Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Bjørnstjerne Bjørnson KAPTEJN MANSANA. EN FORTÆLLING FRA ITALIEN. PÅ en rejse til Roma kjøbte jeg i Bologna dagens blade, idet jeg steg ind i jærnbanevognen. Blandt disse var en tidning fra Firenze, hvori et brev fra Roma snart tildrog sig min udelte opmærksomhed; thi jeg førtes derved en tretten år tilbage, nemlig til et tidligere romerophold og til mine værtfolk i en liden by i nærheden af hovedstaden, som den gang var pavens. Brevet meddelte, at benene af fædrelands- vennen Mansana, som lå begravne på forbryderkirkegården i Roma, nu på hans fødebys bøn vare blevne opgravne og skulde om et par dage modtages af denne bys råd og følges af udsendte fra forskjellige foreninger i Roma og nærmeste byer til A., Mansanas fødeby. Der ventede et monument og festlig modtagelse på dem; martyren skulde få sin sene løn. Men i denne Mansanas hus havde jeg boet for tretten år tilbage; hans hustru og hans yngre broders hustru havde været mine værtinder; brødrene selv var, den ældste i fæng- sel i Roma, den yngste i landflygtighed i Genua. Brevet beskrev videre Mansanas, den ældres, levnedsløb; på dets sidste del nær kjendte jeg det før, og just derfor blev lysten så meget større til at følge det tog, som førstkom- mende søndag skulde gå ud fra Piazza Barberini i Roma og ende i A. Og søndag morgen kl. 7, en grå oktoberdag, stod jeg der. Samlede var en mangfoldighed af faner, fulgt af de mænd, i regelen sex, som hver forening dertil havde valgt. Jeg fæstede mig ved en fane, som bar indskriften: "Kampen for fædre- landet", og ved de skikkelser, som her fulgte, i røde skjorter, med skjærf om livet og en kappe over skuldrene, benklæder- ne stukne i støvleskafterne og brede hatter med en fjer på. Hvilke åsyn! Hvilke viljer! Har man set det vanlige billede SIDE: 2 af Orsini, ham, der skød med bomber efter Napoleon den tredje, så har man et italiensk typeåsyn af de mænd, der rejste sig mod statens og kirkens tyranni, trodsende fængsler og rettersteder, sammenknyttende sig i de frygtelige forenin- ger, moderstammerne til den hær, der friede Italien. Napoleon havde just været medlem af en slig forening; han havde som alle kammerater svoret, i hvilken som helst stilling han kom, at nytte denne til Italiens enhed og lykke eller i mod- sat fald at have sit liv forbrudt. Men karbonari-kammeraten Orsini var den, som mindede ham om hans ed, da Napoleon var bleven Frankrigs kejser. Orsini gjorde det således, at Napoleon vidste, hvad der ventede ham, hvis han ikke holdt den. Mit første indtryk, den gang jeg så Orsinis billede, var det, at ti tusende slige mænd måtte kunne erobre verden. Og her stod jeg foran nogle, udrustede af den samme folke- nød til samme vilje. Der var faldet et slags ro over viljerne nu; men noget mørkt over øjnene sagde, at tilfredshedens var det ikke. Medaljerne på deres bryst viste, de havde væ- ret med ved Porta San Pancrazio i 49, da Garibaldi to gange drev de i tal overlegne Franskmænd tilbage, i 58 ved Guar- dasøen, i 59 på Sicilien og i Neapel. Og hvad medaljerne ikke fortalte, hørte sandsynligvis også med til deres livs historie, at de havde været med ved Mentana. Det er slige, af rege- ringen ikke erkjendte slagpladser, som har brændt sig dybest ind i folkesjælene. Det fik den samme Napoleon at føle, da han havde sikret sig Italiens hjælp mod Tyskland; Mentana forbød konge og regering at indfri deres løfte; det vilde have kostet en krone. Modsætningen mellem den dunkle, forfærdelige vilje i det italienske folk og ligegladhedens spotblandede eller rent lette sorgløshed er just så stor, som modsætningen var mellem slige orsiniske viljemænd, jeg her så, og de ligeglade, enten fint hånfulde eller fuldstændig bekymringsløse fjæs omkring blandt tilskuerne og blandt de repræsentanter, der fulgte faner med indskrifter som "pressen", "den fri tænkning", "det fri arbejde" o. s. v. o. s. v. Uvilkårlig