næsten alle, jeg har nævnt. Samme Forhold blandt dem, jeg ikke har nævnt. Ligesaa i Kunsten forøvrigt. Intet andet Folk, mig kjændt, ejer denne Ejendommelighed. Dette forklarer ogsaa, at saa stort Kunstneranlægget er, saa vidunderlig enkelte Ting i Bøgerne kan være gjort, disse selv er ikke altid Kunstværker. Kunstneranlægget er Arv; vi maa nemlig huske, at "Kunst" er et Begreb, som strækker sig langt videre end til Atelierne og Skrivebordene. Den unge Pige, som vinder alles Sympati, gjør i Regelen dette, fordi hun ejer en For- staaelse av sig selv og av andre, som hun kan tillæmpe i sin Optræden, og det er Kunst. Den Husfru eller den Hus- bonde, som siges at have "et godt Lag" og derfor at kunne "faa det til", ejer altsaa Kunstnerens formende Haand. Ligesaa en fin Haandværker. Saa det er intet Under, at der springer saa mange Kunstneranlæg op av et Folk i stor Natur under Vilkaar, der nøder til Selvhjælp og Selvtillid. Familierne bor jo ikke sammen i nogen Landsby, de bor hver paa sin Gaard, og der er Farer omkring dem og SIDE: 331 skarpe Øjne paa dem; thi Folkene kjender hverandre fra mange Slægter tilbage. Men arvet Kunstneranlæg er endnu ikke Dannelse. Dannelse vil sige at kunne give alle og alt sit rette Værd. Forudsætningerne for sikkert at skjelne det ud, - om de slaar til, saalænge vi lever Bondens, Haandværkerens Liv, kanske ogsaa Embedsmandens, - længer op og længer ud glipper de. De kan vindes ind ved Studium, ja; men den Finere Sans for Harmoni, som Dannelsens gamle Ætter har, er næsten et Privilegium; den naas vanskelig, og den savnes derfor ofte i Kunstværkerne av Bondeæt. Vi tør være stolte av, at vi ligefuldt literært og kunst- nerisk har naadd, hvad vi har. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 332 Bjørnstjerne Bjørnson Fredsarbejdet og Foreningen. ("Verdens Gang", 8. Juli 1896.) Naturligvis er der dem iblandt os, som i Harm over den nuværende Forening med Sverige, der bagvasker os i Udlandet og demoraliserer os herhjemme, ja endog truer os paa Livet, - i Harm herover ikke alene forbander og afskyr Foreningen i dens nuværende Form, men i enhver Form, ja Forening overhovedet med hvemsomhelst. De vil være sig selv nok. "Peer Gynt" er skrevet ud af norsk Temperament for norsk Folk. Men til disse har jeg aldrig hørt. Der findes ikke et Ord af mig paa Prent eller i Tale, som tyder paa, at vi helt skulde forlade Sverige, uden engang at være i Forbund med det. Men paa den anden Side heller ikke et Ord, som viger bort fra det Krav, at om vi maa holde paa Forenin- gen, saa skal den gjøres saa lig et Forbund som bare muligt. Jeg er sikker paa, at mange af mine politiske Fæller blandt de Ledende er i samme Tilfælde. Vor Ungdom var fyldt af Friheds- og Samlingstankerne fra 1848; vore Mand- domsaar indlededes eller bestemtes af store europæiske Folkesamlinger eller Drømme om saadanne. Vi er paa Forhaand afstrejfet det, som gir indeklemt, sur Lugt. Ingen fra den Tid, ikke engang de, der (som Johan Sverdrup) var ræd Ledernes Stormagtslyster med Fare for Nordens Demokrati, ingen af os tvilte om, at Skandinavis- men var Nordens største politiske Tanke. Det kjendtes højere under Taget dengang; der sprang ud Planer i den Tids Ungdom, som gjorde Livet større for dem selv og for mange ved dem; jeg nævner i første Linje Folkehøjskolen. Ligesaa et Sæt af Digtere, som har vundet Verdensry for sine Skildringer af nordisk Liv og Tænkesæt; ligesaa en Historieskrivning og en Videnskabelighed i det Hele, der SIDE: 333 har lært os meget og er blet ærefuld. Der var et vældigt Grovejr i denne Tankes Foraar. Selv meget af det, som ellers er blet stort, skylder Reaktionen mod den sin Kraft. Den skjæmtes ud ved, at Nordens tre Folk med Vold og Magt skulde gjøres til et eneste et; de vilde bruge Skandinavismen mod Demokatiets Særinteresser. Som dy- nastisk Politik ødelagdes den for al Tid af vor nuværende Konge. Om derved sker noget godt eller galt, har jeg ikke at gjøre med her. Saa lidt som med Følgerne af det for Dan- mark, da og senere. Den forlorne Fortsættelse paa norsk Grund ("kunde tre Folk ikke bli et, saa skulde i alle Fald to bli det") forbi- gaar jeg ogsaa. Jeg slaar alene fast, at denne deres Færd gjorde Skandinavismen upopulær for den Slægt, som da traadte til. Bagenom Skandinavismen dæmrede Pangermanismen, Teutonismen (man huske Grundtvigs Skrifter, eller P. A. Munchs Tale ved Studenternes Hjemkomst fra Upsala 1856). Den spejled sig i dybe Sind Tyskland, Holland, England over. Jevnsides os Germaner stod et romansk Forbund som højeste Maal for Franskmænd, Spaniere og Italienere. Og alle disse Drømme havde samme Oprindelse: Trangen til Fred. Den samlede Stamme kunde rejse stærkere Værn, den kunde ogsaa lettere samle sig med andre Stammer til yderligere Værn. Imidlertid løsgjorde Fredsbevægelsen sig fra alle slige Kombinationer; den blev til en uafhængig etisk Vilje, som udover alle Stammegrænser talte til Folkenes Retsind. Men ikke før voksed den sig stor, saa tog den selv Forenings- tanken i sin Tjeneste. Det er inspireret af den, at Mænd og Kvinder i det amerikanske og engelske Folk nu har faat istand en vældig Bevægelse med intet ringere Maal end alle engelsktalende Folks Forening. Allerede har de naaet, at en Voldgiftstraktat om faste Domstole for opkommende strid mellem England og Amerika inden nogle Maaneder er en Kjendsgjerning. For et Foredømme for den civili- serede Verden! Med dette for Øje, med Kjendskab til andre Planer om Foreninger, som Fredsfolket nærer, skulde det være saa vaaget at sige, at med Fredsbevægelsens umaadelige Vækst kommer "Foreningernes Æra"? Skulde det være saa rent bagvendt at tænke, at deraf kommer særlig de smaa Folk til at høste Fordel? De smaa Folk har været saa vetskræmte af de stores Krigsmaskiner, SIDE: 334 at de hverken i dette eller andet har vovet at tage Initiativ. Men er Initiativet taget, saa skal vi faa se! Dette giver dog ædlere Aspirationer, videre Udsyn end det, som nu gjør Luften lummer i dansk, svensk og norsk Presse under dens smaasindede Polemik og golde Parti- mysterier. Vi fører dog dermed Kampen ind paa en lysere Vej, naar vi faar de skilte Interesser enede i en højere Op- gave. Forening i Stedet for Samrøre og Foreningens Art og Opgave bedre belyst ved at aabne Mulighed for større Sammenslutninger? Men jeg har aldeles ikke sat dette som Opgave for dem, som nu fører; de bliver nok afløste! Jeg har alene givet Svar paa hines Jammer i Anledning det skandinaviske Møde nu i Kristiania. For der kan tænkes en Skandinavismes Opstandelse paa Folkegrund. En Sammenslutning i Arbejde for Voldgift og Neutralitet, for en virkelig Forening for bedre at værge det nationale Arbejde - begyndende med Sverige, Norge og Danmark. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 335 Bjørnstjerne Bjørnson "Kongen". ("Verdens Gang", 22. Juli 1896.) I en velvillig holdt Omtale af Teaterchef Schrøder ved J. B. Bull ("Folkebladet") findes følgende: "Faktum er, at der i vor dramatiske Produktion for- uden "Gengangere" kun findes to Eksempler paa, at Teatret har nægtet fremragende Arbejder af norske Forfattere Op- førelse, og i begge Tilfælde gjaldt det Tendensarbejder, hvis Opførelse Teatrets Stilling ligefrem umuliggjorde. Jeg sigter til Bjørnsons "Kongen" og Heibergs "Kong Midas". Det første Arbejde er et politisk Tendensskrift af klareste Vand, det andet et personligt Angreb paa en Forfatter, der er en af Grundlæggerne af vor Nationalscene." "Tendensstykker" opfører ethvert godt ledet Teater. Shakespeare, Molière, Holberg skrev alle Tendensstykker; alle store har Tendens. Var der intet andet at sige paa Gunnar Heibergs Stykke, end at det var "et personligt Angreb paa en Mand, der er en af Grundlæggerne af vor Nationalscene", saa var det visselig blet opført. Selv den politiske Tendens har uafladelig været paa Scenen fra Aristophanes til Sardou. Ikke Tingen, men Maaden bestemmer Stykkets Brug for Scenen i et frit Folk. Men paa dette Omraade er vort Folk ikke frit, - og der er hele Aarsagen til, at "Kongen" udestænges. Dette Mis- brug burde en Forfatter af J. B. Bulls Rang og "Tendens" være den siste til at støtte. "Kongen" har det Maal at aabne Øjnene for den megen Løgn, som det middelalderlige Kongedømme har slæbt med over i den moderne Stat, og at syne Følgerne af den i Indehaver og Folk. Dette er gjort i sjælelig Analyse; SIDE: 336 indenifra henter Personerne deres Skjæbne. Repræsen- tanter for den doktrinære Republikanisme gaar det lige ilde som den svage Reformator, der ser Usandheden, men ræd- des foran Modgangen. Yderlighederne ødelægger den natur- lige Vej, som ædle Viljer vil forsøge, - Traditionens og Interessernes konservative Yderlighed, ligesom Omvæltnings- teoriernes revolutionære. Stykket er født af sin Tid og taler ind i den; der var ikke Blod og Magt i det uden det; men det er forstaaende og menneskevenligt. Naar baade Dynasti og Højreparti blev ræd for at se det opført, da er dette et slemt Maal paa deres Art af Aandsfrihed og Ansvar. Betænker vi, hvad Literatur og Kunst skulde være for os, ikke Livets Spejl, som det vildfarende er sagt, men Livets forklarende Paanytfødelse i ny Personer med ny Skjæbne, idet hver Digter og Kunstner tar Sit, det, som han kan sætte sin Lampe ind i og atter gjøre farveglø- dende, det Ansigt, den Aarsagsrække han kan gjøre for- staaelig; ... naar vi fastholder det, da skjønner vi bedre, hvad et Teater forsynder, som nægter at hjælpe til hermed. Det vil undertrykke Forklarelsen af et bestemt Livs- omraade; Digter og Kunstner maa ikke sætte Lys paa, Omraadet skal være helligt, Vildfarelsen maa ikke faa Kjød og Blod, den kunde derved bli synbar; Idealtrangen maa ikke indblæses personligt Liv, saa kunde den lokke. Til Fordel for sig og sine Interesser vil man ha Løgnen kon- serveret, Skaden af den fortsat; det er just den, de drar Fordel af. Vi, som ved fra andre Livsomraader, hvad dette er for en Forbrydelse, vi ved ogsaa, at Teaterchef Schrøder og Bisiddere i dette Tilfælde ikke er der for Kunstens Skyld, ikke for Fremtidens heller, som Kunsten ved sin Forkla- relse af det Nærværende uvilkaarlig er med paa at berede; nej, de er der som Politi for et Parti, i hvis personlige Interesse Kunstens Opgave krænkes, Livets Trang til Belys- ning nægtes. Saa langt deres Magt naar, skal Samvittig- hederne ikke vækkes, Fremtiden ikke banes. De har sat ud det Forsvar, at Teatret er en hellig Grund; der maa ingen Demonstrationer finde Sted. Et hyk- kelsk Forsvar! I Stykket er nemlig den menneskelige Side, den Kjærlighed, den Interesse, den Karakter, Personlig- hederne handler udaf, saa udelukkende det eneste, at Parti- skvaldret udenifra vil ha ondt for at trænge ind. Jeg har nylig gjennemgaaet det paany for en Oversættelses Skyld, saa jeg kan trøstig bede enhver, som ikke tror mig, om at læse det (i dets tredje Udgave). Naar Mellemspillene saa SIDE: 337 kommer til, kyses Gadens Aander væk af Musikens Flamme- røster, eller de løftes op i Højder, der de taber Pusten. I over tyve Aar har Stykket lagt hen. Ikke et Forsøg paa at faa det til at tale fra Scenen! Ikke Kamp for det, ikke hørbar Harm over det. Selv prøvede jeg nu i Vaar at faa lejet Kristiania Teater for en Opførelse til næste Sommer. Bestemt Afslag. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 338 Bjørnstjerne Bjørnson "Kongen." ("Verdens Gang", 15. August 1896.) Altsaa "Kongen" skal ikke kunne opføres, fordi den "i hele sin Ide er en Fordømmelse af det royalistiske Prin- cip, saadan som det fremtræder i vor Statsform". Dette er nu ikke rigtig; men sæt, det var rigtig; - hvad saa? Kan det royalistiske Princip fordømmes, hvorfor skal det ikke saa fordømmes? Fordi det fremtræder i vor Statsform? Dette er jo bare en Grund mere; ti saa lider vi selv under Kongedømmets Mangler. Vi lever ikke for at opelske Monarkiet, end sige dets Mangler; Monarkiet er til for vor Skyld: og derfor maa det, som alt, der angaar os, kunne behandles. Grundloven forstaar dette bedre end J. B. Bull, den siger: "Frimodige Ytringer om Statsstyrelsen og hvilkesomhelst andre Gjenstande er enhver tilladt." Men nu kommer ovenikjøbet det til, at her staar vi foran - ikke en Diskussion, men et Kunstværk. Menneske- skjæbnerne i dette Drama - jeg maa gjentage det, enten man finder det er Selvros eller ej - bindes saa strengt til Personernes indre Disposition og Udvikling, og den hele Handling løftes i Mellemspillene ved Musikens Hjælp saa højt over det almindelige Livs Partiskvalder, at det til et vist Mon maa blive fredlyst. Det blir, hvad det er tilsigtet at være: en sjælelig Analyse af Konge og Undersaatter i en digtet Stat, deri ædle Mænd og Kvinder vil ændre og for- bedre Kongedømmet, men ikke kan. Grundene vises. I Fortalen til tredje Udgave siger jeg herom: "Da jeg skrev dette Stykke, var mit Hovedformaal at udvide Græn- serne for det frie Ordskifte. - - Er et Aandsværk født af norske Forhold og staar for den sædelige Domstol, lad det da faa fuld Virkning; uden det faar det heller ikke fuld Modvirkning. Hvis den Tro, som skabte Stykket, ikke er SIDE: 339 Samfundets stærkeste, nuvel, saa kommer et Modstykke, som er stærkere. Derpaa vinder alle. Ved at gaa afvejen for det, eller ved at prøve at dræbe det, - i et stort Sam- fund kan det maaske ikke gjøre synderlig fra eller til; Muligheden for, at noget andet kommer i Stedet, er saa rig; men i et lidet Samfund kan det let være det samme som at skade sit ene Øje." Jeg tror om J. B. Bull, at havde han læst denne For- tale eller Stykket selv - med den Udvikling, han nu har naaet -, saa havde han ikke denne Gang kommet til at optræde som Ufrihedens og Politistyrets Talsmand inden den norske Literatur. Historisk lar sig forklare, hvad som i sin Tid førte Højrepartiet (der da havde Magten og fremfor alt i Kri- stiania!), til at fordømme Stykket og forbyde det opført. Det kaldte sig dengang "Intelligenspartiet"; vi ved nu, hvad dets Intelligens var værdt. Det kaldte sig dengang ogsaa det kristelige Parti; vi ved nu, hvad dets Kristendom var værdt. Men at deres Intelligens og deres Kristendom endnu den Dag i Dag skal forbyde dem at lade Folket se et Stykke, hvis alvorlige Sandhedsiver vel nu ingen længer tør nægte, det karakteriserer dem som et Parti, der fremdeles fortjener at gaa fra Nederlag til Nederlag. Mit eget Standpunkt er udtalt i Fortalens Slutning. Den lyder: "Om det nu netop var det lille Samfund, som lettest kunde gjøre Kongedømmet tidsmæssigt? Renske det for Arv, som krænker Folkefølelsen; for Krav, som er blevet til Ulykke?" "Det er saa. Det lille Samfunds jevne Kaar, mindre økonomiske Evne, skarpere Kontrol, strengere Følelse for Sandhed, har paalagt dem denne Opgave. Og hundre andre i Lighed med den!" "Løser vi dem, da har vi en Fremtid, som vil blive os misundt af de største; løser vi dem ikke, taber vi vor Ret til selvstændigt Liv; ja efterhaanden Lysten til det. Saa staar det." Dette Standpunkt stiller jeg op mod den jammerlige Polititjeneste for særskilte Dynasti- og Klasseinteresser, som Schrøder og Bisiddere skjæmmer sig ud i, og J. B. Bull skjæmmer sig ud ved at forsvare. Den siste bekvemmer sig endog til at kolportere den modbydelige Sladder, at Dramaet "ligger i sin Realitet vort nuregjerende Fyrstehus saa nær ind paa Livet som en Digtning overhovedet tør gjøre". Efter det Dementi jeg gav i Vinter, tænkte jeg, det var blevet en Umulighed. SIDE: 340 En eneste Replik i Stykket, den om "Krondyrene", er taget af Karl den femtendes Mund. Saa vidt jeg selv kan vide det, er dette det eneste, absolut det eneste, jeg har hentet fra den Bernadotteske Familiering. Model til Hoved- personen har en lysende og ligesæl norsk Sjøofficer staaet, som jeg kjendte ham i hans ungdommelige Galskabstid - mest af Omtale. Der var saa megen fin Natur i ham, han bevarede i sin flotte Leg en Troskab indtil Stivsind, og hans Liv farvedes i hyppigt Skifte af Uforfærdethed, Vid og dyb Ulykkesfølelse. Paa Grundlag af ham, af hans Udvor- tes, Væsen og hvad jeg hørte, konstruerede jeg den unge Konge af en udlevet Slægt. Lad dog den anden Legende engang dø ud! Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 341 Bjørnstjerne Bjørnson Tale paa Nansenfesten 13. September 1896. ("17de Mai", 17. September 1896.) Det er ikke frit for, at vi i de sidste Dage har læst et og andet om Fridtjof Nansen og hans Følge, som har for- skrækket os Hjemmemænd; Sjømændene kalder os end- ogsaa Landkrabber, men det er jo ligesom for meget. Jeg for min Part er bleven forskrækket, naar jeg har tænkt paa alt det Isbjørnekjød, som de maatte døie; jeg har tænkt, at det blev vel lidt emment i Længden; og jeg har været af dem, som af Hjertet har undt dem Festmaden ovenpaa. Men naar jeg nu skal tale til dem, saa har jeg en Fø- lelse af, at om de i dette Øieblik Fik Valget mellem endnu en Festtale og saa Isbjørnekjødet, saa tog de med Graadig- hed Isbjørnekjødet. Derfor vil jeg bede Jer, som nu staar her, og som skal staa her, indtil jeg er færdig - for her er et Program, og det er I skruet fast i -, jeg beder Jer om at hjælpe til at fordøie denne Tale. Dersom alt det Bifald, som Nansen og hans Følge har hørt her i Landet nu - og ogsaa det, som de ikke har hørt -, dersom det Bifald kunde gjøres om i national Vel- færd, vilde man sige, at Norge ikke var noget fattigt Land. Og dersom al den Ængstelse, som vi havde for dem, mens de var borte, og al den Fryd, som vi nu sammen har havt, og hvoraf de bare har fornummet en liden Del, kunde gjøres om til Varme, saa vilde det heller ikke siges, at Norge var noget koldt Land. Men nu er det akkurat det, som er bleven gjort. Husk, hvad Nansen skrev til Stortinget, da han reiste -: "Saa langt Kræfterne rækker, skal vi bidrage til at øge Norges Ære." Og husk saa Indseilingen, Modtagelsen her den 9de September. Da vil alle være enige om, at det var Folkets Generalkvittering for, at Løftet var holdt; Norges Ære var SIDE: 342 øget. Og naar vi taler om national Velfærd, saa er det Æren, som tæller størst. Og tænk saa paa vor Ungdom, den, som skulde til at grundlægge eller til at begynde sin Livsreise, netop som denne store, dristige Plan blev udkastet. Til da havde ingen tænkt paa, at det lille Norge skulde kunne være med paa noget saa stort; det var overladt til de større. Men da saa Folket tog den Plan og knæsatte den som sin, saa var det noget, som vakte den norske Ungdom; og da hele Værdens Opmærksomhed samlede sig om Skuten, som rullede ivei, skruede sig fast i Isen og for- svandt i Mørket, - da Ungdommen saa dette, saa tror jeg ikke, at der efter den Dag er en eneste norsk Ungdom, der har bundet Ski paa Benene om Vinteren eller kastet sig i Sjøen om Sommeren eller gaaet op paa Fjeldet, uden at han har tænkt paa Nansen og Kameraterne hans. Det ved jeg fra mig selv og fra dem, som jeg har talt med, at vi aldrig har holdt en slig Fest som for Eksempel Julekvælden uden med Ønske om, at de havde det godt. Vi saa efter dem, omtrent som naar man aabner Vinduet og ser ud i Mørket. Paa Slutten blev der Spænding, for der begyndte at blive en Kappestrid; der kom andre til, som vilde naa det samme. Da begyndte Ungdommen at tænke: nei, Nord- mændene maa naa først, og Nordmændene maa gjøre det største! Og som Spændingen var paa det største, saa stak Nansens blonde Hoved op af Havet ved Vardø. Der var ikke en Telefonklokke i landet, som ikke sang af sig selv den Dagen. Alle Telegrafapparaterne Verden over hakkede og prikkede: Nansen, Nansen, Nansen! Og netop som den elektriske Strøm var best i Gang, saa skjød "Fram" sine to Skud ved Skjærvø, saa gamle Nordlands- kjærringer skvat i Sengen. Og saa begyndte det et Festtog med Røg og med Smeld udimellem Skjærene og under Fjeld- knauserne, og Folkejubelen flommede i Styrtninger nedover og ud mod dem. Og om det saa var Veiret, det straalte slig, at det ligesom speilede af vor Glæde. Mangen Gang spørger man: Det norske Folk - hvad er det norske Folk for noget? Her var det norske Folk! Her var noget, som Veslegut og som Veslejenten og som Gamlingen med, hver eneste én, forstod og syntes, at de havde Del i. Og saa spør jeg: Den norske Ungdom, som har levet dette med, - har ikke den faaet større Respekt for Udhol- denhed, større Selvbeherskelse og større Mod? Og har den SIDE: 343 ikke sat sig større Maal? Jeg tror det. Jeg tænker, at naar dette Forsæts Varme omsættes i Nationalformue, vil nok enhver finde, at den er bleven større. Det vilde ikke være saa, dersom vi ikke havde mere Andel i dette, som er bleven gjort, end de, som fra Udlandet af har sendt Nansen, hans Følge og hans Fædreland sin Hyldest, og som vi er taknemmelige for. Der stak en gammel Mand ombord i "Fram", da den kom til Trondhjem, og takkede for, at Nansen havde bragt ham hans Søn tilbage. Derved mindes vi de enstemmige Vidnesbyrd om, at en saa vel udrustet, en i alle Henseender saa omsorgsfuldt besørget Ekspedition som denne har aldrig gaaet mod Nord. Men dette kalder vi Samvittighedsfuldhed, og Samvittig- hedsfuldhed bygger ingen enkelt Mand, ikke én Slægt alene; den maa have mange Ætled bagover. Der maa være mange Slægter omkring, før den kan udvikles saaledes, at den allerede findes i Arv. Naar Nansen nu faar Ros for Sam- vittighedsfuldhed igjennem det, som siges om Udrustningen, saa er det det norske Folk, som kan tage en Del til sig. Naar man læser de fire - fem Linjer, hvori Nansen skildrer, hvorledes han maatte til at sætte ned Madrationerne for Dagen, hvorledes han maatte hoppe fra det ene Isflag til det andet, saa der næsten ikke syntes at være nogen Udvei, men frem maatte de, - eller naar Sverdrup i sin Rapport siger, at saalangt den beste Kikkert kunde naa, saa øinede man bare Is, men ud maatte de, - da skjønner vi, at en saadan Udholdenhed, en saadan Troskab mod det, de har taget paa sig, har Ætled. Man kan gjerne gaa ind i Hytter ude i Skjærene eller i Huse oppe under Fjeldene, saa skal en overalt finde noget af det samme. Der er gjennemlevet Lidelser, og der har været Farer, som endnu ikke er alment kjendt, men det har vi læst, at alle gamle Polarfarere siger, at det at leve én Vinter i det Mørke og i den Kulde er næsten overmenneskeligt. Disse Karerne har levet i det i tre og stod parate til at leve i det den fjerde og den femte med. Vi behøver bare at læse, hvordan Nansen og Johansen saa ud, da de fandt Folk deroppe paa Frants Josefs Land, for at skjønne, hvad Savn de har udholdt - for Norge og for Videnskaben. Og om jeg tager det største, nemlig det Øieblik, da Nansen med sin Følgesvend forlod det siste faste Holdepunkt og forsøgte at gaa en ukjendt Vej til det ukjendte, - om vi tager det, saa forstaar vi, hvad mod er. Her maa jeg minde om, at ét er Mod paa lyse Dagen; SIDE: 344 noget ganske andet er Mod i Mørke. Et er Mod, naar Legeme og Sjæl er gjort smidige af Varmen; et andet er Mod i Is og Kulde, naar alt er stivnet. Et er Mod, naar man kaster sig over en Vanskelighed og ved, at bag Vanske- ligheden venter dog det kjendte og kanske en lun Seng; et andet er det at gaa en Vei som den, de gik, med Sikker- heden om, at de kom ikke frem til noget kjendt; de kom bare frem til endnu mere Kulde - til endnu mere Øde! Det er Mod! Jeg tør nok sige, at disse to naaede her den høieste Breddegrad for menneskeligt Mod, som kan naaes. Men jeg siger ogsaa, at selv i det der, som vi nævner med ydmyg Taknemmelighed, tør vi søge Ætlinjerne af det tilbage gjennem Folket. De er komne af et Folk, om hvilket det er sunget: "Her er et Folk i Krig for Livet uafladelig, med dyre Mandefald og Kampe uden Tal!" Og ligesaa vist som det første Glimt om Grønlands- færden, der var et Forspil til denne Færd, er jaget op i Skibakkerne i Aker og Bærum, ligesaa vist kan Ætlinjerne til denne Stordaad føres tilbage til det norske Folk. Det er nemlig saa, at det Arbejde, den Troskab og den Selvbeher- skelse, som et Folk vinder i det stille, det kommer engang frem i Stordaaden, og da er Stordaaden akkurat det samme, som at hele Folket slipper frem til Konfirmation. I en saadan Stordaad har det norske Folk nu sluppet frem til Konfirmation. Og saa beleiligt som det kom! Vi var netop, medens disse Mænd holdt til deroppe, blevne maalte med Maal, som vi syntes var ubillige; man havde fundet, at det norske Folk savnede Egenskaber, der gjorde det skikket til et saa fuldt Selvstyre, som Broderfolket har. Og vi saa os uvil- kaarlig om efter "Fram" deroppe for at vise, at dens Mænd kunde lægge andet Maal paa os, bare de rak frem. Og da de saa seierskransede melder sig, skriver de med mag- netisk Glans Norges Navn deroppe. Der er en og anden, som ikke forstaar, at denne Fest er bleven saa stor - den har nu varet en Maaned -; men der er Forklaringen. Da det blev kjendt, at de skulde holde sit Indtog her den 9de September, var der en Ven, som skrev til mig og spurte, om det ikke var den 9de September Aaret 1000, at Slaget ved Svolder stod. Derpaa kan ikke jeg svare; men det ved jeg, at den Høst, som nu ligger 896 Aar tilbage, lagde der ind til Svolder det største Skib, som havde gledet SIDE: 345 indover Nørreled, og paa Løftingen stod der en høi og rank Mand, den Tids største Idrætsmænd, den Tids Ideal, og som selv havde sat sig til Ideal den største Opgave, som da var at løse. Og saa spørger jeg dem, som har seet Indseilingen, seet Modtagelsen nu, om de ikke mener, at denne Race har holdt sin Ungdoms Ideal! Vi har naaet lidt mere. Dette Tog blev intet Neder- lag. De gik afsted, og de brugte til det yderste sine Kræfter, Nansen og hans Mænd. Men de gik ikke over Grænsen. De erkjendte, hvor Grænsen for det menneskelig mulige var; og det gjør, at vi fik ved dem en stor Sejer. Jeg op- fatter det saadan, at Nansen siger til den norske Ungdom ved denne sin Færd, han og hans Fæller: Stil Jer længere Maal, prøv at naa dem, sæt ind paa Maalene al Jer Kraft, men sæt ikke Maalene over eders Kræfter! Det videnskabelige Udbytte af Færden skal vi her ikke tale om. Det er nok for os, at de største Autoriteter har sagt, at Ekspeditionen har gjort epokegjørende Opdagelser. Veien til Polen har Nansen vist; at naa den er herefter- blevet et Hundespørsmaal. Men det vil vi have sagt, at havde det ikke været noget andet, de kunde sige, naar de kom hjem igjen, end at der og der havde de været, - havde de ikke ved Rejsen havt Opgaver, hvis Løsning kunde gavne den store Menneskehed, saa vilde dette Folk nok ganske vist have fulgt dem med Beundring, men det vilde ikke tage imod dem saaledes, som man nu tar imod dem. Og saa skal vi takke dem for dette. Idet jeg gaar over til at takke dem, beder jeg alle sam- men tage Hatterne af. Vor Tak, fordi de har givet sit Bidrag til at fremme- Norges Ære, saa langt Kræfterne rak; vor Tak, fordi de ved at øge den norske Ungdoms Evne har øget vor nationale Velfærd og har gjort Landet varmt for os ved at øge vor Kjærlighed til det; vor Tak, fordi de har lagt Maal paa vort Land, som øger vor Selvtro, og som jeg haaber, vi skal gjøre os vær- dige til; vor Tak, fordi de har gjort os saa lykkelige, at vi i denne Tid har kunnet føle os som en stor Familie! Nu samler vi denne Tak i nogen ordentlig lange Hur- raer, som vi baller den ind i, og sender dem til Fridtjof Nansen og hans Mænd! SIDE: 346 Bjørnstjerne Bjørnson [Første Russebrev.] ("Verdens Gang", 17. December 1896.) Hr. Redaktør! Det Opsæt, jeg herved har den Ære at sende Dem, har sin Forhistorie. En anonym Svenske skrev i "Pall Mall Gazette" om os Nordmænd, at vi rustede mod Sverige. Da nu dette lille Norge umulig kan tænke paa at anfalde Sverige, uden at der staar nogen bag det, vækker saadan Tale altid den Forestilling, at Nordmændene er troløse mod sin Forbundsfælle, og staar i Maskepi med Rusland. Det har ogsaa ofte nok været sagt med ligefremme Ord. Mod denne Usandhed traadte jeg saa op i "Pall Mall Gazette". At det jeg skrev, blev optaget i Deres ærede Blad, gav det svenske Regjeringsblad "Posttidningen" Lejlighed til en længere Udredning af Forholdet mellem Sverige og Rus- land. Vi fik da vide, hvor udmærket dette Forhold var, hvor sikker Sveriges Neutralitet er i Tilfælde af Krig, og hvor usandt det er, at Sverige ruster. Sverige fuldfører bare en Hærplan fra 1892. Dengang besluttedes, hvad som i en Aarrække skulde gives ud til Hær og Flaade. Norge derimod "ruster". Det er "de norske Separatister", som udsender hine ondskabsfulde Beskyldninger mod Sverige. Af denne Fremstilling fik vi altsaa at vide, at den for- rige svenske Førsteminister maa være "en norsk Separatist". Alle skandinaviske Aviser omtalte i sin Tid (og nu nægtes det heller ikke længer), at den forrige svenske Første- minister bad Medlemmerne af Sveriges første Kammer om større Bevilgninger, saa man i Tilfælde kunde "tale svensk baade mod Øst og Vest". Baade mod Rusland og Norge. Endvidere maa den nuværende svenske Udenrigsmini- ster ogsaa være "en norsk Separatist"; thi han har skrevet SIDE: 347 en Brochure om Farerne, der truede Skandinavien fra Rus- land, og om Nødvendigheden at ruste, ja, at komme med i Tremagtsforbundet. Af samme Fremstilling i "Posttidningen" faar vi vide, at den store Hærplan, som fremlagdes og besluttedes i 1892, og hvis første Del ogsaa da bevilgedes, ikke kan kaldes "Rustninger". Det maa da være dette Aarstal, som er saa fuldt af Fred, at Krigsskibe, Materiel, Kanoner, Geværer, Penge til udvidet Øving, - naar de er besluttet i 1892, saa blir de til Sukkerkager, Rosiner, Mandler og Legetøj. Ja, endog alt, som senere bevilges, naar det er i Kraft af en Plan, som besluttedes i 1892, blir ogsaa det til Sukkerkager, Rosiner, Mandler og Legetøj. Udvidelserne, som Planen senere har faaet, ogsaa! Aaret 1892 er Verdens, i alle Fald Skandinaviens, største Forvandlingskunstner. Men Norge derimod, det "ruster". Norge var saa uhel- dig ikke at bevilge noget ekstra til Krigsskibe, Kanoner osv. i 1892; derfor vedbliver det, som det i andre Aar har be- vilget, ogsaa at være det, som det var, da det bevilgede, nemlig Krigsskibe, Kanoner, Geværer osv. Norge ruster. Mod hvem? Ja, se det sættes in blanco. Antagelig mod Rusland! Hvis jeg var den svenske Udenrigsminister og skulde give en offentlig Fremstilling, saa vilde jeg tale Sandhed. Og hvis jeg var en Svenske, saa vilde jeg ikke taale en Udenrigsminister, som gav en offentlig Fremstilling, der gjennem Telegrafen gaar Europa over, og ikke er sand. Der er nemlig ingen Tvil længer mulig; Fremstillingen stammer fra den svenske Udenrigsminister. Sandheden er - og den svenske Udenrigsminister kjen- der den saa godt som jeg, - at Nordmændene ruster, fordi Sverige blander sig ind i vore indre Sager, og fordi vi har Grund til at frygte, at denne Indblanding kan gaa over til Vold. Vi har ogsaa ofte nok været truet dermed. Grunden til den hele Strid med Sverige er Frygten for Rusland. Paa samme Tid som den svenske Førsteminister vilde, at Hær og Flaade skulde sættes istand til at "kunne tale Svensk baade til Øst og Vest", forlangte den svenske Regjering for tredje Gang, at Nordmændene skulde lovlig anerkjende den svenske Udenrigsminister som deres. Og samtidig hermed sprang op en Forsvarsbevægelse, hvis Kilde vi kjendte, og hvis Maal blev sagt. Da var det, at Nordmændene forlangte sin egen Uden- rigsminister. Paa Eventyr vilde vi ikke være med. Og til yderligere Pant herpaa voterede Stortinget med overvæl- SIDE: 348 dende Flertal Forslag om at henvende sig til fremmede Magter for at faa Voldgiftstraktater oprettede. Dette afslog den svenske Udenrigsminister; Forslaget blev senere gjen- taget, og han afslog det atter. Det er Indehaveren af dette svenske Udenrigsmini- sterium, der nu officielt fremstiller det norske Folk som et farligt Folk! Den Maade, han nævner de norske Rustninger paa, kan ikke anderledes udlægges. Nordmændenes Maal er at faa et Udenrigsministerium uden Udenrigspolitik. Deres Middel er at faa faste inter- nationale Domstole oprettede til Værn om Rigernes af alle Stormagter vedtagne Neutralitet. Nordmændenes Haab om Sejer sætter de til de svenske Fredsvenner; de vil senere eller tidligere slaa Følge. Endvidere til vore store Naboer, først og fremst til Rusland, at det vil imødekomme vort inderlige Ønske. Det bliver utvilsomt atter gjentaget af det i Februar sammentrædende norske Storting. Vil det svenske Uden- rigsministerium (som uden lovlig Bemyndigelse dertil ogsaa er vort) endnu denne Gang afslaa det? Gjør det det, maa vi ønske, at det bliver frembaaret for Ruslands Zar af en anden Repræsentant end den, som officielt har talt Usand- hed om os og offentlig har foreslaaet de forenede Rigers Deltagelse i Tremagtsforbundet. Vi kan umulig forudsætte, at han vil gjøre det loyalt. Den svenske Udenrigsminister taler om "de norske Separatister". Det siges ikke, men det gives det Skin, at disse har faat Rustningerne i Stand. De norske Separatister er neppe mange; jeg for min Del hører ikke til dem. Lige saa lidt som nogen af dem har tænkt paa at bryde ud af Unionen gjennem Overfald og Vold, lige saa lidt vilde de faa Folket med paa saadant. Skal vi fra hverandre, maa vi - dette er et enstemmigt norsk Ønske - vente til det kan ske i Fred efter fælles Overenskomst. Jeg for min Del tror ikke paa nogen Adskillelse. Men jeg er sikker paa, at Unionens Bestaaen og Lykke vil for en væsentlig Del bero paa, om det times os at opnaa en Neutralitet, godkjendt af Stormagterne og omgjærdet af Voldgiftstraktater. Deres ærbødige Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 349 Bjørnstjerne Bjørnson Bjørnson i "Daily Chronicle". ("Dagbladet", 1. Februar 1897.) Tillad mig at meddele som Svar paa den Udtalelse af en Stockholmskorrespondent i "Daily Chronicle" for den 23de, at "jeg har insinueret", at Sveriges Rustninger hoved- sagelig er rettet mod Rusland, at mine Artikler har aldrig sigtet paa andet end at nøde Sverige til ærligt at slutte sig til Norges Bestræbelser for at faa Voldgiftstraktater til Værn om de to Rigers Neutralitet. To Gange har Stor- tinget besluttet saadant, to Gange har den svenske Uden- rigsminister - som uden lovligt Medhold ogsaa er Norges - afslaat det. Derved har Sverige, som samtidig ruster efter en ualmindelig Maalestok, selv udbredt Tvil til sine Hensigter. Da disse Rustninger begyndte, ytrede ogsaa den svenske Ministerchef til samtlige Medlemmer af første Kammer, at man maatte sættes istand "til at kunne tale svensk baade mod Øst og Vest!" Rustningerne skred altid længer frem, og pludselig blev Grev Lewenhaupt, en fredsæl Mand, en Ven af Norge, af- skediget som Udenrigsminister, og den nuværende, som har skrevet en Brochure om Sveriges Tilslutning til Tremagts- forbundet og er stemt for skarpe Forholdsregler mod Norge, han blev udnævnt. Ogsaa dermed har Sverige vakt Tvil til sine Hensigter. Det er ikke tre Uger siden, at en Korre- spondent fra Stockholm skrev til "Hamburger Fremden- blatt", at Sverige gjør sig færdig til at kunne slutte sig til Tremagtsforbundet. Der er nok af lignende svenske Ud- talelser. Alt saadant har gjort Nordmændene ræd. SIDE: 350 Nu kommer Stortinget tredje Gang til at beslutte, at man skal værge sin Neutralitet med Voldgiftstraktater. Her har Sverige Lejlighed til med mere end Forsikringen at vise sit fredelige Sindelag. Lad os vente paa det! Hvad Korrespondenten siger om, at det norske Selvstændigheds- parti vil opløse Unionen, er ikke sandt. Den Sag kan umulig være god, som trænger til saa- danne Midler. Vil man derved atter forberede et Overfald paa Norge? Korrespondentens Slutningsord tyder paa saadant. B. B. SIDE: 351 Bjørnstjerne Bjørnson Den ny Fare. ("Dagbladet", 4. Februar 1897.) Hr. Redaktør! Jeg er fuldkommen enig med Dem og med "Verdens Gang", naar begge - saadan som Forhandlingerne mellem de to Folk nu arter sig - begynder at frygte for, at Højre kan hoppe over Grundloven og hjælpe Sveriges Konge med at indføre en Fællesminister ved kgl. Resolution. Det kan jo virkelig med Rette siges, at en saadan Fællesminister vilde være like saa lovlig som den, vi har nu. Naar Prof. Aschehoug, der altid har vist sig villig til saadan Tjeneste, har lettet Spranget ved videnskabelig Ut- jævning av Terrænet, saa er dette i mine Øjne et sikkert Varsku om, hvor Partiet vil hen. Der, Ingeniørerne graver, der skal Hæren efter. Vi har oplevet det før, og vore Brødre Danskerne har oplevet det efter os. Prof. Matsen er Danskernes Prof. Aschehoug, og Højres Hær i Danmark krøb lige nøjagtig ind i den videnskabelig oparbejdede Stil- ling, som det norske Højre gjorde under Vetostriden. Dette ny Tilkomne skjærper Valget iaar i uventet Mon! Det er ikke alene en umiddelbar og stor Fare, som ved Forhandlingernes foreløbige Uheld her er dukket op; men vi maa for alle Tider ved et stærkt Valg tilintetgjøre Mulig- heden av alt sligt videnskabeligt Muldvarpearbejde under vor Grundlov! Vi maa itide stænge for coup de main- Manden, den norske Estrup; jeg tviler nemlig ikke et Øje- blik, at han staar færdig. Han har Mot til at gjøre, hvad Højre er ræd for idag, men som det gladelig gaar med paa imorgen, naar Fordelen av den fuldbragte Daad er til at indhøste og fordele. Om dette maa Valget nu samle sig! Dette fuldbragte Resultat maa lægge sig om os som en ugjennembrydelig Fæstning, mens den aktive Hær opererer foran. Samtidig ser jeg Arbejderpartiets Forsamling paa Hamar forkynde os, at for dem er Hovedsagen, at det betrængte SIDE: 352 norske Folk nu gir dem, hvad de har Ret til. Deres Ret bestrider ved Gud Ingen; jeg for min Del har alt talt for den, da somme av dem, som nu angriber mig, endnu laa med Taateflasken i Munden. Men naar de nætop nu kan bekvemme sig til at staa op og slaa i Bordet til Norges gamle hæderlige Venstreparti, som har kjæmpet frem hvert Gran, de til idag har vundet av sin Ret, og som bare det Farlige ved Situationen og den rent haabløse Udsigt forbyr nætop nu at fuldføre, hvad som vænter, - saa ligner dette mere Fædrelandsløshed end noget andet, vi idag har for Øje i vort splittede Folk. Jeg synes, naar de siger, at bare paa det Vilkaar gaar de med Venstre, nu det gjælder vor fulde Selvstændighed og fremfor alt Grund- loven, - saa kunde de ligegodt som de møter op med et sligt Program, møte op med en stor Kniv og sætte den i Ryggen paa saa mange Venstremænd, de bare kan naa; jeg ser, de alt har hugget efter mig! Lad os i Røstretssaken iaar nøje os med den Udvidelse, vi kan naa; den er ikke saa liden endda. Saa kan vi ved Hjælp av den og i Taknemlighed for deres Avkald til Fordel for det Større - næste Gang enten naa et godt Stykke til, eller Alt. Der er nemlig ikke den Mand til, selv i Højre, som tviler om, at Arbejderne ved en Smule skjønsom Taktik nu vil naa Altsammen. Men lad os dennegang samle hele Programmet paa at møte den ny Fare! Jeg ser, "Verdens Gang" og "Dagbladet" begge mener, at alene under et Højreflertal tør coup de main-Manden stige frem, - den norske Estrup, som saa mange har suk- ket efter med harme Blikke til Emil Stang, som nu jeg vedblir at holde for en bra Kar. Nej, deri kan de to ærede Blad sandelig slemt forregne sig! Ogsaa under et Mindretal, naar nemlig Venstres Flertal ikke er stærkt, kan han vaage det. Ja kanske helst da. Faar Højre Flertal, saa tror de, at det er Begyndelsen til Guldalderen, til Sejer i alle lovlige Former. "Nu er det norske Folk ved Guds Hjælp kommet ind paa Forstaaelsens sikre Baner." Men er det Venstre, som faar Flertal, men saa lidet Flertal, at det ikke engang kan stille op en Rigsret paa Selvstændig- hedens urokkelige Grund (paa den ikke-Aschehougske), - saa er det nætop, at Fristelsen er der til at prøve noget andet. Da er coup de main-Manden ved Haanden. Jeg tviler ikke om, at han er vel kjænt, d. v. s. at han alt har havt Audiens. Og det mange Ganger. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 353 Bjørnstjerne Bjørnson "En Trontale". ("Verdens Gang", 15. Februar 1897.) Kjære Harden! De er naturligvis altfor optaget til at læse Trontaler. Som politisk Literatur betragtet hører de hverken til den indholdsrigeste eller til den sandfærdigste. Jeg tør vel derfor heller ikke forudsætte, at De har læst den, som Kong Oskar nylig holdt for den svenske Rigsdag? De har ikke læst den; - jeg kunde tænke det. Men det skulde De dog have gjort! Forsaavidt de ano- nyme Korrespondancer, som det svenske Udenrigsmini- sterium besørger sendt udover Verden, er paalidelige (hvad forøvrigt ikke er sikkert), var en Del af hin Trontale rettet imod mig. Jeg ser Deres Forbauselse og Misundelse. Ti saa langt har De endnu ikke bragt det. De er ikke kommet længer end til den samlede Rigsregjering. Vi husker alle dens Erklæring imod Dem i "Reichsanzeiger"; - den ulykke- lige Erklæring! Men jeg er kommet op i selve Trontalen! Det er dog noget ganske andet. De faar trøste Dem, kjære Harden; De er jo endnu en ung Mand; kanske kommer De ogsaa engang saa højt. Hvorledes det gik til, at jeg kom til saa megen Ære? Det er snart fortalt. Dengang Sveriges ledende Mænd be- gyndte at arbejde for de store Rustninger, ytrede Minister- præsidenten for første Kammers Medlemmer, at det kunde blive nødvendigt "at tale Svensk baade til Øst og Vest". Disse Ord satte en slig Bevægelse navnlig i Norge, at Mini- sterpræsidenten maatte gaa af. Men noget senere - Rust- ningerne var komne i god Gang - maatte det egentlige Fredselement i Regjeringen, Grev Lewenhaupt, ogsaa gaa af. SIDE: 354 Det virkede omtrent som Lyn fra klar Himmel. Havde den afskedigede Ministerpræsident ligefuldt havt Ret? Den nye Mand, som kom ind paa denne noget voldsomme Maade, grev Douglas, var kjendt ved en Brochure, hvori han anbefalede Sveriges og Norges Tilslutning til Tremagts- forbundet; endvidere var han kjendt for sin Lyst til "raske Forholdsregler" mod Norge. Dertil kom, at to Gange havde Norges Storting foreslaaet, at de forenede Riger skulde prøve at faa afsluttet Voldgiftstraktater med fremmede Magter; men Sveriges Regjering havde modsat sig det. Samtidig paagik Rustningerne. Indflydelsesrige Blade i den svenske Presse truende aabent med Overfald paa Norge (de gjør saa endnu). Korrespondenter fra Stockholm til Ud- landet gjorde det samme; de talte med Haan om Voldgifts- traktater; Faren fra Rusland, hed det, maatte mødes med andet. Heraf fik man det bestemte Indtryk, at til den ene Side gjaldt det Norge, til den anden Side gjaldt det at holde sig parat, om der skulde bryde Krig ud mellem Rusland- Frankrige og Tremagtsforbundet. Da forblev Sverige sikkert ikke neutralt. Men saa kom jo den Dag, at alt dette summerede sig sammen til en stor Tvil mod Sveriges ledende Mænd. Hvor- dan mødte saa den svenske Regjering denne Tvil! Var det ved at minke paa Rustningerne? Tvertom, disse har netop nu faaet et Tillæg. Var det ved at afskedige Grev Douglas? Tvertom, han har aldrig staaet højere. Var det ved at tiltræde Norges Forslag om at overlade al Uden- rigspolitik til omhyggelig udarbejdede Voldgiftstraktater? Tvertom, Grev Douglas har nylig selv i en Artikel i Regje- ringsbladet "Posttidningen" forsikret, at de "var unødige". Korrespondenter til fremmede Blade, som Udenrigsmini- steriet neppe staar fjernt, haaner fremdeles Voldgiftstrak- taterne og truer fremdeles Norge. Altsaa Stillingen er absolut uforandret, med fuld Bibehold af alt det, som har vakt Tvilen. Ja, hvad gjør man saa for at fjerne den? Man kalder Tvilen "en Forbrydelse" og kaster denne over paa mig! En saa plat Manøvre lader man Trontalen tjene! Ved De, hvad det mest ligner? En Mand, som kommer hjem fra en munter Frokost, og opdager, at han er meget rød i Ansigtet, meget sved og har plettet Linned - og slaar saa med Haanden ind i Spejlet. Saa langt passer Billedet, men ikke længer. Spejlet gaar itu; men jeg sidder her aldeles hel og spekulerer paa et vist Udtryk i Trontalen. Det lyder: "Verden skal vide, at intet Baand indskrænker vor fuldkomne Handlefrihed, SIDE: 355 men tillige, at vi elsker urgammel Frihed og Selvstændig- hed." [fotnotemerke] At sige: "Intet Baand indskrænker vor fuldkomne Handle- frihed," fører Spørsmaalet ind i en Sidegade. Der har været den Tid, man troede, her forelaa noget mere end en Aftale; det er nu ikke mere Tilfælde. Om der bestaar en Aftale, saaledes beskaffen altsaa, at den ogsaa kan benægtes, er ligegyldigt. Aftale eller ej, - hvis en "næste Krig" (som man spaar skal blive en Krig mellem Frankrige-Rusland og Tremagtsforbundet med flere) kaster Sorg og Forfærdelse over Verden, vil da de skandinaviske Riger forholde sig fuldkommen neutrale? Det er Spørsmaalet; der ligger Tvilen! Og paa den er der ikke svaret. Paa den kan der ikke svares, saa nogen tror det, før Sverige gaar med paa Norges Forslag om Voldgiftstraktater med alle Europas og Amerikas Folk. Før havde den svenske Regjerings Forsikringer en lidt anden Ordlyd, nemlig: "Endnu staar vi ubundne" - med Tryk paa "endnu". "Endnu" er faldt bort; men ikke de Forestillinger, dette "endnu" vakte. Alle saadanne Forestil- linger maa skaffes ud af Verden! Det sker alene ved ærlig Tilslutning til Norges Forslag om Voldgiftstraktater. Bjørnstjerne Bjørnson. Fotnote: "og har stor Lyst til at krænke andres," kunde vi Nordmænd føje til. SIDE: 356 Bjørnstjerne Bjørnson Tale ved Amtsvenstremødet paa Lillehammer 20. Juni 1897. For at naa frem til det, jeg vil, maa jeg skabe mig Forstaaelse ved at pege paa det Dobbeltsidige i vort For- hold til Sverige. Det kommer best frem ved to ganske korte Fortællinger. Jeg var for nogle Aar siden i Sverige som Gjæst hos en Familie, jeg kjender og har kjær fra gammelt. Vort Venskab har holdt sig gjennem alle disse Kampens Aar, hvad jeg nævner, fordi det er et vakkert Eksempel paa, hvordan det skulde være. Der er jo ogsaa Familier i Norge, skjønt faa, hvis Venskab har holdt sig fra gammelt, skjønt de er af Højre, jeg Venstre. Men saa- dant skulde jo være vanskeligere, naar det gjælder Sverige. Og jeg synes, der er mere af det, man kan kalde ægte Civilisation i dette gamle Folk end i vort. Nu, vi sad der og talte sammen, og jeg vilde da vide, hvad det egentlig var for noget hos det svenske Folks ledende Politikere, som gjorde, at de kunde tænke paa at ville overfalde os i 1895. Hvad svarte de mig saa? Jo, vi tror om Nordmændene, at de, om vi kom i Nød, ikke vilde være med os. Vi tror endog, at om Rusland anfaldt os, kunde det hænde, at de tog Parti med Rusland mod os. Jeg har været meget borte fra Landet og ikke altid været nogen god Avislærer, jeg maa jo følge med, der jeg bor, og faar ikke Tid til Alt. Saa hvis noget saadant nogengang har været oppe i norsk Blad, jeg har ikke seet det, det var for mig noget ganske Nyt og noget Forfærdeligt. Og jeg sagde, det var en stor Ulykke, at disse to Folk kjendte hverandre saa lidet. Ti det er jo saa langt fra, at vi i et saadant Tilfælde vilde svige Sverige eller vor Pligt, at netop det, at vi havde uafgjort Strid med det svenske Folk, vilde lægge om muligt endnu mere Styrke i vor Understøttelse, hvis Sverige kom i Nød. Jeg kom hjem og fortalte om denne svenske Opfatning til SIDE: 357 Meningsfæller og blandt disse til Fridtjof Nansen, og jeg sagde i den Anledning til flere ledende Venstremænd, at vi Nordmænd skulde, just fordi vi maa føre den unionelle Strid videre og tilende, tage en eller anden stor Lejlighed og gjøre Svenskerne sikre paa, at i Fare vilde vi staa ved deres Side. Vi er et pligttro Folk og hellerikke noget dumt Folk. Vi indsaa i et saadant Tilfælde meget godt, at der- som Sverige bukkede under, kom Turen ogsaa til os. Og det, jeg her har nævnt, var - jeg ante det straks, jeg læste Nansens Tale i Stockholm, og han har selv fortalt det - Grunden til, at han tog Lejligheden til at forsikre det samme. Har Nansen været angrebet af den Grund, saa faar man ogsaa angribe mig. Men han har da hellerikke været angrebet for, hvad han sagde, men for hvad han ikke sagde, fordi han ikke først skjældte Svenskerne ud, - hvad der vel ikke der netop var Stedet til! Nej, jeg har aldrig hørt nogen i Venstre sige, at Norge burde tage Parti med Rusland mod Sverige eller overhovedet svige Sverige, hvis det kom i Nød. Er der nogen her, som har hørt noget saadant? Lad os da rejse os til Tegn paa, at det er sandt! Nu kommer jeg til den anden Fortælling. Da jeg kom tilbage fra Amerika under Vetostriden, var naturligvis en af de første, jeg besøgte, Johan Sverdrup. Han var da syg og maatte af den Grund bo i Kristiania. Han spurte mig, hvordan jeg nu fandt mig i Norge. Jeg svarede, at jeg syntes, alt det, vi holdt af, havde vokset, siden jeg var hjemme. Det synes jeg ogsaa, sagde han, "og du er altsaa glad ved at være kommet hjem igjen?" - Der er kun én Ting, som bedrøver mig, - og det er, at du er saa syg. - Da sprat han op og begyndte at drive, som han plejede, og udviklede, hvor absolut nødvendigt det var at faa Hærord- ningen til at gaa, - I ved, hvor Højre og Højres Regjering den Gang lagde sig i Vejen for Militærkomiteen. Og han fortalte, at han i Anledning af den Sag var i slig Spænding, at den undergrov hans Helbred ligesaa meget som Over- anstrængelse i Arbejdet. Og saa tilføjede han: Jeg siger dig, at Norge kun har én Fiende, og denne Fiende er Sve- rige. Dette er den anden Side: Norge har bare én Fiende, og det er Sverige. Det mener jeg ogsaa den Dag idag. Men ligesaalidt mente Sverdrup, som jeg mener det, at det er det svenske Folk, som er vor Fiende; det er Led- ningen af den svenske Politik overfor os. Og der er noget i selve Forholdet, som mangen Gang bliver os fiendtligt. SIDE: 358 Det behøver ikke at være det. Naar to Heste spændes for samme Vogn, og den ene trækker fort og den anden langsomt, saa er jo det i og for sig ikke noget fiendtligt; men det kan bli. Det svenske Folk er os i mange Hen- seender saa uligt, som det gaar an for Frænder at være; det har en saa forskjellig Historie og en saa forskjellig Ud- vikling og staar os ogsaa institutionelt saa fjernt, at dette kan jo i Længden afgive fiendtlige Forhold. Jeg behøver bare at nævne, at de har et Overhus, som væsentlig hviler paa Rigdom og stanser snart sagt alle Reformer. Men vi er et Folk, som vil frem, og hører utvilsomt i Politiken til Verdens fremmeligste Folk. Saa maa vi huske den fælles Konge, og han er svensk, er svensk opdraget og har svenske Venner, og fordi han, som andre, naar det gjælder, helst tyr til Venners Raad, faar han svenske Raadgivere, ogsaa naar det gjælder os. Men dette gir ofte Forhold, som kan blive noksaa onde, jeg sagde fiendtlige. Det svenske Folk staar endnu langt tilbage for os i politisk Udvikling. Endnu har de i Sverige ikke noget Højre og Venstre. Med Undtagelse af Rusland, Tyrkiet og Mecklenburg, som man har seet det sammen- lignet med, er Sverige det eneste Land i Europa, som ikke har et virkeligt liberalt Parti. Jeg ved nok, at der er et saadant under Dannelse; men det er ikke nok, at et Parti har dannet sig. Det maa have arbejdet og vovet noget for at kunne melde sig som et politisk Parti, og Sverige har intet liberalt Parti, før der kommer et Parti, som baade har Vilje og Magt til at tale vor Sag i Sverige. Vi har liberale Mænd og Kvinder, som forstaar os, i Sverige, men intet Parti. Dette Forhold er for os et fiendtligt og afsætter ofte en stor Fare. Det har gjort det før og