[BIN: 1225]

Alv Erlingsons daude

Oppskrift 1925 av Hella Næss etter ukjent sanger, Andebu, Vestfold .


fattæ å syng'i hæilt te fær omkring en hæl meneskeælder seæ, å en å' dem færteller om Skjilbre' grevens siste fel å lyer så:

1. Alv han er uti Norges lann födt,
hannom löster der inte å væræ:
"Han nar væl fæmten hærreder i lèn,
han kan sei dera næræ."
2. Alv han ganger unner grönne lind
te löst å få att vide:
"Der möter hannom Bendikt Rimaardssön,
hans skjebne var hannom inte bli'e!"
3. Goden dag, liten minder-Alv,
og goden dag min herre.
"Bliver du kongens fange idag,
ikke står landet des værre".
4. Jeg er ikke liden Minder-Alv,
du törst det intet vente:
"Jeg er en liden messedreng,
skal vin for presten hente".
5. Saa löftet han op hans höie hat,
og saa hannem i sin pande:
"Alt er du liden Minder-Alv,
om jeg kan ret forstande".
6. Alt er du liden Minder-Alv,
om jeg kan ret forstande:
"Jeg kjendte deg i skolehus,
du gjorde de klerker stor vaande".
7. Er du Bendigt Rimaardssön,
da er og min frende:
"Du svor en ed for meg idag,
at du mig aldig kjendte".
8. Saa tokk de liden Minder-Alv,
de slog hannem bolte om fod:
förte de hannem til Helsingborg,
den danske dronning imod.
9. Tager I liden Minder-Alv,
lader hannem i stuen indgange:
lader fruer og stolte jomfruer
skue saa rig en fange."
10. Da svarede danske dronning,
det förste hun Minder-Alv saa:
"Er det ikke andet for en mand,
der saadanne store sagn gaar fra".
11. Endog er jeg saa liden,
dog er jag vel saa skjön:
Aldrig lever I saa god en dag,
der I fanger saadan en sön.
12. Det vilde jeg give til min kaabe blaa,
er skaaren i roser og lilie:
Jeg maatte en nat hos Eder sove,
om det var begges vor villie.
13. Maatte jeg en nat hos Eder sove,
det vidste ikkun Eders terne:
"Det vil jeg for sande sige,
I bade for mig saa gjerne".
14. Det svaree danske dronning,
hun slog hendes haand mod bord:
"I skal klæde en steile imorgen,
förend folk de gaar til bords".
15. "Hvi steilede I ikke Knud fra Sönderborg,
ikke Ivar fra Hostebro
Jeg det med mine öine saa:
de begge hos dig laa".
16. "Tager I liden Minder-Alv
og lader hannem av stuen utgange.
nok haver stolte fruer og jomfruer,
skuet saa rig en fange".
Kristine Spænnelsko som hadde hat dæn store sörj å miste far'n sin, skulle inte så længe etter opplevæ å å miste mann sin au, dæn tapre å kjekke ridder hr. Rane Jonsön. Etter Skjilbre' grevens dö var hr. Rane blit hövding fær grevens hærstörke, å förte krigen viære i samme spår. Men engong hr. Rane Jonsön var gått ilann på Sjellann me sin hær, blei han åvermannæ å tat tefange å danskæne, å fört te Roskilde hårre di gjole kort proces me'n. De blæi dæn samme grufulle tortur å dö fær'n, som de var blitt Skjilbre' grevens lödd att gjennomgå, å i fölkevisæ minnæs hans tefangetaels i följæne værs:
"Det springer nu saa vide om land
att Rane er tagen tilfange:
hadde han ikke kommet paa Hjelm iaar,
det hadde hannem ikke saa ganget.
Nu haver Rane levet den tid,
som hannem er spaaet for lange".
Å i ett anæ værs færteller fölkevisæ om da'n blæi fört te rættærste'e:
"Det springer nu saa vide om land
att Rane er tagen tilfange:
hadde han ikke kommet paa Hjelm iaar,
det havde hannem ikke saa ganget.
Nu haver Rane levet den tid,
som hannem er spaaet forlange".
Å i ett an'æ værs færteller fölkevisæ om da han blæi fört te rættærste'e:
Ledd de Rane av Roskild' ut,
han vred sine hænder saa saare,
alle de fruer, i staden var,
de fældte for hannem taare.
Han böd dem godnat,
de bad hannem fuld vel fare".
Nå var bægge di store hövdingæne fær nolmennæne röddæ vekk, å hærstörkæ var inte længer no'n fare fær Danmark, da dæn inte længer hadde dæn gamle go'e ledelssen. Ræktenokk var kong Haakon kommi me en stor hær dérne, men oppnådde inte å få utrættæ större a betydning, å fölkæ måtte se'æ minnæs de store fælttåg'e i di store gjeldsbyrder som di ettrpå fækk bæræ.
De jikk nesten to år etter Skjilbre' grevens dö, för de kom såpas ro i förhöllæ, att Kristine Spænnelsko kunne tænke på å byne ærbe mær å sin fars å ektefælles bæin netatt å jolæ på kristeli vis. De fyste skrette ho tok sei te var, att ho sente sin tru'e mann slåtsbefællingsman'n på Skånör borg - - Hauk Asgeirsån - - oppåver te Norge færkledd som munk. Han ræste fyst te dæn norske stormann, riddern hr. Thore Haakonsån på Leikvang i Eidsberg som var en svåger te Skjilbre' greven, da han var jift me hans söster. Han var en möe te mekti mann da han sto i hög gunst hos kongen. Hr. Thore Haakonsån ræste snart oppåver te Oslo å fækk snakkæ, å nå visæ de sei, att de var blitt
Ekstra opplysninger