tænkte jeg: det er den ene dels letsind, som har fremtvunget den anden dels vilje. Så stort, så almindeligt havde letsindet været, at så stærk, SIDE: 3 så mørk måtte gjenrejsningens vilje blive. Og gjennem mit hoved løb Italiens historie i dens letsind og i dens viljeskik- kelser. Jeg drog frem og tilbage fra Brutus til Orsini, fra Catilina til Cesare Borgia, fra Lucullus til Leo den tiende, fra Savonarola til Garibaldi, da følget satte sig i gang, alle fanerne slog, udråbere skreg med blade og små hæfter, hvori Mansanas historie, og toget bøjede ind i Via Felice. Det gik tavst; de høje hus gav i morgenen få tilskuere, endnu færre, da toget bøjede ind i Via Venti-Settembre forbi Qvirinale, men nogle flere, da det kom ned på Foro Romano og gik ud forbi Coliseo til Porta Giovanni. Uden for denne ventede ligvognen. Municipiet havde givet den, og dets tje- nere førte. Den sattes strax i gang. Bag efter ligvognen gik to unge mænd, den ene civilklædt, den anden i bersag- liere-officers uniform. Begge var de høje, magre, mu- skuløse, med små hoveder, korte pander; begge lige af skabning og åsyn og dog så uendelig forskjellige; det var den afdødes sønner. Jeg huskede dem som 13-14 års gutter, og det, hvortil mindet om dem knyttede sig, var ejendommeligt nok; jeg huskede deres gamle farmor kaste sten efter dem og gutterne stå på afstand og ærtende le! Jeg huskede med een gang så tydelig hendes stærke, harmfulde øje, de senede, men rynkede hænder; jeg huskede hendes opstående grå børste- hår om det kaffebrune ansigt; og nu, ved at se på gutterne, skulde jeg næsten have sagt, at hendes sten havde truffet og sad endnu i! Hvor deres farmor hadede dem! Havde de givet hende nogen særskilt grund? Det havde de; thi had avler had, og krig krig. Men fra først af? Ja, jeg var ikke med den gang; men vanskeligt at gætte sig til er det ikke. Hun havde været tidlig enke, den gamle, og stærk og smuk tog hun folks yndest og deltagelse til indtægt for sig og sine to sønner, hvoraf den ene nu lå her i kisten, de eneste, hun elskede , og det med en "rasende" kjærlighed; thi den træt- tede sønnerne. Når de så hendes list i at nytte dette formon, hun som vakker enke havde til at nå goder for gutterne, for- agtede de den også. En gang vendt bort fra hende, kastede de deres kjærlighed over ideale ting, Italiens frihed, Italiens SIDE: 4 enhed, således som unge, fyrige kammerater havde lært dem; moderens "rasende" indskrænkning på sit eget gjorde dem daglig mere begejstrede for at ofre alt for det almene. De var ikke alene stærke som hun; de var stærkere. Der stod svære kampe, hvori hun lå under; men ikke fuldstændig, før deres forbindelser i hemmelige selskaber skaffede dem omgang, som gik langt ud over byen og det selskab, hvortil hendes familie hørte. De førte også hjem hver sin brud fra huse, mere ansete end moderens, med udstyr, større end hendes havde været, og med en medgift, hun måtte kalde betydelig. Da tav hun en stund; thi det skaffede dog også sine fordele, det at være fædrelandsven. Men den tid kom, da begge sønnerne måtte flygte, da den ældste blev fangen og kastet i fængsel, da de forfærdeligste offentlige udsugelser begyndte, idet uredelige embedsmænd udså sig de værgeløse enker som bytte; den tid kom, da deres hus måtte pantsættes, så deres første vigne, dernæst deres anden; ja, den tid kom, da den første blev tagen af panthaveren! Og den tid kom, da de fornemme hustruer, to barndomsveninder, arbejdede som tjenestejænter på marken, i vignen og i huset; da de måtte tage logerende og opvarte, og til alt dette høre spottende ord - ikke alene af de klerikale, som under pavens herredømme også var byens absolute herrer, men af andre; thi deres tal var den gang meget lidet, som ærede hustruerne for det offer, deres mænd havde bragt, og som med disse håbede på frihed, oplysning og retfærd. Nu havde den gamle vundet! Men hvorledes? Så, at hun græd over sin forsmåede