gjør saa i dette Øjeblik. Den ene Del af det norske Folk vurderer ikke dette stærkt nok. Var der Følelse af Farerne derved, vilde Højre og navnlig Højres Presse indtage en helt anden Holdning. Alligevel, dette er Ting, som ingen kan gjøre for, som er født af givne Forhold, Modsætninger i Institutioner, Tænkesæt og Væsen. Men nu kommer vi til det, som de kan for. Jeg kan ikke her, hvor det gjælder et personligt Forsvar, give mig til at fortælle Foreningens Historie, ikke engang det største og væsentligste, som har skilt os. Men jeg vil pege paa noget i sin Helhed, som jeg ikke har seet nævnt. Det er dette. Vi fik i 1814 en Pagt istand med Sverige, som ved sin Ordlyd, ved Ordlyden i selve Dokumenterne SIDE: 359 og de Akter, som ledsagede dem, ikke kunde stærkere og sikrere, end de gjør, sige os, at vi gik ind i hin Forening som et suverænt Folk med et andet suverænt Folk paa Ligestillethedens fulde Grund. Dette er det officielle. Men saa kommer der op Historieskrivere, Forskere og Statsretslærere, der gaar Haand i Haand med dem, som har Ledelsen af Sveriges Politik. Og de irettelægger Doku- menter og Breve bagenom de andre og understreger i de fremlagte Dokumenter Ting, som gjør det modsatte Indtryk af, at vi skulde være et suverænt og ligestillet Folk. Ifølge denne Undermening er vi ikke suveræne og kan ikke rejse samme Krav paa Selvstændighed som Sverige. Og det er saa langt fra, at disse svenske Forskere og Poli- tikere skammer sig over slig tvetydig Færd, at istedetfor at skamme sig over den og underkjende den og holde sig til de officielle Akter, fryder de sig over den og bruger den imod os og nægter os paa Grundlag af den vor Suverænitet. Jeg har ikke seet og kan ikke faa se et stærkere Bevis paa fiendtligt Sindelag imod os i Sverige end dette, at man saa- ledes fremlægger sine Fædres Tvetydighed som Vaaben mod os. Saa kommer jeg til noget andet og nærmer mig til det, som her er Stridsspørsmaalet. Ligefra Vetostridens Dage har der fra svensk Side været skrevet tvetydige Opsæt mod os i udenlandske Blade. Men nu er det et meget stærkere fulgt systematisk Princip at bagvaske os i den udenlandske Presse. Jeg skal kun holde mig til det, som gik forud for Truslerne eller Planerne eller Rustningerne mod os i 1895. Paa det var ikke Nordmændene agtpaagivne nok. De blev indledet med en skarp Kanonild i hele den udenlandske Presse. Det vrimlede af Angreb paa Norge, og jeg tror at vide, hvorfra de stammede. Se nu i det engelske "Pall Mall Gazette" for 12. Februar 1895 - og af den Art var de allesammen. Det gik ud paa, at nu var der ingen Udsigt til Forlig for Sverige med sin kjære Nabo, før kraftige Midler var blevet brugt. Fejlen var, at Sverige havde fra først af indrømmet Norge formeget Selvstyre. Nordmæn- dene var ikke noget selvstændigt Folk og vilde hellerikke faa Lov til at blive det, ikke mere end Irlænderne er det eller kan faa Lov til at blive det. Og Nordmændene vilde nok tilsist faa Øjnene op for dette, hvis kun Kong Oscar var Mand for at staa urokkelig fast. Naar man vil vide, hvorfra en Ting stammer, saa er det første, man spør om, hvem der har Fordelen af den. Det er som med Japantraktaten. Hvem havde Fordel af at SIDE: 360 nægte os Særtraktater? Var det Japan? Nej, det har nok bare de Ledende i Sverige, og følgelig skjønner vi ogsaa, hvem der har bevirket Nægtelsen. Har England nogen Fordel af, at vi ikke skulde være et selvstændigt Folk og af, at Kong Oscar skulde staa fast? Ovenpaa denne vold- somme Kanonade i den tyske og engelske, tildels ogsaa den franske Presse, var det, at man i Sverige arbejdede sig frem til den Trusel, den Fare, som ved Siden af andre Over- vejelser gjorde, at Stortinget nedsatte Forhandlingskomiteen. Det er jo blevet Taktik for Højrepressen nu at nægte, hvad der foregik i 1895. Men lad dem gaa ind i Sverige. De nægter det ikke der, nogle, fordi de ikke respekterer os nok til at nægte det, en Del, fordi de er harme, og andre, fordi det nu engang er sandt. I dette Tilfælde som i flere andre er Højrepressen mere svensk end Svenskerne selv. Jeg skal omtale en Episode fra 1895, der er fortalt os fra Sverige, og det siges altsaa der, at Svenskerne dengang blev udsat for en kold Straale udenfra. Det heder, at den franske Minister erklærede, at hvis Sverige gjorde Norge noget, vilde en fransk Flaade sejle op, og at den russiske Minister sluttede sig til den franske. Dette tror jeg ikke længer bliver saaledes i sin Almindelighed nægtet; jeg har selv meddelt Rygtet offentlig i et tysk Tidsskrift, uden at det er blevet nægtet. Jeg tror, der er noget i, at der blev gjort Skridt til Fordel for os - er det ikke sandt, bør det komme frem, saa det kan dementeres - af Frankrige med Rusland i Ryggen. Og er det sandt, saa har Frankrige og Rusland vist det norske Folk en stor Velgjerning og Sverige kanske en endnu større. Og da vil jeg for min ringe Del faa Lov til at minde om, hvorledes jeg tildels ganske alene gjennem flere Aar modsatte mig den rasende Maade, hvorpaa der blev skrevet om og truet med Rusland under Forsvarsrummelens første Dage. Jeg blev forfulgt af Højrepressen som et Skogens Dyr, fordi jeg mente, at et stort Folk i vore Dage har andre Veje end Erobringens, hvis det trænger at komme frem til Havet, der maatte findes fredelige Midler. Jeg skrev ogsaa i engelske, tyske og franske Blade mod denne Hids- ning, og jeg ved, at en Artikel af mig i "Politiken", under den afdøde Zars Ophold i Kjøbenhavn, naade helt frem. Saa jeg tror, jeg har en liden Del i, at de har seet sandt paa Forholdet mellem Norge og Sverige. Det er ialfald den eneste Vej, vi har, at skrive i de store udenlandske Blade, og skulde de nu ogsaa kunne spærre os den Vej, var vi et fortabt Folk. SIDE: 361 Og nu skal jeg fortælle, hvorfor jeg gik over til den russiske Presse, og hvorfor det nu er der, jeg skriver. Men først et Par Ord om det, som har været det eneste, jeg har villet udrette, - nemlig at gjøre Mit til, at det blev umuligt for Sverige ogsaa herefter at nægte at gaa med paa Voldgiftstraktater. Det fremgaar af hvert eneste Brev, jeg har skrevet, at dette er min Hensigt, og at jeg af ganske Hjerte mener, at jeg ogsaa gavner Sverige ved, saalangt jeg formaar, at tvinge det ind paa den Vej. Da den enstemmige Beslutning om en Voldgiftsadresse blev vedtaget i Stortinget, ja ikke paa mange Aar har en Beslut- ning af Stortinget glædet mig som den. Den gjorde mig stolt af at tilhøre dette Folk. Den spaar om gode Tider. Den spaar om, at den Tid snart skal komme, da der skal staa et enigt Folk om det, som angaar vor Stilling udad. Statsminister Hagerup er efter min Mening en dygtig Mand, men hellerikke mere. Ti det, han sagde i Stortinget, var bare Jus, og det gaar ikke an at se paa Voldgiftssagen med bare juridiske Øjne. Han fandt ikke Garanti nok i Voldgiftsdommene. Det tidligere Medlem af Gladstones Ministerium, Charles Russell, er utvilsomt baade en større Mand og en større Jurist end Statsminister Hage- rup, han er en af Verdens første Jurister, og han har paa- vist, at endnu har det aldrig hændt, at en Voldgiftsdom er brudt. Det har aldrig hændt. Og det andet, han holdt frem, var, at der er noget i selve Voldgiftstankens Væsen, som er af en anden Tønde end hele Krigspolitiken, og derfor vil den skabe Samfundstilstande, som vi endnu ikke aner. Havde jeg været i Stortinget, havde jeg rejst mig mod Hagerup i dette. Vore Politikere skaber sig saa ofte om til Jurister og begaar den Fejl, at de bare regner med de For- hold, som er, og naar man nævner Voldgiftssagen, saa siger de, at der er ikke Sikkerhed. De regner ikke med, hvor- ledes det vil se ud i Menneskenes Følelse, naar slige Domme har faldt, den ene efter den anden, og alle staar, og Trak- taterne gjælder Folk og Folk imellem, og der er indgaaet en Mængde af dem. De regner ikke med, at Menneskenes Hjerne forandres, at naar Forholdene selv forandres, æn- dres Meningerne med dem. Det glemmer Juristerne og ofte Politikerne med. Vi mener med Voldgiftsdomstole saadanne, som skal staa der færdige paa Forhaand og ta fra os hvilkesomhelst Stridigheder. De er vor egentlige Udenrigsminister, og den Neutralitet, vi vil holde, er Intet, før selve Instrumentet SIDE: 362 staar der, som tar Faren væk. Dette paa Forhaand at faa afgjort, at alle Stridigheder skal løses ved Voldgift, det er for mig Kjernen i det Hele. Og at faa Sverige med derpaa, deri ligger Kjernen ogsaa i vor Strid med Sverige, for os gjælder det Livet, og did var det, jeg vilde. Og nu tilbage til den svenske Lednings Tvetydighed. Tvetydighed til den ene Side fører ogsaa til Tvetydighed til den anden. Er de tvetydige overfor os, er de det ogsaa i mere. Og naar de paa den ene Side uafladelig ruster og til den anden Side siger Nej til Voldgiftstraktater, da brin- ger de sig i en tvetydig Stilling. Naar de afsætter Lewen- haupt, om hvem vi ved, at han var os god og fredsæl og mod Krigspartiet i Sverige, naar det gjaldt os, og indsætter Grev Douglas, som har skrevet - og dette er hidtil uimod- sagt - en Bog, der anbefaler Norge og Sverige at tiltræde Tremagtsforbundet mod Rusland, saa siger jeg: dette er Tvetydighed. Og det er mod denne Tvetydighed, jeg har dyppet min Pen. Den eneste Maade, vi kan slaa den ned paa, er at gjøre den kjendt. Om man vilde spørge mig, tror du, at Sverige vil have Finland tilbage, - det tror jeg ikke; men derfor kan der være mange Maader at hjælpe Finland paa, og der er san- delig ogsaa ædle Følelser, som her ligger til Grund. Jeg har talt for meget med Svensker til ikke at vide det. Men hvis man spørger mig, om jeg tror, at Sverige vil holde sig en Dør aaben, og at det er derfor det ikke vil være med paa Voldgiftstraktater, saa svarer jeg ja. Ja, om jeg saa skulde dø her, det er min Overbevisning. De vil holde sig en Dør aaben. De ved ikke, hvad der kan hænde, de vil være fuldt rustet, det er deres Stilling, og derfor vil de ikke være med paa Voldgiftstraktater, og det er Grunden til, at de beholder Douglas. Og hvis Svenskerne vil ærligt Spil overfor mig, som jo er en enkelt Mand, saa maa de først og fremst ind- rømme, at det, Bjørnson vil, bare er at faa os ogsaa til at være med paa Voldgiftstraktater; - nuvel, vi skal gjøre det, for at denne Mistanke kan komme væk. Eller lad Douglas gaa som et Tegn paa, at de vil, og jeg skal sandelig ikke skrive et Brev mere, og selv skal jeg være den gladeste af de glade. Men naar de isteden bare kaster sig med det vildeste Raseri over en Enkeltmand, hvad andet kan det betyde, end at de ikke har rent Mel i Posen, det er derfor de er saa rasende. Jeg tror, jeg har sat Fingeren paa Saaret. Og nu skal jeg fortælle, hvordan det gik til, at jeg kom SIDE: 363 til at skrive i den russiske Presse. Det skede, Skam at sige, ved et rent Tilfælde. Uagtet jeg bare er en Nordmand, saa maa jeg faa Lov til i al Beskedenhed at meddele, at jeg er i et Slags Duelforhold med Udenrigsministeren Grev Douglas. Vi skriver hver vor Gang. Men der er den For- skjel, at jeg har ingen til at skrive for mig, og han har mange. Der stod en Artikel i "Posttid- ningen", og den beskyldte os for, at vi i 1895 havde villet angribe Sverige. Og "Allehanda" skyndte sig med at basunere ud: det er Douglas, som har skrevet den. Det er Kar det! Jeg skrev da noget imod, og han eller hans noget imod det igjen. Men noget af det, jeg skrev, kom over i et russisk Blad, et Blad, som Kejseren læser, og hvis Udgiver er Fyrst Ouchtomski, der ledsagede Kejseren paa hans Rejse i Kina og nu er i Spidsen for en Ambassade derhen. Det er til ham, jeg sender mine Korre- spondencer, - en af de mest fremtrædende russiske Poli- tikere. Og derfor behandles jeg nu som af den norske Højrepresse. De tror bestemt, at jeg siger noget i Rusland, som Russerne ikke ved før. Et Eksempel paa det mod- satte. Efterat jeg havde skrevet, fik jeg fra den russiske Udgiver sendt Udklip af en hel Del tyske Aviser, som kunde vise mig, hvor ilde Tyskerne fordrog Voldgiftstanken. Han fulgte med! Altsaa, en Artikel af mig, som blev oversat paa Russisk uden mit Vidende af en Mand, jeg aldrig har seet, - og derover rejser der sig et Spektakel i Sverige over alle Grænser. Alle Navne gaar an. Og de neder- drægtigste Beskyldninger. Ja, en god gammel Ven af mig truede endog Norge med Krig i den Anledning. Da syntes jeg, det gik for vidt. Og jeg bestemte mig til, at nu vilde jeg skrive ogsaa i den russiske Presse. Der maatte da være Maade med alt. Det gik da ikke an at lade os diktere fra Sverige alt heller. Og jeg tror, at I, enten I er Højre eller Venstre, vil være enige i, at dette var det eneste Svar. Og nu ivaar tog den Duel, jeg talte om, en forunderlig Fart. Jeg var i Udlandet og læste den ene gemene Artikel om Norge efter den anden i tyske Blade. Jeg kom virkelig til at tænke paa det hemmelige Fond. I et Blad læste jeg Gang paa Gang de nederdrægtigste Beskyldninger mod os, vi blev rakket ned som Folk, i vor Økonomi, vi blev gjort til Humbugmagere og Svindlere, og jeg forsøgte tre Gange at faa nogle Linjer ind til vort Forsvar, men alle tre Gange forgjæves. Jeg kom virkelig til at tænke paa det hemmelige Fond. Og nu lægger jeg samme Maalestok paa dette. Er SIDE: 364 det Tyskland, som har Interesse af at stænge mig ude fra at svare? Jeg er jo en gammel Journalist, der var intet at sige paa Formerne, jeg kjender dem, naar jeg vil bruge dem. Nej, hvem havde Interesse deraf? Ja, det behøver jeg vist ikke engang at sige. Men da jeg svarte paa en Artikel i det udbredte "Daily Chronicle" i London, der var som fra "Posttidningen" selv, da kom mit Svar ind paa en fornem Plads i Bladet og med en smigrende Ind- ledning. Og min Agent i London underrettede mig om, at Redaktøren havde sagt, at det kun skyldtes hans Fra- værelse fra London, at den svenske Artikel var kommet ind. Og derfor satte han nu mit Svar paa den beste Plads for at vise, at han stod paa Norges Side. Jeg synes ikke, jeg skal overfaldes for en saadan Virksomhed i mit Lands Tjeneste. Men Højrepressen taler om de "Bjørnsonske Skriverier", - det er, som jeg ikke kunde skrive længer heller! Og nu vil jeg tale lidt om Højrepressen. I har altsaa hørt om de Bagvaskelser, som udspredes mod os i udenlandske Blade. Svarte Højrepressen paa dem? Nej, men den forfulgte mig, naar jeg svarte. Dette er denne skamløse Presses Opførsel. Naar de skreg mod mig i Sverige: lömskt, rakte den sig paa Tæerne og hvinte: lumskt! Og naar det hed fosterlandsförrädare, skreg de Fædrelandsforræder efter, og fandt de derinde op et nyt Ord brodermördare, saa svarte Ekkoet her Brodermorder straks. Ti et Ekko fra Sverige er det, de er. Jeg ved, at der nu er en Grænse, hvor denne Presse og vi mødes, at hvis Sverige kommer med Vaaben, vender de sine Penne mod Sverige. De er dog vokset did, og denne Vækst er dem til Hæder. Men det er det besynderlige, at de kjender ingen anden Grænse end den materielle, ingen anden end Kjølen, som om der ingen aandelig Grænse var, og som om ikke ogsaa den kunde trues. Men naar jeg taler om Højrepressen, forvarer jeg mig mod, at jeg slaar den sammen med Højrepartiet; det er for en stor Del bedre end sin Presse. Det lærte jeg paa min Rejse nu nylig og paa en saa glædelig Maade, at jeg aldrig skal glemme det. En stor Del af denne Højrepressens Forsyndelse kom- mer af, - ja jeg kan gjerne sige det i en liden Historie. En Højredame, der disputerte med en Dame af Venstre om disse Festerne for mig, hvor der ogsaa var Højrefolk med, mente, at hvis det havde gjældt en Digter, som bekjendte SIDE: 365 sig til Højre, saa vilde nok ikke Venstre gaaet i Fest for ham. Venstredamen fandt, at Eksemplet laa fjernt; for I har ingen Digtere, ingen Kunstnere af Rang, ingen af dem, der som Nansen lægger Glans over Landet. Højredamen begyndte at graate. Men hvorfor graat hun? For Højre har da ogsaa Sit. De har det jo i Videnskaben. Jeg be- høver bare at nævne Yngvar Nielsen, L. L. Daae og Mor- genstierne. Store Kilder for en upar- tisk Videnskab. De bærer hele Norge. Hvorfor nævnte hun ikke dem? Nej, hun følte uvilkaarligt, at Digterne og Kunstnerne har mere af et Folks Instinkt, at det er dem, som er foran paa den Led, Folket skal frem, at det er gjennem dem, Fremtiden taler, at det Lys, som skinner i dem, skinner foran der, hvor vi skal hen. Det er denne Fremtid, som Højre ikke har instinktmæssig Bud fra, fordi de har ingen Fremtid. De, som er foran, er det i Kraft af sin Fantasi, og i dens Lys ser de, hvad som skal komme, og derfor har vi dem, og de har dem ikke. Og hvad der undskylder denne Presse, det er, at den ikke ejer et eneste Talent. I sin Talentløshed spriker den sig ud og sparker med store, grove Ord, medens den, der har Talent, blandt andet forsøger at karakterisere. Den har intet Talent uden Prokuratortalentet, den kan bare én Kunst: Bagvaskelsens. Af Armod, af Fattigdom bærer de sig ad, som de gjør, og derfor er de ogsaa blet bare slige Red- skaber, som de nu er det for Sverige. Saa jammerlig er denne Presse i sin Talentløshed, at den endog har sat ud, at jeg skulde være forlokket af russiske Spioner, der skulde nok ogsaa være Damer med. Det, som jeg skriver ud af min inderste Overbevisning for at tvinge Sverige til at gaa Fredens Vej og forlade Tvetydighedens, det er Spioners Værk. Sligt skriver de talentløse jammer- lige Figurer, som for Tiden udgjør den norske Højrepresse. Og nu staar vi foran Valget. Tag denne Skam fra os! Lad ikke vore Fjelde gjenlyde af svenske Ekkoer, vask Landet, lad dette herlige Land faa være sig selv. Jeg rejste nedover idag, og Uvejret var over, og Skodderne lettede, og de store Gaarde kom frem, - slig skal Taagerne lette over dette Land, og det skal skinne norskt. Sørg for det! De Valg, vi nu skal gjøre, er ikke Valg for at faa dette eller hint frem mod Sverige. De Forhandlinger, som er indledet, deres Udfald faar vi afvente. Men de kan øge den norske Æresfølelse, ved at vi kommer stærkere igjen, end da vi gik ud for at stemme. Vi skal redde Flaget SIDE: 366 og Flertallets Program. Hvorledes vilde det se ud, om vi kom med Flaget strøget og Flertalsprogrammet dragende i Smudset og bad Sverige om Ligestillethed? Øg Æres- følelsen, saa slig Skjændselstale mod norske Patrioter dør og alt, som har Sammenhæng dermed! Øg Æresfølelsen, og vi skal sejre stort i de Valg, som kommer! SIDE: 367 Bjørnstjerne Bjørnson Tale paa Olavsdagen 29. Juli 1897. Kong Olav Haraldsson og Olav den Hellige er ikke den samme. Den første, som vi kjender ham fra Snorre og vore Historikere, er bare Fodstykke for den andre, som i fem hundre Aar steg saa højt og gjorde saa stor Gjerning i det norske Folk, at ingen norskfødt naar ham til Ankelen. Det kunde ikke have været saa, hvis ikke ogsaa den første, kong Olav Haraldsson selv, havde været en stor Mand, - større end han nu ofte synes. Protestantismen har havt sin Mening med at forkorte ham, og den Bonde- forgudelse, vi har gaat igjennem, og som i Grunden intet andet var end Selvopholdelsesdrift og derfor gjorde mere godt end ondt, - den forledede mange til at tage Parti for Bønderne mod Kongen. Men det er omtrent som at tage Parti med Jøderne mod Jesus. Olav Haraldsson var det Nye, var Kulturbæreren: i hans Retfærdighed og Død skulde de andre fornyes. De trængte saare til det. Snorre Sturlesson har set ham, som han var; hos ham har Olav Haraldsson sin fulde Højde. Snorre samler sin Dom i disse faa Ord: "Landsfolket rejste sig mod Olav, fordi han var retfærdig. Men Olav vilde heller opgive sit Kongedøme end sin Retfærdighed." Et stolt Eftermæle for en Konge-Reformator. Kong Olav Haraldsson vilde bygge den retfærdige Guds Trone over dette Folk; men for hver Sten, han bar op til den, ramlede en ned af hans egen Trone. Han saa det, men blev ved at bære op. Og denne Konge, der gav Alt, Rige og Liv, for saa højt et Maal, han begyndte som vild Viking. Der er to Ting, som mest har gjort ham saa kjær for mange, fra vi var unge, og her er den første: han er den udviklingsrigeste Skikkelse i vor Historie. SIDE: 368 Slige som Olav Trygvesson, Peter Wessel, Henrik Wer- geland er født færdige. De lever sit geniale Solvejrsliv fort, i et Drag, og aander sin Sjæl ud - ikke i Døden; den kom over dem som en Tilfældighed, de selv ikke ænset større; nej, i Folkets evige Ungdomssommer. Der blir den ved at være Sjælenes Sjæl. Men Olav Haraldsson er Folket i Vækst. Olav Tryg- vesson kristnet det; men lod det ellers være som det var, og det samme gjorde han med sig selv, glad, ligesæl, straa- lende, uden synderligt Foresyn, hvad ogsaa førte til hans og Rigets Fald. Om Olav Haraldsson fortæller derimod Snorre, at han med Anger omvendte sig selv fra Vikingelivet og alt det som fulgte med. Dernæst vilde han have alle de andre om- vendte. Uden Afslag fordi om en Mand var af høi Byrd. Snorre siger udtrykkelig, at dette var det især, som for- argede. Maal ham paa hans Samtidige i Norge! Fædrelands- begrebet var endnu ikke fæstet; Lydigheden mod Overkon- gen noget mere; men heller ikke den. Det gaar altsaa ikke an at lægge strenge Maal forsaavidt. Men ærlig Færd havde de Begreb om; Svig vidste de, hvad var. Jeg har nu læst Snorres "Olav den Helliges Saga" om igjen. I Skildringens Uvæld og Kunst er den et Mønster for alle Folk og Tider; Emnet er ogsaa det stærkest spændende. Ligevel har jeg ofte ikke aarket at læse mere end et Par Blad paa en Gang, saa væmmedes jeg ved den Falskhed, den underfundige Havesyge, som omgav Kongen. Hvad havde han ikke selv for højt Begreb om Ærlighed; hvor færdedes han ikke sand og trofast iblandt dem! Regner vi med det og tillige med hans herdebrede, blodfulde Kraft, saa kan vi neppe undres ved, at Harmen stundom flød over. Vi undres heller ved, som han kunde tæmme sig. Manden var jo et eneste vold- somt spændt Viljeknytte. Blodet sprængte paa, det stak med Ild; i de mægtige Øjne luet den. Vi maa følge hans Vækst gjennem Med- og Modgang frem til Stiklestad, der han stupte med sin Sag og lagde den og sig selv i Guds Fang, tryg paa, at begge var hans. Da faar vi Ærbødighed. Her var udført et Stykke Arbejde! Se ogsaa paa dem, der fulgte ham i Landflygtigheden eller endog søgte ham der og siden fulgte ham hjem igjen til den sidste Kamp! Her var udført et Stykke Arbejde! Vi kan maale Alvoret paa Sagnlængselen, Sagndigtningen, der følger Toget mod Nord ligesom Trækfuglene Sommeren for at ruge i den. Vi kan maale det paa Kongens Krav til SIDE: 369 dem, som strømmet til ham andetsteds fra, at de skulde lade sig døbe eller gaa sin Vej. Han havde dem Behov, hans Hær var liden mod Bøndernes; men det hjalp ikke. For os kan slig Daab se ud som bare Form. For ham var Daaben et himmelsk Under, der straks omskabte. Der er en Udvikling, som især er Hovedets Sag. Men Olav var en Handlingens Mand, hos ham var Alting døbt af Vilje, og den selv var døbt. Her er det Andet, som mest har gjort ham saa kjær for Mange, fra vi var unge. Af alle som har indvirket paa norsk Skjæbne, er han den viljestærkeste. Det er især Viljemennesket i ham, som har holdt mig fangen fra Gut af. Viljen virket saa umiddelbar, at nogle droges til i Liv og Død, andre taalte ham ikke. Han maatte selv gaa af- veien, for at det han vilde, kunde faa skinne paa dem. Olav Trygvesson var fager og vindende for alle. Olav Haraldsson alene for dem, som blev viljedøbte af ham. Efter Kyndiges Dom var Olav Haraldsson en stor Hær- fører, ligesom han var en udmærket Lovgiver. Dette kunde nok lægge Glans om ham, ligesom hans sømmelige, konge- lige Færd i det Hele. Men det var hans indre Liv, som var det koglende ved ham. Øjnene bar Bud fra det, Væsenet var tungt af det. Som Regel var han faamælt; men hvad han sagde, blev husket; især var hans Raad uforglemmelige. Mangen Gang sagde han forud, hvad som vilde hænde dem, han talte med eller talte om. I hans Hænder var Læge- kraft. Selv hans Allernærmeste havde ærbødig Sky for ham. Den meddelte sig fra dem til hans Fiender. Der var noget ved ham, som fristet dem til at fælde ham; neppe var det gjort, saa forfærdedes de. De maatte gjøre denne Udaad, før de kunde blive bedre. Straks han var død, skede alt, han vilde. Borte var Fremmedherredømet, samlet var Høvdingerne, kristnet var Landet, hans Søn paa Tronen, Norge fik Rang med andre selvstændige Riger, ja, over deres, som nylig havde begjært det. Olav i sit Skrin virket det alt sammen. At han blev Folkets Helgen, faldt af sig selv. Det betyder, at han i de- res Tro blev Norges Overstyrer ved Guds Trone. Den Tids Mennesker følte Sky for selv at tale med Gud; de maatte have en til at gjøre det for sig, en af deres egne, som de vidste stod højt hos Gud. Hvad Olav har faaet af dem at udrette op igjennem Tiderne, skjønner vi atter paa Sagnene; efter dem havde han allerede i levende Live kunnet Alt! Disse Sagn er Troens Af- glans over Folkemindet lige til nu. Det skjønnes ogsaa af SIDE: 370 Pilegrimenes Skare til hans Grav. Fra alle kristne Lande kom de, selv fra de fjerneste; der staar, at Vejene var fulde af dem. Ogsaa denne Skare giver Gjenskin af Nordmæn- denes egen Tro. Det var naturligvis Nordmændene, deres Fortællinger og lysende Øjne, som fra først af havde faaet dem ivej. Vi tør uden Overdrivelse sige, at al norsk Mandsvilje til det Gode i fem hundre Aar søgte hans Forbøn; at alt Held, som fulgte den Enkelte og det Hele, i deres Tro skyld- tes Olav den Hellige. Vore Historikere har neppe værdsat højt nok det Tab, vi led, da vor norske Helgen blev gjort utlæg i Norge. Vi maa sætte os ind i, hvad han betød for hver enkelt: et skinnende Barneminde, et Fang fuldt af Gaver, et Øje over deres Færd, en god Tilflugt, alles Forbeder, Himmelporten. Eller hvad han betød for dem som Frænde. I ham blev de alle Frænder. I hans Martyrdød blev de ét Folk; den gjorde Ende paa Fremmedherredømet. Han var Landets Værn, dets Fane, dets Lov, dets højeste Ærestinde. Vi maa prøve at forstaa, hvordan det tog sig ud for dem, da han havde været dette i fem hundre Aar, og det saa lærtes, at Altsammen var Bedrag. At det var unyttig at bede Hellig Olav hjælpe dem hos Gud. Ja det var Synd. Hvis denne Synd gjentog sig, var det Sjæls Fortabelse. Vi kan maale Harmen og Sorgen paa, at saa mange af de Præ- ster, som lærte det, uden videre blev slaat ihjæl. Vi skjøn- ner, hvor nær det var, at de fleste blev slaat ihjæl. Havde de bare havt ledende Mænd! Men det havde de ikke. Vi maa prøve at forstaa, hvad de tabte i Mod, i Tro paa sig selv, vore Forfædre, dengang de saa, at Intet skede, Intet nyttet. Da Hellig Olav og Jomfru Maria, Jomfru Maria og Hellig Olav blev udjaget af Landet, deres Kirker vanhelli- get og ranet, ofte ødelagt. De maatte da vel føle det, som de selv var gjort utlæg. Olav den Helliges Land uden Olav, det maatte for de fleste være som Landet var bestemt til at dø. Hjertet var skaaret ud af det. Slig Troskab og slig Smerte er ikke Tab i og for sig. Dengang naadde det norske Folk større Dybde i Følelsen. End de Samtaler de havde, naar de i den Tid mødtes! Og den hemmelige Gudstjeneste med Hellig Olav blandt sig! SIDE: 371 At have noget saa inderlig kjært gjør Livet rigere; at tabe det med Smerte gjør den poetiske Undergrund rigere. Hel- lig Olav findes igjen i Folkesjælen. Han har været med at lægge Strenge i den og at stemme den. Vi vil nok skjønne det, straks Olavsdagen varsles. Skjønt det sker efter flere hundre Aars Fravær, skal vi nok faa høre, at her har vi stødt paa en gammel Vise, som engang laa paa alles Munde. Den synger sig selv. Ja, som det gaar med Draumkvædet i vore Dage, net- op nu udgravet igjen. Der sidder vi og kjender det, skjønt Visen, siger lærde Mænd, er fra Aar tolv hundre og tyve, eller saa omtrent. De samme lærde Mænd mener, at Kva- det netop er laget om Hellig Olav og skildrer et Syn ind i det store Ukjendte, som han har faaet Lykke til, Olaf den benaadede Søn, Olav den høitelskede Søn, som Navnet Olav Aastesøn betyder. At høre Draumkvædet er som at føres dybere og dybere ind i en gammel Minegang i Folkemindet. Engang for mange hundre Aar siden fyldtes den i en Skade- flom og blev halvvejs glemt. Aldeles som det gik med Olavsdagen! Fra denne gamle Minegangen i Folkemindet, som nu atter aabnes, skal vi nok atter bryde nye Gange til begge Sider og drage megen Rigdom frem. Jeg spaar, at naar Klokkerne kimer for Olavsdagen over det hele Land, vil vi kjende det, som ringet det - ikke fra bare Bakken, som Kirkerne vore nu almindelig staar paa, men fra Bjørkelien, fra Gran- og Furuholtet, fra Havskjæ- ret. Det vil kjendes som den norske Naturen da flytter tættere til. Og som vi selv gaar tilmødes med Forfædrene vore, ikke dem alene, som vi selv har kjendt, nej, dem, som har brudt op Landet for os med Sværd og Plog og Sang og Lov. De, som faldt paa begge Sider for os ved Stikle- stad, og paa saa mangen anden Plads, deriblandt den, vi nu staar paa. Og de, som i stille Arbejde gjenrejste Lan- det for os efter hver Ufærd, som de Styrende førte det op i. Jeg spaar, at de, som taler i Kirkerne paa Olavsdagen, kommer til at tale om mere end Jøderne og Jødeland; de kommer ogsaa til at tale lidt om Norge og Nordmændene. Altsaa ikke fra bare Bakken, de heller. Ligesaa vil det gaa med Sangene derinde, Salmerne. De vil komme til at lægge Tone til mere end vor Sjæle- pine og vore Drømme om et hinsides. Komme til at smage af vor salte Havkyst, farves af vore Skoglier og af Vinter- SIDE: 372 vejret. Bære Billede af den Skjæbne, som blev Folket til- skaaret af Landet og af Kampene for det og i det. Efterhaanden maa Olavsdagen drage dette udover paa de andre Helgedagene. For det vil snart blive aabenbart, at saaledes vender mange Sind tilbage til Kirken, som nu var borte. Skal Kirken sanke dem ind igjen, maa den søge dem der, de er. Efter den Regel, at ham, du vil vinde, hans Kjærlighed maa du finde. Her er vor! Vi er efterhaanden blevet noget mere end Enkeltmennesker; optaget af mere end vor egen Sjælstil- stand. Vi er blevet et Samfund af Medansvarlige, et Fælles- skab til Fædrelandets Ære og Velfærd. Her er vi, her staar vi nu i en alvorlig Kamp! Endelig engang vil vi atter, hvad Olav vilde: gjøre dette Landet helt til vort. Endelig engang som han fri det helt fra Fremmedherredømet. Det skulde vel ikke være under Kirkens Værdighed at komme med paa det? At mødes med Hellig Olav i det? "Saa længe Olav sad i Kongesædet," siger Snorre, "prø- vet han at gjøre det beste (mærk Ordene "det beste"!): først at fri Folket fra fremmede Herrer, dernæst at om- vende det til den rette Tro, endelig at sætte Lands Lov og Ret." Olav Haraldsson saa det Ene i det Andre. Skulde Kirken i vore Dage ikke ogsaa kunne det? Et selvstændigt Folks retskafne Liv, kan vi sige, var Opgaven. Daglig san- dede Olav, at under Fremmedherredømet kunde vanskelig et retskaffent Liv føres. I det var Fristelse til Tvesind. Endog gjæve Mænd faldt for den; det gav alt for let Skalke- skjul for egen Vinding i et evindeligt Kjøbslag. Dette vilde Olav Haraldsson have Ende paa, om det skulde koste Rige og Liv. Saaledes forstod han sit Kald som Konge og Kri- sten. Er det under Kirkens at vække et saa stort Fore- døme? Han vilde omvende Folket til ærligt norsk Frændesam- fund. Paa Olavsdagen kan de, som taler i Kirkerne, ikke slippe for at fortælle det. Men derfor vil vi ogsaa have Olavsdagen op igjen og Kirkerne aabne paa den. Vi tror, at større Velgjerning kan Kirken ikke gjøre sig selv end atter at formæle sig med Norges Selvstændighedsarbejde. At ingen større Velgjerning kan den nu gjøre os end at rydde ud, hvad som giver Tve- sind i Fædrelandsfølelsen. Den er bestemmende for det meste. Eller tviler nogen paa, at vi atter lider under det? Her staar vi paa Olavs Dag udenfor hans Kirke og kan ikke holde Gudstjeneste der. Den er stængt for vor Tale, for SIDE: 373 saadan norsk Tale, som jeg nu fører. Hvorfor er den stængt? Havde vi vor egen Konge, som ikke behøvde at tage Hensyn til andre end os, var den da stængt? Nej, saa var vi der inde med Kongen som første Mand. Saa hørte han og vi sammen idag, hvorledes Olav Haraldsson levde og døde for dette Folks Selvstændighed, at deri saa han sin kongelige Kristengjerning. Dog - vi skal ikke klage, naar vi kan handle. Man har tvunget os til det. Vi, som har Arven i vort Blod, vi staar her udenfor Kirkevæggen og vil ind med vor natio- nale Sag for at faa den viet og velsignet. Baade vil Kirken selv paa det vinde større Evne iblandt os, og vil den gjøre vor Kamp skjønnere. Fri den fra megen Usseldom, saa den kan bære større Frugt for manges Liv. Det er nemlig ikke Maalet alene, som det kommer an paa. Det er først og fremst Kampen, at vi paa den maa blive bedre. Netop hvad Olav Haraldsson forstod, og hvad han selv blev. Menneskene var og er saa veke, saa falske, saa færdige til Kjøbslag for Freds og Vindings Skyld. Alene i Kampen kan vi renskes. Kampen for en stor, samlende Sag er derfor nu blevet det nødvendigste af alt nødvendigt i dette ufærdige Land, - ufærdigt, fordi Folket er det. Vor nationale Æresfølelse maa blive Gudsfølelse. Her kan Kirken hjælpe. Hermed haster det! At naa den hele Statsselvstændig- hed nu straks, - undertiden, naar jeg ser paa dem, som staar imod os, hvor mange de endnu er, og hvorledes her kjæmpes, da tviler jeg paa, at vi fortjener det. Men at adle vort Sind i Arbejde for et nyskabt Norge, et ved os nyskabt Norge, dermed haster det. Her kan Kirken hjælpe. Op med Kirken paa Olavsdagen! Det gjælder nu som paa Olavs Tid: Norge ligger un- der for fremmed Magt, bare saa længe det ikke er enigt. Et enigt Norge faar hvad det har Ret til, jevnsides andre selvstændige Folk. Norske Bymænd og Bønder: andre tør nu ikke engang ud med Nøklerne til de forskjellige Kirkeporter paa Olavs- dagen, men blir I bare enige, saa husk, at I har Hoved- nøkkelen! Til Kirkerne som til mere. Læg den ind i Røst- seddelen nu til Høsten, den og det norske Flaget, den ene i det andre. Saa hjælper I Barnene til bedre Vilkaar for et retskaffent Liv, end mange af os har havt. Hvorfor kan jeg ikke bede den norske Kvinde om det samme? Hun, som staar i Barneflokken, i en selvstændig SIDE: 374 Gjerning i Hus eller Forretning, hvorfor skal hun have mindre Værdighed og mindre Magt, naar det gjælder Kir- ken og Folkeæren? Men saa venter vi ogsaa af Mændene, at de handler som dem, der har Fuldmagt af flere. Paa Olavsdagen skal Norges selvstændige Fortid frem til Held for en selvstændig Fremtid. Paa den skal begge knyttes sammen i vor Vilje. Kanske er der lidt Arv i den af Olav Haraldssons. Kanske den ogsaa som hans, naar Kirken hjælper, kan vokse i Mod og Offerkraft. Dette Ønske vil vi tilslut samles i! Vi vil løfte det for Kong Olav Haraldssons og vort Fædreland fra denne minde- store Plads. Her har Norges Skjæbne ofte været afgjort. Her har han selv gaat, røslig og mandig med Norge i sit Sind. Sikkerlig saa han Byen med Bakker, Fjord og Fjeld i det Syn, han havde, siste Gang han red ind i Landet. Naar Ønsket løftes herfra, faar det kanske lidt af den Evne, hans Klokke, "Glød", havde derborte fra Clemenskirken: at høres i Dagningen foran Afgjørelsens Stund flere hundre Mil borte. Og da at sætte Brand i Sindene. Leve det gamle, det nye Norge! SIDE: 375 Bjørnstjerne Bjørnson Jakob Sverdrup. ("Ringeren", 27. Nov. 1897.) Dette er et Angreb. Ikke paa den dygtige Skolemand, den nidkjære Præst, den flinke Administrator; endnu mindre paa hans hæderlige Privatliv. Hans Hengivenhed og Elskværdighed som Søn, Bror, Ægtefælle, Far, Ven udgjør den Dag i Dag hans tap- preste Forsvar paa manges Læber. Men det moderne Liv kan tvedele et Menneske, saa det udfolder Egenskaber i det Almene, som neutraliseredes eller overflødiggjordes i det Private. Hermed tænker jeg mindre paa Forskjellen mellem Manden i hans Forretning og i hans Hjem, den, som alle Tider kjender til, og som vistnok har været større før, da Omgangsformerne var haardere. Nu er det neppe ofte, at en Mand kan være en Satan hjemme, fordi han kuedes til at være en Træl ude; eller at en Mand hviler sig hjemme i huslig Idyl efter den opslidende og raa Bøddeltjeneste, han maatte udføre i sin Stilling. Jeg mener nærmest den særegne Tvedeling, som kom- mer frem i den moderne, fri Stat under de offentlige Kampe. Fristelserne som Partimand, Taler, Skribent, Agi- tator, Værdighedsfrier, Formuesamler, Borgerpryd. Den Forstrækning af visse Evner og Karakteregenskaber, som dette kan tvinge frem i den mindre stærke. Hjemme af- spændes saa Nerverne igjen i godmodig Trang til Fred og "Æbleskiver". For at gaa lige paa Sagen: jeg mener Egen- skaber, som - om de ogsaa nu og da meldte sig i Hjem- met og i den tilgrænsende Virksomhed, kanske ogsaa der stundom voldte Ulejlighed - ingen synderlig Betydning fik SIDE: 376 for ham selv, ingen synderlig Skadevirkning for andre, før de vokste vildt i det Rige, som alle og ingen er Herre i, og hvor Grænserne mellem mit og dit, mellem godt og ondt undertiden er lige svævende som Viljerne, der be- stemmer dem, er mange til, og Forholdene lykkelige eller ulykkelige . . . [Et mindre Afsnit er her udeladt.] Jeg agter ikke at skrive Jakob Sverdrups Historie. Jeg vil alene karakterisere en enkelt Side af hans Forhold til vort offentlige Liv. Dertil vil jeg bruge de mest kjendte og mest iøjnespringende Ord og Hændelser. Paa Thinget blev han straks lagt Mærke til ved sin Flid, sin Indsigt, sit slagfærdige Ordskifte i saglig, klar Form. Noget senere ved at han naaede at have Indflydelse uden at vinde Tillid. Livet viser os mange Eksempler her- paa, men neppe i noget Strøg saa mange som i Politikens. Han havde et raskt Øje for den svage Side ved en Sag som ved en Mand og Sans for den belejlige Tid. Navnlig kunde han som ingen anden øge en Mands hemmelige Frygt eller Mistanke; thi han havde den selv. Han var aldrig ledig; hans Virksomhed mellem Bænkene blev frygtet. Ved en enkelt Lejlighed blev den hadet. Det var foran de store Afstemninger om det absolute Veto over norsk Grundlov; Regjering og Reaktion ønskede, at Svenskerne (gjennem Kongen) skulde faa Veto over norsk Grundlov! Efterhvert som den store Afgjørelse nærmede sig, blev han mere og mere ræd - og prøvede at lægge Vanskeligheder i Vejen. Men Stemningen var ham for stærk. Han tog sig op igjen ved et Forsvar, han senere skrev for Venstres Syn og Vilje i denne store Kamp; det er et lidet Mesterværk. Hans Advokatbegavelse har her fejret en Tri- umf. Forsvaret gjorde ogsaa sit til, at han blev valgt med ind i Rigsretstilsynet, og at han i Sejrens Stund gled med ind i Norges første Venstreregjering. Helt uden underjor- disk Arbejde skede vel ikke det sidste - det skjæbne- svangreste for indre norsk Politik i vor Tid. Hans store Onkel havde set sit banebrydende, epoke- gjørende Arbejde kronet med det største Held. Han var Dagens kaarne Mand, forgudet, almægtig. Hans Berømmelse fyldte alle de nordiske Lande, forgyldte det til nu saa ha- dede Parti, som han var Chef for. De vildeste Haab knyt- tede sig til hans Udnævnelse, han herskede over to Tredje- dele af Nationen, hans Navn var deres Program, alle demo- SIDE: 377 kratiske Opgaver havde et Sejerstog ivente, som vilde give Verden Eksempel! Ved ham skulde Norge faa europæisk Betydning i Reformationens fredsommelige Erobringer. Der var imidlertid nogle faa, som ikke delte dette sang- vinske Haab. Nogle faa - men de, som politisk stod ham nærmest og kjendte ham bedst. Da han i Danmark som nybagt norsk Statsminister lod sig fejre af Oppositionen i et offentligt Gilde - noget til da uhørt i al international Omgangsform! - blev der jo flere. Gjennem denne ene Aabenbarelse saa de ind til Sandheden; han havde havt Mænd med i det hjemlige Arbejde, der ikke fulgte ham til Danmark. Johan Sverdrup fortjener sin fulde Ære som veltalende Inspirator, som Ildsjælen i evig Energi og Brand. Uden ham var lidet eller intet naaet. Men det er lige saa visst, at uden udmærket Hjælp og stadig, rolig Vejledning havde disse hans store Foregangsevner gjort Skade ved Siden af at gjøre Gavn. Jeg behøver ikke at godtgjøre det; han be- viste det selv, da hine Mænd blev skyvet tilside. Han havde altid havt et vanskeligt Temperament. Han beherskedes af Karakteregenskaber, som risikerede Sam- arbejdet - og mere og mere, eftersom han blev gammel og ikke længer lagde Baand paa sig. Han havde fra første Færd levet inde i et Spejl. Jeg tror ikke, han læste eller tænkte noget, der slog ham som magtfuldt, uden at han hørte eller saa sig selv sige det. Men denne Selvbeskuelse var ikke tom; i den modellerede han mere end sig selv. Hans kampglødende Revolutionsfantasi satte Problemer, rejste Opgaver; han digtede et nyt Norge omkring sig. Disse Billeder fortryllede ham. Efterhaanden taalte han ingen ved sin Side, saa lidt som Modsigelse. Heller end at en anden skulde have et Initiativ, tog han det fra ham, uden videre tog det! Ofte angreb han den offentlig, som ikke forud havde sikret sig hans Hjælp. Man tænke sig, for en Taalmod og for en Selvbeher- skelse dette krævede hos de Samarbejdende. Den mægtige Bistand, hans voksende Autoritet ydede alt, de elskede at faa frem, gjorde, at de lod den gamle Mand agere, og at de oversaa hans Tilløb til Svig. Denne rolige Overbærenhed skyldtes vel flere, men vistnok især hans nærmeste Med- arbejder, daværende Rektor Steen. De selv gjorde Arbeidet og vænnede de andre til det samme. Om Sverdrup sikrede sig Æren af det, hvad ragede det dem? De holdt sig skades- løse ved at le. SIDE: 378 Men alle skjønner, at Stillingen var slibrig. Det behø- vedes jo bare, at nogen fik gjort Sverdrup mistænksom mod Steen og de andre, at nogen indbildte ham, hvor let det var for Sverdrup at fri sig fra dem, skyve dem tilside. Han kunde gjøre det med hvemsomhelst. Han havde absolut det norske Folk med sig; han behøvede bare at vente paa Val- gene. Altsaa ikke engang at tage Hensyn! Den, som kunde og vilde indbilde ham dette, fordi han utvilsomt troede det selv, var nu kommen. Naturligvis - Johan Sverdrup var af saapas Størrelse, at der maatte en Sag til, paa hvis Platformskive hele Ven- dingen kunde foretages. En Sag, som kunde begejstre ham for nye Sejre med Nederlag for dem, han saa vist ikke el- skede! Hvem elskede han overhovedet? Dersom vi forelagde en fremmed Sjælekjender med hi- storisk Sans det Spørgsmaal: "Hvad Sag tror De, Bror- sønnen brugte?" vilde han utvilsomt svare med et nyt Spørgsmaal: "Var der paa den Tid nogen religiøs Bevæ- gelse i Landet?" Naar der blev svaret ja til det, vilde den Fremmede straks sige: "Han brugte Kirken". Uden at kjende til, at Johan Sverdrups Bror var Præst og altid havde havt stor Indflydelse paa ham, og uden at vide, at Brorsønnen ogsaa var Præst, baaret frem af en pietistisk Strømning, vilde den fremmede Vismand have svaret saa. Forsaavidt er alting i Orden. Men at den gamle Fritænker med Mefistosmilet lod sig indbilde, at hans eget gamle, forsigtige, noksaa beregnende Venstre politisk skulde ville angribe Kristendommen, eller at dette Bonde- og Embedsmandsparti udgjorde nogensom- helst Fare for Kristendommen, det er udenfor al Orden! Det er lige uhyrligt, som at han lod sig indbilde (og ind- bildte Kongen), at samme Parti var "ukonstitutionelt"! Selv havde han samtidigt flere Medlemmer af det i sin Regje- ring! Om vi mindes den Blanding af Fantasteri og Komedie- spil, som var det uheldigste i hans sammensatte Natur, og om vi tager med Gammelmandsærgjerrigheden, som, i Mod- sætning til den yngres, intet har imod at høste, hvor andre har saaet; ja, selv om vi tager med den Skadefryd, han kunde føle forud, naar han tænkte sig en Medbejlers For- legenhed eller Fald - det forklarer ikke "Livssynets" Svin- del. Det forklarer ikke, at den kunde rykke ham saa langt med, at han knuste sit eget store Venstreparti og blev lig- gende under Ruinerne. Her bliver bestandig et Rum SIDE: 379 aabent for Jakob Sverdrup. For hans Overtalelseskunst, hans aarvaagne Iver, hans opfindsomme Mistænkeliggjø- relse, utrættelige Illusionsspejling. Han har saa vist ikke Ære af det; hans Værk er det værste i norsk Politik, uden Spor af Nytte, bare til Tab for alle, ti Aars Tab for vor politiske Udvikling. Men ingen kan nægte, at paa sin Vis var det godt gjort. Hvad der dengang gik istykker for os, det er nu ende- lig ved at repareres. Men én Ting kan ikke mere blive gjort god: den Selvødelæggelse, Johan Sverdrup foretog, den Blottelse af hans Svagheder, som kunde være forblevet Partiets Hemmelighed. Udenfor Flertallets jævne Strøm- retning blev han Bytte for de vildeste Raad. Han prostitu- rede vor Stilling til Sverige, han modarbejdede sin egen Skabning, det parlamentariske Selvstyre, vort vigtigste Værn mod Unionsfarerne, dels ved at ville forcere Kirkesagen frem, før den havde været forelagt Vælgerne, dels ved at slutte taktiske Forbund med Højre mod Venstre! Ja, som "Livssynets" nye Profet endte han med at have flere Medlemmer mod "Livssynet" i sin Regjering, end det var for! Han endte med at regjere uden Program og uden Flertal. Men at leve fra Dag til Dag paa Højres Naade! For en Tid! For en Skam for os og ham! Hvor var vi harme - og hvor var vi haarde mod ham! Som alt dette siden har gjort mig ondt! Men jeg tilstaar, at jeg endnu ikke ved, hvad vi andet kunde have gjort, saa længe han var i sin Brorsøns Vold. Det urigtige er jo, at der in- tet alvorligt forsøgtes for at faa ham ud af den. Selv anede han, at dette bar galt ivej, og følte Smerte ved det. Derom er ikke Tvil. Jeg har været tilstede ved følgende Optrin. Paa Lillehammer under det saakaldte Statsraadsmøde 1888 traadte Sigurd Blekastad frem og fortalte os, at hans Dagsorden til Forsoning af Partierne med Glæde var ved- taget af Johan Sverdrup. Saa kunde vi atter i Valgene have optraadt som samlet Parti. Men mens Blekastad talte for sin Dagsorden, fór en Mand rundt mellem Bænkene, fortalte Blekastad videre, og kom efter sin Rundgang til- bage til den gamle Statsminister med den Besked, at der- som Statsministeren ikke vedtog Dagsordenen, fik den bare 40 Stemmer. Derpaa en kort Ordveksel, og den gamle antog ikke Dagsordenen. "Hvem var Manden?" spurgte jeg nede fra min Plads. Blekastad vendte sig mod Jakob SIDE: 380 Sverdrup, som sad lige ved Kathedret: "Kanske Jakob Sverdrup kan svare paa det?" - "Nej," sagde denne, men ikke højt. Han følte selv, at det Nej ikke forslog, han føj- ede et Nej til. Det blev altsaa to Nej, men, som sagt, høj- mælte var de ikke. Blekastad vendte sit rolige vakre An- sigt, som nu var blevet blegt, bort fra Jakob Sverdrup og til Forsamlingen. "Jeg kan opgive to Stortingsmænd for, at det var Jakob Sverdrup. Saa det er vidnefast." - Jakob Sverdrup dukkede. Jeg sad lige ved og havde ondt af ham. Ja, for Ansvar han har! Det er umuligt at forklare hans Handlemaade ud af Magtsygens dunkle Instinkter alene. Han laa under for et Fantasteri, som forledede ham til en kolossal Fejlregning. Han drømte (sammen med andre) et halvt og helt pieti- stisk norsk Flertal, et kirkeligt Evighedsrige under Johan Sverdrups Førerskab med sig selv som Souschef og Arv- tager, med Oftedal og Christopher Bruun som Indpiskere. Allerede de næste Valg skulde bringe dem det knusende Flertal; dette fremgik baade af "Vestlandsposten" og af "For Kirke og Kultur". Men heller ikke det giver hele Forklaringen. Vi maa ty til Begavelsens Art for at faa frem Vovestykket. Den lider under en paaviselig Indskrænkning. Han, som i sin Tid havde den fulde Lejlighed til Valg (hvad de fleste ikke havde) mellem Vestlandspietismen (Oftedal og Vollan) og Grundtvigs Skole- og Kirkesyn, han valgte det første! - I Stockholm var han med paa at fraskrive os Retten - ikke alene til en egen Udenrigsminister, men ogsaa til en fælles, skjønt han kom didind fra sund Omgang, som ikke var bunden af Aschehoug'ske Fortolkninger. I det demokrati- ske Vestland, der Livsvilkaarene er mere lige end noget andet Sted, rejste han Krig paa Kniven mod den almene Røstret! Han holdt livrædde Taler mod Socialismen! So- cialismens Farer i Norge, og navnlig paa Vestlandet - er det ikke som at ville skræmme f. Eks. Nordfjordingen med Forholdene paa Kreta? Ingen Begavelse i dette Ords alvor- lige Tydning stuper over sligt. Hans Trang til at halvere, falde i Tvil, gjøre Udflugter, ja rende sin Vej i Afgjørelsens Stund er for mig Bevis paa det samme. Naar det nemlig ikke grunder i konstitutionel Svaghed (han er jo ikke sva- gelig), saa røber denne modløse Færd Mangel paa Syn. Ligesom alle hans raske, saakaldte "praktiske" Overgange og Udveje; der er ingen Plan i det. Han render urolig SIDE: 381 efter mange smaa Ting, fordi han ikke har Evne til én stor. Men allerstærkest kom Mangelen frem i selve den Sags Behandling, som dog maa kaldes hans kjæreste, en fastere indre og ydre Ordning af Kirken. Den har sin Ret, og der var noget i Forslaget, alle kunde slutte sig om. Men at ville true den frem uden først at forelægge Valgene den, altsaa ukonstitutionelt, at tage med Momenter, som tydelig for al Verden røbede Magtsyge med Kirken som Middel, det ødelagde den med rette for mange og lange Tider. En virkelig Begavelse bærer sig ikke saadan ad. Den For- kjætring, han altid staar rede med, viser ogsaa, at han bor trangt. Han har særdeles vel skolede Evner, og de nyder Til- førsel. En snarraadig Logik, som gjør ham farlig i et Ord- skifte og dygtig i en Administration. Hans Iver, hans Ihær- dighed gjør overlegent Brug af denne Logik under Over- talelse paa Tomandshaand. Men Evnerne er uden Op- rindelighed og Styrke; Advokatens behændige Ordning af givne Argumenter i agitatorisk Øjemed karakteriserer endog hans Prækener. [fotnotemerke] Alt i alt: som han nu engang er udrustet, har mangen en Biskop med talrig og taknemlig Hjord, mangen en Stats- mand med særegen Indflydelse, ja med Ledningsgave, ikke større, ikke andre Evner. Hvad er det da, som gjør, at denne Mand med det udadlelige Privatliv, den store Elsk- værdighed og Omgjængelighed, og som til og med har faaet den fuldeste Brug for sin særegne Begavelse som snarraa- dig Debattant, gløg Administrator, dygtig Prædikant, ikke bliver hverken Biskop eller ledende Statsmand, men ender med at være uden fast Tilslutning nogetsteds? Det volder hans selviske Uro, hans politiske Urede- lighed. Jeg havde ikke sat mig til udførlig at eftervise dette, hvis jeg ikke saa noget typisk i ham, som har faaet uhel- dig Indflydelse paa vor Politik. Til for nogle Aar siden var vor Politik en noksaa renslig Ting. En og anden havde maaske bænket lidt paa sin "Overbevisning" for en Bankpost, for et Embede; Partidisciplinen havde draget nogle længer med, end de trygt turde forsvare. Men no- Fotnote: En Kvinde fortalte mig: Jeg havde aldrig hørt noget aandfuldere end en Præken af Jakob Sverdrup - indtil jeg læste Drummond: derfra var den. SIDE: 382 get i Stil med det, som skede, da "Livssynet" skulde regjere Norge, Venstre sprænges, Alexander Kiellands Poesi vrages, Smaaløgn og Svig gjøres til offentlige Statstjenere, og saa tilsidst selve Livssynet offres og Parlamentarismen offres, bare for at holde Mændene oppe, og vor store Høvding herunder klædes naken til almen Udstilling og Spot - no- get saadant havde vi aldrig oplevet! Vi maatte alle tro, at dette forblev hans siste Bedrift. Nej, - ikke