[BIN: 0441]
Agnete og havmannen
Oppskrift 1891 av M. Moe etter Dårdi Rindedalen, Seljord, Telemark .
| 1. | Agnetta ho gjekk seg på engellandske bru
så kåm der ein havmand frå bunden opp.
-Hå hå ja
så kåm der ein [havmann frå bunden opp] - |
| 2. | Agnetta, Agnetta jeg spørge vil dig
å vil du nå vere allerkjærasten min. |
| 3. | Å jammen, å ja, å gjerne eg sko
vil du bare følge mej på havsens bund. |
| 4. | Han stopped hendes øre, han stopped hendes mund
så følde han nå hennar på havsens bund. |
| 5. | Agnetta ho sat nå på vøggestolen, sång
så hørde ho dei engellandske klokkune klång. |
| 6. | Agnetta ho fram fe sin havmande sto
å må eg meg nå te kjørkjune gå. |
| 7. | Å jamænd, å ja, å gjerne du må
vi du bare koma hjematt te børnene små. |
| 8. | Å jamænd, å ja, å gjerne eg sko
mener du jeg forlader mine børen så små. |
| 9. | Han stoppa hendes øre, h[an] st[oppa] hendes mund
så følde han hende på engellandske grund. |
| 10. | Agnetta ho seg gjænnom kjørkjedynni gik
hennas moder fulgte efter i samme øieblikk. |
| 11. | Agnetta, Agnetta jeg spørge vil dig
hvor haver du nu været i åtte år fra mig. |
| 12. | Åtte år har jeg været på havets bund
syv sønner har jeg havt med en havmand så from. |
| 13. | Hott gav han nå deg te foræringar fin
då han feste deg nå te bruren sin. |
| 14. | Han gav mig, å gav mig1 et guldrødene band
som bindes ikkje bedre om dronningens arm. |
| 1et guld å et guldrødene band |
| 15. | Han gav mig et guld å guldrødene skrin
dæ findes ikkje bedre om dronningen ind. |
| 16. | Å havmanden inn igjænnom kjørkjedynni gjekk
å alle de små billeder de vendte sig omkring. |
| 17. | Å presten han vende seg for alteren han sto
hot æ de fer ein ridder så fin å så from. |
| 18. | Å håre dæ va utav rødeste gull
å øinene vare så frydefuld. |
| 19. | Agnetta, Agnetta jeg bede vil dig
å vil du nu følge ja hjemad mæ mig. |
| 20. | Å neimen, å nei, å slett ikkje eg vi
å aller så fylgjer eg heimatt mæ dig. |
| 21. | Di græte dei store, de græte dei små
han græte den lille som i vuggen lå. |
| 22. | Ja let di nå gråte både store å små
langt mindre den som i vuggen lå.
|