kjær- lighed, sine forsmåede råd, sin tabte formue og rejste sig og bandede de sønner, der havde forladt og plyndret hende, - indtil et eneste øjekast, aldrig ord, af den ældste sviger- datter tvang hende ned igjen ved kaminen, hvor hun helst sad og var ledig, når slige anfald kom over hende. En stund efter gik hun altid ud, og traf hun da sønnesønnerne, i hvem hun desværre alt syntes at se det lyse glimt under den korte pande, som hun først havde elsket og siden frygtet hos sine egne sønner, da drog hun dem lynende ind til sig, advarede dem for fædrenes veje, skjældte pakket ud, som det ikke var værdt at ofre en skilling for, endsige velfærd, familie, frihed, SIDE: 5 og så bandte hun sønnerne, gutternes fædre; de var de her- ligste, men også de utaknemmeligste og dummeste, som nogen mor der i byen havde født! Og den ulykkelige rystede gutterne frem for sig: "Bliv dog fornuftigere, skarns pak, I står jo og ler! Vær ikke som eders dumme mødre der inde, der have forgabet sig i mine gutters galskab, - jeg er jo blandt bare vanvittige!" - og hun stødte dem fra sig og græd, rejste sig og gik endnu længere afsides. Senere gjorde hverken hun eller gutterne så mange omstændigheder. De lo ad hende, når hun fik anfaldene, og hun kastede sten efter dem; og til sidst blev det så, at sad hun bare alene, sagde gutterne: "Farmor, er du nu gal igjen?" - og stenene kom. Men hvorfor turde den gamle intet sige lige over for svigerdatteren? Af samme grund som den, hvorfor hun tabte lige overfor sine sønner i fordums dage. Den gamles egen mand havde været en sygelig en, ude af stand til at drive sine ejendomme; han havde taget hende for at fuldgjøre sig selv. Hun drev vistnok ejendommen op, men ham ned. Han havde et fint smil, adskillig læsning og megen længsel, og han led nød i hendes selskab. Hans ædlere natur kunde hun ikke bryde ned, men vel hans tilfredshed og helbred. Og så hændte det, at den skjønhed, som hun foragtede, medens han levede, sejrede over hende, da han var død. Og da den viste sig begejstret igjen i sønnerne og som en bebrejdende mindelse i svigerdatterens rene blik, tabte hun aldeles. Jeg siger, farmors sten havde truffet sønnesønnerne og sad endnu i. Se de to mænd gå der! Den yngste, den civil- klædte, havde et smil om de temmelig tynde læber, også et smil i det lille øje; men jeg tror ikke, man burde tirre det. Han var fremhjulpen af faderens politiske venner, havde tid- lig lært at bukke og takke, - jeg tror ikke af taknemme- lighed. Men se den ældste! Det samme lille hoved, den samme korte pande som broderen; men begge bredere. Intet smil om munden, intet i øjet; jeg ønskede ikke engang at se ham smile. Høj og slank som broderen, var han endnu mere knoklet, og medens de begge gav indtryk af en gymna- SIDE: 6 stisk kraft, som kunde de have hoppet over ligvognen, gav den ældste tillige indtryk af, at han bogstavelig havde lyst dertil; thi broderens af overflødig evne halv slentrende gang var hos den ældste bleven til en utålmodig spændstig- hed; han gik på fjedre. Han var åbenbart ikke nærværende her; øjnene lå langt ud over alt, - og da jeg senere bød ham mit kort og mine minder fra fordum, sandede jeg, at det var så. I følget talte jeg med flere fra byen; jeg spurgte efter farmor Mansana; man smilte og fortalte ivrig, flere på een gang, at til i fjor levede hun, hun blev 95 år gammel. Jeg mærkede, at hun var opfattet. Der blev med samme iver fortalt, at før sin død havde hun oplevet, at huset var blevet gjældfrit, den ene vigne tilbagekjøbt, begge gjældfri, ligesom markerne. Alt var gjort af taknemmelighed mod fædrelands- martyren, hvis hæder nu var på alle læber; thi den var bleven byens stolthed; hans og broderens liv var i grunden dens eneste tribut til befrielsesværket. Så det havde hun alt sammen oplevet! Og jeg spurgte efter de to martyrers hustruer. Jo, den yngste var bukket under, mest af sorg over, at hun havde tabt deres eneste