før havde han ved en ren Tilfældighed faaet i sin Magt 1895 at hin- dre et neutralt Forhandlingsministerium under Bonnevies Førerskab (som dengang vilde have været meget gunstigt for Norge), saa hindrede han det ogsaa! Grunden? Han var selv ikke med!! Der hører en Ubluhed til, som ogsaa er ny i norsk Politik - og nødig maa have Fort- sættelse. Foran næstsidste Valg stod han paa et offentligt Møde i Leikanger (hans forrige Præstegjæld, der han engang var enevældig og nu har mistet omtrent hver Mand!), han stod i en offentlig Forsamling og forkyndte: du Bonde, som ejer den vakre Ager derude - den har vel været i din Æt i mange Led - Ætten og du vil tabe den, hvis Venstre sej- rer! - Der er ingen Tvil om, at han sagde det; jeg har nok af Vidner. Men da tør jeg udtale, at kunde slig Strids- maade oversættes til det almene Liv, kunde dens Brøde omgjøres til en strafbar Handling, maatte den vel nærmest føre sin Mand paa Slaveriet. Han tabte i Sammenstødet med Blehr og Vullum. Hvad gjorde han saa? Han sagde: "Er ikke De, hr. Vullum, Fritænker?" En Fritænker maatte for de fleste i den Forsamling være jævngod med Djæve- lens Sendebud, det vidste Jakob Sverdrup. Det var derfor, han sagde det. Saadan Kampmaade kommer fuldkommen i Højde med Forsøget paa at stikke med Kniv bagfra under en fredelig Brydekamp. I dette samme Amt, Jakob Sverdrups Amt, "Livs- synets", er det, at Myrmandsvæsenet florerer som værst. D. v. s. den Trafik, naar Valget nærmer sig, at gjøre Højre- vælgere ved proforma at skaffe fattige Folk Jord, helst ubrugelig Jord. At ville nægte hæderlige Mænd Adgang til at vælge, fordi de er fattige, det har sin historiske Ret; men at faa fattige Folk ved Trusel, Overtalelse, kanske falsk Fremstil- ling til at stemme mod, at de selv eller deres Kamerater skal faa denne Ret, det er uforsvarligt. Det er samvittig- hedsløst. For denne Trafik maa Jakob Sverdrup bære SIDE: 383 Ansvaret. En forhenværende Tilhænger, ja Beundrer af ham, sagde til mig: "I vort Præstegjæld ligger Venstre under med 7 Stemmer. Vi kunde med Lethed gjøre Myr- mænd; men vi kvier os ved det. Hvad siger De?" - Jeg svarede: "Gjør det ikke! Vi har jo mere Ret til det, vi, som lader den fattige Mand dermed hjælpe sig selv. Men bare naar de andre tager til Midlet, kan det undskyldes." Manden var fra Bremanger, saa Jakob Sverdrup, hvis han læser dette, utvilsomt forstaar, hvem han var. Saa kan han med det samme læse sig til Dommen over sig selv. De fortalte overalt derborte om den Foredragsrejse, Jakob Sverdrup havde gjort foran næstsiste Valg, at en saadan indædt Forbitrelse mod de Mænd, som han engang arbejdede sammen med, en saadan Forkjætring af deres Ord og Handlinger og Forvanskning af deres Motiver, havde de dog aldrig hørt. . . . [Et mindre Afsnit er udeladt] Jeg læste nogle af de Hefter, som Benjamin Vogt havde skrevet og omdelt derborte. Slutningsmaaden i dem var i Regelen af følgende Art: Bjørnson bruger Voldgiftssagen i vor Kamp mod Sverige; altsaa er den ham intet i sig selv. - Læser vi Højres Blade derborte, ser vi straks, at de bærer sig ligedan ad. Der opelskes et Falskneri til po- litisk Brug, der indøves en Uærlighed, som vilde være umu- lig, hvis Jakob Sverdrup misbilligede den, men som han nyder godt af, følgelig ogsaa bærer Ansvar for. Ingen Re- præsentant staar nemlig i stærkere Ansvarsforhold til sit Amt, sin Valgkreds end Jakob Sverdrup til Nordre Bergen- hus, hans Fars Amt, det, hvori han selv har været Ung- dommens Lærer, virket som Præst, skrevet og talt som alles Opdrager. Uredelighed under Ordskifte og Afstemning om offent- lige Værdier, Synsmaader, Fremgangslinjer - selv om den ikke bestemmer Hovedresultatet, saa formørker den Forstaaelsen, spilder derved Tiden, trætter Viljerne, smit- ter Hjemmene. Der er et Nationaltab i den, som vi maa modarbejde! Vort Folk har Ære af, at Jakob Sverdrup i Øjeblikket er den rodløseste Politiker i Norge. Næste Gang mister han ogsaa Nordre Bergenhus. Hvor skal han saa hen for at faa Plads? Eller Parti?! Hans eget er færdigt. Sum- men af hans Ihærdighed og Talent i disse Aar (han har SIDE: 384 sikkerligen arbejdet haardere end nogen anden!) er, at han har ødelagt alt omkring sig og sig selv med. I Politiken er mange Bagevjer, der Drivtømret samler sig. I en saadan kan han atter engang lægge sig ind og spille Mester. Men med en Naturnødvendigheds Styrke vil han tredje Gang se alt opløst omkring sig og sig selv i Vaande. Der er Kræfter i ham, som alene Privatlivets naturlige Hegn og Embedets Pligttvang nogenlunde kan holde hjemme under Lov. Kommer de udover, gjør de Skade for os og for ham. Hver Gang mindre for os og mere for ham. SIDE: 385 Bjørnstjerne Bjørnson Brev til Emile Zola. ("Verd. Gang", 21. Januar 1898.) Høistærede Mester, som jeg nu misunder Dem! Hvor gjerne vilde jeg have været i Deres Sted; hvor gjerne vilde jeg have kunnet yde Fædrelandet og Menneskeheden en Tjeneste saa stor, som den De nu yder begge! Ogsaa jeg har erfaret, at det er farligere at ville fra- tage Menneskene et Had end at ville berøve dem en Kjær- lighed. Som Regel har nemlig Hadet et endnu intensere Forbund med Menneskenes Forfængelighed. Mange for- enede Omstændigheder, som har Rødder langt tilbage i Folkets ædle som i dets slette Instinkter, har her skabt en Situation saa voldsom, at tusenaarig Opdragelse og Selv- beherskelse undertrykkes, og Barbarens Skrig og Raahed skræmmer alle tilside. Men De er ikke ræd ham! De gaar mod ham med baade Lyre og Sværd. En enkelt Mand mod Millioner. Det er det stolteste Syn, nogen kan se! Det trængtes til for Frankriges egen Skyld. Jeg kom- mer fra Norden over Tyskland, hvor jeg har opholdt mig en Maaned, lever nu i Italien, jeg læser Bladene og hører Røsterne, - jeg kan forsikre Dem, at Europas Folk i dette Øjeblik ser paa det franske Folk med Forundring og Sorg. Er det saa underligt? To Fakta er nok til at forklare det. Det første faar vi af det netop nu offentliggjorte Anklage- skrift mod Alfred Dreyfus, - et Aktstykke, som allerede i sig selv er uværdigt alvorlige Mænd under saa stort An- svar. Men dette Anklageskrift røber tydeligt, at Alfred Dreyfus er dømt for forræderisk Forhold til Tyskland. Thi blandt Beviserne nævnes, at Dreyfus lettere end andre fran- ske Officerer kunde komme ind i Elsass. Denne Paastand faar straks det alvorligste officielle Dementi fra Elsass's Re- SIDE: 386 gjering. Alfred Dreyfus blev to Gange i samme Aar negtet Adgang til Elsass, den tredie Gang opnaaede han at komme ind og være der i otte Dage, fordi hans Fader var syg. Har nogen hørt, at en Mand, der tjener et Land som Spion, negtes Adgang til dette samme Land? Den keiserlige tyske Regjering har ogsaa officielt meddelt, at Alfred Dreyfus al- drig har været dens Spion. Anklageskriftets Forudsætning er altsaa grundfalsk. Andet Faktum er følgende: Den franske Regjering la- der svare i Pressen, at Anklageskriftet indeholder alene den ene Del af Beviserne for Brøden; den anden Del er hem- meligholdt; den fik alene Dommerne at kjende, da de skul- de raadslaa. Med andre Ord: Alfred Dreyfus er slet ikke dømt, han er afsat, brændemærket, deporteret paa nogle Kameraters hemmelige Godtykke! Den Regjering, som, efter at disse to Fakta er blevet vitterlig, endnu vægrer sig ved at lade Alfred Dreyfus's Proces revidere, maa være den skamløseste, som noget civiliseret Folk har. Saaledes døm- mer Europa. Det har Ret til at se paa et Folk, der taaler en saadan Regjering, som det nu ser paa det franske. Men vær sikker paa, at dette samme Europa, hvad det end tænker om Formen, De gav Deres Brev til Felix Faure, nu beundrer Dem for Deres Daad. Jeg for min ringe Del har altid tænkt, at en Digter maatte have samme Forhold til sine Værker, som Banken har til de Pengesedler, den udsteder: der ligger Valuta i Kjelderne. Vi ser nu, at De har dette sikre, stolte Forhold til de Værker, De har sendt ud iblandt os for at øge Menneske- hedens Mod og Hjertelag. De har selv en Mands Mod og Hjertelag. Deres ærbødige Bjørnstjerne Bjørnson. Roma, Capolecase 15de Januar 1898. SIDE: 387 Bjørnstjerne Bjørnson En Tale, som burde være holdt den 20. Mars. ("Verdens Gang", 28. Mai 1898.) Nylig har man i Berlin paa det mest udmærkede fejret en nordisk Digters 70aars Jubilæum. Man har kaldt ham Nutidens største Dramatiker. Naar man ved, hvilke Forud- sætninger det har at være en stor Dramatiker, end sige den største, saa er dette tillige en Hyldning til de nordiske Folk, til aandelige og sociale Vilkaar, som har avlet hans frie Aand, dens Mod og dens Kunst. Politisk er Norden (og da især Norge) friere end Tyskland. Socialt har Norden længe været bevæget af Spørsmaal, som nu først begynder at naa Tyskland. Religiøst har store Mænd og stærke Strømninger i Nordens Folkeliv (og da især i Danmark) befrugtet Literaturen. Saaledes er Kierkegaards Indflydelse paa Ibsen kjendelig. Selve Folkeoplysningen er af den Art, at Bønder i Norge som i Danmark er trofaste Læsere af Literaturens beste Værker. I alle tre Lande repræsenterer Bønderne for det meste selv sine Valgkredse paa Rigsdagen. I Norge har Bønder været Nationalforsamlingens Præsi- denter og tillige Regjeringsmedlemmer. Saa dybt ned gaar Aandsinteresserne altsaa. Naar Festtalerne i Berlin med rette fremhævede, at Jubilantens Værker var en Ære for den germanske Aand, saa følger heraf, at de især var det for den nordgermanske. Derfor tænker jeg mig, at en af Talerne burde have steget op paa Talerstolen for at sige følgende: "Jeg er af den Mening, at denne Hyldning af Enkelt- mand aldrig gjør godt, uden hvor den forpligter. At nemlig Hyldningen uvilkaarlig maa blive en Befaling til den Hyl- dende. Hvorledes kan vi paa os selv best anvende Drama- tikerens Lære, - derpaa kommer det an!" "Jeg begaar neppe nogen Uret mod ham, naar jeg samler Jubilantens Virksomhed i det Bud: du skal ikke føre tve- SIDE: 388 foldigt Regnskab, du skal ikke tillade nogen eller noget at dele dig i to. Denne Forsyndelse mod dig selv er Aar- sagen til al anden, som til den Forkludring og Fare vi lever i." "Vi optræder som én Person til dagligt, som en anden til Søndags. Som en til Husbrug, som en anden til offent- lig Brug. Vi har en privatborgerlig Moral, og vi har en statsborgerlig do. I meget væsentligt er den første stik modsat den anden. Som Menneske holder vi det for en Skam at gjøre, hvad vi som Politikere, Journalister, Offi- cerer ofte holder det for vor Skyldighed at gjøre, ja, hvori vi sætter vor Ære." "Jeg begaar vel ingen Uret mod nogen i denne For- samling, naar jeg skal anvende denne Lære paa os selv, og da nævner det, som synes mig her at ligge nærmest: nem- lig vort eget Forhold til det nordiske Folkesamfund, som Digteren tilhører. Kanske vi netop her kan finde den første og nærmeste Forpligtelse, hans Lære paalægger os som tyske Borgere, den nemlig: ikke at kunne prise Jubilantens Værker som germanske og epokegjørende uden samtidig at slutte med at fornærme og underkjende den germanske Folkeaand, de er rundne af! Mig synes, vi maa blues, hver Gang vi herefter gaar ud fra, at denne Aand er ringere end vor. Den kan umulig være det, naar den sender os saa store Værker. Følgelig kan vi ikke længer fornærme og underkjende denne Aand i Kulturens Navn. Vi kan altsaa ikke sige, at det, som nu sker i Nordslesvig, sker til de Undertryktes eget Beste. Lige saa lidt kan vi sige, at det sker til vort Beste. Hin Aand staar jo vor egen helt nær. Hos os bæres den alene af omtrent 200,000 Individer, voksede op under andre historiske Kaar end vore. At Tyskland raader over disse 200,000 og over deres Land - naar vi skal se hverandre i Øjnene som ærlige Mennesker, maa vi tilstaa, at det hverken gjør os mægtigere eller tryg- gere. Disse nordiske Mænd og Kvinder synger nordiske Sange, de følger det hjemlige nordiske Aandsliv - naar de tillige lærer tysk Sprog, og hvad Skolen forøvrigt kræver, maa dog vel endelig det store Tyskland kunne taale det? Ikke sandt? Uden at hykle kan vi umulig sige, at her staar nogen paa Lur mod os bag de 200,000! Vi ved det bedre, vi ved, at bag dem staar 9 Millioner Stamfrænder, absolut neutrale - at sige, hvis vi selv vil gjøre dem til det! Det beror nemlig udelukkende paa os. Det beror paa, om vi vil hylde de Principer, som vi bekjender os til i Dag ved at ophøje den nordiske Dramatikers Værker. Skal disse SIDE: 389 Principer træde forpligtende ind i vort Liv, i vort Forhold til ham selv i hans Folks Aand - eller skal de skumme væk med Champagnen? - - -" Det ligner saa altfor meget den øvrige Uvederheftighed, at denne Tale ikke blev holdt i Berlin den 20. Mars. Det kunde derfor synes noksaa haabløst at holde den nu bag- efter. Men Tyskland er stort. I dette Luthers, Lessings, Kants og David Strauss' Land kunde der et eller andet Sted vente en stor Samvittighed, som gjentog Ordene fra et højt Sted. Gjentog dem i Tide og især i Utide i en saadan Form og med saadan Magt, at Hundretusind fik Vilje af dem til at se Sandheden! Der staar skrevet, at hver skal vorde frelst, som ser den. Det, som nu sker i Nordslesvig, er nemlig i sig selv absolut unyttigt og skadeligt, og det er uværdigt for et kulturbærende Folk som det tyske. Jeg har set fremføre til Forsvar, at Danskerne i sin Tid ikke bar sig bedre ad imod de Tyske, da de sad der med Slesvig. Men i det rent tyske Sydslesvig har de Danske aldrig forholdt Befolkningen Undervisning i dens Moders- maal. Endvidere har jeg set de nuværende Overgreb paa Aand og Samvittighed i Østersjøprovinserne fremsat til Forsvar for det, som sker i Nordslesvig. Men jeg bare forundres over, at nogen tror, andres Uret kan være os til opmuntrende Eksempel, og ikke afskrækkende. Endelig har jeg hørt sagt, at en humanere og forstandigere Op- træden i Nordslesvig vilde drage Konsekvenser efter sig baade i Posen og i Elsass-Lothringen, som Tyskland ikke kunde staa sig paa. Vi, som lever udenfor og hører upar- tiske Røster, vi ved, at uden alt det Regjereri, som hersker der, vilde Tilslutningen til Tyskland i begge Landsdele nu være længere fremskreden. Jeg hører Tyskere, som kjender til det, forsikre, at i alle de tre undertvungne Landsdele (Nordslesvig er den tredje) har det ikke gaaet frem for Tyskerne. Herom kan jeg umulig dømme; men alle kan vi forstaa, at Frankrige bag Elsass-Lothringen, og de sla- viske Folk bag Posen nok forklarer det tyske Embeds- væsens Overiver; men Nordens Folk bag de 200,000 Sønder- jyder forklarer den ikke. Her gjør Overiveren bare ondt - og det i en Udstrækning, som det tyske Folk neppe har Anelse om. Jeg skal fortælle noget af det, som nu sker. Skolen og Kirken. Biskop Grundtvig, den store danske Salmedigter, der som saadan neppe har sin Overmand i den kristne Kirke, SIDE: 390 var ogsaa en stor Pædagog. Det skyldes ham mere end nogen anden, hvad dansk Folkeoplysning nu er. Det Aan- dens og Hjertets Liv, som fra de danske Folkehøjskoler har bredt sig udover Landet, har intet Sidestykke. Dets første og umiddelbare Frugt er en højere Æresfølelse, som avler Dygtighed. Den har været med at gjøre Danmarks Land- brug til et Eksempel for andre. Jeg nævner dette først, for det er det mest paatagelige og kan bevises af Statistiken. Men den dyrebareste Frugt er naturligvis: øget Livsglæde, strengere sædelig Vilje, interessefyldt Kundskabstrang, som efterhaanden har velsignet tusen Hjem, der før bare træl- lede. For Nordslesvigerne har jo den danske Folkeoplys- ning med dens Centrum i Bøndernes Højskoler en særegen Tiltrækning. Og den kirkelige Retning, som er uadskillelig fra Folkehøjskolen, ja, er dens Vejleder, har en friere, mere individuel Forkyndelse, ejer en Sang og et Menighedsliv, som Nordslesvigernes Hjerte stunder til. Fra alt dette skal de stænges ude. Af de 700 à 800 Folkeskoler i den dansktalende Del af Slesvig ligger et Par Hundrede i Mellemslesvig, og der blev Dansk straks for- budt. Men i de 600 danske Skoler i Nordslesvig er ogsaa nu al dansk Sprogundervisning forbudt! De faar nogle Timer om Ugen "dansk" Religionsundervisning; men hvad Slags? Da Forældrene selv vilde bøde herpaa ved Vandre- lærere og Vandrelærerinder, saa har man forsøgt at over- bebyrde Børnene med Hjemmelektier og har paakaldt Politihjælp for at tvinge dette igjennem. Saaledes skulde den private Religionsundervisning forpurres. Endvidere har man grebet til det Middel ligefrem at forbyde voksne Per- soner at hjælpe Børnene i dansk Sprog! De Lovregler, som misbruges hertil, daterer sig fra den sørgelige Tid, da brave Folk i Prøjsen forfulgtes under Paaskud af "dema- gogische Umtriebe"! I hin gode, gamle Tid troede man at kunne gaa løs paa Samvittighedsfriheden med Fængsel og Prygl. Reskripterne er nemlig fra 1833 og 1839. Man skulde ikke tro det muligt; men disse Reskripter anvendes nu i Slesvig mod Undervisning eller "Hjælp" i dansk Sprog! Alle danske Privatskoler er lukkede; det er Forældrene forbudt at holde danske Privatlærerinder. Ja, det er For- ældrene forbudt under daglig Mulkt at sende sine Børn paa Skoler i Danmark. Da de Forfulgte saa stiftede en For- ening for at hjælpe uformuende Ungdom, der var færdig med Statsskolen, til at hente ind igjen lidt Kundskab i sit Modersmaal i Danmark, forbyder man al Nordslesvigs SIDE: 391 Ungdom under 21 Aar at modtage Privatundervisning i det danske Sprog i Danmark! Begyndelsen er gjort med Faderløse; men nu begynder man at fratage saadanne Forældre, som sender Børnene bort, Forældreretten! Det lykkes nok; ti alt lykkes for tyske Embedsmænd i Nordslesvig. Vi saa nylig Prøjsens Undervisnings- og Kirkeminister forsvare disse Embedsmænd. Det var et stort Øjeblik. Ti det er altid et stort Øjeblik, naar Kongens Bud højtidelig sættes over Guds. Især naar det gjøres af Skolens og Kir- kens øverste Mand. Guds Bud siger, at det, du vil, Andre skal gjøre mod dig, det gjøre du mod dem. Det iagttager ogsaa den prøjsiske Kirke- og Undervisningsminister, naar det gjælder hans egen Forældreret og hans egne Børn. Men naar det gjælder Forældre og Børn i Nordslesvig, da siger den prøjsiske Undervisnings- og Kirkeminister, at det stik modsatte skal gjælde. Han viser overlegent og haardt dem tilrette, som ikke indrømmer det. Kirke- og Undervisningsministeren ved, at Moders- maalet er den dybeste Jordbund for Religion som for Moral. Han ved derfor ogsaa, at hans Lære her maa virke demoraliserende. I Kulturens Navn sker det altsaa ikke, og det saa meget mindre som det Folkeliv, Nordsles- vigs Børn saaledes skal stænges ude fra, er rigere end det, de piskes ind i ved Politi. Hvad nu Folkekirken angaar, saa er Brugen af det danske Sprog her ofte det allerbedrøveligste; Præsterne kan det ikke. Følgen heraf er naturligvis let at forudse. I den senere Tid har Folkets kirkelige Trang villet rejse Frimenigheder efter dansk Brug. Disse Frimenigheders Bekjendelse er den evangelisk-lutherske; men Menigheds- livet og Forkyndelsen er inderligere. Vedkommende Øvrig- hed lod Folket i Bovlund med store Ofre bygge sin Kirke færdig. Den Dag, de skulde tage den i Brug, mødte to Gendarmer i fuld Uniform og med Pikkelhuer paa Hovedet i Kirken. Der blev sunget en Salme, Frimenighedens Præst holdt en Tale. Men da saa den egentlige Gudstjeneste skulde begynde, skred Gendarmerne ind, opløste Forsamlingen og drev Menigheden ud. I Haderslev byggede de sig ogsaa en Kirke. Men paa Indvielsesdagen marscherede en Politibetjent med klirrende Fodtrin op foran Alteret, oplæste et Forbud mod at benytte Kirken til Religionsøvelse og opfordrede Menigheden til straks at forlade den. Den prøjsiske Forfatning tilsiger alle Statsborgere fri SIDE: 392 Religionsøvelse. Men man finder naturligvis Forordninger frem, som forbyder den i Nordslesvig. Vi ser i Prøjsen den Lære ofte gjentaget, at Kristen- dommen ejer det eneste ægte, faste Grundlag for Statsdan- nelsen. Nylig saa vi endog, at ingen kunde være god Soldat, som ikke var en god Kristen. Men enten gjælder ikke denne Lære for hele Prøjsen, eller ogsaa hører Nordsles- vig ikke til Prøjsen. Ti der er den udelukket; der kan det være det samme med Kristendommen. Forbud mod nordiske Sange. Et stemningsrigt lyrisk Temperament er eget for dette Folk ved Havet paa de bølgeformede Sletter, der synes Havets Fortsættelse. Det danske Folks Literatur har derfor rig og skjøn Lyrik, deres Kunst har et eget blødt lyrisk Foredrag. For Tyskerne maa deres bildende Kunst minde noget om J. P. Jacobsens Noveller, som alle har læst. Efter tyske Kritikere overgaar de i poetisk Aand hele den sam- tidige tyske Novelleliteratur. Danskernes Hoveddigter, Hol- ger Drachmann, er, mener jeg, inden sin Art den største nulevende Lyriker. I vaarlignende, sund Ungdomsfriskhed, i Farveyppighed under stor Horisont, i havagtig ubestemme- lig Trods, i Længsler med lang Farveglans. Men derfor er det danske Folk et syngende Folk som intet, jeg kjender. Og det, de synger, er ikke Viser af let og tvetydig Art, det er Literaturens beste Sange. Skjær saa bort fra dette Folk to hundrede tusen Mænd og Kvinder tilligemed deres dejlige bølgeformede Land med Bakker og Skog bag Havet - og Længslen efter danske Sange bliver flerfoldig stærk! Sæt et Politiøje paa denne Længsel, gjør den til Brøde! Stil Folket under Opsigt lige ind i deres Hus! I 1885 blev seksten - 16 - unge Piger dømte, fordi de i privat Hus havde sunget ædle danske Sange! Er ikke det Synd, som hver dannet Mand og Kvinde fristes til at kalde "Synd imod den hellige Aand"? Det gaar saa vidt, at en norsk Sang, som de Forfulgte havde taget til, fordi danske Sange var forbudte, en norsk Nationalsang, skrevet for lang Tid tilbage om den nordiske Stamme i Fortid, Nutid og Fremtid, en Sang af streng etisk Karakter, som en sønderjydsk Forsamling istemte, blev brugt til Paaskud for at jage Forsamlingen fra hverandre, og ilægge Mødets Formand en Mulkt af 50 Mark! At nogen tror, denne Fornægtelse af sund Sans (som tillige er en Fornærmelse mod Nordens Brødrefolk) tjener en god Sag eller kan føre nogen nærmere til Tyskland! SIDE: 393 Hvad staar Tyskland sig best paa, enten at beholde i sin Besiddelse omtrent 200,000 Nordboere med deres Land saa- ledes, at deres Ophav fornægtes, deres Samvittighed og Følelser krænkes, deres religiøse Sans haanes, deres Samliv forulempes med idelige Trakasserier, eller saaledes, at de frit kan udfolde sine gode Anlæg, fordybe sin Natur i det for dem kjæreste og ædleste og derved naa en Sanddruhed og Pligtfølelse, som i deres statsborgerlige Stilling maa blive til Loyalitet? Forenings- og Forsamlingsfriheden. Intet oplyser bedre, hvor langt Tyskland ligger tilbage for Norden i politisk Frihed, end at hos os hersker der fuldstændig Forenings- og Forsamlingsfrihed. Vi kjender ikke til to Klasser, en privilegeret og en bevogtet. Ej heller til Kjønsforskjel, naar det gjælder at forberede patriotiske og sociale Spørsmaal. I alle tre nordiske Lande arbejdes for at skaffe Kvin- den baade kommunal og borgerlig Røstret; i Norge staar vi nær ved Maalet. I Prøjsen kan "Kvinder, Elever og Lær- linge" ikke være Medlemmer af, ikke deltage i "politiske Foreninger". For Mænd, som er vante til at have Kvinden med i alt, der er dem selv dyrebart, er jo dette et Aands- tab, et Tab for Slægten. For at blive kvit Kvinderne gjør Politiet i Nordslesvig alt om til "politiske Foreninger". Foredragsforeninger bliver saaledes opløst som "politiske", andre Forsamlinger sprængte under de mest intetsigende Paaskud, endog selskabelige Foreninger mange Steder umu- liggjorte. Det samme har ogsaa været Tilfælde med "Landbo- foreninger". Grunden skjønner vi naturligvis. Nordens Sprog og Interesser skal udryddes. Af samme Aarsag bliver det forbudt danske Under- saatter at holde Foredrag og Oplæsninger i Nordslesvig; ligesaa bliver dansk Skuespil forbudt. "Oberverwaltungs- gericht" i Berlin ophævede det siste Forbud som ulovligt; men saa bliver danske Skuespillerselskaber eller enkelte Skuespillere simpelthen udviste som "lästige". De følges til Grænsen af Politi. Retsplejen. Hvis den var god og upartisk, kunde den rette paa meget. Men da Retssproget er tysk, og Forhandlingerne oversættes af uansvarlige Tolke, som i Regelen er Rets- skriverne, der ikke gider sætte sig ordentlig ind i dansk SIDE: 394 Sprog, saa er her Misforstaaelser paa Misforstaaelser! Man forsikrer mig, at Uskyldige ofte straffes. Men værre end dette er, at Dommerne selv er Med- lemmer af "Foreningen for Tyskhedens Udbredelse i Nord- slesvig". Foreningens Formand er Landsdommer i Flens- borg; i Bestyrelsen sidder Landsdommeren i Aabenraa. Dommerne er næsten overalt Formænd for Stedernes tyske Foreninger, der uvilkaarlig agiterer mod dansk Sprog. Egentlig fintfølende er dette ikke. Dommerne kunde i mange Tilfælde være de ulykkelige Hjemløses Tilflugt. "Væ Victis!" Her var naturligvis mere at tage med; jeg har hele Bunker af Oplysninger, især Afskrifter af Retsprotokoller, liggende foran mig; mit nordiske Hjerte har vaandet sig under Læsningen. Men Hensigten er jo ikke at faa hver ondsindet Beslutning eller Mand gjort forhadt; Hensigten er tvertimod at rette en indtrængende Appel til tysk Rets- følelse eller Godhed. Jeg tviler ikke paa, at begge Dele er der; men jeg er bange for, at de lader sig skræmme af den Fordom og den Fanatisme, som har faaet Magt over dette dyrebare Forhold. I Stedet for at Nordslesvig kunde have rakt Ægteskabsringe til de germanske Stammer i Nord og Syd, er det nu blevet et saaret Vidne, som, hvor det træder op, vækker Medlidenhed og Harme. Heri er ikke langsynet Politik. Ejheller tror jeg, det netop er dette, Historien lærer os: at et moderne Folk i fuld og rig Udvikling kan kues aande- ligt ved at overskjæres, saa den ene Del bliver tilbage paa den anden Side af en vilkaarlig Grænse. Jeg tror, Forsøget er unyttigt. Det er andet og frugtbarere at gjøre end dette! Et stort Folk, rigt paa Krigens og Fredens Erobringer, kunde ogsaa prøve at vinde ved Retfærd og Godhed! Det er ikke helt uden Grund, at den gamle Moralkodeks mener, saadanne Erobringer er værdifuldere. Menneske og Menneske imel- lem har vi erfaret, at det er saa; sjeldnere Folk og Folk imellem. Men det tør være udenfor Tvil, at det er saaledes der ogsaa. Bare at et stort Folk følte sig stærkt nok til at gaa foran og vise det! Vilde det ikke være et vidunderligt Eksempel, og vilde det ikke - i Modsætning til de andre Erobringer - øge Hjertets Skatte, som ikke er de minste, naar det gjælder Slægtens Eje eller Folkets Ævne til Lykke. Hvis jeg forstaar SIDE: 395 Nutidens Forhold rigtig, saa er det i Dag den største Statsvisdom: at øge Hjertets Skatte. Derpaa beror det - mere end paa Pengeskatten og Soldater - om det Hele skal holde sammen. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Fyrst Bismarck. ("Morgenbladet", 6. Sept. 1898.) Siden jeg - Pangermanen! - er bleven udskregen som en Antitysker, holder jeg mig paa Afstand; men inden de Samtidiges Domsforsamling over den store Afdøde stiller jeg mig visselig ikke paa den fiendtlige Side. De ved, at vi arver vore Meninger, som vore Anlæg etc. Jeg er langsomt, men sikkert skreden frem langs den hele Linie af min Viden og Villen. Da Hadet mod Tyskland rasede i Norden, var jeg den første Nordmand, der ved Biskop Grundtvigs Begravelse i Kjøbenhavn erklærede, at vi i Fremtiden maatte gaa med Tyskland. Hvad jeg og mine dengang led under næsten den hele samlede skandi- naviske Presses Angreb, det tier jeg helst om. Men naar jeg efter 25 Aars Forløb ser, at dette Altsammen er glemt i Tyskland, og at jeg udskriges som en Fiende af Tyskland, da krænker dette mig dybt. Er jeg bleven antitysk, fordi jeg ligeoverfor Verden fordømmer den lige saa unyttige som ukloge Undertrykkelse af det nordiske Sprog i Nord- slesvig? Eller fordi jeg mener, at et norsk-svensk For- bund med Tripple-Alliancen er Galskab, ligesom Alt, hvad der kan krænke vor strenge Neutralitet? Eller fordi jeg, gamle Frihedskjæmpe, ikke finder Alt i Nutidens Tyskland smukt og fortræffeligt? Eller fordi jeg ikke kan hade Franskmændene og gjerne vilde hjælpe dem i deres moralske Forvirring? (Dreyfus.) Eller endelig, fordi jeg ønskede, at SIDE: 396 Fyrst Hohenlohe i denne Sag skulde tale det forløsende Sandhedens Ord? Maa man da ganske dølge sin fri Over- bevisning, hvis man vil bevare det tyske Tænkerfolks Sym- pathi? Jeg har aldrig dulgt eller forandret min pangermaniske Overbevisning. Tvertimod har den, trods alle Forsmædel- ser, aldrig været stærkere end nu; thi Amerikas Tilnær- melse til England giver mig nyt Haab om et Forbund mel- lem alle Germaner - der for mig staar som det Skjønneste og Største af alt i Verden. Men naar jeg føler mig som Pangerman, da staar jeg, tiltrods for at jeg er Republikaner, tilvisse ikke anklagende ligeoverfor Fyrst Bismarck, som har gjort Tyskland enigt og stærkt. SIDE: 397 Bjørnstjerne Bjørnson Mine Breve til "Peterburgskija Vjedomosti". [Udgaven af disse Breve fra Slutningen af 1898 havde følgende Fortale:] Disse Breve, som jeg nu har den Ære at forelægge svenske Læsere, har været meget omtalte og omskrevne i Sverige; men ikke læste. Blade, som her skulde være Mel- lemmænd, har fundet at burde holde dem tilbage. Under Læsningen vil mange undres, naar de opdager, at hvad jeg end har sagt om Folkets politiske Ledning, - om Folket selv har jeg bare sagt godt. Lige meget vil de undres, naar de opdager, at ingensteds, hverken direkte eller indirekte, har jeg fremsat som min Mening, at Sverige tæn- ker paa i et Stormagtsforbund at gjenerobre Finland. Denne ligesaa taabelige som ihærdige Anklage tilbagedrives ikke alene af Brevene, men yderligere af Uddrag fra Bladopsæt og Taler, deri jeg har nævnt Sagen (den er jo troet baade i Tyskland og andetsteds), eller har hentydet til den under min Omtale af Stridens Aarsag og Gang. Disse Uddrag fremlægges. Mit eneste - ubetinget mit eneste - Maal med Brevene har været: at faa Sverige til at forene sig med Norge i Arbejde for Voldgiftstraktater som Værn om vor Neutralitet. Saa maatte jeg jo angribe den svenske Lednings Tvetydig- hed. Jeg maatte syne, hvordan det tog sig ud, at den ivrig lod ruste samtidig med, at den afviste Forslag til Voldgifts- traktater. Jeg maatte gjøre dette der, hvor det bed stær- kest. "Peterburgskija Vjedomosti" er et anseet Blad og er det, Zaren fortrinsvis læser. Fordi Voldgiftstraktater var disse Breves eneste Maal, maa de ophøre ved Zarens Afvæbnings-Budskab. Han byder jo nu, hvad Sverige ikke vilde bede om, - derom tviler vel ingen længer? SIDE: 398 Jeg vil ikke tage Hævn over dem, som saa blodig har haanet min Tro paa Imødekommenhed fra Ruslands Side. Jeg lader det bero med stilfærdig at gjentage, hvad jeg altid har sagt: kan Voldgiftstraktater ikke trygge vor Neutralitet helt ud, - de kan da i alle Fald gjøre det vanskeligere at bryde den. Naar Sverige og Norge har en saa forskjellig Mening herom, kommer det af, at netop her støder vi paa det, som dybest skiller disse to Frændefolk. Der er noget gammelt i den svenske Livsanskuelse, som den repræsenteres i deres øverste Lag; noget, som volder, at de har ondt for at tro paa Fredssagen eller paa Ærlig- heden af Ord og Haandslag Folk og Folk imellem. Men Nordmændene kan det. Nordmændene er et ungt Folk, som sætter ind paa sin Tro. De ledende i Sverige kan ikke engang overtale sig til at tro, at Norge mener det ærligt, naar det som selvstændigt Folk tilbyder en Pagt. Det kræver Tvang paa os, Magt over os. Nu er det videre saa, at den, der selv tviler, har ondt ved at forstaa ham, der tror. Det har jeg faaet føle! At jeg af Kjærlighed til Fædreland og Frihed har givet mit Navn hen til saa grænseløs Nedrakking - med korte Afbrydelser har den gaaet paa i over én Menneskealder og har aldrig været stærkere end i det siste! -, det kan man ikke faa i sit Hoved. At nogen af frit Valg, og med per- sonligt Tab paa alle Kanter, saa længe har holdt ud, det maa have andre Aarsager! Det mest karakteristiske derved er, at Mænd, som arbejder for udmærket Betaling i Pres- sen, de har sværest for at forestille sig, at nogen kan yde frivilligt Arbejde. Atter og atter har man slynget ud, at det er for Betalings Skyld, jeg har skrevet mine Breve til tyske, franske, engelske, russiske Blade og Tidsskrifter! Jeg kan oplyse, at ingen af dem har betalt. Selvfølgelig har man endnu mindre kunnet forstaa, at min Ungdoms Kjærlighed til Sveriges stoute Folk er usvækket. Mine Forsikringer herom har ikke engang faaet Vidneret. Men jeg faar finde mig i det. Jeg faar ogsaa finde mig i, at saa mangen en, som til- fældig sidder med en Pen i et Blad, tror, han har en saa meget livligere moralsk Sans end jeg og kan holde mig Fore- læsninger over, hvad som er hæderligt, og hvad som ikke er hæderligt. SIDE: 399 Jeg tænker, at havde jeg ingen stærkere moralsk Sans end de Herrer, saa havde jeg ogsaa gaaet skudfri gjennem deres Middelvejs-Betragtninger. Naar min Virksomhed en- gang tager Slut, og Dommen over den bliver roligere, tænker jeg, det skal vise sig, at med alle mine Fejltagelser er det netop min aarvaagne moralske Sans, som har skabt mine fleste Kampe, og som har gjort, at de Retninger eller de Domme, jeg stod eller faldt for, i Regelen ogsaa blev de sejrende. For at holde mig til Sagen: naar Historien faar Ordet og fortæller os, hvad Magter her var oppe i Striden mellem Sverige og Norge, vil det bedre forstaaes end idag, hvor sund den Moral var, som gjorde opmærksom paa Led- ningens letfærdige Tvetydighed og vilde have den afløst af Voldgiftstraktater udad og fuld Honnør for norsk Selvstæn- dighed indad. Men da vil man ogsaa se, at den Moral var mindre sund, som forsvarte en slig Ledning, og at den Moral var ligefrem slet, som besmykkede dens Fejl og dens Trods med Ord som disse: "det maa da ikke kunne se ud, som Bjørnson skræmte os til det!" Saadan ræsonnerer nemlig uartige Smaagutter og ikke voksent Folk. Ret forbliver Ret, hvem der saa holder Vægtskaalen, og den rigtige Vej er den rigtige Vej, ogsaa om en anden fra først af har ført os ind paa den. Men, som sagt, jeg faar finde mig i det. En Gang bli- ver vel det svenske Demokrati Herre i sit eget Hus. Da vindes vel ogsaa et andet Syn paa de Mænd, som i en vanskelig, reaktionær Tid for dets Skyld eller i dets Sted stod Vagt. Alt dette havde jeg for nogle Aar siden sagt varmere. Nu gjør jeg det alene nødtvungent. Men hvad jeg ikke gjør nødtvungent, det er at sende med en hjertelig Hilsen til frisindet Ungdom i Sverige og til de gamle Venner, som har saad i denne Ungdom! Mange af dem er nu døde, slige som F. T. Borg; jeg mindes ham med dyb Taknemmelighed. Maatte det kommende Sverige være lykkeligt og frit ved Siden af et lykkeligt og frit Norge! Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 400 Bjørnstjerne Bjørnson Forbund skal være! ("Verdens Gang", 20. Juni 1899.) Alle Tilløb til Skandinavisme nu om Dagene, i svensk Form, i dansk Form og i norsk; alle Opvæld af Samfølelse, som saa tit har været stoppet eller formudret, og derfor, naar de atter brød frem, vakte Mistro, - jeg hilser dem med den allerstørste Glæde! Det afskrækker mig ikke det minste, at svenske Sam- røringsønsker er oppe i dem, at dansk Kjærlighed til Slesvig fører sin naturlige Tale gjennem dem, eller at ungdommelig Ildhug fantaserer. Den uudtømmelige Samfølelse, som efter saa mange Uheld og saa megen Modstand altid paany springer ivejret, den er mig Tegn paa større Evner, paa ædlere Higen end Dagens Smaalighed kan mætte; derfor ogsaa Varsel om en Fremtid, som rækker politiske Storspekulanter langt over Hovedet. Umiddelbare Udbrud har det samme ved sig som store Følelser, at de gjør det uægte ved Siden af sig synbart. Der Samfølelsen bryder gjennem, om det bare er ved et Punschegilde, vil den svenske Tale om "Nordens Enhed", der samtidig negter at gaa med i et Neutralitetsforbund, tage sig ud som den er! En Skandinavisme, som siger, at den har Folkenes Selvstændighed til Maal overfor Rusland og Tyskland, mens den skjult og aabenbart stræver med at kværke en Broders Selvstændighed hjemme hos sig selv, - der skal da bare et følt Ord til mellem de tre nordiske Flag paa et Ungdomsmøde, saa staar den der beskjæmmet som en Skolegut, grebet i Fusk. Jeg har fra min Ungdom været Skandinav. Jeg har altid bekjendt den, naar Ideen var sejerrig, som naar den var forfulgt. Men aldrig har jeg ved Skandinavisme forstaaet andet end Forbund mellem selvstændige Folk. Aldrig bliver nogen anden Skandinavisme mulig heller. Det forbyder SIDE: 401 dansk og norsk Vilje, - snart vel ogsaa svensk. Det ædle i dette Folk faar naturligvis atter Overhaand. For mig og mine Fæller var og er Skandinavismen en højere Union, retskafnere end den nuværende mellem Svensker og Nordmænd. Ti i den har det siste Folk ofte ingen Konge og savner endnu idag selvstændigt Organ for de nødvendigste Forhandlinger med et andet Folk. Nu kalder man det: "at udstrø Had", "at være utak- nemlig", naar Nordmænd kjæmper for at naa samme Selv- stændighed som Sverige, som hvert suverænt Folk har. Men kommer Danskerne til, da vil slig Tale tie. Da kan det ikke længer tænkes, at en norsk Udenrigsminister er en Uting, naar begge de andre har sin. Ingen vil nemlig kræve af Danmark i et Neutralitetsforbund, at det skal opgive sin. Med et Neutralitetsforbund maa nemlig al Skandinavisme begynde. Det er lige naturligt, lige uundgaaeligt som at et Ægteskab begynder med Forlovelse. I de første Menneske- aldre kræver Skandinavismen neppe heller nogen anden Form. Hvad der saa vokser, - Efterkommerne om det! Det synes mig, at alle, som ønsker en god Udgang paa den staaende Strid mellem to af Nordens Folk, maa arbejde for at faa det tredje ind med i Forbundet. Men skal dette lykkes, maa vi for vor egen Skyld som for Danskernes faa det til at staa klarere, hvad vi mener er Forbundets Hovedmaal. At det ene og alene er to selv- stændige Folks Forsvar mod ydre Vold gjennem den stren- geste Neutralitet og Værn for denne Neutralitet i Voldgifts- traktater og Hær. At alt, som falder udenfor, ikke fører til Maalet, men fra. At status quo-Politiken i Sveriges ledende Ringe, at Fællesministeren i Norges ledende Højreringe er lige store Utopier. Den første Politik udretter intet; den anden naar intet; ti Flertal for den (end sige to Tredjedels!) samles aldrig i Norge. Nej, vi maa aabne den store, brede Vej ind til et For- bund af den Art, at ogsaa Danmark kan gaa med; vi maa aabne den ved at stifte en Forening, Mænd som Kvinder, alle som ærlig vil Folkenes Selvstændighed og Forbund, en Forening, hvis Slagord skal kunne høres over Kjævl og Strid, og kunne sejre over alle Hændelser, selv Unionens Opløsning. Det Slagord er: "Forbund skal være!" Under én Konge, under to, under Republik, under gode som onde Dage: "Forbund skal være!" Unionen er for mig som for Tusener blevet en Umu- lighed. Men aldrig har der endnu været i mit Sind, at vi ikke skulde have et Forbund. Og som det er gaaet mig, SIDE: 402 tænker jeg, det er gaaet Flertallet i Norge. Hvad der end hænder Unionen, Forbund skal være! Om vi i Norge skred til Valg paa det Slagord idag, jeg tænker, det omtrent blev enstemmigt. Hvordan blev det i Sverige? Den fulde Sikkerhed, som Sverige naarsomhelst kan faa for, at saa tænkes i Norge, - skulde den ikke efterhaanden kunne udrette, at ogsaa Sverige slap sine Overhøjhedsplaner og sine uhyggelige Funderinger paa Tvang - som fuldstæn- dig unødvendige, ja dybt skadelige? Dette Øjeblik maatte vel rykke betydelig nærmere, hvis ogsaa i Sverige Mænd og Kvinder sluttet sig sammen i en Forening med samme Formaal: Forbund skal være! Alt saadant maa jo ske i den belejlige Tid, og den kan jeg ikke kjende. Men det synes mig, at det maatte ske samtidigt i begge Land. Saaledes kunde det best fra Be- gyndelsen af nedlægge en Folkenes Protest mod brutal Vilkaarlighed, end sige Vold, der, saa langt fra at indlede et større Forbund, rydder det, som er, ud af Sindene. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 403 Bjørnstjerne Bjørnson Aabent Brev til Kaptejn Dreyfus. (Efter "Verdens Gang", 23. Sept. 1899.) Jeg er en af de maaske ikke faa, som fra første Stund, det vil sige fra jeg læste om Deres Degradation, sagde til mig selv og til andre: saaledes bærer en Mand sig ad, der er stærk ved sin Uskyld. Derfor ventet jeg og ventet jeg, at Deres Sag skulde bryde op igjen. Jeg saa ikke en fransk Uniform, uden at Deres Ulykke mørknet den. Jeg led med Dem i vaagne Nætter, jeg arbejdet for Dem blandt mine Omgivelser; jeg stiftede en liden Dreyfusmenighed, medens jeg ventet. Hver Vending i Deres Sag fulgte jeg fra Laza- res første Bog. Alt om den, som gav Lys, har jeg læst; først hele Zola-Processen, dernæst det, der førte til Revi- sion, Forhandlingerne for Kassationsretten, Forhandlingerne for den nye Krigsret, altsammen har jeg læst in extenso. Jeg kjender alle de optrædende Personer; jeg tror at kunne se, hvem af Vidnerne mod Dem er blevet til Menedere, hvem som er blinde Fanatikere, hvem som er Faarehoder med Hat paa. Det sørgeligste Syn danner de Brave, som Slyngler har vildledet. Den franske Forfængelighed, som allerede Tacitus fandt ualmindelig, og som utvilsomt har Hovedskylden for man- gen en af Frankriges Ulykker, den er Hovedaarsagen ogsaa til Deres, kjære Kaptejn Dreyfus! Den synes at være størst i Uniform. Ikke alene at franske Generaler umulig kan fejle; men hvad gjælder Kejseres og Kongers Ord mod franske Office- rers? Eller rettere: bare de kan tale sandt! Eller endnu rettere: bare Franskmænd har Lov til at tale. De andre skal tie og høre, hvad Franskmænd har at sige. Dersom de ligefuldt vover at mæle, fordi de nemlig ved, hvordan SIDE: 404 det hænger sammen, saa er dette at blande sig op i et fransk Anliggende, - den værste Majestætsforbrydelse, som endnu er fundet op. Herunder det stærkest Karakterise- rende: andre Folks officielle Dokumenter og Erklæringer bliver til bare Luft mod det, som Franskmænd tror at have opsamlet paa Trapperne, blandt Tjenerskabet, i Papirkurven, i Ovnen og Natstolen! Hvad den øvrige Verden tænker og siger, er allerede af den Grund ligegyldigt, at Franskmænd læser det ikke. De kjender ikke Sprogene. Det franske Sprog er det ene- ste, som har Klarhed og Skjønhed; hvad skal de saa med de andre? Hvis en Franskmand tilfældig kan et fremmed Sprog, er dette nok til at gjøre ham mistænkelig. Mulig- heden for at han er en Forræder, er da meget stor. Se Dreyfus, Picquart, Hartmann, Freystätter! Henri kunde bare Fransk, og dette danner saa at sige Hovedbeviset for hans Hæderlighed. Dersom en Franskmand læser andre Aviser end sine egne og danner sig en anden Mening, for Eksempel om Deres Proces, en Mening overensstemmende med de Folks, der sidder inde med Dokumenterne og Vid- nesbyrdene, saa hører han til et Syndikat, der er stiftet til Frankriges Undergang. Eller han er bestukket af et saadant Syndikat. Alle Fremmede er imidlertid Frankriges Fiender. De foretager sig intet andet end at spekulere paa Frankriges Undergang. Men Frankriges Fiender er des- uden alle Protestanter og alle Jøder, ogsaa de, der bor i Frankrige. Derfor ud med dem! Ud til de andre Fiender! Kun én eneste Undtagelse gjøres, det er med vore Penger. Vore Penger kan faa Lov at komme til Frankrige. Ikke vor Tro, vor Retfærdighedsfølelse, vore Vidnesbyrd; men vore Penger. De, kjære Kaptejn Dreyfus, hører til Fienderne, saa der har De Forklaringen paa, at Dem kan man tiltænke alt Ondt, og Dem kan man behandle som man vil. Ja, Ge- neralens Æresfølelse kræver det. Der er som kjendt en Æresfølelse, som er nøje forbunden med Grusomhed. Vi behøver ikke at gaa til de gamle Sejerstog med de Over- vundne bagbundne foran Sejersvognen, for at finde den; vi behøver bare at tænke paa Dem selv paa Djævleøen, i Lænker og bag Palissader. Den Vellyst, hvormed General Roget nu pinte Dem for Retten, De Ulyksalige, der endnu langt fra var pint nok, skinner over Verden af fransk Kultur og Kristendom. Hvor maa den katolske Kirke, og da især Jesuiterne, tak- kes for, at de med deres hellige Tegn og Ord saa vel har SIDE: 405 bevaret den galliske Grusomhed. Maatte de saa fortsætte, og maatte deres ypperste Elever, de franske Generaler, altid gaa i Spidsen! Nej, hundre tusen Ganger Nej, svares fra hele den øv- rige civiliserede Verden. Højest og stærkest fra en liden energisk Flok, som selv er Franskmænd, Repræsentanter for Frankrigs højeste Geni, Repræsentanter for den ædle Tradition fra Menneskerettighedernes Forkyndelse, der gik over Verden som en Lysstrøm og gav den ny Aand. Disse faa har gjort Oprør. Oprør mod hin farlige Isolation, hint ar- vede Kineseri, som har sine dybe Rødder i den franske Aands Konservatisme, den, der i mindre Tid end ét Hundre- aar har fremtvunget 7 - syv - Revolutioner eller Stats- kup. Selv Deres lille Skjæbne, kjære Kaptejn Dreyfus, syntes længe ikke at kunne ordnes uden Revolution eller Statskup. I Frankrige ender alle Spørsmaal paa Gaden. Men hin lille Flok af Frankrigs Ædleste har rejst en Modstand, som i dette Øjeblik neppe noget andet Land end Frankrige kunde rejse. Af stor Fare fødes stort Mod; af retskaffen Harm fødes trodsigt Geni; af den stærkeste Iso- lation fødes den alle Folk forbrødrende Jesus. End de Stille fra Studerstuerne og Laboratorierne, som vaaget sig ud paa Gaden, der de var fremmede og for- legne, da det gjaldt Retfærdighed og Frankrigs Ære! Bluse- mændene stormet sammen om dem; Hjertelag og Retfær- dighedsfølelse havde de fælles. End Talerne, der stod op under Livsfare. Journalisterne, der grundlagde Blade un- der Ildsvælg som fra en Fæstning mod Fremstormende. Af Helteskaren nævner jeg én éneste, fordi han repræsen- terer det Intimeste i fransk Geni. Han bærer til og med Landets Navn, antagelig fordi saadan Evne trives bedst i Frankrigs Kulturjord: Anatole France. Denne hvide Haand, som Aaret rundt ciselerer i Sølv og Guld og kostelige Stene, 1øftet sig en Dag i rask Bevægelse for at be om Ordet i en Forsamling af Socialister og Anarkister. Den krænkede Sandhed havde gjort Brødre af det hvide og det sodede Haandværk, af Mennesker saa skilte i Tro, i Viden og For- hold, som bodde de i hver sin Verdensdel. Det var et Syn ind i Fremtiden! Ligesom at se Fransk- mænd og Tyskere Side om Side i samme Harm, samme Hengivelse! Hvad gjorde det, at den Mand, Tyskerne her SIDE: 406 forsvaret, var en fransk Officer, en Elsasser med Drømme om Gjenerobring af sit Fædreland? Her mødtes alle i et større Fædreland, i Kamp mod en fælles Fare. Militaris- mens Udskejelse og Selvtægt. Endog tvilsomme Blade og Mænd, som en hæderlig Mand havde ondt for at ta i Haand, - her stod de i samme Geled under samme høje Over- kommando. Man fortæller om de første Kristne, som haabet paa Kristi Gjenkomst, at de paa en bestemt Dag kløv op paa Bjergene for at møde ham, møde ham først, naar han dalte fra Himlen med "Gudsriget" i sin Favn og Engleskaren omkring. Nu ved vi, at saaledes kommer ikke det Rige med mere Retfærd og Lykke i, som hver ung Far og Mor drømmer for sin Æt. Nu ved vi, hvad Slid og Kamp, hvad Offer i Lidelse og Mandefald det har kostet bare at bringe "Guds- riget" saa vidt nær, som vi nu har det - endnu tusen af Aar ifra det! Men det ved vi ogsaa, at denne Længsel er Jordens højeste Kraft. At hver den, som bare en Gang i sit Liv har naad op paa et højt Bjerg og der har skimtet An- dre paa andre Bjerg, spejdende ud efter det samme forjæt- tede Land, højt, højt over Jordens forpinte Forhold, - han er siden ikke til at slaa ned. Hvorledes netop Deres Skjæbne, kjære Kaptejn Drey- fus, blandt saa mange tusen forurettedes, voldte denne Op- stiging og dette Møde af Menneskenes ædleste Higen, - jeg kunde forklare det. Men jeg nøjer mig med at sige: Deres Smerte har forvandlet sig til en Velgjerning for Men- neskeheden. Efter denne Dag vil det blive vanskeligere at gjøre Uret, selv mod en Jøde. Efter denne Dag vil flere modige Mænd og Kvinder end før melde sig til Værgemaal. Og denne lille Smule Fremgang - Verdenslovene tillader ingen større! -, den er et Æresminde over Dem, kjære Kaptejn Dreyfus! Rejst paa Anklagernes Fejltagelser og Forbrydelser, af Forsvarernes Offermod, men først og sist af Deres Lidelse og Deres Standhaftighed. Derfor maa De ikke se paa Deres Skjæbne, som var der bare Ulykke og Ondt i den. Nej, se paa den, som var De den Udvalgte, den, som de hemmelige Magter i Samfun- dets dunkle Selvopholdelsesdrift kaaret sig, da de vilde nøde det Onde til at arbejde dybere mod sin Undergang. Et Tegn, der kaster Lys i Natten. Vi staar nu stærkere bevidst overfor Faren. Paa hele Menneskehedens Vej stir- rer Martyrøjne advarende paa os, langt borte og helt nær. Om Deres Øjne slukkedes imorgen, kjære Kaptejn Dreyfus, SIDE: 407 saa var det bare, forat de skulde faa hin større Glans paa Golgatavejen. Alt nu er De helliget af Sorgen, tvættet af de Millioners Taarer, som har grædt for Dem. Da jeg læste de Breve fra Djævleøen, som De - jeg kan ikke sige skrev, nej blødte Draabe for Draabe, saa følte jeg, at de faldt varme paa mangen en haard Haand og minket dens Kraft til Ondt. Faldt i mange myge Sind og øget deres Trang til at hjælpe Ulykkelige. Jeg saa Dem taalmodig foran Retten, De 1øftet ikke en Anklage, De svaret ikke med Ondt paa Ondt, selv om det jaget sin Aande op i Deres Ansigt. Da tænkte jeg: nu kan han give Eksempel! Da man bragte Dem Tidenden om den siste frygtelige Uret, saa gjaldt Deres første Tanke ikke Dem selv, men Deres Hustru: "Trøst min Hustru!" Min Kjærlighed, min Ærbødighed søger Dem. Jeg kom- mer ikke alene. Hele vort lille norske Folk føler som jeg. Husk, at her er neppe det Hus, som ikke en Avis kommer ind i. Alle spørger de efter Dreyfus, alle er de Deres Venner. Se Fremtiden i det! For det er paa Afstand, Historiens endelige Dom først fornemmes. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 416 Bjørnstjerne Bjørnson Tale ved "de Unges" Fest for Bjørnson paa Grand Hotel 23. Nov. 1899. ("Verdens Gang", 28. Novbr. 