[BIN: 2666]

Ormålen unge

Oppskrift 1880 av Ivar Mortenson etter ukjent sanger, Østerdalen? .

1. Det var høyen Berner Riis,
han var saa stor en uhyre:
Han var grum og dertil leed,
ingen mand kunde hanem styre.
- men Skoven staar aa udi Blomster. -
2. Det var høyen Berner Riis,
han lader de breve skrive:
og og sender hand denem Danner Konning,
og lader hannem saa tilbyde.
3. Jeg siger dig Danner Koning,
altom ieg er en Mand:
Du skal give mig Datter din
om du vil eye dit Land.
Men. -
4. Det da melte Daner Koning,
svarede hand saa dertil:
Jeg giver hanem aldrig min datter
det gaa mig hvor Gud det have vil.
5. Det var Daner Koning,
han sad over breden Bord:
hand klaget sin Vaande saa haardelig,
altfor sine Kæmper gode.
Men.-
6. Er her nogen af mine Mænd,
mig vil over Berner hevne:
da giver ieg hanem Datter min,
der til halv mine Lande.
Men.-
7. Alle da sade de Kongens Mænd,
de talede icke et Ord:
Foruden Orm unger Svend,
hand fuld vel svare torde.
Men.-
8. Vil i give mig den Jomfru fiin,
og dertil Rige og Land:
Da vil ieg voge mit unge liv
alt for den Lilie Vand.
Men.-
9. Det var høyen B(erner) R(iis),
han sig over Axel saae:
Hvo er os denne Mysseling,
denne Kamp vil tage paa.
Men.-
10.Jeg er ingen Mysseling,
endog du mone mig saa kalde:
Kong Sigfred hede min Fader,
den lede Lindorm hanem fælde.
Men.-
11.Var Kong Sigfred din Fader,
hvor finder mand Kæmper slig:
alt est du bradelig voxen
du ser hanem ikke u-lig.
Men.-
12.Det var sildig om den Aften,
der Natten den drev paa:
Da lystet Orm unger Svend,
ud til Bierget at gaa.
Men.-
13.Han klappet saa paa Bierget,
det revnet i haarden Hald:
Det hørde han inde i bierget laa
saa høyt det i Bierget giald.
Men.-
14.Hvi klapper her paa Bierget,
hvo vækker mig ad Søvn hin haard:
kand ieg ikke med freden ligge,
under denne sorten Jord.
Men.-
15.Det er ieg Orm unger Svend,
Allerkiæreste Søn din:
Saa gierne bedes ieg hielp af dig
Allerkiereste Fader min.
Men.-
16.Jeg haver mig vissed en Kamp,
med Berner Riis hin stærke:
du deele met mig det bedste Sværd,
som er i Dannemark.
17.Ikke vil ieg dit hvide Sølv,
ikke heller dit Guld saa rød:
Jeg beder saa gierne om,
Birting at vinde saa ven en Møe.
18.Du fanger ikke mit gode Sværd,
er lagt i guld saa rød:
uden du hævner din Faders død,
blev drebt paa Grammer Øe.
19.Gierne vil ieg hævne eders Faders død
viste ieg hvo hannem slog:
eller ieg vil voge mit liv derpaa,
og aldrig mere til eder gaa.
20.Men kand ieg ey af Birting faa,
og maa dette Sværd ey nyde:
Da skal ieg slaa den haarde Steen=Hald,
og Bierget over dig bryde.
21.Hand bød hannem Klodden og Hialtet frem,
og ynske hannem lycke i Haand.
Bliv du heldig og i Hænderne stærk,
og verie dig som en Mand.
22.Der hand havde faaet det gode Sværd,
var han i Hiertet fro:
Nu hielpe mig Gud i Himmeriig,
ieg Seyeren vinde maa.
23.Saa glad var Orm hin unge,
der hand fik Birting i Hænde:
Hand hug Tre Alne i haarden Steen,
det ikke i Birting kiende.
24.Det var Orm unger Svend,
gaar sig i Borgstuen ind:
Hvor er nu de gode Hovmænd,