barn, en datter. Men den ældstes, de to unge mænds mor, hun levede. Fortællernes åsyn fik alvor, stemmerne stilhed, talen førtes snart af en enkelt med ud- fyldende tillæg af de andre, alt i en vis langsom højtidelig- hed. Hun havde øjensynlig fået magt over dem, denne rene kvinde med den store sjæl. Jeg hørte, hun havde skaffet sig forbindelse med sin mand, medens han endnu var i fæng- sel, havde underrettet ham om, at Garibaldi tilæmnede en opstand i byen og et anfald udenfra, og at de ventede, at Mansana skulde blive fri; han skulde så føre foretagenderne i Roma. Og han blev fri! Han skyldte det sin egen sæl- somme viljestyrke og hendes kloge troskab. Han forestillede sig vanvittig, det var på hendes råd; han skreg, til han ingen stemme længer havde, derpå, til han ikke mere kunde af kraftløshed; thi samtidig tog han ikke en bid eller dråbe nærende til sig. Helt ind i døden blev han således ved, så han flyttedes til et sindssygehospital, hustruen kunde besøge ham, - og der fra flygtede de - ikke ud af byen; nej, SIDE: 7 de store forberedelser krævede hans nærvær, og hun plejede ham først, siden delte hun hans vovsomme foretag. Hvem vilde i hans sted, efter så langt fængselsliv, ikke have søgt frihedens jordbund, når den bare var to, tre mile borte! Men en af dem, for hvem han vågede liv og alt sit, for- rådte ham; han blev atter fangen, med ham store dele af planen, som blev til intet, d. v. s. til nederlag på grænsen, til tusenders domfældelse, fangenskab eller død i hovedstaden og provinsen. Før befrielsens time slog, var han halshugget og begraven blandt sine døde fængselskammerater, tyvene og morderne, på hovedstadens store forbryderkirkegård, - hvorfra han i dag var opstanden! Nu stod enken, hyllet i et langt, sort slør, og ventede ham, fremst i mængden, på hans fødebys flagsmykkede kir- kegård ved det allerede færdige monument. Samme dag, efter den ny jordfæstelse, skulde dette afdækkes under kano- nernes torden, hvortil tændte festblus på bjærgene senere i kvælden skulde give svar. Det gik over den gulgrå Kampagne op mod fjældene. Og vi kom frem, først til den ene fjældby, så til den andre; overalt en uoverskuelig menneskemasse med blottede hoveder. Al- muen fra nabobygderne havde ilet til; musikkorene klang i de trange gader, tæpper og flag hang ud af alle vinduer, kranse faldt, blomster strøedes, lommetørklæder viftede, og tårer blinkede; vi kom frem til hans fødeby, hvor mod- tagelsen blev endnu mere gribende, og hvor hen de store masser fra de andre nu for en ikke ringe del vare fulgte med; men størst blev trængselen ved og på kirkegården. Jeg var dog som fremmed begunstiget og fik plads ikke langt fra enken. Mange græd ved at se hende, der hun stod med de stille blik på kisten, blomsterne, skaren. Hun græd ikke; thi dette alt sammen gav hende dog ikke igjen, hvad hun havde tabt, og mere ære gav det ham ikke hos hende. Hun så på det, som på noget, hun vidste fra år før i dag. Hvor var hun ikke skjøn! Jeg tænker ikke derved alene på de ædle linjer, som aldrig går under i et ansigt, eller på øjnene, som en gang havde været byens skjønneste, ja, var det endnu for tretten år siden, da jeg så hende, skjønt de alt da havde grædt for meget. Nej, jeg tænker på den SIDE: 8 virkelige glorieglans af sandhed, der omgav hendes skik- kelse, bevægelse, åsyn, blik. Den forkyndte sig ligesom lyset, og den forklarede ligesom dette der, hvor den faldt. Den, som var i usandhed, måtte føle det, strax hun så' på ham; hun behøvede ikke at tale. Jeg glemmer aldrig mødet mellem hende og sønnerne. Begge omfavnede og kyssede hende, hun holdt hver af dem længe mellem sine arme, som bad hun over dem. Alle omkring tav, enkelte tog uvilkårlig hatterne af. Den yngste, som hun omfavnede først, drog sig tilbage med lommetørklædet for øjnene. Den ældste blev stående; thi hun så på ham, ja så på ham; alle måtte se på ham, og han rødmede dybt. Der lå en usigelig