1899.) Jeg skulde kun ønske, at jeg kunde takke som jeg vilde for al den Hæder og Glæde, som I viser mig. Men dette er vistnok det seneste Festmaaltid, som er holdt noget Sted i Verden, hvad jeg for mit Vedkommende tager som et Symbol for, at af alle civiliserede Folk er vel vi det, som dækker sit Bord sist. Kanske har det som Forudsætning, at vi har opsparet Kræfter, saa vi kan dække det rigt. Men jeg er desværre ikke længer i den Alder, da jeg holdt de bedste Taler efter Klokken 12 om Natten. Jeg vil begynde med at sige, at jeg havde mine Be- tænkeligheder ved at modtage Indbydelsen til denne Fest, saa kjært det skulde være mig at tale med hver enkelt, der har gjort mig denne Ære, - jeg hører, at foruden mine Venner "Vennerne" skal her ogsaa være tilstede en Del af mine Venner "Fienderne". Naar de alle samler sig til Fest, kommer let noget med, som ikke er ægte, og selv kommer man saa let paa Moden, og da maa man døje Overdrivelserne, der følger med; vi har allerede hørt dem her ikvæld. Naar jeg ligevel bestemte mig for at tage mod den hædrende Indbydelse, saa var det for en større Sags Skyld. I skjønner alle, hvad jeg mener. Festen er for mig Indlæg i en Kamp, som vi maa forstaa at føre tilende. I ved, at ingen Grundlovsbestemmelse kan ændres, uden at Folket er spurt; men vi har ingen Grundlov betydnings- fuldere end vort Sprog, og det vil man ændre, uden at Folket er spurt. Forsamlingen her ikvæld viser, at en Del af den repræ- sentative Ungdom staar paa vor Side, og det er utvilsomt et Vidnesbyrd om, at vi har den væsentlige Del af Ung- dommen med os i denne Kamp. Da falder det af sig selv, at det er til Ungdommen, jeg nu vil tale. SIDE: 417 Vi er et lidet Folk paa omtrent 2 Millioner. Vi kan ikke øge dette Folks Kræfter bedre end ved at komme op i Rækken blandt de Folk, der er flittigst til Arbejde. Vi kan heller ikke paa nogen bedre Maade skaffe os den Respekt, som er vort bedste Værn udad. For Tiden er jeg optaget af et Arbejde, som hører hid. I Almindelighed er Titlen det, man sist finder, naar Arbejdet foreligger færdigt; men i dette Tilfælde var Emnet af en saa tvingende Art, at Titlen blev det første. Den heder: "Laboremus": lad os ar- bejde. Følgelig har jeg i lang Tid sysselsat mig med Tan- ker, som samler sig herom, og hvoraf naturligvis den aller- minste Del flyder ind i selve Værket. Sagen er stor og kan sees fra hundre Sider, jeg nævner ikke engang den Side, som jeg har taget op i det, jeg nu holder paa med. Jeg vil her ikvæld holde mig til, hvad Arbejdet er i vor Udvikling, nemlig den Kraft, som stærkest omsætter alle Muligheder i os til Værdi; der er blandt andet en sund Magt i det, som ikke levner os Tid til Utopier og ørkesløse Storhedsdrømme. Var vi et flittigere Folk, saa var her neppe i dette Øjeblik saa meget Maalstræv iblandt os. Man har sagt, at Arbejdet er Menneskets Maal; deri er jeg uenig. Maalet er at blive lykkelig og at have Overskud til Glæde, og det gjælder derfor at arbejde saaledes, at vi kan have det og hjælpe hverandre til det. Arbejdet er altsaa kun et Middel, men det stærkeste, - jeg kunde sige det eneste, som skaffer Lykke og Glæde. For den Glæde, som Lediggjængeren skaffer sig, den slaar ikke til, saa det bliver fuld Glæde; ti han lever i et saadant Øde, at intet kan fylde det. Den Glæde derimod, som blom- strer op af Arbejdet, den er af beskednere Art; man nøjer sig med meget mindre, fordi man tager en stor Glæde selv af det lille. Man siger om vort Folk, at det i sin Almindelighed ikke er et flittigt Folk, at det har en for langsom Arbejds- takt, ja, mange siger, at det er et dovent Folk. Min kjære Ven, Professor Ernst Sars, har en undskyl- dende Forklaring for enhver Fejl, som man paasiger det norske Folk. Hans Forklaring er den, at vi oprindelig er et Adelsfolk, et Folk af Storherrer, som havde den Forret ikke at arbejde, ja, som endog lagde Foragt paa den, som steg ned fra sin Højde for at dele Arbejdet med sine Under- givne. Da saa Folkets Vilkaar blev andre, saa disse Stor- herrer selv maatte gaa i Spidsen for sine Arbejdere, blev det selvsagt i en værdigere Takt. Og den har vi SIDE: 418 beholdt noget af lige til idag. Vor Dovenskab, eller hvad vi nu skal kalde det, er altsaa egentlig et Adelsmærke. Jeg lader Tingen staa hen. Jeg bare vil erindre om, at Demokrati - og vi er jo nu et demokratisk Folk - Demo- krati vil i denne Forbindelse sige, at de, som arbejder, de er ogsaa de, som styrer. Derfor har vi selv hele Ansvaret af vort Folks Lykke; den kommer i Forhold til vort eget Arbejde. Og dette henvender jeg nu til Ungdommen og tager en Slags Adkomst til det ogsaa deraf, at vi nu be- finder os paa "Grand" - hvor der jo af og til skal sidde unge Mennesker, som ikke overanstrenger sig! Vi maa tage i, og det fra Ungdommen af! Jeg har et Billede i mit Sind af vor Tilstand, som jeg møder, hver Gang jeg kommer hjem fra Udlandet, møder det med Sorg. I ved, at jeg har tilbragt de siste Aar af mit Liv for det meste i Udlandet. Jeg har sagt hvorfor i en Linje, som jeg skrev ned med Graaden i Halsen: Jeg vil fra Syden prøve at bære mere Varme hjem til Norge. Men hver Gang jeg kommer hjem fra Udlandet, møder mig den sørgelig udhugne Skog og de korte Trær, de altfor korte Trær. Og hver Gang siger jeg mig: Havde vi selv været flittigere, saa havde vi skaanet Skogen, som har maattet arbejde for os, saa stod her igjen store Trær, saa havde vi navnlig omkring vore Huse Skygge og Skjønhed. Men det er jo, som der ikke staar et eneste højt Træ igjen i hele Norge, og det er Synd. Jeg faar et Indtryk af det, som er vi Mennesker ogsaa kortere; ti det er sikkert, at en stor, højtstammet Skog gir større Fantasi, giver større Skjøn- hedssans, giver større Tanker til vor Ensomhed under dens Skygger. Det er selve Idealerne, som der bliver mere højtstammede, saa det at lade Skogen vokse, det er at for- længe Landet den rette Vejen. Lad os saa arbejde bredved den voksende Skog, lad vort Arbejde vokse sammen med Stammerne, og lad os i det Haab nu i denne Stund slaa et Glas Champagne paa Roden! SIDE: 419 Bjørnstjerne Bjørnson Tale i Bergen ved en Fest for det "rene Flag." ("Bergens Tidende", 15. Dec. 1899.) Det "rene Flag" blev lovfæstet 10. Dec. 1899. Jeg takker inderlig for Modtagelsen, men jeg maa be- gynde med at sige, at jeg er en Smule desorienteret, først ved at være kommen saa forfærdelig højt op, og for det andet fordi jeg troede, jeg skulde komme med en Festtale, og istedet for det har man annonceret et Foredrag. Jeg vil slet ikke holde et Foredrag. Jeg vil blive tro, det jeg er kommen med; jeg er kommen med den Tanke, at vi skulde sidde ved en hel Del lysende Borde og jeg staa med Glas i Haand og tale til Eder, og saadan vil jeg tale nu. Det ved jeg jo meget godt, at hvordan jeg end taler (og jeg er bange, jeg ikveld ikke kommer til at tale særlig godt), at hvordan jeg end taler, kommer jeg til at staa under den Forventning, I bringer mod mig, naar jeg kommer saa lang- vejs rejsende. I tror, jeg kommer med noget særlig ud- mærket. Dette vidste jeg, før jeg rejste, og naar jeg lige fuldt er rejst, er jeg forberedt paa Skuffelsen. Jeg tager paa mig det Nederlag. Det er ikke Talen, det denne Gang skulde komme an paa. Jeg staar her som Sendemand fra Østland til Vest- land. Jeg vil stille mig under dette samlende Flagmerke som Sendemand fra Østland til Vestland. Jeg er ikke valgt til det. Jeg er kommen af egen Drift efter ærefuldt Kald, og jeg gjør mig til af det, fordi jeg tror mangen en om han end var valgt, rejste han ikke alligevel. De yngre forstaar ikke, hvad jeg mener, fordi de tror, man kan danse fra Bergen og tilbage igjen, men de ældre og de gamle for- staar det. Jeg staar her som Sendemand fra Østlandet til Vest- landet med fuld Tak til Bergenserne. De var det ældste SIDE: 420 Kulturcentrum her i Norge, var længe det eneste, og fordi de var de ældste, saa har de kunnet blive ved at give os rige Gaver til den sidste Dag. Jeg er kommen for at takke for disse rige Gaver. De har været med at give os Væxt op til denne Stund. Uden disse Gaver havde vi ikke naaet den. Jeg kommer ogsaa for at takke for det Frisind og den Selvstændighedens Aand, som har været med at redde dette Flag. Det svigtedes rundt om, og fra de andre af vore større Byer fik det ingen Hjælp, ikke fra Kristiania, ikke fra Trondhjem, Bergen stod alene, men stod! Og saa vilde jeg da gaa over til at tale ved denne Ro- sernes Fest. Rosernes Fest midtvinters. Men førend jeg kan tage de Ord op, som jeg derom har at sige, er det, som jeg fornemmer, at onde Vætter staar udenfor Vindu- erne. Dem maa vi først kyse væk. Med gode Ord skal vi kyse dem væk, og vi skal gjerne gaa udenfor og raabe Or- det Fred og bede dem komme ind! Vi har intet ondt isinde mod nogen, men vi maa faa Fred for dem i vort eget Sind, før vi fuldt ud kan gaa over til at fejre Roser- nes Fest. Det er for det første Sverige, jeg fra denne Plads vil tale til. Om jeg nu kunde blive hørt fra Vesterhavet ind over Halvøen helt til Sverige, saa vilde jeg sige dem det, hvad I alle vilde sige dem, om I stod her i mit Sted hele Norge vilde sige det: det er ikke Eders Farver vi har imod. Dem agter og ærer vi, de gamle historiske, svenske Farver; men det er Eders Farver i vort Flag. Det er ikke Sverige, vi har noget imod, ikke det gamle historiske Folk, som vi meget godt ved i meget er mere storslaaet end vi. Men det er Sveriges Haand i vort. Det er ikke Foreningen, vi har noget imod, den vil vi holde, saa længe det er os muligt. Det er et Forbund med Sverige vi ønsker, men ikke af anden Art end det, hvori vi er et al- deles selvstændigt Folk. Jeg vil være hørt i Sverige, naar jeg paa alle norske Mænds og norske Kvinders Vegne raaber ind til dem: Vor Selvstændighed maa I ikke tro er en Fare for vort For- bund. Den er bare et Pant mere. I vil dog hel- lere være forenet med et Folk, der har samme Æresfølelse, som I selv har. Vi skjønner ligesaa godt som nogen svensk Mand og Kvinde, at vi maa staa sammen, at det er laget slig af Na- turens Haand: Ryg mod Ryg. Vi forstaar saa godt som SIDE: 421 de, at det gjælder Troskab, og den skal de faa fra os, men saa skulde de helt ud respektere vor Selvstændigheds- trang. Jeg synes, de skulde ære dette hos os. Jeg forundrer mig over, at de ikke har en meget højere Følelse af, at Troskaben voxer med Æresfølelsen. Jeg undrer mig over dette. Saa er det de andre, som jeg vil tale til. Det er vore Venner paa den anden Side, Højre. Jeg vil, jeg haaber paa alles Vegne, som er her tilstede, jeg haaber paa hele Ven- stres Vegne, - jeg vil begynde med at takke Højre, fordi de stod sammen med os, saa at det blev til Alvor med Fla- get. Det er mangen en, som ikke forstaar, at det er Tak værd. Men det er mangen Gang tungt for en ærekjær Mand at lyde Loven. Hver Gang det sker som i 1895 og nu igjen i 1899, at de loyalt stiller sig paa vor Side, takker vi dem for det. Og jeg vil minde om, at det utvilsomt var det, som gjorde, at Loven blev respekteret. "Hvad der er Lov i Norge, skal respekteres". Det er Ord, som vi takker for. I maa ikke tro, at Loven var bleven respekteret, hvis ikke et enigt Norge havde staaet bag. Det vil jeg tage som et Varsel; det vilde jeg skulde gaa videre. Nu er her jo en Tilslutning, som byder sig frem af sig selv. Skjønt det er Politik, maa jeg nævne det. Hvem kan holde Fest i Norge uden at tale Politik? Saa- længe jeg har været med, og det er nu en lang Tid, har jeg ikke seet noget Øjeblik saa gunstigt for en Sammen- slutning om en eneste Sag af alle Partier i Norge. Det vi før har stridt om, det er færdigt. Det er kun den unionelle Sag, som staar mellem os, og det er af den kun en eneste Ting, som nu kan løses, og det er Konsulatsagen. Jeg tror, den er Højre ligesaa magtpaaliggende som den er os. Og vi har seet det tredje Parti, det moderate, tage den op. Skulde det ikke være muligt, at vi enedes om denne Sag? Og er det ikke det rette Øjeblik at sige det nu? Skulde det ikke være muligt, at alle tre Partier satte Konsulatsagen op saaledes, at den større Sag om Udenrigsministeren ikke blev rørt eller stanset? Jeg tror, at en saadan Appel maatte kunne naa frem. Vi er da ikke alle først Politikere, først moderate, først Højre, først Venstre? Vi er dog alle først Nordmænd. Om vi fik en liden Pause i at prygle hverandre, en ganske liden Pause, hvori vi samledes om det, som var os alle kjærest. Vi vilde voxe paa det. Vi trænger at voxe. Der er noget i disse Kampe, som minker os. Jeg har seet det paa nær- SIDE: 422 mere Hold. Jeg har havt Lejlighed til det. Vi trænger en Gang imellem at staa sammen uden Strid. Vi vil staa os godt paa det. Saa tænker jeg, jeg herved har faaet de onde Vætter til at gaa fra Vinduet, saa vi føler os for os selv, og da vil jeg sige nogle korte Ord om den Fest, som jeg har tilladt mig at kalde Rosernes Fest midtvinters i Norge. Der blev slaaet paa af den Herre, som indledede, at det var tyve Aar, vi havde holdt paa med denne Sag. Ja, det er ikke den eneste, vi har holdt paa med. Jeg vil faa Lov til at nævne, hvad jeg netop læste i en Avis, som kom- mer ud her i Bergen, at Flaget er det eneste, vi i alle disse Kampens Aar har vundet. Nej, der er noget, som er meget større. Flaget er bare sprunget ud af det, vi har vundet. Vi har vundet en rigere Nationalfølelse; vi har vundet høj- ere Æresfølelse, vi har mere Mod som Folk nu; vi har mere Glæde af at være Nordmænd nu. Vi er da ikke alle sammen i den Grad Jurister, at vi tæller vort Liv efter Paragrafer; der er noget, som er større, højere, noget, som skaber Paragraferne. Og dette er saa meget, at naar jeg ser tilbage paa den Dag, da vi begyndte med Flaget, som paa mangen anden Kampdag i de Tider - der var onde Tider for mange - saa er det mig idag som et Eventyr. Jeg troede nok, men jeg troede ikke, jeg skulde op- leve at staa sammen med et saa modigt, sammenarbejdet Folk som det, jeg staar sammen med her idag. Og da spørger jeg, hvad er der egentlig bagom al den politiske Partistrid, som har skabt den Sejghed, den Frej- dighed, denne voxende Kraft i det norske Folk? Og da min- des jeg en Linje i en Sang fra min Barndom. De plejede i min Barndom at synge ved Bordet, og vi fik være med at høre de vakre Viser. Der er en eneste Linje, jeg aldrig glemmer, den lyder: "Thi der er Foraar i vort Hjerte". Er den ikke gjort her vesterpaa, den Visen, saa er jeg ialfald sikker paa, den er sunget mest her i Bergen. "Thi der er Foraar i vort Hjerte". Naar jeg tænker mig idag, Mor Norge, vor gamle, vor evig unge Mor, ligesom har sat sig hen i Vinter- sneen med Fanget fuldt af Roser, som hun nu vil uddele, og hun begynder at lægge en i hver udstrakt Haand, give dem til hver brun Næve, give dem til hver stilfærdig Bonde- haand, give dem til den unge Gut, til den unge Pige, der SIDE: 423 engang skal blive Mor, - der fæster hun den paa Brystet -, give dem til alle, som ber om at faa bære en Rose; naar jeg ser hende for mig sidde der med Fanget fuldt og gi ud og gi ud, saa undrer jeg mig over, at hun har kun- net det, hun, som engang var saa svag, havde det saa tungt og fattigt, har siddet saa usigelig alene i Hundreder af Aar - forglemt, opgit - der er ikke hundrede Aar siden, der spilledes Terning om hendes Liv - nu sidder hun der rig med Fanget fuldt af Roser, og hun gir til alle, som vil have, - saa spørger jeg op til hende: hvad er det dog for en merkværdig Kraft i dig, at du har kunnet gjøre det? Jeg er da saa sikker paa, at hun smiler til os og siger: "Thi der var Foraar i mit Hjerte". Jeg tænkte saa ofte paa den lange Rejse, jeg nu gjorde, at det var ligesom en Del af hendes Historie, jeg rejste igjen- nem frem til en Stund som denne -: Over de islagte, bare Marker, koldt og haardt, de satte ikke engang Spor, eftersom vi fôr frem, de negtet os Spor, gled forbi, som var vi ikke til, - gjennem trange Dale bugtede vi os frem, opover det snelagte Fjeld, frysende koldt var det, huttetu, - og saa ned gjennem en smal Dal igjen, hvor der var nogle faa fattige Hjem her og der, og saa ud paa denne svarte Fjorden, forbi disse Fjeldene, der stamper ned i Sjøen og siger: "Trold, vær dig selv nok". De skræmte langt borte fra, men alligevel, hist og her nogle ganske smaa Huse, som havde kravlet opover Tæerne paa dem. Kanske havde de Roser indenfor Vinduerne. Ja, saa tænkte jeg: det er, som disse Roser undervejs paa den lange kolde Rejse, vort Folk har gjort, der var altid nogen Roser med. Jeg tænkte paa Holbergs-Rosen midt i vor Vinter. Men saa kom jeg fremover, saa der blev mere Lys fra Land, flere og flere Huse og ligesom varmere omkring mig, kom saa frem til Bergen, og nu er jeg her, hvor der er Roser, hvor alle disse Øjne, jeg kan se mod mig, ogsaa er Roser, som bærer Bud fra dem, de selv grodde op af, Slægt efter Slægt, til det nu er blet til Sum; for denne store Flagrosen, den er bare Sum af alle de hundredetusen smaa. Dette er vor Historie, for vi er jo et Vinterfolk, vi har alt det endnu i os, som Vinteren giver; vi har Kulden, vi har Forsigtigheden, lige indtil det, at vi ikke vover at gjøre noget. Vi har Tvil, vi har Mismod. Om I vil lægge Merke til, hvem der faar Ros for at være en forstandig Mand, er det altid han, som lader være at gjøre noget. Dersom I lægger Merke til, hvem der ansees for at kjende Menneskene og faar Ros for det, det er han, som ser bare SIDE: 424 skidt i dem allesammen. - Aa Herre Gud, hvor ofte jeg fra min tidlige Ungdom har havt en Følelse af, at der var nogen, som havde sat sig i en Baad, gjorde sig tung og vilde drages op mod Strømmen af mig. Jeg sled og halte for at faa den Fyren op mod Strømmen, jeg vidste saa in- derlig godt, at Knegten havde lyst at komme op, men han vilde ikke udsætte sig for Skuffelsen, for Nederlaget, han vilde i Tilfælde ha det over paa mig. Jeg skulde drage, og jeg drog, og drog og drog; thi jeg kan sige med Sandhed: "thi der var Foraar i mit Hjerte" Og jeg er sikker paa, der er intet godhjertet, intet fremad- stræbende Menneske, som nu sidder Ansigt til Ansigt med mig, som ikke ogsaa har havt noget forfærdeligt tungt at drage op mod Strømmen. Det er norsk Arbejde, norsk Vinterarbejde, saa kommer det da an paa, hvormeget For- aar vi har i vort Hjerte. Naar jeg gaar forbi et Vindu, og jeg i Vindue ser en Rose, saa siger jeg mig selv: der inde har de vundet over Vinteren, den lille Rosen der er plejet af en, der har Foraar i sit Hjerte; der er Vinteren over- vunden. Jeg har allerede sagt det før om den store Flag- rose, den er ikke kommet af det politiske Arbejde, den er kommet af os, af de Hjem, vi har skabt, af det gode Mod, vi har lagt til. Naar eg hører dette Spørgsmaal, kan vi komme læn- gere da synes jeg bestandig, det er selve Vinteren, der spørger. Den kolde Fyren, som tager efter os og vil tage fra os, det er han, som spørger, om vi kan komme videre. Men nu ror jeg det, at vi, som er sat saa langt mod Nord, vi har et intimere Forhold, et vundet Forhold til Foraaret, som de andre sydligere Folk ikke har eg tror, Foraaret hos os er ligesom den fine Fjeldblomst, der halvfryser og lever ligevel. Jeg tror, vi har en Evne til at kunne pleje endog den mindste lille Vinterrose, saaledes, at den kan leve og være Symbol i Huset. Vi ser Vaaren i den. Jeg tror, at dette Folk maa kunne naa, hvad det vil, fordi jeg tror, det har meget Foraar i sit Hjerte. Nu maa vi da have saa meget, at vi kan faa Søster- roserne fri. Det er kun dette ene Flag, det private Flag, som er kommet helt frit; de andre har Dækbladene endnu ikke sluppet; det kommer an paa os, hvormeget Foraar vi har i os, om vi faar dem til at springe ud. Jeg vil med det samme sige, at Vinteren havde Tag i Flaget, da de gjorde det til to Flag, et med Split og et i en Kvadrat. Dette med Splitten, det vil splitte, det deler os i to Stænder almindelige skikkelige Folk og Bureaukrater. SIDE: 425 Det er noget vinterkoldt i det, synes jeg. Naar et Folk som Amerikanerne kan hjælpe sig med et eneste Flag, baade til Hverdags og Højtid, baade for Præsidenten og Folket, og naar et Folk som det franske, som har saa stort og gammelt Ry, har et eneste Flag, saa synes jeg, at vi to Millioner Nordmænd ogsaa maatte kunne hjælpe os med et eneste Flag. Vi maa videre som Folk, vi maa faa det, vi endnu ikke har. Denne Fest maa være, som om vi rækker hverandre en Styrkedrik undervejs. Jeg ser ind i dit Øje, og du ser ind i mit Øje, og mit siger tydelig til dig: ja, nu gaar vi videre, og det samme ser jeg i dit: ja, nu gaar vi videre! Vi fester ikke alene for det, som er fuldbyrdet; vi fester ogsaa for at tage Glæde og Mod deraf til at gaa videre; derfor er det, vi fester. Ja, dette var, hvad jeg havde at sige ved Rosernes Fest midtvinters i Norge. Skal vi saa samle os om et Ønske, at det maa gro under det norske Flag, at det maa faa sine Søsterroser til at aabne sig, og at dette maa være Symboler for alt, hvad der aabner sig i Norge, hvis det er sandt, at der er Foraar i vort Hjerte. Et Hurra for vort Flag! SIDE: 430 Bjørnstjerne Bjørnson Slettensagen. ("Verdens Gang", 12. August 1900.) Jeg husker ikke, af hvem jeg først hørte det, at den Ungdom i Soon, som vokste op sammen med Torvald Sletten, er enig om, at han umulig kan have gjort sig skyldig i noget saa forfærdeligt som at myrde sin Plejemor. Kameraternes Dom har i dette Tilfælde den største Betydning; ti Indicierne er tvilsomme, og andet end Indicier har Anklagen mod Torvald Sletten ikke at støtte sig til. Dersom de, der kjendte ham fra Skolebænken af, kan fortælle, at han var en lumsk Fyr, som gjerne kom bag paa Folk; at han havde ondt for at taale Modgang og da gjerne hævnet sig; at han derunder bar sig svært uforsigtig ad, for han kunde ikke andet, - ja da faar Indicierne Vægt. Men siger Kameraterne tværtimod, at han var en grej, godslig Gut, som nød deres Tillid, saa han blev valgt ind i Styret i deres Samlag og ellers ogsaa altid var blandt de foretrukne, - ja da svækkes Indicierne stærkt. Det skulde nemlig være mere end sælsomt, om en helt ung Gut skulde huse og opdrage Anlæg, som under Om- stændigheder kunde føre til Mord paa lyse Dagen og for aabne Døre, uden at Kameraterne (de kvindelige og de mandlige) ikke skulde have stødt paa disse Anlæg før. Ja, jeg siger, det er rent umuligt. At han kunde falde for en Fristelse, som kom braat paa ham under Forhold, han aldrig i sit Liv før havde været ude for, det er en Sag for sig, som neppe nogen kan afgjøre, kanske ikke engang han selv. Men her er jo Tale om et længe forberedt Overfald og ligevel fuldbyrdet med en taabelig Dristighed. De Egen- skaber, som her forudsættes, de vokser ikke anonymt i nogen. Kameraternes Sorg og Harme over Dommen er efter- haanden blevet kjendt, og Følgen er, at en stor Del, kanske SIDE: 431 den største Del af vort Folk, føler sig utryg paa, at her er fældt en retfærdig Dom. Et af Tegnene paa, at Slettensagen ikke kommer til Ro i Folks Sind, er, at svage Hoveder bliver forstyrret af den og snakker og ter sig, som vidste de mere end andre. Et andet af Tegnene er, at ved det mindste Kny af en højlydt Tvil, af en ny Formodning skvætter Folk op og vil have nyt Forhør. Paa mig har Rygtet om den svenske Kramkar med de skule Øjne, den skjæve Skulder virket uhyggeligt. Han skal have været i Bygden netop i de Dage og være blevet bort- vist af Mor Sletten og have truet; - og han har ikke været der siden. Selv om denne Kramkar er uskyldig, saa bør det minde os om, at der er gale Folk imellem os; vi behøver ikke at tænke paa overlagt Mord med dybe Motiver. Men er denne uhyggelige Omstrejfer, som Folk har mis- tænkt, virkelig Morderen, saa kan det jo ogsaa hænde, at han i en vek Stund har betroet sig til nogen. For Eks- empel i Drukkenskab til en Drikkebroder. Jeg kom til at tænke paa det ved at læse om den svenske Kramkaren Numer to, som nylig dukkede op paa en Kafé og graat og svor, at Torvald Sletten var uskyldig; det vidste han. Men staar Sagen slig, at straks en tænker paa den, stiger slige Muligheder op af Uvisheden, ja, da vender jeg tilbage til Torvald Slettens Kamerater. Da blir de bedre Vidner end noget af Indicierne. Kunde der ikke gjøres noget for at faa disse Kameraternes Vidnesbyrd samlede og kjendte? Det, som er gjort under Lagmandsretten, er i saa Henseende langt fra nok. Vægten, som disse Vidnes- byrd har, vokser saa at sige bestandig. Nu er Meningen inden Bygden afklaret og derved paalideligere. Jeg henvender mig herom til Torvald Slettens varm- hjertede Forsvarer. Han har jo selv det bestemte Indtryk, at han har forsvaret en Uskyldig. Bringer han klart frem i Dagen flere, langt flere lignende fra dem, som kjender Torvald Sletten best, kjender ham fra Barn af, - ja, da maa vi andre i Tusenvis slutte os til for at søge Benaad- ningsmagtens Mellemkomst. Ikke bare for at faa Dødsdommen over ham ændret til livsvarigt Fængsel; ti ingen tør tage paa sig at lade en Dom udføre, som de Nærmeste ikke tror paa, og efter dem den store, kanske den største Del af vort Folk. Nej, da maa vi prøve at opnaa mere. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 432 ("Verdens Gang" 1900, 16. Novbr., Nr. 289.) Engang i Tiden var jeg Lærer i Norsk for Artianere. Eksamen Artium toges dengang ved Universitetet. Paa den store Dag, naar Kandidaterne var oppe i Norsk, maatte jeg sidde hjemme og vente paa dem; de vilde alle vide, hvor- dan de havde staaet sig. Og da mit Skjøn viste sig at være noksaa rigtigt, var det blevet Skik, at ogsaa Kandidater fra udenbys Skoler kom for at læse sine Stile op. Et Aar havde de faaet til Opgave: "Kundskab er Magt". Dette havde en Synder fejlhørt; han havde skrevet sin Stil over Opgaven: "Kundskab er Mad". Vi brølte af Latter, allesammen, da han kom og fortalte det. Men Stilen var dygtig. Jeg sagde ham, at dersom hans Fejlhørsel ikke regnedes ham til Last, fik han "Meget godt" for den. Hvis den derimod gjorde det, blev han afvist. "Men," føjede jeg til, "Professorerne er neppe Karer for at tage dette "Enten- Eller" paa sig." (Det var i de Dage, som "Øjeblikkene" havde lynet forbi; Tordenskraldene rullede endnu, Søren Kierkegaard herskede over vore Forestillinger). "De fusker unda Ansvaret og vælger den meningsløse Middelvej at give Dem "Temmelig godt"." Og saa skede. Hvor ofte i Livet har jeg ikke seet Sidestykket! Folk tør ikke tage Ansvaret, som det foreligger i klare Alterna- tiver; de lusker unda ind i en Udflugt. Nu skal vi natur- ligvis opleve det samme i Slettensagen. Enten er Beviserne for Torvalds Skyld aldeles sikre, og da skal han efter vor Lovgivning og vor Retspraksis - en Gut, som har dræbt sin Mor for en liden Vindings Skyld! - miste sit Liv. Eller Beviserne er ikke saa sikre, som Lagretten har troet, og da skal han sættes paa fri Fod, - hvad Mening man selv kan nære om hans Skyld eller Uskyld. Saaledes kommer Sagen til at staa for Regjeringen om nogle Dage, naar Kjæremaalet er ekspederet og Benaad- ningsspørgsmaalet foreligger. Men alle ved forud, at Regjeringen gaar udenom. Tor- vald faar livsvarigt Fængsel. Siden jeg sist skrev, har jeg talt med Torvald Sletten og med hans Kjæreste. Af disse Samtaler har jeg faaet bekræf- tet, at paa Sletten vilde ingen af dem bo. Mor Sletten var dybt forgjældet, og den spæde, klække Ting, Torvalds Kjæ- reste, behøvede ikke at forsikre, at hun aldrig et Øjeblik havde tænkt paa at overtage den besværlige Landhushold- ning paa Sletten; hun kunde simpelthen ikke. SIDE: 433 Derom var Torvald paa det Rene fra først af. De Unge tænkte at flytte ind til Byen, begynde hos hans Far med en Vognmandsforretning "eller noget lignende". Efter mit Skjøn er dette en vigtig Oplysning og fuld- kommen paalidelig. Men jeg skal ikke videre indlade mig paa det; ti for mig samler hele Sagen sig i dette ene: her foreligger ikke et eneste Bevis af den faste, sikre Art som for Eksempel Schmelcks Analyse af Jordarten i Knaps Pengesæk; eller det ene røde Haar, som hang igjen i den trange, flisede Vindueskarm, som Morderen Bell krøb ud af. Tvertimod: alle Beviserne er af den Art, at de først blir Beviser ved, at vi fælder dem ind i en Antagelse; "min Overbevisning" maa skjøte paa Beviserne og lime dem fast. Nu er det saa, at Kriminalsager er min Yndlingslæs- ning; jeg følger dem i alle de Lande, jeg lever i. Derfor siger jeg med Krav paa at høres: jeg havde aldrig turdet, og da især, naar det gjælder Liv og Død, dømme nogen paa "min urokkelige, stærke Overbevisning". Jeg har nem- lig læst om saa mange hæderlige Jurymænds "urokkelige, stærke Overbevisning", saa det var bedre, at de havde hængt sig selv op i den, end at den skulde blive uskyldige Mennesker "til Æres og Livs Fortabelse". Det tør nok hænde, at vi, om vi kom bort fra den selv- gode Raahed: at dømme vore Brødre og Søstre paa "vor urokkelige, stærke Overbevisning", kom til at frikjende Skyldige. Men heller frikjende ti Skyldige end dømme én Uskyldig. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 434 Bjørnstjerne Bjørnson ("Verdens Gang" 8. Mai 1901.) Hr. Redaktør, en ung Ven beder mig rette et Opraab til Studenterne om, at de den 17. Mai samler Tiøringer til et Monument for Nationalsangens Komponist. Studenterne nævnes særskilt, for at nogen særskilt skal føle Ansvar og gaa ivei med at ordne det. Jeg lader Forslaget gaa videre til Bladene; hvis de bil- liger det, maa det kunne udføres endnu paa førstkommende syttende Mai i alle Byer og gjentages de følgende i baade By og Bygd. Gamle Behrens fortalte mig, hvordan det gik til første Gangen den Sang prøvedes i Studenternes Sangforening, at alle kunde sine Partier med én Gang, at den klang straks, at den elskedes straks, og at alle følte: her er vor National- sang kommen! Men han, som havde skabt denne Sang, der staar jevnbred de store Nationers beste, var en Gut under tyve Aar. Sligt umiddelbart Opvæld af Folkefølelse er der i den, høj og blød, storstilet og enkel. Lad nu Tiøringerne trille sammen til en Sang for ham igjen. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 435 Bjørnstjerne Bjørnson Konsulatsagen. ("Verdens Gang" 14. Mai 1901.) - - - Naar man er i Udlandet, faar man, foruden Bekjendtskabet med Udlændinger og en øget Evne til at se, et Kjendskab til Landsmænd, som man ellers aldrig træffer. Gjennem dem faar man Indsigt i flere Milieuer, som man ellers vanskelig vilde komme til hjemme. Naar man træf- fes i Udlandet, er man meddelsommere; man nyder en Fortrolighed, som er sjeldnere hjemme. Det er derfra jeg nu har et Raad at bringe angaaende den Sag, som ved Sigurd Ibsens Udredning er bleven akut. Da jeg før sagde "Landsmænd", saa mente jeg ikke Nordmænd alene. I Udlandet blir Svensker, Danske, Fin- lændere og vi alle Landsmænd. Længer ude blir Englæn- dere og Tyskere ogsaa Landsmænd med os, og længst ude bliver Italienere og Franskmænd Landsmænd. Det er ikke saadan, at vi derved taber noget i vor særegne Kjærlighed til vort. Det gaar med det akkurat som med Familie- kjærligheden. Den, der har megen Familiekjærlighed, han vinder paa det i sin Individualitet, vinder paa det i sin For- staaelse af Sit. Altsaa, i Udlandet er Svensker i Sandhed mine Lands- mænd, og fra dem ved jeg, at aldrig siden der kom Strid op mellem os, har vi havt et saa belejligt Tidspunkt til at komme frem med vor Sag paa som nu. Der er hændt noget. I ved, det begyndte med, at Svenskerne saa paa os som paa oprørske Vasaller. Vi krænkede den Tanke, som de fleste Svensker huser inderst inde, og det er, at der skal blive et Rige paa den skandinaviske Halvø. SIDE: 436 Siden er det blevet anderledes. Af det, som har bidra- get dertil, er særlig den Ulykke, som nu overgaar Finland. Den har præket for svenske Øren, den har lært dem, at de maa holde Fred med os. De ser derfor nu anderledes paa vor Strid. Vi hører dem sige, at vi maa lægge slige "Smaasager" tilside. Nuvel, for Svenskerne er det maaske Smaasager, og derfor saa meget lettere at lægge dem tilside. Men for os er det store Sager, som vi ikke kan lægge tilside. Det er ikke vi, som bryder ind i Sveriges Ret, men det er Svenskerne, som bryder ind i norsk Ret; for os er det en stor Sag at faa vort for os selv. Bliver Sagen drevet frem netop nu, tænker jeg, de vil indse, at den største Del af Ansvaret bliver deres, dersom her bliver Strid. Man har sagt til os, at det kan blive et Nederlag, nu som sist. Jeg ved ikke, hvad man forstaar ved "sist". For mig staar det saa, at vi har havt flere Nederlag. De, som taler saadan, maa bestemt tro, at Nederlag i en national Sag for et ungt, kraftigt Folk som vort bare er Ulykke. Men dersom nogen i dette Øjeblik spørger mig: hvad er det, du for nærværende er stoltest af som Nordmand, saa betænker jeg mig ikke paa at svare: det er at de Ne- derlag, vi har lidt i vor nationale Sag, har staalsat os. Det er, at Nederlagene har lært os at bære Ofre, har gjort vor Æresfølelse større, har givet os Mod, har rejst vor Vilje, - det er jeg stoltest af! Jeg mener, at om Svenskerne - dertil ledede af usalige norske Raad -, skulde fortrædige Konsulatsagen ved at ville drage ind mere, som vi nu ikke vil have afgjort, og derved berede os et nyt Nederlag, saa vil de komme til at angre det. Og de norske Højreaviser med dem. De vil ikke staa sig paa det. Ti saa vil der vokse en større og skar- pere Vilje i Norge. Jeg nævnte Højreaviserne og kommer derved til det norske Højre. I Udlandet har jeg hyppig talt med norske Højremænd, og der kan De tro, at Tonen er en anden end i Højrebladene her hjemme! I det Store og Væsentlige ser de paa Sveriges Indblanding i vore Sager som vi selv. Ne- derlagene har ikke bare forbedret Venstre; de har i endnu højere Grad forbedret Højre. Dersom vi gaar paa nu, kom- mer vi til at opleve Ting, som vil overraske Højrebladene. Jeg saa nylig, at der var sat ud en Præmie paa 500 Kroner for at faa vide, hvordan norske Højreblade best skulde redigeres. Jeg vilde foreslaa, at de forhøiede Præ- SIDE: 437 mien til 1000 Kroner, og at Opgaven lød paa, hvorledes kan et Højreblad redigeres slettest? Da skulde de faa Svar! Driv paa med at behandle vor nationale Sag som nu! Naar et Folk skal gaa til Handling, gjælder det ogsaa at vide: hvordan ser Udlandet paa os? Jeg tror ikke, at vore ledende Mænd har ofret den Ting nok Opmærksom- hed - saa vist som de heller ikke har gjort nok for at faa Højre med. Jeg siger det ikke saa meget for at dadle, skjønt det maa jo dadles; men jeg siger det mest for at gjøre op- mærksom. Nuvel, jeg tør rolig svare, at aldrig har Norge staaet saa godt i Udlandet som i dette Øjeblik - aldrig saa længe det har været til. Det er jo ikke saa længe siden, der intet Norge var for Udlandet - kun Sverige eller Skandinavien. Intet Norge. Og nu? Ja, jeg tror ikke, at jeg siger for meget: det er Norge, som er det mest omtalte af alle de tre skandinaviske Lande. Det er Digtningen og Musiken og Kunsten og Nansens Tog og slige Stortingsbeslutninger som at give Kvinderne Stem- meret ved den kommunale Repræsentation, - det er saa- dant, som giver os Rang. Giver os Rang som et moderne Folk af de fremmeligste. Det er ikke Bud fra gamle Tider, gamle Tanker, gammel Kunst, saadant, som nok kan karak- terisere et Folk, og som kommer paa Musæer og i Samlin- ger. Nej, herfra Norge kommer de Spørsmaal, som har behersket det Aarhundrede, vi netop har forladt, og som tildels følger os ind i det nye, de kommer saaledes, som alene et ungt, evnerigt Folk kan se dem; og den Maade, de er behandlede paa, er blevet almengyldig. Det giver Agtelse; det har vakt Opmærksomhed. I dette Øjeblik er Erik Werenskiold i Berlin - jeg kan bruge det Ord - kreeret; han er sat op blandt Verdens største Kunstnere. Saadan faar de fra os det ene Bud efter det andet, og som alle stadfæster, at vi er et aarvaagent lidet Folk, med paa det største. Jeg tror altsaa, at vi ogsaa har en Allieret i Udlandet, om vi nu gaar til Handling. Jeg tror det, og det er for at lægge mit inderlige Ønske til saa mange andres, jeg si- ger det. Jeg haaber, at jeg har Ungdommen med mig; for den plejer jo at være utaalmodigere end de Gamle. Jeg vil i denne Forbindelse gjøre opmærksom paa, i al Beskedenhed, at jeg var med at rejse det nationale SIDE: 438 Program, som førte til Venstres første Valgsejer paa dette Program. Men da jeg saa, hvad der rejste sig i Sverige for Kræf- ter imod, begav jeg mig ind til Statsminister Steen og sagde ham, at det var min Tro, at med det Flertal, vi havde, var vi for svage til at tage Sagen op; vi fik lade den staa hen til næste Valg. Mit Raad blev ikke hørt. Senere hen saa jeg, at vi kom ikke til at undgaa For- handling, og jeg raadede til Forhandling. Mit Raad blev ikke hørt. Nu giver jeg det denne Gang: Gaa til Aktion straks! Jeg tror at kunne sige: om det ikke bliver hørt, saa vil man angre det! SIDE: 439 Bjørnstjerne Bjørnson Til det norske Højreparti! ("Verdens Gang" og andre Aviser, 1. Juni l901.) Maatte jeg nu faa Lykke til at lægge frem klart og grejt, hvad jeg længe har baaret paa. I Norge har ét og samme politiske Parti været i Flertal omtrent én Menneskealder. Trods alle Forsøg paa at neu- tralisere Virkningen heraf ved at holde en Kampregjering fast; ved at negte de Love Sanktion, som skulde gjøre saa- dant umuligt for Fremtiden; endvidere ved at kaste Foragt paa Stortinget, som bar Flertallets Vilje frem; endelig ved at sætte Splid ind i Venstre og paa det skaffe sig en stakket Frist, - har dog Flertallet i Kraft af vor særegne Grundlov havt Magten, eller den største Del af Magten, hele Tiden lige til nu, da den er blevet absolut. Hvad er Grunden til det? Grunden til, at det Parti, som utvilsomt sidder inde med den største Kundskab, den største Formue, de fleste Erfaringer fra en lang og hæderlig Administration, og som ingenlunde har holdt sig tilbage, ender med at være uden Indflydelse? Vi kan ikke finde den i vor langsommelige Kamp mel- lem Bureaukrati og Folkemagt; denne førtes i Medfør af Tidsaanden paa gammel Selvejergrund; den kunde intet andet Udfald faa. Dens Faldne og Saarede tælles ikke læn- ger, Børnene klager ikke. Ej heller kan Grunden søges i den korte og blinde Strid mellem By og Land, som dan- nede en Episode i den. Forskjellige Forsøg paa at friske denne Strid op igjen har faldt i det Latterlige. Ej heller er det Farerne for et yderliggaaende Demokrati, som bestem- mer Opstillingen. Om den tænker Højre og den største Del af Venstre neppe synderlig forskjellig. Endelig tror jeg heller ikke, at Haabet om at sejre "næste Gang" gjør Højre ligeglade med Indflydelsen i Øjeblikket. Den lange euro- SIDE: 440 pæiske Reaktionsperiode er efter alle Mærker at dømme i Synkende. Kunde Højre ikke seile sin altfor tunge Skude op til Magten under saa god Bør, kommer det vanskelig frem med den i Modvind. Men hvad er det saa, som har forlenet det ene Parti med Almagt og lagt det andet hen i Afmagt, som det ikke synes at kunne komme op af? Det er Forholdet til Sverige. Uden Forholdet til Sve- rige var Partierne (efter fleres Skjøn end mit) omtrent lige; et rent Venstreparti i stadigt Magtskifte med et nok saa fri- sindet Højreparti, begge omsværmet paa Ydersiderne af Ultras, Frifanter og Misnøjde. At Forholdet til Sverige kunde dele Folket saa dybt, har sin Forklaring i Gammelt og Nyt. Det Gamle vil jeg her ikke røre ved; det Nye kom af Kongemagtens Stilling. Naar Højre under Kampen mellem Bureaukrati og Folke- magt søgte Støtte i Dynastiet, blev dette enstydende med at søge Støtte i Sverige. Der er Ulykken! Ikke før var Kam- pen ført til Ende, saa vendte derfor ogsaa Venstre sig med hellig Iver mod den utaalelige Indblanding fra Sverige i vore egne Sager. Forbundet skulde for alle Tider begræn- ses til det, som oprindelig var Meningen: et Forsvarsfor- bund under et fælles Dynasti. Men her kjendte Højre sig forpligtet. Der kan være dem, som stødes over Ordet. Jeg tror, det baade er det sandeste og det smukkeste, - som man da overhovedet i den kjære norske Familie maa gjøre stærk Regning med Følelseslivet. Højre blev tro i en Alliance, som til et vist Mon syntes dem hellig. Derved fik Kampen fra første Færd Karakteren af unationalt mod nationalt, af unionelt mod norsk, som maatte gjøre den fanatisk. Deraf ukloge Ord og Handlinger paa begge Sider; de har skadet os mere, end vi nu gjerne vil tilstaa. Jeg er ikke af dem, som tror, at Nederlag for et ungt Folk, som kjæmper for hel Selvstændighed, bare er af det Onde. Her er da heller ikke Tvil om, at efter Nederlagene befinder vi os sundere end nogensinde; Partierne staar nu hinanden nærmere. Men vi maa tage Lære af, hvad som er hændt. Hver- ken maa vi styre løs paa nye Nederlag; ej heller maa vi bæve tilbage. Det Første som det Andet staar det i Højres Magt at hindre. I samme Stund den store Del af Højre slutter sig til Venstre i Unionssagen, bliver ikke alene Stil- lingen sikrere - hvem tviler paa det -? men ogsaa Tak- tiken bliver uvilkaarlig klogere. Der vilde nemlig straks SIDE: 441 vises os større Hensyn fra Sveriges Side; og Hensynsfuld- hed avler Hensynsfuldhed. Nu er det klart som Solens Lys, at et stigende norsk Flertal vil have hel Selvstændighed inden Unionen eller ved første gunstige Lejlighed faa denne ændret til et Forsvars- forbund uden fælles Konge. Men da dette er en Sag med et andet Folk, kan ikke den mindre Del af vort eget i Længden skille Lag uden at resikere det Værste. Der svares: dette er desværre sandt nok; men naar vi nu ved, at enten vi gaar med eller bliver udenfor, saa sej- rer vi ikke, - skal vi saa virkelig gaa med? - Hvoraf ved Højre, at vi ikke sejrer? Det ved jo ikke engang, hvordan Sverige vil se paa os, den Dag vi Nordmænd staar enige. Det er jo nu blevet en sjælelig Grundlov, at vort Syn paa en Sag fødes af Forholdene, vi staar i, og at andre Forhold giver andet Syn. Skulde Svenskerne falde udenfor denne Lov? De kan have sine Fordele af at modstaa et splidagtigt Norge; men de har ingen Fordel af at have Klammeri med en Forbundsfælle, deri omtrent alle Mand staar enige. Om det blev Dynastiet, som i egen Interesse og i Folkenes kom til at kræve Norges lige Ret - ikke dens Skin alene -, saa vilde dette bedre svare til Stillingen og dens sande Behov end noget, som er skeet til idag. Gaar det ikke an at haabe paa det? - Og videre frem? Over vor Strid dæmrer en Mulighed for Ening i et større Forbund end det svensk-norske. Jeg mener det nordiske Neutralitetsforbund. Over dette igjen et endnu større: det algermaniske Forsvarsforbund. I det første kan Norge ikke negtes, hvad Brødrene allerede har; i det andet bliver Sve- riges Supremati overflødiggjort. Vor Udenrigsminister bliver i begge vor Handelsminister ved Siden af andres. Er de nu mere? Men hvad for et Svar er dette: naar vi ikke sejrer, saa gaar vi heller ikke med? Det er da ikke den snare Sejer, som bør være det bestemmende for et evnerigt Folk? Ingen Mand og end mindre et Folk bliver noget uden paa lange Maal. At opdrage sig selv for dem, det vil sige at lære at være dem tro i en dyb Forberedelse, det priser Stammens Art. Derimod, at ville sejre straks, eller slet ikke at være med, det er at forsage baade som Patriot og Parti. Her er Grunden til Højres Afmagt. Individerne ser den og pines af den, i alle Fald de beste. Men Tradition og Pietet holder Partiet fast. Dette er ingen Modsigelse. Et SIDE: 442 er, hvad vi føler; et andet er for den Sags Skyld sammen med mangfoldige, som vi har Historie fælles med, at ændre Stilling. I alle Forhold kan dette falde svært; neppe minst i de politiske. Faktum er, at hos os er Venstres Magt blevet absolut. Der er ikke mange oplyste, forstandige Mænd og Kvinder i Landet, som ikke mere eller mindre klart føler, at dette maa være til Tab for det Hele. Den Egenraadighed, ja kyniske Vilkaarlighed, som Højre klager over hos Venstre, har ikke ogsaa Højre Skyld i den? Eller i det politiske Bandevæsen, som nu forarger os alle? At Stortinget, og da især dets Bønder og Seminarister, for- uden at være vore øverste politiske Magthavere, tillige er Norges øverste Aandsraad, - hvad har voldt det? En Digter talte engang spottende om de Eunucher, som vogtede andres Glæder; det forekommer mig, at Spotten træffer her. Først Højre, men bag dem Tusen af os andre. Naar Højre jamrer over "Forbundet med Socialisterne", - hvem har ufrivillig staaet Fadder? Jeg tror, oprigtig talt, at Jammeren ikke er saa ægte; den er vist nærmest Valghyl. Europas Lovgivning, og ikke minst vor, maa gaa "Socialisternes Ærinder", som det heder. Det kan ikke anderledes være. Nu er Retfærdighedens Time indvarslet; vi er for Tiden mere eller mindre Socialister allesammen. Men hvis der klages over, at en eller anden Retfærdigheds- handling kommer for snart, før endnu Evnen til den er der, eller før Folket er tilstrækkeligt med, - ja, saa maa Højre bare vende sig mod Væggen og bide i sine egne Fingre. Faa Ting er sandere, end at Højre kunde havt en stor Del, ja, kanske de fleste af Bønderne med paa en lang- sommere Fremmarsch, om de selv stod saaledes i Unions- sagen, at Sammenslutning med dem var mulig. Vore Rustninger, først at de saa længe udsattes, fordi Venstre ingen Tillid havde til Højres Kampregjering, senere blev saa overstyrtende store, fordi Højres Holdning op- muntrede Svenskernes Haab om et Kup, ... er ikke disse Rustningers Saga og deres mægtige Talrækker stærkt paa- gaaende Vidner om, hvor falsk Stillingen er blevet? De svenske Overfaldsmænd fra 1895 troede jo virkelig, at de havde Forbundsfæller i Norge!! Endelig Forholdet til Dynastiet. Nylig stod at læse i et Højreblad, at Ord af Kronprinsen havde vakt Entusiasme. Fyrsternes Stilling er saadan, at Ord af dem kan vække saadanne Følelser; men vel at mærke, naar de ledsages af Handling, eller bebuder Handling. Hvem har den SIDE: 443 største Skyld i, at dermed har det hidtil været spar- somt nok? Jeg skal flytte det ind i et Eksempel for at faa det tyde- ligere. Eksemplet skylder vi Højres stærkest opfanatiserede By; jeg mener naturligvis gamle Nidaros. Borgerne i denne hæderværdige Kjøbstad er Indehavere af vort dyrebareste Klenodie fra Selvstændighedstiden, Pantet paa den eller Tegnet, som overragede, da selve Skuden laa halvt under. Jeg mener Domkirken. Sjælen i Templet var fra Sankt Olavs Skrin flyet over i Olavsdagen. Derfra meddelte den sig i fem hundrede Aar til alt Folket og til alle, som søgte did. Det er nu længe siden; men Mindet var for stort til at dø. Det er vort største. Saa begav det sig en taus Nat, at Borgerne opdagede, Byen havde bestaaet i ni hundrede Aar, det gjaldt at gjøre Fest og at indbyde Kongen. Men paa hvad Dag? Ti Grundlægningens var ukjendt. Naturligvis meldte straks Olavsdagen sig som Byens sande Fødselsdag, saavist som den var Domkirkens og gjennem den hele den norske Kirkes. Den var ogsaa Lan- dets Fødselsdag som selvstændigt Rige. Men den Dag kunde Kongen ikke komme. Den Dag skulde Kongen til Upsala, hvorhen han, som det senere viste sig, ikke skulde. Derimod kunde Kongen komme paa sin egen Kroningsdag. Dengang sad som Præses for Re- gjeringen en indfødt Trønder; men han var Højremand. Kongens norske Hofmænd var ogsaa Højremænd. Fler- tallet i Trondhjems Raad var Højremænd. Embedsmæn- dene ligesaa. Ja, saa fulgte det som af sig selv, at Olavs- dagen sank under, og at Kroningsdagen steg op. En saadan Loyalitet kan have meget prisværdigt ved sig. De gode Højremænd troede at burde bøje sig. De troede, at saaledes tjente de sit Folk best. Loyaliteten sprang ud af et Forbund, som var prøvet og dyrebart. Men hvem gavnede de egentlig med det? Ikke Kongen. Det viste sig straks, da Olavsdagen steg op igjen med lysende Fest under talrigt Fremmøde. Det har vist sig siden rundt om i Landet, at her var begaaet et beklageligt Misgreb. Stri- dens Hede kan undskylde meget; men det er en Synd at gjøre den nationale Følelse usikker, saa den ikke ved, hvor den har sin højeste Skyldighed; saa Hjertet gjøres lunkent for Barneaarenes ægte, retlinjede Hengivenhed; saa denne blandes bort i Hensyn, som er og maa være sekundære. Det er en Synd med Tab for alle. Ogsaa for Dynastiet. Hvad kan det ikke vinde paa at repræsentere et Folks SIDE: 444 største Minde; og hvad vinder ikke Folket paa det? Maatte Højre i dette ene Eksempel faa Lykke til at se, hvorledes det som Parti har bragt sig selv derhen, at det kan komme til at skade den og det, som det vil gavne. Eksemplets Aabenbaringsmagt har ikke Slut endnu. Skjønt der vel neppe længer er nogen i hele Trondhjems By, som ikke skjønner, hvad Byen vilde vinde paa, at Olavs Dag atter fra Domkirken af forenede det Hellige og det Søgne, ringede, sang og talte for Troskab mod alt godt paa vor gamle Odelsgrund, - de kan dog endnu ikke bekvemme sig til at komme med! Heller lade Kirken og Byen ligge i Mørke end lade dem lyse op for os andre! De flager ikke, de kryber som Rotter ind i sine Hus, naar Dagen med Fest- toget og Musiken kommer over dem. Og Grunden til det! At Venstre ikke skal have den Ære!!! Dette er nemlig vigtigere end at berede Overgangen for Kongehuset, saa det kommer til Olavsdagen, som det nu kommer til syttende Mai. End om næste Kroning (og de følgende) til almen Glæde kunde lægges over paa Olavs- dagen? Hvad har saa Venstreregjeringen gjort for at lette Byens Borgere dette Steg henimod os? Sagen synes i alle Stykker at være blevet et Billede paa, hvordan vi nu har det! Jo, Venstres Regjering har gjort - syttende Maj til Kirkedag! Syttende Maj, som i al sin Oprindelse er verds- lig. Denne Forret burde naturligvis være forbeholdt Olavs- dagen ogsaa af den Grund, at da var Forsoningen kommet af sig selv. - - Ja, hermed vil jeg slutte. Den Lære, jeg kunde ud- drage, haaber jeg Læserne selv finder. Maatte disse blive mange! Tør jeg bede de ærede Blade paa begge Sider om at hjælpe til med det? Og med at udsætte Overkradsingen, som naturligvis skal til, en Dag eller to, saa Læserne først faar gjøre op paa egen Haand. I Ærbødighed Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 445 Bjørnstjerne Bjørnson Bjørnson - Joh. Sverdrup. ("Dagbladet", 26. Septbr. 1901, Nr. 263.) Af et Privatbrev. Aulestad, 24-9-1901. Kjære Ven! - - - Der blev i "Paul Lange og Tora Parsberg" ab- solut intet anført, som kan tillægges en kjendt Person, uden at jeg var dybt overbevist om dets Sandhed og om den Rolle, det har spillet i Paul Langes Liv. Endnu lever Per- soner, som med sin Ed kan bekræfte det, ligesom der er Breve, der beviser det. Jeg finder dette nye Overfald paa mig "i Moralens og Sandhedens Navn" fuldkommen modbydeligt. Naar der endog er sagt, at de Skjældsord, som Parti- had bruger om den daværende Regjeringschef i "Paul Lange og Tora Parsberg", og som selvfølgelig ikke er mine, skulde være "det eneste" om ham i vor dramatiske Literatur, saa vidner dette ikke særlig om Sandhedsiver. Thi "Johan Sverd" i anden Del af "Over Ævne" er Manden selv, som jeg ser ham i vort offentlige Liv fra hans bedste Tid, og den Skildring tror jeg er træffende og ham til Ære. Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 446 Bjørnstjerne Bjørnson De Store. ("Aftenposten" 1902, 24. Januar, Nr. 60.) Til "Aftenposten"s Redaktion! Jeg tillader mig herved at oversende den ærede Redak- tion et Stykke, som jeg før Jul offentliggjorde i "Norske Intelligenssedler". Det fik neppe derved Indgang i de Aands- ringe, som "Aftenposten" finnes i, og for Sagens Skyld satte jeg Pris paa, at hvad jeg her har prøvet at lægge Lands- mænd paa Hjerte, ogsaa blev kjændt der. Deres ærbødige Bjørnstjerne Bjørnson. Ikke sjælden, og da især i Tyskland, hører vi Sammen- ligninger blive gjort mellem Napoleon og Bismarck. Engang jeg var tilstede ved en slig Mandjævning, blev bemærket, at Napoleon intet Varigt hadde efterladt, men Bismarck et Verdensrige. Herpaa svarte en Anden, at Napoleon hadde efterladt mere end et Verdensrige, nemlig en ny Verden. Han hadde gjort Ende paa Revolutionens Udskejelser, opkomne af Utopier, som han derved ogsaa hadde dræpt. Han skapte ny Lov, ny Administration, ny Krigskunst, nyt Forhold mellem Kirke og Stat, ny Skole, - jeg tror Vedkommende ogsaa sa en ny Værdimaaler. Men- neskene bedømte og dømtes anderledes efter hans Dag. I alle Fald var det Noget, som ogsaa kaldte mig frem. Mandjævning har aldrig interesseret mig; den er som Regel en upsykologisk Leg med Ord. Men jeg ønsket at sige noget om det Store i Almindelighed. Hvad var det Største, En kunde gi Menneskene? Vi blev snart enige om, at det var øget Livsmod. Den, som skapte nye Muligheder, saa Menneskene blev tillidsfuldere, bedre, foretagsommere, ær- SIDE: 447 gjerrigere, gladere, og fik sikrere Retsfølelse, han gav dem det Største. Her arbejdet de store Digtere og Profeter om- kaps med de store Tænkere og Opfindere, omkaps med de vældige Folkesamlere, de ihærdige Foregangsmænd overalt, hvor Handling og Daad sattes ind. De store Digtere, Pro- feter, Tænkere, Opfindere har udvidet Omraadet for Slæg- ternes Fantasi, Ævne, Vilje og har derved sat sig i Rang med de store Handlingens Mænd. Men disse er igjæn komne i Rang med de største Digtere derved, at baade gav de disse de bedste Æmner til Nyskabning og tændte de Ærgjerrighedens Ildhug i Ungdommen. Jeg hadde dengang netop læst om, hvad det var, som skapte Homer, og talte om, hvad Del Homer hadde i de store Mænd, som sejret i de persiske Krige. Men det var fra disse Mænd og deres Bedrifter, at de græske Tragikere sprang ud. Disses største Arvtager er Alexander den Store. Men det er vel et Spørgsmaal, om Alexander den Stores Personlighed og Sejersløb ikke har digtet ligesaa meget Livsmod, ligesaa stor Skjønhed og Storhed ind i Menneske- nes Sind som de største Digtere. Kanske har de græske Tænkere og Opdagere naadd længst. I visse Maader er vi jo endnu i Dag ikke komne længer. Den Sort Betragtninger afløstes af andre, og da vi atter vendte tilbage til Mandjævningen, var det under fred- sommeligere Vilkaar. Vi enedes om, at Samlingen af det tyske Rige vældigt øgede det store Folks Kraft og Mod, dets Foretagelsesaand og derved Millioner andres; ti saa- dant gaar videre. Men vi blev ogsaa enige om, at Geni- og Personligheds-Udstraaling paa andre Omraader ingenlunde behøver at ha mindre Indflydelse, fordi om det gaar lang- sommere og stillere for sig. Alene Læsningen af Napoleon Bonapartes Historie, - hvad har den ikke skapt for en Begejstring, for en Sam- følelse og derigjennem for et Viljeliv! Hvad er den uud- slettelige Lyst til at rives med og begejstres andet end et instinktivt Behov af at opta i sig, øke sig selv af det, som er større? I sit Slags større? Somme bare beruser sig i det, det er sant; men de allerfleste blir rikere og lykke- ligere paa det. At skjøte paa Menneskenes Ævne, saa Maalene flyttes længer frem, og saa man for deres Skyld spænder stærkere i, derpaa kommer det an. Vi har en Mand iblant os, som forstaar den Kunst at være Mellemmand her, forstaar den som ingen anden. Han kan lægge de Stores Liv saaledes tilrette for os, at hvert Levnetsløb aapner ny Vej i de SIDE: 448 Unges Forestilling. Der staar Lys over den af Opfindsom- hed og Energi. Jeg gamle Mand er blet helt betaget og vilde, om jeg kunde, lægge hans Bog i hver Ungdoms Haand, som der er To i. Den demokratiske Tidsalders Stormænd paa Arbejder- marken er det, han skildrer; dennegang ikke én éneste Kriger eller Politiker. Krigsmaskinerne træffer vi, Gud bedre os, igjæn; men som industriel Storbedrift. To Fa- miliers Saga rinder som malmglødende Strømme ind i Fol- kenes Krigsbehov. For dem og deres Arbejdere betyder det nyt indvundet Omraade for Velfærd og Lykke. Først ser vi Familien Krupp arbejde sig opover. Faderen dør i et Hus saa lidet, at det er saavidt de kan snu sig i det; dør, fordi han er opslidt, færdig paa Sjæl og Legeme. Men til Dødslejet kalder han sin fjortenaarige Søn hjæm fra Skolen. I hans spæde Hænder lægger han sine Opfindelser og Planer. Det var Tro, som forslog! Tro paa sit eget Værk og Tro paa sin Søn! Gutten arbejdet for Fabriken om Dagen, han læste videre udover Natten. Han gik paa sin Fod for at skaffe Kunder; snart gjorde han selv Opfin- delser og fik Hjælp. Paa Londonner-Udstillingen 1851 hadde han en Støbeblok paa 2000 Kg. Den største, som hidtil var kjænt, vejet 1000 Kg. Men paa næste Londonner-Udstilling hadde han en paa 40,000 Pund! Da Kejseren var paa Besøg i Fabriken 1877, kunde den paa én Dag samtidig gjøre 1000 Granater, 160 Hjulringe, 120 Lokomotiv- og Wagon-Akser, 120 Jernbanehjul, 430 Jernbanefjærer, 1,800 Skinner. Han skrev hjæm engang, han var ude og kom i Følelse af, hvad her var naadd, at det lille Hus, Faren var baaret ud fra, det skulde sættes godt istand; fra det Hus vilde han selv engang bæres ud. I det franske Konkurrentfirma træffer vi ligeledes tre Slægters Kamp. Det er Familien Sehneider med deres Fabriker i Havre, Creusot, Chalons-sur-Saône. Alle Værk- stederne i Creusot ligger Side om Side, og de rækker 4 Km. Værkstederne i Chalons-sur-Saône sender Staalskib og Jernbroer udover Verden, flydende Kraner, flydende Dok- ker, vældige Porte, som aapner og lukker Kanaler. Men mere end Tallene er det at se Mændene blive til under Arbejdet. Som Jean Antoine Menier, Farmaceutgutten, som laget Pulvere i et Skur, kjøpte sig en liten Mølle, som han malet Kakaobønner paa. Der den vesle Møllen stod, lages nu Chocolade til 525 Millioner Mennesker. Paa én éneste Dag lages saa mange Chocoladekager, at om vi la dem ovenpaa hverandre, blev det to Ganger saa højt som SIDE: 449 Galdhøpiggen. Men atter er det, som sagt, tre Slægtleds Arbejde, vi staar foran. I Skildring paa Skildring fejrer vi Familietroskabens Triumf. Hvad Bedstefaren finder op, bærer Sønnen frem til Verdensry, og Sønnesønnen udvider saa baade Bedriften og Verdensryet. For et Hjærtelag i alle disse skabende Mennesker! Familietroskab er nemlig i sig selv Indøvelse i Kjærlighed. Læs om Meniers Arbejderby! Eller om Ovnene med Sandhyller i for dem, som ikke bor der, men kommer langvejs fra og skal ha deres Mad holdt varm! Et af de Stykker, som har optat mig stærkest, er det om "Verdenspostmesteren", Skræddersønnen fra Pommern, Heinrich Stephan. Fra et Gadeopløb udenfor Generalpost- mesterens Vinduer i Berlin blev han kaldt op: "Hvad sa De til den fremmede Dame i Vognen, hun, som hadde Strid med Kusken?" - "Det var en italiensk Dame; hun kunde ikke Tysk." - "Men kan De Italiensk da? De er jo fra Pommern?" - "Det gaar an at lære fremmede Sprog i Pommern ogsaa." - "Kan De da flere?" - "Ja." - "For Exempel?" - "Jeg kan Fransk, Engelsk, Spansk, Russisk." Et Kvarter i Forvejen var Heinrich Stephan blet afvist af den samme Generalpostmester; nu blev han ansat i Berlin. Da han selv som Generalpostmester efter et uendeligt, mangeaarigt Slid skrev under det ny tyske Riges Postord- ning, som blev Mønster for hele Verdens, var det næste, han skrev, et Brev til sin Mor, som nætop var blet Enke: "Mit store Arbejde er med Guds Hjælp færdigt. Da jeg tegnet under Overenskomsten, - da jeg skrev Heinrich Stephan, tænkte jeg paa min kjære, uforglemmelige Far." Familietroskaben er Stammen i hans Dygtighed. Vi faar ved samme Lejlighed Postvæsenets Historie - i kort Sum, forstaar sig; men det gir dog et storartet Billede af Fremgangen i Menneskenes Oplysning, Arbejde og Ordenssans. Læs dog først og fremst (skjønt den Historie staar sidst i Bogen) om gamle Gudbrand Gregersen, Tømmersvenden fra Modum, nu ungarsk Adelsmand. Blandt gamle Gud- brand Gregersens Storværk er ogsaa det at have reddet Szegedin, den ungarske By mellem Theiss og Maros, paa mere end 70,000 Indvaanere. Gang paa Gang var denne By blet oversvømmet; siste Gang hadde den tabt Folk og Hus i Tusenvis. Han tog paa sig at tømme den og at bygge Værn. Han pumpet Vandet ud og hævet Byen 2-3 Meter. Han bygde Kanaler og Kajer og Dammer paa 14-15 Kilo- meter. "Midt under Bygningen kom Flommen igjæn. Det SIDE: 450 var 1881. Vandet laa lige op til Dæmningerne. Med en Finger kunde en pirke Theissfloden ind i Szegedin. Gre- gersens uhyre Arbejdsstyrke var allesteds paafærde. Sol- dater var kommanderet til Hjælp. Selv stod Gregersen paa "Attilas Høj" og saa udover Vandene. Han kjænte sig trygg; der var vel bygget. Men Flommen kom igjæn i 1883, da alting var færdigt. Den kom da igjæn frygteligere, mere overvældende end nogensinde; der skulde holdes Domme- dag over Bygmesteren. Nu maatte aflægges Regnskab! Det gjaldt en folkerig Bys Velfærd eller Undergang. Men han kunde rolig se Elven i Øjnene. Det var ærligt Arbejde fra Grunden af, det, som stod og tog imod. Ikke et eneste vigende Punkt." I den Bog skildres altsaa "Arbejdets Adel", den ypperste af al Adel. Slig Læsning maa vore Dages Ungdom ha. Hvad er saa dette for en Bog? Det er "Arbejdets Eventyr- land" af Nordahl Rolfsen (Aschehoug men det gav ham en uudtømmelig Kraft, en Opfindsomhed uden Lige, et Humør og en Agtpaagiven- hed, som gjorde alle os andre til Elskere. Ikke at han nogensinde nævnte denne sin Kjærlighed. Ord som: "jeg elsker Friheden"; "jeg arbejder til mit Livs sidste Time for de smaa i Samfundet"; "jeg vil give Freds- sagen, hvad jeg ejer af Kraft og Indflydelse" - saadanne Kjærlighedserklæringer laa ikke for ham. Han bar sig i saa Maade ad som visse Friere i gamle Dage: Kjærligheden laa ikke i, hvad de sagde deres Elskede, for det var om- trent ingen Ting; men den laa i de Prygl, som Med- bejlerne fik. SIDE: 452 Da Bjørnson fik den Efterretning, at Hørup var dødssyg, skrev han følgende i et Privatbrev: Hver Samtale med Hørup fortryllede mig; den sidste altid mest. At komme til Danmark uden at træffe ham, det vil være mig som at komme i det vanlige Selskab, men ikke mere træffe Verten. Bjørnstjerne Bjørnson Hørup. ("N. Intell.", 24. Februar 1902.) Idag, Søndag den 23de Februar, har jeg holdt Sørge- højtid for mig selv over Viggo Hørup. Idet jeg tænkte paa den store, som samtidig holdtes i Kjøbenhavn, skrev jeg: De, som kjæmper og gir Saar for det nye, som de trygger, ofte, naar det vokser, gaar; ti de tænker, at de skygger. Straks har Solen al sin Magt, og vor Smærte væder Grunden, saa det vokser og faar Pragt af vor Tak i Sørgestunden. B. B. Bjørnstjerne Bjørnson Banker for Fiskere. ("N. Intell.", 3. Mars, Nr. 52.) Atter ser jeg i Bladene Forholdet i Nordlandene mellem Fiskerne og Landhandlerne draget frem. Jeg har hørt om det, fra jeg var Smaagut, og jeg mindes ikke mere, naar jeg første Gang tænkte: Her kommer da vel en, som ikke er Landhandler, og som opretter en Bank for Fiskerne. Skulde dette være rent umuligt? En Bank med Filialer udover, i beskeden Stil, men som gjorde Fiskerne uafhængige af Landhandlerne? Jeg har oprettet en yrliden Husmandsbank her, som jeg bor, for at gjøre Husmændene uafhængige af Gaard- mandssønnerne, som laante deres Penge mod at føde Sau og Gjed for dem om Vinteren. Paa det tabte Husmændene saa alt for meget. Denne vesle Banken har gjort meget godt, saa jeg ved af Erfaring, hvor lidet der skal til, før det monner. SIDE: 453 Kunde nu ingen med Evner og Hjertelag faa istand en eller flere Banker for Fiskere i Nordlandene? Skal vi her i Norge gaa til Staten om alting? B. B. Bjørnstjerne Bjørnson Kong Sverre. ("Aftenposten", 18. Mars l902.) Ved at læse Prof. Ernst Sars's aandfulde og patri- otiske Betragtninger over Kong Sverre, trykt paa Dagen for den store Konges Død, syv hundrede Aar tilbage, kjender jeg atter den Trang, som saa ofte har meldt sig: for Alvor at rejse Spørgsmaalet om hans Byrd. Spørgsmaalet er udelukkende af sjælelig Art, og dette er vel Grunden til, at Historikerne enten gaar det forbi, eller kaster en Tvivl ud: "Her savner vi Bevis." Nu mener jeg, at det sjælelige Bevis er der. Jeg mener, det er saa sterkt, at intet andet kræves. Og det vil jeg for- søge at lægge frem. Der er jo mange Slags Bedragere til. Bedragere i det stille og fule, som vel er dem, vi nærmest kjender, vælger ikke gjerne den store Scene. Men de, som gjør det, de øver Anlægget, de faar Præg af det. Bedragerne paa den store Scene faar efterhaanden gjerne noget indvortes hult, noget udvortes storrudet. Og er Bedrageren i saa svær Stil, som Sverre maatte have været, og følges han sit Liv igjennem af et skiftende Fiendekor, som hyler efter ham: "Pak dig! Du er en Bedrager!" da tror jeg nok, han drives til uafladelig at tale om sig selv. Kanske tirres han til Over- greb, - højst sandsynlig, hvis han faar Magten, ogsaa til Grusomhed. Denne Slutningsrække tror jeg ikke kan skiples. Men da minder jeg om den vældige Stamme, som var i Kong Sverre. Saa fast som han var i Veden, den Mand! Saa haard og ægte og kortvoxet i sin Bredde. Der var ikke noget hult eller raaddent der! Hans klare Sind, hans man- dige Maadehold, hans Paalidelighed maa under hans over- ordentlige Skjæbne beundres omkaps med hans Geni. De, som ser dette - og jeg tror, der er ingen, som ikke ser det - og som ligefuldt vægrer sig ved at drage Konsekvensen af det for hans Ægthed, de siger: om han vidste med sig selv, at han var den, han gav sig ud for, hvorfor prøvede han saa ikke paa at bevise det? Af SIDE: 454 samme Grund, som det i sin Tid ikke faldt Professor Sars ind at svare paa visse ondsindede Angreb, visse lumske Anklager; han har havt nok af dem, han ogsaa! Professor Sars følte sig suveræn overfor dem, og vi har æret ham for det. Kong Sverre holdt gjerne Taler. Og mere end det: "han sad hos", som det heder, da hans Saga skreves. I saa nær Berøring med Pen og Pergament, at han bare behø- vede at diktere, faldt det ham ikke ind at lade skrive et Ord til Bevis, saa lidt som det faldt ham ind i nogen af sine mange Taler at røre ved dette. Ikke saaledes at forstaa, at han taug med, hvem han var. I sin store Tale i Bergen, der han regnede op hver Misdaad, som Erling Skakkes Folk havde begaaet mod hans kongelige Frænder, der sagde han det altsaa højtide- lig. Og vi mindes hans Ord og Holdning, da han kjendte, at det bar mod Enden. Med det store Vidne Døden ved sin Side udæskede han dem, som havde anklaget ham og spaaet ilde, til at komme og se, at han døde i sin Tronstol. Saa- ledes gaar ingen Bedrager bort. Nu synes Historikerne endelig at ville enes om, at hans Liv har havt en stor Mission. De mener, han har følt sig kaldet til at slaa overende den Ordning, hvorefter Konge- riget Norge var solgt og overdraget til Paven og Aristo- kratiet. Den menige Mand, som havde havt sit Værn i en sterk og uafhængig Kongemagt, var derved forraadt og Norges Fremtid mørk. Vi tør gaa ud fra, at Sverre ikke var den eneste, som dengang følte saa; isaafald var hans Mission neppe lykke- des. Hvorfor var han da den eneste, som tog fat? Natur- ligvis fordi han af dem alle var den eneste, som i sin Byrd havde den kongelige Fuldmagt. Den maatte til! Tidens Tænkemaade var saadan. Uden den vilde Folket ikke have forstaaet og ikke fulgt. Hvad vil saa det egentlig sige, at Sverre løj sig denne Adkomst til? Jo, det vil sige, at hans ethiske Harme gav ham Ret til at bedrage! Det første, som hans retskafne Forargelse virkede, skulde altsaa være at lægge Livet over paa en Løgn! Er det muligt? Jeg ved, at der er Folk, som mener, det er muligt. Men jeg for min Del tror, at en Buddha, en Messias (der var mindst femten), som alle vilde frelse sit Folk, en Pau- lus, en Mohammed, en Mahdi virkelig og bestemt har været overbevist om, at de var gudefødte, eller fyldte af den hel- lige Aand, eller kaldte paa i en Aabenbaring. Ingen af dem SIDE: 455 gik, ingen af dem kunde gaa i bevidst Bedrag ind til en stor reformatorisk Gjerning. Om ogsaa i meget mindre Maalestok falder Sverres Liv nøiagtig ind under samme Lov. Er det givet, at hans Op- gave var at fri sit Folk fra en stor Fare, et dybtgaaende Forræderi; er Historikerne endelig blevet enige om det, saa faar de forsøge ogsaa at blive enige om det næste, det, som uvilkaarlig følger deraf: at han maatte have faaet Fuldmagt til det i sin kongelige Byrd. Uden det havde han ikke vovet at begynde, ikke eiet Kræfterne til at holde ud, ikke Magten til at vinde sine Omgivelsers Tiltro, ja, efterhaanden de bedste af Fiendens. Da man ogsaa har grundlagt sin Tvivl paa den Kjends- gjerning, at han ikke lignede nogen af de kongelige For- fædre, ikke i Udseende, ikke i Aand, ikke i Væsen (hvad kanske er noget forhastet), vil jeg ytre et Par Ord om hans Mor, som vistnok er den, Sverre lignede mest. Hvad hun maa have været for en merkelig Kvinde, kan vi skimte deraf, at hun strax drog i Sikkerhed med ham; at hun tid- lig satte ham i den eneste Skole, der var Adgang til for hende, nemlig Presteskolen; og at hun taug med hans Her- komst, til han var saa vidt voxen, at han forstod, hvem han var. Der maa have været "Stamme" i hende med. Her kunde den begavede gamle Kongeæt fornye sig. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Rodins-Statuen. ("Intelligenssedl.", 19. Mars 1902.) Da jeg ser, det koster Bank at være af en anden Me- ning end den, som D'Hrr. Frits Thaulow og Chr. Krohg har om, hvor Rodins Statue skal staa, melder jeg mig. Ogsaa jeg er nemlig af den Mening, at vore offent- lige Pladse alene kan bære Mindesmerker, som tilhører vor Historie, og at plastiske Kunstverker af anden Art, forsaa- vidt de skal opstilles i fri Luft, kan pryde Parker, Spring- vand, Frontispicer osv. En Statue, taget ud af Frankriges Historie, dens Kunst- værd være hvilketsomhelst, kan ikke stilles op paa et Torv i Kristiania By; thi den savner Forhold til Omgivelserne og os. En By er intet Museum, men en Organisme, deri Delene er samhørige. B. B. SIDE: 456 Bjørnstjerne Bjørnson Rodins Statue. ("Politiken", 3. April 1902.) Det er helt sikkert, som min Ven Frits Thaulow skriver, at hvor Rodins Mesterværk skal staa, ikke interesserer mig særdeles. Men jeg tror nok, jeg har Ret. Da jeg skrev, at en By ikke er et Musæum, saa tænkte jeg ikke engang paa vort nordiske Klima, som umuliggjør det. Frits Thaulow minder mig om det ved at nævne Rom og Florens. Ogsaa af klimatiske Grunde bliver det umuligt at gjøre en By hos os til et Musæum. Denne Henvisning til Italien, som gav mig et nyt Argu- ment, er faktisk det eneste i Frits Thaulows Opsats, som angaar Sagen. Thi alt, hvad han anbringer om Nationalitet og natio- nale Kunstnere og nationalt Materiale og national Egenart, falder fuldstændig udenfor. Om det har jeg nemlig ikke sagt ét Ord! Om det er jeg heller enig med Frits Thaulow. Det, jeg hævder, er, at en By er en selvstændig Organisme, som et Kunstværk af et andet Lands Historie falder udenfor. Selv om det er gjort af en hjemlig Kunstner, i hjemligt Materiale og i hjemlig Stilart - naar det ikke har Sam- menhæng med Omgivelserne og os, saa taber Kunstværket ved at stilles op der. Dette var Meningen med min Be- mærkning, altsaa en Indvending af æstetisk og logisk Natur. Hvad Frits Thaulow taler om Borchs Christie-Statue, er den rene Fabel. Jeg har næppe rost denne Statue i hans eller nogens Nærværelse. For jeg har aldrig syntes om den. Idéen i den har jeg rost, og Frits Thaulow har den Gang sandsynligvis ikke været lydhør nok. Jeg har Skyld i, at man henvendte sig til Borch; nogen anden har jeg ikke. Hvorfor sætter ikke Bergenserne Statuen op mod Musæet? Der vil den tage sig bedre ud end paa en fri Plads, hvor den, saa vidt jeg ved, heller ikke af Kunstneren var bestemt til at staa. Med Løverne har jeg intet at gjøre. Og hvad Karl Johans Statue angaar, saa værs'go "og se efter i Folke- bladet"! Det er Idé mod Idé, Opfattelse mod Opfattelse, som jeg har sammenholdt. Jeg foretrak Borchs, fordi den karakteriserede bedre. Og det gjør jeg den Dag i Dag. Men hvad alt dette fra min Ungdom har at gjøre med mit Kunstbegreb i Dag eller min Mening om, hvor Rodins Statue skal staa - En maa vist leve i Chr. Krohgs Omgang for at skjønne det. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 457 Bjørnstjerne Bjørnson 70-aars-jubilæet 8. Dec. 1902. 1) Det Bjørnson sagde fra Nationalteatrets Balustrade til Studenterne, som kom i Fakkeltog til ham 8. Dec. 1902. Naar jeg ser disse Fakler med denne varme Ild, kom- mer jeg til at tænke paa to Billeder. Det første er, at saa- dan maa Norge med røde Flammer skinne for Verden. Det andet Billede er, at I, som bærer Lys, staar og fryser. I er ikke de første her i Landet, som har baaret Lys og havt det koldt. Saa har været lige fra den lille fattige Lærerinde til de største Kunstnere og Forfattere. Naar jeg nu ber Jer svinge Faklerne for Norge, er det med Ønsket om, at de, som bærer Lys i Landet, faar det varmere. 2) Svar paa Tale for Digteren af Stortingspræsident Berner ved Borger- middagen i Frimurerlogen 9. Dec. 1902. Jeg har ikke reist mig for at takke, for det har jeg ikke Ord gode nok til. Hvad der har strømmet ind paa mig i disse Dage af Godhed og Venskab allesteds fra, er saa uen- delig mere, end jeg har tænkt at skulle modtage, saa jeg faar lade det være. Kun vil jeg idag, naar der nu igjen er nævnt Fædrelandssangen i den deilige Tale, som min gamle Ven har skjænket mig og dere, faa Lov til at nævne, at jeg ikke er alene om den. Det var en ung Mand, 24 Aar gam- mel, som gik bort - han digtede den Melodi, da han var 19 Aar. Jeg vil med det samme deri have nævnt, hvor SIDE: 458 mange gode Venner jeg har havt, uden hvilke dette Løb ikke var blevet i saa vidt Mon et Sejersløb. Jeg nævner hans Navn for alle de Gamle, som jeg har at takke, og hvoraf mange endnu lever og sidder her ved dette Bord. Jeg vil blandt alle Jer tage frem et Navn af ingen anden Grund, end at den Mand er ufindelig. Jeg kjender ikke hans Adresse, jeg ved ikke, hvor han er, han er borte fra alle Festens Lys, det er Knut Hamsun. Jeg vil bruge denne Leilighed til at faa ham takket, for jeg synes, han har gjort det saa deilig, og jeg haaber, at I andre, som har bidraget og maaske meget større, ikke krænkes ved, at jeg samler alle Navne i hans Navn, fordi jeg ikke kan finde ham. Dette maa da vel endelig naa ham, han læser da vel ialfald Aviser. Og saa vil jeg gaa til mit Emne. Jeg er ikke sikker paa det, for det er hjemmebagt. Jeg havde det færdigt, før jeg kom, og jeg synes ikke, det passer godt sammen med Stem- ningen og Lysene, - jeg maa oprigtig sige det. Men det er ud af det, som jeg sterkest føler i denne Tid. Altid naar jeg tænker paa mit Fædreland, saa er det noget ad Gangen, som jeg holder paa med, og som jeg altid vender tilbage til, og her er det to Ting, og nu maa jeg tage dem. Det første store Ønske, som jeg har for Norge, er, at det norske Folk maa blive et vaagnere Folk, end det er idag. Med vaagent mener jeg, at det skal have en skarpere Sans for, hvad der hver Gang i Smaat som i Stort er det væsentlige. Jeg synes, vi er for meget optaget af det uvæ- sentlige. Det er en stor Evne, den at være vaagen for den enkelte, men det er ligesom endnu større Evne at være med at indblæse det i alle de andre, saa de uvilkaarlig fø- ler. Naar du er det, naar han er det, naar vi er det, - at vi da føler det allesammen uvilkaarlig, - og det er det, det gjælder. Jeg vil tage mit Ønske og støbe det, forme det over et Exempel. Dersom nu nogen spurgte mig: Hvad tænker du kunde være det gildeste for dit Folk, saa vilde jeg svare, at i alle Fald de yngre af os, de yngste af os kom til at opleve noget saa stort, at de ligesom hørte i Luften Klang af fjerne Klokker, og det fra alle Kanter paa en Gang, og at de sagde sig selv, - naar de uvilkaarlig spurgte sig selv: Hvad er det? - det er Verdensfreden, som begynder at ringes ind! Nu begynder den at komme. Naar man tror - og det er mange, som tror det, at det er umuligt, den kommer ikke, - det er de, som tror, at det er imod den menneske- SIDE: 459 lige Natur -, saa vil jeg nu bare minde om, at det er Klokkerne, som høres inderst inde i Jesu Lære, og det er de Klokkerne, som høres inderst inde i al stor, sand For- kyndelse af det Store. Og da siger jeg: Er da ikke dette Menneskehedens usvigelige Instinkt, og er ikke dette Instinkt lagt inde i os for at være Fremtidens Vei, saa er det Falsk og Løgn altsammen. Men Sagen er, at det aldrig har været taget stort og helt op før nu, da Folkene selv begynder at raade sin Skjæbne, saa nu voxer det stort fra Dag til Dag, og jeg øn- sker ikke for meget, naar jeg mener, at de yngre eller de yngste af os kommer til ved en eller anden Begivenhed at høre, som Luften var fuld af fjerne store Klokker, - da kommer Menneskehedens Majestæt, for det er Verdens- freden. Det nytter ikke, alt hvad vi har for os i Udviklingens Medfør, saa længe vi har ved Siden af os en fuldt udviklet Moral, som er aldeles, absolut stik imod den, som er i Reli- gionen og Etiken, og det har vi, saalænge vi har Krigs- moralen. Og før her bliver en kolossal Sammensværgelse og Reisning mod den, saa nytter det ikke. Og saa kommer jeg til de smaa Folk. Thi hvad der for de andre er et stort Ønske, og hvad der for de andre er en Hindring paa deres Vei, som de maa slaa ned, hvis de skal faa en fortere Udvikling, end de har faaet til idag - for os er det mere. For os gjælder det Livet. Det har vi et Varsko om fra den Blodhimmel nede i Afrika, som vi saa. Det er Blodhimlen over de smaa Folk, dersom de ikke samler sig og arbeider. Der er det, vi skal være vaagne, der er det, vi skal gribe ind! Vi maa ikke tro, at fordi om vi er smaa, skal vi ikke kunne magte den Sag. Det er netop ud af det allerstærkeste i Mennesket, at den lille Nation her i dette Tilfælde faar en Kraft, som den store ikke har. Det er ud af Livsens Nødvendighed, ud af Livstrangen, de kommer til at arbeide saaledes, at det, som for andre bare er Politik, det bliver for os Religion, - og det er det, jeg mener, det gjælder, der skal vi være vaagne! Det var det Exempel, jeg vilde forme Tanken over. Saa kommer jeg med mit andet Ønske. Vi bliver ikke kanske fuldt saa enige om det. Men det er mit Ønske, og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg vilde ønske, at det norske Folk maa blive et mere fornemt Folk, end det er idag. Med Fornemhed mener jeg altsaa ikke det udvortes, Formen og det der, skjønt der er meget, som maa SIDE: 460 med ogsaa af det, men det er det mindre væsentlige. Nei, alt gaar dybere. Jeg forklarer fornem saadan, at den kal- der sig fornem, som forstaar hvad der er ham eller hende værdigt, og som forstaar at værge denne sin Værdighed. Jeg lægger altsaa Tyngden i Forstaaelsen. Ikke enhver, som har det og det Begreb om, hvad der er ham værdigt, har Ret til det. For det kan være meget dumt det, som en Mand tror er ham værdigt. Ei heller enhver, som værger sin Værdighed, for det kan gjøres saadan, at man sætter den til. Nei, det er ham, som forstaar, hvad der er ham vær- digt, og den, som forstaar at værge denne sin Værdighed, - det er Fornemhed. Det er nærmest noget af en Grænse- vagt om sig selv, det er sit eget Omraade, Herre paa det - i god, bedre Forstand, - og ikke indpaa andres Om- raade. Den, som forstaar de to Ting, han er fornem. Og nu mener jeg, at denne Appel tør jeg stille til det norske Folk; for jeg tror, det har usædvanlige Anlæg for at blive et fornemt Folk. Det er ikke alene i den gamle Historie, jeg søger Beviser for mig der; men jeg mener og- saa, at ude paa Bondelandet er meget af virkelig Fornem- hed; om den ikke netop er, som vi synes om den, vi skal dog sige, der er Tradition i den. Jeg tror, vi har Anlæg der. Og her gaar jeg til Storthinget, som forresten er det, jeg denne Gang vil forme over. For at faa frem mit, saa mener jeg, at det er meget, som er fornemt i den Forsam- ling, først og fremst Tonen. Jeg tror ikke, der er en Natio- nalforsamling, som i det Store har en værdigere Tone end det norske Storthing. Og der er saa meget, som udrettes ud af fornem Følelse i den Forsamling, at jeg mangen Gang er forundret. Jeg vil helt og holdent underskrive afdøde Sehweigaards Ord; da de rasede mod Storthinget og troede at tjene ham med det, saa svarede han: "Nei, det er alt i alt den værdigste Nationalforsamling, vi har". Jeg bliver bevæget, naar jeg nævner det, fordi jeg har kjæmpet for, at den skulde komme i det norske Folks Ag- telse i en høiere Forstand, end den engang var. Det er mit Livs Historie, jeg rører ved; det er derfor, jeg bliver bevæ- get. Ja, jeg vil, før jeg tager Storthinget, idet jeg gaar til- bage til dette om Grænsevagten - jeg vil vise, hvor meget vi dog har voxet i Værdighed. Tænk, om vi idag skulde skilles fra Danmark. Tror man da, at vi havde, uden et Folkeraseri, fundet os i, at vi mistede vore Kolonier, vore Brødre? Nei, saa fornemme er vi blevne, at det er en ab- solut Umulighed. Der lod vi os ikke afskjære noget paa vore Grænser. Saa det et gaaet umaadeligt frem. SIDE: 461 Men jeg synes dog, der maa være noget, som mangler. Naar vi husker paa, at det er bare en Menneskealder, siden det norske Folk i større Almindelighed lagde Mærke til, at den Pagt, vi har med Sverige, ikke var en os værdig Pagt. Det er bare en Menneskealder, siden vi begyndte Arbeidet med det. Og jeg vil sige saa meget, at naar der endda er Folk - og saa siger jeg ikke mere. Og saa gaar jeg til Storthinget. Jeg vil gjøre endda en Reverents. Jeg vil endda sige, at jeg elsker Storthinget, og hvis det var det, det gjaldt, at værge dets Overplads i Lan- det, saa var jeg som før blandt de første. Men det hører til vor Historie, som jeg her ikke behøver at gaa ind paa, at det uvilkaarlig kommer til at tage mere end sin Plads. Jeg skal nævne - thi det er altid tydeligst, et Eksempel, - hvad den Mand, som saa længe var Storthingets første Mand, sagde for at karakterisere Storthinget og dets Plads i Folket. Jeg skal ikke nævne hele Remsen, for det er en forskræk- kelig Frase. Men jeg skal nævne Slutningen. Han endte med, at "Storthinget er vort sidste Nødanker i Farens Stund". Det er almindeligt i Farens Stund, at en National- forsamling føler, at det kan vi ikke klare. Der er altfor mange til at sidde i Spidsen under en saadan Fare. Vi maa have en Skipper, og saa give Magten til Skipperen. Og istedetfor at det er det sidste Nødanker, saa heiser man alle Ankere og seiler derfra. I den Grad skjød han over Maalet. Jeg vil tage først bare dette forunderlige Forhold i vort Land, at alle Mennesker vil paa Storthinget. Ja naar det er saa herligt, saa er det rimeligt. Men er det fornemt? Men der er noget, jeg har glemt. Jeg har glemt at sige dette, som er meget væsentligt for det Ind- tryk, jeg vil gjøre, at jeg mener, der er fortvæk Ting, som ikke er tænkt over, og som ikke er sat i sin rette Belys- ning. Dette med Fornemhed, som jeg sagde, det er en voxen Ting, og her er Ting, som ikke er opdaget. Det er derfor, jeg taler. Det er ikke for at bebreide, at jeg vil bruge denne enestaaende Leilighed. Jeg har hele mit Liv været en Prækehest. Hvad er fornemmere: enten at en Mand bliver siddende paa sin Gaard og prøver at faa den op til en Mønstergaard og samler hele sin Evne paa det, og hvis han har nogen Fritid, da paa at faa Bygden op. Der er mange Ting, som venter i hver evige norsk Bygd, men før de lægger hele sit Hjerte i det, bliver det ikke til noget. Hvad er fornemmere: enten at blive der, hvor han forstaar alting, eller at komme derind, hvor han ikke forstaar Halv- parten. Hvad er fornemmere enten at blive hjemme og SIDE: 462 være med at danne den Folkeopinion, som det Hele gaar paa, og som skal til syvende og sidst afgjøre alt, end at fri sig frem til at blive en liden Strime Messing i den store Trompet, som skal tude paa Storthinget. Hvad er fornem- mere: enten at være hjemme som Guld i Banken eller at være den repræsentative Seddel, som er i alles Lomme. Den mener jeg er en fornem Mand, som føler sig kaldet til at komme paa Storthinget, og som der arbeider for de Sa- ger, han mener, han kan sætte igjennem. Det er fornemt, og det er kun saadanne, som skulde paa Storthinget. Det er noget iveien i vor Institution, som viser, hvor langt tilbage vi er i Fornemhed. For Institutionen forby- der det. Institutionen maa være saadan, at enhver Mand kan komme frem for sin Valgkreds og sige: Dette vil jeg ud- rette, og paa dette vil jeg paa Storthinget. Da skulde man faa se, at man fik dygtige Mænd paa Thinget. Dette maa vi arbeide for. Fra det offentlige Liv gaar Begreberne ud til det Private. Vi maa blive et fornemmere Folk i store og afgjø- rende Ting. Hvordan ter de sig, de, som kommer paa Thinget? Ja, det kan ikke forlanges af mig, at jeg ikke skal komme til at røre ved den Sag, som mere end andre ligger mig paa Hjerte i denne Stund: At der ikke maa minkes paa vort Kulturmaal. Ære være Maalstræv, og ingen laster nogen Mand, som har villet have det frem, eller har stemt for det. Men saa kommer jeg til det fornemme. Er der stemt over disse Sager her i Landet? Er der en eneste Repræsentant som har Fuldmagt til at gaa frem paa Thinget og afgjøre noget her? Nei, og da skulde det være en uvilkaarlig Følelse af Fornemhed, at man siger: Dette er en saa stor Sag, dette tør vi ikke røre ved, uden at vi har faaet Fuld- magt. Naar der er Byrepræsentanter endogsaa, som ved, at de har hele sin By paa nogle faa nær mod sig - at de da gaar frem og stemmer alligevel med Maallovene - det er ikke fornemt. Det kan være, at det er Overbevisning, det kan være, at det er bra, men fornemt er det ikke. Og den Institution, som ikke tillader dem i et saadant Øieblik at nedlægge sit Mandat og lade Kredsen faa Lov at stemme igjen, den Institution er ikke fornem. Det skal vi faa Øie for. Jeg mener, at er vi et vaagent Folk, og er vi et for- nemt Folk, saa gaar vi ikke længer paa de Baner, før det norske Folk er spurgt. Det maa vi ikke vove at gjøre, for det er en stor og hellig Sag dette med Kulturmaalet, og SIDE: 463 det kan ingen fordølge for sig selv, at Maallovene, som de nu er, minker paa Kulturmaalet. Ja, dette er altsaa mit Exempel, som jeg har formet mit Ønske over. I kan tro, der et mange Ting. Naar I endelig sætter Eder fore dette: Er det fornemt, er det ikke noget, som er fornemmere, saa er der mange Ting i vor Offentlighed, som maa ændres. Vi skal vel have Frugt ikvæld tilslut! Jeg vil nævne, at fordi der avles Frugt paa Vestlandet i nogle Bygder, saa skal alle vi andre betale dyrt vor Frugt fra Udlandet. Det er ikke fornemt. Vi kunde gaa i det Uendelige med det. Ja, dette var det. Det er ingen Festtale, men det er ægte. Til syvende og sidst: vi har ikke noget bedre at gjøre, naar vi sidder sammen i en fest- lig Stund, end at søge at virke godt for Fædrelandet. Og tænk, det tror jeg, jeg har gjort ikvæld. Faar jeg Lov til at udbringe en Skaal for Norge paa dette mit Program. 3) Svar paa Tale for Jubilanten ved Festen i Studentersamfundet Lørdag 13. Dec. 1902. Ja - man sagde mig, da man indbød os til at komme herned, at her vilde vi faa en Modtagelse som ingen anden Steds. Det var dog, synes jeg, et Misbrug af Ordet, for man kan ikke kalde en Orkan nogen Modtagelse. Naar jeg staar paa denne Plads, da kunde jeg føle mig fristet til at sige som en Mand i Sagaen: Jeg staar paa mine gamle Slagvolde! Og det kunde friste mig til at tage op et og andet. Men det skal jeg ikke gjøre, jeg skal være kort. For jeg er vel vidende om, at en enkelt Mand har ikke Lov til i saa lang Tid at optage saa mange. Apropos Talerstolen. Jeg husker godt den Tid, da jeg gik omkring den og havde Lyst til at bestige den. Jeg SIDE: 464 havde saa forfærdelig meget at sige, men det hægtede ikke til, det passede ikke til det, som dengang var oppe. Og saa maatte jeg vende. Men tilslut maatte jeg da til. Og hvad jeg nu fra den Tid husker sterkest, det er, da man stod her i Salen, delt i to stridende Partier, i et Raseri, som jeg aldrig har set Magen til. Og jeg har været meget med. Det var ikke mig, det gjaldt. Nei, det var første Gang, den norske Venstreungdom kom ind og slog alle Bureaucheferne og Expeditionssekretærerne og alle Embedsmændene og endel Studenter. Det var under min Ledelse, den første Gang kom ind. Og det skal være Ung- dommens Ære, at den fylket sig bestemt, førend Partierne udover Landet havde fylket sig. Det tror jeg var sundt og derfor rigtigt. Men jeg vil her nytte Leiligheden til at rette noget, som ofte er sagt. Det er sagt, at jeg tog Studenterne med mig. Nei, jeg tog ikke Studenterne - det var Studenterne, som tog mig. Jeg var meget ensom her i Byen i Begyndelsen. Der var kun to Familier, jeg kom i. Den ene var Sars's, den anden Thaulows. I flere Huse kom ikke jeg og min Hustru dengang. Jeg vil ikke sige, at jeg følte mig ensom. Jeg havde jo min Borg, men den var meget afgrænset, der var Gjærde om den. Alle tre skandinaviske Flag havde jeg oppe - og de var rene allesammen. Men jeg følte mig be- leiret. Jeg passede ikke, derfor blev det Udflytning. Da søgte Studenterne mig op og sagde: Kom bare til os! Jeg vil nævne to: den ene sidder der, Fritz Hansen, den anden sidder nede i Paris, Frits Thaulow. De to Fritzerne var det især. Og det Samfund, de gav mig heroppe, det var herligt for mig. Det blev en afgjørende Vending for mit Liv. Jeg er saa uendelig taknemmelig for dette - - - som jeg idet- hele tror, at jeg er et taknemmeligt Menneske. Naar jeg takker for dette, saa vil jeg, da de danske Stu- denter holdt Fest for mig igaar, faa Lov til med det samme herfra at sende en Tak derned. Thi det danske Studenter- samfund blev af stor Betydning for mig. Jeg var kommet derned for at studere, virkelig studere alt det, som skulde slaa Dørene op for, hvad jeg vilde. Blot to Venner havde jeg fra Studenterfærden, og den ene var endda ikke i Byen. Saaledes begyndte det. Men der, i Foreningen, fandt jeg Bøger og Interesser og Venner, mange, som blev bane- brydende for mig. Og derfor vil jeg, den gamle Mand, sende ned en Tak. Ikke alene for at takke for alt, hvad de gjorde for mig. Men ogsaa for at retlede Jer. I skal søge For- SIDE: 465 ening, I skal danne Foreninger, I skal forene Jer om fælles Interesser, om alt det, I elsker og vil have frem! Det at gaa alene med det, en elsker, det giver ikke den rette Klang. Prøv, naar I har skrevet noget, at læse det op for andre! I vil føle de andres Opfatninger gaa ind i, hvad I læser. Der kommer noget mangestemmigt ind i det, som gjør det rigere - og gjør, at I ofte kommer til at se et og andet i et andet Lys. Dette mangestemmige skal I søge i Omgang og bringe det hen til enhver Interesse. Derfor: Gaa i Foreninger! Og ikke paa Kaféer! Vi gik ikke paa Kaféer i mine Dage. Kun yderst sjelden. Men vi var sammen, og vi havde Interesser. For det at være sammen, det skaber Interesser, hvis de, som kommer sam- men, ikke er tomme - og det er Ungdommen ikke. Hold fast ved Studentersamfundet, hold fast ved alt det, I elsker! Der er en Forening, I har dannet, som jeg især vil takke for. I har dannet en Forening for at give flere Kund- skaber til dem, som har ondt for at skaffe sig dem. Jeg kan ikke tænke mig noget vakrere end dette, at I, som faar Kundskaberne frit, gaar ud og giver dem til andre, som kanske maa kjæmpe haardt for at faa dem, gaar ud og tænder Lys i begjærende Øine. Det er den bedste Maade at takke paa, for hvad I har faaet. Men jeg vil føie til et Raad. Gaa ikke ud andre end I, som føler, at I har Undervisningstalent - for det er ikke saa almindeligt, som man tror. De andre, som ikke har det, faar hjælpe paa anden Maade. Et og andet kunde jeg jo endnu have at sige, men jeg vil være kort. Jeg vil takke Studenterne. Og jeg vil tage frem bare en enkelt, som er mødt frem for at feire mig. For det tror jeg, alle er enige om, at af alle Studenter er dog han den fineste, Edvard Grieg! Ogsaa han læser. Men han ligger ikke, naar han læser, han sidder ikke engang, han staar ved en Pult, og da hører hele Verden, hvad han læser. Tak for, at vi fik være tilstede her ikveld! Og Tak for en Ting til: for, at vi fik være her uden Tobak! Ja, jeg kan ikke lade være at røre ved dette Moment. I mit Hus røges der Tobak bare i et enkelt lidet Værelse, og naar en gaar derind, saa siger vi: Han er gaaet i Grise- huset! Jeg ved, det er et Offer, I har bragt, som vi er overmaade taknemlig for. Ja, nu skal jeg ikke tale længere - jeg vilde ikke nu kunne improvisere nogen Tale. Jeg takker for den Leilig- hed, I har givet mig til at staa Ansigt til Ansigt med norsk SIDE: 466 Ungdom, og for Eders Kjærlighed til, hvad jeg har gjort. For jeg ser jo deri et Tegn til, at det skal faa gaa varmere og kjærligere Stier, det Udviklingsliv, vi herefter skal føre, end det, jeg har været med paa. SIDE: 467 Bjørnstjerne Bjørnson Tale i Private liberale Klub 6. Febr. 1903. ("Norske Intelligenssedler" 7. Febr. 1903, Nr. 32.) Efter en spøgefuld Indledning ytrede Bjørnson: De skal huske paa det alle sammen, at Politik bare er Udenværket, det er ikke Tingen. Den er Formerne, Meka- niken. Jeg tror, at naar vort Folk staar saa splittet endnu idag, saa er det, fordi her er for liden Forstaaelse hos os af, at det er selve Folket, vi skal bygge op med disse For- mer. Det at arbeide henimod den eller den politiske Form, det er i sin dybeste Grund et Arbeide for, at Folket skal faa mere Selvfølelse, end det har. Selvstændigheden i og for sig er ikke det høieste, men hvad Selvstændigheden ud- ruster et Folk til -, den er nemlig en Kraftkilde for Ener- gien, Foretagsomheden og Livsglæden. Det er disse, som vi arbeider op, naar vi arbeider i Politiken. Hvis man forstod, hvordan det norske Folk vilde vokse i sin inderste Livsævne paa, at det fik en høiere Æres- følelse, end det har idag, af at det høinede Glæden ved en rigere og friere Selvbestemmelse, da vilde alle Mennesker være med. Men det er det, de ikke fatter. De tror, det er Formerne, det gjælder om. Men det gjælder i Virkeligheden Folkets Livssag. Jeg tror, det er en stor Feil, at det behandles for meget som Politik det, som er Marven. Det tror jeg har været Tilfældet nu hos os igjen. Naar jeg ser paa dem, som begyndte sammen med mig, og jeg husker deres Syn, og jeg sammenligner det med hvad jeg nu ser, hvad jeg nu tror er mange Menneskers Syn, saa er her Vækst. Det er noget andet at være Nord- mand nu idag, end det var for 40 Aar siden. Gud bevare mig, for et rigere og høiere Begreb jeg har om det idag, end jeg havde om det den Gang, - hvor mange Ting jeg den Gang skrev bare som en Anelse, som nu er naaet frem SIDE: 468 til en fuldt klar Bevidsthed. Men naar man saa oplever saadanne Ting, som hændte, da vi fik Dagsordenen, - - ja, saa er det som at kastes tilbage igjen. Man synes da, at her er naaet saa lidet. Her er mere nu end før, men vi er langt fra at være et virkeligt norsk Folk endnu. Saa er der endnu noget til: Det, som vender ud til os fra Sverige, Ord og Handlinger af Statsmænd, af Politikere og Pressemænd, det er alene en Façade. Denne Façade maa De endelig ikke tage for Sverige. Bagenom den er et stort Sverige, et svensk Folk, som venter paa os, og som virkelig henter Kraft fra os som fra en Kilde ved Siden af sig. De venter paa, at de fra os, fra vort Eksempel, skal faa Mod til at gjennemføre hos sig selv en ganske anden Selvbestemmelsesret end den, de har naaet i sit eget Land. Vi skulde være fyldt af Bevidstheden om det. Men heller ikke Danmark maa glemmes. De nordiske Folk maa staa sammen. Man faar begynde i det mindre, f. Eks. med et Nøitralitetsforbund, men det maa bli mere. Jeg mener, at den nordiske Stamme hører til noget af det sundeste og skjønneste, Menneskeslægten har naaet, og vi maa udarbeide disse Kræfter til det høieste. Men det kan vi ikke uden at holde sammen. Dette har Svenskerne ikke en saa stærk Følelse af, som de skulde. Her er en Mangel i deres politiske Syn, en skjæbnesvanger Mangel, thi den kan lede hele vor Politik ind paa et feilagtigt Spor. Her maa vi staa Vagt! Holde os ranke og stærke i vort Forhold til Sverige, saa Dan- skerne ikke skal si: "vestigia terrent". Og vi maa aabne Svenskerne Øine for, hvordan det vilde gaa os, om vi gjorde som Moderen, som Ulvene var efter, - hun kastet det ene af sine to Barn ud forat frelse det andet. Der er en Ting, jeg vil sige i Samfund med dette: den, som indøver sig i bare at se paa Formerne, han blir stik- kende i dem; han kommer til at maale, hvad der er muligt at opnaa, efter hvad vi kan opnaa i Øieblikket. Men Frem- tiden har uendelig mange Muligheder, som ikke kan faa Form idag. Det gaar ikke an for os at slippe et Maal, fordi det møder Modstand i Sverige idag. Vi skal sætte os lange Maal, og hele vort Liv skal være et Vidne om Troskab mod disse lange Maal. Hvad var Ungarns Frihed idag, dersom de ikke havde sat sig lange Maal? Se paa Bøhmernes Kamp! I al den Tid, vi har været tænkende, de ældste af os, har Bøhmerne kjæmpet, og de kjæmper endnu; Kampen er ikke ført tilende. Men nu tviler ingen, ikke engang i Østerrig, om, at Bøhmerne naar sin Ret. Vor Adel skal bestaa i at SIDE: 469 være tro mod de lange Maal, som vi sætter for Fædrelan- det. Det er vor Adel! Skal jeg tage Summen af dette for Øieblikket - altsaa uden at røre ved noget af de mange Vilkaar, som nævner sig omkring os (for den ene har sit, og den anden har sit!), skal jeg tage Summen af det i sin hele Almindelighed, saa mener jeg altsaa, at vi i denne Stund, hvor saa meget staar paa Spil, maa ha et roligt Mod; vi maa ikke overile os; vi maa ikke afvise nogen Mulighed, vi skal være ærbødige mod Stammens Fremtid og veie alt, hvad som kan veies af Muligheder, men vi skal heller ikke være bange, dersom vi ikke faar det. Der paaligger os det Ansvar, at vi ikke møder frem med Doktriner og forudfattede, opgjorte Sæt- ninger, men at vi hører, som om det var Folket 20 Aar fremover, som stod sammen med os. Men paa den anden Side skal vi ikke tage imod og godkjende noget som helst, som kan afkorte Selvbestemmelsesretten eller minke Selv- følelsen hos dem, som kommer efter. Ja Gud give, at jeg var dygtigere, end jeg er ikvæld, saa vilde jeg ha brændt dette ind i Jer Vilje. Thi det gaar an for nogle faa, som er stærke, at herske over Tusener, som ikke er det. Det gaar an. Det første politiske Valg, som jeg var med og styrede, der var vi 30 Mand. Jeg sa til dem: lad os 30 binde os sammen, saa styrer vi hele Valget. Vi styrede hele Valget. Det er det, jeg vilde, - jeg vilde arbeide op lidt stærk Vilje, udruste Jer Vilje slig, at de, som kommer efter os i de første halvhundrede Aar, kan staa op og vidne, at vi har været trofaste mod det kommende Norge. Sidene 470-473 er er ikke skrevet inn. Disse inneholder kommentarer etc. ceo 24/8-99 SIDE: 474 Bjørnstjerne Bjørnson Hr. Stangs sidste Erklæring. ("Aftenposten" 30. Juni 1903.) Deri staar: "Mit Formaal med Rustningerne var, at Forhandlingerne skulde fremmes med størst mulig Ro. - - Det norske Storthing skulde kunne træffe sin Afgjørelse uden Frygt for Ufred, kun under Hensyntagen til, hvad Landets Ære og Interesse kræver." Dette billiger alle, om der end begynder at reise sig Tvivl om, hvorvidt hans Foretagender i alle Stykker var rigtige. Han som vi alle vilde hindre et nyt 1895. Der viste sig da heller ikke det svageste Tegn til noget, som truede Norges frie Bestemmelse. Men naar saa var, hvorfor blandede Stang sig da op i Forhandlingerne? Hvorfor prøvede han (og Konow) paa at skiple dem, endnu mens de var Kommissionsforhandlin- ger? Hvorfor lod han Alverden vide, at det bliver ikke godt før vi faar Krig; alene Krig kan klare det: Svenskerne maa først have Juling, saa giver de os vor Ret; ikke før? Hvorfor, naar det ikke var for at faa den Tro forsvarlig indprentet i de Ringe, som havde Bestemmelsen, eller Indflydelse paa Be- stemmelsen, at Forhandlingerne duede ikke, her maatte andet til? Hvorfor forsikrede han vedkommende (og uvedkom- mende) om, at vi trygt kunde ta Sagen i vor egen Haand: vi kunde naarsomhelst indføre eget Konsulatvæsen uden svensk Indblanding, vi var stærke nok til det? Han har jo nu sagt det i sin Erklæring, saa vi kan gjentage det her. Men selv om han ikke havde vedkjendt sig Ordene, saa burde de citeres; ti hvad en norsk Forsvarsminister gjen- tager og gjentager og beviser med Karter og Planer endog SIDE: 475 foran indflydelsesrige Mænd af det modsatte Parti, det styr- ker Krigsaanden, det har forsaavidt fædrelandsk Betydning: Det kan lede Forestillingerne paa farlige Afveie. Naar han med den ham egne Ihærdighed hamrer ind og atter og atter hamrer ind, at nu, mens Sverige omorga- niserer sin Hær, er Øieblikket saa overordentlig beleiligt for os; nu kan vi ved de og de Manøvrer afskjære dem fra at mobilisere osv., - og dette, vel at mærke, til dem, for hvem han er Autoritet, og som saa siden selv skal beslutte i Sagen, - ja, da forstaar ikke Stang Betydningen af sit eget Sprogs Ord, naar han negter, at dette er at lægge sig iveien for Forhandlingerne, negter, at det er at tilskynde til Krig. Ti hvad menes med "at tage Sagen i sin egen Haand", eller med "at vi naarsomhelst kan gjennemføre Sagen uden svensk Indblanding", - hvad menes dermed andet end Forholdsregler, som maa træffes, naar Kongen negter at sank- tionere Storthingets Beslutninger og Landet er uden Regjering? Om i bedste Fald Sverige ikke ænsede Udfordringen, saa Unionen faktisk blev brudt, - siden den græsk-tyrkiske Krig ved vi, der er noget til, som heder "den europæiske Koncert". Hvis den blandede sig ind, tabte vi mere end Udsigten til eget Konsulatvæsen. Da blev der sørget for, at ingen Gjentagelse mere kun- de ske, er jeg ræd. Men jeg nævner det bedste Tilfælde, det, at der ikke blev Krig. Dersom der blev Krig, og vi til at begynde med var heldige i den, vi havde ingen Magt til holde den gaaende. Og hvordan det løb af, - den store, overfaldt af den lille, det skabte et Had, som umulig- gjorde alt følgende Samliv. For Daarer, som ikke forstaar saapas! At dermed var Norden ødelagt, og vor Fremtid et Bytte for Tilfældigheder! For Statsmænd! For Patrio- ter! Dette sidder Regjering og Venstreledere og hører paa og drøfter! Dette gaar stadig Haand i Haand med For- handlingerne! Tænk, Løvland, Formanden i Storthingets Nobelkomité for Fredsarbeidet, han var udset til at være den store Fører, naar det gik løs! Jeg har det fra første Haand. For en Skam for ham og for os! Men lad os nu gaa Skammen helt igjennem ved, at alt lægges aabent paa Bordet; der gives for os ingen Vei fremad uden det. Ti Veien fremad maa være Ærens og Fredens. Andres Agtelse er den Lilles Styrke. Jeg gjentager og gjentager: paa dette Valg maa alle slige Forsøg brydes; fra dette Valg af maa vi selv og Svenskerne vide, at bare ad Forhandlin- gens Vei vil vi naa vor Ret. SIDE: 476 Lad nu endelig Ordene faa sin rette Tydning. Jeg be- tænker mig intet Øieblik paa at kalde Spekulationen i, at vor Folkebror ikke er rustet, for Stimandsfærd. Naar Cast- berg (tres faciunt collegium!) nu nylig har kaldt min Karak- teristik af Stangs aggressive Plan for "skammelig", saa maa det være Stimandsplanen, den Herre kalder for hæderlig og Fordømmelsen af den for skammelig! Saa vidt kan Fana- tisme og Indsnakken i fixe Ideer drive den hæderligste. Det er en Forbandelse, at vi har saa mange af den Sort, som regelmæssig mister Hovedet, naar noget staar paa. Endnu en Gang serverer Stang Frasen om de "uopsige- lige Love", som vel skal hindre os i senere at bestemme over eget Udenrigsstyre! Endda gir han sig ikke! Com- muniquéet er indledet med en Forsikring om, at intet fore- gribes m. H. t. Udenrigsministeren; det Spørgsmaal skal være urørt, - og ti Linjer længer nede skal det netop være Spørgsmaalet om Udenrigsministeren, som skal være saa fastsurret, at vi aldrig mere kan røre det!!! Siden gamle hæderlige Steen paa Død og Liv skulde gjøres til Meneder, er ikke sligt Nonsens præsteret i norsk Politik. Dette præsterer en Mand, som til for nogle Dage siden var Medlem af den Regjering, som skal forhandle videre med Svenskerne! Gjøres dette altsammen heltop, og det bør og skal det, er jeg ræd for, at Svenskerne siger: med den Regje- ring forhandler vi ikke videre. Hvis ikke det norske Folk forinden siger: det skal de ogsaa slippe for. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Samling. "Gelederne har aabnet sig". ("Gudbrandsdølen" 3. Aug. 1903.) Det er ikke udenfor al Sandsynlighed, at jeg kommer. Jeg har rigtignok ikke samme Tro som De paa Talens Magt i en Valgperiode. Men i et saa lidet frisindet og saa lidet fremsynt Parti som vort regjerende Venstre har det sin Nytte at bringe Kjendsgjerningerne til at tale. Dette er jo tildels gjort med den Følge, at nu fragaar alle, at de har syslet med at faa Forhandlingerne overstyr, SIDE: 477 "for at tage Sagen i sin egen Haand". De forsvarer sig jo endnu imod "bare at ville forhandle"; men dette er alene Røg af den bag Laaven afbrændte sidste Patron. Her bliver Forhandling og bare Forhandlig. Enten det ene Parti eller det andet kommer til at lede dem - Forhandlingerne gaar i Laas. Ingen Mand, hverken svensk eller norsk, tør læn- ger lade det blive anderledes. Dette er det ene store Resultat, vundet før nogen gaar til Valg. Det andet er en almindelig Indrømmelse af, at her maa Regjeringsskifte til. Man vil, saavidt jeg kan forstaa, have en anden Regjeringsformand, en anden Finansminister, en anden Administrator for de offentlige Arbeider, en anden Undervisningsminister. Mange af de indviede vil ogsaa have en anden Justitsminister. Jeg holder det for vigtigere end alt dette, at Storthinget bliver et andet. Det alt for- dærvende Kameratskab maa nemlig have Slut. Regjering maa atter blive Regjering og Storthing Storthing. Vi ser, at Høire og Venstre allerede paa mange Steder gaar til Valg sammen. "Gelederne har aabnet sig". Dette vil de mere og mere gjøre. Vi staar foran en ny Parti- dannelse. Skjældsordene og Usandhederne, som altid led- sager saadanne Overgange, har vist sig aldeles magtesløse, fordi Personerne alene er Signaler for Ændringer, som For- holdene allerede har fuldbragt. Saaledes er det kommet, at efter Omstændighederne er Venstrevalg eller Høirevalg ikke længer det Afgjørende. Selv et gjennemgaaende Venstrevalg vil tilføre Storthinget nye Kræfter og saadan Fornyelse af de gamle, at vi kan imødese en anden Husordning og en anden Regjering. Skulde vi udtrykke et Ønske, saa var det dette, at for For- handlingernes Skyld maa den nye Regjering sammensættes af begge Partier; endvidere at Finansministeren maa blive Regjeringens Chef; han er nu den vigtigste. I hvert Fald vil næste Storthing neppe gaa til Ende, før Samlingspartiets Program har seiret og har hidført en ny Partidannelse. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Forfalskning. ("Aftenposten" 4. Aug. 1903.) Det kan hænde, at jeg i min første Harm over Fusk og Fanteri bruger for sterke Ord, nemlig saadanne, som andre SIDE: 478 bare har til privat Brug. Men en Forfalsker, en professio- nel Forfalskning maa jeg faa Lov til at reise mig mod, hvad Feil jeg saa selv har. Naar jeg siger: "Det være langt fra mig at paastaa, at jeg er Aarsag til, at Forhandlingerne atter blev optagne," og det gjøres om til, at Bjørnson indbilder sig, at han er Aarsag til, at Forhandlingerne atter blev optagne, - saa er dette en Forfalskning af mit Udsagn. Naar jeg angriber Regjeringen for tvetydig Færd, da at sige eller lade forstaa, at saaledes har jeg handlet for min Svigersøns Skyld eller endog i Ledtog med ham, saa er dette en Forfalskning af mine Motiver. Naar Regjeringens Sag i det Blad, som dens Medlemmer opretholder, gjennemgaaende føres paa den Maade, saa er det en Skam for den og dens Parti. B. B. Bjørnstjerne Bjørnson Over Ævne! ("Opl. Avis" 6. Aug. 1903.) Vil virkelig Hedemarkens Amt ha slige Fantasterier som Castbergs Forslag om Jordkjøb og Konows om Folke- forsikring, slige Fantasterier heist som sin Fane ved Valget? Marschere frem med Konow og Myrvang som Stang- bærere til fortsat Forhandling med Sverige og til fortsat Understøttelse af formløse, kostbare Forslag? Kristians Amt bagefter med Castberg og Erik Enge som Stangbærere for det samme. Jeg ser, Ull- mann nu skal forlade sit Embede for at bli Thingtaler. Altsaa Bratsberg Amt med ham som Stangbærer for de samme Fantasteriers Fane? De er alle begavede, hæderlige Mænd, mig kjære. Men de er udaf dette ulyksalige norske Slag, som jeg har givet Navnet "Over Ævne", og som jeg i forskjellig Form har bekjæmpet, siden jeg fik Øie paa det. Jeg tror nemlig om mig selv, at jeg er en sand Mand. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 479 Bjørnstjerne Bjørnson Folkenes Samhørighed. ("L'Européen", Paris, og "Aftenposten", 1. August 1903.) Nylig holdtes et Møde i Paris, deri Forsamlingen gjen- nem udmerkede og veltalende Mænd nedlagde Protest mod, at den russiske Keiser har krænket Finlands Forfatning, og mod dette loyale Folks Undertrykkelse. Endvidere ned- lagdes Protest mod den endeløse Forfølgelse af Jøderne og navnlig mod den rædselsfulde, men ustraffede Udaad i Kischeneff. Af de Referater, som jeg har set, fremgaar ikke med Tydelighed, at de ogsaa nedlagde Protest mod, at Udlandet længer gjorde sig til Medskyldig. Ruslands Statsgjæld var i 1902: l7 1/2 Milliard Francs. Deraf skyldtes til Udlandet 4,275 Milliarder; i Jernveis-Obli- gationer 4,333 Milliarder, som imidlertid ogsaa for en meget stor Del eies af Udlandet. Alene siden 1889 har Rusland fra Udlandet laant 3 1/2 Milliard, og heri er Jernveislaanene ikke med- regnede. Samtidig en forfærdelig Skatteudpresning! Det har gaaet saadan til, at de bestandig øgede Skatter har givet Kredit og Laan; men Laanene har igjen sat Regjeringen istand til at dæmpe Faren ved Skatteudpresningen. Nu gaar dette ikke længer. Udgifterne er bestandig stegne, men Indtægterne kan ikke længer følge med. En Del af Jernveiene svarer ikke Renter, ikke engang Drifts- omkostningerne, og Skatterne har naaet sin yderste Grænse. Dette sidste stadfæster Witte i sin Fremstilling for Rigs- raadet. Hvad særskilt de udenlandske Laan har været brugt til, kan ikke klart ses. Man antager, at de har lettet Over- gangen til metallisk Guldfod, at de har været med at dække Omkostningerne ved den kinesiske Krig og Operationerne i Mandschuriet; og at de har muliggjort Bygningen af den SIDE: 480 sibiriske Jernvei. [fotnotemerke] Endvidere er det sikkert, at de uden- landske Laan har sat Regjeringen istand til i overordentlig Mon at øge Politimagten og til at gjøre Flaaden betydelig større. Vi ved alle, at Hovedmængden af det fremmede Guld, som har opretholdt Selvherskermagten og dens Planer til Undertrykkelse og Erobring, siden 1889 har strømmet ind fra Frihedens, Lighedens og Broderskabets Land. Vi ved ogsaa alle, at disse Laan delvis har været formidlet ved franske Jøder. Det siges alment, i Europa som i Amerika, at uden det franske Guld havde det russiske Styresæt længst maattet kapitulere. Ingen Centralmagt, selv den allerbedste, for- maar i Længden at styre saa mange og forskjellige Folke- slag. Ingen Haand, selv den mægtigste, kan omspænde et saa umaadeligt Omraade eller forene saa modsatte Livs- vilkaar, skabte af forskjelligt Klima, mange Racer og Reli- gioner. Men hvad det bedste Styresæt og den vældigste Haand ikke formaar, det bliver til Forvirring og Elendighed under et svagt Selvherskerdømme, deri et brutalt, bestikke- ligt Bureaukrati forfalsker, plyndrer og undertrykker. Uden Hjælpen udenfra vilde dette have endt af sig selv, - enten i Revolution eller ved at man gav efter. Det naturlige er jo, at Styret over Ruslands uhyre Masser deler sig, "decen- traliseres i en føderativ Organisation", - jeg vil ikke prøve paa at oversætte noget af disse Ord, som jeg henter fra en russisk Statsmand. Ved Hjælp af Udlandets Guld har alt det fængbare Emne i disse kolossale Ophobninger af Uret og af Nød øget sig, til de er blevet farlige for os alle. Kommer her ikke en Krig, som tager og kaster dem ud over Naboerne, saa sker der Selvantændelse med Sprængning og Dunder gjennem Aar. Herom er Russere og Ikke-Russere lige enige. Men Krigen kommer! Naar det almægtige russiske Bureaukrati hidtil intet Middel har skyet for at forlænge sin Magt, hvorfor skulde det sky dette? Hvad Udfald Krigen faar, - ét er sikkert: Betalings- terminerne hører op. I en Statsbankerot takker Rusland for Hjælpen. Vi behøver vel ikke at være Spaamænd for at forudsige, at dette først og fremst vil gaa ud over Jøderne? Rasende Fotnote: - som ikke er nævnt blandt de mange, paa hvem Obligationerne er udstedte. SIDE: 481 Folk er sjelden retfærdige; de Bedragne vil glemme Ban- kerne over Jøderne; deres Trang til Hevn vil ikke alene ramme de skyldige blandt Jøderne, men de alleruskyldigste! Der har du, fordi du har sveget den Samhørighed, som ogsaa dit Folk, din Stamme burde have følt! Men vi andre, vi vil raabe over til de Bedragne og Forbitrede: Der har du selv, fordi du har sveget den Samhørighed, som ogsaa burde føles mellem Folk og Folk! Du skulde aldrig have hjulpet det russiske Tyranni; du sidst af alle. Nu kommer Zaren til Europa. End om vi saa selv viste noget af den ansvarsfulde Samhørighed, som Kapi- talisterne mangler? Jeg ser, at Italiens Socialister eier den. De har gjennem sine Repræsentanter i Parlamentet nedlagt Protest mod, at Zaren kommer til Italien. Saa stor er deres Medfølelse med Finlands Folk, med Polens, med selve det russiske. De ser Brødre i dem alle. Nu kommer Turen til Danmarks lille Folk, som alment kaldes Verdens mest oplyste. Vi faar se, om det paa en værdig Maade forkynder og styrker Samhørighedens Lov, - den evig voxende, den, som engang skal redde de Fortrykte. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 482 Bjørnstjerne Bjørnson Bjørnsons Tale ved Nobelbanketten 10. December 1903. Jeg tror, at den Præmie, som er tildelt mig idag, af den store Almenhed vil opfattes som Gave fra Folk til Folk. Og da vil jeg faa lægge til, at efter den lange Kamp, jeg har været med at føre for Norges Ligestilling inden Unionen, og som ofte vakte sterk Uvilje i Sverige, er det, som nu er sket, til Ære for det svenske Navn. Jeg vilde gjerne nytte denne Leilighed til at sige min Mening om Digtningens Opgave. I al Korthed. For at kunne faa det kort, vil jeg tage min Tilflugt til et primitivt Billede paa Menneskehedens Udvikling, som har fulgt mig fra min tidlige Ungdom: Jeg ser Menneske- hedens Udvikling som et endeløst Tog paa Vandring. Frem- over - om ikke netop i en lige Linje, saa dog altid frem- over. En uimodstaaelig Trang driver det, fra først af alene instinktivt, men efterhaanden mere og mere bevidst. Dog ikke anderledes bevidst, end at det Menneske aldrig har levet, som har kunnet omgjøre hele sin Fremgangsvilje til bevidst. Inde i denne Blanding af bevidst og ubevidst arbeider Fantasien. I somme saa sterkt, at den driver Tænkningen anende frem. Helt foran, hvor Veiene opdages og Toget ordnes. Intet har fra først af saaledes bestemt Bevidstheden som Erfaringen om, hvad som skader, og hvad som gavner. Derfor er der heller intet den Dag idag, som er dybere fæstet i den, saa dybt, at ingen Bevidsthed mere kan komme udenfor Erfaringen herom og føle sig vel. Hvor synes mig derfor den Lære forunderlig, at Digt- ningens Mænd og Kvinder, før de gaar til sit Verk, helst bør tømme sig for Bevidstheden om godt og ondt! Tænk- ningen skal helt omgjøre sig til et Fotografiapparat, ube- SIDE: 483 kymret om, hvad som skader eller gavner, hvad som be- hager eller mishager. Jeg vil ikke fortabe mig i en Undersøgelse af, hvorvidt noget moderne Menneske, vel at merke, naar det er sundt, nu længer kan frigjøre sig for denne Millionaarenes arvede Bevidsthed, som til idag har styret alle Slægter. Jeg bare stiller det lille Spørgsmaal i Veien: Hvorfor tager de, som tror de praktiserer i den, netop det Billede der - og ikke det ved Siden af? Sker det bestandig rent mekanisk? Hvorfor er de Billeder, som de saaledes træffer paa, næsten allesammen anstødelige? Er det sket aldeles uden Valg? Jeg tror, vi kan spare os Svaret. De, som vi andre, kan ikke løsgjøre Forestillingerne fra den arvede moralske Vurdering; Forskjellen er alene, at vi tjener den, de andre gjør Oprør mod den. Jeg maa straks lægge til, at ikke alt er Oprør, som synes saa. Meget, som idag er Ledning, har engang været holdt for Oprør. Her vil jeg alene slaa fast, at de, som negter, at Digterverket skal have Tendens, de viser os i sine egne Verker, at ogsaa de har den. Med Støtte paa Literaturhistorien lægger jeg til, at jo høiere op paa Aandsfrihedens Stige, jo fastere er Tendensen. De store græske Digtere ordnede baade Guders og Menne- skers Samfund. Shakespeares Digtning er et stort ger- manisk Valhalla, somme Tider straalende, til andre Tider i Uveirsskyer. Deri har alt Liv staaet op igjen for atter at kjæmpe - men saaledes at hans Retfærdighed raader, hans høie Tro paa Livets uendelige Overskud. Molières og Holbergs Mennesker under Parykkerne og de hvidpibede Hovedklæder - vi kalder dem frem af deres Grave, saa ofte vi selv vil, for at de atter i sirlige og groteske Bevæ- gelser skal gaa sine Skaberes Ærind; de er saa fulde af Tendens som af Ord. Jeg nævnte før vort germaniske Valhalla. Mon det ikke gaar an at sige: Goethe og Schiller bar et Stykke Elysium ind i vort germaniske Valhalla? Himlen blev høiere og varmere, Livet som Kunsten skjønnere og gladere. Gaar det ikke an at sige, at de, som stod under Glansen af den unge Tegnér, den unge Oehlenschläger og den unge Werge- land - for ikke at glemme Byron og Shelley - har lidt af græske Guder ved sig? Den Tid og dens Tendens tabtes. Men for at nævne vor og to store i den, ligger det mig nærmest først at tænke paa min gamle syge Ven. Han har tændt en Række SIDE: 484 høie Fyrtaarn langs den norske Kyst; de er det Første, alle ser, som søger Indseilingen. De lyser verdensvidt for at varsku om, hvor der er Fare. Videre minder jeg om den store gamle hos vor Nabo i Øst, som staar i den aabne Havn for Menneskelykke og vinker og vinker. Begges Sjæle, begges lange Arbeidsdag har havt en voxende Tendens, voxende som Lysfaklerne i Aftenvinden. Hermed har jeg intet sagt om Tendensen i Forhold til Kunsten, som den kan opgløde - sterkere end noget, men som den ogsaa kan overvælde. "Ich rieche die Absicht und werde verstimmt". Endnu mindre har jeg sagt, at naar Tendens og Kunst dækker hverandre, saa er alt vel. Netop de Store, jeg sidst nævnte, - det kan hænde den første, at han varskuer saa skarpt, at det skræmmer. Det kan hænde den andre, at han lokker med Idealer, som er over den menneskelige Evne; - og de skræmmer ogsaa. Men vi maa faa vort Mod paa Livet styrket, ikke minsket. Veiene, som aabnes, - man maa ikke skræmmes fra at gaa dem. Vi maa faa den trygge Følelse af, at Livet har et velgjørende Overskud, at efter den værste Rædsel, den mørkeste Forødelse, overrisles Jorden atter af friskt fra det evige Opvæld. Vor Tro derpaa er selv derfra. Forsaavidt er i al nyere Digtning Victor Hugo min Mand. Inde i hans glansfulde Fantasi er Følelsen af Livets Overskud det farvegivende. Mange taler om hans Feil, navnlig om det theatralske ved ham. Men for mig blæses disse Feil allesammen væk af det vældige Livspust i ham. Selvopholdelsesdriften kræver Overskudet. Havde Livet intet Overskud, saa stanset det. Hvert Billede, som ikke eier det, er falskt. Vi befinder os uvel ved det. Dette har avlet den Misforstaaelse, at det er selve Mørkesiden ved Livet, som gjør os uvel. Nei, naturligvis er der svage Sjæle, ogsaa forkjælede Egoister, som ikke taaler en haardhændt Sandhed, men for os andre gjælder ikke dette. Havde de, som vælger at give Rædselen, eller de Ord og de Handlinger, som helst gjem- mes væk i Blusel - havde de samtidigt kunnet løfte os over det i en eneste Følelse af, at hvad som end hænder - Livet har sit altordnende Overskud, ja, da sagde vi os selv: Her stilles vi foran en Livsgaade, som i sit Dyb fæstes netop til disse Ord, og løses i denne Handling, gjen- nem denne Rædsel - ja da havde vi følt helligt Alvor ved det eller uimodstaaelig Komik, efterhaanden som han vilde, der førte os. SIDE: 485 Men de allerfleste, som fører os, kommer ikke længer end til Sensationen - om de kommer saa langt. Vi føler os to Gange uvel, først ved at savne Livets Overskud, der- næst ved, at han, som førte, ikke kunde. Al Uformuenhed piner. Jo mere en Mand tager paa sig, jo sterkere maa han være. Der er ikke det Ord, som ikke kan nævnes, ikke den Handling eller Rædsel, som ikke kan males, men han maa være der, som kan. Livssammenhængen er det, vi søger i Kunsten, i dens mindste Draabe, som i dens bølgevæltende Stormhav. Vi fryder os, naar den er der. Vi misstemmes, naar den er borte. Den urgamle Erfaring om, hvad som skader, og hvad som gavner, Skammen i al vor Bevidsthed, har delt sig over alle Omraader for vor Livsførelse og Forskning. Af Kunsten forlanger den at mangfoldiggjøres og skjærpes i Millioner af Exempler. Den kan aldrig faa nok. Den har jeg prøvet at tjene. I Ærbødighed og med Begeistring. Jeg er ikke en af dem, som tror, at alle har Ansvar, men Digtningens og Kunstens Dyrkere intet. Jeg mener tvertom: den har det største, fordi den foran er med at aabne Veiene og ordne Toget. Min inderligste Tak til det svenske Akademi, fordi det har anerkjendt dette. Jeg tillader mig at drikke paa det svenske Akademis Fremgang i alt, som gjør Literaturen sund og sterk. SIDE: 486 Bjørnstjerne Bjørnson At tage Sagen i sin egen Haand. ("Verdens Gang", 9. Sept. 1904.) Jeg ber Dem, Hr. Redaktør, at stanse, saa vidt De kan, den ikke længer helt hæderlige Trafik at nævne Flaglovens Sanktion som et Bevis paa, hvorledes det gaar til, "naar man tar Sagen i sin egen Haand". Den er absolut et Bevis paa det modsatte, nemlig paa, at man kan naa frem til sin Ret ved Forhandling, bare ved Forhandling. Hverken Kongen eller den svenske Regjering vilde fore- tage noget, som krænkede norsk Lov, og det gjorde, at Loven blev sanktioneret. Man havde paa Forhaand sikret sig det gjennem venskabelig Underhaandsforhandling. Det er saaledes jeg vil, at man altid skal bære sig ad. Ikke forcere nogen Sag, deri man tror at have Kongen imod sig, fordi han tillige er Konge i et andet og større Land, som han maa tage Hensyn til. Og kan vi, under saadanne Omstændigheder, slet ikke komme til vor Ret, da heller opløse Unionen. Et norsk Ønske om det, som vinder to Tredjedele af Vælgerne for sig, kan Svenskerne ikke ville staa imod. Det forklarer deres egen Interesse dem, at der er andre Former for Forbundet, som da vilde være nyt- tigere og tryggere end Unionens. Dette er det, jeg forstaar ved, at vi under hver Tvist med Broderfolket alene skal forhandle, "bare forhandle". Jeg ber Dem, saavidt det er Dem muligt, ogsaa at stanse en anden Trafik, som ogsaa begynder at blive uhæ- derlig. Bostrøm sagde i Rigsdagen, at vi maa finde en Løsning af Konsulatsagen; "ellers tager Nordmændene den i sin egen Haand". Jeg har givet den - autentiske For- klaring af Ordene, at slige Forsøg ikke vilde være nogen Vinding for Nordens Fremtid; "vi maa ikke ved vor Ufor- stand friste Nordmændene til sligt". SIDE: 487 At ville udlægge det anderledes, nemlig som Bevis paa, hvorledes vi kan imponere paa Svenskerne og gjøre dem rædde, er et saa urkomisk Skryt, at vi nu af Undseelse skulde slutte med det. Men ovenikjøbet at ville slaa det fast som Grundtype: saaledes skal vi hvergang bære os ad, Død og Pine, da gaar det! - ja, de har tabt paa det én Gang; de bør endelig forsøge det en Gang til! B. B. SIDE: 488 Bjørnstjerne Bjørnson ("Aftenposten", 20. Oktbr. 1904.) Hr. Redaktør! Jeg hører, der skal være sagt i Deres ærede Blad, at jeg har skrevet et Stykke ("Paa Storhove") for Theater- Effektens Skyld. Nei, det har jeg aldrig gjort i min Ungdom, og da kommer jeg neppe til at gjøre det i min Alderdom. Jeg prøver at arbeide Scenerne op til en Virkning; det er The- aterkunstens Art. Men der er altid en Tanke i det, som jeg derved vil ha frem til Klarhed. I "Paa Storhove" er det den, at ligesom der i Men- neskeheden er en arvet Trang til at bygge op, er der ogsaa en arvet Trang til at ødelægge. Denne er mere almindelig og meget oftere paafærde, end vi har lagt Mærke til. Øde- læggelsesglæden er synlig i Literaturen, i Avisen, i Kunsten, i Politiken; den driver til Forbrydelse i saa uendelig større Forhold, end de fleste ser. Nu valgte jeg, for at gjøre opmærksom paa dette, en spillende, halvt burlesk Form omkring en ung Pige, der legte sig med at gjøre ondt, omtrent som en anden med Sport. Jeg trodde gjennem dette Billede at vække og varsko. Men jeg blev slet ikke forstaat. Og dette er naturligvis min egen Skyld, som ofte tar galt fat, naar jeg mener det bedst. Men jeg skal nok komme tilbage til det og da gjøre det stærkere. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 489 Bjørnstjerne Bjørnson [Om Nobelprisen og Bjørnsons Politik.] ("Verdens Gang", 31. Oktbr. 1904.) Man har sendt mig følgende Udklip af "Dagbladet", for at jeg kunde faa Leilighed til at svare: "Daglannet" er af Forfatteren tilegnet "Det svenske Akademi i Taknemlighed". Det er for Nobelpræmien, han her takker. Denne hans Tale gjør paa mig et trist Indtryk, naar jeg mindes de Omstændigheder, hvorunder han fik Præmien. Bjørnstjerne Bjørnson burde havt Prisen - første Gang, da den tilfaldt den franske Forfatter med det nette lyriske Talent. Det havde været i Nobels Aand. Men Bjørnstjerne Bjørnson fik den først - efter en unionspolitisk Frontforandring, da han havde vendt sine Vaaben mod Norges nationale Parti. Den sidste Periode, fornærmelig mod det svenske Aka- demi, fornærmelig mod mig, er usand i hver Linje. Det var, saavidt jeg nu husker, den 21. November ifjor, at jeg fik Besked fra Stockholm om Nobelpræmien. Den kom til mig i fire samtidige Breve. Det første, jeg aabnet, var fra en svensk Politiker, men skrevet af en anden. I dette sagde den svenske Politiker mig tre Ting. Den første var, at jeg var udkaaret til at have den hele literære Nobel- præmie. Den anden var, at Beslutningen var enstemmig og stammede fra Førstningen af Juni. Den tredje var, at det vilde være af Betydning, om jeg selv indfandt mig i Stock- holm for at modtage Præmien. Oplysningen Numer to, at den enstemmige Beslutning stammede fra Førstningen af Juni, havde et Tillæg. I dette sagdes mig, at jeg følgelig ikke kunde have nogen Skruppel SIDE: 490 ved at modtage Præmien, naar jeg oplystes om, at den var givet mig, før jeg havde skilt mig ud fra Venstres Ledelse i Unionsanliggenderne. Heri laa, at han gjorde mig den Ære at tro, at jeg ikke havde modtaget Præmien, om man maatte tænke, at den (ved Siden af at være en hædrende Godkjen- delse af mit literære Arbeide) ogsaa kunde se ud som en Art politisk Belønning. Hvad en svensk Politiker gaar ud fra som selvfølgeligt, nemlig at jeg ikke var tilgjængelig for nogen Slags svensk Bestikkelse eller svensk Løn for udført politisk Arbeide i Norge, det er det norske Venstre forpligtet til at tro. Ti af alle, som i den siste Menneskealder (og længer) har kjæmpet i Venstres Rækker i Norge, er det vel dog jeg, som har udsat mig stærkest og ofret mest. Jeg tror ikke, nogen har hørt mig begjære Vederlag. Min "politiske Frontforandring" stammer fra 11 - elleve - Aar tilbage. Da gik jeg, i Kamp med Lars Holst og hans Lige, over til at kræve Forhandling i vor unionelle Strid. Jeg vilde undgaa alt, som kunde føre til Ufred. Nøiagtig for tre Aar tilbage, da jeg traadte ind som Medarbeider i "Intelligenssedlerne", gjentog jeg dette for Redaktøren. Jeg sagde ham, at jeg var enig med ham i alt, undtagen i, at vi under Omstændigheder skulde tage Sagen i vor egen Haand. Kom dette op, da skiltes vi. Som hæderlig Mand vil Hr. Hjalmar Løken bevidne dette. Dengang og senere ønsket jeg intet heller, end at Venstre skulde føre Konsulatsagen til Seier. Derfor blev heller ingen mere bedrøvet end jeg, da Venstres Partimøde satte op "Arbeide for egen Udenrigsminister" og senere "færdig i indeværende Valgperiode" som overmodige Trusler midt under Forhandlingerne. Jeg skrev i "Intelligenssedlerne" og bad Statsminister Blehr som Regjeringens Formand om selv at forme Valgprogrammet; dette her kunde han, som samtidig Underhandler med den svenske Regjering, umulig være tjent med. Herpaa svartes der mig, at Blehr havde godkjendt Programmet. Da skrev jeg et Opsæt i det samme Blad, deri jeg spaadde hans Undergang. Men dermed havde jeg ladet det blive, - hvis ikke ogsaa den Stangske Periode var kommet til. Naturligvis havde jeg ogsaa ladet den gaa over, hvis den rask var afgjort med Stangs Afsked. Men da der kunde reise sig en elleve Dages Kamp om den, bebudede jeg Ole Arvesen, som jeg under min Reise til Bergen traf paa Otta, at nu kom jeg nok til at træde op. Det gjorde jeg saa i Bergen. Saaledes er Tilgangen. SIDE: 491 Den Mands Forstand, som heri kan finde "Frontforan- dring" eller endog "Svig", er for stærkt partiindekserceret. Han kan ikke selv skjønne, hvad for Uret han gjør mig. Nu kalder de sig, ser jeg, "det nationale Parti" - over- for mig! Det er værre, end naar Nationalisterne i Frank- rige kalder sig saa overfor Bourgeois, Combes, Clémenceau, Jaurés. Ti da jeg i Bergen for 46 Aar siden reiste den nationale Fane mod den begyndende Amalgamisme, var de andre Venstreledere endnu ikke politisk fødte. Dersom jeg endda havde opgit ét eneste af de nationale Krav, som jeg efterhaanden har været med at sætte op, saa kunde her til Nød tales om "Frontforandring" eller "Svig". Men det er jo bare en Taktik, jeg har opgivet, en Taktik, som jeg holdt for taabelig og farlig. At indarbeide slige Beskyldninger mod en Mand, som fra Teaterslagene i hans Ungdom bestandig har været blandt de fremste, naar det gjaldt nationale Opgaver, - tror nogen, han derved gagner Sagen? Eller sit Fædreneland? Faar vi derpaa større Horisont, ædlere Vilje? Eller endog bare flere Tilhængere, i og udenfor Landet? Det vil vise sig. Hvad mig angaar, saa har det svenske Akademis Gave sat mig istand til at leve omsorgsløst langt borte fra Bag- vaskelserne og Smaaligheden. Jeg har her atter vundet min Arbeidsfred. Er det ikke sin Tak værd? Bjørnstjerne Bjørnson. Jeg holder Venstrebladene skyldige til at tage dette op, forsaavidt de, før eller nu, har ført samme Sort Beskyld- ninger. Naar alt kommer til alt, saa angaar dette mere end mig. SIDE: 492 Bjørnstjerne Bjørnson Fredshykleriet. ("Aftenposten", 20. Novbr. 1904.) For tyve Aar siden skrev jeg et Opsæt, som havde en forbigaaende Gjenklang i den europæiske Presse, om den russiske Ungdoms store Drømme. Verdensherredømmet skulde deles mellem De forenede amerikanske Stater og Rusland. Storbritannien skulde blive Manden mellem de to Stole. Ligesom hele det amerikanske Fastland samledes til én Stat, skulde det europæisk-asiatiske Fastland samles under Ruslands Zar, som saaledes paalagde Verdensfreden, den nye pax Romana. Den skandinaviske Halvøs Politik burde, saa syntes mig, tage Hensyn til disse store, farlige Drømme. For at Rus- land ikke kunde bruge det Paaskud, at dets nordlige Del var udestængt fra isfri Havn, burde vi i Tide og i Fred byde Transitvei for dets Varer til og fra Havet ved Jernvei frem til norsk isfri Havn. Endvidere burde vi begjære Voldgiftstraktater som Værn om vor Neutralitet. Dengang jeg skrev hint Opsæt om den russiske Ung- døms Fremtidsdrømme, tænkte jeg især paa den Ungdom, som voxte op i Keiserborgen. Jeg hørte, at det netop var Aristokratiets Høie og Høieste, slige Drømme oftest besøgte. Der kom imidlertid et Øieblik, da jeg blev tvivlsom. Det var, da Zar Nikolai fremlagde det Forslag om at mindske Krigsrustningerne, som førte til Forhandlingerne i Haag. Men bare et Øieblik. Da han samtidig ved Edsbrud og Vold ødelagde Finnernes Selvstændighed og ved List og Løftebrud bemægtigede sig Mandschuriet, blev det aaben- bart for alle, at netop Zar Nikolai var tilfangetagen af hine for os farlige Drømme, og at netop han kjendte sig salvet af dem til deres Fuldbyrder. Han var den slaviske Missions gudkaarne Ypperstepræst og Bannerfører. SIDE: 493 Hvad er det saa, det gjælder? Lad os høre det i deres egne Ordelag! Den unge Grev Tolstoi, Leo Tolstois Søn, skriver, paa Trods af sin Fader, altsaa saa meget tryggere paa de Ledendes Bifald, i deres intimeste Blad "Novoje Vremja": "En saadan Krig har Rusland ikke havt siden Peters Tid. Det gjælder Herredømmet over vort europæisk-asia- tiske Kontinents østlige Kyst, ligesom da det gjaldt Herre- dømmet over dets vestlige. Ligesom vi under vor Kamp med Svenskerne først havde et Narva, men derefter et Pul- tava, hvor Svenskerne gik under, saa skal det gaa i Kam- pen med Asiens Svensker, Japanerne, hvis Øer ved sin geografiske Beliggenhed ved Randen af vort Kontinent ligner Skandinavien. Man skal være usædvanlig kleinmodig og kortsynt for ikke at øine Udgangen paa denne Krig. Man behøver blot at kaste et Blik paa Kartet, paa det russiske Riges Udstræk- ning, paa dets Byer, dets Marker, Skove, Sjøer og Bjerge og paa dets Folk for at overbevise sig om Udgangen. Rusland er uovervindeligt. Rusland er et Land som intet andet ved sit Folk, sin geografiske Form, sit Klima, sin aandelige og intellektuelle Kraft, sit Temperament, sin Fredskjærlighed, Begavelse og sit Kald. Jordens Fremtid tilhører Rusland trods al Bedrøvelighed for Øieblikket, Rusland overskygger alle Nabofolk og assimilerer dem alle. Vi kommer ogsaa til at trænge Engelskmændene ud af Ægypten og bort fra Indien. Rusland er uovervindeligt." Denne Fare er det, vi nu, aabenbart for alle, har mødt Ansigt til Ansigt. Den russiske Fare. Der kan tvivles om dens Magt; der kan tvivles, om Fremtiden vil være Pla- nerne gunstig; men at i Rusland dette er de Ledendes inderste stolte Vilje, deres berusende Syn, og det fra Zaren til den sidste Officer, derom kan ikke længer tvivles eller tvistes. Den megen Tale om "den gule Fare", vi i disse Tider indaander som en opiumsbedøvende Røg, der skal lade os glemme den virkelige Fare og i dens Sted give os liflige Syner af Russerne som den europæiske Civilisations herlige Sankt Jørgen i Kamp med Dragen "den gule Fare", er intet andet end en snu russisk Opfindelse. De russiske Diplo- mater har stoppet Piben for os, tændt den og puttet os Rørspidsen i Munden. SIDE: 494 Vi ser Tysklands store Dampere dels ligefrem sælges til Rusland for at gjøres om til Krigsskibe eller drage Kul sammen til det russiske Krigsbrug. Vi aner de Under- haandsopmuntringer, som tillader den russiske Hærledning helt at blotte Grænsen mod Tyskland for Tropper, saa Krigsfolk og Krigsmateriale kan føres til Mandschuriet. Men det sker jo altsammen i Fredens helligste Interesse. Saaledes rustes den russiske Ridder, saa han saa meget stærkere kan fælde den gule Drage. Og vi siden faa Fred! Det flittige Frankriges opsparede Milliarder, som sam- men med dets Champagne nu øses ud over Slagmarkerne i Mandschuriet, kan de have en høiere Bestemmelse? De trygger jo Freden, al Civilisations, al Friheds Første og Sidste. Frankrige er jo vor Foregangsmand, og hvor skjønt gaar det ikke her foran! Nylig læste vi, at paa det russiske Krigsskib, som i Neutralitetens Navn laa beslaglagt i Saigun, var alle Offi- cerer flygtede. De var hjulpne over - til St. Petersburg. Ganske vist mod Krigslovene, ogsaa mod Ærens Love; men hvem tvivler paa, at det var til Fredens Fremme? For at hjælpe den russiske Riddersmand til at blive Seirherre over den gule Drage og derved sikre Freden for os alle. Læs Charles Petits Opsæt i "Le Temps", Frankriges for- nemste Blad, Udenrigsministerens Talerør. De hidser alle paa det voldsomste til Krig - vi kan trygt sige Under- trykkelse, ja Udryddelse af den japanske Race. De skrives alle fra - Tokio. For en Fredskjærlighed! Og for et Skarpsyn! Naar vi ikke er komne længere, end at de to store Folk, som vi har set op til som den europæiske Civilisations for- nemste, overgiver sig til Ruslands Førelse, laaner sig til at styrke dets Hensynsløshed og farlige Vælde, - naar vi ikke er komne saa langt, at vi har Ærbødighed for og Medfølelse med den store gule Races Kamp for sine Hjem - naar vor Pengemagt og vore Forretningsmænd ikke kjender Ansvar for Samtid og Eftertid, men hjælper Overfaldet til altid større Magtudfoldelse og Grusomhed, som eiede de bare Penge og ikke tillige Børn, som kommer til at svie for, hvad de har forbrudt - ja, da maa vi andre have Med- skyld. Vor stormægtige Fredsbevægelse med vore Regje- ringer og Parlamenter i Spidsen, med Socialisternes impo- nerende Skarer i alle Lande som Hovedhær - maa den SIDE: 495 dog være jammerlig udygtig. Den maa allerede nu være frasebetændt og hykkelsk. Den kom jo op, fordi Kirken heller ikke her gjorde sin Gjerning, men i al sin Tale mod Blodsudgydelse varsomt omgik alle Farer for sig selv. Fredsvennerne skulde saa føre det ærlige Sprog. Men mon ikke Fredsvennerne allerede har lært af Kirken? I Bevægelsens første Tid var det nødvendigt at vække Opmærksomhed for de Midler og den Maade, som kunde træde i Stedet for Krigens. Men vi kan da ikke stanse ved det! Det er nu blevet Statsvidenskabens Sag at finde Mid- lerne og Maaden og Diplomaternes Sag at bruge dem. Fredsvennernes unge Kirke maa absolut gaa videre. Den maa gaa over til at bekjende sin Tro i sine Gjerninger, og dertil hører Mod. Da allerførst hver i sit Land tage op til Behandling det, som indeslutter en Krigsfare. Rykke de nationale Fordomme ind paa Samvittigheden. Statsdannel- sens jernhaarde Nødvendighed er Kjæmpen, de da først kommer i Kast med. Han kan synes uovervindelig. At Ondt skal være Godt, og Vold skal være Ret, naar Stats- dannelsen kræver det, det er Fienden! De faar føle hans Jernklo, naar de reiser sig mod ham. Da tager han og kaster dem uden Barmhjertighed ned i de Fædrelandsløses Helvede. Men det faar ikke hjælpe; de faar gaa det igjen- nem, de faar prøve at kravle sig op igjen - og fortsætte! Som de engelske Fredsvenner gjorde, da Boernes Natio- nalitet skulde knuses i Statsdannelsens Navn. Ære være de engelske Fredsvenner; de gav Exemplet! Det gjælder ikke alene de enkelte Menneskers Lidelser ved at krænkes og undertrykkes; men den Erobringens Egoisme, som nærer sig af de andres Undergang og Smerte, den maa udryddes. Ellers bliver her aldrig Fred; thi ellers bliver Krigen aldrig saa afskyet, som den burde være. Det maa ikke kunne gaa an længere for en Ungarer at være Fredsven, naar han ikke først bekjender sin Harme over den Uret, som daglig overgaar Ikke-Magyarerne i Un- garn ved uretskafne Valgregler, hvorefter de, som er flere end Magyarerne, bare har nogle ganske faa Repræsentanter i den fælles Nationalforsamling. Det maa ikke kunne gaa an at være Fredsven i Østerrige uden at reise sig mod den Uret, som gjøres, naar ikke det slaviske og det italienske Sprog faar sine frie Skoler og Universiteter, hvor de træn- ger det. Det maa ikke kunne gaa an at være tysk Fredsven og SIDE: 496 have en saa stor Fare som det elsass-lothringske Spørgs- maal slæbende, bestandig videre, uden Forsøg paa Løsning. Fredsvennerne faar lide det, som det koster at reise sig mod en national Fordom. Videre maa de tage Parti mod den uforsvarlige Undertrykkelse af dansk Sprog i Nord- slesvig og polsk i Polen. Statsdannelsens middelalderlige Gjenfærd maa ikke længer kunne kvæle Aand. I vore Dage vinder man intet ved det uden Had og Krigsfare. Dertil kommer, at Undertrykkerne taber den Agtelse for andres Ret, som er Vilkaaret for egen Lykke. Denne findes nemlig alene i en humanere Livsanskuelse. Fredsvennerne kan være overbeviste om, at uden den udryddes ikke Krigen. Men nærmest op mod den onde Smitte paa Folke- sjælen, som Statsdannelsens Overtro slaar os med, kommer Klassekampens syndige Sæd. Socialisterne er utvivlsomt dem, vi nærmest maa bygge vort Haab om en evig Fred paa. Men hvad fordærver de ikke endnu ved sin Klasse- kamp! "Krig mod alle andre Klasser!" Hvor megen skadet Vilje, hvor stygge Lyster reiser ikke Klassekampen, hvor forraaer den ikke Samfundet! I slig Luft dør ikke Krigen. I slig Luft kvæles Medfølelsen med Krigens Ofre. Var det ikke saa, da vilde allerede nu det samlede Sindsoprør i alle europæiske Stater være saa alment og saa voldsomt, at Regjeringerne blev rædde og lagde sig i Veien. Det er Krigsmoralen, som maa angribes, før vi kommer længer. De, som ikke ser det, og ikke i sig selv, i sin Fa- milie, i sin Virksomhed, i sin Stat - enhver efter Evne og Stilling - ærlig og modig gaar i Kamp mod Krigsmoralen, kan vistnok ligefuldt være Fredsvenner; men de bør under- søge, om de ikke tillige er Fredshyklere. Som Medlem af det norske Storthings Nobelkomité har jeg nu i flere Aar arbeidet for Udgivelsen af en stor "Revue Nobel" paa de tre Hovedsprog. Jeg vilde, vi skulde samle Penge over alle civiliserede Lande for det Øiemed. Revuen skulde have den Opgave, helt anderledes kraftig end hidtil gjennem Verdens bedste Forfattere og Kunstnere at bekjæmpe Krigsmoralen i alle dens aabenbare og skjulte Forgreninger. Men mit Arbeide er strandet derpaa, at Komitéen ikke har frie Hænder; de er bundne i Sverige. Den Femtedel af Nobels testamentariske Arv, som blev skjænket det norske Storthing til Fremme af Fredssagen, gjorde Sverige sig til SIDE: 497 Herre over - ikke alene som Forvalter af den samlede Formue; det var alene billigt, nei - som Overformynder over, hvorledes Pengene skulde anvendes i Norge. Det norske Storthing, som ikke anede Konsekvenserne, var blindet nok til at gaa med paa det. Saaledes har vi nu den Tilstand, at det norske Storthing staar under Overformyn- deri af et Selskab i Stockholm. Det synes, som at det norske Storthing og dets Komité savner Mod til at komme fri af dette Forhold - til Skam for dem selv og til Skade for Fredssagen. Vi støder altsaa atter her paa Freds- hykleriet. Roma i November. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 498 Bjørnstjerne Bjørnson Bjørnstjerne Bjørnson om Stillingen. (Telegram til "Verdens Gang"). [Aalborg, 28. Mai 1905.] Det var mig kjært at se den Modtagelse, jeg har faaet fra det Øieblik, jeg betraadte dansk Grund. Dansk Grund er jo for mig det samme som Fædrelandets Grund; thi jeg er i inderligste Forstand en Nordens Mand. Det er mit Ønske atter at se de 3 Stammer forenede. Vi maa holde sammen. Det, der sker i Norge - Maaden synes jeg ikke om -, det maa føre til, at vi i Norge bliver selvstændige som de andre. Forbund skal der til, men det skal i alle Stykker være saaledes, at vi kan føre en ligestillet, redelig og retskaffen Forbundspolitik. Vi maa alle tre have sikre Vilkaar for Fremtiden, og alle maa vi staa lige. Indtil vi er ligesaa uafhængige som I, kommer vi ikke igang med vort næste store Spørsmaal: Hvorledes skal vi smaa Stater lempe vor Fremtid? Og en Ting bag om dette: det er Folket, som skal bestemme Udenrigspolitiken. Vi maa begynde en Propaganda derfor. Jeg vil Ønske, at vi næste Aar kan mødes et Sted, for Eksempel paa Skamling, vi uafhængige Nordmænd og I uafhængige Dansker. Paa Gjensyn der! SIDE: 499 Medens vi staar her og ser ud over dette deilige Dan- mark, skal vi raabe et tre Gange tre Hurra for dette Land. Det bevæger mig at høre Nationalsangen i dette Øieblik, sungen af Danske. Held være med Norge! Bjørnstjerne Bjørnson 13de August i Østre Gausdal. ("Aftenposten" 16. August 1905, efter "Gudbrandsdølen".) Visse Planter har en fælles Rod; denne gaar som en Teig, et Snøre fremover og afsætter efterhvert Skud med Blomster og Frugt. Jeg kjender intet skjønnere Billede paa Fædrelands- kjærligheden. Af dens Teigrod i den moderlige Jord skyder de andre Følelser op med Blomster og Frugt. Egentlig er den selve Gudsfølelsen, saavist som den er sprunget frem af Kjærligheden til Hjemmet. Hver Folkestamme havde sin egen Gud, og Billedet af ham var i hvert Hjem, og om det dreiede Livet. I Fædrelandsfølelsen er Ophavet, det fæl- les Ophav, er Fremtiden, den fælles Fremtid, er Loven, er Ansvaret, er Samkjærligheden. Aldeles som i Gudsfølelsen. SIDE: 500 I gamle Dage var Drotten Loven, Mellemmanden mel- lem Guden og Folket. Al Hjemfølelse søgte til ham. Den- gang Harald Haarfagre samlede Landet, faldt det da for mange haardt at skifte, at sogne til en Overherre, de før ikke havde kjendt. Landet blev heller ikke anderledes sam- let, end at det snart faldt fra hinanden igjen, saa det var Olav Haraldsøn, kaldet den Hellige, som blev dets endelige Samler. Hertil brugte han netop Gudsfølelsen. I den kristne Tro skulde alle blive gode Nordmænd under sin egen Konge. Man skulde ikke sogne til en Konge i et andet Land, men blive hel og sand i sin Lovfølelse, i sin Troskab mod Hjemmet. Dette er, hvad jeg har udtrykt i min Salme paa Olavs- dagen, skrevet for flere Aar siden. Den vil jeg læse op for dere her idag, at I kan føle, hvorledes Fortid og Nutid knyt- tes ihob i det, vi er kaldte sammen for at gjøre. Du Folk i Hellig Olavs Hjem, som han blandt frie førte frem, som han gav Lov og kristen Tro ved Daaben i sit Martyrblod, nu reis dig, syng paa Olavs Dag til Olavs Gud om Norges Sag. Hvælv over frie, norske Hjem det lyse Haab, som samler dem! Giv, at hver Mor med Barn paa Knæ maa tryg og glad vor Fremtid se! Da blir det gamle Hjem saa kjært og kommer os saa nært, saa nært! Naar Hjemmet ei i stort som smaat har egen Lov og egen Drott, det er saa ondt at bli sig selv. Vi sidder ustødt som paa Hvælv. Det havde Hellig Olav set, for ham gik Hjem og Gud i ét. Det var for begge, da det gjaldt, at han gik frem, og at han faldt, og begge to stod op i Glans med ham igjen i Sønnen hans. Frit Norge laa i Seiersljom af Klokkerne fra Olavs Dôm. Og denne Pakt har staat ved Lag i Folkets Sind til denne Dag trods Fristelser, som komme kan med Drotten vor i andet Land. Aa, du, som elsker Olavs Værk, gjør os i Prøvestunden stærk. SIDE: 501 Vi gaar idag i Flok og Følge afsted for at hente hjem Drotten vor. I fem hundre Aar har han siddet i et andet Land. Vi skal ikke længer ha den Ydmygelse, ei heller den Fristelse. Jeg siger Fristelse. Ja, det er en Fristelse for Tusener at ha vor egen øverste Vilje i et andet Land. Vi er blet gamle Mænd, vi som begyndte paa det. Det er snart femti Aar, siden jeg for min Del tog fat. Det var i Bergen, blandt Norges hjemkjæreste Folk. Norge havde faat som Regent Kronprins Carl. Ung, fager, stortænkt kom han til Landet. Han vilde samle Nordens tre Folk og først og fremst gjøre Sveriges og Norges Folk til ét. Først skulde vi ha én Hær, under fælles Styre, Toldforening og Unionsparlament. Bergens Repræsentanter havde delvis været inde paa det, eller mistænktes for at ha været inde paa det. De blev kastet allesammen. Det gav et Ryk i hele Folket, saa vi fik det Storthing, som gjorde Ende paa Statholderskabet. Men saa reiste Sverige sig, og Beslutningen negtedes Sank- tion. Dermed var den Kamp indledet i vort politiske Liv til Beslutning af Vælgerne - den lange Kamp, som skal faa sin Ende her idag. Dersom Svenskerne nu kunde se os ind i Hjertet og forstaa os, saa vilde de opdage, at intet har dybere, længere Rod i al norsk Følelse end det, vi gaar frem til at gjøre her idag. De vilde se, der findes ikke Nag til dem i det. Tvertom, da først blir vi Venner. Den, som taler til dere her idag, er den samme, som har sat i Kurs Ordet "Stor- svensker" om dem, vi har imod os i Sverige. Vi vilde und- gaa at sige "Svensker", vi vilde spare os selv for at for- nærme Svenskerne. Dem vilde vi i det længste holde uden- for, al vor Kamp gjaldt Storsvenskerne. Saa inderlig vi ofte hadede den Pagt, vi følte os usikre i, "som sat vi paa Kvælv", - Svensken hadede vi aldrig. Maatte vi snart komme Haand i Haand igjen i et fælles Forsvar og ha Danmark med, det skal Verden vide. Thi vi vil, Verden skal forstaa, at herfra udgaar ikke Søndringens Aand! Intet samler bedre end gjensidig, fri Hengivelse. Men fri maa den være! Og nu, mine Venner, lad os nu anvende det paa os selv. Hvorfor blev vi det eneste af Nordens Folk, som blev sid- dende i fem hundre Aar med "Drotten vor i andet Land"? Ikke bare fordi vi var de svageste i Folketal, nei især fordi vi ikke forstod at holde sammen. Lad os forstaa det fra denne Dag af; thi vi er jo med i en Samling, som aldrig har været, ja, som sjelden noget SIDE: 502 Folk har havt! Lad det blive staaende som en Indvielse til at samle det unge Mandskab, som skal tage Landet efter os! Lad ikke saa altfor mange af dem faa stryge over til Amerika. Giv dem Jord - Jord, der binder fast til Fod- saalen! En Ting til: Det Folk er og blir svagt, som ikke har økonomisk Velvære. Men det naar vi heller ikke uden Samling. Ta paa dere Begyndelsens Vanskelighed uden Knur! Samles, "løft i Flok"! Saa udfrir vi dette Lands store Rigdomme. Tar du dette op i din Vilje, naar du nu gaar ind for at være med paa at gjøre dit Folk frit, gaar du til det med et rent Hjerte. Thi det skal være Vilkaaret for det, vi vil, at vi vil det med rent Hjerte! Husk paa, at den, som kjender sig fri, kan sætte sig Maal, der er Ære ved, og kjende Styrke til at naa dem. Denne store, frugtbare Følelse er det, vi skal gi vort Folk idag, er det, vi skal gi hver enkelt. Leve Fædrelandet! SIDE: 503 Bjørnstjerne Bjørnson Tale ved Rikard Nordraaks Bauta. (Holdt i Berlin den 17. Maj 1906.) Landsmænd! De norske Studenter og vi andre, som er komne herned fra Norge for at være tilstede syttende Maj under Afslø- ringen af Bautaen for Rikard Nordraak, vi hilser dere fra det Store og Lykkelige, som er hændt os i Norge. I denne Tid kan Nordmænd ikke samles i Udlandet uden at be- gynde med det. Men foran dette Store og Lykkelige, og over det, har den Melodi lydt, som jeg véd, vi alle nu fornemmer svæve over Graven her. Melodien hører nemlig til de faa Verden over, som i store Øjeblikke kan optage i sig et helt Folks Aandedrag. Den hører til de end færre, som selv har været med at forberede og samle Folket ind til disse store Øjeblikke. Kjender I dens Tilblivelseshistorie? I Sveriges Rigsdag var det norske Flag blevet haanet. Da kom der Svar fra Norge i en Sang, hvis første Vers lød: Har du hørt, hvad Svensken siger, unge norske Mand? Har du seet, hvad som stiger op om Kjølens Rand? Skygger af de faldne Fædre, som har aldrig vidst det bedre, end hvor slige Ord blev sagt, der at vinke frem til Vagt. Digtet var ikke rettet mod det svenske Folk. Tvertom! Dets sidste Linjer lød: Bliver det for galt derinde, skal vi Vej til Torgnyr finde, og saa gjælder det en Dag Nordens store Frihedssag. SIDE: 504 Disse Linjer viser noksom, til hvis Adresse Digtet gik. Kampen, som skal gjøre det svenske Folk lige frit som vort, staar paa endnu i dette Øjeblik. Havde den været udkjæm- pet før, saa havde den Skilsmisse næppe fundet Sted, som vi det forrige Aar var med til. Sangen var en Kampsang mod storsvensk Overmod, og til den blev Melodien først komponeret. Fra den steg den med Ændringer op i vor nationale Fredshymne. Den gjorde samme Rejse, som vor Fædrelandskjærlighed har gjort. Denne var der før; men af Kampene for vor Selvstændighed, Folk overfor Folk, har den faat sin Karakter. Der hentet den sin Opgave, der vokste den sig stor. Nu kan Fædrelandssangen bølge hen over et helt ud selvstændigt Folk. Der er noget ved at synge den, som naar en ser opefter et Fjæld; Brystet ud- vider sig uvilkaarligt med det Samme. Vor Energi ildnes af den, vor Samfølelse luer stærkere, naar den er sunget. Hvad er det, som gir den slig Magt? Jeg har allerede sagt, at den kom i den rette Tid og derfor op af det rette Væld; men den vilde ikke have naaet at blive folkeførende, hvis den ikke ved Siden af sin Aandsmagt var saa inderlig norsk. Jeg mener ikke norsk i Dialektforstand, nemlig norsk som for flere hundre Aar siden. Nej, den er moderne norsk. Jeg tør ikke sige, at den overhovedet er den eneste fuldt moderne Fædrelandssang; men i alle Fald er ingen anden saa moderne som den. De fleste er jo fra Tider, da Folkene ikke var fri, der er noget indeklæmt i dem, en Klage, en Trussel; de gjør et melankolsk Indtryk eller et oprørsk; eller de er den rene Idyl. Men denne vor er aaben og fri som Dagen, den stiger uden Trussel, den er selv- hævdende uden Skryt. Den forløser i Toner uden Over- drivelse og uden Sentimentalitet. Som i de første Linjer - allerede i det første frejdige "Ja", har vi Fjældene og vort højbygde Hjem; men lige efter den ømme, varme Tone til: - ælsker, ælsker det og tænker paa vor Far og Mor - Melodien glider her ind mellem Fjældene som en sol- blid Fjord. Hjemmet er mere for Nordboen end for andre Folk. Det lange Mørke, det haarde Klima binder os dybere til Arnens Hygge og til dem, som gav os den. Derfor blev ogsaa vor Fædrelandssang den første, som synger om Far og Mor, - ogsaa i det Stykke modernere end nogen anden. Men saa stiger Melodien sværmerisk fra det enkelte Hjem SIDE: 505 op over alle Hjem, som var, - uden nogen sentimental Overdrivelse; bare ved sin sunde, enkle Udvidelse af Te- maet naar den til at hvælve Stjernehimlen over. Fredshymne som Sangen er, - den fornægter ikke sin Oprindelse. De samme Melodilinjer, som nu gaar fredeligt frem som Plogen i stenfri Jord, kan ogsaa blinke som Sværd. Det kommer an paa, hvordan de synges. Melodien har nemlig det fælles med andre store melodiøse Udtryk for Folkefølelsen, at den udvider sig for Øjeblikkets Stem- ning. Netop de Linjer, som mindes Far og Mor, er de samme som i korte, knappe Toner samler os, som Fædrene samledes, naar vor Selvstændighed trues. Den engelske Fædrelandssang: God save the king høres nærmest som en gammel Quadrille, deri vi gjennem Tonerne skim- ter dansende Kavalerer i Knæbukser og med Fjær i Ba- retten. Men synges den af Tusener, da hører vi uvilkaar- lig gjennem den de engelske Kartover over alle Verdens Hav. Vor Fædrelandssang er et lidet fredsælt Folks; men synges den i Farens Stund, da staar Selvhævdelsen pansret i hver Linje. Hvem var saa han, som laget denne Sang, som han selv i en Dagbogsantegnelse har kaldt: "for alle!" En Gut paa ikke atten Aar! Er det muligt at faa et umiddelbart, alle fangende Udtryk for Folkefølselsen, saa maa det være gjen- nem en Gut paa mindre end atten Aar. Ikke at det skal forstaas saaledes, som om Sangen kom til ham "af sig selv". Intet kommer af sig selv. Enhver Folkevise, stor eller liden, ethvert Folkeeventyr har sin Dig- ter, som er glemt. Den unge Rikard Nordraak var baade selvbevidst og maalbevidst. Han havde været længere Tid i Udlandet, han bar med hjem Indtryk, som han kunde maale sine Følelser og Fantasier paa, og han skabte ud af Hændelser og Taler, som han havde den fulde Evne til at forstaa. Men i den Forstand bar vel Sangen det størst mulige umiddelbare Bud fra Folkesjælen, som det ikke blev skjæmmet af noget selvkjærligt Formaal. Helt og fromt gav han sig hen til det, som strømmet paa ham. Hans Aand og Væsen var som en frugtbar, udslagen Engflade; Solen kunde kalde frem af den, hvad den vilde. For store Muligheder her ligger begravet med ham! Med Sorg føler vi det alle. Men førend jeg siger mere om det, maa jeg gjøre et Forbehold. Mængden beundrer stadig Muligheder- ne mere end det, vi har. Det viser, at vi har en lang Rejse at gjøre, en stor Udvikling at gjennemgaa. Men det viser maaske ogsaa, at de Fleste har lettere