| Ole han tener i kongens går tener for føde og klæder men så fikk han ett brev ifra røde rósan lund, som siger at hans kjæreste var døda. Ole han gik sig til bredebordet ind gjorde alle de tjenester han kunde " Hør nådige Konge, jeg beder om forlov alt om at rejse te de røde rosan lundar. Men kongen gav Ole et sådant et svar "Nei Ole dæ kan eg slett inkje; men sig mig et ór, kun ett einaste ór hvad har du i rósan lund at gjøré? Du er den trueste, jeg har i mitt land blandt alle de græver og baronar, derfor vil eg giva dig en ypperlig skjænk: tolv tusnade danske gullkróner. Sadelen og gullspòren dæ vil jeg giva dig, og hesten den bedste jeg eier. Så befaler jeg dig det søde himmerig og folg så mæ din kjæreste til graven. Og Ole han lagde sølvsadelen på på hesten den røde og skjønné, så red han så fort som en fugl kunde fly henover de nórlandske bakker. Ole han red sig lidt længere frem så batt han sin hest til en støtte, så spasserede han alt udi sørgestua ind hvor de fruer og jomfruer sætt å græda. Og gamlemór spasserte i sørgestuen inn: "Å Ole, du finder ikkje din lige, fer der finnes ikkje her i den røde rósan lúnd og knaft i de syv kongeriger." Ole han bøjede sit hoved né til jór ret ligesom han vilde sove; så befalede han gud sin syndige sjæl og dermed så opgav han ånden.
|