smerte i hendes blik, en uudgrundelig spådom. Hvor ofte jeg siden har husket det! Han så, mens han rød- mede, stærkt igjen på hende, og hun så bort for ikke at ægge trodsen i ham; det var aldeles tydeligt, at så var. Familiens to retninger stode overfor hverandre. På tilbagevejen blev i alt, jeg havde oplevet, ikke mo- derens gribende åbenbarelse, men bersagliereofficerens trod- sige åsyn, høje, knoklede skikkelse og atletiske gang det foranstående. Og så gik det da til, at jeg måtte spørge om ham. Til min overraskelse mærkede jeg, at det var denne søns forvovne bedrifter, som atter havde draget opmærksom- heden hen på faderen og kaldt på den sene hæder, hans minde nu fik. Jeg havde rørt ved noget ægte italiensk. Faderen, moderen, talerne, modtagelsen, naturskjønheden over den sidste højtidelighed på kirkegården og blussene i fjældene, - om alt dette ikke et ord mere! Lige til vi skiltes i Roma, underholdtes vi af historier om bersagliereofficeren. Allerede som gut havde han været med Garibaldi og havde i den grad vundet yndest, at han senere af hans og faderens venner var bleven holdt på en officersskole. Der blev betroet ham, som så mange i Italien i de år, en kommando, før han endnu havde bestået en udgangs- examen, og han havde strax således udmærket sig, at han fik fast ansættelse. En enkelt dåd bar hans navn over Italien, SIDE: 9 endnu før det kom til slag. Han var med på et spejdertog; under dette bøjede han rent tilfældig og alene op på en skoghøj, bag hvilken han inde i tykningen så en hest, snart en til, gik nærmere, så en rejsevogn, gik længre og så et selskab, en dame og to tjenere, lejrede i græsset. Han kjendte dem strax. Damen var dagen i forvejen kommen kjørende imod avantgarden, søgende ly for fjenden, som hun frygtede. Man havde ladet hende passere; og nu var hun vendt tilbage ad en anden vej, og hun og tjenerne hvilte her! Hesterne så ud til at være ilde medfarne, de havde kjørt hele natten og det så stærkt, at de ikke kunde fare længre uden først at hvile. Dette opfattede han så at sige med eet blik. Det var en søndag morgen; de italienske tropper hvilte, messe var just bleven læst, og man spiste, da forposterne så den unge Mansana sprænge frem med en dame på sadel- knappen og to løse hester fæstede til sin sadel; damen var en fjendtlig spion; hendes "to tjenere", to fjendtlige officerer, lå sårede tilbage i skoven. Damen kjendtes strax igjen, og Mansanas "evviva!" gjensvaredes af tusender. Man brød op; fjenden måtte være ganske i nærheden, og det fandtes snart, at dette Giuseppe Mansanas åndsnærvær havde frelst hele avantgarden fra at gå i en fælde. Jeg skal fortælle flere historier om ham; men for at de skal forstås, må jeg forudskikke, at han almindelig holdtes for at være den første gymnastiker og fægter i armeen; jeg hørte både nu og senere derom kun een mening. Umiddelbart efter krigen lå han i garnison i Firenze. Der fortaltes den gang på en officerskafé, at en belgisk officer, som for et par uger siden havde siddet der med dem, i virkeligheden var en pavelig officer og havde nu blandt sine kammerater i Roma gjort sig til gode over de italienske officerer, der på få undtagelser nær syntes ham nogle uvi- dende paradedukker, hvis hovedegenskab var barnagtig for- fængelighed. Dette vakte stærk harm blandt garnisonens officerer i Firenze, og lige fra kaféen, hvor det blev fortalt, gik den unge Mansana op til obersten og bad om frihed for sex dage. Denne fik han. Han gik hjem, kjøbte sig civile klæder og gik på stedet den lige vej til Roma. Over skogerne passerede han grænsen og stod tredje dag i Roma SIDE: 10 på officerskaféen ved Piazza Colonna, hvor han strax så den belgisk-pavelige officer sidde. Han gik til ham og bad ham stille om at gå udenfor med sig. Her sagde han ham, hvem han var, bad ham tage en ven med og følge uden for porten for at give det italienske officerskor oprejsning i en duel med ham. Så åbent