for at strømme med SIDE: 506 i en ørkesløs Længsel mod det, vi endnu ikke har, end at sætte sig helt ind i det, vi har. Det siste kræver Dannelse, kræver Ærbødighed ud af Forstaaelse. Jo yngre og fer- skere et Samfund er, jo lettere har det for at fare forbi vor virkelige Ejendom i Sværmen for det Ukjendte. Kanske er der ogsaa allerede blandt dem en Del Trætte, som er mis- nøjd med alt og foretrækker at længes efter det Umulige. Dette for at give den fulde, den ærlige Hyldning til alt det musikalsk Store, som imidlertid er skabt iblandt, før- end vi taler om de Muligheder, som sank i Graven med Rikard Nordraak, fire og tyve Aar gammel. Vi har for en stor Del faat Vederlaget, vi tar Hatten af for det og for dem, som har givet os det. De var tildels paavirket af ham, der lagdes ned her. Men naar jeg har gjort det Forbehold, saa vender jeg tilbage til alt, som utvivlsomt blev begravet med ham. Hvorfor tror jeg saa stort om det? Fordi jeg stod ham saa nær - kanske nærmere end nogen Nulevende. Skjæb- nen har jo villet, at vi, som begyndte at arbeide sammen, vi skulde skilles. Han faldt tilside fra Toget, og jeg maatte videre. Det varet længe, før jeg kunde forstaa, at jeg vir- kelig var bleven alene. Siden dengang har jeg mødt mange af de Største i hvert Slægtled; men Mage til Begavelse i en ung Mand har jeg aldrig mødt. At være sammen med ham var en Fest fra først til sidst. Han vidste det selv. Som alle unge Højtbegavede stundet han efter en Tilhører. Fandt han ham, saa blev han der, han var, om han ti Gan- ger havde lovet at være paa et andet Sted. Han kunde komme ind og begynde: "Jeg har bare to Minutter", og saa blev han flere Timer. De, som holder aabent Festbord, beregner hverken Tid eller Udgifter. Jeg vil give et lidet Bevis paa Arten af hans Underhold- ning. Han var her i Berlin; jeg skulde bo nogle Dager hos ham paa Gjennemrejse fra Italien og Østerrige. Jeg havde ikke været mange Øjeblikke i hans Rum, før han udbrød: "Nu er Nordmændenes Tid kommen; nu er Turen til os!" - "Hvad slutter du det af?" - "Jeg kan bevise det mate- matisk!" - "Matematisk?" - "Hør her!" Han gik til Pia- noet, slog nogle Akkorder an: "Dette er de store Italienere, dette er Mozart, deres Fuldendelse paa tysk Grund med denne særegne Tilsætning! Men hør nu disse Akkorder her! Hører du den mørkere Klang? Her er kommet noget med; det er Beethoven; Bach har noget af det; men her er det blevet System. - Hør nu paa disse ny Akkorder! Mær- ker du, hvad som er kommet til? Det er Richard Wagner. SIDE: 507 - Men hør nu her? Hvad er dette for Akkorder?" - "De samme?" - "Javist er det de samme! Men hvor findes de? I vore Hallinger, i vore Springdanse; Hardangerfelen gaar helt igjennem paa dem! Saa nu er vor Tid kommen, nu forløses vi. Som i Musiken, saa i Andet." Man kan sige om disse Aandrigheder, hvad man vil; men bare et Geni kan finde paa dem. Nu vil jeg med det samme meddele noget fra mit eget Forhold til ham, som jeg neppe før har sagt offentlig. Jeg var dengang helt betagen af norske Folkeeventyr, norsk- islandske Eventyrsagaer, og af et Par Kjæmpeviser. Jeg var betagen af dem som Æmne til musikalsk Drama. Jeg tænkte, vi to skulde arbejde dem frem sammen, forsøge at gjøre dem til Verdenseje. En Opgave altsaa ved Siden af Richard Wagners. Nu er jeg den sidste til at undervurdere Wagners Geni og dets storladne Linjer. Men som han har behandlet den fælles-germaniske Gudering og derigjennem den germaniske Urkarakter, er det os Nordboer til Forargelse. Ikke alene er det en Forvanskning, ja, en Mishandling af Sagnenes Grundvæsen; der er kommet med ind i Behandlingen en uren, sanselig-sentimental Tone, som, hvis den er germa- nisk, saa var den det sikkert ikke den Gang; i sig selv er den Bud fra Svaghederne i et Folk, og de skal ikke forher- liges, men modarbejdes. Uden paa nogen Maade at træde ivejen for den storladne Wagnerske Digtning vilde det musikalske Drama fra Norden, tildels paa lignende Æmner, have gjort en sund Gjerning. Den gik i Graven med ham, som ligger her. Og den gjøres ikke ved nogen anden senere hen. For det, som ikke kommer i ret Tid, det kommer aldrig. Hvorfor tror jeg, han kunde ha gjort det? Jeg har nævnt hans alle overragende Begavelse, jeg vil nu minde om et Par af de Kompositioner, han har efterladt ved Siden af Fædrelandsangen. Har I hørt Kaares Sang i "Sigurd Slembe"? Selve Sangen ligner jeg bedst med en Maage ude paa de ytterste Havskjær, som skriker over sit Rede og Æggene i det: de er i Fare. Men Akkompagnementet! Det er dog vel sjelden i al Musik at høre hundre tusen Hav- heste langvejs fra storme saaledes frem mod Udskjærene? Tag saa den allerstærkeste Modsætning, den lille, stille: Smaagutten i Skogen gik Dagen lang, Dagen lang, Der havde han hørt slig en underlig Sang, Underlig Sang. SIDE: 508 Den har bare fire-fem Toner, som han fingrer ved, til vi har Skogensomhedens Mysterier i et poetisk Sind, - ja, saaledes, at det vel sjelden er overgaat. Tag endelig frem et af hans mange Musikofre til Eros. Eros var den Gud, som oftest var i hans Sind. Jeg tænker paa den Vals, som Edvard Grieg saa pietetsfuld har lagt tilrette i "Maria Stuart i Skotland", der Dronningen kom- mer ind til den syge Darnley. Jeg er ikke meget musik- kjendt. Men saa langt jeg er det, synes Mozart's: "Reich mir die Hand, mein Leben!" og Verdis "La donna é mobile" mig at være noget af det kjælneste, skjønneste i erotisk-musikalsk Poesi. Og dog finder jeg, at Rikard Nordraaks Vals holder Maal med dem begge, ja, at have noget højere med. Om Eros blev spurt: "Paa hvilken af disse Melodier vil du sætte dig med din Bue, du Lille?" - Han svarede bestemt: "Paa Valsen!" Men den, hvis Ge- nius kan spænde om saa store Afstande, han maatte have kunnet naa det største. Jeg læste nylig en Bog om en ung norsk Maler, August Herman Cappelen, som døde fra os næsten lige saa ung som Rikard Nordraak og med den samme store Mulighed over sig i sit Fag. Ved samme Lejlighed saa jeg hans Portræt, det man almindelig siger er det bedste af ham. Hvor blev jeg forundret: det er jo ogsa Rikard Nordraaks bedste! Intet af de Billeder, vi har af Rikard Nordraak, er saa godt, saa i aandelig Forstand sandt som dette af August Herman Cappelen. Billederne af Rikard Nordraak giver noget for opstopperagtigt, som var de tagne nedenfra. Disse to er Brødre i de store Muligheders Rige. Vi har altfor mange dér! Altfor mange, som døde fra os - enten i deres fulde Manddoms Kraft, just som de var rustede for at give sit bedste; eller allerede som unge Mænd, just som de skul- de begynde for Alvor. I vor historiske Tid maa først nævnes Haakon Haraldson, ogsaa kaldet Ethelstansfostre. Det fort- satte lige op til Abel, Wergeland og P. A. Munch, ja endog forbi de to Kunstbrødre Cappelen og Nordraak. Det er da ikke bare Tilfælde; det maa da ogsaa være vor egen Skyld? Unge Mænd, tag Varsku! Den Smerte, vi hver Gang føler, maa hjælpe os til det! Naar nogen rører ved os, hvor vi er saare, drager vi Lem- merne sammen og rykker bagover. Det gjør vi aandelig ved det, som smærter. Vi samler os i os selv, og vi tager et Steg tilbage. Vi bliver varsommere. Vi fortættes i vort Væsen som i vor Evne, vi bliver mere ægte i det, vi har fore. - SIDE: 509 Nu har jeg faat sagt omtrent alt, hvad jeg vilde. Jeg var paa Forhaand saa ræd for Forstyrrelserne her i det Fremmede. Det har idag været mig som et nyt, kjært Møde med ham, min Ungdoms Lyst og Haab. For en Vækst ogsaa for ham, siden den Gang han fulg- tes hid! Han fulgtes hid af sin Vært og af en tysk Jøde, Konditor Jacobi, som havde været en Del Aar i Sverig. Han vidste, hvem han var - og mødte op! Han blev siden vor gode Ven og fortalte os det. Men se nu ud over denne Samling af norske Kvinder og Mænd! I staar her bevægede, men bag Eder hele vort Folk! Studentersangforeningen har mødt frem! Tak! Jeg maa have en Ret til at takke, jeg, som stod ham saa nær, og hvis Tekster han har taget op med i sin himmelfarende Vogn. Jeg takker først og sidst dem, som har reist dette Minde og bedt os komme hid til Afsløringen. Dette havde altsammen ikke været mu- ligt, før efter den Samling, vort Folk nu har været styrket af, og som hans udødelige Melodi har saa stor Del i. Skal vi samle og samles, maa vi begynde i Taknemmelighed med Minderne, med at søge deres Grave, som har hjulpet os frem. Du norske Flag, som nu dækker hans Bauta, dig har hans Sang ogsaa været med at gjøre frit. Frit for fremmede Farver. Gjør nu du hans Æresminde frit! SIDE: 510 Bjørnstjerne Bjørnson Nordens Fremtid. (Tale paa Skamlingsbanken den 4. Juni 1906.) Man har i flere Aar bedt mig om at komme til Dan- mark og tale om Nordens Fremtid. I det sidste Par Aar har man bedt mig herifra, at jeg skulde komme og tale paa dette minderige Sted om det samme. Hver Gang er jeg bleven forhindret. Jeg var paa Vej at blive hindret iaar igjen, for jeg burde jo have været i Norge og fulgt min gamle Ven til Graven. Men jeg sagde mig selv: En Gang til vil jeg ikke narre dem. Ham følger saa mange, at jeg kan undværes, for jeg er desværre endnu den eneste, som bærer den Tanke offentlig frem, som jeg kommer med her idag. Naar vi taler om Nordens Fremtid, saa gaar jeg udifra, at Norden overhovedet skal have en Fremtid, det er, at vor Stamme skal bestaa selvstændig sammen mellem alle de andre. Er det dog ikke forunderligt i en Tid, hvor det siges aabenlyst og gjentagende, at de smaa Staters Tid er forbi, at vi saa ikke alment taler om, hvad som skal be- trygge vor Fremtid? Nu har der været holdt Valg i Dan- mark, og ved dette Valg har der været talt ud som aldrig før, men ikke et Ord om, hvad vi skal gjøre for at bestaa som selvstændige Folk. Akkurat ligedan i Norge. Der har de nylig givet ud sine Valgprogram; i dem staar, hvad vi skal gjøre for at bygge op i Samfundet og for at give det Lys; der staar ikke et Ord om Fremtiden, hvad vi skal gjøre for at trygge den. Vi har en Fortid, som kan lære os. Ved at være uenige har vor Stamme tabt Land og Folk. Og kanske er det det mindste Tab. Hvad vi har tabt i vor svage Kraft derved, at vi har spildt den paa den unødvendige Strid os imellem, er meget, meget mere. Det er ikke til at tælle op. Der staar saadanne Vidner om det, som at der var Kulturstrøm- SIDE: 511 ninger derude iblandt de andre Folk, som ikke har naaet os, eller i alt Fald for sent. Der er et endnu større Vidne, det er, hvad vi har ud- rettet, siden Uenigheden sluttede, og vi fik lægge alle vore Kræfter i vore egne Sager. Vi er komne alle de andre Folk paa Siden i den Tid, og det fortæller os klart, hvad vi nu kunde have været, om vi havde holdt sammen. Men i dette Øjeblik, det kan ikke dølges, staar vi mindre sammen end nogensinde, siden vor store Uenighed sluttede, nemlig siden 1814. Der er mange, der siger, det er Norges Skyld, og jeg maa tale lidt om dette, for det ligger i den Vej, jeg vil gaa. Sagen er, som Jeres udmærkede Krigshistoriker, gamle Kaptejn Sørensen - Ære være ham! siger vi Nordmænd - har vist, at den Gang, da vi gik bort fra Danmark, var det som en Overdragelse fra Konge til Konge, et suverænt Folks Overdragelse fra Konge til Konge, altsaa ikke fra Land til Land, ikke til Sverig. Dette Vilkaar blev øjeblikkelig krænket, skjønt det blev gjentaget med højtidelige Ord i Pakten med os selv, at vi i alle Maader skulde være to lige Brødre. Det blev vi ikke. Og saa har Kampen, siden vi fik Magt til at føre den - i den første Tid havde vi den ikke - staaet om, hvorvidt vi skulde have Lov til at komme op og staa som et helt suverænt Folk ved Siden af de an- dre. Med andre Ord: det blev en Kamp om, at vor Union skulde gaa over fra at være en Realunion til en Personalunion, som der var lovet os. Derom har Kampen hidtil staaet. Jeg vil sige straks: havde Sverige set sin Opgave, havde de respekteret, at vi vilde være lige saa selvstændige som de, da havde Følgen været den, at Danmark i denne Stund havde været sammen med os, og Sverige havde været den førende og ledende for os alle tre. Det er denne store Rolle, som Sverige ved en fejlagtig Politik har forspildt. Og det er nøjagtig det sam- me, de nu forspilder igjen. For det var vor Vilje, vor tro- faste Vilje at arbejde ad fredelig Vej, gjennem Forhandling, bare Forhandling, frem til vor Ret. Og saa svarede den svenske Regjering paa det ved at krænke den Pakt, de havde indgaaet med vor, ved at sætte Vilkaar, som det var umu- ligt for os at opfylde, naar vi vilde være et suverænt Folk. Derfor brast Unionen. Endda den brast, gjorde vi et sidste Forsøg paa at vise, at det ikke var det svenske Folk, vi vilde skille Lag med, vi vilde som før være sammen i Krig og Fred. Det var heller ikke det svenske Kongehus, vi vilde krænke. Vi bad dem give os en Konge af Bernadotteætten. SIDE: 512 Vi kunde dog ikke klarere sige, vi vilde Fred og Sam- arbejde. Og saa tog de Svenske det saaledes, at det var en Haan, vi viste dem. I Stedet for at tage imod det Tilbud, lagde de Vilkaar frem for os, hvoraf et krænkede os paa det dybeste. Jeg rejste for en Tid siden forbi Frederiksten Fæstning ved Frederikshald. Den har mere end én Gang frelst vort Land, den har aldrig overgivet sig, og nu var den paa Svenskens Bud og Befaling ødelagt som Fæstning. Hvad jeg følte derved, kan ingen saa godt forestille sig som Dan- skerne. Uagtet denne Ydmygelse - Svenskens Vrede slut- tede ikke, saa at vi, da vi nu endelig skulde grunde vor Forfatning, ikke turde gaa til Republik, vi maatte søge en anden Konge, en Konge, som gjennem sine Forbindelser kunde forsvare os. Jeg maa omtale dette, for det ærgrer mange af os i Norge, at I Danske har krævet af os, at nu skulde vi gjøre os til Republik. Det er ganske vist saa, at den store Del af det norske Folk er republikansk. Vi kunde i en Fore- ning som den, vi har staaet i, ikke blive andet. Men det er lige saa sandt, at de aller, aller fleste af os straks følte: Nej, Republik turde vi ikke gjøre. I maa respektere det! Respektere, naar vi siger: Vi turde ikke gjøre Republik. Det, at I vidste det bedre i Danmark, minder mig svært om, at de, som helst lærer os, hvordan Ægteskabet skal være, det er Pebersvendene, og de, som skriver allermest om Børneopdragelse, er dem, som aldrig har havt Børn. Nej, vi turde ikke andet, vi maatte gaa til Kongedømme. Og da jeg taler til danske Mænd og Kvinder, vil jeg sige, at den Mand, vi herfra fik til Konge, er vi allesammen glade i. Her er knyttet et stærkt og overordentlig hæderligt Baand mellem de to Folk. Hvordan skal vi nu, alle tre, komme sammen igjen? Der er Spørgsmaalet. Hvordan skal vi blive enige igjen? Det bliver jo paa Svensken, det beror. Men Svensken er vred. De er vrede paa Dere ogsaa! Svensken tog det me- get ilde op, at vi vilde være saa selvstændige, som de selv er. Men de tog det ogsaa ilde op, at I var enige med os i det. Naar en svensk Mand, og I kjender jo mange Sven- sker og véd, at det er et stort Folk, med prægtige, herlige Egenskaber, de er mere storskaaret end noget af vore Folk, det har deres Historie ogsaa vist, - men naar en Sven- sker blir sint, er han noget af det urimeligste paa Jorden. Vi kan jo tage som Eksempel, hvordan I nu staar til ham. Dersom I ikke havde holdt med Eders gamle For- SIDE: 513 bundsfælle gjennem mere end 500 Aar, naar han var i Fare og Nød, tør jeg spørgé: Hvad var I saa for et Folk? Der- som I, naar det gjaldt vor Selvstændighed, ikke holdt med os, som vilde være selvstændige, men med dem, der vilde hindre det, spørger jeg atter: Hvad var I saa for et Folk? Jeg gaar videre. Jeg siger: hvis I aldeles ikke var i Slægt med os eller havde havt nogen Historie sammen med os, men bare saa paa, at en Stor og en Liden sloges, dersom I ikke da holdt med denne Lille, var I et daarligt Folk! Jeg haaber og tror, at den Tid snart er inde, da Svensken selv vil indse dette og smile en Smule i sin Vrede. Men jeg vil ogsaa sige et Ord, som forklarer; thi det, som forklarer, forsoner. Jeg vil minde Dem om en Erfa- ring, som kanske mange, der sidder her, har gjort. Naar et Forhold brydes af den Grund, at den ene Part ikke fin- der sig vel i det, han maa have mere Selvstændighed for at kunne udvikle mere Personlighed, nu vel, naar et saa- dant Forhold brydes, er i Regelen den anden Part misfor- nøjet, han føler sig krænket. Det kan være en Far og Mor overfor sit Barn, det kan være en Broder overfor Broder, den ene Kompagnon overfor sin Kompagnon, eller en Mand overfor sin Myndling. Naar disse bryder ud, føler han sig krænket, og han siger bestandig: Jeg har ikke saa meget imod, at han eller hun vil gjøre sig selvstændig, men Maa- den, Maaden . . . ! Nu er det virkelig ikke saa godt, naar man skal bryde ud, det kan komme til at fejle lidt paa Maaden. Jeg siger heller ikke, at det ikke kan have fejlet lidt paa Maaden med os ogsaa; thi vi kunde ellers ikke være komne fra det. Men jeg vil saa spørge Jer, om I ikke er enige med mig, naar jeg siger: er der noget, som en hæderlig Mand eller Kvinde skal have let for at tilgive, er det den Maade, hvorpaa et ungt Menneske har gjort sig uafhængigt. Det er nemlig til saa stor en Vinding for ham selv eller for hende selv, der- som det er af noble Grunde, at Forholdet brødes, at det bør tilgives. Og er der noget, som et ædelt Folk som det svenske maa have let ved at tilgive, er det den Maade, hvor- paa deres yngre Folkebroder har gjort sig uafhængig. Saa kommer atter Spørgsmaalet: Hvordan skal vi nu komme sammen? Hvad skal vi gjøre for det? Eller er det ikke nødvendigt, at vi kommer sammen? Her er en hel Del i Almindelighed fortræffelige Mennesker, som ikke er gode Politikere, for det falder ikke altid sammen; de er, som Heine siger: Gute Menschen, aber schlechte Musi- canten, bra Mennesker, men de spiller ikke bra. Der er SIDE: 514 nogle af dem hos os, kanske har I dem ogsaa, som siger: Hvad skal den Forening være til? Hvad Nytte gjør den? Vi kan ikke forsvare os alligevel. Saa er der dem, der siger: Naar vi faar en Voldgifts- traktat under den ene Arm og vi faar en Neutralitetserklæ- ring under den anden Arm, saa kan vi paa de to Svømme- blærer kaste os frejdigt ud i det oprørte politiske Hav, vi kommer nok frem. En slig Tale belyses bedst ved, at de største Folk søger af al Magt Alliancer, og saa skulde vi smaa ikke trænge til dem? Nu vil jeg straks gjøre den Indrømmelse, at saa smaa Folk som vore, om de ogsaa alle tre kom sammen, var det ikke nok til at forsvare os. Den Indrømmelse maa ubetin- get straks og helt gjøres. Hvorfor saa komme sammen? For sammen at søge større Alliancer. Det er den eneste, eneste, eneste Maade, som vi kan bjærge vor Fremtid paa. I kan prøve i alle Verdens Hjørner, det eneste, I kan kom- me tilbage paa, er dette. Og det er for at prædike dette, at jeg er kommen hid. Det skjønner I selv, at naar et Folk paa 2 Millioner søger en Alliance, drager de paa Skulderen, de bryder sig ikke om en Alliance med 2 Millioner. Selv om det var et Folk paa 5 Millioner, er det for lidt. Et Folk paa 9 Millio- ner, det lader sig kanske høre. Men vi har en Udvej. Det er, naar vi 9 Millioner er bleven enige, saa skulde vi søge hen til de andre smaa Folk, for de er akkurat i samme Fare som vore. Dersom vi f. Eks. lagde an paa at faa en Neutralitetserklæring indbyrdes og fælles med Holland, med Belgien, med Luxemburg, med Svejts, var vi over 20 Mill. Naaede vi ikke andet, naaede vi i en saadan Sam- klang at faa en stemme i den europæiske Koncert, som de kalder det, naar alle disse Store sidder og bestemmer over os. Vi fik da i alt Fald en Stemme med, og det var meget. Men saa kommer det næste. Enten vi faar en saadan Forening med de andre smaa Stater, hvad jeg i høj Grad ønsker, eller vi direkte agiterer for at naa op i en større Alliance, Alliancen maa være saa stor, at den ikke alene trygger vor Eksistens, men af sig selv fremfører Verdens- freden, som er hele Menneskehedens største Længsel. Der staar vi foran et Problem. For der kommer na- turligvis Folk og siger til os, som der ogsaa er sagt: Søg saa til Tyskland! Tyskland ligger jo midt imellem os, cen- tralt, det er en vældig Magt, søg ind under Tyskland! Det SIDE: 515 kan være rigtigt nok; men dersom man lagde det Spørgs- maal frem til Afstemning, jeg vil ikke sige i Danmark alene, men i Holland, i Belgien, Sverige, Norge, i Sveits, det fik ikke 1000 Stemmer i noget af dem. Hvad er Grunden til det? Er det den, at vi har mod det tyske Folk? Nej. Naar vi kommer sammen med det, kjender vi Broderskabet. Der er Tusinder af vore, der lever og arbejder der, og der er Tusinder af Tyskere, der fra gammelt lever og arbejder her. Jeg er sikker paa, at en Del af dem, der sidder her, er Efterkommere af Tyskere, af dygtige Tyskere. Vi har det Folk stort at takke, det er en vældig Kulturmagt. Saa der er Grunden ikke at søge. Er det Grunden, at deres Hersker er en ond, lej Mand? Han er tværtom! I Norge i alt Fald er han meget afholdt. Hans Personlighed og snare Ord staar der Glans af. Der er noget pragtfuldt ved ham. Det er sikkert ikke hans Skyld dette. Nej, jeg skal sige Dem Skylden, det er de ufri Institutioner, som Tyskland har, og som vi er bange for. Det er Politimagten, Bureaukratismen, Militarismen, som skræmmer os. Det er derfor, vi ikke tør komme did. Det er Sagen, saadan staar det. Tyskland som Statssamfund, i sin Politik, har jo heller ikke Respekt for andres Nationali- tet! I de Provinser, de har erobret fra os, fra Polen, fra Frankrig, mishandler de den nationale Aand, krænker de Samvittighederne, de tramper ned vort Sprog, der er bare en Mening om det. Da jeg nu er Nordmand, vil jeg sige Jer, at om I vil vide Nordmændenes Mening om det, er den akkurat den samme som Jeres, nemlig, at Tyskerne egentlig haaner os, saa længe dette staar paa. Her er samme Forhold som før med Sverig. Det kunde have indtaget den ledende Stilling blandt os, som det for- tjener, det er jo det store Folk, det mest berømte Folk, det kunde være, hvad man kalder primus inter pares, det før- ste mellem Ligemænd. Akkurat det samme siger jeg om Tyskland. Det kunde anføre alle Nord- og Sydgermaner; og det driver en Politik, som gjør det umuligt. Det er blindt, der er ikke Fremtidssyn i det. Men hvad saa? Jo, Faren kan ophæves, hvis vi ikke kommer alene, vi smaa Stater, men lægger an paa at faa et Forbund af alle Germaner eller Teutoner eller Gother, der er saa mange Navne, men jeg tror, man især stanser ved Navnet alle Syd- og Nordgermaner, i Tyskland, i Øster- rig, i Holland, i Belgien, i Sveits, og i vore Stater og i Storbritannien og i Amerika. Dér er den store Tanke, der hvælver sig over vort Liv, SIDE: 516 som Himlen nu her. Hvad har jeg ikke her for en Syns- kreds om mig! Jeg har ofte set, at Synskredsen blev ran- det af Havet, af Bjerge og Høje; men aldrig før har jeg set Tusinder af levende Mennesker rande den. Og naar jeg staar med denne store Tanke, er det, som jeg ser Tusinder af levende Mennesker indeslutte den i sin Synskreds. For de andre, de store Stater, er en Alliance et Magt- spørgsmaal, for de smaa Stater er den Livet. Vi maa der- for begynde at arbejde paa det, vi, de smaa Stater. Der er saa mange, der rykker bagover, naar vi siger saadant. Vi er ikke vante til at tænke Politik, naar det gaar udadtil. Men husk, at de største Initiativer i Verden er kommet fra de smaa Folk, og fra de store den Gang, de var smaa. Det er noget af det herligste, som Kulturen har vundet, at der spørges ikke, hvorfra en Tanke kommer, naar den har Grokraft. Naar den siges her, gror den i det vestlig- ste Amerika. Det er det herligste, som vor Kultur har vundet, den Gjensidighed, den Ørenlyd for den sande, frugt- bare Tanke, hvorfra den end kommer. Der skal jo et praktisk Greb til, som muligvis jeg ikke har. Jeg er vel ogsaa for gammel. Jeg talte med en højtstaaende Mand af et andet stort Folk. Jeg talte med ham om dette, som han var begejstret for, og som han udtalte sin Glæde over. Men han sagde: "Ja, De burde rejse og tale med de fornemste Mænd i disse Stater, og det er De for gammel til. Gid De var tyve Aar yngre!" Men lad os da finde nogle, som er tyve, tredive, fyrre- tyve Aar yngre end jeg, og som kan begynde paa den Rejse! Nu er jeg vis paa, ja, jeg er ganske vis paa, at disse Ansigter, som ser paa mig, begynder at tænke: "Han er en Sværmer!" Det har jeg aldrig været. Jeg har holdt mig noksaa tæt til Virkeligheden. Jeg har set noksaa klart. Jeg har ogsaa en Gang imellem set, før andre saa. Og her er jeg saa lidt Sværmer, at jeg véd i dette Øjeblik at det er tusinder Mænds og Kvinders inderligste Ønske jeg fremsætter. Men det praktiske Arbejde for dette Ønske? Jeg kan i alt Fald faa Lov at sige, hvad jeg har tænkt mig, at vi skulde, nogle ganske faa, gaa sammen og danne et lidet Selskab. Og kanske af en ædel og langsynet Mand eller Kvinde faa en Del Penge, og saa spreder vi os og rejser vi til andre Lande, og faar der dannet ogsaa ganske smaa Selskaber af betydende Mænd og Kvinder og faar dem til SIDE: 517 ogsaa at sende Rejsende ud for den samme store Tanke. Naar vi har samlet, lad mig sige et Selskab paa 10 i hvert af de Lande, det her kommer an paa, og vi saa holdt et offentligt Møde i London eller i Berlin, for at arbejde for en Samling af alle de syd- og nordgermanske Folk, vil den lille Lue flamme op til en overordentlig stor Ild. Bare jeg udkastede de Ord i Berlin, hvor fik de ikke Gjenlyd i hele Verdenspressen! Der var nogle, der frygtede, nemlig Lati- nerne, men de andre jublede. Eller der var skeptiske, kloge Folk, jeg mener kloge Høns, som altid begynder med at tvivle, de har gravet saa ofte i Jorden uden at finde et Korn, saa den lille Hjerne er bleven Tvivlens. Nu er det min Mening, at jeg vil danne af Jer, som sidder her i Sommervarmen, en Menighed for den Tanke, at I taler om den, skriver om den, arbejder for den. For se, jo flere der arbejder og taler, jo snarere fødes den store Mand, som kan gjøre det. Tanken har gode Fædre. Véd I, at den, der først ud- kastede den her i Norden, var Grundtvig? Den, som første Gang har udkastet den i Norge, var P. A. Munch. Jeg har jo skrevet til, jeg har jo talt med saa mange fra andre Lande om det. De er begejstrede for det. Det næste, som Politikerne maa til at beskjæftige sig med, er gjennem Alliancer at faa Ende paa Krigen. Jeg var fornylig i Tyskland i et større Selskab. Der kom dette paa Tale. De var begejstrede for det, og de spurgte, hvordan det kunde udføres. Jeg forklarede det, jeg mener altsaa Udførelsen af dette forberedende Arbejde, med at danne Selskaber for alle Lande, som har Møder hvert Aar, store Verdensmøder. Saa var der en, som sagde: "Tror De, det er dette, som lettest fører til Verdensfreden? Alle vi Forretningsmænd sukker efter den." Saa saa jeg paa ham, for jeg forstod, hvad han mente. "Nej," sagde jeg, "der er noget, der snarere vilde føre dertil, og det er, om Frankrig og Tyskland blev allierede." Der blev ganske stille. Saa sagde en af Selskabet: "Ja, men der maa gaa nogle Vilkaar forud." - "Naturligvis," sagde jeg, "Elsass-Lothringen maa enten deles, eller det maa blive et neutralt Land mellem de to, det er Prisen, ellers kan det ikke gaa." - "Det er umuligt!" sagde en Mand i Selskabet. Jeg svarede: "Men er det virkelig umuligt, naar noget saa stort kunde vindes paa det som Verdensfreden? For blev de to enige, var al Ting gjort, da maatte de andre komme til. Det var det herligste, der kunde hændes." Saa viste det sig, at hver evige en ønskede det! Saadan er det. Vi har et officielt SIDE: 518 Hjerte, det ligger i Pressen og i andre offentlige Organer, og vi har et privat Hjerte, og det er et dejligt Hjerte, bare det vovede at tale! Jeg vil ikke gaa herfra uden at sige, at jeg har havt Glæde af den danske Vaar, som jo ogsaa, efter hvad man har fortalt mig, er den prægtigste, I har havt i mange Aar. Jeg har havt Glæde af dens Frodighed, jeg har havt Vellyst ved at leve nogle Dage i den. Og saa siger jeg mig selv: Lad det ogsaa blive en frodig Vaar i Meneskenes Sind her i Danmark for en stor Tanke! Jeg sad og kjørte hid og saa paa dette frugtbare Land, der laa som et aabent Ansigt og smilte til Solen, og tænkte paa Regnen, og saa prøvede jeg min Tanke paa dette Landskab, der smilte sig ind i Sjælen paa mig. Jeg prøvede, om der var Natur i den Tanke, om den havde noget fælles med Landskabet. Og Tanken stod sig, den var saa fuld af Natur som det Land- skab, jeg saa paa. Den var saa lidt "en Sværmer" som det Korn, der stod og længtes efter at modnes. Jeg er vis paa, at der er nogle i Jeres Selskab, i Slægt med det Landskab, der har fostret Jer, der tager Tanken op og bærer den varmt og modig frem. Og saa slutter jeg i Ærbødighed med en Tak til de Mænd, der har arbejdet ifra dette Sted, for det er et Ar- bejde, der vil komme denne Tanke tilgode. Jeg har alle- rede mindet Dem om en, nemlig Grundtvig, som for mig er den største Skikkelse, Danmark har fostret, og den længst skuende. Det sandes nu i den Tanke, som jeg bærer frem, den var oprindelig hans. Jeg hilser ogsaa den Mand, der nu skal komme og tale til Jer paa St. Hansdag. Det er Vilhelm Andersen, jeg tror, det er den mest veltalende Mand, som Danmark nu har. Han taler bestandig om den danske Vaar. Især taler han om den evige Vaar, Literaturens og Kunstens evige Vaar i Folket. Nu vil jeg sende en Hilsen til ham paa St. Hans- dag, at han vil tage min Tanke op og bære en Del af dens Arbejde. Og saa vil jeg slutte med et Leve for den dansk Vaar paa Marken og i Menneskenes Sind. Den fremmes! Leve den danske Vaar! SIDE: 519 Bjørnstjerne Bjørnson Vor Synd og vor Ydmygelse. ("Samtiden", December 1906.) De enfoldige Forsøk paa at kværke saklige, rolige Opgjør av det, som forberedte og hændte i 1905, har ikke kunnet møtes, saa længe Valgene raste og Efterdønningerne slog in i Tinget. Nu er dette over: nu maa det roligt kunne avvejes. Det er nødvendigt; ti hvor godt Resultatet end kan være, - hvis den moralske Vurdering av det fører os paa Vildspor saa er det dog til Skade. Her i Norden bør ikke glemmes, at dersom det, der førte til den første slesvigske Krig, og Krigen selv hadde været rigtig opgjort, saa var den andre slesvigske Krig neppe kommet. Overskriftens første Del, "vor Synd", sigter til, at orto- dokse Mæn har kaldt det, som førte til, og det, som full- byrdedes i 1905, for en Synd, endog for en Folkesynd. Den skylles, siger de, væsenlig Fritænkerne. Hadde Fritænkerne ikke i længere Tid svækket Folkets Lovfølelse og Ærbødig- hedssans, saa var dette ikke kommet, i alle Fall ikke saa- ledes. Anklagen fremsættes uten Spor av Bevis. Det bare siges som selvfølgeligt, - like selvfølgeligt som at de orto- dokse kristne er bedre end os andre; de har derfor Ret til at overfalle os med sine Domme og underkjænne vor Gjærning. Skulde vi dog ikke engang undersøke deres Bemyn- digelse til det? Skal ogsaa det bli et Dogme blant os, at de ortodokse altid har et Formon? At som Følge derav alt maa ske saaledes, som de ser, ellers er det galt? SIDE: 520 Jeg var med dengang de ortodokse bar Hakeskjægget meget højt iblant os; det var ingen hyggelig Tid for Norge. De var mot hvert Steg fremover, de stod paa alle Veje og sa nej. Hvad var det ikke for en Pinens Tid, da Johan Sverdrup like fra Riksretten, som de fleste av dem for- dømte, kastet sig op i Fanget til dem? Dette er det dypeste Forræderi, en Frihedsman kan gjøre sig skyldig i. At han ogsaa sveg Parlamentarismen, var bare en Følge. Jeg ser, at dette nu skal være glæmt. Nej, det bør nætop huskes i Sammenhæng med den Sak, vi endelig har ført til Sejer. Altsaa: hvad er det, som atter gir de ortodokse slik selvgiven Overlegenhed? Er det virkelig deres Tro? At de har tre gode Guder og én ond? At Overguden lot sin Søn korsfæste for at sone Menneskenes Synder (Oldtidens Offertro)? Har denne Lære fremdeles saa ægte etisk Værd, at den forsyner sine troende med Overlegenhed? Eller er det Dogmet om Helvedes- straffene, især de evige, at enhver, som i nogle Aar har levet ilde her paa Jorden, siden i al Evighed skal pines i Helvede? Er Retfærdighedsfølelsen i den Lære saa rig, at den gir de derpaa troende højere Ærbødighed for Lov og Øvrighed? Eller kanske det er deres Utviklingslære, at Menneskene begynte fullkomne og sluttet ufullkomne? Ut- ruster saadan Tro med korrekt Tankeapparat? Gjør den overlegent skarpsynt? Eller den Tro, at vi skal op av Graven igjæn og mønstre med vore Legemer? Faar de, som tror saadant, klarere Sans for det rimelige, det natur- lige? Saa de siden ikke farer vild? Vi vet jo nok, at en Mængde Mennesker endnu lever efter i middelalderske Forestillinger; men at dette skulde gi noget Formon over os andre, som har frigjort os, det faar man lade være med at gaa ut fra som givet. Vi har Respekt for deres Gudsforhold gjennem Jesu Eksempel og sande Lære; men dette Forhold er de ikke ene om. Paa det Grundlag kan de ikke ophøje sig over alle andre. Saa meget mindre som den absolut sikkre Del av Jesu Lære forbyr dem det. Jeg maa her gjøre et Inskud. Nylig saa vi en Præst forsikkre, at hine Dogmer, som tilsammen med andre utgjør Kirkens Bekjænnelse, er "Kirkens Erfaring". Følgelig er Kirken det samme som Bekjænnelsen, og Bekjænnelsen det samme som Kirken. Dette er en meget alvorlig Paastand. Vi maa spørge: er disse Dogmer Kirkens hele Erfaring? At det var de SIDE: 521 første Hundreaars Erfaring, vet vi; men har Kirken virke- lig ikke siden gjort andre Erfaringer? I saa Fall: fra hvad Tid skulde Erfaringerne ikke længer tas med? For Eksempel nu den Erfaring, at paa de Dogmer har Kirken i de senere Aar tapt mere end Halvdelen av sine "Bekjænnere", - skal den ikke tas med? Eller det moralske Anarki, som er opstaat av Kirkens store Magtesløshed over de moderne Sind, skal den Erfaring heller ikke tas med? Den Erfaring, som gjordes av Mennesker, som de var for to tusen Aar siden, eller i Middelalderen og et Stykke utover den, - skal den virkelig gjælde for Menneskenes hele Erfaring idag? Om dette gjaldt Lægekunsten? Ogsaa Lægekunsten begynte med at være Præsternes Domæne, Medicinmænnenes Trollkunster og Signesprog. Efterhaanden frigjorde den sig og fant erfaringsmæssige Veje, Naturlove, som forfulgtes in i et dypere Studium av Menneskets Legeme og av Inflytelser paa det, - et Studium, som daglig gir øket Viden. Hvad er Erfaring? Kan enhver gjøre samme Erfa- ring? En Neger fra det indre av Afrika og Professor Laache? Kan de magasinere samme Udbytte av det, de oplever? Om de Erfaringer, som Negeren fra det indre av Afrika gjorde for to tusen Aar siden (og som neppe er synnerlig forskjellige fra dem, han gjør idag), om de skulde være Grunlag for vor medicinske Viden, hvad blev det for Abra- kadabra? Bedre blev det vel, om vi fulgte civiliserede Folks medicinske Erfaringer op til Middelalderen og forbi den. Men hvis vi stoppet op der, - altsaa skar væk alt det, som Prof. Laache nu vet av Læsning, av Samtale, av Selv- syn, og likefullt kaldte det, som stod igjæn, for "Lægekun- stens Erfaringer", hvad var vi saa for Sluddrebøtter? Gaar det bedre med Kirken, hvis det Lys, som den moderne Videnskab nu har sat paa dens Erfaringer fra gammel Tid, skal blaases ut, og det Mørke, som saa blir igjæn, skal gjælde for Kirkens hele Erfaring? Nylig fortalte en Præst os, at den Tro, som en kristen har oplevet de vidunderligste Følger av, umulig kan være usann. Ja, den Erfaring gjør alle Religioner like sanne! At nogen endnu kan tale slik, efter at Hypnotismen og Selvhypnotismen er videnskabelig erkjænte Kjænsgjær- ninger! SIDE: 522 Forøvrigt benægter jeg, at der kan gjøres personlige Erfaringer om Treenigheden, om Legemets Opstandelse, om evige Helvedesstraffe o. s. v., - hvad som vel heller ikke var Meningen. Vi slaar fast, at ingen Erfaring gjør de ortodokses Tro til noget saa højt, at de, som staar paa den, derved rager op over os andre. Følgelig kan vi ikke gaa ut fra som givet, at deres Tro gir dem en meget sannere Dom om det, som førte til 1905 og om Begivenhederne i dette mærkelige Aar, end den, vi har. Det taaler nok en Undersøkelse. Naar der paastaas, at de ortodokse har stærkere Lov- lydighed, større Ærbødighedssans end Fritænkerne, saa tør det hænde, at deres Lovfølelse er like middelaldersk som deres Tro, og at følgelig deres Ærbødighedssans gaar paa noget, som er overlevet. For at stile like paa: det er en Stund, siden moderne Mennesker trodde, at Loven er aapenbaret og at Kongen er av Guds Naade. Nu tros almindeligt, at Folket er Lovens Kilde, og at Kongen er dens øverste Embedsman - paa Folkets Vægne. Dette gir hverken mindre Lovlydighed eller mindre Ærbødighed; men det gir en annen. Forskjellen har kun- gjort sig, like fra Kampen for vor Selvstændighed blev alvorlig. Her var det Fritænkerne, som førte an; det er ganske sant. Alle de kristne, som hadde moderne Syn baade paa Lov og Konge, sluttet sig til. Der er heldigvis saadanne blant os, ja, de allerfleste er saadanne. Motsætningen mellem de andre og os var længst den, at for dem er visse Begivenheder og Utsagn i Bibelen det højeste; for os er selve Livet det højeste - i dette Tilfælde Folkets Vel i Nutid og Fremtid. For dem var følgelig det lovrigtige, det juridiske Hoved- saken, da det gjaldt at bli kvit det utaalelige Forhold i Unionen. Jeg inlater mig ikke paa den Procedure, som godtgjorde, at vi hadde ogsaa det juridiske paa vor Side. Jeg begrænser mig til at sige, at jeg tror, det er rigtigt. Men for os var det ikke Hovedsaken. For os gjaldt det især: er Tiden bekvæm? Kan vi bruke Lejligheden til at vinne noget saa stort og godt for vort lille, opadstræbende Folk som hel Selvstændighed? Saa faar det ske, - selv SIDE: 523 om den skrevne Lov ikke gir Fullmagt. Ti Folket er Lo- vens Kilde, Lovs Lov; et enigt Folks Vilje gir Fullmagt, den højeste, vi kan faa. De andre svarer: men hvis det, som Folket énstemmig vil, er galt, - gir det likefullt den højeste Fullmagt? Dette er Vringleri; ti Folket selv trodde jo, det var rigtigt, det, de vilde. Derfor blev ogsaa Viljen énstemmig. Ja, nærmere kan det rigtige ikke kommes. En senere Tid faar saa dømme. Nu tar vi Ordet mod de ortodokse og spør dem: tør dere virkelig nægte Livets Ret overfor den skrevne Lov? Er der ikke Tilfæller, deri Maalet helliger Midlet? Husk, David og Skuebrødene! Det var ulovligt at ta Skuebrødene; men David og hans Følge var sultne, og de tok dem. Jesus selv gav ham Medhold i det, ja, brukte det som Eksempel. Vil de ortodokse være retfærdigere end Jesus? Eller er det kanske vigtigere, at et litet jødisk Hærfølge faar sig en Smak Mat, end at et oplyst, kraftigt Folk vinner sin Selv- stændighed? For at gjænta det: vi erkjænner ikke de ortodokse som selvgivne Overmæn i vor Strid med Sverige. Den Sak har de fra gammelt forraadt. Vi tror ikke, at deres Dogmer utruster dem (i denne Sak eller i nogen) med finere mo- ralsk Sans, ædlere etisk Vilje. Det er sant, at uten Fritænkerne var Norge idag intet helt ut selvstændigt Folk. [fotnotemerke] At Saken lykkedes, skylltes det store Tal av kristne, som sluttet sig til Fritænkernes mo- derne Syn paa Lov og Konge. Et énstemmigt Folks Vilje gir øverste Fullmagt, et Folks Vel i Nutid og Fremtid gir Ret til at bruke et gunstigt Tilfælle. Men dermed er ikke alt opgjort; deri har de orto- dokse Ret. Selv om intet juridisk er til Hinder for at handle, som vi handlet, og selv om vor Adkomst til at nytte et gunstigt Tilfælle er utenfor Tvil, - endda kan der spørges: var det hensynsfullt at bære sig ad, som vi gjorde i 1905? Var der ingen, vi krænket med det? Fotnote: Det var utvilsomt ogsaa Fritænkerne, som forberedte og førte an i 1814. SIDE: 524 Det Spørsmaal kares ikke avvejen ved det uvorne Svar, at Svenskerne heller ikke var hensynsfulle mot os. Det gir ingen Absolution; andres Hensynsløshed gjør ikke vor god. Svenskerne hadde jo under hele Unionen et falskt Maal, nemlig et skandinavisk Storsverige. Følgelig gav de os Ret til at bryte ut. Men at vælge den Taktik at la den fælles Konge sitte imellem; at vælte Skyllen og Skam- men over paa ham, det var hensynsløst, det var smærteligt. Og da han ogsaa var Sveriges Konge, er det ikke til at undres over, at ogsaa Svenskerne blev harme. Dette maa vi kunne inrømme, selv om de fleste tror, at det, som skéte, maatte til, ellers kom vi aldrig løs. Den Motstand, som almen Røstret møter i Sverige endnu idag, synes at gi dem Medhold. De magthavende derinne har ingen stærk Sans for andres Ret. Ingen i Norge vil ha 1905's Værk ugjort. Saa sikker jeg er paa det, saa sikker er jeg ogsaa paa, at innen kort Tid vil flere og flere være enige om, at vi desværre den- gang handlet hensynsløst mot Dynastiet, og da navnlig mot vor gamle Konge. Jo almenere denne Følelse blir i Norge, jo snarere vil Svenskerne faa Øjnene op for vor Ret i det store og hele. Det kan heller ikke fejle (ja, det syner sig alt idag), at vor Vinning ogsaa blir Vinning for Sverige. Inrømmelse og Erfaring møtes. Da jeg siste 17de Maj yttret, at vi ikke offentlig maa fejre 7de Juni, hvis vi dermed forarger Svenskerne, tok mange det ilde op. Alt nu gaar flere over til det, hvad som er et godt Tægn. Saa staar tilbake at avveje "Ydmygelsen". Tror vi, at vi bare har havt Sejer og Vinning, saa vil dette avle en Stolthed og et Skryt, som leder os in paa Avveje. Det kan ikke ofte nok siges. Partipolitiken har det uhyggelige ved sig, at den er en eneste fortsat Procedure. I den faar sjælden Værdierne beholde sin egen Vægt; de blir tunge eller lette, eftersom Proceduren har Bruk for dem. Men aldrig hadde jeg tænkt, det kunde gaa saavidt, at vi, som "tok Sagen i vor egen Haand", ogsaa maatte bak- over igjæn til Folkeavstæmning paa svensk Ordre, til For- handling, til at ødelægge vore egne Fæstninger uten Sværd- SIDE: 525 slag, - aldrig hadde jeg tænkt, at vi skulde gaa fri for at føle dette som en Ydmygelse. Aldrig hadde jeg tænkt, at gamle Fredrikssten, som mer end én Gang har frælst vort Land, og som like til 1905 løftet sin sangomflagrede Krone til Ærefrygt for al norsk Ungdom, - aldrig hadde jeg tænkt, at dette gamle Vidne til Mot og Fædrelandssind skulde paa svensk Befa- ling kunne vrænges av sin Rustning, uten at det norske Folk følte en Smærte ved det som ved intet før i vor Tid. De store Staters trøstende Ord traf ikke. Vi visste, hvad vor Ydmygelse var værd for dem; at Fred paa Markedet kom højere. Ej heller minket det Smærten, at svenske libe- rale paa det instændigste raadet os til at underkaste os. De visste, at dette var det eneste, som frælste fra Krig. Det visste ogsaa vi. [fotnotemerke] Der er brukt det Uttryk om vor Ydmygelse, "at vi maatte i Knæ". Det var ikke for stærkt. Ydmygelsen skulde jo dækkes over, da ingen annen Raad var. Det skulde se ut, som var vi de store og far- lige, som Svenskerne maatte sikkre sig mot. Hvem narret vel det? Men like forbausende som det vilde være, at nogen i Norge ikke skulde føle Ydmygelsen og vanskelig lot sig trøste av "en neutral Zone", - like forbausende synes det mig, at nogen kunde tro, vi vant mere paa at la det komme til Krig. Materielt kan det ikke være; ti nu har vi Selvstæn- digheden og vort Omraade ubeskaaret. En Krig vilde der- imot ha sat begge i Fare. Ingen, som kjænner Svenskerne, kan tvile om, at hvis vi vant, fik vi en Krig til. Og hvis vi tapte, gjaldt det Smaalenene eller Nordlandene, eller begge. Der er dem, som tror, det gjaldt mere. Moralsk vant vi dog større Ære paa at ta rigtige Maal av Situationen og handle derefter, end paa at late som vi var et større Folk end Svenskerne og handle derefter. Det er dog vel større at erkjænne: vi saa fejl, da vi trodde, vi kunde greje det alene, end det er: ikke at erkjænne det, men bare kjøre paa. Det usædvanlige hændte, at de samme Mæn, som "tok Saken i sin egen Haand", ogsaa var de, som ærlig erkjænte, at det kunde vi ikke komme ut med. Ellers plejer det at være et nyt Sæt Mæn, som træder til og gjør saadan Er- Fotnote: Hvad som siges herimot, saaledes nu sist av Harald Nørregaard, holder jeg for Procedure. SIDE: 526 kjænnelse paa Folkets Vægne. Disse gjorde det selv, og dette synes mig at være deres største Bedrift. De hadde prøvd, hvad som stod i menneskelig Magt for at ungaa Ydmygelsen; men for at frælse Selvstændigheden og Land- omraadet, tok de den. Hvad dette vilde korte av paa deres egen Popularitet, som til da hadde været grænseløs, visste de naturligvis. Heldet fulgte dem, - som det i Regelen følger det, som er sanfærdigt. Dette Held vil ogsaa følge længer frem, hvis vi ikke forvansker, hvad som her er skét, - ikke til den ene Siden og ikke til den andre. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 527 Bjørnstjerne Bjørnson Om Teatret. Overalt, der et Folks Kultur skal maales, nævnes Viden- skap, Digtning og anden Kunst som Kulturens højeste Blom- string. I den er Folkets intellektuelle og moralske Evne av- spejlet. Saa højt naadde Folkets Tænkning altsaa, slik var dets Lovsans og Smag; saa stort var Folkets Velvære, at dette trængte det til, og dette kunde det yde. Saaledes bedømmes ogsaa vi nu. Naar vor politiske Historie er fortalt, og vor økonomiske Stilling statistisk be- lyst, ender det med at nævne, hvad vi har formaadd at yde til Videnskapen, og hvad Opgaver Digtningen og den anden Kunst har sat sig. I Almindelighed forstaar Folk nemlig, hvad som maa gaa forut for, at Videnskap og Kunst kan naa sin fulde Utvikling. Man er mindre klar over, hvor meget Videnskap og Kunst allerede undervejs har hjulpet til, for at Folket kunde komme saa langt. En sitter i Kirken og gripes av en vakker Salme, men tænker ikke større over, at det er Kunsten i den, Kunsten i Versene, Kunsten i Tonen, som udretter det. Endvidere lægger de litet Merke til, at dette Indtryk siden følger, at det filer og tegner i deres Sans, og at mange slike Indtryk gir varere Følelse og lettere Haandlag. Paa de store Udstillinger sees straks, hvad som kom- mer fra et Land med gammel Kunst. Det sees like sikkert i Maskiner og i Haandværk, som i det, der ligger nærmere ind under det artistiske. Ikke at tale om, at de gamle Kultur- landes Mennesker bærer Kunstens Stempel i sit Ydre og i sin Holdning, i Omgangsform og Tale. SIDE: 528 Dette er saa almen erkjendt, at industrielle Byer sørger for at opdra gjennem rike, kunstneriske Indtryk. Selv de mindre av dem har Museer og holder Orkester; de større holder Teater. I Teatret samles nemlig alle Kunstarter, og der kan de gi det stærkeste Indtryk. Skjønsomme Kritikere tillægger vort Folk en betydelig kunstnerisk Sans. Noget skyldes vel Naturen, som vi bor i, mere skyldes Folkets Historie, vi har fra gammelt færdes vidt omkring og set meget. Men mest skyldes det kanske, at det norske Folk har bodd saa spredt, saa hver Gaard eller Grænd har maattet være sine egne Haandværkere og selv prøve at gjøre efter, hvad som har tiltalt. Om dersom Norge idag gav et større Bidrag til et Natio- nalteater, d. v. s. sørget for en central, kunstsamlende Paa- virkning til daglig, saa gik det et særskilt Behov tilmøtes. Det vilde sætte Frugt. I slaaende Billeder gir Teatret ogsaa forklarende Ka- rakteristik av vort Folk fra Fortid og Nutid. Billederne gives jevnsides med Billeder fra andre Lande og Folk. Det behøves ikke at nævnes, hvad dette udretter. Saaledes som det gjøres, saaledes avspejler vor Kultur sig for Tusener og Tusener, som søker vort Land. Derefter bedømmer de os - og gjennem dem Millioner. SIDE: 529 Bjørnstjerne Bjørnson Linda Murri. ("Samtiden", Februar 1907.) Dengang Alfred Dreyfus blev degraderet, og jeg læste om hans heroiske Forhold under den grusomme Ceremoni, som det skuespillystne franske Folk ogsaa ledsager denne Handling med, sa mit psykologiske Instinkt (som er noksaa sikkert): den Man er uskyldig. Da jeg under mit siste Ophold i Italien læste, hvorledes Linda Murri forsvarte sig, ihærdig, aandsklar, ædel, foran falske Vidnesbyrd og veltalende Advokater, mens Præsi- denten nægtet hende sin Bistand, sa jeg mig selv: hun er uskyldig. SIDE: 530 Under den følgende Vinter besøkte en Italiener mig her hjæmme, og han var saa elskværdig at overlade mig sit Eksemplar av Linda Murris Optegnelser fra Fængslet. I disse fandt jeg Partier saa oprindelige og gripende, at de helt betok. Jeg fandt en Tegning av hende selv og hver enkelt av hendes nærmeste, saa fin i sin Karakteristik, ud- ført med saa sanddrue Sprogmidler, at jeg alvorlig tænkte paa at sætte mig helt in i Saken og fremlægge den for et større Forum. Men kort efter blev hun benaadet; hendes Uskyld begynte altsaa allerede at lyse gjennem Mørket. Nu har en udmærket Psykolog, Forfatteren Dr. juris Karl Federn, med tysk Grundighed offret Saken næsten et helt Aars Arbejde og som Resultat fremlagt slaaende Bevis paa Rettens Fejltagelse. Nu kan jeg komme frem med det, som jeg særskilt har at sige. [fotnotemerke] Det er nemlig ikke første Gang, at en svær Anklage har skudt op af en fanatiseret Folkemening. Det er ikke første Gang, at en bevisgal Forhørsdommer, vild av Skriket om- kring sig, leder hele Saken in i et falskt Spor, saa vi faar en Dom i fuldkommen Strid med sund psyko- logisk Sans. Første Gang Linda Murri i sine Optægnelser nævner Forhørsdommeren, siger hun omtrent følgende: jeg saa snart, at her ikke var om Sanheden at gjøre, men at finne saa mange Anklagepunkter som mulig. Med disse træffende Ord er hele Metoden tægnet. Undersøkelsesdommeren burde være en skarpsinnig, sund Menneskekjænner, som alene levet for dette sit Fag. Kanske han saa vilde komme til samvittighedsfullt at søke frem - ikke alene hvad som anklaget, men ogsaa hvad som frikjænte. I alle Tilfælle maa der begynnes med Begynnelsen: hvem er han eller hun, som er anklaget? Saa klar kan Saken ligge, at det ikke er avgjørende; men i et Tilfælle som dette, der alt gaar paa Indicier, er det avgjørende. Her hadde Undersøkelsesdommeren det ypperligste Ma- teriale: Linda Murris Brev gjennem mange Aar. Hvad gjør saa Undersøkelsesdommeren med dem? Han plukker ut nogle faa, som han tror anklager. Hele Resten lægger han i en Kiste, som han laaser og sætter tilside. "Disse Brev er Saken uvedkommende!" Fotnote: Dr. Karl Federns Bok heter paa tysk: Die Wahrheit über den Prozess gegen die Gräfin Bonmartini-Murri. (München-Leipzig, Georg Müller.) SIDE: 531 Nu er det nætop disse Brev, som altsammen kommer an paa. De oplyser os andre om hennes fullkomne Ufor- muenhed til at begaa denne eller nogensomhelst Forbry- delse. Disse Brev er en Skat. De bærer Bud fra en saa fin Følelse, saa ejegodt et Hjærte, en saa høj Dannelse, at vi optager henne i vor varmeste Deltagelse. De er saa in i det allerinnerste umiddelbare og ægte, vi tror hvert Ord, hun siger. Men samtidig viser de os, at nætop disse Egenskaber gjør henne svag. De paalægger hende hundre Hensyn, som overalt kommer ivejen, hun tør intet, hun vil intet, som kan volde andre den sakteste Fortræd; hun unskyller, hun om- gaar. Det behøvde jo ikke være saa; men Hemmeligheden er, at disse rike Aandens og Hjærtets Ævner er tidlig blet skræmte. Efterhaanden er hun ogsaa blet saa fysisk skrøpe- lig, at hun ikke taaler Ufred. Endvidere syner disse Brev os en dyp Trang til Kjær- lighed; den er av aandelig Art. Den er et sensitivt Aands- menneskes Utviklingstrang; hun vil forstaa og forstaas, omfatte og omfattes. Hun søker Kunskap, ja Lærdom, og hun søker Mennesker. Hun maa have deres Kjærlighed, som omgiver henne; hun lider usigeligt, naar den nægtes henne, hun er i den højeste Lykkefølelse, naar hun faar den. Da hun tidlig gifter sig og faar Barn, gaar hennes Liv op i at opdrage Barnene, vejlede dem, beundre dem. Og da Ægteskapet mer og mer blev en Kamp om disse Barn (ti Mannen truet ved hver Lejlighed med at tage dem fra henne), saa bestemte dette over hennes Sjælstilstand og Helbred. Hun var ved at gaa tilgrunne paa det. Dette er, hvad jeg vil kalle hennes Livslinje til den ulykkelige Dag, da Broderen Tullio dræpte hendes Ægte- fælle, Grev Bonmartini. Broderen var en kraftfull, høj- sinnet Natur, men lidenskapelig utover det normale. Han taalte ikke at se paa hennes Martyrium, som han ved ukloge Raad hadde gjort større, end det behøvde at være. Begivenhederne selv forbigaar jeg; de er vel kjænte og mesterlig belyste i Karl Federns Bok. Ægteskapet var ikke blet saa ulykkeligt, hvis det ikke hadde vist sig, at Linda Murri var uten sanselig Trang. Grev Bonmartinis var meget stor. Hvad som ellers skilte dem, økedes betydelig ved denne idelige tilbakevendende Irritation. Hadde dette vigtige Moment været fastholdt, jeg mener hennes Mangel paa sanselig Trang, saa hadde Episoden SIDE: 532 Secchi kommet til at spille liten eller ingen Rolle i denne Sak, hvor den nu har spillet den største. Hun hadde forelsket sig i ham (og han utvilsomt i henne), da hun endnu var et Barn. Han var nemlig den eneste Man, hun omgikkes, til hun blev voksen, utenom sin Far og Bror! Han var begavet og elskværdig og god mot henne. Hun traf ham igjæn, da hun var blet syk og ulykke- lig. Snart omsluttet hun ham med al sin skuffede Kjær- ligheds Trang, forstærket av Taknemmelighed. Men da han overrasket hennes søsterlige Hengivenhed (hun var jo vilje- løs i hans Arme), saa gjorde han samme Erfaring: hun var uten sanselig Trang. Og likefullt grunnlægges Anklagen for hennes Medskyld i Mordet væsentlig paa hennes stærke Sanselighed. Dette samvittighedsløse Brudd paa psykologisk Sans, ja, paa Sanfærdighed, har desværre et Sidestykke. Man gik ut fra som givet, at Grev Bonmartini bar et Testament hos sig, deri han hadde gjort sin Hustru arveløs. Følgelig blev han myrdet, forat Testamentet skulde tilintet- gjøres. Saasom det ikke fantes hos den døde, hadde natur- ligvis Tullio stjaalet det. Man tænke sig: den rike Professor Murris to Arvinger, de eneste, begge like højsinnede, like redebonne til at hjælpe andre, de skulde have slaaet sig sammen om at røve et Testamente! Testamentet fantes siden i Grevens Bolig i Padua. Da var de to Søskende længst dømte. Saaledes kan Retten fare vild, naar det psykologiske Skjøn misagtes. Til Brevene føjet sig nemlig det herligste Vidnesbyrd av dem, som kjænte henne. Jeg uthæver av dem alle bare ét éneste, hennes Fars Brev, skrevet flere Aar tilbake til hennes Ægtefælle, deri han takker ham for, at han havde faat henne med paa en Rejse. Et skjønnere har jeg ikke læst. Jeg maa faa Lov i Ærbødighed at lyk- ønske den italienske Literatur med dette Brev. Det maa in i alle højere Skolers Læsebøker. Saa vender jeg mig til alle dem, som har Sanhedstrang stærk nok til at ville læse om Saken i Karl Federns ypper- lige Bok. Jeg spør dem - ikke om, hvad her skal gjøres for at faa den uskyldig dømtes Sak frem igjæn; det angaar Italiens Hæder, og den er der nok, som hævder. Nej, jeg spør dem om, hvad vi i Fællesskap skal gjøre, i Italien, i alle civiliserede Lanne, for at faa det sunne psykologiske Skjøn respekteret, naar det gjæller kriminelle Saker, som SIDE: 533 bare støttes av Indiciebevis, og som Fanatismen og Fordom- men fra første Færd av har bragt paa Avveje? Indiciebeviserne er i sig selv av tvilsom Værdi. Naar de staar alene, bør de aldeles ikke eje den Magt, som de nu har. Det er Arv fra en mindre nøjeregnende, mere bar- barisk Retsfølelse. De fører endnu idag til mange gru- somme Fejltagelser; av dem, som er opdagede, kan vi slutte os til de end flere, som ikke er blet opdagede. Og dog blir vi ved! Saa overordentlig som vor psykologiske Viden nu er vokset, og daglig vokser, maa det være et Kulturkrav, at Indiciebeviserne, naar de staar alene og i Motstrid med det psykologiske Skjøn, ikke maa kunne sejre. Det er for mid- delaldersk. Vi har nætop nu en saadan Sak i Norge. Paa lutter Indicier er en ung, godslig Gut dømt for at have myrdet sin Plejemor, skjønt der blant Psykologer, saavidt jeg kjæn- ner til det, bare er én Mening om, at han er uskyldig. Men "av Mangel paa Bevis" nytter det ikke alt Arbejde for at faa Saken optaget igjæn. Det psykologiske Skjøn gjæller nem- lig ikke. Her er en Forbedring at inføre i alle Lannes Lovgiv- ning. End om Italien, som i mange Stykker har sat sin Retsforhandling paa den mest moderne Fod, kunde gaa foran ogsaa i dette? Gjøre det til en Umulighed at dømme nogen paa lutter Indiciebevis, naar det psykologiske Skjøn gaar imot, eller forholder sig tvilende. Dette psykologiske Skjøn maa ikke overlates til Juristerne alene; her maa aner- kjænte Psykologer tilkalles. Videre: hvis dette er blet for- sømt, og der blir Spørsmaal om at ta Saken op til ny Be- handling, da maa en slaaende psykologisk Bevisførelse faa samme Rang som andre Beviser. Dette er et Kulturkrav av samme Art som det, at Dom- men skal tage skyldigt Hensyn til de psykologiske Motiver, som har ført til Forbrydelse, - hvad som nu arbejder sig stærkere og stærkere frem, navnlig i Frankrige. Psykolo- gien maa i alle kriminelle Saker faa den Plass, som Utvik- lingen længst har givet den i vort Samliv, især i fremra- gende Mæns og Kvinners Tænkning. Det psykologiske Stu- dium, baade som Videnskap og som Digtning og Kunst, er jo nu overvældende. Dernæst maa der kunne gjøres noget for at værge Ret- ten mot at hypnotiseres av den Fordom og den Fanatisme, som altfor ofte behersker Forhandlingens Retning og Utfall. Forundersøkelsen, som er saa vigtig, ledes nu SIDE: 534 endog i Regelen av Mæn, som dertil er mere eller mindre uskikket. Her maatte kunne gjøres noget meget betydeligt til For- bedring av det hele Forhold. Men saa maa Lovgivnings- magten træde til. Dette er et Hovedpunkt; efter saa megen sørgelig Erfaring, som ogsaa har gjæntaget sig i denne Sak, kan det ikke længer oversees. Saa er det Pressens Uansvarlighed overfor de Beskyll- ninger, den paa Forhaand kaster ut, som maa indskrænkes. Jeg kan huske, at jeg læste i vore norske Blad, som Ekko fra Pressen i Italien, at Linda Murri hadde staat i utillade- ligt Forhold baade til sin Bror og til sin Far! Hvor slikt opægger! Her maa skrides in. Er Lovene ikke strænge nok, maa de skjærpes; og sørger ikke Regjeringen i hvert Tilfælle for, at de overholdes, saa maa den gjøres ansvarlig. Det er fortrinsvis til den italienske Ungdom jeg hen- vender disse Linjer [fotnotemerke] . Den italienske Aand har i sine stør- ste Mæn og Kvinner været optaget av Idealer, verdens- omdannende Idealer, som intet annet Folks. Derfor er den italienske Ungdom - fra Anarkisten til den glødende Præste- seminarist, fra Irredentisten til Fredssværmeren - mere begejstret for (ogsaa mere blændet av) Idealerne end noget annet Folks Ungdom. Det er de jammerlige Tilstande, som siden i saa stort Mon opholder og omdanner den. Men der gives ikke stærkere Bevis for dette Folks Sun- hed end disse Drømme, som gjænføder sig i Slægt efter Slægt trods Aarhundreders ugunstige Skjæbne og deres Arv i Forholdene. Nu vel, - I vinder stærkere og stærkere frem, I sejrer tilsist! Men det Raad skal I tage med paa Vejen: først Ret- færdighed, saa det andre! Man har sagt: først Friheden og saa det andre. Ja, forsaavidt som den er et Vilkaar for Ret- færdigheden. Men Retfærdighed i stort og i smaat, det er Aandedrættet, Folket lever av, - bedre, rikere i Frihedens Luft end i nogen annen; men uundværlig er den ikke. Det er derimot Retfærdigheden. Tag nu en uskyldig, ædel Kvinnes gruelige Mishandling og Domfældelse op i eders Samvittighed som en højtidelig Ed: saadant maa for Fremtiden blive umuligt! Bjørnstjerne Bjørnson. Fotnote: Opsættet trykkes samtidig i Italien. SIDE: 535 Bjørnstjerne Bjørnson Polakkerne som Undertrykkere. ("Samtiden", April, og "Courrier Europ.", 5. April 1907.) I Djævlefrygtens Herrevælde over Livet, Middelalderens værste Mørketid, opstod Forestillingen om højtbegavede Mæn og Kvinner, som skyldte deres Viden og deres Held, at de hadde sluttet Pakt med Satan. De skulde opnaa alt, de ønsket i dette Liv, mot at de ved Utgangen gav Satan sin udødelige Sjæl. Paa disse Forestillinger levde Kirken højt. De avfødte jo Heksetroen, og dens Offre kan nu ikke tælles. De av- fødte en alminnelig Mistænkeliggjørelse og Skræk, som jog Tusener av fantasifulle Skabninger in i Hysteri og Vanvid. Dette var ofte smitsomt og voldte gyselige Ulykker. Men alt øket Kirkens Magt; ti den alene kunde frælse. Skjønhed og Held var en Fare, Glæde og Begavelse avsattes, tung Underkastelse i Bøn og Offringer, - Menneskeaanden har aldrig undergaat et uværdigere Tyranni. Men avskrælles den teologiske Overtro og Munkenes og Præsternes Paafun, saa finner vi en Kjærne, den som al Religion er runnet av, Frygten for det ukjænte. Der gik de forskræmte Smaafolk og saa deres Herrer og Overherrer strafløst begaa de værste Forbrytelser, bli rike og lykkelige paa dem, mens de selv tortureredes til Døden for et litet Tyveri, en letsindig Ulydighed. Den skinbarlige Satan var over dem hver Dag, de saa ham fiske Sjæle til sit Helvede, og det trøstet og frydet dem umaadelig, at disse siden skulde pines evigt i Helvede. Men den Satan, som fordelte Livets Goder saa haabløst uretfærdigt, - var han aldeles uvirkelig? Er det den hele Sanhed, Historikerne forkynner, naar de lærer os, at Livets Kampe kommer op av stridende Interesser, ulike Anlæg, forskjellig Utvikling, av Forhold og Omstændigheder, som vanskelig kan gaa sammen? Er der SIDE: 536 ikke noget mere med, som gjør Kampene saa onde, saa hensynsløst ødelæggende? Noget av det, som voldte, at Racekampene, Troskampene, Klassekampene blev til et Helvede paa Jorden? Er dette aldeles utdød? Den Liden- skabernes rykende Svovlpøl, som hvert Folk hadde midt iblant sig, og som har sinket det og ødelagt for det (som for andre) i billionvis, - er den nu blet en stille, rislende Kilde? Hvad er det da, som forgifter vore Kampe endnu idag? Ja, som i ubevogtede Øjeblikke bryter op igjæn midt i den tætteste Civilisation med blind middelaldersk Ødelæggel- seslyst? Gaar det virkelig ikke an at bruke Folkeforestillin- gens Ord om det: "Satan"? Altsaa at sige: Satan er endnu iblant os? Jeg mener naturligvis ikke Teologernes faldne Engel, overhovedet intet enkelt Væsen. Jeg mener den lodne Drift op av det dyriske Urdyp i hvert Folk. Den, som forraaer Kjæmperne og forbittrer Kampen. Her er intet Folk sparet, hvert har sin. Paa et eller annet Punkt, undertiden paa flere, har han endog naadd frem til at blive den avgjørende. Satan. Men i intet Folks Historie saa ofte som i det ulykkelige Polens. Jeg har nu læst den om igjæn. Det tok mig lang Tid; ti ret som det var, aarket jeg ikke at komme videre. Vi har næppe et mere glimrenda Folkefærd iblant os. Stærkt, vakkert, begavet, med noget lysende i al sin Dont, Heltenes Ridderskap, engang utvilsomt Kriger-Turneringens skjønneste Blomst, - skulde jeg sige, hvad som styrtet det med saa stort et Fall, da nævnte jeg ikke først deres Lands farlige Beliggenhed - andre Folk har nætop gjort en saa- dan Beliggenhed til Vilkaar for sin Storhed -; ej heller sa jeg, at det fortrinsvis skyldtes deres Institutioner, eller ret- tere Mangel paa Institutioner; ej heller at det var Adelens Overgrep, som ødelagde alt for dem, den lille og den store Adels evige Strid, Magnaternes Magtsvindel, Kirkens Rov- syke, Borgernes Umyndiggjørelse, Bøndernes Utplyndring og Fornedrelse, de vanvittige Krige o.s.v. o.s.v; ti altsam- men, ja, altsammen var bare Følger av den ene store Aar- sak, deres egen vilde Individualisme, deres dumdristige Begjær, deres forfængelige og tøjlesløse Slagsmaalslyst, deres griske Troløshed, deres grænseløse Letfærd, . . . Satan, Satan! Næsten overalt, næsten altid var han paafærde. Ødelagde hvad stort og ædelt der var tænkt og handlet i Hundreder av Aar, alle det ulykkelige Folks utrolige Op- SIDE: 537 offrelser, i Foragt for de sindiges sorgfulle Anelser og Advarsler. Skulde nogen give en riktig slaaende Tegning av deres store avgjørende Forsamlinger, maatte han male Satan hen- over Taket som en uhyre Flaggermus, eller stille ham i en Krok som Harlekin, der med ét skoggerlo, saa hele For- samlingen bleknet. Eller ogsaa sætte ham midt iblant dem med en Biskopshue paa. Hvorledes kan nogen paastaa, at nu er deres Satan død? Satan er saa visst ikke død i noget Folk; hvorledes skulde han saa være død i det, hvor han altid var stærkest? Polakkerne er selv for udødelige til det. Da alle de russiske Folks Repræsentanter mødtes i den første, store Duma, altsaa ogsaa Polakkernes, var han med! Det, som er det centrale i den russiske Revolution, det, som den franske Revolution hadde sat efter og hele Verden siden væntet paa, en retfærdigere Fordeling av Jorden, det var Duma'ens første og siste Opgave. Repræsentanter fra alle Folkefærd samstemte her. Men ikke Repræsentanterne i den polske Klub! Her sat store Grundejere, Efterkommere av dem, som i alle polske Provinser hadde gjort Bønderne til livegne. Herrerne kunde sælge dem, kunde dræpe dem, ti Bønderne hadde ikke Adgang til nogen Domstol. Selv Brænnevinet, som de trøstet sig med, forbeholdt Herrerne sig at brænne for dem - efter Satans intimeste Raad! Efterkommerne fant det ubetimeligt, at Bønderne skulde gjengives noget av Jorden og med Jorden det Menneskeværd, som følger den. Men de holdt det ikke for raadeligt at sige et bestemt nej, de gjorde Utflugter og kom med Forslag, som maatte føre derhen. Det annet Spørsmaal var naturligvis, at alle disse sam- menerobrede og mishandlede Folk nu skulde have tilbake et visst Mon av deres Selvstændighed. Endog Zaren maatte av Erfaring forstaa, at alene saaledes kunde det uhyre Rike vinne en virksom Administration og højst fornøden Kontrol. Alene saaledes kunde de forskjellige Folke-Individualiteter sikkres sun og snar Vækst. Men den polske Klub svarte nej. Dennegang bent ut. For, sa de polske Herrer, da fik jo ogsaa Ukraine, Litauen, Hviterusland Selvstyre; men de skal atter utgjøre en Del av Polen! Atter utgjøre en Del av Polen - Ukraine, Litauen, Hviterusland? I Ukraine finnes omtrent tredve Millioner Ukrainer (eller Ruthener) og bare 390,000 Polakker. I alle tre Pro- SIDE: 538 vinser tilsammen er der bare 900,000 Polakker, - og endda vil de herske over de andre?! Russernes Forbauselse var ubeskrivelig. Det øvrige Europa la først ikke Mærke til det. Men da Duma'en op- løstes og alle de liberale samledes i Wiborg for at prote- stere, men Polakkerne for at protestere mot Protesten! -, da blev ogsaa vi andre seende. Da opdaget vi, at de polske Frihedshelte sluttet sig til Regjeringen, til Bureau- kratiet, til Reaktionen! Da saa vi, at de store polske Grundejere i Ukraine skikket Telegrammer og Deputa- tioner til Zaren; han maatte endelig omgjøre Valgretten; "den nuværende truer Kulturen"! Da hørte vi Grabski, Medlem av Duma'en, uforbeholdent sige: "Vil Regjeringen skaffe Storpolen (d. v. s. Polen med Litauen, Hviterusland, Ukraine!) Selvstyre, saa lover vi, at hver eneste revolu- tionær i Storpolen skal være nedslagtet inden to Maaneder." Vi ser, at den gamle polske Satan bestandig er med. Selv Sproget er det gamle ("nedslagtet"!). Tror nu nogen, at den polske Schlachta i Galizien tæn- ker annerledes? Forholdene er jo andre, følgelig Formerne. Men likesom den polske Klub i Duma'en sluttet Forbund med den russiske Regjering for ved dens Hjælp at faa de gamle Provinser underlagt Polen igjæn, saaledes har den galiziske Schlachta længst sluttet Forbund med den øster- rikske Regjering for at hindre Ruthenerne i at komme op. Efter en gammel officiel Statistik fra femti Aar tilbake var der i Galizien 2,441,770 Ruthener, 1,994,800 Polakker. Men efter den siste Statistik er Polakkerne vokset til 3,988,700 og Ruthenerne bare til 3,074,500! Hvordan for- klares det? Helt simpelt ved, at til Polakkerne regnes nu 811,371 Jøder og 200,000 Ruthener, - fordi de er Katoliker! I Galizien er der nu 3,274,450 Ruthener og 2,977,334 Polak- ker. Naar Valgordningen forfalskes, naar Valgene selv for- falskes, naar Skoleordningen og Justisen forfalskes, hvorfor ikke ogsaa Statistiken? Det er Undertrykkernes Ret at bære sig saadan ad. Polakkerne er ikke ene om det. Det er bare Resultatet som er enestaaende: Galiziens ruthenske Bønder lever i de elendigste Kaar av alle i Europa. Naar Polakker (som nylig overfor mig) praler av, hvad de har gjort for dem, saa myldrer der frem fra de usle Hytter med ler- stampede Gulv hundre Tusener og atter og atter hundre Tusener av magre, fillete, skitne Mæn, Kvinner og Børn og skriker: "Det er ikke sant, se paa os!" Her er adskilligt at fortælle. Men som gammel Jour- nalist vet jeg, hvor meget jeg tør ta med paa én Gang. SIDE: 539 Alene en liten Prøve paa deres Taktik. Den er fra disse siste Dage. Universitetet i Lemberg blev oprinnelig stiftet for Ru- thenerne. Likefullt er det blet saaledes poloniseret, at forleden Aar vandret en Mængde ruthenske Studenter ut til andre Universiteter for saaledes at gjøre Autoriteterne opmærk- somme. Det frugtet ikke. Da heller ikke alle de andre lovlige Forestillinger frugtet, fant de iaar paa at samle sig i en stærk Demonstration, derunder de gav en Universitets- sekretær Prygl, knuste en Del Møbler m. m. De blev arre- steret, men slap fri samme Dag. Riksdagen var nemlig endnu samlet, der kunde komme en Interpellation. Men ikke før var Riksdagen opløst, nemlig den 30te Januar, saa arresteredes de paany! Innespærredes i overfyllte Rum, der de sat saa haapløst længe, at de be- sluttet at fri sig selv gjennem Hungersdøden. Da først vaktes Opmærksomheden for dem i Wien, og saa turde man ikke annet end slippe dem ut igjæn. Men da blev ogsaa det øvrige Europa seende. Er det muligt, sa vi til hverandre, at Polakkerne, som har kjæm- pet og kjæmper saa fortvilet for sit eget Sprog mot Russer og Tyskere, i lumsk Stilhed mishandler andre, fordi de holder paa sit? Det kan nok være, at en og annen nu læser Polakker- nes Historie om igjæn. Da vil de finne, at fra gammelt av har "en ægte Pole" havt svært for at forstaa Frihed anner- ledes end som Frihed for sig selv til at gjøre, hvad Satan han vilde. Herremoralen. Vi har tat den dypeste Del i det polske Folks Ulykker. Vi har beundret deres heltemodige Kamp under Napoleon, deres Dødsforagt i Oprør efter Oprør. Vi har kanske be- undret end mere deres gjennemførte, heroiske Motstand til dagligt i stort og smaat. Alle undertrykte Folk fant Polak- ker ved sin Side, naar de prøvde at bryte sit Aag, og Polens store Frihedsdigtere har til det siste spænt straa- lende Buer over vort Liv. Men naar vi vet, at der av syv Millioner Bønder i det egentlige Polen endnu idag er fem Millioner uten Jord, og at den polske Klub paa Duma'en likefullt fant og finner, at en Omordning av Jordforholdene er unødig, - ja, saa staar vi maalløse. Ti vi ser jo, at her gaar Vejen til Polens Gjenrejsning og Frihed, - og de ser det ikke! Likesaa i Galizien. Hvis den polske Schlachta endnu ikke forstaar, at al Skog og al Jord umulig længer kan være et Privilegium for de faa, men at retskaffen Valgordning og retskafne Valg SIDE: 540 maa faa gi Anvisning paa, hvorledes dette skal ordnes - som paa, hvorledes alle de øvrige Mangler skal rettes -, hvis den polske Schlachta endnu ikke forstaar det, saa vil ogsaa det, som de, vitterlig for os alle, gjør av godt, bare fremskynde den Dag, ingen ønsker skal bryte frem - uten hin Satan, som har slaat dem med Blindhed. Det ærværdige ukrainske (ruthenske) Folk vil snart være et fast Æmne i hvert Blad over den civiliserede Ver- den. Ti nu vet vi det længst, allesammen: det er fra dette gamle Folk, Kravene paa en Løsning av Jordspørsmaalet er kommet in i den russiske Revolution og op paa Duma'ens Program. Det kan skytes til Side, det kan forvanskes; men det vil aldrig mere kunne avvises; det vil trænge frem til alle Folk og tilsist finne sin Form. Er det ikke forunderligt: det Folk, som var dømt til Døden, det rækker os alle ny livgivende Kraft til Retfær- dighed og Folkelykke. Spiren laa i deres egen gamle Kom- muneordning. En Folkesjæl saa sun kunde naturligvis ikke dø. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 541 Bjørnstjerne Bjørnson Freden og Fredsvennerne. ("Samtiden", September 1907.) Professor Sergi i Rom har nylig til "Courrier Eu- ropéen" sendt en skarp Kritik over Fredskonferencen i Haag; han skriver, at den er den skjære Humbug. Dadelen deles utvilsomt av Millioner; forsaavidt kom den ikke uventet. Nærmere at fastslaa Reglerne for, hvor- ledes Folkene herefter skal myrde hverandre, er ikke net- op opmuntrende for Udsigterne til en Verdensfred. Og Reglerne for, hvorledes en stakkars overfallt Provins har Lov til at forsvare sig, minner stærkt om Rov- dyrenes Vrede, naar Byttet er ved at komme unda. De smaa Folk, som tar Del i slike Forhandlinger, maa gjøre det med Gysen; ti det er vist dem, det nærmest gjæller! Ja, saaledes tænkes rundtom i Lannene. Og dog tør disse officielle Forhandlinger mellem Sta- terne have sin Nytte. Ikke saa meget ved den Mekanisme, som altsaa herefter skal ordne Krigen og aapne større Mu- lighed for fredelig Overenskomst, som ved selve den Hand- ling, at de Gang paa Gang møtes. Der er et gammelt Ord- sprog, som siger: saa længe leker du med Kjærligheden, til du leker dig fast. Men det føler vi jo alle, at det er ikke de Herrer i Haag, som kan bringe os Verdensfreden. Likesaa lidt som Love slukker Tørsten efter Forbrydelse, likesaa lidt kan Regler stanse Krigslysten. Det kan alene Fredsmoralens Vækst, eftersom den, Stykke for Stykke, fortrænger Krigsmoralen ved at over- skygge den. Hertil har Fredsvennerne givet et vældigt Bi- drag. Naar Diplomaterne nu sitter sammen i Haag, saa er det deres Værk. Og naar der endelig holder paa at danne sig en Verdensopinion mot Krigen, saa sker ogsaa det til Fredsvennernes Ære. SIDE: 542 Men alt aandeligt Arbeide ændrer sin Art, eftersom Tiden skrider frem. Det tør nok hænde, at ogsaa Freds- vennernes trænger Fornyelse. Vækkelsens Tidsalder er utvilsomt forbi; dens mange Tilstellinger begynner at trætte. Man har nu vunnet dypere Insigt i Fredsmoralens Filosofi. Man spør sig selv, om det egentlig gir Trygghed, naar de samme Stater, som sender Repræsentanter til Haag for at fremme Fredsmoralens Forskrifter, hjemme hos sig selv handler efter Krigsmoralens. Man spør ogsaa, om Fredsvennerne virkelig tror, at deres mange Skrifter, Møter, Taler, Fæster, fører synnerlig frem, saa længe de fleste av dem tilhører Statssamfund, som aapent krænker Fredsmoralens øverste Bud. Det lyder: du skal ikke gjøre mot andre, hvad du ikke vil, at de skal gjøre mot dig. Intet vækker Tiltro til en Rensligheds-Prædikant, som at han hjemme holder sit eget Hus rent og ordentligt. Intet bringer Folk til at samle sig om en Fredsapostel, som at han i sit eget Land har kjæmpet mot Uretfærdighed og Hykleri og kanske har lidt for det. Nu derimot gaar det saadan til: I preussisk Polen for- bydes det polske Barn at bekjænne Gud i sit eget Sprog. Smaa Barn straffes for det, og Forældrene for Børnenes Skyll. Ja, en ældre Bror ved Gymnasiet vises bort fra dette, fordi hans yngre Søster i Folkeskolen ikke kunde bede til Gud paa tysk. Preusserne spytter efter Barn paa Gaten, fordi disse taler polsk. De fordriver Polakkerne fra deres Jord, de prøver paa alle Maater at dræpe deres levende Sjæl. Og saa træder Preussere op i de internationale Freds- forsamlinger - ikke for blant Brødre at protestere, ikke for at rope Vold, Vold, Hjælp, Hjælp; - nej, for at dele Freds- arbejdet. Magyarerne er de ivrigste, hvor det gjæller Fredsarbej- det. Overhovedet de ivrigste, naar det gjæller Humanitet og Retsbevissthed. Men hjemme hos sig selv undertrykker de tre Millioner Slovaker. De forbyr dem at bruke sine Fædres, sin Sjæls Tale; de haaner deres Kjærlighed til hi- storiske Minner. De stænger Musæer, de konfiskerer Mid- ler, som skulde forene dem med deres Fædres Liv. De skjæller dem ut i Riksdagen for "Svin"; de kaster dem ned ad Trapperne, og de spytter efter dem i Bladene. Den, som i Egenskap av Undervisningsminister anfører Mishandlin- gerne, er samtidig en Forkjæmper for Kristendom. Han heter Grev Apponyi og er den mest veltalende paa alle inter- nationale Fredsmøter. SIDE: 543 Og saa de polske Herrer! Efterkommere av dem, som har styrtet Fædrelannet i Fordærv og gjort det dygtige, god- modige polske Folk saa dypt ulykkeligt. Endnu idag under- trykker de, naar de kan komme til! Se deres Behandling av Ruthenerne i Galizien! Se den Frækhed, hvormed de lyver sig fra det i den østerrikske Riksdag og i Pressen [fotnotemerke] . Men hvilke tappre Fredsriddere de polske Herrer er! I de internationale Møter udmærker de sig. Hvor højt synger de ikke, at alene Freden bringer Velsignelse! Den elskværdige, glade Østerriker, som har den Missjon fremfor noget annet Folk at vise Verden, hvorledes forskjel- lige Nationer og Tungemaal kan leve lykkelig sammen un- der samme Scepter, et Eksempel, som, hvis det gaves og efterfulgtes, kunde bringe Halvdelen av Farer for Krig ut av Verden, - de ligger tværtimot i Slagsmaal med dem allesammen! Fra dette Krigshelvede hos dem selv (se de- res Riksdagsforhandlinger) kommer de saa til alle inter- nationale Fredsmøter som de frejdigste av de frejdige. Skal dette kunne bli saaledes ved? Alt Fredsarbejde maa begynne med at bekjæmpe - ikke saa meget Krigen, som Krigsmoralen, dens Aarsak. Dette maa begynne i Fredsvennens eget Land. Der skal han vinne sine Sporer og saaledes gjøre sig fortjent til den Ære at tage Del i og bli hørt paa i et mellemfolkeligt Fredsmøte. Jeg undtar naturligvis dem, som er blet graa i Vækkel- sens Tjeneste; de kan hverken ændre Natur eller Arbejde. Jeg bøjer mig for dem i Ærbødighed. Men nu faar vi sannelig gaa videre! Er Fredsvennen Medlem av et Folk, som undertrykker andre, faar han tjene sin Værnepligt i Kamp mot saadan Uretfærdighed. Er han Medlem av et Folk, som ikke gjør det, faar han tjene den i Kamp mot Krigsmoralen paa an- dre Omraader; ti den er i alle Forhold. Et Fredsbroderskap over hele Verden, sammensat av saadanne Rekrutter, vilde gjøre stærkt og motigt Arbejde. Da vilde de ogsaa vinne igjen den Agtelse, de, til Skade for den store Sak, nu delvis har tapt. Fotnote: Se f. Eks. Paderewskis Opsæt i "Die Zeit" for Maj dette Aar! SIDE: 544 Professor Sergi's Forslag, som jeg herved gaar over til, er nemlig et Mistillidsvotum til Fredsvennerne og deres Arbejde, som Millioner stemmer for. Vi maa gripe til Revolution, siger Professor Sergi. Fol- ket maa nægte at gjøre Krigstjeneste. Intet annet fører frem til Freden. Men fører dette saa frem? Hvad er det nemlig uten Krig paa en annen Maate? Han vil utrydde Krig med Krig; mot Krigsmoral sætte Krigsmoral! Men det fører ingen- steds hen; det visste allerede Jesus av Nazaret. Han sa: "Du kan ikke utdrive Belzebub med Belzebub." Professor Sergi's Paastand, at intet avgjørende Fremsteg er gjort uten gjennem Martyrer og Revolution, er ikke helt san. Nætop nogle av de skjønneste er komne stille in i vort Liv fra den daglige Erfaring, fra Videnskapens Opda- gelser. Om ogsaa her finnes Martyrer, saa er de i alle Fall ikke Krigsmoralens. Men om Fortiden maatte betale en dyr Pris for Frem- gang; ja, om Rusland den Dag idag maa gjøre det, fordi Vold og Revolution fra oven fremkaller Vold og Revolution fra neden, - er det ikke Nutidens kosteligste Vinning, at vi har faste Institutioner, som gjennem almen Røstret og parlamentarisk Styre kan gjøre baade Revolution og Reak- tion overflødig? Disse to er nemlig uadskillelige; de har til idag sinket Fremgangen uhyre. Hvad særskilt Martyrerne angaar, saa nægter jeg ikke, at ogsaa Krigsmoralen har sine. Men Fredsmoralen har da tusene Ganger flere. Se til Jesus av Nazaret! Kan Kri- gens Moral ikke utryddes uten Martyrer, som Professor Sergi mener, - nuvel, lad en tysk Præst eller Politiker stige frem i Jesu Aand og kræve Kongen av Preussen til Regn- skap for Polakkernes Behandling, saa skal han nok opnaa at bli Martyr. Nej, Professor Sergi (og de andre med ham) er i sit Misnøje med og i sin Mistillid til Fredsvennerne komne in paa en farlig Avvej. De faar huske, at Lovlydighed og Fred er Brødre. Lovløshed og Krig er ogsaa Brødre. Imidlertid maa Fredsvennerne ta Lære! Vækkelse er altsaa ikke længer nok; man blir utaalmodig og kræver Handling. Jeg har før antydet, hvor den maa begynne. Det stær- kere Folks Undertrykkelse av det svakere er den avskye- SIDE: 545 ligste og grusomste Levning av Oldtidens Barbari. Mot denne "Statsdannelsernes Politik" maa der i vore Dage kunne skapes en Verdensopinion. I Transvaal har Stor- britannien alt bøjet sig for den. Slaar Fredsvennerne ind paa den Vej, saa opdager de ogsaa snart, at den fører like in til det fortrollede Land der Verdensfreden finnes! Beviset for, at den er rigtig. Eksempel! Hvad vilde i Øjeblikket være naturligere, end at alle de mindre Folk omkring Tyskland av den teutoniske Stam- me, de skandinaviske Folk, det hollandske, belgiske, luxem- burgske, schweiziske gik sammen i et Neutralitets- eller Forsvarsforbund? Og at dette Forbund saa søkte Forbund med Tyskland (og bak dette med Østerrike). Der kan vel næppe være Tvil om, at hvis et saadant Forbund full- byrdedes, kom baade England og de forenede nordame- rikanske Stater til. Dette vilde være Krigens Ophør. De store Folkeforbund er Krigens Opbør. Den første Følge vilde nemlig bli, at saa maatte ogsaa de andre Stammer slutte sig sammen. Saa store blev da disse For- bund, at ingen Krig mere turde risikeres; Faren blev for kolossal. Faktisk kom den civiliserede Verden da til at be- staa av et eneste Fredsforbund med Voldgiftsretter for alle Stridigheder, som ikke annerledes kunde løses. Er det ikke betægnende for Fredsvennernes fejlagtige Taktik og den Vanmagt, som er Følgen, at intet eneste For- slag, som kunde føre derhen, endnu er fremsat paa deres Møter? Ingen Komité, intet Selskap dannet, som kunde forberede det. Og dog er de store Folkeforbund det eneste, som kan redde de smaa Stater; utvilsomt ogsaa det eneste, som fører til Verdensfreden. Initiativet tilhører de smaa Folk; ti deres Liv er i Fare. Kanske vilde alt en Begyndelse være gjort, i alle Fall til det første Steg, det at samle de 25 Millioner i et Neutra- litets- eller Forsvarsforbund, hvis det annet Steg, det at for- ene sig med Tyskland, tiltalte dem. Men saa længe Tysk- land behandler Dele av andre Folk, som de nu lever sam- men med, saa grusomt som f. Eks. Polakkerne, vækker Tanken om et saadant Forbund Avsky og Angst. Tysklands bureaukratiske, klerikale, politimæssige, militære Styresæt SIDE: 546 avskrækker ogsaa. Det ene muliggjør det annet, og tilsam- men muliggjør de et Herrevælde i Tyskhedens Navn over alle andre. Var det annerledes; var Tyskland en Samling av parla- mentarisk styrede Folk, og havde de et højt civiliseret Folks ædelmodige Hensynsfullhed overfor andre og mindre, saa er der ingen Tvil om, at Forbundet mellem det og de mere end fem og tyve Millioner rundt omkring boende alt var ved at fullbyrdes. Dette ene Eksempel viser Fredsvennerne, tænker jeg, hvor deres Arbejde nu skal lægges. At sige, hvis de for Alvor vil Verdensfreden. Men endda er dette bare den ene Halvdel av Eksem- plet. Tag den andre Halvdel med! I min Ungdom ansaas det for latterligt - utenfor Ita- lien - at tale om en italiensk Samling. Likesaa - utenfor Tyskland - at tale om en tysk. Begge Samlinger kom likefullt. Belært som vi nu er burde vi dog forstaa, at og- saa den slaviske Samling kommer. Det mægtige, unge Rus- land har vel innen ti-tyve Aar revolutioneret fra sig, og da har vi en Samling av slaviske Folkesamfund, som kan komme til at række like til Bøhmens Vestgrænse. Den kan ogsaa komme til at klemme ihjæl alt mellemliggende. "Kan komme til." Det beror paa Tyskernes, Øster- rikernes, Magyarernes Politik. Denne kan, hvis den er klok og frisinnet, gjøre Brødre av Slaverne blant sig. Disse kan bli trygge og tilfredse. Da glider de villigt med ind i et teutonisk Forbund. Men de samme Stater kan ogsaa i disse Folk opdrage en uhyre Fare for Europa. Navnlig er Magyarernes nuværende Politik mot dem det mest forvovne, jeg har set. Magyarerne danner en liten Folkeø paa syv-otte Millioner midt i et Hav av fremmede Folk. Saa gir de sig til at undertrykke de Dele av disse, som de er forenet med; saaledes tror de at gjøre sig selv stærkere! Og ypper samtidig Fiendskap med sin Forbunds- fælle; saaledes tror de at trygge sin Fremtid! Nej, Faren for Europa av at fortsætte denne Politik er klar nok. Utvilsomt er den større end Arbejder-Spørsmaa- lets. Større ogsaa end Jordspørsmaalets. Med dette siste mener jeg det uretfærdige Ejendomsforhold til Folkenes Jord, som snart for Alvor kommer paa vor Dagsorden. Jeg spør endnu engang Fredsvennerne: forstaar I, hvor I maa lægge eders Arbejde? At sige, hvis I for Alvor vil Verdensfreden. SIDE: 547 Om Organisationen skal sprænges paa det, - her er det, vi maa ta fat. Danne et Broderskap paa, at Folkene skal leve i Fred med hverandre. Danne et Fredsmoralens Ridderskap paa Lovlighedens Grun. Til praktisk Værn om Sætningen: gjør ikke mot andre, hvad du ikke vil, de andre skal gjøre mot dig. Bjørnstjerne Bjørnson. Bjørnstjerne Bjørnson Svar fra Bjørnson til Grev Schønberg. ("Morgenbl.", 25. Septbr. 1907.) Højtærede Redaktion, jeg bor altfor langt borte; jeg kan ikke optræde paa Krigs- skueplassen i Buda-Pest eller Wien. En Rettelse av Grev Friederich Schønbergs Misfor- staaelser kommer derfor altfor sent. Jeg inser det og ber om Overbærenhed. At føre en Folkekrig hjæmme i Ungarn - og det mot mere end ét Folk! - og samtidig staa op i de inter- nationale Fredsmøter og deklamere om Freden, det er utilladeligt; det er Humbug. For denne Humbug er Grev Apponyi den største Re- præsentant, og derfor nævnte jeg ham, da det gjaldt at bringe Saken ind for Europas Domstol. Det er intet Forsvar for Grev Apponyi, at han har For- tjeneste av den internationale Fredsbevægelse. Det bare øker Anklagen; den gaar derved forstærket ind til det innerste av hans Personlighed. Forstaar Grev Friederich Schønberg ikke dette, saa nytter det heller ikke at diskutere denne Sak med ham. Nætop derved fremhæves ogsaa det blodløst dekla- merende ved hele den nuværende pompøse Fredsbevægelse. Denne har engang havt sin Opgave; vil den fremdeles ha nogen, maa den faa et personligere, ansvarsfullere Forhold til det nærmest foreliggende. Alene saaledes kan Freds- vennen nutildags vinne Ret og Autoritet i sin Agitation for Verdensfreden. Om dette har jeg skrevet utførlig i "März" (18. Hefte). Jeg henviser. SIDE: 548 Hr. Grev Schønberg indrager den norsk-svenske Unions- Opløsing i denne Strid. Den har her intet at gjøre; ti at et mindre Folk skiller sig fra et større, naar Unionen med det er blet til Skade, kan aldrig komme in under Krigs- moralen. En annen Sak vilde det være, om der forelaa flere Maater at opløse Unionen paa, og det mindre Folk saa valgte den, som kunde føre til Krig. Det kom in under Krigsmoralen. Jeg, som trodde det, gav derfor ogsaa itide bestemt og gjæntagende Varsku. Det blev tat ilde op og førte baade til Had og Forfølgelse. Derved har jeg gjort nætop det, som jeg nu kræver av Grev Apponyi og alle Fredsvenner. Vort Valgsprog maa være: gjør ikke mot andre, hvad du ikke vil, at de skal gjøre mot dig. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 549 Bjørnstjerne Bjørnson Hvor avgjøres Europas Fremtid for de første Hundreaar? ("Samtiden" Maj 1908.) Oprindelig hadde jeg ikke tænkt at læsse disse Betragt- ninger av i et nordisk Tidsskrift. De er skrevne for Mellem- europas store nye Tidsskrift "März". Men en Samtale, jeg nætop har hat med en fremstaa- ende liberal Ungarer, har omstæmt mig. Han kom direkte fra sit Fædrelands oprivende Kampe, og jeg saa, hvor godt det gjorde at faa et længere Utsyn. Saa tænkte jeg: kanske kan det øve samme Virkning i Norden. Kanske kan ogsaa der mange kjænne det godt at se længer ut i Fremtiden. Den nærmeste Aarsak til mit Opsæt i "März" var, at fire forskjellige Ungarer hadde sendt in Breve til mig. Det var paa dem, jeg svarte. "Disse fire Brev inneholder alt det, som Magyarerne skrev om Ungarn, dengang de hadde Europas Øre og blev troet. Paa noget enkelt nær, som jeg maatte inhænte Op- lysning om, kjænte jeg det altsammen. Mit Svar er fær- digt. Men idet jeg skal sende alt dette frem, maa jeg gjøre den Tilstaaelse, at hverken Brevene eller Svaret bringer noget nyt. Av den Grun, og av Hensyn til "März", foreslaar jeg, at begge Dele lægges hen. Saa meget mere som min Dokumentation og hvad den har draget efter sig, alene var Forpostfægtning, som har Slut, naar Opmærksomheden er vakt for det nuværendes Umulighed. Og det er den. Mit Maal var og er: at faa Østerrikes og Ungarns Freds- venner (og dermed mener jeg alle, som vil gjøre noget for at opnaa Fred) til at tænke over, hvorledes de kan skape et stort Fredsparti, sammensat av Mæn og Kvinner blant de to Landes forskjellige Folk. Et Fredsparti, som i Tidens Fylde tok Magten og reali- serte sit Program. SIDE: 550 Med "Tidens Fylde" mener jeg, naar den middelalderske Tradition om Stat og Statsstyre som en Tvangsanstalt be- gynner at vige Plassen for moderne Begreper, og naar na- tionale Fordomme begynner at vige Plassen for Ønsker om Velstand og Lykke. Jeg tror, jeg best kan tegne Forholdene saaledes: Under Sejlads i oprørt Sjø at holde Taakebilleder for fast Land, er farligt; men at holde faste Kystgrænser for Taakebilleder, er endda farligere. Anvender vi dette paa Stormagyarerne, saa vil det sige følgende. Ved Lovbrudd og Vold har de gjort sig til Her- rer i Siebenbürgen og Kroatien; ved uretskaffen Valgord- ning og uredelig Administration holder de Herredømmet gaaende; men naar de tror derved at styre frem mot et Stormagyarien, saa er det et Taakebillede, et farligt Taake- billede. Og naar de motsat holder Panslavismen for et Taakebillede, som de tror de kan sejle tværs igjænnem paa denne sin Fart frem mot et Stormagyarien, saa blir dette deres visse Undergang. Ti Panslavismen er en Naturmagt med historisk Fæste i gammel Jord, i fælles Sprog og med væl- dige Forbundsfæller; men hvad er Stormagyarien? Stormagyarien har aldrig været. Men Magyarerne har været de ledende i Ungarn - og ofte utover det. Dette kan de fremdeles være, naar de slip- per Taakebillederne og respekterer de faste Grænser. Selv om deres Fremtid blir at forene sig med et frit Kroatien, eller endog med et sydslavisk Rike, de vil altid - i Kraft av deres gamle Herskerævne og deres sjeldne Begavelse for praktisk Politik - kunne beholde Ledningen. Men herfor er sat et uomgjængeligt Vilkaar: de maa opgi sit kunstige Flertal og alle Knep til Støtte for det: de maa gaa ind i den uforfalskede Parlamentarismes Skole. Der maa de taale Nederlag, til de lærer, hvorledes Magten vindes i likestillede retskafne Forhold. Jeg forudsætter nemlig - motsat "Stor-Østerrikerne" - en selvstændig ungarsk Statsgruppe. At denne og den øster- rikske engang gaar sammen til én, er muligt, ja, sansynligt. Vi staar ved Ingangen til de store Folkeforbund, som ene kan gjøre Ende paa Krigen. Av sig selv følger de mindre; ti det var Krigsfrygten, som opretholdt de skarpe politiske Grænser; med Krigsfrygten faller mange av dem. Alene de aandelige bestaar. Men den Tid, den Sorg! Nu gjæller det ikke at forene to Riker til ét; men at faa Slut paa den farlige nationale Strid innen dem begge. SIDE: 551 Her er Fredsvennernes nærmeste Maal; her er deres frugt- bareste Arbejdsmark. Lad mig gjøre dette klart i et enkelt Tilfælle. Da jeg for Tiden lever i Italien, faldt det naturligt at spørge en Irredentist: "Hvis Østerrike lot det italienske Element faa full Sprogfrihed, ja, saa mange Gymnasier og Universiteter, som de kunde oprette, vilde saa ikke Irredentismen dø væk av sig selv?" "Aldeles sikkert," svarte Mannen. Jeg spurte videre: "Vilde der ogsaa da bestaa et Parti, som ønsket Triest tilbake?" Svaret lød: "Selv nu tænker vel neppe alvorlige Folk paa at berøve Østerrike deres naturlige Havn. Men da vilde ingen forstandig mere tænke paa det." Ende- lig spurte jeg: "Vilde nogen, naar der var full Sprogfrihed, finne det underligt, at de italienske Repræsentanter fra disse Egne lærte sig tysk for at kunne bruke det Sprog paa den fælles Riksdag og i de fælles Saker?" Svaret lød: "Nejvist ikke. De, som driver Forretninger med Tyskerne, eller med Ungarerne, eller med hvem som helst av alle de for- skjellige Folk i Østerrike og Ungarn, maa jo ogsaa nu lære sig tysk." I dette Eksempel fra Italienerne ligger den Lære, jeg vil ha inpræntet. Paa Frivillighedens Vej faar hvert Folk, hvad det ønsker sig, og tysk blir av sig selv det sam- lende Sprog. Saa hvisker Tyskere til mig: "Sig ikke dette højt! Ti saa tror Folk, at det er Pangermanen, som er ute og fisker." Men uten Tyskerne kan disse Ting ikke forhandles! Og Tyskerne trænger ogsaa til at lære, at paa Frivillig- hedens Vej, naar de alt, som de med Rimelighed kan ønske; eller rettere: alene paa den naar de det. Faar alle Folk full Sprogfrihed for Skole, for Kirke og Retsforhandlinger, saa infinner det tyske Sprog sig, uten Gendarmer og Skoletvang, av sig selv. Folkene kaller paa det av Nødvendighed. Et samlende Sprog maa de ha. Den erobrende Pangermanisme med sit arrogante Væ- sen paa alle Omraader er os Germaner utenfor Tyskland (og utvilsomt ogsaa det store Flertal innen Tyskland) en Motbydelighed. Men den tjenende Pangermanisme, den, som søker ut efter Brødre paa begge Sider Atlanterhavet for at faa Ende paa Krigen, og inad samler de forskjellige Folk, som har faat Plass paa den fælles Jord, i frivilligt Samarbejde, den er en Skytshelgen for alle Kulturøjemed, den er Mellem- europas Velsignelse." Dette var mit Opsæt i "März". Jeg føjer til: SIDE: 552 I Østerrike avgjøres Europas Fremtid for de første Par hundre Aar. Alle de øvrige Spørsmaal, som synes at true Europas Fred (som f. Eks. det Elsass-Lothringske), er for intet at regne mot Sammenstøtet mellem Germaner og Sla- ver. Ordnes Forholdet mellem disse to Folkefærd i Øster- rike, saa er det med det samme ordnet paa Balkan og i Ungarn. Blir Østerrike et i Sanhed frit og samlet Rike, saa kan heller ikke den preussiske Reaktion holde sig. Det østerrikske Folkeelement, godmodigt og lyrisk, er i høj Grad skikket for en Ordning paa Frihedens og Frivillighedens Grun. Riksdagen i Wien, fremgaat av almen Røstret, er et bekvæmt Møtested for alle de forskjellige Folkekrav. Der begynner alt at gaa Strømninger henimot det Maal, som her er sat op. Hvad mere er: Man siger, at Tronfølgerens Ønsker er med i disse Strømninger. Bjørnstjerne Bjørnson. SIDE: 553 Bjørnstjerne Bjørnson ("Aftenposten", 16. Februar 1909.) Den store Feiltagelse paa vor Side har været den, at mange trodde, her var to Sprogformer, som tilsidst fløt sammen. Den har været Aarsaken til Uklarheten og Lunkenheten, den har avmattet alle Forsøg paa at drive frem en magtfull politisk Avgjørelse. Fra første Færd er den et filologisk Paafun; en falsk Tydning av det Syn, enhver har for sine Øine, at her flyter Ord og Vendinger in fra Dagligtalen i vort Skriftsprog - som i andre Skriftsprog, men stærkere hos os paa Grun av vore særegne Forhold. Kunstnere og den Slags Folk, som sit Liv igjennem gjør Eksperimenter, tror strax paa Par- ringsmuligheter. Forfattere, som er flinke til at rote op Jord, og under Arbeidet dermed kaster den høit i Veiret til almen Beundring, tror, de er Veiingeniører for det nye. Men der er stor Forskjel paa at rote op Jord og paa at lægge Fremtidens Vei. Vi bør vist vente litt og se, hvor meget av det, de roter op, tas i Bruk. Saa kan man jo imens finne ut, hvor i Verden det er, at et høit utviklet Kultursprog, uten utvortes Tvang, uten inre Fattigdom, har opgit sig selv og nedbrutt sin egen Organisme for at gi Plass ved Siden av sig for en Instrøm- ning fra et meget lavere Kulturstade. Jeg synes, at selv filologiske Ælskere maatte forstaa, at netop det motsatte sker. Et Sprogs sjælelige Drivkraft blir varere i Valg, jo høiere op Sproget er drevet. Dens musi- kalske og rytmiske Følelse, dens Farve- og Formsans skjær- pes, Værdimaaleren for det, som utrenskes, og for det, som optas, blir følgelig bestandig vanskeligere. Hos os kan vi se det paa den Motstan, som selv den ny Retskrivning møter, skjønt den gjengir vor daglige Tale. Dertil kommer, at her gaar en beslægtet Sprogstrøm ved Siden av vor, som uvilkaarlig invirker og kontrollerer, nemlig de danskes kunstnerisk avstæmte Skriftsprog. SIDE: 554 Hensynsløst og forfængeligt at drysse vort Kultursprog fullt av Ord fra et meget ringere Kulturlag fører bare til, at de kastes op igjæn. Som flere andre Skriftsprog har vort i senere Aar ut- fridd sig fra det latinske Skolemesteraag; det bygger nu i sideordnede Sætninger, der det før bygget i over- og under- ordnede. Efterhvert som dets Læsering er blet større - meget større -, har det, som saa mange andre Skriftsprog i samme Tilfælle, fulgt efter og gjort sig jævnere og til- gjængeligere. Endvidere har det villigt aapnet sig for Ord fra Dagligtalen, naar de gjorde Teksten greiere eller gav friskere Farve, likesom det har beriket sig utenfra med ny Ord for Opdagelser, Nytteting eller med Tidens Slagord. Endelig har Videnskapen gjort en jævn og stille Inførsel i alle Fag. Men ikke paa noget eneste Punkt har Skrift- sproget vist Tendens til at avsvække, end sige til at opgi sig selv, - hvad som er den eneste mulige Forutsætning for en konkurrerende Instrømning. Tværtom: det har aldrig været frodigere, smidigere, vittigere, skarpere end i siste Tid. Og for en Tilførsel av Forfattere! Dersom vi hadde en Regjering og et Storting, som var i Høide med det, de skul- de vareta, saa maatte Maalskulebidragene og en hel Del lignende høist tvilsomme, ofte rent unødige, Udgifter dras in til Fordel for Riksmaalets Forfattere, som nu tildels lever i meget tarvelige Kaar og ofte i slik Gjæld, at det er et Tap og en Skam. Efter mit Skjøn - og jeg tror, jeg har et saa- dant - er her minst otte, som burde støttes. Jeg fatter ikke, hvordan nogen kan undlade at være glad i og ville kjæle for et saa stærkt og fint Uttryksmiddel. Vi er dog ikke nætop blant Sinkerne i den europæiske Civili- sation. Like litt fatter jeg, at nogen kan tro, Aandsævnen økes ved at minke dens Uttryksmiddel! Ti det er, hvad vi daglig prøver paa ved at ta Folkeskolen fra det, ved at ta Lærerskolerne fra det, ved at kløve Timerne for det i vore høiere Skoler osv. osv. i al seminarisk Vetløshet. Det er ogsaa hvad som let kunde ske ved at la Litteraturens Kunstnere drive avsted for Lut og koldt Vand. I et saa litet Folk har de vanskeligt for at livnære sig, hvis de ikke søker rundt til Spekulationens lønsomme Mar- keder. Til Dato er dette ikke sket - Ære være dem for det! Ære være ogsaa den Riksmaalets Aand og Tradition, som holder dem mot Vinden. Altsaa midt i Kultursprogets rikeste Blomstring und- fanges den vilde Plan at tyne det, - og det er Lannets SIDE: 555 kaarne Mæn, som besørger Uthungringen! Kultursproget skal blodtappes til Fordel for et nyt, som ligger Hundrer av Aar tilbake, og som er spredt i en Række Dialekter uten fast samlende Form. Hvad derom er sagt, skal her ikke gjentas. Men la os ta selve den Kjænsgjerning skarpt i Øje, at Staten - lægg Mærke til: Staten ophjælper den Sprog- form, som i Tidens Længde skal ødelægge Kulturens! Sta- ten truer de gamle Bondedialekter i en ufærdig fælles Form, som de tre Fjærdeparter av Folket ikke vil kjænnes ved, in i Skolerne mot Forældrenes tusenstemmige Protest, mot Lærernes og Autoriteters. Engang vil det dog gaa op for alle, at dette er en For- brytelse mot Folkets Aandsævne, saa vist som det er en Forbrytelse mot Selvstyrets Princip. Saadan som vor Sproghistorie har været, forstaar vi alle at vurdere de vakre Forsøk, som er gjort og gjøres paa at skape en fælles Form av Bondedialekterne; vi forstaar, at den Tanke kan begeistre mange. Men forat Staten skal kunne forsvare at dele sin skyldige Omsorg for Kultur- sproget med disse spredte Forsøk, maa de først ha naadd en fast Form, og denne maa ha vunnet alment Bifall. Be- vægelsen maa være blet noget dypere og større end et hadsk konkurrerende med, et ofte misundeligt Angrep paa Kultur- sproget. Den ny Sprogform maa selv være blet kultur- førende - om ikke i Høide med den, vi har, saa dog paa sikker Vej til at kunne avløse den. Intet av dette er sket! Vi vet til Dato ikke engang, om Maalstræverne kan naa frem til en fælles, av alle respek- teret Form. Endnu mindre vet vi, om denne virkelig kan bli en helt ut kulturførende. Ti Landsmaalet har, tross al sin Klang og Farve, noget gammelskrukket og langtungt. Moderne Tanker stirrer utklædte og bedrøvelige paa en frem av denne stive Mundur. Ja, det er saa ufærdigt, at ingen med høiere Almendannelse utrustet Overgangsman kan for- søke at lægge moderne Begreper i det uten straks at ty in i Riksmaalet efter Hjælp. Han tar sig ut i det som den pantsatte Bondedreng. Ikke engang Bonden selv kommer annerledes fra det end ved Laan paa Laan, straks han sti- ger utenfor Bondelivets daglige Tale. Den, som under disse Forhold kræver Likeberettigelse for det paa Statens Budget og i Statens Skoleordning, han er, (forsaavidt han ikke er Politiker) enten en filologisk Ælsker eller en sangvinsk Svindler. Og den, som allerede nu forutsiger, at her er to Sprogstrømme, som engang fly- ter sammen, han er - enten det ene eller det andre. Eller SIDE: 556 han siger det efter uten selv at tænke dypere over det. Saa gaar det vel de fleste. Alle Mærker siger det motsatte: her er ikke et eneste Opløsningens Tegn i Kultursprogets faste, sunne Organisme, og uten at denne gaar istykker, kan ingen Fremmed trænge in og ta Halvdelen av dens aandelige Ernæring. Forsaavidt har Landsmaalsfolket Ret; de siger: Enten - Eller! Enten vort Maal eller de andres. Uretten begyn- ner, naar de paa saadant Grunlag vil ha Statens Hjælp til at tyne Kultursproget, før Beviset er ført for, at det kan avløse det. Hvis det Bevis kan føres, vil det ta minst et Par Men- neskealdre; mange mener mere. Men jeg tror, det aldrig kan føres. Riksmaalet, som vel at mærke forstaas av alle, er for knusende overlegent, det har en for stor Hi- storie, og det repræsenterer for dyrebare Værdier. Dets kjærnesunne Væsen spaar Foraar paa Foraar. Dette er Sanheter, som efterhaanden er blet saa alment vedtat, at vi har Ret til at vænte Handling. Slike Feilsyn som at her er to Sprogformer, som tilsidst rinder sammen, maa ikke længer kunne stoppe op. Bjørnstjerne Bjørnson.