i Aftes vare saa høje i Sind.
25.Aløle da sade de Kæmper stille,
og ingen torde svare et Ord:
Foruden høyen Berner Riis,
han sprang over breden Bord.
26.De skreve Kredsen paa den Jord,
som de skulle baade i gaa:
er det icke andet for en Mand,
mod mig i Striden skal gaa.
27.Hør du Orm, du liden Mand,
alt hvad jeg siger dig:
Ved du noget af Birting
du dølge der ikke for mig.
Men.-
28.Hvad skal ieg af Birting vide,
min Fader er i Bierget død:
Havde ieg ellers Birting
hand kunde Vel hielpe i Nød.
29.Men du haver ikke din Faders Sværd,
da agter ieg lidet din komme:
Gak af Krædsen du usle Dreng,
det gaar dig lidet til fromme.
30.Ikke passer ieg paa Birting,
du kand til mig ikke rekke:
Jeg vil fælde dig første Slag
din Hals ikke skal knække.
Men Skoven.-
31.Det svaret Orm unger Svend,
han var saa fri udi Hu:
Da skal ieg hugge dig i dine Knæ,
om ieg ikke høyre kand naa.
32.Det var Orm unger Svend,
hand kaste sværdet om med alle:
Hand hug Berner af i Knæ,
at hand til Jorden monne falde.
33.Nu haver ieg været i atten Stride,
fleere og ikke ferre:
Aldrig var det Kiæmpe Sæd,
saa nederlig Kæmper at saare.
Men.-
34.Du Berner lad dine store Ord,
og nu est du min Fange:
Jeg holder for dig den Jomfru skiøn,
uden du kand bedre gange.
35.Der hand havde veyet den lede Jedt
da længtis hanem hiem til Lande:
Der mødte hannem Giord og Alf,
alt paa den hvide Sande.
36.Velkommen favren unger Svend
ud af de áùáster lande:
Haver du intet om Ormer spurt,
om han er vorden til Mand.
37.Ikke er det længe ieg hannem saa,
alt til den Ridder Stevne:
Da svor hand om den øverste Gud,
hand skulde sin Faders Død hevne.
38.Det var ungen Herre Alv,
hand stødte op Muld med Sværd;
Aldrig fanger Orm for Fader sin,
Enten Guld eller Vendings Værd.
39.End undte hanem Gud den Seier at vinde,
Alf Berner Riis den lange;
End maa han hevne sin Faders Død,
Baade Guld og Vendinge at fange.
40.Der da melte Giord og Alv,
vil du det sige forvist;
Alf Orm haver Berner slagen,
vi vilde hannem ikke miste.
Men Skoven staar all udi Bl(omster).
41.Est du Giord og est du Alv,
I dølge ikke eders Navn:
I haver slaget min Fader ihiel,
hans død saa vil jeg hevne.
Men.-
42.De droge ud deres gode Sværd,
Kiæmper saa vare de gode;
De fægtedes vel i dage tre,
saa viit da rant deres Blod.
43.Det da svarede den Haf-frue,
hun talde saa got et Ord:
Hør du Orm unger Svend,
dit Sværd det er forgiort.
Men Skoven staar all udi Blomster.
44.Du kast dit Sværd tre gange omkring,
du stik det siden i Jord;
Afvends kaste hand Sværdet omkring,
saa lyde han det Quinde ord.
45.Den fierde ad quelde, der Klocken var end fem,
Da slog Ormer de Kæmper to,
drog saa til sit Land hiem.
Men Skoven staar all i Bl(omster).
46.Det var Orm unger Svend,
kom i Daner Kongens Gaard:
de toge mod hannem med Hæder og Ære,
baade Kongen og alt hans Raad.
47.Der var Glæde over ald den Gaard,
saa faurr at lyde derpaa:
Daner Koning gav sin Daatter bort
Orn unger Svend hende tog.
Men Skoven staar all udi Blomster.
Ekstra opplysninger