og helt betroede han sig til mandens ære, at denne ikke kunde svigte. Han gik strax ind efter en ven, og tre timer efter var han et lig. Men den unge Mansana begav sig umiddelbart på tilbagevejen over sko- gerne til Firenze. Ikke ved ham blev det kjendt i Firenze, hvor han i mellemtiden havde været, men fra Roma af, og han fik længre tids arrest for at have forladt byen uden tilladelse og oven i kjøbet været i et andet land; men office- rerne gjorde et festmåltid for ham, da han kom ud, og kongen gav ham et hæderstegn. Kort efter lå han i garnison i Salerno. Smugleriet på ky- sten havde taget stærkt overhånd, og tropperne hjalp til med at få det stoppet. Civil klædt går han om for at spejde og opsnapper på en osteria, at et skib med smuglergods lå uden for synsvidde, men skulde ind under kysten til natten. Han går hjem og klæder sig om, tager to udvalgte mænd med, og de ror alle tre ud over mod kvælden i en liden, let båd. Jeg hørte denne historie fortælle og blive bekræftet på stedet; jeg har hørt den siden af andre, og jeg har ved en senere lejlighed læst den i aviserne; men det er mig desuagtet lige ufatteligt, hvorledes han, entrende op med sine to mænd, tvang 16 - sexten - mand til at lystre og til at lægge skibet på rheden! Efter Romas indtagelse, hvor han atter var med, og hvor han navnlig ved den kort derpå følgende oversvømmelse gjorde underværk, sad han en kvæld på den samme offi- cerskafé, uden for hvilken han en gang havde udæsket den pavelig-belgiske officer. Da hørte han nogle kammerater, som netop kom fra et selskab, fortælle om en ungar, der havde drukket vel meget af den italienske vin, og som i vinbegejstringen således havde skrydt af ungarerne, at han på en sagte modsigelse havde drevet det op til at på- stå, der måtte så gjærne komme tre italienere mod een un- gar! Alle officererne lo med dem, som fortalte det, - alle med undtagelse af Giuseppe Mansana. "Hvor bor denne un- SIDE: 11 gar?" spurgte han. Det faldt ganske ligegyldigt; han så hel- ler ikke op eller tog cigaretten af munden. Man havde just fulgt ungaren hjem, så det fik han strax at vide. Mansana rejste sig. "Går du?" spurgte de. "Naturligvis," svarede han. "Dog ikke til ungaren?" spurgte en godmodigt. Men Giuseppe Mansana havde ingen godmodighed. "Hvor hen el- lers?" svarede han og gik. De andre rejste sig strax for at følge. De søgte på vejen at få ham til at indse, at en fuld mand kunde man ikke kræve til regnskab. "Frygt intet," svarede Mansana; "jeg skal just behandle ham derefter." - Ungaren boede i primo piano, som italienerne sige, d. v. s. i anden etage, i en stor gård i Fratina. Foran vin- duerne i første etage (parterre) er i hver italiensk by jærn- stænger, og i disse tog Giuseppe Mansana fat, svang sig op og stod snart på balkonen uden for ungarens kammer. Han slog ruderne ind i balkonvinduet, lukkede op og forsvandt. Der blev tændt lys der inde, det så kammeraterne, som stod nedenfor. Hvad ellers foregik, kunde de ikke komme efter; de hørte ingen støj, og Mansana har aldrig fortalt det. Men han og ungaren, den sidste i skjorten, kom efter nogle mi- nutters forløb ud på balkonen, hvorpå ungaren forklarede på godt fransk, at han havde været fuld den kvæld, og bad om forladelse for det, han havde sagt; en italiener var na- turligvis lige så god som en ungar. Mansana kom ned igjen samme vej, han havde steget op. Større og mindre historier, fra krig som fra garnisons- og selskabsliv (og deriblandt nogle væddeløbshistorier, som vid- nede om en udholdenhed i spring, jeg aldrig har hørt mage til), haglede ned over os; men jeg tænker, at de fortalte give billedet af en mand, hvis åndsnærvær, mod, ærekjærhed, hvis legemskraft og energi, færdighed og snuhed i høj grad spænder forventningen om, hvad han i fremtiden kan drive det til, - men samtidig fylder os med bekymring. Hvorledes Giuseppe Mansana den påfølgende vinter med forår kom til at beskjæftige