| Jeg lagde mig så silde og så seint om en kveld jeg vidste af ingen Plaga at hav- men strax fik jeg Bud ífra kjærasten, jeg skulda til henda fara. -Tvunget haver elskogjen hennar - Jeg stod mig strax op og klædde meg på jeg førde mig i mina bedstaklæd--- jeg trækte på mig hoser, jeg trækte på mig sko, de bedste som jeg monne hava. Så gik jeg mig i Stallen inn jeg strøg min Grågangeren på baka, så lagde jeg på min Sadel udaf Sølv og Bexle af Gulle de røda. Så red jeg mig fem sterke Miler frem med de Andre ligger sødelig at sova, så red jeg mig på grønevollen frem, der jeg allti vani plagar fara. Der stod no fruvar å høviske kvinder og klædde min kjæraste til grava-. Der stod de bød mig min kjæraste udvelga, Vel kunde jeg festa en anden ved min hand men aldrig f-nger jeg hendes liga, hendes lige findes ikke i dette kongeland, og neppe i de trekongerike. Hendes hender våre hvide, hendes finger våre små, hendes øine våra blå, som ei dúva, brøste ha ho som ædel svandón, og munden som sukker de sø--. Håre ha' som spunn- vår' av gull, va' vippa i ei lité fløielsmyss-, hendes kjærlighetsanker det sættes hun til Gud, og i Himerig skulle de mødast. Han red seg på kirkevollen frem, han hørde di klokker monne ringe, jeg ikke andt vidste, jeg ikke andt fornam end mit Hjærte maatte i 1000 stykker springe.
|