[BIN: 1225]
Alv Erlingsons daude
Oppskrift 1925 av Hella Næss etter ukjent sanger, Andebu, Vestfold .
fattæ å syng'i hæilt te fær omkring en hæl meneskeælder seæ, å en å' dem færteller om Skjilbre' grevens siste fel å lyer så:
1. | Alv han er uti Norges lann födt, hannom löster der inte å væræ: "Han nar væl fæmten hærreder i lèn, han kan sei dera næræ." |
2. | Alv han ganger unner grönne lind te löst å få att vide: "Der möter hannom Bendikt Rimaardssön, hans skjebne var hannom inte bli'e!" |
3. | Goden dag, liten minder-Alv, og goden dag min herre. "Bliver du kongens fange idag, ikke står landet des værre". |
4. | Jeg er ikke liden Minder-Alv, du törst det intet vente: "Jeg er en liden messedreng, skal vin for presten hente". |
5. | Saa löftet han op hans höie hat, og saa hannem i sin pande: "Alt er du liden Minder-Alv, om jeg kan ret forstande". |
6. | Alt er du liden Minder-Alv, om jeg kan ret forstande: "Jeg kjendte deg i skolehus, du gjorde de klerker stor vaande". |
7. | Er du Bendigt Rimaardssön, da er og min frende: "Du svor en ed for meg idag, at du mig aldig kjendte". |
8. | Saa tokk de liden Minder-Alv, de slog hannem bolte om fod: förte de hannem til Helsingborg, den danske dronning imod. |
9. | Tager I liden Minder-Alv, lader hannem i stuen indgange: lader fruer og stolte jomfruer skue saa rig en fange." |
10. | Da svarede danske dronning, det förste hun Minder-Alv saa: "Er det ikke andet for en mand, der saadanne store sagn gaar fra". |
11. | Endog er jeg saa liden, dog er jag vel saa skjön: Aldrig lever I saa god en dag, der I fanger saadan en sön. |
12. | Det vilde jeg give til min kaabe blaa, er skaaren i roser og lilie: Jeg maatte en nat hos Eder sove, om det var begges vor villie. |
13. | Maatte jeg en nat hos Eder sove, det vidste ikkun Eders terne: "Det vil jeg for sande sige, I bade for mig saa gjerne". |
14. | Det svaree danske dronning, hun slog hendes haand mod bord: "I skal klæde en steile imorgen, förend folk de gaar til bords". |
15. | "Hvi steilede I ikke Knud fra Sönderborg, ikke Ivar fra Hostebro Jeg det med mine öine saa: de begge hos dig laa". |
16. | "Tager I liden Minder-Alv og lader hannem av stuen utgange. nok haver stolte fruer og jomfruer, skuet saa rig en fange". Kristine Spænnelsko som hadde hat dæn store sörj å miste far'n sin, skulle inte så længe etter opplevæ å å miste mann sin au, dæn tapre å kjekke ridder hr. Rane Jonsön. Etter Skjilbre' grevens dö var hr. Rane blit hövding fær grevens hærstörke, å förte krigen viære i samme spår. Men engong hr. Rane Jonsön var gått ilann på Sjellann me sin hær, blei han åvermannæ å tat tefange å danskæne, å fört te Roskilde hårre di gjole kort proces me'n. De blæi dæn samme grufulle tortur å dö fær'n, som de var blitt Skjilbre' grevens lödd att gjennomgå, å i fölkevisæ minnæs hans tefangetaels i följæne værs: "Det springer nu saa vide om land att Rane er tagen tilfange: hadde han ikke kommet paa Hjelm iaar, det hadde hannem ikke saa ganget. Nu haver Rane levet den tid, som hannem er spaaet for lange". Å i ett anæ værs færteller fölkevisæ om da'n blæi fört te rættærste'e: "Det springer nu saa vide om land att Rane er tagen tilfange: hadde han ikke kommet paa Hjelm iaar, det havde hannem ikke saa ganget. Nu haver Rane levet den tid, som hannem er spaaet forlange". Å i ett an'æ værs færteller fölkevisæ om da han blæi fört te rættærste'e: Ledd de Rane av Roskild' ut, han vred sine hænder saa saare, alle de fruer, i staden var, de fældte for hannem taare. Han böd dem godnat, de bad hannem fuld vel fare". Nå var bægge di store hövdingæne fær nolmennæne röddæ vekk, å hærstörkæ var inte længer no'n fare fær Danmark, da dæn inte længer hadde dæn gamle go'e ledelssen. Ræktenokk var kong Haakon kommi me en stor hær dérne, men oppnådde inte å få utrættæ större a betydning, å fölkæ måtte se'æ minnæs de store fælttåg'e i di store gjeldsbyrder som di ettrpå fækk bæræ. De jikk nesten to år etter Skjilbre' grevens dö, för de kom såpas ro i förhöllæ, att Kristine Spænnelsko kunne tænke på å byne ærbe mær å sin fars å ektefælles bæin netatt å jolæ på kristeli vis. De fyste skrette ho tok sei te var, att ho sente sin tru'e mann slåtsbefællingsman'n på Skånör borg - - Hauk Asgeirsån - - oppåver te Norge færkledd som munk. Han ræste fyst te dæn norske stormann, riddern hr. Thore Haakonsån på Leikvang i Eidsberg som var en svåger te Skjilbre' greven, da han var jift me hans söster. Han var en möe te mekti mann da han sto i hög gunst hos kongen. Hr. Thore Haakonsån ræste snart oppåver te Oslo å fækk snakkæ, å nå visæ de sei, att de var blitt
|