tusender, og deriblandt fortælle- ren, det vil fremgå af selve fortællingen. SIDE: 12 Da Giuseppe Mansana fulgte sin faders ben til deres æresgrav og derved så' ud, som kunde han hoppe over ligvognen, gik han - det viste sig snart - i sin første, flam- mende kjærlighed. Han satte sig endnu samme kvæld på det jærnbanetog, som førte til Ankona, hans station; der levede hun, og alene synet af hende kunde dæmpe de luer, som brændte fortærende. Han var forelsket i en, som havde hans natur, en, som måtte tages, en, som selv havde taget hundreder, uden selv at tages, en, om hvem en elskovsgal Ankonaskald havde sunget: Jeg elsker dig, du brune djævel, dit smil af ild, dit drueblod og tror, at gløden af det onde gir skjønhedsglimtet i dit mod; ja, tror, at spillet uden ende i lunets, øjets, væs'nets glans er Satans uro gjennem viljen, at latt'rens lokken og er hans. Jeg tror det, skjønne! - Men langt heller jeg elsker dig og så forgår end sovner i en favn, som bærer mig frem til graven femti år. Ja, heller, heller livets dronning i uopløs'lig majestæt, selv om jeg segner foran gåden, end følge, hvad jeg forud veed. Hun var datter af en østerrigsk general og af en dame, som tilhørte en af Ankonas ældste slægter. Det vakte i sin tid harm, da en slig vilde ægte høvdingen for den forhadte, fremmede besætning. Harmen øgedes, om muligt, derved, at han var nær på en olding, og hun atten år og meget skjøn. Men generalens umådelige rigdom kunde have forlokket hende; thi hun sad i virkelig fattigdom midt i sit herlige palads, - et i Italien SIDE: 13 meget almindeligt forhold. Slægtens palads danner nemlig ofte et fideikommis, som den, der sidder i det, stundum ikke kan holde vedlige. Omtrent så stod sagerne også her. Der måtte dog også have været noget andet med end generalens rigdom; thi da han kort efter datterens fødsel døde, sørgede enken i fuldstændig tilbagetrukkenhed. Alene kirken og præ- sten så hende. Vennerne, som hun havde brudt med, den gang hun giftede sig, men som dog nu gjorde sig adskillig umage for atter at nærme sig den stenrige og skjønne enke, flygtede hun for. Ankona blev imidlertid italiensk, og fra festerne, illumina- tionerne og jubelen flygtede enken endnu længre, nemlig til Roma, medens hendes palads i Ankona ligesom hendes villa ved havet stod lukket og øde som en stum protest. Men i Roma kastede fyrstinde Leaney det sorte slør, uden hvilket ingen havde set hende siden mandens død, åbnede salon, hvori alle det pavelige herredømmes ypperste sås, skjæn- kede årlig svære summer i peterspenge og til andre pave- lige øjemed. Det første som det sidste øgede hadet til hende i Ankona, hvilket gjennem de liberale også overførtes til Roma, - og selv kunde hun på Monte Pincio, når hun i al sin skjønhed og pragt kjørte der med sin lille datter, se det i de blikke, som kjendte åsyn fra Ankona og ukjendte fra Roma kastede. Hun trodsede det og indfandt sig regelmæs- sig ikke alene på Monte Pincio, men også på ny i Ankona, når sommeren jog bort fra Roma. Hun åbnede atter sit pa- lads og sin villa dersteds og boede især i den sidste for at bruge bade. Hun gik og kjørte gjennem byen til sit hus i Corso eller til kirke uden at hilse eller hilses; men desuagtet gjorde hun hver dag den samme tur. Da datteren blev større, lod hun hende optræde i de aftenunderholdninger med skue- spil og tableauer, som byens præster under biskoppens be- skyttelse fik i stand til indsamling af peterspenge i Ankona, og så stor var barnets skjønhed og moderens tiltrækning, at mange gik der hen, som ellers aldrig havde villet. Således lærte datteren trodsen af sin mor, og da hun fjorten år gam- mel mistede hende, førte hun den videre for egen reg- ning og med det tillæg, som ungdom og mod uvilkårlig frister til. SIDE: 14 Hun blev snart endnu mere og endnu stærkere omtalt, end moderen nogen sinde havde været, ligesom hendes rygte fik større omfang. Thi med en ældre dame, som hun tog til sig, et stift, sirligt værktøj, der så alt, men talte om intet, strejfede hun om i andre lande, fra England til Ægypten, dog således, at hun altid tilbragte sommeren i Ankona og efteråret i Roma. Denne sidste by blev også en gang italiensk; men i begge vedblev hun at føre, hvad man måtte kalde et udfordrende liv, lige over for dem, der nu herskede, og som på alle må- der søgte at vinde den rige, skjønne kvinde. Ja, man for- sikrede, at unge adelsmænd havde sluttet pagt om at erobre hende eller knuse hende. Det være nu sandt eller ej, så troede hun det selv. Hun lokkede derfor dem, hun mis- tænkte, til sig og stødte dem derpå ubarmhjærtigt ifra. Hun gjorde dem gale, først af håb og siden af skuffelse. Hun kjørte i Corso og på Monte Pincio selv sine hester; trium- ferende kjørte hun med de undertvungne bundne til vogn- stangen; - ikke just alle kunde se det, men hun så det, fordi hun følte det så, - og de følte det med! Hun vilde være bleven dræbt eller noget endnu værre, var der ikke for mange, som beundrede hende og trods alt dannede en livvagt af evig tilbedelse omkring hende. Til denne hørte skalden fra før. I Ankona blev hun især de garnisonerende unge officerers hemmelige håb og åbne had. Just i den tid Giuseppe Mansana blev flyttet med sine bersaglieri til Ankona, havde hun dersteds fundet på noget nyt. Hun vægrede sig standhaftig for at pryde det selskab, som om kvælden samler sig i Corso, for under måne-, stjærne- og gasskin at gå, damerne balklædte bag viften - den de så underfuldt kan bruge! - herrerne sværmende i allernyeste sommermode eller uniformerede, op og ned, ned og op, mødende, leende, samlende sig om borde, hvor nogle have sat sig for at nyde is eller kaffe, så atter fra disse for at gå til andre eller for selv til sidst at slå sig ned, medens en kvartet stemmer i, eller et vandrende kor med cither, fløjte og guitarre spiller op, - Theresa Leaney vægrede sig standhaftig for at øge pragten, nysgjerrigheden, fornøjelsen, SIDE: 15 ædelheden ved disse byens daglige udstillinger: - hun havde i dets sted valgt at forstyrre dem. I solnedgangen, når det øvrige kjørende rigfolk vendte hjem, da kjørte hun ud. Med to ualmindelig små hester, korsikanere kaldede, som hun denne sommer havde lagt sig til og selv, som altid, styrede, kjørte hun gjennem byen i trav. Når så Corsoen var bleven oplyst og mødet var be- gyndt, det almindelige møde mellem familier og venner, det stjålne mellem ungmø og bejler, det stille mellem ledig- gængeren og hans skygge, det sukkende mellem den i det fjærne forlovede og hans herværende fortrolige, det korte mellem officeren og hans kreditor, det overordentlig høflige mellem embedsmanden og ham, hvis post han skal arve ef- ter hans død; just som de unge damer havde fået vise deres ny kjoler fra Paris to ganger, d. v. s. på een tur op og een tur ned, og den beundrende handelsbetjent var kom- men over indledningen, og officererne havde dannet sin før- ste kritikklynge, og adelen netop havde nedladt sig for at modtage kur, - sprængte den overmodige unge pige med sin stive, aldrende veninde ved siden ind i klyngen! De to små barnehester var i stærkeste trav, og officerer og frøkener, adel og handelsbetjente, familiegrupper og hvi- skende par føg fra hverandre for ikke at blive overkjørte. Et system af bjælder over hesternes seletøj råbte jo varsko et stykke fra, så politiet havde intet at sige, men desto mere de, hun tvefold fornærmede, først ved sit fravær - og så ved sit nærvær! To kvælder havde Giuseppe Mansana været i Corso, og begge ganger var han nær bleven overkjørt. Han havde ikke tænkt sig muligheden af hendes dristighed. Han fik da også høre, hvem hun var. Den tredje kvæld, da Theresa Leaney på sædvanligt sted tæt uden for byen på tilbagevejen lod hesterne vande og hvile for så at begynde travet mod byen og dens Corso, trådte en høj mand frem og hilsede; det var en officer. "Jeg tager mig den fr